Grundtvig, N. F. S. SKAL DEN LUTHERSKE REFORMATION VIRKELIG FORTSÆTTES

✂

✂ Spørgsmaalet om Reformationens Fortsættelse hørde for endeel Aar siden til de Yndlings-Themaer (paa Dansk: Liv-Stykker) Tilhørerne vel kunde blive kiede, men Prædikanterne ei trætte af paa Allehelgens-Dagene; thi ligesom Man om de gammeldags Præster ikke uden Føie bemærkede, at naar de lovede at behandle deres Gienstand i Korthed og Enfoldighed, glemte ** Maatrykkes. I Kjøbenhavns Politieret d. 17de Novhr. 1830.
Holm. 279 de sædvanlig det Første over det Sidste, saaledes var det unægtelig Skaden hos de nymodens Præster, som lovede at gjøre Alting kort og godt, at de glemte det Sidste over det Første. Nu vil jeg vel ingenlunde nægte, at Snak har vi Nok af, og at den Snak, der har ingensteds hjemme, er altid lang nok; men derfor tør jeg dog ligefuldt mene, at hiin store Vending i Menneske-Aandens Historie, som vi med eet Ord sædvanlig kalde Reformationen, er noget saa Dybt, Omfattende og Følgerigt, at den korte Proces dermed slet ikke duer, og at hvem der, efter en løselig Betragtning, fortæller os enten at den bør gaae i Staa, eller gaae videre, giorde meget bedre i, at tie bom stille, til han havde lært, hvad det i Grunden vil sige.

✂ Det kan her ingenlunde være min Hensigt, udførlig at behandle det hele store Spørgsmaal, da det er Kirke-Reformationen, der for Øieblikket maa ligge mig, og alle christelige Præster saa tungt paa Hjerte, at selv om vi troede at kunne tjene Verden med et godt Raad i hvad den skatter anderledes høit, maae vi indtil videre lade den gaae sin skiæve Gang, og hytte eller sprænge sig selv, som den kan bedst. Jeg har derfor med Flid indskrænket Spørgsmaalet til den Lutherske Reformation, som den der havde mest med Kirken, og mindst med Verden at skaffe, og naar jeg alligevel forudskikker nogle Vink, om den store Soelhvervs-Tid i det Hele, da er det enten blot fordi Talen derved falder bedre og naturligere om Kirkens Uhr og Time-Glas, eller dog kun tillige fordi jeg, som Historiker og som Dansk, giør hvad jeg ikke kan lade.

✂ Hvad der, ligesiden jeg begyndte at faae Øinene op for de store Optrin paa Verdens Skue-Plads, som noget ganske Andet end dem enten paa Kongens Ny-Torv eller paa Vester-Bro, især har slaaet mig ved Blad-Vendingen i det femtende og sextendeAarhundrede, er den Betragtning, at det ligesaavel i Aandens som i Legemets Verden blev langt lettere at angribe Andre, end at forsvare sig selv, og langt mere sædvanligt at rive ned, for at bygge op efter sit eget Hoved, end at vedligeholde og forbedre det allerede Bestaaende. Det har desaarsag immer siden været en farlig Tid for Alt, hvad der enten selv var fra ifjor, eller grundede sig dog paa noget Saadant, og ligeledes en farlig Tid for Alt, hvad der ikke klarlig, ved at slaae fra sig, kunde godtgiøre sin Kraft. Men nu er vore Stater og Tunge-Maal ligesaavel som den Christne Kirke fra ifjor, og vore dybeste Følelser er med Nødvendighed de dunkleste og mest værgeløse, og den ny Retning har derfor været saa revolutionær i 280 Menneske-Livet, at nu næsten Alt, hvad Fædrene bygde, er sunket i Gruus, og alle de dunkle men stærke Baand, der skabde saavel hvad vi kalde de naturlige Forhold, som det borgerlige og det kirkelige Samfund, ere, om ei brustne alt, saa dog nær ved at briste.

✂ Tænke vi nu som Rousseau, at baade de borgerlige og kirkelige Samfund er i Grunden umenneskelige, og have giort langt mere Skade end Gavn, og at selv de saakaldte naturlige Forhold mellem Mand og Qvinde i Ægteskab og mellem Forældre og Børn, er tunge, unaturlige Lænker, som hindre Menneske-Aanden i sin fri Udvikling, og forurolige Menneske-Hjertet, see, da maae vi naturligviis juble ved at see den gyldne Tid saa nær, som Opløsningen af alle Samfund nu synes at være. Men tænke vi med Gru paa en Tilstand, hvori Folk, med alle den ny Verdens Laster, som vi ingenlunde see er i Aftagende, stræbde at tilegne sig al den raa Tilstands Vildskab og Uregierlighed, da er det vist paa den høie Tid, at vi ret alvorlig betænke, om der ikke skulde gives Midler til at forebygge, eller dog forhale Opløsningen af Kirke, Stat og Alt, hvad der kun ved fælles Opoffrelse kan bringe fælles Gavn, og sætte giensidige Skranker for de Enkeltes Balstyrighed. Da imidlertid nu Erfaringen lærer, at det gaaer med afgiorte Tids-Retninger, som med stærke Strømme, der vel lade sig indskrænke, men ei afdæmme, saa gives der aabenbar kun eet Raad, som duer, i det Man ret omhyggelig adskiller det Væsenlige i hvad Man vil vedligeholde, fra alt Andet, hvori Foranderligheden er, om ikke ønskelig, saa dog taalelig. Derfor nødte Revolutions-Erfaringen selv de tøileløse Franskmænd i forrige Aarhundrede til at indsee, at Foranderligheden af Stats-Forfatninger maatte have en Grændse, skiøndt den de satte, ved at dele den lovgivende Magt mellem de Unges og Gamles Raad, lignede deres egen Letsindighed, og bar Frugter derefter. I det nittende Aarhundrede er Man omtrent blevet enig om, at i Stats-Forfatninger betrygges Grund-Fastheden bedst ved et Adels-Kammer, som det engelske Over-Huus, men uden at ville foregribe Erfaringens Dom herover, som snart vil falde, tør Man dog nok paastaae, at enhver ubestemt Indskrænkning af Foranderligheden, der bliver stor, liden eller ingen, efter nogle enkelte Personers Klogskab, Mod og Kraft til at bestemme og overholde den, er i en oprørt Tid kun et nyt Giærings-Stof, saa skal Noget hjelpe, enten i det ene Samfund eller i det Andet, maa det være en klar Udvikling af hvad Samfundet staaer og falder med, og som 281 derfor under alle Omskiftelser maa være uforanderligt. Kommer det ei dertil, eller findes der ikke da i Samfundet Villie og Kraft til at bevare denne Kierne, der er som Hjertet i Planten, og som Bevidstheden i Mennesket, da er et uopreiseligt Fald uundgaaeligt, da forgaaer Samfundet, som Planten gaaer ud og Mennesket gaaer fra Samlingen; udvortes physisk Magt afløser da al indvortes aandelig Forbindelse, og Tilstanden bliver en uophørlig Vædde-Strid mellem Tøileløshed og voldsom Undertrykkelse (Anarchie og Tyrannie) om hvilken der bedst kan fortære, og først tilintetgiøre det opløste Samfunds Bestand-Dele, en Vædde-Strid, som den Ormene i Graven føre med Forraadnelsen.

