Andersen, H. C. Historier. Anden Samling. 1853.

Historier. Anden Samling.
1853.

244

H 2-53 (Bibl. 616) udkom 30.11.1852 og indeholder: 1-6 som H 1-52, dog titelblad: Historier af H. C. Andersen. Anden Samling. Kjøbenhavn. Paa Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1853. Indholdsfortegnelsen giver kun titler uden sidetal. 7-68 text.

Omslag som H 1-52 med tilføjelse Anden Samling. Indersiderne: Hos C. A. Reitzel er udkommet følgende Skrifter af Prof. H. C. Andersen: [etc.]

245

Hjertesorg.

Det er egentligt en Historie i to Dele, vi her komme med; første Deel kunde gjerne være borte, - men den giver Forkundskaber, og de ere nyttige!

Vi *opholdt os inde i Landet paa en Herregaard, og saa traf det sig, at Herskabet der, for en Dagstid, tog bort. Da kom der fra nærmeste Kjøbstad en Madamme, hun havde sin Moppe med og kom for, som hun sagde, at man skulde tage »Actier« i hendes Garveri. Sine Papirer havde hun med, og vi raadede hende, at slaae en Convolut om dem og uden paa at skrive Gaardeierens Adresse: »Generalkrigskommissær, Ridder, etcetera«.

Hun hørte paa os, hun tog Pennen, standsede, og bad os om at gjentage Udskriften, men langsomt. Vi gjorde det, og hun skrev; men midt i »Generalkrigs« blev hun staaende, sukkede og sagde: »jeg er kun et Fruentimmer!« Moppen havde hun sat paa Gulvet, mens hun skrev, og han knurrede; han var jo ogsaa taget med for sin Fornøielse og Sundheds Skyld, og saa skal man ikke sættes paa Gulvet. Braknæse og Fleskeryg var hans Udvortes.

»Han bider ikke!« sagde Madammen, »han har ingen Tænder. Han er ligesom Lem af Familien, trofast og arrig, men dette er han tirret til af mine Børnebørn; de lege Bryllup, og saa vil de have ham til at være Brudepige, og det anstrænger ham, det gamle Skind!«

* * * * * * 246

Og hun afleverede sine Papirer og tog Moppen paa Armen. Det er første Deel - som nok kunde undværes!

»Moppen døde!« det er anden Deel.

Det var en Ugestid efter; vi kom til Kjøbstaden og tog ind paa Gjæstgiverstedet. Vore Vinduer vendte ud til Gaarden, der ved et Plankeværk var deelt i to Dele; i den ene her hang Skind og Huder, raa og barkede, her stod alle Materialer til et Garveri, og det var Enkens. - Moppen var død i denne Morgen og begravet her i Gaarden; Enkens Børnebarn, det vil sige Garverenkens, for Moppen havde ikke været gift, klappede Graven til, og det var en deilig Grav, det maatte være en Fornøielse at ligge der.

Graven var indhegnet med Potteskaar, og bestrøet med Sand; øverst paa den havde de sat en halv Øl-Flaske med Halsen op. og det var slet ikke allegorisk.

Børnene dandsede rundt om Graven, og den ældste af Drengene, en practisk Yngling paa syv Aar, foreslog, at der skulde være en Udstilling af Moppens Grav og det for Alle fra Strædet; Adgangen maatte betales med en Seleknap, det var Noget enhver Dreng havde, og han ogsaa kunde levere for Smaapigerne; og det Forslag blev eenstemmigt antaget.

Og alle Børn fra Strædet og Bagstrædet med kom og gav deres Knap, der vare mange, der kom til at gaae med een Sele den Eftermiddag, men saa havde man seet Moppens Grav, og det var nok saa meget værd.

Men udenfor Garvergaarden, tæt op til Laagen der, stod en lille pjaltet Unge, saa yndigt skabt, med det deiligste krøllede Haar og Øine saa blaae og klare, at det var en Lyst; hun sagde ikke et Ord, hun græd ikke heller, men saae saa langt hun kunde, hver Gang Laagen aabnedes. Hun eiede ikke en Knap, vidste hun, og blev derfor sørgmodig staaende udenfor, stod der til de Alle havde seet af, og Alle vare gaaede bort; da satte hun sig ned, holdt de smaa brune Hænder for Øinene og brast i Graad; hun alene havde ikke seet Moppens Grav. Det var Hjertesorg og stor, som den Voxnes tidt kan være det.

Vi saae det ovenfra - og ovenfra seet - denne, som mange af vore og Andres Sorger, - ja saa kunne vi lee af dem! - det er Historien, og den, som ikke forstaaer den, kan tage Actier i Enkens Garveri.

*
247

»Alt paa sin rette Plads!«

Det er over hundrede Aar siden!

Der laae bag Skoven ved den store Indsø en gammel Herregaard, og rundtom den var der dybe Grave, hvori voxte Duunhammere, Siv og Rør. Tæt ved Broen til Indkjørsels-Porten stod et gammelt Piletræ, der hældede sig ud over Rørene.

Omme fra Huulveien lød Horn og Hestetrampen, og derfor skyndte den lille Gaasepige sig med at faae Gjæssene tilside fra Broen, før Jagt-Selskabet kom galopperende; det kom i saadan en Fart, at hun gesvindt maatte springe op paa en af de høie Stene ved Broen, for ikke at blive redet overende. Halv Barn var hun endnu, fiin og spinkel, men med et velsignet Udtryk i sit Ansigt og to rare klare Øine; men det saae Herremanden ikke paa; i den flyvende Fart han kom, vendte han Pidsken i sin Haand, og af raa Lystighed stødte han hende med Skaftet lige for Brystet, saa hun gik bag over.

»Alt paa sin rette Plads!« raabte han, »i Skarnet med Dig!« og saa loe han, det skulde nu være saa moersomt, og de Andre loe med; hele Selskabet gjorde Skriig og Skraal og Jagthundene gjøede, det var rigtignok:

»Rige Fugl kommer susende!«

- Gud veed hvor riig han var endda.

Den stakkels Gaasepige greb for sig, i det hun faldt, og fik fat i en af de nedhængende Pilegrene; ved den holdt hun sig

* * * * * * * 248

oppe over Dyndet, og saasnart Herskab og Hunde vare vel inde af Porten, arbeidede hun paa at komme op, men Grenen knækkede af ved Kronen, og Gaasepigen faldt tungt tilbage i Rørene, da i det samme en kraftig Haand ovenfra greb hende. Det var en vandrende Hosekræmmer, som et Stykke borte havde seet til og skyndte sig nu med at komme hende til Hjælp.

»Alt paa sin rette Plads!« sagde han i Spøg efter Herremanden og trak hende op paa det Tørre; den afbrækkede Green stillede han hen mod Stedet, hvor den var knækket af, men »paa sin rette Plads,« det gaaer ikke altid! og saa stak han Grenen ned i den bløde Jord, »groe om du kan og skjær dem en god Fløite deroppe paa Gaarden!« han undte Herremanden og hans en dygtig Spidsrods-Marsch; og saa gik han ind paa Herregaarden, men ikke op i Høisalen, dertil var han for ringe! ind til Folkene i Borgstuen kom han, og de saae paa hans Varer og kjøbslog; men oppe fra Gildesbordet lød Skraa! og Vræl, der skulde være Sang, de kunde den ikke bedre. Der lød Latter og Hundehyl, der var stor Fraadsen og Sviren; Viin og gammelt Øl skummede i Glas og Kruus, og Liv-Hundene aad med; eet og andet Bæst af dem blev af Junkerne kysset, efterat det først med den lange Ørelap var tørret om Snuden. Hosekræmmeren blev kaldt derop med sine Varer, men kun for at de kunde have deres Spads med ham. Vinen var gaaet ind og Forstanden ud. De hældte Øl i en Strømpe til ham, at han kunde drikke med, men gesvindt! det var nu saa overordentligt snildt og til Griin. Hele Drift Qvæg, Bønder og Bøndergaarde bleve satte paa eet Kort og tabte.

