Hertz, Henrik Naturen og Kunsten.

Naturen og Kunsten. Første Afdeling.

178

        

179

I.

Det var en deilig Sommeraften. Heed
Af Solens sidste Favntag hviilte
Den matte Lust ved Strandens Bred,
Mens dunkeltblussende dens Brudgom gled
Til Badets Kjølighed i Oceanet ned
Og end engang til Afsked kjærligt smiilte.

Jeg saae med min Veninde
Ved Havets Bred den gyldne Sol forsvinde.
Paa Træets Top, paa Skibets Mast den skrev
Endnu en Hilsen i et Elskovs-Brev,
Og prøvede tilsidst at efterlade
Sit Billede med alle Farvers Pragt
Paa nogle Skyers skrøbelige Flade.

Og alt som Vinden friskere blev bragt
Fra Søen ind paa Landet, rulled' atter
De bløde Bølger med melodisk Tact.

180

Langt ude laae for Anker to Fregatter.
Et letbygt, mindre Fartøi prøved' paa
At drage Fordeel af de linde,
Kun med at kjøle sysselsatte Vinde;
Men Seilet visted' slapt fra Skibets Raa.

Paa Landet damped' Markerne. Som Taage
Hang over Engen gjennemsigtig Duggen.
Rundt om os blev det stille. Fjernt en Maage
Skreg over Havet. Men en sagte Klukken,
En afbrudt Qviddren, og en Fugl, der iilte
Til Skovens Ly og skjulte sig derinde,
Tilkjendegav mig, at Naturen hviilte.

Da mærkede jeg først, at min Veninde
Saae ufravendt og vist
Paa eet og samme Punkt, som om hun vilde
En Tankegang forfølge til dens Kilde.
Jeg spurgte den Fordybede tilsidst:
»Hvad er det, Kjære, Du betragter hist?«

»Ak Intet! - svared' hun - jeg tænker atter
Paa Noget, der forfølger mig saa tidt,
En Særhed, som jeg driver snart for vidt,
Endskjøndt jeg ei aldeles Grunden fatter.

181

See, dette Landskab her er smukt. Det Sprog,
Naturen taler, kjender jeg - og dog,
Ifald jeg ikke frygted' for din Latter,
Jeg vilde paastaae, at jeg føler meer,
Langt mere ved et Lanbskab, der er malet,
End ved det Liv, jeg rundt omkring mig seer.«

Maaskee Du foretrækker Idealet?
Jeg spurgte med et Smiil.

»Maaskee,
- Hun svared' - ligger det til Grund for min Idee.
Endnu, saavidt jeg mindes, har jeg ikke
Med uforstyrret, blivende Behag,
Og ret med indre Fryd, i lange Drag,
Nydt Synet af en Egn, der stemte med min Smag.
Jeg veed ei selv, hvori det kunde stikke.
Jeg følte mig for adspredt; Tanken gik
Langt længer end Beskuerindens Blik.
Een Gjenstand rev mig voldsomt fra en anden.
Et Middelpunkt, der ordned Skov og Eng
Og Søen til en Heelhed for Forstanden,
Den søgte jeg, men sandt den ei. Iflæng
Mit Øie dvælte ved de mindre Dele,
Men fandt ei Hvile ved at see det Hele.

182

Jeg Kunde fristes til at troe,
Naturen, for mangfoldig, mangler Ro.«

Den Ro - jeg svarede - vi stundom savne,
Maa søges hos os selv. Ifald dit Øie
Ei ordner selv hver Gjenstand nøie,
Da vil Naturens Orden lidt kun gavne.
Thi Øiet er vor Synskreds Ramme,
Og Sjælen Lærredet, paa hvilket vi
Gruppere med en virksom Phantasie
Naturens vidtudstrakte Maleri.
Men ei Enhver har Øie for det Samme.
Hvem veed? - jeg vedblev skjemtende - maaskee
Den Hastighed, hvoraf du plages,
Er Gruden til, at dine Tanker drages
Fra Meget, som vi Andre see.

»Ak nei! Du gjør mig Uret. Ofte sidder
Jeg hele Timer ved den aabne Strand,
Og stirrer paa det grændseløse Vand,
Og vugger mig i Fugleqvidder.
O, meer end eengang dette Hjerte blev
Indlullet af Naturens Melodier,
Indtil et uforklarligt Mishag rev
Mig atter ud af mine Drømmerier.
Og ofte har jeg Skjønhed truffet,

183

Og den har smeltet dette Bryst.
Men naar jeg dvælte længe ved min Lyst,
Da vaagned' jeg og fandt mig skuffet.«

Hvor kan du vente - brød jeg ud - at finde
I denne Verden varig Fryd, Veninde!
Betænk, Naturens Liv bestaaer
Blot derved, at det vexler og forgaaer.
Men denne Vexel selv er skjøn. Den føder
En rig Mangfoldighed, der overalt os møder.

»Nei, kjære Ven! Mangfoldigheden bøder
Kun lidt paa det, jeg savner overalt.
Hvad hjælper mig den vexlende Gestalt?
Hvad hjælper det, Naturen taber
Sin egen Existens med hvert Minut?
Det Skjønne, den har frembragt, bli'er forskudt;
Den selv forsthrrer, hvad den skaber.
Hvor ofte blev den rene Harmonie,
Naar Solen i sin Opgang straalte
Til Lærkens Morgen-Psalme-Melodie
Forstyrret for mig ved et Barn, der . . . skraalte!
Hvor ofte, naar en simpel Symmetrie,
En Orden i Naturen mig frappeerte,
Blev mine Følelser parodieerte

184

Ved Skriget af en hæs, afskyelig Fugl,
Der tætved fløi iveiret fra sit Skjul.
Dog - hvad behøver jeg at hente
Beviser fra en Tid, der er forbi?
See hist! - Den smukke Sky, der forhen brændte
Med tusind Farvers Pragt, har tabt sig i
Et hæsligt Mørkegraat; og Taagen hist, der strækker
Sig over gyldne Manker som et Flor
Og røber Formerne, den blødt bedækker,
Om lidt - hvo veed det? - lægger
Sig vaad og tyk og tung paa, Hav og Jord.
- Jeg synes tidt, Naturen gjækker
Os med en Uro og en Hast,
Der hindrer os at holde Synet fast.
Og det er denne Ro, jeg finder
I mangen Landskabsmalers Arbeid, dette
Aldeles Uforstyrrede, der binder
Mit Øie stadigt og formaaer at sætte
Min Sjæl tilbage blandt forsvundne Minder.
O, jeg erindrer end med Lyst,
Hvor ofte Morbro'ers Samling Malerier
Var i min Eensomhed min Trøst
Og for Tungsindighed en mild Befrier.
En Gruppe Træer paa en frugtbar Eng;
Den varme Luft, det klare Vand, der skylled'
Mod Kysterne; det Duftige, der hylled'

185

I fine Dunster Skov og Mark og Væng;
Hiin Udsigt, dette hele Syn fortrylled'
Mig i et Maleri af Claude Lorrain.
Af Ruysdaels og af Everdingens rene
Og klare Skildringer af Vandets Brudd,
Naar over Klipperne det styrter ud
Og skummer mellem Mos og Stene,
Fik jeg Begreb om hiin høitidelige Scene.
Men oftest dvælede mit Øie
Ved tvende Malerier, eet af Dahl,
En sjællandsk Egn - jeg kjendte den saa nøie!
Kun var den et forædlet Ideal, -
Og eet af Juel, et Bondehuus, der hviilte
I landlig Stilhed saa bekjendt igjen,
At alle mine Tanker iilte
Til denne Plet som til en gammel Ven.
Ak, jeg har stirret halve Dage
Paa mangt et Maleri og glemt,
Jeg vilde vaagne til den gamle Klage
Og meget meer end før forstemt.«

Jeg tav et Øieblik frappeert. Omsider
Bemærkede jeg løseligt, at vi
Ved Synet af et Landskabsmaleri
Dog savned' Blomstens Duft og Fuglens Melodie.

