✂

»Der er Forskjel.«

✂ Det var i Maj Maaned, Vinden blæste endnu koldt; men Foraaret var der, sagde Buske og Træer, Mark og Enge; det myldrede med Blomster og det lige op i det levende Gjerde, og der just talte Foraaret selv sin Sag, det talte fra et lille Æbletræ, der var een eneste Green, saa frisk, saa blomstrende, overdænget med de fine rosenrøde Knopper, som vare lige ved at aabne sig; den vidste nok selv, hvor kjøn den var, for det ligger i Bladet, som i Blodet, og derfor blev den heller ikke overrasket ved at Herskabsvognen holdt paa Veien foran den, og den unge Grevinde sagde, at den Æblegreen var det Yndigste, man kunde see, den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenbarelse. Og Grenen blev brækket af, og hun holdt den i sin fine Haand og skyggede over den med sin Silkeparasol, - og saa kjørte de til Slottet, hvor der var høie Sale og pyntelige Stuer; klare hvide Gardiner flagrede ved de aabne Vinduer og deilige Blomster stode i skinnende, gjennemsigtige Vaser, og i en af disse, den var som skaaret ud af nysfalden Snee, blev Æblegrenen sat mellem friske, lyse Bøgegrene; det var en Lyst at see den!

✂ Og saa blev Grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!

✂ Der kom mange Slags Folk gjennem Stuerne og eftersom de gjaldt for, turde de sige deres Beundring, og Somme sagde slet ingen Ting, og Somme sagde altformeget, og Æblegrenen forstod, at der var Forskjel mellem Menneskene ligesom imellem Værterne. »Somme ere til Stads, og Somme ere til Næring, der

* m ukendt. *O Folkekalender for Danmark 1852 s.38-41 m. blomster- og sommerfugleprydet initial D. Udkom nov. 1851. (Bibl. 594). *A HP-55 s. 93-98 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 60-63. *D EHP 2-63 s. 189-94 m. 2 ill. *3 det] der O. 13 brækket] brukken D. 18 skaaret] skaaren. D. 278

✂ ere ogsaa de, som kunne ganske undværes,« meente Æblegrenen, og da den just var sat ved det aabne Vindue, hvorfra den kunde see baade ned i Haven og ud paa Marken saa havde den Blomster og Væxter nok til at betragte og tænke over! der stode rige og fattige, nogle altfor fattige.

✂ »Stakkels forkastede Urter!« sagde Æblegrenen, »der er rigtignok gjort Forskjel! og hvor de maa føle sig ulykkelige, dersom den Slags kan føle, som jeg og mine Lige kunne det; der er rigtignok gjort Forskjel, men det maa der gjøres, ellers stode jo Alle eens!«

✂ Og Æblegrenen saae med en Slags Medlidenhed især paa een Slags Blomster, som der var i Mængde af paa Marker og paa Grøfter; Ingen bandt dem i Bouquet, de vare altfor almindelige, ja man kunde finde dem selv imellem Brostenene, de skjøde op som det argeste Ukrud, og saa havde de det fæle Navn Fandens Melkebøtter.*)

✂ »Stakkels foragtede Væxt!« sagde Æblegrenen, »Du kan ikke gjøre ved, at Du blev hvad Du blev, at Du er saa almindelig, og at Du fik det hæslige Navn, Du har! men det er med Væxterne, som med Menneskene, der maa være Forskjel!«

✂ »Forskjel!« sagde Solstraalen og kyssede den blomstrende Æblegreen, men kyssede ogsaa de gule Fandens Melkebøtter ude paa Marken, alle Solstraalens Brødre kyssede dem, de fattige Blomster, som de rige.

✂ Æblegrenen havde aldrig tænkt over vor Herres uendelige Kjærlighed mod Alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over hvor meget Smukt og Godt der kan ligge gjemt, men ikke glemt, - men det var jo ogsaa ganske menneskeligt!

✂ Solstraalen, Lysets Straale vidste det bedre: »Du seer ikke langt, Du seer ikke klart! - Hvor er den forkastede Urt, den Du især beklager?«

✂ »Fandens Melkebøtter!« sagde Æblegrenen. »Aldrig bindes de i Bouquet, de trædes med Foden, der er formange af dem og naar de løbe i Frø flyver det i smaatskaaren Uld hen over Veien og hænger Folk i Klæderne. Ukrud er det! men det skal der jo ogsaa være! - jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er bleven en af dem!«

✂ Og hen over Marken kom en heel Skare Børn: det mindste

**) Leontodon. *3 ned] ind O. 11 en] et D. - een] eet D. 35 (det) i] som O, i A, som C, i D. 36 Ukrud] Ukrudt O. 38 bleven] -t O, -n A, -t C, -n D. 40 Leontodon] ingen note O. 279

✂ af disse var nu saa lillebitte, at det blev baaret af de andre; og da det blev sat i Græsset mellem de gule Blomster, loe det høit af Glæde, sparkede med de smaa Been, væltede sig omkring, plukkede kun de gule Blomster og kyssede dem i sød Uskyldighed. De noget større Børn brød Blomsten fra den hule Stilk, bøiede denne rundt ind i sig selv, Led ved Led, en heel Kjæde blev det; først een til Halsen, saa een at hænge om Skulderen og om Livet, paa Brystet og paa Hovedet; det var en heel Pragt af grønne Lænker og Kjæder; men de største Børn tog forsigtig den afblomstrede Urt, Stilken, der bar dens fnugartede sammensatte Frø-Krone, denne løse luftige Uldblomst, der er et heelt lille Kunststykke, som af de fineste Fjer, Fnug eller Duun; de holdt den ved Munden for i eet Pust at afblæse den heelt; den, der kunde det, fik nye Klæder, før Aaret var omme, havde Bedstemoder sagt.

✂ Den foragtede Blomst var en heel Prophet ved denne Leilighed.

✂ »Seer Du!« sagde Solstraalen, »seer Du dens Skjønhed, seer Du dens Magt!«

✂ »Ja, for Børn!« sagde Æblegrenen.

✂ Og der kom ude paa Marken en gammel Kone og gravede med sin stumpede skaftløse Kniv ned om Blomstens Rod og trak den op; nogle af Rødderne vilde hun koge sig Kaffe paa, andre vilde hun faae Penge for, idet hun bragte Apothekeren dem til Lægedom.

✂ »Skjønhed er dog noget Høiere!« sagde Æblegrenen. »Kun de Udvalgte komme i det Skjønnes Rige! der er Forskjel mellem Væxterne, ligesom der er Forskjel mellem Menneskene!«

✂ Og Solstraalen talte om den uendelige Kjærlighed hos Gud gjennem alt det Skabte og for Alt, hvad der har Liv, og om den lige Fordeling af Alt i Tid og Evighed!

✂ »Ja det er nu Deres Mening!« sagde Æblegrenen.

✂ Og der kom Folk i Stuen, og den unge Grevinde kom, hun, som havde stillet Æblegrenen saa smukt, i den gjennemsigtige Vase hvor Sollyset straalede; og hun bragte en Blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store Blade, der ligesom et Kræmmerhuus blev holdt rundt om det, for at ingen Træk eller Vindpust skulde komme til at gjøre det Skade og saa forsigtig blev det baaret, som aldrig den fine Æblegreen var blevet det.

*5 brød] brøde D. - hule] gule fejl O. 12 Fnug] Fnok O. 20 Børn!«] « mgl. A. 22 stumpede] stumpe D. 31 Evighed!] herefter fejlagtigt « i O og C. 39 blevet] bleven D. 280

✂ Ganske lempeligt kom nu de store Blade bort og man saae den fine fnuggede Frøkrone af den gule foragtede Fandens Melkebøtte. Den var det, hun saa forsigtig havde plukket, saa omhyggelig bar, for at ikke een af de fine Fjer-Pile, der danne dens Taage-Skikkelse og sidde saa løse, skulle blæse af. Heel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens skjønne Form, dens luftige Klarhed, dens hele særegne Sammensætning, dens Skjønhed, idet den skulde veires hen for Vinden.

✂ »See dog, hvor forunderlig deilig vor Herre har gjort den!« sagde hun. »Jeg vil male den med Æblegrenen; den er nu saa uendelig deilig for Alle, men ogsaa denne fattige Blomst har af vor Herre ligesaameget paa en anden Maade! saa forskjellige ere de og dog begge Børn i Skjønhedens Rige.«

✂ Og Solstraalen kyssede den fattige Blomst, og den kyssede den blomstrende Æblegreen, dens Blade syntes at rødme derved.

*9 gjort] skabt D. 13 Rige.«] « mgl. A.

✂

Fem fra en Ærtebælg.

✂ Der var fem Ærter i en Ærtebælg, de vare grønne og Bælgen var grøn, og saa troede de, at hele Verden var grøn, og det var aldeles rigtigt! Bælgen voxte og Ærterne voxte; de indrettede sig efter Huusleiligheden; lige i Rad sad de. - Solen skinnede udenfor og varmede Bælgen op, Regnen gjorde den klar; der var luunt og godt, lyst om Dagen og mørkt om Natten, saaledes som det skulde være, og Ærterne bleve større og altid mere tænkende, som de der sad, for Noget maatte de jo bestille.

✂ »Skal jeg altid blive siddende her!« sagde de, »bare jeg ikke bliver haard af at sidde saa længe. Er det ikke for mig ligesom om der er Noget udenfor, jeg har en Fornemmelse af det!«

✂ Og Uger gik; Ærterne bleve gule og Bælgen blev guul: »Hele Verden bliver guul!« sagde de og det havde de Lov til at sige.

✂ Saa fornam de et Rusk i Bælgen; den blev revet af, den kom i Menneskehænder og ned i en Trøielomme med flere fyldte Ærtebælge. - »Nu vil der snart blive lukket op!« sagde de og det ventede de paa.

✂ »Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!« sagde den mindste Ært. »Ja nu vil det snart give sig.«

✂ »Skee hvad der maa!« sagde den største.

✂ »Krask!« der revnede Bælgen og alle fem Ærter trillede ud i det klare Solskin; de laae i en Barnehaand, en lille Dreng holdt paa dem og sagde at det var ordenlige Ærter for hans Hyldebøsse; og strax kom den ene Ært i Bassen og blev skudt væk.

* k Collin 36,4° I:30. 2 bl. koncept. * r Abrahams'ske Manuskriptsamling 3. 2 bl. renskrift. Se n. t. s. 319. *O Folkekalender for Danmark 1853 s. 43-46 m. 1 ill. af Vilh. Pedersen samt initial D dannet af hugorme på blade og altså texten uvedkommende. Udkom dec. 1852. (Bibl. 621). *A HP-55 s. 99-103 m. 2 ill. forskellige fraO's og uden initialet. *C SS 18-55 s. 64-67. *D EHP 2-63 s. 298-303 m. 2 ill. *14 guul:] herefter liniebrud r (ikke k). 15 revet] reven D. 21] linien glemt r (ikke k). 24 ordenlige] k, ordentlige rD. 282

✂ »Nu flyver jeg ud i den vide Verden! tag mig om Du kan!« og saa var den borte.

✂ »Jeg«, sagde den anden, »flyver lige ind i Solen, det er en rigtig Ærtebælg og meget passende for mig!«

✂ Væk var den.

✂ »Jeg sover hvor jeg kommer,« sagde de to andre, »men vi trille nok fremad!« og saa trillede de først paa Gulvet, før de kom i Hyldebøssen, men de kom der. »Vi bringe det videst!«

✂ »Skee hvad der maa!« sagde den sidste og blev skudt iveiret, og den fløi op mod det gamle Bræt under Tagkammer-Vinduet, lige ind i en Revne, hvor der var Mos og blød Jord fløi den; og Mosset lukkede sig om den; der laae den gjemt, men ikke glemt af vor Herre,

✂ »Skee hvad der maa!« sagde den.

✂ Inde paa det lille Tagkammer boede en fattig Kone, der om Dagen gik ud at pudse Kakkelovne, ja save Brænde og gjøre svært Arbeide, for Kræfter havde hun og flittig var hun, men lige fattig blev hun; og hjemme paa det lille Kammer laae hendes halvvoxne eneste Datter, der var saa fiin og spinkel; et heelt Aar havde hun ligget tilsengs og syntes hverken at kunne leve eller døe.

✂ »Hun gaaer til sin lille Søster!« sagde Konen. »Jeg havde de to Børn, det var svært nok for mig at sørge for de to, men saa deelte vor Herre med mig og tog den ene til sig; nu vilde jeg nok beholde den anden, jeg har tilbage, men han vil nok ikke have dem skilte ad, og hun gaaer op til sin lille Søster!«

✂ Men den syge Pige blev; hun laae taalmodig og stille den lange Dag, medens Moderen var ude at fortjene Noget.

✂ Det var *nu Foraars-Tid, og tidlig en Morgenstund, just som Moderen vilde gaae til sit Arbeide, skinnede Solen saa smukt ind ad det lille Vindue hen ad Gulvet og den syge Pige saae hen mod den nederste Glasrude.

✂ »Hvad er dog det Grønne, der pipper frem ved Ruden? Det rører sig i Vinden!«

✂ Og Moderen gik hen til Vinduet og aabnede det paa Klem. »Ih!« sagde hun, »det er saamæn en lille Ært, der er skudt frem med *fine grønne Blade. Hvor er den kommen her ud i Sprækken? Der har Du jo en lille Have at see paa!«

*11 Jord fløi den] Jord D. 29 var *nu] kr, var OA. 31 (ind) ad] af krO. 33-35 Ruden? ... Klem.] Ruden ... Klem? A ved linieslutninger. 35 Klem.] herefter liniebrud r (ikke k). 37 *fine] sine k, fine r, sine OA. 38 jo en] en krO, jo en A, en C, jo en D. 283

✂ Og den Syges Seng blev flyttet nærmere til Vinduet, hvor hun kunde see den spirende Ært, og Moderen gik til sit Arbeide.

✂ »Moder, jeg troer jeg kommer mig!« sagde om Aftenen den lille Pige. »Solen har idag skinnet saa varmt ind til mig. Den lille Ært trives saa godt! og jeg vil ogsaa nok trives og komme op og ud i Solskinnet!«

✂ »Gid det var saa vel!« sagde Moderen, men hun troede ikke at det skete; dog, den grønne Spire, som havde givet Barnet glade Livstanker, satte hun en lille Pind ved, for at den ei skulde knækkes af Vinden; hun bandt et Seglgarns Baand fast til Brættet, og til det øverste af Vindues-Karmen for at Ærteranken kunde have Noget at helde sig til og snoe sig om, naar den løb op, og det gjorde den; man kunde for hver Dag see, at den tog til.