»Alt paa sin rette Plads!« sagde Hosekræmmeren, da han igjen var vel udenfor Sodoma og Gomorra, som han kaldte det. »Den aabne Landevei, det er min rette Plads, der oppe var jeg slet ikke i mit Es.« Og den lille Gaasepige nikkede til ham fra Markledet.

Og der gik Dage og der gik Uger, og det viste sig, at den afbrækkede Pilegreen, som Hosekræmmeren havde stukket ned ved Vandgraven, holdt sig stadig frisk og grøn, ja at den skjød endogsaa nye Skud; den lille Gaasepige saae, at den maatte have fæstet Rod, og hun glædede sig saa inderligt derover, det var hendes Træ, syntes hun.

* 249

Ja, med det gik det fremad, men med alt andet paa Gaarden gik det svært tilbage ved Sviir og ved Spil: det er to Triller, som ikke ere gode at staae paa.

Der var ikke gaaet sex Aar, saa vandrede Herremanden med Pose og Stav, som fattig Mand, fra Gaarden og den blev kjøbt af en riig Hosekræmmer, og det var just ham, som havde været til Spot og Griin og var budt Øl i en Strømpe; men Ærlighed og Driftighed, de give god Medbør, og nu var Hosekræmmeren Herre paa Gaarden; men fra den Stund kom der aldrig Kortenspil der; »det er en slem Læsning,« sagde han, »den kommer derfra, at da Fanden første Gang saae Bibelen, vilde han vrænge en efter, der skulde være ligesaadan, og saa opfandt han Kortenspillet!«

Den nye Herremand tog sig en Frue, og hvem var hun, det var den lille Gaasepige, som altid havde været skikkelig, from og god; og i de nye Klæder saae hun ud saa fiin og kjøn, som var hun født en fornem Jomfru. Hvorledes gik det til? Ja, det er for lang en Historie i vor travle Tid, men det gik til, og det Vigtigste kommer bag efter.

Velsignet og godt var der paa den gamle Gaard, Moder stod selv for det Indvendige og Fader for det Udvendige; det var ligesom Velsignelsen vældede frem, og hvor Velstand er, der kommer Velstand til Huse. Den gamle Gaard blev pudset og malet, Gravene rensede og Frugttræer plantede; venligt og godt saae der ud og Stuegulvet var blankt som et Spældsebræt. I den store Sal sad om Vinteraftnerne Madamen med alle sine Piger og spandt Uldent og Linnet; og hver Søndagaften læstes der høit af Bibelen, og det af Justitsraaden selv, for han blev Justitsraad, Hosekræmmeren, men det var først paa hans meget gamle Dage. Børnene voxte til, - der kom Børn, - og alle bleve de vel oplærte, men de havde jo ikke lige gode Hoveder, saadan som det er i enhver Familie.

Men Pilegrenen udenfor var blevet til et heelt prægtigt Træ, der stod frit og ubeskaaret, »det er vort Stamtræ!« sagde de gamle Folk, og det Træ skulde holdes i Agt og Ære! sagde de til Børnene, ogsaa til dem som ikke havde gode Hoveder.

Og nu var der gaaet hundrede Aar.

Det var i vor Tid; Søen var blevet til en Mose, og den gamle Herregaard var ligesom visket ud, der stod en aflang Pyt Vand, med lidt Steensætning til Siden, det var Resten af de dybe

* 250

Grave, og her stod endnu et prægtigt gammelt Træ, der hældede sine Grene, det var Stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et Piletræ kan være, naar det faaer Lov til at skjøtte sig selv. - Det var jo rigtignok revnet midt i Stammen, lige nede fra Roden og op til Kronen, Stormen havde dreiet det lidt, men det stod, og fra alle Revner og Sprækker i det, hvor Vind og Veir havde lagt Muld-Jord, voxte Græs og Blomster; især øverst, hvor de store Grene deelte sig, var der ligesom en heel lille hængende Have, med Hindbær og Fuglegræs, ja endogsaa et lille bitte Rønnebær havde der rodfæstet sig og stod saa slankt og fiint midt oppe i det gamle Piletræ, der speilede sig i det sorte Vand, naar Vinden havde drevet Andemaden hen i et Hjørne af Vandpytten. - En lille Sti, hen over Hovmarken, førte tæt herforbi.

Høit paa Banken ved Skoven, med en deilig Udsigt, laae den nye Gaard, stor og prægtig, med Glasruder saa klare, at man skulde troe at der slet ingen var. Den store Trappe ved Døren saae ud, som om den havde Lysthuus paa af Roser og storbladede Planter. Græspletten var saa reen grøn, som om hvert Straa blev seet efter Morgen og Aften. Inde i Salen hang kostelige Malerier, og der stod med Silke og med Fløiel Stole og Sophaer, der næsten kunde gaae paa deres egne Been, Borde med blanke Marmorplader, og Bøger i Safian og Guldsnit ... jo, det var rigtignok rige Folk, som boede her, det var fornemme Folk, her boede Baronens.

Det ene svarede der til det andet. »Alt paa sin rette Plads!« sagde de ogsaa, og derfor var alle de Skilderier, som engang havde været til Stads og Hæder paa den gamle Gaard, nu ophængte i Gangen til Karlekammeret; rigtigt Skrammel var det, især to gamle Portrætter, det ene en Mand i rosenrød Kjole og med Paryk, det andet en Dame med puddret opsat Haar og en rød Rose i Haanden, men begge omgivne eens med en stor Krands af Pilegrene. Der var saa mange runde Huller i de to Billeder, og det kom af at de smaa Baroner altid gik og skjød deres Flitsbuer af paa de to gamle Folk. Det var Justitsraaden og Justitsraadinden, dem hele Slægten stammede ned fra.

»Men de er ikke rigtig af vor Familie!« sagde en af de smaa Baroner. »Han var en Hosekræmmer og hun en Gaasetøs. De vare ikke som Papa og Mama!«

Billederne vare noget daarligt Skrammel, og »Alt paa sin rette

* 251

Plads!« sagde man, og saa kom Oldefaer og Oldemoer paa Gangen til Karlekammeret.

Præstesønnen var Huuslærer der paa Gaarden; han gik en Dag med de smaa Baroner og deres ældste Søster, der lige nylig var confirmeret, og de kom henover Stien, ned mod det gamle Piletræ; og medens de gik, bandt hun en Bouquet af Markens Grønt; »Alt paa sin rette Plads,« og det blev et Skjønheds Hele. Imidlertid hørte hun dog meget godt efter Alt hvad der blev sagt, og det glædede hende saameget at høre Præstesønnen fortælle om Naturens Kræfter og Historiens store Mænd og Qvinder; hun var en sund velsignet Natur, adlet i Sjæl og Tanke, og med et Hjerte til ret at omfatte alt Skabt af Gud.

De standsede nede ved det gamle Piletræ; den mindste af Baronerne vilde saa gjerne have sig en Fløite skaaret, det havde han før faaet af andre Piletræer, og Præstesønnen brød en Green af.

»O gjør det ikke!« sagde den unge Baronesse; men saa var det gjort. »Det er jo vort gamle berømmelige Træ! jeg holder saa meget af det! ja derfor leer man mig ogsaa ud hjemme, men det er det samme! Der er et Sagn om det Træ -!«

Og nu fortalte hun Alt hvad vi have hørt om Træet, om den gamle Gaard, om Gaasepigen og Hosekræmmeren, som mødtes her og bleve Stam-Forældre til den fornemme Slægt og til den unge Baronesse.

