✂

Den gamle Gadeløgte.

✂ Har Du hørt Historien om den gamle Gadeløgte? Den er slet ikke saa overordentlig morsom, men man kan altid høre den een Gang. Det var saadan en skikkelig gammel Gadeløgte, som i mange, mange Aar havde gjort Tjeneste, men nu skulde kasseres. Det var den sidste Aften, den sad paa Pælen og lyste der i Gaden, og den var tilmode ligesom en gammel Balletfigurantinde, som dandser den sidste Aften og veed at imorgen skal hun paa Loftet. Løgten havde saadan en Skræk for den Dag imorgen, thi da vidste den, at den skulde paa Raadstuen for første Gang og synes af Stadens »sex og tredive Mænd«, om den var brugelig eller ikke brugelig. Da vilde det blive bestemt om den skulde sendes ud paa en af Broerne og lyse der, eller paa Landet i en Fabrik, maaskee gik den lige til en Jernstøber og blev smeltet om, da kunde den jo rigtignok blive til Alting, men det pinte den, at den ikke vidste om den da beholdt Erindringen om, at den havde været Gadeløgte. - Hvorledes det gik eller ikke, den vilde blive skilt fra Vægteren og hans Kone, hvem den betragtede ganske som sin Familie. Den blev Løgte da han blev Vægter. Konen var den Gang fiin paa det, kun om Aftenen naar hun gik forbi Løgten saae hun til den, men aldrig om Dagen. Nu derimod, i de sidste Aar, da de alle tre vare blevne gamle, Vægteren, Konen og Løgten, havde Konen ogsaa pleiet den, pudset Lampen af og skjænket Tran i den. Ærlige Folk var det Ægtepar, de havde ikke bedraget Løgten for een Draabe. Det var den sidste Aften i Gaden og imorgen skulde den paa

*mCollin 36,4° I:19. 3 bl. med overklæbninger, folieret 1-2-3, slutter 110, 38 deiligste. Overskriften overstreget og gentaget på separat bl. 1. Formodentlig trykmannskript. *A NE 4-47 s. 1-12 (Bibl. 517). *B EP-50 s. 384-93 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 101-08. *B EHP 2-63 s. 78-87 m. 2 ill. *1 Gadeløgte] Gadelygte B2 passim. 108

✂ stuen, det var to mørke Tanker *for Løgten, og saa kan man nok vide hvorledes den brændte. Men der gik ogsaa andre Tanker igjennem den; der var saameget, den havde seet, saameget, den havde lyst til, maaskee ligesaa meget som »de sex og tredive Mænd,« men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel Løgte, den vilde Ingen fornærme, allermindst sin Øvrighed. Den huskede saa meget, og imellem blussede Flammen op inde i den, det var som havde den en Følelse af: »ja, man husker ogsaa mig! der var nu den smukke unge Mand, -ja, det er mange Aar siden! han kom med et Brev, det var paa rosenrødt Papiir, saa fiint, saa fiint og med Guld-Kant, det var saa nydeligt skrevet, det var en Damehaand; han læste det to Gange og han kyssede det og han saae op til mig med sine to Øine, de sagde »jeg er det lykkeligste Menneske!« - Ja kun han og jeg vidste hvad der stod i det første Brev fra Kjæresten. - Jeg husker ogsaa to andre Øine, det er underligt hvor man kan springe med Tankerne! her i Gaden var en prægtig Begravelse, den unge smukke Frue laa i Ligkisten paa den Fløiels-Ligvogn, der vare saa mange Blomster og Krandse, der lyste saa mange Fakler, at jeg blev reent borte ved det; hele Fortouget var fuldt med Mennesker, de fulgte alle med Ligtoget, men da Faklerne var af Syne og jeg saae mig omkring, stod her endnu En ved Pælen og græd, jeg glemmer aldrig de to Sorgens Øine, der saae ind i mig!« - Saadan gik der mange Tanker gjennem den gamle Gadeløgte, som iaften lyste for sidste Gang. Skildvagten, som løses af, veed dog sin Efterfølger, og kan sige ham et Par Ord, men Løgten vidste ikke sin og den kunde dog givet ham et og andet Vink, om Regn og Rusk, om hvorvidt Maaneskinnet gik paa Fortouget og fra hvad Kant Vinden blæste.

✂ Paa Rendesteensbrættet stode tre, som havde fremstillet sig for Løgten, idet de troede at det var den, som gav Embedet bort; den ene af disse var et Sildehoved, for det lyser i Mørke, og det meente at det kunde jo være en sand Tranbesparelse, om det kom paa Løgtepælen. Den anden var et Stykke Trøske, der ogsaa skinner, og altid meer end en Klipfisk, det sagde den selv, desuden var den det sidste Stykke af et Træ, som engang havde været en Pragt for Skoven. Den tredie var en Sankt Hans Orm; hvor den var kommet fra, begreb Løgten ikke, men Ormen var der og lyste gjorde den ogsaa, men Trøsken og Sildehovedet

*1 *for] m, hos læsefejl AC-D 8 »ja] » mgl. A. 21 var] vare B. 39 lyste] lyst m, lyste A, lyse B, lyste B2 ; participiet i m er muligvis kun ved en fejl ændret i A. 109

✂ gave Eed paa, at det var kun til visse Tider, den lyste, og at den derfor aldrig kunde tages i Betragtning.

✂ Den gamle Løgte sagde at Ingen af dem lyste nok til at være Gadeløgte, men det troede nu ingen af dem, og da de hørte at Løgten selv ikke gav Embedet bort, sagde de, at det var meget glædeligt, thi den var da ogsaa altfor affældig til at den kunde vælge.

✂ I det samme kom Vinden fra Gadehjørnet, den susede gjennem Røghætten paa den gamle Løgte, og sagde til den: »Hvad er det for noget, jeg hører, vil Du bort imorgen? Er det den sidste Aften jeg skal træffe Dig her? Ja saa skal Du have en Present! nu lufter jeg op i din Hjernekasse, saa at Du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske hvad Du har hørt og seet, men naar der fortælles eller læses Noget i din Nærværelse, skal Du være saa klarhovedet, at Du ogsaa seer det!«

✂ »Ja det er grumme meget!« sagde den gamle Gadeløgte, »mange Tak! bliver jeg bare ikke støbt om!«

✂ »Det skeer ikke endnu!« sagde Vinden, »og nu blæser jeg din Hukommelse op; kan Du faae flere Presenter som den, saa kan Du have en ganske fornøielig Alderdom!«

✂ »Bliver jeg kun ikke støbt om!« sagde Løgten, »eller kan Du da ogsaa sikkre mig Hukommelsen?« -

✂ »Gamle Løgte, vær fornuftig!« sagde Vinden, og saa blæste den. - I det samme kom Maanen frem. »Hvad giver De?« spurgte Vinden.

✂ »Jeg giver ingen Ting!« sagde den, »jeg er jo i Aftagende, og Løgterne have aldrig lyst for mig, men jeg har lyst for Løgterne.« Og saa gik Maanen bag ved Skyerne igjen, for den vilde ikke plages. Da faldt lige paa Røghætten en Vanddraabe, den var som et Tagdryp, men Draaben sagde, den kom fra de graae Skyer og var ogsaa en Present, og maaskee den allerbedste. Jeg trænger ind i Dig, saa at Du faaer den Evne, at Du i een Nat, naar Du ønsker Dig det, kan gaae over i Rust, saa Du falder heelt sammen og bliver til et Støv. Men det syntes Løgten var en daarlig Present og Vinden syntes det samme; »Er der ingen bedre, er der ingen bedre?« blæste den saa høit den kunde; da faldt et skinnende Stjerneskud, det lyste i en lang Stribe.

✂ »Hvad var det?« raabte Sildehovedet, »faldt der ikke en Stjerne lige ned? jeg troer den gik i Løgten! - Naa, søges

*9 »Hvad] » mgl. A. 12, 31, 35 Present] Foræring D. 12 klart] altid klart m. 18 endnu!«...» og]« »mgl. A. 19 Presenter] Foræringer D. 21 »eller] »mgl. A. 22 da ogsaa] ogsaa B. 23 vær] var fejl A. 33 saa Du] saa Dn fejl A. 110

✂ Embedet ogsaa af saa Høitstaaende, saa kunne vi gaae at lægge os!« og det gjorde det, og de Andre med; men den gamle Løgte lyste med eet saa forunderligt stærkt: »Det var en deilig Present!« sagde den. »De klare Stjerner, som jeg altid har fornøiet mig saa meget over, og som skinne saa deilige, som jeg egentlig aldrig har kunnet skinne, skjøndt det var min hele Stræben og Tragten, de have lagt Mærke til mig fattige gamle Løgte og sendt En ned med en Present til mig, der bestaaer i den Evne, at Alt hvad jeg selv husker og seer rigtig tydeligt, skal ogsaa kunne sees af dem, jeg holder af! og det er først den sande Fornøielse, for naar man ikke kan dele den med Andre, saa er den kun en halv Glæde!«

✂ »Det er meget agtværdigt tænkt!« sagde Vinden, »men Du veed nok ikke at der hører Voxlys til. Uden at der bliver tændt et Voxlys inden i Dig, er der ingen af de Andre, der kunne see noget ved Dig. Det har Stjernerne ikke betænkt, de troe nu at Alt hvad der skinner, har i det mindste et Voxlys i sig. Men nu er jeg træt«! sagde Vinden, »nu vil jeg lægge mig!« og saa lagde den sig.

✂ Næste Dag - - ja næste Dag kunne vi springe over; næste Aften saa laa Løgten i Lænestol, og hvor -? Hos den gamle Vægter. Han havde af »de sex og tredive Mænd« udbedet sig for sin lange tro Tjeneste, at maatte beholde den gamle Løgte; de loe af ham da han bad og saa gav de ham den, og nu laa Lagten i Lænestol, tæt ved den varme Kakkelovn, og det var ordentligt ligesom den var blevet større derved, den fyldte næsten hele Stolen. Og de gamle Folk sad alt ved Aftensmaden og kastede milde Øine hen til den gamle Løgte, som de gjerne havde givet Plads ved Bordet med. Det var jo rigtignok i en Kjælder de boede, to Alen nede i Jorden; man maatte gjennem en brolagt Forstue for at komme ind i Stuen, men luunt var her, for der var Klædeslister for Døren; reent og net saae her ud; Gardiner om Sengestedet, og over de smaa Vinduer, hvor der oppe paa Karmen stode to underlige Urtepotter; Matros Christian havde bragt dem hjem fra Ostindien eller Vestindien, det var af Leertøi to Elephanter, hvis Ryg manglede, men i dennes Sted blomstrede der ud af Jorden, som var lagt deri, i den ene den deiligste Purløg, det var de gamle Folks Kjøkkenhave, og i den anden en stor blomstrende Geranium, det var deres

*1 at] hen at B. 3, 8 Present] Foræring D. 5 deilige] deiligt B. - egentlig] egenlig D. 20 næste] næsten fejl A. 26 blevet] bleven D. 27 sad] sade B-C, sad D. 34 stode] stod B. 111

✂ Blomsterhave. Paa Væggen hang et stort kouleurt Billed, med »Kongressen i Wien,« der havde de alle Konger og Keisere paa engang! - Et bornholmsk Uhr med tunge Blylodder gik »tik! tak!« og altid for gesvindt, men det var bedre end at det skulde gaae for langsomt, sagde de gamle Folk. De spiste deres Aftensmad, og den gamle Gadeløgte laa som sagt i Lænestolen tæt ved den varme Kakkelovn. Det var for Løgten, som om der var vendt op og ned paa hele Verden. - Men da den gamle Vægter saae paa den og talte om hvad de to havde oplevet med hinanden, i Regn og i Busk, i de klare, korte Sommernætter og naar Sneen fygede saa det var godt at komme i Kjælderskuret, da var Alt igjen i Orden for den gamle Løgte, den saae det, som om det var endnu, jo, Vinden havde rigtignok godt lyst op inde i den. -

✂ De vare saa flittige og saa flinke, de gamle Folk, ingen Time blev reent døset hen; Søndag Eftermiddag kom der en eller anden Bog frem, helst en Reisebeskrivelse, og den gamle Mand læste høit om Afrika, om de store Skove og Elephanterne, som der gik vilde omkring, og den gamle Kone hørte saadan efter og skottede saa hen til Leer-Elephanterne der vare Urtepotter! - »Jeg kan næsten tænke mig det!« sagde hun. Og Løgten ønskede saa inderligt at der var et Voxlys at tænde og sætte inden i den, saa skulde hun grangivelig see Alt, saaledes som Løgten saae det, de høie Træer, de tætte Grene slyngede i hverandre, de nøgne sorte Mennesker til Hest og hele Skarer af Elephanter, som med deres brede Fødder knuste Rør og Buske.