✂ »Nei, den sætter jo Blomst!« sagde Konen en Morgen og nu fik ogsaa hun det Haab og den Tro, at den lille, syge Pige kom sig; det randt hende isinde, at i den sidste Tid havde Barnet talt livligere, de sidste Morgener havde det selv reist sig op i Sengen og siddet der og seet med straalende Øine paa sin lille Ærtehave af een eneste Ært. Ugen efter var den Syge første Gang oppe i over en Time. Lyksalig sad hun i det varme Solskin; Vinduet var aabnet, og udenfor stod der fuldt udsprungen en hvidrød Ærteblomst. Den lille Pige bøiede sit Hoved ned og kyssede ganske sagte de fine Blade. Det var ligesom en Festdag den Dag.

✂ »Vor Herre har selv plantet den og ladet den trives for at give Haab og Glæde til Dig, mit velsignede Barn og til mig med!« sagde den glade Moder og smiilte til Blomsten, som til en god Engel fra Gud.

✂ Men nu de andre Ærter! - ja den, som fløi ud i den vide Verden: »Tag mig, om Du kan!« faldt i Tagrenden og kom i Due-Kro, og der laae den som Jonas i Hvalfisken. De to dovne dreve det ligesaavidt, de bleve ogsaa ædt af Duerne, og det er at gjøre solid Nytte; men den fjerde, som vilde op i Solen - den faldt i Rendestenen og laae Uger og Dage der, i det sure Vand, hvor den rigtigt bovnede.

✂ »Jeg bliver saa deilig tyk!« sagde Ærten. »Jeg revner af det,

*1 til Vinduet] Vinduet krO, til V. A, V. C, til V. D. 6 Solskinnet!«] « mgl. A. 9 for at] k, at r. 16 den lille, syge Pige] k, men rettet til det syge Barn, og således r. 17 Barnet] k, men rettet til den Syge, og således r. 20 Ært.] herefter liniebrud r (ikke k). 23 lille] unge rettet til lille k, unge r. 30 Ærter!] herefter liniebrud r (ikke k). 32 Jonas] Jonas laae kr. 35 Uger og Dage] Dage og Uger D. 284

✂ og videre troer jeg ingen Ært kan drive det, eller har drevet det. Jeg er den mærkeligste af de fem fra Ærtebælgen!«

✂ Og Rendestenen gav den Medhold.

✂ Men den unge Pige ved Tagvinduet stod med lysende Øine, med Sundheds Skjær paa Kinderne, og hun foldede sine fine Hænder over Ærteblomsten og takkede vor Herre for den.

✂ Jeg holder paa min Ært! sagde Rendestenen!

*4 Men den unge Pige ved Tagvinduet stod] Men ved T. stod den unge Pige D. Under texten H. C. Andersen rO.

✂

Et Blad fra Himlen.

✂ Høit oppe i den tynde, klare Luft fløi en Engel med en Blomst fra Himlens Have, og idet han trykkede et Kys paa Blomsten gik der et lillebitte Blad af og det faldt ned paa den dyndede Jord midt i Skoven, og strax fæstede det Rod og satte Skud midt imellem de andre Urter.

✂ »Det er en løierlig Stikling den!« sagde de, og Ingen vilde kjende sig ved den, hverken Tidsel eller Brændenelde.

✂ »Det er nok en Slags Havevæxt!« sagde de og grinede, og saa var den til Nar, som Have-Væxt; men den voxte og voxte, som ingen anden, og skjød sine Grene i lange Ranker vidt omkring.

✂ »Hvor skal Du hen!« sagde de høie Tidsler, der have Torn paa hvert Blad, »Du løber noget ave om! det har ingensteds hjemme! vi kunne ikke staae at bære Dig!«

✂ Vinteren kom, Sneen laae hen over Planten, men fra den fik Sneelaget en Glands, som blev det nedenfra gjennemstrømmet af Sol-Lys. I Foraaret stod der en blomstrende Væxt, deilig som ingen anden i Skoven.

✂ Saa kom den botaniske Professor, der havde Skudsmaalsbog paa at han var hvad han var, han saae paa Planten, han bed i den, men den stod ikke i hans Plantelære; det var ham ikke muligt at finde ud, til hvilken Klasse den hørte.

✂ »Det er en Afart!« sagde han. - »Jeg kjender den ikke, den er ikke optaget i Systemet!«

✂ »Ikke optaget i Systemet!« sagde Tidsler og Nelder.

✂ De store Træer rundtenom hørte hvad der blev sagt, og ogsaa

* m ukendt. *A HP-55 s. 104-108 m. 2 ilt. (Bibl. 737). *C SS 18-55 s. 67-70. *D EHP 2-63 s. 304-08 m. 2 ill. *7 sagde de, og] og C, sagde de, og D. 11 anden] af de Andre C, anden D. 12 have] har C, havde D. 14 at] og D. 18 anden] Andre C, anden D. 24, 25 optaget] optagen D. 286

✂ de saae at det ikke var et Træ af deres Slags, men de sagde ikke Noget, hverken Ondt eller Godt, og det er altid det sikkreste naar man er dum.

✂ Da kom, gjennem Skoven, en fattig, uskyldig Pige; hendes Hjerte var reent, hendes Forstand stor gjennem Troen, al hendes Arvegods i denne Verden var en gammel Bibel, men fra dens Blade talte til hende Guds Stemme: ville Menneskene Dig ilde, husk af Historien om Joseph: »de tænkte ondt i deres Hjerte, men Gud tænkte at vende det til det Bedre.« Lider Du Uret, miskjendes og forhaanes, husk ham den Reneste og Bedste, ham som de spottede og naglede til Korsets Træ, hvor han bad, »Fader, forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre!«

✂ Hun standsede sin Gang foran den vidunderlige Væxt, hvis grønne Blade duftede saa sødt og vederqvægende og hvor Blomsterne i det klare Solskin syntes et heelt Farve-Fyrværkeri; og det klang fra hver, som gjemte den Melodiernes dybe Brønd der i Aartusinder ikke tømmes. Med from Andagt saae hun paa al den Guds Herlighed; hun bøiede een af Grenene ned for ret at beskue Blomsten og indaande dens Duft, og det lyste i hendes Sind, det gjorde hendes Hjerte saa vel; gjerne havde hun eiet en Blomst, men hun nænte ikke at bryde den af, den vilde jo snart visne hos hende; og hun tog kun et eneste af de grønne Blade, bar det hjem, lagde det i sin Bibel og der laae det friskt, altid friskt og uvisneligt.

✂ Mellem Bibelens Blade laae det gjemt; med Bibelen blev det lagt under den unge Piges Hoved, da hun Uger efter laae i sin Liigkiste, med Dødens hellige Alvor paa det fromme Ansigt, som om det afprægede sig i det jordiske Støv at hun nu stod for sin Gud.

✂ Men ude i Skoven blomstrede den vidunderlige Væxt, den var snart som et Træ at see til, og alle Trækfugle kom og bøiede sig for den, Svalen og Storken især.

✂ »Det er udenlandsk Skaberi!« sagde Tidsel og Borre, »saaledes kunne vi her hjemme dog aldrig bære os ad!«

✂ Og de sorte Skov-Snegle spyttede paa Træet.

✂ Saa kom Svinehyrden, han ruskede Tidsler og Banker op for at brænde Aske af det Grønne; hele det vidunderlige Træ, rykket op med alle Rødder, fik han med i Bundtet, »det skal ogsaa gjøre Gavn!« sagde han og saa var det gjort.

*7 Menneskene] Menneske fejl C, Menneskene D. 16 hver] enhver D. 21 den vilde] da vilde den C, den vilde D. 287

✂ Men i mere end Aar og Dag led Landets Konge af den dybeste Tungsind; han var flittig og arbeidsom, det hjalp ikke; der blev læst dybsindige Skrifter for ham og der blev læst de allerletteste man kunde finde, det hjalp ikke. - Da kom der Bud fra en af Verdens viseste Mænd, man havde henvendt sig til ham og han lod dem vide, at der fandtes et sikkert Middel til at husvale og helbrede den Lidende. »I Kongens eget Rige groer der i Skoven en Væxt af himmelsk Oprindelse, saadan og saadan seer den ud, man kan ikke tage feil,« og her fulgte en Tegning med af Væxten, den var let at kjende! - »Den grønnes Vinter og Sommer, tag derfor, hver Aften, et frisk Blad deraf og læg det paa Kongens Pande, da lysner det om hans Tanke og en deilig Drøm til Natten vil styrke ham for den kommende Dag!«

✂ Det var nu tydeligt nok, og alle Doctores og den botaniske Professor gik ud i Skoven. - Ja, men hvor var Væxten.

✂ »Jeg har nok faaet den med i Bundtet!« sagde Svinehyrden, »den er gaaet i Aske for længe siden, men jeg vidste ikke bedre!«

✂ »Vidste ikke bedre!« sagde de Allesammen. »Uvidenhed! Uvidenhed! hvor er Du stor!« og de Ord kunde Svinehyrden lægge sig paa Hjertet, han og ingen Anden, meente de.

✂ Ikke et Blad var at finde, det eneste laae i den Dødes Kiste og derom vidste Ingen.

✂ Og Kongen selv kom i sin Mismod ud i Skoven til Stedet. »Her har Træet staaet!« sagde han, »det er et helligt Sted!« -

✂ Og Jorden her blev indhegnet med et gyldent Gitter og der kom Skildvagt, og det baade Nat og Dag.

✂ Den botaniske Professor skrev en Afhandling om den himmelske Plante, og derfor blev han forgyldt, og det var ham til stor Fornøielse; og Forgyldningen klædte ham og hans Familie, og det er det Glædeligste ved hele den Historie, thi Væxten var borte og Kongen var mismodig og bedrøvet - »men det var han ogsaa i Forveien!« sagde Skildvagten.

*9 feil] tegn udfaldet A,! C, komma D. 11 frisk] friskt D. 31 hele den] den hele D.

✂

Den gamle Gravsteen.

✂ I en af de smaa Kjøbsteder, hos en Mand, der havde sin egen Gaard, sad hele Familien i Kreds sammen om Aftenen, paa den Aarstid, da man siger »Aftenen længes;« det var endnu mildt og varmt; Lampen var tændt, de lange Gardiner hang ned for Vinduerne, hvor der stode Blomsterpotter, og udenfor var det et deiligt Maaneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel, stor Steen, der laae nede i Gaarden, tæt ved Kjøkkendøren, hvor Pigerne tidt opstillede det skurede Kobbertøi, for at det skulde tørres i Solen, og hvor Børnene gjerne legede, - det var egentlig en gammel Gravsteen.

✂ »Ja,« sagde Manden i Huset, »jeg troer den er fra den gamle nedbrudte Klosterkirke; der blev jo solgt baade Prædikestol, Epitaphier og Gravstene! min salig Fader kjøbte flere af disse, de bleve slaaede itu til Brolægning, men denne Steen blev tilovers og er siden bleven liggende i Gaarden.«

✂ »Man kan godt see, at det er en Gravsteen,« sagde den ældste af Børnene, »der er endnu at see paa den et Timeglas og et Stykke af en Engel, men Indskriften der stod, er næsten reent slettet ud, undtagen det Navn Preben og et stort »S«, der staaer lige bag efter og lidt længer nede »Marthe;« men mere kan man ikke faae ud og det er da kun, naar det har regnet eller vi have vasket den, at det staaer tydeligt.«

*mCollin 36,4° I:23. 2 bl. koncept m. titel Den gamle Liigsteen. *O Skolen og Hjemmet, red. og udg. af Jul. Chr. Gerson, 1852, Nr. 7, s. 77-80 m. titel Den gamle Liigsteen. Udkom febr. 1852. (Bibl. 602). *A HP-55 s. 109-112 m. 2 ill., titel Den gamle Gravsteen. *C SS 18-55 s. 71-74. *D EHP 2-63 s. 195-99 m. 2 ill. *1 Den gamle Gravsteen] Den gamle Liigsteen, en Historie af H.C.Andersen, mO, men overstreget i m. 2 Kjøbsteder] -stæder mO, -steder AC, -stæder D. 3 i] i en C, i D. 11 egentlig] egentligt m, egentlig O-C, egenlig D. - Gravsteen] Liigsteen mO. 14 Gravstene] Liigstene mO. 16 er] m, den er O. 17 Gravsteen] Liigsteen mO. - den] m, det O, den AC, det D. 21 og] m, og saa O. 289

✂ »Herre Gud, det er Preben Svanes og hans Hustrues Gravsteen!« sagde en gammel Mand derinde, der kunde, i sin Alder, godt være Bedstefader til dem Allesammen i Stuen. »Ja, det Ægtepar var et af de sidste som bleve jordede paa den gamle Klosterkirkegaard! det var et gammelt, hæderligt Par fra mine Drenge-Aar! Alle kjendte dem, og Alle holdt af dem, de vare Alders-Kongeparret her i Byen! Folk sagde om dem at de eiede over en Tønde Guld, og dog gik de simpelt klædt, i det groveste Tøi, men deres Linned var saa skinnende hvidt. Det var et deiligt gammelt Par, Preben og Marthe! - Naar de sad paa Bænken, der var oppe paa Husets høie Steentrappe, som det gamle Lindetræ heldede sine Grene over, og de nikkede venligt og mildt, saa blev man ordenlig glad derved. De vare saa mageløse gode mod de Fattige! de bespiste dem, de klædte dem, og der var Fornuft og sand Christendom i al deres Godgjørenhed. Først døde Konen! jeg husker den Dag saa godt! jeg var en lille Dreng og med min Fader inde hos gamle Preben, lige idet at hun var hensovet; den gamle Mand var saa bevæget, græd, som et Barn. - Liget laae endnu i Sovekammeret, tæt ved, hvor vi sad, - han talte til min Fader og et Par Naboer, om hvor eensomt der nu vilde blive, hvor velsignet hun havde været, hvormange Aar de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de bleve kjendte med hinanden og fik hinanden kjær; jeg var som sagt, lille, og stod og hørte til, men det opfyldte mig forunderligt at høre paa den gamle Mand, og see, hvorledes han mere og mere blev livlig, fik røde Kinder, idet han talte om Forlovelses Dagene, hvor yndig hun havde været, hvormange smaa uskyldige Omveie han havde gaaet for at træffes med hende, og han talte om Bryllups-Dagen, hans Øine lyste derved, han levede ligesom tilbage igjen i den Glædes-Tid, og saa laae hun nu inde i Kammeret tæt ved død, en gammel Kone, og han var en gammel Mand og talte om Haabets Tid! - - ja, ja, saaledes gaaer det! Da var jeg et Barn kuns og nu er jeg gammel, gammel, som Preben Svane. Tiden gaaer og Alting skifter! - Jeg husker saa godt hendes Begravelses-Dag, gamle Preben gik lige bag efter

