↩

J.L. HEIBERG

Julespøg og Nytaarsløier.
Comødie i to Akter
med
et Intermezzo.
En Fortsættelse af Oehlenschlägers
Sanct-Hans-Aften-Spil.

✂

Forerindring.

✂ Den Bebreidelse, som en og anden Læser af dette Skuespil muligviis vil gjøre dets Forfatter, at han har villet støde til Vognen, som allerede hælder, maa jeg forekomme ved at anmærke, at jeg alt havde skrevet denne Comødie i sin oprindelige Form for et Aar siden, da endnu næsten ingen offentlig Stemme havde fordristet sig til at afvige fra den almindelige Mening om den Publikums Yndling, som har givet Anledning til en stor Deel af den heri anvendte Satire.

✂ Desuden vil enhver, som blot med meer end almindelig Opmærksomhed læser min Comødie, tilstaae, at Hensigten med dens satiriske Vaaben ikke er at ramme hin Publikums Yndling selv, men kun hans Publikum.

✂ Det vil da saaledes neppe kunne bebreides mig medrette, at jeg udgiver den nu forandrede og Omstændighederne mere tillempede Comødie et Aar for sildigt; tvertimod ansaae jeg det selv for nødvendigt, at den samme festlige Aarstid, som begeistrede Digteren til at skrive, maatte vende tilbage, og fornyet oplive Publikum, før jeg turde udsende mit begeistrede Spøg i den kolde, alvorlige Verden.

Den 16de December 1816.
Forfatteren.

✂

Hovedpersonerne i Comødien.

Gabriel Engel.
Digteren.
Harlekin.
Enrico, forhenværende Konge til Sicilien, nu Borger i Kjøbenhavn.
Blanca, hans Hustru.
En Kammerjunker med en Harpe.
Phantasien, en lille blaa Fugl.
Elleve Hyrder.
En gammel Mand.
Nanine, en lille Pige.
En Skytsengel.
Sanct Peder.
Patriarken Abraham.
Chor af smaa Engle.
Vilhelm og Constance, to Elskende.
Et Par Elskende.
Et andet Par.
En Yngling.
Publikum, en colossal Vanskabning.
Klingklang, en Fee.
Hensigt, Statsminister.
To Maskinmestere.
Pyntekonen.
Det gamle Aar.

Det ny Aar.
To Politibetjente.
Jeronimus holbergske Masker.
Magdelone holbergske Masker.
Leonore holbergske Masker.
Leonard holbergske Masker.
Leander holbergske Masker.
Henrik holbergske Masker.
Pernille holbergske Masker.
En Theatercontrolleur.
To Brandmajorer.
Vægteren paa Nicolai Taarn.
Carl Frederik Reisers Gjenfærd.
Musen Thalila.
Caspar, de hellige tre Konger.
Melchior, de hellige tre Konger.
Balthasar, de hellige tre Konger.
Spadserende paa Amager Torv.
Tilskuere.

12
13

✂

Første Akt.

✂

Et lille Værelse.

(Det er Tusmørke. Ilden brænder i Kaminen.)

Vandringsmanden fra Sanct-Hans-Aften-Spril.: (træder ind som Prologus. Han er klædt i Vinterdragt, og bærer en stor Æske, hvilken han sætter paa Bordet.)

Vandringsmanden.: Velkommen i den røde Aftenstund,
I mine velbekjendte, gamle Venner!
Jeg haaber dog, I kjende mig igjen,
Uagtet nu jeg bærer Pels og Hue,
Fordi det fryser, og ei, som i Sommer
Ved Kirstens Kilde, vandrer ubedækt,
Med Haaret flagrende for Vestenvinden,
Og blottet Barm tiltrods for Sol og Dug.
Det halve Aar er siden den Tid svundet:
Dengang var Dagen længst, nu er den kortest:
Da varmed Solen jer, men nu Kaminen.
Ei meer I drage ud til Telteklyngen,
Tilfods, tilhest, tilvogns, men slutte jer
I tætte Kammer ind, ved Ovnens Lue,
Og tænde Lys i lange sorte Nætter.
Jeg ynker Eder, arme Vinterfanger,
14Thi haardt det er at mangle Sol og Blomster.
Men nægter os Naturen sine Gaver,
Saa maa nu Kunsten bøde paa dens Mangel.
Kaminen maa erstatte Sommervarmen,
Og Kjerter i krystalne Kroner Lyset,
Og Phantasien maa ved Eventyr
Gjengjælde vore Sandser hvad de tabe
I Blomstens Duft og søde Farvespil.
Nu tier Fuglen, men det er paa Tiden,
At Digteren begynder, hvor den slap,
Og qvæder Visen ud, som den har afbrudt.
Hvad var Sanct-Hans-Dag, naar ei Julen fulgte?
En Frelser har jo Døberen forkyndt os;
Sex Maaneder han yngre være maa,
Idag er Tiden til hans Fødsel kommen.
(Han forvandler sig pludseligt til Gabriel Engel.)

Gabriel.: O Held Eder, Held!
Jeg er Erkeengelen Gabriel
Den Høiestes Bud.
Han sendte mig til Zacharias ud,
Sex Maaneder efter til Josephs Brud.
Nu tredie Gang
Den evige Dommer
Mig sender som Forbud om Lykken, der kommer.
Alt hæver min Sang
Jer Fremtidens Skjul,
Og ønsker Eder alle en glædelig Juul.
(Han aabner Æsken.) Har I Lyst til at lee?
Kommer hid! Her er Løier at see.
Er I kjed af Tragedier og Graad?
Gud skee Lov! Til Latter har vi Raad.
Dog ei Latter ved smaalige Feil,
Ei et ynkeligt Tidernes Speil.
15Nei vor Morskab gaaer i det Store,
Og kongeligt vil vi os more.
Thi vort Spøg er en Piil,
Som med Lynets Iil
Farer fra Syd til Nord,
Fra Vest til Øst over viden Jord,
Op i Himlen til Gud og Englenes Chor,
Og dristig ned i Graven, hvor Dødningen boer.
Intet er for lavt, og intet er for høit.
Hytten og Thronen,
Nathuen og Kronen,
Tingen og Personen,
Individet og Nationen,
Minutet og Æonen,
Alt faaer I tilsammen, og det hele for en Døit.
Det Juul og Nytaar er; nu har Lystighed sit Spil;
Enhver har Lov at gjøre sig saa gal som han vil.
Her er Julegave;
Af den samme Æske skal I alting have.
(Han hælder Æsken ud.) Hesten med Piben, den lille Billedbog,
Vilde Dyr og Dukker, Deviser i alle Sprog,
Alt ligger hulter til bulter i een og samme Krog.
Har I Lyst til at lee?
Kommer hid! Her er Løier at see,
Er I kjed af Tragedier og Graad?
Gud skee Lov! Til Latter har vi Raad.
Gjennem frosne Rude
Hisset ude
Kan I Julestjernen skue.
Underligt dens sølvblaa Glands
Og Kaminens røde Lue
Med hverandre gaaer i Dands.
16Natten sluger Dagen,
Dødens Lagen
Tæt indhyller Blomsterverdnens Liig,
Men i dets krystalne Kanter
Bryde Himlens Straaler sig
Som i tusind slebne Diamanter.
Hellig frem for alle
Bør man kalde
Denne Tid, da, mens vor Jord maa hvile
I sit længste Mørke, stiv af Kuld,
Himlens Blomster dobbelt vaarligt smile,
Og man seer dem saa forventningsfuld.
Ja forvent kun Tiden!
Du er liden,
Men uhyre stor er Lykkens Vinge.
Haaber, Smaa og Store!
Julestjernen skal dog Morskab bringe,
Og det er jo Lykke, sig at more.
(Han forsvinder.)

Digteren: (kommer frygtsom ind, og bukker ærbødigt for Tilskuerne.)

Digteren.: Mine Herrer! Jeg er i en yderlig Forlegenhed. Jeg havde fattet det maaskee alt for dristige Forsæt at give Dem en Fortsættelse af eller et Sidestykke til Sanct-Hans-Aften-Spil. For nu saa nøie som muligt at knytte denne Fortsættelse til sin Begyndelse, dette Sidestykke til sit Forbillede, vilde jeg, at mit Skuespil, ligesom vor berømte Digters, skulde aabnes med de to Prologer, Vandringsmanden og Harlekin. Den første gik fortræffeligt, men i dette Øieblik, da den anden skulde træde ind, er han ei at finde mellem det hele Personale. Længe har jeg søgt efter ham bag Coulisserne. Jeg har kaldt, jeg har ringet. Forgjæves. I min Fortvivlelse vilde jeg allerede lade Teppet falde, da der pludseligen falder mig ind, at et Skuespil, som jeg for tre Aar siden har skrevet, og som jeg nu 17 næstendeels har glemt, endte med, at denne mig saa vigtige Person gjorde et Saltomortale fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne. Derved, Høistærede, kan jeg altsaa blive hjulpen. Thi hvis han ikke har slaaet sig ihjel, saa haaber jeg, at han nu er saa god at gjøre det modsatte Spring, nemlig tilbage til Skuepladsen, for der at spille sin Rolle. - Harlekin! Ihvor du saa og skjuler dig imellem dette dannede og smagfulde Publikum, kom tilbage, kom tilbage! - Ingen svarer. - Mine Herrer! Jeg beder og besværger enhver især at holde Øie med sine Naboer, og hvor de skulde see noget, som har Lighed med min bortkomne Person, da at gjøre Anskrig, og udlevere ham. For Opdagelsen loves en raisonnabel Douceur.

Adskillige Stemmer mellem Tilskuerne.: Her! Her! Her! Her! Hold paa Tyven!

Digteren.: Hvorledes, mine Herrer? Meer end eet Sted kan han jo dog ikke være, med mindre han skulde have propageret sig under sit tre Aars Ophold i Skuespilhuset. Hvad for Comedie-Ægteskaber han i den Tid kan have indgaaet, er mig ellers ligegyldigt. Paa hans Afkom gjør jeg aldeles ingen Fordring, men Faderen kræver jeg tilbage af det Publikum, hvortil jeg selv har givet ham. Imidlertid ønskede jeg dog, at Underhandlingen maatte gaae fredelig for sig. Det var aldeles ikke min Mening saaledes at sætte Huset i Oprør. - Om jeg kun vidste, paa hvilken Plads han er! Efter hans store Spring at dømme, skulde jeg næsten troe, at han har sprunget Orchester og Parquet over, og saaledes maa befinde sig i Midten af Parterret; thi Knægten har lange Been, og Huset er kun lille. - Harlekin! Du seer, hvilken Revolution du foraarsager. Afværg denne Storm ved en Selvopoffrelse! Kryb over i Parquettet, og derfra i Orchestret. Her knæler jeg, for at række dig Haanden, og hjelpe dig op paa Theatret.

Harlekin: (i Parquettet, klædt som Elegant, i en modern Frakke, og med Stok og Briller.)
Han knæler for mig! Nei, nu smelter mit Hjerte.

Digteren.: Funtus! Jeg hører alt hans Stemme.

Harlekin: ( til sine Naboer.)
Mine Herrer! Tillader De, jeg gjør mig Plads? (Han springer over i Orchesteret.) Om Forladelse, Herrer Musici! (Til Digteren.) Nu, her er jeg. Giv mig Haanden!

Digteren.: Men hvorledes? I denne Dragt?

Harlekin: (i det han kryber op.)
Bryd dig kun ikke derom. Hjelp mig! Uf! Dette er en vanskelig gymnastisk Øvelse.

Digteren.: For Guds Skyld! Tag Lamperne iagt!

Harlekin: (paa Theatret.)
Det gik godt. (Han vender sig betænksom mod Tilskuerne.) Hvad har jeg gjort? Fra Tilskuer blevet Skuespiller! Dum Streg i Grunden!

Digteren.: Men er det muligt? Har dit treaarige Ophold i Publikum saaledes formaaet at omskabe dit Udvortes?

Harlekin.: Hvorfor ikke? Jean de France var jo kun femten Maaneder i Paris; jeg har derimod i tre Aar reist udenlands i Republiken eller det gemene Beste i Theatret. Jeg fortryder allerede, at jeg saa hurtig er kommen tilbage. Du veed ikke, hvormeget jeg opoffrer for dit Venskab, idet jeg atter bestiger disse Bræder. Jeg havde forsoret dette Skridt, siden jeg, flygtende for Herr Lothario, blev optagen i den sikkre Havn af tusinde vennehulde Arme; det er i Prosa, da jeg fra Skuespiller selv blev Kunstdommer. O min Ven! Der gives ingen behageligere Existents under Solen.

Digteren.: Trøst dig med, at du dog er kommen et Trin høiere, idet du betræder Skuepladsen. Thi staaer du end under Galleriet, er du dog kommen over Parquet og Parterre. - Imidlertid til Sagen! Skuepladsen skal forandres til en Gade eller offentlig Plads i Kjøbenhavn. Jeg kunde hertil betjene mig blot af Maskinmesterens Hexekunst; men for at Tingen kan see mere fortryllet ud, vil jeg, at du skal slaae med din Brix i Jorden, ligesom du gjorde i Sanct-Hans-Aften-Spil.

Harlekin.: Du har at befale.

Digteren.: Bie et Øieblik! Lad mig først komme ud! (Han løber ud.)

Harlekin: (allene.)
Han er borte. Han giver blot sin Ordre, og een to tre, er han fløiten. Nu tænker han, at jeg paa Øieblikket lystrer. Nei, bie lidt! Som Skuespiller kan jeg umulig være tjent med at gaae i denne flaue Dragt, der forhen anstod mig som Kunstdommer. Hvad er altsaa at gjøre? At tage den af. (Til Tilskuerne.) Med Permission, mine Damer og Herrer! (Han tager Frakke, Halstørklæde, Kjole og Vest af, og bliver tilsyne i sin Harlekinstrøie.) Vil De behage at see, ærede Tilskuere, hvorledes jeg under enhver Forandring dog er og bliver den samme. Elskere af didactisk Poesie vil jeg ved denne Leilighed indskjærpe den herved tilstrækkeligen oplyste metaphysiske Lære, at enhver Tings Udvortes kun er en vexlende Modification af dens Grundvæsen. (Han sætter sig paa Gulvet, og trækker sine Støvler af med Hænderne. Han begynder ligeledes paa Beenklæderne, men holder pludselig op.) Ærede Damer, med den af Publicum mere fine Portion! Ifald dette skulde forekomme Dem uanstændigt, saa beder jeg Dem glemme, at jeg er et levende Menneske, men heller forestille Dem, at jeg er en af Herr Geisselbrechts Marionetter. A propos! Der falder mig ind, at jeg ikke bedre kan bestyrke Dem i en slig Illusion, end paa følgende 20 Maade. (Han slaaer med sin Brix i Gulvet. Alle de Klædningsstykker, han har taget af, forvandle sig til smaa Børn. Orchesteret begynder at spille en Dands. Børnene dandse omkring ham. Tilskuerne klappe. Harlekin afbryder Orchestret med en Gebærd, som Casortis.) Prr! (Til Børnene.) Bravo! Hør, I Smaa! For at more jer, kan I gaae hen i den Krog. Der ligger Legetøi; jeg forærer jer det altsammen, siden det er Juleaften. (Orchesteret spiller igjen. Børnene dandse omkring Legetøiet, see paa det, og lægge det i Æsken. Imidlertid efterligner Harlekin Marionettens Bevægelser, idet han trækker Beenklæderne af efter Takten. Disse forvandle sig strax til et Par smaa Børn, som dandse hen til de foregaaende, og forene sig med dem. Harlekin, i fuldkommen Costume, kun uden Hat, og endnu med Briller paa, reiser sig op.) Som Phønix hæver jeg mig himmelluttret af min Aske. Lig Sommerfuglen afstrøifer jeg Puppens Bedækning, og bevæger mig fri og med Lethed i de høiere Regioner. Min Forvandling frembyder et nyt skjønt Billede af Udødeligheden: Min Aand er nu løsladt; dens jordiske nedtyngende Klædebon er de afsjælede Rester, der nu allerede begynde at blive levende, som man siger. (Han peger paa de dandsende Børn. Disse, efter at have lagt Legetøiet i Æsken, gaae i Procession bort med samme. Tilskuerne klappe, og raabe Bravo. Harlekin bukker. Orchesteret vedbliver at spille. Harlekin afbryder det atter paa samme Maade som før.) Prr! (Til Tilskuerne.) Mine Herrer! Vil De ikke være af den Godhed at sende mig min Hat, som jeg forglemte under Bænken i Parquettet? (En hvid spids Harlekinshat bliver tilkastet ham fra Parquettet. Han griber den, og sætter den paa Hovedet.) See saa! Men det er sandt! Lad mig ikke forglemme Hovedsagen. (Han tager Brillerne af.) Disse Tilskuerbriller ere mig nu overflødige, da jeg ikke mere skal see, men sees. Ædle Tilskuere! Modtager dette Arvegods til en Erindring om mig! (Han kaster dem ud mellem Tilskuerne.) Betragter Skuespillet igjennem mine Briller, saa vil I aldrig gaae feil af den rette Synspunkt. - Nu er jeg da fix og færdig. Heisa lystig! Jeg er igjen den samme. (Han begynder at synge og dandse.) Ikke sandt, mine Herrer? Det er just ikke Enhver, der saa hurtig kan gjenfinde sit Jeg, naar han nylig har staaet Fare for at miste det. Nu skulde jeg da tænke paa Theatrets Forandring til en Gade. Men hillemæn! Hvor skal jeg gjøre af mig selv? I dette Costume tør jeg ikke vise mig, thi det er forbudt at 21 gaae i Maskeradeklæder paa Gaden, og jeg er vis paa, at Politiet troer mig ikke, om jeg ogsaa sværger og forbander mig paa, at jeg er en virkelig, og ingen forklædt Harlekin. Dog - Funtus! Min sidste Tilflugt er aaben. (Han gaaer hen til Souffleurhullet.) Herr Souffleur! Maa jeg krybe ned til Dem? - Hvor er han dog? (Raaber ned i Hullet.) Souffleur! - Har jeg seet Mage? Han snorksover. Paa min Ære! En fortræffelig Begyndelse! Mon Stykket skulde være saa forbistret kjedsommeligt, at endog Souffleuren allerede i første Scene kan have Grund til at falde i Søvn? - Dog - jeg vil heller formode en anden Aarsag. Jeg kan nemlig min Rolle saa perfekt, at Manden under hele min Monolog ikke har havt det mindste at fortjene. Man maa give ham noget at bestille, for at holde hans Øine aabne. Ja ja! Nu skal jeg i rette Tid vække ham. De andre Acteurer vil, som jeg haaber, nok vide at holde ham munter, thi vi har slet ingen Prøve gjort paa Stykket, saa Gud veed, hvordan det vil komme til at gaae. (I det han kryber ned, nikker han ad Tilskuerne.) Farvel, mine Herrer! Giv Agt! Thi nu gaaer det for sig. (Han slaaer med Brixen i Gulvet, og lader sig falde ned i Hullet. Skuepladsen forvandles.)

✂

Amager-Torv. (En Mængde Mennesker spadsere frem og tilbage.)

En Dame: (til en anden.) »Ih hillemæn! Skal vi træffes her?«

Den anden.: »See god Dag, god Dag! Det er et deiligt Vær.«

En Borger: (til en anden, som kommer ud fra en Nyrnberger.) »Hvor kommer du fra, din gamle Bjørn?«

Den anden.: »Hvad gjør man ikke for Kone og Børn!«
Jeg har været her inde og kjøbt lidt Stads,
Og Snurrepiberier og Fjas.
Vore Børn maae have lidt Julespas.

En ung Pige: (til en anden.) »God Dag, min Bedste! Jeg fryser. Ha!
Hvordan lever Papa og Mama?«

Den anden.: »Der gaae de begge. Jeg maa skynde mig.
Farvel! Jeg skal snart besøge dig.«

En Kone: (til en anden.) »Ih see god Dag, min søde Madamme!«

Den anden.: Min Gud! Er det Dem? Jeg maa mig skamme.
Jeg er ei endnu bleven paaklædt ret.
Og De er nu altid saa grumme net.

Første.: Bevares! De har jo den grønne Frakke.

Anden.: Jeg be'er Dem! Om den er ei værdt at snakke.
Hvad er min grønne mod Deres røde!
Jeg vilde kun ud i Boderne gaae,
Og kjøbe Legetøi til de Smaa,
Men mindst jeg tænkte paa, Dem at møde.

Første.: Ak! hvor misunder jeg Dem det Held
At være Moder! Paa Juleqvel
Mærker man bedst, hvor tungt, forsand,
23Det er, naar med Børn man ei lege kan.
Nu er jeg gift i det syvende Aar,
Har ingen end, og vel ingen faaer.

Anden.: Ja, sagtens er Børn en Himlens Gave,
Men en Moder er og forfærdelig Slave.
Hvad koster det ei dem at holde i Skole?
At give dem Hat og Buxer og Kjole?
Men farvel, Madam! Nu maae vi os skille.

Første.: Det er ogsaa for koldt at staae længe stille.

En Mand: (til en anden.) God Dag! En glædelig Juul, min Ven!

Den anden.: Iligemaade. Du kommer dog hen
Iaften, min Kones Grød at smage?

Et ungt menneske.: See den gale Student med en Julekage!
Han bærer den under sin Arm. Ha ha ha!
Og Drengene pille Rosinerne fra.

En Borger: (til en anden.) Du har jo faaet Hofter! Siig, gamle Nar,
Hvormed i al Verden du stoppet dig har.
En Kjephest ud af din Lomme stikker.
Hvad meer? En Trompet, et Dambret og Brikker,
Soldater, Kegler, en Løve, en Hest.
Lad mig see, hvad har du under din Vest?
Thi du har faaet dig en frygtelig Mave.
24

Den anden.: En Farvelade med Doctor-Attest
Til lille Christoffer: med Arrak en Flaske,
Hvoraf min Kone os Punsch vil lave:
Et Par Skoe til Susanne, den lille Taske.

En Cavaleer.: (til en ung Dame.) Jeg haaber, De ikke min Arm forsmaaer.

Damen.: Nei Tak! Jeg heller allene gaaer.
Bliv ikke vred, men saa er min Vane.

Cavaleren.: Men vogt Dem! Her er en Glidebane.

Damen.: Jeg seer den nok.

Cavaleren.: De kan falde let.

Damen.: O nei! (hun falder.)

Cavaleren.: Naa, seer De, jeg havde Ret?
(Han hjelper hende op.) Slog De Dem? Hvor har De Skade faaet?

Damen.: O intetsteds! Det gik meget godt.

Cavaleren.: Godt, siger De? - Græde jeg maa, ja hyle,
Betragter jeg Frøknens Ridicule.
25

Damen.: Hvor er den?

Cavaleren.: See der!

Damen.: Ak ved mine Fødder
Udgyder den alle de Pebernødder,
Rosiner, Deviser og Sukkerbrød,
Som jeg har kjøbt til min yngste Broder.
Nu faaer jeg vist nok Skjænd af min Moder.
Hvad skal jeg gjøre? O hvilken Nød!

Cavaleren.: At lægge paa sine Knæer sig hen,
Og samle det altsammen op igjen,
Var det simpleste, men dog en kritisk Sag,
Man gjør det ei gjerne ved høi lys Dag.
Men see! Her boer jo en Sukkerbager;
Han har Nødder, Rosiner, Deviser og Kager.
Befaler De ikke derind at træde?
Saa kjøber jeg til Dem paa ny.

Damen.: Med Glæde!
Ak! alle Folk nu efter mig see,
Mens Drengene samle det op, og lee.

Cavaleren.: Elskværdige! Modtag min Arm, fat Mod!

Damen.: Jeg takker mangfoldig. De er saa god.
(Hun tager ham under Armen.) 26

Cavaleren.: Nu nyder jeg dog den hulde Lykke,
Som først blev nægtet min varme Bøn.

Damen.: Ak! det er jo stedse Sorgernes Løn,
At Hjerterne nærmere sammen rykke.
(De gaae.)

✂

En Stue.

Enrico, Blanca, (begge i Costume, som de sees paa Skuepladsen.)

En Mængde Børn.

Blanca.: Nu, Børn, giver jer tilfreds med Taalmodighed! Nu skal I strax lukkes inde i det mørke Kammer, imens vi gjøre Julestuen istand til jer. Hvad mener du, lille Mand? Skulde vi ikke tænke paa at aabne Julen? Klokken er snart sex.

Enrico.: Som du vil, søde Blanca! - Tys! Nogen banker. - Kom ind!

En Kammerjunker med en Harpe: (kommer.)