✂ »Hvad kan alle mine Evner hjelpe, naar der ingen Voxlys er!« sukkede Løgten, »de har kun Tran og Tællelys, og det er ikke nok!« -

✂ En Dag kom der et heelt Bundt Voxlysstumper i Kjælderen, de største Stykker bleve brændte og de mindre brugte den gamle Kone til at voxe sin Traad med naar hun syede; Voxlys var der, men de faldt ikke paa at sætte et lille Stykke i Løgten.

✂ »Her staaer jeg med mine sjældne Evner!« sagde Løgten, »jeg har Alt indeni mig, men jeg kan ikke dele med Dem! De veed ikke, at jeg kan forvandle de hvide Vægge til de deiligste Tapeter, til rige Skove, til Alt hvad De ville ønske sig! - De veed det ikke!«

✂ Løgten stod iøvrigt skuret og net i en Krog hvor den altid faldt i Øinene; Folk sagde rigtig nok at den var et Skrumpel, men det brød de Gamle sig ikke om, de holdt af Løgten.

*4 gesvindt] hurtigt D. 31 voxe] væxe D. 34 Dem] dem C, men to lin. senere De C. 112

✂ En Dag, det var den gamle Vægters Geburtsdag, kom den gamle Kone hen til Løgten, smilede saa smaat og sagde: »Jeg vil illuminere for ham!« og Løgten knagede i Blikhætten, thi den tænkte: »nu gaaer Lyset op for dem!« men der kom Tran og ingen Voxlys, den brændte hele Aftenen, men vidste nu at den Gave, Stjernerne havde givet den, den bedste Gave af Alle, blev en død Skat for dette Liv. Da drømte den, - og naar man har slige Evner, kan man nok drømme, - at de gamle Folk vare døde, og at den selv var kommen til en Jernstøber og skulde smeltes om, den var ligesaa angest som da den skulde paa *Raadstuen og synes af de »sex og tredive Mænd,« men skjøndt den havde Evnen at kunne falde sammen i Rust og Støv, naar den ønskede sig det, saa gjorde den det dog ikke, og saa kom den i Smeltovnen, og blev til den deiligste Jernlysestage, hvori Nogen vilde sætte et Voxlys; den havde Form af en Engel, der bar en Bouquet og midt i Bouquetten blev Voxlyset sat og Stagen fik Plads paa et grønt Skrivebord, og Værelset var saa hyggeligt, der stode mange Bøger, der hang deilige Billeder, det var hos en Digter, og Alt hvad han tænkte og skrev, det rullede op rundt omkring, Stuen blev til dybe mørke Skove, til solbelyste Enge, hvor Storken gik og spankede, og til Skibsdækket høit paa det svulmende Hav! -

✂ »Hvilke Evner jeg har!« sagde den gamle Løgte idet den vaagnede. »Næsten kunde jeg længes efter at smeltes om! - dog nei, det maa ikke skee saalænge de gamle Folk leve! De holde af mig for min Persons Skyld! Jeg er dem jo, som i Barns Sted og de have skuret mig og de have givet mig Tran! og jeg har det ligesaa godt, som »Kongressen«, der er saadant noget fornemt noget!«

✂ Og fra den Tid havde den mere indvortes Ro, og det fortjente den skikkelige gamle Gadeløgte.

*2 smilede] smilte B. 9 kommen] kommet B-C, kommen D. 10 *Raadstuen] Raastuen A kan være trykfejl eller afspejle en sætters københavnske udtale, men kan også have stået i ms. som en fynsk mindelse; Raadstuen B. 18 stode] stod B. 28 noget fornemt noget] Noget fornemt noget C, noget fornemt Noget D.

✂

Nabofamilierne.

✂ Man skulde rigtignok troe at der var noget paa Færde i Gadekjæret, men der var ikke noget paa Færde! Alle Ænderne, ligesom de allerbedst laae paa Vandet, nogle stode paa Hovedet, for det kunne de, satte med Eet lige i Land; man kunde see i det vaade Leer Sporene af deres Fødder, og man kunde høre et langt Stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i Bevægelse, og nylig var det blank, som et Speilglas, man saae deri hvert Træ, hver Busk tæt ved, og det gamle Bondehuus med Hullerne i Gavlen og Svalereden, men især det store Rosentræ fuldt af Blomster, der hang fra Muren næsten lige ud over Vandet, og deri stod det Hele, ligesom et Skilderi, men Altsammen paa Hovedet; og da Vandet kom i Uro, saa løb det ene i det andet, hele Billedet var væk. To Andefjer, der faldt af Ænderne, som fløi, vippede ordentlig op og ned, med Eet toge de Fart, ligesom om der var Vind, men der var ingen Vind, og saa laa de stille, og Vandet blev speilglat igjen, man saae tydeligt Gavlen med Svalereden, og Rosentræet saae man; hver Rose speilede sig; de vare saa deilige, men de vidste det ikke selv, for Ingen havde sagt dem det. Solen skinnede ind imellem de fine Blade, der var saa fyldte med Duft; og det var for hver Rose, ligesom for os, naar vi ere ret lyksalige henne i Tanker.

✂ »Hvor det er deiligt at være til!« sagde hver Rose, »det Eneste

*mCollin 36,4° I:20. 4 bl. med overklæbninger, slutter 121,28 at see gamle. Overskriften overstreget; bladene folieret 1-2-3-4, med blyant og ikke i fortsættelse af foreg, eventyr; dog nok trykmanuskript. *A NE 4-47 s. 15-32 (Bibl. 518). *B EP-50 s. 421-44 m. 3 ill., deraf 1 på indsat blad.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 138-48. *D EHP 2-63 s. 88-103 m. 3 ill. *4 stode] stod B. 7 skreg] skrege D. - ordentlig] ordentligt D. 14 væk] borte D. 20 fine] sine fejl A. 114

✂ jeg veed at ønske, er at jeg kunde kysse Solen, fordi den er saa varm og klar. - Ja, Roserne dernede i Vandet vilde jeg ogsaa kysse! de ligne os ganske accurat; jeg vilde kysse de søde Fugleunger dernede i Reden; ja der er ogsaa nogle oven over os! de stikke Hovederne ad og pippe saa smaat; de have slet ingen Fjer, som deres Fader og Moder. Det er gode Naboer, vi have, baade dem oven over og neden under. O, hvor det er deiligt at være til!«

✂ De smaa Unger oppe og nede, - ja de nede var kun Skin i Vandet, - vare Spurve, Fader og Moder vare Spurve; de havde taget den tomme Svalerede fra ifjor, i den laa de og vare hjemme.

✂ »Er det Ællingebørn, som svømme der?« spurgte Spurveungerne, da de saae Andefjerene drive paa Vandet.

✂ »Gjør fornuftige Spørgsmaal naar I spørge,« sagde Moderen; »See I ikke, at det er Fjer, levende Kjoletøi, som jeg har det og I faae det, men vort er finere! Gid vi ellers havde dem heroppe i Beden, for de varme. Jeg gad vide hvad det var, som forskrækkede Ænderne! der maa have været noget i Vandet, for mig var det vist ikke! skjøndt jeg sagde rigtig nok noget stærkt »pip« til Jer! De tykhovedede Roser burde vide det, men de veed ingen Ting, de see kun paa sig selv og lugte. Jeg er inderlig kjed af de Naboer!« -

✂ »Hør de søde smaa Fugle deroppe!« sagde Roserne, »de begynde nu ogsaa paa at ville synge! - De kunne ikke, men det kommer nok! - Hvor det maa være en stor Fornøielse! Det er ganske morsomt at have saadanne lystige Naboer!« -

✂ I Gallop kom i det samme to Heste, de skulde vandes; en Bondedreng sad paa den ene, og han havde taget alle sine Klæder af undtagen sin sorte Hat; den var saa stor og bred. Drengen fløitede ligesom om han var en lille Fugl, og red saa ud i det dybeste af Gadekjæret; og da han kom over mod Rosentræet, rev han en af Roserne af og stak op i Hatten, saa troede han at være rigtig pyntet, og red saa bort med den. De andre Roser saae efter deres Søster, og spurgte hinanden: »hvor reiste hun hen?« men det vidste Ingen.

✂ »Jeg gad nok komme ud i Verden!« sagde den Ene til den Anden, »men her hjemme i vort eget Grønne er ogsaa deiligt! om Dagen er Solen saa varm og om Natten skinner Himlen

*1 at jeg kunde] at jeg kunne fejl C, at jeg kunde D, men at kunne SS 2. 15 spørge,] spørge. A. 16 See] mA, Seer B, seer B2 . 21 -hovedede] -hovede m, -hovedede A, -hovede B. 33 stak] stak den D. 35 hinanden] hverandre D. 115

✂ endnu smukkere! det kan vi see igjennem de mange smaa Huller, der er paa den!«

✂ Det var Stjernerne, som de troede hver vare et Hul, for Roserne vidste det ikke bedre.

✂ »Vi live op om Huset,« sagde Spurvemoderen, »og Svalereder bringe Lykke,« sige Folk; »derfor ere de glade ved at have os! men de Naboer der, saadan en heel Rosenbusk op ad Muren, sætter Fugtighed; jeg tænker den kommer nok bort, saa kan der dog groe et Korn. Roser ere kun at see paa og at lugte til, eller i det høieste at stikke i Hatten. Hvert Aar, det veed jeg fra min Moder, saa falde de af, Bondekonen sylter dem med Salt, de faae et fransk Navn, som jeg ikke kan sige, og heller ikke bryder mig om; og saa lægges de paa Ilden, naar der skal lugte godt. See, det er deres Levnetsløb! de ere bare for Øine og Næse. Nu veed I det!«

✂ Da det blev Aften og Myggene dandsede i den varme Luft, hvor Skyerne vare saa røde, kom Nattergalen og sang for Iloserne: at det Skjønne var som Solskinnet i denne Verden; og at det Skjønne levede altid. Men Roserne troede at Nattergalen sang om sig selv og det kunde man jo ogsaa tænke. Det faldt dem slet ikke ind, at det var dem, der skulde have Sangen, men glade vare de ved den og tænkte paa, om ikke alle de smaa Spurve-Unger ogsaa kunde blive til Nattergaler.

