✂

Aarets Historie.

✂ Det var sidst i Januar; en frygtelig Sneestorm var det; Sneen fløi i fygende Hvirvel gjennem Gader og Stræder; Ruderne udenpaa vare som overklistrede med Snee, fra Tagene styrtede den i Dynger, og saa var der en Flugt i Folk, de løb, de fløi og foer hinanden i Armene, holdt hinanden fast et Øieblik og havde saalænge Fodfæste. Karreeter og Heste vare ligesom overpuddrede, Tjenerne stode med Ryggen mod Karreeten og kjørte baglænds imod Vinden, Fodgjængeren holdt sig stadigt i Læ af Vognen, der kun langsomt gled afsted i den dybe Snee; og da endelig Stormen lagde sig og der blev kastet en smal Sti langs Husene, saa stod dog Folk stille der, naar de mødtes; ingen af dem havde Lyst til at gjøre det første Skridt, med at træde op i den dybe Snee, for at den Anden kunde slippe forbi. Tause stode de, til endelig, efter ligesom en stille Overeenskomst, hver af dem gav eet Been til Priis og lod dette gaae ind i Sneedyngen.

✂ Mod Aften var det blikstille, Himlen saae ud, som om den var feiet og gjort mere høi og gjennemsigtig, Stjernerne syntes splinternye, og nogle vare saa blaa og klare, - og det frøs saa det knagede efter, - sagtens kunde da det øverste Sneelag blive saa stærkt, at det i Morgenstunden bar Graaspurvene; de hoppede om snart oppe snart nede, hvor der var skovlet, men megen Æde var der ikke at finde, og de frøs ordentligt.

✂ »Pip!« sagde den ene til den anden, »det kalder man det nye

* k Collin 36,4° I: 24. 4 bl. koncept. * r Abrahams'ske Manuskriptsamling 3. 4 bl. rettet renskrift. *A H 1-52 s. 9-22 (Bibl. 607). *B HP-55 s. 1-12 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 1-10. *D EHP 2-63 s. 204-20 m. 4 ill. *1 Aarets Historie] ordene er i k skrevet henover ordet Aarstiderne. 218

✂ Aar! - det er jo værre, end det gamle! saa kunde vi ligesaa godt have beholdt det. Jeg er misfornøiet og det har jeg Grund til!«

✂ »Ja, der løb nu Menneskene om og skjød Nytaar ind,« sagde en lille forfrossen Spurv, »de sloge Potter paa Døre og vare reent ellevilde af Glæde over at nu gik det gamle Aar væk! og det var jeg ogsaa glad over, for jeg ventede, at vi da vilde faae varme Dage, men det er der ikke blevet noget af; det fryser meget strængere end før! Menneskene have taget feil af Tidsregningen!«

✂ »Det har de!« sagde en tredie, der var gammel og hvid i Toppen; »de have nu Noget, som de kalde Almanaken, den er saadan deres egen Opfindelse, og saa skal Alt gaae efter den! men det gjør det ikke. Naar Foraaret kommer, saa begynder Aaret, det er Naturens Gang, og den regner jeg efter!«

✂ »Men, naar kommer Foraaret?« spurgte de Andre.

✂ »Det kommer naar Storken kommer, men det er meget ubestemt med ham, og herinde i Byen er der Ingen, der veed noget derom, det veed de bedre ude paa Landet; skal vi flyve derud og vente? Der er man da Foraaret nærmere.«

✂ »Ja, det kan være meget godt!« sagde en af dem, der længe havde gaaet og pippet uden egentlig at sige Noget. »Jeg har herinde i Byen nogle Beqvemmeligheder, som jeg er bange, at jeg vil komme til at savne derude. Heromme i en Gaard er der en Menneske-Familie, der meget fornuftigt har fundet paa at slaae fast i Væggen tre, fire Urtepotter med den store Aabning ind og Bunden ud ad, i den er der skaaret et Hul saa stort, at jeg kan flyve ud og ind; der har jeg og min Mand Rede, og derfra ere alle vore Unger fløine ud. Menneskefamilien har naturligviis indrettet det Hele for at have den Fornøielse at see paa os, ellers havde de nok ikke gjort det. De strøe Brødkrmnmer ud, ogsaa for deres Fornøielse, og vi have da Føden! der er ligesom sørget for En; - og saa troer jeg, at jeg bliver og min Mand bliver! skjøndt vi ere meget misfornøiede, - men vi blive!«

✂ »Og vi flyve ud paa Landet, for at see om ikke Foraaret kommer!« og saa fløi de.

✂ Og der var ordentlig Vinter ude paa Landet; det frøs der et Par Grader stærkere end inde i Byen. Den skarpe Vind blæste hen over de sneelagte Marker. Bonden, med store Bælvanter paa, sad i sin Slæde og slog sig med sine Arme for at faae Kulden af

*3 skjød] skøde D. 21 uden egentlig] uden kr, uden egentlig A-C, uden egenligt D. 36 var ordentlig] var k, var ordenlig r, var ordentlig A, var ordenlig B. 38 Bælvanter] Bælg- B, Bæl- C, Bælg- D. 219

✂ dem, Pidsken laae paa Skjødet, de magre Heste løb, saa de dampede, Sneen knagede, og Spurvene hoppede i Hjulsporene og frøs; »pip! naar kommer Vaaren? Det varer saa længe!«

✂ »Saa længe!« klang det hen over Markerne fra den høieste Banke, belagt med Snee; og det kunde være Eccho man hørte, men det kunde ogsaa være Tale af den underlige gamle Mand, som sad der øverst paa Sneedriven i Vind og Veir; han var ganske hvid, ligesom en Bonde i hvid Vadmels-Kofte, med langt hvidt Haar, hvidt Skjæg, ganske bleeg og med store klare Øine.

✂ »Hvem er den Gamle der henne?« spurgte Spurvene.

✂ »Det veed jeg!« sagde en gammel Ravn, der sad paa Ledpælen, og var nedladende nok til at erkjende, at vi alle ere Smaafugle for vor Herre, og derfor ogsaa indlod sig med Spurvene og gav Forklaring. »Jeg veed hvem den Gamle er. Det er Vinteren, den gamle Mand fra det forrige Aar, han er ikke død, som Almanaken siger, nei han er saamæn Formynder for den lille Prinds Foraar, der kommer. Jo, Vinteren fører Regimentet. Hu! det knager nok i Jer, I Smaa!«

✂ »Ja, er det ikke det jeg siger!« sagde den Mindste, »den Almanak er bare Menneske-Paafund, den er ikke lempet efter Naturen! det skulde de lade os om, vi, som ere finere skabte!«

✂ Og der gik een Uge, der gik næsten to; Skoven var sort, den frosne Indsø laae saa tung og saae ud som størknet Bly; Skyerne, ja det var ikke Skyer, det var vaade, iiskolde Taager, der hang hen over Landet; de store sorte Krager fløi i Flokke, uden Skrig, det var som om Alt sov. - Der gled en Solstraale hen over Søen, og den skinnede som smeltet Tin. Sneelaget henover Marken og oppe paa Banken glimrede ikke som før, men den hvide Skikkelse, Vinteren selv, sad der endnu med Blikket stadigt mod Syden; han mærkede slet ikke, at Sneetæppet ligesom sank ind i Jorden, at hist og her en lille græsgrøn Plet kom frem, og der mylrede det da med Spurve.

