Heiberg, Johan Ludvig Nøddeknækkerne

Nøddeknækkerne.

472
473

Handlingen foregaaer i en Skov.

Astræa og Pomona.

Pomona.
Velkommen paa dit aarlige Besøg,
Du Guders Dronning!
Astræa.
Som sædvanlig, kommer
Jeg henimod den Tid, da Frugten modnes,
Thi skinner høstlig Sol paa dine Æbler,
Da drømmer jeg om Fortids gyldne Frugt,
Og troer at see Guldaldren vendt tilbage.
Pomona.
Maaskee den er det; see min Æbleskov!
Er ikke hver en Frugt i Solens Straaler
Et gyldent Pant?
Astræa.
Men Pantet kan bedrage.
Du veed, Pomona, dengang alle Guder
Fra Jorden flygted ved Jernaldrens Komme,
474Var jeg den Sidste, som forlod vort Hjem,
Thi nødig opgav jeg den kjære Jord;
Og først da Menneskenes Slethed tiltog,
Drog ogsaa jeg fra Jorden op til Himlen,
For der at samles med de andre Guder,
Som forud vare gaaet. Der boe vi nu,
Vi selv usynlige for Jordens Øie,
Men sendende den Bud i klare Nætter
Ved Stjerners Lys, der synligt stiller frem
Vel ei os selv, men vor Bedrift, vor Vandel,
Og minder Jorden om, at end vi leve,
Og tause skue den, og holde Bog
Med al dens Færd, og dømme den omsider.
Til Tegn derpaa har jeg min gyldne Vægt
Paa Himlen sat. Hvert Aar, i Høstens Tid,
Naar Himlens Jomfru, sendt af Ceres ud,
I Haanden holdende sit Ax af Guld,
Unddrager sig det Favnetag, hvori
Den stærke Solgud holder Møen fangen,
Da stiller sig min Vægt paa hendes Plads,
Usynlig vel i Solens Flammehav,
Men virksom just. Som synligt Tegn du seer
Andromeda ved Midnatstid at hvile
Sit Hoved paa den dunkle Hvælvings Toppunkt,
Og hende følger Jasons gyldne Vædder,
Og lavt paa Himlen Hvalen, hendes Fiende,
Men høit Befrieren, den kjække Perseus,
Imens Europas skuffende Forfører
Dem følger baglænds, med sit Øie fæstet
Paa Jagtens Drot, den truende Orion,
Som hæver just af Oceanets Bad
Sin Midie, sluttet ind af tre Saphirer.
Da skiftes lige mellem Dag og Nat,
Og i det Øieblik, da begge mødes,
Nedstiger jeg til Jorden, for at see,
Om jeg kan kaare den til stadig Bolig
Og lokke Guderne paanye tilbage.
475Thi sandelig, vi Guder elske Jorden
End meer end Himlen. Hellere vi færdes
Blandt Jordens kjække Sønner, skjønne Døttre,
End blandt de funklende, de kolde Stjerner;
Paa Grønsvær og paa Blomsterleier hvile
Vi heller end i Himlen, der, lig Havet,
Ufrugtbart ruller sine sølvblaae Bølger;
Og gjerne bytted vi det rene Lys
For Lysets Brydning i en jordisk Luft,
Hvor Skyer sænke sig mod Horizonten
Og staae i Morgen- eller Aftenrøde.
Her er dog Frugter, her er Fuglesang,
Og Tiden har et Indhold. Ak! i Himlen
Er Tiden tom, og hviler, skjøndt ustandset.
Hvad Stilling hver en Stjerne har om tusind,
Om Millioner Aar, det veed jeg alt,
Selv fjernest Tid er her nærværende,
Saa godt som Øieblikket i sin Flugt,
Og Døden er i dette Rige Hersker,
Fordi man ikke lever i Momentet
Meer end i Det, som svandt, og Det, som kommer.
Men her hos eder veed ei selv en Gud,
Hvad næste Time bringer, thi paa Jorden
Er Tiden ei den indholdsløse Afstand,
Som Stjerner maale paa uhørlig Gang,
Men den er fuld af Spirer, som vi Guder
Vel have lagt deri, men for hvis Fremvæxt
Kun Mennesket tør raade.
Pomona.
Du har Ret,
Og jeg forstaaer dig, skjøndt jeg selv kun fører
Et jordisk Liv, hvorvel jeg er Gudinde.
Jeg kommer aldrig op til Guders Bolig;
Og fæster stundom sig mit Blik paa Himlen,
Da speider jeg kun der de strenge Magter,
Som bringe Nat og Dag og Aarets Tider.
476Paa Riimfrost agter jeg, paa Hagl og Solskin,
Paa Veirliget, som Solens Nedgang lover
For næste Dag; og seer jeg op til Maanen,
Da tænker jeg kun paa, at ogsaa dette
Saa stille Lys kan fremme mine Spirer
I Væxt og Modning mellem Ny og Næ.
Astræa.
Og du er lykkelig, fordi du fylder
Den tomme Tidsbetragtning med et Indhold -
Og med et jordisk, - ogsaa Det er godt.
Paa Frugten kommer Alt dog an tilsidst,
Og af dens Frugter skal man kjende Tiden.
Velan, jeg kommer for at see din Rigdom.
Pomona.
Men nu gik Solen ned; og kommer Natten,
Da lukker sig hvert Blad paa mine Træer,
Og alle Frugter hænge mat paa Grenen.
Men kom imorgen ved det klare Solskin,
Da skal jeg vise dig en Skov af Æbler,
Der titte frem bag Høstens røde Løv,
Lig Hoveder af skjulte Amoriner
Med Alabasterhud og Purpurkinder.
Jeg viser dig mit Viinbjerg med dets Druer,
Og mine Blommer, Ferskner, Abricoser,
Og Nøddeskoven, som er stor og rig.
Astræa.
Nu vel, jeg møder dig i Solens Glands.
Pomona.
I Solens Glands jeg aabner dig mit Hegn.

(De gaae.)

477

Vexelsang
mellem Nattens og Mørkets Aander.