✂ »Jeg forstod meget godt hvad den Fugl sang!« sagde Spurveungerne, »der var bare et Ord, jeg ikke forstod: Hvad er det Skjønne?«

✂ »Det er Ingenting!« sagde Spurvemoderen, »det er bare saadanne et Udseende. Oppe paa Herregaarden, hvor Duerne har deres eget Huus, og hver Dag faae Ærter og Korn strøet i Gaarden, - jeg har spiist med dem og det skal I ogsaa komme til! siig mig, hvem Du omgaaes, saa skal jeg sige dig, hvem Du er! - der oppe paa Herregaarden har de to Fugle med grønne Halse og en Top paa Hovedet; Halen kan brede sig ud, som var den et stort Hjul, og den har alle Couleurer, saa at det gjør ondt i Øinene; Paafugle kaldes de, og de er det Skjønne! De skulde pilles lidt, da saae de ikke anderledes ud, end vi andre. Jeg havde hugget dem, dersom de ikke havde været saa store!«

✂ »Jeg vil hugge dem!« sagde den mindste Spurveunge og han havde endnu ikke Fjer.

*1 smukkere] smnkkere fejl A. 3 hver vare et Hul] der var et Hul rettet til hver var et Hul rettet til vare hver et Hul m, hver vare et Hul A, vare Huller B. 23 Nattergaler] Nattergale B. 25 »der] » mgl. A. 116

✂ Inde i Bondehuset boede to unge Folk; de holdt saa meget af hinanden, de vare saa flittige og raske, der var saa nydeligt hos dem. Søndagmorgen gik den unge Kone ud, tog en heel Haandfuld af de smukkeste Roser, satte dem i Vandglasset og stillede det midt paa Dragkisten.

✂ »Nu kan jeg see, det er Søndag!« sagde Manden, kyssede sin søde, lille Kone, og de satte sig ned, læste en Psalme, holdt hinanden i Hænderne, og Solen skinnede ind af Vinduerne paa de friske Roser og paa de unge Folk.

✂ »Det er jeg kjed af at see paa!« sagde Graaspurve-Moderen, som fra Reden kiggede lige ind i Stuen; og saa fløi hun.

✂ Det samme gjorde hun næste Søndag, thi hver Søndag kom der friske Roser i Glasset og altid blomstrede Rosenhækken lige smukt; Spurve-Ungerne, der nu havde faaet Fjer, vilde gjerne flyve med, men Moderen sagde: »I blive!« og saa bleve de. - Hun fløi, men hvordan hun nu fløi eller ikke, med eet hang hun fast i en Fuglesnare af Hestehaar, som nogle Drenge havde bundet paa en Green. Hestehaarene trak sig fast om Benet, o saa fast, som om det skulde skjæres over; det var en Pine, det var en Skræk; Drengene sprang lige til og greb Fuglen, og de greb saa gruelig haardt. »Det er ikke andet, end en Spurv!« sagde de, men de lode den dog ikke flyve igjen, de gik hjem med den og hver Gang den skreg, sloge de den paa Næbet.

✂ Inde i Bondegaarden stod der en gammel Karl, der forstod at lave Sæbe til Skjægget og til Hænderne, Sæbe i Kugler og Sæbe i Stykker. Det var saadan en omvandrende lystig gammel En, og da han saae Graaspurven, som Drengene kom med, og som de sagde at de slet ikke brød sig om, sagde han: »skal vi gjøre den skjøn« og det gjøs i Spurvemoderen, da han sagde det. Og op af sin Kasse, hvori der laae de deiligste Couleurer, tog han en heel Mængde skinnende Bogguld, og Drengene maatte løbe ind at skaffe et Æg, og af det tog han Hviden og den smurte han hele Fuglen over med, og klinede saa Bogguldet paa, saa var Spurvemoderen forgyldt; men hun tænkte ikke paa den Stads, hun rystede over alle Lemmer. Og Sæbemanden tog en rød Lap, han rev den af Foret i sin gamle Trøie, klippede Lappen til en takket Hanekam, og klistrede den paa Hovedet af Fuglen.

✂ »Nu skal I see Guldfuglen flyve!« sagde han og slap Graaspurven, der i den grueligste Forfærdelse fløi afsted i det klare Solskin. Nei, hvor den skinnede! alle Graaspurve, selv en stor

*15 bleve] blev m, bleve A, blev B-C, bleve D. 23 sloge] slog m, sloge A, slog B-C, sloge D. 30 Couleurer] Farver D. 117

✂ Krage, og det ingen Aars Unge, bleve ganske forskrækkede for det Syn, men de fløi dog bag efter, for de vilde vide hvad det var for en fremmed Fugl.

✂ »Hvorfra! hvorfra!« skreg Kragen.

✂ »Tøv lidt! tøv lidt!« sagde Spurvene. Men den vilde ikke tøve lidt; i Angest og Forfærdelse fløi hun hjemad; hun var nærved at synke til Jorden og altid kom der flere Fugle til, smaa og store; nogle fløi lige tæt ind paa den for at hugge løs. »See'ken en! see'ken en!« skreg de Allesammen!

✂ »See'ken en! see'ken en!« skreg Ungerne, da hun kom henimod Beden. »Det er bestemt en Paafugle-Unge, der ere alle Couleurer, som skjære i Øinene, som Moer sagde: pip! det er det Skjønne!« Og saa huggede de med deres smaa Næb, saa at det ikke blev muligt for hende at slippe ind, og hun var saaledes af Forfærdelse, at hun ikke længer kunde sige pip, end sige: jeg er Eders Moder. De andre Fugle huggede den nu alle, saa hver Fjer gik af, og blodig sank Spurvemoderen ned i Rosenhækken.

✂ »Det stakkels Dyr!« sagde Roserne. »Kom vi skulle skjule Dig! Held dit lille Hoved op til os!«

✂ Spurvemoderen bredte endnu engang Vingerne ud, knugede dem saa fast til sig igjen og var død hos Nabofamilien, de friske, smukke Roser.

✂ »Pip!« sagde Spurveungerne i Reden. »Hvor Mutter bliver af, det kan jeg ikke begribe! Det skulde dog ikke være et Pif af hende, at vi nu maae skøtte os selv. Huset har hun ladet os beholde til Arvepart! men hvem af os skal have det alene, naar vi faae Familie.«

✂ »Ja, jeg kan ikke have Jer Andre her, naar jeg udvider mig med Kone og Børn!« sagde den mindste.

✂ »Jeg faaer nok flere Koner og Børn end Du!« sagde den anden.

✂ »Men jeg er ældst!« sagde en tredie. Allesammen kom de op at skjændes, de sloge med Vingerne, huggede med Næbet, og bums, saa blev den ene efter den anden puffet ud af Reden. Der laae de, og vrede vare de; Hovedet hældte de heelt om paa den ene Side og saa plirrede det Øie, som vendte op; det var nu deres Maade at mule paa.

✂ Lidt kunde de flyve, og saa øvede de sig noget mere, og bleve

*3 fremmed] fornem B2 . 9,10 skreg] skreg ... skrege m, skreg A-C, skrege B. 17 ned] lige ned m. 21 fast] sast fejl A. 23 Hvor] rettet fra hvor m, foranstående komma derfor rettet her; hvor C, punktum og Hvor D. 38 bleve tilsidst] bleve de tilsidst C, tilsidst bleve de D. 118

✂ tilsidst enige om, at for at kunne kjende hinanden igjen naar de mødtes i Verden, vilde de sige: pip! og skrabe tre Gange med det venstre Been.

✂ Den Unge, SOM blev tilbage i Reden, gjorde sig saa bred den kunde, den var jo nu Huuseier, men længe varede det ikke. - Om Natten skinnede den røde Ild gjennem Ruderne, Flammerne sloge frem under Taget, det tørre Straa gik op i Lue, hele Huset brændte, og Spurveungen med, derimod kom de unge Folk lykkelig bort.

✂ Da Solen næste Morgen var oppe og Alt syntes saa forfrisket som efter en mild Nattesøvn, stod der af Bondehuset ikke andet tilbage, end nogle sorte, forkullede Bjælker, der hældede sig op til Skorstenen, som var sin egen Herre; det røg stærkt fra Grunden, men foran den stod frisk og blomstrende det hele Rosentræ, der speilede hver Green og hver Blomst i det stille Vand.

✂ »Nei hvor deiligt de Roser staae der foran det nedbrændte Huus!« raabte en Mand, som kom forbi. »Det er det yndigste lille Billede! det maa jeg have!« og Manden tog op af Lommen en lille Bog med hvide Blade, og han tog sin Blyant, for han var en Maler, og tegnede saa det rygende Gruus, de forkullede Bjælker op til den hældende Skorsteen, for den hældede meer og meer, men allerforrest stod den store, blomstrende Rosenhæk, den var rigtignok deilig, og var jo ogsaa ene Skyld i at det Hele blev tegnet.

✂ Op ad Dagen kom forbi to af Graaspurvene, som vare fødte her. »Hvor er Huset?« sagde de, »hvor er Reden? - Pip, Alting er brændt op og vor stærke Broder er brændt med! det fik han fordi han beholdt Reden. - Roserne ere slupne godt fra det! de staae endnu med røde Kinder. De sørge da ikke for Naboens Ulykke. Ja jeg taler ikke til dem, og grimt er her, det er min Mening!« Saa fløi de.

✂ Ud paa Efteraaret var det en deilig Solskinsdag, man kunde ordenlig tro, man var midt i Sommeren. Der var saa tørt og reent i Gaarden foran den store Trappe hos Herremandens, og der gik Duerne, baade sorte og hvide og violette, de glindsede i Solskinnet og de gamle Duemødre brusede sig op og sagde til Ungerne, »staa i Gruppe! staa i Gruppe!« - for saa toge de sig bedre ud.

*1 hinanden] hverandre D. 8 unge] nuge fejl A. 14 frisk] srisk fejl A. 17 raabte] sagde D. - Det] foranstående komma rettet til punktum som m; det B2 . 20 forkullede] sor- fejl A. 36 Solskinnet] Solskinn et fejl A. - sig] fig fejl A. 37 toge] tog B-C, toge B. 119

✂ »Hvad er det smaa Graa, der løber mellem os?« spurgte en gammel Due, som havde Bødt og Grønt igjennem Øinene. »Smaa Graa! smaa Graa!« sagde hun.

✂ »Det er Spurve! skikkelige Dyr! vi have altid havt Ord for at være fromme, og saa faae vi lade dem pille op! - De tale ikke med og skrabe saa net med Benet!«

✂ Ja de skrabede, tre Gange skrabede de med det venstre Been, men de sagde ogsaa Pip og saa kjendte de hverandre, det var tre Spurve fra det afbrændte Huus. -

✂ »Her er overmaade godt at æde!« sagde Spurvene.