»De vilde ikke lade sig adle, de gamle skikkelige Folk!« sagde hun. »De havde det Mundheld: »Alt paa sin rette Plads!« og det syntes de at de ikke kom, naar de for Penge lod sig ophøie. Det var deres Søn, min Bedstefader, som blev Baron, han skal have havt stor Lærdom, været høit anseet og afholdt af Prindser og Prindsesser, været med ved alle deres Fester. Ham holde de andre hjemme meest af, men, jeg veed ikke selv, der er mig noget ved det gamle Par, som drager mit Hjerte til dem! der maa have været saa hyggeligt, saa patriarchalsk paa den gamle Gaard, hvor Huusmoderen sad og spandt med alle sine Piger og den gamle Herre læste høit af Bibelen!«

»Det har været prægtige Folk, fornuftige Folk!« sagde Præstesønnen; og saa vare de lige inde i Tale om Adel og Borgerlig, og det var næsten, som om Præstesønnen ikke hørte til Borgerskabet, saaledes talte han om det at være af Adel.

»Det er lykkeligt at høre til en Slægt, som har udmærket sig!

* 252

saaledes at have ligesom en Blodets Spore i sig til at gaae frem i det Dygtige. Deiligt er det at eie et Slægt-Navn, der er Adgangskort til de første Familier. Adel betyder ædel, det er Guldmynten, der har faaet i Stempel, hvad den selv er i Værd. - Det er Tidens Tone, og mange Poeter slaae naturligviis ind i den, at Alt hvad adeligt er skal være daarligt og dumt, men hos den Fattige, jo lavere man stiger ned, desmere glindser det. Men det er ikke min Mening, thi det er aldeles galt, aldeles falskt. I de høiere Stænder findes mange gribende skjønne Træk; min Moder har fortalt mig et, og jeg kunde give flere. Hun var i Besøg i et fornemt Huus i Byen, min Moermo'er, troer jeg, havde opammet den naadige Frue. Min Moder stod i Stuen med den gamle høiadelige Herre; da saae han, at der kom nede i Gaarden en gammel Kone paa Krykker; hver Søndag kom denne og fik et Par Skilling. »Der er den gamle Stakkel, sagde Herren, hun har saa svært ved at gaae« - og før min Moder forstod det, var han ude af Døren og nede af Trapperne, han den halvfjersindstyveaarige gamle Excellense, var selv gaaet ned til den fattige Kone for at spare hende fra at gaae den besværlige Vei op efter den Skillings Hjælp, hun kom efter. Det er jo kun et ringe Træk, men som »Enkens Skjærv« har den Klang fra Hjertebunden, Klang fra Menneskenaturen; og derhen skal Digteren pege, i vor Tid just skal han synge derom, det gjør godt, mildner og forsoner! Men hvor et Stykke Menneske, fordi han er af Blod og har Stamtavle, som de arabiske Heste, staaer paa Bagbenene og vrinsker i Gaden, og i Stuen siger: »her har været Folk fra Gaden!« naar en Borgerlig har været derinde, der er Adelen gaaet i Forraadnelse, blevet til Maske af den Slags, som Tespis gjorde sig dem, og man morer sig over Personen og giver den Satiren i Vold.«

Det var Præstesønnens Tale, den var noget lang, men saa var Fløiten skaaret.

Der var stort Selskab paa Gaarden, mange Gjæster fra Omegnen og Hovedstaden. Damer klædte med Smag og uden Smag. Den store Sal ganske opfyldt af Mennesker. Omegnens Præster stode *ærbødigt i Klump i et Hjørne, det saae ud, som om der var Begravelse, men der var Fornøielse, men den var endnu ikke sat igang.

Stor Concert skulde der være, og derfor havde den lille Baron sin Pilefløite ind med, men han kunde ikke faae Veir i den, det kunde ikke heller Papa, og derfor duede den ikke.

* 253

Der var Musik og Sang, af den Slags, der er meest moersom for dem, som udøver den; forresten nydeligt.

»De er ogsaa Virtuos!« sagde en Cavaleer, der var sine Forældres Barn; »*De blæser Fløite, *De skjærer den selv. Det er Geniet, der behersker - sidder paa høire Side, - Gud bevar'os! jeg følger ganske med Tiden, det maa man. Ikkesandt, De vil henrykke os Alle med det lille Instrument!« og saa rakte han ham den lille Fløite, der var skaaret af Piletræet nede ved Vandpytten, og høit og lydeligt forkyndte han, at Huuslæreren vilde skjænke dem en Solo paa Fløite.

Der skulde gjøres Nar af ham, det var let at forstaae, og Huuslæreren vilde saa ikke blæse, skjøndt han nok kunde, men de trængte paa, de nødte ham, og saa tog han Fløiten og satte den for Munden.

Det var en underlig Fløite! der lød en Tone, saa udholdende, som den klinger fra Damp-Locomotivet, ja meget stærkere; den lød over hele Gaarden, Haven og Skoven, milevidt ud i Landet, og med Lyden kom der en Stormvind, som bruste: »Alt paa sin rette Plads!« - og saa fløi Papa ligesom baaret af Vinden, ud af Gaarden, og lige lukt ind i Røgterhuset, og Røgteren fløi op - ikke i Storstuen, der kunde han ikke komme, nei op i Tjenerkammeret, mellem det fine Tjenerskab, der gik i Silkestrømper, og de stolte Karle bleve som gigtslaaede ved, at saadan en ringe Person turde sætte sig til Bords mellem dem.

Men i Høisalen fløi den unge Baronesse op ved den øverste Bordende, hvor hun var værdig at sidde, men Præstesønnen fik Sæde ved Siden af, og der sad de begge to, som om de var et Brudepar. En gammel Greve af Landets ældste Slægt blev urokket paa sin Hæders-Plads; for Fløiten var retfærdig, og det skal man være. Den vittige Cavaleer, der var Skyld i Fløitespillet, han der var sine Forældres Barn, fløi paa Hovedet ind imellem Hønsene, men ikke alene.

En heel Miil ud i Landet lød Fløiten, og der hørtes store Begivenheder. En riig Grosserer-Familie, der kjørte med fire, blæste aldeles ud af Vognen, og fik ikke engang Plads bag paa; to rige Bønder, der i vor Tid vare voxne over deres egen Kornmark, blæste ned i Muddergrøften; det var en farlig Fløite; lykkeligviis sprak den ved den første Lyd, og det var godt, saa kom den i Lommen igjen: »Alt paa sin rette Plads!«

* 254

Dagen efter talte man ikke OM den Begivenhed, derfor har man den Talemaade »at stikke Piben ind!« Alt var ogsaa i sin gamle Orden igjen, kun at de to gamle Billeder, Hosekræmmeren og Gaasepigen, hang oppe i Høisalen, der vare de blæste op paa Væggen; og da en af de rigtige Kunstkjendere sagde, at de vare malede af en Mesterhaand, saa bleve de hængende og istandsatte, man vidste jo ikke før at de duede, og hvor skulde man vide det. Nu hang de paa Hæders-Plads. »Alt paa sin rette Plads!« og der komme? det! Evigheden er lang, længere end denne Historie!

255

Nissen hos Spekhøkeren.

Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget lærerigt.

En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket »god Aften« af Spekhøkeren og af Madammen, og det var en Kone, som kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! - og Studenten nikkede igjen og blev saa staaende midt i Læsningen af det Blad Papir, der var lagt om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke burde rives istykker, en gammel Bog, fuld af Poesi.

»Der ligger meer af den!« sagde Spekhøkeren, »jeg gav en gammel Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!«

»Tak,« sagde Studenten, »lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om hele den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere paa, end den Bøtte!«

Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg.

* * * * * * 256

Men Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvært og solgte det bedste Smør.

Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens Mundlæder, det brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som Madammen, men kun een ad Gangen kunde *faae det, og det var en Velgjerning, for ellers havde de jo talt hverandre i Munden.

Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser laae: »Er det virkeligt sandt,« spurgte han, »at de ikke veed, hvad Poesi er?«

»Jo, det veed jeg,« sagde Bøtten, »det er saadant noget, som staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe, at jeg har mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod Spekhøkeren!«

Og Nissen satte Mundlæderet paa Caffemøllen, nei, hvor den gik! og han satte det paa Smørfjordingen og Pengeskuffen; - Alle vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om, det maa man respectere.