186

»Nei - brød hun ud - min Ven! Til alle Tider,
Naar heelt min Sjæl fordybede sig i
Et malet Landskab, har min Phantasie
Vidunderligt og villigt staaet mig bi.
Jo længere jeg seer, besmere lufte
De lette Vinde mellem Buskt og Træ.
Snart synge Fuglene bag Skovens Læ,
Og tusind Blomster, tusind Planter dufte.«

Men siig mig, Kjære! - spurgte jeg - har du
Blot ved Naturens Phænomener
Bemærket dette Savn? Forlener
Sort hele Liv din Følelse, din Hu
En Fyldestgjørelse, som Ingen fandt endnu?
Og medens Alt i Tiden og r Rummet
Er mangelfuldt, jeg undres, at du blot
Ved Synet af et Landskab har fornummet
De Savn, jeg kjender alt for godt.

»Unægteligt - hun svared' mig - erkjender
Jeg noget Mangelfuldt i dette Liv,
Som om det midt i Flugten af sit Bliv
Blev uformodet standset. Men jeg vænner
Mig næsten altid hurtigt til at bære
De Kaar, der ei kan anderledes være.
Men, hvad jeg nys har omtalt, er et Punkt,

187

Hvor just det Mangelfulde
Meer end sædvanligt faldt mig tungt.
Der gives, troer jeg, visse Ting, jeg skulde,
Uagtet et og andet Savn,
Til hver Tid taale villigt, næsten gjerne,
Meest, naar de sigted' til mit blotte Gavn.
Thi her jeg indseer med min lille Hjerne,
At hvad jeg oppebærer, er et Held,
Hvorved jeg bringes i Algodheds Gjeld.
Og kan jeg med min Skaber gaae i Rette,
Fordi der mangler lidt i dette
Saa overvættes rige Væld?
Men - naar den venlige Natur bereder
Os ikke blot det Nyttige, men og
Fra tusind Fyldehorn en Skjønhed spreder,
Der møder os i Blomstens stumme Sprog,
I Plantens Ydmyghed og i en dristig Ceder,
I Lysets Straaler, i det dybe Blaa,
Hvor Bølgerne mod Horizonten rulle
Indtil de op mod Himlen slaae:
Da føler jeg, min Ven, det Mangelfulde
Tør ikke gjennem Skjønheds Rige gaae.
Forgjæves her jeg vilde resignere;
Jeg kan kun tænke mig det Skønne heelt.
Naar det er ufuldkomment, opløst, deelt,
Da existerer det ei mere.«

188

Da min Veninde havde talt, forblev
Jeg længe taus og tvivlsom. At hun følte
Saa dybt den Tilstand, hun beskrev,
Det var mig kjært. Men Et og Andet kjølte
Igjen min Lyst,
At lytte til en nærbeslægtet Røst.
Tilsidst jeg fandt det rigtigst at benytte
Det Stof, hun havde givet, og fra det
En Overgang til andre Spørgsmaal knytte,
Saavidt det kunde skee beqvemt og let.

Ifald du ei - jeg saade da - har glemt
Hvad vi tilforn har talt om denne
Materie, da vil du selv erkjende,
At jeg i dette Punkt er mere billigt stemt.
Naturen, kjæreste Veninde!
Er et Mysterium, man ei
Forstaaer paa den almindelige Vei.
Vort Blik maa skjærpes, øves, for at finde
Dets Spor, forinden de forbi os svinde.
Men - naar jeg ikke feiler, er du bragt
Selv ved dit Mishag, ved din Klage
Paa Veien, der kan føre dig tilbage
Til at erkjende klart Naturens Magt,
Hvis det er sandt, hvad en Poet har sagt:

189

»Den unge Kraft begynder med at vrage.«
- Jeg haaber, det vil lykkes mig at lede
Dig videre paa denne Vei, som du
Er ikke lidt bekjendt med allerede.

»Jeg fatter ikke ret endnu
- Hun svarede med Rødmen - hvad du mener.«

Ved tvende Kræfter - blev jeg ved - forener
Vort Liv sin Stræben, ved Natur og Kunst.
Hiin gaves Mennesket ved Himlens Gunst;
Ved denne Himlen han fortjener.
Tro mig, min kjæreste Veninde! Den,
Der i Naturen ganske sig fortaber,
Betydningsløst for ham gaaer Livet hen.
Thi viid: det er den høie Kunst, der skaber
Til fuld Betydning Livet om igjen.
Ifald Naturen fyldestgjorde
Enhver af vore Længsler, saa at vi
Fandt overalt en fuldendt Harmonie,
Som vi til alle Tider nyde turde,
Ak, da var Paradiset ikke tabt,
Og Mennesket langt anderledes skabt.
En Existens, der mangler Ro;
En stykkeviis Bestaaen, der forkuer
Den i Naturens Liv fordybede Beskuer,

190

Er Paradisets Tab, hvorpaa vi troe.
Fordyb dig i de enkelte Momenter;
Søg Skjønhed i det Nu, den drukner i
Og viid, det er forgjæves, at du venter
Den længselfuldt begjærte Harmonie;
De Billeder, der fare Dig forbi,
Besidde kun det Skjønnes Elementer.
Men kan du gribe disse, kan forstaae
Det indre Væsen, der i dem bevares,
Det Liv, der i Naturen aabenbares,
Guds Væsen i det Store som det Smaa:
Da tør jeg, kjæreste Veninde, spaae,
At det vil hurtigt i dit Indre klares.
Den Undergang, der nu dit Øie møder,
Vil da forsvinde for en Magt,
Der, naar den synes at forstyrre, føder
Af Undergangen Liv og Lyst og Pragt.
Disharmonierne, for hvilke dette
Bevægelige Liv var før et Rov,
Vil vige for en Kraft, der veed at sætte
Alt under Harmoniens Lov.

Min venlige Veninde tav en Stund,
Og aabned' derpaa tøvende sin Mund,
Som om hun vilde sige Noget,
Men ikke vilde rigtigt ud med Sproget.

191

Omsider sagde hun: »Jeg troer at see
Det Maal, hvortil Du sigter, og jeg skatter
Ret vel Betydningen af din Idee;
Eet Udtryk blot jeg ikke ganske fatter.
Hvordan forstaaer Du det »»at Kunsten skaber
Naturen om igjen?«« Man siger dog
Sædvanligviis, at Kunsten efteraber
Naturen, naar den taler dennes Sprog.«

Ifald du troer, Veninde,
- Jeg gav til Svar - at Kunsten som et Speil
Hver enkelt Deel af Billedet vil binde
Og give det igjen, da ta'er du feil.

»Jeg troer det ikke heller; men hvad bliver
Da udeladt, naar den ei Alting giver?«

Hvis du tillader det, da kan jeg let
Ved et Exempel, der i sig forener
Hvad vi behøve, vise hvad jeg mener.
- Erindrer du din salig Mo'ers Portrait,
Som Edouard, den unge Maler
Bestemte for dit Sovekabinet?
Det kom til Norge, hvis Jeg husker ret.

192

»Min givte Søster fik det. Ak jeg taler
Saa tidt derom! Hvor kunde jeg det glemme!
Saa ofte det har trøstet mig derhjemme!«

Nu vel, saa mindes du vel med, hvad vi
Fornemmeligt beundrede ved dette
Fortræffelige Maleri?