✂ Saalænge Skolen (de Oplyste) skatter Varigheden af det kirkelige og borgerlige Samfund, vil man snarere regne for Meget end for Lidt til det Væsentlige, der maa bevares uforandret; men naar Skolen, drevet og forblindet af Egenkiærlighed, miskjender Samfundets Nødvendighed, trodsende paa den Overlegenhed, Kundskab og Forstand under alle Omstændigheder synes at kunne hævde sig, da vil Man enten forkynde Samfundene aaben Feide, eller udgive et tomt Blændværk for det Væsentlige, der skal bevares, og saaledes er det nu allevegne i den protestantiske Deel af Verden, der, som den meest udviklede og oplyste, ei alene maa ansees for det egenlige Menneske-Hjem, men ogsaa beherske Tanke-Gangen hos de Oplyste overalt. To Ting have imidlertid de Høilærde og Velvise glemt, da de dog regnede paa, at ingen Forandring er saa gal, og ingen Forvirring saa stor, at jo deraf er Noget at lære, og at de Lærvillige maae, trods alle Omskiftelser, trænge til Skolen; thi for det Første glemde de, at Coursen paa alt Aandeligt synker i samme Forhold som den raa physiske Magt gjør sig giældende, saa jo njeer Man kan udrette uden Kundskab og Klogskab, og jo mindre Man kan udrette med dem, desmindre bryder Man sig naturligviis om at gaae i Skole, og de glemde for det Andet, at naar forvovne Kroppe finde sig narrede eller fordunklede af kloge Hoveder, føler de sig endog stundum overlistet og krydset af de Kloge, da veed de et langt nemmere Raad derimod, end ydmygende Underdanighed og kiedsommelig Skole-Gang, thi naar Man blot giør de kloge Herrer et Hoved kortere, kan jo alle hovedløse Kroppe maale sig med dem.

✂ Vare derfor de Høilærde blot ikke saa forskrækkelig selvkloge, men vilde nedlade dem til at skiænke Erfaringen lidt meer Opmærksomhed, før den bliver alt for følelig, og maa tages med i 282 Graven, da vilde de lettelig indsee Nødvendigheden af en klar Indskrænkning i den revolutionære Retning, der slet ikke bliver mindre frygtelig, fordi man kalder den reformerende, hvad jeg tænker, blandt Andet, Radical-Reformatorerne i Engelland snart vil lære hvem der hidtil var blind for saa aabenbar en Sandhed. Man maa nemlig ikke blot lære, saalænge Man lever, men endnu nødvendigere leve, saalænge Man skal lære, og hvor de fleste Stemmer, altsaa de fleste Næver udenfor Døvstum-Instituterne, virkelig skal giælde, der er det sandelig store Ting, om det tillades de Høilærde at leve af Luften, uden at Vedkommende dog vil finde dette Leve-Brød bedre end de mindste, der undes dem i de kirkelige og borgerlige Samfund fra ifjor, saa den vel forstaaede Egennytte burde drive dens høilærde Prædikantere til at tie med dette Mysterium, som det kun for dem selv kan være en Klogskabs-Regel at følge, naar Andre ikke giør det samme.1

✂ Efter disse almindelige Vink om det egoistiske, opløsende, nedbrydende, og i det Uendelige kalfatrende Princip, som kun Menneske-Æderne uden Tab uindskrænket kan følge, indskrænker jeg, som sagt, Betragtningen til den Christne Kirke, og til den Lutherske Reformation saavel i Kirkens indvortes Beskaffenhed, som i dens Stilling til Staten og Skolen. Jeg indskrænker mig til den Christne Kirke, fordi det er min Tro som Christen, at om end alle andre Samfund paa Jorden skulde opløses og forgaae i Tidens Strøm, saa skal dog dette de Helliges Samfund vare Verden ud, og kun finde sin Forklarelse i den Ild, der opløser Elementerne, og jeg indskrænker mig til den Lutherske Reformation, ei blot fordi den ligger os nærmest, men især fordi jeg, som christelig Kirke-Historiker, ene i den finder, om ikke theoretisk saa dog practisk det Grund-Sætning fulgt, at hvad der væsenlig udgiør det christne Troes-Samfund, skal, under alle Omskiftelser, bevares uforandret.

✂ For nu at giøre denne Betragtning saa klar og tydelig som muligt, vil vi afdele den saaledes, at vi først betragte Reformationen i Kirken selv, derpaa i dens Forhold til Staten, og endelig i dens Forhold til Skolen.

*1 Disse Advarsler imod den politiske Radikalisme er fremkaldte ved den Bevægelse, der fra Julirevolutionen forplantede sig til Nordevropa, og som her fandt Udtryk i U. J. Lornsens bekendte Flyveskrift. I Slutningen af 1830 skrev Gr. i samme Anledning: »Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsteen«, der udkom i to Oplag.

✂

I.
Om den Lutherske Reformation i den Christne Kirke selv.

✂

II.
Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Staten.

315

✂

III.
Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Skolen.

✂ Naar vi see, hvorledes de protestantiske Theologer i Slutningen af forrige Aarhundrede, i Begyndelsen af Dette, og endnu sædvanlig, behandle Christendommen: ikke som den ældgamle, apostoliske, af Historien bevidnede., og giennem de utallige Kirke-Stammer og Slægter levende beseiglede Tro, de kaldtes til, ved Hjelp af Bibelen og boglig Konst, at befæste, udbrede, oplyse og forsvare, men som noget Splinternyt, Ubestemt, de først skal udlede, med deres egen Fornuft af Skriften, eller med Skriften af deres egen Fornuft, naar vi see denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed, og høre den udraabe for Reformationens nødvendige Følge og fuldmodne Frugt; da fristes vi til at giøre Reformatorerne i det sextende Aarhundrede, og især Morten Luther, stor Uret, ja, kan egenlig slet ikke undgaae det uden kirkehistorisk Kundskab. Vel er nemlig Luthers Catechismus det gyldigste Vidnesbyrd der kunde gives, om, at han baade selv bekiendte sig til de Christnes oprindelige Tro, og at han vilde, Menigheden skulde blive ved den ufravigelig, saa det er kun Bagvaskelse, naar Theologerne ymte om, at de høitidelige Erklæringer desangaaende i den Augsburgske Confessjon kun skedte paa Skrømt! Men derimod er det ganske rigtigt, at selv Luther og Melanchthon, ei at tale om de andre Reformatorer, hældede stærkt til den Mening, at de Christnes Troes-Bekiendelse laande sin bedste Gyldighed fra Skriften, saa det var langt mere deres christelige Følelse, end deres theologiske Indsigt, der veiledte dem, naar de stod hardt imod alle dem, der vilde udlede en ny Christendom af Skriften, eller, hvad der løber ud paa det Samme, forandre Troen efter deres Skrift-Klogskab.

✂ Naar derfor de nymodens kiættersk-jødiske, eller tyrkiskhedenske, Skrift-Kloge var ærlige og oplyste nok til at sige: vi indrømme gierne, at vi ligesaalidt have Tro tilfælles med Luther og Melanchthon, eller selv med Cranmer, Zwingel og Calvin, som den gamle Christne, Apostoliske Kirke; men vi paastaae kun, at naar Man dristig udvikler Alt hvad der flyder af Reformatorernes theologiske Principer: om Bibel-Krtiken som Troens og Kirkens rette Værne-Thing, da maa man komme til vores Paastand: at der i den christne Kirke ikke bør være anden uforanderlig Tro, end 319 Troen paa Bibelens Guddommelighed, saa det Øvrige beroer paa, hvad enhver Tids-Alders Skrift-Kloge finde i Bibelen, og fastsætte som almindelig Kirke-Tro, indtil videre; naar de vantroe Theologer var ærlige og oplyste nok til at føre dette Sprog, da maatte jeg, og enhver billig og besindig KirkeHistoriker, forsaavidt give dem Ret, og indskrænke os til at forsvare Luther med den kirkehistoriske Oplysning, at Feiltagelsen var ældgammel, saa han skabde den ingenlunde, men stræbde netop, som Reformator, at giøre den uskadelig, saa hans Reformation skal heller ingenlunde i denne Henseende forkastes, men kun paa en christelig Maade fortsættes!