✂ Og Duerne gik rundt om hverandre, brystede sig og havde indvendig Mening.

✂ »Seer du Brysteduen?« sagde den ene om den anden, »og seer du hende, hvor hun sluger Ærter? hun faaer for mange! hun faaer de bedste! kurr kurr! seer du hvor hun der bliver skaldet i Kammen! seer du det søde, det arrige Dyr! knurre, knurre!« og saa skinnede paa dem Allesammen Øinene røde af Arrighed. »Staa i Gruppe, staa i Gruppe! Smaa Graa! smaa Graa! Knurre, knurre, kurre!« gik det i et Væk og saaledes gaaer det endnu om tusinde Aar.

✂ Graaspurvene spiste godt, og de hørte godt, ja de stillede sig endogsaa op, men det klædte ikke; mætte vare de; saa gik de fra Duerne og sagde indbyrdes deres Mening om dem, hoppede saa ind under Havestakittet, og da Døren der til Havestuen stod aaben, hoppede den ene op paa Dørtrinet, han var overmæt og derfor modig: »pip!« sagde han, »det tør jeg!« - »pip!« sagde den anden, »det tør jeg ogsaa og lidt til!« og saa hoppede han ind i Stuen. Der var ingen Folk derinde, det saae den tredie nok, og saa fløi han endnu længer op i Stuen og sagde: »heelt ind, eller slet ikke! det er ellers en løierlig Menneske-Rede den! og hvad her er stillet op! nei hvad er det!«

✂ Lige foran Spurvene blomstrede jo Roserne, de speilede sig der i Vandet, og de kullede Bjælker laae op til den faldefærdige Skorsteen! - Nei, hvad var dog dette! hvor kom det ind i Herregaards-Stuen?

✂ Og alle tre Spurve vilde flyve hen over Roser og Skorsteen, men det var en flad Væg, de fløi imod; det Hele var et Maleri,

*3 hun] herefter komma, fejl A. 9 fra det afbrændte] af det afbrændte B2 , fra det nedbrændte C, fra det afbrændte D. 15 hun der] hun der m, men der uklart overstreget hun der A, hun B. 19 kurre!«] « mgl. A. - i et Væk] uophørlig D. 36 alle] m usikkert. Alle AB, alle B2 . - Roser og Skorsteen] Roserne og Skorstenen D. 120

✂ et stort, prægtigt Stykke, som Maleren havde gjort efter sin lille Tegning.

✂ »Pip!« sagde Spurvene, »det er Ingenting! det seer bare ud! Pip! det er det Skjønne! Kan du begribe det, for jeg kan ikke!« og saa fløi de, for der kom Mennesker i Stuen.

✂ Nu gik der baade Aar og Dag, Duerne havde mange Gange kurret, for ikke at sige knurret, de arrige Dyr! Graaspurvene havde frosset om Vinteren og levet høit om Sommeren; de vare allesammen forlovede eller gifte, eller hvad man nu vil kaldedet. Unger havde de, og Enhvers Unge var, naturligviis, den kjønneste og den klogeste; en fløi her og en fløi der, og mødtes de, saa kjendtes de paa »pip!« og tre Skrab med det venstre Been. Den ældste af dem, det var nu saadan en gammel En, hun havde ingen Rede og hun havde ingen Unger; hun vilde saa gjerne en Gang til en stor By og saa fløi hun til Kjøbenhavn. -

✂ Der laa et stort Huus med mange Couleurer; det laa lige ved Slottet og Canalen, hvor der vare Skibe med Æbler og Potter. Vinduerne vare bredere for neden end for oven, og kiggede Spurvene derind, saa var hver Stue, syntes dem, ligesom om de saae ned i en Tulipan, alle mulige Couleurer og Snirkler, og midt i Tulipanen stode hvide Mennesker; de vare af Marmor, nogle vare ogsaa af Gips, men det kommer ud paa Eet for Spurve-Øine. Oven paa Huset stod en Metalvogn med Metalheste for, og Seirens Gudinde, ogsaa af Metal, kjørte dem. Det var Thorvaldsens Musæum.

✂ »Hvor det skinner! hvor det skinner!« sagde Spurvefrøkenen, »det er nok det Skjønne! pip! her er det dog større end en Paafugl!« hun huskede endnu paa fra Lille af, hvad der var det største Skjønne, Moderen kjendte. Og hun fløi lige ned i Gaarden; der var ogsaa prægtigt, der var malet Palmer og Grene op ad Væggene, og midt i Gaarden stod en blomstrende stor Rosenbusk; den hældede sine friske Grene med de mange Roser hen over en Grav; og hun fløi derhen, for der gik flere Spurve, »pip!« og tre Skrab med det venstre Been; den Hilsen havde hun mange Gange gjort i Aar og Dag, og ingen havde forstaaet den, for de, som ere skildte ad, de træffes ikke hver Dag; den Hilsen var blevet til Vane, men idag var der to gamle Spurve og en Unge, der sagde »pip!« og skrabede med det venstre Been.

*14 gjerne] herefter komma A (misforståelse af en overstregning i m ). 18 kiggede] kigede D. 25 Thorvaldsens] Thorvalsens fejl B2C Thorvaldsens B. 33 Roser] Noser fejl A. 121

✂ »Ih see god Dag, god Dag!« det var tre Gamle fra Spurvereden og saa en lille en af Familien. »Skal vi træffes her!« sagde de. »Det er et fornemt Sted, men her er ikke meget at æde. Det er det Skjønne! pip!«

✂ Og der kom mange Folk fra Sidekamrene, hvor de prægtige Marmorskikkelser stode, og de gik hen til Graven, der gjemte den store Mester, som havde formet Marmorstøtterne, og Alle som kom, stode med lysende Ansigter om Thorvaldsens Grav, og Enkelte opsamlede de affaldne Rosenblade og gjemte disse. Der vare Folk langveis fra; de kom fra det store England, fra Tydskland og Frankerige; og den skjønneste Dame tog en af Roserne, lagde den ved sit Bryst. Da troede Spurvene at Roserne regjerede her, at det hele Huus var bygget for deres Skyld, og det syntes de var rigtignok lidt for meget, men da Menneskene allesammen gjorde af Roserne, saa vilde de ikke staae tilbage. »Pip!« sagde de, feiede Gulvet med deres Hale, og saae med det ene Øie paa Roserne; længe saae de ikke, før de vare visse paa at det var de gamle Naboer; og det var det ogsaa. Maleren, som havde tegnet Rosenbusken ved det nedbrændte Huus, havde siden ud paa Aaret faaet Lov til at grave den op, og da givet Bygmesteren den, thi ingen Roser var deiligere; og han havde sat den paa Thorvaldsens Grav, hvor den, som Billedet paa det Skjønne, blomstrede og gav sine røde, duftende Blade at bæres som Erindring til fjerne Lande.

✂ »Har I faaet Ansættelse herinde i Byen?« spurgte Spurvene. Og Roserne nikkede; de kjendte de graae Naboer og bleve saa glade ved at see dem.

✂ »Hvor det er velsignet at leve og blomstre, at see gamle Venner og hver Dag milde Ansigter! Her er ligesom om det hver Dag var en stor Helligdag!«

✂ »Pip!« sagde Spurvene, »jo det er de gamle Naboer! deres Herkomst fra Gadekjæret huske vi! pip! hvor de ere komne til Ære! Somme komme da ogsaa sovende til det. Og hvad Rart der er ved saadan en rød Klat, veed jeg ikke! - Og der sidder da et vissent Blad, for det kan jeg see!«

✂ Og saa nippede de i det, saa at Bladet faldt af, og friskere og grønnere stod Træet, og Roserne duftede i Solskinnet paa Thorvaldsens Grav, til hvis udødelige Navn deres Skjønhed sluttede sig.

*5 Sidekamrene] Sideværelserne D. 6 stode] stod B, stode B2 . 11 Frankerige] Frankrig D. - og den ..., lagde] den ..., og lagde B.

✂

Stoppenaalen.
(Har været trykt i »Gæa« for 1846.)

✂ Der var engang en Stoppenaal, der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind, at hun var en Synaal.

✂ »Seer nu bare til, hvad I holde paa!« sagde Stoppenaalen til Fingrene, der toge den frem. »Tab mig ikke I falder jeg paa Gulvet, er jeg istand til aldrig at findes igjen, saa fiin er jeg!«

✂ »Der er Maade med!« sagde Fingrene og saa klemte de hende om Livet.

✂ »Seer I, jeg kommer med Suite!« sagde Stoppenaalen og saa trak den en lang Traad efter sig, men som dog ikke havde Knude.

✂ Fingrene styrede Naalen. lige mod Kokkepigens Tøffel, hvor Overlæderet var revnet og nu skulde det syes sammen.

✂ »Det er et nedrigt Arbeide!« sagde Stoppenaalen. »Jeg gaaer aldrig igjennem, jeg knækker! jeg knækker!« - og saa knak hun. »Sagde jeg det ikke nok!« sagde Stoppenaalen, »jeg er for fiin!«

✂ Nu duer hun ikke til Noget, meente Fingrene, men de maatte dog holde fast, Kokkepigen dryppede Lak paa hende, og stak hende saa foran i sit Tørklæde.

✂ »See, nu er jeg en Brystnaal!« sagde Stoppenaalen; »jeg vidste nok, at jeg kom til Ære; naar man er noget, bliver man altid til noget;« og saa lo hun indvendig, for man kan aldrig see udvendig paa en Stoppenaal, at den leer; der sad hun nu saa stolt, som om hun kjørte i Karret og saae til alle Sider.

*aHamburgische Staatsarchiv, Dienststelle Altona. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 165,4°.) 2 bl. sendt til ff. Zeise, rettet renskrift ældre endr. * r Collin 36, 4° I:15. 2 bl. rettet renskrift. *O Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1846 s. 95-98. Udkom dec. 1845. (Bibl. 482). *A NE 4-47 s. 23-40. *B EP-50 s. 453-58 m. 2 ill.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 154-57. *D EHP 2-63 s. 13-18 m. 2 ill. *6 jeg] understreget i a. 15 er et] er B. 123

✂ »Maa jeg have den Ære at spørge om De er af Guld,« spurgte hun Knappenaalen, som var Nabo. »De har et deiligt Udseende og deres eget Hoved, men lille er det! De maa see til at det voxer ud, thi man kan ikke alle lakkes paa Enden!« og saa reiste Stoppenaalen sig saa stolt i Veiret, at hun gik af Tørklædet og i Vasken, just som Kokkepigen skyllede ud.

✂ »Nu gaae vi paa Reise!« sagde Stoppenaalen, »bare jeg ikke bliver borte!« men det blev hun.

✂ »Jeg er for fiin for denne Verden!« sagde hun da hun sad i Rendestenen. »Jeg har min gode Bevidsthed og det er altid en lille Fornøielse!« og saa holdt Stoppenaalen sig rank og tabte ikke sit gode Humeur.