»O jo, min Ven! hiint egne Trylleri,
At næsten hver Beskuer kunde sætte
Saa hurtigt sig i Maleriet ind;

Og at ei blot hvert enkelt Træk var truffet,
Men Moders fromme Sjæl, det gudhengivne Sind.«

Og dog, jeg veed, blev En og Anden skuffet,
Og paastod, at det ligned' ei;
Det var for ungt, for smukt . . . .

»Ak, Kjære, nei!
De Enkelte, der paastod' dette, kjendte
Vor Moder alt for lidt til at de ret
Vurdere kunde hiint Portrait
Og agte det saa høit som det fortjente.
Naar man betragted' Moder flygtigt, fandt
Man ikke strax, at hun var smuk. Iblandt
Var hun for bleg, og af en Sky om Øiet

193

Man saae, hun var kun sjelden ret fornøiet.
Tidt leed hun hemmeligt af Sorg, og tidt
Af Sygdom havde hendes Aasyn liidt.
Først ved en daglig Omgang lærte
Man fuldeligt at elske disse Træk,
Hvoraf hvert enkelt var lagt an lidt kjæk,
Men af hvis Heelhed det fortræffeligste Hjerte
Og Aandrighed og Sjælens Adel gik!
Og lyste fra det tankefulde Blik.
See, derfor fandt jeg Edvards Maade
At male Moder paa, saa smuk:
Det Smertefulde smelted' i et Suk,
Og hendes Graad i Duggen paa de vaade,
Men tillidsfulde Øine. Hendes Træk
Var' ei flatteerte; men de vare,
Jeg kunde næsten paastaae, mere klare.
Den bløde Pensel gled med Lethed væk
Forbi en underordnet Deel, der trued
Det Billeds Reenhed, man beskued.
Et enkelt, mindre skjønt Partie
Opløstes i det Heles Harmonie.
Og dog med Alt det var det Hele
Et Udtryk af de allermindste Dele.
Her fandt jeg fremstilt, som jeg føler vel,
Vor Moders sande Væsen, hendes Sjæl,
Aldeles uforstyrret af de mindre

194

Fuldendte Træk, der mangt et Indtryk hindre.
Som Moder der var malt, saaledes stod
Hun tidt i Drømme for mig aabenbaret;
Og fra den Tid hun os forlod,
Staaer hun for mig i Billedet forklaret«

Fortræffeligt - jeg udbrød - min Veninde!
Har du igrunden alt besvaret
Hvad du har spurgt mig om. Du selv vil sinde,
At hvad du meest beundred' hos vor Ven,
Var, at han skabte her Naturen om igjen.
Hiin eiendommelige Maade,
Hvorpaa han løste dette Ansigts Gaade,
Og lokkede ved Kunstens Tryllebud
Din Moders indre Væsen, hendes rige,
Men stundom uforstaaelige
Natur af Maleriet ud;
Og den Forstandighed, hvormed han dækked'
De mangelfulde Træk; den Mesterhaand,
Der lod det Heles Livlighed og Aand
Ved Intet sees forstyrret eller svækket;
I Korthed: Harmonien i det Hele,
Der hæede til Skjønhed alle Dele,
Berettiger mig sikkert til den Dom,
At Edvards Kunst har skabt Naturen om.

195

- Det i det mindste har jeg tænkt mig, Kjære,
Ved disse vistnok indholdsrige Ord.
- Har du nu blot forstaaet mig ret?

»Jeg troer
Hun gav til Svar - »dog kan det gjerne være,
At jeg endnu maa hjælpes lidt paa Spor.
Jeg kan forstaae, hvad du har sagt, naar Talen
Er om Portraiter, hvor en Maler tidt
Forskjønner ved sin Kunst Originalen;
Naar dennes Ydre nemlig siger mindre
End hvad der findes udtrykt i dens Indre.
Men sæt, et Ansigt selv er fromt og blidt
Og udtryksfuldt og skjønt, hvad kan da hindre
Den duelige Maler i
At give blot deraf en tro Copie?
Maa ei en skjøn Natur nødvendigt tabe,
Naar Kunstneren vil den forskjønnet skabe?«

Men troer du, spurgte jeg, at slig
En sjelden Skjønhed findes virkelig?
Hvor tænker du man støder
Paa en saa lykkelig Natur,
At lutter rene Forhold i Figur,
I Ansigt, kort i Alt, vort Øie møder?

196

Hvor finder Du det Yndige, det Hulde
Tilsammensmeltet med det Udtryksfulde?
- Betænk, at det er endelige Kaar,
Der følge stadigt med os paa vor Vandring,
Og at vort Væsen, selv naar det i Blomster staaer,
Er underkastet idelig Forandring.
Det er ei ene Plantens Blad,
En Storm, en Nattefrost kan skade;
Langt mere dybe Spor kan Misgunst, Haan og Had
I Menneskernes Aasyn efterlade.
Og Sygdom, Hjertesorg, vor Sjæls Affecter,
Hevngjerrighed og Vrede, Frygt og Skræk
Forstaae at grave dybe Træk,
Og magre ud de skrøbelige Slægter.
Og Last og Udyd gaae i Svang
Og give Øiet Mathed, slappe Huden,
For ei at nævne Næringssorg og Trang;
Ved disses Bord er Skjønhed sjelden buden.
Ja, selv vort Væsens Adel: Tænkning, Flid
Og Forskning hævne sig paa Støvet;
Vor Manddoms Styrke vorder røvet,
Vor Sundhed af den velanvendte Tid.
Mens Øiets Glands et aandrigt Udtryk vinder,
Har Sneen lagt sig paa vort Haar
Og Rosen visner paa de sjunkne Kinder.

197

Er det et Under da, ved slige Kaar,
At Skjønhed lider, falmer og forgaaer?

»Jeg synes dog - bemærked' min Veninde
At hvad du paastaaer strider lige mod
Erfaringen, saavidt jeg dig forstod.
Snart dagligt kan vi finde
- Sæt ogsaa, Kjæerlighed gaaer lidt iblinde -
At mangen sindig Herre med et Suk
Bekjender om en Dame, hun er smuk.
Vi Fruentimmer - mellem os, at sige -
Er heller aldrig utilbøielige
At kalde hiin Mand smuk, en Anden net.«

Ja heri, svared jeg, har du vel Ret;
Men - tillad! - det har ikke stort at sige.
Hvis Skjønhed skal bestaae i Harmonie,
I rene, bløde Former, der forkynde
En Sjæl, der hviler gjennemsigtigt i
De mindste Dele af det Ydres Ynde,
Da vil et saare ringe Tal
Endog blot nærme sig hiint Ideal.
Et regelmæssigt Ansigt, Carnationens
Fortrinlighed har, som man tidtnok seer,
Et aandløst Udtryk, grundet i Personens
Betydningsløse Characteer.

198

Kun den kan kalde slige Væsner smukke,
Der glædes ved en liv- og sjælløs Dukke.
Og paa den anden Side: hvad der meest
Og allerhelst som Skjønhed agtes,
Og som en Gjenstand for vor Kjærlighed betragtes,
(Dog ei af Folk som de er' fleest)
Er, hvad du vist har mærket, det Piquante.
Vi ere nemlig vante
At kalde skjønt det blot Interessante.
Uregelmæssigheden giver
Et Ansigt tidt en Ynde, der maaskee
Ved Striden mellem Væsenets Idee
Og Formen saa behagelig os bliver.
Men Skjønhed, som du veed, forlanger Reenhed
Og Regelmæssighed. Den vil,
At Sjæl og Legeme skal bringes til
En uadskillelig, en sammensmeltet Eenhed.
En saadan Eenhed, der er fuldendt skjøn
I alle sine Dele, finder
Man aldrig, ei engang blandt Qvinder,
Skjøndt disse høre til et Kjøn,
Der fortrinsviis
Blandt Dødelige bærer Skjønheds Priis.