✂ Allerede Apostlerne Petrus og Paulus berøre, i deres SendeBreve, de kiætterske Forsøg paa, ved Misbrug af den hellige Skrift, at rokke de Christne i den dem overantvordede hellige Tro, og naar vi læse Irenæi og Tertullians Skrifter mod Kiætterne, da see vi grandt, at den Apostoliske Kirke afviiste alle de nye Byg-Mestere med Troes-Bekjendelsen ved Daaben, og med den hele Apostoliske Prædiken, der var i frisk Minde hos Menighederne i Ephesus, i Rom, og allevegne, hvor Apostlerne selv havde opslaaet deres Lære-Stole, og grundet Kirken. Det var imidlertid naturligt, at Biskopperne paa de Apostoliske Sæder ligelidt vilde taale nogen Afvigelse fra den dem velbekiendte Apostoliske Lærdom i det Hele, og derfor ingenlunde skarpt adskildte den urokkelige GrundVold, lagt af Herren selv, mens han var synlig tilstæde, ved Daaben og Nadveren, fra hvad Hans fuldmægtige SendeBud, Apostlerne, oplyste og drevne af den Hellig-Aand, havde bygget derpaa, og heri laae Spiren til den følgende Forvirring; thi hver Biskop stræbde dog at opbygge apostolisk paa sin Viis, og, som Apostelen Paulus bemærker, kan det aldrig feile, at jo Nogle selv af dem, der bygge paa den rette Grundvold, bygge med Træ og Rør og Straa, som ei kan taale Ilden. Naar der nu, enten under Strid med Kiætterne, eller under Tvist mellem Biskopper, blev Spørgsmaal om den ægte Apostoliske Lærdom og visse Tilsætningers Forhold til Samme, da tyede Man naturligviis til Apostlernes efterladte Skrifter, som de mest upartiske Vidnesbyrd om hvad Apostlerne virkelig havde lært, og hvad dermed kunde forliges eller ikke.

✂ Saaledes opkom det siden gjennem Tidens Løb saa farlige Mis-Forhold mellem Kirken og Skolen, eller mellem Troen og Theologien: mellem Troens Ord og Skrift-Fortolkningen, men 320 hvad der gjorde Ulykken, var dog den verdslige Magts Indblanding i Kirke-Sagerne, og den Alexandrinske Høi-Skoles overlegne Indflydelse paa Tanke-Gangen.

✂ Hvor nemlig den Christne Kirke betragtes som en Stats-Indretning, der stræber naturligviis Øvrigheden efter at give Lærdommen i den en langt mere iøinefaldende Lighed og strængere Eensformighed, end der kan opnaaes ved blot at holde over den Apostoliske TroesBekiendelse og Ordet ved Sakramenterne, saa der vil altid blive foreskrevet en udførligere og bestemtere Lærdoms-Regel, der i Prædiken og Underviisning skal følges. Herimod kunde der heller ikke fra Kirkens Side være Stort et indvende, naar Religjonen vedblev at være en fri Sag, saa de Christne, der enten fandt Lære-Forskriften utaalelig eller dog byrdefuld, havde Lov til, uden borgerlig Ulæmpe, at adskille sig fra Stats-Kirken; men det har sjelden været Tilfældet, og var det ingenlunde i Romer-Riget, hvor Forfølgelse, Lands-Forviisning, og omsider Henrettelse, blev de Læreres Lodd, der ei vilde følge Stats-Kirkens Forskrifter.

✂ Naar nu den verdslige Øvrighed vil give en Lærdoms-Forskrift i den Christne Kirke, da kan den enten giøre det paa egen Haand, med Pavelig Anmasselse af det Christi Statholderskab, der kun tilkommer den Hellig-Aand, eller i Forening med Biskopperne og andre berømte Kirke-Lærere, paa en Geistlig Rigs-Dag, som er mindre stødende, men ei mere fyldestgjørende, naar det skal være en Regel for alle Christne; thi det ligger i Sagens Natur, hvad Apostlerne Peder og Povel ogsaa udtrykkelig indskiærpe, at hverken maa Geistligheden være Troens, eller Biskopperne Geistlighedens Herrer! Det Sidste skedte imidlertid, som vi veed, og med Lande-Modet eller Conciliet (Raads-Forsamlingen) i Nicæa, under Constantin den Store, begynder en Række af geistlige Rigs-Dage, der, fra Begyndelsen til Enden, har været en glimrende Kamp-Plads for Politik og Skole-Fuxeri, men en stor Ulykke baade for Kirken, for Staten, og selv for Skolen, der dyrt har maattet betale den forfængelige Ære, den derved øiebliklig vandt.

✂ Saasnart Man nemlig paa et Lande-Mode skal udkaste en almindelig Forskrift for den Christne Menighed, enten uden Hensyn paa det uforanderlige Ord i Kirken, eller dog af videre Udstrækning, da lægges naturligviis Bibelen paa Bordet, som da ogsaa skedte i Nicæa, og da Bogen, som Man veed, er døvstum, bliver det naturligviis de Bog-Lærde der skal fremføre dens Mening og Kiendelse, hvorved møder den 321 Omstændighed, at ganske enige blive de Bog-Lærde aldrig om Meningen af en indholdsriig Bog, endsige om hvad der i den er det Aller-Klareste og Aller-Vigtigste, hvad de dog netop skulde være enige om, for, efter Bogen, at foreskrive noget Almeen-Gyldigt, der ikke aabenbar flød af Kirke-Ordet. Selv i bedste Tilfælde: naar alle de Bog-Lærde var Christne, og vilde gaae ærlig og samvittighedsfuld tilværks, vilde saadanne Bibel-Kiendelser altid blive mislige; men hvad maae de da ikke blive, naar Mange af de Bog-Lærde i Grunden er Uchristne, og har altsaa læst Bibelen med hedenske eller tyrkiske Ørne, og Mængden desuden som oftest vil lade sig lede mere af den verdslige Øvrigheds end af den Hellig-Aands Drift!

✂ Naar vi nu vil kiende de Bog-Lærde i den gamle Christenhed, da maae vi gaae til Alexandrien i Ægypten, hvor ogsaa det Arianske Kiætteri, som foranledigede Lande-Modet i Nicæa, først var opkommet. Vel var Menigheden i Alexandrien ingen Apostolisk Plantelse, og det er kun et løst Sagn der giør Evangelisten Marcus til dens Stifter, hvorfor Kirken der, som Man kan see af Eusebs Kirke-Historie, i de to første Aarhundreder spillede en saa høist ubetydelig Rolle; men Alexandrien havde, næsten ligesiden Alexander den Stores Tid, med sin uhyre Bog-Samling, været Bog-Ormenes Himmerig, og heraf fulgde, deels, at de alexandrinske Christne vilde blive de boglærdeste, og deels, at de Christnes Kirke-Bog vilde i Alexandrien giøre mest Opsigt. Her var det da først Christendommen kom i egenlig Berørelse og Vexel-Virkning med den gammel-græske og jødiske Videnskabelighed, hvad der gik saavidt, at Man tidt har ondt ved at finde Forskiel paa Tanke-Gangen hos de to samtidig berømte Skole-Mestre i Alexandrien: Ammonius Saccas og Clemens, skjøndt den Første gjaldt for en Hedning, og den Sidste for en Christen. En fælles Lærling af Begge var da ogsaa Origines, det store Lærdoms Vidunder, som i det tredie christelige Aarhundrede gjorde umaadelig Opsigt baade blandt Christne og Hedninger, og, medens vi gierne lade det staae ved sit Værd, om han eengang lod sig true til legemlig at giøre Røgelse for Afguderne, er det indlysende, at han utallige Gange aandelig og frivillig strøede Virak for den hedenske Viisdoms-Gudmde, og indførde en saa luftig og vilkaarlig Skrift-Fortolkning, at Man efter den kan bevise Alt og Intet af Bibelen. Endnu før Origines døde, besteg en af hans berømteste Discipler, Dionysius, Bispe-Stolen i Alexandrien, og naar Man af Eusebs Kirke-Historie seer, hvilket Orakel denne 322 gamle Ræv var for hele den østlige eller græske Christenhed, da undrer Man sig ikke længer over Arianismen, over Lande-Modet i Nicæa, hvor Biskopperne gav en hedensk Keiser Forsædet, som Pontifex Maximus, eller over Noget af de mange Vidnesbyrd om et opfarvet Hedenskabs Indbrud i Øster- Leden.

