Hertz, Henrik Fire poetiske Epistler fra Knud Sjællandsfar til Grandskeren**, Naturforskeren** og Digteren**.

Quæ Desperat tractata nitescero posse relinqnit.

Horat.

(Udkom 1831.)

122

        

123

I.

Liberius si
Dixero quid, si forte jocosius, hoc mihi juris
Cum venia dabis.
Horat.

Paradis, den 14de Septbr. 1831.

Saa svigtede mig ei det Haab, der søgte
I danske Hjerter Gjenklang af min Røst!
Saa var det ei forgjæves, at jeg spøgte
Og loe og græd med dybt bevæget Bryst!
Saa har jeg ei, forklaret og forynget
Og luttret efter Livets Skjærsilds-Gang,
Forgjæves i min allersidste Sang
Mod Barbariet mine Pile slynget!
Saa lever altsaa end - o Fryd og Væld
Af meer end paradisisk-himmelsk Held! -

124

Saa lever end i Danmark, midt i »Haven,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig«,
En fordomsfri Vurdering af den Krig,
Hvortil mit Manddoms-Liv indvied sig,
Skjøndt over den man brød som over dette Staven!

Men I mig dyrebare Trende! hvem
Iblandt den ikke mindre dyrebare
Bestandigt elskte større Landsmand-Skare
Jeg skriver til, med Hilsen til mit Hjem,
(Ak, selv i Edens Lyst jeg ei kan glemme,
At det var der, hvor først jeg fandt mig hjemme)
I, hvem min Tanke henrykt hænger ved,
Tilgiver I, om overfuldt mit Hjerte
End ikke her, i himmelsk Fred
Og fri for Endeligheds Kjeder, lærte
At holde Maade med sin Villyst og sin Smerte!

Jeg nægter ei, I Gode! da jeg lod
De paradisiske bekjendte,
Mod jacobinske Demagoger vendte
Epistler glide ned ad Tidens Flod,
For efter Evne lidt at raade Bod
Paa den af sandsesløse Mænd forkjælte
Misledte Smag, der vakled i sin Rod;
Jeg nægter ingenlunde, mig besjælte

125

Et Haab, min Frygt forgjæves stred imod.
Men et saa glimrende, ja fast aldeles
Af intet fornemt Nedblik svækket Ry,
Der gik forud for mig fra By til By,
Hvor ellers til det Træffende, det Nye
Af Fimbulklaffer,*) som I vide, skjeles;
En saa complet, total,
Ved smaa Skjærmydsler vunden Seier,
Der splitted ad som Avner hver Plebeier,
Som paa en Helligdag sig gjorde gal,
Forfraadsende sig i en tydsk Journal;
Og hvad der meer end Alting veier,
At den fortræffeligste, netop den
Blandt Paradisets Herligheder end
Til hver Tid af mit Hoved agtede
Og af mit Hjerte mildt og ømt betragtede,
Ved Dannished, ved Adelskab i Aand,
Ved Trodsen mod Barbarers Slavebaand,
Ved Fiinhed og ved Smag i Omgangstonen,
Ved Sæder ypperligste Halvpart af Nationen;
At den i Digteren, der gik igjen,
Med Glæde saae en fordums elsket Ven;

* 126

Og at blandt denne Halvpart netop I
Fandt mine Breve værdige til Eders
Og Dannerfolkets Gunst: en saadan Sympathie,
Der hører til mit Livs Lyksaligheders
Kun sjeldent sprudlende, men bedste Væld, -
Hvor kunde jeg vel drømme dette Held!

Naar har man før i Danmark, efter Krigen,
For Skjemt og Polemik
Slig Interesse seet, der overgik
Endogsaa den for salig Donaupigen -?
Naar have Rig og Fattig, Store, Smaa,
Pedeller nok saa godt som Professorer,
Boutiquiers, Grosserer-Matadorer,
Og de, der saa som saa i Spidsen staae
For Streifcorps, naar det kommer til Bataille,
Honnette Folk foreente med Carnaille,
Og Folk med Huer, Folk med Faldhat paa;
Naar have Skolens Rector, dens Adjuncter,
Studenter, Officerer priist
Med een Mund samme Gjenstand, viist
En saadan Enighed i Stridens Hovedpuncter -?

Var det en Anelse, der greb med Styrke
Mit danske Folk, at Poesie
Er Arving af en Himmels Harmonie?

127

At Kunsten, Digterne begeistret dyrke,
Skal aabenbare Stoffets Energie
I Sprogets smeltende, dets bløde Melodie?
Erkjendte man tilsidst, at Phantasie
Selv hos det eminenteste Genie,
Berøvet Studium, Besindighed og Tænkning,
Er underlagt det Jordiskes Forkrænkning?
- Ak! nogle faa, men stærke Greb i de
Engang beundrede, men siden glemte,
I fulde Toner zittrende, maaskee
Ved Tidens Raahed stundom lidt forstemte,
Men under alle Forhold, alle Kaar,
I Digtergubbens Høst, i Mandens Vaar
Med reen Begeistring gjennemspilte Strenge
Slog an i Folkets Bryst og dirred' stærkt og længe!

Beruust af dette Held jeg havde vist
For længe siden alt, I Gode! skrevet
Til Eder, til mit Hjem, med Tak for sidst;
Gud veed! mig Lysten ofte nok har drevet,
Og sporet mig Pegasen for mit Vid.
Men - det har rigtigt skortet mig paa Tid;
Og herved blev tildeels forsinket Brevet.

128

Det følger af sig selv, at jeg i Kraft
Af mit utrolige,
Beqvemme, magelige, rolige,
Misundte Sinecura-Liv har haft
Det Otium, der kræves for at lade
Til Verden komme nogle skrevne Blade.
Men hvad man egentligt, imellem Slid
Og Slæb paa Jorden, kalder Tid,
Tid til at handle, til at virke,
Tid til at gjøre Dit og Dat,
Som skrive Breve til en Skat,
Gaae paa Comedien og gaae i Kirke;
Tid til at gjøre Vel i Løndom; Tid
Til nu og da at skrive med lidt Vid;
Tid til at gjøre Vers, der ikke
Paatvers i Halsen, naar de læses, stikke:
I Korthed, Tid til tusind Ting, hvortil
Man ikkun da har Tid, naar selv man vil:
Af det Slags Tid har jeg igrunden
Til Dato lidt i Paradiset funden.
For lutter Evighed
Man overmaade lidt af Tiden veed.

I mene muligviis, at det er Nykker,
Der taler af min Digtermund;

129

At Evigheden, skjaaren ud i Stykker,
Kan producere Tiden allenstund.

Nei, kjæreste! mod denne Sats jeg maa
Af alle Kræfter protestere.
Jeg beder, kaster blot et Øie paa
Den Jord, I leve paa! Jo meer I forestaae,
Des slettere gemeenligt I regjere.
Sæt En, der hidtil handlede sparsommeligt,
Til Eier af en lille Capital;
Snart skal man see ham som en holden Ka'l.
Giv ham en Million, saa skaaer han sig som gal
Og øder, skøndt tilaars, med Eet ungdommeligt.
Lad En, der hidtil puddred' Folk i fem
Minutter, lægge ti endnu til dem:
Pas paa! han øder Tiden med at sluddre
Og bliver aldrig færdig med at puddre.