Idet jeg sagde dette, faldt
Mit Øie, da jeg løfted' det iveiret,

199

Paa min Venindes blomstrende Gestalt.
Da tav jeg, tabt i Synet og besnæret
Af hendes yndige Figur, hvori
Naturen folded' ud en Symmetrie,
Der sjældent blev en Dødelig beskjæret.

Hun spurgte mig, hvorfor jeg tav.

Fordi
Det forekom mig fast som Blasphemie,
Ved Synet af din Skjønhed, min Veninde!
At anke paa en rig Natur, som om
Dens Værker ufuldendt til Verden kom.
Din Skjønhed burde jeg dog fuldendt finde.

Da rødmede hun høit sprang op og lagde
Sin Finger paa min Mund, idet hun sagde:
»Ifald du ikke tier, bli'er jeg vred.
Hvor tør du vove? - Om min Skjønhed veed
Jeg rigtigt nok saa godt som du Besked.
Den er lidt luftig og kan være
Til sine Tider høist journaliere.
Vær du da ganske rolig og bered
Dig ufortøvet til at blive ved.«

200

Nu, siden Du med denne strenge Mine
- Jeg gav til Svar - forlanger det partout,
Saa vil jeg gjerne tilstaae, min Pauline!
At selv det skjønne Liv, i hvilket du
Saa yndigt blomstrer, at selv det besidder
Et fuldendt Udtryk kun for din forelskte Ridder.
For mig er du bestandig skjøn, fordi
Jeg paa en Maade som en Kunstner skaber
Paany dit Billed i min Phantasie,
Et Billed, der ved Tiden Intet taber.
Thi af dit indre Væsen, af din Sjæl,
Af hine hemmelige Traade,
Der slynge sig til en mærkværdig Gaade
Og til dit Livs bestandigt friske Væld;
Af dine Formers Hoved-Indtryk leder
Min Sjæl det Billed ud, som jeg i dig tilbeder.
Om du en Dag er klædt med mindre Smag;
Om du er mindre disponeert en Dag;
Om Kummer eller Østenvinden
Har bleget Foraarsroserne paa Kinden:
Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.
Mig har min Kjærlighed til Digter gjort;
Ved Digtekunstens Magt jeg atter skaber
Hvad du som Dødelig til Tidens Vexel taber.

201

Da sagde min Veninde, mens hun loe:
»Tael ikke saa! Jeg frygter, du forleder
Mig til den vel forfængelige Tro,
At Kjærlighed en Vei til Poesie bereder.«

En saadan Tro - jeg gav til Svar - er ei
Forfængelig. Det er den samme Vei,
Paa hvilken Kjærlighed og Kunst forklare
Det Billeds Skjønhed, de bevare.
Den sande Kjærlighed bestaaer, jeg tænker,
Saa godt som Kunsten i
Vor Sjæls Formuenhed at bringe Harmonie
Imellem det, som Tidens Vexel krænker,
Og det, der er ukrænkeligt deri.

Og lad mig hermed, faureste Veninde!
Henlede din Opmærksomhed igjen
Til Det, du klaged' over for din Ven.
Naturens Skjønhed syntes at forsvinde
For din Betragtning; hvad der nys var skabt,
Tilintetgjordes atter og gik tabt.
Din Sjæl, forstyrret af de mindre Dele,
Har savnet Middelpunktet for det Hele.
Hiint Middelpunkt har du, Veninde, søgt
Bestandigt i Naturen selv. Jeg mener,
Det er din Sjæl, din Tanke, der forener

202

Som i et Middelpunkt Naturens Phænomener;
Og der dens skjønne Heelhed søges trygt.
Betragt Naturen med en Kunstners Øie,
Og du vil see, at Mark og Eng og Dal
Gruppere sig om Skove, Bakker, Høie,
Fortrylled' til et Skjønheds Ideal.
Thi det Forstyrrende forjager
Din Sjæl ved Phantasiens Tryllestav;
Selv det uendelige Hav
Den indenfor sin Cirkel magisk drager.
I skjøn Belysning ligger Bondens Ager,
Et eensomt Huus, en Stente for dit Syn;
Og Skyen hist ja selv et flygtigt Lyn,
Og Taagerne, der flye for lette Vinde,
Formaaer din Phantasie at standse og at binde.
- Ja, min Veninde! stræb kun meer og meer
At gjøre Dig med Kunstens Værk fortrolig.
Naar du fra dette Standpunkt paa Naturen seer,
Da vorder denne Mislyds, Uroes Bolig
Harmonisk, enig med sig selv og rolig.

Men - Natten falder paa. Fra Busk og Krat,
Lig store Menneske-Figurer, stige
De mørke Skygger over Land og Rige;
Selv Havet dækkes af en uvis Nat.
Og vend Dig om, Veninde, see tilbage!

203

Fra Skoven hisset taust og langsomt drage
Til natligt Overfald som en bevæbnet Trop
De dunkle Tordenskyer op,
Og true Jorden
Med Lynets Ildsvælg og med Torden.
Alt mærkes Faren af en enkelt Fugl:
See, hvor den er urolig i sit Skjul!
Den qviddrer ængstlig, flyver med Besvær;
Den aner, at et Uveir er den nær.
Det lynte - saae du? - og det tordner med;
Og store lunkne Draaber falde ned.
Hør hvor det ruller! det er Tirailleurer,
Et Slags Geværild, som man hører.
Snart bryder Tordenen med Magt fra Sky paa Sky.
- Saa kom! Lad os gaae hjem og søge Ly.

204

        

205

Naturen og Kunsten. Anden Afdeling.

206

        

207

Den næste Aften traf jeg min Veninde
Paa hendes Yndlings-Bænk, et venligt Sted,
Der laae i Ly af nogle høie Linde
Og saae til et Partie af Stranden ned.
Hun sad og syede paa en Morgendragt
Og gav ei Agt,
Fordybet i sit Arbeid, paa mit Komme.
Jeg tav og satte mig i Stilhed hen,
Til hendes Arbeidstid omtrent var omme.

Da saae hun op. »O, er det dig, min Ven!
Det var ei langt derfra, jeg havde hentet
Dig ned til mig, saa længe har jeg ventet.
Husk paa hvad du har lovet mig. Du vilde
Vor Underholdning fra igaar fornye.
Begynd, min Ven! for det er rigtigt silde«. -
- Og dermed blev hun rigtigt ved at - sye.

Jeg frygter - sagde jeg saa mildt jeg kunde -
Dit Syetøi distraherer . . . .

208

»Ingenlunde;
Jeg passer paa.«

Jeg mener blot, at du . . . .

»Ak, nei! jeg hører efter, troe mig nu!
Mechanisk fører Fingeren min Naal,
Imedens jeg forfølger uden Hinder
Og ugeneert min Tanke til dens Maal.
Ja, ved mit Arbeid selv min Tænkning vinder:
Min Sjæl erhverver Ro og binder
Det Nye med Lethed til de ældre Minder«.

O, tie! - jeg udbrød - Mod en Advocat,
Der saa veltalende som du plaiderer,
Og med din Stemmes Vellyd, disputerer
Forgjæves selv den viseste Socrat.
Sye da i Guds Navn! Men ifald det hændes
- Og Herregud! det kan jo skee - at du,
Naar Ærmerne, der sættes ind, skal vendes,
Og Traaden, som du syer med, gaaer itu,
Aldeles slipper Traaden i en Sætning:
Saa maa du sige mig det lidt forhen.

»Godt - smiilte hun - jeg skal, min Ven!
I saa Fald hoste til din Efterretning.
209 Men paa den anden Side, hvis jeg skulde,
Tiltrods for min Opmærksomhed, et Sted
Ei følge dine Tankers Flugt tilfulde,
Saa venter du jo lidt og ta'er mig med?