Nattens Aander.
Nu tabte Dagen sit sidste Skjær,
Og Natten løfter sin Vinge,
Nu falder Duggen paa Blomster og Træer,
Og vil dem Kjølighed bringe.
Sit Liv Naturen har indad vendt,
Den hviler i Drømmenes Taage,
Til Alt den qvægende Søvn er sendt,
Nattens Tanker kun vaage.
Mørkets Aander.
Nu bliver det mørkt, nu bliver det godt,
Nu snige sig Tudser og Snoge
Med Flaggermusen fra Hexens Slot
Ud af de dybeste Kroge.
Paa Rov alt Ulven og Ræven gaaer,
De speide med List, de lytte;
Med den hvæssede Kniv Morderen staaer,
Og Vandreren er hans Bytte.
Nattens Aander.
Inat Astræa paa Jorden gaaer,
Og om Retfærdighed freder;
Med Stjernekrandsen omkring sit Haar
Det rugende Mulm hun spreder;
Thi Natten er kun en mildnet Dag,
Som Larm og Lidenskab fjerner,
Hvor Sjælen prøver sit Vingeslag
Ved Glimt af evige Stjerner.
478
Mørkets Aander.
Hvi falder Mørket ei rigtigt paa?
Ha! bort, I lysende Stjerner!
De sorte Skyer vi kalde maae:
Kommer hid, vore hjelpende Terner!
Ei Andet fortjener Navn af Nat,
End Ravnemørket det sorte;
Da tage vi paa vor Gjerning fat,
Naar Himlen har lukt sine Porte.
Nattens Aander.
Hvad er vel skjønt som en Efteraarsnat,
Naar talløse Stjerner funkle,
Naar Himlen aabner sin rige Skat,
For Jordens Pragt at fordunkle?
Har Rosen sænket det sidste Blad
Og Skoven de høieste Toppe
I Forgængelighed, som splitter dem ad,
Da fødes Vaaren deroppe.
Mørkets Aander.
Den forventede Nat ei frem vil gaae
Under Himlens Hvælving heroppe.
Tre Favne dybt vi den søge maae
Mellem de døde Kroppe.
Ei plages vi der af Stjerneskin,
For Lyset vor Dont sig skjuler.
Afsted! vi os bore med Vellyst ind
I Dødens lukkede Huler.
Nattens Aander.
Her aandes Æther ved Stjerneskin,
Her møde de himmelske Muser,
Og tale til Sjælen i Nattens Vind,
Som sagte vifter og suser.
Om Dagen drømmer du Verdens Drøm,
479Men først naar Stjernerne tindre,
Naar Natten favner dig kold, men øm,
Vaagner af Søvn dit Indre.
Morgenstjernen.
Med Diademet paa min Pande
Jeg vandrer ud,
Og stiger over Verdens Lande
Som Lysets Bud.
I Morgenrøden hvid jeg funkler,
Som Lilien i en Rosenkrands.
Betragt mig nu, thi snart fordunkler
Mig Solens Glands.
Jeg hilser jer med venligt Øie,
I Brødre smaa,
I Blomster, som paa Mark og Høie
Lig Stjerner staae!
Jeg selv er Himlens, men jeg kjender
I eder dog min Slægt paa Jord,
Og vexler med jer, som med Venner,
Saa mangt et Ord.
En Aster.
O! seer du mig, som staaer saa ene
I ukjendt Vraa,
Hvor Tidsler kun og Neldegrene
Omkring mig staae?
Jeg voxer i en Skovfogds Have,
Som ingen kjærlig Pleie fik;
Paa mine Farvers rige Gave
Seer intet Blik.
480
Morgenstjernen.
Jeg seer den, naar jeg Blikket kaster
I Krogen hen;
En Stjerne seer jo let en Aster
Og sees af den.
Men du, som deler med mig Navnet,
Hvorledes falder Skjæbnen paa,
Dig her, blandt ædle Blomster savnet,
At lade staae?
Asteren.
Vel sandt, jeg fører Navn af Stjerne,
Men til hvad Gavn?
Ak! jeg er ikke meer moderne
Med samt mit Navn.
Enhver, som har en Kjendermine,
Mig siger, jeg er ikke Stort,
Men hed jeg bare Georgine,
Var Lykken gjort.
Morgenstjernen.
Hvem er da hiin Udødelige,
Som har saa kjæk
Faaet selv en Stjerne til at vige
Fra Pladsen væk?
Asteren.
Jeg veed ei, om en Fyrstekrone
Var trindt om hendes Lokker slængt,
Hvad eller, om en simpel Kone
Har mig fortrængt.
Morgenstjernen.
Dog er der Nogen vel, som Tingen
At tyde veed?
481
Asteren.
Vel er det haardt, dog veed nok Ingen
Derom Besked.
Jeg, som var Efteraarets Hæder,
Dets Stolthed og dets bedste Glands,
Maa see, at man med Fødder træder
Min ædle Krands.
Mig, som paa Jorden er en Stjerne
I Høstens Løv,
Mig vil man for en Anden fjerne,
Hvis Navn er Støv!
Morgenstjernen.
Du Stakkel! du er ilde faren:
Et Navn, som Intet sige vil,
Fortrænger dig, hvem Stjerneskaren
Stod Fadder til.
I Tidens Retning tydes Meget
Ved dette Træk,
Thi fra dens Nydelser er veget
Hver Stjerne væk.
Den hænger ei ved en Gudindes,
Ei ved en Stjernedronnings Favn,
Men ved den første bedste Qvindes
Private Navn.
Men trøst dig, Broder! Du maa heller
Som Stjerne staae,
Ja mellem Tidsler selv og Nelder
Tilsidst forgaae,
End med en flau Betegning prale
I fine Blomsters Compagnie,
Og lade Moden dig befale,
Du som er fri.
482Farvel! Jeg tør ei længer tøve,
Thi Solens Glands
Er nær, og vil min Isse røve
Dens Morgenkrands.
Asteren.
Han drager bort og Faklen slukker,
Men Solen stiger mægtig op,
Og allerede Fuglen klukker
I Redens Top.
Med hvilken Larmen, hvilken Tummel!
Den stille Skov
Gjenlyder alt af Vognes Rummel
Og Hestes Hov;
De grove Stemmer huje, skrige,
Alt hører jeg dem nær herved.
Farvel, mit stille Drømmerige!
Farvel, min Fred!

En Skare Kjøbstedfolk.

