Heiberg, Johan Ludvig

Janne Risums bidrag om Heiberg og vaudevillerne i den nyeste danske teaterhistorie bekræfter, at Heiberg og hans genre ikke længer betragtes med samme reverens som i det 19. årh. Tonen er blevet kritisk:
Ikke den store historie, men den snævre lokale blev synsfeltet i Heibergs fordanskning af vaudevillen. Bedsteborgernes København leverede stoffet. Selv kom han fra tidens intellektuelle inderkreds og iagttog de jævne borgere fra denne højde. Dannelse og åndssnobberi blander sig i hans ironiske form, der er gennemsyret af den (...). Det store publikum optræder som »en colossal Vanskabning« i hans julespil Julespøg og Nytaarsløier fra 1817, og de dramatiske selskaber anså han for »Teatralske Fattiganstalter«. (...) Heibergs skuespil er stadig næst efter Holbergs 548 de mest opførte i dansk teaters historie. I deres blanding af virkelighedsflugt og livsudfoldelse inden for voldene rummer vaudevillerne bl.a. en ny, tidstypisk dyrkelse af pubertetspigen, og med romantisk ironi leger de med fiktionen. Stillånene er bevidst stil: Scribe, den tyske Liederposse, Mozart og Bellman blandes frit. For den indforståede tilskuer var der rigelig anledning til genkendelsens glæde - eller malice. Heibergs vaudevilleraptus ophørte efter sæsonerne 1825-27. Nyhedens glans gik langsomt af dem, og først i det næste årti skrev han af og til nye (...) og en række små vaudevillemonologer.

(Kela Kvam et al. (red.): Dansk teaterhistorie I: Kirkens og kongens teater, 1992, p. 212-14).