Hvor kan du spørge! Mine Tanker vinde
Just derved en Betydning for mig selv,
At jeg har vexlet dem med dig, Veninde!
Thi Tankerne kan lignes med en Elv,
Der strømmer i en anden ud, men vinder
I Styrke, skjøndt det synes, den forsvinder.
Ved denne Sammensmelten, ved at gaae
Med større Hurtighed og Styrke paa
En Vei, den fælleds Virksomhed har banet,
Og ved at følge med hverandre, naae
Forenet Strømmene til Oceanet.
Saaledes ogsaa Tankerne: de vinde
I Styrke naar de synes at forsvinde.
- Som tvende Strømme har vi hidtil søgt,
Hver fra sit eget Udgangspunkt, at mødes.
Dit Øie ved Naturens Mangler stødes;
Dens Vexling skaffede dig Tvivl og Frygt,
Der med Beundring for Momentet brødes.
Men jeg har viist, Naturens Liv gaaer ud
I al sin Endeligheds-Form fra Gud,
210 Og at i ham den skal, ved Kunstens Bud,
Forherliges og atter fødes.
Naturen maa gaae under; den maa fattes
I al sin Mangelfuldhed; den maa staae
For vor Betragtning ubestemt og raa,
Og ved dens Vexling maa vort Øie mattes,
For at den gjenfødt ud fra Gud kan gaae
Og i sin Endelighed luttret stige
Fornyet, omskabt frem i Kunstens Rige.

I al Natur, min venlige Veninde!
I Alt, der aander Liv, er Spiren lagt
Til Undergangen af den skjønne Pragt,
Som vi momentviis i dets Tilvær finde.
Og Skyens Purpurrande, Hav og Luft,
Og Træets stolte Krone, Blomstens Duft,
Og Stormens Suk i tunge Bølgers Brusen,
Og Lærkens Trille, Nattergalens Slag,
Og Vestenvindens matte Susen
Blandt Træerne den lummervarme Dag:
Alt aander, dufter, vaager eller blunder,
Og virker og er til for at gaae under.

I slig Forgjængeligheds-Verden hefter
Bekymret Grandskeren sit Blik
Paa Mennesket, hvis Sjæl og Legem fik

211

Af Skaberen de ypperligste Kræfter.
- Følg mig, min Tankes bly Ledsagerinde!
En Stund, imens jeg dvæler ved det Første,
Det Ypperste, mit Øies Flugt kan finde,
Og i Naturens Gradation det Største.
Med Livets friske Væld,
Med det fuldendteste System Organer
Det parrer sin udødelige Sjæl
Og lægger dristigt grændseløse Planer.
Hvor er en Skranke,
Der hæmmed dets Beslutning og dets Mod?
Hvor hviled' end dets hvileløse Tanke?
Ja, selv hvor lidet standsede dets Fod?
Og dog - selv Mennesket, der byder
Som Hersker over Verden, har sin Rod
I denne Jord, hans Tankers Flugt forlod.
Imens Naturen af sin Rigdom yder,
Dens Herre blev begrændset i sit Rige
Og ender, med at han Naturen lyder.
Thi heri er han Stenens, Plantens Lige.
Ak! mere skrøbelig end Plantens Blad
Han seer, ved Sjæl og Legem splittet ad,
Tilintetgjørelsen fra tvende
Modsatte Poler sig imod ham vende.
212 Ei blot Naturens Lov, der truer
Det Levende med Dødens Grændseskjel,
Hans Virksomhed, hans friske Liv forkuer;
Nei, selv tilintetgjør han Livets Væld,
Selv drikker han med altfor gridske Læber
Af dettes Kilder; selv han dræber
Det Liv, hvorved han saa begjærligt klæber.
Han lyder Sandsens Bud,
Imens han drømmer henrykt med en Gud.
Hvad der kan frelse ham han fra sig støder;
Og med sig selv i evig Splid,
Lig Statens Hersker, med sit Folk i Strid,
Sin egen Kraft han i sin Seier øder.

Imens jeg talte, havde min Pauline
Opmærksomt lyttet, lagt sit Sytøi hen,
Og sagde nu med sky, betaget Mine
Og sagte Stemme: »Nei, min Ven!
Du skildrer altfor stærkt. Fra disse Træk
Jeg vender mig med Angst og Skræk.«

Dog er' de sande, vedblev jeg; og uden
At anerkjende dem vil intet Spor
Af Klarheds-Aanden, Sandheds-Guden,
Af alt det Evige, hvorpaa du troer,
Erkjendes paa den endelige Jord.
213 I hiin saa frugtesløse Higen
Mod det Uendelige; i den Strid,
Der ei kan kjæmpes ud i Rum og Tid,
Der er en Gud deri, der ender Krigen.
Af Stridens Elementer
Betragteren en stor Fortrøstning henter:
At Dissonanzen, vi fortæres i,
Alt her opløser sig i Harmonie.

Pauline tav, dog, som det syntes, mindre
Fordi hun mig i Et og Alt forstod,
End for ei strax at sige mig imod.
Jeg blev da ved igjen: Du vil erindre,
Vi talte sidst om Kunstens Forhold til
Naturen. Men iaften, hvis du vil,
Vil holde nærmest os til Poesien
Og Menneske-Naturen, til
Hiin dybe Gaades vexelrige Spil,
Hvori jeg nys har viist Disharmonien.
Vi vil betragte nærmere den Maade,
Hvorpaa den løses, denne store Gaade.

Det Stof, der altsaa her blev overladt
Til Digteren, er Mennesket, hiint svage
Forunderlige Væsen, sammensat
Af Kjæmpen med sig selv i trange, tunge Dage,

214

Af en Begeistring, ak! der strider mat
Imellem Haab og Tvivl og Nød og Plage;
Hiin Drømmer om det Evige, hiin kjække
Betvinger af et opbragt Element,
Hiint Væsen, hvem en natlig Lyd kan skrække,
Hiin arme Descendent
Af Jordens Viismænd og af Jordens - Gjække.

Det første Spørgsmaal, der os standser,
Er sagtens dette: Skal en Digter selv,
Lig Draaben i en strid og hastig Elv,
Sig lade rive hen med sine Sandser
Af dette Syn, hans Pen
I Digtet giver os igjen?

»Han skal vel ikke - sagde min Veninde;
Hvis han vil male sanddru, bør han staae
Lidt udenfor det Syn, han stirrer paa.
Men - er da han en Seer mellem Blinde?
Han er en Draabe, som du sagde selv,
Af Menneske-Naturens Elv«.

Tilvisse - svared' jeg; men det bekjender
Du altsaa ligefuldt, at hvis hans Blik
Er hildet af det Syn, hans Musa sender;
Hvis den ham river hen, hvis den ham blænder,
Den Aabenbaring, der forbi ham gik;

215

Hvis han som en afsindig Troldmand ender
Med selv at dandse midt iblandt det Chor,
Hans Trolddomsstav besvoer;
Ifald hans Poesie
I Striden, han vil skildre, ta'er Partie,
Ei hævet over denne Strids Conflicter:
Da var han aldrig Digter,
Da giver han os kun hvad alt vi har,
Et raat, forvirret Billed, ingen klar
Opfatning af den Virken, Tumlen, Færden,
Der danner den forunderlige Verden.

Pauline sagde langsomt: »Ja, jeg maa
Erkjende det; det kan ei andet være;
Endskjøndt jeg ikke kan forstaae
Hvordan han slippe vil derfra med Ære.
Og har da hine Digtere, hvem vi
Indrømme vor Beundring og vor Hyldest,
I deres Poesie
Gjort denne strenge Fordring fyldest?«

Det har de uden Spørgsmaal. Vil du nævne
Et Værk af een og anden stor Poet,
Da vil du see, hans Genialitet
Beundres meest i denne Aandens Evne.