Sligt ligger i de Dødeliges Kaar:
Jo længere man læser til Examen,
Desmeer sandsynligt man den ikke faaer.
Jo længer' man paa Frierfødder gaaer
Og kurrer for en Skat, des vissere jeg spaaer,
At man omsider vil gaae glip af Damen.
Kort sagt: jo mere Tid man raader over,
Des sikkrere det inden i os sover.

130

Betænker nu, om vi,
Med den uendelige Tid for Øie,
Uvante til den allermindste Møie,
Med Rimelighed slippe kan forbi
Et saadant Klippeskjær, paa hvilket I,
Hvis Liv er Øieblikke, talte Dage,
Usikkerheds og Mishaabs spildte Klage,
Hver Stund paa Dagen gjøre Haverie!

Ja, vi, der ride
Paa Evighedens Ganger i det Vide,
Hos os hvo gider gjort idag
Hvad han imorgen gjøre kan i Mag?
Og hvo - jeg spørger - gider
Imorgen, overmorgen, kort
(Thi her min Aande puster Tiden bort)
Hvo gider gjort til alle Tider
Hvad han med Vished veed
Kan altid gjøres i en Evighed?

Næst denne Grund til Tøven, før jeg skrev,
Der ellers nok kan ansees for tilstrækkelig,
Har jeg en anden, ikke mindre klækkelig,
Der meest forsinkede mit Knudebrev.

131

(Tillader mig, i Parenthes at skyde
Et Par Ord ind, hiint Slutningsord at tyde.
- Ved Knudebrev forstaaer jeg deels en Skrivelse
Fra den bekjendte Kanonerer Knud,
Bekjendt for sine skarpe Skud
Til Republikens Tarv og Smagens Stivelse;
Deels - hvad der let kan ledes ud,
Da Ordet selv Betydningen bebuder -
Et Brev, der nu og da gjør Godtfolk Knuder.
- Fremdeles, naar en lille snovsk Krabat,
En undersætsig Værtshuus-Potentat,
Med Handsker, gjort' af Bøffellæ'r, paa Hænderne,
Med svære Rytterstøvler paa
Og med et Mæle, Fanden kan forstaae
Paa Grund af Sprogets Grød imellem Tænderne,
I eftergjorte Flyveposter troer
At kunne gaae i Knuds berømte,
I Sandet neppe trykte Zephyr-Spor;
Naar Knuderne, han muligt drømte
At kunne gjøre Folk, er reduceert' til dem,
Der af en knudret Tanke stikke frem;
Naar Fyren mener, med en ond Grimace,
Uskyldigt som en Knud at kunne spase;
Og naar han over Brevet, han gi'er ud,
Hvori han Versemaal og Sprog forkluddrer,

132

Har ubesindig sat: »Et Brev fra Knud«:
Saa siger jeg om Fyren, at han knuddrer*.)

Som sagt, der var en anden Grund,
Der altid hindrede mig i at skrive.
Jeg vented' nemlig paa fra Stund til Stund,
At mine første Breve skulde give
Anledning til en lille Smule Strid,
Lidt Polemik, en ganske lille Trætte,
Hvori man med Avance kunde sætte
En ubenyttet Capital af Vid.
Jeg tænkte, hine Breve skulde føre
Til noget Suffisant:
Ak ja! Jeg smigrede mig med iblandt,
Man kunde haabe snart et ret forsvarligt Røre.

Hvor ofte har jeg her i Paradis
Med mørke Miner, Grubler-Pande
I min Fortvivlelse begyndt at bande
En, ak! forgjæves gjennemlæst Avis,
I hvilken mine Breve
Med lutter Høflighed berørte bleve.

* 133

Hvor har jeg ikke luret paa en Snært,
Der nogenlunde var et Gjensvar værdt!
Et Sidehieb, der trængte gjennem Huden,
Et lille Slag paa aandelige Snuden,
Der sigtedes og dirigeertes godt;
Ja endelig, da Alting glipped', blot
Et Baadsmands-Slag, en simpel En paa Tuden!

»Du er umættelig!« - I muligviis,
Skjøndt kjendende min Nøisomhed, bemærke -
Og ubegribelig er os Din stærke,
Med Æther-Næringen i Paradis
Ei let foreente Lyst til skarpe Spiser,
Den Appetit til Klammeri, Du viser.
Har ikke de, hvis Røst fortjener Agt,
Hvis Stemmerettighed Du selv erkjender,
Paa mange Maader alt for Dagen lagt,
At Dit Besøg hos os var kjært for Smagens Venner?
Har Du forglemt det skjønne Brev,
Som Flyveposten dengang til Dig skrev?
Har ikke Maanedsskriftet*) tvende Gange
Med Hæder omtalt Dine sidste Sange?
Af Agt for Smagen
Og for Din velanvendte Polemik

* 134

Har denne lærde Republik
Med Forsæt pillet ud Dit Værks Critik,
Og holder sig aleneste til Sagen.«

Ja, seer I, elskte Venner! netop her
Er Punktet, der kreperer mig især.
Gud veed, at i mit vundne Himmerige
Jeg læste med en Vellyst uden Lige
Det Himmelbrev, det skjønne Flyveblad,
Der alleregentligst for Mons var Mad;
Et Brev, som Engles Chor kan udenad.
Gud veed, at, uvant end, mit Øie drikker
Af hvert et lille Bogstav i
Det literaire Maanedsskrifts Critiker,
Betræffende min sidste Poesie,
En Glæde, dette Hjerte, daaret
Af mange falske Haab, kun tøvende har baaret.
Hvad skal jeg meest beundre her? den Aand,
Der, vant til Selskab med Olympens Muser,
I Gratiernes Nectar: sig beruser
Og smiler ad Systemets Baand?
Hiint Forskerblik, der, hævet over Vrimlen,
Med Klarhed søger efter Sandheds Spor,
Og næsten for uskyldigt for en Jord
Bestandigt stiger høiere mod Himlen?

135

Gud veed, som sagt, at jeg tilsidst
Af Fryd snart Intet af mig selv har vidst;
Besynderligt Humaniteten,
Af hvilken næsten hvert Ord aander hist.
Mig hartad slog aldeles paa Planeten.
Men, elskte Venner! som Poet
Mig gavner ikke stort Humanitet.
Ja, jeg formoder alt, I ane,
At jeg var bedre tjent med lidt Chicane;
Og - saa besynderligt endog
For Eder synes kan et saadant Sprog -
Jeg ønskte helst til Gavn fog mig og Smagen,
Man havde holdt sig mindre strengt til Sagen.

»Hvorledes? - Gamle, skikkelige Knud!
(Jeg hører Eder atter bryde
Forundret ud.)
Hvorledes? Hvad skal det betyde?
Holdt sig for strengt til Sagen? Vil man sec!
Kanskee,
Naar man betragter Tingen nøiere,
Du havde heller ønsket, at vor Dom
Gik uden om;
Du bliver drøiere tilsidst og drøiere!«

136

Nei, dyrebare Venner! troer
For Alting ei, at jeg kan ringeagte
Af hine Recensioner blot et Ord!
Og mindst, at jeg med Haanen kan betragte
En Grundighed, der er saa rar i Nord.
Og dog - Ak! gid man heller
I Grundighedens Sted
Mig havde kildret Digterhuden med
Satirens Nelder!
Ja gid man havde, da man fægtede,
Langt heller prøvet paa
Mig uden videre tilblods at slaae,
Istedenfor at man mig Alting nægtede,
Idet man nægtede mig Eet,
Men Eet, jeg paa min Ære,
Paa Jorden ellers i enhver Ting beet,
Bestandigt troer endnu at være:
Poet!

