✂

Det gamle Huus.

✂ Der var omme i Gaden et gammelt, gammelt Huus, det var næsten tre hundrede Aar, det kunde man læse sig til paa Bjælken, hvor Aarstallet var skaaret ud tilligemed Tulipaner og Humleranker; der stod hele Vers bogstaverede som i gamle Dage, og over hvert Vindue var der i Bjælken snittet et Ansigt, som vrængede; den ene Etage gik et langt Stykke ud over den anden, og lige under Taget var en Bly-Rende med Dragehoved; Regnvandet skulde løbe ud af Gabet, men det løb ud af Maven, for der var Hul paa Renden.

✂ Alle de andre Huse i Gaden vare saa nye og saa nette, med store Ruder og glatte Vægge, man kunde nok see at de vilde ikke have noget at gjøre med det gamle Huus; de tænkte nok: »hvor længe skal det Skrummel staae til Spektakel her i Gaden; saa løber Carnappet saadan ud, at Ingen fra vore Vinduer kan see hvad der skeer i den Kant! Trappen er saa bred som til et Slot og saa høi som til et Kirketaarn. Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse, og saa har det Mæssingknapper. Det er flaut!«

✂ Lige over for i Gaden var ogsaa nye og nette Huse og de tænkte som de andre, men ved Vinduet her sad en lille Dreng med friske røde Kinder, med klare straalende Øine, han syntes rigtignok bedst om det gamle Huus, og det baade i Solskin og i

* k H. C. Andersens Hus, Odense. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 161,4°: 5). 4 bl. udkast i fyldigere form. *rNy kgl. samling 2903,4°. 4 bl., folieret 1-2-3-4. Formentlig trykmanuskript; overskriften er overstreget, jf. n.t. Elverhøi s. 79, men i NE 5-48 har deltitlerne ikke været folieret; se n.t. de flg. eventyr. *A NE 5-48 s. 7-21 (Bibl. 530). *B EP-50 s.482-93 m. 3 ill., deraf 1 på indsat blad.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 176-84. *D EHP 2-63 s. 130-43 m. 3 ill. *14 »hvor] » mgl. A. 15 Carnappet] Karnappen D. 22 straalende] ftraalende fejl A. 144

✂ Maaneskin. Og saae han over paa Muren, hvor Kalken var gaaet af, saa kunde han sidde og udfinde der alle de underligste Billeder, akkurat hvorledes Gaden havde seet ud før med Trapper, Karnapper og spidse Gavle; han kunde see Soldater med Hellebarder, og Tagrender der løb om som Drager og Lindorme. - Det var rigtig nok et Huus at see paa! og der ovre boede en gammel Mand, som gik i Skjægs Buxer, havde en Kjole med store Mæssingknapper og en Paryk, som man kunde see var en virkelig Paryk. Hver Morgen kom der til ham en gammel Karl, som ryddede op og gik Ærinder, ellers var den gamle Mand i de Skjægs Buxer ganske alene i det gamle Huus; imellem kom han hen til Vindues-Ruden og saae ud, og den lille Dreng nikkede til ham, og den gamle Mand nikkede igjen, og saa vare de Bekjendtere og saa vare de Venner, skjøndt de aldrig havde talt med hinanden, men det kunde da ogsaa være det samme.

✂ Den lille Dreng hørte sine Forældre sige: »den gamle Mand derovre har det meget godt, men han er saa skrækkelig ene!«

✂ Næste Søndag tog den lille Dreng og svøbte noget ind i et Stykke Papir, gik ned i Porten, og da han, som gik Ærinder, kom forbi, sagde han til ham: »hør! vil du bringe den gamle Mand derovre dette fra mig! jeg har to Tinsoldater, dette er den ene; han skal have den, for jeg veed at han er saa skrækkelig ene.«

✂ Og den gamle Karl saae ganske fornøiet ud, nikkede og bar Tinsoldaten over i det gamle Huus. Siden kom der Bud om den lille Dreng ikke havde Lyst til selv at komme over at gjøre Besøg, og det fik han Lov til af sine Forældre, og saa kom han over i det gamle Huus.

✂ Og Mæssingknapperne paa Trappe-Gelænderet skinnede meget stærkere end ellers, man skulde troe at de vare polerede i Anledning af Besøget, og det var som om de udskaarne Trompetere - for der var udskaaret i Døren Trompetere, som stode i Tulipanerne - blæste af alle Kræfter, Kinderne saae meget tykkere ud end før. Jo de blæste: »Tratteratra! den lille Dreng kommer! tratteratra!« - og saa gik Døren op. Hele Gangen var med gamle Portrætter, Riddere i Harnisk og Fruer i Silkekjole; og Harniskerne raslede og Silkekjolerne raslede! - Og saa kom der en Trappe, den gik et stort Stykke opad og et lille Stykke ned - og saa var man paa en Altan, der rigtignok var meget skrøbelig, med store Huller og lange Sprækker, men der

*14 Bekjendtere] Bekjendter m, Bekjendtere A-B2 , Bekjendte C. 32 stode] stod B-C, stode D. 36 med] behængt med D. 145

✂ voxte Græs og Blade op af dem Allesammen, for hele Altanen udenfor, Gaarden og Muren, var med saa meget Grønt, det saae ud som en Have, men det var kun en Altan. Her stode gamle Urtepotter, som havde Ansigt og Æsel-Ører; Blomsterne de voxte nu ligesom de vilde. I den ene Potte løb det over alle Bredder med Nelliker, det vil sige med det Grønne, Skud ved Skud, og ganske tydeligt sagde det: »Luften har klappet mig, Solen har kysset mig og lovet mig en lille Blomst paa Søndag, en lille Blomst paa Søndag!«

✂ Og saa kom de ind i et Kammer, hvor Væggene vare med Svinelæders Betræk og der var trykt Guldblomster paa.

✂ »Forgyldning forgaaer,
Men Svinelæder bestaaer!«

✂ sagde Væggene.

✂ Og der stode Lænestole saa høiryggede, saa udskaarne, og med Arme paa begge Sider. »Sid ned! sid ned!« sagde de. »Uh, hvor det knager i mig! nu faaer jeg nok Gigt ligesom det gamle Skab? Gigt i Ryggen, uh!«

✂ Og saa kom den lille Dreng ind i Stuen hvor Karnappet var og hvor den gamle Mand sad.

✂ »Tak for Tinsoldaten, min lille Ven!« sagde den gamle Mand. »Og tak fordi du kommer over til mig!«

✂ »Tak! Tak!« eller »Knak! Knak!« sagde det i alle Meublerne; de vare saa mange at de næsten stode hverandre iveien for at see den lille Dreng.