216

hvorved er Shakspeare da saa stor?
Hvi holdes Goethe, Holberg, Molière
Og Fielding, Engel, Kleist saa høit i Ære?
- De vare dødelige; denne Jord
Har ammet dem ved sine Bryster;
De have sværmet, feilet, og de foer
Saa godt som Andre vild blandt sandselige Lyster.
Som vi de lode dem af Skinnet daare;
Som vi de reves hen af Tidens Strøm;
Og mangen eensom Nat var Vidne til den Taare,
De offred' til en indbildt Drøm.
- Og nu betragt de Værker,
Min venlige Veninde! de, hvori
Du overraskes af de fleste Mærker
Af deres skabende Genie.
Erindre blot hiint store Gallerie
Af Menneske-Naturer, Shakspeare maner
For Lyset frem, med Træk deri,
Som af vort Allerinderste han raner.
Erindre Goethes Meister, Tasso, Faust,
Og Holbergs, Molières Scener,
Og Engel, der i Lorenz Stark forlener
Et i sin Virken ydmygt, taust,
Et ubemærket Liv en Sandhedskraft, der river
Os hen med Bagatellen, han beskriver.

217

Erindre Kleist's Prinds af Hamburg, hiin
Besynderlige Drømmer; kald tilbage
I Tankerne Tom Jones, din og min
Erklærte Yndling; tænk paa Soffi's Klage!
Hvad er det, du beundrer? Er det ikke
De sanddru' Skildringer, der for dig ligge?
Hiint Maleri af Menneskernes Kaar?
Hiint Overblik, der fatter hele Livet,
Imens det udenfor dets Hvirvel staaer?
hiin Kraft, umiddelbart en Digter givet,
Til selv at drage sig, sin Sandsning og sin Hu
Fra dette Liv, han hænger ved endnu,
Og skildre Menneskets Begrændsninger i Tiden,
Hans Livs Forvildelser, hans Kjæmpen, Liden,
Selv urørt af det, med en himmelsk Ro,
Ja, som en Guds, der svæver over Striden.
- Er det ei det, du har beundret?
»

Jo;
Fornemmeligt hos Goethe har jeg stedse
Beundret Sjælens Ligevægt og Ro.
- Men, siig, hvad vækker da saa stærkt min Interesse?
I hine Værker skildres mig det Liv,
Der lader ringe Trøst tilbage,
Dets Lidelser, dets Savn, ja mangen smaalig Kiv,
Der i det Virkelige volder Plage.

218

Hvad er da Grunden til, at Savn og Nød
Og huuslig Jammer og en saa elendig
Afmatten for at skaffe dagligt Brød
Kan glæde mig, skjøndt tidt min Taare flød?
At Taabens Adfærd, at en ubehændig,
Meer førgelig end komisk Handling atter
Kan stemme mig saa vel og vække Latter?
Og nu Tragoedien - jeg gribes af hiint Spil!
Af denne Strid imellem Interesser.
Hiin Ædles Undergang jeg lytter til
Med Følelser, der Brystet sammenpresser.
Og dog . . . jeg veed ei selv . . . imens jeg rives
Af denne Skildring hen, fornemmer jeg en Lyst,
En Ro, en Fryd, der ikke kan beskrives,
Og en mig næsten uforklarlig Trøst.«

Kanskee - jeg gav til Svar - belyses Grunden
Til det, du selv har eftertænkt omsonst,
Ihast ved et Exempel af en Kunst,
Der er med Digtekunsten nær forbunden.
Du husker vist et Maleri, der hang
Paa Maleri-Udstillingen engang.
Det var af Eckersberg og forestilled'
Endeel af Kysten i et herligt Billed.
En forulykket Skipper, bragt i Land
Ved Hornbæks Fiskerleie. . . .

219

»O, Du mener
Det skjønne Billede! - Et oprørt Vand
Var Stykkets Baggrund. Paa en eensom Strand
Blev trukket op en Baad af nogle Mand,
Der danned' en af Maleriets Scener.
Man saae, det blæste stærkt. Det vaade Haar,
Paa Folkene blev viftet hen for Vinden;
Og Klæderne paa Børnene, paa Qvinden,
Der havde løftet Skjørtet over Kinden,
Var gjennemblæst af Stormen. - O, det staaer
Saa levende for mig! - Den stakkels syge,
Skibbrudne Mand, der var saa bleg og mat,
Naturens Oprør, Skyen, denne Nat,
Halvdunkel, gjennempidsket af en Byge!
Og nu de kjække Redningsmænd! det Mod,
Den hærdede Natur, der malet stod
I hver af deres stærkt marqueerte Miner.
Og deres Fattigdom, de usle Kaar,
Den Slid, der Nat og Dag af Havet piner
En Fangst, der knap til Livets Ophold naaer;
Det var saa kjendeligt - Og nu det sande, rene,
Ophøiede, ja skjønne Udtryk i
Grupperingen af hele denne Scene!
- Det undrer mig, at vi
Har talt saa lidt om dette Maleri.«

220

Nu vel - saaledes blev jeg ved - jeg sætter,
Du havde, min Veninde, selv engang
Oplevet en af det Slags Nætter.
Du stod ved Stranden paa det vaade Tang
Imellem fattigt Fiskerfolk; den skarpe
Nordostvind gjennem Havets Oprør sang.
Du saae tre, fire stærke Karle varpe
Med Møie, Slid og Slæb en Baad iland.
Fra Baaden har man ud en halvdød Mand;
Hans Blik var slukt, hans Aasyn blegt, og matte
Hang Lemmerne, mens man iland ham satte.
Den Arme! fra et rædsomt Uveirs Gru
Blev han kun frelst, og aander knap endnu.
Hans Folk, hans Fartøi, alt hans Eie
Sank ned i Elementets vaade Leie.
- Min kjæreste Pauline! sæt, du stod
Og saae paa denne Scene, troer du ikke,
Dens Jammer vilde dig saa stærkt bestikke,
At Følelsen for hvad der kunde ligge
Forresten i den, ganske dig forlod?
Mon Havets skjønne, frygtelige Skum,
Dets Bølgers Gang og Brændingernes Furer
Bemærkedes af dig? Mon Søens hule Brum?
Og troer du, at din Tanke havde Rum
For hine Sømænds dygtige Naturer?

221

»Ak nei, min Ven! det vil jeg selv ei troe.«

Og vil Du vide Grunden, Kjære?
Du manglede dertil den aandelige Ro.
I dette Livs Tildragelser, de være
Af komisk eller tragisk Characteer,
Er Scenens Elementer os for nære;
Vort Øie, blændet og betaget, seer
Tildragelsen kun fra dens ene Side;
I Taabens Liv et Vist, hvormed vi lide,
Hvorover man ei gjerne leer;
Thi det er klart, en ædel Aand generes,
Selv naar den største Nar prostitueres.
Og naar det Jammerfulde skeer,
Da lyder gjennem dette Smertens Toner,
Ei det, der os med Jammeren forsoner.
- Men nu - lad nu en Digter give
Et sanddru Billed af det samme;
Lad Maleren med Farver det beskrive
Paa Lærred indenfor en snæver Ramme:
O, hvilket Trylleri!
I al sin Heelhed, al sin Klarhed springer
Den samme Handling frem deri;
Men en Forsoning sagte fra den klinger,
Og i dens Mislyd Harmonie.

222

Det Latterlige taber nu det Bittre,
Det Krænkende, hvormed vi forhen leed;
Det Tragiske, der forhen lod os zittre,
Vidunderligt vi nu kan glædes ved.
Som af en piinlig Tvang, der trykked' os, forladte,
Med Eet vi over denne Handling staae;
Dens Forhold til det Hele kan vi fatte;
Og dens Motiver vi tilbørligt skatte
Og see det Trøstende, den peger paa.
Nu kan vi græde med et lettet Hjerte;
Nu kan vi lee og smile ret med Lyst;
Thi Kunsten giver Sjælen Ro og Trøst,
Saa at vi frie betragte kan en Smerte.