»Men, bedste Knud; hvem har da nægtet Sligt?
Du overdriver, som sædvanligt, Kjære!
Er Brevene fra Paradis et Digt,
Saa er det godt; hvis ikke, lad saa være!
Men mister Du for det Din Digter-Qvalitet?«
Det løber dog, jeg synes, ud paa Eet:

137

En Digters Egenskab som Digter bliver
Beviist ved Værkerne, hans Musa skriver.

»Javist, hans Musa! Men betænk, Hr. Ven!
Om ogsaa Musen virkelig dicteerte
Ethvert af dine Vers, der criticeerte
Og stundom gjennemhegled' Den og Den.
Vi feile neppe, naar vi mene,
At dette skyldes alt Critiken ene.«

Nei, Kjære!
I gjør' mig virkelig for megen Ære.
Som Critiker, det veed jeg for bestemt,
Har aldrig glimret Mesteren i Skjemt.
Hvad jeg i Prosa nu og da, og drevet
Af Øieblikkets bittre Nød,
I eet og andet critisk Fag har skrevet,
Det overlever ikke langt min Død.
Men hvad jeg i min Manddoms Krast, og lokket
Af Gratiers og Musers Bifalds-Nik,
Imod en blind og døv og reent forstokket
Fortvivlet Poetik,
Har skrevet i poetisk Polemik,
Det, veed jeg, bliver ei af Tiden rokket.

Vel har jeg tidt fra Stadet, hvor jeg stod,

138

Med Alvor viet
Min Harpes Toner til at kjæmpe mod
Bersærkers Gru og Raseriet,
Der grumsed' Hippocrenen ved min Fod.
Men naar og hvor jeg kjæmpede for Smagen,
Var midt i Striden ikke Strid,
Men Musens Bifald Løsnet for min Ild;
For mig min Kunst var altid Hovedsagen.

Og mine sidste Breve, hvad i dem
Har grebet, troer I, Folket i mit Hjem?
Critiken? en og anden Regel,
Som man til Nød kan læse selv hos Schlegel?
Hvad havde Folket nødig, i et Digt
At underrettes om en Digters Pligt?
Besidder det ei tusind Bøger,
Hvori det sinder, naar det ikkun søger?
- Nei, elskte Venner! Folkets Gunst
Blev ikke skjænket til et Indhold, næsten
Enhver kan søge hvor han vil forresten;
Den skjænktes Sangeren og Sangens Kunst.

Og I, hvor kan I troe,
At Digteren, der gjenvandt Freden
I et med Kamp og Uro vundet Eden,
At han forlod en elysæisk Ro

139

Ikkun for Den og Den at gjennemhegle,
Kun for i Godtfolks Vers at rette Stiil,
Kun for at slynge ned Critikens Piil
Imod enhver, ved ond og pueril
Grimace kjendelig, forfløien Kegle?

Mig driver Lyst og indre Kraft og Vid;
Mig driver Et, jeg veed ei hvad, der søger
En Gjenstand, mens det indeni mig spøger;
Mig driver Skjemtens Musa til min Ild;
Og skjøndt hun aldrig, hensigtsløs og taasset,
Som de, der trampe mig i Ryggen, Trosset
Og Eftertravet, spiller dumt med Vid,
Og mindst som disse vilde vove
At krænke Smagens og Fornuftens Love;
Endskjøndt hun er sig, først som sidst,
En kunstnerisk Alvorlighed bevidst,
Og aldrig taber ud af Sigtet
Hvad hun sin Gjenstand skyldig er i Digtet,
Men veed at styre
Midt under Jubellyd den overgivne Lyre,
Besindig i det vildeste Couplet:
Dog er det ikke billigt, ikke ret,
Af Viddets tvangfri' spøgefulde Sange
Critikens Conseqventser at forlange.

140

Kort, at der siges til mig: »Din Critiks
Beskaffenhed det er, vi ville maale
Og gjennemtrænge med et skjærpet Bliks
Til alle Digtets Sider vendte Straale,«
Det kan, det vil, det bør jeg ikke taale.

141

II.

Jeg være hvem jeg vil - hvad kan ei stikke
Bag et poetisk, skjøndt uløiet Navn? -
Hin Baggesen i al Fald er jeg ikke,
Der sammensyes af Snak i Kjøbenhavn.

Jeg er den Baggesen, som Knud Du kjender,
Den Baggesen, der sand og ufortalt,
Som Fjende blot af aandelige Fjender,
I alle sine Værker sig har malt!
Bagg. saml. Skifter VI. 396.

Der ligger noget høist behageligt
I den Forvisning, at man er sig selv.
At tabe sig som Draaben i en Elv,
Har altid forekommet mig beklageligt.

Hvo gider gjerne været En saa lig,
At han ei let fra Hiin kan skille sig?
Hvo tænker ikke ved sig selv, skjøndt ofte
Han føler al sin Ringhed: »Jorden har
Aldeles intet andet Exemplar
Af Den, der dækkes af min simple Kofte.
I Nord, i Syd, i Vest, i Øst
Jeg er den eneste; det er min Trøst«.

142

Hvor sød er ikke Tanken: denne Næse,
Hvormed jeg lugter hvad jeg vil, er min;
Og ingen Matador i fiirspændt Chaise
Tør kalde denne fjeldne Næse sin.
Den er min Eiendom; jeg kan regjere
Og snyde den saa meget jeg har Lyst.
Jeg skjelner mig ved den og noget Mere
Fra alle Mennesker; det er min Trøst.

Hvor meget sødere maa ikke være
Den Tanke: Hvad der aander i mit Bryst,
Hvad i mit Hoved tænker - lad det være
Mit Væsen værdigt eller blot Chimaire -
Er mit med dets Fortrinlighed, dets Brost.
Og Talens Strøm, der flyder fra min Læbe
- Den løbe let, den løbe svært - er min;
Og hele Verden skal forgjæves stræbe
At kalde denne sjeldne Tale sin.

Jeg nægter ikke, dyrebare Venner!
At jeg, hvor galt
Det ogsaa stundom er mig gaaet med Alt,
Dog aldrig, tør jeg paastaae, faldt
Paa den Formodning, at mit Folk, der kjender
Mit Indres og mit Yderstes Gehalt,

143

Med Tiden kunde, skeptisk eller kræsen,
Forvirres i sin Tiltro til mit Væsen.
Min Individualitet
Som Menneske, som Borger, som Poet
Har altid været (skjøndt kun sjelden ændset)
Saa skarpt betegnet, saa begrændset,
Saa ganske staaende paa egne Been,
Og saa aldeles i sin Art kun een,
At Ingen, tør jeg sige,
I alle Maader kan betragtes som min Lige.
Jeg veed Enhver saa ganske sikkret mod
Forvexling med mit Jeg, at ingensinde
Har Nogen (sæt, han og ved Siden af mig stod)
Havt Møie med at finde
Sig selv, fordi jeg var i Stuen med ham inde,
Og, for Exempel, paa mit Hoved sat,
Istedetfor paa sit, naar han gik ud, sin Hat.