*1 Gravsteen] Liigsteen mO. 2 gammel] gammel, gammel mO, gammel A, gammel, gammel C, gammel D. - der] han mO, der A, han C, der D. 10 sad] m, sade O. 13 ordenlig] ordenligt m, ordentlig O. - mageløse] m, mageløst O. 17 lige idet] just lige mO, Uge A, just lige C, lige D. 19 Sovekammeret] -kamret D. 20 han] og han mO, han A, og han C, han D. 26 Forlovelses Dagene] m, -sesd. O, -ses D. A, -ses-D. C, -sesd. D. 30 Glædes-Tid] Glædes Tid mO. - inde ... tæt ved død] m, død inde ... tæt ved O. 31 Kammeret] Kamret D. 33 et Barn kuns] m, kun et Barn O, et Barn kuns AC, et Barn kun D. 35 lige bag] ligebag mO. 290

✂ Liigkisten. Et Par Aar forud havde Ægteparret ladet deres Gravsteen hugge med Indskrift og Navne, paa Dødsaaret nær; Stenen blev om Aftenen kjørt hen og lagt paa Graven, - og Aaret efter løftedes den igjen og gamle Preben kom ned til sin Hustru. - Der var ikke den Rigdom efter dem, som Folk havde troet og sagt, det der var, kom til Familien, langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Det Bindingsværks Huus, med Bænken paa den høie Steentrappe under Lindetræet, blev revet ned af Magistraten, thi det var altfor brøstfældigt til at de turde lade det staae. Siden, da det gik med Klosterkirken ligesaadan og Kirkegaarden blev hævet, saa kom Prebens og Marthes Gravsteen, som Alt derfra, til hvem, der vilde kjøbe det, og nu er det truffet saa, at den ikke er bleven slaaet i Stykker og brugt, men ligger endnu i Gaarden til Legested for de Smaa, og til Hylde for Pigens skurede Kjøkkentøi. - Den brolagte Gade gaaer nu hen over gamle Prebens og hans Hustrues Hvilested; Ingen husker dem mere!«

✂ Og den gamle Mand, som fortalte alt dette, rystede veemodig med Hovedet. »Glemmes!« - »Alt skal glemmes!« sagde han.

✂ Og saa talte de i Stuen om andre Ting; men den mindste Dreng derinde, et Barn med store, alvorlige Øine, krøb op paa Stolen bag Gardinerne, og saae ned i Gaarden, hvor Maanen skinnede klart paa den store Steen, der altid før havde syntes ham tom og flad, men nu laae der, som et heelt stort Blad af en Historiebog. Alt hvad Drengen havde hørt om Preben og hans Hustru havde Stenen inde; og han saae paa den, og han saae op mod den klare, lyse Maane, i den rene, høie Luft og det var ligesom et Guds Ansigt, der skinnede ud over Jorden.

✂ »Glemmes! - Alt skal glemmes!« lød det inde i Stuen, og i det Øieblik kyssede en usynlig Engel Drengens Bryst og Pande og hviskede stille: »Gjem det givne Frøkorn vel, gjem det til Modenhedens Tid! - Ved Dig, du Barn, skal den udslettede Indskrift, den smuldrende Gravsteen, med lyse gyldne Træk staae for kommende Slægter! Det gamle Ægtepar skulle igjen Arm i Arm, vandre did gjennem de gamle Gader, og smilende med friske, røde Kinder, sidde paa Steentrappen under Lindetræet, og nikke til Fattig og Rig. Frøkornet fra denne Time vil, gjennem Aaringer, voxe til et blomstrende Digterværk. Det Gode og Skjønne glemmes ikke, det lever i Sagn og Sange.«

*7 Bindingsværks Huus] -værks-Huus C, -værks Huus D. 9 turde] m, kunde O. 12 det] den mO. 13 er det truffet] m, har det truffet sig O. - bleven] blevet mO. 15 Pigens] Pigernes mO, Pigens A, Pigernes C, Pigens D. 23 før havde syntes] m, havde forekommet O. 33 med ... staae for] m, staae med ... for O. 34 skulle] m, skal O, skulle A, skulde C, skal D. 35 did] uklart ord rettet til ud m, ud O. 39 Sange.«] « mgl. A. - Under texten skrevet og overstreget H. C. Andersen m.

✂

Klods-Hans.
En gammel Historie fortalt igjen.

✂ Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre at hun vilde tage til Mand, den, hun fandt bedst kunde tale for sig.

✂ De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid de havde til det, men det var ogsaa nok, for de havde Forkundskaber og de ere nyttige. Den Ene kunde udenad hele det latinske Lexicon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den Anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugs-Artiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide, saa kunde han tale med om Staten, meente han, dernæst forstod han ogsaa at brodere Seler, for han var fiin og fingernem.

✂ »Jeg faaer Kongedatteren!« sagde de begge To, og saa gav deres Fader dem hver en deilig Hest; han, som kunde Lexiconet og Aviserne fik en kulsort, og han, som var oldermands-klog og broderede fik en melkehvid, og saa smurte de sig i Mundvigerne med Levertran, forat de kunde blive mere smidige. Alle Tjenestefolkene vare nede i Gaarden for at see dem stige til Hest; i det samme kom den tredie Broder, for der var tre, men der var Ingen der regnede ham med, som Broder, for han havde ikke saadan Lærdom som de To, og ham kaldte de bare Klods-Hans.

*mCollin 36,4° II:36. 2 bl. koncept. Facs.: Niels Møller: Verdenslitteraturen III 1929 mellem s. 830 og 831. *A HP-55 s. 114-19 m. 2 ill. (Bibl. 738). *C SS 18-55 s. 74-78. *D EHP 2-63 s. 356-62 m. 2 ill. *1-2] Klods Hans. En Ammestue Historie m. Undertitlen, strøget i D. 23 ham] den Tredie C, ham D. 24 To] to andre Brødre C, To D. - de bare] de C, de bare D. 292

✂ »Hvor skal I hen siden I er i Stadstøiet?« spurgte han.

✂ »Til Hove for at snakke os Kongedatteren til! har Du ikke hørt hvad Trommen gaaer om over hele Landet!« og saa fortalte de ham det.

✂ »Hille den, saa maa jeg nok med!« sagde Klods-Hans og Brødrene loe af ham og red afsted.

✂ »Fader, lad mig faae en Hest!« raabte Klods-Hans. »Jeg faaer saadan en Lyst til at gifte mig. Ta'er hun mig, saa ta'er hun mig! og ta'er hun mig ikke, saa ta'er jeg hende alligevel!«

✂ »Det er noget Snak!« sagde Faderen, »Dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! nei, Brødrene det er Stads-Karle!«

✂ »Maa jeg ingen Hest faae!« sagde Klods-Sans, »saa ta'er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!« og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. »Her kommer jeg!« sagde Klods-Hans, og saa sang han saa at det skingrede efter.

✂ Men Brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et Ord, de maatte tænke over paa alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspekuleret!

✂ »Halehoi!« raabte Klods-Hans, »her kommer jeg! see hvad jeg fandt paa Landeveien!« og saa viste han dem en død Krage, han havde fundet!

✂ »Klods!« sagde de, »hvad vil Du med den?«

✂ »Den vil jeg forære til Kongedatteren!«

✂ »Ja, gjør Du det!« sagde de, loe og red videre.

✂ »Halehoi! her kommer jeg! see, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver Dag paa Landeveien!«

✂ Og Brødrene vendte om igjen for at see hvad det var. »Klods!« sagde de, »det er jo en gammel Træsko, som Overstykket er gaaet af! skal Kongedatteren ogsaa ha' den?«

✂ »Det skal hun!« sagde Klods-Hans; og Brødrene loe og de red og de kom langt forud.

✂ »Halehoi! her er jeg!« raabte Klods-Hans; »nei, nu bliver det værre og værre! halehoi! det er mageløst!«

✂ »Hvad har Du nu fundet!« sagde Brødrene.

✂ »O!« sagde Klods-Hans, »det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, Kongedatteren!«

*3 hørt hvad] hørt fejl C, hørt hvad D. 6 af] ad D. - red] rede D. 7 »Jeg] » mgl. A. 18, 26 red] rede D. 29 om] sig om C, om D. 31 ha'] ha'e D. 293

✂ »Uh!« sagde Brødrene, »det er jo Pludder der er kastet lige op af Grøften!«

✂ »Ja det er det!« sagde Klods-Hans, »og det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!« og saa fyldte han Lommen.

✂ Men Brødrene red alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer eftersom de kom, og blev sat i Række, sex i hvert Geled og saa tæt at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden.

✂ Alle Landets øvrige Indvaanere stode rundt om Slottet, lige op til Vinduerne for at see Kongedatteren tage mod Frierne, og ligesom een af dem kom ind i Stuen, slog Talegaven klik for ham.

✂ »Duer ikke!« sagde Kongedatteren. »Væk!«

✂ Nu kom den af Brødrene, som kunde Lexiconet, men det havde han reent glemt ved at staae i Række, og Gulvet knirkede og Loftet var af Speilglas, saa at han saae sig selv paa Hovedet, og ved hvert Vindue stode tre Skrivere og en Oldermand, der hver skrev op Alt hvad der blev sagt, at det strax kunde komme i Avisen og sælges for to Skilling paa Hjørnet. Det var frygteligt, og saa havde de fyret saadan i Kakkelovnen, at den var rød i Tromlen!

✂ »Det er en svær Varme her er herinde!« sagde Frieren.

✂ »Det er fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger!« sagde Kongedatteren.

✂ »Bæ!« der stod han, den Tale havde han ikke ventet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget Morsomt vilde han have sagt. Bæ!

✂ »Duer ikke!« sagde Kongedatteren. »Væk!« og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder.

✂ »Her er en forfærdelig Hede!« - sagde han.

✂ »Ja, vi stege Hanekyllinger i Dag!« sagde Kongedatteren.

✂ »Hvad be - hvad?« sagde han, og alle Skriverne skrev Hvad be - hvad!

✂ »Duer ikke!« sagde Kongedatteren. »Væk!«

✂ Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i Stuen. »Det var da en gloende Hede!« sagde han.

✂ »Det er fordi jeg steger Hanekyllinger!« sagde Kongedatteren.

*6 red] rede D. 8 blev] bleve D. 294

✂ »Det var jo rart det!« sagde Klods-Hans, »saa kan jeg vel faae en Krage stegt T«

✂ »Det kan De meget godt!« sagde Kongedatteren, »men har De Noget at stege den i, for jeg har hverken Potte eller Pande!«

✂ »Men det har jeg!« sagde Klods-Hans. »Her er Kogetøi med Tinkrampe!« og saa trak han den gamle Træsko frem og satte Kragen midt i den.

✂ »Det er til et heelt Maaltid!« sagde Kongedatteren, »men hvor faae vi Dyppelse fra!«

✂ »Den har jeg i Lommen!« sagde Klods-Hans. »Jeg har saa meget jeg kan spilde af det!« og saa heldte han lidt Pludder af Lommen.

✂ »Det kan jeg lide!« sagde Kongedatteren, »Du kan da svare! og Du kan tale og Dig vil jeg have til Mand! men veed Du, at hvert Ord vi sige og har sagt, skrives op og kommer imorgen i Avisen! ved hvert Vindue seer Du staae tre Skrivere og en gammel Oldermand, og Oldermanden er den Værste for han kan ikke forstaae!« og det sagde hun nu for at gjøre ham bange. Og alle Skriverne vrinskede og slog en Blæk-Klat paa Gulvet.

✂ »Det er nok Herskabet!« sagde Klods-Hans, »saa maa jeg give Oldermanden det Bedste!« og saa vendte han sine Lommer og gav ham Pluddren i Ansigtet.

✂ »Det var fiint gjort!« sagde Kongedatteren, »det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!« -

✂ Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis - og den er ikke til at stole paa!

*6 Tinkrampe!«] « mgl. A. 19 slog] sloge D.

✂

Fra et Vindue i Vartou.

✂ Ud til den grønne Vold, der gaaer rundt om Kjøbenhavn, ligger en stor, rød Gaard med mange Vinduer, i dem voxer Balsaminen og Ambratræet; fattigt seer der ud derindenfor, og fattige gamle Folk boe der. Det er Vartou.

✂ See! op til Vindueskarmen læner sig en gammel Pige, hun plukker det visne Blad af Balsaminen og seer ud paa den grønne Vold, hvor lystige Børn tumle sig; hvad tænker hun paa? Et Livs Drama ruller op for Tanken.

✂ De fattige Smaa, hvor lykkeligt de lege! hvilke røde Kinder, hvilke velsignede Øine, men hverken Skoe eller Strømper have de paa! de dandse paa den grønne Vold der, hvor Sagnet fortæller at for mange Aar tilbage, da Jorden der altid sank, blev et uskyldigt Barn lokket med Blomster og Legetøi ind i den aabne Grav, som de murede til medens den Lille legede og spiste. Da laae Volden fast og bar snart et deiligt Grønsvær. De Smaa kjende ikke Sagnet, ellers vilde de høre Barnet græde endnu dernede under Jorden, og Duggen paa Græsset vilde synes dem de brændende Taarer. De kjende ikke Historien om Danmarks Konge, der da Fjenden laae udenfor, red her forbi, og svor, han vilde døe i sin Rede; da kom Qvinder og Mænd, de gjøde kogende Vand ned over de hvidklædte Fjender, som i Sneen kravlede op ad den ydre Voldside.

✂ Lystigt lege de fattige Smaa.