Enrico.: Hvad seer jeg! Min Ven!

Blanca.: Min Kammerjunker!

Begge.: Vor Digter!
27

Kammerjunkeren.: God Aften, mine Venner! Lad mig omfavne Dem!

Blanca.: Hvilken Lykke!

Enrico.: Hvilket uventet Besøg!

Kammerjunkeren.: Ikke sandt? Jeg har passet den rette Tid for at ønske Dem en glædelig Juul? Postillonen har ogsaa maattet kjøre alt hvad Tøiet kunde holde.

Enrico.: De logerer dog hos os medens Deres Ophold i Kjøbenhavn?

Kammerjunkeren.: Om det kuns ei generer Dem?

Blanca.: Langt fra! Vore Venner kan ikke være os til Uleilighed.

Kammerjunkeren.: Nu, saa tager jeg med Taknemmelighed mod Deres Tilbud. De kan troe, jeg har havt Møie med at faae opspurgt, hvor De boede, uagtet De allerede ere saa bekjendte her i Byen. Hvorledes hedder nu Gaden?

Enrico.: Sanct-Pederstræde.

Kammerjunkeren.: De boer godt. Er det Deres egen Gaard?

Enrico.: Nei, vi boe hos en Møller.

Kammerjunkeren.: Hvor meget gaaer i Leie af disse Værelser?

Enrico.: Jeg veed ikke. Vi give ingen Leie.

Kammerjunkeren.: Boer De ikke tilleie hos ham?

Enrico.: Nei, tillaans.

Kammerjunkeren.: Hvad vil det sige?

Enrico.: De seer, at denne Gade gaaer lige ned til Volden, hvor vor Verts Mølle staaer. Da man nu her tillands har idelig Blæst, og da hans Mølle er af en saadan Beskaffenhed, at den kan gaae for enhver Vind, saa kan han aldrig være fraværende, men maa bestandig opholde sig paa Møllen. Ligesaa godt altsaa, som at lade sin smukke Gaard staae ubeboet, har han tilladt os at logere i den.

Kammerjunkeren.: Og det tager han ingen Betaling for?

Enrico.: Han forlanger kun, at vi til Gjengjæld skal lade alt vort Korn det hele Aar igjennem male paa hans Mølle, og selv det gjør han gratis. Ja naar vi bringe ham den ene store Sæk efter den anden, saa hopper Hjertet i Livet paa ham, og han raaber: »Her er Vand paa min Mølle. Intet Land i Verden kan dog i Frugtbarhed maale sig med vort.«

Kammerjunkeren.: Maler han godt?

Blanca.: Vi kan ikke klage.

Enrico.: Oprigtig talt maa jeg tilstaae, at han undertiden giver vel meget detailleret Meel, hvor man kunde ønske generelle Gryn. Overalt skulde han lade det blive ved Melet, og aldrig give sig af med Grynene.

Kammerjunkeren.: Hvilken umaneerlig stor Børneklynge! Er det Deres Bekjendtes og Naboers?

Enrico.: Aldeles ikke.

Blanca.: Det er vore egne.

Kammerjunkeren.: Hvad? Børn? De?! Og i slig Overflødighed! Jeg studser. Da jeg havde den Ære at ledsage Dem paa Deres Reise gjennem Tydskland, formodede jeg intet mindre. Jeg ansaae Deres Forbindelse for saa hellig, saa sentimental, saa platonisk. Og nu? ... De forstaaer mig.

Blanca.: Men vore Børn ere ogsaa hellige, sentimale og platoniske Børn. Behag at undersøge dem nøiere, og De vil finde, at de ei, saadan som andre kjødelige Mennesker, have Been og Muskler.

Kammerjunkeren: (befølende Børnene.)
Jeg seer dog, de have Skind.

Blanca.: Ja, men det er Maaneskin.

Enrico.: Jeg skal sige Dem, de ere kun Frugter af vore hyppige offentlige Omfavnelser.

Blanca.: Men see, Papa! De smaa Stakler længes efter, at Julen skal aabnes.

Enrico.: Nu, Børn, saa gaaer da ind i den anden Stue. (Børnene gaae.) Nu vil jeg lukke Døren ilaas. Hent du Foræringerne, Kone! Jeg skal imidlertid bringe Juletræet ind.

Kammerjunkeren.: Tillad, at jeg er Dem behjelpelig.
(De gaae.)

✂

En aaben sneebedækt Plads udenfor et Huus.

Phantasien,: (i Form af en lille blaa Fugl, sætter sig paa Taget, og synger:) Smaabørn, som i den mørke Stue
Med Længsel indelukte staae,
Og raabe: Mon ei snart vi maae
Indtræde, Julens Glands at skue?
Gaaer hen til Vindvet; hører der,
Hvad Phantasien lover jer.
Den lille Fugl paa Taget sidder,
Og vil forkorte med sin Sang
Den Tid, man gjør jer alt for lang;
31Thi lytter til dens Fugleqvidder!
Den spaaer, at om en ringe Frist
Jer fødes skal den lille Christ.
Kan I vel gjætte, hvad man Eder
Med al den Bæren op og ned,
Den Hvisken, den Urolighed,
I Stuen tæt herved bereder?
Hvi rasler Nøgleknippet? Hvi
Mon Skabet lukkes op og i?
See Julens store Lykkestjerne,
Som sidder over Taarnet hist.
Den Forbud er om Jesus Christ,
Den Konger drager fra det Fjerne,
Og Hyrder, som paa Marken gaae;
Den smiler og til jer, I Smaa!
Kan I den fjerne Granskov skimte,
Som kneiser selv ved Juletid
Med Haabets Grønt paa Sneen hvid
Mod Himlens Lys, der sølvblaat glimte?
Af den jer Engel tog en Qvist,
Og tændte den ved Stjernen hist.
Alt aabner sig det mørke Kammer;
Og tæt behængt af gylden Frugt
Imod jer straaler Granen smukt
Med Stjernens stærkt formeerte Flammer.
Og see, Barn Jesus medbragt har
Enhver, hvad just hans Ønske var.
(Den flyver bort.)

✂

En stor sneebedækt Hede.

(Storm og Sneefog.)

Gabriel Engel: (kommer.)

Gabriel.: Det er et rædsomt Sneefog denne Nat.
Hvis nogen Vandrer gaaer paa denne Hede,
Omkommer han, naar Himlen ei ham hjelper.
Derfor har Herren mig befalt at ile
Herned, og lede hver Vildfaren ud
Af denne vilde Mark, hvor Spor ei findes
Til nogen Vei og Sti, og bringe ham
Paa Veien til et godt og sikkert Herberg.
Thi Gud vil ei, at nogen christen Sjæl
Maa være stædt i Nød ved Juletider;
Og som han altid hjelper, naar han kan,
Gjør han paa denne Tid Umuligheder.
Det skjønne Sprog, som staaer i Bibelen,
At hvert af Eders Hovedhaar er talt,
Og ingen Spurv til Jorden falder, uden
Med Villien af jer Fader hist i Himlen,
Er for et jordisk Øie dobbelt synligt
Paa denne Tid, da hans Eenbaarne fødtes,
For tvende tusind Aar, og fødes atter
Hver Juul paa ny for dem, som troe paa ham.
Alt hvad der for totusind Aar tildrog sig
Ved denne hellige Begivenhed,
Skeer da hvert Aar igjen paa samme Tid,
Og mens det sig unddrager Mængdens Øie,
Sees det af alle, som med Aandens Blik,
Med barnligt Sind, med christen Tro betragte
Naturen i dens Vinterdragt, og gjæste
Sneekongen selv i hans krystalne Slot.
33Her ligger, seer jeg alt, en gammel Mand,
Og slumrer i den dybe Snee.
(Han bøier nogle Lynggrene ned, og man seer en gammel Mand ligge i Sneen.) Ifald han
Laae her en liden Stund endnu, da var det
Ret snart forbi med ham, thi det er farligt
At sove i den strenge Kuld. Dengang han
Af Frost og Kraftløshed til Jorden segned,
Og lukte sine Øine, som han troede,
For ei at aabne dem paa ny, da foldte
Han sine Hænder dog andægtig sammen, sukked
Til Frelseren, som fødtes denne Nat,
Med Bøn, at tage i sin Vold hans Sjæl.
Nu vil jeg flux ham vække ved en Drøm.
(Han forsvinder.)

Elleve Hyrder: (komme ind i Baggrunden.)

Første Hyrde.: Sneen fyger uden Rist.

Anden.: Ingen Vei man skimter.

Tredie.: Kun en enkelt Stjerne hist

Fjerde.: Gjennem Skyen glimter.

Femte.: Hjorden bræger høit af Skræk,

Sjette.: Og paa Sneen tripper.

Syvende.: Hjertets Varme fryser væk;

Ottende.: Sidste Haab det slipper.

Niende.: Hyrderne, o gode Gud,

Tiende.: Du en Hyrde sende,

Ellevte.: Lede dem af Mørket ud

Alle.: Til en salig Ende!

Gabriel: (aabenbarer sig for dem.)

Gabriel.: I Hyrder, som vandre paa Sneen hvid,
Og vogte Hjorden ved Midnatstid!
O dvæler ved Hjorden ei længer!
Ei sørge I for, hvorhen den gaaer!
I selv ere lutter fortabte Faar,
Og til en Hyrde I trænger.
Et Barn er den Hyrde. Han fødtes inat.
O iler til Bethlehem, iler saa brat
Didhen, hvor hans Stjerne jer leder!
I hen til den fattige Krybbe gaae,
Hvor Himlens Herre blev lagt paa Straa!
Der knæler ned, og tilbeder!
35En Sol er vaagnet blandt Skyggers Hær,
Paa Aftenhimlen et Morgenskjær,
Og under Sneen en Palme.
Af Liliens aldrig berørte Skjød
Er den himmelske Rose til Verden fød,
Som i Evighed ei vil falme.
(Han forsvinder. Hyrderne knæle.)

Usynligt Chor af den himmelske Hærskare: Ære være Gud i det Høieste, og Fred paa Jorden!
(Hyrderne reise sig igjen, og gaae efter Stjernen. Den gamle Mand i Sneen vaagner op, og seer sig om.)

Den gamle Mand.: Hvad! Jeg har sovet! Sovet her i Sneen!
Og vaagner dog igjen? Og ved et Syn
Saa helligt, og ved Lyd af Orgeltoner?
(Han reiser sig.) Hvor Stormen tuder! Sneen fyger end.
Den hele Himmel er bedækt af Skyer.
En enkelt Stjerne glimter dog endnu
Igjennem Skyens Rift. Den vil jeg følge;
Maaskee den bringer mig paa rette Vei.
(Han gaaer.)

Gabriel: (kommer fra den modsatte Side.)

Gabriel.: Ja følg den kun; den er en tro Ledsager,
Som sikkert bringe vil paa rette Vei.
De sorte Skyer har jeg strængt forbudt
At skjule dette ene Lys. Den Gamle,
Naar han det følger, kommer til et Herberg,
Hvor der er Ly for Kuld og barske Vinde.
Han troer nu, han har drømt. Det har han og;
Men med den Forskjel, at hans Drøm var sand.
36 (Til Tilskuerne.) Jeg ønsker Eder alle slig en Drøm.
(Han forsvinder.)

✂

En Kirkegaard.

(Klokken i Taarnet slaaer Tolv.)

Vægteren: (raaber udenfor.) Det var ved Midnatstide,
Vor Frelsere blev født.
Til Trøst al Verden vide,
Som ellers var forødt.

Den Lille Nanine: (træder skjælvende ind.)

Nanine.: Den sorte Midnatstime slaaer,
Tolv dumpe Slag fra Kirketaarnet klinge,
Og skjælvende Nanine gaaer,
Hvor Nat og Død udbrede fælleds Vinge.
Jeg veed, min Frygt er uden Grund,
Thi over mig den lille Jesus vaager.
Han fødtes denne Midnatstund;
Og tryg jeg vandrer mellem Nattens Taager.
Jeg veed jo, ingen Spøgelser
Sig vise kan, ei selv i Dødes Have.
Thi hvergang Julenat det er,
Saa bede de i deres stille Grave.
Hvor finder jeg den Grav saa kjær,
Som Støvet af de to Forældre rummer?
Her er saa mørkt. Ak! den er her.
Her knæler jeg. Gud signe Eders Slummer!
Her holdes skal min Julefest,
37Med jer, ak! ei som for et Aar tilbage,
Da, ei endnu en Dødningrest,
I lode Julens Herlighed mig smage.
I døde begge dette Aar;
Nu ingen meer sig om Nanine bryder.
Jeg hører, mens jeg ene gaaer,
Kun fremmed Glædesklang, som langtfra lyder.
De andre Børn sig samle froe
Til Julens muntre Glæder, Leeg og Løier.
Jeg gaaer til Eders stille Bo,
Hvor veemodsfuld Erindring mig fornøier.
Men kan jeg ei de Elskte see,
Fordi de hvile dybt paa sorten Baare,
Skal jeg dog smelte Gravens Snee
Med min Taknemmeligheds hede Taare.

Hendes Skytsengel: (aabenbarer sig.)

Skytsenglen.: Nanine, fat Mod!
Her seer du din Engel
Med Liliestengel.
Mig Herren tillod
Din Sorg at betvinge.
Jeg hæver min Vinge,
Jeg løfter dig op
Til Himmelens Top.
Du ei hos de Døde
Paa Graven den tomme skal hvile;
Men Julen skal smile
Med tusinde Stjerner dig lifligt imøde.
(Han tager hende i sine Arme, og flyver bort.)

✂

Udenfor Himmeriges Porte.

Skytsenglen (kommer med) Nanine, (og banker paa Porten.)

Sanct Peder: (inden for.) Hvo banker?

Skytsenglen.: En Engel.

Sanct Peder.: Nu aabner jeg alt.
(Han aabner Porten, og seer Nanine.) Men udenfor maa blive den jordiske Gestalt.

Skytsenglen.: Nei, Petrus! Til Julen i Himlen jeg kommer.
Tilladelse gav mig den evige Dommer
At bringe den lille Forladte med.

Sanct Peder.: Nu vel, saa farer da begge afsted!
(Skytsenglen flyver med Nanine ind ad Porten.)

Sanct Peder: (i det han lukker.) Jeg aldrig har lukket i Himlen ind
Saa jordisk en Glut med saa blussende Kind.
Ak! Himlen bliver den vist for stor,
Saa den ønsker sig atter tilbage paa Jord.
(gaaer.)

✂

Himmerige.

Patriarken Abraham(sidder paa en Throne.)

Isaak (og) Jakob (staae ved Foden af samme. En Mængde)smaa

Engle (ere forsamlede om et stort prægtigt Juletræ med glimrende Stjerner.)

Abraham.: Alt efter gammel Skik jeg nu den Dag har feiret,
Som har Aartusinders den gamle Synd beseiret,
Den Dag, da Herren selv sig fødes lod i Kjød,
For ved sit bittre Kors at ende Verdens Nød.
Den Dag saa hellig er, at ikke blot histnede
I Menneskenes Slægt de Fromme den tilbede,
Men at hvert Aar endog i høien Himmerig
Jeg har den helligholdt, og vil evindelig,
Saalænge Verden staaer, indtil Basunen kalder,
Til Jorden brænder op, og Himlens Hvælving falder,
At sige med eet Ord, fra nu til Dommedag,
Forskjønne denne Fest til Herrens Velbehag.
Desuden have vi her oppe i vor Himmel
Af smukke, gode Børn en ikke lille Vrimmel.
Jeg mener Englene, de vingesmykte Smaa,
Som nogen Morskab dog imellem have maae,
Og fast det hele Aar ei andre Løier have,
End at ved Juletid de faae lidt Julegave.
Forandring morer dog; jeg selv mig glæder ved
Hvad Tiden bringer med i denne Evighed.

Skytsenglen: (kommer med Nanine.)

Skytsenglen.: Jeg stiller for dit Blik, o Patriark, den Pige,
Som Herren har tilladt at skue Himmerige.

Nanine.: Hvo er den gamle Mand?

Skytsenglen.: Tit Navnet for dig lød
Af Fader Abraham. Hviil saligt i hans Skjød.
(Lægger Nanine i hans Skjød.)

Abraham: (klappende hende.) Nanine, søde Barn!

Nanine: (forundret.) O Herre! Du mig kjender?

Abraham.: Ja meer end blot dit Navn. Du har i Himlen Venner,
Som huske paa dig, naar du er forglemt paa Jord,
Derfor jeg tog dig op i Herrens Engle-Chor.
Seer du de mange Smaa, som hist forsamlet ere?
Barn Jesus hver af dem mon Legetøi forære.
Gak hen til deres Træ: der og et Bord mon staae,
Som dækket er til dig med Julegaver paa.
Ei glædesløs for dig skal denne Juul forsvinde;
Du mere nyde skal end den forsvundnes Minde.
Til efter Nytaar du i Himlen blive tør,
Fordi Forældres Støv du æred, som sig bør.

Nanine.: O hvilket Palmetræ! Det fæster sine Rødder
I Jorden, som jeg seer dybt under mine Fødder,
Men Kronen breder sig langs Himlens høie Blaa,
Og Stjernerne som Lys iblandt dets Grene staae.
O søde Englebørn! De mig ved Haanden tage,
Og til mit lille Bord med Venlighed mig drage.
Ak hvilke skjønne Ting! Og alt af pure Guld!
Er dette mit? Jeg staaer, af dyb Beundring fuld.

Abraham.: Det synes, som de Smaa sig have ret fornøiet.
At glæde dem har jeg allene havt for Øiet.
Nu vil jeg gaae tilsengs. Jeg er en gammel Mand,
Og ei min Nattero jeg godt undvære kan.
(Han stiger ned af Thronen, og gaaer tilligemed Isaak og Jakob.)

De smaa Engle: (til Nanine.) O søde Legesøster!
En Engel og er Du.
Svar vore Englerøster:
Hvad Juleleeg forlyster
Dig meest at lege nu?
I Fruens Natbord længe
Du finde vil Behag.
Gjembelte, Handsker krænge,
Og Munken gaaer i Enge
Den lange Sommerdag.
Vi skal nok saa det mage,
At vi mon Panter faae.
Men husk, at vil du tage
Dit givne Pant tilbage,
Med Kys det løses maa.

Skytsenglen: (til Nanine.) Følg mig først til Paradisets evigt grønne Skove,
Hvor de Salige bestandigt Herrens Almagt love,
For at see din Fader og din Moder mellem hine.

Nanine.: Viis mig Veien, Engel!
42

De smaa Engle.: Men kom snart igjen, Nanine!
(Nanine gaaer med Skytsenglen.)

✂

Gade.

(Julemorgen. Klokkerne ringe til Froprædiken. Folk gaae i Kirke.)

Gabriel Engel: (viser sig i Luften.)

Gabriel.: De Fromme ile nu paa Andagts Vinge
Til Templet, hvor den Evighøie throner,
Og prise der den himmelske Forsoner,
Hvis Sol om lidt skal Nattens Mulm betvinge.
Til tidlig Messe Morgenklokker ringe,
Fjernt straale Kirkens tændte Keridoner,
Og Orgelets Musik og Sangens Toner
Saa helligt i de stille Gader klinge.
Mens i Palladser jeg forgjæves leder
Om Lys, heel mangen tidlig Stjerne luer
I Husene, særdeles i de mindre.
Ja vaager, arme Mennesker, og beder!
Og Eders Fader, som i Løndom skuer,
Skal Eders Tørst med Haabets Bæger lindre.
(forsvinder.)

Enrico, Blanca (og) Kammerjunkeren med Harpen (komme.)

Enrico: (til Kammerjunkeren.)
I hvilken Kirke agter De Dem?

Kammerjunkeren.: Jeg veed ikke ret endnu. Det er mig for saa vidt det samme, i hvad for en Kirke jeg gaaer, bare jeg kommer i Kirke. Men De, mine Venner, gaae jo aldeles af Deres Vei, ifald De vil til Bredgaden.

Enrico.: Vi vil ikke til Bredgaden.

Kammerjunkeren.: Det katholske Kapel er dog i Bredgaden.

Enrico.: Men vi vil ikke i det katholske Kapel.

Blanca.: Nei langt fra! Vi vil høre Mynster.

Kammerjunkeren.: Hvordan? Til hvilken Religion bekjender De Dem?

Enrico og Blanca.: Den evangelisk-lutherske.

Kammerjunkeren.: Besynderligt! Jeg har altid anseet Dem for Katholiker, om ei af anden Grund, saa dog fordi De ere fødte og opdragne paa Sicilien.

Enrico.: Siger intet! Paa Sicilien findes ogsaa Protestanter. Og for at rykke reent ud med Sproget, vi ere Protestanter i den udstrakteste Betydning. Vi protestere nemlig ei allene mod den katholske, men tillige imod enhver anden af de gangbare Troesbekjendelser, ja i Grunden endog mod den lutherske, til hvilken jeg nylig af Høflighed henregnede os. Min Kone og jeg have gjort os en egen Religion, eller, for ei at prale, vi have kun uddannet den, hvis 44 Aand hersker i adskillige tyske Bøger. Sentimentalitet er vor Guddom; vi drukne i lutter Følelser, og for saa vidt ere vi Muhammedanere, at vi dyrke Maanen frem for alt; ja vi leve næsten af bare Maaneskin og Flødeskind.

Kammerjunkeren .: Nu vel, saa ere I da Muhammedanere.

Enrico.: Fanden heller! Jeg har jo kun denne ene Kone, og har meer end nok af hende.

Kammerjunkeren .: Ja, saa ere I alligevel Katholiker.

Enrico.: Nei, thi vi have isoleret vor Kjærlighed fra vor Tro, ja endog ladet hiin gjøre os til Fritænkere og Atheister. Det skeer ikke med nogen ægte Katholik.

Kammerjunkeren.: Nu vel, saa veed jeg dog, I ere i det mindste Lutheranere eller Reformeerte.

Enrico.: Ligesaa lidt; thi vi mangle den praktiske Forstand. Derfor gribe vi i Luften efter Idealer, og blive derved selv til Skygger, som leve udenfor Livet, og stikke besynderligt af imod dettes brogede Farvespil.

Kammerjunkeren.: Men ere I da Jøder eller Hedninger, eller Soltilbedere, eller Ildtilbedere, eller Elephanttilbedere, eller Afgudsdyrkere, eller .....

Enrico.: Holdt! Stop! Ingen af Delene. Snarest af alt ere vi nok Herrnhuter. I det mindste er vor Kjærlighed aldeles søskendeagtig, og langt 45 fra at sprutte, brænder den stille som et Christiansfelterlys. Vi tilbede, som sagt, Maanen, især naar den speiler sig i Vandet. Vi have Harper i vort Indre, lig den, som De, Herr Kammerjunker, har paa Deres Ydre. Vi have hørt philosophiske Forelæsninger, og vor Kiærlighed er moralphilosophisk, for ei at sige apriorisk, ja næsten metaphysisk, (ikke physisk, undtagen for saa vidt den er phtisisk) , og i det hele maa jeg sige Dem, at hvor det ogsaa gaaer med min Kone, saa er jeg for min Part en raisonnerende, raisonnabel og raisonlig Karl, der langtfra ikke er saa dum, som han seer ud til.

Kammerjunkeren.: De maa nu sige hvad De behager, men ihvor det saa gaaer med Dem, saa er Deres Kone, Fanden skal tage mig, katholsk; og det vil jeg bevise Dem med et eneste Argument, som er, at hun i sin Nøds og Betrykkelses Tilstand have isinde at gaae i Kloster. Hvorledes var det muligt, om hun ei var Katholik?

Blanca.: Det skal jeg sige Dem. Jeg tænkte paa Petersens Jomfrukloster eller Vemmeltoft og Vallø.

Kammerjunkeren.: Ah! Det er en anden Sag. Nu tager jeg mine Ord tilbage. Jeg har aldrig før betragtet Tingen fra denne Synspunkt; men nu gaae mine Øine op, og jeg seer, I ere fuldkommen indenlandske Fabrikater. Gud skee Lov! Som god Patriot bør jeg nu elske jer dobbelt.
(Han omfavner dem begge. De gaae alle tre ind i Kirken.)

✂

En oplyst Sal.

(Juledags Aften. Stort Selskab. Adskillige unge Herrer og Damer, blandt hvilke) Vilhelm (og) Constance, (sidde i en Kreds, og lege Pantelege.)

Første Herre.: Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Første Dame.: Hænge.

Første Herre.: Det er et Fingerbøl.

Anden Dame.: O Gud! Det er mit. (Hun stiller sig op.)

