Heiberg, Johan Ludvig Dramatik i udvalg

✂

✂ Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) figurerer med sin satiriske dramatik som Holbergs arvtager i dansk litteratur. Skønt mange enkeltheder i texterne i dag kun kan forstås til fulde ved hjælp af en forklarende kommentar, har de fleste af hans stykker dog bevaret en charme og et vid, der gør dem tiltrækkende og underholdende også for en nutidig læser. Heibergs mesterskab beror ikke mindst på en særegen blanding af løssluppen fantasi og streng klarhed i idé og komposition; som dramatiker viser hans sammensatte talent sig i den påfaldende variation af de genrer, han arbejder i.

✂ Med det foreliggende udvalg af Heibergs dramatik har det netop været hensigten at lade denne genremæssige bredde og variationsrigdom komme til syne. Tilsvarende er den følgende redegørelse (efterskriftens afsnit 2-6 incl.) ordnet efter udvalgets texter betragtet i lyset af den dramatiske genre, de hver især repræsenterer. Forinden (i afsnit 1) skal Heibergs liv, karrière og produktion imidlertid søges overskuet i kronologisk orden.

✂

1. Forfatter og forfatterskab

✂ Den traditionelle biografiske tre-deling i den biograferedes barn og ungdom, manddom og alderdom passer som fod i hose på tilfældet Heiberg. Den udgør da også inddelingsgrundlaget i Morten Borups Johan Ludvig Heiberg I-III (1947-49), der med sit væld af veldokumenterede oplysninger har udgjort et solidt og forpligtende grundlag for senere beskæftigelse med forfatterskabet, indbefattet den, der er nedlagt i denne udgave. Vi følger også nedenfor den praktiske opdeling i tre livs- og produktionsfaser.

✂ Barndom og ungdomstid (1791-1825): Johan Ludvig Heiberg var skilsmissebarn. Hans fader, P. A. Heiberg (1758-1841), havde 524 gennem det 18. årh.s sidste par tiår forfattet og udgivet en række politisk-satiriske skrifter af regeringsfjendtlig og republikansk observans, hvilket i 1799 indbragte ham en landsforvisningsdom. Året efter, at P. A. Heiberg havde forladt landet, i 1801, søgte og opnåede hans unge hustru Thomasine (f. Buntzen, 1773-1856, senere kendt som forfatter af »hverdagshistorierne«) skilsmisse, hvorved hun blev i stand til samme år at ægte sin tilbeder og elsker, den svenske baron C. F. Gyllembourg-Ehrensvärd. P. A. Heiberg henlevede resten at sit liv i exil i Paris, og sønnen genså ham først som voksen (i 1819). Ved skilsmissen havde faderen imidlertid - efter bitter strid med Thomasine - opnået den formelle forældremyndighed og kunne dermed træffe beslutninger vedrørende sønnens opdragelse og opholdssted. En tid (1803-04) var denne således sat i pleje hos P. A. Heibergs ven og åndsfælle, forfatteren og litteraten Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og dennes hustru Kamma (f. Heger, 1775-1829) på Bakkehuset. Umiddelbart kunne man tro, at dette levende litteratur- og kulturhjem måtte afgive gode opvækstbetingelser for en lille digterspire, men ingen af ægtefællerne Rahbek havde rigtig anlæg for at fungere som plejeforældre, og drengen benyttede snart en lejlighed til at stikke af fra Bakkehuset og søge tilflugt hos sin moder.

✂ Den unge Heibergs rige begavelse kom tidligt til udfoldelse; han opfattede hurtigt og tænkte skarpt. Efter vellykket privatundervisning blev han 1809 student og aflagde året efter den såkaldte »anden examen« på universitetet, alt med smukke resultater. Som brødstudium valgte han medicinen, som han dog nedprioriterede til fordel for dyrkelsen af litterære og naturvidenskabelige interesser, især astronomi og entomologi (insekt-lære). I efteråret 1817 erhvervede han med udmærkelse magistergraden i spansk og portugisisk litteratur, og måneden efter doktorgraden på en latinsproget disputats om den spanske dramatiker Calderón (1600-81). En rejse til Stockholm 1812 gav den kommende verdensmand et grundkursus i selskabelig savoir-vivre. Årene 1819-22 tilbragte Heiberg i Paris, hvor han genså sin fader og tilvejebragte en slags udsoning mellem forældrene. 1822-25 var han ansat som dansk lektor i Kiel, en stilling, han varetog uden entusiasme. På ét punkt blev årene i Tyskland imidlertid af vidtrækkende betydning for 525 hans senere udvikling, idet han under en afstikker til Berlin stiftede bekendtskab med G. W. F. Hegel (1770-1831) og dennes universelle, spekulative filosofi. Det var ikke mindst Hegels systematiske dialektik, der strukturerer begrebslige forløb i triader (teseantitese-syntese, som så igen kan blive tese i en ny triade osv.), der fascinerede den systematiske intellektualist Heiberg, som senere - i mesterens efterfølgelse - benyttede denne triadiske tankeform i talrige sammenhænge, bl.a. i sin genre-æstetik. I Hegels tegn står den danske grammatik, han forfattede foranlediget af sin kortvarige tyske universitetskarrière (og i håbet om at have kunnet forlænge den), Formenlehre der dänischen Sprache (1823) og en Nordische Mythologie (1827); til »Howitz-fejden« om viljens frihed bidrog han endelig med skriftet Om den menneskelige Frihed (1824).

✂ Ungdomstidens væsentligste produktion omfatter dog især dramatiske arbejder, der alle står i forbindelse med opførelser, han foranstaltede på sit eget marionet- eller jakelteater (et sådant besad han allerede fra drengeårene, det opbevares i dag på Teatermuseet i København). Det drejer sig om stykkerne Kjærlighed og Dyd (upubliceret), »Pottemager Walter« (opf. privat 1813), »Don Juan« (en bearbejdet oversættelse af Molières, opf. privat 1812 og sammen med det foregående udg. i Marionettheater, 1813), Tycho Brahes Spaadom, (skr. 1812-13, opf. og udg. 1819, omarbejdet 1848, genopf. 1865), Dristig vovet halv er vundet (en Calderón-pastiche, udg. 1816, uopf.), Psyke (udg. 1817, uopf.), Nina (skr. 1820, udg. 1823, opf. 1824) samt det egentlige gennembrudsværk Julespøg og Nytaarsløier (hvorom afsnit 2 nedenfor). Blandt afhandlingerne er disputatsen De poëseos dramaticæ genere hispanico præsertim de Petro Calderone de la Barca, Principe Dramaticorum (Om den spanske dramatiske litteratur med særligt henblik på den største af dramatikerne, Pedro Calderón de la Barca) fra 1817 ved sin poetik af relevans i forbindelse med Heibergs egen dramatik.

✂ Perioden 1825-39 rummer Heibergs kulmination, privat og professionelt. Privat i kraft af hans - som det skulle vise sig - betydningsfulde ægteskabsindgåelse og etablering af eget hjem, professionelt som embedsmand, dramatiker og kritiker (debattør og teoretiker).

526

✂ Sin senere hustru, Johanne Luise (f. Pätges, 1812-90) traf Heiberg første gang 1826 på Det kgl. Teater. Den purunge balletpige og skuespillerelev, der kom fra yderst beskedne kår, var da ingenlunde uvant med at være genstand for mandlig opmærksomhed. Efter brylluppet 1831 etablerede ægteparret et hjem (fra 1844 i Søkvæsthuset på Christianshavn), der næsten blev en institution i københavnsk kulturliv. Her mødtes en snæver elite af åndspersonligheder ved elegant selskabelighed til kræsen drøftelse af tidens kunst og tænkning; her dyrkedes - og fastsattes regler for - »den gode smag«. Fru Heiberg (som hun indtil for nylig turde benævnes) var livet igennem teatrets fejrede og feterede prima donna og bidrog selv til repertoiret med flere vaudeviller. For eftertiden ligger hendes betydning ikke mindst i memoire-værket Et Liv gjenoplevet i Erindringen (udg. posthumt 1891, 4. udg. ved Aage Friis 1944), hvori hun sætter Heiberg (og sig selv) et hæderfuldt minde. I en berømt passage skildres »Bellmans-Sommeren« 1832, som Heiberg'erne tilbragte i Hørsholm sammen med digteren Henrik Hertz, der netop med Gjenganger-Breve (1830) havde meldt sig som Heibergs litteraturpolitiske allierede, og som kvitterede for sommeropholdet med digt-suiten »Erindringer fra Hirschholm« (»Posthuset«, »Billardet«, »Hyacintherne«) 1833.