Hvor blev jeg da forundret, næsten slagen
Af panisk Skræk,
Da jeg erfarede (jeg troer af Dagen,
Der noget kort og tørt beretted' Sagen)
At Folket tvivled' om mit Ansigts Træk!
At Folket, danske Folket kunde glemme
Min engang Alle dyrebare Stemme

144

Og troe paa Muligheden, at min Røst
Steg fra en anden Sangers Bryst!

Hvo kan, naar Sligt er udbredt, mig betrygge
Imod hver anden Hunds halvgale Gams?
Og hvo kan ellers paa sit Firma bygge,
Naar Folket griber efter mit i Grams?
Hvo er mig Borgen for, at man i Staden,
Naar dette Riimbrev bliver publiceert,
Ei lader atter raabe høit i Gaden:
»Bah! ogsaa dette Brev er plagieert!«
Maa jeg ei frygte for, at man fornøier
Sig atter med at gribe hiin Idee,
Og, med en fattig Vittighed, maaskee
Fortæller Folk: »Hr. Knud gjør atter Løier«.

Er det da virkeligt saa let,
I vore magre Tider at beværte
Sit Publicum med kraftig Kjødmads-Ret,
For ei at nævne Frugt og Viin og Tærte?
Kan Folk i Kjøbenhavn saa tidt
(At sige Folk med fine Ganer)
Sig divertere med Fasaner
Og gjøre Fêter paa korsørske Svaner,
Naar man til Sligt har Appetit?

145

Kort: kan hver anden Ulk af Holmens Ulke,
Naar blot han commanderes ud,
Med samme Lethed skose Folk som Knud
Og smile, lee som han, og græde, hulke?
Og troer man, at Enhver kan løbe til
At gjøre »Riimbrev-Arieller,
Smaabitte Luneglutter, eller
Jens Baggesenske Bagateller«
I lette Vers, saasnart han vil?

Jeg synes dog isandhed, Baggehunden
Har altid, naar han gjøed' eller beed,
Ja, naar han bare vrængede med Munden,
Et Slags Methode haft, saavidt jeg veed,
Et eget Slæng med Kroppen, naar han smeed
En Kjøter-Kat i Rendestenen ned,
En egen Air, som nok i Grunden
Just ei saa lige hos Enhver er funden.

Hvem er jeg da, naar jeg er ikke Jeg?
I hvilket Legem, hvilken jordisk Bolig
Har man sig tænkt en saa urolig,
Saa stridbar og i Hildurs Leg
Saa øvet Aand, hvis skjelmske Muse
Er ei saa overmaade let at huse?

146

Ja, Gud skal vide, hvor,
I hvilken Qvist-Etage, hvilken Kjælder,
Blandt hvilke Kjældermænd den Kjælne boer,
(At sige, hvis man Rygtet troer.)

I hvorom Alting er, saa vil jeg heller
End kives om en Ting, jeg veed, jeg har,
Eengang for alle give Folk mit Svar.

Jeg er mig selv, er Knud, Knud Sjællandsfar;
Jeg er mit eget Jeg, og jeg er ingen Andens;
»Vor Herres Creatur, men ikke Fandens;«
Den samme, jeg i Grunden altid var:
Den gamle Baggehund, Jens Paaskelilie,
Og hvilket andet Navn
Jeg fordum har imod og med min Villie
I det forresten brave Kjøbenhavn;
Af Gratier en Ven, Chariters Kjæledægge,
Det Godes Elsker, Hader kun af det,
Der er i Eet og Alt aldeles slet,
Og derfor tidt genegen, meer end ret,
Mig af det mindste Haab at lade gjække.
I Korthed: jeg er nu som før den Knud,
Med hvem, man siger,
Vor Vessels Enke anden Gang stod Brud,
Den Knud, der op til Evalds Hymner stiger,

147

Og der, iblandt sit Hjertes tusind Skud,
Har altid fundet eet, der helst sprang ud
Med Duft og Nyn og Sang for unge Piger;
Den samme Knud, der, som bekjendt,
Uagtet man til Nød ham kunde stille
Som Fløimand ved et Livvagts-Regiment,
Paa ingen Maade voxe vilde,
Men paastod, at han var bestandigt lille;
Den samme Knud, der voved' Liv og Blod,
For Dannersprogets Rigdom at forsvare,
Og med det ubegribeligste Mod
Ved Gratiers Paladser Skildvagt stod
Og spøgede med Undergang og Fare.
Og endeligt: jeg er den samme Knud,
Der fordum var, af Guds og Kongens Naade,
Men meest paa sine Musers Bud
Den hele Verden og sig selv en - Gaade.

Men derimod er jeg paa ingen Maade
Den samme Knud, der før paa Jorden stak
I en til Slutning noget luslidt Frak,
I lange Been og i Justitsraad-Støvler,
Var stærk tilbøielig til Snuus-Tobak,
Og sloges Anno 16 med Peer Vrøvler.

148

Og hvor og naar har jeg for denne Knud
Mig givet ud?
Hvo kan for Alvor troe, at jeg har prøvet,
Med Æthervingerne befæsted' let
Som Fjer paa min Mercurius-Kaskjet,
Paany at svøbe mig i - Støvet?
Nei, elskte Venner! denne Knud
Med al hans skrøbelige, med hans svage,
Hans Menneske-Natur, hans Uro og hans Plage,
Forlængst er traadt af Eders Rækker ud.
Ham er jeg ikke; han har sluttet
Sit Regnskab af med Mennesker og Gud,
Og drømmer ikke meer i Timen og Minutet.
Jeg er hans bedre Deel, der ei af Had
Og endnu mindre blot af Trang til Mad,
Og ei af Frygt og ei af daarlig Glæde,
Men henrykt af et Vist jeg veed ei hvad
Med Muserne kan lee, med Gratierne græde -
Den Deel af Knud, som Støvets svage Baand
Ei længer binder
Til Jorden, skjøndt endnu til Jordens Minder;
Kort, hvad der følger af sig selv: hans Aand.

Min Aand kan gaae igjen; min Aand kan fødes
Paany blandt Eder i min Poesie;
Min Aand kan atter nyfødt stevnemødes

149

Til en fornyet Kamp mod Barbarie.
Min Aand kan stække
Endnu som fordum Vingen paa en Gaas,
Og et Rabalderfjog af Søvnen vække,
Naar han isøvne pluddrer lutter Vaas.
Min Aand kan dække
Den Kunst, jeg dyrker, med et Skjold, der end
Med Vellyd ecchogiver Skraal igjen,
Og værner - jeg vil mene, det er noget -
Om Tankens Hellighed, om Dannersproget.