✂ Og der seilede Alleslags hen over den, Pinde, Straae, Stumper af Aviser. »See, hvor de seile!« sagde Stoppenaalen. »De veed ikke hvad der stikker under dem! jeg stikker, jeg sidder her. See, der gaaer nu en Pind, den tænker paa ingen Ting i Verden uden paa »Pind« og det er den selv; der flyder et Straa, see hvor det svaier, see hvor det dreier! tænk ikke saa meget paa dig selv, du kunde støde dig paa Brostenene! - der flyder en Avis! - glemt er det, som staaer i den og dog breder den sig! - Jeg sidder taalmodig og stille! jeg veed hvad jeg er og det bliver jeg!« -

✂ En Dag var der noget, der skinnede saa deiligt tæt ved, og saa troede Stoppenaalen, at det var en Diamant, men det var et Flaskeskaar og da det skinnede, saa talte Stoppenaalen til det og gav sig tilkjende som Brystnaal! »De er nok en Diamant?« - »Ja, jeg er saadant noget!« og saa troede den ene om den anden, at de vare rigtig kostbare og saa talte de om hvor hovmodig Verden var.

✂ »Ja, jeg har boet *i Æske hos en Jomfru,« sagde Stoppenaalen, »og den Jomfru var Kokkepige; hun havde paa hver Haand fem Fingre, men noget saa indbildsk, som de fem Fingre, har jeg ikke kjendt, og saa vare de kun til for at holde mig, tage mig af Æske og lægge mig i Æske!«

✂ »Var der Glands ved dem?« spurgte Flaskeskaaret.

✂ »Glands!« sagde Stoppenaalen, »nei, der var Hovmod! de vare fem Brødre, alle fødte »Fingre,« de holdt sig ranke op til hverandre, skjøndt af forskjellig Længde; den yderste af dem: Tommeltot, var kort og tyk, han gik udenfor Geledet, og saa havde han kun eet Knæk i Ryggen, han kunde kun bukke een

*30 *i] arO, i en A-D. 33 saa vare de] de vare jo dog a, saa vare de dog r, saa vare de O-D; dog har sandsynligheden for sig. - kun] knn fejl A. 124

✂ Gang, men han sagde: at blev han hugget af et Menneske, saa var hele det Menneske spoleret for Krigstjeneste. Slikpot kom i Sødt og Suurt, pegede paa Sol og Maane, og det var ham, der klemte, naar de skrev; Langemand saae de andre over Hovedet; Guldbrand gik med Guldring om Maven og lille Peer Spillemand bestilte ikke noget og deraf var han stolt. Pral var det og Pral blev det og saa gik jeg i Vasken!«

✂ »Og nu sidde vi og glindse!« sagde Glasskaaret. I det samme kom der mere Vand i Rendestenen, den strømmede over alle Bredder og rev Glasskaaret med sig.

✂ »See nu blev det forfremmet!« sagde Stoppenaalen, »jeg bliver siddende, jeg er for fiin, men det er min Stolthed og den er agtværdig!« og saa sad den rank og havde mange Tanker.

✂ »Jeg skulde næsten troe at jeg er født af en Solstraale, saa fiin er jeg! synes jeg ikke ogsaa, at Solen altid søger mig under Vandet. Ak, jeg er saa fiin, at min Moder ikke kan finde mig. Havde jeg mit gamle Øie, som knak, saa troer jeg at jeg kunde græde! - skjøndt jeg gjorde det ikke - græde det er ikke fiint!«

✂ En Dag laae der nogle Gadedrenge og ragede i Bendestenen, hvor de fandt gamle Søm, Skillinger og saadant noget. Det var Griseri, men det var nu deres Fornøielse.

✂ »Av!« sagde den Ene, han stak sig paa Stoppenaalen. »Det er ogsaa en Fyr!«

✂ »Jeg er ingen Fyr, jeg er en Frøken!« sagde Stoppenaalen, men ingen hørte det; Lakket var gaaet af den og sort var den blevet, men sort gjør tyndere og saa troede den at den var endnu finere, end før.

✂ »Der kommer en Æggeskal seilende!« sagde Drengene, og saa stak de Stoppenaalen fast i Skallen.

✂ »Hvide Vægge og selv sort!« sagde Stoppenaalen, »det klæder! saa kan man dog see mig! - bare jeg ikke bliver søsyg, for saa knækker jeg mig!« - men den blev ikke søsyg og den knak sig ikke.

✂ »Det er godt mod Søsyge at have Staalmave og saa altid huske paa at man er lidt mere end et Menneske! nu er mit gaaet over! jo finere man er, desmere kan man holde ud.«

✂ »Krask!« sagde Æggeskallen, der gik et Vognmandslæs over den. »Hu, hvor det klemmer!« sagde Stoppenaalen, »nu bliver jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg knækker!« men den knak ikke, skjøndt der gik et Vognmandslæs over, den laae paa langs - og der kan den blive liggende!

*16 mig.] m, mig, fejl A. 26 blevet] bleven D. 41 den] understreget i a.

✂

Lille Tuk.

✂ Ja, det var den lille Tuk, han hede egentlig ikke Tuk, men dengang han ikke kunde tale rigtig endnu kaldte han sig selv Tuk; det skulde betyde Carl, og det er godt man veed det; han skulde passe sin Søster Gustave, som var meget mindre, end han, og saa skulde han ogsaa lære sin Lexie, men de to Ting vil ikke gaae paa engang. Den stakkels Dreng sad med sin lille Søster paa Skjødet og sang alle de Viser, han kunde, og imidlertid skottede Øinene til Geographi-Bogen, der laa aaben for ham; han skulde til imorgen kunne udenad alle Byerne i Sjællands Stift og vide om dem Alt, hvad der kunde vides.

✂ Nu kom hans Moder hjem, for hun havde været ude, og hun tog den lille Gustave; Tuk løb til Vinduet og læste saa at han næsten læste sig Øinene ud, for det var nær ved at blive mørkt og det blev mere, men Moder havde ikke Raad til at kjøbe Lys.

✂ »Der gaaer den gamle Vaskerkone omme fra Strædet!« sagde Moderen, idet hun saae ud af Vinduet. »Hun kan knap bære sig selv og saa maa hun bære Spanden fra Posten; spring du ud, lille Tuk, og vær en velsignet Dreng! hjælp den gamle Kone!«

✂ Og Tuk sprang ligestrax og hjalp, men da han saa kom hjem, var det mørk Aften, Lys var der ikke at snakke om, han skulde i sin Seng; det var en gammel Slagbænk; i den laa han og der tænkte han paa sin Geographi Lexie: Sjællands Stift og Alt hvad Læreren havde fortalt. Der skulde rigtignok have været læst, men det kunde han jo ikke nu. Geographi-Bogen stak han

* m Holger Laage-Petersens Samling MS 499, Kgl. Bibl. 2 bl. rettet renskrift, formodentlig trykmanuskript; overskrift og blyantsfolicring. *A NE 4-47 s. 41-49 (Bibl. 519). *B EP-50 s. 459-64 m. 3 ill., deraf 1 på indsat blad.B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 158-62. *D EHP 2-63 s. 104-11 m. 3 ill. *2 Tuk] Tuch m passim, men overskriften Tuk, da den er tilføjet samtidig med ordene han hede ... veed det. - hede] hed B. - egentlig] egenlig B. 15 det blev mere] mere blev det D. 17 af] ad C. 24 Der] Det B. 126

✂ ind under sin Hovedpude, for han havde hørt, at det skulde hjælpe betydeligt til at huske sin Lexie, men det er ikke til at stole paa.

✂ Der laa han nu og tænkte og tænkte, og saa var det lige med eet, som om Nogen kyssede ham paa Øine og Mund, han sov og sov dog ikke; det var ligesom om han saae den gamle Vasker-kones milde Øine see paa ham, og hun sagde: »det vilde være en stor Synd om du ikke skulde kunne din Lexie! du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og vor Herre vil altid gjøre det!«

✂ Og lige med eet saa kriblede og krablede Bogen under Hovedet paa lille Tuk:

✂ »Kykeliky! put! put!« det var en Høne, der kom og det fra Kjøgeby. »Jeg er een af Kjøgehøns!« og saa sagde den hvor mange Indvaanere, og om Slaget der havde staaet, og det var nu ikke noget at tale om.

✂ »Krible krable, bums!« der dumpede en; det var en Fugl af Træ, som nu kom; det var Poppegøien fra Fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var ligesaa mange Indvaanere, som den havde Søm i Livet; og den var noget stolt: »Thorvaldsen har boet paa Hjørnet af mig. Bums! jeg ligger deiligt!«

✂ Men lille Tuk laa ikke, han var med eet til Hest. I Gallop, i Gallop gik det. En prægtigklædt Bidder med skinnende *Hjelm og vaiende Fjerbusk havde ham foran sig paa Hesten og de rede igjennem Skoven til den gamle By, Vordingborg, og den var en stor, en levende By; høie Taarne kneisede paa Kongeborgen, og Lysene skinnede langt ud igjennem Vinduerne; derinde var Sang og Dands; Kong Valdemar og stadselige unge Hoffrøkener gik i Dandsen. - Det blev Morgen, og ligesom Solen kom, sank Byen hen og Kongens Slot, det ene Taarn efter det andet, tilsidst stod kun eet eneste paa Banken, hvor Slottet havde staaet, og Byen var saa lille bitte og saa fattig, og Skoledrengene kom med deres Bøger under Armen og sagde »2000 Indvaanere«, men det var ikke sandt, saa mange var der ikke.

✂ Og lille Tuk laa i sin Seng, han syntes at han drømte og at han ikke drømte; men Nogen var der tæt ved ham:

✂ »Lille Tuk! lille Tuk!« blev der sagt; det var en Sømand, en ganske lille Person, som om det kunde være en Cadet, men det var ikke en Cadet. »Jeg skal hilse saa meget flittig fra Corsøer, den er en By, som er i Opkomst! den er en levende By, den

*17 Poppegøien] Papegøien B2 . 22 *Hjelm] Hjelmbusk m-D, rettet SS 2, 24 rede igjennem] reed gjennem m, som dog er uklart, rede igjennem A, red, igjennem B-C, rede gjennem D. 26 igjennem] gjennem D. 127

✂ har Dampskib og Postvogn; engang skulde den altid kaldes ækel, men det var gammel Mening. »»Jeg ligger ved Havet,«« siger Corsøer, »»jeg har Landevei og jeg har Lystskov, og jeg har født en Digter, som var morsom, og det ere de ikke alle. Jeg har villet sende et Skib rundt om Jorden, jeg gjorde det ikke, men kunde have gjort det, og saa lugter jeg saa deilig, lige ved Porten, der blomstre de yndigste Roser!««

✂ Lille Tuk saae dem, det blev Rødt og Grønt for hans Øine, men da der kom Ro i Couleurerne var det en heel skovgroet Skrænt tæt ved den klare Fjord; og oven over laa en prægtig gammel Kirke med to høie, spidse Kirketaarne: fra Skrænten sprang Kilderne i tykke Vandstraaler, saa at det pladskede efter, og tæt ved sad en gammel Konge med Guldkrone om sit lange Haar; det var Kong Hroar ved Kilderne; det var ved Roeskilde By, som man kalder den nu. Og hen over Skrænten, ind i den gamle Kirke, gik alle Danmarks Konger og Dronninger Haand i Haand, alle med Guldkrone paa, og Orglet spillede og Kilderne rislede. Den lille Tuk saae Alt, hørte Alt. »Glem ikke Stænderne!« sagde Kong Hroar.