✂ 1830-36 varetog Heiberg en stilling ved Den kgl. militaire Høiskole (med lokaler i det såkaldte Gjethus på Kgs. Nytorv, forgængeren for Officersskolen på Frederiksberg Slot) som lærer i fagene logik og skønlitteratur med forpligtelse til at udarbejde fagskrifter i disse fag; således har vi fra Heibergs hånd en af de tidligste danske litteraturhistorier, omend den i den trykte form nærmest har karakter af synopsis (fra 1831). Samtidig virkede han nogle år som gymnasielærer (Borgerdydskolen).

✂ Af største litteratur- og teaterhistorisk rækkevidde blev imidlertid Heibergs dramatiske gennembrud med den genre, hvori han skulle komme til at excellere: vaudevillen, det lette og veldrejede underholdningsstykke med indlagte sange og aktuelt og lokalt emne. I afsnit 3 nedenfor vil der blive meddelt udførligere om vaudevillens genrologi og æstetik. Den internationalt velorienterede Heiberg kendte genrens udenlandske rødder, især de franske, men også den tyske liederposse; et exempel herpå, K. v. Holteis 527 Die Wiener in Berlin, blev 1825 opført på Det kgl. Teater med den hamburgske frk. Pohlmann i hovedrollen, den blev siden til Heibergs De Danske i Paris (1833); bag adskillige af Heibergs vaudeviller findes på tilsvarende vis specifikke tyske eller franske forlæg. Lanceringen af den nye, lettere dramatik gik ingenlunde friktionsløst gennem teatrets direktion, fx. forholdt gamle Rahbek sig stedse skeptisk til vaudevillerne; derimod stod Jonas Collin (kendt fra H. C. Andersens biografi) gerne fadder til fornyelsen, også Frederik VI intervenerede ved en lejlighed personlig til fordel for den Heiberg'ske vaudeville (iflg. Heiberg). Slaget blev altså vundet; nov. 1825 gik Heibergs første vaudeville, Kong Salomon og Jørgen Hattemager, over scenen - og blev en succès fou. Borup noterer tankevækkende, at denne teaterpremière i den københavnske offentligheds opmærksomhed langt overskyggede Grundtvigs samtidige stridsskrift Kirkens Gienmæle (Borup II, p. 47). Heiberg fortsatte sin produktion af vaudeviller i en tæt række ned igennem 1830'rne (jvf. nedenfor), i 1840'rne fortyndede han genren med de såkaldte »vaudevillemonologer« (herom afsnit 4 nedenfor). Vi anfører her kun de væsentligste titler; det er imponerende nok endda! Inden for dramatikken udgør disse vaudeviller hans kraftigste indsats: Kong Salomon og Jørgen Hattemager (skr., opf. og udg. 1825), Et Eventyr i Rosenborg Have (skr. 1825, opf. og udg. 1827), Den otte og tyvende Januar (opf. og udg. 1826), Aprilsnarrene (hvorom i afsnit 3 nedenfor), Recensenten og Dyret (hvorom i afsnit 3 nedenfor), De Uadskillelige (opf. og udg. 1827), Kjøge Huuskors (skr., opf. og udg. 1831, med musik af Heiberg selv), De Danske i Paris (skr. 1829ff., opf. og udg. 1833) og Nei (hvorom i afsnit 3 nedenfor). Vaudeville-monologerne eller -situationerne omfatter: Supplicanten (skr. og opf. 1829, udg. 1830), Ja (skr. og opf. 1829, udg. 1839), Emilies Hjertebanken (hvorom i afsnit 4 nedenfor), Grethe i Sorgenfri (skr., opf. og udg. 1840) og Ulla skal paa Bal (hvorom i afsnit 5 nedenfor).

✂ 1829 var Heiberg så etableret som dramatisk forfatter, at han opnåede fast ansættelse som teaterdigter (s.å. blev han titulær professor, derimod først 1849, efter forbigåelse, direktør ved Det kgl. Teater). Embedet som teaterdigter indebar (indtil 1839) en forpligtelse dels til at oversætte og bearbejde fremmed dramatik med 528 henblik på opførelse, dels til at forfatte lejlighedsstykker og -digte til officielle fester. Det første gav Heiberg mulighed for at påvirke teatersmagen til gunst for samtidige franske konversationsstykker, først og fremmest E. Scribes (1791-1861), der dermed afløste de hidtil dominerende, moralsk-sentimentale tyske dramatikere A. W. Iffland og A. Kotzebue. For den anden type opgave havde Heiberg året inden bevist sin egnethed ved - i anledning af et kongeligt bryllup - at have forfattet Elverhøi (skr., opf. og udg. 1828), den populære nationalromantiske evergreen, efter forfatterens erklærede hensigt en »Vaudeville i stor Stil« (Borup II, p. 147), hvis musikalske grundlag udgjordes af folkevise-melodier, behændigt arrangeret af komponisten F. Kuhlau (1786-1832). En tilsvarende anledning fremkaldte Prindsesse Isabella (skr., opf. og udg. 1829). Heibergs tid som teaterdigter var præget af kontroverser med direktionen, især med Chr. Molbech, og her blev Heiberg den lille. Fra samme tiår stammer Alferne (skr., opf. og udg. 1835) og Fata Morgana (skr., opf. og udg. 1838, omarb. 1873, genopf. 1896), der forkynder Heibergs poetiske idealisme, spekulative stykker, der så at sige bringer Hegels filosofi på scenen.

✂ Som kritiker indleder Heiberg denne fase med at følge sit sceniske gennembrud op; i skriftet Om Vaudevillen som dramatisk Digtart (udg. dec. 1826) slår han et slag for »sin« genre og gør rede for dens æstetik, hvilket udbygges i »Critik over »Væringerne i Miklagard«« (1827). Han lægger hermed grunden til sin hegelianske dramaturgi (genrologi), jvf. oversigten i Paul V. Rubow: Dansk litterær kritik i det 19. århundrede indtil 1870, 1921, p. 112. Den kritiske (herunder polemiske og recenserende) aktivitet tog et opsving, da Heiberg - ikke uden tidligere journalistisk erfaring - 1827 lancerede sit eget tidsskrift, Kjøbenhavns flyvende Post, der med enkelte pauser holdtes gående frem til 1837, da det afløstes af Perseus. Journal for den speculative Idee (1837-38). »Flyveposten«, hvis idealer kan sammenfattes i begreberne: smag, dannelse og idé, indeholdt vægtige litterære og banebrydende kritiske bidrag. Blandt skønlitterære bidragydere kan foruden Heibergs moder Thomasine Gyllembourg nævnes navne som Carl Bernhard, H. C. Andersen, Chr. Winther, Henrik Hertz og Paludan-Müller; også S. Kierkegaard skrev et enkelt indlæg. Den senere politiker 529 og biskop D. G. Monrad bragte her sin store anmeldelse af Paludan-Müllers nyudkomne Dandserinden (1833). Polemiske indlæg, oftest forfattet af Heiberg selv, sætter desuden deres umiskendelige præg på tidsskriftet. Ikke blot de tilbagevendende, mere efemere hib til det konkurrerende organ Kjøbenhavnsposten, udgivet af publicisten A. P. Liunge, men diskussioner med lange perspektiver løb eller indledtes i »Flyveposten«. Det gælder ikke mindst Heibergs polemik med Oehlenschläger, der tog sin begyndelse med Heibergs hegeliansk argumenterede anmeldelse af digterkongens seneste dramatiske arbejde, tragedien Væringerne i Miklagard (1827; titlen betyder: Vikingerne i Konstantinopel), en strid, der siden involverede Sorø-digterne C. Hauch og Chr. Wilster - mod Heiberg. En tilsvarende karakteristik kan gælde for Heibergs kritik af den svenske romantiker Tegnérs digtcyklus Frithiofs saga (1825) og af nordmanden Wergelands epos Skabelsen (1830); i den norske litteraturstrid fandt Heiberg sin plads hos den med ham ånds- og blodsbeslægtede J. S. Welhaven. Foruden alt dette bidrog Heiberg med artikelserien »Bidrag til en æsthetisk Moral« med anbefalinger til hverdagslivets forfinelse og forskønnelse (under mærket »Urbanus«!), desuden afhandlinger om sprogvidenskabelige, filosofiske, æstetiske og endog teologiske emner. I det solidere, men også mere professorale Maanedsskrift for Litteratur møder vi Heiberg som anmelder af H. C. Andersens Fodreise fra 1829 (moderat anerkendende) og af Oehlenschlägers Hrolf Krake fra 1828 (uvilligt); i sit eget Perseus var han lutter indforstået anerkendelse mod Hertz' folkevisedrama Svend Dyrings Huus (1837). Uden for tidsskrifterne forfattede Heiberg, som indbydelsesskrift til en strandet forelæsningsrække, sin »filosofiske Trosbekendelse« (Borup II, p. 183) i form af det i 1833 udgivne Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid. Det er her ikke langt fra, at filosofien skal redde verden; Goethe og Hegel er heltene, dvs. den spekulative idealismes helte. Desuden bemærkes afhandlingerne »Om det materialistiske og det idealistiske Princip i Sproget« (1827), »Nemesis« (1827), »Om Skjønhed i Naturen« (1828), »Bretschneiders Forsvar for Rationalismen« (1830), Udsigt over den danske skjønne Literatur (1831) og »Symbolik« (1834).