Første Herre.: For hvem hænger Jomfruen?

Anden Dame.: Det veed jeg rigtig ikke.

Første Herre.: Men De maa bestemme nogen.

Anden Dame.: Jeg veed ikke, hvem det skal være.

Første Herre.: Her er jo nok at vælge iblandt.

Anden Dame.: Nu, saa hænger jeg for den Jomfru, som sad hos mig.
47

Første Herre.: Nei, De maa hænge for et Mandfolk.

Anden Dame.: Ja, saa hænger jeg for min Broder.

Første Herre.: Nei, holdt! De maa ikke hænge for Deres Broder.

Anden Dame.: Jeg hænger ikke for andre.

Første Herre.: De kan jo hænge for mig.

Anden Dame.: Nei, saa maa De give mig en anden Dom.

Første Dame.: Det var mig, som dømte. Jeg giver Dig en anden Dom. Du skal lave Puns.

Anden Dame.: Maa min Broder gjøre det for mig?

Adskillige.: Ja lad ham det!

Anden Herre: (til en Dame.)
Jeg maa bede om en Flaske Rom? (Han kysser hende eengang. Til tredie Dame.) Maa jeg bede om ti Citroner?

Tredie Dame.: Nei bevares! Saa mange kan De aldrig behøve.
48

Anden Herre.: Jeg beder om Forladelse. Selskabet er stort, og behøver en stor Bolle.

Tredie Herre.: Jomfruen maa virkelig give ham, hvad han har nødig.

Tredie Dame.: Nu, saa tag dem da. (Anden Herre kysser hende ti Gange.)

Anden Herre: (til fjerde Dame.)
Mindre end otte Pund Sukker kan jeg ikke have.

Fjerde Dame.: Gud bevares! Den Puns bliver meget for sød.

Anden Herre.: Ikke efter min Smag.

Fjerde Dame: (med et Blik paa en ung Herre.)
Men maaskee efter visse andres? - Dog, lad saa være. De forlanger otte Pund?

Anden Herre.: Ja mindre kan det ikke være.

Fjerde Dame.: Nu vel da, det er just et halvt Lispund.

Anden Herre.: Nei Tak, vi regne i pundeviis. Altsaa? ... (Han kysser hende otte Gange.)

Anden Herre: (til femte Dame.)
Maa jeg bede om tyve Potter Vand?
49

Første Herre: (sagte.)
Grovhed uden Lige! (Til anden Dame.) Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Anden Dame.: Jeg veed ikke hvad jeg skal finde paa.

Første Herre.: Ja hvad befaler De?

Anden Dame: (til første Dame.)
Hvad skal jeg sige?

Første Dame.: Du kan jo dømme, at, hvis det er et Mandfolk, skal han sige hver af Damerne, og, hvis det er et Fruentimmer, hver af Herrerne en Compliment og en Uartighed.

Anden Dame: (til første Herre.)
Jo saadan skal det være.

Første Herre: (til sjette Dame.)
Det er Jomfruens.

Sjette Dame.: O Gud! Maa jeg være fri for det? Det er saa fælt.

Adskillige.: Det gaaer ikke an.

Første Herre: (til sjette Dame.)
Siden det er Dem, paatager jeg mig Dommen med Deres Tilladelse.

Nogle.: Det er rigtig nok ikke tilladt.

Sjette Dame.: Tusind Tak skal De have.

Første Herre: (med lange Ophold i Talen, og betænkende sig længe for hver Gang. Til en Dame.) De har smukke Øine - jeg mener det ikke. (Til en anden.) De er .... behagelig at tale med - naar De tier. (Til en anden.) Jeg elsker Dem høit - det er ikke sandt. (Til en anden.) Det er en smuk Brystnaal, De har - men Stenene ere af Glas. (Til en anden.) Den Kjole klæder Dem overmaade smukt - men den vilde klæde Deres Nabo bedre. (Til en anden.) De er ... De har ... Nei nu kan jeg rigtig ikke finde paa mere. Jeg beder det øvrige Selskab undskylde mig. (Til sjette Dame.) Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Sjette Dame.: Skrifte.

Vilhelm.: Bravo! Det er mit Pant.

Første Herre.: Af hvem vil De skriftes?

Vilhelm.: Af Frøken Constance.

Første Herre.: Behag at forføie Dem herind.
(Vilhelm og Constance gaae ind i et Sideværelse.)

✂

Sideværelset.

VILHELM (og) CONSTANCE (træde ind.)

Vilhelm.: Saa slaaer da og engang min Lykkes Time!
Med Dig, o min Tilbedede, jeg flygter
Fra det uendeligen flaue Selskab,
Hvor Dumhed hersker kun, og Kjedsomheden
Indfinder sig hos hver, der ei, som jeg,
Af Jalousien martres fast tildøde,
Hvergang han skue maa, hvordan de elskte,
De himmelsøde Læber, han forguder,
Vanhelliges af høist profane Munde.
Hvert Kys, o Elskte, som Du giver dem,
Er mig et grusomt Dolkestik i Hjertet;
Og hvert, som jeg maa tage mod min Villie,
Erindrer mig kun dobbelt om den Nektar,
Jeg ofte drukket har af disse Læber,
Dem nu jeg neppe tør betragte fjernt,
For ei at vække Mistanken hos Nogen.
Men her (o Held mig!) er jeg ene med dig,
Tilbedede Constance, tør dig favne,
Useet, umistænkt, kysse dig, og trykke
Dig til mit Hjerte, og fortælle dig
Hvad tusind Gange jeg fortalt dig har,
Hvor høit, hvor inderligt jeg elsker dig!

Constance.: O Vilhelm! hvis du elsker mig, saa slip mig!
Gjør ikke Skriftemaalet alt for langt!
Hvad tænker man derinde, naar vi blive
Saa længe her? Kom, vi maa gaae tilbage!

Vilhelm.: Ha tusind Gange være den fordømt,
Som først opfandt de dumme Julelege,
52Til hver en stakkels Elskers Helvedqval!
Det været har en Usling, en Forskudt
Af Mennesker og Guder, uden Hjerte,
I Kjærlighed saa høist uvidende,
At ei engang den Dosmer føle kunde
Betydningen, som ligger i et Kys.

Constance.: Min Ven! Din Pathos faaer mig til at lee.
Tilgiv mig, men jeg kan ei andet. Vilhelm,
Hvor kan du være saa urimelig,
Og tage dig en ringe Ting saa nær?
Hvor kan et Kys dig smerte, som jeg giver
Fast tankeløs og uden al Betydning,
Naar, som du veed, jeg tusind har til dig,
I Løndom, elskovsfulde hvert, som dette?

Vilhelm.: O Søde! Du beroliger mit Sind.

Constance.: Nu maa vi gaae.

Vilhelm.: Men Himmel! Kjedsomheden!
Den Kjedsomhed, som venter os derinde!

Constance.: Besynderligt, at du kan kjede dig!
Jeg har ei kjedet mig et Øieblik.

Vilhelm.: Hvordan? Du denne Leeg kan finde morsom?

Constance.: Det vil jeg ikke sige; men jeg er jo
Med dig i Selskab, Vilhelm; jeg kan see dig,
53Og tale med dig lidt engang imellem,
Og tænke paa dig hele Tiden. Skam dig!
Jeg havde ventet mig af dig det samme.

Vilhelm.: O Qvinderne gjør Mændene tilskamme!
Men jeg skal end forbedre mig, Constance,
Ja more mig jeg skal.

Constance.: Ja gjør det, Vilhelm!
Og lad os gaae!

Vilhelm.: Velan! Men først til Afsked
Lad mig omfavne dig!

Constance.: Ja, - men til Afsked!
(De gaae.)

✂

Aaben Mark.

(Nat. Allevegne Snee. I Forgrunden et Huus, hvis Vinduer ere stærkt oplyste, og indenfor høres Dandsemusik. Udenfor holder en Kane. I Baggrunden en tilfrossen Sø. Ved samme staaer) en Yngling, (og spænder sig Skøiter under Fødderne.) Et Par Elskende (gaae over Sneen hen til Huset.)

Han: (medens der spilles en Valts.) Hører du, Elskte, hvor Tonerne stige?
Kom! Vi maae følge den hvirvlende Strøm.
Dandsen er Svæven i Drømmenes Rige,
Dandsen med dig er den saligste Drøm.
Verden i Tumlen omkring os forsvinder,
54Dig kun jeg holder i favnende Arm,
Seer dig i Øiet, som smilende skinner,
Trykker din Haand, som besvarer mig varm,
Kysser i Tankerne glødende Kinder,
Flagrende Lokker og gyngende Barm.
(De gaae ind i Huset.)

Et andet Par

(kommer ud deraf.)

Han.: Fra Dandsen vi ile
I Kjærligheds Fjed.
Her Stjernerne smile
Saa venlige ned.
Men vogt dig! Du er heed;
Dine Kinder gløde.
O Elskede, Søde!
Kom til min Barm!
Saa kysser jeg dig varm.
Stiig ind i min Kane;
Jeg dækker dig til.
Ad sneedækte Bane
Da fare vi vil,
Ved Bjælders raske Spil,
Medens Stjerner glimte,
Og Lyset vi skimte.
Snart gaaer det bort,
Og Natten bliver sort.
Men atter der blinker
I Skoven en Gnist,
Som venlig os vinker
Til Skovhuset hist.
Og uden Ro og Rist
Gjennem sorte Bøge
Vi fare, og søge
55Herbergets Ly,
Og til Kaminen tye.
Mens Sneen nu fyger
Til Stormenes Chor,
Høit Punsen her ryger
Paa dækkede Bord.
Vor Flamme bliver stor,
Saa vi drikke, synge,
Og kjælent os klynge
Bryst imod Bryst,
Med Elskovs fulde Lyst.
(De kjøre bort i Kanen.)

Ynglingen: (ved Søen.) Lykkelige!
Hver har sin
Elskte Pige.
Hvor er min?
Sø derhenne
Skiller os,
Byder tvende
Hjerter Trods.
Isen være
Nu min Ven,
Thi de Kjære
Samler den.
Ei med Fare
True den,
Men bevare
Elskeren!
Stjerne veget
Er for Sky;
Ligemeget!
Lad den flye!
Thi der flammer
Bedre Brand
56I et Kammer
Hist paa Strand.
Fjernt det skinner,
Vinker til;
Der nu spinder
Pigelil
Liin til Skjorte,
Silkeskat,
I den sorte
Vinternat.
Tryg jeg iler
Hen til dig,
Lampen smiler
Stjernelig;
Lad den gløde,
Og ei døe,
Hero! Søde
Elskte Mø!
Elskovspant er
Nordens Iis,
Har sin Leander
Ligerviis.
(Han løber paa Skøiterne hen over Søen.)

✂

Intermezzo.

Skuepladsen forestiller en deilig grøn Skov midt om Sommeren.

✂

Digteren: (kommer.)

Digteren.: Lyksalig er dog ingen som en Digter!
Naar Stormen raser allerskarpest ude,
Naar Sneen fyger, og naar Isen ruger,
Saa drømmer han ved Phantasiens Hjelp
En deilig Sommersol, grøntklædte Skove;
Og ei allene, men faaer andre til
Med sig at drømme om sit Paradiis.
Saaledes nu mit Scepter frem har tryllet
En Sommer midt i Vintrens golde Ørken;
Og ei blot jeg, men I, hvis tætte Klynger
Beskue Scenens magiske Forandring,
Alt glemme Vintren, skjøndt nærværende,
Og lade os Erindringen og Haabet
Fremføre de forgangne skjønne Dage,
Og dem, som vi forvente næste Sommer.
I denne ved mig selv frembragte Verden
Jeg frit kan aande, frit bevæge mig,
Og til min søde Drøm mig overlade.
58I denne Skygge vil jeg leire mig,
Og digte tro, hvad Musen mig indgiver.
(Han sætter sig paa en Græsbænk, tager Papiir og Blyant frem, og skriver.)

Publikum,: (i Form af en colossal Vanskabning, kommer pludseligt ind med et stort Bulder, og bliver staaende foran Digteren, som reiser sig forskrækket.)

Digteren.: Hvo er du, siig, forfærdelige Kjæmpe,
Som i min Drøm saa plumpt forstyrrer mig?
Hvad søger du? Hvad vil du? Og hvad er du?
Et Dyr? Et Menneske? Med tusind Arme,
Med tusind Been, og tusind Hoveder,
Dog i eet Legeme forenede?!
Imellem Juul og Nytaar veed jeg vel,
At Spøgelser man seer; men du, Vanskabning,
For plump til noget Spøgelse mig synes.

Publikum.: Saa du mig ikke kjender?

Digteren.: Nei.

Publikum.: O Digter!
Du kjender ei dit eget Publikum?

Digteren.: Hvordan? Det danske Publikum?

Publikum.: Du seer det.
See det, og skjælv!

Digteren.: Jeg seer dig, og jeg skjælver.
Tilgiv min Ungdoms Uerfarenhed,
At jeg min store Dommer strax ei kjendte!

Publikum.: Hvad har du skrevet? Viis mig det!

Digteren: (rækkende ham Papiret.) Mit Folk!
Der! Tag min Sang! Jeg aldrig havde vovet
At byde dig det ufuldendte Digt,
Om ei du selv det havde krævet af mig.

Publikum: (sønderriver det.) Det duer ei.

Digteren.: Saa hastig Dom du fælder?

Publikum.: Det duer ei.

Digteren.: Tillad dog ....

Publikum.: Tie, og hør mig!
Jeg er med dig aldeles ei tilfreds.
I dette Stykke selv du mig fornærmer.
Hvortil det fade Spøg med den, jeg nu
Af alle mine Digtere har kjærest?
Ja med det Sørgespil, som jeg af alle
Hans talrige Produkter meest tilbeder?
Har du da ikke seet, hvorlunde disse
Titusind Been, som ellers aldrig stræbe
60I samme Retning, men kun mod hverandre,
Nu sig foreente, for omkaps at rende
Til Skuespillet? Saae du ikke disse
Titusind Hoveder, som ellers aldrig
Besjæles af den samme Aand og Tanke,
At aabne deres søvnbetyngte Øine,
Og stirre, mens de Spande Vand udgjøde,
Og alle Munde raabte Bravo, Bravo,
Saa disse Hænder, mens de vældigt klapped,
Forglemte selv at ligge døsigt stille?
Siig, husker du ei meer, at overalt,
Paa Gaderne, i Husene, paa Børsen,
Paa Ballerne, Concerterne, i Kirken,
Hver enkelt een af mine tusind Munde
Tilraabte hvert af mine tusind Øine:
Siig, Øie, har du Blanca seet? Og Øiet
Lod een af Mundene paa Timen svare:
O hvilket Spørgsmaal! Den har intet seet,
Som ei har skuet Blanca, Blanca, Blanca! -
Det veed du alt, du veed det, og du vover
Ham fræk at røre med en Satyrpiil?
Er du en Digter, og har ikke Sands
For Blancas elskovsfulde Sværmerie?

Digteren.: Forlad mig, jeg har Sands derfor, jeg føler,
At dette er det bedste, han har frembragt.

Publikum.: Men hvilket Raserie forfører dig
Da til at handle mod din Følelse?
Naar du nødvendigt skulde spotte ham,
Hvi har du da ei valgt et ringere
Iblandt de mange Børn, hans Muse føder?
Der var jo nok at vælge mellem. See,
Jeg skulde selv dig have overladt,
Ifald du havde spurgt mig først derom,
61Hans Mithridates, Turnus, Varners Vandring,
Det hele Procne-Væsen, ja, hvad meer er,
Hans sorte Riddre, som jeg aldrig læste;
Men Blanca burde ei vanhelliges.

Digteren.: Jeg tilstaaer dig, at hine Værker, som
Du mig saa ædelmodigt overlader,
Mig vilde have givet bedre Stof,
Min Satyr lettet, og mit hele Digt
Dig meer behageligt og morsomt gjort.
Men just af denne Grund jeg dem forskjød.
Jeg sigted med min Piil til fjernest Maal;
Thi falder det, som du beundrer høiest,
Saa kan det øvrige umuligt staae,
Men følger med i Faldet, og da vil du
Dig sige selv: Var det det grønne Træ,
Hvorledes vil det gaae da med det tørre?

Publikum.: Troe ei, min Ven, du har mig overtydet!
Der hører mere til, end din Fadaise.
Kritiken elsker jeg, ja! elsker den
Langt meer end Kunsten selv, men viid, jeg hader
Satiren, thi den intet kan bevise.

Digteren.: Men er mit Digt en mathematisk Bog,
Som skal bevise noget? Er det ei
Et Spil af Phantasiens Sommerfugl,
Der bruge vil med Frihed sine Vinger
I hver en mulig Retning? Er jeg derfor
Din Digters Fiende? Nei, ved alle Muser!
Ifald han, hvad jeg haaber vist, er Digter,
Da vil han selv sig have moret meest,
Og først af alle have leet, da jeg
Til Jorden drog hvad han i Skyen bygged.
62Selv Himlens Herre vil ei vredes paa mig,
Fordi jeg dristig spøgte med hans Himmel.

Publikum.: Det er en anden Sag, det laer jeg gaae.
Gud maa, som Bibelen, sig selv forsvare.
Orthodoxie er ikke just min Feil;
Desuden er den Sag mig ligegyldig,
Og kommer mig ei ved; men Blancas Digter
Du ei skal røre. Har jeg eengang grædt,
Saa vil jeg troe, at jeg har grædt medrette,
Og ikke lære, at min Graad var spildt.

Digteren.: Men er den Fugtighed da end ei tørret?
Kan du idag ei derfor gjerne lee,
Og glemme, at igaar du fældte Taarer?
Uskyldigt var mit hidtil førte Spøg,
Og ene Spøg; kun denne Samtale,
Jeg tilstaaer det, maaskee mig kunde gjøre
Din Digter vred, ifald han hørte den,
Thi her du tvang mig til alvorlig Dom.

Publikum.: Men Du var den, som gjorde første Skridt,
Og deri ligger just din Uret. Aldrig
Du burde have rørt ved Blancas Digter.
Der ere andre, som med Ret og Skjel
Fortjene hvert et Spark, de kunne faae.

Digteren.: Nei Hælen ei mit Vaaben er; men Pile
Har jeg tilovers. Nævn mig bare, hvilke
Du mener, og jeg spænder Buen alt.
63

Publikum.: Hvad veed jeg det? Jeg deres Navne glemmer,
Naar deres hæse Ravneskrig er endt,
Og andre, som jeg husker godt, fordi
De give mig bestandigt Stof til Latter,
Jeg ikke nævne vil. Du selv dem kjender,
Desuden er Exemplet jo forhadt.

Digteren.: Du glemmer, at det er for dig jeg skriver.
Det var jo overflødigt at berøre
Dem, som du alt har glemt, og det var Synd
At hindre dem, som faae dig til at lee;
Du græder dog kun alt for meget. Nei,
Den, som du agter meest, jeg helst bekjæmper,
Thi der er Modet størst, og Seiren gavnligst.
Det skadelige Frø, hvis værre Frugter
Jeg forudseer, kan ikke fæste Rod,
Undtagen i det Urtebed, du dækker
Med Gjødningen af din Berømmelse,
Og vander daglig med din Regn af Taarer.
Der maa man luge, men de løse Kjerner,
Som ingen ændser, som for Vinden drive,
De ville, om endog et værre Ukrud,
Dog aldrig spire, aldrig fæste Rod,
Og ere derfor ubetydelige.

Publikum.: Du laster alt, dig intet er tilpas:
Er du da selv saa meget fuldkommen?
Viis mig, hvad Du har gjort, hvad Du har virket;
Maaskee det bedre er; det skal mig glæde.
Jeg fatted Haab om dig i Sommer paa
Den skjønne Aften før Sanct-Hans-Dag, da
Ved Kirstens Kilde i din Fjælebod
Du viiste mig de smaa Marionetter.
64Jeg tænkte, den Begyndelse var god;
Men det var ogsaa kun Begyndelse.
Siig mig, hvad Fremskridt har du siden gjort?
Du var jo næsten stum fra da til nu.

Digteren.: Jeg veed, min Lyres første, svage Tone
Har vundet alt det Bifald, den fortjente,
Og meget meer; du mig imøde kom
Meer venlig, end jeg blot at haabe voved.
Hvad Under, om jeg just af denne Grund
Blev meer opmærksom paa mig selv, og tøved,
Af Frygt for, at min anden Sang ei skulde
Fortjene Lykken af dit andet Smiil?

Publikum.: Imidlertid, den Taushed duer ei.
Den viser mig, at det vil aldrig blive
Til Alvor med hvad du for Spøg begyndte.
Thi ellers var du sikkert ikke bleven
Saa længe staaende ved Mester Jakel;
Men dine luende forgyldte Smaa
Sig maatte have viklet ud til store,
Til tragisk ædle Skygger i det Fjerne,
Som os den tragisk ædle Digter spaaede,
Men Udfaldet beviste, at ei altid
Propheten er forenet med Poeten.
Hos den, som Gud til Digter har bestemt,
Han og har nedlagt Sangens Hippokrene,
Der ei bør søges udenfor Poeten,
Men springer af hans eget Indre frem
I store Springvandsstraaler høit i Luften,
Saa Draaben klingende fortrænger Draaben.
Men stille Vande muddres, og en Sangfugl
Ei flyver over Mare mortuum.
65

Digteren.: Men saadan er nu eengang min Natur.
Jeg kan ei evigt lade Vandet springe,
Og uophørligt spidse Gaasefjeren.
Jeg leve maa, og aabne mine Sandser
For hvert et Indtryk: Livets Farvespil
Jeg skue maa, og lytte til dets Toner.
Misund mig ei den korte Nydelse!
Snart er dog Ungdommen forbi; og, troe mig,
Naar Alderdommen kommer, er det godt,
Ifald det svundne Liv er værdt at huskes.
Thi aldrig digter man saa skjønne Sager,
Som naar Erindring, alle Musers Moder,
Omsvæver nær den gyldne Strengeleeg;
Og hiin engang min bedste Bog skal blive;
Men nu er Livet mig meer værdt end Bøger,
Især langt meer end dem, jeg selv kan skrive.
Jeg gjerne læse vil! det gaaer dog hurtigt;
Ak! men at skrive er en langsom Pine.
Jeg tusind Tanker have kan, imens
En eneste jeg paa Papiret bringer.
Den Ting nu ei forandres kan. Min Muse
Er eengang ikke nogen Maanedsdue.

Publikum.: Hvad der du siger, klinger fast som noget.
Imidlertid er Ord dog ikke nok,
Men Handling maa der til. Velan, en Prøve
Vil jeg dig sætte paa nu strax, og den
Mig vise skal, hvad jeg af dig kan vente.
Som Herkules du staaer paa Skilleveien.
Dens ene Side fører til en Grotte,
Hvori en Kilde vælder frem. En Fee,
Den yndigste blandt alle Qvinder, ligger
Den hele Dag paa Bænken der af Mos,
Og lytter til de klare Perlevover,
66Som trille rislende. Hun hedder Klingklang.
Den anden Side fører til en Sandørk,
Og Veien over den er heel besværlig,
Men har du den tilbagelagt, du kommer
Hen til en prægtig Stad, hvori der boer
En fornem Mand, og Mandens Navn er Hensigt.
See, begge dig imøde vandre, for
At hverve dig. Nu gjælder det at vælge.

Klingklang

(kommer ud af Grotten)

, Hensigt

(fra den modsatte Side.)

Digteren.: Men siig mig, hvilken af de To er Dyden,
Og hvilken Vellysten, paa det jeg ikke
Skal tage feil af dem.

Publikum.: Kan du dig ei
Besvare dette Spørgsmaal selv?

Digteren.: Aa jo!
Men det er ikke sagt, at den, jeg anseer
For Dyden, ogsaa Dyden er for dig.
Og gjerne vilde jeg idag mig vise
Just fra en fordeelagtig Side, gjerne
Dig gjøre ret tilpas i dette Valg.

Publikum.: Du selv maa see dem, og du selv maa vælge.

Digteren.: Hvad er det, Feen holder i sin Haand?

Publikum.: Det er et lille Lomme-Lotterie.
67

Digteren.: Et Lotterie?

