✂
Janne Risums bidrag om Heiberg og
vaudevillerne i den nyeste danske teaterhistorie bekræfter, at
Heiberg og hans genre ikke længer betragtes med samme reverens som i
det 19. årh. Tonen er blevet kritisk:
Ikke den store historie,
men den snævre lokale blev synsfeltet i Heibergs fordanskning af
vaudevillen. Bedsteborgernes København leverede stoffet. Selv kom
han fra tidens intellektuelle inderkreds og iagttog de jævne borgere
fra denne højde. Dannelse og åndssnobberi blander sig i hans
ironiske form, der er gennemsyret af den (...). Det store publikum
optræder som »en colossal Vanskabning« i hans julespil Julespøg og Nytaarsløier fra 1817, og de
dramatiske selskaber anså han for »Teatralske Fattiganstalter«.
(...) Heibergs skuespil er stadig næst efter Holbergs 548 de mest opførte i dansk
teaters historie. I deres blanding af virkelighedsflugt og
livsudfoldelse inden for voldene rummer vaudevillerne bl.a. en ny,
tidstypisk dyrkelse af pubertetspigen, og med romantisk ironi leger
de med fiktionen. Stillånene er bevidst stil: Scribe, den tyske
Liederposse, Mozart og Bellman blandes frit. For den indforståede
tilskuer var der rigelig anledning til genkendelsens glæde
- eller malice. Heibergs vaudevilleraptus ophørte efter
sæsonerne 1825-27. Nyhedens glans gik langsomt af dem, og først i
det næste årti skrev han af og til nye (...) og en række små
vaudevillemonologer.
(Kela Kvam et al. (red.): Dansk teaterhistorie I: Kirkens og kongens teater, 1992, p. 212-14).