✂ Lige med eet var Alting borte igjen; ja, hvor blev det af? det var ligesom man vender et Blad i en Bog. Og nu stod der en gammel Kone, det var en Lugekone, hun kom fra Sorø, hvor der voxer Græs paa Torvet. Hun havde sit graae Lærreds Forklæde over Hovedet og ned ad Ryggen; det var saa vaadt, det maatte have regnet: »ja, det har det!« sagde hun, og saa kunde hun noget Morsomt af Holbergs Comedier og hun vidste om Valdemar og Absalon; men lige med eet, saa krøb hun sammen, rokkede med Hovedet, det var ligesom om hun vilde springe: »koax!« sagde hun, »det er vaadt, det er vaadt, det er gravstille godt - i Sorø!« hun var lige med eet en Frø, »koax!« og saa var hun den gamle Kone igjen. »Man maa klæde sig efter Veiret!« sagde hun. »Det er vaadt, det er vaadt! min By er ligesom en Flaske; man kommer ind ved Proppen, og der maa man ud igjen! jeg har havt Maller og nu har jeg friske rødmossede Drenge paa Bunden af Flasken; der lære de Viisdom: Græsk! Græsk! koax!« det klang ligesom naar Frøerne synge, eller man gaaer i Mosevand med store Støvler. Det var altid den samme Lyd, saa eens, saa kjedelig, saa kjedelig, at lille Tuk faldt i en ordentlig Søvn, og den kunde han have godt af.

*17 Orglet] Orgelet D. 24 Ryggen] Nyggen fejl A. 32 »Det] » mgl. A. 36 koax!] Hebraisk! koax! B2 . 128

✂ Men ogsaa i denne Søvn kom en Drøm, eller hvad det nu var: hans lille Søster Gustave med de blaae Øine og det gule krøllede Haar var med eet en voxen, deilig Pige, og uden at have Vinger paa kunde hun flyve og de fløi henover Sjælland, over de grønne Skove og de blaae Vande.

✂ »Hører du Hanegal, lille Tuk! kykeleky! Hønsene flyve op fra Kjøgeby! du faaer en Hønsegaard, saa stor, saa stor, du vil ikke lide Sult og Nød! Poppegøien skal du skyde, som man siger, du bliver en riig og lykkelig Mand! din Gaard skal kneise, som Kong Valdemars Taarn, og rigt skal den bygges med Billedstøtter af Marmor, som dem fra Præstø-Hjørne, du forstaaer mig nok. Dit Navn skal med Roes flyve vidt ud om Verden, som Skibet, der skulde have gaaet fra Corsøer, og i Roeskilde-By - - »husk paa Stænderne!« sagde Kong Hroar; der skal du tale godt og klogt, lille Tuk, og naar du saa kommer engang i din Grav, skal du sove saa stille - -«.

✂ » - Som om jeg laae i Sorø!« sagde Tuk, og saa vaagnede han; det var klar Morgen, han kunde ikke huske det mindste af sin Drøm, men det skulde han heller ikke, for man maa ikke vide hvad der kommer.

✂ Og han sprang ud af Sengen og læste i sin Bog og kunde saa sin Lexie lige strax. Og den gamle Vaskerkone stak Hovedet ind af Døren, nikkede til ham og sagde:

✂ »Tak for igaar, du velsignede Barn! vor Herre lade din bedste Drøm blive opfyldt!«

✂ Den lille Tuk vidste slet ikke hvad han havde drømt, men see, det vidste vor Herre!

*8 Poppegøien] Papegøien B2 .

✂

Skyggen.

✂ I de hede Lande, der kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre, men det var nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de kolde; der troede han nu at han kunde løbe om, ligesom der hjemme, jo det blev han snart vant fra. Han og alle fornuftige Folk maatte blive inde, Vindues-Skodder og Døre bleve lukkede den hele Dag; det saae ud som hele Huset sov eller der var ingen hjemme. Den smalle Gade med de høie Huse, hvor han boede, var nu ogsaa bygget saaledes at Solskinnet fra Morgen til Aften maatte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! - Den lærde Mand fra de kolde Lande, det var en ung Mand, en klog Mand, han syntes, han sad i en gloende Ovn; det tog paa ham, han blev ganske mager, selv hans Skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, Solen tog ogsaa paa den. - De levede først op om Aftenen, naar Solen var nede.

✂ Det var ordentlig en Fornøielse at see paa; saasnart Lyset blev bragt ind i Stuen, strakte Skyggen sig heelt op ad Væggen, ja saa gar hen ad Loftet, saa lang gjorde den sig, den maatte strække sig for at komme til Kræfter. Den Lærde gik ud paa Altanen, for at strække sig der, og altsom Stjernerne kom frem i den deilige klare Luft, var det for ham, som kom han tillive igjen. Paa alle Altaner i Gaden, og i de varme Lande har hvert Vindue en Altan, kom Folk frem, for Luft maa man have, selv

*mCollin 36,4° I:21. 5 bl., mgl. 1 blad fra 133,16 Vær ganske til 135,15 saae hvad. Overskrift overstreget. *A NB 4-47 s. 51-72 (Bibl. 520). *B EP-50 s. 465-81 m. 2 ill,B2 EP-54. *C SS 20-55 s. 162-76. *D EHP 2-62 s. 112-29 m. 2 ill. *5 kommen] kommet mindre klart m, kommen A, kommet B. 6 vant fra] vendt fra m, hvormed vel menes væn(ne)t fra; vant fra A, vænnet fra B-C, vænnet af med D. 9 var ingen] Ingen var D. 20 saa gar] endog D. 130

✂ om man er vant til at være mahogni! Der blev saa levende oppe og nede. Skomagere og Skræddere, alle Folk fløttede ud paa Gaden, der kom Bord og Stol, og Lyset brændte, ja over tusind Lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og Folk spadserede, Vognene kjørte, Æslerne gik: klingelingeling! de har Klokker paa; der blev Liig begravede med Psalmesang, Gadedrengene skjød med Troldkjællinger, og Kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i Gaden. Kun i det ene Huus, som laa ligeoverfor hvor den fremmede lærde Mand boede, var der ganske stille; og dog boede der Nogen, for der stod paa Altanen Blomster, de groede saa deiligt i den Solhede, og det kunde de ikke, uden at de bleve vandede, og Nogen maatte jo vande dem; Folk maatte der være. Døren derovre kom ogsaa *halv op ud paa Aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste Værelse, dybere inde fra lød Musik. Den fremmede lærde Mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunde nu ogsaa gjerne være at han kun bildte sig det ind, for han fandt Alting mageløst derude i de varme Lande, naar der kun ingen Sol havde været. Den Fremmedes Vert sagde at han ikke vidste, hvem der havde leiet Gjenboens Huus, man saae jo ingen Folk og hvad Musiken angik, syntes han, at den var gruelig kjedelig. »Det er ligesom om En sad og øvede sig paa et Stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme Stykke. »»Jeg faaer det dog ud!«« siger han nok, men han faaer det dog ikke ud hvor længe han spiller.«

✂ En Nat vaagnede den Fremmede, han sov for aaben Altandør, Gardinet foran den løftede sig i Vinden, og han syntes at der kom en forunderlig Glands fra Gjenboens Altan, alle Blomsterne skinnede som Flammer, i de deiligste Farver, og midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun lyste; det skar ham virkeligt i Øinene, han lukkede dem nu ogsaa saa forfærdelig meget op og kom lige af Søvnen; i et Spring var han paa Gulvet, ganske sagte kom han bag Gardinet, men Jomfruen var borte, Glandsen var borte; Blomsterne skinnede slet ikke, men stode meget godt, som altid; Døren var paa klem, og dybt inde klang Musiken saa blød og deilig, man kunde ordentlig falde hen i søde Tanker derved. Det var dog ligesom en Trolddom og hvem boede der? Hvor

*7 skjød] skjod fejl A, skjød BB2 , skød C, skøde D. 14 *halv op] m, op A jf. 130,36 og 131,11 18 i] mgl. B2 , hul i satsen. 30 Jomfru] Pige m. 31 virkeligt] virkelig med lang opstreg på g, virkeligt A, virkelig B. 34 Jomfruen] Pigen m. 35 stode] stod B. 131

✂ endvar den egentlige Indgang? Hele Stue-Etagen var Boutik ved Boutik, og der kunde Folk jo dog ikke altid løbe igjennem.

✂ En Aften sad den Fremmede ude paa sin Altan, inde i Stuen bag ved ham brændte Lyset, og saa var det jo ganske naturligt at Skyggen af ham gik over paa Gjenboens Væg; ja der sad den lige over for mellem Blomsterne paa Altanen; og naar den Fremmede rørte sig, saa rørte Skyggen sig ogsaa, for det gjør den. -

✂ »Jeg troer min Skygge er det eneste Levende, man seer *derovre!« sagde den lærde Mand. »See hvor net den sidder mellem Blomsterne, Døren staaer *paa klem, nu skulde Skyggen være saa snild og gaae indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde seet! ja Du skulde gjøre Gavn!« sagde han i Spøg! »Vær saa god at træde indenfor! naa! gaaer Dut« og saa nikkede han til Skyggen og Skyggen nikkede igjen. »Ja saa gaa, men bliv ikke borte!« og den Fremmede reiste sig og hans Skygge ovre paa Gjenboens Altan reiste sig ogsaa; og den Fremmede dreiede sig og Skyggen dreiede sig ogsaa; ja dersom Nogen ordentligt havde lagt Mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet see, at Skyggen gik ind af den halvaabne Altandør hos Gjenboen, lige i det den Fremmede gik ind i sin Stue og lod det lange Gardin falde ned efter sig.

✂ Næste Morgen gik den lærde Mand ud for at drikke Kaffe og læse Aviser. »Hvad er det?« sagde han, da han kom ud i Solskinnet, »jeg har jo ingen Skygge! saa er den virkelig gaaet i Aftes og ikke kommet igjen; det er noget kjedeligt Noget!«

✂ Og det ærgrede ham, men ikke saa meget fordi at Skyggen var borte, men fordi han vidste, at der var en Historie til om en Mand uden Skygge, den kjendte jo alle Folk hjemme i de kolde Lande, og kom nu den lærde Mand der og fortalte sin, saa vilde de sige, at han gik og lignede efter, og det behøvede han ikke. Han vilde derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.

✂ Om Aftenen gik han ud paa sin Altan igjen, Lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at Skyggen vil altid have sin Herre til Skjærm, men han kunde ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen Skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

✂ Ærgerligt var det, men i de varme Lande der voxer nu Alting

*9 *derovre] m, derover A, derovre B. 11 *paa] halv paa m-D, men halv utydeligt overstreget m, jf. n.t. 130,14. 19 ordentligt] ordenligt m, ordentligt A, ordentlig BB2 , ordenlig C. 20 ind] lige ind m. - af] ad C. 132

✂ saa gesvindt, og efter otte Dages Forløb mærkede han, til sin store Fornøielse, at der voxede ham en ny Skygge ud fra Benene, naar han kom i Solskin, Roden maatte været blevet siddende. Efter tre Uger havde han en ganske taalelig Skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige Lande, voxte paa Reisen meer og meer, saa at den tilsidst var saa lang og saa stor at det Halve var nok.