✂ Og midt paa Væggen hang et Skilderi med en deilig Dame, saa ung, saa glad, men ganske klædt paa, som i gamle Dage, med Pudder i Haaret og Klæder, som stode stive; hun sagde hverken »tak« eller »knak,« men saae med sine milde Øine paa den lille Dreng, som strax spurgte den gamle Mand: »hvor har du faaet hende?«

✂ »Omme hos Marskandiseren!« sagde den gamle Mand. »Der hænge saa mange Billeder; Ingen kjende eller bryde sig om dem, for de ere begravede Allesammen, men i gamle Dage har jeg kjendt hende og nu er hun død og borte i et halvhundrede Aar!«

✂ Og under Skilderiet hang bag Glas en Bouquet visne Blomster; de vare vist ogsaa et halvhundrede Aar, saa gamle saae de

*1 voxte] skød D. 2 udenfor] herefter intet komma D. - med] bevoxet med D. 13 Svinelæder] Svineskind r, også lin. 11. 16 de.] punktum mgl. A. 33 kjende] kjender B. - bryde] bryder B. 34 de] Personerne D. 35 er hun] har hun været D. 146

✂ ud. Og Perpendikelen paa det store Uhr gik frem og tilbage og Viseren dreiede og Alting i Stuen blev endnu ældre, men det mærkede de ikke.

✂ »De sige hjemme,« sagde den lille Dreng, »at Du er saa skrækkelig ene!«

✂ »O,« sagde han, »de gamle Tanker, med hvad de kunne føre med sig, komme og besøge mig, og nu kommer du jo ogsaa! - Jeg har det meget godt!«

✂ Og saa tog han ned af Hylden en Bog med Billeder, der vare hele lange Optog, de forunderligste Karreeter, som man ikke seer dem nu til Dags, Soldater som Kløverknægt og Borgere med vaiende Faner; Skræderne havde deres med en Sax, som blev holdt af to Løver og Skomagerne deres uden Støvle, men med en Ørn, som havde to Hoveder, for Skomagerne maa have Alting saaledes at de kunne sige: det er et Par. - Jo det var en Billedbog!

✂ Og den gamle Mand gik ind i den anden Stue for at hente Syltetøi, Æbler og Nødder; - der var rigtig nok velsignet ovre i det gamle Huus.

✂ »Jeg kan ikke holde det ud!« sagde Tinsoldaten, som stod paa Dragkisten; »her er saa eensom! og saa sørgeligt; nei, naar man har været i Familieliv, kan man ikke vænne sig til dette her! - Jeg kan ikke holde det ud! Den hele Dag er saa lang og Aftenen er endnu længer! her er slet ikke, som ovre hos Dig, hvor din Fader og Moder talte saa fornøiede, og hvor Du og alle I søde Børn gjorde saadant et deiligt Spektakel. Nei hvor den gamle Mand har det eensom!! troer Du han faaer Kys! troer Du han faaer milde Øine, eller Juletræ! Han faaer ikke noget, uden Begravelse! - jeg kan ikke holde det ud!«

✂ »Du maa ikke tage det saa sørgeligt!« sagde den lille Dreng; »jeg synes her er saa deiligt og alle de gamle Tanker, med hvad de kunne føre med sig, komme jo og gjøre Besøg!«

✂ »Ja, dem seer jeg ikke og dem kjender jeg ikke!« sagde Tinsoldaten, »jeg kan ikke holde det ud!«

✂ »Det maa Du!« sagde den lille Dreng.

✂ Og den gamle Mand kom med det meest fornøiede Ansigt, det deiligste Syltetøi, Æbler og Nødder, og saa tænkte den lille Dreng ikke paa Tinsoldaten.

✂ Lykkelig og fornøiet kom den lille Dreng hjem, og der gik Uger og der gik Dage, og der blev nikket til det gamle Huus og fra det gamle Huus, og saa kom den lille Dreng derover igjen.

*4 »at] » mgl. A. 60,] komma mgl. A. 7 du jo] du B. 12 vaiende] veiende fejl A. 39 Uger ... Dage] Dage ... Uger D. 147

✂ Og de udskaarne *Trompetere blæste: »tratteratra! der er den lille Dreng! tratteratra!« og Sværd og Rustning paa Ridder-billederne raslede og Silkekjolerne raslede, Svinelæderet talte og de gamle Stole havde Gigt i Ryggen: »av!« det var akkurat ligesom første Gang, for der ovre var den ene Dag og Time ligesom den anden.

✂ »Jeg kan ikke holde det ud!« sagde Tinsoldaten, »jeg har grædt Tin! her er altfor sørgeligt! lad mig heller gaae i Krig og miste Arme og Been! det er dog en Forandring. Jeg kan ikke holde det ud! - nu veed jeg hvad det er at have Besøg af sine gamle Tanker, med hvad de kunne føre med! jeg har havt Besøg af mine og Du kan troe, det er ingen Fornøielse i Længden, jeg var tilsidst nær ved at springe ned af Dragkisten. Alle I derovre i Huset saae jeg saa tydeligt, som om I virkeligt var her; det var igjen den Søndag-Morgen, som Du veed nok! Alle I Børn stode foran Bordet og sang eders Psalme, som I synge den hver Morgen; I stode andægtige med foldede Hænder, og Fader og Moder vare ligesaa høitidelige, og saa gik Døren op og den lille Søster Maria, som ikke er to Aar endnu, og som altid dandser naar hun hører Musik eller Sang, hvad Slags det endogsaa er, blev sat ind, - hun skulde det nu ikke, - og saa begyndte hun at dandse, men kunde ikke komme i Tact, for Tonerne vare saa lange, og saa stod hun først paa det ene Been og hældede Hovedet heelt forover, og saa paa det andet Been og hældede Hovedet heelt forover, men det vilde ikke slaae til. I stode meget alvorlige, Allesammen, skjøndt det var nok svært, men jeg loe indvendig og derfor faldt jeg ned af Bordet og fik en Bule, som jeg endnu gaaer med, for det var ikke Ret af mig at lee. Men det Hele gaaer nu igjen indeni mig, og Alt hvad jeg saadan har oplevet; og det er nok de gamle Tanker med hvad de kunne føre med! - Siig mig, om I synge endnu om Søndagen? Siig mig Lidt om den lille Maria! og hvordan har min Kammerat det, den anden Tinsoldat! ja han er rigtignok lykkelig! - jeg kan ikke holde det ud!«

✂ »Du er foræret bort!« sagde den lille Dreng, »Du maa blive. Kan Du ikke indsee det?«

✂ Og den gamle Mand kom med en Skuffe, hvori der var meget at see, baade »Kridthuus«, og »Balsombøsse«, og gamle Kort, saa store og saa forgyldte, som man aldrig seer dem nu. Og der blev aabnet flere Skuffer og Claveret blev aabnet, det var med

*1 *Trompetere] r, Trompeter A-B2 , Trompetere C. 14 virkeligt] virkelig B. 38 »Kridthuus«] » mgl. A. 40 flere] store B. 148

✂ Landskab indvendigt paa Laaget, og det var saa hæst da den gamle Mand spillede paa det; og saa nynnede han en Vise.