✂ »Quivit! Quivit! kommer nu Vaaren?«

✂ »Vaaren!« klang det hen over Mark og Eng og igjennem de sortbrune Skove, hvor Mosset skinnede friskt grønt paa Træstammerne; og gjennem Luften kom flyvende, syd fra, de to første Storke; paa Ryggen af hver sad der et lille deiligt Barn, en Dreng og en Pige; og de kyssede Jorden til Hilsen, og hvor de satte deres Fødder, voxte hvide Blomster frem under Sneen; Haand i Haand gik de op til den gamle Iismand, Vinteren, lagde sig ved hans Bryst til ny Hilsen og i samme Stund vare de alle tre skjulte og hele Landskabet skjult; en tyk, vaad Taage, saa tæt og tung, indhyllede Alt. - Lidt efter luftede det, - 220 Vinden foer afsted, den kom med stærke Kast og jog Taagen bort, Solen skinnede saa varmt, - Vinteren selv var forsvunden, Foraarets deilige Børn sad paa Aarets Throne.

✂ »Det kalder jeg Nytaar!« sagde Spurvene. »Nu faae vi vel igjen vore Rettigheder og Erstatning for den strænge Vinter!«

✂ Hvorhen de to Børn vendte sig, der skjød grønne Knopper frem paa Buske og Træer, der blev Græsset høiere, Sædemarken mere og mere liflig grøn. Og rundtom kastede den lille Pige Blomster; hun havde af dem i Overflødighed i sit Skjørt, de syntes der at myldre frem, altid var det fuldt, i hvor ivrig hun var med at kaste, - i sin Iilfærdighed rystede hun en heel Blomster-Snee henover Æble- og Ferskentræer, saa at de stode i fuld Pragt før de endnu rigtig havde grønne Blade.

✂ Og hun klappede i Hænderne og Drengen klappede, og da kom der Fugle frem, man vidste ikke hvorfra, og Alle qviddrede og sang: »Vaaren er kommen!«

✂ Det var deiligt at see. Og mangen gammel Morlille kom udenfor sin Dør i Solskinnet, skuttede sig, saae hen paa de gule Blomster, der prangede over hele Engen, akkurat ligesom i hendes unge Dage; Verden blev ung igjen, »det er velsignet i Dag herude!« sagde hun.

✂ Og Skoven var endnu bruun-grøn, Knop ved Knop, men Skovmærken var fremme, saa frisk og saa duftende, Violerne stode i en Fylde, og der var Anemoner, Kodriver og Oxedriver, ja i hvert Græsstraa var Saft og Kraft, det var rigtignok et Pragt-Tæppe at sidde paa, og der sad Foraarets unge Par og holdt hinanden i Hænderne og sang og smilede og voxte meer og meer.

✂ En mild Regn faldt fra Himlen over dem, de mærkede det ikke, Regndraaben og Glædestaaren blev een og samme Draabe. Brud og Brudgom kyssede hinanden, og i det Nu sprang Skoven ud. - Da Solen stod op, vare alle Skove grønne!

✂ Og Haand i Haand gik Brudeparret under det friske hængende Løvtag, hvor kun Sollysets Straaler og Slagskyggerne gave Farvevexel i det Grønne. En jomfruelig Reenhed og en forfriskende Duft var i de fine Blade! klar og levende rislede Aa og Bæk mellem de fløielsgrønne Siv og over de brogede Stene. »Fuldtop evigt og altid er det og bliver det!« sagde hele Naturen. Og Kukkeren sang og Lærken slog, det var det deilige Foraar; dog Piletræerne havde Uldvanter om sine Blomster, de vare nu saa gruelig forsigtige, og det er kjedeligt!

*6 skjød] skøde D. 32 grønne! Og] omløbende i r med tilføjelse NB ny Linie. 221

✂ Og saa gik Dage og saa gik Uger, Varmen ligesom væltede ned; hede Luft-Bølger gik gjennem Kornet, der mere og mere gulnede. Nordens hvide Lothus paa Skovsøerne spredte sine store grønne Blade ud over Vandspeilet og Fiskene søgte Skygge under dem; og paa Skovens Læ-Side, hvor Solen brændte paa Bondehusets Væg og ordentlig gjennemvarmede de udsprungne Roser, og Kirsebærtræerne hang fulde med saftige, sorte, næsten solhede Bær, sad Sommerens deilige Qvinde, hende vi saae som Barn og som Brud; og hun saae mod de stigende mørke Skyer, der i Bølgeformer, som Bjerge, sortblaa og tunge, løftede sig høiere og høiere; fra tre Sider kom de; meer og meer, som et forstenet omvendt Hav, sænkede de sig mod Skoven, hvor Alt, som ved en Trolddom, var taust; hver Luftning havde lagt sig, hver Fugl taug, der var en Alvor, en Forventning i hele Naturen; men paa Veie og Stier skyndte sig afsted Kjørende, Ridende og Gaaende, for at komme under Tag. - Da lyste det med eet, som om Solen brød frem, blinkende, blændende, Alt opbrændende, og der blev Mulm igjen i et rullende Brag; Vandet styrtede i Strømme ned; det blev Nat og det blev Lys, det blev Stilhed og det blev Bulder. De unge bruunfjedrede Rør i Mosen bevægede sig i lange Bølger, Skovens Grene skjultes i Vandtaager, Mørket kom og Lyset kom, Stilhed og Bulder. - Græs og Korn laae som slaaet ned, som skyllet hen, som skulde det aldrig reise sig. - Pludselig blev Regnen til enkelte Draaber, Solen skinnede, og fra Straa og fra Blad blinkede Vanddraaberne som Perler, Fuglene sang, Fiskene sloge op fra Aa-Vandet, Myggene dandsede, og ude paa Stenen i det salte pidskede Havvand sad Sommeren selv, den kraftige Mand, med de fyldige Lemmer, med driwaadt Haar, - forynget af det friske Bad, sad han i det varme Solskin. Al Naturen var forynget rundtom, Alt stod frodigt, kraftigt og skjønt; det var Sommer, den varme deilige Sommer.

✂ Og liflig og sød var den Duft, der kom fra den frodige Kløvermark, Bierne summede der om det gamle Tingsted; Brombærranken snoede sig op om Altarstenen, der, vadsket af Regnen, skinnede i Sollyset; og derhen fløi Bidronningen med sin Sværm og satte Vox og Honning. Ingen saae det uden Sommeren og hans kraftige Viv; for dem stod Altarbordet dækket med Naturens Offergave.

*6 ordentlig] ordentligt r, ordentlig A, ordenlig B. 24 sig. - Pludselig] sig - og pludselig r, men og næsten ulæseligt under blækklat. 32 Sommer. Og] omløbende i r med tilføjelse NB ny Lin: 222

✂ Og Aftenhimlen straalede som et Guld, ingen Kirkekuppel har det saa rigt, og Maanen skinnede mellem Aftenrøde og Morgenrøde. Det var Sommertid.

✂ Og der gik Uger og der gik Dage. - Høstfolkenes blanke Leer blinkede i Kornmarkerne, Æbletræets Grene bøiede sig med røde og gule Frugter; Humlen duftede deiligt og hang i store Kopper og under Hasselbuskene, hvor Nødderne sad i svære Kløvser, hvilte Mand og Viv, Sommeren med sin alvorsfulde Qvinde.