Hans.
Nu troer jeg, at vi ved Maalet staae,
Og Løn for Møien vi snart vil faae.
Det er en gammel, agtværdig Skik,
Som holder endnu bestandig Stik,
At drage til Skoven om Efteraaret,
Og plukke hvad Nøddebusken har baaret.
Jeg haaber, Kone, du har ei glemt
Syposen hjemme, thi det var slemt.
483
Mette.
Nei, lille Mand! Og see, den er stor,
Den rummer adskillige Pund, jeg troer.
Hans.
Du, Jens, min Søn, du husked vel nok
At tage med dig din krogede Stok,
Som er ved Plukningen saa beqvem?
Jens.
Her er den, Papa, den er meget nem,
Og min Kone, Maren, din Svigerdatter,
Har ogsaa medbragt sin største Pose.
Maren.
Ja to for een.
Jens.
Og seer du, Fatter,
Vor Søn, af hvem jeg mig ikke vil rose,
Er en Pokkers Dreng: vor lille Mads
Kryber op i Træet, han er tilpas
Til at bane sig Vei til den øverste Top,
Hvortil selv Stokken ei rækker op.
Hans.
Den Tolvaars-Dreng er saa rask som kjøn,
Jeg mærker, han er min Sønnesøn.
Mette.
Ja, det er en prægtig lille Pog.
Peer.
Hr. Hans! jeg ogsaa har Kjep med Krog.
484
Poul.
Jeg ligeledes.
Mette.
Vor Datter Gine
Er forsynet med mageløse Lommer.
Gine.
Og Peer har en Datter, som hedder Line,
Og Poul har en Søster, som hedder Bine,
Hver af dem, med Pose bevæbnet, kommer.
Hans.
Saaledes er Alting da parat.
Saa kryb nu op, du lille Krabat!
I Toppen kommer kun du allene,
Vi Andre vil staae paa de lavere Grene.
Maren.
Men fald ei ned, min søde Mads!
Mads.
Og om saa var, jeg er ikke af Glas.
Hans.
Det er Pokker til Hoved, den Dreng han har!
Mette.
Det mangler ham aldrig paa kløgtigt Svar.
Jens.
Han skabtes til noget Stort at være.
Maren.
Han bliver engang Familiens Ære.
485
Peer
(til Poul). De tale vel meget i høie Toner.
Hans.
Det er mærkeligt nok: tre Generationer
Ere samlede her for at plukke Nødder.
Velan, saa bruger nu Hænder og Fødder
Og krogede Kjeppe, gode Mænd,
Mens Damerne brede Forklæder hen,
Hvori de sanke med Ivrighed,
Hvad vi Andre kaste fra Træet ned.
Chor.
Nu pluk!
Pluk, pluk!
Alt falde de vægtige Nødder
I Pigernes Skjød fra den gyngende Top.
Nu buk,
Buk, buk
Dig ned ved de knudrede Rødder
Og sank dem i Forklædet op.
Jeg svimler heroppe ved ned at see,
Over alle de Skjønheder bøiet.
Nu luk,
Luk, luk
De smilende Læber, som mod mig lee,
Og luk for Skjelmen i Øiet.
Hr. Nabo! jeg tørster, saavidt jeg kan mærke,
Thi sluk,
Sluk, sluk
Min Tørst, lad mig laane din Lærke.
Tilgiv, at tilbunds jeg den stikker!
Kluk kluk,
Kluk kluk,
486Det er Damernes Skaal, som jeg drikker,
Mens Fuglen lig, der forlod sit Buur,
Jeg skuer fra Høiden en rank Figur,
Saa smuk,
Smuk, smuk,
At et Nedblik maatte mig friste.
Ja suk,
Suk, suk,
Mit Hjerte, kun ikke du briste!
Nu pluk,
Pluk, pluk!
Her kaster jeg Grenen, den sidste.
Hans.
Min Tro! vi fik en rigelig Høst.
Men efter Arbeid forlanges Lyst.
Nu, mener jeg, er der kun Eet tilbage:
At i Mag og Ro vi paa Nødderne smage.
Mads.
Min Bedstefa'er taler som Philosoph.
Hans.
Den Dreng er dog af et eget Stof,
Han kjender endog Philosophie.
Jens.
Ja, det er et mageløst Genie.
Hans.
I Græsset her vi os leire vil,
Mens ugeneert Enhver sig strækker,
Og vi prøve, hvad Nødderne due til.
Men, Kone, hvor er vor Nøddeknækker?
487
Mette.
Ak! Noget skal man dog altid glemme;
Vor Nøddeknækker er bleven hjemme.
Hans.
Hvorledes! Nu har jeg hørt saa galt!
Mette.
Ja, bedste Mand, det er ret fatalt.
Men, Jens, maaskee har du din i Lommen?
Jens.
Desværre, min egen er forkommen;
Jeg stolede paa, her var en anden.
Maren.
Vor lille Mads har slaaet den for Panden,
Han legede med den som Soldat,
Og slog den istykker reent placat.
Hans.
Saa maae vi laane hos fremmede Mænd,
Og love dem, de skal faae den igjen.
Mon ikke der findes en hos Jeppe,
Eller ogsaa hos Christen?
Gine.
Jeg troer det neppe.
Hans.
Hr. Peer! tillad mig eder at spørge,
Om I kan med Nøddeknækker forsørge.
Peer.
Nei, det er dog mærkeligt! den har jeg glemt.
Men Poul maaskee?
488
Poul.
Ak nei! For Fanden!
Jeg Tosse den glemte.
Hans.
Det var da slemt!
Men saa maa her være nogen Anden .....
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med Nøddeknækker,
Og vil være saa god at lægge den til,
Den høire Haand iveiret rækker,
(Eller ogsaa den venstre, hvad helst han vil); Men Alle, som ingen Knækker bære,
Have den Godhed at lade det være.
Chor.
O Vee! o Nød!
Ei Nogen vover sin Haand at række.
Vi maae Hænderne lægge
Med Flauhed i Skjød!
O haarde Stød!
Hvordan skal vi Nødderne knække?
Hans.
Det eneste Raad, som nu jeg kjænder,
Er at knække dem da med egne Tænder.
Jeg selv mig ikke dermed befatter,
Men jeg tænker, min Kone, min Søn og min Datter
Ere villige til .....
489
Mette.
Men, kjære Mand!
Du veed, jeg har en forloren Tand,
Og den har kostet dig fem Rigsdaler;
At spendere de Penge, det gaaer ei an.
Hans.
Du har Ret; men maaskee da vor Gine kan.
Gine.
Nei Tak! dertil mig Ingen befaler.
Hans.
Min Søn, min Støtte! har du Mod dertil?
Jens.
Nei, Fader, jeg nødigt prale vil.
Men jeg tænker, min Mads, min unge Pode,
Maa have Tænder, som ere gode.
Hvor er han dog? Jeg vil strax ham kalde.
Maren.
Nei nei! han har ikke skiftet dem alle.
Hans.
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med stærke Tænder,
Og vil være saa god at lægge dem til,
Iveiret maa løfte begge Hænder,
(Eller ogsaa den ene, hvad helst han vil); Men Alle, som svage Tænder bære,
Have den Godhed at lade det være.
490
Chor.
O traurige Kaar!
Ei Nogen vover sin Tand at byde;
Man saa let kan den bryde
Paa Skallen haard.
Det bedrøveligt gaaer!
Hvordan skal vi Nødderne nyde?
Et Egern
(i Trætoppen). Knik knak!
Knik knak!
Saadan gaaer det til.
Det lurvede Pak
Bestjæle mig vil,
Mig skille ved Nøddernes Føde,
Og kan ikke formaae
Gjennem Skallen at naae
Til Kjernen, den liflige, søde.
Mig smager den ret,
Mig er det saa let,
Hvormed Disse sig Hovedet brøde.
Vil I see, hvori Knuden den stak?
Vil I see, om jeg rigtig forstod 'et?
Her spiser jeg Nødden, da Skallen brak,
Hvorpaa jeg, til Tak,
Knik knak,
Knik knak,
Jer Skallerne kaster i Ho'det.
Chor.
Uforskammede Kræ!
Umælende Fæ!
Kaste Skaller paa Dyrenes Herre!
491
Egernet.
I kan glæde jer ved,
At jeg ikke derned
Lod falde Det, som er værre.
Chor.
Nu gaaer det for vidt! Du skal komme tilkort!
Lad os stene den Tølper af Træet bort!
Hans.
I gode Herrer og Damer! Et Ord!
Vi til den dannede Classe høre,
Og vil os ikke gemene gjøre
Med den Pøbel, som her i Skoven boer.
Jeg selv er Krigsraad, min Kone Frue,
Og her er Flere, som er af Stand.
Jens.
Men Knægten er fiin; velklædt er han;
Har du seet hans Pels, hans Slæb og hans Hue?
Hans.
I vore Tider det gjælder ei meer,
I alle Dragter man Pøbel seer.
Chor.
Hvad skal vi Stakler da finde paa?
Hvordan skal vi Kjernen af Skallen faae?
Hans.
At knuse Skallen med tvende Stene
Er det eneste Middel, skulde jeg mene.