* m ukendt. *O Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1847 s. 299-300. Overskriften To Billeder fra Kjøbenhavn, af H. C.Andersen, omfatter stykkerne I og II, hver med en usign. litografi af Jens Peter Lund. Stk. 1 får egen titel i flg. tryk. Stk. II se ovf. s. 228. Udkom dec. 1846. (Bibl. 512). *A HP-55 s. 120-22 w. 2 ill. *C SS 18-55 s. 78-80. *D EHP 2-63 s. 75-77 m. 2 ill. *2 Kjøbenhavn] Byen O. 5 der. Det er Vartou] der. O. 10 lykkeligt] lykkelige D. 13 blev et uskyldigt Barn] et u. B. blev D. 20 svor,] svoer at O, svor A, svor at C, svor, D. 296

✂ Leg, du lille Pige! snart komme Aarene - ja, de velsignede Aar: Confirmanterne spadsere Haand i Haand, Du gaaer i hvid Kjole, den har kostet din Moder nok, og dog er den syet om af en større, gammel! Du faaer et rødt Shawl, det hænger Dig forlangt ned, men saa kan man see, hvor stort det er, hvor altfor stort! Du tænker paa din Stads og paa den gode Gud. Deilig er en Vandring paa Volden! Og Aarene gaae med mange mørke Dage, men med Ungdomssind, og Du faaer en Ven, Du veed det ikke! I mødes; I vandre paa Volden i det tidlige Foraar, naar alle Kirkeklokker ringe paa store Bededag. Der er endnu ikke Violer at finde, men udfor Rosenborg staaer der et Træ med de første grønne Knopper, der standse I. Hvert Aar skyder Træet grønne Grene, det gjør ikke Hjertet i Menneskets Bryst, gjennem dette glide flere mørke Skyer, end Norden kjender. Stakkels Barn, din Brudgoms Brudekammer bliver Liigkisten, og Du bliver en gammel Pige; fra Vartou seer Du bag Balsaminen ud paa de legende Børn, seer din Historie gjentages.

✂ Og det er just det Livs-Drama, der ruller op for den gamle Pige, der seer ud paa Volden, hvor Solen skinner, hvor Børnene med røde Kinder og uden Strømper og Skoe juble, som alle de andre Himlens Fugle.

*1 komme] kommer O. 10 ringe paa] ringe O, ringe paa A, ringe C, ringe paa D. 11 udfor] ud for O, udfor A, ud for C, udenfor D.

✂

Ib og lille Christine.

✂ Nær ved Gudenaa, inde i Silkeborg-Skov, løfter sig en Landryg, som en stor Vold, den kaldes »Aasen« og under den mod Vest laae, ja der ligger endnu, et lille Bondehuus med magre Jorder; Sandet skinner igjennem den tynde Rug- og Byg-Ager. Det er nu en Deel Aar siden; Folkene, som boede der, dreve deres lille Avling, havde dertil tre Faar, eet Sviin og to Stude; kort sagt, de havde det ret vel til Føden, naar man tager den, som man har den, ja de kunde vel ogsaa have bragt det til at holde et Par Heste, men de sagde, som de andre Bønder derovre: »Hesten æder sig selv!« - den tærer for det Gode den gjør. Jeppe-Jæns drev sin lille Jordlod om Sommeren, og var om Vinteren en flink Træskomand. Han havde da ogsaa Medhjelp, en Karl, der forstod at skjære Træskoe, der vare baade stærke, lette og med Facon; *Skee og Sløv skar de; det gav Skillinger, man kunde ikke kalde Jeppe-Jæns for fattig Folk.

✂ Lille Ib, den syvaars Dreng, Husets eneste Barn sad og saae til, skar i en Pind, skar sig ogsaa i Fingrene, men en Dag havde han snittet to Stykker Træ, saa at de saae ud, som smaa Træskoe, de skulde, sagde han, foræres til lille Christine, og det var Prammandens lille Datter, og hun var saa fiin og saa yndelig, som et Herskabs Barn; havde hun Klæder skaaret, som hun var født og baaret, saa vilde Ingen troe at hun var fra Lyngtørvhuset paa Seishede. Derovre boede hendes Fader, der var Enkemand og ernærede sig ved at pramme Brænde fra Skoven ned

*uCollin 36,4° II:34a. 1 bl. delvis overstreget udkast, fra 298,34 Nu gik til 300,17 lille kjønt. *ksst. II:34b. 1 bl. koncept, fra 298,18 i rask til 300,18 spurgte Ib. Bladet er ikke skrevet fuldt. * r sst. 11:35. 5 bl. rettet renskrift. *A HP-55 s. 123-41 m. 4 ill. (Bibl. 739). *C SS 18-55 s. 80-92. *D EHP 2-63 s. 336-55 m. 4 ill. *2 Skov] Skove C, Skov D. 15 *Skee] r, Skoe A, Skee C, Skoe D. 21 Datter, og hun] Datter; hun C, Datter, og hun D. 298

✂ til Silkeborg Aaleværk, ja tidt derfra videre op til Randers. Ingen havde han, der kunde tage vare paa lille Christine, der var et Aar yngre end Ib og saa var hun næsten altid hos ham, paa Prammen og mellem Lyngen og Tyltebærbuskene; skulde han endelig heelt op til Randers, ja saa kom lille Christine over til Jeppe-Jæns's.

✂ Ib og lille Christine kom godt ud af det ved Leg og ved Fad; de rodede og de gravede, de krøb og de gik, og en Dag vovede de sig ene to næsten heelt op paa Aasen og et Stykke ind i Skoven, engang fandt de der Sneppeæg, det var en stor Begivenhed.

✂ Ib havde endnu aldrig været ovre paa Seishede, aldrig prammet igjennem Søerne ad Gudenaa, men nu skulde han det: han var indbudt af Prammanden og Aftenen forud fulgte han hjem med ham.

✂ Paa de høit opstablede Brændestykker i Prammen sad tidlig om Morgenen de to Børn og spiste Brød og Hindbær. Prammanden og hans Medhjelper stagede sig frem, det gik med Strømmen, i rask Fart ned ad Aaen, gjennem Søerne, der syntes at lukke sig ved Skov og ved Siv, men altid var der dog Gjennemfart, om endogsaa de gamle Træer heldede sig heelt ud og Egetræerne strakte frem afskaldede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og vilde vise deres knuddrede, nøgne Arme; gamle Elletræer, som Strømmen havde løsnet fra Skrænten, holdt sig med Rødderne fast ved Bunden, og saae ud ligesom smaa Skovøer; Aakander vuggede paa Vandet; det var en deilig Fart! - og saa kom man til Aaleværket, hvor Vandet brusede gjennem Sluserne; det var Noget for Ib og Christine at see paa!

✂ Dengang var endnu hernede hverken Fabrik eller By, her stod kun den gamle Avlsgaard og Besætningen der var ikke stor, Vandets Fald gjennem Slusen og Vildandens Skrig, det var den Gang den stadigste Livlighed. - Da nu Brændet var prammet om, kjøbte Christines Fader sig et stort Knippe Aal og en lille slagtet Griis, der Alt tilsammen i en Kurv blev stillet agter ude paa Prammen. Nu gik det mod Strømmen hjem, men Vinden var med og da de satte Seil til, var det ligesaa godt, som om de havde to Heste for.

✂ Da de med Prammen var saa høit oppe under Skoven, at de laae ud for hvor Manden, der hjalp med at pramme, havde kun et kort Stykke hjem, saa gik han og Christines Fader i Land,

*4 Tyltebær-] Tyttebær- D. 8 krøb] krøbe D. 10 engang fandt de der] og der fandt de C, engang fandt de der D. 13 indbudt] indbuden D. 31 Livlighed] L. her r (her tilføjet in scribendo), Livlighed A, L. her C, Livlighed D. 299

✂ men paalagde Børnene at forholde sig rolige og forsigtige, men det gjorde de ikke længe, de maatte see ned i Kurven hvor Aalene og Grisen gjemtes og Grisen maatte de løfte paa og holde den, og da de begge vilde holde den saa tabte de den og det lige ud i Vandet; der drev den paa Strømmen, det var en forfærdelig Begivenhed.

✂ Ib sprang i Land og løb et lille Stykke, saa kom ogsaa Christine; »tag mig med Dig!« raabte hun, og nu var de snart inde i Buskene, de saae ikke længer Prammen eller Aaen; et lille Stykke endnu løb de, saa faldt Christine og græd; Ib fik hende op.

✂ »Kom med mig!« sagde han. »Huset ligger derovre!« men det laae ikke derovre. De gik og de gik, over vissent Løv og tørre nedfaldne Grene, der knagede under deres smaa Fødder; nu hørte de en stærk Raaben - de stode stille og lyttede; nu skreg en Ørn, det var et fælt Skrig, de bleve ganske forskrækkede, men foran dem, inde i Skoven, voxte de deiligste Blaabær, en utrolig Mængde; det var alt for indbydende til ikke at blive og de blev og de spiste, og bleve ganske blaa om Mund og Kinder. Nu hørtes igjen en Raaben.

✂ »Vi faae Bank for Grisen!« sagde Christine.

✂ »Lad os gaae hjem til vort!« sagde Ib; »det er her i Skoven!« og de gik; de kom paa en Kjørevei, men hjem førte den ikke, mørkt blev det og angest vare de. Den forunderlige Stilhed rundt om afbrødes ved fæle Skrig af den store Hornugle eller Lyd fra Fugle, de ikke kjendte; endelig stod de begge To fast i en Busk, Christine græd og Ib græd, og da de saa havde grædt en Stund lagde de sig i Løvet og faldt isøvn.

✂ Solen var høit oppe da de vaagnede, de frøs, men oppe paa Høiden tæt ved, skinnede Solen ned mellem Træerne, der kunde de varme sig og derfra, meente Ib, maatte de kunde see hans Forældres Huus; men de vare langt fra det, i en ganske anden Deel af Skoven. De kravlede heelt op paa Høiden og stod paa en Skrænt ved en klar, gjennemsigtig Sø; Fiskene i den stode i Stiim belyste af Solstraalerne; det var saa uventet hvad de saae og tætved var en stor Busk fuld af Nødder, ja saagar syv Kløvser; og de plukkede og de knækkede og fik de fine Kjærner, der havde begyndt at sætte sig, - og saa kom der endnu en Overraskelse, en Forskrækkelse. Fra Busken traadte frem en stor, gammel Kone, hvis Ansigt var saa bruunt og Haaret saa

*18 blev] bleve D. 26 fra] af D. - stod] stode D. 31 kunde] k-D! 33 stod] stode D. 36 saagar] endogsaa D. 300

✂ glindsende og sort; det Hvide i hendes Øine skinnede ligesom paa en Morian; hun havde en Bylt paa Nakken, og en Knortekjep i Haanden; han var en Taterske. Børnene forstode ikke strax hvad hun sagde; og hun tog tre store Nødder op af Lommen, inde i hver laae de deiligste Ting gjemte, fortalte hun, det var Ønskenødder.

✂ Ib saae paa hende, hun var saa venlig, og saa tog han sig sammen og spurgte, om han maatte have de Nødder og Konen gav ham dem og plukkede sig en heel Lomme fuld af dem paa Busken.

✂ Og Ib og Christine saae med store Øine paa de tre Ønskenødder.

✂ »Er der i den en Vogn med Heste for?« spurgte Ib.

✂ »Der er en Guldkarreet med Guldheste!« sagde Konen.

✂ »Saa giv mig den!« sagde lille Christine, og Ib gav hende den og Konen knyttede Nødden ind i hendes Halstørklæde.

✂ »Er der inde i denne saadant et lille kjønt Halsklæde, som det Christine der har?« spurgte Ib.

✂ »Der er ti Halsklæder!« sagde Konen, »der er fine Kjoler, Strømper og Hat!«

✂ »Saa vil jeg ogsaa have den!« sagde Christine, og lille Ib gav hende ogsaa den anden Nød; den tredie var en lille sort en.

✂ »Den skal Du beholde!« sagde Christine, »og den er ogsaa kjøn.«

✂ »Og hvad er der i den?« spurgte Ib.

✂ »Det Allerbedste for Dig!« sagde Taterkonen.

✂ Og Ib holdt fast paa Nødden. Konen lovede at føre dem paa rette Vei hjem, og de gik, men rigtignok i en ganske modsat Retning, end de skulde gaae, men derfor tør man ikke beskylde hende for, at hun vilde stjæle Børn.

✂ I den vildsomme Skov mødte de Skovløberen Chræn, han kjendte Ib, og ved ham kom Ib med lille Christine hjem, hvor man var i stor Angest for dem, og Tilgivelse fik de, skjøndt de havde begge fortjent et godt Livfuldt Riis, først fordi de lod Grisen falde i Vandet og dernæst at de vare løbne deres Vei.

✂ Christine kom hjem paa Heden og Ib blev i det lille Skovhuus; det Første han der om Aftenen gjorde, var at tage frem Nødden, der gjemte »det Allerbedste«; - han lagde den mellem Døren og Dørkarmen, klemte saa til, Nødden knak, men ikke Kjærne skabt var der at see, den var fyldt ligesom med

*1 og sort] sort kr, og sort AC, sort D. 34 Livfuldt] Livfuld D. 35 at] fordi D. 301

✂ Snuus eller Muld-Jord; der var gaaet Orm i den, som det kaldes.

✂ »Ja, det kunde jeg nok tænke!« meente Ib, »hvor skulde der, inde i den lille Nød, være Plads for det Allerbedste! Christine faaer hverken fine Klæder eller Guldkarreet ud af sine to Nødder!«

✂ Og Vinteren kom og det nye Aar kom.

✂ Og der gik flere Aaringer. Nu skulde Ib gaae til Præsten og han boede langveis borte. Paa den Tid kom en Dag Prammanden og fortalte hos Ibs Forældre, at lille Christine skulde nu ud at tjene for sit Brød, og at det var en sand Lykke for hende, at hun kom i de Hænder, hun kom, fik Tjeneste hos saadanne brave Folk; tænk, hun skulde til de rige Krofolk i Berning Kanten, vesterpaa; der skulde hun gaae Mo'er tilhaande og siden, naar hun skikkede sig og der var confirmeret, vilde de beholde hende.

✂ Og Ib og Christine toge Afsked fra hinanden: Kjærestefolkene bleve de kaldte; og hun viste ham ved Afskeden, at hun endnu havde de to Nødder, som hun fik af ham da de løb vild i Skoven, og hun sagde, at hun i sin Klædekiste gjemte de smaa Træskoe, han som Dreng havde skaaret og foræret hende. Og saa skiltes de.