✂ »Hvilken Rigdom!« sagde hun, »rundtom Velsignelse, hjemligt og godt, og dog, jeg veed ikke selv, jeg længes efter - Hvile, - Ro! jeg veed ikke Ordet derfor! - Nu pløie de alt igjen paa Marken! Mere og altid Mere ville Menneskene vinde! - See Storkene komme i Flokke og gaae i Afstand efter Ploven; Ægyptens Fugl, som bar os gjennem Luften! Husker du, da vi begge som Børn kom herind i Nordens Lande? - Blomster bragte vi, deiligt Solskin og grønne Skove, dem har nu Vinden faret ilde med, de brunes og mørknes, som Sydens Træer, men bærer ikke, som de, gyldne Frugter!«

✂ »Dem vil du see?« sagde Sommeren, »saa glæd dig da!« og han løftede sin Arm og Skovens Blade farvedes med Rødt og med Guld, der kom en Farvepragt over alle Skove; Rosenhækken skinnede med ildrøde Hyben, Hyldegrenene hang med store tunge sortebrune Bær, de vilde Kastanier faldt modne ud af de sortegrønne Skaller, og inde i Skoven blomstrede Violerne anden Gang.

✂ Men Aarets Dronning blev mere og mere stille, mere bleg. »Det lufter koldt!« sagde hun, »Natten har vaade Taager! - jeg længes efter - Barndomslandet!« -

✂ Og hun saae Storkene flyve bort, hver en! og hun strakte Hænderne efter dem. - Hun saae op til Rederne, der stode tomme, og der voxte op i een den langstilkede Kornblomst og i en anden den gule Kidike, som om Beden kun var til som Værn og Gjærde om den; og Spurvene kom derop.

✂ »Pip! hvor er Herskabet blevet af! de kan nok ikke taale at det blæser paa dem, og saa er de taget ud af Landet! Lykke paa Reisen!«

✂ Og mere og mere guul blev Skovens Blade og Løv faldt paa

*4 Uger ... Dage] Dage ... Uger D. 7 Kopper] Knopper fejl C, Kopper D. 19 bærer] bære D. 20 sagde] Sagde A. 22 Rosenhækken] Rosenhækkene r. 24 sortebrune ... sortegrønne] sortbrune ... sortgrønne r, sorte- ... sorte- A-C, sorte- ... sort- D. 36 er de taget] ere de tagne D. 38 guul] således k-D. 223

✂ Løv, Efteraarets Storme suste, det var seent paa Høstens Tid. Og paa det gule Løvfald laae Aarets Dronning og saae med milde Øine mod den blinkende Stjerne, og hendes Huusbond stod hos hende. Et Vindstød hvirvlede i Løvet - det faldt igjen, da var hun borte, men en Sommerfugl, Aarets sidste, fløi gjennem den kolde Luft.

✂ Og de vaade Taager kom, den isnende Blæst og de mørke, længste Nætter. Aarets Drot stod med sneehvidt Haar, men han vidste det ikke selv, han troede, at det var Sneefnokkene, som faldt fra Skyen; et tyndt Sneelag laae hen over den grønne Mark.

✂ Og Kirkeklokkerne ringede til Juletid.

✂ »Fødselsklokkerne ringe!« sagde Aarets Drot, »snart fødes det nye Hersker-Par, og jeg faaer Hvile, som hun! Hvile i den blinkende Stjerne!«

✂ Og i den friske grønne Granskov, hvor Sneen laae, stod Jule-Engelen og indviede de unge Træer, der skulde til dens Fest.

✂ »Glæde i Stuen og under de grønne Grene!« sagde Aarets gamle Drot, Uger havde ældet ham til sneehvid Gubbe, »det stunder for mig til Hvile, Aarets unge Par faaer nu Krone og Scepter!«

✂ »Og Magten er dog din!« sagde Jule-Engelen, »Magten og ikke Hvilen! Lad Sneen ligge varmende hen over den unge Sæd! lær at bære det, at en Anden hyldes og du dog er Hersker, lær at være glemt og dog at leve! din Friheds Time kommer, naar Vaaren kommer!«

✂ »Naar kommer Vaaren?« spurgte Vinteren.

✂ »Den kommer naar Storken kommer!«

✂ Og med hvide Lokker og sneehvidt Skjæg sad Vinteren iiskold, gammel og bøiet, men stærk, som Vinterstormen og Isens Magt, høit paa Bankens Sneedrive og saae mod Syd, som Vinteren forud havde siddet og seet. - Isen knagede, Sneen knirkede, Skøiteløberne svang sig paa de blanke Søer, og Ravne og Krager toge sig godt ud paa den hvide Grund, ingen Vind rørte sig. Og i den stille Luft knyttede Vinteren Hænderne, og Isen blev Favne tyk mellem Landene.

✂ Saa kom igjen Spurvene fra Byen og spurgte: »Hvem er den gamle Mand derhenne?« Og Ravnen sad der igjen, eller en Søn af ham, som er lige det samme, og den sagde dem: »det er

*9 Sneefnokkene] Sneefnuggene D. 11 Mark. Og] omløbende i r med tilføjelse NB ny Lin.; i forb. m. denne rettelse er lin. 12 udstreget og atter skrevet. 21 Scepter] herefter semikolon fejl A. 34 sig] sige fejl D. 224

✂ Vinteren! den gamle Mand fra det forrige Aar. Han er ikke død, som Almanaken siger, men Formynder for Vaaren, som kommer!«

✂ »Naar kommer Vaaren!« sagde Spurvene, »saa faae vi god Tid, og bedre Regimente! det gamle duede ikke.«

✂ Og i stille Tanker nikkede Vinteren til den bladløse, sorte Skov, hvor hvert Træ viste Grenenes deilige Form og Bøining; og under Vinterblundet sænkede sig Skyernes iiskolde Taager, - Herskeren drømte om sin Ungdoms og sin Manddoms Tid, og ved Dagningen stod hele Skoven deilig med Riimfrost, det var Vinterens Sommerdrøm; Solskinnet dryssede Riimfrost fra Grenene.

✂ »Naar kommer Vaaren?« spurgte Spurvene.

✂ »Vaaren!« lød det som Eccho fra de Banker, hvor Sneen laae. Og Solen skinnede mere og mere varm, Sneen smeltede, Fuglene qviddrede: »Vaaren kommer!«

✂ Og høit gjennem Luften kom den første Stork, den anden fulgte; et deiligt Barn sad paa Ryggen af hver, og de dalede ned paa den aabne Mark og de kyssede Jorden, og de kyssede den gamle stille Mand, og som Moses paa Bjerget, svandt han, baaret af Skytaagen.

✂ Aarets Historie var endt.

✂ »Det er meget rigtigt!« sagde Spurvene, »og det er ogsaa meget kjønt, men det er ikke efter Almanaken, og saa er det galt!«

*20 baaret] baaren D. 25 Under texten H. C. Andersen r.

✂

Verdens deiligste Rose.

✂ Der var en mægtig Dronning, i hvis Have fandtes de deiligste Blomster for enhver af Aarets Tider og fra alle Verdens Lande, men især var det Roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de meest forskjellige Arter, ligefra den vilde Hæk med de æbleduftende grønne Blade til Provences skjønneste Rose, og de voxte opad Slottets Mure, slyngede sig om Søilerne og Vindueskarmene, ind i Gangene og henad Loftet i alle Sale; og Roserne vexlede i Duft, Form og Farve.