Hvor meget feile de, der troe, *)
At man beviser mig en ringe,
Tvetydig Tjeneste ved kjækt at bringe
Mit Gjenfærd ud af Gravcapellets Ro,
Og, kan jeg tænke, mane
For Lyset frem min Polemiks - Chicane.
- At Folket har
»Beundret et uroligt
Og blot uroligt Gjenfærd« er ei troligt:
Et heelt Folk teer sig sjelden som en Nar.
Men hvad mit Folk (ak, lad mig troe, af Anger,
For al dets Uret mod den gamle Sanger!)

* 150

Beundrer i mit Gjenfærd, er min Aand.
Det kjender atter Tonerne, der løde
Da jeg var lille, smeltende og søde;
Det troer, at føle Trykket af min Haand;
Det græder ved mit Graad, det smiler atter
Ved min af ingen Satyr lærte Latter,
Og det erindres ved mit torneløse Vid
Om min Camenes førstefødte Datter
Og Danmarks lykkeligste Tid.
Det indseer endeligt, den ældre Strid,
Uagtet al den Bitterhed, som Krige
Nødvendigt føre med (hos Jer at sige;
Thi her leverer man med Lyst et Slag)
Var ikke blot Personlighedens Sag.
Det trøstes ved den Tanke: Saar og Vunder
Og Alles Kamp mod Een, kan sandtnok tidt
Bevirke, Helten, truffet, bukker under;
Men det, hvorfor den Modige har stridt,
Den Aand, der ham besjælte, selve Tanken,
Der lynte fra hans Øie, naar han gik,
Med Sværd og Skjold og Spyd, i Skranken
Og fordred' Hoben ud paa Hug og Stik;
Den ædleste, den bedste Deel af Striden
Er hævet over Døden, over Tiden.

151

III.

Natura fleret laudabile carmen an arte,
Quæsitum est.
Horat.

I mindes, elskte Venner! jeg er glædet
Med Bifald af en aandrig Recensent,
Der uden Spørgsmaal har fortjent
Blandt Tusind at beklæde Dommersædet.
Men denne - hvad mig virkeligt fortrød -
Forglemmer, at den gamle Knud er død;
(Jeg mener ham med de bevidste Støvler,
Der stred med Peder Hjort og Peder Vrøvler)
Og revser Galten for hvad Grisene forbrød.

Han søger nemlig ligefrem at svække
En paradisisk Knuds Raisonnement
Blandt andet ved en Sats, hvortil engang
Jeg har af Dit og Dat mig ladet gjække.
Desuden glemmer han, den gamle Jens
Var ei befriet for Inconseqvens.

152

Men skal en Sætning svækkes ved en Mening,
Jeg yttret har etsteds, da bør der agtes paa,
Om slig en Yttring taaler en Forening
Med hvad hos mig et andet Sted kan staae.
Thi Menneskernes Tanker gaae
I en med Tæthed sammenslyngt Forgrening,
Hvis Stamme vel, som Træernes, kan slaae
I een og samme Jord de samme Rødder
Og altsaa vistnok staae paa samme Fødder:
Men disse Tanker kan saavist
(Og tidt ved Jux, der findes i Forstanden)
Med samme Lethed krydse sig tilsidst
Som tvende Grene krydses med hinanden.

Hvad mig betræffer desforuden,
Da har jeg upaatvivleligt,
Imens jeg levede hos Jer, af Sligt
Desværre haft en dygtig Rem af Huden;
Og undertiden staaer mit bedste Digt,
Hvad en og anden Mening angaaer, lige
I Strid med det, de andre Digte sige.

»Ja, det er slemt!«
Saa lyder Eders Svar bestemt.
- Nei, elskte Venner, det er ikke slemt,
Hvis ellers jeg betragter Tingen rigtigt.

153

Thi Digteren er Øieblikkets Søn;
Ham bør Momentet være vigtigt.
- Saa lidt som Søen vilde synes skjøn,
Ifald den ei med Blødhed lod sig forme
Snart af den lette Vind og snart af stærke Storme,
Og snart blev farvet af en dunkel Sky,
Snart af de lyse Masser, naar de flakke
For Vind og Veir, og snart af Strand og Bakke,
Snart speiled' Taarnet af fra fjerne By,
Mens Himlens Purpurstrimer gjøde
I Bølgens Favn et yndigt Aftenrøde,
Indtil den i en Sommer-Nat paany,
Saavidt vort Øie rækker,
Sig klar og blaa og stille strækker;
Saa lidt som Søen uden slig
For Indtryk udenfra modtagelig
Natur bestandigt atter vilde drage
Beskueren til Strandens Bred tilbage:
Saa lidet vilde Digteren behage,
Hvis ei hans Lyras Spil, afvexlingsrig,
Tilkjendegav en Sjæl, der Form og Farve vinder
Af Synerne, der kommer og forsvinder.

Ja, Digteren er Øieblikkets Barn!
Og som et Barn han kan forvildes;
Og Lyst og Ulyst hedde Nettets Garn,

154

Hvori hans Vinger alt for ofte hildes.
Han afskyer og han væmmes snart ved det,
Hvorfor han nyligt skreg sig hæs og træt,
Og græder, naar en Glæde ham forspildes.
Han bliver vred og stamper med sin Fod,
Naar Verden gaaer ham bare lidt imod;
Men ved et Ord han atter kan formildes.

Seer, elskte Venner! det er Grunden til,
At een og samme Skjald kan synge
Til een og samme Lyras Spil
Snart om en yndig Pigeklynge,
Om Amors Kogger, om den tause Nat,
Om Glutten, han i den har Stævne sat,
Og om Lyæus' Bægere, der stødes
Imod hinanden til det morgenrødes;
Snart om en reen og hellig Ild,
Der næres ved en ung Madonnas Smiil,
Om Dydens Magt, om velanvendte Dage
Og om Minuterne, der svinde fage.
Og det er Grunden til, at ugeneert
Hans Musa stundom for en Mening strider,
Mod hvilken han til andre Tider
Med Heftighed har disputeert;
Og endelig - thi det er vel paa Tide,
At jeg mig nærmer til det Punkt,

155

Hvortil Pegasen har begyndt at ride -
Det samme Sind, bestandig barnligt-ungt,
Der hurtigt væmmes
Ved det, der atter hurtigt glemmes
Og siden gribes til, er Aarsag i,
At jeg, før med mit Liv det var forbi,
Blandt flere Meninger, der ikke
Særdeles dybt i Conseqvensen stikke,
En Tid har talt med lidt Antipathie
Og til en anden med - Philosophie
Om fransk Literatur og Poesie.*)

Hiin Vankelmodighed i Domme,
Der hos en Digter hænger sammen med
Hans bedste Leven for en Evighed,
Bør, troer jeg, i Betragtning komme,
Naar det, min Pen i Paradis skrev ned,

* 156

Skal svækkes
Ved det, der ud af mine Skrifter trækkes;
Og en Critik, der viser overalt
Ei blot et skærpet Blik, men en retfærdig
Og gjennemtænkt og Sagen værdig
Betragtning af et Digterværks Gehalt,
Bør mindes vel (det troer jeg, man kan vente),
At Jens har stundom taget sig en Luur,
Og ikke glemme min bekjendte
Poetiske Chamæleons-Natur.