✂ Paa den vestlige eller Latinske Christenhed havde vel den Alexandrinske Høiskole og Origines langt mindre Indflydelse, og man holdt der urokkelig fast ved den Apostoliske Troesbekjendelse; men her opkom Hierarchiet, der, uden som hiint Skolemesterskab at undergrave Kirken, dog for en Tid gjorde den til en Røver-Kule. Dette er saa bekiendt, og, i Forhold til Skolemesterskabet, saa eensidig revset, at jeg vil indskrænke mig til at vise dets naturlige Opkomst, og forholdsmæssige Fortrin, som et mindre Onde.

✂ Naar man nægter, at der, lige fra den Christne Kirkes Begyndelse, har været en ved særdeles Indvielse udkaaret Lære-Stand, med forskiellige Grader, da vrævler Man kun; thi Herren selv indviede jo tolv Apostler og halvfjerdsindstyve Discipler, og kun ved de meest haartrukne Fortolkninger af Petri og Pauli Breve, og ved grundløse Magt-Sprog om de tydeligste Vidnesbyrd af Kirke-Fædrene, kan man undgaae den Tilstaaelse, at Bispedømmet er en Apostolisk Indretning, saa det er en reen Sag, at Biskopperne, naar de blot lode sig beherske af Menighedens uforanderlige Tro, havde Ret til, paa eget Ansvar, at prædike, og fortolke Skrifterne, som de fandt tjenligst. Men hvad Bisperne og Præsterne ikke havde Ret til, var at paabyrde Menigheden nye Troes-Artikler, end sige da halvveis at udelukke alle troende Læg-Mænd af Kirken, ved udelukkende at anmasse sig Navnet af Geistlighed (de Aandelige) som tilkommer de Helliges Samfund, og udgive sig selv for Kirken, hvori Læg-Mænd, som de Verdslige og Kiødelige, ei kunne indlemmes, men hvortil de kun skulde høre. Dette Uvæsen udsprang øiensynlig af det Montanistiske Kiætteri om den Hellig-Aands Kiøds-Paatagelse, blandet med den latinske Jurist Tertullians ildestædte Romer-Ret, hvorfor det ogsaa er hos Tertullians Discipel, eller rettere Tilbeder, Cyprian i Carthago: en af de Proselyter Apostelen Paulus udtrykkelig havde fraskrevet de til Hovmod fristende Bispe-Stole, vi først finde de hierarchiske Grundsætninger udtalte med Bispe-Myndighed, som om Christenheden skulde være et gjenfødt Rom, hvor de geistlige Patricier, som Augurer, styrede og kudskede Menigheden, som Plebeier.

323

✂ Naar man nu veed, at Cyprian blomstrede i Vesten, paa samme Tid som Origines i Østen, og blev, baade som Biskop, som Martyr, og som Orthodox, der ret egenlig canoniseret, da seer man nok, Udsigterne for sand Christendom var ved Slutningen af det tredie Aarhundrede kun mørke overalt, men glemme maa Man ikke, at medens der i Østen spændtes Snarer for de Troende, lagdes der dog kun i Vesten et Aag paa dem, som de Fleste gjerne underkastede sig, fordi naar Menigheden bliver lunken, vil den altid heller i Salighedens Sag have med Bispen og Præsten, end med Christus og den Hellig-Aand at gjøre, vil heller troe, at Geistligheden ad en Bagdør kan skaffe dem ind i Himmelen, end selv indtrænge sig ad den snevre Port. Ret iøinefaldende er Forskiellen, naar Man sammenligner Oraklerne i den østlige og vestlige Christenhed, ved det femte Aarhundredes Begyndelse: hist Chrysostomus i Antiochien, og her Augustinus i det afrikanske Hippo; thi hist finde vi en Skrift-Klog med verdslig Veltalenhed, der beiler som en Skuespiller til sine Tilhøreres Klap, uden at Man let skal sige, hvad han troede, men her finde vi dog en troende Biskop, hvem det med al hans latinske Spidsfindighed og andre Brøst, dog er alvorlig om Jesus Christus, og om Menighedens udødelige Sjæle at gjøre!

✂ Samtidig med Augustin var den latinske Kirkes ypperste Skole-Mester Hieronymus, men deels var han langt mere Sprog-Mester end noget Andet, og deels fik han aldrig nogen overveiende Indflydelse paa Kirke-Lærdommen, saa det tegnede alt fra Begyndelsen til, hvad ogsaa Enden blev, i den vestlige Christenhed, at Skolen der kun skulde spille en haandværksmæssig Rolle, det være sig nu enten philologisk, som hos Hieronymus, eller historisk, som ved Decretalie-Samlingerne, eller philosophisk, som hos Scholastikerne, saa det var immer Bisperne som Augurer, og Paven i Rom, som Pontifex Maximus, der enten satte Skolen i Arbeide, eller bedømde dog Lærdommen, efter den foregivne uindskrænkede Fuldmagt af Christus, og utabelige Indskydelse af den HelligAand.

✂ At nu Skolen herved ingenlunde stod i sit rette Forhold til Kirken, men blev et Giærde om alle deri opkomne Vildfarelser, istedenfor at den ved immerstigende Oplysning skulde reist en Dæmning imod dem, er ligesaa klart, som at Bisperne, og især den Romerske, vidt overskreed deres Fuldmagt, og kundgjorde kun alt for indlysende Tabet af den Hellig-Aand; men naar 324 Menigheden skulde have Tyranner, maatte den dog aabenbar langt heller have sine egne Foresatte dertil, som dog skjælvede ved at bryde Grund-Loven og Daabs-Pagten, ogbekjendte dog, de havde Magten til Lehn af Christus og den Hellig-Aand, end de hedenske Boglærde, der herskede i Minervas og deres eget Navn, gjorde nye Troes-Bekiendelser paa fri Haand, og brugde i Grunden kun Bibelen til deres Fødders Thron-Skammel! Skolens Hovmesterskab over Kirken, eller Theologiens over Troen, udspringer nemlig, naar den christne Tro er sand, af en djævelsk Grund, Bispe-Myndigheden udspringer derimod af Christendommens Livs-Kilde, og kan derfor i høi Grad udarte, uden at forgribe sig paa Livs-Principet, og det giælder her i høieste Maade, at saalænge der er Liv, er der Haab. Derfor blev Gregor den Store i Rom, som Man ret vittig har kaldt den sidste gode og den første slette Pave, dog ingenlunde den sidste christelige Biskop, da tvertimod Ansgar i det niende Aarhundrede er mere ærke-bispelig end han; endnu i det tolvte Aarhundrede skinnede den hellige Bernhard, og selv da de sidste Glimt syndes forsvundne, var en Reformation muelig, fordi Grundvolden blev urokket, Børnene vedblev at gienfødes til Guds Rige, og kunde altsaa baade faae Øine for dets Mishandling, og Kraft til dets Forsvar.

✂ Det er tit nok anmærket, at Videnskabernes Gienfødelse, Forplantelsen af Græsk boglig Konst til Italien under Constantinopels Indtagelse af Tyrkerne, og Bogtrykker-Konstens Opfindelse, forberedte og lettede den Lutherske Reformation; men det er sædvanlig overseet, at Reformatorernes theologiske Vildfarelse, om Forholdet mellem Kirken og Skolen, ogsaa havde sin Hovedgrund i den nu til Vesten forplantede græske Skolemester-Viisdom. Det er imidlertid saa klart, at det i denne Henseende kan være nok at nævne den berømte Romer Laurentius Valla, som i den første Halvdeel af det femtende Aarhundrede løftede, saa godt han kunde, Cathedret til Skyerne, høit over Prædike-Stol, Bispe-Sæde, Kirke, og Alt hvad der, efter hans Forstand, kun havde hjemme i Støvet, ikke, som den Classiske Lærdoms guddommelige Mysterium, i de høiere Luft-Regioner. Saaledes efterat han havde slaaet sig til Ridder paa den ligegyldige Fabel om en apostolisk Oprindelse til Navnet Symbolum, som Troes-Bekjendelsen kaldtes, see, da blev det en Tradition i Studere-Kamrene, at han havde afbeviist Troes-Bekiendelsens apostoliske Oprindelse, og hans velgrundede Indvendinger 325 mod det Constantinske Gave-Brev til Paven i Rom, kom omtrent til at giælde for en Afbeviisning af Bispe-Myndighedens Hjemmel i Arilds-Kirken, medens hans Frihaands-Anmærkninger til det Ny Testamente var Indledningen til Exegetikens Hov-Mesterskab over Troen!