✂ »Ja, den kunde hun synge!« sagde han og saa nikkede han til Portrættet, som han havde kjøbt hos Marskandiseren, og den gamle Mands Øine de skinnede saa klare.

✂ »Jeg vil i Krig! jeg vil i Krig!« raabte Tinsoldaten saa høit han kunde og styrtede sig lige ned paa Gulvet. -

✂ Ja, hvor blev han af? Den gamle Mand søgte, den lille Dreng søgte, borte var han og borte blev han. »Jeg finder ham nok!« sagde den Gamle, men han fandt ham aldrig; Gulvet var alt for aabent og hullet; - Tinsoldaten var faldet gjennem en Sprække og der laae han *som i aaben Begravelse.

✂ Og den Dag gik og den lille Dreng kom hjem, og Ugen gik og der gik flere Uger. Vinduerne vare ganske frosne; den lille Dreng maatte sidde og aande paa dem for at faae et Kighul over til det gamle Huus, og der var Sneen fyget ind i alle Snirkler og Indskrifter, den laae heelt op over Trappen, ligesom om der var Ingen hjemme, og der var heller Ingen hjemme, den gamle Mand var død!

✂ Om Aftenen holdt en Vogn udenfor, og ned i den bar man ham i hans Kiste, han skulde ud at ligge paa Landet i sin Begravelse. Der kjørte han nu, men Ingen fulgte, alle hans Venner vare jo døde. Og den lille Dreng kyssede paa Fingeren efter Kisten da den kjørte.

✂ Nogle Dage efter blev der Auction paa det gamle Huus, og den lille Dreng saae fra sit Vindue, hvor man bar bort: de gamle Riddere og de gamle Damer, Urtepotterne med lange Ører, de gamle Stole og de gamle Skabe; noget kom her og noget kom der; Portrættet af hende, som var fundet hos Marskandiseren, kom til Marskandiseren igjen og der hang det altid, for Ingen kjendte hende mere, Ingen brød sig om det gamle Billede.

✂ I Foraaret rev man Huset selv ned, for det var et Skrummel, sagde Folk. Man kunde see fra Gaden lige ind i Stuen til det Svineskinds Betræk, som blev flænget og revet; og det Grønne om Altanen hang ganske vildsomt om de faldende Bjælker. - Og saa blev der ryddet op.

✂ »Det hjalp!« sagde Nabohusene.

✂ * * *

*12 *som i] r, i A. 27 Ører] Øre r, Ører A-B2 , Øren C, Ører D. 29 fundet] funden D. 31 Ingen] og Ingen B. 34 Svineskinds] Kalveskinds r. 149

✂ Og der blev bygget et deiligt Huus med store Vinduer og hvide, glatte Mure, men foran, hvor egentligt det gamle Huus havde staaet, plantedes en lille Have og op af Naboens Mure voxte vilde Viinranker; foran Haven kom et stort Jerngitter med Jernport, det saae stadseligt ud, Folk stode stille og kigede derind. Og Spurvene hang sig i Sneseviis, paa Viinrankerne, snakkede i Munden paa hverandre, saa godt de kunde, men det var ikke om det gamle Huus, for det kunde de ikke huske, der var gaaet saa mange Aar, at den lille Dreng var voxet op til en heel Mand, ja en dygtig Mand, som hans Forældre havde Fornøielse af; og han var lige blevet gift og med sin lille Kone flyttet ind i Huset her, hvor Haven var; og han stod hos hende der i det hun plantede en Markblomst, som hun fandt saa yndig. Hun plantede den med sin lille Haand og klappede Jorden til med Fingrene. - Av! hvad var det? Hun stak sig. Der sad noget Spidst lige op af den bløde Jord.

✂ Det var - ja tænk! det var Tinsoldaten, ham som var blevet borte oppe hos den gamle Mand, og var rumlet og tumlet mellem Tømmer og Gruus og tilsidst havde ligget mange Aar i Jorden.

✂ Og den unge Kone tørrede Soldaten, først med et grønt Blad og saa med sit fine Lommetørklæde, det havde saadan en deilig Lugt! og det var for Tinsoldaten, ligesom om den vaagnede op af en Dvale.

✂ »Lad mig see ham!« sagde den unge Mand, loe og rystede saa med Hovedet. »Ja ham kan det nu ikke være, men han husker mig paa en Historie med en Tinsoldat jeg havde, da jeg var en lille Dreng!« og saa fortalte han sin Kone om det gamle Huus, og den gamle Mand, og om Tinsoldaten han sendte over til ham, fordi han var saa skrækkelig ene, og han fortalte det saa akkurat, som det virkelig havde været, saa at den unge Kone fik Taarer i Øinene over det gamle Huus og den gamle Mand.

✂ »Det kan dog være at det er den samme Tinsoldat!« sagde hun, »jeg vil gjemme den og huske paa Alt hvad Du har fortalt mig; men den gamle Mands Grav maa Du vise mig!«

✂ »Ja den veed jeg ikke,« sagde han, »og Ingen veed den! alle hans Venner vare døde, Ingen passede den og jeg var jo en lille Dreng!«

✂ »Hvor han maa have været skrækkeligt ene!« sagde hun.

*2 egentligt] egentlig B-C, egenlig D. 3 af] ad C. 5 stode] stod B. - kigede] kiggede B2C kigede D. 16 Jord.] herefter « fejl A. 17 blevet] bleven D. 34 »jeg] Jeg fejl A. 36 veed 2 gange] kjender D. 39 skrækkeligt] skrækkelig B. 150

✂ »Skrækkeligt ene!« sagde Tinsoldaten, »men deiligt er det, ikke at blive glemt!«

✂ »Deiligt!« raabte Noget tæt ved, men Ingen uden Tinsoldaten saae at det var en Lap af det Svinelæders Betræk, det var uden al Forgyldning, det saae ud, som vaad Jord, men en Mening havde det og den sagde det:

✂ »Forgyldning forgaaer,
Men Svinelæder bestaaer.«

✂ Dog det troede Tinsoldaten ikke.

*1 skrækkeligt] skrækkelig B.

✂

Vanddraaben.