492
Chor.
Hvilken taabelig Sladder!
Saa gaaer Kjernen i Smadder.
Hans.
Om mit Raad ei Bifald vinder, jeg veed,
I kunde dog svare med Høflighed.
Chor.
Nei, nei, Kammerat!
Nu er Massen desp'rat.
Naar den Hunger skal lide,
Det maa du vide,
Gaaer det galt i en Stat.
Du dig troer noget Stort,
Til vor Fører du selv dig har gjort,
Blev ei valgt ved vor Stemme,
Og nu du os gjækker!
Hvi lod du din Knækker
Blive derhjemme?
Hvorfor lod din Søn
Sin Mads, som han holder for vittig og skjøn,
Og trækker omkring med som Bjørnetrækker,
Være Knækkerens Knækker?
Alt længe vi følte den tunge Vægt
Af dig og din Slægt;
Og var du end Krigsraad hundrede Gange,
Det gjør os ei bange,
Vi dog hænge dig op ved de lange Been
I Træets Green.
Hans.
Forbarmende Himmel!
493
Jens og Gine.
Min Fader!
Mette.
Min Mand!
Maren.
Min Svigerpapa!
Chor.
Til Værket! Velan!
Kom, Krigsraad! Og var du endog Baron ....
Mads.
Ha hvilken frygtelig Revolution!
Hans.
Er der Ingen tilstede bag disse Træer?
Er der Ingen til Hjelp?
Chor bag Skoven.
Hjelp en er nær.
Chor paa Scenen.
Tys! tys! Hvad var Det?
Hørte jeg ret?
Hvad er Det for en Skare,
Som vil Skurken forsvare?
Gine.
Papa! knap troer jeg mit eget Øie,
Og dog er det saa, jeg seer det jo nøie:
Smaabitte Mænder mylre frem,
494Med Nisser kunde man ligne dem,
De har tykke Hoveder, korte Been
Og svære Maver. Nei, sikken Een,
Som gaaer i Spidsen og fører dem an!
Hans Ansigt er fast en eneste Tand,
Rød er hans Trøie, besat med Snore,
Han har Sabel ved Siden, paa Støvlen Spore.
Ifald han kun mere velskabt var,
Saa vilde jeg troe, han var Husar.
Min Gud! det er Nøddeknækkere, Fatter,
Accurat som man seer dem i Isenboden,
Men med levende Lemmer, rappe paa Foden!
Hans.
Tilforladelig, du har Ret, min Datter!
Første Nøddeknækker.
I Skoven hørte vi Larm og Støi,
Og hurtigt frem af vort Skjul vi fløi.
Naar jeg siger, vi fløi, er det Metaphor,
Thi vi kravlede frem af den dybe Jord,
Af en Kjelder, hvor Muldvarpen hos os boer.
Et Egern just havde bragt Besked
Om et æret Selskabs Forlegenhed,
Som og om sit eget uvorne Styr.
Med Riis vi tugted det uartige Dyr;
Saa skyndte vi os, for Hjelp at yde;
Det er just vort Fag. Vil De Nødder nyde,
Vor Mund har en Qværn, som Stene maler,
Vi knække saamange, som De befaler,
Naar et svagt Abonnement De betaler.
Hermed, jeg tænker, er Enhver tilfreds,
Og Freden stiftet i Deres Kreds.
Lad det ærede Selskab faae Nødder knækket,
Men ikke Halsen paa hinanden brækket.
495
Chor.
Herligt! Hurra!
Hvad Nød har vi da?
Alle nu ville vi Venner være,
Og de piinligt ventede Nødder fortære.
Mette
(til Første Nøddeknækker). Modtag en rørt Families Tak!
Vor Støtte, vor Værge, vor Ven, vor Fader
Af truende Farer ud De trak.
Hans.
Ædle Velgjører! De mig tillader,
At jeg spørger om Deres ærede Navn,
Thi tilvisse, mit Hjerte føler et Savn,
Indtil jeg faaer tolket til Deres Priis
Min Erkjendtlighed i vor Adresse-Avis.
Første Nøddeknækker.
Meget forbunden, kjære Mand!
Men at sige mit Navn, det gaaer ei an.
De maa vide, jeg og min hele Flok
Er anonyme; De begriber nok,
At det kan have gyldige Grunde
For hvem der har saa enorme Munde.
Thi, seer De, det Arbeid var dog omsonst
At knække Skallen, hvis ei vor Kunst
Bestod i, Kjernens Værd at bedømme,
At dadle den eller og den berømme.
Derom maa jeg forud Dem underrette,
(Thi Forord bryder ingen Trætte), Mine Herrer og Damer: Naar Skallen vi knække,
Kan vi Nødden ei strax til Spise række,
Ei før De har hørt en grundig Dom
Og en lille Forelæsning derom.
496
Chor.
Fortræffeligt!
Det er lærerigt;
Utile dulci kalder man Sligt.
Første Nøddeknækker.
Og hænder det sig, at vi Kjernen laste,
Saa maae De den strax paa Jorden kaste,
For Himlens Skyld ikke spise den.
Hans.
Men ikke sandt, høistærede Ven,
De vil dog vel ikke laste dem alle?
Første Nøddeknækker.
Det maa komme, som det sig bedst kan falde,
Bestemte Løfter jeg nødig giver,
Thi Upartiskhed er al vor Iver.
Og her er mange Nødder iaar,
Som Enhver, der sig paa Nødder forstaaer,
Umuligt kan Andet end vrage.
Desuden have vi Grund til Klage;
Jeg skal sige Dem, men i Fortrolighed,
Især ifald De det ikke veed:
Her boer i Skoven en Slags Gudinde,
Forresten en smuk og anseelig Qvinde,
Saa at sige, Frugtens Forfatterinde.
Hendes Navn er Pomona, vi Knækkere maae
Under hendes Scepter desværre staae,
Og i Meget, som ei er saa rart, os finde.
Vort lille Laug - jeg kalder det saa,
Fordi vi selv jo kun ere smaa,
Thi af Antal ere vi ikke faa -
Har villet udvide sin Bedrift,
Men fik et Afslag, og det var stift.
Vi gav en ydmyg Ansøgning ind,
497At det maatte behage hendes høie Sind,
At hver en Knækker, som Lauget tæller,
Fik ogsaa Bevilling som Æbleskræller.
Men gjætter De, hvad hun svarte, monstro?
At Nødder var Eet, men Æbler var To,
- Iøvrigt en høist besynderlig Sætning,
Hvis Mening undflyer den dristigste Gjetning, -
Men, føied hun til, - og det kan man forstaae -
Desuden maatte hun sige som saa,
- De vil mærke, Konen er ikke fiin -
At hun kastede nødigt Æbler for Sviin.
De begriber vel, efter saadan en Skose
Er man ikke genegen til at rose,
Og følgelig vil det Dem ei frappere,
Om vi temmelig mange Nødder cassere.
Hans.
Jeg seer, De har skammelig Uret liidt,
Men Saadant hændes desværre tidt.
Jeg indseer sandelig ikke heller,
Hvorfor ei Den, som med Nødder faaer Bugt,
Skulde være capabel som Æbleskræller;
Baade Nødder og Æbler ere dog Frugt.
Vi have hos os, og det midt i en By,
Hvor Privilegier ellers er strenge,
En Corporation, som er langtfra ny,
Men tvertimod subsisterer længe:
Jeg mener Frugt- og Vildthandler-Faget,
Hvorover hidtil Ingen har klaget,
Skjøndt Vildtet dog ikke voxer paa Træer,
Og Frugten skydes ei med Gevær.
Første Nøddeknækker.
Jeg takker! Deeltagelse gjør saa godt;
Fik vi dog Ønsket bevilget blot!
498
Chor.
Men nu til Sagen!
Lad os Tiden ei trække.
Det lider med Dagen,
Begynder at knække,
Begynder jer' Vragen!
Første Nøddeknækker.
Giver hid eders Poser!
Giver hid, giver hid!
Chor.
Mon han dadler? mon han roser?
Naar faaer man en Bid?
Første Nøddeknækker.
Lutter Politik
I den Pose jeg fik.
Her er Æsthetik,
Og her er Poesie,
Og her Dramaturgie,
Og her hviler mit Blik
Paa Philosophie.
Brødre! kommer hid
For at dele min Slid!
Hver har sit Fag,
Hver af jer nu tag
En passende Part,
Saa faaer Arbeidet Art
Og gaaer i en Fart.
499
Chor.
Men det regner, det regner!
Under Møien man segner.
Paa en frygtelig Maade
Vore Damer blive vaade.
Skrækkelige Dag!
Bedst man troer sig i Mag,
Møder der med Eet
Ny Difficultet.
Nøddeknækkerne.
Kommer ind her i Læ,
Hvor sig hvælver et Træ,
Ved dets Fod er en Hule,
Hvori Værkstedet ligger;
Der kan man skjule
Sig godt og være sikker.
Lad saa Regnen fortrække,
Mens vi Nødderne knække.
(Alle ile bort.)