»Nu skal Studenten faae!« og saa gik Nissen ganske sagte af Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at Studenten læste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og straalende, andre saa blaa og forunderlige klare. Hver Frugt var en skinnende Stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt deiligt!

Nei, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig, end sige seet og fornummet. Og saa blev han staaende paa Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde slukkedes; Studenten blæste nok sin Lampe ud og gik til Sengs, men den lille Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu saa blød og deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til Ro.

»Her er mageløst!« sagde den lille Nisse, »det havde jeg ikke ventet! - Jeg troer, at jeg vil blive hos Studenten -!« - og han tænkte - og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: »Studenten

* 257

har ingen Grød!« - og saa gik han - ja, saa gik han ned igjen til Spekhøkeren; - og det var godt han kom, for Bøtten havde næsten forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom og tog Mundlæderet igjen til Madammen; men hele Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid Mening efter Bøtten, og de agtede den i en saadan Grad, og tiltroede den saameget, at naar Spekhøkeren siden efter læste »Kunst- og Theateranmeldelser« af sin »Tidende«, den om Aftenen, saa troede de, at det kom fra Bøtten.

Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind af Nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi føle ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og han brast i Graad, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne Graad noget saa velsignet! - Hvor det maatte være mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det Træ, men det kunde ikke skee, - han var glad ved Nøglehullet. Der stod han endnu paa den kolde Gang, da Efteraars-Vinden blæste ned fra Loftslugen og det var saa koldt, saa koldt, men det følte den Lille først, naar Lyset slukkedes inde paa Tagkammeret, og Tonerne døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og krøb ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt! - Og da Julegrøden kom med en stor Klump Smør, - ja, saa var Spekhøkeren Mester!

Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder paa Vindues-Skudderne, Folk udenfor dundrede paa; Vægteren peeb, der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse! Spekhøker-Madammen blev saa befippet, at hun tog sine Guld-Ørenringe af Ørene og puttede dem i Lommen, for dog at redde Noget, Spekhøkeren løb efter sine Obligationer og Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos

* 258

Studenten, som stod ganske rolig ved det aabne Vindue og saae ud paa Ilden, der var i Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige Bog, puttede den i sin røde Hue og holdt paa den med begge Hænder, Husets bedste Skat var frelst! og saa foer han afsted, heelt ud paa Taget, heelt op paa Skorstenen og der sad han belyst af det brændende Huus ligeoverfor og holdt med begge Hænder paa sin røde Hue, hvori Skatten laae. Nu kjendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da saa Ilden var slukket og han blev besindig, - ja: »jeg vil dele mig imellem dem !« sagde han: »jeg kan ikke reent slippe Spekhøkeren for Grødens Skyld!«

Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre gaae ogsaa til Spekhøkeren - for Grøden.

*
259

Om Aartusinder.

Ja, om Aartusinder komme de paa Dampens Vinger igjennem Luften hen over Verdenshavet! Amerikas unge Beboere gjæste det gamle Europa. De komme til Mindesmærkerne her og til de da synkende Stæder, saaledes som vi i vor Tid drage til Syd-Asiens hensmuldrende Herligheder.

Om Aartusinder komme de!

Themsen, Donau, Rhinen rulle endnu; Montblanc staaer med Sneetop, Nordlysene skinne over Nordens Lande, men Slægt paa Slægt er Støv, Rækker af Øieblikkets Mægtige glemte, som de der nu alt slumre i Høien, hvor den velhavende Meelhandler, paa hvis Grund den er, tømrer sig en Bænk for at sidde og see ud over den flade, bølgende Kornmark.

»Til Europa!« lyder det hos Amerikas unge Slægt - - »til Fædrenes Land, Mindernes og Phantasiens deilige Land, Europa

Luftskibet kommer; det er overfyldt med Reisende, thi Farten er hurtigere end tilsøes; den electromagnetiske Traad under Verdenshavet har allerede telegrapheret, hvor stor Luft-Karavanen er. Alt øines Europa, det er Irlands Kyster der sees, men Passagererne sove endnu; de ville først vækkes, naar de ere over England; der betræde de Europas Jord i Shakspeares Land, som det hedder hos Aandens Sønner; Politikens Land, Maskinernes Land, er der Andre der kalde det.

* * * * * * * 260

En heel Dag bliver Opholdet her, saamegen Tid har den travle Slægt at give det store England og Skotland.

Farten gaaer under Canal-Tunnelen til Frankrig, Carl den Stores og Napoleons Land, Moliére nævnes, de Lærde tale om en classisk og romantisk Skole i den fjerne Oldtid og der jubles for Helte, Skjalde og Videnskabsmænd, som vor Tid ikke kjender, men som skulle fødes paa Europas Krater: Paris.

Luftdamperen flyver hen over det Land, hvorfra Columbus gik ud, hvor Cortez blev født, og hvor Calderon sang Dramaer i bølgende Vers; deilige sortøiede Qvinder bygge og boe endnu i de blomstrende Dale, og i ældgamle Sange nævnes Cid og Alhambra.

Gjennem Luften, over Havet til Italien, hen hvor det gamle evige Roma laae; det er udslettet, Campagnen en Ørk; af Peterskirken vises der en eensomstaaende Muur-Rest, men man tvivler om dens Ægthed.

Til Grækenland, for at sove en Nat i det rige Hotel høit paa Olympens Top, saa har man været der; Farten gaaer mod Bosporus, for der i nogle Timer at hvile ud og see det Sted, hvor Bysanz laae; fattige Fiskere spænde deres Næt der, hvor Sagnet fortæller om Haremets Have i Tyrkernes Tid.

Rester af mægtige Byer ved den stærke Donau, Byer, vor Tid ikke kjendte, flyves der hen over, men der og der - Mindernes rige Stæder, de, som komme, de, som Tiden føder - der og der daler Luft-Karavanen og løfter sig igjen.

Dernede ligger Tydskland - som engang omspændtes med det tætteste Næt af Jernbaner og Kanaler - Landene, hvor Luther talte, Göthe sang, og hvor Mozart i sin Tid bar Tonernes Scepter! Store Navne lyste i Videnskab og Kunst, Navne, vi ikke kjende. Een Dags Ophold for Tydskland og een Dag for Norden, for Ørsteds og for Linnés Fædreland og Norge, de gamle Heltes og de unge Nordmænds Land. Island tages paa Hjemfarten, Geyser koger ikke længer, Hekla er slukket, men som Sagas evige Steentavle staaer den stærke Klippe-Ø i det brusende Hav!

»I Europa er meget at see!« siger den unge Amerikaner; »og vi have seet det i otte Dage, og det lader sig gjøre, som den store Reisende« - et Navn nævnes, der hører til deres Samtid - »har viist i sit berømte Værk: Europa seet i otte Dage

*
261

Under Piletræet.

Egnen er meget nøgen nede ved Kjøge; Byen ligger jo rigtignok ved Stranden, og det er altid kjønt, men der kunde dog være kjønnere, end der er: rundt om flad Mark, og langt er der til Skoven; men naar man er rigtig hjemme et Sted, saa finder man dog Noget kjønt, noget, man paa det deiligste Sted i Verden siden kan længes efter! Og det maae vi ogsaa sige, at i Udkanten af Kjøge, hvor et Par smaa fattige Haver strække sig ned til den lille Aa, som løber ud i Stranden, kunde der være ganske yndigt ved Sommertid, og det fandt især de to smaa Nabobørn, Knud og Johanne, som legede her og krøb under Stikkelsbærbuskene ind til hinanden. I den ene Have stod en Hyld, i den anden et gammelt Piletræ, og under det især legede de Børn saa gjerne, og dertil havde de Lov, skjøndt Træet stod lige tæt ved Aaen, hvor de let kunde falde i Vandet, men vor Herre har Øie paa de Smaa, ellers saae det slemt ud; de vare ogsaa meget forsigtige, ja, Drengen var en saadan Cujon for Vandet, at det var ikke mueligt ved Sommertid at faae ham ud i Stranden, hvor dog de andre Børn saa gjerne vilde gaae at pjadske; han blev skammet ud for det, og det maatte han taale; men saa drømte Naboens lille Johanne, at hun seilede i en Baad paa Kjøgebugt og Knud gik lige ud til hende, Vandet naaede ham først til Halsen og saa gik det ham heelt over Hovedet; og fra det Øieblik af, at Knud hørte den Drøm, taalte han ikke længer, at man kaldte ham en Cujon for Vandet, men henviste bare

* * * * * * * 262

til Johannes Drøm; den var hans Stolthed, men i Vandet gik han ikke.