Publikum.: Af Ord, men ei af Tal.
Den hele Sprogets Rigdom findes der
I Lykkehjulet blandet. Naar du hende
Om noget spørger, svarer hun dig ei,
Før hun har dreiet Hjulet rundt, og trukket
To Ord deraf; med dem hun ender Svarets
To første Linier, og rimer siden paa dem.
Men Hensigt taler som en anden Mand,
I Prosa, tydeligt og hensigtsmæssigt.
Du seer, det er en Mand med Baand og Stjerne;
Begegn ham med Respekten, ham tilkommer.
Din Prøve tager nu Begyndelse;
Jeg trækker mig tilbage for at see,
Som Tilskuer, hvad Udfald den vil faae.
(Publikum træder frem i Forgrunden ved den ene Side. Klingklang og Hensigt nærme sig Digteren, hver fra sin Side.)

Digteren: (afsides.) Nu gjælder det. Den store Dag er kommen,
Da Publikum mig seer paa Skilleveien.
For tusind Blikke staaer jeg udsat her.
Hvorledes mon jeg vel mig tager ud
I Verdens Øine? Det er Hovedsagen.
Med Frihed kan jeg dog umulig handle.
Jeg staaer jo ei, som Herkules, allene
Med mine Fristere og Himlens Hvælving.
Ak havde jeg et Speil at see mig i!
Jeg veed ei ret, hvordan mit Halsbind sidder,
Jeg troer, en Knap der mangler i min Kjole.
Her gjælder Værdighed. Man i det mindste
Med Anstand bør i Gabestokken staae.
(Til Klingklang i en ligegyldig Tone.) 68Siig, skjønne Fee ...
(afbrydende sig med Pathos.) Ved Himlen! Ja medrette
Jeg skjøn har kaldet dig, thi aldrig før
Saa yndig Skjønhed mine Blikke rørte,
Bevægelig, som Bølgen i din Kilde,
Og hver Bevægelse, som den, melodisk.
Siig mig, hvad vil du have? Kræv! Forlang!
Mit Hjerte har du alt ...
(pludseligt afbrydende sig igjen.) Dog nei - jeg havde
Mig nær forsnabliseret - Hvad jeg vilde
Dig sige, skjønne Fee? Mit Hjerte er
Endnu bestandig frit, dog alt jeg føler,
At dets Erobring let for dig vil være.
Siig mig, hvad Grunden er til dit Besøg.

Klingklang: (dreier Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:)
»Svale. Paa.«
(Hun ruller dem atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:) Følg mig til min Grottes svale
Bænk, som nys jeg slumred paa.
Vover tæt forbi den gaae;
Du skal høre Kildens Tale,
Og dens Tryllesprog forstaae.

Digteren.

✂

O, himmelsk er din Sang, du Tryllepige!

(til Hensigt.)

Men hvad befaler Deres Excellence?

Hensigt.: Jeg vil føre Dem en rigtig nok trang og tornefuld Bane igjennem denne Sandørken; men naar De kommer til Maalet, nemlig den store Residentsstad, skal De blive belønnet med at faae et godt Embede.

Klingklang: (dreier, som før, Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:) »Forføre. Skal.«
(Hun ruller dem, som forhen, atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:) Lad ei Verden dig forføre.
Himlen da du tabe skal.
Rygt Naturens bedre Kald;
Bliv hos mig, og glæd dit Øre
Ved min Kildes Tonefald.

Hensigt.: Ifald De er en Mand, saa bryder De Dem kun lidt om denne Sirene og hendes daarlige bouts-rimés. Hvad De hos hende kan opnaae, er kun øieblikkelig Nydelse. Jeg derimod agter at føre Dem til et Maal, hvorpaa Deres Fremtids Lykke skal beroe.

Klingklang: (som før.) »Bygge. Morgen.«
Dødelige! Du vil bygge
Planer for den Dag i Morgen!
Hvilken Viisdom er dig Borgen,
At du da er meer end Skygge?
Nyd dit Nu, glem Fremtidssorgen.

Hensigt.: Det er den groveste Epicuræisme, hvortil min Contrapart har isinde at forlede Dem. Afholdenhed er det gavnligste for et ungt Menneske. Den styrker Nerverne ligesaa meget, som overdreven Nydelse udtømmer dem.

Klingklang: (som før.) »Gave. Grene.«
See! af modne Frugters Gave
Bugner hver af Skovens Grene.
70Æbler giver jeg dig ene
Af min Hesperidehave,
Vand kun af min Hippokrene.

Hensigt.: De berømteste Læger ere enige om, at den blot vegetabiliske Føde er skadelig for Helbreden, som ogsaa at Vanddrikken giver en slap Mave. Følger De mig, maa De rigtig nok underveis tage tiltakke med hvad Ørkenen formaaer, hvilket neppe bliver andet end Desert, men naar vi ere komne til Staden, skal De daglig faae sex Retter haandfast Mad.

Klingklang: (som før.) »Mig. Tøver.«
Grumme! Med at vælge mig,
Du endnu saa længe tøver?
Nu, saa viid, jeg elsker dig.
Flere Ord end disse, siig,
Du vel sagtens ei behøver.

Hensigt.: Jeg beder Dem tage i Betænkning, at De med dette Fruentimmer ingen anden Medgivt faaer end hendes Kildevand og Æbletræer. Jeg vil derimod paa den anden Side foreslaae Dem et Parti med en rig Enke af mit Bekjendtskab, som vist ikke vil nægte Dem sin Haand.

Klingklang: (som før.) »Seer. Lige.«
Hvad du faaer med mig, du seer:
Kjærlighed foruden Lige.
Jeg er selv mit hele Rige.
Derfor, hvis du ønsker meer,
Har jeg intet meer at sige.

Hensigt.: Jeg har heller ikke meer at sige, end hvad jeg allerede har sagt. Vil De følge med mig, saa kan De, og vil De ikke, saa kan De lade være.

Digteren.: Jeg beder om Forladelse. Undskylder
Min Langsomhed! Nu skal jeg strax mig fatte.
Tillader mig et Øiebliks Betænkning!
(Han træder frem i Forgrunden, og taler med sig selv.) Det er en overmaade kritisk Sag.
Hvad skal jeg gjøre? Hvilket Forsæt tage?
Hvem der dog bare vidste, hvilket Valg
At Publikum forlanger! - Dog - der falder
Mig noget ind: Hvad? Om jeg deelte mig?
Og gav mit halve Hjerte til den ene
Af disse, og det halve til den anden?
Saaledes vil man sikkert, jeg skal gjøre.
Naar tvende disputere med hverandre,
Saa lader det dog altid saa fornuftigt
At sige: I har begge Ret og Uret;
Man Eders Meninger forene maa.
Saaledes slaaes to Fluer med eet Smæk.
Graat er den Farve, som behager meest,
Og Hvidt og Sort er ikke meer i Moden.
Velan!
(til Klingklang og Hensigt.) Jeg har alt taget min Beslutning.
(Han træder hen imellem dem, og tager dem begge to i Haanden.) O Ædlinge! (Tillader mig at kalde
Jer begge med det samme Hædersnavn!)
Hvor smerter det mit Hjerte dybt at see
To slige Værdige, to Danne-Væsner
(Jeg kan ei sige Mænd, ei heller Qvinder) At stande fiendtligen imod hverandre.
Naar I foreente jer, hvad vilde da
72For skjønne Frugter af jer Ening opstaae!
Fra ingen af jer kan jeg løs mig rive.
Den ene har just hvad den anden mangler,
Og jeg er Ven af begge Potentater.
Modtager begge to mit deelte Hjerte!
Hos Deres Excellence vil jeg sidde
Hver Morgenstund og hele Formiddagen,
Og skrive paa Contoiret; men om Aftnen
Jeg mig adsprede vil i Feens Grotte,
Dog altid komme hjem før Klokken tolv,
For næste Morgen at staae tidlig op,
Og være dygtig til alvorligt Arbeid.
Saaledes vælger jeg; jeg kan ei andet.

Publikum: (trædende hen til Digteren.) Ja ædle Yngling! Du har staaet din Prøve.
Du slynger om din Tinding Borgerkronen
Med Digterkrandsen, Egeløv med Laurbær.
Med Glæde vil jeg nu dig offre alt
Hvad Blancas Digter skrevet har og skriver
Og skrive vil; han kommer dig ei nær.
O havde Herkules dog gjort som du,
Og smukt forenet Vellysten med Dyden!
Ja du er meget mere stor end han,
Og mere stærk. Jeg hilser dig som Melet,
Der snart skal jevne Fædrelandets Suppe.
(Han klapper med alle Hænderne, og raaber Bravo med alle Mundene.)

Digteren.: Jeg staaer beskjæmmet af din megen Roes.
O vær forsikkret, at jeg aldrig skal,
Saalænge som jeg aander her og lever,
Forglemme, at din Yndest alt jeg skylder,
Og min Fortjeneste aldeles intet!
(Han bukker flere Gange.) 73

Publikum.: Lev vel, og lad mig høre fra dig snart! (gaaer.)

Klingklang: (som før.) »Umager. Heel.«
Du forgjæves dig umager.
Følger du mig ikke heel,
Vist jeg ei tiltakke tager
Med dit Hjertes halve Deel.
Meer et Intet mig behager.
(Vendende sig til Hensigt, og udtrækkende to Sedler, som før.) »Annamme. Gaaer.«
Derfor kan du ham annamme,
Heel og holden, som han gaaer.
Men jeg siger dig, og spaaer,
At den Tid skal komme, naar
Ved sit Valg han sig vil skamme.
(Hun gaaer tilbage i Grotten.)

Hensigt.: Nei, see mig til den uforskammede Taske! (Han render hen til Grotten, og raaber derind:) Hvad? Tør hun understaae sig at sige Du til en Mand af min Extraction? Veed hun vel, at jeg kan lade hende bringe paa Politikammeret hvad Øieblik jeg vil? Thi hendes private Lotterie er forbudet i Kongens Forordning tilligemed alle andre Hazardspil. - (Til Digteren.) Forresten maa De ikke troe, at jeg skjøtter om det, som hun slaaer Vrag paa. De kunde have valgt mig strax. Nu vil jeg ikke være Deres Nødanker.
(Han gaaer samme Vei, som han kom.)

Digteren: (allene.) O Himmel! hvilket Udfald fik dog dette!
Jeg gav mit Æble, men fik ingen Pære.
O! havde jeg kun fulgt mit Hjertes Drift,
Og ikke spurgt mig: Hvad mon Folk vil sige?
Dog end jeg ile vil i Grotten ind,
74Og kaste mig for Feens Fødder ned,
Og bede om Tilgivelse. - Hvad seer jeg!
Den lukket er! - O Klingklang! Luk mig op!
Din Elsker kommer angerfuld, og beder,
At ei du vil forskyde ham. - Ak! intet
Hun svarer; hun er vred. - Hvad har jeg gjort! -
O Publikum! For at behage dig,
Jeg offret har mit Hjertes Drift. Hvad vil du,
Hvad kan du til Erstatning give mig?
(Han holder sig begge Hænderne for Hovedet, ligesom i Fortvivlelse, og bliver saaledes staaende.)

Harlekin: (kryber ganske sagte op af Souffleurhullet.)

Harlekin: (afsides til Tilskuerne.)
Nei, det gaaer for vidt. Min gode Herr Digter tiltaler ikke Publikum saaledes som det sømmer sig for en ung Mand. Det gjør mig ondt for ham, thi han har selv værst deraf. Overalt finder jeg det upassende, at han tør fremstille Publikum personificeret paa Skuepladsen, og derved ligesom gjøre Dem, mine ærede Herrer, til Comødiantere. Thi saa gjerne som De seer Skuespillet, saa nødig vil De dog nok selv spille en Rolle deri. Ikke sandt?

Adskillige Tilskuere.: Ja, det forstaaer sig.

Harlekin: (med et ængsteligt Blik paa Digteren, afsides til Tilskuerne.)
Tys! bliv ikke vred, men jeg maa bede Dem ikke tale for høit; thi hvis Digteren mærkede, at jeg stod i Forstaaelse med Dem, saa var jeg om en Hals. Jeg skal sige Dem, han er Manden for det Hele, og jeg, som een af hans Personer, har ligesaa lidt Lov til paa egen Haand at underhandle med en fremmed Magt, som Soldaten uden Generalens Tilladelse. - Men hemmelig skal jeg forhjelpe Dem til den eclatanteste Hævn af Verden; thi, i Sandhed, fornærmeligt er det, at de ere blevne indførte paa Skuepladsen. (Han slaaer Digteren paa Skulderen, og derved ligesom vækker ham.) Gode 75 Ven! Det var nok ikke afveien, om du lod mig faae lidt mere Manuskript; thi det jeg har, er sluppet, og jeg kan følgelig ikke soufflere længer.

Digteren.: Hvad for noget? Maa Du soufflere?

Harlekin.: Jeg var nødt dertil; thi det var mig umuligt at faae Liv i Souffleuren, da jeg nylig vilde vække ham. Under fire Øine kan jeg betroe dig Hemmeligheden. Han har drukket sig fuld iaften.

Digteren.: Naa, saa skal jeg da ....

Harlekin.: Stille, stille! Du maa love mig, ingen Scene at gjøre i den Anledning. Herre Gud! Hvad skal man sige? Det er saa koldt, og hvem veed? Maaskee har den stakkels Fyr drukket din Skaal, med det fromme Ønske, at dit Stykke ei maatte blive udpebet.

Digteren.: Jeg takker dig for dit Venskab, men det gjør mig dog ret ondt, at maatte bruge din interessante Person paa en saa underordnet Plads. Jeg kunde have draget langt større Nytte af den, som Skuespiller.

Harlekin.: Vær ikke bange! Jeg skal nok see mit Snit, og forlyste Publikum, naar Leiligheden gives.

Digteren.: O gjør det, min Ven, og gjør det strax. Thi mit Hoved er dog saa fortumlet, at jeg ikke kan fatte mig i det første Øieblik. (Han kaster sig paa Græsbænken.)

Harlekin.: Gjerne, men du maa give mig frit Spillerum.
76

Digteren.: Aa ja vist! Du kan for mig gjøre hvad du vil.

Harlekin: (afsides.)
Fy! Han er vranten. Nu, ved min Harlekinsære! Ei omsonst skal han have ladet mig gaae for slap Tøile. Heida! Herr Maskinmester!

Maskinmesteren: (kommer.)

Maskinmesteren.: Nu, hvad godt?

Harlekin.: Det er mig, Herr Maskinmester, som De for Eftertiden har at lystre. Digteren har afsat sig selv; han har givet mig carte blanche, som berettiger mig til enhver Frihed. Jeg er nu Herren, og han Tjeneren.

Maskinmesteren: (i det han bukker ærbødigt for Harlekin.)
Jeg beder Deres Majestæt være forsikkret om min fuldkomne Underdanighed, Lydighed, Troskab og Hengivenhed under min ny Monarks almægtige Scepter.

Harlekin: (klappende ham paa Skulderen.)
Jeg er overbeviist om Deres gode Intentioner. - Altsaa, min Ven, til Sagen! Publikum trænger høilig til en lille Recreation. Hvormed, Herr Maskinmester, kunde De i en Hast opvarte de ærede Tilskuere?

Maskinmesteren.: Jeg veed sandelig ikke, hvad det skulde være. Maaskee Ildregnen?

Harlekin.: Ildregnen er god nok; men De husker, at vi har en Ildebrand i anden Akt, og det er nødvendigt at spare. Hør, veed De hvad? Lad 77 os faae Klosterkirken i Korsridderne, med den aabne Grav i Muren.

Maskinmesteren.: Strax. (Han løber hurtig ud, kommer derpaa tilbage, og ringer paa sin Klokke.)

✂

(Skuepladsen forvandles til Klosterkirken i Korsridderne.)

Harlekin.: Bravo! - Heida! Pyntekone!

Pyntekonen: (kommer.)

Pyntekonen.: Hvad godt?

Harlekin.: Madam! Det er mig, som De for Eftertiden skal lystre. Gesvindt! En eller anden Maske, som behager Publikum!

Pyntekonen.: Hvilken befaler De?

Harlekin.: Ja, hvilken gjør meest Lykke?

Pyntekonen.: Jeg veed ikke. For Exempel, Pagen i Blanca?

Harlekin.: Herligt! Lad ham strax komme, for at blive indmuret i den aabne Grav!

Pyntekonen.: Paa Timen! (Hun gaaer.)

Harlekin.: Maskinmester!

Maskinmesteren.: Herre!

Harlekin.: Et stort Fiskergarn! Hurtig!

Maskinmesteren.: I Øieblikket. (Han løber ud, og kommer tilbage med et stort Fiskergarn.)

Harlekin: (beseer det.)
Det er godt. - Maskinmester!

Maskinmesteren.: Herre!

Harlekin.: Den brune Lok af Signes blonde Haar!

Maskinmesteren.: Hvilken mener De?

Harlekin.: Ih! den, hvormed Hagbart har sine Hænder ombundne.

Maskinmesteren.: Ah! Nu forstaaer jeg. Strax, Herre! (Han løber hurtig ud, og kommer tilbage med Haarlokken.) Gud veed, det er en urolig Tjeneste under det ny Regimente. Jeg sveder allerede som et Bæst.

Harlekin: (tagende Lokken.)
Den er god. Det er ypperlige Hestehaar. (Han sætter den i Garnet.) Denne Lok er en god Lokkemad. Nu skal jeg nok fange Fisk.

Pyntekonen: (kommer med Pagen.)

Pyntekonen.: Herre! See, her er Pagen fix og færdig.

Harlekin.: Kom, du lille Forelskede! Nu skal du strax blive indmuret. Men først bruger jeg dig til Lokkemad. (Han putter ham ind i Garnet.)

Pagen: (grædende.)
O Herre Gud! Hvorfor skal jeg derind? Hvad har jeg gjort? Jeg skal aldrig mere være uartig.

Harlekin: (puffende ham derind.)
Her hjelper hverken Snak eller Taarer. Du er mig ganske nødvendig. Med Lokken fanger jeg kun smaa Makreler og Hundesteiler, men med dig derimod de allerstørste Torsk og Flyndere. (Han vil kaste Garnet ud mellem Tilskuerne.) Ud i Søen med dig!

Adskillige Tilskuere.: Behøves ikke! Behøves ikke! Vi kommer alt.

Harlekin.: Tænkte jeg det ikke nok? Fiskene komme af dem selv, bare de seer Lokkemaden nok saa fjernt. - Behag at stige op. - Maskinmester! Hurtig! Her maa lægges en Bro til de ærede Tilskueres Beqvemmelighed.

(Maskinmesteren henter nogle Bræder, som blive lagte fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne. En Mængde Tilskuere bestige dem, og begive sig op paa Theatret.)

Nogle Tilskuere.: Aa hvor det er smukt!

Andre.: See Lokken!

Andre.: See Pagen!

Andre.: See Hullet i Muren!

Harlekin.: Ja vist er det smukt altsammen. Men jeg beder Dem, glem ei den egentlige Hensigt, hvori De ere komne. Der sidder Digteren. De veed, hvorledes han har fornærmet Dem. Skaan ham nu ikke.

Adskillige Tilskuere.: Ja det er sandt. Herr Digter! Sover De?

Digteren.: Hvad? Hvad seer jeg?

Første Tilskuer.: Hvad De seer? De seer et fornærmet Publikum, opbragt paa Dem for den Impertinence, hvormed De har vovet at fremdrage det paa Skuepladsen, gjøre det til en Comødiant og lade det spille hvad Rolle, De finder for godt.

Digteren.: Mine Herrer! Publikum maa forsvare sig selv. Jeg vil strax kalde det frem. Publikum! Kom hid!

Publikum: (kommer.)

Publikum.: Hvad befaler?

Digteren.: Min Ven! Her forestaaer dig en farlig Strid. Du maa nemlig fægte med dig selv.

Anden Tilskuer.: Aldeles ikke. Det er ei med Acteuren vi have at bestille, men med Dem, thi De er jo Forfatteren til Stykket.

Digteren.: Ah, mine Herrer! Det var godt, De bragte mig det i Erindring, thi nu skal jeg bevise Dem min Uskyldighed saa klart som at to og to er fem.

Adskillige.: Ja lad os see det; før troe vi det ikke.

Digteren: (tager en Rulle Papiir op af Lommen.)
Seer De, mine Herrer! Her er Manuskriptet, og her er Scenen mellem Publikum og mig. Vil De behage et see: Ikke et Ord af alt hvad Acteuren sagde, staaer i hans Rolle. Jeg selv blev nødt til at extemporere og improvisere, bare for at bringe en Slags Mening i det Hele.

Nogle.: Det er uhørt.

Andre.: Uforskammet.

Digteren.: Ja men nu kommer det værste. Seer De alle disse Papiirsstumper, som ligge her paa Gulvet? Kan De erindre, at han reev et Blad itu 82 for mig? Og veed De hvad det var? Det var saamæn hverken meer eller mindre end Manuskriptet til anden Akt, som vi nu om et Øieblik skal opføre. Jeg har ikke havt Tid til at skrive den før mellem Akterne.

Tredie Tilskuer.: Men De maa dog tilstaae, det er ogsaa at tage Tingen vel sildig.

Digteren.: Unægtelig.

Fjerde Tilskuer.: Og saa ovenikjøbet sætte Dem til at fuldende Deres Stykke midt paa Theatret lige for Publikums Øine, saa man maa troe, at Deres Arbeide er en Scene i Stykket selv.

Femte.: Men imidlertid er dog Acteuren strafskyldig.

Sjette.: Lad os prygle den Slyngel.

Alle.: Ja lad os det.

Digteren.: Det er ikke nødvendigt. Som Forfatter til Stykket har jeg naturligviis mine Personer saaledes i min Magt, at jeg kan tvinge dem til hvad det skal være, og mislykkedes det før, skal det dog nu gaae an, siden jeg har Deres Hjelp, mine Herrer. De skal strax see. (Til Publikum.) Læg dig ned paa Gulvet. (Publikum lægger sig.) Lad dig mishandle uden at knye. - Mine Herrer! De behage at straffe ham, som De finder for godt.
(Tilskuerne gaae hen og træde paa ham, slaae ham, knibe ham, o. s. v.)

Digteren.: Er det nu nok, mine Herrer?
83

Alle.: Ja, nu har vi faaet Satisfaction.

Digteren: (til Publikum.)
Reis dig, og gaae.
(Publikum gaaer.)

Syvende Tilskuer.: Forunderligt!

Ottende.: En Digter er saaledes næsten almægtig.

Digteren.: Ja paa sin Façon. Jeg kan forsikkre Dem at den militaire Subordination er ingen Ting imod den æsthetiske mellem Digteren og hans Personale.

Niende Tilskuer.: Men hvis saa er, har De jo netop selv Skyld i Fornærmelsen mod Publikum.

Digteren.: Har jeg? Ja det er muligt. Jeg begynder snart at blive confus.

Tiende Tilskuer.: De har i ethvert Tilfælde Skylden, thi Forseelsen ligger mindre i de Ord, De lod Publikum sige, end i den blotte Idee at bringe det paa Theatret, og saaledes gjøre os til Comødianter, hvilket er en Uforskammenhed uden Lige; thi vi kan nok være bekjendt at være Tilskuere, især da vi have betalt vore Pladser, men at blive selv Acteurer, derfra bevare os Himlen.

Ellevte.: Thi vi vilde heller være Tilskuere af den elendigste Piece, end spille en Rolle med i det fortræffeligste Mesterværk.
84

Digteren.: Men, mine Herrer? Ifald saa er, hvad gjør De da i dette Øieblik? Mig synes, De spiller Comødie alt hvad De kan.

Tolvte tilskuer.: Fordømt! Det gjør vi jo øgsaa.

Trettende.: Det er den Himmelgavtyv, den Harlekin, som førte os til at gaae herop.

Fjortende.: Naa han skal faae.

Adskillige.: Lad os prygle ham!

Harlekin.: For Guds Skyld, mine Herrer! Gjør ikke Dem selv Pinen længere. Betænk, at ifald De prygler mig her paa Skuepladsen, saa spiller De jo den meest dramatiske Scene, fuld af Handling. Hvad De hidindtil har gjort, kan De endnu forsvare for Deres egen Ære, thi Deres Spil bestod kun i Ord, og den hele Scene, som De opførte, havde kun en lyrisk-episk Form, men skrider De til den frygtelige Yderlighed, saa gives der ingen Redning mere for Dem.

Femtende Tilskuer.: Han har sgu Ret.

Sextende.: Lad os liste os ganske sagte ned paa vore Pladser.
(De begynde at gaae over Bræderne tilbage til deres Pladser.)