En Flok Satyrer.

Chor.
Lad regne, lad regne!
Det plasker allevegne.
Det er Latterens Graad,
Hvormed Himlen gjør vaad,
Naar den seer med sit Øie
Paa Philisternes Møie.
500For Satyrer, som svinge
Sig dristigt og springe,
Er Øieblikket godt.
Her, hvor Græsset er vaadt,
De sig boltre, sig bade
Under dryppende Blade.
Første Satyr.
Vil I see den Caravane,
Som i Ly af vaade Træer
Stolper frem, og vil paa Tæer
Sig en Vei til Hulen bane!
See, hvor net hun løfter op,
Hun, som sine Strømper hytter!
Over Tuer, over Pytter
Gjør hun mangt fortvivlet Hop.
Nu de tæt ved Hulen staae,
Men først nu begynder Qviden:
Hulens Indgang er for liden,
Den er gravet for de Smaa.
Medens Nøddeknækker-Skaren
Vimser lystig ud og ind,
Staae de Andre, mod i Sind,
Udenfor i Uveirsfaren.
Nu de sig paa Maven lægge,
Og paa alle Fire krybe
Ind i Hulen, i den dybe,
Hvor man Nødder lader knække.
Dog de Stakler kunde sparet
Hele den Besværlighed,
Thi nu skinner Solen ned,
Himlen har igjen sig klaret,
Al Naturen er i Ro,
Efter Badet den sig smykker,
Mellem Jord og Himmel bygger
Iris en syvfarvet Bro,
Solen er sin Nedgang nær,
501Aftenrøden alt sig melder,
Og sit Purpurbæger helder
Over Skyer, over Træer.
Ført paa slig en Times Vinge
Føler man en Gud tilstede;
Lad os Offer ham berede,
Lad de gyldne Lyrer klinge.
Chor.
Talløse Kræfter maae Guderne tjene;
Alt, hvad de Himmelske Tiden forlene,
Giver dem Tiden igjen.
Aanderne fødes og svinde,
Alle de finde
Veien derhen.
Hver i den Flamme, som Verden har skaanet,
Bringer sit Offer, og takker for Laanet;
Intet kan offres, som kommer af Jord;
Ene hvad Guderne Livet
Selv have givet,
Tages igjen af det himmelske Chor.
Digteren bringer de tryllende Sange,
Helten Trophæer, som blodige prange,
Alle det Bedste, de fik.
Selv de letfærdige, kaade Satyrer
Modtog af Guden, som Solvognen styrer,
Tonende Lyrer,
Drag af olympiske Drik.
Lad os da bringe det Givne tilbage,
Phøbus vil tage
Satyrens Offer med smilende Blik.
Selv han os Livet har skjænket, den Mægtige,
Thi med hans Straaler formælet, de prægtige,
Vaaren i Skjødet os fandt.
502Vintren er Kræfternes Dvale,
Solskin en Almisse, henslængt iblandt;
Ei til Satyrer og Nattergale,
Ikke til Biernes Honning og Braad,
Kun til sin Nødtørft Naturen har Raad.
Først naarVaarens Gudinde,
Ført af de viftende Vinde,
Møder den mægtige Solgud i Stævnet,
Vorder Natur overdaadig i Levnet,
Ødsler med Spirer og Saft,
Har til det Unødvendige Kraft.
Da mellem Blomsternes Vrimmel,
Fuglenes qviddrende Stimmel,
Ogsaa Satyrernes Chor
Vaagner til Liv paa den gjenfødte Jord.
Vanskeligt dog i den blomstrende Vaar
Vilde man Satyren kjende.
Let han forvexles med Faunen, sin Frænde,
Naar han ungdommelig, letfodet gaaer
Under de skyggende Bøge,
Medens Dryaderne søge
Skjelmen at holde ved flagrende Haar.
Snart man ham møder med Nympher i Dands,
Hovedet smykt med en duftende Krands;
Drømmende snart han betræder
Skovenes eensomste Steder.
Vee ham, den Satyr, som aldrig har sværmet,
Smeltet af yndige Smiil,
Hvem sig den vingede Gud med sin Piil
Aldrig har nærmet!
Vee ham, om Rosernes Duft
Gik ham forbi i den vaarlige Luft!
Vee ham, naar Tiden er svunden,
Om han dens Krav har forsømt,
Aldrig har omfavnet ømt,
Aldrig begeistret har drømt,
503Aldrig beruset har tømt
Skummende Bæger til Bunden!
Men naar den stærke, den mandige Sommer,
Bringende Byger og Tordener, kommer,
Sænkende Faklen mod Jord,
Satyren dybt i Skoven sig skjuler,
Hvor i dens kjølige Grotter og Huler
Pan, den Forfærdende, boer.
Der, mens han lever i Skoven,
Voxer ham, dulgt i dens Hjem,
Bukkefodshoven,
Voxe ham Hornene frem.
Skindet, det laadne, ham dækker,
Skjønhedens Tid er ei meer;
Hvergang i Kilden han seer,
Over sit Billed han leer,
Mens han undseelig tilbage sig trækker,
Søger sit Ly, hvor han stille sig skammer
Mellem de tætteste Stammer.
Snart han dog glemmer sin Skam,
Høsten er kommen, den kalder og ham.
Frugten er moden, det rødmende Løv
Falder fra Træet og vorder til Støv.
Snart vil Hyader fra Skovene feie
Kronernes Rest,
Strøe dem i Blæst
Over de vildene Veie.
Hele Naturen Forgængeligheden
Aner, og venter sin dræbende Piil,
Mærker, at Skjønhed herneden
Er kun i Døden et Smiil.
Ikke fortvivler den dog i sin Kummer,
End, førend Pareen faaer Magt,
Før den gaaer ind til sin Slummer,
Klæder den sig i sin prægtigste Dragt,
504Indbyder Alle til Gjæst,
Giver en glimrende Efteraarsfest.
Smykt med de sidste Farver er Salen,
Druen er krystet og staaer i Pocalen.
Nu, da det helder med Flammen,
Samler Naturen sin Kraft,
Tager i Døden sig sammen,
Skjænker sin ædleste Saft.
Afskedens Time forgylde den vil,
Intet skal spares, Alt skal gaae til.
Lystigt, Bacchanter! Hver sin Mænade
Krandse med Viinløvblade,
Svinge ved Fløitespil!
Nu fra sit lønlige Gjemme
Drager Satyrernes Chor,
Tager sin Plads ved det smykkede Bord,
Viser sit Aasyn og hæver sin Stemme.
Nu, da dog Alt skal visne paa Jord,
Nu er vor Skjønhed tilstrækkelig stor,
Lad os Undseelsen glemme,
Træde med Bukkefod Afskedens Dands,
Hænge paa Hornet i Panden en Krands,
Løse vor Tunge,
Lade den Hymner ved Høstgildet sjunge,
Dristig og kaad
Blandende Latter med Graad!
Phøbus, vor Fader, som Liv os har givet!
Før du gaaer ned til atlantiske Bund,
Hør dine Sønner at juble for Livet
Just i dets flygtende Stund!
505