530

✂ Heibergs senere år, 1840-60, bringer ham den alvorligste modgang, han kom til at opleve i sin offentlige virksomhed, ligesom mange af hans arbejder fra denne periode præges af en vis svækkelse med hensyn til produktiv kraft og gamin-humør. Helt forsvandt disse dyder dog ikke fra forfatterskabet; faktisk ydede netop den aldrende Heiberg nogle af sine varigste bidrag til den danske litteratur, som vi straks skal se.

✂ 1840 forfattedes og opførtes - i anledning af Christian VIII's kroning og på grundlag af tidligere udkast - Heibergs Syvsoverdag med musik af J. P. E. Hartmann (1805-1900). Stoffet var taget af Valdemar Atterdags historie; den tematiske hovedmodsætning består mellem fantasiens/drømmens poetiske sfære og realitetens filisteri. Stykket, der er beslægtet med, men står tilbage for både Shakespeares A Midsummer Night's Dream (1600) og Heibergs egen Elverhøi, blev en teaterfiasko og en kritikersucces; selv Heibergs senere så farlige modstander P. L. Møller (1814-65) talte til dets gunst. Samme år (men med årstallet 1841) udkom den ældre Heibergs ubestridte hovedværk, Nye Digte (udgivet i nærværende serie ved Klaus P. Mortensen 1990) med bl.a. den »apocalyptiske Comedie« »En Sjæl efter Døden« og tankedigtet »Protestantismen i Naturen«. Bag hver af den satiriske komedies tre akter ligger en litterær impuls, hhv. Aug. v. Platens »Der Sieg der Gläubigen« (1822), Aristofanes' »Frøerne« (Βάτραϰοι, 405 f.v.t.) og Goethes Faust (1832), og igen rettes kritikken mod filistrøs idéløshed. Til torsoen Danmark, et malerisk Atlas (1841-42) skrev Heiberg de ledsagende digte, sin gamle vane tro med polemik mod pressen (især den liberale og demokratiske) og med travestering af digterkolleger.

✂ Som publicist fortsatte Heiberg med udgivelsen af et nyt tidsskrift, Intelligensblade (1842-44), der bragte mindre politisk stof end Kjøbenhavns flyvende Post (dog bemærkes redaktørens kontraoppositionelle afhandling »Autoritet«, hvor han følger Hegels statslære i dens lovprisning af det almene/universelle på bekostning af det specifikke/partikulære/individuelle) og mindre rent filosofisk stof end Perseus. Til gengæld lagdes mere vægt på litterære og dramatiske spørgsmål, med bidrag af Hertz og H. P. Holst, foruden af Heiberg selv, der i denne periode lagde sig tæt op ad 531 Hegel-eleven H. T. Rötschers (1803-71) æstetik og bidrog til Intelligensblade med bl.a. sin store afhandling om C. M. Bellman og med en - mindre kongenial - anmeldelse af Paludan-Müllers Adam Homo (1841-48) og Kierkegaards Enten-Eller (1841). Hans artikel om »Lyrisk Poesie« bør ses i sammenhæng med den af ham selv udgivne antologi Et hundrede lyriske Digte af den danske Litteratur (1842); karakteristisk er hans stærke fremhævelse af Schack Staffeldt (1769-1826) og hans totale forbigåelse af Aarestrup (1800-56). De tre bind astronomiske årbøger under titlen Urania (1844-46) er helliget den ældre Heibergs foretrukne hobby, men bringer også litterære bidrag af bl.a. Chr. Winther, fru Gyllembourg, Paludan-Müller og Heiberg selv (Nøddeknækkerne, hvorom i afsnit 5 nedenfor). Blandt de astronomiske afhandlinger findes »Stjernehimlen« (1842), »Det astronomiske Aar« (1844), »Hveen, tilforn Danmarks Observatorium« (1846) og »Sophie Brahe. En Hverdags-Historie fra det 16de og 17de Aarhundrede« (1846), den første trykt i Intelligensblade, de øvrige i Urania.

✂ Ellers blev 1840'rne brogede nok for vor forfatter. En regulær strid brød ud mellem ham og den nævnte P. L. Møller, der sekunderet af Chr. K. F. Molbech (d.y.), søgte at bekæmpe den Heiberg'ske smag (fx. hans ringe værdsættelse af Shakespeare) og hvad de måtte opfatte som det Heiberg'ske smagstyranni. De lagde ud i G. Carstensens blad Figaro (1841-42), hvis tillæg, redigeret af Møller, med tydelig adresse bar betegnelsen Nye Intelligensblade, fortsatte i Arena (1843) og Corsaren (1840-55). Modstandernes parodiske vid, der næppe kan betragtes som væsensforskelligt fra Heibergs eget, giver sig til kende i titlerne på Møllers »Bidrag til Steenkullenes Metaphysik« og det »moralske Schönbartspiel« »Von Tyboe den yngre eller den stortalende Professor« og på yngre Molbechs og Hans Brøchners (1820-75) J.L. Heiberg efter Døden (Borup III, p. 50-52). Inden Urania måtte standse, nåede Heiberg at være med til på forskellig måde at markere 300-året for Tycho Brahes fødsel, dels med en artikel om dennes observatorium på Hven (ved mindefesten her var ægteparret Heiberg æresgæster), dels ved offentliggørelsen, oversættelsen og kommenteringen af det latinske heroidedigt, »Urania Titani«, som Tycho i sin søster Sophies navn skrev til dennes kæreste Erik Lange (denne yderst 532 vanskelige og underfundige text er 1994 monograferet af Peter Zeeberg). En anden artikel i Urania, en frugt af astronomiske studier, bragte ham derimod i polemik med Kierkegaard (om begrebet »Gjentagelse«). Dette havde egentlig ikke været nødvendigt: Heibergs naturvidenskabelige grundsyn var fortsat skarpt begrebsstyret, kategorialt og anti-empiristisk; han stod også i så henseende på samme idealistiske grund som Kierkegaard. En programerklæring herom fra Heiberg selv lyder: »Der maa være Modtagelighed for dens [dvs. naturens] Aabenbarelser, men hvad vil det sige Andet, end at Observation og Experiment maa opfattes gjennem de Categorier, som ere Betingelse for vor Tænkning, og som alle udspringer fra den absolute Grund, som man snart kalder Ideen, snart Idealet?« (Prosaiske Skrifter (se litteraturlisten; i det følgende forkortet Pros. Skr.) II, 1861, p. 434f). Under og op til krigene 1848-50 viste verdensborgeren Heiberg sig som konservativ patriot i skuespillet Valgerda (1847) og i sine Gadeviser (1849).