Først nu, Veninde! tydeligt vi see
Hvad jeg forhen berørte,
Men du - tilgiv mig - misforstod maaskee:
At al vor Idræt førte
Til Dissonanzer, vi fortærtes i,
Men som alt her gik op i Harmonie.*)
Thi undersøg for Alvor blot, hvori
Den Ro hos dig og Ligevægt er grundet,
Som du, jeg veed, fornemmelig har fundet
I episk og dramatisk Poesie.

* 223

Hvad trøster Dig i Hamlets Grublerier?
I Lears Fortvivlen? Chylocks Liv?
I Tasso, Faust? Prinds Homburgs Phantasier?
I Kohlhaas, Meister og i Machbeths Viv?
Ei sandt, Veninde? pludseligt du skuer
I Digtekunstens underfulde Speil
Tilintetgjørelsen, der kuer
Al Menneskernes Idræt, den, der truer
En Helts Forvildelser og Daarens Feil.
Thi Alle fare vild, og Alle drukne
I Lidenskabers Hav, og Alle sees
Af endelig Forblindelse bestukne,
Snart af et daarligt Haabs, snart af en falsk Idees.
Med underfuld Resignation Dit Øie
Hen over denne Tumleklode gaaer;
I hiin forgjæves Stirren mod det Høie
Og i dens Strid med daglig Nød og Møie
Du øiner de for Alle fælleds Kaar.
Dit Blik udvider sig, og hele Striden
For Din Betragtning som et Intet staaer;
Thi den er Tidens Barn og døer med Tiden.
Men med et saligt Haab du seer, at vi
Midt i Tilintetgjørelsen forklares;
Et høiere Princip gaaer op deri,
Og i Forkrænkelsen en Guddom aabenbares.

224

- Kun Eet er evigt! Evig er kun Gud!
Det er den Sandhed, elskede Veninde!
Der af vort endelige Liv gaaer ud,
Idet vi selv i denne Gud forsvinde.

Jeg tav. Pauline hented' dybt sit Veir;
I hendes Træk en flygtig Bleghed malte
Det Indtryk af, hun følte mens jeg talte.
»Det er besynderligt - hun sagde med Besvær -
Jeg har saa ofte forhen streifet nær
Ved denne Maade,
Paa hvilken du har løst mig Livets Gaade.
Men altid har jeg næsten sky
Forladt den, skjøndt jeg greb den snart paany.
Først nu jeg seer, at det Forkrænkelige
I Menneskets Natur nødvendigviis
Maa heelt gaae under, hvis et himmelsk Rige
Skal bygges paa det Jordiskes Forliis.
- Lad mig nu see, om jeg dig ret forstaaer.
Den sande Digter, troer du, blev det givet
At skildre Menneskernes Kaar
Med sligt et Overblik paa hele Livet.
Og jeg formoder alt, hans Phantasie
Fornemmeligt er Evnen, der skal drage
Hiin Verden for hans Blik med al dens Fryd og Klage,
Med alle smaa og store Træk deri.

225

Men - var det ikke saa? han skildrer ikke
Som En, der blot Naturen efteraber,
Saa uklar som den selv? Han skaber
De Syner om, der for hans Øie ligge?«

Ja, du har truffet det til Punkt og Prikke
Jeg svared' med et Smiil. - Det Raa,
I Menneskets Natur man støder paa,
Først i en Digters Billed vi forstaae.
- Som i et Bjergværk Huggeren, der stiger
Besindig, ufortrøden ned
I de af Fakkelblus belyste Klipperiger,
Og gjennem hemmelige Gange higer
Til Aarerne, som Ærtset klæber ved:
Saaledes stiger Digteren i Gange
Til Sjælens Indre ned, dens hemmelige Gange.
Begeistringen er Lyset for hans Aand;
Besindighed den Skytsaand, der bevarer
Hans Fod for Feiltrin og for Farer,
Og Viisdom fører overalt hans Haand.
Ja, som en Bjergmand, naar han rendser
Det ringe Kobberærts saavel som Guld
Omhyggeligt for Klumper Jord og Smuld,
Og smaalig Flid saa lidt som Farer ændser,
Behandler Digteren med Omhu og med Flid,
Veiledet af Instinct, Forstand og Vid,

226

De Characterer, som hans Kunst begrændser.
Den rige Skat,
Som han ved Forskning saae at tindre
I Menneske-Naturens Indre,
Den drager hans Genie af Dybdens Nat;
Ved kunstnerisk Forstand han skiller
Støvdelene fra Massen selv, der rigt,
Men raat, formørket tidt, i svage Straaler spiller.

Her har Du Kunstens Maal: Poetens Digt,
Skulpturen, Malerkunsten, alle stræbe
At give deres Gjenstands Grundidee,
Og rendse dem for Stofferne, vi see
Forstyrrende ved dem at klæbe.

Og lad mig føie hertil hvad man tidt
I trykte Bøger seer bestridt:
Hvad Digteren skal male
Er ikke blot den store Daad og Sligt,
Der fortrinsviis bli'er kaldt det Ideale;
Det hele Liv er Gjenstand for hans Digt.
Thi, som det er den samme milde
Og varme Sol, de samme Straalers Kilde,
Der gydes over Fjeldets Top og hiin
Af Tiden styrtede Ruin,
Og over Fredens Mark og Kampens vilde
Af Blodets Strømme gjennemtrængte Dal,
Og over Kongens guldbetrukne Sal,

227

Og over Armods Vraa, hvor Lyset trænger
Med Møie ned og mat ved Væggen hænger:
Saaledes er, o min Veninde! dette
Bevægelige Liv, vi see
I Menneskets Natur som dens Idee,
Snart udtrykt klart, snart ere nødt at gjætte;
Hiint Liv, hvorved vort Væsen er bestemt,
Der virker i det Ædle som det Slette,
I Alvor og det spøgefulde Lette,
I Talens Tugt, i overgiven Skjemt,
Og i Vilkaarlighed og Etiquette:
Hiint Liv, Veninde! mærk dig dette vel,
Er i sit indre Væsen lutter Dele
Af eet og samme grændseløse Hele,
Er lutter Strømninger fra samme Væld.
- Det fælleds Ophav, Sjælens lige Kaar,
Den samme, kun forskjelligt stærke
Strid med det Endelige, vi bemærke,
Der gjennem Dødeliges Idræt gaaer,
Er Punktet, der Betragteren forsoner
Med Menneske-Naturens Gradationer.
Thi med en Fryd foruden Lige
Jeg øiner Trinene paa denne Himmelstige;
I den Elendige, der tigger
Forgjæves kun ved Rigdoms Bord;

228

I Usselhedens Dybder ligger
Et Glimt, og var det kun et Glimt, der drikker
Sit Næringsstof af hine Straalers Chor.
Og henrykt seer jeg atter
Min Aand beslægtet med det mindre Tal
Af ædle, store Mennesker, og fatter
Med Møie mit udødelige Kald;
Indtil jeg endeligt med Svimlen,
Idet jeg følger Rækken Led for Led,
Forbauset standser ved
Et fælleds Ophav: Gud; et Hjem for Alle: Himlen.

For sligt et Overblik forsvinder
Hvert underordnet, raat
Begreb om Forskjel mellem Stort og Smaat;
Thi det er Mennesket, der vinder
Betydning for en Digters Phantasie;
Og ikkun da naar hans Genie
For vor Betragtning levende har stillet
Et klarere, men ei forædlet Billed
Af dette Liv, der foer hans Blik forbi,
Af Mennesker og Ting, der existere,
Har han forstaaet at idealisere.
- Det er Natur og Sandhed, som jeg søger,
Men intet misforstaaet Ideal,
Hvis maniereerte Træk en Digter stjal,
Naar høit det kom, af overspændte Bøger.