✂ Ib blev confirmeret, men i sin Moders Huus blev han, for han var en flink Træskoesnider og han passede godt om Sommeren den lille Avling, hans Moder havde kun ham dertil, Ibs Fader var død.

✂ Kun sjeldent, og det var da ved en Postkarl eller en Aalebonde, hørte man om Christine: det gik hende godt hos de rige Krofolk og da hun var blevet confirmeret, skrev hun til Faderen Brev med Hilsen til Ib og hans Moder; i Brevet stod om sex nye Særke og en deilig Klædning, Christine havde faaet af Husbond og Madmo'er. Det var rigtignok gode Tidender.

✂ Foraaret derefter, en smuk Dag, bankede det paa Ibs og hans Moders Dør, det var Prammanden med Christine; hun var kommet i Besøg paa en Dagstid; der var just en Leilighed til Them og igjen tilbage, og den benyttede hun. Smuk var hun, som en fiin Frøken, og gode Klæder havde hun, de vare syede vel og de passede til hende. I fuld Stads stod hun og Ib var i de daglige, gamle Klæder. Han kunde slet ikke komme til Mæle; vel tog han hendes Haand, holdt den saa fast, var saa inderlig

*29 blevet] bleven D. 35 kommet] kommen D. - til] i C, til D. 302

✂ glad, men Munden kunde han ikke faae paa Gang, det kunde lille Christine, hun talte, hun vidste at fortælle og hun kyssede Ib lige paa Munden:

✂ »Kjender Du mig ikke nok!« sagde hun; men selv da de vare ene To og han endnu stod og holdt hende i Haanden, var Alt hvad han kunde sige, alene det: »Du er blevet ligesom en fiin Dame! og jeg seer saa pjusket ud! hvor jeg har tænkt paa Dig, Christine! og paa gamle Tider!«

✂ Og de gik Arm i Arm op paa Aasen og saae over Guden-Aa til Seishede med de store Lyngbanker, men Ib sagde ikke Noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at Christine maatte blive hans Kone, de vare jo fra Smaa kaldt Kjærestefolk, de vare, syntes han, et forlovet Par, uagtet ingen af dem selv havde sagt det.

✂ Kun nogle Timer endnu kunde de være sammen, for hun skulde igjen til Them, hvorfra tidlig næste Morgen Vognen kjørte tilbage vesterpaa. Faderen og Ib fulgte med til Them, det var klart Maaneskin, og da de kom der og Ib endnu holdt Christines Haand, kunde han ikke slippe den, hans Øine de vare saa klare, men Ordene faldt kun smaat, men det var Hjerte-Ord hvert eneste et: »er Du ikke blevet for fiint vant,« sagde han, »og kan Du finde Dig i at leve i vor Mo'ers Huus med mig, som Ægtemand, saa blive vi To engang Mand og Kone! - - men vi kan jo vente lidt!«

✂ »Ja, lad os see Tiden an, Ib!« sagde hun; og saa trykkede hun hans Haand og han kyssede hende paa hendes Mund. »Jeg stoler paa Dig, Ib!« sagde Christine, »og jeg troer, at jeg holder af Dig! men lad mig sove paa det!«

✂ Og saa skiltes de ad. Og Ib sagde til Prammanden, at han og Christine vare nu saa godt som forlovede, og Prammanden fandt, at det var, som han altid havde tænkt om det; og han fulgte hjem med Ib og sov der i Seng med ham, og der taltes saa ikke mere om Forlovelsen.

✂ Et Aar var gaaet; to Breve vare vexlede mellem Ib og Christine; »trofast til Døden!« stod der ved Underskriften. En Dag traadte Prammanden ind til Ib, han havde Hilsen til ham fra Christine; hvad mere han havde at sige, gik det lidt langsomt med, men det var det, at det gik Christine vel, mere end vel, hun var jo en kjøn Pige, agtet og afholdt. Kromandens Søn havde været hjemme paa Besøg; han var ansat ved noget Stort

*6 blevet] bleven D. 12 kaldt] kaldte D. 21 blevet ] bleven D. 35 Underskriften.] punktum mgl. A. 303

✂ i Kjøbenhavn, ved et Contoir: han syntes godt om Christine, hun fandt ham ogsaa efter sit Sind, hans Forældre vare nok ikke uvillige, men nu laae det dog Christine paa Hjertet, at nok Ib tænkte saa meget paa hende, og saa havde hun betænkt at skyde Lykken fra sig, sagde Prammanden.

✂ Ib sagde i Førstningen ikke et Ord, men han blev ligesaa hvid, som et Klæde, rystede lidt med Hovedet og saa sagde han: »Christine maa ikke skyde sin Lykke fra sig!«

✂ »Skriv hende det Par Ord til!« sagde Prammanden.

✂ Og Ib skrev ogsaa, men han kunde ikke ret sætte Ordene sammen, som han vilde, og han slog Streg over og han rev itu, - men om Morgenen var der et Brev istand til lille Christine, og her er det!

✂ - »Det Brev, Du har skrevet til din Fader, har jeg læst
»og seer, at det gaaer Dig vel i alle Maader og at Du kan
»faae det endnu *bedre! Spørg dit Hjerte ad, Christine! og
»tænk vel over hvad Du gaaer ind til, om Du tager mig; det
»er kun ringe hvad jeg har. Tænk ikke paa mig og hvordan
»jeg har det, men tænk paa dit eget Gavn! Mig er Du ikke
»bundet til ved Løfte, og har Du i dit Hjerte givet mig et,
»saa løser jeg Dig fra det. Alverdens Glæde være over Dig,
»lille Christine! vor Herre har vel Trøst for mit Hjerte!

✂ Altid din inderlige Ven,
Ib.«

✂ Og Brevet blev afsendt og Christine fik det.

✂ Ved Mortensdagstider blev der lyst fra Prædikestolen for hende, i Kirken paa Heden og ovre i Kjøbenhavn, hvor Brudgommen var, og derover reiste hun med sin Madmo'er, da Brudgommen, for sine mange Forretningers Skyld, ikke kunde komme saalangt over i Jylland. Christine havde, efter Aftale, truffet sammen med sin Fader i Landsbyen Funder, som Veien gaaer igjennem og som var ham det nærmeste Mødested; der tog de To Afsked. Derom kom til at falde et Par Ord, men Ib sagde ikke Noget; han var blevet saa eftertænksom, sagde hans gamle Mo'er; ja eftertænksom var han, og derfor randt ham i Tanke de tre Nødder, han som Barn fik af Taterkonen og gav Christine de to af, det var Ønskenødder, i hendes den ene laae jo en Guldkarreet med Heste, i den anden de deiligste Klæder;

*1 Contoir] Contor D. 16 *bedre] r, Bedre A, bedre C, Bedre D. 20 bundet] bunden D. 30 havde ... truffet] var ... truffen D. 33 tog] toge D. 34 blevet] bleven D. 36 han] r, herefter komma A. 304

✂ det slog til! al den Herlighed fik hun nu ovre i Kongens Kjøbenhavn! for hende gik det i Opfyldelse -! for Ib var der i Nødden kun den sorte Muld. »Det Allerbedste« for ham, havde Taterkonen sagt, - jo, ogsaa det gik i Opfyldelse! den sorte Muld var ham det Bedste. Nu forstod han tydeligt hvad Konen havde meent: I den sorte Jord, i Gravens Gjemme, der var det ham det Allerbedste!

✂ Og der gik Aaringer, - ikke mange, men lange, syntes Ib; de gamle Krofolk døde bort, den ene kort efter den anden; al Velstanden, mange tusinde Rigsdaler gik til Sønnen. Ja, nu kunde Christine faae Guldkarreet og fine Klæder nok.

✂ I to lange Aar, som fulgte, kom ikke Brev fra Christine, og da saa Faderen fik et, var det slet ikke skrevet i Velstand og Fornøielse. Stakkels Christine! hverken hun eller hendes Mand havde vidst at holde Maade paa Rigdommen, den gik, som den kom, der var ingen Velsignelse ved den, for de vilde det ikke selv.

✂ Og Lyngen stod i Blomster og Lyngen tørrede hen; Sneen havde mange Vintre fyget over Seis Hede, over Aasen hvor Ib boede i Læ; Foraarssolen skinnede og Ib satte Ploven i Jorden, da skar den, som han troede, hen af en Flintesteen, der kom ligesom en stor sort Høvlspaan op over Jorden, og da Ib tog paa den, mærkede han, at det var et Metal, og hvor Ploven havde skaaret ind i det, skinnede det blankt. Det var en tung, stor Arm-Ring af Guld fra Hedenold; Kjæmpegraven var blevet jævnet her, dens kostelige Smykke fundet. Ib viste det til Præsten, der sagde ham hvad herligt det var og derfra gik Ib med det til Herredsfogden, der gav Indberetning derom til Kjøbenhavn og raadede Ib selv at overbringe det kostelige Fund.

✂ »Du har fundet i Jorden det Bedste, Du kunde finde!« sagde Herredsfogeden.

✂ »Det Bedste!« tænkte Ib. »Det Allerbedste for mig - og i Jorden! saa havde Taterqvinden dog ogsaa Ret med mig, naar det var det Bedste!«

✂ Og Ib gik med Smakken fra Aarhuus til Kongens Kjøbenhavn; det var som en Reise over Verdenshavet, for ham, som kun havde sat over Gudenaa. Og Ib kom til Kjøbenhavn.

✂ Værdien af det fundne Guld blev udbetalt ham, det var en stor Sum: sex hundrede Rigsdaler. Der gik i det store, vildsomme Kjøbenhavn Ib fra Skoven ved Seishede.

*15 paa] med C, paa D. 21 af] ad D. 25 blevet] bleven D. 26 fundet] funden D. 305

✂ Det var netop Aftenen før han vilde med Skipperen tilbage til Aarhuus, da han forvildede sig i Gaderne, kom i en ganske anden Retning, end den han vilde, og var, over Knippelsbro, kommet til Christianshavn istedetfor ned mod Volden ved Vesterport! Han styrede ganske rigtigt vesterpaa, men ikke hvor han skulde. Der var ikke et Menneske at see paa Gaden. Da kom der en lille bitte Pige ud fra et fattigt Huus; Ib talte til hende om Veien, han søgte; hun studsede, saae op paa ham og var i heftig Graad. Nu var hans Spørgsmaal, hvad hun feilede, hun sagde Noget, som han ikke forstod og idet de begge vare lige under en Lygte, og Lyset fra den skinnede hende lige ind i Ansigtet, blev han ganske underlig, for det var livagtig lille Christine han saae, ganske, som han huskede hende fra de begge vare Børn.

✂ Og han gik med den lille Pige ind i det fattige Huus, opad den smalle, slidte Trappe, høit op til et lille, skraat Kammer under Taget. Der var en tung, qvalm Luft derinde, intet Lys tændt; henne i Krogen sukkede det og drog Veiret trangt. Ib tændte en Svovlstikke. Det var Barnets Moder, som laae paa den fattige Seng.

✂ »Er der Noget, jeg kan hjelpe Eder med!« sagde Ib. »Den Lille fik mig fat, men jeg er fremmed selv her i Staden. Er her ingen Naboer eller Nogen, jeg kan kalde paa!« - Og han løftede hendes Hoved.

✂ Det var Christine fra Seishede.

✂ I Aaringer var derhjemme i Jylland hendes Navn ikke blevet nævnet, det vilde have rørt op i Ibs stille Tankegang, og det var jo ikke heller godt, hvad Rygtet og Sandheden meldte, at de mange Penge, hendes Mand fik i Arv fra hans Forældre, havde gjort ham overmodig og vildsom, sin faste Stilling havde han opgivet, reist et halvt Aar i fremmede Lande, kommet tilbage og gjort Gjæld og dog flankeret; meer og meer heldede Vognen og tilsidst væltede den. De mange lystige Venner fra hans Bord sagde om ham, at han fortjente det, som det gik ham, han havde jo levet, som en gal Mand! - Hans Liig var en Morgen funden Canalen i Slotshaven.

✂ Christine gik med Døden i sig; hendes yngste lille Barn, kun nogle Uger gammelt, baaret i Velstand, født i Elendighed, var alt i Graven og nu var det saa vidt med Christine, at hun laae

*1 Skipperen] en Skipper r, Skipperen A, en Skipper C, Skipperen D. 4 kommet] kommen D. 6 hvor] hvor hen r, hvor A, derhen hvor C, hvor D. 11 hende lige] hende C, hende lige D. 22 fremmed selv] selv fremmed D. 306

✂ dødssyg, forladt, paa et usselt Kammer, usselt, som hun kunde have taalt det i sine unge Aar paa Seishede, men nu bedre vant, ret følte Elendigheden af. Det var hendes ældste, lille Barn, ogsaa en lille Christine, der led Nød og Sult med hende, og som havde faaet Ib derop.

✂ »Jeg er bange, jeg døer fra det stakkels Barn!« fremsukkede hun, »hvor i Verden skal hun saa hen!« - mere kunde hun ikke sige.

✂ Og Ib fik igjen en Svovlstikke tændt og fandt en Stump Lys, den brændte og lyste i det usle Kammer.

✂ Og Ib saae paa den lille Pige og tænkte paa Christine i unge Dage; for Christines Skyld kunde han være god mod dette Barn, som han ikke kjendte. Den Døende saae paa ham, hendes Øine bleve større og større -! Kjendte hun ham? Ikke vidste han det, ikke et Ord hørte han hende sige.

✂ --------

✂ Og det var i Skoven ved Gudenaa, nær Seishede; Luften var graa, Lyngen stod uden Blomster, Vestens Storme dreve det gule Løv fra Skoven ud i Aaen og hen over Heden hvor Græstørvhuset stod, hvor fremmede Folk boede; men under Aasen, godt i Læ bag høie Træer stod det lille Huus, hvidte! og malet; inde i Stuen brændte i Kakkelovnen Klynetørvene, inde i Stuen var Solskin, der straalede fra to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i Talen fra dets røde, leende Mund; der var Liv og Lystighed, lille Christine var der; hun sad paa Ibs Knæ; Ib var hende Fader og Moder, de vare borte, som Drømmen er det for Barnet og den Voxne. Ib sad i det nette, pyntelige Huus, en velhavende Mand; den lille Piges Moder laae paa de Fattiges Kirkegaard ved Kongens Kjøbenhavn.