✂ De største vanskeligheder skulle imidlertid komme fra teatret, hvor Heiberg omkr. 1840 måtte føle sig marginaliseret, altså også umiddelbart efter, at hans stilling som teaterdigter var blevet omdefineret til hans fordel. Gennem hævdvunden praxis snarere end ved formel udpegelse havde teatrets censorvirksomhed allerede påhvilet Heiberg, der fortsat fungerede som de facto-bedømmer af indleveret dramatik, indtil et formelt censorembede oprettedes ved hans afgang som direktør i 1856. Vi besidder altså en række æstetiske domme fra »censor« Heibergs hånd, af hvilke en del unægtelig tager sig skæve ud i en altid bedrevidende eftertids øjne. Herostratisk berømt er fx. den formulering, hvormed han 1858 afviste et tidligt arbejde af H. Ibsen: »Et norsk Theater vil neppe fremgaae af Laboratoriet for disse Experimenter; det danske trænger lykkeligviis ikke dertil.« (Breve og Aktstykker IV, 1949, p. 274). Afvisningen af tyskeren F. Hebbels (1813-63) monumentale dramatik udløste en regulær strid med denne senere så berømte forfatter. Derimod kunne Heiberg glæde sig over, at den gamle Oehlenschläger med sin Dina (1842) nærmede sig hans dramaturgiske og litterær-psykologiske idealer. Af mere stabile sym- og antipatier kan nævnes Heibergs altid nedladende rejicering af H. C. Andersens dramatik (med Kongen drømmer, 1844, som eneste 533 undtagelse!), hans uvenlige holdning til Hostrups studenterkomedier (1844-48), der dog må siges at fortsætte Heibergs egen vaudeville-tradition - og hans stadige støtte til »bondedigteren« Chr. Hviid Bredahl. For alvor brød stormen løs, efter at Heiberg 1849 udnævntes til direktør for Det kgl. Teater (der samme år blev statsinstitution). Problemet var, at han som teaterchef søgte at fremme et traditionelt, delvis forældet skuespil-repertoire - han var blevet anbragt på denne post 20 år for sent. Samtidig nedprioriteredes i Heibergs direktør-tid operaen og balletten. Blandt teatrets folk fandt Heiberg faktisk kun støtte hos skuespilleren L. Phister, imod sig fik han instruktørerne for hhv. skuespillet og operaen, skuespilleren N. P. Nielsen og balletmesteren A. Bournonville, der begge modtog deres afsked af Heiberg (Bournonville til fordel for Th. Overskou, 1798-1873, senere kendt som teaterhistoriker og altid loyal heibergianer).

✂ Desuden fik han, hvad der skulle blive fatalt, en modstander i den unge og ambitiøse skuespiller F. L. Høedt (1820-85), der gennem nytolkning af Shakespeare-roller ønskede at forny karakterfremstillingen. Det kom til heftig strid mellem Høedt og ægteparret Heiberg, en strid, der hurtigt blev et offentligt anliggende, hvori også indgik privilegiestridigheder med de københavnske secondteatre. Direktøren måtte tåle både kritik i dagspressen og satiriske skrifter imod sig, fx. P. Chievitz: Det kjedelige Drama (1854). Det hele endte med, at Høedt tog sin afsked 1856, søgte til Hofteatret og tog skuespilleren M. Wiehe (1820-64) med sig, at Bournonville tog sin afsked 1855, søgte til Wieneroperaen og tog sin prima ballerina Juliette Price (1831-1906) med sig, og at Heiberg simpelt hen trak sig tilbage ved udgangen af sæsonen 1855-56.

✂ I sit otium helligede Heiberg sig sine astronomiske studier og skrev kun lidt, mest lejligheds- og mindelyrik. Fremhæves bør hans forsonlige bidrag til Oehlenschlägers 70-års-fest 1849, »Den yngre Digterskole« (se P. Ingerslev-Jensen (udg.): Digte til Adam Oehlenschläger gennem to århundreder, 1970, p. 30f), hvor Heiberg hilser sin gamle prügelknabe som »Vor Adam paa Parnasset« (ibid., p. 31), samt hans sørgedigt til sin ungdoms elskede Ida Bombelles (f. Brun, 1792-1857), der med sine mimisk-plastiske »attituder« havde forskønnet den litterære guldalder-salon på Sophienholm; 534 digtets optakt »De samle sig, lig underfulde Drømme« bringer tilegnelsesdigtet til Goethes Faust i erindring: »Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten«.

✂ Under berettiget offentlig opmærksomhed døde og bisattes Heiberg efteråret 1860, den »sjældne (...) overlegne, dybsindige Mand«, som hans åndsfælle i dansk litteraturforskning, Paul V. Rubow har karakteriseret ham (i indledningen til udg. af Julespøg og Nytaarsløier og andre dramatiske Digte, 1950, pp. 13,9). Vennerne Martensen, Madvig og A. F. Krieger (1817-93) stod for udgivelsen af Pros. Skr. I-XI (1861-62) og Poetiske Skrifter I-XI (1862, se litteraturlisten; her forkortet Poet. Skr.).

✂

2. Julespøg og Nytaarsløier:
litteraturkomedie og spex

✂ Ville man spørge, om vor klassiske litteratur kan siges at rumrne en Romeo og Julie-tragedie, måtte svaret kunne blive bekræftende. Først ville tanken nok falde på Oehlenschlägers Axel og Valborg (udg. og opf. 1810), men også Ingemanns Blanca (udg. 1815, opf. 1816) ville fortjene at nævnes. Da denne sidste er fundamental for forståelsen af Heibergs Julespøg og Nytaarsløier (udk. dec. 1816, men aldrig opført), skal dette drama tages lidt nærmere i øjesyn her.

✂ Handlingen udspilles i kongeriget Sicilien i middelalderen, hvor situationen er den, at Enrico og Blanca under deres fælles opvækst hos Enricos fader, kong Rogerios førsteminister Leontio, har fattet dyb indbyrdes kærlighed. Enrico er kongens brodersøn, men vil kun kunne arve tronen efter den døende monark, hvis han opfylder den betingelse at ægte kongens nièce Constanze. Herpå foregiver Enrico at gå ind for at udelukke en uværdig og statsskadelig tronarving fra at komme til styret; til gengæld ægter Blanca, der tror sig svigtet i sin kærlighed, grev Alonso og nægter af religiøse grunde at søge dette ægteskab ophævet, selv da Enricos tilsyneladende svigt opklares og en forening af de elskende dermed muliggøres.

✂ Som man ser, minder Ingemanns historie om Shakespeares 535 Romeo and Juliet (opf. 1596, udg. 1597) - og dennes italienske og engelske kilder - derved, at Den Store Kærlighed forskærtses dels af ydre, social tvang, dels af misforståelser de elskende imellem. I Blanca er opfattelsen af kærligheden yderlig idealistisk: Det er ikke afgørende, at de elskende må renoncere på hinanden i dette liv, og at Blanca til sidst dræbes af Alonso, når de blot kan se frem til en genforening som sjæle i det hinsides. Tilsvarende præges stilen af en sentimental patos, af Sven Møller Kristensen karakteriseret som »ufrivilligt komisk« (Den dobbelte Eros, 1966, p. 99).

✂ Heibergs behandling af Blanca i Julespøg og Nytaarsløier er en travestering: De alvorlige konflikter, de højtidelige tirader og det ophøjede milieu trækkes ned i en inferiør sfære, når Enrico og Blanca placeres som et børnerigt, småborgerligt ægtepar i samtidens København, hvor deres højtsvungne patos og platoniske sværmeri er malplaceret og ubrugeligt. Både i sin fortale (her p. 8) og i selve stykkets mellemakt (her, p. 62ff) forsvarer Heiberg sin travesti som rettet mod Blancas publikum snarere end mod dens forfatter og lader dermed forstå, at Blanca skulle have været en stormende teatersucces. Denne opfattelse, der i vidt omfang har været taget i arv af eftertiden, er i bedste fald stærkt overdrevet, i værste fald bevidst vildledende: Et eftersyn i Det kgl. Teaters daværende repertoire (A. Aumont & E. Collin: Det danske Nationaltheater 1748-1889, 1896-1900) viser, at stykket gik over scenen siger og skriver ni gange, seks gange i premièresæsonen 1815-16 og én gang i hver af sæsonerne 1816-17, 1818-19 og 1820-21. Som litterært angreb på Ingemanns tragedie tager Heibergs travesti sig derfor ud som noget af et slag i luften. Af større rækkevidde bliver spøgen, hvis den betragtes som en latterliggørelse af hele den sentimentale, sværmeriske, overjordiske og livsfjerne tendens i den samtidige romantiske kunst og litteratur.