De fattige Forældre kom jævnlig sammen, og Knud og Johanne legede i Haverne og paa Landeveien, som langs med Grøfterne havde en heel Række Piletræer, og de vare ikke kjønne, de vare saa forhuggede i Kronen, men de stode jo heller ikke til Stads, men for at gjøre Nytte; deiligere var den gamle Piil i Haven, og under den sad de mangen god Gang, som man siger.

Inde i Kjøge er der et stort Torv, og ved Markedstid stod der hele Gader af Telte med Silkebaand, Støvler og alt mueligt; der var en Trængsel og sædvanligviis Regnveir, og da mærkede man Dunsten af Bondekofter, men ogsaa den deiligste Lugt af Honningkager, der var en heel Bod fuld, og hvad der var det prægtigste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i Markedstiden hos den lille Knuds Forældre, og saa vankede der naturligviis en lille Honningkage, hvoraf Johanne ogsaa fik sit Stykke, men hvad der næsten var endnu meget mere, Honningkagehandleren vidste at fortælle Historier, og det næsten om enhver Ting, selv om sine Honningkager; ja om disse fortalte han en Aften en Historie, som gjorde et saa dybt Indtryk paa de to Børn, at de aldrig siden glemte den, og saa er det vel bedst, vi ogsaa høre den, især da den er kort.

»Der laae paa Disken to Honningkager,« sagde han, »den ene havde Skikkelse af et Mandfolk med Hat, den anden som en Jomfru uden Hat, men med en Klat Bog-Guld paa Hovedet; de havde Ansigt paa den Side, som vendte opad, og der skulde man see dem og ikke paa Vrangen, der skal man aldrig see noget Menneske. Mandfolket havde en Bittermandel til Venstre, det var hans Hjerte, Jomfruen var derimod bare Honningkage. De laae som Prøver paa Disken, de laae længe og saa elskede de hinanden, men den Ene sagde det ikke til den Anden, og det maa man, naar det skal blive til Noget.

»Han er et Mandfolk, han maa sige det første Ord,« tænkte hun, men vilde dog være fornøiet med at vide, at hendes Kjærlighed blev gjengjældt.

Han var nu mere glubende i sine Tanker, og det er altid Mandfolkene; han drømte, han var en levende Gadedreng og eiede fire Skilling, og saa kjøbte han Jomfruen og aad hende.

Og de laae Dage og Uger paa Disken og blev tørre, og hendes Tanker bleve finere og mere qvindelige: »det er mig nok, at jeg har ligget paa Disk med ham!« tænkte hun, og saa knak hun i Livet.

* 263

»Havde hun vidst min Kjærlighed, saa havde hun nok holdt noget længer!« tænkte han.

Og det er Historien og her er de begge to«! sagde Kagehandleren. »De ere mærkelige ved deres Levnetsløb og den stumme Kjærlighed, der aldrig fører til Noget. See der har I dem!« og saa gav han Johanne Mandfolket, som var heel, og Knud fik den knækkede Jomfrue; men de vare saa betagne af Historien, at de ikke nænte at spise Kjærestefolkene.

Næste Dag gik de med dem ind paa Kjøge Kirkegaard, hvor Kirkemuren er overgroet med det deiligste Vedbende-Grønt, der Vinter og Sommer hænger som et rigt Tæppe over Muren; og de stillede Honningkagerne op i det Grønne i Solskinnet og fortalte for en Flok andre Børn Historien om den stumme Kjærlighed, som ikke duede til Noget, det vil sige Kjærligheden, for Historien var yndig, det fandt de Allesammen, og da de saae hen paa Honning-Parret, ja, saa var der en stor Dreng, der - og det var af Ondskab - havde spiist den knækkede Jomfrue, Børnene græd derover, og siden, - og det var vistnok for at det stakkels Mandfolk ikke skulde være ene i Verden, - saa spiste de ham med, men aldrig glemte de Historien.

Altid var de Børn sammen ved Hyldebusken og under Piletræet, og den lille Pige sang med sølvklokkeklar Stemme de yndigste Sange; i Knud var der ikke Tone skabt, men han kunde Ordene og det er altid noget. - Folk i Kjøge, selv Isenkræmmer-Madammen, stod stille og hørte paa Johanne. »Det er en sød Røst den lille Unge har!« sagde hun.

Det var velsignede Dage, men de vare ikke ved altid. Naboerne skiltes ad; den lille Piges Moder var død, Faderen skulde giftes inde i Kjøbenhavn og der kunde han faae en Levevei; han skulde være Bud et Sted, det skulde være et meget indbringende Embede. Og Naboerne skiltes ad med Taarer, og Børnene især græd; men de Gamle lovede at skrive hinanden til i det mindste eengang om Aaret. Og Knud kom i Skomagerlære, de kunde jo ikke lade den lange Dreng længer gaae og drive. Og saa blev han confirmeret!

O hvor gjerne vilde han paa den Høitidsdag have kommet til Kjøbenhavn og seet lille Johanne, men han kom ikke og aldrig havde han været der, skjøndt den kun ligger fem Miil fra Kjøge;

* 264

men Taarnene havde Knud seet over Bugten i klart Veir, og paa Confirmationsdagen saae han tydeligt det gyldne Kors skinne paa Frue Kirke.

Ak hvor tænkte han paa Johanne! mon hun huskede ham? Jo! - Ved Juletid kom der Brev fra hendes Fader til Knuds Forældre, det gik meget godt i Kjøbenhavn, og en stor Lykke vilde blive tildeelt Johanne ved hendes kjønne Stemme; hun var ansat ved Comedien, den de sang i; og lidt Penge fik hun allerede derfor og af disse sendte hun de kjære Naboefolk i Kjøge en heel Rigsdaler til Fornøielse Juleaften; de skulde drikke hendes Skaal, og det havde hun selv med egen Haand tilføiet i en Efterskrift, og i den stod: »venlig Hilsen til Knud!«

De græd Allesammen, og det var jo dog saa fornøieligt det Hele, men det var af Glæde de græd. Hver Dag havde Johanne været i hans Tanker, og nu saae han, at hun ogsaa tænkte paa ham, og alt, som det nærmede sig, at han skulde blive Svend, des klarere stod det for ham, at han holdt saa meget af Johanne og at hun skulde blive hans lille Kone, og saa spillede der ham et Smiil om Munden og han trak endnu raskere i Rispen, mens Benet spændte mod Spanderemmen; han stak Sylen heelt ind i den ene Finger, men det gjorde ikke Noget. Han skulde rigtignok ikke være stum, som de to Honningkager, den Historie var ham meget til Lærdom.

Og saa blev han Svend og Randselen snørt. Til Kjøbenhavn skulde han da endelig for første Gang i sit Liv og han havde allerede der en Mester. Naa, hvor Johanne vilde blive overrasket og glad. Hun var nu sytten Aar og han var nitten.

Han vilde allerede kjøbe i Kjøge en Guldring til hende, men saa betænkte han, at man vist fik dem langt kjønnere i Kjøbenhavn; og saa blev der taget Afsked med de Gamle, og rask i Efteraarstiden gik han paa sin Fod i Regn og Rusk; Bladene faldt af Træerne; vaad til Skindet kom han til det store Kjøbenhavn og til sin nye Mester.

Førstkommende Søndag vilde han aflægge Besøget hos Johannes Fader. De nye Svende-Klæder kom paa, og den nye Hat fra Kjøge, den klædte Knud saa godt, før havde han altid kun gaaet med Kaskjet. - Og han fandt Huset, som han søgte, og kom de mange Trapper op; det var ganske til at blive svindel

* 265

over, hvorledes Menneskene vare stillede ovenpaa hinanden her i den vildsomme By.