✂ Men Sorg og Bedrøvelse boede herinde; Dronningen laae paa sin Sotteseng og Lægerne forkyndte, at hun maatte døe.

✂ »Der er dog en Frelse for hende!« sagde den Viseste iblandt dem. »Bring hende Verdens deiligste Rose, den, der er Udtrykket af den høieste og reneste Kjærlighed; kommer den for hendes Øine, før de briste, da døer hun ikke.«

✂ Og Unge og Gamle kom rundt om fra med Roser, de deiligste der blomstrede i hver Have, men de Roser var det ikke; fra Kjærlighedens Urtegaard maatte Blomsten hentes; men hvilken Rose der var Udtrykket af den høieste, den reneste Kjærlighed?

✂ Og Skjaldene sang om Verdens deiligste Rose, hver nævnede sin. Og der gik Bud vidt om Land til hvert Hjerte der slog i Kjærlighed, der gik Bud til hver Stand og hver Alder.

✂ »Ingen har endnu nævnet Blomsten;« sagde den Vise. »Ingen har peget hen paa det Sted hvor den fremsprang i sin Herlighed. Ikke er det Roserne fra Romeo og Julies Kiste eller fra

* m ukendt. *O Folkekalender for Danmark 1852 s.111-12. Udkom nov. 1851. (Bibl. 596). *A H 1-52 s. 23-28. *B HP-55 s. 13-16 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 10-12. *D EHP 2-63 s. 200-03 m. 2 ill. *2 en] engang en O. 13 »Bring] mgl. A. 226

✂ Valborgs Grav, skjøndt de Roser ville altid dufte gjennem Sagn og Sange, det er ei Roserne, som skyde frem fra Winkelrieds blodige Landser, fra Blodet, der helligt vælder ud fra Heltens Bryst i Døden for Fædrelandet, skjøndt ingen Død er mere sød, ingen Rose rødere end dette Blod, der da flyder. Ei heller er det hun Underblomst, for hvis Pleie Manden i Aar og Dage, i lange søvnløse Nætter, i den eensomme Stue, hengiver sit friske Liv, Videnskabens magiske Rose!«

✂ »Jeg veed, hvor den blomstrer«, sagde en lyksalig Moder, der med sit spæde Barn kom til Dronningens Leie. »Jeg veed, hvor Verdens deiligste Rose findes! Den Rose, der er Udtrykket af den høieste og reneste Kjærlighed. Den blomstrer paa de blussende Kinder af mit søde Barn, naar det styrket af Søvnen slaaer Øinene op og leer imod mig med hele sin Kjærlighed!«

✂ »Deilig er den Rose, men en deiligere findes der!« sagde den Vise.

✂ »Ja langt skjønnere!« sagde en af Qvinderne. »Jeg har seet den, en mere ophøiet hellig Rose blomstrer der ikke, men den var bleg, som Thee-Rosens Blade; paa Dronningens Kinder saae jeg den; hun havde lagt sin kongelige Krone og gik selv i den lange sorgfyldte Nat med sit syge Barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en Bøn for det, som en Moder beder i Angstens Time!«

✂ »Hellig og vidunderlig i sin Magt er Sorgens hvide Rose, men dog er det ikke den!«

✂ »Nei, Verdens deiligste Rose saae jeg foran Herrens Alter,« sagde den fromme gamle Biskop. »Jeg saae den lyse, som en Engels Aasyn viste sig. De unge Piger gik til Nadverens Bord, fornyede deres Daabs Pagt, og der blussede Roser og der blegnede Roser paa de friske Kinder; en ung Pige stod der; hun saae med hele Sjælens fulde Reenhed og Kjærlighed op mod sin Gud; det var Udtrykket af den reneste og den høieste Kjærlighed!«

✂ »Velsignet være den!« sagde den Vise, »dog ingen af Eder har endnu nævnet Verdens deiligste Rose.«

✂ Da traadte ind i Stuen et Barn, Dronningens lille Søn; Taarerne stode i hans Øine og paa hans Kinder; han bar en stor opslagen Bog, dens Bind var af Fløiel og med store Sølvhægter.

✂ »Moder!« sagde den Lille, »O hør dog hvad jeg har læst!« og Barnet satte sig ved Sengen og læste af Bogen om ham, der

*3 fra] af O. 11 Den] den O. 12 og] og den O. 22 Angstens] Angestens O, Angstens A, Angestens B. 27 »Jeg]« mgl. A. - som] som om O. 38 O] o O. 227

✂ hengav sig selv til Korsets Død for at frelse Menneskene, selv de ufødte Slægter. »»Større Kjærlighed gives der ikke!««

✂ Og der gik et Rosenskjær over Dronningens Kinder, hendes Øine bleve saa store, saa klare, thi hun saae fra Bogens Blade løfte sig Verdens deiligste Rose, Billedet af den, som fremsprang fra Christi Blod paa Korsets Træ.

✂ »Jeg seer den!« sagde hun. »Aldrig døer den, som seer den Rose, den deiligste paa Jorden!«

*1 Menneskene] alle Mennesker O. 5 løfte] løftede O. 8 Under texten H. C. Andersen O.

✂

Et Billede fra Castelsvolden.

✂ Det er Efteraar, vi staae paa Castelsvolden og see ud over Havet paa de mange Skibe og paa den svenske Kyst, der løfter sig høit i Aftenens Solskin; bag ved os gaaer Volden brat ned ad; der staae prægtige Træer, det gule Løv falder fra Grenene; dernede ligge skumle Huse med Træpalisader, og indenfor, hvor Skildvagten gaaer, er saa snevert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gittrede Hul; der sidde fangne Slaver, de værste Forbrydere.

✂ En Straale fra den nedgaaende Sol falder ind i det nøgne Kammer. Solen skinner paa Onde og paa Gode! Den mørke barske Fange seer med et hæsligt Blik paa den kolde Solstraale. En lille Fugl flyver mod Gitteret. Fuglen synger for Onde og for Gode! den synger et kort »Quivit,« men bliver siddende, slaaer med Vingen, piller en Fjer af den, lader de andre Fjer bruse om Halsen - og den onde Mand i Lænker seer derpaa; et mildere Udtryk gaaer over det hæslige Ansigt; en Tanke, som han ikke selv gjør sig tydelig, skinner frem i hans Bryst, den er beslægtet med Solstraalen gjennem Gittret, beslægtet med Duften af Violerne, som om Foraaret voxe saa rigt udenfor. Nu lyder Jægernes Musik, saa liflig og stærk. Fuglen flyver fra Fangens Gitter, Solstraalen forsvinder og der er mørkt inde i Kammeret, mørkt i den onde Mands Hjerte, men Solen har dog skinnet derind, Fuglen sjunget derind.

✂ Bliv ved, I smukke Jægerhornetstoner! Aftenen er mild, Havet speilglat og stille.

* m ukendt. *O Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1847 s. 300-301. Overskriften To Billeder fra Kjøbenhavn, af H.C.Andersen, omfatter stykkerne I og II, hver med en usign. litografi af Jens Peter Lund. Stk. I se ndf. s. 295. Stk. II får egen titel i flg. tryk. Udkom dec. 1846. (Bibl. 512). *A H 1-55 s. 29-32. *B HP-55 s. 17-18 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 13. *D EHP 2-63 s. 73-74 m. 2 ill. *4 Aftenens] det sidste O. 5 prægtige] prægtige store O. 6 og indenfor] derindenfor O. 19 Gittret] OA, Gitteret B som lin. 13. 25 Jægerhornetstoner!] Valdhorntoner, O. - mild] smuk O.