✂ Medens Ingemanns Blanca altså er genstanden for Heibergs travesti, udgøres det specifikke forbillede for Julespøg og Nytaarsløier af Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil (udg. i Digte 1803, der udkom dec. 1802, men lige så lidt som Heibergs læsedrama opførtes i samtiden). Dette værk, der betegner Oehlenschlägers egentlige digteriske gennembrud, kan læses på flere planer. På det realistiske plan skildrer det en borgerlig københavnsk familie på skovtur til 536 Dyrehavsbakken, hvor den konfronteres med gøgl og broget folkeliv, og hvor det elskende par kan mødes. På et mere ideelt plan gælder Sanct Hansaften-Spil med rette som introduktion til og forkyndelse af den såkaldte Jena-romantiks forestillinger og værdier, ikke mindst dens panteistiske naturfilosofi og -følelse, dens antiklassicisme og antirationalisme etc. Da Heiberg affattede Julespøg og Nytaarsløier, havde Oehlenschlägers stykke allerede klassikerstatus, og den yngre forfatter kunne regne med sine læseres forståelse, når han alluderer til og citerer fra den ældre »digterkonges« drama. Allerede på titelbladet angives Julespøg at være en »Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct-Hans-Aften-Spil« (her p. 9), »Vandringsmanden« er angiveligt overtaget herfra, og i hans prolog er flere vers reminiscenser eller citater fra vandringsmandens prolog hos Oehlenschläger (her p. 13 og noter dertil). I konversationsscenen på Amagertorv (her p. 21-26) går hele replikker, markeret med citationstegn, ordret igen fra Sanct Hansaften-Spil (jvf. noterne til anførte scene). Væsentligere end disse anknytningspunkter i Heiberg-textens detailler er dog dels den hastige vekslen af satiriske og lyriske partier, dels den universelle monisme, ærkeenglen Gabriel forkynder som program for Julespøg (her p. 14-16); dèr fremgår det nok allertydeligst, at den yngre romantiker er den ældres elev.

✂ Heiberg tjener utvivlsomt egne PR-formål, når han i Digterens skikkelse indforstået henviser til sin Pottemager Walter (udg. 1813, men først opf. 1845) og dermed indrangerer den blandt Julespøgs litterære forudsætninger gennem det kneb, at Harlekin, der i det ældre stykkes slutning »springer ud mellem Tilskuerne« (Poet. Skr. I, 1862, p. 309) nu kaldes op på scenen igen (her p. 17). Det er ren spas, en leg med fiktionen (jvf. noter til p. 134 og nedenfor her, p. 537).

✂ Af de nævnte litterære forudsætninger for Julespøg og Nytaarsløier er det utvivlsomt den for sin »romantik« angrebne Blanca, der besidder den mest klassiske form. Tragediens handling er forskriftsmæssigt fordelt på fem akter, og konflikt-typen: hensynet til kærligheden contra hensynet til staten er præcis det »valg mellem to lige legitime, men uforenelige holdninger« (J. Scherer: La Dramaturgie classique en France [1970, 2. udg.], p. 67), der udgør knuden i den (fransk-)klassiske tragedie. I størst tænkelig modsætning 537 hertil forekommer Julespøg og Nytaarsløier, der (i senere udgaver) præsenteres som »Romantisk Comedie i 2 Acter med et Intermezzo« og med sine mange kapriciøse scene-skift (brud på den klassiske dramaturgis krav om stedets enhed) snarere lægger sig op ad den åbne, spex-agtige komposition, der fx. netop kendetegner Sanct Hansaften-Spil, som Julespøg (i orginaludgaven) præsenterer sig som »en Forsættelse af« (her p. 9).

✂ Denne placering af Heibergs ungdomsværk bekræftes ved forfatterens her benyttede genre, der fremstår gennem hans tilbagevendende brug af den såkaldte romantiske ironi, dvs. den særlige form for bevidst illusionsbrud, der fremkommer, når en fiktional person omtaler den reale forfatter ved navn eller i øvrigt på en måde, der tillader identifikation af ham som autentisk person uden for fiktionen, eller omtaler værket selv som artefakt. Begge former træffes i Julespøg, den første allerede i åbningsscenen, hvor »Digteren«, der vil kalde sin Harlekin tilbage fra publikum, henviser til »et Skuespil, som jeg [!] for tre Aar siden havde skrevet og som (...) endte med, at denne mig saa vigtige Person gjorde et Saltomortale fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne« (p. 16f), som omtalt en reference til Pottemager Walter, hvorved den principielt fiktionale »Digter« bliver = den historiske J. L. Heiberg. Den anden type »romantisk« illusionsbrud forekommer i den i senere optryk slettede sekvens i anden akt, hvor Holbergs Leander forærer sin Leonore »»Julespøg og Nytaarsløier, Comødie af Johan Ludvig Heiberg.«« (p. 97) - hvis æstetiske og moralske beskaffenhed så drøftes af dramatis personæ. Denne slags spøgefuldheder kulminerer længere fremme i andenakten, hvor spillet i spillet, »Flaskens Længsel efter Proppen«, bevirker en fordobling af både den sceniske illusion og publikum og skaber forvirring med hensyn til lokaliteten for og realiteten af den varslede ildløs (p. 102ff). Anvendelsen af denne form for »ironisk« illusionsbrud kunne Heiberg have lært hos den tyske romantiker L. Tieck (Der gestiefelte Kater, 1797, o.a. eventyrspil), der dermed bliver en fælles litterær forudsætning for Oehlenschläger og Heiberg.

✂ Stykkets lunefulde og springske form og det brogede virvar af emner og situationer kan gøre det vanskeligt for læseren at finde den »røde tråd«, der skaber sammenhæng og sikrer helheden.

538

✂ Somme har direkte frakendt stykket en sådan, fx. Ingemann-specialisten Niels Kofoed, der omtaler det som »[d]enne løse og langtrukne farce« og »et dårligt arbejde« (Den ukendte Ingemann, 1996, p. 102). Et gennemgående træk, der dog dukker op i de mest forskelligartede forbindelser, er netop det litteraturpolitiske. Som det fremgår af noterne, udspiller der sig næsten ikke en eneste scene, der ikke direkte eller indirekte giver anledning til travestering af eller hib til Ingemanns da foreliggende forfatterskab - og til skribenter, der forekom Heiberg at være beslægtet med ham. Derfor går det både ud over sprogmanden Fr. Høegh-Guldberg (der delte Ingemanns højtidelige patos) og den på komediens tid i enhver henseende afdøde original C. F. Reiser (der bare var en dårlig skribent).

