↩ Som publicist fortsatte Heiberg med udgivelsen af et nyt tidsskrift, Intelligensblade (1842-44), der bragte mindre politisk stof end Kjøbenhavns flyvende Post (dog bemærkes redaktørens kontraoppositionelle afhandling »Autoritet«, hvor han følger Hegels statslære i dens lovprisning af det almene/universelle på bekostning af det specifikke/partikulære/individuelle) og mindre rent filosofisk stof end Perseus. Til gengæld lagdes mere vægt på litterære og dramatiske spørgsmål, med bidrag af Hertz og H. P. Holst, foruden af Heiberg selv, der i denne periode lagde sig tæt op ad 531 Hegel-eleven H. T. Rötschers (1803-71) æstetik og bidrog til Intelligensblade med bl.a. sin store afhandling om C. M. Bellman og med en - mindre kongenial - anmeldelse af Paludan-Müllers Adam Homo (1841-48) og Kierkegaards Enten-Eller (1841). Hans artikel om »Lyrisk Poesie« bør ses i sammenhæng med den af ham selv udgivne antologi Et hundrede lyriske Digte af den danske Litteratur (1842); karakteristisk er hans stærke fremhævelse af Schack Staffeldt (1769-1826) og hans totale forbigåelse af Aarestrup (1800-56). De tre bind astronomiske årbøger under titlen Urania (1844-46) er helliget den ældre Heibergs foretrukne hobby, men bringer også litterære bidrag af bl.a. Chr. Winther, fru Gyllembourg, Paludan-Müller og Heiberg selv (Nøddeknækkerne, hvorom i afsnit 5 nedenfor). Blandt de astronomiske afhandlinger findes »Stjernehimlen« (1842), »Det astronomiske Aar« (1844), »Hveen, tilforn Danmarks Observatorium« (1846) og »Sophie Brahe. En Hverdags-Historie fra det 16de og 17de Aarhundrede« (1846), den første trykt i Intelligensblade, de øvrige i Urania.