✂ Betænker Man nu, at Italien, ved Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, var Videnskabelighedens Hoved-Sæde, at under Pavedommets Aag, i Middel-Alderens Dunkelhed, var Kirke og Geistlighed, geistlig Bispe-Myndighed, og verdslig Bisp-Magt, Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd, og de hemmelige Efterretninger fra Kloster-Cellerne, ^ med eet Ord, den paalideligste Historie og den løseste Snak, med de haandgribeligste Løgne kastede sammen i een Dynge, hvorover de dumme Munke slog Kors, som det Alt var himmelfaldet; da vilde det være høist ubilligt at forlange af de Tydske Reformatorer at de ikke alene skulde giøre en forsvarlig Skilsmisse, men ogsaa videnskabelig klart og grundigt afhjemle den. Det fulgde tvertimod af sig selv, at om end en tydsk Reformator, som Morten Luther, ved et Vidunder, kun den Hellig-Aands Viisdom forklarer, bygde, og det forsvarligt, paa Kirkens uforanderlige Grundvold, han dog i sine Strids-Skrifter mod Pavedommet og Alt hvad dertil hørde, vilde tit forvildes af den ny hedensk-oprundne Videnskabelighed, med hvilken han havde sluttet Forbund mod den herskende Over-Tro og Vankundighed.

✂ Fra dette Stade skal vi betragte den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Skolen, som bestaaende deri, at Bibelen paa Ny oplodes for hele Menigheden, til Oplysning i den uforanderlige Christne Tro, og til Værn mod alle Æventyr, Drømmerier og Løgne om den oprindelige, apostoliske Christendom.

✂ Naar der nu spørges: om den Lutherske Reformation ogsaa i dette Stykke skal fortsættes, da svarer jeg, uden mindste Forbeholdenhed, og efter fuldeste Over-Beviisning, ja, hvad Andet, den skal fortsættes, som Alt hvad der hører til den Christne Kirke, ved at gaae frem fra Klarhed til Klarhed, saa det nu indsees klarere: hvad der flyder af den Christne Troes Uforanderlighed, og under hvilke Betingelser Bibelen kan giøre Tjeneste, som den christelige Oplysnings-Bog, og som den Værne-Skrift mod Opdigtelser, hvortil den aabenbar er os skiænket.

✂ Vi er altsaa her i Skolen i samme Tilfælde med den Lutherske 326 Reformation, som i Staten og i Kirken, thi vi ikke blot billige den i sin Tid, men glæde os over den, fordi den var christelig og grundig meent, og var det Bedste, der, efter Omstændighederne, kunde times Menigheden; men vi kan umuelig udgive den for fuldendt, da den ingenlunde bragde Kirken tilbage til sin oprindelige Tilstand, og vi kan ei engang nægte, at de alexandrinske Grund-Sætninger, Reformatorerne, kun meer og mindre, hyldede, staae i Modsigelse, baade med Morten Luthers christelige Praxis, og med den Christne Kirkes uforanderlige Grund-Lov!

✂ Vistnok er det langtfra, at Luther nogensinde, som hans nymodens Efter-Abere, slog Streg over KirkeHistorien, der aabenbar ene kan lære os hvad de Christne have troet, og hvad der er den eneste ægte, Apostoliske Christendom; thi han beraabde sig tvertimod idelig paa den, og de Magdeburgske Centurier er et høirøstet Vidnesbyrd om, hvor ivrig hans Discipler, mens hans Aand var over dem, stræbde at vise, de Intet bestreed, som jo, under Tidens Løb, havde indsneget sig i den Christne Kirke, og maatte udrenses, for at tilbagegive den sin oprindelige, uforanderlige Skikkelse. Men desuagtet maae vi tilstaae, at selve Luther

✂ a. bestreed det mundtlige Vidnesbyrd om Troen, uden at giøre nogen tydelig Forskjel mellem det han bestreed, og Troes-Bekjendelsen ved Daaben, med Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter;

✂ b. paastod, at Alt, hvad der gjorde Fordring paa Almeen-Gyldighed i Kirken, skulde kunne bevises af Skriften;

✂ c. oversaae Kirke-Historiens Vidnesbyrd om det Oprindelige i Kirken, naar han ikke fandt det stadfæstet i Bibelen;

✂ d. erklærede den hele Udvikling af Saliggiørelsens Orden, som den findes i den Augsburgske Confessjon, for en Samling af Troes-artikler, som alle sande Christne skulde antage.

✂ Om at Luther gjorde dette, troer jeg ogsaa, alle de Skrift-Kloge i hans saakaldte Menighed, der kan have nogen Stemme, vil være enige; men om Forsvarligheden deraf er vi høist uenige, thi medens Endeel tage Parti for Luther i det Hele, giver Mængden ham kun Ret i de tre Fjerde-Dele: forkastende aldeles den Augsburgske Confessjons Almeen-Gyldighed, og skjøndtjeg længe har hældet til de Første, paastaaer jeg dog nu alt en Tidlang, at Luther havde aabenbar Uret i alle fornævnte Punkter. Medens jeg nu hverken dølger det for mig selv eller for Andre, at saare Faa blandt de SkriftKloge er paa min Side, paastaaer jeg 327 dog, at i Grunden er ikke blot Luther selv, men hele den Christne Menighed, med Herren og Aanden, Ordet og Skriften, paa min Side, og Gud lade mig derfor altid være saa vis paa Himmerig (til jeg kommer der) som jeg er paa engang at faae Ret i dette Stykke, hos alle dem, der troende bøie Knæ i Jesu Christi Navn, og med frimodige Tunger bekiende, at Han er Herren i Gud Faders Ære! Denne Herre er mit Vidne, at jeg ærer og elsker Morten Luther, som jeg ønsker at æres og elskes af mine Børn, hvad mine Kyndinger veed er ikke saa lidt, og ønsker derfor at kunne see og sige tusind Gange meer Luthers Undskyldning, end jeg har seet og sagt, skjøndt mine opmærksomme Læsere veed, det er heller ikke saa lidt; men hvor det giælder vor Herres Jesu Christi Tro, hans Kirkes Forsvar, og hans Menigheds Vel, der maa og der vil jeg, selv for Morten Luthers Skyld, ingen Sandhed dølge, og jeg veed, at naar vi mødes i Himmerig, vil han sige: det var i Grunden ikke at takke dig for, thi det var kun din Skyldighed, men du skal dog have Tak derfor af Morten Luthers Aand!

✂ Jeg veed meget godt, at saadanne Hjerte-Udgydelser paa Papiret er kun til Latter eller Besvær for de fleste Læsere, og min naturlige Partiskhed for dem, hører ogsaa til den Lutherskhed, jega flægger; men der gives dog Tilfælde, da Man hverken af Pennens medfødte Udygtighed til at være Tunge, eller af alle de Munde der gabes med, og alle de Smile-Baand der trækkes paa, i hele Verden, maa lade sig afholde fra med Pennen at betegne hvad ei lader sig beskrive, og jeg føler, at et saadant Tilfælde er indtruffet her, saa jeg kan ikke bære det over mit Hjerte at blotte Vaaben, selv kun mod Skyggen af Luther, uden høitidelig at forsikkre, jeg føler, han er saa uskyldig deri, som vi Mennesker af syndig Byrd kan være i hvad der af vor Tids hemmeligste Brøst klæber ved os, og at jeg derfor i Kirke-Historien fremdeles betragter vor heltemodige, høitoplyste, barnlige Kirke-Fader, Morten Luther, med den samme Beundring, Kiærlighed og Grund-Enighed, som da jeg af al Magt, men naturligviis forgiæves, stræbde, ei at grave ham op, men at opvække ham lyslevende fra de Døde! Forsikkringen kunde derfor aldrig falde Læseren saa kiedeommelig, eller blive saa frugtesløs, at den jo var Skriveren nødvendig, og paa alle Læsere kan den desuden umuelig være spildt, da det er vitterligt nok, jeg hverken ødsler med min Roes til hvem jeg ei kan lide, eller ryster for at rive en Skrift-Klog ned, om han end staaer i langt større Anseelse trindt mig, end Luther nu!