Ganske velhavende saae der ud inde i Stuen, og venligt tog Johannes Fader imod ham; for Madammen var han jo en fremmed En, men hun gav ham Haanden og Caffe.

»Det vil fornøie Johanne at see dig!« sagde Faderen, »Du er jo blevet et meget net Menneske! - ja nu skal du see hende! ja det er en Pige, jeg har Glæde af og faaer mere, med Guds Bistand! hun har sit eget Kammer og det betaler hun os for!« og Faderen selv bankede ganske høfligt paa hendes Dør, ligesom om han var en fremmed Mand, og saa traadte de ind - nei, hvor der var nydeligt! der var bestemt ikke saadant et Kammer til i hele Kjøge, Dronningen kunde ikke have det yndigere! Der var Gulvtæppe, der var Gardiner lige ned til Jorden, en virkelig Fløiels-Stol og rundtom Blomster og Skilderier og et Speil, som man var færdig ved at løbe lige ind i, det var ligesaa stort som en Dør. Knud saae det altsammen paa eengang og saae dog kun Johanne, hun var en voxen Pige; ganske anderledes end Knud havde tænkt sig hende, men meget deiligere! der var ikke en Jomfru i Kjøge, som hun, og hvor var hun fiin! Men hvor saae hun underlig fremmed paa Knud, dog kun et Øieblik, saa fløi hun hen imod ham, ligesom om hun vilde kysse ham; hun gjorde det ikke, men hun var lige ved det. Jo, hun var rigtignok glad ved at see sin Barndoms Ven! stod ikke Taarerne hende i Øinene, og saa havde hun saa meget at spørge og tale om, lige fra Knuds Forældre til Hyldetræet og Piletræet, og dem kaldte hun Hyldemoer og Pilefaer, ligesom om de ogsaa vare Mennesker, dog det kunne de da ligesaa godt gjælde for, som Honningkagerne kunde det; om dem talte hun ogsaa, om deres stumme Kjærlighed, hvorledes de laae paa Disken og gik istykker, og saa loe hun saa hjerteligt - men Blodet brændte Knud i Kinderne og hans Hjerte slog stærkere end ellers! - nei, hun var slet ikke blevet storagtig! - Hun var ogsaa Skyld i, mærkede han nok, at hendes Forældre bad ham blive der hele Aftenen, og hun skjænkede Theen og hun selv bød ham en Kop og siden tog hun en Bog og læste høit for dem, og det var for Knud ligesom om netop det, hun læste, var om hans Kjærlighed, det passede saa ganske paa alle hans Tanker; og saa sang hun en simpel Vise, men den blev ved hende til en heel Historie, det var som om hendes

* 266

eget Hjerte strømmede over deraf. Jo, hun holdt bestemt af Knud. Taarerne løb ham ned over Kinderne, han kunde ikke gjøre derfor, og han kunde ikke sige et eneste Ord, han syntes selv, at han var meget dum og dog trykkede hun ham i Haanden og sagde: »Du har et godt Hjerte Knud! bliv altid, som Du er!«

Det var en mageløs Aften, den var slet ikke til at sove paa, og Knud sov heller ikke. Ved Afskeden havde Johannes Fader sagt: »Ja, nu glemmer Du os vel ikke ganske! Lad os see, at du ikke lader hele Vinteren gaae hen, før du seer til os igjen!« - og saa kunde han jo godt komme paa Søndag! og det vilde han. Men hver Aften, naar Arbeidet var endt, og de arbeidede ved Lys, gik Knud ud i Byen; han gik hen gjennem Gaden, hvor Johanne boede, saae op til hendes Vindue, der var næsten altid Lys, og een Aften saae han ganske tydeligt Skyggen af hendes Ansigt paa Gardinet; det var en deilig Aften! Mesters Madam syntes ikke om, at han altid om Aftenen skulde paa Farten, som hun kaldte det, og hun rystede paa Hovedet, men Mester loe: »det er et ungt Menneske!« sagde han.

»Paa Søndag sees vi, og jeg siger hende det, hvordan hun er i mine Tanker, og at hun maa blive min lille Kone! jeg er rigtignok kun en fattig Skomagersvend, men jeg kan blive Mester, i det mindste Fri-Mester, jeg skal arbeide og stræbe -! ja, jeg siger hende det, der kommer ikke noget ud af den stumme Kjærlighed, det har jeg lært af Honningkagerne!«

Og Søndagen kom og Knud kom, men hvor uheldigt! de skulde alle ud, de maatte sige ham det. Johanne trykkede hans Haand og spurgte: »har Du været henne paa Comedien? Der maa Du engang! jeg synger paa Onsdag, og har Du da Tid, saa vil jeg sende Dig en Billet; min Fader veed, hvor din Mester boer!«

Hvor det var kjærligt af hende! og Onsdag Middag kom der ogsaa et forseglet Papir uden Ord, men Billetten laae deri, og om Aftenen gik Knud første Gang i sit Liv i Theatret og hvad saae han - ja han saae Johanne, saa deilig, saa yndig; hun blev rigtignok gift med en fremmed Person, men det var Comedie, Noget de forestillede, det vidste Knud, ellers havde hun heller ikke nænt at sende ham Billet til at see derpaa; og alle Folk klappede og raabte høit, og Knud raabte Hurra!

Selv Kongen smilte ned til Johanne, ligesom om han ogsaa var glad over hende. Gud, hvor Knud følte sig lille bitte, men han elskede hende saa inderligt og hun holdt jo ogsaa af ham,

* 267

og Mandfolket maa sige det første Ord, saadan tænkte jo Honningkage-Jomfruen; i den Historie var der Meget lagt.

Saa snart det blev Søndag gik Knud derhen; hans Tanker vare stemte, ligesom til Altargang. Johanne var alene og tog imod ham, det kunde ikke være heldigere.

»Det er godt Du kommer!« sagde hun, »nær havde jeg sendt Fader til Dig, men saa havde jeg en Fornemmelse af, at Du nok kom iaften; for jeg maa sige Dig, at jeg reiser paa Fredag til Frankrige, det maa jeg, at der kan blive noget rigtigt dygtigt af mig!« -

Og det var for Knud, som om Stuen dreiede rundt, som om hans Hjerte vilde gaae itu, men der kom ikke Taarer i hans Øine, dog var det synligt nok, hvor bedrøvet han blev; Johanne saae det og hun var lige ved at græde, »Du ærlige, trofaste Sjæl!« sagde hun - og saa var Knuds Tunge løst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende og at hun maatte blive hans lille Kone; og i det han sagde det, saae han, at Johanne blev liigbleg, hun slap hans Haand og sagde alvorlig og bedrøvet: »Gjør ikke Dig selv og mig ulykkelig, Knud! jeg bliver Dig altid en god Søster, som Du kan stole paa -! men heller ikke mere!« og hun strøg sin bløde Haand hen over hans hede Pande. »Gud giver os Styrke til Meget, naar man kun selv vil!«

Da traadte i det samme hendes Stedmoder ind.

»Knud er reent ude af det fordi jeg reiser!« sagde hun; »vær dog et Mandfolk!« og saa klappede hun ham paa Skulderen, det var ligesom de kun havde talt om Reisen og ikke om andet. »Barn!« sagde hun. »Og nu skal Du være god og fornuftig, som under Piletræet, da vi begge vare Børn!«

Og det var for Knud, som om der var gaaet et Stykke af Verden, hans Tanke var som en løs Traad, villieløs for Vinden. Han blev, han vidste ikke, om de havde bedt ham derom, men venlige og gode vare de, og Johanne gav ham Theevand, og hun sang, det var ikke den gamle Klang, og dog saa mageløst deiligt, det var til at slaae Hjertet i Stykker ved, og saa skiltes de; Knud rakte hende ikke Haanden, men hun tog hans og sagde: »Du giver dog din Søster Haanden til Afsked, min gamle Legebroder!« og hun smilte med Taarer, de løb hende ned over Kinderne, og hun gjentog: »Broder.« Jo, det skulde stort hjælpe! - Det var Afskeden.