✂ Saa kom den lærde Mand hjem og han skrev Bøger om hvad der var Sandt i Verden, og om hvad der var Godt og hvad der var Smukt, og der gik Dage og der gik Aar; der gik mange Aar.

✂ Da sidder han en Aften i sin Stue og saa banker det ganske sagte paa Døren.

✂ »Kom ind!« siger han, men der kom Ingen; saa lukker han op og der stod for ham saadan et overordentligt magert Menneske, saa han blev ganske underlig. Forresten var Mennesket særdeles fiint klædt paa, det maatte være en fornem Mand.

✂ »Hvem har jeg den Ære at tale med?« spurgte den Lærde.

✂ »Ja det tænkte jeg nok!« sagde den fine Mand, »at De ikke kjendte mig! jeg er blevet saa meget Legeme, jeg har ordentlig faaet Kjød og Klæder. De har nok aldrig tænkt at see mig i saadan en Velmagt. Kjender De ikke deres gamle Skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom igjen. Mig er det gaaet særdeles vel siden jeg sidst var hos dem, jeg er i alle Henseender bleven meget formuende! skal jeg kjøbe mig fri fra Tjenesten, saa kan jeg!« og saa raslede han med et heelt Bundt kostbare Signeter, som hang ved Uhret, og han stak sin Haand ind i den tykke Guldkjæde, han bar om Halsen; nei hvor alle Fingrene glimrede med Diamants Ringe! og det var Altsammen virkeligt.

✂ »Nei, jeg kan ikke komme til mig selv!« sagde den lærde Mand, »hvad er dog alt det!«

✂ »Ja noget Almindeligt er det ikke!« sagde Skyggen, »men De selv hører jo heller ikke til det Almindelige, og jeg, det veed De nok, har fra Barnsbeen traadt i deres Fodspoer. Saasnart De fandt, jeg var moden til at gaae alene ud i Verden, gik jeg min egen Vei; jeg er i de allerbrillanteste Omstændigheder, men der kom en Slags Længsel over mig efter engang at see Dem før de døer, De skal jo døe! jeg vilde ogsaa gjerne gjensee disse Lande, for man holder dog altid af Fædrelandet! - Jeg veed De har faaet en anden Skygge igjen, har jeg noget at betale til den eller dem? De vil bare være saa god at sige det.«

*1 gesvindt] hurtigt D. - Forløb] Forlob fejl A. 3 blevet] bleven D. 12 siger] sagde D. 18 blevet] bleven D. 23 bleven] blevet B-C, bleven D. 26 Fingrene] Fingrerne fejl A. 27 Diamants Ringe] Diamantringe D. 39 bare være] være C, bare være D. 133

✂ »Nei, er det virkelig Dig!« sagde den lærde Mand, »det er dog høist mærkværdig! aldrig havde jeg troet at Ens gamle Skygge kunde komme igjen som Menneske!«

✂ »Siig mig hvad jeg har at betale!« sagde Skyggen, »for jeg vil nødig staae i nogen Slags Gjæld!«

✂ »Hvor kan Du tale saaledes!« sagde den lærde Mand. »Hvad Gjæld er her at snakke om! vær saa fri, som Nogen! jeg glæder mig overordentlig ved din Lykke! sid ned, gamle Ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gaaet til, og hvad Du saae ovre hos Gjenboens, der i de varme Lande!« -

✂ »Ja, det skal jeg fortælle Dem,« sagde Skyggen og satte sig ned, »men saa maa De ogsaa love mig, at De aldrig til Nogen her i Byen, hvor De endogsaa træffer mig, siger at jeg har været deres Skygge! jeg har isinde at forlove mig; jeg kan føde mere end een Familie!« -

✂ »Vær ganske rolig!« sagde den lærde Mand, »jeg skal ikke sige Nogen hvem Du egenlig er! her er min Haand! jeg lover det og en Mand et Ord!«

✂ »Et Ord en Skygge!« sagde Skyggen, og saaledes maatte den jo tale.

✂ Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvormeget Menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte Klæde, lakerede Støvler, og Hat der kunde smække sammen, saa at den blev bar Pul og Skygge, ikke at tale om hvad vi allerede veed her var, Signeter, Guldhalskjæde og Diamantringe; jo, Skyggen var overordentlig godt klædt paa, og det var just det, som gjorde at den var ganske et Menneske.

✂ »Nu skal jeg fortælle!« sagde Skyggen, og saa satte den sine Been med de lakerede Støvler saa haardt, den kunde, ned paa Ærmet af den lærde Mands nye Skygge, der laa som en Puddelhund ved hans Fødder, og det var nu enten af Hovmod eller maaskee for at faae den til at hænge ved; og den liggende Skygge, holdt sig saa stille og rolig, for ret at høre efter; den vilde nok vide hvorledes man saaledes kunde komme løs og tjene sig op til sin egen Herre.

✂ »Veed De, hvem der boede i Gjenboens Huus?« sagde Skyggen, »det var den deiligste af Alle, det var Poesien! Jeg var der i tre Uger og det er ligesaa virkende, som om man levede i tre tusind Aar og læste Alt hvad der var digtet og skrevet, for det

*2 mærkværdig] mærkværdigt B. 5 nogen] noget m, nogen A-C, noget D. 6 Hvad] det foranstående komma rettet efter m; hvad C. 17 egenlig] egentlig B-C, egenlig D. 134

✂ siger jeg og det er rigtigt. Jeg har seet Alt og jeg veed Alt!«

✂ »Poesien!« raabte den lærde Mand! »ja, ja - hun er tidt Eremit i de store Byer! Poesien! ja jeg har seet hende et eneste kort Øieblik, men Søvnen sad mig i Øinene! hun stod paa Altanen og skinnede som Nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var paa Altanen, Du gik ind ad Døren og saa - -!«

✂ »Saa var jeg i Forgemakket!« sagde Skyggen. »De har altid siddet og seet over til Forgemakket. Der var slet intet Lys, der var en Slags Tusmørke, men den ene Dør stod aaben ligefor den anden i en lang Række Stuer og Sale; og der var lyst op, jeg var reent blevet slaaet ihjel af Lys, var jeg kommet heelt ind til Jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig Tid og det skal man gjøre!«

✂ »Og hvad saae Du saa?« spurgte den lærde Mand.

✂ »Jeg saae Alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, - det er slet ingen Stolthed af mig, men - som Fri og med de Kundskaber jeg har, ikke at tale om min gode Stilling, mine fortræffelige Omstændigheder, - saa ønskede jeg gjerne at de vilde sige De til mig!«

✂ »Om Forladelse!« sagde den lærde Mand, »det er gammel Vane, som sidder fast! - De har fuldkommen Ret! og jeg skal huske det! men nu fortæller De mig Alt hvad De saae!«

✂ »Alting!« sagde Skyggen, »for jeg saae Alt og jeg veed Alt!«

✂ »Hvorledes saae der ud i de inderste Sale?« spurgte den lærde Mand. »Var der som i den friske Skov? Var der som i en hellig Kirke? Vare Salene som den stjerneklare Himmel, naar man staaer paa de høie Bjerge?«

✂ »Alting var der!« sagde Skyggen. »Jeg gik jo ikke ganske heelt ind, jeg blev i det forreste Værelse i Tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg saae Alting og jeg veed Alting! Jeg har været ved Poesiens Hof, i Forgemakket.«

✂ »Men hvad saae De? Gik gjennem de store Sale alle Oldtidens Guder? Kjæmpede der de gamle Helte? Legede søde Børn og fortalte deres Drømme?«

✂ »Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg saae Alting, hvad der var at see! havde De kommet derover, var de ikke blevet Menneske, men det blev jeg! og tillige lærte jeg at kjende min inderste Natur, mit Medfødte, det Familieskab, jeg havde med Poesien. Ja den Gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke

*5 skinner!] skinner; A-B2 , skinner! C, skinner; derefter fortæl D. 9 en] et D. 10 lyst op] oplyst D. 11 kommet] kommen D. 36 havde] var B. 37 blevet] blevet til B-C, bleven til D. 135

✂ over det, men altid, De veed det, naar Sol gik op og Sol gik ned, blev jeg saa underlig stor; i Maaneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den Gang min Natur, i Forgemakket gik det op for mig! jeg blev Menneske! - Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme Lande; jeg skammede mig som Menneske ved at gaae som jeg gik, jeg trængte til Støvler, til Klæder, til hele denne Menneske-Fernis, som gjør et Menneske kjendeligt. - Jeg tog Vei, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen Bog, jeg tog Vei til Kagekonens Skjørt, under det skjulte jeg mig; Konen tænkte ikke paa hvor meget hun gjemte; først om Aftenen gik jeg ud; jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden; jeg gjorde mig lang op ad Muren, det killer saa deiligt i Ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de høieste Vinduer, ind i Salen og paa Taget, jeg kiggede hvor Ingen kunde kigge og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen skulde see! Det er i Grunden en nedrig Verden! jeg vilde ikke være Menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg saae det Allerutænkeligste hos Konerne, hos Mændene, hos *Forældrene og hos de søde mageløse Børn; - jeg saae«, sagde Skyggen, »hvad ingen Mennesker maatte vide, men hvad de Allesammen saa gjerne vilde vide, Ondt hos Naboen. - Havde jeg skrevet en Avis, den var bleven læst! men jeg skrev lige til Personen selv, og der blev en Forfærdelse i alle Byer hvor jeg kom. De bleve saa bange for mig! og de holdt saa overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til Professor, Skræderne gav mig ny Klæder, jeg er godt forsynet; Myntmesteren slog Mynt for mig, og Konerne sagde, jeg var saa kjøn! - og saa blev jeg den Mand jeg er! og nu siger jeg Farvel; her er mit Kort, jeg boer paa Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr!« og saa gik Skyggen.

✂ »Det var dog mærkeligt!« sagde den lærde Mand.

✂ Aar og Dag gik, saa kom Skyggen igjen.

✂ »Hvorledes gaaer det?« spurgte den.

✂ »Ak!« sagde den lærde Mand, »jeg skriver om det Sande og det Gode og det Skjønne, men Ingen bryder sig om at høre Sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det saa nær!«

✂ »Men det gjør jeg ikke!« sagde Skyggen, »jeg bliver feed, og det er det man skal see at blive! ja De forstaaer dem ikke paa

*5 længere] længer D. 13 killer] kildrer C. 14, 15 kigge(de) 3 gange] kige(de) D. - af] ad C. 19 *Forældrene] m, som derimod har Koner og Mænd; Forældre A-C er fejl; Forældrene D. 24 bleve] blev B. 26 ny] nye m, ny A, nye B. 136

✂ Verden. De bliver daarlig ved det. De maa reise! jeg gjør en Reise til Sommer; vil De med? Jeg gad nok have en Reisekammerat! vil De reise med, som Skygge? Det skal være mig en stor Fornøielse at have Dem med, jeg betaler Reisen!«

✂ »Det gaaer vel vidt!« sagde den lærde Mand.

✂ »Det er ligesom man tager det!« sagde Skyggen. »De vil have grumme godt af at reise! vil De være min Skygge saa skal De faae Alting frit paa Reisen!«

✂ »Det er for galt!« sagde den lærde Mand.