Digteren: (til Harlekin.)
Harlekin! Hvad har du dog gjort! Hvilket Puds har du her spillet mig! Jeg giver dig et Øiebliks Souverainetet, og du begynder allerede 85 næsten at føre dig op imod mig, som Semiramis imod sin Gemal. Nu vel da! Har jeg nylig handlet ubesindig ved at give dig for stor Magt, saa afsætter jeg dig nu formelig og høitidelig i Publikums og Theaterpersonalets Paahør. Vedbliv at spille din Rolle for Eftertiden, men husk paa, at du er en underordnet Person, og ihvor løbsk du ogsaa bliver, saa vogt dig dog for at løbe af med Digteren selv, som din enevældige Herre.

Harlekin.: Velan, saa lad mig da antage mig igjen min Bestemmelse for iaften, og vedblive at være Souffleur. Paa store Genier skjønner man gemeenlig ikke før efter deres Død. Men den Tid vil komme, da man skal høre og læse: Harlekin, den store Harlekin, gjorde sig udødelig ved at lægge en Bro mellem Scenen og Parterret, hvorved han ei allene, lig det Absolute, forenede det Objective med det Subjective, men tillige paa en Maade indførte det græske Chor paa ny i Skuespillet, og søgte saaledes at smelte det Antike sammen med det Romantiske.

Digteren.: Maskinmester, Maskinmester! Tag hurtig disse farlige Bræder bort! Brænd hele Broen af, om muligt! Tiden til slig Overgang er endnu langt borte.

Syttende Tilskuer: (endnu paa Bræderne.)
Bie lidt! Lad mig først komme ned! (Afsides, i det han tager sin Plads.) Det er en forbandet dum Streg, jeg har gjort. Jeg har jo nu virkelig spillet offentlig Comødie. Og jeg, som er kongelig Embedsmand, og har mine faste Indtægter! Fra nu af er jeg ikke et Haar bedre end Doctor Ryge!
(Maskinmesteren tager Bræderne bort. Teppet falder.)

✂

Anden Akt.

Ved Bredden af det atlantiske Hav.

✂

Det gamle Aar (kommer med en Vandringsstav i Haanden, og en Kurv paa Nakken, og stiller sig paa den yderste Strandbred.)

Gamle Aar.: Jeg staaer ved Maalet for min lange Reise,
Ved Oceanets store Bølgegrav,
Den Grav, hvori min trætte Krop skal hvile.
Her vil jeg staae, og skue ned i Bølgen,
Og vente, til det unge Aar er kommet,
Og mig afløser paa min Post, idet
Dets unge, muskelstærke Arm mig styrter
I salten Afgrund, og mig dybt begraver.
Hvor jeg er træt! Her vil jeg sætte mig
Paa Klippens Rand, imens jeg Vandringstaven
Nedlægger; thi jeg bruger den ei længer.
Besynderligt! Endskjøndt jeg intet bedre
Mig gamle Mand kan ønske, end en Grav,
Saa gyser jeg dog ved at tænke paa,
At nu min største Reise forestaaer.
Det er dog saa en egen Sag med Døden:
Man taler meget om et andet Liv;
Jeg veed ei, hvad jeg tænke skal derom.
87Mig synes, Resultatet af min Bane
Den Lærdom er: Alt spirer for at visne.
I Sommer fyldte sig min Sjæl med Haab,
Men nu i denne kolde Vintertid
Jeg frygter ret for min Opstandelse.
Jeg ligner ikke mine fordums Ahner,
Som bleve salige ved deres Tro.
Jeg er desværre voxet ud af Troen.
Hvad min Lyksalighed befæste skal,
Det maa jeg vide, fatte og forstaae.
Hvad Under, om jeg tvivler? Kan saa mange
Af Mennesker betvivle Evigheden,
Saa maa vel sagtens Aaret frygte for,
At ingen ildfast Kjerne det besidder,
Men taber Individualiteten.
Men tys! Hvad rasler hist? Det er min Bøddel.

Det ny Aar: (kommer.)

Gamle Aar.: Jeg hilser dig, du unge, raske Dreng,
Som kommer springende saa let og modig!
Men hvis det muligt er, saa skaan mig Gamle
For Døden, som mig kommer ubeleilig.

Ny Aar: (tagende en Almanak og et Uhr frem.) Du har endnu en Frist af eet Qvarteer.
Saa længe maa jeg skaane dig, men længer
Jeg kan det ei. Ifald du har en Tvivl
Om Rigtigheden af mit Udsagn, nu
Saa eftersee kun denne Almanak,
Som til den kjøbenhavnske Polihøide
Med Flid beregnet er og sammenskreven
Af Jacob Wolf, Mathematum Professor.
Her seer du Tiden, Nytaaret begynder,
88Og paa mit Uhr du seer, at denne Tid
Om et Qvarteer er fuldendt, minus eet
Minut, som denne min Replik har varet.

Gamle Aar.: Ha grusomme Nøiagtighed! Du vil dog
Vel ikke dræbe mig i mine Synder?

Ny Aar.: Det gjør mig ondt at være nødt dertil.
Men intet er ved denne Sag at gjøre.
Hvad vilde Verden sige, hvis tiltrods
For astronomiske Beregninger
Jeg af moralske Grunde lod dig nøle
Med Bortgang, og selv tøved med mit Komme?
Det gaaer ei an mod Skjæbnens Bud at handle;
Og her bogstaveligt man sige kan,
At Stjernerne din Undergang beslutte.

Gamle Aar.: Velan! Skal jeg da døe, saa lad mig døe!
Jeg er en Daare, at jeg bad dig om,
Hvad selv jeg kunde vide, var umuligt.
Men gjør mig kun den sidste Tjeneste:
Hjelp mig min Kurv paa mine Skuldre op!
Jeg er saa træt og magtesløs, at neppe
Jeg kan den løfte; du er ung og stærk;
Og Kurven maa jeg tage med i Graven.

Ny Aar.: Ja gjerne, gamle Mand! Men lad mig see,
Hvad er det dog for Ting, du har i Kurven?

Gamle Aar.: Tre hundrede og sex og tredsinstyve
Af Døgn, som nu jeg har tilbagelagt,
Dem seer du her. See Krandse, Blomsterkoste
89Af Roser, Lilier, Negliker, Violer,
Som eengang blomstrede, men nu er visne.
Det gustne Grønt, som ligger her, er Haabet,
Man i min Barndom gjorde sig om mig,
Men som min Modenhed ei opfyldt har.
Her ligger mangt et Suk, her flyde Taarer,
Her drypper Blod af mangen falden Kriger.
Alt har jeg samlet paa min lange Reise;
Nu skal det alt i Verdenshavet druknes,
Og Held, om hvert et Spor deraf forsvinder!
Kun Skade, at jeg og maa tage med mig
Det meget Solskin, som tillige findes
I Kurvens ene Krog, de Glædessange,
Som ligge her, og disse muntre Dandse,
Saa mangt et skjæmtefuldt og vittigt Ord,
Og Kysse, Kjærtegn og Omfavnelser!
Det ene maa nu følge med det andet;
Snart over mig og det sig Bølgen lukker.

Ny Aar.: Hvor dog den Kurv er fuld af mange Sager!
Har du nu paa din Reise kunnet samle
Saa mange skjønne Ting?

Gamle Aar.: Viid, Uerfarne,
At naar Du staaer ved Enden af din Bane,
Saa vil din Kurv og være fuld af sligt;
Men alt med dig i Bølgen skal begraves,
Saadan som nu jeg styrtes ned med mit.

Ny Aar.: Hvad siger du? Men hvo kan styrte mig,
Naar selv jeg ikke vil, i Havets Afgrund?
Thi jeg er stærk, og skal mig nok forsvare.
90

Gamle Aar.: Nu er du ung og stærk; men til den Tid
Er du, som jeg, en Olding, og da kommer
Det ny Aar frem med Almanak og Uhr,
Og siger: Gamle! Saa stor er din Frist!
Naar den er gaaet, saa dræber dig min Haand.

Ny Aar.: Det kan jeg aldrig troe; jeg er saa sund,
At jeg umulig nogensinde døer.

Gamle Aar.: Ak! paa din Alder troede jeg det samme.
Men siig, hvor lang Tid har jeg end tilbage?

Ny Aar: (seer paa Uhret.) Kun fem Minuter.

Gamle Aar.: Vel! Jeg er beredt.
Farvel, du unge, haabefulde Dreng!
Tag af mig arme gamle Mand Exempel.
Jeg loved ogsaa meget i min Barndom,
Og alle haabed paa min Manddoms Frugter;
Men dog jeg angerfuld i Graven gaaer.
Thi skjøndt heel mangen Elsker mig velsigner,
Og mangen Agerdyrker ligesaa,
Er jeg dog med mig selv heel utilfreds,
Fordi jeg indseer tydeligt, hvor ringe
Det Maal dog var, hvortil mit Liv har stræbt,
Saa jeg den svundne Tid tilbageønsker,
For at benytte den paany, men bedre.
Vogt dig, min Søn, for slig Bebreidelse
Af din Samvittighed! Troe mig, af alt
Er ingen Ting saa frygtelig som den
91At gaae med Nag og Anger i sin Grav.
Mærk disse Ord, og dræb mig, naar du vil.

Ny Aar.: Nei, bie! Der mangler end et Par Minuter.

Gamle Aar.: Har du da ei et Ord at sige mig
Til Afsked? Tænk, du seer mig aldrig mere!

Ny Aar.: Ak om Forladelse! Jeg var uhøflig.
Nu skal jeg strax din Artighed besvare.
(Han tager et Ark Nytaarsvers frem og søger imellem dem.)
»Til min Fader.« - »Til min Moder.« - »Til min Broder.« - »Til min Søster.« - Her er ikke et eneste Vers til dig. Lad see: »Til min Svoger.« Gaaer heller ikke an. - »Til min Velgjører.« Du har hverken gjort mig ondt eller godt. - »Til min Ven.« - »Til min Kjæreste.« - Det er nogle forbandede Nytaarsvers. - Bie lidt! »Til min Lærer.« Funtus! Det gaaer an. Min Lærer kan jeg jo gjerne kalde dig, thi du har jo holdt den skjønneste moralske Præken for mig.
(Han rømmer sig, og læser:) »Til min Lærer.
Held følge Dem i dette Aar
Paa Livets Vei, ihvor De gaaer!
Gid alt, hvad De Dem ønske kan,
Opfyldes maa, o ædle Mand!
Gid, fulgt af Retfærd og af Dyd,
De blomstre maa til varig Fryd!« -
(Han bukker for det gamle Aar, støder det ud i Søen, og gaaer.)

✂

Gade.

To Politibetjente: (komme.)

Første.: Jeg vilde ønske, her i Byen
Man slap for gamle Aars Fornyen.
Det er en Fandens Støi paa Gaden
Af Drengebørn i hele Staden.
Selv Politiet knap formaaer
At holde styr paa Folk. Forbandet!
De kaste store Potteskaar,
Der knaldes over hele Landet,
Skjøndt Fred vi have, og forbudt
Al Spasen er med Ild og Krudt.
Derved de troe, at ud de skyde
Det gamle Aar, og Nytaar ind.
Jeg veed ei, hvad sligt skal betyde;
Det er kun Overtro og Vind.
Og mens vi tale just derom,
Hør, hvor det klinger, hvor det knalder!
Rask, Kammerat! Nu hjelp mig, kom,
Før hvert et Huus i Byen falder.
Jeg veed, du er en tapper Fyr;
Hjelp mig, paa Folk at holde styr.
(De gaae.)

✂

En Stue i Jeronimi Huus.

Henrik. Pernille.

Henrik: (raaber ud af Døren.)
Naa i Pokkers Skin og Been! Vil I være rolige, Karle! I skal min Salighed lade vær at storme Huset. Min Husbond betaler Kopskat, Fattigskat, Sølvskat, Brandskat, Vandskat, Ildskat, og alle fire 93 Elementers Skat, saa han har Fanden ikke nødig at slænge jer den ene Rigsdaler efter den anden i Hatten, bare fordi I ønsker ham et glædeligt Nytaar, Hilsen og Sundhed, og alt hvad ham kjært er. Han ønsker jer det samme, og dermed er Visen ude. (Han slaaer Døren i.) Ak, Pernille! Det er et Fandens Huus, disse Gratulantere holde. En stakkels Tjenestekarl kan have sin fulde Hyre med dem.

Pernille.: Ja Henrik, trøst dig med, at det maaskee i den Henseende gaaer anderledes til i andre store Stæder, saa du næste Nytaarsdag vil faae bedre Ro.

Henrik.: Ja det er da endelig ogsaa sandt. Herr Jeronimus har jo isinde at reise herfra med Kone, Datter, Nabo, tilkommende Svigersøn, Tjener, Pige, Gaardskarlen Arv, hele Klatten, endnu inden Januar Maaneds Udgang, saa vi maaskee næste Nytaarsdag befinder os i Trapezundt eller Roven Fanden i Vold inde i Tyrkiet; og der, som du siger, vil jeg haabe, at det gaaer lemfældigere til.

Pernille.: Men hør, det banker igjen.

Henrik.: Man har ikke et Øiebliks Ro. (Raaber igiennem Døren.) Dersom I ikke pakker jer nu paa Timen, saa skal ti tusinde Millioner Stokkeprygl ....

Leonard: (udenfor.)
Henrik! Est du gal, Dreng? Det er jo mig.

Henrik.: Hille en Ulykke! Det er Monsieur Leonards Stemme. (Han aabner Døren.)

Leonard: (kommer.)

Henrik.: Ak Monsieur! Jeg beder paa mine Knæe om Forladelse. Men jeg troede, at det var Nytaarsgratulantere.

Leonard.: Og deri havde du heller ikke saa megen Uret. Stat kun op, min Søn; der skal dig intet Ondt vederfares. Er Herr Jeronimus opstaaet? Jeg længes efter at ønske ham et glædeligt Nytaar.

Henrik.: Ja vær saa artig, Monsieur! Behag at træde herind.
(Leonard gaaer.)

Henrik.: Hille min sandten! Det banker allerede igjen. Denne Gang vil jeg være forsigtigere. (Han aabner Døren.)

Enrico og Blanca: (komme.)

Henrik: (afsides.)
Tænkte jeg det ikke nok? Jeg kunde lugte, det var Rangspersoner. Fra nu af vil jeg skyde Slaaen fra Døren; thi jeg seer, at alle gemene Folk ere borte, og de fornemme Visiter begynde.

Enrico.: Er Herr Jeronimus hjemme?

Henrik.: Jeg skal strax hente ham.

Blanca.: Er Frue Magdelone og Frøken Leonore tilstede?

Pernille.: Jeg skal strax hente dem.
(Henrik og Pernille gaae.) 95

Blanca.: I Grunden veed jeg ikke, hvorfor vi vedligeholde Omgang med denne kjedsommelige Familie, som er berøvet Sands for alt Høiere i Livet. Man kunde ligesaa gjerne omgaaes Forpagtere og Soldater.

Enrico.: Jeg havde haabet, at vor flittige Omgang med dem skulde have havt en gavnlig Indflydelse paa dem; men desværre, de ere endnu lige saa udannede, som da vi gjorde deres Bekjendtskab.

Jeronimus og Leonard: (komme.)

Jeronimus.: Paa min Tro, Nabo, det var, som sagt, et deiligt Nytaarsvers. Jeg vilde kun ønske, at jeg kunde gjengjælde jer Artighed. Men hillemæn, see her er jo Fremmede.

Magdelone og Leonore: (komme.)

Enrico.: Det er mig og min Kone, som vil have den Ære at hilse paa Familien, og ønske den et glædeligt Nytaar.

Blanca.: Vi have saa meget mere længtes efter at see Dem, siden Rygtet gaaer, at De snart vil forlade os.

Jeronimus.: Ja det er sandt. Vi have isinde at reise til Lybek eller en anden gammeldags By; thi her i Kjøbenhavn have Moderne alt for meget forandret sig, og vi have glemt at holde Skridt med Tiderne. Min Nabo, Monsieur Leonard, følger med tilligemed hans Søn, Leander, hvilken dog synes mig ligesom at have optaget noget mere af det nymodens Væsen, hvortil vi andre aldeles ikke kunne beqvemme os.
96

Enrico.: Men med Deres Tilladelse, De er dog selv lidt Skyld i, at de saaledes afstikker ved Siden af alle Deres Omgivelser. Noget maa De forandre Dem efter den ny Tone, ifald De ikke vil, at Drengene skal pege Fingre af Dem, og alle følende Sjæle udskjælde Dem for Philistere. For det første burde De forandre Deres Klædedragt. Jeg vil sende Dem min Skrædder; det er en habil Mand.

Jeronimus.: Nei tak! Det gamle Snit er mig beqvemmest.

Blanca.: Og saa bør De læse sentimentale Romaner, hvori de Elskende lidt efter lidt døe af Nervefeber; Sørgespil, hvori Helten bliver gal, eller slaaes ihjel, lever op igjen, og slaaes atter ihjel; og frem for alt maa De lære den platoniske Kjærlighed.

Magdelone.: O vee! Mit Hoved bliver ganske confus.

Jeronimus.: Nu har jeg og min Kone i saa mange Aar elsket hinanden paa gammeldags Maade, saa det ei er os muligt at forandre os efter de nyeste Fordringer i den Henseende.

Leander: (kommer.)

Leonard.: Der kommer min Søn. Nu, har du medbragt nogen smuk Nytaarsgave til Frøken Leonore?

Leander.: Ja, Papa! Jeg har kjøbt en Bog til Jomfruen. - Dyrebareste Leonore! Modtag denne lille Foræring tilligemed mit bedste Ønske om et lyksaligt Aar for os begge.
97

Leonore.: Tak, hjertelskede Leander!

Leonard.: Det hover mig ellers ikke, at min Søn forærer sin Kjæreste Bøger. Han havde gjort bedre i at kjøbe nogle Alen Baand til hende, eller et Par Handsker.

Enrico.: Jeg beder om Forladelse. Det er netop den allerbedste Smag. Det kommer kuns an paa, hvad den unge Herre har gjort for et Valg. Tillader De, jeg maa see, Frøken?

Leonore: (flyer ham Bogen.)
Vær saa artig.

Enrico: (læser.)
»Julespøg og Nytaarsløier, Comødie af Johan Ludvig Heiberg.« Au! Det var det værste. Der ere jo dog Nytaarsgaver nok at vælge imellem i dette Aar. Hvorfor har De just valgt denne?

Leander.: Jeg kjender ingen af dem, skal jeg sige. De ere mig alle lige gode.

Blanca.: Jeg raader Dem, Fru Magdelone, at læse denne Bog, førend De tillader Deres Datter at faae den.

Magdelone.: Aa fy! Skulde det være af den Sort?

Blanca.: Forfatterens Navn gjør det mistænkeligt. Han har allerede eengang før alt for dristig vovet.
98

Leander.: Jeg mærker hvad De sigter til. Jeg selv tør ikke tale med, thi jeg forstaaer mig ikke paa lærde Sager. Men De maa kun tillade mig at anføre hvad en af mine Bekjendtere, en Ven af Digtekunsten og Digteren, har sagt mig. Den dristig vovende Forfatter skal nemlig endnu haabe, at der ved hans Vovestykke halv er vundet. Han troede, det var godt, at man eengang fremstillede noget reent poetisk, og intet andet end poetisk, hvorved altsaa enhver moralsk eller religiøs eller philosophisk eller politisk eller hvilkensomhelst anden fremmed Hensigt af sig selv maatte bortfalde, for at derimod den poetiske desto friere kunde yttre sig; thi derved haabede han at vinde Poesiens sande Venner, de virkelig poetiske Gemytter, for hvilke det Skjønne selv er nok, og som kunne nyde dette reent uden alle uvedkommende Tilsætninger.

Jeronimus.: Snik Snak, Snik Snak. Monsieur Leander begynder at tale alt for curieust. Han bliver snart ligesom de andre Folk her i Byen.

Blanca: (til Magdelone og Leonore.)
Jeg beder Dem ikke forsmaae disse ringe Nytaarsgaver.

Magdelone.: Tusind Tak, Madam. Maa jeg spørge hende, hvad det er?

Blanca.: Det er et Stykke reflecteret Maaneskin, blegt og svagt, som ikke vil gjøre Dem ondt i Øinene, endskjøndt det nedstammer fra Solen; thi Sollyset laaner jo Maanen sin Glands, og denne laante Glands har jeg ladet falde paa en hvid Kalkvæg, hvorfra den blev reflecteret, og af en af de reflecterte Straaler skar jeg dette lille Stykke.

Magdelone.: Ah! Ah!
99

Blanca: (til Leonore.)
Den lille Draabe, som indeholdes i denne Flaske, er en Elskovstaare, falden paa en farveløs Forglemmigei, som bestandig har været vogtet for Dagens Lys. Fra Blomsten har jeg med Omhu ladet den falde her i Flasken.

Leonore.: Ah! Ah!

Enrico.: Tillad, Herr Jeronimus, at jeg bringer Dem i Nytaarsgave dette Stykke af den Himmelstige, Jakob saae i Drømme. Uagtet den længe har været her i Byen, har jeg dog havt Umage med at faae den opspurgt. - Dem, Frue Magdelone, tillade De mig at overbringe i en Æske lidt Gjenklang af et Echo af en Røst, som har talt i en Ørken.

Jeronimus.: Ak hvilke rare Sager! Hvem der bare vidste, hvorledes man best skulde opbevare dem?

Enrico.: Derfor have vi tilstrækkelig sørget ved at fortynde disse rigtig nok meget fine Sager deels med klart Vand, deels med bare Luft, som indeholdes i disse Kar og Æsker. Paa denne Maade er det lykket os at binde deres Flygtighed, og sikkre dem for Bortdunstning.

Jeronimus.: Naar vi reise til Lybek, vil vi putte dem i Lommen for at conservere dem paa Reisen. I skal saamæn have mange Tak for jer Artighed. Vær nu saa god at komme herind og drikke en Kop Chocolade, og spise et Stykke Julekage.
(De gaae.)

100

✂

Gade udenfor Jeronimi Huus.

Harlekin: (kommer.)
Her er altsaa Huset, hvor, efter Beskrivelsen, to luftige, gjennemsigtige, ætherklare, ulegemlige, overjordiske, himmelske, med eet Ord poetiske Skikkelser, Gestalter, Phantomer, Meteorer eller Gud veed hvad for et Øieblik siden skal være gaaet ind. Her skal jeg altsaa finde hvad jeg søger. Men lad mig see! Hvad er det jeg vil? Jeg vil bestille mig en Prolog og Epilog til det Skuespil, jeg om lidt agter at opføre, og dertil skal nu disse omtalte Væsner være mig behjelpelige. Digteren, min saa kaldte Herre, kunde rigtig nok selv gjøre mig saadant noget; men han er den sidste, jeg i denne Sag turde henvende mig til, thi for ham allene skal det være en Hemmelighed. Heisa lystig! Jeg har nu afkastet hans Lænker; jeg er igjen min egen Herre. Han vilde gjerne betragte mig som en ham underordnet Person, ja satte mig endog før irette paa en uforskammet Maade, hvorved han comprometteerte mig i Publikums og hele Theatrets Paahør. Men jeg har heller ikke forglemt at udtænke en Hævn, og det een, som har vasket sig. Min Plan gaaer nemlig ikke ud paa mindre end paa at anlægge en Episode her inde i Digterens eget Skuespil, en Episode, som saaledes skal udvikle sig i Omfang og Interesse, at den voxer Digtet selv over Hovedet, at den bliver for stor for det omgivende Kar, og sprænger det indsluttende Hele i Luften, altsaa en Stat i Staten, som erholder Overvægt over de øvrige Stænder. Alt er færdigt. Jeg har drevet det saa hemmeligt, at Digteren ikke har mærket det mindste dertil. Skuespilhuset er decoreret, Stykket skrevet og prøvet, alting istand. Denne herlige Nytaarstid animerer Folk til Lystighed, saa at alle Billetter ere tagne, og der vil blive propfuldt. Kuns een Ting har jeg indtil nu forsømt at tænke paa, og det er en Prolog eller Epilog eller, om muligt, begge Dele; thi uden noget sligt tør jeg ikke lade mit Stykke opføre, af Frygt for at blive udpeben, paa en Tid, da endog grammatikalske Betragtninger have deres Forspil og Efterspil, og da man især ved ethvert poetisk Gilde opvarter med deslige Syltetøier efter den herskende Smag; thi Publikum 101 kan godt lide, at man tiltaler det paa en beskeden Maade, forsikkrende det om sine svage Evner, og hvor meget man trænger til dets Opmuntring, at dets Bifald er det høieste og eneste Maal, hvorefter man stræber, og saa videre. Saadant noget maa jeg nødvendig fremsige, thi da vil der paa Øieblikket blive klappet og raabt Bravo. Ulykken er kun, at Moden fordrer, at disse Tingester skal være skrevne i rimede Vers, og dem kan jeg ikke gjøre. Her vil jeg derfor gaae ind, og spørge de to poetiske Væsner om Raad. Men Gadedøren er lukket. Jeg vil ringe paa. (Han ringer.)