✂ Du kjender da sagtens et Forstørrelsesglas, saadan et rundt Brilleglas, der gjør Alting hundred Gange større end det er? Naar man tager og holder det for Øiet og seer paa en Vanddraabe ude fra Dammen, saa seer man over tusinde underlige Dyr, som man ellers aldrig seer i Vandet, men de ere der og det er virkeligt. Det seer næsten ud, som en heel Talerken fuld af Reier, der springe mellem hverandre, og de ere saa glubende, de rive Arme og Been, Ender og Kanter af hverandre og dog ere de glade og fornøiede, paa deres Maade.

✂ Nu var der engang en gammel Mand, som alle Folk kaldte Krible-Krable, for det hedte han. Han vilde alletider have det Bedste ud af enhver Ting og naar det slet ikke vilde gaae, saa tog han det med Trolddom.

✂ Nu sidder han en Dag og holder sit Forstørrelsesglas for Øiet og seer paa en Vanddraabe, der var taget ude af en Pyt Vand i Grøften. Nei hvor det kriblede og krablede der! alle de tusinde Smaadyr hoppede og sprang, trak i hverandre og aad af hverandre.

✂ »Ja, men det er jo afskyeligt!« sagde gamle Krible-Krable, »kan man ikke faae dem til at leve i Fred og Ro, og hver at passe sit!« og han tænkte og tænkte, men det vilde ikke gaae, og saa maatte han trolde. »Jeg maa give dem Couleur, at de kunne blive tydeligere!« sagde han, og saa hældte han ligesom en lille Draabe rød Viin i Vanddraaben, men det var Hexeblod, den

*mH. C. Andersens Hus, Odense. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 161,4°: 13). 2 bl., texten folieret 5, overskriften overstreget og gentaget på separat blad 6[!]. Se n.t. Det gamle Huus s. 143. *A NE 5-48 s. 23-27 (Bibl. 531). *B EP-50 s. 501-03 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 189-91. *D EHP 2-63 s. 144-46 m. 2 ill. *3 hundred] hundred' m, hundred A-C, hundrede D. 12 hedte] hed B. - alletider] altid D. 16 taget] tagen D. - af] fra B2 . 21 hver at] hver B. 152

✂ allerfineste Slags til to Skilling; og saa bleve alle de underlige Dyr rosenrøde over hele Kroppen, det saae ad som en heel By af nøgne Vildmænd.

✂ »Hvad har Du der?« spurgte en anden gammel Trold, som ikke havde Navn, og det var det Fine ved ham.

✂ »Ja kan Du gjætte hvad det er«, sagde Krible-Krable, »saa skal jeg forære Dig det; men det er ikke let at finde ud, naar man ikke veed det!«

✂ Og Trolden, som intet Navn havde, saae igjennem Forstørrelsesglasset. Det saae virkeligt ud, som en heel By, hvor alle Mennesker løbe om uden Klæder! det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den Anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulde øverst og hvad der var øverst skulde nederst! »see! see! hans Been er længer end mit! baf! væk med det! der er Een som har en lille Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men den piner ham, og saa skal den pine meer!« og de hakkede i den, og de trak i ham og de aad ham for den lille Knops Skyld. Der sad Een saa stille, som en lille Jomfrue og ønskede alene Fred og Rolighed, men saa skulde Jomfruen frem, og de trak i hende og de sleed i hende og de aad hende!

✂ »Det er overordenligt moersomt!« sagde Trolden.

✂ »Ja men hvad troer Du det er?« spurgte Krible-Krable. »Kan Du finde det ud?«

✂ »Det er da godt at see!« sagde den anden, »det er jo Kjøbenhavn eller en anden stor By, de ligne jo allesammen hinanden. En stor By er det!«

✂ »Det er Grøftevand!« sagde Krible-Krable.

*5 var] var just C, var D. 10 virkeligt] virkelig B. 11 Mennesker] Mennester fejl A. - løbe] løb B. 13 bed] Rede D. 18 meer!«] « mgl. m-D, men l. 22 hende!] herefter « m-D; den utvivlsomme fejl er rettet i SS 2 og Brix. 21 sleed] sled C, slede D. 23 overordenligt] -lig B. 24 er?«] «mgl. A. 27 hinanden] hverandre D.

✂

Den lille Pige med Svovlstikkerne.
(Dette Eventyr har været af trykt i »Dansk Folkekalender« for 1846.)

✂ Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.

✂ Der gik nu den lille Pige paa de nøgne smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en lille Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede

*mHolger Laage-Petersens samling MS 500, Kgl. Bibl. 1 bl. renskrift. Aftrykt med variantapparat og sideløbendeA-text i: Erik Dal: Den lille Pige med Svovlstikkerne. Træk af et eventyrs forhistorie og skæbne, 1956, s. 8 ff. Det er uvist, ommer trykmanuskript forO; Omå anses som forlæg forA(med rettelser) og repræsenterer det blad 6, som mangler i folieringen, når man ser bort fra fejltællingen af Vanddraaben's deltitel. *O Dansk Folkekalender for 1846, udg. af Fred. Frølund, s. 132-35. Udkom dec. 1845. Hertil 1 ill. af J. Th. Lundbye, træskåret af H. C. Henneberg og opr. trykt andetsteds, se Bibl. 486 og ovennævnte bog. *A NE 5-48 s. 29-34. *B EP-50 s. 394-97 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 108-11. *D EHP 2-63 s. 69-72. *7 kom] gik mO. 10 over] ud over C, over D. 19 forkuet] forkommet m. H. Topsøe-Jensen foreslår forknøt. - Sneefnokkene] Sneefnuggene D. 20 Stads] m. Skade fejl O, Stads A. 154

✂ Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa.

✂ Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, »ritsch!« hvor spruddede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt! nei, hvad var det! - Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, - - da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden.

✂ En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler! og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.

✂ Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kiøbmand, nu sidste Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.

✂ »Nu døer der Een!« sagde den Lille, for gamle Mormoer, som

*12 Bundtet] Buntet m, Bundet O. 16 underligt] underlig O (da hun ... underligt Lys mgl. (ved afskrift?) m). 22 strøget] strøgen mO. 27 af] ad B. 155

✂ var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud.

✂ Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.

✂ »Mormoer!« raabte den Lille, »O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!« - og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud!

✂ Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!

*16 Angst] Angest B. 21 næsten brændt] brændt mO. Under texten H. C. Andersen. mO.

✂

Den lykkelige Familie.

✂ Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt, som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort. Aldrig voxer een Skræppe alene, nei hvor der groer een, der groe flere, det er en stor Deilighed, og al den Deilighed er Sneglemad. De store hvide Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lod lave til Fricasee, spiste og sagde »hum! hvor det smager!« for de troede nu det smagte saa deiligt, de levede af Skræppeblade og derfor bleve Skræpperne saaede.