✂

Paa den yderste Dag.

✂ Den helligste Dag her blandt alle Livets Dage er den, vi døe paa; det er den yderste Dag, den hellige store Forvandlings Dag. Har Du rigtigt, alvorsfuldt tænkt over denne mægtige, visse, sidste Time her paa Jorden?

✂ Der var en Mand, en strængt Troende, som han kaldtes, en Stridsmand for Ordet, der var ham en Lov, en nidkjær Tjener af en nidkjær Gud. - Døden stod nu ved hans Seng, Døden med det strænge, himmelske Aasyn.

✂ »Timen er kommen, Du skal følge mig!« sagde Døden og rørte med sin iiskolde Finger hans Fødder, og de iisnede, Døden berørte hans Pande, derpaa hans Hjerte, og det brast derved og Sjælen fulgte Dødsengelen.

✂ Men i de faa Secunder forud, mellem Indvielsen fra Fod til Pande og Hjerte, gik som et Havs store tunge Bølger, Alt hvad Livet havde bragt og vakt, henover den Døende. Saaledes seer man med eet Blik ned i det svimlende Dyb og omfatter, i eet Tankelyn, den umaadelige Vei; saaledes seer man med eet Blik, i een Sum, den talløse Stjernevrimmel, kjendende Kloder og Verdner i det vide Rum.

✂ I et saadant Øieblik gyser den forfærdede Synder og har Intet at hælde sig til, det er, som sank han ud i en uendelig Tomhed! - Men den Fromme hælder sit Hoved til Gud og giver sig, som Barnet, hen i »din Villie skee med mig!«

✂ Men denne Døende havde ikke Barnets Sind, han følte, han var Mand; han gjøs ikke, som Synderen, han vidste, han var den rette Troende. Paa Religionens Former i al deres Strænghed havde han holdt; Millioner, vidste han, maatte gaae den brede Vei til Fordømmelsen; med Sværd og med Ild kunde han have ødelagt deres Legemer her, som alt deres Sjæl var det og

* m ukendt. *A H 1-52 s. 33-41 (Bibl. 608). *B HP-55 s. 19-24 w. 2 ill. *C SS 18-55 s. 14-18. *D EHP 2-63 s. 221-26 m. 2 ill. *20 Verdner] Verdener D. 25 denne] den C, denne D. 230

✂ altid, vilde blive det -! hans Vei var nu mod Himlen, hvor Naaden aabnede ham Porten, Naaden, den lovede.

✂ Og Sjælen gik med Dødsengelen, men eengang endnu saae den hen til Leiet, hvor Støvbilledet laae i den hvide Liigskjorte, et fremmed Aftryk af dens Jeg. - Og de fløi, og de gik - det var som i en mægtig Hal og dog som i en Skov; Naturen var beskaaret, udspændt, opbundet og sat i Række, kunstiggjort, som de gamle franske Haver; her var Maskerade.

✂ »Det er Menneskelivet!« sagde Dødsengelen.

✂ Alle Skikkelser saaes mere eller mindre formummede; det var ikke de ædleste eller mægtigste just alle de, som gik i Fløiel og Guld, det var ikke de laveste og ringe Alle, der gik i Fattigfolks Kjole. - Det var en underlig Maskerade, og især ganske egent var det at see, hvorledes de Allesammen under deres Klædning skjulte omhyggelig Noget for hverandre; men den Ene sled i den Anden, at det kunde blive synligt, og da saae man Hovedet af et Dyr stikke frem; hos En var det en grinende Abe, hos en Anden en fæl Gjedebuk, en klam Slange eller mat Fisk.

✂ Det var Dyret, som vi Alle bære paa, Dyret, som er voxet fast i Mennesket, og det hoppede og det sprang og vilde frem, og hver holdt Klæderne tæt om det, men de Andre reve tilside og raabte: »Seer Du! see! Det er ham! det er hende!« og den Ene blottede den Andens Elendighed.

✂ »Og hvad var Dyret hos mig!« spurgte den vandrende Sjæl; og Dødsengelen pegede hen for sig paa en stolt Skikkelse, og om dens Hoved viste sig en broget Glorie med skinnende Farver, men ved Mandens Hjerte skjulte sig Dyrets Fødder, Paafuglens Fødder; Glorien var kun Fuglens brogede Hale.

✂ Og som de vandrede frem, skreg store Fugle fælt fra Træernes Grene; med lydelige Menneskestemmer skreg de: »Du Døds-Vandrer, husker Du mig!« - det var alle de onde Tanker og Begjæringer fra hans Livs Dage, som raabte til ham: »husker Du mig!« -

✂ Og Sjælen giøs et Øieblik, thi den kjendte Stemmerne, de onde Tanker og Begjæringer, der traadte op som Tingsvidner.

✂ »I vort Kjød, i vor onde Natur, boer intet Godt!« sagde Sjælen, »men Tankerne hos mig bleve ikke til Gjerninger, Verden har ikke seet den onde Frugt!« og han skyndte sig end mere, for snart at komme bort fra de fæle Skrig, men de store sorte Fugle omsvævede ham i Kredse og skreg og skreg, som skulde

*11 ikke ... just alle de] just ikke ..., alle de D. 12 Alle], alle de D. 29, 30 skreg] skrege D. 231

✂ det høres over al Verden; og han sprang som den jagede Hind, og ved hvert Trin stødte han Foden mod skarpe Flintesteen, og de skar hans Fødder og det smertede ham. »Hvor komme disse skarpe Stene her? Som vissent Løv ligge de hen over Jorden!«

✂ »Det er hvert uforsigtigt Ord, Du lod falde, og som saarede din Næstes Hjerte langt dybere, end Stenene nu saare din Fod!«

✂ »Det tænkte jeg ikke over!« sagde Sjælen.

✂ »Dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes!« klang det gjennem Luften.

✂ »Alle have vi syndet!« sagde Sjælen og løftede sig atter. »Jeg har holdt Loven og Evangeliet, jeg har gjort, hvad jeg kunde gjøre, jeg er ikke, som de Andre!«

✂ Og de stode ved Himlens Port, og Engelen, Indgangens Bevogter, spurgte: »Hvo er Du? Siig mig din Tro og viis mig den i dine Gjerninger!«

✂ »Jeg har strængt opfyldt alle Bud! jeg har ydmyget mig for Verdens Øine, jeg har hadet og forfulgt det Onde og de Onde, de, som gaae den brede Vei til den evige Fordømmelse, og jeg vil det endnu, med Ild og med Sværd, dersom jeg mægter det!«

✂ »Du er altsaa een af Mahomeds Bekjendere!« sagde Engelen.

✂ »Jeg! - Aldrig!«

✂ »Hvo, som griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværdet, siger Sønnen! hans Tro har Du ikke. Er Du maaskee en Israels Søn, der med Moses siger: Øie for Øie og Tand for Tand! en Israels Søn, hvis nidkjære Gud er kun dit Folks Gud!«

✂ »Jeg er Christen!«

✂ »Det kjender jeg ikke i din Tro og dine Gjerninger. Christi Lære er Forsoning, Kjærlighed og Naade!«

✂ »Naade!« klang det gjennem det uendelige Rum, og Himlens Port aabnede sig, og Sjælen svævede mod den aabne Herlighed.