Jeronimus: (kommer frem ved Vinduet.)

Jeronimus: (til Harlekin.)
Døren er lukket. Jeg tager ikke mod flere Nytaarsgratulationer.

Harlekin.: Min Herre! Det være langt fra mig at ville ønske Dem et glædeligt Nytaar. Jeg vilde kun spørge, om der ikke ere Poeter her i Huset.

Jeronimus.: Ei, gak til Bloksbjerg! Hvad har jeg med Poeter at bestille?

Harlekin.: Jo Herre! Man har sagt, at tvende poetiske Væsner ....

Jeronimus.: Pak dig herfra, siger jeg. Der boer en Poet i Aabenraa; det er den eneste, jeg kjender. (Han slaaer Vinduet i.)

Harlekin.: Hvilken forbandet studs Knægt! En Carricatur, paa min Ære! Han saae jo ud, som om han var fra det næstforrige Aarhundrede. Derfra har han vel ogsaa sin Lærdom, siden han recommanderer mig Poeten i Aabenraa. Nei mange Tak! I den Gade sætter jeg ikke mine Been. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer ikke. - 102 Eet Raad veed jeg dog endnu, og det vil jeg forsøge. Rask, Harlekin! Benene paa Nakken!
(Han løber ud.)

✂

En stor Sal.

(I Baggrunden et Theater; foran Tilskuerpladser. En Mængde Tilskuere ere forsamlede. Flere og flere komme til.)

En Dame mellem Tilskuerne paa Theatret: (til sin Cavaleer.)
Gid De kunde skaffe mig Plakaten at læse?

Cavaleren.: Den skal De strax faae. (Til sin Nabo.) Tillader De, jeg maa see Deres Plakat?

Naboen: (giver ham den.)
Med Fornøielse. De vil forundre Dem over de besynderlige Navne, som Personerne have i Stykket.

Cavaleren: (til sin Dame.)
Vær saa artig.

Damen.

✂

Gud! Sikke noget forunderligt Tøi. Vil De bare høre.

(Hun læser:)

»Flaskens Længsel efter Proppen, Sørgespil i fem Akter.

Personerne:

Frue Shawl, en riig Enke.
Frøken Handske, hendes Datter.
Mamsel Modest, Frøkenens Gouvernante.
Von Støvle, Major.
Kalvekryds, Secretair.

103

Fløite, elegisk Digter.
Vante, Coffardiecapitaine.
Jomfru Strømpe, et løsagtigt Fruentimmer.
Flaske, Gjæstgiver.
Glas, Opvarter i Vertshuset.
Grammatica, en Ungmø, i Form af en indbunden Bog.
Vægterpibe, Satiriker.
Hat, en Karl for sig selv.
Svamp, en Drukkenbolt.
Mundkurv, Politibetjent.
Karet, Postfører.
Pengepung, Majorens Tjenere.
Støvleknægt, Majorens Tjenere.
Skobørste, Majorens Tjenere.«

Cavaleren.: Nu har jeg, min Sjæl, aldrig hørt Mage til Navne. Det er en yderst triviel Maneer at bruge betegnende Navne; men saa affecteret en Anvendelse deraf havde jeg dog aldrig drømt om.

Hans Nabo.: Hvem veed? Maaskee er det hele satirisk, og kan blive ret lystigt at see. Overalt bør man ikke forlange for meget ved Nytaarstid, men heller være stemt for alt Overgivent og Løierligt.

Maskinmesteren ved det lille Theater (kommer frem foran Teppet paa Prosceniet af det lille Theater, og) Maskinmesteren ved det store Theater (kommer paa samme Tid frem paa Prosceniet af det store Theater.)

Den Første: (til Musikanterne i det lille Theaters Orchester.)
Alting er færdigt, mine Herrer! Klokken er lige paa Slaget. Vil De behage at tænde Deres Lys, og spille Ouverturen.
(Han gaaer bag ved Teppet ind paa det lille Theater.) 104

Den anden: (betragtende det lille Theater.)
Ih nu! Det lille Theater tager sig saamæn ganske smukt ud. See kun! Har De ikke ogsaa der en lille Maskinmester! Bare ikke Digteren bliver vred paa mig, fordi jeg er Harlekin behjelpelig. Jeg er nu eengang kommen i Vane med at adlyde ham. Jeg haaber, at Digteren ikke veed noget af hvad her skeer. Imidlertid vil jeg sætte mig allerbagerst, og see paa Skuespillet.
(Han sætter sig bag ved alle Tilskuerne.)

(Musikanterne ved det lille Theater spille Ouverturen. Teppet gaaer op. Skuepladsen forestiller ingen Ting.)Harlekin (kommer ind, og bukker tre Gange for Tilskuerne.)

Harlekin.: »Danerfolk! For første Gang
Haanden mig paa Strengen bæver.«
(Tilskuerne hysse.)

Harlekin.: Jeg beder om Forladelse. Jeg tog feil. Jeg vilde sige:
»Med Fryd jeg atter Luthen stemmer,
Thi sød er Hjertets stærke Trang.«
(Tilskuerne hysse igjen.)

Harlekin.: Om Forladelse! Om Forladelse! Jeg tog atter feil. Jeg vilde sagt:
»Skjøndt Riddersmænd sig selv forsvare bør,
Naar de til Vaabenleeg for Skranken møde.«
(Tilskuerne hysse.)

Harlekin.: Tusind Gange, titusind Gange om Forladelse. Nu husker jeg først, hvorledes det var:
»Gjennem Dale, over Bjerge
Gik jeg i et fremmed Land,
105Syner skued, Toner hørte,
Som jeg aldrig glemme kan.«

Adskillige Tilskuere.: Ja det er just Ulykken, Herr Harlekin, at De aldrig kan glemme den gamle Vise. Glem Deres Syner, glem Deres Toner, og der kan endnu blive noget af Dem.

Harlekin.: Men jeg troer ogsaa, jeg er gal. Det var jo slet ikke det, jeg vilde have sagt. Saaledes var det: »Hist gjennem Cyprias Lund vandred en elskende Digter.« Hvad jeg vilde sige: »Hver Sommer der flyver en Fugl over Øe.« Nei nei! Heller ikke det! »Ei et tilfældigt Spil af ydre Kræfter.« Nei, saadan skal det være: »Det Folk, som frygter Gud, og ærer Kongen .....«
(Tilskuerne hysse meer og meer.)

Adskillige.: Hør, veed De hvad? Naar De ikke kan gjøre noget selv, saa skulde De heller tie stille, og ikke smykke Dem med laante Fjer.

Harlekin.: Fanden i Vold med alle disse Vers! Kort og godt, mine Herrer! Jeg veed, man er vant til at betragte Publikums Dømmekraft som en Blindebuk, der maa føres til Bestemoders Dør, og svinges tre Gange rundt, førend man tør lade den gaae sin egen Gang. Derfor vilde jeg ved en Prolog udrette dette, nemlig stemme Dem, forhøie Deres Receptivitet, udbede mig Deres Bevaagenhed, og saa videre. Men jeg seer, De ere rasende belæste, saa at ethvert Plagiat paa Timen falder Dem i Øinene. Altsaa to Ord i Prosa saa gode som femten Sider paa Vers: Vil De klappe lidt for mig, skal De have Tak, og vil De raabe Bravo, skal jeg være Dem uendelig forbunden.
(Tilskuerne i det store Theater klappe, og raabe Bravo.) 106

Harlekin.

✂

O Himmel! Hvad var det? Var det en Røst fra Aandeverdenen? Hvorfra kom den? fra oven eller fra neden? fra høire eller fra venstre? forfra eller bagfra? Saa meget veed jeg, at den kom ikke fra Dem, mine Herrer. Er jeg da ikke istand til at aftvinge Dem en eneste Bifaldsyttring? Nu vel! Kan jeg ikke vinde mit Publikums timelige Yndest, saa vil jeg dog trøste mig med, at jeg i dette Øieblik skues med Velbehag af de høiere, usynlige Magter. (Han tager sit Lommetørklæde op, og græder, og siger hulkende og pathetisk.) Farvel, mine Herrer! A revoir! Nu begynder Stykket. Forinden jeg gaaer, vil jeg bare lade Dem vide, at dette, som jeg nu har sagt, kaldes en Prolog. Kan dette ene Ord ikke bevæge Dem, saa ere Deres Hjerter af Steen.

(Han bukker. Tilskuerne, saavel i det lille, som i det store Theater, klappe og raabe Bravo. Harlekin gaaer grædende og bukkende ud.)

Første Tilskuer i det lille Theater.: Det var altsaa en Prolog. Nu, saa fortryder det mig ikke at have klappet.

Anden.: Det eneste, som gjør mig ondt, er at vi nu ventelig ingen Epilog faaer, og jeg holder meget af, at man gjemmer det bedste tilsidst.

En flaske: (kommer ind paa det lille Theater.)

Tredie Tilskuer.: Hvad nu? Der kommer jo en Flaske.

Fjerde.: Kan det forundre Dem? De har jo seet, at den staaer anført mellem Personerne paa Plakaten.

Tredie.: Lad see! Læser: »Flaske, en Gjæstgiver.« - Ja, men jeg troede, at det var kuns et betegnende Navn, af dem, man saa ofte bruger i Komedier, 107 som for Exempel Frue Bagvendt og Herr Hartkorn, hvilke dog ere virkelige Mennesker.

Fjerde.: Men paa denne Maade udtrykkes Personernes Characteer allerede i deres Udvortes; og saasnart man kun seer dem, veed man strax, hvad man har at holde sig til. Tænk Dem, hvis alle Mennesker bare et saa tydeligt Præg af hvad der boer i dem, som denne Vertshuusmand røber ved første Fremtræden, at Flasken er hans egentlige Kjerne.

Harlekin

✂ (bag ved Theatret, rømmende sig.)

Nu gjælder det at have sin Stemme i sin Magt.

(Han declamerer med forstilt Stemme for Flasken, som og siden for de andre livløse Personer.)

Flasken.: Klart hvælver Himlen sin saphirne Bue, ....

Femte Tilskuer.: Herre Jemini! Flasken taler.

Flasken: (vedblivende.) Fortroligt vifte Skovens grønne Kroner,
De klare Kilder risle venligt milde,
Ved Solens Glands sig tusind Blomster fryde,
Og dog er ikke dette Hjerte glad.
Hvad savner jeg? Hvad feiler mig? Jeg veed ei.
Naturen, som var hidindtil mig nok,
Formaaer ei længer mine Savn at stille.
Ja, stilles, standses, hemmes, stoppes, proppes
Maa denne Længsel; men hvormed? - Natur!
O lad mig finde hvad mit Hjerte søger!

En Støvle med Spore paa: (kommer.) 108

Støvlen.: Ei, guten Morgen, mein lieber Herr Flasche! Ich kunde sgu inte go hans Wirtshuus forbi, uden at komme herind und fo mig en liden Hjertestirkning. Denn Er soll wissen, ich gehe heute auf Freiersfüssen.

Flasken.: Skal De ud og frie, Herr Major?

Støvlen.: Ja, ich vil tjene ham. Ich har det længe havt insinde. Allein, ob ich gleich sonst er meget courageus, och inte er bange for nok so stur en Blutbat ....

Flasken.: O Herr Major! Det er velbekjendt. De er jo en Reusser. Meer behøver De ikke at sige.

Støvlen.: Danke ergebenst. - Seer han, ob ich nun gleich inte er bange hvor det kommer an po at avancere oder go rasch frem, so har ich doch bisher havt en Art von Furcht for at komme den smukke Fräulein Handske for nær. Aber heute hab ich mich besonders zusammengenommen. Gieb mir nun lidt af hans Liqueur, um meinen Muth zu entflammen.

Flasken.: Strax, Herr Major! Jeg vil kalde paa Drengen. Heida! Glas!

Et Glas: (kommer.)

Glasset.: Hvad befaler Herren?
109

Flasken.: Kom hid! Bring Majoren Liqueur.
(Flasken hælder i Glasset. Støvlen drikker.)

Støvlen.: Ah! Det gjorde godt. Aber wo sind meine Domestiken? Heida! Geldbeutel! Stiefelknecht! Burste!

En Pengepung, en Støvleknægt og en Skobørste: (komme.)

Støvlen.: Geldbeutel, bezahl!

Pungen: (til Flasken.)
Hvor meget skylder min Herre?

Flasken.: To Mark.

Pungen.: Vær saa god. (Den hælder Penge i Flasken.)

Støvlen

✂ (til Skobørsten.)

Hör mal, Borste! Ich muß heute absonderlich schön geputzt werden. Gnid nu dichtig po mich, und spar inte po Blanksverten.

(Børsten pudser Støvlen.)

Sjette Tilskuer.: Er det Frydendahl, som spiller den tyske Major?

Syvende.: Hvor kan De dog nu spørge saadan? Det er jo ingen rigtig Major, men kuns en Støvle.

Sjette.: Jeg beder om Forladelse. Verten sagde, han var en Preusser.
110

Syvende.: Vist ikke! Han sagde: en Reusser.

Støvlen: (til Flasken.)
Hør, Freund! Hans Liqueur verliert sich. Den er inte meer so stark wie vorher.

Flasken.: Herr Major! Den er saamæn lavet denne Gang ligesaa trofast som ellers.

Støvlen.: Aber han har ja forglemt at proppe sich, und so dunster Kraften weg.

Flasken.: O Himmel! Hvilket Ord har De dog sagt!
Nu først forstaaer jeg mig, forstaaer min Længsel.
Ei længer er den ubestemt: En Prop
Den Gjenstand er, som attraaes af en Flaske.
Dog ingen Told af Kork, der smidig bøier
Sig efter Flaskehalsens Leilighed.
Nei, en ubøielig, en sleben Glasprop
Jeg have maa. Ak! der er nok at finde
Af slige Væsner; men hvor faaer jeg een,
Der passer til mig? der, som Plato lærer,
Er fra Begyndelsen bestemt for mig,
Og jeg for den, saa, naar vi see hverandre,
Vi raabe, sympathetisk følende,
Jeg: see min Prop! og Proppen: see min Flaske!

Støvlen.: Ja han skulde Gott strafe mich see, at han snart fik den Sag bracht in Richtighed.
(Flasken og Glasset gaae.)

111

Børsten.: See saa, Herre! Nu er De saa blank som et Speil.

Støvlen.: Das war brav. Geh nu udenfor mit Geldbeutel, och vent po mich; denn ich har noget at tale mit Stiefelknecht.
(Børsten og Pungen gaae.)

Ottende Tilskuer.: See, hvor Støvlen er bleven deilig blank! Hvor mon man kjøber den Blanksværte?

Niende.: Jeg tænker, paa Apotheket i Persien. Thi det er vel Artighedens og den fine Levemaades Fernis, den, hvormed man endog kan blanke Morianer.

Støvlen.: Hør, du Stiefelknecht. Ich hab ein Wort mit dir zu sprechen.

Støvleknægten.: Hvad befaler Herren?

Støvlen.: Ich muß dir deinen Abschied geben.

Støvleknægten: (græder.)
Hu! hu!

Støvlen.: Ich kann dich inte hjelpe. Ich har ja tu Bediente außer dir. Meer har ich inte vonnöthen, und du weißt selbst, daß ich dich aldrig bruger.

Støvleknægten.: Men Herre Gud! Saa brug mig da, Herr Major!
112

Støvlen.: Aber wozu? wozu?

Støvleknægten .: Ih hvad bruger man en Støvleknægt til, uden til at trække Støvler af paa?

Støvlen.: Verstehst du denn das?

Støvleknægten.: Om jeg forstaaer det! Behag at see, Herr Major, hvor nydelig jeg er indrettet just til Deres Brug. Her har jeg Plads til Deres Hæl, og her er aparte en lang Ridse, for at ikke Deres Spore skal staae imod.

Støvlen.: Das hab ich meiner Seel Lust zu probiren. Dræk af!

Støvleknægten.: Strax, Herr Major! Vær saa god at sætte Hælen imod her.

Støvlen.: Det har ich gjort. So. - Na, dræk nu! Hvad venter han po?

Støvleknægten.: Nei, De maa selv trække; jeg holder kuns imod.

Støvlen.: Zum Henker! Skal ich selv drække? Hvad har ich ham da for, nær han det ikke kan gjøre?

Støvleknægten.: Jeg holder fast paa Støvlen, mens Majoren trækker den af.
113

Støvlen.: Ist Er toll geworden? Skal ich drække mich selbst af mich selbst? Har ich ham det inte sagt: Ich kann ham til nichts in der Welt gebrauchen. Geh mir aus den Augen weg! Pak sich!

Støvleknægten.: Hu! Hu! Kan De da slet ikke bruge mig til nogen Ting? Betænk, at naar De forskyder mig, saa kan jeg ikke vente Barmhjertighed hos nogen.

Støvlen.: Ich weiß, Gott strafe mich, nicht was es seyn sollte. Ich har dich antagen for din Namens Skyld. Denn ich dachte, at hvo som hedder Stiefelknecht, maatte vel kunne være der Knecht eines Stiefels. Allein das Schicksal hat es anders beschlossen. Indessen will ich dir give en Rath. Seg en Condition hos den dicke Herr von Pantalon. Maaskee bruger han dich, denn han kan doch i det mindste selv drække. Adies, und laß dir Geldbeutel din Løn betale.
(De gaae bort til forskjellige Sider.)

Tiende Tilskuer: (til ellevte.)
Veed De hvad? Dette Stykke er saamæn ikke saa galt. Det synes at være et Forsøg i samme Art som Reinald Underbarn. Men Kunsten drives langt videre her; thi i Underbarnet tale i det høieste Forellerne og Lillieconvallerne, med eet Ord: kun den raa organiske Natur; her derimod den ved Menneskehænder præparerede baade organiske og uorganiske.

Ellevte.: Aa ja! Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde.

Tiende.: Underbarnet kunde gjerne være uskrevet. Det har ikke bragt os et Skridt videre. Men om dette Skuespil kan man med Sandhed sige, 114 at det ophjelper Industrien, siden Fabrik- og Manufakturvare saa at sige leve heri.

En Karet: (kommer.)

Kareten.: Her er Gaden, og seer jeg ikke feil, saa har vi ogsaa her Nummeret. Prr! (Den holder stille.) Mine Damer! Hav den Godhed at staae ud af mig. Reisen er tilendebragt; vi staae nu ved Maalet.

En Handske og en Modest: (staae ud af Vognen.)

Modesten.: Tillad, bedste Frøken, at jeg er Dem behjelpelig.

Handsken.: Tak, min gode Gouvernante. Altsaa staaer jeg nu ved mit elskte Moderhjem. O hvor mit Hjerte banker ved det søde Gjensyn efter fem Aars Fraværelse!

Kareten.: Farvel, mine Damer, og Tak for godt Selskab paa Reisen!

Modesten.: Jeg beder! Det er os, som skal takke.
(Kareten kjører bort.)

Handsken.: O lyksalige Dag, da jeg efter saa lang en Berøvelse atter skal nyde Solskinnet af min dyrebare Moders Blikke!

Modesten.: Døren aabnes, hun kommer.

Et Shawl: (kommer.) 115

Shawlet.: O min Datter! Lad mig omfavne dig!

Handsken.: O min elskte Moder!
(Pause.)

Shawlet.: Nu, bedste Mamsel Modest! Hvorledes har min Datter skikket sig i sin Pension? Vender hun dannet og velopdragen tilbage til Moderhjertet?

Modesten.: Naadige Frue! Jeg kjender Deres Principer, og veed, at De sætter Ærbarhed over alle andre Dyder. Deres fornemste Bestræbelser gaae ud paa at tilhylle og bedække de Yndigheder, hvis alt for store Blottelse let kunde opvække Sandseligheden, og foraarsage, at man maatte skyde en hvid Pind efter den platoniske Kjærlighed, som nu udgjør et staaende Conversationsæmne i denne forresten overmaade fordærvede og liderlige By. De selv, overtydet om at mine Principer og Bestræbelser i Hovedsagen vare de samme som Deres, ja at jeg endog strængere udførte dem ved at slutte mig saa tæt som muligt til det Kjødelige, og derved have den nøieste Inspection over samme, gjorde mig den Ære at vælge mig til Deres Frøken Datters Gouvernante, og lade mig følge hende til Institutet. Jeg kan forsikkre Dem, at jeg har gjort alt muligt for at opdrage hende efter hendes Frue Moders Exempel. Her bringer jeg Dem hende tilbage, og jeg er vis paa, at De vil være tilfreds med mit Værk, naar De opdager, hvorledes Frøkenen med samme Iver, som hendes Moder og Gouvernante, gjør sig Umage for at skjule det, som man kun alt for gjerne vilde see.

Shawlet.: Er det sandt, min Datter?
116

Handsken.: Ja, min Moder! Mamsellen har ganske Ret.

Shawlet.: Tak, ædle Qvinde! Du kan vente dig en rigelig Belønning.

Modesten.: O Lykke!

Shawlet.: O Salighed!

Handsken.: O søde Gjensyn!
(De gaae.)

En Fløite (kommer fra den ene, og) en Bog (fra den anden Side.)

Fløiten: (uden at see Bogen.)
»Himmel! Himmel! Hvordan skal jeg beskrive hvad der er foregaaet med mig? Jeg er bleven et andet Menneske; der er opgaaet et Lys for mig, som viser mig Jorden saa skjøn, saa himmelsk. Jeg har seet hende - hende, som jeg elsker, som jeg evig har elsket, men aldrig før seet med legemlige Øine. Nu forstaaer jeg først mig selv tilfulde, nu veed jeg hvad jeg manglede. Jeg havde set mange skjønne Handsker i Verden, men min var ikke iblandt dem. Dog - jeg har seet hende; jeg saae hende for længe siden blandt min Barndoms lykkelige Syner; hun har været med mig i Arkadien, og samlet Underbørn med mig i mit fortryllede Land. Og nu har jeg seet hende igjen. Det var hende, det maa være hende, det skal Fanden tage mig være hende, eller ogsaa er min egen Tilværelse et Phantom.«

Tolvte Tilskuer.: Ja saa troer jeg saagu det sidste; thi en Fløite douce kan dog vel ikke have nogen klar Forestilling om sin Tilværelse.
117

Bogen.: Mig synes, denne Fløite fører en meget ugrammatikalsk Stiil. Jeg vil give Agt.

Fløiten.: Nu har jeg længe nok talt i Prosa. Nu vil jeg da til Afvexling gjøre et rasende langt Vers. Jeg veed ikke ret, om jeg skulde skrive det i de femføddede Hexametre af min egen Opfindelse. Dog - jeg troer, jeg foretrækker Riim.
(Den fløiter, og reciterer:) »O du, for hvem min Sjæl skal evig brænde!
Gud eller Dæmon vorde du for mig!!
Elsk eller had mig, Pige uden Ende!!!
Umaadelig!!!!«

Bogen.: Ha Fløite! Du er en slet Patriot. Ikke før, men efter Ordet Pige burde det Commaet at stande, og Opholdet i Talen at gjøres. Hvor er nu dit Sprogs Retskrivning og Toneklang? - »Snart lege Stormene rædsomt med de forladte Seil. Staten hvirvles ned i Afgrundens Dybde. Spildt er paa Gravens Bred den for seent vakte Fædrelandskjærligheds fortvivlede Dødskamp.«

Trettende Tilskuer.: Naa, det maa man lade den Bog: den taler som en Bog.

Fløiten.: Hvem er I?

Bogen.: Grammatiken.

Fløiten.: Aa fy! (Vil gaae.)

118

Fjortende Tilskuer.: Fy for en Ulykke!

Bogen: (i det den gaaer Fløiten iveien.)
»Hvi flyer du Grammatiken? Hvi tænker du dig hende altid som det gamle, det hornede Gjenfærd, hun var for et Sekel siden? Jeg er jo den blomstrende Ungmø, der aldrig ældes.«

Fløiten: (afsides.)
Fy hvilken gammel Coquette! - (Til Bogen.) Du ung og blomstrende? Du siger jo selv, at du for hundrede Aar siden havde Horn, og var et Gjenfærd.

Bogen.: Vogt dig! »Enhver Forseelse mod mine Lovtavler hævner sig frygteligen paa enhver, der af Uvidenhed, Skjødesløshed eller skjær Modstand ikke viser dem Hyldest,« - ja straffes paa Efterkommerne indtil tiende Led.