✂ Nu var der en gammel Herregaard, hvor man ikke længer spiste Snegle, de vare ganske uddøde, men Skræpperne vare ikke uddøde, de voxte og voxte over alle Gange og alle Bede, man kunde ikke mere faae Bugt med dem, det var en heel Skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et Blomme-Træ, ellers kunde man nu aldrig have tænkt at det var en Have. Alt var Skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle.

✂ De vidste ikke selv hvor gamle de vare, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i Verden, som heed Herregarden, og

* k Collin 36,4° I:22. 2 bl. udkast. *rH.C.Andersens Hus, Odense. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 261,4°: 8). 2 bl. renskrift, folieret 7-8. Overskrift overstreget, se n.t. Det gamle Huus s. 143. *A NE 5-48 s. 35-42 (Bibl. 532). *B EP-50 s. 504-09 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 191-95. *D EHP 2-63 s. 147-52 m. 2 ill. *9 lod] lode D. 13 længer] længere B-C, længer D. 23 og at] at C, og at D. 157

✂ deroppe blev man kogt, og saa blev man sort og saa blev man lagt paa Sølvfad, men hvad videre der skete vidste man ikke. Hvorledes det iøvrigt var at blive kogt og at ligge paa Sølvfad, kunde de ikke tænke sig, men deiligt skulde det være og særdeles fornemt. Hverken Oldenborren, Skruptudsen eller Regnormen, som de spurgte ad, kunde give Beskeed, ingen af dem havde været kogt eller ligget paa Sølvfad.

✂ De gamle hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de, Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad.

✂ De levede nu meget eensom! og lykkeligt, og da de selv ikke havde Børn, saa havde de taget en lille almindelig Snegl til sig, som de opdrog som deres egen, men den Lille vilde ikke voxe, for han var almindelig; men de gamle, især Mutter, Sneglemutter, syntes hun kunde dog bemærke, hvor han tog til, og hun bad Fatter, dersom han ikke kunde see det, han da vilde føle paa det lille Sneglehuus, og saa følte han og fandt at Mutter havde Ret.

✂ Een Dag var det stærk Regn.

✂ »Hør hvor det tromme-romme-rommer paa Skræpperne«, sagde Sneglefader.

✂ »Der kommer ogsaa Draaber!« sagde Sneglemoer. »Det løber jo lige ned af Stilken! Du skal see her bliver vaadt! Jeg er glad ved vi have vort gode Huus og den Lille ogsaa har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre Skabninger; man kan da see, at vi er Herskabet i Verden! Vi have Huus fra Fødselen og Skræppeskoven er saaet for vor Skyld -! jeg gad vidst hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!«

✂ »Der er ikke noget udenfor!« sagde Sneglefader. »Bedre end hos os kan der ingen Steder være, og jeg har ikke noget at ønske!«

✂ »Jo,« sagde Moer, »jeg gad nok komme paa Herregaarden, blive kogt og lagt paa Sølvfad, det ere alle vore Forfædre blevne, og Du kan troe, der er noget aparte ved det!«

✂ »Herregaarden er muligviis faldet sammen!« sagde Sneglefaer, »eller Skræppeskoven er voxet hen over den, saa at Menneskene ikke kunne komme ud. Det har da heller ingen Hast, men du iler altid saa forfærdelig og det begynder den Lille ogsaa med; har han nu ikke i tre Dage krøbet op ad den Stilk, jeg faaer ondt i Hovedet naar jeg seer op paa ham!«

*10 kogte og lagte] kogte og ligge kr, kogte og lagte A, kogt og lagt B-C, kogte og lagte D. 13 opdrog] opdroge D. 32 ere] er C. 34 faldet] falden D. 37 forfærdelig] forfærdeligt B. 158

✂ »Du maa ikke skjænde«, sagde Sneglemoer, »han kryber saa sindig, vi faae nok Fornøielse af ham og andet have vi Gamle jo ikke at leve for! Men har Du tænkt paa det: hvor faae vi en Kone til ham. Troer Du ikke der langveis inde i Skræppeskoven skulde være nogen af vor Art?«

✂ »Sorte Snegle troer jeg nu nok der er«, sagde den Gamle, »sorte Snegle uden Huus, men det er saa simpelt og de have Indbildninger, men vi kunne give det i Commission til Myrerne, de løbe frem og tilbage, som om de havde noget at bestille, de veed vist en Kone til vor lille Snegl!«

✂ »Jeg veed rigtignok den allerdeiligste!« sagde Ben af Myrerne, »men jeg er bange det gaaer ikke, for hun er Dronning!«

✂ »Det gjør ikke noget!« sagde de Gamle. »Har hun Huus?«

✂ »Hun har Slot!« sagde Myren, »det deiligste Myreslot med syv hundrede Gange«.

✂ »Tak!« sagde Sneglemoer, »vor Søn skal ikke i en Myretue! veed I ikke bedre, saa give vi det i Commission til de hvide Myg, de flyve vidt omkring i Regn og i Solskin, de kjende Skræppeskoven forinden og foruden.«

✂ »Vi have en Kone for ham!« sagde *Myggene, »hundrede Menneskeskridt herfra sidder paa en Stikkelsbærbusk en lille Snegl med Huus, den er ganske eensom og gammel nok til at gifte sig. Det er bare hundrede Menneskeskridt!«

✂ »Ja lad hende komme til ham!« sagde de Gamle, »han har en Skræppeskov, hun har kun en Busk!«

✂ Og saa hentede de den lille Snegle-Frøken. Det varede otte Dage før hun kom, men det var just det Rare ved det, saa kunde man see hun var af Arten.

✂ Og saa holdt de Bryllup. Sex Sanct-Hans Orme lyste saa godt de kunde; ellers gik det Hele stille af, for de gamle Snegle-Folk kunde ikke taale Sviir og Lystighed; men en deilig Tale blev der holdt af Sneglemoer, Fatter kunde ikke, han var saa bevæget, og saa gav de dem i Arv den hele Skræppeskov og sagde, hvad de altid havde sagt, at det var det Bedste i Verden, og naar de levede redelig og skikkelig og formerede sig, vilde de engang og deres Børn komme paa Herregaarden, blive kogte sorte og lagte paa Sølvfad.