✂ Ib havde Penge paa Kistebunden, sagde de, Guld fra Muld, og han havde jo ogsaa lille Christine.

*6 fremsukkede] sukkede D. 22 der] det r, der A, det C, der D. 26 og] og for r, og A, og for C, og D.

✂

Den sidste Perle.

✂ Der var et rigt Huus, et lykkeligt Huus; Alt derinde, Herskab og Tyende, Vennerne med vare lyksalige og glade, der var i Dag født en Arving, en Søn; og Moder og Barn befandt sig vel.

✂ Lampen i det hyggelige Sovekammer var halv dækket til, svære Silkegardiner af kostbare Stoffer hang tæt trukne til for Vinduerne. Gulvtæppet var tykt og blødt, som et Mos, Alt var til at blunde, sove, deiligt udhvile sig paa og det gjorde ogsaa Vaagekonen, hun sov, og det kunde hun, Alt var godt og velsignet her. Husets Skytsaand stod ved Sengens Hovedgjerde; hen over Barnet, ved Moderens Bryst, bredte sig, som et Net af funklende Stjerner, saa rige, hver var en Lykkens Perle. Livets gode Feer, alle havde de bragt deres Gave til den Nyfødte; her funklede Sundhed, Rigdom, Lykke, Kjærlighed, kort Alt, hvad Menneskene kunde ønske sig paa Jorden.

✂ »Alt er her bragt og givet!« sagde Skytsaanden.

✂ »Nei!« lød en Stemme tæt ved, det var Barnets gode Engel. »Een Fee har endnu ikke bragt sin Gave, men hun bringer den, bringer den engang, om endogsaa Aar gaae hen. Den sidste Perle mangler!«

✂ »Mangler! her tør Intet mangle og var det virkeligt saa, da lad os søge hende, den mægtige Fee, lad os gaae til hende!«

* m Collin 36,4° I:31. 2 bl. rettet renskrift. *O Almanak eller Huuskalender for 1854, udg. og forlagt af A. G. F. Flinch, 1854 s. 38-39. Dekorativ indl.-vignet, hvori titlen er indtegnet, og illustrativ slutvignet. Udkom nov. 1853. (Bibl. 638). *A HP-55 s. 142-45 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 92-94. *D EHP 2-63 s. 320-23 m. 2 ill. *11 sig, som] m, sig som O, sig, som A, sig, ligesom C, sig, som D. 15 kunde] kunde rettet til kunne m, kunne O, kunde A, kunne C, kunde D. 16 er her] er C, er her D. 21 Mangler! her] Mangler« »her fejl A, forklarligt af nogle overstregede ord i m. - var] er mO, var A, er C, var D. 22 søge] gaae at søge O. 308

✂ »Hun kommer, hun kommer engang! hendes Perle maa til, for at Krandsen kan bindes sammen!«

✂ »Hvor boer hun? Hvor er hendes Hjem! siig mig det, jeg gaaer og henter Perlen!«

✂ »Du vil det!« sagde Barnets gode Engel, »jeg fører Dig til hende, hvor hun endogsaa maa søges! hun har intet blivende Sted, hun kommer til Keiserens Slot og til den fattigste Bonde, intet Menneske gaaer hun sporløs forbi, dem Alle bringer hun sin Gave, den være en Verden eller et Legetøi! ogsaa dette Barn maa hun møde. Du tænker, Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig, nu vel, vi gaae at hente Perlen, den sidste Perle i denne Rigdom!«

✂ Og Haand i Haand svævede de hen til det Sted, som for denne Stund var Feens Hjem.

✂ Det var et stort Huus med mørke Gange, tomme Stuer, og forunderligt stille; en Række Vinduer stode aabne, saa at ret den raa Luft kunde trænge ind; de lange hvide, nedhængende Gardiner bevægede sig ved Lufttrækket.

✂ Midt paa Gulvet stod en aaben Liigkiste og i denne hvilede Liget af en Qvinde, endnu i sine bedste Aar; de deiligste friske Roser laae hen over hende, saa at kun de foldede, fine Hænder vare synlige og det i Døden forklarede, ædle Ansigt med Indvielsens høie, ædle Alvor i Gud.

✂ Ved Kisten stode Mand og Børn, en heel Flok var det; den Mindste sad paa Faderens Arm, det sidste Farvel bragte de; og Manden kyssede hendes Haand, den, der nu var som et vissent Løv, og før med Kraft og Kjærlighed havde hygget om dem. Salte, tunge Taarer faldt i *store Draaber paa Gulvet; men ikke et Ord blev sagt. Tausheden her rummede en Verden af Smerte. Og stille, hulkende gik de bort.

✂ Der stod et Lys, Flammen vred sig for Vinden og skjød op sin lange, røde Tande. Fremmede Folk traadte ind, de lagde Laaget over den Døde, de slog Sømmene fast, stærkt lød Hammerslagene gjennem Husets Stuer og Gange, de lød til Hjerterne, der blødte.

✂ »Hvorhen fører Du mig!« spurgte Skytsaanden, »her boer ingen Fee, hvis Perle hører med til Livets bedste Gaver!«

✂ »Paa dette Sted boer hun, her i denne hellige Time,« sagde Skytsengelen, og pegede hen i Krogen, og der, hvor i Livets

*10 møde. Du tænker] møde. [indskudt: dog du tænker] m, møde; dog du tænker: O. 16 stode] stod O. 19 hvilede] laa m, hvilede O. 24 stode] m, stod O. 28 *store] mO, tunge A, store C. 309

✂ Dage Moderen havde siddet mellem Blomster og Billeder, hvor hun, som Husets velsignende Fee, nikkede kjærligt til Mand, Børn og Venner, hvor hun, som Husets Solstraale, udbredte Glæde og var det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad nu en fremmed Qvinde, iført lange, side Klæder, Sorgen var det, Herskerinden her, Moder nu i den Dødes Sted. Der trillede en brændende Taare ned paa hendes Skjød, den blev en Perle; den funklede med alle Regnbuens Farver, og Engelen greb den, og Perlen lyste, som en Stjerne med syvfarvet Glands.

✂ »Sorgens Perle, den sidste, som ikke kan savnes! ved den forhales de andres Glands og Magt. Seer Du Skjæret her af Regnbuen, den, der forbinder Jorden med Himlen. For hver af vore Kjære, der døe fra os, have vi een Ven meer i Himlen at længes efter. I Jordens Nat see vi opad mod Stjernerne, ud mod Fuldendelsen! betragt Sorgens Perle, i den ligge Psyche-Vingerne, de bære os bort herfra!«

*1 Blomster og Billeder] m, Blomster O. 13 fra] for O. 15 ligge] ligger D. 16 Under texten H. C. Andersen O.

✂

»Hun duede ikke.«

✂ Byfogden stod ved det aabne Vindue; han var i Mansket-Skjorte, med Brystnaal i Kalvekrydset og overordenlig vel barberet, selvgjort Arbeide; dog var han kommet til at give sig et lille Snit, men hen over det sad en Lap Avis-Papir.

✂ »Hør, du Lille!« raabte han.

✂ Og den Lille var ingen anden end Vaskerkonens Søn, der netop gik forbi og ærbødig tog sin Kasket af; den var knækket i Skyggen og indrettet til at putte i Lommen. I de fattige, men rene og særdeles vel lappede Klæder og med svære Træskoe, stod Drengen ærbødig, som var det for Kongen selv han stod.

✂ »Du er en god Dreng!« sagde Byfogden, »Du er en høflig Dreng! din Moder skyller vel Tøi nede ved Aaen; der skal Du ned med det, Du har i Lommen. Det er en slem Ting med din Moder! hvormeget har Du der?«

✂ »En halv Pægel!« sagde Drengen med forskrækket, halv sagte Stemme.

✂ »Og imorges fik hun det samme!« vedblev Manden.

✂ »Nei, igaar var det!« svarede Drengen.

✂ »To halve gjør en heel! - Hun duer ikke! Det er sørgeligt med den Klasse af Folket! Siig til din Moder, at hun skulde skamme sig! og bliv aldrig Du en Drukkenboldt, men det bliver Du nok! - Stakkels Barn! - Gaa nu!«

✂ Og Drengen gik; Kasketten beholdt han i Haanden, og Vinden blæste paa hans gule Haar, saa at det reiste sig i lange

* m Abrahams'ske Manuskriptsamling 3. 3 bl. koncept. *O Folkekalender for Danmark 1853 s. 120-26 m. 2 ill. af Vilh. Pedersen. Udkom dec. 1852. (Bibl. 622). *A HP-55 s. 146-55 m. 2 ill.; i forhold tilO's er den første helt forskellig og den anden omarbejdet. *C SS 18-55 s. 95-102. *D EHP 2-63 s. 209-19 m. 2 ill. *2 Mansket-] Mansjets m, Manskjets- O. 3 overordenlig] m, overordentlig O. 4 kommet] kommen D. 13 Du] Du vel m. 311

✂ Totter. Han gik om af Gaden, ind i Gyden, ned til Aaen, hvor Moderen stod ude i Vandet ved Toestolen og slog med Tærskelen paa det svære Linned. Der var Strømning i Vandet, thi Vandmøllens Sluser vare oppe, Lagenet drev for Strømmen og var nær ved at rive Toestolen om; Vaskerkonen maatte holde imod.

✂ »Jeg er nær ved at seile!« sagde hun, »det er godt, at Du kommer, for jeg kan trænge til at faae lidt Hjelp paa Kræfterne! det er koldt herude i Vandet; i sex Timer har jeg staaet her. Har Du Noget til mig?«

✂ Drengen tog Flasken frem, og Moderen satte den for Munden og drak en Slurk.

✂ »O, hvor det gjør godt! hvor det varmer! det er ligesaa godt som varm Mad, og det er ikke saa dyrt! drik, min Dreng! Du seer saa bleg ud, Du fryser i de tynde Klæder! det er jo ogsaa Efteraar. Hu! Vandet er koldt! bare jeg ikke bliver syg! men det gjør jeg ikke! giv mig en Taar endnu og drik ogsaa Du, men kun en lille Draabe, Du maa ikke vænne Dig til det, mit stakkels fattige Barn!«

✂ Og hun gik om Broen, hvor Drengen stod, og traadte op paa Land; Vandet drev fra Sivmatten, hun havde om Livet, Vandet flød fra hendes Skjørt.

✂ »Jeg slider og slæber, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af mine Neglerødder! men det er det samme, naar jeg kun hæderlig kan faae dig frem, mit søde Barn!«

✂ I det Samme kom en noget ældre Kone, fattig i Klæder og Skind, halt paa det ene Been og med en mægtig stor forloren Krølle ud over det ene Øie, det skulde skjules af Krøllen, men den gjorde Skavanken mere kjendelig. Det var en Veninde af Vaskerkonen, »Halte-Maren med Krøllen,« kaldte Naboerne hende.

✂ »Stakkel, hvor Du slider og slæber og staaer i det kolde Vand! Du kan nok trænge til Lidt at varmes ved, og dog har man ondt af den Draabe, Du faaer!« - og nu var snart hele Byfogdens Tale til Drengen bragt Vaskerkonen; for Maren havde hørt det Hele, og det havde ærgret hende, at han talte saaledes til Barnet om dets egen Moder og om den Draabe, hun tog, lige i det Byfogden gjorde stort Middags-Collats med Viin i flaskeviis!

*1 af] i m, af O-C, ad D. 9 jeg] jeg nu m. 23 færdigt at] færdigt (rettet til færdig m) ved at mO, færdigt at A, færdig ved at C, færdigt at D. 36 saaledes] saadan mO, saaledes A, saadan C, saaledes D. 38 stort Middags-Collats] stor Middags-Collas D. 312

✂ »fine Vine og stærke Vine! lidt over Tørsten hos Mange! men det kalder man ikke at drikke! de due, men Du duer ikke!«

✂ »Saa han har talt til Dig, Barn!« sagde Vaskerkonen, og hendes Læber bevægede sig zittrende: »Du har en Moder, der duer ikke! maaskee har han Ret! men til Barnet skulde han ikke sige det! dog, fra det Huus kommer Meget over mig!«

✂ »I har jo tjent der i Gaarde, da Byfogdens Forældre levede og boede der; det er mange Aar siden! Der er spiist mange Skjepper Salt siden den Tid, saa man nok kan tørste!« og Maren loe. »Der er stor Middag i Dag hos Byfogden, den skulde have været sagt af, men nu blev det dem for silde, og Maden var lavet. Jeg har det fra Gaardskarlen. Der er for en Timestid siden kommet Brev om, at den yngre Broder er død i Kjøbenhavn.«

✂ »Død!« udbrød Vaskerkonen og blev liigbleg.

✂ »Ih dog!« sagde Konen; »tager I Jer det saa nær! naa, I kjendte ham, fra I tjente der i Huset.«

✂ »Er han død! han var det bedste, det meest velsignede Menneske! vor Herre faaer ikke Mange, som ham!« og Taarerne løb hende ned ad Kinderne. »O, min Gud! det gaaer rundt med mig! det er, fordi jeg drak Flasken ud! jeg har ikke kunnet taale det! jeg føler mig saa ilde!« - og hun holdt sig op til Plankeværket.

✂ »Herre Gud, I er ganske daarlig, Moer!« sagde Konen. »See dog til, det kan gaae over! - nei, I er rigtig syg! det er bedst, jeg faaer Jer hjem!«

✂ »Men Tøiet der!«

✂ »Det skal jeg nok tage mig af! tag mig under Armen! Drengen kan blive her og passe paa saa længe, saa skal jeg komme og vaske Resten; det er en lille Klat kun!«

✂ Og Fødderne vaklede under Vaskerkonen.

✂ »Jeg har staaet for længe i det kolde Vand! jeg har ikke siden imorges faaet Vaadt eller Tørt! jeg har Feber i Kroppen! O Herre Jesus! hjelp mig hjem! mit stakkels Barn!« - og hun græd.

✂ Drengen græd og sad snart ene ved Aaen ved det vaade Tøi. De to Koner gik langsomt, Vaskerkonen vaklende, op ad Gyden, om ad Gaden, forbi Byfogdens Gaard, og netop udenfor den sank hun om paa Brostenene. Folk samlede sig.