Fløiten.: Efterkommere vil jeg aldrig faae; jeg er ikke saa produktiv i min Kjærlighed som i mit Spil.

Bogen.: O søde Fløite! Lad os to være Venner! Jeg føler en vis Sympathie med dig. Jeg kan godt sætte mig ind i din elegisk-idylliske Natur; thi du maa vide, jeg selv havde fordum en dygtig Rem af Huden.

Fløiten.: Nu, lad gaae da! Jeg vil paa dette Sted forandre Retskrivningen og Toneklangen.

Bogen.: Bravo! Jeg hilser dig som Dannemand!
119

Fløiten.: Jeg beder om Forladelse. Jeg er ingen Mand; jeg er en Fløite.

Bogen.: Nu, saa hilser jeg Dem som Ingen Mand. »Den Forglemmigei, jeg her rækker Dem, idet De modtager min sidste Velsignelse, skal blomstre, uden nogensinde at visne, om Deres Tinding, naar, Aar og Dage efter, man gjenfinder Dem opstillet paa den Bjergtinde, fra hvis Fod man seer opad, bøiende sin Isse for Deres Vælde.«
(gaaer.)

Femtende Tilskuer.: Hvor den Grammatik er følsom!

Sextende.: Ja alt for meget. Det er dog imod Costumet, at lade den give Fløiten en Forglemmigei.

Syttende.: Tvertimod; det er meget naturligt. Hvor ofte lægger man ikke Blomster til Mærke i en Bog?

En Vægterpibe: (kommer.)

Fløiten.: Ha hvad seer jeg! Min Antipathie!

Piben.: Hør, lille Piccolo! Skal vi følges ad paa Comedien? Jeg har faaet to Billetter til iaften.

Fløiten.: Bort, fæle Satiriker! forhadte Parodie paa mit eget Væsen! Hvor tør du understaae dig at komme paa Comedien? Og tænker du, jeg vil gaae i dit Selskab?
120

Piben.: Hvorfor ikke?

Fløiten.: Jeg behøver ikke din Billet. Jeg har Fribillet, thi jeg hører med til Comedien, men du er derimod ikke allene overflødig, men endogsaa forbudt.

Piben.: Nu, vil du ikke følge med, saa lad være. Imidlertid skulde du ikke slaae Vrag paa mit Selskab, thi det kunde i mange Henseender være dig gavnligt. Intet kan være Dig nyttigere, og Publikum behageligere, end naar vi to opføre en Concert sammen. Dine Toner, jeg tilstaaer det, ere ofte smukke, men imidlertid, man bliver dog kjed af det evigt Samme. Forandring maa dertil; og jeg kan forsikkre dig, du vilde vinde derved, om du af mig tog Information i at pibe. Derved kunde du variere dine naturlige Toner, og det vilde unægtelig røbe mere Genie, ifald du turde gjøre din egen Carricatur.

Fløiten.: Nei heller vilde jeg lyslevende forskrive mig til Fanden, end blande det rørende med det comiske. Jeg iler bort fra din profane Nærværelse, for at overrække mit corrigeerte Digt til min Handske-Himmelbrud. (Idet den gaaer, synger den:)
»Saa rædsom en Histori-e
Jeg ikke har oplevet.
Jeg fandt den i en Krøni-ke,
Ved Siden stod der skrevet:
I Fyrsten see
Tyranner-ne,
Vasaller-ne
Er Sandser-ne,
121Og kan den hvide Hære
Samvittigheden være.«
(gaaer.)

Piben.: See kun! Troer jeg ikke, at Manden allerede tager efter mine Formaninger. I det mindste var den Sang mere pebet end fløitet. - Men jeg hører Klokken slaaer halv sex. Saa vil jeg da nu gaae ind paa Comedien, for at faae mig en god Plads. Jeg skulde dog vel ikke troe, at man nægter mig Entree, naar jeg er forsynet med Billet.
(Vil gaae.)

En Mundkurv med Polititegn: (kommer.)

Mundkurven.: Hvorhen?

Piben: (afsides.)
For Fanden! Der har vi Politibetjenten. (Til Mundkurven.) Paa Comedien.

Mundkurven.: De kommer ikke ind.

Piben.: Jeg har Billet.

Mundkurven.: Hjelper ikke.

Piben.: Jeg har to Billetter.

Mundkurven.: Om De saa har tyve, kommer De ikke ind. Vi husker Dem nok fra sidst.
122

Piben.: Men naar jeg nu forsikkrer Dem, at jeg vil forholde mig ganske rolig, og bare gaaer for at see Stykket.

Mundkurven.: Ligemeget! De er en Person, man ikke kan stole paa; og jeg har Ordre til ei at lade Dem slippe ind, uden jeg selv følger med.

Piben.: Nu saa følg da med.

Mundkurven.: Ja nok, hvis De vil spendere Deres ene Billet paa mig.

Piben.: Med Fornøielse. De skal see, hvor jeg skal forholde mig rolig.

Mundkurven.: Jeg vil haabe det bedste. (Afsides.) Jeg skal saagu nok lære ham at holde Munden.

Piben.: Men à-propos: Naar De er saa god at geleide mig, behøver jeg da ikke at gjøre mig Samvittighed over, at maaskee een eller anden Hund her i Byen maa undvære Deres behagelige Selskab?

Mundkurven.: Lad det være min Sag. Hundene staae snart ved den Grad af Cultur, at de ikke længer behøve mit Opsyn, hvilket jeg herefter kommer til at anvende paa Dem og Deres Lige, indtil jeg faaer dem lige saavidt. Før vare Hundene gale, nu er Touren kommen til Skribenterne.

Piben.: Men er det muligt? Staae Hundene allerede paa saa høit et Trin?
123

Mundkurven.: Efter min Mening burde de endnu være avanceret langt videre. Der er jo intet sparet for at give dem den høiest mulige Dannelse. Tænk, hvorvidt Skribenterne vilde have bragt det, ifald man kun havde gjort det halve for dem? Først slog man de ni Tiendedele ihjel, for at kunne anvende saa meget mere Flid paa de øvriges Forædling. Og denne, hvorledes har man ikke drevet den? Deres Navne indskrives i en stor Protocol; de have deres eget Contoir, hvor deres Fødsel og dødelige Afgang mældes. Kort sagt, de betragtes aldeles som Medlemmer af det borgerlige Samfund, hvilket langtfra ikke er Tilfælde med Digterne. Ifald man bare endnu vilde tilstæde dem Confirmation, Søndagsskoler, Underviisning i den platoniske Kjærlighed, og Uniformer med eller uden Epauletter, saa skulde De kun see, med hvilke Skridt de vilde ile mod Fuldkommenhedens Tempel.

Piben.: I Sandhed, denne Mundkurv er ret hvad man kalder en behagelig Mand. Kom, lad os nu gaae ind. Jeg glæder mig til Deres Selskab, og haaber, at De fortsætter den begyndte Materie.
(De gaae.)

Digteren: (kommer, og gaaer allerlængst hen i Forgrunden, hvor han sætter sig ved Siden af Maskinmesteren, som springer forskrækket op.)

Maskinmesteren.: Hvad seer jeg? Digteren! - Min Herre! Jeg beder Dem undskylde .... De tager dog vel ikke ilde op, at jeg var saa fri at gaae herind for at see denne Comedie? Man slider den hele Dag, og trænger engang imellem til lidt Adspredelse.

Digteren.: De behøver ei at undskylde Dem! Men fra nu af maa jeg bede Dem forføie Dem ud bag Coulisserne, og passe Deres Ting. De veed min Befaling, og til hvad Tid den skal udføres.

124

Controlleuren ved det lille Theater: (trænger sig gjennem Tilskuerne hen til Digteren.)

Controlleuren: (til Digteren.)
Min Herre! Hvor tør De understaae Dem at gaae ind uden Billet? Jeg sagde Dem udtrykkelig, at det gik ikke an, og endda skyder De mig tilside, og gaaer uden videre ind.

Digteren.: Beste Ven! Det var en Feiltagelse. Jeg huskede ikke andet, end at jeg var Herren af Huset; og det foresvævede mig lig en Drøm, som havde jeg fri Entree.

Controlleuren.: Men det var en forbandet Feiltagelse.

Digteren.: Som dog let kan rettes. Denne ædle Mand (han peger paa Maskinmesteren) tilbyder sig til at gaae ud, og overlade mig sin Plads.

Controlleuren.: Saadant noget er rigtig nok ikke tilladt. Men for en Gangs Skyld, lad saa være.
(Maskinmesteren bukker flere Gange for Digteren, og gaaer med Controlleuren.)

Shawlet og Handsken: (komme.)

Shawlet.: Nu, hvorledes gaaer det min Datter? Har dit Hjerte allerede valgt?

Handsken.: Nei, min Moder. Alle mine Friere staae her udenfor. Jeg lader dem hver for sig komme ind af den ene Dør, og gaae ud af den anden. Saaledes have allerede en Snees Stykker passeret Revue, uden at nogen af Dem har gjort Indtryk paa mig. Blandt andre 125 har jeg allerede givet Kurven til en Fløite, som var mig alt for klagende, til en Støvle, fordi det var en Tysker, og fordi det syntes mig, at dens sorte Farve ikke synderlig passede til min uskyldige Hvide-Aluns-Natur; ligeledes til en Herr von Pantalon, med hvem jeg forsikkrede, at en Handske intet Fælledskab kunde have. Jeg vil nu vedblive i din Nærværelse, min gode Moder. (Raaber ud af Døren.) Næste Frier! Kom ind!

En Vante: (kommer.)

Vanten.: Det glæder mig inderlig, min naadige Frøken, at Touren endelig er kommen til mig. Thi have mine Medbeilere hidindtil ikke kunnet behage Dem formedelst Deres alt for store Forskjellighed fra dem, saa smigrer jeg mig derimod med det sødeste Haab, bygget paa den inderligste Sympathie, som overbeviser mig om, at netop vi fuldkommen passe til hverandre. De er nemlig en Handske til venstre Haand, og jeg en Vante til høire Haand. Behag at udspile Deres Fingre; det samme vil jeg gjøre med mine, og De vil erfare, at vi paa den nøiagtigste Maade kunne indgribe i hverandre.

Handsken.: Min Herre! Slige Forslag pleier man ikke at gjøre før efter Brylluppet. Desuden maa jeg sige Dem, at Deres uldne Væsen ikke er mig behageligt, og jeg beder Dem forføie Dem ud af denne Dør.
(Vanten gaaer.)

Handsken: (raaber.)
Næste Frier! Kom ind!

Et Kalvekryds: (kommer.)

Kalvekrydset: (bukkende sig.)
Ærbødigste Tjener, min smukke Frøken! (Afsides.) Gud! hvor hun er deilig!
126

Handsken: (neiende.)
Tjenerinde, min Herre! (Afsides.) I Sandhed! En smuk ung Mand!

Kalvekrydset.: Frøken! De veed mit Ærinde. Jeg elsker Dem. Kan De overtale Dem til at ægte mig?

Handsken.: Paa dette Spørgsmaal vilde jeg gjerne svare med en undseelig Rødmen; men det er mig ikke muligt. Ingen Farve vil afvexle med denne Hvidhed.

Kalvekrydset.: Paa min Ære! De er af en fortræffelig Bonitet. Jeg seer til min Glæde og Forundring, at De virkelig er fransk af Fødsel, uagtet De taler det danske Sprog med saa stor Færdighed.

Handsken.: Jeg beder om Forladelse. Jeg er dansk, men man har givet mig en fransk Dannelse.

Kalvekrydset.: O Himmel! Er det muligt, at Optugtelsen kan gjøre saa meget? Jeg vil holde Dem ved Siden af Madame Montrichards indfødte Pariserinder, og trodse enhver, der kan opdage mindste Forskjæl.

Handsken.: Det glæder mig, hvis jeg er saa lykkelig at behage Dem. Jeg maa da til Gjengjæld sige Dem, at De langtfra ikke er mig ligegyldig. De har et fiint, behageligt Kammerjunker- .... hvad jeg vilde sige, Kammerdugs-Væsen. Og hvad der isærdeleshed er mig uendelig kjært at opdage hos Dem, er, at De er kruset, og ikke lagt i disse brede flade Læg, som ere den nyeste, ugeneerte Mode.
127

Shawlet.: Inden dette gaaer for vidt, maa De tillade mig, Herr Kalvekryds, at spørge Dem, hvad De har at leve af for at kunne ernære en Familie.

Kalvekrydset.: Ingen Ting endnu, Deres Naade! Men jeg agter at gaae ind i det udenlandske Departement. Derfra vil jeg snart blive ansat i een eller anden diplomatisk Post ved et fremmed Hof.

Shawlet.: Ifald man kuns ikke begynder med at sende Dem til Barbariet.

Kalvekrydset.: Nei, saa barbarisk vil man dog vel ikke være. Man maa dog eengang erkjende Nytten af mine fine Folder, der see ud til at gjemme mangen vigtig Hemmelighed.

Shawlet.: Elsker du ham, min Datter?

Handsken.: Ja jeg gjør.

Shawlet.: Nu, saa omfavner da hverandre, og modtager min moderlige Velsignelse. (Raaber ud af Døren:) Frøkenen er alt forlovet. De øvrige Friere behøve ikke at gjøre sig Uleilighed.

Digteren.: Dette Skuespil forekommer mig at være en forskrækkelig fersk Føde. Længe nok har jeg ladet Tingen gaae sin skjæve Gang. Alt er godt til Maade, og lidt deraf gjør ingen Skade. Men at see alle fem Akter tilende, vilde ikke være at udholde. Om jeg nu ikke brugte min Overmagt, vilde det være baade mod min egen Interesse og det Heles Oeconomie. Som en mægtigere Troldmand skal 128 jeg da nu ved min kraftigere Talismand ophæve min underordnede Aands Herredømme.

(Han giver et Signal ved at ringe med en Klokke. Strax efter hører man bag ved det lille Theater Vægteren pibe og raabe Brand. Almindelig Tumult mellem alle Tilskuerne, saavel de spillende i det lille Theater, som de virkelige i det store Theater.)

Blandede Stemmer af begge.: Hvor er Ilden? Hvor er Ilden? Dog vel ikke i Comediehuset?

Harlekin: (bag ved det lille Theater.)
Hvor er Ilden, Vægter?

Vægteren

✂ (ligeledes.)

Paa Ulfeldtsplads. (Han piber igjen, og raaber Brand.)

(Teppet for det lille Theater falder. Tumulten mellem begge Tilskuerklasserne tiltager.)

Harlekin: (kommer ud mellem Tilskuerne ved det lille Theater.)

Harlekin.: Mine Herrer og Damer! Det gjør mig inderlig ondt, at dette Uheld skal hindre mit Stykke fra at spilles tilende. Det bedste mangler endnu. Forviklingen er neppe begyndt, endsige Knuden løst. Flasken har jo ikke fundet Proppen. Mange Personer have endnu ikke været inde. Om De dog bare vilde slaae Dem tiltaals. Ilden er jo langt herfra. See, hvor de storme mod Udgangen.

En Brandmajor mellem de spillende Tilskuere: (til Harlekin.)
Hør, mellem os: Er der virkelig Ildløs? eller var det kun Vægterpiben i Skuespillet, som fortsatte sin Rolle bag Coulisserne?

Harlekin.: Nei, Gud bedre det! Ilden er desværre kun alt for virkelig. Man siger, det er paa Ulfeldtsplads.
129

Brandmajoren.: Saa maa jeg pakke mig. Bare jeg kunde komme gjennem Trængselen!

En Brandmajor mellem de virkelige Tilskuere

✂

(til Digteren.)

Herr Digter! Det er mig kjært at opdage Dem. Hav den Godhed at sige mig en Ting.

Digteren: (reiser sig.)
Hvad befaler De at vide, min Herre?

Harlekin: (afsides, med Forbauselse.)
For Fanden! Er Digteren med paa min Comedie? Nu seer det godt ud for mig.

Brandmajoren mellem de virkelige Tilskuere.: Jeg vilde gjerne vide, om der er virkelig Ildløs i Byen, eller om det bare hører med til Comedien.

Digteren.: Nei vær De kun rolig. Det er en Scene i Stykket. De skal strax faae Effekten at see, naar Theatret forandres til Ulfeldtsplads.

Den Første Brandmajor.: Naa, det tænkte jeg jo nok. (Til Harlekin.) Hvorfor Fanden vil De da narre mig væk herfra, naar det ikke behøves?

Harlekin.: Saa sandt, som jeg lever, Ildløsen er virkelig. (Afsides.) Jeg kommer her i en forbandet Knibe. Gid jeg kunde prakticere mig væk!

Første Brandmajor.: Men Guds Død og Pine! Saa maa jeg skynde mig.
130

Den anden Brandmajor.: Hvad for noget? Hvad hører jeg? Saa faaer jeg saagu ogsaa Hastværk. Herr Digter! De har ikke Ret i at opholde Folk med Narrestreger fra at gaae i deres lovlige Kald.

Digteren.: Slaae De Dem dog bare til Ro. Hvad jeg har sagt Dem, er sandt. Ildebranden er kun her i Stykket, og ikke i Virkeligheden, saa sandt som jeg er en ærlig Mand.

Første Brandmajor.: Men hvad er dog det for noget? (Til Harlekin.) Hvad skal det sige? Bliver han, saa kan jo ogsaa jeg blive. Der er jo altsaa ingen Ildløs.

Harlekin.: Jeg sværger Dem ved alt hvad helligt er, at der er virkelig Ildløs paa Ulfeldtsplads. Hvor kan De troe, at den er et Theaterkneeb? Den kom mig selv aldeles uventet. Dersom De skal paa Deres Post, saa raader jeg Dem af et oprigtigt Hjerte: skynd Dem, jo før jo heller.

Anden Brandmajor.: Hvad Fanden vil dog alt dette sige? Hvem af dem skal man nu troe?

Digteren.: De skal troe mig, min Herre! Thi jeg er Digteren, og maa derfor vel vide Besked om Stykket.

Første Brandmajor.: Ja De har vist Ret. De seer saa god og skikkelig ud. Dem vil jeg ogsaa troe; thi den Harlekin er dog en Gavstrik, som bare fixerer os.

Harlekin: (lister sig ganske sagte bort.) 131

Digteren.: Nei min Herre! De bør troe Harlekin ubetinget. Han har fuldkommen Ret i hvad han sagde Dem.

Første Brandmajor.: Hvad? Havde han Ret? Er der virkelig Ildløs?

Digteren.: Ja, og ja, og atter ja. Skynd Dem alt hvad De kan til Ulfeldtsplads.

Anden Brandmajor.: Men for en Ulykke! Nu modsiger De Dem jo selv.

Digteren.: Det var jo ikke til Dem, jeg talte. Bliv De kun! der er ikke mere Ildløs end bag min Haand.

Første Brandmajor.: Hør, nu spørger jeg Dem paa Deres Ære: Er der Ildløs eller ikke?

Digteren.: Forstaaer De Fransk?

Første Brandmajor.: Ja jeg gjør.

Digteren.: Parole d'honneur sacrée, der er Ildløs paa Ulfeldtsplads.

Anden Brandmajor.: Jeg spørger Dem ogsaa paa Deres Ære: Er der Ildløs eller ikke?

Digteren.: Forstaaer ogsaa De Fransk?
132

Anden Brandmajor.: Aa ja vist.

Digteren.: Parole d'honneur sacrée, der er ingen Ildløs i hele Byen.

Første Brandmajor.: Det var som Fanden.

Anden Brandmajor.: Det var som Satan.

Første.: Det er da et Djævels Menneske.

Anden.: Det er da en Allerhelvedes Karl.

Første.: Men mon jeg dog ikke hørte feil?

Anden.: Mon jeg ogsaa forstod ham rigtig?

Første.: Jeg vil spørge ham igjen.

Anden.: Jeg vil høre mig for nok engang.

Første.: Herr Digter! Er der Ildløs?

Digteren.: Ja.
133

Anden.: Herr Digter! Er der Ildløs?

Digteren.: Nei.

Første.: Nu har jeg, Gud straffe mig, aldrig hørt Mage.

Anden.: Det er, Fanden fortære mig, til at blive gal over.

Første.: De maa svare enten med Ja eller med Nei.

Anden.: Ja, kun med een af Delene.

Begge.: Det samme til os begge.

Adskillige.: Forstaaer sig.

Andre.: Naturligt.

Alle de spillende Tilskuere.: Er der Ildløs?

Digteren: (skriger høit.)
Ja.

Alle de virkelige Tilskuere.: Er der Ildløs?
134

Digteren: (skriger høit.)
Nei. - Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei, etcetera, etcetera, etcetera etcetera etcetera etcetera in infinitum.

Alle de spillende Tilskuere.: Aa Snak! Svar med eet Ord!

Alle de virkelige.: Ja med eet Ord!

Digteren.: Mine Herrer! At svare begge de tilstedeværende Forsamlinger med eet Ord, eller give dem begge det samme Svar, vilde være en Umulighed, thi hvad der er Sandhed for det ene Parti, er Løgn for det andet. De maa her vel distinguere mellem det Absolute og det Relative. (Til de virkelige Tilskuere.) De, mine Herrer, ere de absolute Tilskuere, Tilskuere i sidste Instants; hine derimod (pegende paa de spillende) kun relative Tilskuere, nemlig af Skuespillet i Skuespillet, og ere med det samme selv Skuespillere, som spille for de absolute Tilskuere. Alle de Bemærkninger, som de relative Tilskuere gjorde over Skuespillet, har jeg selv ladet dem sige. De staae i Manuskriptet, og de omtalte relative Tilskuere have maattet lære deres Roller og gjøre Prøve ligesaavel som Flasken, Støvlen og de andre. De have ikke engang Tilladelse til at more sig ved det Skuespil, de see; de skal kun passe paa Stikordene, og falde ind til rette Tid med deres Repliker. - Ja vi ville gaae et Skridt videre: Skuespillet, Flaskens Længsel efter Proppen, har i Grunden mig til Forfatter, uagtet virkelig Harlekin har skrevet det. Jeg vil give Dem et Exempel. Ligesom det gode Princip tillader det underordnede onde at raade i en vis indskrænket Virkekreds, eller ligesom Gud til en Tid tolererer Fanden, saa at denne opfinder en Mængde Spektakler, til hvilke dog den første for saa vidt er Aarsag, som hans Alvidenhed kunde forudsee dem i det Øieblik, han gav den anden Regimentet; saaledes har jeg, sans comparaison, idet jeg lod Harlekin skalte og valte, meget godt vidst, hvad han vilde gjøre, hvad han vilde sige, og Ord for Ord det hele Stykke 135 han vilde skrive og lade opføre; thi den hele Person ligger, saa at sige, i min Hjerne, og kan derfor ingen Hemmelighed have for mig. Jeg vil derfor just ikke sammenligne Harlekin med Minerva; men siig mig dog, mine Herrer! Synes Dem ikke, at dengang jeg kom ind som en ydmyg Tilskuer, og ragede i Klammerie med Controlleuren, havde jeg en Slags Lighed med Jupiter, da han i menneskelig Skikkelse vandrede om paa Jorden, og gik ind og tog tiltakke med en Skeefuld Søbekaal i Philemons fattige Hytte? Naturligviis hørte det med til det hele Stykkes Oeconomie, at det episodiske skulde afbrydes paa det bestemte Sted ved Vægterens Brandraab; ja havde jeg ikke ladet det skee, da vilde De have seet Mester Harlekin i en net Confusion, thi han havde saamæn ikke skrevet et Ord meer end netop dertil. Naar mit Manuskript bliver trykt, vil De see, det er sandt som jeg siger. - Og skal jeg nu endelig tilsidst aabne Dem mit Hjertes inderste Aflukke? Skal jeg vise Dem det øverste Motiv til at jeg saae igjennem Fingrene med Harlekins revolutionaire Handling? Nu vel! Manuskriptet til mit Stykkes anden Akt blev, som De veed, sønderrevet af Acteuren, som spillede Publikum i Intermezzet. I den korte Tid inden Teppet gik op til anden Akt, fik jeg kun Tid til at restituere de tre første Scener. Derpaa lod jeg min lystige Person i Guds Navn gjøre sig lystig for at udfylde Midten; og imidlertid arbeidede jeg paa Katastrophen, hvilken vi nu med stærke Skridt nærme os. Det er mig derfor om at gjøre, at Theatret nu forandres paa Øieblikket, thi Ilden har længe brændt bag ved dette Teppe, og Maskinmesteren har kun beregnet Satsen for en halv Time, da han ikke kunde forudsee, at dette Ophold skulde komme iveien. Altsaa - (til de spillende Tilskuere) der er, som sagt, virkelig Ildløs paa Ulfeldtsplads. Skynd jer afsted jo før jo heller; thi jeg bruger jer alle som Statister til at udgjøre den ved Ildebranden tilstimlende Mængde, og Bagteppet kan ikke gaae op, førend I allerede staae paa Eders Pladser. Pak jer ud, I Hunde, og lystrer! Derfor blive I gagerede af Directeuren. (De styrte alle ud. - Til de virkelige Tilskuere.) Mine Herrer og Damer! Der er, som sagt, ingen anden Ildløs end den her i Stykket. Desuden har De jo betalt Deres Pladser. Hvad er da billigere, end at De bliver, og seer Comedien ud? (Han bukker, og gaaer. Skuepladsen forvandles.)