»Os undrer saare - hører jeg paany
Med mild Bebreiden Eders Tale -
Os undrer, ædle Knud! at Du vil tye
Til Sligt, der, som det synes, har en Hale.
Du, der til alle Tider har i Skrift
Og Tale kjæmpet mod Poeters Soven
Og vækket dem, hvis Søvn faldt altfor doven,
Forsvarer næsten Søvn - det er for stivt!
Selv har Du dog vel aldrig Sviin paa Skoven?
Og Du, Monfrère! der ifjor endnu
Tilkjendegav, at Tankens Rigtighed
Er virkeligt af allerstørste Vigtighed,
Du - bliv ei vred, ifald vi smile - Du,
Forunderligste Jens blandt alle Jenser!
Forsvarer, som man seer, Inconseqvenser!«

157

Tillader mig, I mildt Bebreidende!
At takke først for Skaanselen, hvormed
I røre ved mit ømme Sted;
Dernæst min Tak med Følgende geleidende:
Hvad Søvnen angaaer, har man tidt bemærk't,
At ei alene Poesiens Perer
Kan sove sødt, men ogsaa dens Homerer;
Kun sove disse let, men hine stærkt.
Mens hine snorke dyrisk, drømme disse,
Og denne Drøm er af Værdie tilvisse.
Homerers Søvn er som en Fugls paa Qvist;
De vaagne tilmed af sig selv tilsidst.
Jeg mener derfor, jeg tør vove
At skille ligefrem
De umaneerligt Snorkende fra dem,
Der som Poeter blot maneerligt sove.

Hvad angaaer Tankens Rigtighed - Gud frie
Mig nogensinde for at nægte
En Sats, hvorfor jeg Dag og Nat vil fægte,
At Tankens Rigtighed er Sjælen i
Al tænkelig, al mulig Poesie.
Men eet er Tankens Rigtighed, et andet
Dens Sandhed, mener jeg; og en Poet
Gaaer ikke Glip af sin Celebritet,
Fordi han er paa Sandheds Klipper strandet.

158

En Sats kan være tvivlsom, falsk endog;
En Moralist, en Philosoph kan gjerne
Saa godt som reent fordømme den - og dog
Fordøies den af en poetisk Hjerne.
En Digters Element er Phantasiens Hav
Og Følelsernes dybe Strømme;
Han rider kjækt med slappet Tømme
Begeistrings Ganger i Gallop og Trav;
Og en Poet har Lov at troe paa - Drømme.
Men, vil han sætte gjennem Strømmens Vand
Og gjennem Havets Oprør styre
Og stemme høit til Hest den gyldne Lyre
Og drømme - bør det gjøres med Forstand.
Kort, for kun ganske ligefrem at tale:
Poeterne har Lov at være gale;
Men - mærker vel! - jeg kræver af min Mand,
At han skal tee sig galen med - Forstand.

At sætte Skranker
For en begeistret lyrisk Digters Tanker,
Er stridende mod Musers Bud;
Men dette kræve Mennesker og Gud:
I Tankefølgen, i den egne Maade,
Hvorpaa han lader Phantasien raade,
Og i den Færdighed, hvormed
Hans Kunst forbinder Tanken Led for Led,

159

Bør aabenbares en Fornust, der veed
Hvad den besluttet har af Musers Naade.

Hvad altsaa angaaer fransk Literatur,
(Som jeg forresten,
Ved Reflexionen om Poeters Luur
Et cetera, har sovet over næsten)
Da har man undret sig i Kjøbenhavn,
At Folk i Paradiser
Den danske Digter hen til Frankrig viser,
Og lover sig af Sligt kun ringe Gavn.
»Du glemmer - siger man - idet Du priser,
En gallisk Digtekunst, den Opposits,
Den svenske-nyere, den tydske, danske
Literatur har sat imod den franske,
Lidt stive, som man syntes, og lidt spanske,
Lidt affecteert-æsthetiske Justits.
Betænk, Du selv har vraget, før Du døde,
Særdeles tidt de franske Musers Føde.«

Sandt; men i Paradis forstaaer man grumme fiint
At skille vel det Gode fra det Slette;*)

* 160

Imedens man fordømmer dette,
Man dog som billigt respecterer hiint.
Man dadler vel den altfor snævre Skranke,
En Franskmand slaaer omkring sin Æsthetik;
Men roser, at han agter streng Critik,
Og man beundrer høit hans gode Skik
At tænke, før han skriver ned en Tanke.
Man ryster vel paa Hovedet, naar tidt
Den franske Digter synes os at vove
I Phantasiens Verdener for lidt.
Men, at han troer, den sunde Tænknings Love
Bør ei, fordi Poeten drømmer, sove,
Det sætter ham gevaltigt i Credit.
Man smiler endeligt, naar den galante,
Lidt ceremonielle Franskmand staaer
Og bukker som Poet med Pudder-Haar
Og kalder Musen sin »Charmante«
Men troer, at, naar der synges skal til Guds
Og Verdens Priis, saa er det Elegante
At foretrække for det pure Smuds.

»Men Du har roest den franske Digters lette
Og gratiøse Rhythmer; i Rhythmik
Slaaer netop franske Digtekunsten Klik.«

161

»Nu, elskte Venner! jeg vil ikke trætte.
Hvis I tillade det, da kan jeg snart
Udvikle her min Mening kort og klart.

Ved Rhythmus menes
Den Egenskab ved Talen, at dens Ord
Melodiøst og udtryksfuldt forenes;
En Egenskab, som Ingen, det jeg troer,
Betvivler, blev i Prosa ogsaa funden;
Til Fodmaal er den altsaa ikke bunden.
I Verset ligger Rhythmen i
Den Egenskab, at to og siden flere
Af Versets Fødder smukt sympathisere
Ved en for Øret hørlig Melodie.
Igjennem disse Rhythmen atter dandser,
Indtil den bliver kjendelig i Stanzer;
Og Stanzerne (hvis Digtet selv er deelt
I dem; hvis ikke, Digtet som et Heelt)
Forene sig paany til Harmonier,
Som Rhythmen til melodisk Vellyd vier.

Det indsees altsaa let, hvor megen Vægt
Et øre, der begjærligt Rhythmen søger,
Tør lægge paa, om Verset er correct;
Samt om en kunstig Form dets Værd forøger.

162

En simpeltbygget Jambe kan forvandles
Til Melodie, naar den med Aand behandles.

Unægteligt er vort og Svenskens, Tydskens Sprog
Ved Bøielighed og Betoning egnet
Til skjønne Former for et Digt; og dog,
Hvis Sprogets Rigdom ei er klogt beregnet,
Da bliver Digteren en Fusker, blot
Fordi han har det mageligt og godt.
I Korthed: kan man Stavelserne tælle
Og maale dem og veie deres Vægt
Og see, at Versets Fodmaal er correct,
Da fristes man til Fusken, blot fordi
Man byggede paa Sprogets Prosodie.

Men i den franske Poesie
Er netop Mangelen af Qvantiteter
En Aarsag til, at dens Poeter
Omhyggeligt maae søge Melodie.
Der kan man ikke lade sig forføre
Af Versets Fod, der smigrer plumt et Øre;
Det er nødvendigt, at der lægges i
Den hele Linie Fald og Melodie;
Og der maa sørges for, at man kan høre
I Versenes Forening Harmonie.