✂ Og efter at den Tale var holdt, krøb de Gamle ind i deres Huus, og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge Snegle-Par

*11 Een af Myrerne] Myrerne B. 12 »men] »mgl. A. 14 Myren] Myrerne C, Myren D. 20 *Myggene] kr, Myggen AB, Myggene B2 . 35 de engang] engang de D. 38 krøb] krøbe D. 159

✂ regjerede i Skoven og fik en stor Afkom, men de blev aldrig kogte, og de kom aldrig paa Sølvfad, saa sluttede de deraf, at Herregaarden var faldet sammen, og at alle Mennesker i Verden vare uddøde, og da Ingen sagde dem imod, saa var det jo sandt; og Regnen slog paa Skræppebladene for at gjøre Tromme-Musik for deres Skyld, og Solen skinnede for at give Skræppeskoven Couleur for deres Skyld, og de vare meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det.

*1 en stor] et stort B. - blev] bleve D. 3 faldet] falden D.

✂

Historien om en Moder.

✂ Der sad en Moder hos sit lille Barn, hun var saa bedrøvet, saa bange for at det skulde døe. Det var saa blegt, de smaa Øine havde lukket sig, det trak saa sagte Veiret, og imellem med et dybt Drag ligesom om det sukkede; og Moderen saae endnu mere sorrigfuld paa den lille Sjæl.

✂ Da bankede det paa Døren og der kom en fattig, gammel Mand svøbt ligesom i et stort Hestedækken, for det varmer, og det trængte han til, det var jo kold Vinter; Alting udenfor laae med Iis og Snee, og Vinden blæste saa at det skar i Ansigtet.

✂ Og da den gamle Mand rystede af Kulde, og det lille Barn sov et Øieblik, gik Moderen hen og satte Øl i en lille Potte ind i Kakkelovnen, at det kunde varmes til ham; og den gamle Mand sad og vuggede og Moderen satte sig paa Stolen tæt ved ham, saae paa sit syge Barn der trak saa dybt Veiret, og løftede den lille Haand.

✂ »Troer Du ikke nok at jeg beholder ham?« sagde hun, »vor Herre vil ikke tage ham fra mig!«

✂ Og den gamle Mand, det var Døden selv, han nikkede saa underligt, det kunde lige saa godt betyde ja, som nei. Og

*mH.C. Andersens Hus, Odense. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 54,8°). 4 bl. renskrift, folieret 9-10-11-12. Overskrift overstreget; se n.t. Det gamle Huus s. 143. Facs.udg.: Danske Digtere ved Arbejdet, I: H. C. Andersen-Manuskripter, med Indl. af Paul V. Rubow, 1933 (heri også Keiserens nye Klæder, se I s. 107) - og Manuskripter i H. C. Andersens Hus, Odense, I 1948. *A NE 5-48 s. 43-52 (Bibl. 533). *B EP-50 s. 510-17 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 195-201. *D EHP 2-63 s. 153-61 m. 2 ill. Dette binds 4. oplag 1873 angives som trykforlæg for Historien om en Moder i femten Sprog, udg. af Jean Pio og Vilh. Thomsen til Andersens 70-årsdag 1875. *15 saa dybt Veiret] Veiret saa dybt D. 161

✂ Moderen saae ned i sit Skjød og Taarerne løb hende over Kinderne; - hendes Hoved blev saa tungt, i tre Nætter og Dage havde hun ikke lukket sit Øie, og nu sov hun, men kun eet Øieblik, saa foer hun op og rystede af Kulde: »hvad er det!« sagde hun og saae til alle Sider; men den gamle Mand var borte og hendes lille Barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i Krogen snurrede og snurrede det gamle Uhr, det store Blylod løb lige ned til Gulvet, bum! og saa stod ogsaa Uhret stille.

✂ Men den stakkels Moder løb ud af Huset og raabte paa sit Barn.

✂ Derude, midt i Sneen, sad en Kone i lange, sorte Klæder og hun sagde: »Døden har været inde i din Stue, jeg saae han skyndte sig bort med dit lille Barn; han gaaer stærkere til end Vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!«

✂ »Siig mig blot hvad Vei han gik!« sagde Moderen, »siig mig Veien og jeg skal finde ham!«

✂ »Jeg veed den!« sagde Konen i de sorte Klæder, »men før jeg siger den maa Du først synge for mig alle de Viser Du har sjunget for dit Barn! jeg holder af dem, jeg har hørt dem før, jeg er Natten, jeg saae dine Taarer mens Du sang dem!«

✂ »Jeg vil synge dem alle, alle!« sagde Moderen, »men stands mig ikke at jeg kan naae ham, at jeg kan finde mit Barn!«

✂ Men Natten sad stum og stille, da vred Moderen sine Hænder, sang og græd, og der vare mange Viser, men endnu flere Taarer; og saa sagde Natten: »gaae til høire, ind i den mørke Granskov, der saae jeg Døden tage Vei med dit lille Barn!«

✂ Dybt inde i Skoven krydsede Veiene sig og hun vidste ikke længer hvor hun skulde gaae; da stod der en Tornebusk, der var hverken Blad eller Blomst paa den, det var jo ogsaa i den kolde Vintertid og der hang Iisslag paa Grenene.

✂ »Har du ikke seet Døden gaae forbi med mit lille Barn?«

✂ »Jo!« sagde Tornebusken, »men jeg siger Dig ikke hvilken Vei han tog, uden at Du først vil varme mig op ved dit Hjerte! jeg fryser ihjel, jeg bliver til bare Iis!«

✂ Og hun trykkede Tornebusken til sit Bryst, saa fast, for at den ret kunde opvarmes, og Tornene gik lige ind i hendes Kjød, og hendes Blod flød i store Draaber, men Tornebusken skjød friske grønne Blade og der kom Blomster paa i den kolde Vinter-Nat, saa varmt var der ved en bedrøvet Moders Hjerte; og Tornebusken sagde hende Veien, som hun skulde gaae.

✂ Da kom hun til en stor Sø, hvor der hverken var Skib eller

*3 sit Øie] sine Øine B2 . 20 mens] medens D. - dem!«] « mgl. A. 162

✂ Baad. Søen var ikke frosset nok til at den kunde bære hende, og heller ikke aaben og lav nok til at hun kunde vade igjennem, og over den maatte hun, vilde hun finde sit Barn; saa lagde hun sig ned for at drikke Søen ud, og det var jo umueligt for et Menneske, men den bedrøvede Moder tænkte, at der dog kunde skee et Mirakel. -

✂ »Nei, det gaaer aldrig!« sagde Søen, »lad os to heller see at blive enige! jeg holder af at samle paa Perler og dine Øine ere de to klareste jeg har seet, vil Du græde dem ud til mig, saa skal jeg bære Dig over til det store Drivhuus, hvor Døden boer og passer Blomster og Træer; hver af dem er et Menneskeliv!«

✂ »O, hvad giver jeg ikke for at komme til mit Barn!« sagde den forgrædte Moder og hun græd endnu mere og hendes Øine sank ned paa Havsens Bund og bleve to kostbare Perler, men Søen løftede hende, som om hun sad i en Gynge, og hun fløi i een Svingning til Kysten paa den anden Side, hvor der stod et milebredt, underligt Huus, man vidste ikke om det var et Bjerg med Skov og Huler, eller om det var tømret op, men den stakkels Moder kunde ikke see det, hun havde jo grædt sine Øine ud.