328

✂ Saa paastaaer jeg da, mod alle Radicalerne, og mod Alt, hvad fordum eller nu har begunstiget dem:

✂ a. At den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben er uafhængig af al Skrift, og, som Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd om sin Tro, det gyldigste historiske Vidnesbyrd der kan gives om: hvad alle Christne fra Begyndelse af har troet.

✂ b. At denne Troes-Bekiendelse, som Vilkaaret for Optagelsen i det Christne Kirke-Samfund, er Kirkens uforanderlige Troes-Regel og Grund-Lov, som i uopløselig Forening med Daaben sætter det eneste forsvarlige Skiel mellem Kirken og Verden, eller mellem den virkelige Christenhed og hvad der er det ikke.

✂ c. At det mundtlige Ord ved Sacramenterne, og især Troes-Bekiendelsen, er Grund-Regelen for Bibel-Fortolkningen i Christenheden, hvorefter enhver Skrift-Klog, der vil blive i den Christne Kirke, skal og maa rette sig.

✂ d. At Bibelen, desuden, hverken oprindelig har været, eller, efter sin Beskaffenhed, kan være Troes-Regel i den Christne Kirke.

✂ e. At der nu bør drages en skarpere Grændse-Linie end nogensinde mellem hvad alle Christne skal troe og bekiende, og hvad der maa overlades til Aandens og hver enkelt Christens fri Raadighed.

✂ f. At derfor ogsaa Skolen eller Theologien bør nyde langt mere Frihed end det var Luthers Mening, uden at have Krav paa det Mindste af det Herskab over Troen og Kirken, som Reformatorerne, efter deres Anskuelser, conseqvent maatte indrømmet dem.

✂ Jeg finder det nødvendigt her saaledes, punktviis, at fremsætte de Paastande, hvorom de fleste baade christelige og uchristelige Skrift-Kloge, nuomstunder, enten ganske eller dog for en stor Deel ere uenige med mig, for at det ikke skal være min Skyld, om Man, fremdeles som hidtil, enten misforstaaer mig, eller sammenblander dog Ting, som jeg paa det Skarpeste adskiller. Jeg vil derfor ogsaa nu, saa kort og tydelig som jeg kan faae Lykke til, angive Grundene for enhver af ovemneldte Paastande, og inderlig bede enhver Med-Christen, før han modsiger elier forkaster Paastandene, dog først samvittighedsfuld at veie Grundene!

✂ a. Da der ved Reformationen slet intet Spørgsmaal var mellem Luther og Paven, enten om Troesbekiendelsen 329 ved Daaben, eller om Indstiftelsens Ord ved begge Saeramenter, hvis Gyldighed Man paa begge Sider indrømmede og forudsatte, skal Man ei let kunne sige, hvad Luther vilde svaret, naar der var blevet lagt tilbørlig Vægt paa dette mundtlige Vidnesbyrd (i det Latinske Kirke-Sprog: Traditio Dominica) men, saavidt jeg veed, har dog Luther aldrig udtrykkelig undtaget dette Kirke-Ord fra den mundtlige Meddelelse, hvis af Skriften uafhængige Gyldighed han, under Navn af Traditionerne, benægtede, og nu er det sædvanligt, i det Mindste hos de christelige Skrift-Kloge, at paastaae Skriftens udelukkende Ret til at være Troes-Regel, hvorved Kirke-Ordet unægtelig fradømmes al Ret til at være det.

✂ Ligevist er det imidlertid, at kan Man ikke lære at kiende et Menneskes eller en Menigheds Tro af deres høitidelige Troes-Bekiendelse, da kan Man slet ikke lære at kiende deres Tro, og allermindst af en Bog, hvorpaa de ingen Tro bekiende.

✂ Dernæst er det ogsaa vist, at dersom ikke den Christne Menighed med Flid har forfalsket sin Troes-Bekiendelse, da er den et fuldgyldigt Vidnesbyrd om samme Menigheds oprindelige Tro, men skulde den vitterlig have forfalsket Troen, da staaer den ikke til Troende i nogen Ting, og allermindst i det Vidnesbyrd, kun Endeel af dens Medlemmer har givet det Ny Testamente, som en Bog af Christi Apostler og deres første Discipler.

✂ Men det er fremdeles vist, at Man, ved at anklage den Christne Menighed for vitterlig Forfalskning af sin Troes-Bekiendelse, paastaaer en stor Urimelighed om et Folk, der altid har udmærket sig ved Ærlighed i Troes-Sager, og blandt hvilke Man veed Mangfoldige have heller ladt Livet, end de vilde fornægte eller dølge deres Tro.

✂ Det var endelig enten er reen Umuelighed, eller grændsede dog øiensynlig dertil, at i en Menighed som den Christelige, Troes-Bekiendelsen, der ved hver Daab lydelig gientoges for hele Menighedens Øren, og var kort nok til med Lethed at læres og huskes af de Tungnemmeste, at den Troes-Bekiendelse skulde være blevet forfalsket, uden at engang To eller Tre høirøstet modsatte sig en saadan Ugierning, og fraskildte sig med den ægte Troes-Bekiendelse, som den sande Christne Kirke.

✂ Saalænge man derfor ikke kan opvise noget 330 Kirke-Samfund, med en anden Troes-Bekiendelse end vores, der udgiver sig for den oprindelige Christne Kirke, og muelig kan være det, saalænge er den mundtlige, lydelige, offenlige, høitidelige Troes-Bekiendelse, vort Kirke-Samfund aflægger ved Daaben, det gyldigste og umistænkeligste historiske Vidnesbyrd der kan gives om: hvad de Christne lige fra Begyndelsen og indtil nu har troet, altsaa om den eneste ægte Christne Tro, som ene har udrettet i Verden, hvad der gav Christendommen Navnkundighed, og giør det til et for Menneskeheden vigtigt Spørgsmaal: hvad der er den virkelige ægte Christendom.

✂ Naar Man nu sammenblander dette mageløse mundtlige Vidnesbyrd med alle de løse Rygter om den oprindelige Christendom, der har gaaet eller endnu gaae i Christenheden, da indseer Man let, det er høist uforsvarligt; men det er dog neppe overflødigt at oplyse Sagen med et slaaende Exempel.

✂ Sæt nemlig, der i et Land blev Spørgsmaal om Grund-Forholdet mellem Kongen og Riget, da kunde det vist nok ikke afgiøres efter Folke-Snak, men var der en Eed, som alle Kongerne, ved deres Thron-Bestigelse, aabenlydt og offenlig maatte aflægge, hvem kunde da tvivle om, at denne Eed, aflagt eens, saavidt Man vidste, fra Arilds-Tid, var det gyldigste historiske Vidnesbyrd om Grundforfatningen, der kunde gives? Vilde nu end Nogen paastaae, at en ældgammel, troværdig og vidtberømt Rigs-Krønike, uden Hensyn paa Kronings-Eden, skulde afgiøre Spørgsmaalet, og det uagtet den giennem flere Aarhundreder havde henligget næsten forglemt i Rigs-Archivet, da mener jeg, Man vilde neppe finde det Umagen værdt at vise det Ugrundede og Bagvendte i slig en Paastand. Indlod Man sig imidlertid derpaa, vilde det aabenbar være Nok at erindre, deels, at med al Agtelse for Archivarernes Ærlighed, og Afskrivernes Nøiagtighed, kunde Man umuelig ansee et skriftligt Vidnesbyrd, der strængt taget, kun var Disses, for saa sikkert, som det mundtlige, høitidelige, offenlige, tit gjentagne, der ikke blot var Kongernes, men, saa at sige, hele Folkets, fra Slægt til Slægt, og at, i alt Fald var det Forhold Eden udtrykde det Virkelige, der havde fundet Sted, hvad enten det saa stemmede med Forskriften eller ikke, saa det var Eden, og ikke Skriften, der havde Forbindtlighed for Kongen!