✂ Men Lyset, der udstrømmede, var saa blændende, saa gjennemtrængende, at Sjælen veeg tilbage, som for et draget Sværd; og Tonerne klang saa bløde og gribende, ingen jordisk Tunge kan udsige det, og Sjælen bævede og bøiede sig dybere og altid dybere, men den himmelske Klarhed trængte ind i den, og da følte og fornam den, hvad den aldrig før saaledes havde følt, Byrden af sin Hovmod, sin Haardhed og Synd. - Det blev saa klart inden i den.

✂ »Hvad godt jeg gjorde i Verden, det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunde anderledes, men det Onde - - det var af mig selv!«

✂ Og Sjælen følte sig blændet af det rene himmelske Lys,

*3 skar] skare D. 6 Fod!«] « mgl. A. 232

✂ afmægtig sank den, saaledes syntes det, dybt, rullet i sig selv; nedtynget, umoden for Himmeriges Rige, og i Tanken om den strænge, den retfærdige Gud, vovede den ikke at udstamme: »Naade!«

✂ - Og, da var Naaden der, den ikke ventede Naade. -

✂ Guds Himmel var i hele det uendelige Rum, Guds Kjærlighed gjennemstrømmede den i uudtømmelig Fylde.

✂ »Hellig, herlig, kjærlig og evig vorde Du, Menneskesjæl!« klang det og sang det. Og Alle, Alle skulle vi paa vort Jordlivs yderste Dag, som Sjælen her, bæve tilbage for Himmeriges Glands og Herlighed, bøie os dybt, ydmyge nedsynkende og dog baarne af hans Kjærlighed, hans Naade, holdes oppe, svævende i nye Baner, luttrede, ædlere og bedre, mere og mere nærme os Lysets Herlighed, og styrket ved ham mægte at stige ind i den evige Klarhed.

✂

Det er ganske vist!

✂ »Det er en frygtelig Historie!« sagde en Høne, og det omme i den Kant af Byen, hvor Historien ikke var passeret. »Det er en frygtelig Historie i Hønsehuset! jeg tør ikke sove alene inat! det er godt at vi ere Mange sammen paa Hjalet!« - Og saa fortalte hun, saa at Fjedrene reiste sig paa de andre Høns og Hanen lod Kammen falde. Det er ganske vist!

✂ Men vi ville begynde med Begyndelsen, og den var i den anden Kant af Byen i et Hønsehuus. Solen gik ned og Hønsene fløi op; een af dem, hun var hvidfjedret og lavbenet, lagde sine reglementerede Æg og var, som Høne, respectabel i alle Maader; idet hun kom til Hjals, pillede hun sig med Næbet, og saa faldt der en lille Fjeder af hende.

✂ »Der gik den!« sagde hun, »jo mere jeg piller mig, desdeiligere bliver jeg nok!« Og det var nu sagt i Munterhed, for hun var det muntre Sind mellem de Høns, iøvrigt, som sagt, meget respectabel; og saa sov hun.

✂ Mørkt var det rundtom, Høne sad ved Høne og den, som sad hende nærmest, sov ikke; hun hørte og hun ikke hørte, som man jo skal i denne Verden, for at leve i sin gode Rolighed; men sin anden Naboerske maatte hun dog sige det: »hørte Du hvad her blev sagt? Jeg nævner Ingen, men der er en Høne, som vil plukke sig, for at see godt ud! var jeg Hane, jeg vilde foragte hende!«

* k Collin 26,4° I:25. 2 bl. koncept. * r Abrahams'ske Manuskriptsamling 3. 1 bl. rettet renskrift. *A H 1-52 s. 43-48 (Bibl. 609). *B HP-55 s. 25-28 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 18-20. *D EHP 2-63 s. 227-30 m. 2 ill. *1 Det ... vist!] ingen overskrift kr. 6 Fjedrene] ordet er overalt i D uden -d-; ligeledes r, mindre klart k. 14 piller] plukker kr. 19 ikke hørte] hørte ikke D. 234

✂ Og lige ovenover Hønsene sad Uglen med Ugle-Mand og Ugle-Børn; de have skarpe Ører i den Familie, de hørte hvert Ord, som Nabohønen sagde, og de rullede med Øinene og Ugle-Moer viftede sig med Vingerne: »Hør bare ikke efter! men I hørte sagtens hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne Ører, og man skal høre meget før de falde af! Der er een af Hønsene, som i den Grad har glemt, hvad der skikker sig en Høne, at hun sidder og piller alle Fjedrene af sig og lader Hanen see paa det!«

✂ »Prenez garde aux enfants!« sagde Ugle-Fader, »det er ikke Noget for Børnene!«

✂ »Jeg vil dog fortælle Gjenbo-Ugle det! det er saadan en agtværdig Ugle i Omgang!« og saa fløi Mutter.

✂ »Hu-hu! uhuh!« tudede de begge to og det lige ned i Gjenboens Dueslag til Duerne. »Har I hørt det! har I hørt det! uhuh! der er en Høne, som har plukket alle Fjedrene af sig for Hanens Skyld! hun fryser ihjel, om hun ikke er det, uhuh!«

✂ »Hvor? Hvor?« kurrede Duerne!

✂ »I Gjenboens Gaard! jeg har saa godt som selv seet det! det er næsten en upassende Historie at fortælle! men det er ganske vist!«

✂ »Troer, troer hvert evige Ord!« sagde Duerne, og kurrede ned til deres Hønsegaard: »der er en Høne, ja der er somme der sige, at der er to, som have plukket alle Fjedrene af sig, for ikke at see ud som de andre og saaledes vække Hanens Opmærksomhed. Det er et voveligt Spil, man kan forkjøle sig og døe af Feber, og de ere døde begge to!«

✂ »Vaagn op! vaagn op!« galede Hanen og fløi op paa Plankeværket, Søvnen sad ham endnu i Øinene, men han galede alligevel: »Der er tre Høns døde af ulykkelig Kjærlighed til en Hane! de havde plukket alle Fjedrene af sig! det er en fæl Historie, jeg vil ikke beholde den, lad gaae videre!«

✂ »Lad gaae videre!« peeb Flagermusene, og Hønsene klukkede og Hanerne galede: »lad gaae videre! lad gaae videre!« og saa foer Historien fra Hønsehuus til Hønsehuus og tilsidst tilbage til Stedet, hvorfra den egentlig var gaaet ud.

✂ »Der er fem Høns,« hed det, »som alle have plukket Fjedrene af sig, for at vise, hvem af dem der var blevet magrest af Kjærestesorg til Hanen, og saa hakkede de hinanden tilblods og

*1 Uglen] Hun-Uglen kr, men Hun- tilføjet i kile k og muligvis overstreget r. 2 have] havde D. - Ører] Øren D. 6 Ører] Øren D. 10 Prenez ... enfants] ordene har fejl og rettelser kr. 32 videre!«] « mgl. A. 36 egentlig] egenlig D. 38 blevet] bleven D. 39 hinanden] hverandre D. 235

✂ faldt døde ned, til Skam og Skjændsel for deres Familie og til stort Tab for Eieren!«

✂ Og Hønen, som havde mistet den løse lille Fjeder, kjendte naturligviis ikke sin egen Historie igjen, og da hun var en respectabel Høne, saa sagde hun: »Jeg foragter de Høns! men der er flere af den Slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen, saa gaaer den Landet over; det har de Høns fortjent og Familien med!«

✂ Og det kom i Avisen og det blev trykt og det er ganske vist: en lille Fjeder kan nok blive til fem Høns!