* 268

Hun seilede til Frankrige, Knud gik paa de kjøbenhavnske sølede Gader. - De andre Svende fra Værkstedet spurgte ham om, hvad han saadan gik og grubliserede over; han skulde gaae paa Fornøielse med dem, han var jo et ungt Blod.

Og de gik sammen ind paa en Dandsebod; og der vare mange smukke Piger, men rigtignok ingen, som Johanne, og der hvor han troede at glemme hende, der stod hun just lyslevende i hans Tanker: »Gud giver Styrke til Meget, naar man kun selv vil!« havde hun sagt; og der kom en Andagt i hans Sind, han foldede sine Hænder - og Violinerne spillede og Jomfruerne dandsede rundtom; han blev ganske forskrækket, han syntes, han var et Sted, hvor han ikke kunde føre Johanne med, og hun var med ham i hans Hjerte, - og saa gik han udenfor, han løb gjennem Gaderne, gik forbi Huset hvor hun havde boet, der var mørkt, overalt var der mørkt, tomt og eensomt; Verden gik sin Gang og Knud sin.

Og det blev Vinter og Vandene frøs til, det var ligesom om Alt indrettede sig til Begravelse.

Men da Foraaret kom og det første Dampskib gik, da fik han saadan Længsel efter at komme bort, langt ud i den vide Verden, men ikke for nær ved Frankrige.

Og saa snørede han sin Randsel og vandrede langt ind i Tydskland, fra By til By, uden Rist eller Bo; først da han kom til den gamle, prægtige Stad Nürnberg, saa var det, som om Bisselæderet kom ham af Skoene, han mægtede at blive.

Det er en underlig gammel By, som klippet ud af en Billed-Krønike. Gaderne ligge, som de selv ville, Husene holde ikke af at staae i Række; Karnapper med smaa Taarne, Snirkler og Billedstøtter springe frem over Fortouget, og høit oppe fra de underligt stillede Tage løber der midt ud over Gaden Tagrender, formede som Drager og langlivede Hunde.

Paa Torvet her stod Knud med Randselen paa sin Ryg; han stod ved et af de gamle Springvande, hvor de herlige Malmfigurer, bibelske og historiske, staae mellem de springende Vand-Straaler. - En smuk Tjenestepige hentede just Vand, hun gav Knud en Lædskedrik; og da hun havde en heel haandfuld Roser, gav hun ham ogsaa een af dem, og det syntes ham et godt Varsel. -

Fra Kirken tæt ved brusede Orgelet ud til ham, det klang saa

* 269

hjemligt, ligesom fra Kjøge Kirke og han traadte ind i den store Dom; Solen skinnede gjennem de malede Ruder, ind mellem de høie slanke Piller; der var Andagt i hans Tanke, der kom Stilhed i hans Sind.

Og han søgte og fandt en god Mester i Nürnberg, og hos ham blev han og lærte Sproget.

De gamle Grave om Byen ere forvandlede til smaa kjøkkenhaver, men de høie Mure staae endnu, med svære Taarne; Rebslageren snoer sine Reb paa det bjælkebyggede Gallerie henad Muren ind til Byen, og her rundt om fra Revner og Huller voxe Hyldetræer, der hænge deres Grene udover de smaa lave Huse nedenfor, og i eet af disse boede den Mester, som Knud arbeidede hos; hen over det lille Tagvindue, hvor han sov, hældede Hylden sine Grene.

Her boede han en Sommer og en Vinter, men da Foraaret kom, saa var her ikke til at holde ud, Hylden stod i Blomster, og de duftede saa hjemligt, det var ligesom han var i Haven ved Kjøge, - og saa flyttede Knud fra sin Mester og hen til en anden længer inde i Byen, hvor der ingen Hyldetræer stod.

Det var tæt ved een af de gamle murede Broer, ligeover en altid brusende lav Vandmølle, han her kom paa Værksted; udenfor var der kun en rivende Flod, der blev indeklemt af Husene, som alle vare behængte med gamle skrøbelige Altaner, det saae ud, som om de vilde ryste dem ned i Vandet. - Her voxte ingen Hyld, her stod ikke engang en Urtepotte med en Smule Grønt i, men lige overfor var der et stort gammelt Piletræ, der ligesom holdt sig fast til Huset der, for ikke at rives bort af Strømmen; det strakte sine Grene hen over Floden, akkurat ligesom Piletræet i Haven ved Kjøge-Aa.

Jo, han var rigtignok flyttet fra Hyldemoer til Pilefaer, Træet her, især i Maaneskins Aftener, havde Noget, hvorved han følte sig:

»- saa dansk i Sind
I Maaneskin!«

men det var slet ikke Maaneskinnet, som gjorde det, nei det var det gamle Piletræ.

Han kunde ikke holde det ud, og hvorfor ikke? Spørg Pilen, spørg den blomstrende Hyld! - og saa sagde han Farvel til den Mester og til Nürnberg og drog længer bort.

Til Ingen talte han om Johanne; inden i sig gjemte han sin Sorg, og sær Betydning lagde han i Historien om

* 270

Honningkagerne; nu forstod han, hvorfor Mandfolket der havde en bitter Mandel til Venstre, han havde selv en bitter Smag deraf, og Johanne, som altid var saa mild og smilende, hun var bare Honningkage. Det var, som om Remmen fra hans Randsel snørede ham, saa at det var svært at trække Veiret, han løsnede den, men det hjalp ikke. Verden var kun halv uden om ham, den anden Halvdeel bar han inden i sig, saadan var det!

Først da han saae de høie Bjerge, blev Verden ham større, hans Tanker vendte ud ad, han fik Taarer i sine Øine. Alperne syntes ham Jordens sammenlagte Vinger; hvad om den opløftede dem, udbredte de store Fjer med brogede Billeder af sorte Skove, brusende Vande, Skyer og Snee-Masser! »Paa Dommedag løfter Jorden de store Vinger, flyver mod Gud og brister som Boble i hans klare Straaler! O, gid at det var Dommedag!« sukkede han. -

Stille vandrede han gjennem Landet, der syntes ham en græsgroet Frugthave; fra Husenes Træ-Altaner nikkede de kniplende Piger til ham, Bjergtoppene glødede i den røde Aftensol, og da han saae de grønne Søer mellem de mørke Træer - saa tænkte han paa Stranden ved Kjøgebugt; og der var Veemod, men ikke Smerte i hans Bryst.

Der hvor Rhinen, som een lang Bølge, vælter frem, styrter, knuses og forvandles i sneehvide klare Skymasser, som var det Skyernes Skabelse - Regnbuen flagrer som et løst Baand hen derover, - her tænkte han paa Vandmøllen ved Kjøge, hvor Vandet bruste og knustes.

Gjerne var han blevet i den stille Rhinby, men her var saa megen Hyld og saa mange Piletræer, - og saa drog han videre; over de høie, mægtige Bjerge, gjennem Klippe-Sprængninger og hen ad Veie, der som Svalereder vare klinede til Steen-Væggen. Vandet bruste i Dybet, Skyerne laae under ham; over blanke Tidsler, Alperoser og Snee gik han i den varme Sommersol - og saa sagde han Farvel til Nordens Lande og kom ned under Kastanietræer, mellem Viinhaver og Maismarker. Bjergene var en Muur mellem ham og alle Erindringer, og saaledes skulde det være. -

Der laae foran ham en stor, prægtig Stad, de kaldte den Milano og her fandt han en tydsk Mester, som gav ham Arbeide; det var et gammelt skikkeligt Ægtepar, han var kommet paa Værkstedet hos. Og de fik kjær den stille Svend, der talte lidt,

* 271

arbeidede des mere og var from og kristelig. Det var ogsaa, som Gud havde taget den tunge Byrde fra hans Hjerte.