✂ Momentet af litteraturkomedie i Julespøg var egnet til at ophidse gemytterne blandt samtidens digtere, momentet af spex til at så tvivl om forfatterens seriøsitet. Begge dele skete. »»Julespøg og Nytaarsløier« vakte (...) en (...) mageløs Forbittrelse« (Pros. Skr. VI, 1861, p. 281), skrev Heiberg selv tilbageskuende i en senere artikel, »Folk og Publicum« (1842; i artiklen bestemmes det første begreb som en organisk organisation, det andet som et planløst sammenrend). Forfatterkollegaen Poul Martin Møller afgiver foråret 1817 i et brev til kritikeren Peder Hjort denne bagatelliserende vurdering af vennens værk: »Heibergs Nytaarsløjer er visselig noget ret nydelig Dukketøi [dvs.: nips, legetøj]; men ligner da ikke mere St. Hans Aftens Spillet end en Tinsoldat ligner Orlando furioso [Ariostos helteepos Den rasende Roland fra 1516].« (Morten Borup (udg.): Poul Møller og hans Familie i Breve I, 1976, nr. 18, p. 33). Det primære offer for Heibergs travesterende komedie, B.S. Ingemann, valgte at forholde sig tavs i situationen, men kommenterede den - ikke uden bitterhed - i sine sene erindringer (Ingemann: Levnetsbog og Tilbageblik, udg. af Jens Keld, DSL, 1998, p. 291, 302, 322). Derimod buldrede N. F. S. Grundtvig frem til sin vens undsætning med et langt, knortet og stedvis uklart digt, »Første Rimbrev, til Bernhard Ingemann« (udg. marts 1817 i Grundtvigs eget tidsskrift Danevirke II og optrykt i N. F. S. Grundtvigs Poetiske Skrifter IV, 1882, p. 369-83), hvis hovedidé ligger i skildringen af Heiberg og hans fæller som uartige skoledrenge og af 539 Julespøg som en ligegyldig drengestreg. Heiberg, der var sin modstander klart overlegen i vid og elegance (aldrig Grundtvigs forcer), svarede igen med publikationen Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig. Et pædagogisk Forsøg af Johan Ludvig Heiberg (1817, optrykt i Pros. Skr. X, 1861, p. 3-30). Nu skulle Grundtvig lære at læse! Skriftet var, helt ud i typografien, en efterligning af datidens rimede ABC'er, og flere af rimene indeholder ganske grove hib til Grundtvig og hans aktuelle, problematiske situation. Fejden fortsattes med indlæg fra begge parter og kommentarer fra udenforstående (herom i F. Lundgreen-Nielsen: Det handlende ord: N. F. S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik II, 1980, p. 712f), men afsluttedes forsonligt.

✂

3. Aprilsnarrene, Recensenten og Dyret, Nei:
vaudeviller

549

✂

4. Emilies Hjertebanken: vaudevillemonolog

✂

5. Ulla skal paa Bal: litterær pastiche

✂

6. Nøddeknækkerne: allegorisk drama

✂ Var Heiberg for at kunne skrive Julespøg og Nytaarsløier gået i lære hos Tiecks desillusionerings-komedie, og var han for at kunne lancere sine vaudeviller gået i lære i den franske vaudeville- og i den tyske Liederposse-tradition, så greb han med Nøddeknækkerne - betegnet som »Et Satyrspil« - tilbage til den antikke græske komedie, ikke mindst til dennes mester: Aristofanes (ca. 450-ca. 380 f.v.t.). I oldtidens Athen opførtes der ved visse kultfester skuespil, og her var det praxis, at tre tragedier fulgtes af et lystigere satyrspil, hvor koret bestod af satyrer ligesom i Heibergs stykke. Imidlertid var kendskabet til disse satyrspil på Heibergs tid stærkt begrænset, og han synes at have hentet sine forestillinger herom fra den aristofaniske komedie, der til gengæld var velkendt, for Heiberg på dette tidspunkt ikke mindst gennem tysk formidling: dramaturgen H. T. Rötschers Aristophanes und sein Zeitalter (1827), J. G. Droysens oversættelser fra 1830'rne samt de aristofaniske litteraturkomedier 556 af Aug. von Piaten (omtalt ovenfor p. 530 i forbindelse med »En Sjæl efter Døden«). Genren aristofanisk komedie indgår desuden med direkte nævnelse og definition i hans genre-system; i »Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift« hedder det:
I sin umiddelbare Form er den universelle Comedie af lyrisk Natur, og indbefatter en ligesom i Verset bunden Musik. De bestemte, endelige Tendenser, som endnu udgjøre dens Sujet, ere kun Vehikler for den poetiske Grundtone. Den aristophaniske og den calderonske Comedie ere de berømteste Exempler paa denne Digtart.
(Pros. Skr. III, p. 244f)

✂ Talen om, at komediens sujet kun er uegentligt, fører frem mod et træk hos Aristofanes, som synes at have været af betydning for Heiberg, nemlig komediens karakter af allegori. I en allegori fremstilles omfattende, abstrakte forestillinger eller ideer i konkret form, fx. inkarneret i (dramatiske) figurer (personifikation). Allegorien fungerer således som et system af symboler. Hos Aristofanes findes det kendteste exempel på denne fremstillingsform i Ridderne ('Ὶππῆς, 424 f.v.t.), hvor folket fremtræder og taler sin sag i skikkelse af en person (Δῆμος). I Nøddeknækkerne er allegoresen (»afkodningen« af allegorien) egentlig ganske enkel: frugtens gudinde Pomona = forfatteren, nødderne (frugterne) = skrifterne, købstadsfolkene (konsumenterne) = publikum, nøddeknækkerne = den journalistiske kritik. Der forekommer formuleringer i texten, der kraftigt opfordrer til en sådan allegorisk forståelse af den, fx.: »Her boer i Skoven en Slags Gudinde, / Forresten en smuk og anseelig Qvinde, / Saa at sige, Frugtens Forfatterinde. / Hendes Navn er Pomona [...]« (p. 496). Desuden er der passager, der kun giver mening, idet de opfattes allegorisk, som når »Første Nøddeknækker« fordeler høsten blandt sine kolleger med kommentaren: »Lutter Politik / I den Pose jeg fik. / Her er Æsthetik, / Og her er Poesie, / Og her Dramaturgie, / Og hviler mit Blik / Paa Philosophie. / Brødre! kommer hid / For at dele min Slid! / Hver har sit Fag, / [...]« (p. 498). Således vejledt forstår læseren også bedre samme nøddeknækkers forudgående tale om, at de små væseners 557 opgave ikke kun består i at knække nødderne, men også i at »bedømme«, »dadle«, »berømme«, »laste«, »rose«, og »cassere« (p. 495-97) (nogle af) dem, samt udsagn som »De maa vide, jeg og min hele Flok / Er anonyme;« (p. 495) og forsikringen: »Thi Upartiskhed er al vor Iver.« (p. 496). Textens emne er, hvad vi med et moderne udtryk ville kalde det litterære kredsløb, og dens egen udformning forhindrer altså flere steder en naivt »realistisk« opfattelse af den som (blot) en skildring af en borgerlig familie på nøddeplukning uden nøddeknækkere (hvilket vel også havde været lidt tyndt ...).

✂ Nøddeknækkerne offentliggjordes første gang i Urania. Aarbog for 1845, udgivet af Heiberg. Det smukt trykte lille bind indeholder desuden en rejseskitse af H. P. Holst og F. Paludan-Müllers versfortælling Abels Død. Af Heiberg - foruden »Satyrspillet« - en stjernekalender for året med astronomiske målinger og ledsaget af udførlige og indsigtsfulde forklaringer. Denne oprindelige sammenhæng fortjener opmærksomhed. Der består en forbindelse mellem Heibergs fagastronomiske (og i det hele naturvidenskabelige) interesser og partier af Nøddeknækkerne - der er andet end skovtur og satirisk, litteraturpolitisk allegori, nemlig fornem lyrik (jvf. bestemmelsen af den universelle, aristofaniske komedie som lyrisk baseret, citeret ovenfor, p. 541) af kosmisk, universel karakter om årets gang og naturens vekslen. Den strenge systematiker og vittige satiriker var en oprigtig naturfrom, og der var ingen modsigelse herimellem: Naturens skønhed er dens undtagelsesløse orden. Denne opfattelse udvikler Heiberg på prosa i afhandlinger som »Om Skjønhed i Naturen« (1828, Pros. Skr. II, p. 229ff), »Stjernehimlen« (1842, Pros. Skr. IX, p. 25ff) og »Det astronomiske Aar« (1844, Pros. Skr. IX, p. 51ff), der alle kan gælde som kommentarer til Nøddeknækkerne og ikke mindst motivere, at de stupide, larmende filistre til slut må uddrives af Naturens Eden!