Nøddeknækkerne og Kjøbstedfolkene.

Hans.
Men det er dog en fortvivlet Ting!
Den hele Dag man trasker omkring,
Man udstaaer Plage, Møie, Besvær,
Og er bestandig dog lige nær.
Første Nøddeknækker.
Høistærede! min er Skylden ei,
Og mine Brødres ei heller.
Hans.
Nei!
Jeg tilstaaer, naar alle Nødder var slette,
Saa maatte de vrages, det var det Rette.
Men sørgeligt er det dog, min Tro,
For Den, der stod op, før Hanen fik Sko,
Og drog til Skoven, for sig at fornøie,
Og plukkede Nødder med største Møie,
Og blev i Regnen saa vaad som en Hund,
Og fik spoleret i Bund og Grund
Sit eget og sine Damers Tøi,
Hvis Indkjøbspriis er forbandet høi, -
Jeg siger, sørgeligt er det for ham,
Og maa næsten betragtes som en Skam,
At komme, ved Enden af slig en Dag,
Tilbage med uforrettet Sag,
Begive sig hjem med smudsket Dragt,
Og ikke den mindste Nød have smagt.
Første Nøddeknækker.
Jeg nægter ei, det er ubehageligt,
Og jeg beder Dem være forsikkret om,
At vi finde det Alle meget beklageligt
At maatte fælde saa streng en Dom.
506Men, ærede Selskab, ifald De vil
- Hvad visselig De har Aarsag til -
Beklage Dem over hvad her er hændt,
Og især det daarlige Tractement,
Da ville De gunstigen behage
At rette Deres grundede Klage,
Ikke til os uskyldige Smaa,
Men til Den, som maa tage sig Alting paa,
Og som, naar vi Nødderne slette finde,
Allene bør til Ansvar staae,
Jeg mener den før omtalte Gudinde,
Pomona, som raader for denne Skov.
Hans.
Men hun skal jo være saa frygtelig grov?
Første Nøddeknækker.
Det kan ikke nægtes, men hun faaer vel Lov
Til at høre paa hvad De forebringer.
Deres Kreds, saavidt jeg kjender til den,
Bestaaer af frie, selvstændige Mænd,
Der ikke staae under hendes Vinger,
Saaledes som vi, der maae tie tidt,
Fordi vi boe her i Skoven frit.
Hun giver os nemlig Bolig her,
Men ingen Kost, som er noget værd,
Thi Nødder og andre Frugter spise
Vi nødigt, vi æde hellere Kjød,
Og maae os ret lykkelige prise,
Naar vi bare hver Søndag en Skovmuus nød.
Men vil De klage, saa gjør det snart,
Thi, seer De, det træffer sig just saa rart,
At en anden, meget fornem Gudinde
Er paa Besøg hos vor Herskerinde,
Og flittigt omkring med hende spadserer;
Jeg troer, at hun Skoven inspicerer,
Thi paa denne Tid kommer hun aarlig,
507For at see, om ikke Frugten er daarlig.
Hvem veed? maaskee hun giver Dem Ret,
Ifald Pomona begegner Dem slet.
Det kan altid forsøges. Om ei til Gavn,
Til Skade bliver det ei. Hendes Navn
Er Astræa.
Hans.
Jeg kjender ikke den Slægt.
Første Nøddeknækker.
Det er en Dame, som har en Vægt.
Hans.
Ja saa? Den kunde man vel behøve.
Første Nøddeknækker.
Og ved samme Leilighed vil De prøve
- Ei sandt? De gav os et Haab derom -
At formilde Pomonas haarde Dom,
Hvorved hun vort usle Laug vil røve
Dets Ret til Æbleskrælleri?
Hans.
Om muligt, tjener jeg Dem deri.
Maren.
Men Lige for Lige! De veed, Hr. Knækker,
At min Mads, som har et stort Genie,
Og gjerne vil være for Skolen fri,
Ønsker en Plads i Deres Rækker.
Første Nøddeknækker.
Forsaavidt som Tingen paa os beroer,
Er intet til Hinder, Æren er stor,
Vi skal ham gjerne recommandere,
Men Pomona raader for Det, som for Mere.
508
Jens.
Men min Dreng, har du ogsaa betænkt det vel?
Hans.
Og troer du, den Bane vil bringe dig Held?
Mads.
Ja, jeg føler, at Nøddeknækkerstanden
Er min Bestemmelse fremfor en anden.
At spise Nødder er en simpel Smag,
Men knække dem, det er en anden Sag.
Hans.
Men troer De, hans Tænder forslaae dertil?
Første Nøddeknækker.
Med Tiden det vistnok komme vil.
Nogle nye har han vel og ivente
Foruden de hidtil os bekjendte.
Mette.
Men har du betænkt, at dit Christennavn
Du mister, og du skal navnløs være?
Mads.
For Den, som paa Navn af Mads maa bære,
Er Tab af Navnet et ringe Savn,
Og Navnløsheden næsten en Ære.
Herefter, saa tidt jeg bedømmer en Kjerne,
Vil jeg betegne mig selv med en Stjerne.
Peer
(til Poul). Fra Mads til Stjerne, det Spring er stort.
Mads.
Ei meer end hvad Mangen før mig har gjort.
509
Hans.
Jeg mærker, han er bestemt derpaa,
Lad ham faae sin Villie da, lad gaae!
Jens.
At sætte sig mod det, nytter ei.
Mette.
Saa er han dog altid i en Vei.
Maren.
Forsørget alt i saa ung en Alder!
Det skulde jeg troe, man Lykke kalder.
Første Nøddeknækker.
Men jeg har alt sagt Dem, at Kosten er daarlig
Og Fortjenesten liden.
Jens.
Jeg giver ham aarlig