331

✂ b. At det ikke er ved Bibel-Læsning, men ved Daaben, Man optages i vort Kirke-Samfund, det er en Kiends-Gierning, og at det Samme har været Tilfældet alle Dage i den Christne Menighed, kan Man i det Mindste ikke nægte, naar Man fæster Tro til hvad der staaer i Bibelen; men nu meddeles Daaben kun paa Vilkaar af den Tro, som Bekiendelsen, der ved Daaben skal aflægges, udtrykker, og i vort Kirke-Samfund er denne Bekiendelse da unægtelig Troes-Reglen og Grund-Loven, thi den kunde ikke virkelig forandres, uden at derved det gamle Troes-Samfund ophørde, og et Nyt begyndte. Man kan derfor vel nægte, at Daaben hos os meddeles paa samme Vilkaar, som i Arilds-Kirken, men Man kan ikke, uden at giendrive sig selv, enten paastaae: at vor Kirke er Eet med den Grundchristelige, uden dog at have Daabs-Pagt tilfælles med den, eller nægte: at to Kirke-Samfund med forskiellige Daabs-Pagter er grundforskiellige, om det saa aldrig stod i Bibelen, hvad der dog staaer, at hos de Christne skal der ligesaavel være samme Tro og Daab, som der skal være een og samme Aand og Herre.

✂ At nu ogsaa virkelig vor Troes-Bekiendelse og Daab er istand til, kiendelig at adskille os baade fra Jøder, Tyrker, og Hedninger, det er soleklart, men at Daaben u denTroes-Bekiendelsen ikke kunde det, er ligesaa, thi Man kunde jo døbe ei blot med samme Gebærder, men selv med samme Ord, som vi, uden at bekiende Tro paa Jesus Christus, eller vedkiende sig det Mindste af den Tro og det Haab, der skal være vort Kirke-Samfund ejendommeligt. Da imidlertid det Sidste synes ganske at oversees af mange Christne, maa jeg bringe i Erindring, at selv naar Man siger: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, da har Man dermed slet ikke sagt, at man mener den Gud Fader, Himmelens og Jordens Skaber, eller den Guds Søn, Jesus Christus vor Herre, som de Christne troe paa, eller at Man døbes til et Helgen-Samfund, med Synds-Forladelse, legemlig Opstandelse, og et evigt Liv; saa naar Troes-Bekiendelsen ei længer er Daabens Vilkaar, da har Daaben ophørt at være en Optagelse i det Christelige Troes-Samfund, og er kun et for alle Christne vederstyggeligt Abe-Spil.

✂ Kan nu selv Daaben, der dog er Noget alle Christne skal have tilfælles, ei uden ved Hielp af Troes-Bekiendelsen, 332 giøre den Christne Kirke kiendelig for Venner og Fiender, da kan Bibelen del aabenbar endnu mindre; thi., at den maa finde sig i alle Bøgers fælles Skæbne: at læses eller lægges paa Hylden, at misforstaaes af Venner, og fordreies af Fiender, det lærer baade den korteste og den længste Erfaring, og det er desuden klart, at naar Man siger: Man troer paa Bibelen som en Guddommelig Aabenbaring, da har Man i det Høieste dermed sagt, at Man troer der er en Gud til, som i den Bog har aabenbaret sin Villie, men ikke et Ord om, at Man troer paa Jesus Christus, eller venter Salighed i hans Navn, hvad dog unægtelig er hvad der adskiller de Christne fra Jøder og Tyrker, som jo ogsaa indrømme, at der findes en Guddommelig Aabenbaring, i Bibelen.

✂ Om det derfor end havde været et Ledd af de Christnes Troes-Bekiendelse ved Daaben, at Bibelen er en guddommelig Aabenbaring, da kunde dette Ledd dog umuelig gjort dem kiendelige fra noget andet Kirke-Samfund, og det saameget mindre, som Man ikke engang kan giøre en Bog kiendelig ved blot at nævne den, men kun ved at sige hvad der findes i den.

✂ Dog, vi har hidtil kun betragtet Daaben som den Optatagelse i vort Kirke-Samfund, der kjendelig skal adskille det fra ethvert Andet, men see vi nu hen til de Virkninger, Daaben, efter vor Paastand, skal have, som et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, da viser det sig ligesaa klart, at den, uden Troes-Bekiendelsen, var en Uting. Vi veed det vel, at Fienden, hvem vi ved Daaben forsage, spotter ogsaa nu med Daabens underfulde Virkninger, skiøndt vi kun meddele den paa det Vilkaar, at Man forsager Djævelen, og troer hvad Troes-Bekiendelsen lyder paa; men dersom vi meddeelde den kun paa det Vilkaar, at Man skulde lade os øse Vand paa Hovedet, og læse nogle hemmelige Ord over det, da fortjende vi ærlig Spotten, som uforskammede Koglere, og dersom vi meddeelte Daaben paa andre Vilkaar end Apostlerne, da havde vi aabenbar ikke Daabs-Pagt tilfælles med dem, altsaa ei heller mindste Ret til at tillægge vor Daab den samme Virkning som deres!

✂ At nu ogsaa Bibelen, og hele den Christne Kirkes Historie, stemmer hermed overeens, er indlysende; thi Kirken har vedkiendt sig Millioner, som aldrig saae Bibelen for 333 deres Ørne, men Ingen, som jo bekiendte Troen og var døbt derpaa, og Skriften giør jo ikke sig selv, men Troen, Daaben og Bekiendelsen, til Salighedens Vilkaar, saa hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben, som dens Vilkaar, vil aabenbar skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Christi Kirke-Samfund, som Menigheden fra Slægt til Slægt har givet Vidnesbyrd, og som Skriften ikke skaber, men som den beskriver.

✂ c. Det er en klar Selv-Følge, at hvad der er Troes-Regel og Grund-Lov for hele den Christne Menighed, maa ogsaa være det for Sammes skriftkloge Med-Lemmer, saa de maae under intet Paaskud fornægte eller modsige det Mindste af hvad alle Christne skal troe og bekiende.

✂ Men naar nu de Skrift-Kloge fandt, at den Apostoliske Skrift modsagde vor Troes-Bekiendelse, hvad skulde de da giøre?

✂ De skulde, om de fandt det sikkrere at troe en Bog, end Menighedens Vidnesbyrd, have Lov til at træde ud af Kirke-Samfundet, og vilde de bestride Menighedens Tro med deres Lærdom, da skulde de udelukkes, som aabenbare Kiættere; thi Bibelen være saa guddommelig, Afskrifterne deraf saa nøiagtige, og Meningen saa klar, som de kan, saa er dog Bibelen kun en Bog, altsaa intet Christent Menneske, end sige den hele Christne Menighed, eller den Hellig-Aand selv, og Bogen kan hverken skiænke os Syndernes Forladelse eller det evige Liv, som dog er, hvad vi søge i Kirken, og har den store Menigheds troværdige Vidnesbyrd for, der er at finde. Ingen Skrift-Klog, om han saa var en Engel fra Himmelen, maa da forlange af os, at vi, for at følge hans Mening om et dødt Bogstav, skulde gaae ud af vort levende Samfund med Herren og Hans Menighed!

✂ Men om det nu var klart for alle Læsere, at vor Troes-Bekiendelse ei lod sig forene med Bibelen, hvad da?

✂ Da alle Skrift-Kloge veed, hvor ypperlig Skriften stemmer overeens med vor Troesbekiendelse, og da hvad der som Vidnesbyrd skulde sættes over den, maatte i det Mindste være ligesaa klart for hele Menigheden, som den, hvoraf igien fulgde, at alle Menighedens Lemmer, for at indsee Striden imellem Troen og Bibelen, maatte baade kunne læse og forstaae Græsk; saa har dette Spørgsmaal neppe Krav paa et Svar, men det er i Øvrigt let besvaret, 334 thi i et saadant Tilfælde, om det kunde indtræffe, maatte vi naturligviis ogsaa holde fast ved vor velbevidnede og velbeseiglede Christne Tro, og kun forandre vore Tanker om Bibelen, eller dog om Geistlighedens Redelighed og Nøiagtighed, ved Bogens Afskrift og Overantvordelse.