229

Da jeg var færdig, dvælede jeg lidt.
- Pauline havde fulgt mig Skridt for Skridt,
Og med en egen sjælfuld Glands i Øiet
Grebet min Haand med Hast et Sted
Og bøiet
Sig over til mig for at følge med.
Men, da jeg nu holdt op omsider,
Da saae jeg, at hun eftertænksom var,
Som naar et Indtryk med et andet strider.
- Jeg spurgte hende,
Om mine Tankers Gang var hende klar.

»Tilfulde - svared' hun; dog har
Jeg ondt med at forstaae din Tales Ende,
Og bringe dennes Ord i Samklang med
Hvad jeg forhen har tænkt mig selv derved.
At du har bifaldt Digteren, der maler
Et Hverdags-Liv, en Hverdags-Characteer,
Naar blot et indre Liv, befriet for Maneer,
Med sanddru Træk fra Maleriet taler;
Alt hvad du gjennemgik saa smukt som sandt
Om Straalernes forskjelligt stærke Brydning,
Det har jeg henrykt hørt; med Fryd jeg fandt
I et foragtet Liv en høiere Betydning.

230

Men - naar jeg nu af dine Ord
Maa slutte ligefrem, at Den, der giver
Et Ideal af en beundret, stor,
Ophøiet Characteer, at han beskriver
Et Intet, hvis han ei med Strenghed bliver
Ved Træk fra denne mangelfulde Jord:
Da kan jeg ei med dig sympathisere.
Jeg havde, sandt at sige, tænkt mig mere,
Lidt meer ved Ordet idealisere.«

Hvad har du tænkt dig? spurgte jeg. Forklar
Dig nøiere, min Ven!

»Jeg har
- Saaledes blev hun ved - forgjæves ventet
Et Ord af dig om Digtekunstens Pligt
At stille frem i et begeistret Digt
Et Mønster for vor Sjæl, hvis Træk er hentet
Fra Oververdenen, et Ideal,
Han ikke søger,
Som du har meent, i overspændte Bøger,
Men fra et Indbegreb af Høihed stjal.
Jeg synes virkeligt, vi Stakler,
Der stride med Nødtørftighed og see,
Hos os og Andre, selv en stor Idee
Gaae i et Forsæt op, der evigt vakler;

231

Vi, der fortrykkes af et dagligt Liv,
Og i dets Lænker som forhexet hænge,
Jeg synes, til et Ideal vi trænge,
Et Mønster, fremkaldt ved en Digters Bliv;
En ædel Characteer, en Aand, der ikke
Af sine Sandser lader sig bestikke;
En, der en Talsmand er for Dyd og Ret,
En, der med Sjælens Reenhed Kraft forener;
En . . . En . . . nu, jeg forklarer mig kun slet;
Men Du forstaaer vel sagtens hvad jeg mener.«

Jo, min Veninde! vel jeg dig forstod.
Men sligt et Ideal, der sammenhægtes
Af lutter Træk af Godhed, Dyd og Mod,
Og af Erfaringen saa stærkt benægtes,
Hvor kan det glæde dig? Hvor kan dit Sind
Opløftes ved et saadant Hjernespind?
Skal Digteren, der Menneskerne maler,
Tye til en Oververdens Idealer?
Hvor kan han? og hvortil behøves Sligt?
Her staaer, iblandt os, Idealet færdigt:
Er ikke Mennesket, skjøndt svagt og endeligt,
Et Væsen, i sig selv saa høist mærtværdigt?
Et Dyb, der fast er uudgrundeligt?

Og - for at jeg med et Par Ord skal vende
Tilbage til hvad jeg tilforn har sagt:

232

Os hindrer Øieblikkets Magt
Det Virkeliges Bæsen at erkjende.
Dets Jammer, dets Nødtørftighed og mange
Uvæsentlige Biting springe frem;
I dem vi lade vore Sandser fange,
Og det Bestaaende vi glemme over dem.
Da skildrer Digteren - som hist en Maler
Ved Hornbæks Strand - vort Liv med klare Træk;
Og hele Handlingen til vore Sandser taler,
Og uden at vi kues af dens Skræk.
I rene Former uforstyrret gyder
Dens Væsen sig, og om dem Skjønhed flyder.
- Ja, kjæreste Veninde! troe din Ven:
En Kunstners Kald er himmelsk, naar han skaber
Den virkelige Verden om, til den
I skjønne Former viser sig igjen
Og i sit Væsen underfuldt sig taber.
Men lad ham aldrig prøve
Med et forgjæves Blik at stirre mod
Et Ideal, der over Livet stod:
Thi det er netop Livet, vi behøve.
Jo dybere han trænger ned
I Menneskets Natur; jo mindre,
Jo finere de Smaatræk er, han veed
At lokke frem af dettes Indre:
Desmere tydeligt vi see

233

Hvordan et Uforkrænkeligt bevares
I al vor Vexling; og vi selv forklares,
Imens det Eviges Idee
I jordiske Gestalter aabenbares.

Erindre blandt Din Onkels Malerier
En skjøn Madonna; ømt hun smiler ned
Til Jesusbarnet, hendes Bryster dier.
Det slipper Brystet, som det synes, vred;
Thi tæt ved Skjødet af den hellige Moder
Johannes staaer, der henrykt, jeg formoder
Ved Varnets Skjønhed, mens det died' nys,
Forstyrrer det med Kjærtegn og med Kys.*)
- Et herligt Billed! malt i renest Stiil!
I himmelsk Glands og Ro Madonna throner;
Paa hendes Læber Høiheds Smiil, -
Som vi kan tænke himmelske Visioner.
Og dog er hendes Blik mod Jorden bøiet;
Thi Moderfryden lyser ud af Øiet.
- Men dybt er tænkt, og uforlignelig
Er Christus, der i Skjødet ligger
Og heelt i vor Begrændsning taber sig
Og af et jordisk Bryst sin Næring drikker:
Et fuldendt Billed paa

* 234

Det Eviges Idee, der sees at stige
Ned i det meest Forkrænkelige
Og i det meest Tilfældige bestaae.

Et sligt Madonnabilled er enhver
Af sand Begeistring og besindig Virken
Udsprungen Digtning; Billedet i Kirken,
Der skildrer hvad der ligger meest os nær.
Og vi, min faureste Veninde!
Der frydes ved den skjønne Poesie,
Vi er den Menighed, der samles i
Dens Helligdom for Trøst og Ro at finde.
I hvert et ægte Kunstværk du fornemmer
En himmelsk Psalmes Trøst
Og en Forsoning i en jordisk Røst
Til Oververdnens Orgelstemmer.

Her standsed' jeg og tav. Pauline hviilte
Med Hovedet imod mit Bryst og smiilte
Saa troende, saa ømt til mine Ord,
Og sagde: »Ja, paa denne Trøst jeg troer!«
Men fjernt mod Havet Aftensolen iilte
Og sank med alle Straalers Brand
Igjennem Skyerne ved Horizontens Rand.
Et deiligt Purpurskjær blev udgydt over
De dunkle Skyer og den tause Strand,

235

Der slumrede med lette Vover.
- See, brød jeg ud, som Solen hist gaaer ned
Og i det Jordiske forsvinder,
Mens dette selv forklares ved
Dens skjønne Glands og rene Former vinder:
Saaledes er det Straalerne fra Gud,
Der os i Kunstens Former møde,
Et Aftenrødt, der springer ud
Og peger mod et evigt Morgenrøde.