*6 den] dens r.

✂

Svanereden.

✂ Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel Svanerede og den kaldes Danmark, i den er født og fødes Svaner, hvis Navne aldrig skulle døe.

✂ I Oldtiden fløi en Svaneflok herfra hen over Alperne ned til Maj-Landets grønne Sletter, hvor der var deiligt at boe; Svaneflokken *kaldtes Longobarder.

✂ En anden Skare, med skinnende Fjedre og trofaste Øine svang sig ned mod Byzans, satte sig der om Keiserens Throne og udbredte sine store hvide Vinger som Skjolde, for at beskjærme ham. Den fik Navnet Væringer.

✂ Der lød fra Frankriges Kyst et Angestens Skrig for de blodige Svaner, der med Ild under Vingen kom fra Norden og Folket bad: »fri os Gud fra de vilde Normanner!«

✂ Paa Englands engfriske Grønsvær ved den aabne Strand stod den danske Svane med tredobbelt Konge-Krone paa Hovedet, sit gyldne Scepter strakte den hen over Landet.

✂ I Knæ bøiede Hedningerne sig paa *Pommerns Kyster, og de danske Svaner kom med Korsets Flag og med draget Sværd.

✂ Det var i de ældgamle Dage I siger Du.

✂ Ogsaa nærmere vor Tid blev seet mægtige Svaner flyve ud fra Reden.

*kAbrahams'ske Manuskriptsamling 3. 1 bl. koncept, slutter 237,22 sig hugge. Antagelig (direkte?) grundlag forA. *rsst. 1 bl. renskrift, antagelig trykmanuskript forO. Se n.t s. 329. *O Berlingske Tidende 28.1.1852, Nr. 23, firspaltet feuilleton (Bibl. 600). *A H 1-52 s. 49-53. *B HP-55 s. 29-21 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 20-22. *D EHP 2-63 s. 231-33 m. 2 ill. *1 Svanereden] Svanereden. Af H. C. Andersen. krO, men overstreget k. 7 *kaldtes] krO, kaldes A-C, kaldtes D. 9 ned] rettet til hen k, hen rO. 10 Skjolde] Skjold O (-e meget svagt r). 12 Frankriges] Frankeriges k, Frankrigs rO, Frankriges A-C, Frankrigs D. 17 gyldne Scepter] k, Scepter rO. 18 *Pommerns] uklart kr, Pommerns O, Pommerens A, Pommerns B. - og] lakune k, da rO. 237

✂ Det lyste gjennem Luften, det lyste hen over Verdens Lande, Svanen spredte ved sine stærke Vingeslag den dæmrende Taage, og Stjernehimlen blev mere synlig, det var som om den kom Jorden nærmere; det var Svanen Tycho Brahe.

✂ »Ja den Gang!« siger Du, »men nu i vore Dage!« Da saae vi Svane flyve ved Svane i herlig Flugt. Een lod sin Vinge glide hen over Guld-Harpens Strænge og det klang gjennem Norden, Norges Fjelde løftede sig høiere i Oldtids Sollys; det susede i Gran og i Birk; Nordens Guder, Helte og ædle Qvinder viste sig i den dybe mørke Skovgrund.

✂ Vi saae en Svane slaae med Vingen mod Marmor-Fjeldet, saa at det brast og de i Stenen bundne Skjønheds Skikkelser skrede frem ved solklar Dag, og Menneskene rundt om i Landene løftede deres Hoveder for at see disse mægtige Skikkelser.

✂ Vi saae en tredie Svane spinde Tanketraaden, der fæstes nu fra Land til Land, rundt om Jorden, saa at Ordet flyver med Lynets Fart gjennem Landene.

✂ Vor Herre har kjær den gamle Svanerede mellem Østersø og Nordhav. Lad mægtige Fugle kun komme gjennem Luften for at sønderrive den: »Det skal ei skee!« Selv de duunløse Unger stille sig i Kreds paa Bedens Kant, det have vi seet, de lade sig hugge i det unge Bryst, saa deres Blod flyder, de slaae med Næb og med Klo.

✂ Aarhundreder ville endnu gaae hen, Svaner flyve fra Reden, sees og høres rundt om i Verden, før den Tid kommer, at der i Aand og Sandhed skal kunne siges, »det er den sidste Svane, den sidste Sang fra Svanereden!«

*3 den] kr, rettet til denne r, denne O. 11 med Vingen] sin stærke Klo krO. 14 Hoveder] k (makulere!). Hoved rO. 15 Tanketraaden, der] T.: den O. 17 Landene] herefter understreget, men siden overstreget Ørsted Svanen kr.

✂

Et godt Humeur.

✂ Efter min Fader har jeg faaet den bedste Arvepart, jeg har faaet et godt Humeur. Og hvem var min Fader? Ja, det kommer nu ikke Humeuret ved! han var livlig og trivelig, feed og rund, hans Ydre og Indre ganske i Strid med hans Embede. Og hvad var hans Embede, hans Stilling i Samfundet? Ja, skulde det skrives ned og trykkes lige i Begyndelsen af en Bog, saa er det rimeligt at flere, naar de læste det, lagde Bogen tilside og sagde, det seer mig saa uhyggeligt ud, jeg skal ikke have af den Slags. Og dog var min Fader hverken Rakker eller Skarpretter, tvertimod, hans Embede bragte ham tidt i Spidsen for Stadens allerhæderligste Mænd, og han var der ganske i sin Eet, ganske paa sin Plads; han maatte være forrest, foran Bispen, foran Prindser af Blodet - og han var forrest - - han var Ligvogns-Kudsk!

✂ Nu er det sagt! og det kan jeg sige, at naar man saae min Fader sidde der høit, foran paa Dødens Omnibus, iført sin lange side, sorte Kappe, og med den sortbefryndsede trekantede Hat paa Hovedet, og dertil saae hans Ansigt, der livagtigt var, som man aftegner Solen, rundt og leende, saa kunde man ikke tænke paa Sorg og Grav; det Ansigt sagde: »det gjør ikke noget, det bliver meget bedre, end man troer!«

✂ See, fra ham har jeg mit gode Humeur og den Vane, jævnlig at gaae ud paa Kirkegaarden; og det er meget fornøieligt, naar man kun kommer der med et godt Humeur, - og saa holder jeg Adresseavisen, ligesom ogsaa han gjorde.

✂ Jeg er ikke ganske ung, - jeg har hverken Kone, Børn eller

* k Collin 36,4° I:26. 3 bl. koncept. * r sst. 1:27. 2 bl. rettet renskrift. *A H 1-52 s. 55-63 (Bibl. 610). *B HP-55 s. 32-37 m. 2 ill. *C SS 18-55 s. 22-26. *D EHP 2-63 s. 234-40 m. 2 ill. *9 den] det D. 239

✂ Bibliothek, men som sagt, jeg holder Adresseavisen, den er mig nok, den er mig det bedste Blad, og det var den ogsaa for min Fader; den gjør sit gode Gavn og har Alt hvad et Menneske behøver at vide: hvem der prædiker i Kirkerne og hvem der prædiker i de nye Bøger! hvor man faaer Huus, Tjenestefolk, Klæder og Føde, hvem der »sælger ud« og hvem der selv gaaer ud, og saa seer man saa megen Velgjørenhed og saa mange uskyldige Vers, der ikke giør noget! Ægtestand, der søges og Stævnemøder, som man indlader og ikke indlader sig paa! altsammen simpelt og naturligt! Man kan saamæn meget godt leve lykkeligt og lade sig begrave, ved at holde Adresseavisen - og saa har man ved sit Livs Ende, saa deiligt meget Papir, at man kan ligge blødt paa det, dersom man ikke holder af at ligge paa Høvlspaaner.