Nogle hundrede Daler i Soutien.
Maren.
Og Mad skal du faae fra mig, min Dreng!
Hans.
Men hvorledes erholder man Audiens?
Hvor er den Naadiges Residens?
Første Nøddeknækker.
Derhenne seer jeg en Satyrflok,
Lad os spørge dem ad, de vide det nok,
De staae hos Gudinden i Gunst og Ære,
Og kan os til megen Nytte være.
De nærme sig alt, saavidt jeg seer.
510Lad os gaae dem imøde, det vil dem flattere;
Jeg kjender dem lidt, og med god Maneer
Skal jeg Selskabet for dem præsentere.
Første Satyr.
Som jeg seer, o Nøddeknækker, du med os nok tale vil.
Første Nøddeknækker.
Ja, saafremt ei ubeleiligt Øieblikket er dertil,
Vil jeg tage mig den Frihed under Skovens grønne Ly
Eder her at forestille disse Folk fra næste By.
Hans.
Mine Herrer! Et Bekjendtskab, hvorved Æren vist er min!
Første Satyr.
Siig mig, siig mig, Nøddeknækker, hvad er det for en Flok Sviin, Som du driver her i Skoven?
Hans.
Bedste Herre! hvilket Ord!
Vi har, gjennemblødt af Regnen, kravlet paa den sorte Jord,
Og der findes her i Skoven ingen Børster, ingen Dug,
Ellers er vi, maa De vide, propre Folk til daglig Brug.
Første Satyr.
Men til Sagen! Eders Ønske?
Hans.
Kun en Audiens at faae
Hos Pomona, blot en Time.
Første Satyr.
Men hvad tænker du dog paa?
For Gudinden vil du træde, saadan som du staaer og gaaer?
511
Hans.
Nok hun veed, som dannet Kone, ei man skuer Hund paa Haar.
Første Satyr.
Ja, men hun er ikke dannet.
Hans.
Det kan være. Nogle Træk,
Man fortæller, tyde paa det. Tiden vilde dog gaae væk,
Om jeg skulde først til Byen, for at pynte mig. Derfor
Vil jeg Alting strax risquere. Denne Mening er nu vor,
At hvis De, min bedste Herre, vil os hjelpe til at faae
Audiensen, Alt vil lykkes, Alt paa bedste Maade gaae.
Første Satyr.
Lad mig høre din Begjering hos Gudinden.
Hans.
Først jeg vil
Over disse Nødder klage, som herude lægges til;
Hver een af dem har en Feiler.
Første Satyr.
Er det muligt?
Hans.
Vist og sandt!
Disse Herrer kan bevidne, ingen spiselig vi fandt.
Förste Nøddeknækker.
Ja desværre! Det mig smerter, men saaledes er vor Dom,
Hvortil efter megen Gransken vi med Upartiskhed kom.
512
Hans.
Dernæst vil jeg ydmyg gjøre Fruen en Proposition,
Og, hvis hun bevilger denne, (saadan er min Condition) ,
Lade Nøddeklagen falde, hvori dog, hvis ei Forlig
Hun vil indgaae, let hun trækker kortest Straa.
Første Satyr.
Lad høre, siig
Conditionen, som du fordrer.
Hans.
Denne Nøddeknækkerflok,
Brave Folk med store Hov'der, har ei her Fortæring nok,
Professionen er kun liden og ernærer ei sin Mand,
Derfor skal hun dem bevilge, hvad hun let bevilge kan,
At, foruden Nøddeknækken, de sig og befatte maae
Med lidt Æbleskrællen; derved vil de bedre Vilkaar faae.
Æbler attraaes meer end Nødder, og det fordrer meer Critik
Der at skjelne blandt de mange Sorter i enhver Boutik,
At bestemme blot ved Synet, om en ringe bruunlig Plet
Er et Tegn paa gode Safter, eller gjør et Æble slet,
Om det er en Gravenstener, værdig til U.G. med Plus,
En Pigeon, Rainet, Borstorffer, eller en Paspommerus.
Første Satyr.
Har du flere Conditioner?
Hans.
Een endnu.
Første Satyr.
Dog ikke fleer?
Hans.
Mads! kom hid og buk for Herren. Denne Yngling, som De seer,
Er min Sønnesøn, begavet med et ikke ringe Pund,
513Som han ønsker at benytte værdigt i Pomonas Lund.
Han har ingen Lyst til Nødder, han fortærer ingen Frugt,
Men desbedre vil hans Evne faae med Skal og Skrælling Bugt.
Kort og godt, han vil som Medlem paa det lille Værksted ind,
Han vil Nøddeknækker være, dertil staaer hans hele Sind.
Disse brave Folk af Lauget have givet deres Ord,
De vil tage ham i Lære, de vil lede ham paa Spor.
Første Nøddeknækker.
Vi vil gjerne, paa Pomonas Villie nu beroer det blot.
Første Satyr.
Kan han binde sine Buxer?
Maren.
Gud bevares! meget godt.
Hans.
Det er vore Conditioner. Troer De, hun bevilger dem?
Første Satyr.
Derom har jeg ingen Mening.
Hans.
Tør vi stole lidt paa Dem,
At De vil os producere? Tør vi?
Første Satyr.
Det behøves ei,
Thi der kommer selv Gudinden.
Hans.
Hvor dog? hvor?
Første Satyr.
Ad denne Vei.
514
Hans.
Der er To; hvem er den Rette?
Første Satyr.
Hun med Æblegreen i Haar
Er Pomona; men den Anden, som med Stjernekrandsen gaaer,
Er Astræa.
Første Nøddeknækker.
Det er hende, som jeg talte til Dem om.
Hans.
Naa! det kan man kalde Lykke, at paa eengang Begge kom.

Astræa og Pomona (komme.)