✂ »Men saadan er nu Verden!« sagde Skyggen, »og saaledes bliver den!« og saa gik Skyggen.

✂ Den lærde Mand havde det slet ikke godt, Sorg og Plage fulgte ham, og hvad han talte om det Sande og det Gode og det Skjønne, det var for de Fleste ligesom Roser for en Ko! - han var ganske syg tilsidst.

✂ »De seer virkelig ud ligesom en Skygge!« sagde Folk til ham, og det gjøs i den lærde Mand, for han tænkte ved det.

✂ »De skal tage til Bad!« sagde Skyggen, som kom og besøgte ham, »der er ikke andet for! jeg vil tage Dem med for gammelt Bekjendtskabs Skyld, jeg betaler Reisen og De gjør Beskrivelsen og er saadan lidt morsom for mig paa Veien! jeg vil til et Bad, mit Skjæg groer ikke ud som det skulde, det er ogsaa en Sygdom, og Skjæg maa man have! Vær De nu fornuftig og tag imod Tilbudet, vi reise jo som Kammerater!«

✂ Og saa reiste de; Skyggen var da Herre og Herren var da Skygge; de kjørte med hinanden, de rede og gik sammen, Side ved Side, forud og bag efter, saaledes som Solen stod; Skyggen vidste altid at holde sig paa Herrepladsen; og det tænkte den lærde Mand nu ikke saadanne over; han var et meget godt Hjerte, og særdeles mild og venlig, og da sagde han en Dag til Skyggen: »da vi nu saaledes ere blevne Reisekammerater, som vi er det og vi tillige ere voxne op fra Barndommen sammen, skulle vi saa ikke drikke Duus, det er dog mere fortroligt!«

✂ »De siger noget!« sagde Skyggen, som jo nu var den egentlige Herre. »Det er meget ligefremt og velmeent sagt, jeg vil være ligesaa velmenende og ligefrem. De, som en lærd Mand, veed vistnok hvor underlig Naturen er. Somme Mennesker kunne ikke taale at røre ved graat Papir, saa faae de ondt; Andre gaaer det gjennem alle Lemmer, naar man lader et Søm gnide mod

*1 det] den m. 4 Reisen!«] « mgl. A. 7 grumme] grnmme fejl A. 18 Bad] et Bad B. 26 rede] reed m, rede A, red B-C, rede D. 29 saadanne] saadan D. 34 egentlige] egenlige D. 137

✂ en Glasrude; jeg har ligesaadan en Følelse ved at høre Dem sige Du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til Jorden i min første Stilling hos Dem. De seer at det er en Følelse, det er ikke Stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige Du til mig, men jeg skal gjerne sige Du til Dem, saa er det halve gjort!«

✂ Og saa sagde Skyggen Du til sin forrige Herre.

✂ »Det er dog vel galt,« tænkte han, »at jeg maa sige De og han siger Du,« men nu maatte han holde ud.

✂ Saa kom de til et Bad, hvor der vare mange Fremmede og imellem disse en deilig Kongedatter, som havde den Sygdom at hun saae altfor godt og det var nu saa ængsteligt.

✂ Ligestrax mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden Person end alle de Andre; »han er her for at faae sit Skjæg til at voxe, siger man, men jeg seer den rette Aarsag, han kan ikke kaste Skygge.«

✂ Nysgjærrig var hun blevet; og saa gav hun sig strax paa Spadsereturen i Tale med den fremmede Herre. Som en Kongedatter behøvede hun ikke at gjøre mange Omstændigheder, og saa sagde hun, »Deres Sygdom er at De ikke kan kaste Skygge.«

✂ »Deres kongelige Høihed maa være betydelig i Bedring!« sagde Skyggen, »jeg veed, Deres Onde er at De seer alt for godt, men det har tabt sig, De er helbredet, jeg har just en ganske usædvanlig Skygge! Seer de ikke den Person, som altid gaaer med mig! Andre Mennesker have en almindelig Skygge, men jeg holder ikke af det Almindelige. Man giver *tidt sin Tjener finere Klæde i Liberiet end man selv bruger, og saaledes har jeg ladet min Skygge pudse op til Menneske I ja, De seer, at jeg endogsaa har givet ham en Skygge. Det er *meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!« -

✂ »Hvad?« tænkte Prindsessen, »skulde jeg virkelig være kommet mig! Dette Bad er det første der er til! Vandet har i vor Tid ganske forunderlige Kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den Fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans Skjæg ikke voxer, for saa reiser han!«

✂ Om Aftenen i den store Balsal dandsede Kongedatteren og Skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, saadan en Dandser havde hun aldrig havt. Hun sagde ham fra hvad Land

*10 som havde] fra disse ord og eventyret ud (s. 68-72) er satsen skudt mindre end ellers for ikke at gå ud over 4 1/2 ark. 20 kongelige] kongelig fejl A. 21 jeg] usikkert i m, Jeg efter komma A-B2 , jeg C. 25 giver *tidt] m, giver A. 28 *meget] m svært læseligt, noget A, meget B. 30 kommet] kommen D. 33 overordenligt] -ordenlig m, -ordenligt A-B2 , -ordentlig C, -ordenligt D. 138

✂ hun var, og han kjendte Landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kiget ind af Vinduerne foroven og forneden, han havde seet baade det Ene og det Andet, og saa kunde han svare Kongedatteren og gjøre Antydninger, saa hun blev ganske forundret; han maatte være den viseste Mand paa hele Jorden! hun fik saadan en Agtelse for hvad han vidste, og da de saa dandsede igjen, saa blev hun forliebt, og det kunde Skyggen godt mærke, for hun var færdig at see lige igjennem ham. Saa dandsede de nok engang og saa var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte paa sit Land og Rige og paa de mange Mennesker, hun skulde regjere over. »En viis Mand er han,« sagde hun til sig selv, »det er godt! og deiligt dandser han, det er ogsaa godt, men mon han har grundige Kundskaber, det er ligesaa vigtigt! han maa examineres.« Og saa begyndte hun saa smaat at spørge ham om noget af det Allervanskeligste, hun kunde ikke selv have svart paa det; og Skyggen gjorde et ganske underligt Ansigt.

✂ »Det kan de ikke svare paa!« sagde Kongedatteren.

✂ »Det hører til min Børne-Lærdom,« sagde Skyggen, »jeg troer saagar min Skygge der henne ved Døren kan svare derpaa!«

✂ »Deres Skygge!« sagde Kongedatteren, »det vilde være høist mærkeligt!«

✂ »Ja, jeg siger ikke bestemt at han kan!« sagde Skyggen, »men jeg skulde troe det, han har nu i saa mange Aar fulgt mig, og hørt efter, - jeg skulde troe det! men deres Kongelige Høihed tillader, at jeg gjør Dem opmærksom paa, at han har saa megen Stolthed af at gaae for et Menneske, at naar han skal være i rigtig Humeur, og det maa han være for at svare godt, saa maa han behandles ganske som et Menneske.«

✂ »Det kan jeg godt lide!« sagde Kongedatteren.

✂ Og saa gik hun hen til den lærde Mand ved Døren, og hun talte med ham om Sol og Maane, og om Menneskene baade uden paa og inden i og han svarede saa klogt og godt.

✂ »Hvad det maa være for en Mand, der har saa viis en Skygge!« tænkte hun, »det vil være en reen Velsignelse for mit Folk og Rige om jeg valgte ham til min Gemal; - jeg gjør det!«

✂ Og de vare snart enige, baade Kongedatteren og Skyggen, men Ingen skulde vide derom før hun kom hjem i sit eget Rige.

✂ »Ingen, ikke engang min Skygge!« sagde Skyggen, og det havde han nu saadan sine egne Tanker ved! -

*2 kiget] keget m, kiget AB, kigget B2C, kiget D. - af] ad C. 16 det] de fejl A. - svart] svaret B. 20 saagar] endog D. 29 Menneske.«] punktum udfaldet A. 139

✂ Saa vare de i Landet hvor Kongedatteren regjerede naar hun var hjemme.

✂ »Hør min gode Ven!« sagde Skyggen til den lærde Mand, »nu er jeg blevet saa lykkelig og mægtig, som Nogen kan blive, nu vil jeg ogsaa gjøre noget særdeles for Dig! du skal altid boe hos mig paa Slottet, kjøre med mig i min kongelige Vogn og have hundrede tusinde Rigsdaler om Aaret; men saa maa Du lade dig kalde Skygge af Alle og Enhver; Du maa ikke sige at du har nogensinde været Menneske og engang om Aaret, naar jeg sidder paa Altanen i Solskin og lader mig see, maa Du ligge ved mine Fødder, som en Skygge skal! jeg skal sige dig, jeg gifter Kongedatteren, i Aften skal Brylluppet holdes.«

✂ »Nei det er dog altfor galt!« sagde den lærde Mand, »det vil jeg ikke, det gjør jeg ikke! det er at bedrage hele Landet og Kongedatteren med! Jeg siger Alting! at jeg er Mennesket, og at du er Skyggen, du er bare klædt paa!«

✂ »Det er der Ingen som troer!« sagde Skyggen, »vær fornuftig, eller jeg kalder paa Vagten!« -

✂ »Jeg gaaer lige til Kongedatteren!« sagde den lærde Mand. »Men jeg gaaer først!« sagde Skyggen, »og du gaaer i Arrest!« - og det maatte han, for Skildvagterne de lystrede ham, som de vidste Kongedatteren vilde have.

✂ »Du ryster!« sagde Kongedatteren, da Skyggen kom ind til hende, »er der skeet Noget? Du maa ikke blive syg til iaften, nu vi skal have Bryllup.«

✂ »Jeg har oplevet det Grueligste, der kan opleves!« sagde Skyggen, »tænk Dig - ja, saadan en stakkels Skyggehjerne kan ikke holde meget ud! - Tænk Dig, min Skygge er blevet gal, han troer at han er Mennesket og at jeg - tænk dig bare, - at jeg er hans Skygge!«

✂ »Det er frygteligt!« sagde Prindsessen, »han er dog spærret inde?«

✂ »Det er han! Jeg er bange han kommer sig aldrig.«

✂ »Stakkels Skygge!« sagde Prindsessen, »han er meget ulykkelig; det er en sand Velgjerning at frie ham fra den Smule Liv han har, og naar jeg rigtig tænker over det, saa troer jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort af med ham i al Stilhed!«

✂ »Det er rigtignok haardt!« sagde Skyggen, »for det var en tro Tjener!« og saa gav han ligesom et Suk.

*4 blevet] bleven D. 20 først] før C, først D. - »og] » mgl. A. 24 iaften] m, i aften A-B2 , iaften C, i Aften D. 25 skal] skulle D. 28 ud!] m, ud; A-C, ud; D hvorefter tænk. - blevet] bleven D. 33 han!] han? m-B2 , han! C. 35 frie] befrie D. 140

✂ »De er en ædel Characteer!« sagde Kongedatteren.

✂ Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Kanonerne gik af: bum! og Soldaterne præsenterede Gevær. Det var et Bryllup! Kongedatteren og Skyggen gik ud paa Altanen for at lade sig see og faae nok en Gang Hurra!

✂ Den lærde Mand hørte ikke noget til Alt det, for ham havde de taget Livet af. -

*3 og Soldaterne] Soldaterne C, og Soldaterne D.