136

✂

Ulfeldtsplads.

(Mørk Nat. Der brænder et Huus. Alle de spillende Tilskuere fra forrige Scene staae og gabe derpaa. Vægterpiber, Brandraab, Klemten, Allarmtrommen, Brandfolk, Bryggersluffer, Sprøiter.) Første Brandmajor (iler geskjæftig omkring, og giver sine Ordres.)

Anden Brandmajor: (mellem de virkelige Tilskuere.)
Naa Gud skee Lov, det var saadan at forstaae! Saa kan jeg blive her i min gode Ro, medens den anden stakkels Brandmajor maa rende fra Comedien lige hen i Ilden.

Første virkelige Tilskuer.: Det er ellers fælt, at de gjør det saa naturligt. See bare, hvor det brænder.

Anden.: Det er virkelig et fortræffeligt Skuespil. Illusionen kan ikke vel gaae videre end i denne og foregaaende Scene.

Tredie.: Ja den gik alt for vidt i den foregaaende Scene. Man bør ikke gjøre Publikum forskrækket.

Fjerde.: I det mindste ikke i den Grad som før, da Vægteren ganske uventet begyndte at pibe og raabe Brand. Tænk engang, Digteren maatte jo selv komme frem, og ophæve Illusionen, inden hele Publikum faldt i Besvimelse.

Anden.: Ja men nu da vi veed, at det er bare Theatereffekt, saa er det dog rigtig meget fornøieligt at see derpaa.

Fjerde.: Fornøieligt? Jeg maa tilstaae Dem, at jeg ikke godt kan fornøie mig 137 over min Næstes Ulykke. Jeg tænker i eet væk paa de stakkels Tilskuere paa Theatret, for hvilke det er virkeligt, ifølge Digterens egen Forsikkring.

Første Brandmajor: (paa Theatret.)
Det brænder djævleblændt. Jeg er bange for, at der ingen Redning gives.

Fjerde Tilskuer: (til anden.)
Vil De bare høre? Er det dog ikke gyseligt? Hvor kan man nu glæde sig derover? - De arme Mennesker!

Første Brandmajor.: Det er forbandet. Jeg kom for silde. Nu er her intet at gjøre. Jeg bliver vist mulkteret. Men Digteren skal saagu betale Mulkten, thi det var ham, der opholdt mig med Snak. See, hvor Luen slaaer ud af alle Vinduer og Døre! Vi komme til at indskrænke vore Bestræbelser til at frelse Nabohusene.

Anden Brandmajor

✂ (mellem de virkelige Tilskuere.)

Naa, det maa da være en Kjæltring af en Brandmajor. Jeg kjender ham ikke, saa jeg kan frit sige det. Hele det prægtige Huus skal nu brænde af, og Folkene maaskee ikke faae reddet saa meget som et Par gamle Skoe, bare fordi han ikke havde Lyst til at gaae fra Comedien. Og nu vil den Æsel ovenikjøbet skyde Skylden paa den uskyldige Digter. Ja ja, det er godt, her ere flere Vidner end jeg.

(Det vedbliver at brænde stærkt. Larmen og Opløbet tiltager.)

138

✂

Ruinerne af Nicolai Kirke.

(De ere svagt oplyste af Ildsluen. Der klemtes stærk fra Taarnet. Lygter ere udhængte derpaa. Alle de spillende Tilskuere fra forrige og næstforrige Scene komme løbende ind, og stimle omkring Taarnet.)

Første Tilskuer paa Theatret.: Det maa være en forfærdelig Ildebrand.

Anden.: Mon man ikke kan komme derhen?

Tredie.: Nei, Vagten holder enhver tilbage.

Fjerde.: Tag Dem iagt, ifald De gaaer derhen, at ikke Brandfolkene sætte Dem til Sprøiteværket. Det er undertiden hændt velklædte Folk, naar de vare alt for paatrængende.

Femte.: Hvor der klemtes forfærdeligt!

Sjette.: Man kan ordentlig fornemme Rystelsen, naar man staaer her ved Foden af Taarnet.

Syvende.: Hvem skulde troe, at det afbrændte Taarn havde saa stærke Klokker?

Ottende.: Men hør, hvor Klemtningen tiltager. Vægteren angriber sig, og kimer næsten i sin Ivrighed.
139

Niende.: »Dybt bevæges maa en Vægter vist, som gaaer paa Svalen om det nøgne Taarn, og skuer Ødelæggelsen, og kommer Timerne ihu, da Spiret kneiste høit i Sky.«

Tiende.: Mon Vægteren skulde tænke derpaa?

Taarnvægteren: (kommer forskrækket ud.)

Niende Tilskuer.: Naa, Vægter, er du bevæget?

Taarnvægteren.: Ja, Gud frie mig! Mere rystet end bevæget.

Niende Tilskuer.: Seer I, jeg havde Ret?

Tiende.: Han seer virkelig bleg og forstyrret ud.

Ellevte.: Men hvorledes tør du komme herned? Burde du ikke blive deroppe, og klemte?

Tolvte.: Men hvad for noget! Det klemter jo endnu, alt hvad det kan! Hvordan gaaer det til?

Taarnvægteren.: Hører mig!
Da nys i lovligt Kald jeg stod, og slog
Af al Formue paa den store Klokke,
Da syntes det mig pludselig, som nogen
Bag ved mig pudslede; jeg vendte mig,
140Og see, i Lysningen af Ildens Lue
Der stod en gammel Mand, lidt bleg og gusten,
Med mavre, skarpe Træk, indfaldne Kinder,
Og Øiesynet spændt og stirrende.
Han pyntet var, men efter gammel Mode,
Bar en Paryk med Pidsk og store Bukler,
En Fløiels Kjole, lyseviolet,
Med Knapper i af Staal, og uden Krave,
Et lidet Halsbind, Kalvekrydset pludsket,
Og under Armen en trekantet Hat.
Forbauset blev jeg ved at see ham, thi
Jeg vidste ei, hvordan han did var kommen,
Thi Indgangen til Taarnet var jo lukket.
Da nu jeg saa betragted ham, og tænkte,
Mon jeg skal tale til ham, nærmed han sig,
Og sagde: Vægter! Du gjør ei din Pligt;
Du burde klemte meget stærkere
I denne frygtelige Ildebrand,
Som muligviis fortærer hele Staden.
Og Touget reev han mig af Haanden ud,
Og gav sig til at kime selv, med største
Anstrængelse, som nu I høre kan.
Da blev jeg vred, og vilde jage ham
Afveien, men i Luften kun jeg greeb.
Da mærkede jeg først, det var et Gjenfærd,
Og i det samme saae jeg, at en Grav
Paa Kirkegaarden havde aabnet sig.
Jeg korsed mig, og raabte Jesu Navn,
Men Skyggen blev, og svarte: Vær ei bange!
Jeg er en Aand, men hører til de gode.
Forfærdet blev jeg dog, og skyndte mig
Ad Trappen ned, og løb herud paa Gaden.

Gjenfærdet: (lader sig see paa Vægtergangen.)

Adskillige.: Der staaer han, see, paa Taarnets Vægtergang!
141

Gjenfærdet: (til de forsamlede Folk.) Høiædle og høigunstige Patroner!
Carl Friedrich Reiser var mit fordums Navn.
Som Stadts-Chirurgus har jeg Stands-Personer
Cureert i Residentzen Kjöbenhavn,
Og siden vundet største Laurbærkroner,
Fordi jeg skrev, nedrige Stand til Gavn,
Grønskoldninger tiltrods, mig selv til Glorie,
Den fyrgterlige Ildebrands Historie.
Hvo husker ei, at under Ildens Rasen
Forglemte Pastor Schreiber Hat og Stok?
Hvordan en tysk Soldat, som var et Asen,
Skreeg, at endnu det ikke brændte nok?
Hvordan med Brag i Luften opsprang Blasen,
Og brandt-Mayoren selv begig en bock?
Hvordan jeg Frue-Taarn med Skræk saae dingle,
Og gav tre Skilling for en Kommenskringle.
Blandt Fædrelandets de Udødelige
Gav mine Skrifter mig en Plads; men i
Det ny Jerusalem i Himmerige
Først min Geneigthed til Theologie,
Dernæst især min Taalmod uden Lige
I Fattigdom og alskens Spotterie,
Det Taareoffer, jeg for Gud fremførte,
Hvergang jeg Kingos gyldne Psalme hørte.
Derfor da jeg paa Jorden endte Gangen,
Heel mødig, og mit trætte Øie brast,
Mig Abraham ei sagde hvad han mangen,
For hvem Fortunas Hjul stod altid fast,
Har sagt: Gedenke, Sohn, dass du empfangen
Dein Gutes schon in deinem Leben hast.
Nei, hver en Taare, som jeg græd herneden,
En Perle blevet var i Evigheden.
Endnu hver Nat (endskjøndt mit Hjerte gruer)
Jeg gaaer til Helveds Port fra Himlens Top,
Og gjennem Gitteret de Flammer skuer,
142Som evig martre de Fordømtes Krop.
Da husker jeg, hvordan i slige Luer
Det ganske gamle Kjøbenhavn gig op,
Og at allene jeg det har beskrevet,
Men derfor heller ei forgjæves levet.
Mit Gjenfærd selv den gamle Drift ei glemte:
Det maatte hæve sig af Gravens Skjød,
Saasnart det Taarnets Klokke hørte klemte,
Og ile hid, og see paa Flammen rød:
Skjøndt denne Brand, om Eder og den skræmte,
Et Intet er mod hin beskrevnes Nød;
Kun Børnespil, om saa jeg turde sige,
Mod hin, som kaldes bør: den fyrgterlige.
Jeg hidindtil især mon Ordet føre
Til Publikums den ene halve Part,
Dem, som er til kun for at see og høre;
Men nu jeg taler til den anden Art,
Skribenterne, som vil de første røre,
Og troe, de have gjort det meget rart,
Naar kun de følge blindt, for mig at hædre,
Min gamle Regl: Jo galere, jo bedre.
Jeg kan vel ei, Høistærede, behøve
At sige jer, at i den bedste Flor
Fabriken er, at naar I flink jer øve,
Kan Eders Færdighed end vorde stor.
Men netop det, at I med mig vil søve
Af samme Fad, og træde i mit Spor,
Gjør, mens det høiligt smigrer mig, tillige
Mig til en Pligt, min Mening jer at sige.
Endskjøndt jeg da mig let kan forestille,
At min Maneer kan friste mangen Pen,
Er jeg dog ei saa gal mig at indbilde,
At man blandt alle kun bør følge den.
Hvi øser I allene af min Kilde?
Der ere jo dog flere store Mænd,
Som kan jer lede fuldt saa godt i Grunden:
Hvi skal jeg Brødet tage dem af Munden?
143Literaturens Sol i Danmark daler;
Den gyldne Tid er endt, om ret jeg seer.
I mangle Evnen til Originaler,
Og stræbe derfor efter min Maneer.
O men hvor fjernt fra mine Idealer
Staaer Eders Efterlignings døde Leer!
Naturligviis! Thi kun i Klæder skaaret
Hos Eder er, hvad mig i Kjødet baaret.
Og til min Sangs ophøiede Castale,
Kan jeg forsikkre jer, I aldrig naaer,
Skjøndt ved jer Stræben væk fra Tempes Dale
I kom idag lidt længer end igaar.
Men om I ogsaa gjør jer nok saa gale,
Dog ingen Nærmelse tilgavns forslaaer.
Derfor jeg vil venskabeligst jer raade
At vælge før en anden Skrivemaade.
Thi seer I, for at være mig, I maatte
Ei copiere min Original,
Men meget meer jert eget Væsen blotte,
For dog paa egen Haand at være gal.
I maatte aabne Hjertets dybe Grotte
For Mængdens Blik, jer selv til Spot og Qval,
Og uden Forbehold naivt fortælle
Alting med Rub og Stub hvad man kan mælde.
Men det, godt Folk, formaaer I ei at gjøre!
Thi saa uskyldigt er ei Eders Sind,
At I, som jeg, tør Verdens Blik og Øre
Med barnlig Uskyld vie dristig ind
I hvad selv fjernest Tankerne berøre.
I Verdens Trængsler blegnet er min Kind,
Men fremad saae jeg, skotted ei til Siden,
Og gik urørt af Lasten gjennem Striden.
I hvad jeg skrev, jeg har ei fulgt Exemplet;
Jeg veed, at min Maneer min egen var.
Jeg var en Mynt, som kjendelig var stemplet,
Og uforfalsket dette Præg jeg bar.
Jeg dyrked Gud i Hjertet som i Templet,
144Og tillidsfuld mit Kors jeg baaret har.
Derfor jeg rolig ned i Graven daler.
Farvel! Alt Solen gryer, og Hanen galer.
(Han synker ned i Graven.)

✂

Aaben Mark.

(Solen staaer op. En stor Stjerne sidder paa Himlen, og vedbliver at skinne.) Musen Thalia (kommer fra den ene, og) Digteren (fra den anden Side.)

Thalia.: Det er mig kjært, at jeg dig møder her;
Thi jeg vil give dig et velmeent Raad:
Hold op, min Ven, mens Legen just er bedst,
Og det maa være nu; thi ellers gaaer det
For vidt med dette tøileløse Spil.
Stor er den Magt, som jeg min Dyrker giver;
Men vogt dig, at du ei misbruger den!
Er Mængdens Mening og dig ligegyldig,
Saa stræber du dog sikkert at behage
Din høie Muse, og hun raader dig
At lade Katastrophen komme, før
Dit eget Værk dig voxer over Hov'det.

Digteren.: Dit Vink, min høie Dronning, skal jeg følge
I dette som i alt. Til Pant paa Løftet
Hør kun den fjerne Sang, som lyder. Viid, at
Det Choret er, som ende skal det hele.

De Hellige Tre Konger: (udenfor.) O Stjerne, hav Tak, vor ledende Ven
Imellem de vildsomme Veie!
Alt Hytten vi see, nu kjende vi den,
145Lyksalighed monne vi eie.
Med Glæde
Vi træde
Herind i det fattige Huus.

Digteren.: Fortryd ei paa hvad jeg vil sige dig:
Det var nok passeligst, om her du gik,
Thi nu de hellige tre Konger komme;
Saa, hvis du bliver her, da vil man sige,
At jeg forglemmer Eenhed og Costume,
Og blander Christendom med Hedenskab.

Thalia.: Min gode Ven, det synes mig lidt næsviist,
At du din Muse tage vil i Skole.
Troer du, jeg Kunstens Regler ikke kjender,
Og veed at passe, naar jeg gaaer og kommer?

Digteren.: Jo, efter Kunstens Regler kan du handle,
Men efter Verdens du for lidt dig retter.
Jeg nægter ei, maaskee du blive burde,
Men Publikum vil heller af med dig.
De sige, at de har din Konterfei
Her paa Prosceniet, som og din Søsters,
(Thi jeg maa sige dig, at denne Støtte, Som før var sort, men nu er bleven hvidtet, Skal være dig, den anden Melpomene), Og naar de have Eders Billeder,
Saa kan de godt undvære Eder selv.

Thalia.: Nu vel, saa gaaer jeg da. Thi om jeg blev,
Og saadant dig tilregnedes som Feil,
Du vilde, som sædvanligt, skyde Skylden
Paa Musens Luner, for at selv gaae fri.
146

Digteren.: Men har jeg ikke Ret deri? Som Digter
Jeg maa jo lyde din Inspiration.

Thalia.: Nei, du har Uret, tvertimod. Som Digter
Befaler du desværre over mig.
Hvor meget har du ei i dette Stykke
Paa egen Haand, og mod min Villie skrevet!
Du er min Herre, jeg din Tjenerinde,
Det mærker jeg saa tit; selv her min Rolle
Jeg spille maa, som du har skrevet den.
Og derfor gaaer jeg ogsaa nu, vist ikke
Af egen Drift, nei, men fordi du har
I Manuskriptet skrevet Ordet: Gaaer.
(gaaer.)

✂

De hellige tre Konger, Caspar, Melchior og Balthasar, (komme. I nogen Afstand følger) Nanine, (men med fuldvoxen og uddannet Figur. Lidt efter komme) de to Politibetjente. (Naar den ene af Kongerne synger, dandse de to andre. Derpaa synge de Choret, og dandse saa til Efterspillet, under hvilket Politibetjentene sige deres Repliker.)

Caspar.: Vi komme saa fjernt, vi Konger tre,
Alt fra de østlige Lande.
Men aldrig saasnart vi Stjernen fik see
Paa Nattens Himmel at stande,
Vi glade
Forlade
Vor skinnende Kongeborg.

147

Første politibetjent.: Hvad Fanden er her for et Lirumlarum?

Anden.: Gud forlade mig min slemme Synd! Men troer jeg ikke, det er de hellig tre Konger, som atter drage omkring, og lade sig høre for en Markes Penge eller to, uagtet det er blevet strængelig forbudt. Ja, jeg skal saagu lære jer. (Han løfter sin Stok.)

Første: (holdende ham tilbage.) Nei holdt! Tag dig vare!

Melchior.: Thi Perler og Guld har Østerland,
Klenodier have vi hjemme.
Men Perler og Guld ei lignes kan
Ved det, som Hytten mon gjemme.
Af alle
Vi kalde
Dog denne den herligste Skat.

Anden Politibetjent.: Hvorfor holder du mig tilbage?

Første.: Jeg skal sige dig, jeg er bange for, at disse maaskee dog ikke ere af de forklædte Nybodersdrenge, som grassere paa denne Tid. De see mig dog saa udenlandske og virkelig kongelige ud. Deres Kroner ere ikke af Guldpapiir, men af skinnende Metal, som i det ringeste maa være kaldarisk Ærts. Deres Dragter er ....

Balthasar.: Og denne Skat, som I vel forstaaer,
Det er Barn Jesus den lille.
Han fødes endnu hvert evige Aar
148For dem, som elske ham ville.
Og trolig
Sin Bolig
Indvie den hellige Juul.

Første Politibetjent.: Deres Dragter, vilde jeg have sagt, ere jo saa pragtfulde som Comedianternes, og den sorte Konge seer saamæn ikke ud til at være sværtet, men han er tilforladelig en indfødt Morian.

Anden.: Ja hvad beviser det? Det kan jo være, det er en sort Leietjener, som de har faaet med i Ledtog.

Caspar.: Saa er det da ei den første Gang
Vi komme hid fra det Fjerne.
Vi komme, som før, med Spil og Sang,
Og ved den ledende Stjerne.
Vi prise
Den Vise,
Vor Frelser vi prise som før.

Anden Politibetjent.: Skal vi da lade være at arrestere dem?

Første.: Jeg veed saagu ikke hvad jeg skal sige dertil. Jeg er saa bange for at vi skal begaae en Dumhed, og prostituere os. Men hør, lad os dog lægge Mærke til, hvad Sprog det er, som de synger.

Melchior.: Han er, som vi, en herskende Drot,
Og Seiren hans monne være,
En Hytte er hans prægtige Slot,
149Og Fuglene sjunge hans Ære.
Det lyder,
Det bryder
Saa høit gjennem Skyernes Mulm.

Anden Politibetjent.: Ja Gud veed, hvad det er for et Sprog, men saa meget er da vist, at det hverken er Tysk eller Dansk.

Første.: Siig ikke det! Det er meget sjelden, man kan forstaae Ordene paa hvad der bliver sunget.

Anden.: Ih! seer man det? Ja du maa vide det, thi du er jo musikalsk. Ikke sandt? Du var jo med at falde i Besvimelse paa Madam Beckers Concert, mens jeg stod udenfor, og holdt Orden?

Balthasar.: Ei ære vi dig, som en Konge paa Jord,
Med Guld og kostbare Ringe,
Men Myrrha vi strøe i dit hellige Spor,
Og duftende Virak dig bringe.
Du have
Vor Gave
Som Givernes Ydmyghed kjær.
(De gaae bort under Dandsen og Efterspillet.)

Første Politibetjent.: Ja men hvad skal vi nu beslutte?

Anden.: Jeg veed min Salighed ikke. Jeg tænker, det er det rigtigste, at vi lar dem skjøtte sig selv, men derimod ikke taaler noget Opløb her omkring, og jager disse Folk tilside.
150

Første.: Ja, det er det klogeste. (Til Nanine og Digteren, som vil følge Kongerne.) Vil I være saa god at blive tilbage.

Anden.: Overalt hvad er I To for Dagdrivere, som ikke har andet at bestille end at staae her og gabe paa de forklædte Matrosdrenge?

Første.: Dersom I endnu staaer ledige paa Torvet, naar vi komme tilbage, saa taer vi ham, min Faer, til Mudderarbeide, og sætter hende, Mamsel, i Spindehuset.
(Politibetjentene gaae.)

Nanine.: Hvi tør jeg ei følge, som Hjertet vil,
Det hellige Chor,
Som drager mig mægtig ved Sang og ved Spil
Igjen fra Jord?
En Engel bar mig til Jorden ned,
Mens jeg slumrende laae.
Ak her jeg vaagned, og har ei Fred
For hvad hist jeg saae!
Tolv Dage jeg kuns i Himlen var,
Kom som Barn derop.
Dog hvad jeg skued, alt modnet har
Til Rose min Knop.
Og tilbage jeg kom, en voxen Mø,
Ukjendt af hver,
Og bærer i Sjælen et himmelsk Frø,
Som maa qvæles her.
151Jeg gik til min Barndoms Bolig hen,
Og banked paa Dør,
Men den, som aabned, ei kjendte igjen
Mig nu, som før.
I min Drøm jeg kun lever, tilovers paa Jord;
Og spørger man
Om det, jeg skued, da mangle mig Ord
Til Hvad og Hvordan.
I Hjertet mig brænder den evige Gnist;
Hvis jeg ikke formaaer
I Sang at udaande min Længsel, jeg vist
I Luen forgaaer.

Digteren.: Betydningsfuldt har du mig foresunget
Mit eget Livs Begivenhed, Nanine!
Thi alt hvad du har sagt, paa mig jo passer
Saa godt som paa dig selv, og ret mig glæder
At kunne ligne dig, Uskyldige!
Som du var ogsaa jeg engang i Himlen,
Dengang i Muligheders Skjød jeg slumred.
En Engel bar min Aand til Jorden ned,
Da blev jeg født. Nu har jeg her ei Fred
For hvad jeg skued hist. Min Knop har ikke
Det virkelige Liv, men Himmeldrømmen
Til Rose modnet, hvis den modnet er.
I Sjælen bærer jeg et himmelsk Frø,
Som tidt staaer Fare for at qvæles her;
Og naar jeg banker paa de kjendte Døre,
Gjenkjender den mig ei, som aabner dem.
Tilovers føler jeg mig tidt i Verden,
Thi kun i Mindet af den gyldne Himmel,
Hvori jeg eengang drømte, lever jeg;
Og dog selv Drømmen er jeg ikke voxen,
Thi Ord jeg mangler til at nævne den,
152Og gjøre den forstaaelig for andre.
Os begge brænder Evighedens Gnist.
Som du, forgaaer jeg i den stærke Lue,
Hvis ikke jeg min Længsel bort kan synge.
Men hvis jeg maa dig til min Muse kaare,
Da vil det Baand, som bandt min Læbe, løses.
Du mig begeistre skal til Sang, og Drømmen
I Himlen du mig gjøre virkelig.
Da skal de Følelser, dit Hjerte gjemmer,
Sig selv til Byrde, gjennem mine Læber
Udtone, og os begge lette Hjertet.

De hellige tre Konger: (komme tilbage.)

Alle tre Konger, Nanine og Digteren.: Saa sige vi Eder nu Farvel.
Vor Frelser ville vi prise.
See, Stjernen skinner saa klart i Qvel,
Og Veien vil den os vise.
Hil være
I Ære
Den Konge for Himmel og Jord!

153

✂

Heiberg, Johan Ludvig Julespøg og Nytaarsløier