*9 nok kan] kan nok mO, nok kan A, kan nok C, nok kan D. 11 have] overstreget m. 12 var] var jo m. 19 ham] m (rettet fra han), AC, han D. 20 ad] af mO. 30 er] er jo mO, er A, er jo C, er D. 37 vaklende,] mO, komma mgl. A. 313

✂ Halte-Maren løb ind i Gaarden om Hjelp. Byfogden med sine Gjester saae ud ad Vinduerne.

✂ »Det er Vaskerkonen!« sagde han, »hun har faaet lidt over Tørsten; hun duer ikke I det er Skade for den kjønne Dreng, hun har. Jeg har sandelig Godhed for Barnet. Moderen duer ikke!«

✂ Og hun blev bragt til sig selv igjen og ledet til sit fattige Hjem, hvor hun kom i Seng. En Skaal varmt Øl med Smør og Sukker gik den skikkelige Maren at lave, det var den Medicin hun troede var den bedste, og saa gik hun til Skyllestedet, skyllede meget daarligt, men velmeent, trak egentlig kun det vaade Tøi i Land og fik det i en Kasse.

✂ Ved Aften sad hun i den fattige Stue hos Vaskerkonen. Et Par brunede Kartofler og et deiligt fedt Stykke Skinke havde hun faaet hos Byfogdens Kokkepige til den Syge, det nød Drengen og Maren godt af; den Syge glædede sig ved Lugten, den var saa nærende, sagde hun.

✂ Og Drengen kom tilsengs, den selvsamme, i hvilken Moderen laae, men han havde sin Plads paatværs ved Fødderne med et gammelt Gulvtæppe over sig, syet sammen af blaa og røde Strimler.

✂ Og det var lidt bedre med Vaskerkonen; det varme Øl havde styrket hende, og Lugten af den fine Mad gjorde godt.

✂ »Tak, du gode Sjæl!« sagde hun til Maren, »Alt vil jeg ogsaa sige Dig, naar Drengen sover! jeg troer allerede, han gjør det! hvor sød og velsignet seer han ud! med de lukkede Øine! han veed ikke, hvorledes hans Moder har det. Vor Herre lade ham aldrig prøve det! - Jeg tjente hos Kammerraadens, Byfogdens Forældre, saa traf det sig, at den yngste af Sønnerne kom hjem, Studenten; dengang var jeg ung, vild og gal, men skikkelig, det tør jeg sige for Guds Ansigt!« sagde Vaskerkonen, - »Studenten var saa lystig og glad, saa velsignet! hver Bloddraabe i ham var retskaffen og god! bedre Menneske har der ikke været paa Jorden. Han var Søn i Huset, og jeg kun Tjenestepige, men vi bleve Kjærestefolk, i Tugt og Ære! et Kys er dog ikke Synd, naar man rigtig holder af hinanden. Og han sagde det til sin Moder; hun var som vor Herre for ham her paa Jorden! og hun var saa klog, kjærlig og elskelig! - Han reiste bort, og sin Guldring satte han paa min Finger. Da han vel var borte, kaldte min Madmoder mig ind for sig; alvorlig og dog saa mild stod hun, talte, som vor Herre vilde kunne det; hun klarede for mig Afstanden i

*2 ad] fra m, af O. 10 egentlig] egenlig D. 22 gjorde] gjort mO, gjorde A, gjort C, gjorde D. 25 seer han] han seer mO, seer han A, han seer C, seer han D. 314

✂ Aand og Sandhed imellem ham og mig. »Nu seer han paa, hvor godt Du seer ud, men Udseendet vil gaae bort! Du er ikke oplært, som han, I naae ikke op til hinanden i Aandens Rige, og deri ligger Ulykken. Jeg agter den Fattige, sagde hun, hos Gud kan han maaskee faae en høiere Plads, end mange Rige, men man maa ikke paa Jorden gaae over i et galt Spor, naar man kjører fremad, ellers vælter Vognen og I To ville vælte! Jeg veed, at en brav Mand, en Haandværksmand har friet til Dig, det er Erik Handskemager, han er Enkemand, har ingen Børn, staaer sig godt, tænk derover!« Hvert Ord, hun sagde, var som Knive gjennem mit Hjerte, men Konen havde Ret! og det knugede mig og tyngede mig! - jeg kyssede hendes Haand og græd mine salte Taarer, og det endnu mere, da jeg kom ind i mit Kammer og lagde mig over min Seng. Det var en tung Nat, som fulgte, vor Herre veed, hvad jeg led og stred. Saa gik jeg om Søndagen til Herrens Bord, for at faae Lys i mig. Da var det ligesom en Tilskikkelse: idet jeg gik ud af Kirken, mødte jeg Erik Handskemager. Saa var der ikke længer nogen Tvivl i mit Sind, vi passede for hinanden i Stilling og Vilkaar, ja, han var endogsaa en velhavende Mand! og saa gik jeg lige hen til ham, tog hans Haand og sagde: er dine Tanker endnu til mig? - Ja evig og altid! sagde han. - Vil Du have en Pige, der agter og ærer Dig, men ikke holder af Dig, men det kan vel komme! - Det vil komme! sagde han, og saa gav vi hinanden Haanden. Jeg gik hjem til min Madmoder; Guldringen, som Sønnen havde givet mig, bar jeg paa mit bare Bryst, jeg kunde ikke sætte den paa min Finger ved Dagen, men kun hver Aften, naar jeg lagde mig i min Seng. Jeg kyssede Ringen, saa at min Mund blødte ved det, og saa gav jeg den til min Madmoder, og sagde, at i næste Uge vilde der blive lyst fra Prædikestolen for mig og Handskemageren. Saa tog min Madmoder mig i sine Arme og kyssede mig - hun sagde ikke, at jeg ikke duede, men den Gang var jeg maaskee ogsaa bedre, skjøndt jeg ikke endnu havde prøvet saa megen Verdens Modgang. Og saa stod Brylluppet ved Kyndelmisse; og det første Aar gik godt, vi holdt Svend og Dreng, og Du, Maren, tjente os.«

✂ »O, I var en velsignet Madmoder!« sagde Maren, »aldrig glemmer jeg, hvor mild I og Jer Mand var!«

✂ »Det var i de gode Aar, Du var hos os! - Børn havde vi da ikke. - Studenten saae jeg aldrig! - Jo, jeg saae ham, men han

*1 »Nu] » mgl. mOA. 18 nogen Tvivl] Tvivl mO, nogen Tvivl A, Tvivl C, nogen Tvivl D. 19 var] var jo m. 38 mild] mild og god m. 315

✂ saae ikke mig! han kom her til sin Moders Begravelse. Jeg saae ham staae ved Graven, han var saa kridhvid og saa bedrøvet, men det var for Moderens Skyld. Da siden Faderen døde, var han i fremmede Lande og kom ikke her og har ikke heller senere været her. Aldrig giftede han sig, veed jeg; - han var nok Procurator! - mig huskede han ikke, og om han havde seet mig, saa havde han dog vist ikke kjendt mig igjen, saa fæl jeg seer ud. Og det er jo ogsaa meget godt!«

✂ Og hun talte om sine Prøvelsers tunge Dage, hvorledes Ulykken ligesom væltede ind paa dem. De eiede fem hundrede Rigsdaler, og da der i Gaden var et Huus at faae for to hundrede, og det vilde betale sig at faae det revet ned og bygge et nyt, saa blev Huset kjøbt. Murer og Tømrer gjorde Overslag, at det videre vilde koste ti hundrede og tyve. Credit havde Erik Handskemager, Pengene fik han til Laans fra Kjøbenhavn, men Skipperen, der skulde bringe dem, forliste og Pengene med.

✂ »Da var det, jeg fødte min velsignede Dreng, som her sover. - Fader faldt i en svær, langvarig Sygdom; i tre Fjerdingaar maatte jeg klæde ham af og paa. Det gik reent tilbage for os, vi laante og laante: alt vort Tøi gik, og Fader døde fra os! - Jeg har slidt og slæbt, stridt og stræbt for Barnets Skyld, vasket Trapper, vasket Linned, grovt og fiint, men jeg skal ikke have det bedre, vil vor Herre! men han løser nok op for mig og sørger for Drengen.«

✂ Og saa sov hun.

✂ Ud paa Morgenen følte hun sig styrket og stærk nok, som hun troede, til igjen at gaae til sit Arbeide. Hun var netop kommet ud i det kolde Vand, da greb hende en Rystelse, en Afmagt; krampagtigt tog hun for sig med Haanden, gjorde et Skridt opad og faldt om. Hovedet laae paa det tørre Land, men Fødderne ude i Aaen, hendes Træskoe, som hun havde staaet med paa Bunden, - i hver af dem var der en Visk Halm - drev paa Strømmen; her blev hun fundet af Maren, der kom med Kaffe.

✂ Fra Byfogden havde der hjemme været Bud, at hun strax maatte møde hos ham, han havde Noget at sige hende. Det var for seent. En Barbeer blev hentet til Aareladning; Vaskerkonen var død.

✂ »Hun har drukket sig ihjel!« sagde Byfogden.

✂ I Brevet, der bragte Underretning om Broderens Død, var

*9 sine Prøvelsers] sin Prøvelses m, sine Prøvelses fejl O, sine Prøvelsers A, sin Prøvelses C, sine Prøvelsers D. 10 paa] over mO, paa A, over C, paa D. 15 til Laans] i Laan m, til Laan O. 28 kommet] kommen D. 316

✂ opgivet Testamentets Indhold, og deri stod, at 600 Rdlr. testamenteredes til Handskemager-Enken, der engang havde tjent hans Forældre. Efter bedste Skjøn skulde Pengene, i større eller mindre Portioner, gives hende og hendes Barn.

✂ »Der har været noget Mikmak med min Broder og hende!« sagde Byfogden, »godt, at hun er af Veien; Drengen faaer nu det Hele, og jeg skal sætte ham til brave Folk, en god Haandværker kan han blive!« - Og i de Ord lagde vor Herre sin Velsignelse.

✂ Og Byfogden kaldte Drengen for sig, lovede at sørge for ham, og sagde ham, hvor godt det var, at hans Moder var død, hun duede ikke!

✂ Til Kirkegaarden blev hun bragt, de Fattiges Kirkegaard. Maren plantede et lille Rosentræ paa Graven, Drengen stod ved Siden.

✂ »Min søde Moder!« sagde han, og Taarerne strømmede:

✂ »Er det sandt: hun duede ikke!«

✂ »Jo, hun duede!« sagde den gamle Pige og saae op imod Himlen. »Jeg veed det fra mange Aar og fra den sidste Nat. Jeg siger Dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!«

*1 Rdlr.] m, Rbd. O, Rdlr. A, Rigsdaler C, Rdl. D. 19 »Jeg] » mgl. A. 21 Under texten H. C. Andersen mO.

✂

To Jomfruer.

✂ Har Du nogensinde seet en Jomfru? Det vil sige, hvad Brolæggerne kalde en Jomfru, En til at stampe Steenbroen med. Hun er heel af Træ, bred forneden med Jernring om, og smal foroven med Stok, den er hendes Arme.

✂ Inde i Materialgaarden stod der to saadanne Jomfruer, de stode mellem Skovle, Favnemaal og Hjulbør, og der var det rygtedes, at »Jomfruen« ikke længer skulde kaldes »Jomfru«, men derimod »Stempel«, og det er den nyeste og eneste rigtige Benævnelse i Brolæggersproget, for hvad vi Alle i gamle Tider kaldte en Jomfru.

✂ Nu er der mellem os Mennesker Noget, man kalder: »emanciperede Fruentimmer,« hvortil regnes Institutbestyrerinder, Jordemødre, Dandserinder, der kunne staae paa eet Been i Embedet, Modehandlerinder og Vaagekoner, og til den Række »Emanciperede«, sluttede sig ogsaa de to Jomfruer i Materialgaarden; de vare Jomfruer ved Veivæsenet, og de vilde paa ingen Maade opgive deres gode, gamle Navn og lade sig kalde »Stempel!«

✂ »Jomfru er et Menneskenavn«, sagde de, »men Stempel er en Ting, og vi lade os ikke kalde en Ting, det er at skjeldes ud!«

✂ »Min Forlovede er istand til at slaae op med mig!« sagde den Yngste, der var forlovet med en Rambuk, det er saadan en stor Maskine, der driver Pæle ned og altsaa gjør i det Svære, hvad Jomfruen gjør i det Fine. »Han vil have mig som Jomfru, men maaskee ikke som Stempel, og altsaa kan jeg ikke lade dem døbe mig om!«

* m Holger Laage-Petersens Samling MS 501, Kgl. Bibl. 1 bl. koncept. *O Folkekalender for Danmark 1854 s. 57-59 m. 2 ill. af Vilh. Pedersen. Udkom nov. 1853. (Bibl. 635). *A HP-55 s. 156-59 m. 2 ill.; i forhold tilO's er de let omarbejdede, den sidste derunder spejlvendt. *C SS 18-55 s.103-04. *D EHP 2-63 s. 324-27m. 2 ill. *14 kunne] kunde D. 318

✂ »Ja, jeg lader før mine to Arme knække af!« sagde den Ældste.

✂ Hjulbøren havde dog en anden Mening, og Hjulbøren var Noget, den ansaae sig for en Qvart Karreet, idet den gik paa eet Hjul.

✂ »Jeg maa dog sige Dem, at det, at kaldes Jomfru er temmeligt almindeligt og ikke nær saa fiint, som at kaldes Stempel, thi ved at føre det Navn, kommer man i Række med Signeterne, og tænk paa Lovens Signet, det er det, der *gjør Lovens Segl. I Deres Sted vilde jeg opgive Jomfruen!«

✂ »Aldrig! det er jeg for gammel til!« sagde den Ældste.

✂ »De kjender nok ikke Noget, som kaldes den europæiske Nødvendighed!« sagde det ærlige, gamle Favnemaal. »Man maa begrændses, underordne sig, føie sig i Tid og Nødvendighed, og er det en Lov, at Jomfruen skal kaldes Stempel, saa maa hun kaldes Stempel. Enhver Ting har sit Favnemaal!«

✂ »Saa vilde jeg dog heller«, sagde den Yngste, »lade mig kalde Frøken, naar galt skulde være, Frøken smager dog altid lidt af Jomfru!«

✂ »Men jeg lader mig heller hugge til Pindebrænde!« sagde den gamle Jomfru.