✂ Satyrspillet er ligesom Julespøg og Nytaarsløier skrevet som læsedrama og har lige så lidt som dette stykke nogen opførelseshistorie. Selvdomme synes Heiberg ikke at have fældet over Nøddeknækkerne. I Heibergs eftermæle har det aldrig haft fremtrædende plads; undtagelser er Carl S. Petersen, der har medtaget stykket i sit udvalg og skriver begejstret om dets lyrik i indledningen hertil 558 (III, p. 10), og Vilh. Andersen, der har viet det udførlig behandling i sin Tider og Typer af dansk Aands Historie (Goethe I, 1915, p. 259-80), samt Paul V. Rubow, der har udgivet Nøddeknækkerne sammen med »En Sjæl efter Døden« og Julespøg og Nytaarsløier, indledt med en karakteristik og stærkt anerkendende vurdering af Heiberg (optrykt efter Reflexioner over dansk og fremmed Litteratur, 1942, p. 51-59), hvorfra vi har citeret ovenfor (p. 534). Udvalget af netop de tre stykker dramatik viser os den side af Heiberg, Rubow især skattede og følte sig i overensstemmelse med: tankedigteren og stilrenseren.

✂

7. Textgrundlag og textrettelser

✂ Texterne, hvortil ingen trykmanuskripter er bevaret, optrykkes i dette udvalg efter de separat udkomne originaludgaver: Julespøg og Nytaarsløier (udk. dec. 1816, men med året 1817 på titelbladet), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og Dyret (udk. dec. 1826, men med 1827 på titelbladet), Nei (1836), Emilies Hjertebanken (1840), Nøddeknækkerne (udk. dec. 1844 i Heibergs Urania. Aarbog for 1845, p. 143-208) og Ulla skal paa Bal (1845). Herfra afviges kun i følgende, særlige tilfælde:

✂ Af hensyn til seriens enhedspræg markeres originaltrykkenes regieangivelser her overalt med parentes, petit og kursiv, ligesom grundlagets øvrige typografiske afvigelser som spatiering eller antikva i en fraktur-text her overalt gengives med kursiv. Derimod bibeholdes i andre tilfælde (fx. De/ de som tiltalepronomen) forfatterens inkonsekvente ortografi.

✂ I øvrigt er førsteudgavernes text rettet, hvor der kan siges at være tale om evidente trykfejl. Til 1817-udgaven af Julespøg og Nytaarsløier har Heiberg selv (p. 251) føjet en liste over »Trykfeil«; der er dog snarere tale om en rettelsesliste. Nærværende udgiver har følt sig forpligtet heraf, eftersom denne listes rettelser jo er en del af det valgte textgrundlag. Rettelserne er altså indført i texten her og yderligere suppleret i tilfælde, der forekommer analoge med listens.

✂ I denne udgaves nærmeste forgænger, det af Carl S. Petersen besørgede Heiberg-udvalg Poetiske Skrifter I-III, Kbh. 1931-32, der som vi optrykker efter førsteudgaverne, er der ligeledes foretaget textrettelser. I forhold hertil har vi tilsvarende valgt at følge og supplere rettelserne, hvor der efter al sandsynlighed har foreligget klare trykfejl i textkilden, hvorimod Petersen har forekommet os at måtte underkendes, når han i sine normaliseringsbestræbelser 559 kan have skadet originalens mulige forsøg på replikindividualisme. Dette er fx. tilfældet med den djærvt folkelige Madam Rar i Aprilsnarrene, der ikke får lov til at sige »Regilion« (p. 194, l.1fn.), og med den stammende skribent Ledermann i Recensenten og Dyret, der ikke får lov til at gentage ordet »een« (p. 301, l.1fn.).

✂ Dermed kommer denne udgaves (tilsigtede!) afvigelser fra det erklærede textgrundlag til at omfatte flg. tilfælde:

✂ Julespøg og Nytaarsløier.

p. 40, l. 10:

✂ Vernnen > Venner

p. 40, l. 15:

✂ mon staae. > mon staae,

p. 42, l. 9fn.:

✂ mangen Stjerne > mangen tidlig Stjerne

p. 57, l. 12:

✂ hans > sit

p. 62, l. 13:

✂ tørret! > tørret?

p. 69, l. 5:

✂ Han > Hun

p. 71, l. 2:

✂ allere > allerede

p. 71, l. 15fn.:

✂ maa forene > forene maa

p. 78, l. 5fn.:

✂ ombunden, > ombundne.

p. 81, l. 3fn.:

✂ Digteren, > Digteren.

p. 84, l. 12fn.:

✂ hidintil > hidindtil

p. 87, l. 6fn.:

✂ Og > Om

p. 88, l. 15fn.:

✂ sad > saa

p. 102, l. 1:

✂ vil forsøge > vil jeg forsøge

p. 118, l. 9:

✂ selv,, at > selv, at

p. 123, l. 15:

✂ Fulkommenhedens > Fuldkommenhedens

p. 123, l. 10fn.:

✂ op > op

p. 129, l. 9:

✂ mine Herre? > min Herre?

p. 129, l. 6fn.:

✂ derfra > herfra

p. 133, l. 4fn.:

✂ Digterer > Digteren

p. 137, l. 11:

✂ før silde > for silde

p. 153, 4.

✂ nodelinje: træte > træde

✂ Aprilsnarrene:

p. 182, l. 3fn.:

✂ Tenneman > Tennemann

p. 200, l. 4:

✂ Progesser > Progresser

p. 200, l. 9:

✂ Mamsellem > Mamsellen

p. 200, l. 16:

✂ figurer > figurerer

p. 204, l. 12:

✂ Zierlich > Zierlich.

p. 209, l. 1fn.:

✂ det. > det.)

p. 214, l. 3fn.:

✂ Syeposen. > Syeposen.) 560

p. 217, l. 10fn.:

skal skal > skal

p. 219, l. 3:

✂ sine > sin

p. 234, l. 9:

✂ jukker > lukker

✂ Recensenten og Dyret:

p. 272, l. 13fn.:

✂ Bordskuffrn > Bordskuffen

p. 279, l. 10fn.:

✂ endnu? > endnu!

p. 306, l. 5fn.:

✂ Smag > Smag.

p. 312, l. 1fn.:

✂ Kongo > Konger

p. 316, l. 11fn.:

✂ Han > Hun

p. 319, l. 12fn.:

✂ fnir > finir

p. 323, l. 12fn.:

✂ lig.! > lig!

p. 324, l. 9.:

✂ hør > har

p. 340, l. 1fn.:

✂ Vestelommen.. > Vestelommen.)

p. 347, l. 14:

✂ bleve > blive

✂ Nei:

p. 374, l. 5fn.:

✂ Menneste > Menneske

p. 394, l. 7:

✂ øler > føler

p. 394, l. 7:

✂ fhver > hver

p. 395, l. 4fn.:

✂ bim bim, > bim, bim,

p. 414, l. 2:

✂ Akke Andet > Ikke Andet

p. 415, l. 8fn.:

✂ ovenkjøbet > ovenikjøbet

✂ Nøddeknækkerne:

p. 477, l. 9fn.:

✂ Aan er > Aander

p. 484, l. 10fn.:

✂ Mads > Mads.

p. 484, l. 5fn.:

✂ Svar > Svar.

p. 497, l. 14fn.:

✂ Hvorfor el > Hvorfor ei

p. 507, l. 13:

✂ Nøddsknækker > Nøddeknækker

✂ En helt anden sag er de rettelser, Heiberg selv foretog mod sin oprindelige text, da han udsendte sine Poetiske Skrifter I-VIII, 1848-49, der igen har leveret textgrundlaget for den posthumt udsendte standardudgave med samme titel (I-XI, 1862, forkortet: Poet. Skr.). Disse textvarianter er meget talrige; alene i Julespøg og Nytaarsløier tælles over 600; men antallet aftager naturligt nok i takt med, at tidsafstanden mellem originaludgaven og Poet. Skr. mindskes. Det er kun de færreste af Heibergs rettelser, der er betydningsbærende; flertallet er af rent sproglig art. Visse tendenser kan imidlertid iagttages.