✂ »Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille Barn!« sagde hun.

✂ »Her er han ikke kommet endnu!« sagde den gamle Grav-Kone, som gik og skulde passe paa Dødens store Drivhuus. »Hvor har Du kunnet finde her hen og hvem har hjulpet Dig!«

✂ »Vor Herre har hjulpet mig!« sagde hun, »han er barmhjertig og det vil Du ogsaa være! hvor skal jeg finde mit lille Barn!«

✂ »Ja, jeg kjender det ikke,« sagde Konen, »og Du kan jo ikke see! - Mange Blomster og Træer ere visnede i Nat, Døden vil snart komme og plante dem om! Du veed vel, at hvert Menneske har sit Livstræ eller sin Blomst, saaledes, som nu enhver er indrettet; de see ud, som andre Væxter, men de har Hjerte-Slag; Barne-Hjerte kan ogsaa banke! gaae efter det, maaskee kan Du kjende dit Barns; men hvad giver Du mig for at sige Dig hvad Du mere skal gjøre!«

✂ »Jeg har ikke noget at give,« sagde den bedrøvede Moder, »men jeg vil gaae for Dig til Verdens Ende!«

✂ »Ja der har jeg ikke noget at gjøre!« sagde Konen, »men Du kan give mig dit lange sorte Haar, Du veed nok selv det er kjønt, og det kan jeg lide! Du skal faae mit hvide igjen, det er altid noget!«

*1 frosset] frossen D. 2 igjennem] gjennem D. 7 heller] hellere B. 8 blive] vi blive m. 22 kommet] kommen D. 23 gik] gik her m. 27 jo ikke] ikke B. 163

✂ »Forlanger Du ikke andet,« sagde hun, »det giver jeg Dig med Glæde!« Og hun gav hende sit smukke Haar og fik den Gamles sneehvide igjen.

✂ Og saa gik de ind i Dødens store Drivhuus, hvor Blomster og Træer voxte underligt imellem hverandre. Der stode fine Hyazinther under Glasklokker, og der stode store bomstærke Pioner; der voxte Vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge, Vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte Krebs klemte dem om Stilken. Der stode deilige Palmetræer, Ege og Plataner, der stod Petersillie og blomstrende Timian; hvert Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hver et Menneskeliv, Mennesket levede endnu, Een i China, Een i Grønland, rundt omkring i Verden. Der vare store Træer i smaa Potter, saa at de stode saa forkuede og vare færdige ved at sprænge Potten, der var ogsaa mange Steder en lille, kjedelig Blomst i feed Jord, med Mos rundt om og dægget og pleiet. Men den bedrøvede Moder bøiede sig over alle de mindste Planter og hørte inden i dem hvor Menneskehjertet bankede, og imellem Millioner kjendte hun sit Barns.

✂ »Der er det!« raabte hun og strakte Haanden ud over en lille blaa Krokus, som hang ganske syg til den ene Side.

✂ »Rør ikke ved Blomsten!« sagde den gamle Kone, »men stil Dig her, og naar saa Døden kommer, jeg venter ham før jeg veed det, lad ham da ikke rykke Planten op, og tru Du med at Du vil gjøre det med de andre Blomster, saa bliver han bange! han skal svare vor Herre til dem, Ingen tør rykkes op før han giver Lov.«

✂ Med Eet susede det iiskoldt igiennem Salen, og den blinde Moder kunde mærke, at det var Døden der kom.

✂ »Hvor har Du kunnet finde Vei her hen?« spurgte han, »hvor kunde Du komme hurtigere end jeg?«

✂ »Jeg er en Moder,« sagde hun.

✂ Og Døden strakte sin lange Haand hen imod den lille fine Blomst, men hun holdt sine Hænder fast om den, saa tæt, og dog bange for at hun skulde røre ved et af Bladene. Da blæste Døden paa hendes Hænder og hun følte at det var koldere end den kolde Vind, og hendes Hænder faldt matte ned.

✂ »Du kan dog ikke gjøre Noget imod mig!« sagde Døden.

✂ »Men det kan vor Herre!« sagde hun.

✂ »Jeg gjør kun hvad han vil!« sagde Døden. »Jeg er hans

*6 Pioner] Pæoner D. 10 Petersillie] Persille D. 14 Potten,] komma mgl. A. 19 Der] Det B. 29 spurgte] Spurgte fejl A. 39 Døden.] punktum mgl. ved sideskifte A. 164

✂ Urtegaardsmand! jeg tager alle hans Blomster og Træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekjendte Land, men hvorledes de der groe og hvorledes der er, tør jeg ikke sige Dig!«

✂ »Giv mig mit Barn tilbage!« sagde Moderen og græd og bad; med eet greb hun med hver Haand om to smukke Blomster tæt ved og raabte til Døden: »jeg river alle dine Blomster af, for jeg er i Fortvivlelse!«

✂ »Rør dem ikke!« sagde Døden. »Du siger, at Du er saa ulykkelig, og nu vil Du gjøre en anden Moder ligesaa ulykkelig -!«

✂ »En anden Moder!« sagde den stakkels Kone og slap strax begge Blomsterne.

✂ »Der har Du dine Øine,« sagde Døden, »jeg har fisket dem op af Søen, de skinnede saa stærkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igjen, de ere nu klarere end før, see saa ned i den dybe Brønd tæt ved, jeg skal nævne Navnene paa de to Blomster, Du vilde rive op og Du seer deres hele Fremtid, deres hele Menneskeliv, seer hvad Du vilde forstyrre og ødelægge!«

✂ Og hun saae ned i Brønden; og det var en Lyksalighed at see, hvor den ene blev en Velsignelse for Verden, see hvormegen Lykke og Glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun saae den Anden Liv og det var Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed.

✂ »Begge Dele ere Guds Villie!« sagde Døden.

✂ »Hvilken af dem er Ulykkens Blomst og hvilken er Velsignelsens?« spurgte hun.