✂ Nu gik det til Arbeide; Jomfruerne kjørte, de bleve lagte paa Hjulbøren, og det var altid fiin Behandling, men Stempel bleve de kaldte.

✂ »Jom-!« sagde de, idet de stampede mod Steenbroen; »Jom-!« og lige vare de ved at sige heelt ud Ordet: »Jomfru,« men de beed Ordet kort af, de toge det i sig igjen, for de fandt, at de ikke engang burde svare. Men indbyrdes tiltalte de altid hinanden med Navnet Jomfru, og priste de gode, gamle Dage, da man kaldte enhver Ting ved sit rette Navn, og kaldtes Jomfru, naar man var en Jomfru; og det bleve de begge To, thi Rambukken, den store Maskine, slog virkeligt op med den Yngste, han vilde ikke indlade sig med et Stempel.

*4 den ... den] han ... den C, den ... den D. 6 temmeligt] m, temmelig O, -ligt A, -lig C, -ligt D. 9 *gjør] m, giver OA. 16 Favnemaal!«] Herefter har m liniebrud og: »Der er ingen Mening i hvad han siger!« sagde den Gamle, »og jeg lader mig ikke sætte i Favnemaal!« Da replikken slutter med samme ord som den foregående, og da m's flg. linier er uordentlige (skrevet mellem overstregninger), er det muligt, at replikken kun er tabt ved uagtsomhed i afskrift. 25, 26 Jom-] Jum- mO. 27 Ordet] det mO, Ordet A, det C, Ordet D. 33 Under texten H. C. Andersen O.

✂

Ved det yderste Hav.

✂ Et Par store Fartøier vare sendte høit op mod Nordpolen for der at finde Landenes Grændser mod Havet og prøve hvor vidt Menneskene kunde der trænge igjennem. Allerede Aar og Dage havde de mellem Taage og Iis styret heroppe og prøvet stort Besvær; nu var Vinteren begyndt, Solen nede, mange, mange Uger vilde blive her een lang Nat; Alt rundtom var eet eneste Stykke Iis; fast til det var hvert Skib fortøiet; Sneen laae høit, og af Sneen selv var bikubeformede Huse reiste, nogle store, som vore Kjæmpehøje, andre ikke større, end at de kunde rumme to eller fire Mænd; men mørkt var det ikke, Nordlysene

* n Ny kgl. Samling 2438,4°. 1 bl. renskrift. *cCollin 36,4° I:32. 2 bl. rettet afskrift afn. *O Folkekalender for Danmark 1855 s. 62-64 m. titel »Ved det yderste Hav.« (Et Billede.) og 1 ill. af Vilh. Pedersen. Udkom dec. 1854. (Bibl. 667). *A HP-55 s. 160-63 m. 1 ill., identisk medO's. *C SS 18-55 s. 105-07. *D EHP 2-63 s. 328-31 m 2 ill., den første identisk medA's. *De mange forskelle mellemOogACDberor ikke, som man kunne forvente, på en forfatterrevision afO. Tværtimod er detOnærstående manuskriptcen ændret og rettet afskrift af detAnærstående, praktisk talt rettelsesfri manuskriptn(formodentlig er manuskripterne direkte trykforlæg for huer sit tryk). Det ældste trykOrepræsenterer altså en i intet senere tryk respekteret forfatterreuision af den senere trykte bog-uersionA. Til houedtextenAmed varianter franog optryk føjes derfor en fuldstændig textOmed indføjede varianter fracog kursivering af afvigelser fraA. - De nævnte forhold kaster lys ikke blot over det følgende eventyr, s. d., men også over variantforholdene i Fem fra en Ærtebælg, if. Svanereden; se s. 281 og 236. *11 Mænd] Mand n. 320

✂ skinnede røde og blaa, det var et evigt, storartet Fyrværkeri og Sneen lyste, Natten her var een lang blussende Dæmring; paa den klareste Tid kom Skarer af de Indfødte, underlige at see i deres haarede Skindklæder, og paa deres Slæder, som vare tømrede af Iisstykker; de bragte Skind i store Bunker og Sneehusene fik derfra varme Gulvtæpper; Skind blev Tæppe og Dyne, som Matroserne redte sig til Seng under Sneekuplen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kjende det ved vor strengeste Vintertid. Hos os var det endnu Efteraarsdage, det tænkte de paa deroppe; de huskede paa Solstraalerne i Hjemmet og paa det rødgule Løv, som hang paa Træerne. Uhret viste at det var Aften og Sovetid, og i et af Sneehusene strakte sig allerede To for at hvile; den Yngste havde med sin bedste, rigeste Skat hjemmefra, den, Bedstemod'er før Afreisen gav ham med, det var Bibelen. Hver Nat laae den under hans Hovedgjerde, han vidste fra Barndomsaarene af, hvad der stod i den; hver Dag læste han et Stykke, og paa hans Leie kom ham tidt saa trøstende i Tanker de hellige Ord: »Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav, Du skulde dog føre mig og din høire Haand holde mig fast!« - og under Sandhedens Ord og Tro lukkede han Øinene, Søvnen kom og Drømmen kom, Aandens Aabenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under Legemets Hvile; han fornam det, det var som Melodier

*7 Sneekuplen] Sneekuppelen n. - mens] medens D. 12 et] eet n. 18 Tanker] Tanke n, Tanker A, Tanke C, Tanker D. 19 ved hos] n. 20 høire] høiere n. 321

✂ af gamle kjære, kjendte Sange; det aandede saa mildt, saa sommervarmt, og fra sit Leie saae han det skinne over sig, som om Snekuplen blev gjennemstraalet udefra; han løftede sit Hoved, det straalende Hvide var ikke Vægge eller Loft, det var de store Vinger fra en Engels Skuldre, og han saae op i hans milde, lysende Ansigt. Ud fra Bibelens Blade, som fra en Lilies Bæger, løftede Engelen sig, bredte sine Arme vidt ud og Sneehyttens Vægge sank rundt om, som et luftigt let Taageslør; Hjemmets grønne Marker og Høie med de rødbrune Skove laae rundtom i stille Solskin en deilig Efteraarsdag; Storkens Rede stod tom, men endnu hang Æblerne paa det vilde Æbletræ, skjøndt Bladene vare faldne; de røde Hyben skinnede og Stæren fløitede i det lille grønne Buur over Bondehusets Vindue, hvor Hjemmets Hjem var; Stæren fløitede, som det var lært den og Bedstemo'er hang Fuglegræs om Buret, som Sønnesønnen altid havde gjort; og Smedens Datter, saa ung og saa smuk, stod ved Brønden og drog Vand op, nikkede til Bedstemod'er, og Bedstemo'er vinkede, viste et Brev langveis fra; denne Morgen var det kommet fra de kolde Lande, høit oppe fra Nordpolen selv, hvor Sønnesønnen var - i Guds Haand. - Og de loe og de græd, og han, under Iis og Snee, der i Aandens Verden, under Engelens Vinger saae og hørte det Alt, loe med dem og græd med dem. Og der blev læst høit af Brevet selv de Bibelens Ord:

*3 Snekuplen] Sneekuppelen n.-udefra] udenfra D. 8 luftigt let] luftiglet n, luftig let A, luftigtlet C, luftigt, let D. 16 Datter] rettet fra Datterdatter, den eneste rettelse i n, if. vaklen l. 43/20 Sønnen/Sønnesønnen. 22 Alt] n samt c modsat Hele O. 322

✂ - »Ved det yderste Hav, hans høire Haand vil holde mig fast!« - Som deilig Psalmesang klang det rundt om, og Engelen lod sine Vinger, som et Slør lægge sig om den Sovende, - Drømmen var endt - det var mørkt i Sneehuset, men Bibelen laae under hans Hoved, Troen og Haabet laae i hans Hjerte. Gud var med og Hjemmet var med - »ved det yderste Hav!«

*1 høire] høiere n. 6 Under texten H. C. Andersen n.

✂

Pengegrisen.

✂ Der var saa meget Legetøi i Børnenes Stue; øverst paa Skabet stod Sparebøssen, den var af Leertøi, i Skikkelse af en Griis; den havde naturlig Sprække i Ryggen og Sprækken var med en Kniv gjort større, at der ogsaa kunde gaae Sølvdalere ind og der var gaaet to, foruden mange andre Skillinger. Pengegrisen var saa proppet, at han ikke længer kunde rasle, og det er det Høieste en Pengegriis kan bringe det til. Der stod han nu øverst paa Hylden og saae ned paa Alt i Stuen, han vidste nok at med hvad han havde i Maven kunde han kjøbe det Hele, og det er at have en god Bevidsthed.

✂ Det tænkte de Andre ogsaa paa, om de ikke sagde det, der var jo Andet at tale om. Comodeskuffen stod paa Klem og der

* m Collin 36,4° I:33. 1 bl. rettet renskrift. *O Folkekalender for Danmark 1855 s. 114-16 m. 1 ill. af Vilh. Pedersen. Udkom dec. 1854. (Bibl. 668). *A HP-55 s. 164-67 m. 1 ill., identisk medO's. *C SS 18-55 s. 107-09. (Resten af bindet, s. 111-33, udgøres af Biographiske Skizzer og Anmeldelser.) *D EHP 2-63 s. 332-39 m. 2 ill., den første er identisk medA's. *Eventyrets texthistorie svarer utvivlsomt nøje til foregående eventyrs, s. d. Imidlertid haves her kun detAnærstående manuskriptm, ikke det bearbejdede forlæg forO. På grund af afvigelsernes tal ogO's formentlig autoritative form meddeles dog også herOin extenso, mens varianter framCDer knyttet til hovedteksten. 324

✂ viste sig en stor Dukke, noget gammel var hun og klinket i Halsen; hun saae ud, og sagde: »Skal vi nu lege Mennesker, det er jo altid Noget!« og saa blev der et Røre, selv Skilderierne vendte sig paa Væggen, de viste, de ogsaa havde Bagside, men det var ikke for at sige imod.

✂ Det var midt om Natten, Maanen skinnede ind ad Vinduet og gav fri Belysning. Nu skulde Legen begynde og Alt var indbudt, selv Barnevognen, der dog hørte til det grovere Legetøi. »Enhver er god for sig!« sagde den, »man kan ikke Alle være af Adel! Nogen maa gjøre Gavn, som man siger!«

✂ Pengegrisen var den eneste, som fik Indbydelsen skriftligt, han stod for høit til at de troede, at han kunde høre den mundtlig, og gav heller ikke Svar om han kom, for han kom ikke; skulde han med, maatte han nyde det hjemme fra, det kunde de rette sig efter og det gjorde de.

✂ Det lille Dukketheater blev strax stillet op saaledes at han kunde see lige ind i det; de vilde begynde med Comedie, og saa skulde der være Thee og Forstandsøvelse, og med den begyndte de strax; Gyngehesten talte om Training og Fuldblod, Barnevognen om Jernbaner og Dampkraft - det var jo altsammen Noget der hørte til deres Fag og som de kunde tale om. Stue-Uhret talte om Politik - tik - tik! det vidste hvad Klokken var slaaet, men man sagde at det gik ikke rigtigt.

*1 viste] reiste m (forskrevet), reiste O, viste A, reiste C, viste D. 6 ad] af m. 7 indbudt] indbudet D. 11 skriftligt] skriftlig C, skriftligt D. 19 Training] Trainering D. 23 rigtigt.] punktum udfaldet ved linieskifte A. - Spanskrørs-] Spanskrør- C ved linieskifte. Spanskrørs- D. 325

✂ Spanskrørsstokken stod og var stolt af sin Dubsko og Sølvknap, han var jo beslaaet for oven og for neden; i Sophaen laae to broderede Puder, de vare nydelige og dumme - og saa kunde Comedien begynde.

✂ Alle sad de og saae til, og der blev bedet om at man vilde smelde, knalde og rumle, ligesom man var fornøiet til. Men Ridepisken sagde, at han aldrig smeldede for de Gamle, men kun for de Uforlovede. »Jeg knalder for Alt!« sagde Knaldperlen. »Eet Sted skal man jo være!« meente Spyttebakken; det var nu saadan Enhvers Tanke ved at være paa Comedie. Stykket duede ikke, men det blev godt givet; alle de Spillende vendte den malede Side udad, de vare kun til at see paa een Led, ikke paa Vrangen; og Alle spillede de udmærket, heelt forud af Theatret, Traaden var for lang i dem, men saa bleve de mere mærkbare. Den klinkede Dukke blev saa betaget, at hun blev løs i Klinken og Pengegrisen blev paa sin Maade saa betaget at han besluttede at gjøre Noget for En af dem, sætte ham i sit Testament, som den, der skulde ligge i aaben Begravelse med ham naar den Tid kom.

✂ Det var en sand Nydelse, saa at man opgav Theevandet og blev ved Forstands-Øvelsen, det kaldte man at lege Mennesker og der var ingen Ondskab deri, for de legede kun - og hver tænkte paa sig og paa hvad Pengegrisen tænkte, og Pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo paa Testament og Begravelse - og naar kom det istand - altid før man venter det. - Knak!

*15, 16 betaget] betagen D. 326

✂ der laae han fra Skabet - laae paa Gulvet i Stumper og Stykker, mens Skillingerne dandsede og sprang; de mindste snurrede, de store trillede, især den ene Sølvdaler, han vilde ordenlig ud i Verden. Og det kom han og det kom de Allesammen; og Skaarene af Pengegrisen kom i Bøtten, men paa Skabet selv stod igjen næste Dag en ny Pengegriis af Leertøi, der var endnu ikke en Skilling i den, derfor kunde den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en Begyndelse - og med den vil vi ende!

*8 han] overalt, men han/ham O rettet til den i foregående linie mACD. 9 Under texten H. C. Andersen m. 327

✂ Denne udgave trykkes af Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S med DeVinne Antikva. Papiret er matglittet, fuldlimet træfrit trykpapir (100 g) fra A/S De Forenede Papirfabrikker. Helshirtingsbind til en del af oplaget udføres af Petersen & Petersen. Typografi, omslag og bind efter skitser af udgiveren. Vignet af Vilh. Pedersen efter Historier 1855 (titelbillede med typografisk titel, der her er fjernet). Bind II planlagt til udsendelse 2. april 1964. The variant notes: Copyright © 1964 Hans Reitzels Forlag A/S.

✂ Printed in Denmark.