✂ Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var altid mine to meest aandsvækkende Spadserefarter, mine to meest velsignede Bade-Anstalter for det gode Humeur.

✂ Enhver kan nu gaae ind i Adresseavisen; men gaae med mig paa Kirkegaarden, lad os komme der, naar Solen skinner og Træerne ere grønne; lad os gaae mellem Gravene! hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen op ad, man kan læse Titelen, som siger hvad Bogen indeholder og siger dog Ingenting; men jeg veed Beskeed, veed den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og Fornøielse; der ligge de Allesammen, og endnu nogle Flere!

✂ Nu er vi paa Kirkegaarden.

✂ Her, bag det hvidmalede Pinde-Gitter, hvor der indenfor engang stod et Rosentræ, - nu er det borte, men en Smule Eviggrønt fra Naboens Grav strækker sin grønne Finger derind, for dog at gjøre lidt Stads, - hviler en meget ulykkelig Mand, og dog, da han levede, stod han sig godt, som man siger, havde sit gode Udkomme, og lidt til, men han tog sig Verden for nær, det vil sige Kunsten. Sad han en Aften i Theatret for at nyde med hele sin Sjæl, saa var han reent fra det, naar bare Maskinmesteren satte for stærkt et Lys i hver Kjæbe paa Maanen, eller Luft-Soffiten hang foran Koulissen hvor den skulde hænge bag ved, eller der kom et Palmetræ paa Amager, Caktus i Tyrol og Bøgetræer høit oppe i Norge! Kan det ikke være lige eet og det

*6 »sælger ud«] fremhævet med halvfed skrift, ikke som ellers med spatiering A. 12 deiligt] deilig D. 35 hele sin] sin hele C, hele sin D. 36 Kjæbe] Kjæve C. 240

✂ samme, hvem tænker over Sligt! det er jo Comedie, og den skal man fornøie sig over. - Saa klappede Publicum for meget, saa klappede det for lidt. »Det er vaadt Brænde,« sagde han, »det vil ikke fænge iaften!« og saa vendte han sig om for at see, hvad det var for Folk, og saa saae han at de loe galt, loe paa Steder hvor de ikke skulde lee, og det ærgrede han sig over og leed ved og var et ulykkeligt Menneske, og nu er han i Graven.

✂ Her hviler en meget lykkelig Mand, det vil sige en meget fornem Mand af høi Byrd, og det var hans Lykke, thi ellers var der aldrig blevet noget af ham, men Alt er nu saa viseligt indrettet i Naturen, at det er en Fornøielse at tænke derpaa. Han gik broderet for og bag og var anbragt i Storstuen, som man anbringer den kostelige, perlebroderede Klokkestreng, den har altid bag ved sig en god tyk Snor, der gjør Tjenesten; han havde ogsaa en god Snor bag ved, en Substitut, der gjorde Tjenesten og gjør den endnu bag en anden ny, broderet Klokkestreng. Alting er nu saa viseligt indrettet, at man sagtens kan have et godt Humeur.

✂ Her hviler, ja, det er nu saa meget sørgeligt -! her hviler en Mand, som i syv og tresindstyve Aar havde tænkt paa at sige et godt Indfald; han levede alene for at faae et godt Indfald, og saa fik han virkelig eet, efter egen Overbeviisning, og blev saa glad at han døde i det, døde af Glæde over at have faaet det, og Ingen nød Gavn deraf, Ingen hørte det gode Indfald. Jeg kan nu tænke, at han ikke engang har Ro i sin Grav for det gode Indfald, thi sæt, at det var et Indfald, der maatte siges til Frokost, naar det skulde gjøre Virkning, og at han som død kun kan, efter almindelig Mening, komme frem ved Midnat, saa passer ikke Indfaldet til Tiden, Ingen leer og han kan gaae i Graven igjen med sit gode Indfald. Det er en sørgelig Grav.

✂ Her hviler en meget gjærrig Madame; mens hun levede, stod hun op om Natten og miavede, for at Naboerne skulde troe at hun holdt Kat; saa gjærrig var hun!

✂ Her hviler en Frøken af god Familie; altid i Selskab skulde hun lade sin Sangstemme høre, og saa sang hun *med i »mi manca la voce«! det var den eneste Sandhed i hendes Liv!

✂ Her hviler en Jomfru af en anden Slags! Naar Hjertets Kanarifugl begynder at skrige op, saa putter Fornuften Fingrene i Ørene. Skjøn-Jomfru stod i Ægtestands Glorie -! det er en Hverdagshistorie - men det er pænt sagt. Lad de Døde hvile!

*3 han,] komma mgl. A. 31 mens] medens D. 35 *med i] r, med: A. 37 en] et D. 241

✂ Her hviler en Enkefrue, der havde Svanesang i Munden, og Ugle-Galde i Hjertet. Hun gik om i Familier paa Rov efter Næstens Mangler, ligesom i gamle Dage »Politivennen« gik om for at finde et Rendesteensbræt, som ikke var der.

✂ Her er en Familiebegravelse; hvert Led af den Slægt holdt saadan sammen i Troen, at om hele Verden og Avisen sagde, saaledes er det, og da den lille Søn kom fra Skolen og sagde, »jeg har hørt det paa den Maade!« saa var hans Maade den eneste rigtige, for han var af Familien. Og vist er det, at traf det sig saa, at Familiens Gaardhane galede ved Midnat, saa var det Morgen, om endogsaa Vægteren og alle Byens Uhre sagde, det er Midnat.

✂ Den store Goethe slutter sin »Faust« med, at den »kan fortsættes,« det kan ogsaa vor Vandring herud paa Kirkegaarden; her kommer jeg tidt! gjør En eller Anden af mine Venner eller Ikke-Venner mig det for broget, saa gaaer jeg herud, opsøger en Grønsværs-Plads og indvier den til ham eller hende, hvem jeg vil have begravet, og saa begraver jeg dem strax, saa ligge de der døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre Mennesker vende tilbage. Deres Liv og Levnet, seet fra min Side, skriver jeg ind i min Gravbog, og saaledes skulde alle Mennesker bære sig ad, ikke ærgre sig, naar Nogen gjør dem det for galt, men strax begrave dem, holde paa sit gode Humeur og paa Adresseavisen, dette af Folket selv skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen.

✂ Kommer den Tid, at jeg selv med mit Livs *Historie skal indbindes i Graven, saa sæt som Indskrift:

✂ »Et godt Humeur!«

✂ Det er min Historie.

*7 da] saa D. 8 saa] da D. 12 er] var D. 13 Goethe] Göthe r. 24 skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen] tidt med paaholden Pen, skrevne Blad D. 25 mit Livs *Historie] r uden afstand mellem substantiverne, mit Livshistorie A-C mit Livs Historie D. 28 Det er min Historie.] mgl. r.