163

Og elskte Venner! heri er det grundet,
At jeg i Franskens Poesie
Saa ofte rhythmisk Tact og Klang har fundet.
I alt Fald mener jeg, den Omhu dog
Fortjener Agt, han viser for sit Sprog;
Og at hans Strøben for at drive
Til høi Fuldkommenhed en ubeqvem
Og fattig Prosodie fortrinligviis kan blive
Som Mønster stillet hen for dem, der skrive
Med Tankeløshed Vers i Eders Hjem.

Forresten, læser blot en Linie
(Dog helst et Afsnit Vers) af Delavigne;
Vetragter dem som Prosa, om I vil:
Det skal ei kunne nægtes, at det Hele,
Hver enkelt Periode lige til
De mindste, klogt og sindrigt satte Dele
Bevæges i en rhythmisk Dands, hvori
Man træffer Smag og Tact og Melodie.

164

IV.

Danke, dasz die Gunst der Musen
Unvergängliches verheiszt:
Den Gehalt in Deinem Busen
Und die Form in Deinem Geist.
Göthe.

Hvert andet Øieblik en Engel kikker
Nysgjerrigt over mine Skuldre ned
Paa Skrivebordet, som jeg sidder ved,
Og spørger, om jeg dybt i Texten stikker.
Nu nyssens sagde ligefrem mig En,
At jeg i Breves Sktrivelse
Var over alle Maader seen.
En Anden bad mig sagtens om Tilgivelse,
Men vedblev derpaa noget tørt og kort,
»Jeg maatte skynde mig, hvis Brevet skulde bort.«

Kanskee, naar Alt betænkes ret,
Jeg handled' klogest i at standse.
Thi sandtnok bryder jeg med Lyst en Landse,
For at forsvare Plet for Plet
Mit Territorium i Vers-Tournerings-Dandse.

165

Men Folket, der som Publikummet sees
At sidde tæt i paa Bænke rundt om Skranken,
Kan, naar der kjæmpes om en vis Idees,
Et vist Begrebs Natur, ei slippe Tanken,
At hvert et Udfald, alle Hug og Stik,
At en mod Hjernen stilet Polemik
Gjaldt Maven, Brystet, Ryggen eller Skanken.
Ja Folket troer,
Af et Slags Overtro bedaaret,
At, naar de Bedre strides om et Ord,
Da er det ikke Sandheds lyse Spor,
Der søges om; ak nei! »de slaaes« man troer;
Det gjælder ikke Hovedet, men - Haaret.

Jeg nødes derfor til (saa tungt
Det ogsaa falder mig, i denne
Behagelige Hoved-Dyst at ende)
Kun kort at røre ved et enkelt Punkt,
Hvis Vigtighed I vil med mig erkjende.

Naar jeg betragter Rub og Stub
Af Alt, hvad der i en saa ædel Stangen
Mod Hovedet er sagt om Knude-Sangen,
Da troer jeg, at den Hoved-Knub,
Som fast hver anden
Af Læserne har stødt imod med Panden

166

(Med Panden siger jeg med Flid;
Thi de, der muligt yppe med mig Strid
Med Hælen eller Hoven, gi'er jeg Fanden)
At denne Hoved-Knub og, nærbeseet, det Horn,
Der i hvert andet Øie var en Torn,
Har Sæde netop der, hvor Panden
Af lutter Svimmelhøide var tilforn
I Fare for at rende fra Forstanden;
Hiint Sjælens rædsomthøie Sfraszburg-Taarn,
Hvor Tanken med urolig Higen
Bestandigt klavrer opad Svimmelstigen,
For at betragte nøiere
En Gjenstand, ak! der fjerner sig desmeer,
Jo mere Menneskerne stige høiere.

Jeg skal forklare nærmere min Mening.

Den inderlige, mystiske Forening
Imellem Aand og Legem er en Nødd,
Hvis Knækning allerede Mangen brød.
I dette Lyspunkt her, hvor jeg omsider
I paradisisk Klarhed skuer Alt,
Er Aanden og det Aandiges Gestalt
saa uadskilleligt, saa idealt,
At ingen Deel den andens Ret bestrider.
Hvad I forstaae ved Legemet er her

167

Eet og Alt ateneste den Maade,
Paa hvilten Aanden viser, at den er;
Det Ydres Løsning af det Indres Gaade.

Paa Jorden derimod, I vide,
Maae Aand og Legem, Form og dens Idee
(Thi hvad jeg sigter til, I sagtens see)
Af Endeligheds Skranker lide.

Ikkun i Kunstens Rige bryder frit
Ideen ud hos Jer mod alle Kanter;
Der vorder ei dens Herredom bestridt
Og kuet af et Legeme, der skranter.
Der gjennemtrænger den med Magt
Materien indtil dens mindste Dele;
Der kjendes intet Skrøbeligt og Svagt:
Idee og Form er der et fuldendt Hele.

Men i at øve Kunsten pleier tidt
Den dødelige Kunstner at bedrages
Af en Forblindelse, der gaaer saa vidt,
At den ei noksom kan beklages.
Han indseer nemlig, Værkets Aand
Er Sjælen for det Hele; han begriber,
At det er netop den, hvorpaa det kniber

168

For mangen stakkels Djævel. Formens Baand
Betragter han nu meget snart som Lænker,
Der ere ham iveien, naar han tænker.
»Thi som mit Legem - siger han - er blot
Vehiklet for min Aand og ældes, mattes,
Mens Aanden altid frisk af Folket fattes,
Saaledes er det i mit Digter-Slot.
Idee og Form! Er mig Ideen værdig,
Saa lad kun Formen være faldefærdig!«
- Han overfører da et kummerligt,
Elendigt Livs Betingelser og Skranker
Paa sit for Evigheden skrevne Digt.
Saa kan man vel begribe hvad der vanker.

Hiin Fremfærd, et saa galt Raisonnement
Har jeg tilforn (jeg mener sidste Gang,
Da jeg besøgte Jer) bekjæmpet.

Men
En eller anden Fyenbo eller Jyde,
Der lugter lidt af Lunten, troer igjen,
At Formen dog har Noget at betyde,
Men veed ei rigtigt hvad. - Og strax
Fortæller os en halv antik Hans Sachs,

169

(Thi, notabene, Det er en Søn af Deinhardstein, vi mene* -)
»At Formen vel er vigtig« - Gud bevar's!
Det seer tilsidst enhver æsthetisk Lars -
Kun mener han:»i Alt hvad angaaer Smagen
Er Aanden rigtigt altid Hovedsagen.«

Da denne Sætning seer plausibel ud
Og fra et skjønt Organ paa Scenens Bræder
Kan trænge, lig et Udsagn af en Gud,
Forførerisk til Husets fyldte Sæder:
Saa undres I vel ei, om jeg paa Musers Bud
Et lille bitte Korn mig baxer
Med denne samt med lignende Hans Sachser.

Vær ganske ligefrem, Hans Sachs! Hvori
Er Aanden Hovedsagen? - »Som jeg siger,
I Digtekunstens ugeneerte Riger;
I hvert et Arbeid af min Poesie.«
- Velan! saa tænk Dig et Sujet! - Vi skulle
Besynge, lad os sætte, Polens Kamp.