Hans bedste Lyst var, imellem at stige op paa den mægtige Marmor-Kirke, den syntes ham skabt af Snee hjemme fra, og formet i Billeder, spidse Taarne, blomstersmykkede aabne Haller; fra hver Krog, fra hver Spidse og Bue smilede de hvide Billedstøtter til ham. - Ovenover sig havde han den blaa Himmel, under sig Byen og den vidtudstrakte grønne Lombarder-Slette, og mod Nord de høie Bjerge med den evige Snee, - og saa tænkte han paa Kjøge-Kirke med Vedbenderankerne om de røde Mure, men han længtes ikke; her bag Bjergene vilde han begraves.

Eet Aar havde han levet her, det var tre Aar siden han drog hjemme fra; da førte hans Mester ham ud i Staden, ikke til Arena, for at see Kunstberiderne, nei til den store Opera, og det var ogsaa en Sal, der var værd at see. - I syv Etager derinde hang der Silkegardiner, og fra Gulvet, svimlende høit op til Loftet, sad der de fineste Damer med Blomster-Bouquetter i Hænderne, ligesom om de skulde paa Bal, og Herrerne vare i fuld Stads og mange med Sølv og med Guld. Der var saa lyst, som i det klareste Solskin og saa bruste Musiken saa stærkt og deiligt, det var mere pragtfuldt end Comedien i Kjøbenhavn, men der var Johanne dog, og her - ja, det var som en Trolddom, Gardinet gik tilside og ogsaa her stod Johanne i Guld og Silke med Guldkrone paa Hovedet; hun sang som kun en Guds Engel kan synge; hun traadte saa langt frem hun kunde, hun smilede, som kun Johanne kunde det; hun saae lige paa Knud.

Den stakkels Knud greb Mesters Haand og raabte høit »Johanne!« men det kunde ikke høres, Musikanterne spilte saa stærkt paa; og Mester nikkede dertil: »Ja vist hedder hun Johanne!« og saa tog han et trykt Blad og viste, at der stod hendes Navn, hele hendes Navn.

Nei, det var ingen Drøm! og alle Mennesker jublede for hende og kastede Blomster og Krandse til hende, og hver Gang hun gik, saa kaldte de paa hende igjen, hun gik og kom og atter kom.

Ude paa Gaden flokkede Folk sig om hendes Vogn og de trak den, og Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prægtigt oplyste Huus, stod Knud lige ved Vogndøren, der aabnedes, og hun traadte ud, og Lyset skinnede lige ind i hendes velsignede Ansigt og hun smilede og takkede saa mildt

* 272

og hun var saa rørt; og Knud saae hende lige ind i Ansigtet og hun saae Knud lige ind i Ansigtet, men hun kjendte ham ikke. En Herre med Stjerne paa sit Bryst rakte hende sin Arm - de vare forlovede, sagde man.

Og saa gik Knud hjem og snørte sin Randsel; han vilde, han maatte hjem til Hylden og Pilen - ak under Piletræet! i een Time kan man leve et heelt Menneskeliv!

De bad ham blive; ingen Ord kunde holde ham tilbage; de sagde ham, at det var mod Vintertid, at Sneen alt faldt i Bjergene; men i Sporet af den langsomt kjørende Vogn, - den maatte der jo banes Vei for, - kunde han gaae, med Randselen paa sin Ryg, støttende sig paa sin Stav. -

Og han gik mod Bjergene, op ad dem og ned ad dem; afkræftet, saae han endnu ikke By eller Huus; det var mod Norden. Stjernerne tændtes ovenover ham, hans Fødder vaklede, hans Hoved svimlede; dybt nede i Dalen tændtes ogsaa Stjerner, det var, som om Himmelen ogsaa udstrakte sig neden under ham. Han følte sig syg. Stjernerne dernede bleve fleer og fleer og altid klarere, de bevægede sig hid og did. Det var en lille By, hvor Lysene blinkede, og da han forstod det, anstrængte han sine sidste Kræfter og naaede der et ringe Herberg.

Et heelt Døgn blev han her, thi hans Legeme trængte til Hvile og Pleie. Det var Tø og Slud i Dalen. En Morgenstund kom her en Liremand, han spillede en Melodie hjemme fra Danmark, og saa kunde Knud ikke længer holde det ud, - han gik i Dage, i mange Dage, med en Hast, som gjaldt det at komme hjem før de allesammen døde der; - men til Ingen talte han om sin Længsel, Ingen kunde troe, han havde Hjertesorg, den dybeste man kan have, den er ikke for Verden, den er ikke moersom, den er ikke engang for Vennerne og han havde ingen Venner! Fremmed gik han i fremmed Land, hjemad, mod Norden. I det eneste Brev hjemme fra, det Forældrene for Aar og Dag siden havde skrevet, stod: »Du er ikke rigtig dansk, som vi andre hjemme! vi ere det saa uhyre! Du holder kun af fremmed Land!« Forældrene kunde skrive det - ja, de kjendte ham jo!

Det var Aften, han gik paa den aabne Landevei, det begyndte at fryse; Landet selv blev mere og mere fladt med Mark og Eng; der stod ved Veien et stort Piletræ; Alt saae saa hjemligt, saa dansk ud! han satte sig under Pilen, han følte sig saa træt, hans Hoved bøiede sig, hans Øine lukkede sig til Hvile, men han følte og fornam, hvorledes Pilen sænkede sine Grene ned imod ham,

* 273

Træet syntes en gammel mægtig Mand, det var Pilefaer selv, der løftede ham paa sine Arme og bar ham, den trætte Søn, hjem til det danske Land ved den aabne blege Strand, til Kjøgeby, til Barndoms-Haven. Ja, det var Piletræet selv fra Kjøge, der var gaaet ud i Verden for at søge og finde ham, og nu var han fundet og bragt hjem i den lille Have ved Aaen, og her stod Johanne i al sin Pragt, med Guldkronen paa, som han sidst havde seet hende og raabte: »Velkommen!«

Og lige foran dem stode to underlige Skikkelser, men de saae meget mere menneskelige ud end i Barndoms Tiden, de havde ogsaa forandret sig; det var de to Honningkager, Mandfolket og Fruentimmeret; de vendte Retten til og saae godt ud.

»Tak!« sagde de begge to til Knud; »Du har løst vor Tunge! Du har lært os, at man skal freidigt udtale sin Tanke, ellers kommer der ikke noget ud af det! og nu er der kommet noget ud af det! - vi ere forlovede!«

Og saa gik de Haand i Haand gjennem Kjøge Gader, og de saae meget anstændigt ud paa Vrangen, der var ikke Noget at sige paa dem! og de gik lige hen mod Kjøge Kirke, og Knud og Johanne fulgte efter; de gik ogsaa Haand i Haand; og Kirken stod som før med røde Mure og deiligt Vedbendgrønt, og Kirkens store Dør aabnede sig til begge Sider og Orgelet bruste og Mandfolket og Fruentimmeret gik begge op af Kirkegangen: »Herskabet først!« sagde de, »Honningkagernes Brudefolk!« og saa traadte de hver til sin Side for Knud og Johanne, og de knælede deroppe og hun bøiede sit Hoved over hans Ansigt, og der trillede iskolde Taarer fra hendes Øine, det var Isen der smeltede om hendes Hjerte ved hans stærke Kjærlighed, og de faldt paa hans brændende Kinder, og - han vaagnede ved det, og sad under det gamle Piletræ i fremmed Land, i den vinterkolde Aften; der faldt fra Skyerne isnende Hagl, de pidskede hans Ansigt.

»Det var den deiligste Time i mit Liv!« sagde han, »og den var en Drøm. - Gud, lad mig drømme den om igjen!« og han lukkede sine Øine, han sov, han drømte.

I Morgenstunden faldt Sneen, den fygede hen over hans Fødder, han sov. Landsbyfolk gik til Kirke; der sad en Haandværkssvend, han var død, frosset ihjel - under Piletræet.

*