561

✂ En overordnet tendens i retning af ortografisk og syntaktisk modernisering og regelrethed tyder på, at værkernes forfatter og genudgiver har tilstræbt en større grad af korrekthed. Rettelser af typen »dem« (p. 65, l. 17) > »de« (Poet. Skr. I, 1862, p. 378) ved sammenligning med en nominativ, »hverandre« (p. 71, l. 2fn.) > »hinanden« (Poet. Skr. I, 1862, p. 386) ved dualis og »comprometteerte« (p. 100, l. 16) > »compromitterte« (Poet. Skr. I, 1862, p. 420) er i så henseende karakteristiske; på linje hermed ligger den øgede grammatiske styring af interpunktionen. At ortografien »moderniseres« i tidsrummet fra ca. 1820 til ca. 1850 betyder dog langtfra altid, at den nærmer sig den, der er autoriseret i dag - i en række tilfælde tværtimod. Således bemærkes de meget hyppige indførelser af stort begyndelsesbogstav i pronominer og adjektiver i substantivisk anvendelse samt et øget etymologisk hensyn ved stavning af fremmedord, fx. det ofte forekommende »Publikum« (> »Publicum«).

✂ Visse af textændringerne fra Heibergs hånd, skønt altså de færreste, går dog ud over den rent sproglige korrektur og synes bestemt af andre hensyn end korrektheden. Vi skal pege på fire slags. For det første er regieangivelserne på adskillige steder tydeliggjort - enten ved økonomisering eller expansion; man sporer her Heibergs øgede fortrolighed med praktisk teaterarbejde og sceniske krav.

✂ For det andet er en række replikker syntaktisk eller stilistisk omformuleret i retning af en naturligere inderlighed, som når den lille Nanine i Julespøg og Nytaarsløier i stedet for at apostrofere sine afdøde forældre: »I døde begge dette Aar« (p. 37, l. 4) spontant klager: »Jeg eder mistet har iaar« (Poet. Skr. I, p.344).

✂ Andre tilfælde synes - for det tredje - metrisk motiverede; den drevne versifikator opnår en fastere skansion, når han fx. stryger et overflødigt ord sammen med en overskydende versefod (»sammen«, p. 33, l. 11, sml. Poet. Skr. I, 1862, p. 340) eller foretager en synonymisk reformulering af en verslinje (» »Paa Gaderne, I Husene, paa Børsen«, p. 60, l. 12, > »Paa Gade, Stræde, Torv, i alle Huse«, Poet. Skr. I, 1862, p. 371).

✂ For det fjerde har omarbejdelsen af især Julespøg og Nytaarsløier indebåret en række mere omfattende og smagshistorisk mere interessante strygninger. Det ser ud til, at visse replikker har forekommet textrevisoren som lovlig ungdommelige (og unødvendige) brud på decorum: religiøst, socialt, moralsk og æstetisk. Et muligt blasfemisk virkende udsagn udgår således med Enricos bemærkning om »den lutherske [trosretning] til hvilken jeg nylig af Høflighed [!] henregnede os.« (p. 43).

✂ Som brud på socialt decorum må regnes omtale med navns nævnelse af autentiske personer i samtiden. Et sådant personsatirisk hib rammer i originaludgaven 562 (her p. 87) matematikprofessoren Jacob A.Wulf (1749-1819), men borteskamoteres under revisionen. Samme skæbne er overgået flg. replikker, hvis implicitte frivolitet kan have virket ganske grov i en tid og hos et publikum med en lav moralsk tolerancetærskel: »Fanden heller! Jeg har jo kun denne ene Kone, og har meer end nok af hende.« (her p. 44) og: »Efterkommere vil jeg aldrig faae, jeg er ikke saa produktiv i min Kjærlighed som i mit Spil.« (Det er fløjten, der taler; her p. 118).

✂ Den såkaldte romantiske ironi (for hvilken der er redegjort i afsnit 2 ovenfor) er jo i sig selv et brud på scenisk konvention og klassisk æstetik. Højdepunktet af denne overgivne leg med illusionen i Julespøg og Nytaarsløier forekommer, hvor Leander forærer Leonore - Julespøg og Nytaarsløier, hvorved stykket omtaler sig selv (her p. 97). Den mest bemærkelsesværdige strygning i de senere redaktioner er nok den, der rammer netop denne sekvens.

✂ Just sådanne knæfald for decorum, elimineringen af Heibergs ungdommelige humør og flabethed er det, der - sammen med den sproglige udglatning i de yngre versioner og principielle betragtninger - kan motivere valget af originaludgaverne som textforlæg.

✂

8. Bibliografi

✂ a) Udgaver:

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Poetiske Skrifter I-XI, Kbh. 1862.

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Prosaiske Skrifter I-XI, Kbh. 1861-62.

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Poetiske Skrifter, udg. af Carl S. Petersen I-III, Kbh. 1931-32.

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Nye Digte 1841, udg. af Klaus P. Mortensen, DSL (Danske Klassikere), Kbh. 1990.

✂ Heiberg, Johan Ludvig (red.): Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af Uffe Andreasen I-IV, DSL, Kbh. 1980-84.

✂ Borup, Morten (udg.): Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg I-

✂ V, DSL, Kbh. 1946-50.

✂ Friis, Aage (udg.): Fra det Heibergske Hjem. Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs indbyrdes Brevveksling, Kbh. 1940.

✂ Borup, Morten (udg.): Heibergske Familiebreve, Kbh. 1943.

✂ Heiberg, Johanne Luise: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, udg. af Aage Friis I-IV, 4. udg., Kbh. 1944.

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Julespøg og Nytaarsløier og andre dramatiske Digte [nemlig En Sjæl efter Døden og Nøddeknækkerne], udg. af Paul V.

563

✂ Rubow, Kbh. 1950. [Textredaktion efter originaludgaverne, indledning, ingen noter].

✂ Heiberg, Johan Ludvig: Elverhøi - Aprilsnarrene - De Uadskillelige, udg. af Henning Fonsmark, Kbh. 1965. [Textredaktion efter Poetiske Skrifter, ingen indledning/efterskrift, sparsomme noter].

✂ Heiberg, Johan Ludvig: En Sjæl efter Døden - Recensenten og Dyret - Nei, udg. af Henning Fonsmark, Kbh. 1965. [Textredaktion efter Poetiske Skrifter, ingen indledning/efterskrift, sparsomme noter].

✂ b) Behandlinger af Heibergs forfatterskab:

✂ Andersen, Jens Kr.: Bellman og de danske guldalderdigtere. En studie i litterær reception, Kbh. 1996, p. 41-51.

✂ Andersen, Vilh.: Tider og Typer af dansk Aands Historie, første Række: Humanisme, anden Del: Goethe, I, Kbh. 1915, p. 219-80.

✂ Ballhausen, C. J.: Peter Andreas & Johan Ludvig Heiberg. En annoteret bibliografi, udg. af Dansk Bibliofilklub. Kbh. 2000.

✂ Borup, Morten: Johan Ludvig Heiberg I-III, Kbh. 1947-49.

✂ Brix, Hans: Fagre Ord, Kbh. 1963 [1908], p. 151-84.

✂ Clausen, Julius: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller, Kbh. 1891.

✂ Conrad, Flemming: Smagen og det nationale. Studier i dansk litteraturhistorieskrivning 1800-1861, Kbh. 1996, p. 150-79.

✂ Fenger, Henning: Familjen Heiberg. Peter Andreas Heiberg - Fru Gyllembourg - Johan Ludvig Heiberg og fru Heiberg, Kbh. 1992.

✂ Hansen, P.: Om Johan Ludvig Heiberg. Nogle litteraturhistoriske Oplysninger, Kbh. 1867.

✂ Ingemann, B. S.: Levnetsbog I-II og Tilbageblik, udg. af Jens Keld, DSL, Kbh. 1998.

✂ Jørgensen, John Chr.: Det danske anmelderis historie. Den litterære anmeldelses opståen og udvikling 1720-1906, Kbh. 1994, p. 61-71.

✂ Kofoed, Niels: Den ukendte Ingemann. Intertekstuelle problemer og arketypiske mønstre i B.S. Ingemanns forfatterskab, Kbh. 1996, s. 89-102.

✂ Krogh, Torben: Heibergs Vaudeviller. Studier over Motiver og Melodier. Kbh. 1942 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr.189).

✂ Rasmussen, S. V.: Den unge Brøchner, Kbh. 1966, p. 159-76.

✂ Rubow, Paul V.: Dansk litterær Kritik i det 19. århundrede indtil 1870, Kbh. 1970 [1921], p. 78-174.

✂ Wamberg, Niels Birger: H. C. Andersen og Heiberg, Kbh. 1971.

564