* 170

Vi høre Slagets fjerne Torden rulle;
Terrainet aabner sig; en tyk og graahvid Damp,
En Sky af Røg, lig Jovis-Skyen, dækker
Den skjulte Gud, der styrer Slagets Rækker;
Og Glimtet fra Kanonen, Bøssens Knald
Og Bulderet bebuder Død og Fald.
Omsider! Vinden skiller Massen,
Og Skyen drager langsomt hen. Vi see
En Mylr af Mennesker i Russernes Armee.
Colonnerne marschere over Pladsen;
Artilleriet drager op; der fyres;
Et Antal styrter rallende - men see!
En Skare Folk, hvis Vaaben er en Lee . . .
Den styrter frem! . . . Den kan ei længer styres . . .
Det er forbi!
Den iler mod et russisk Batterie,
Hvor hundred' Ildsvælg sende Død og Farer,
Den visse Død imod de kjække Skarer.
Tys! . . . hør! - et Bulder og et Lyn,
Og Skrig og . . . . ak! det gnistrer for mit Syn!
- Victoria! De seire! Streispartiet
Har alt i Stormskridt taget Batteriet!

Ei sandt, min Ven! Dit Øie lyner?
Forbi det svæve mærkelige Syner.
Høit farves Dine Kinder, og Dit Bryst

171

Er varmt af Kamp og Død og Seirens Lyst
Og stiger henrykt ved det blotte Minde.
Du griber Griflen - sætter Dig alt ned
Og, medens Din Begeistring end er heed,
Du skildrer . . . .

Stop! Hvad har Du nu isinde?
Først ordne Dine Tanker? ikke sandt?
Forjage hvad der krydser dem iblandt?
Og dernæst tænke paa, hvorledes
Sligt bliver bedst fortalt. Thi at der smedes,
Fordi dit Jern er varmt, er ikke nok.
- Kan denne Seier af en Heltesflok
Fremstilles os dramatisk? - »Nei, jeg mener,
Et Epos egner sig for slige Scener.« -
- Nu godt! fortæl! da! . . . Hvorfor tøver Du?
Du har jo Intet skrevet ned endnu!
- »Jeg søger Udtryk for min Tanke;
Jeg søger Ord, hvis Ild
Kan varme, tænde Foredragets Stiil,
Men - føler mig geneert af Sprogets Skranke.«
- Hvad? Kjære Broder! raser Du? Af denne
Haandgribelige Grund vil Du
Betænke Dig at skildre Slagets Gru?
Lad din Begeistring Foredraget tænde!
- »Det vil ei rigtigt flaske sig endnu.« -

172

Ei hvad! Husk paa: »i Alt Hvad angaaer Smagen
Er Formen ei, men Aanden Hovedsagen.«
- »Ja, det er godt nok; men . . . .« -
Men? Hvad? Du grunder, tygger paa din Pen?-
Du store Gud! paa denne Maade, Kjære!
Sjør Theorien Dig kun liden Ære.
Begeistret er ei Du alene; vi,
Et heelt Europa føler
For Polen med begeistret Sympathie;
Selv ikke Polens Undergang den kjæler.
Men vi kan ikke skildre den, fordi
Den productive Kraft vi reent manquere.
Men Du! . . . Ifald jeg vilde chicanere
Din Theorie, min Ven!
Jeg kunde paastaae ligefrem igjen:
Nu ligger det for Dagen,
At Formen virkeligt er Hovedsagen.
- »Din Slutning er ei rigtig;
Jeg har jo sagt, at Formen med er vigtig.«-
Hvad vigtig! Din Idee
Er Intet uden Formen, som vi see.
- »Nei, Kjære! Du gaaer sandelig for vidt!« -
Velan, saa hør mig: Alt det Skjønne stræber
I Kunstens Verden efter Form, saa tidt
Det skal udfoldes for vort Øie frit;
Først i en Form det flød fra dine Læber.

173

Hiin Form er ikkun een, og en nødvendig,
En saadan, gjennem hvilken din Idee
I alle Dele synligt er at see;
Det Overflødige Du skjærer bort behændig.
- Og nu, saa vist som hvert dit Ord er sat
For at betegne, hvad Du just har villet,
Saa vist er hele Foredragets Skat
Ideens uforkrænkelige Billed.
Og endeligt, saa vist som Ingen kan
En Tanke tænke sig, der ei har fundet
En Sætning, til hvis Ord den selv er bundet;
Saa vist endog en simpel Almuesmand
For en prosaisk Tankegang forlanger
Et rigtigt Udtryk brugt: saa vist, o Sanger!
Er det som Digtekunstens Pæst din pligt
En rigtig Form at finde for dit Digt.

Kan Nogen mere klart og tydeligt
Udvikle Dig et Punkt af Smagens Lære,
Der ikke just som stegte Duer strax
Imod os flyve, naar vi det begjære,
Saa vil jeg hedde Hans, ja selv Hans Sachs!
Og hermed maa Du Gud befalet være!

174

Fra denne lille Polemik
Mod sachsisk Deinhardsteiner-Æsthetik
(For hvilken om Tilgivelse jeg beder)
Jeg vender mig med Afskedsord til Eder.

Af Alt, hvad jeg har sagt, I ville see,
At jeg, o dyrebare Venner! ikke
Har tænkt mig Formen uden dens Idee.
Ifald der muligviis kan ligge
I Lignelsen om Statuen *) en Grund
Til denne Paastand, troer jeg allenstund,
At Lignelsen ei svække kan min Mening,
Naar med det Øvrige den læses i Forening.

Hvad der forresten af min sidste Sang
Kan discuteres om, det vil jeg gjemme,
For ei at trætte Jer Taalmodighed derhjemme;
Desværre! min er heller ikke lang.
Alt synker tungt mit Øie,
Udmattet af at stirre paa en Jord,
Hvis Lod er Strid, Elendighed og Møie;
Og tods min Ømhed for det gamle Nord,
Hvor de, jeg elsked' høiest, boe og bygge,
Jeg længes atter efter Palmens Skygge.

* 175

Modtager mit Farvel! Forsikkrer dem,
Der end ei have glemt den gamle Sanger,
At Alt, hvad i sin Himmel han forlanger,
Er at erindres i sit Hjem.
Et Monument af Steen kan smuldre, kan forsvinde:
Min Gravskrift staae i Dannerfolkets Minde!

Men Du, Allivets Fader! Lysets Aand!
Hold over Danmark, over Drot og Rige
Velsignende din Haand!
Lad i Oplysning hele Folket stige!
Forjag med dine Straalers Pragt
Vankundighedens Natte-Dunster!
Og nedstyrt den fordærvelige Magt,
Der kjæmper frækt mod Videnskab og Kunster!
Beskjærme Du hvert redeligt Erhverv!
Lad ei den stille Flid af Trang forknes!
Og vaag ved Landets Grændser, naar de trues
Af Farer og af Trængsler og Fordærv!
Lad denne lykkelige Plet,
Hvor Magten uindskrænket byder,
Men, selvopfordret, blot Fornuften lyder,
Høimodig selv formindskende sin Ret;
Lad dette Fristed for de bedste Dyder
Betrygges og beskjærmes og staae fast
Mod indre Splid, mod fjendtlig Overlast!