✂ »Det siger jeg Dig ikke,« sagde Døden, »men det skal Du vide af mig, at den ene Blomst var dit eget Barns, det var dit Barns Skjæbne Du saae, dit eget Barns Fremtid!«

✂ Da skreeg Moderen af Skræk, »hvilken af dem var mit Barn! siig mig det! frels den Uskyldige! frels mit Barn fra al den Elendighed! bær det heller bort! bær det ind i Guds Rige! glem mine Taarer, glem mine Bønner og Alt hvad jeg har sagt og gjort!«

✂ »Jeg forstaaer Dig ikke!« sagde Døden. »Vil Du have dit Barn tilbage, eller skal jeg gaae med det derind, hvor Du ikke veed!« -

✂ Da vred Moderen sine Hænder, faldt paa sine Knæ og bad til vor Herre: »Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!«

✂ Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød.

✂ Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.

*8 er saa] er B. 28 hvilken] hvilket B.

✂

Flipperne.

✂ Der var en Gang en fiin Cavaleer, hvis hele Bohave var en Støvleknægt og en Redekam, men han havde de deiligste Flipper i Verden og det er om Flipperne vi skulle høre en Historie. - De vare nu saa gamle at de tænkte paa at gifte sig, og saa traf det at de kom i Vadsk med et Strømpebaand.

✂ »Nei!« sagde Flipperne, »nu har jeg aldrig seet nogen saa slank og saa fiin, saa blød og saa nysselig. Maa jeg ikke spørge om deres Navn?«

✂ »Det siger jeg ikke!« sagde Strømpebaandet.

✂ »Hvor hører de hjemme?« spurgte Flipperne.

✂ Men Strømpebaandet var saa undseelig af sig og syntes at det var noget underligt at svare paa.

✂ »De er nok Livbaand!« sagde Flipperne, »saadan indvortes Livbaand! jeg seer nok de er baade til Nytte og Stads, lille Jomfru!«

✂ »De maa ikke tale til mig!« sagde Strømpebaandet, »jeg synes jeg har slet ikke givet Anledning!«

✂ »Jo, naar man er saa deilig som de!« sagde Flipperne, »det er Anledning nok!«

✂ »Lad være at komme mig saa nær!« sagde Strømpebaandet. »De seer saa mandfolkeagtig ud!«

✂ »Jeg er ogsaa fiin Cavaleer!« sagde Flipperne, »jeg har Støvleknægt og Redekam!« og det var nu ikke sandt, det var jo hans Herre, der havde dem, men han pralede.

*mH.C.Andersens Hus, Odense. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 161,4°: 3). 2 bl. koncept, folieret 13-14. Overskrift ikke overstreget; se n.t. Det gamle Huus s.143. *A NE 5-48 s. 55-60 (Bibl. 534). *B EP-50 s. 518-22 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 201-04. *D EHP 2-63 s. 162-66 m. 2 ill. *15 Stads,] komma mgl. A. 166

✂ »Kom mig ikke nær!« sagde Strømpebaandet, »det er jeg ikke vant til!«

✂ »Snærpe!« sagde Flipperne og saa blev de tagne af Vadsken; de fik Stivelse, hang paa Stolen i Solskin og blev saa lagt paa Strygebrædt; der kom det varme Jern.

✂ »Frue!« sagde Flipperne, »lille Enkefrue! jeg bliver ganske varm! jeg bliver en anden En, jeg kommer reent ud af Folderne, de brænder Hul i mig! uh! - Jeg frier til dem!«

✂ »Las!« sagde Strygejernet og gik stolt hen over Flipperne; for det bildte sig ind det var en Dampkjædel, der skulde ud paa Jernbanen og trække Vogne.

✂ »Las!« sagde det.

✂ Flipperne flossede lidt i Kanterne, og saa kom Papirs-Saxen og skulde klippe Flosset af.

✂ »O!« sagde Flipperne! »de er nok første Dandserinde! hvor de kan strække Been! det er det Yndigste jeg har seet! det kan intet Menneske gjøre dem efter!«

✂ »Det veed jeg!« sagde Saxen.

✂ »De fortjente at være Grevinde!« sagde Flipperne, »Alt hvad jeg har, er en fiin Cavaleer, en Støvleknægt og en Redekam -! bare jeg havde Grevskab!«

✂ »Frier han!« sagde Saxen, for den blev vred og saa gav den ham et ordenligt Klip, og saa var han kasseret.

✂ »Jeg maa nok frie til Redekammen! Det er mærkeligt hvor de beholder alle deres Tænder lille Frøken!« sagde Flipperne. »Har de aldrig tænkt paa Forlovelse!«

✂ »Jo det kan de vel nok vide!« sagde Redekammen, »jeg er jo forlovet med Støvleknægten!«

✂ »Forlovet!« sagde Flipperne; nu var der ingen flere at frie til og saa foragtede han det.

✂ En lang Tid gik, saa kom Flipperne i Kasse hos Papirmølleren; der var stort Klude-Selskab, de fine for sig, de grove for sig, saaledes som det skal være. De havde alle meget at fortælle, men Flipperne mest, det var en ordenlig Pralhans.

✂ »Jeg har havt saa frygtelig mange Kjærester!« sagde Flipperne, »jeg kunde ikke gaae i Ro! jeg var nu ogsaa fiin Cavaleer, med Stivelse! jeg havde baade Støvleknægt og Redekam, som jeg aldrig brugte! - de skulde have seet mig den Gang, seet mig naar jeg laae paa Siden! Aldrig glemmer jeg min første

*8 uh] »uh A. 23 ordenligt] ordentligt BB2 , ordenligt C. 24 Redekamrnen! Det] Redekammen!« sagde Flipperne. »Det D. 25 Frøken!« sagde Flipperne. »Har] Frøken! Har D. 27 de vel] De B. 34 ordenlig] se lin. 23. 167

✂ Kjæreste, hun var Livbaand, saa fiin, saa blød og saa nydelig, hun styrtede sig i en Vandballe for min Skyld! - Der var ogsaa en Enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende staae og blive sort! Der var den første Dandserinde, hun gav mig den Flænge jeg nu gaaer med, hun var saa glubsk! min egen Redekam var forliebt i mig, hun tabte alle sine Tænder af Kjærestesorg. Ja jeg har oplevet meget af den Slags! men det gjør mig meest ondt for Strømpebaandet, - jeg mener Livbaandet der gik i Vandballen. Jeg har meget paa min Samvittighed, jeg kan trænge til at blive til hvidt Papir!«

✂ Og det blev de, alle Kludene bleve hvidt Papir, men Flipperne bleve netop til dette Stykke hvide Papir vi her see, hvorpaa Historien er trykt, og det var fordi at de pralede saa frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke paa, at vi ikke bære os ligesaadan ad, for vi kunne saamæn aldrig vide, om vi ikke ogsaa engang komme i Klude-Kassen og blive gjort til hvidt Papir og faae vor hele Historie trykt for paa, selv den allerhemmeligste og maa saa selv løbe om og fortælle den, ligesom Flipperne.

*8 gik i] gik fejl B2 .