Første Nøddeknækker.
Herskerinde! Denne Skare vil en Klage føre frem
Samt et Par beskedne Bønner.
Pomona.
Godt! saa lad mig høre dem.
Hans.
Eders Naade! Kun som Talsmand for en stor Majoritet,
Der paa Grund af min Erfaring mig til Fører ud har seet,
Som desuden, i Betragtning af min Værdighed, min Rang,
Følger mig med barnlig Tillid ad den ubekjendte Gang,
Kort og godt, ei i mit eget Navn og ei som Krigsraad Hans,
Men i Navn af alle Disse, som med ædel, dannet Sands
Vide rigtigt at vurdere Skovens Frugter, og i Sum
Kun som første Deputeret for et agtbart Publicum,
Forebringer jeg en Klage over Det, som er os hændt.
Eders Naade var det sagtens alt fra Arilds Tid bekjendt,
At man, efter gammel Vedtægt, drager hid hvert Efteraar,
515For at plukke Hasselnødder, som man altid gratis faaer.
Æbler tør man ikke røre, det er strax et Tyveri,
Men paa Nøddebusken pleier Plukningen at være fri.
Men tillad mig nu at spørge: Er det billigt, er det ret,
At fordi man ei betaler, skal man strax behandles slet?
Og desuden, skjøndt vi have, som det hedder, fri Entrée,
Koster den dog svære Penge, som De nu skal faae at see.
Otte Vogne her i Følge, det er ikke Lidt, Madam!
Tænk Dem Hyrekudskens Regning! men De kjender ikke ham.
Otte Kjøresvende maa man give Drikkepenge til,
Og en Daler er det Mindste, hvormed Nogen nøies vil.
Og ved hver af Veiens Bomme - jeg forbittres i mit Sind -
Maa man sexten Gange skatte, naar jeg regner ud og ind;
Og nu er der fire Bomme, det gjør altsaa, som De seer,
Fiir' og tredsindstyve Gange, hverken Mindre eller Meer.
Dernæst hvert et Klædningsstykke faaer man ganske ruineert
Af den stærke Regn og Snavset, hvormed her man er geneert.
De kan altsaa let beregne, paa hvad Viis det holder Stik,
Naar det hedder, at i Skoven Nødderne man gratis fik.
Tvertimod, i dyre Domme de, min Tro, betales maae,
Men desmere maae vi klage, naar vi slette Nødder faae.
Chor af Kjøbstedfolkene.
Bravo! Bravo! See den Gamle, hvor han ride kan tilvands!
Hvilken Djervhed i hans Tale! Bravo! Bravo! Leve Hans!
Pomona.
Lad de vilde Skraal forstumme! Stilhed i Pomonas Lund!
Chor.
Vi har Lov til os at yttre.
Første Satyr.
Vil I holde jeres Mund!
Bifaldsyttring er forbuden, Mishagsyttring ligesaa.
516
Pomona.
Mine Nødder ere gode; selv jeg maa det bedst forstaae.
Hans.
Tvertimod, om De tillader! De, som Frugtens Producent,
Er til Frugten at bedømme netop meest incompetent.
Pomona.
Jeg, som Frugternes Gudinde, jeg har ingen Dom om Frugt?
Hans.
Den, som selv er Part i Sagen, bliver ei til Dommer brugt.
Vil De Sandhed høre, spørg da Hver af disse Folk derom,
Alle have samme Mening, Peer og Poul har samme Dom.
Pomona.
Peer og Poul mig ei bekymre. Har du smagt paa Kjernen?
Hans.
Nei,
Smagt den har jeg ikke.
Pomona.
Hvoraf veed du da, den duer ei?
Hans.
Dette Nøddeknækkersamfund har mig sagt, at den er slet.
Pomona.
Men nu siger jeg dig, Daare, den er god, og jeg har Ret.
Hans.
Dermed er ei Sagen afgjort; Fruens Mening er ei min.
Ene Skallen er anseelig, Kjernen er forbandet fiin.
End af uforsøgte Nødder jeg i Lommen har en Skok,
Thi til een og hver at prøve var ei Tiden udstrakt nok;
517Hvis man disse blot vil veie, er jeg overtydet om,
Det paa Vægten alt skal kjendes, at hver anden fast er tom.
Denne Dame, Fru Astræa, som nok er af Deres Slægt,
Vil jeg bede om at veie disse Nødder paa sin Vægt.
Chor.
Ogsaa mine skal hun veie.
Første Satyr.
Vil I holde jer i Skind,
Og især dog ikke storme paa Gudinden saadan ind!
Astræa
(til Pomona). Jeg, som ned til Jord var steget, kun for Tidens Frugt at see,
Ikke vented jeg, at Tiden sig saa selsomt vilde tee.
Hvad kan alle Frugter hjelpe for en Slægt, som ei formaaer
Dem at nyde? som med Sløvhed gjennem Skov og Have gaaer?
Vel jeg vidste det, Bedrifter give denne Tid ei Glands,
Men jeg troede dog, den smykte sig med Nydelsernes Krands.
Men hvad her jeg seer, mig viser Tidens Yngel slap og tung
Som en alt udlevet Olding, skjøndt den roser sig som ung.
Alle Sandser har den svækket; den kun hører, den kun seer
Gjennem Hørerør og Briller; den har ingen Tænder meer,
Den maa lade Skallen knækkes af et dødt Maskineri,
Og erfare ved dets Viser, om der Kjerne var deri.
Før mig hen til andre Steder, hvor der ogsaa voxer Frugt;
Seer jeg der den samme Slaphed, da til Himlen gaaer min Flugt.
(Hun gaaer.)
Pomona.
Gak, du Nøddeknækkerskare, hjem til dine Skallers Rest;
Husk, du taales kun i Skoven som en gammel Snyltegjæst.
Eder, hurtige Satyrer, giver jeg det muntre Bud,
At I flux af Skoven drive disse Kjøbstedrotter ud.
Lad dem Bukkefoden føle, naar I jage dem paa Flugt.
518
Chor af Satyrerne.
Det skal have gode Veie, vi skal snart med dem faae Bugt.
(Pomona gaaer.)
Chor af Kjøbstedfolkene.
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Som Orkaner de blæse,
De fremad mig støde,
Jeg falder paa min Næse,
Jeg slaaer mig tildøde.
Jeg føler mod min Ende
Bukkefoden spænde,
Lad være! lad være!
Jeg føler i min Nakke
Hornene hakke,
Lad være! lad være!
I Ryggen det mig kilder,
I Panden det mig hviner,
Min Tanke sig forvilder,
Og det Hele mig piner.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode!
Chor af Satyrerne.
Lykke paa Reisen, I Qvinder og Mænd!
I komme nok ikke saa snart igjen.
Nu tier den hele Hverdagslarm,
I Skoven er atter stille,
519Paa Nattens hvælvede, sorte Barm
Atter Stjernerne spille,
Og alle Naturens Børn paa Jord
Lukke deres Øienlaage;
Til Hvile gaaer og Satyrernes Chor.
Chor af Nattens Aander.
Nattens Tanker kun vaage.
520