✂ Var vi derfor saa uheldige, som adskillige Folk i Christenheden, at vi havde mistet Vidnesbyrdet ved Daaben, da kunde Skriften, om den end nok saa tydelig viiste, hvad vi havde tabt, ei hielpe os, fordi den er kun en død Bog, og ingen Menighed, og i dette Tilfælde, som nok tildeels er Grækenlands, kunde Hjelpen ene komme fra et andet Sted, hvor Vidnesbyrdet var i Kraft.

✂ Dog, dette siges her kun i Forbigaaende, for at minde om, at der gives intet mueligt Tilfælde, hvori Skrift-Klogskaben blandt Christne maa beherske Troen, hvoraf den tvertimod, for at være christelig, selv maa lade sig beherske.

✂ Hvad der giælder om Troes-Bekiendelsen, giælder for saavidt ogsaa om Djævle-Undsigelsen, som begge Dele ere Daabens uforanderlige Vilkaar, og Begge have hele Menighedens mageløse Vidnesbyrd for at være de Oprindelige; kun er herved at agte, at vi ikke maae lægge meer i noget Vidnesbyrd, end hvad det klarlig udtrykker, eller unægtelig forudsætter, saa det kunde let træffe sig, at Man en Tidlang i Menigheden, af en eller anden Grund, havde almindelig gjort sig Forestillinger om Djævelen, hans Væsen og Gierninger, som siden befandtes ugrundede, men det kan aldrig træffe sig, at den Christne Menighed fragaaer sit eenstemmige Vidnesbyrd, at der er en ondskabsfuld Person, kaldet Djævelen, til, som med alt sit Væsen, og alle sine Gierninger, skal undsiges og forsages af alle dem, der vil indlades i den Christne Kirke. At det nemlig er en Person, det siger saavel Navnet, som Ordet hans, og visse ham tillagde Gierninger, og at han maa være ondskabsfuld, følger unægtelig deraf, at de Helliges Samfund erklærer ham Krig.

✂ Gaae vi nu videre: til Indstiftelsens Ord ved Nadveren, da kan vi vel ikke ganske sige det Samme om dem, som om Troes-Bekiendelsen og Alt hvad der uadskillelig er forbundet med Daaben, thi netop fordi det christelige Liv begynder med Daaben, begynder det ikke med Nadveren, og da denne meddeles alle Døbte, uden andet 335 Vilkaar, end det der ligger i Sagens Natur: at de, siden deres Daab, hverken med Ord eller Gierning, maae aabenbar have overtraadt deres Daabs-Pagt med Kirken, saa veed jeg ikke ret om Man tør sige, at Indstiftelsens Ord ved Nadveren har hele Menighedens, men det er klart, at de har hele Lære-Standens høitideligste Vidnesbyrd, saa der kan aldrig blive Tale om at forandre dem efter nogen Skrift, og aldrig være Spørgsmaal om, at alt hvad der staaer i Bibelen om Nadveren skal forklares i Overeensstemmelse med Ordet.

✂ At nu ogsaa Morten Luther fulgde denne Regel, er klart; thi hans Skrift-Fortolkning stemmer i Almindelighed herlig overeens med Troens og Indstiftelsens Ord i Kirken, og skiøndt han ikke fandt dem bogstavelig, som de lyde, i noget Skrift-Sted, var det dog langt fra ham at mestre dem, men han lod sig heller miskiende og forhaane, end han vilde vige et Haarsbred fra hvad Ordet udtrykker.

✂ Men kunde man da ikke sige, at siden Luther, ved at begynde med Skriften, kom til det Samme, som naar Man begynder med Ordet i Kirken, er den hele Tvist om: hvor Man helst skal begynde, mest kun en tom Ord-Strid, meer til Skade end til Gavn?

✂ Jo vist kan Man sige det, naar Man vil, og, selv efter denne Udvikling, er jeg bange for, endeel luthersk-christelige Skrift-Kloge vil; men de skulde ikke sige saa; thi, blandt andet har den sidste Tid klarlig viist, hvilken mærkelig Forskiel det giør, om Man i Theologien begynder fra den rette eller fra den vrange Side.

✂ Havde nemlig Lutheranerne indseet, at Troens og Indstiftelsens Ord i Kirken er et fuldgyldigt Vidnesbyrd om den oprindelige Christendom, der ikke trænger til at afhiemles med nogen Skrift, men er tvertimod den ufravigelige Fortolknings-Regel for alle Christenhedens Skrift-Kloge, da havde Troens Skjold udslukt alle den Ondes gloende Pile, da var.Menigheden hverken blevet tvivlraadig eller modløs, naar Fienden krævede saadanne Beviser for Skriftens Ægthed og Guddommelighed, Sikkerhed og Klarhed, som han vidste, efter Sagens Natur, var umuelige, eller naar han trodsig paastod, at hvem der kunde læse Skriften i Grund-Sproget, og var en dygtig Videnskabs-Mand, skulde der hverken finde Beviis for at 336 Jesus var vor Herre, eller hans Moder en Jomfru, eller den Hellig-Aand en Person, eller at Herren var død for os til Syndernes Forladelse, eller at Herren var opstanden fra de Døde, og skulde komme til Doms, eller at vi skulde legemlig opstaae; men fordi Man havde indbildt sig, at alt Dette enten maatte kunne paa fri Haand strængt bevises af Skriften, eller bortfalde, derfor blev hele den læge Menighed tvivlraadig eller modfalden, medens de faa overblevne christelige Skrift-Kloge piinde sig med at føre de Beviser, Fienden altid havde Nok med Føie at udsætte paa, og som, naar de end havde været fuldkomne, ligesaalidt kunde have tilfredstillet Menigheden, som de vilde fyldestgjort ham.

✂ d. Bibelen bestaaer, som vi alle veed, af det Gamle og det Ny Testamente, og Ingen af Delene kunde ved den Christne Kirkes Begyndelse, være dens Troes-Regel, fordi det Gamle Testamentes Bøger indeholde ikke den Christne Tro, og det Ny Testamentes var endnu ikke skrevne. Ligesaalidt kunde, af samme indlysende Grund, Tro paa Skriften være Daabens Vilkaar, enten da Herren selv indstiflede Sacramentet, eller da Apostlerne, paa den store Pindse-Fest, døbde de tre Tusinde, med mindre den Christne Kirke fra Begyndelsen skulde have været et huult og tomt Samfund, der, uden at have nogen sand Eiendommelighed, kun ved Daaben gav sig Skin af at være noget Andet end Jøde-Dommet. Endelig er det ogsaa klart, at dersom den Christne Kirke, fra Begyndelsen, havde gjort det Gamle Testamente til sin Troes-Regel, og Tro derpaa til Daabens Vilkaar, da var den oprindelige, apostoliske, Kirke forgaaet uden Spor, og var slet ikke hvad der nu kalder sig den Christne Kirke, og giør Paastand paa aandeligt Samfund med Herren og Hans Apostler.

✂ Men nu er det ogsaa langtfra, at den ældste skrevne Kirke-Historie: de fire Evangelier og Apostlernes Gierninger, paa mindste Maade berettige til at paabyrde Herren og hans Apostler saadanne Urimeligheder, thi vi læse jo om Herren, at han bestandig gjorde Troen paa sin guddommelige Person, og paa hvad han havde hørt hos Faderen, til Betingelse for Samfundet med sig, ja, at han udtrykkelig bebreidede de Skrift-Kloge, at de søgde det evige Liv i Skrifterne, istedenfor at komme til ham, hvor Livet var at finde; og gjennemgaae vi opmærksom de 337 Brud-Stykker vi have af Apostlernes Prædiken, saavel ved andre Leiligheder, som paa den store Pindse-Dag, da finde vi ei heller mindste Spor af nogen Skrift som Troes-Regel, eller Tro paa Skrift som Daabs-Vilkaar, men altid Gienlyd af Ordet om den Korsfæstede, igien Opstandne, og om Syndernes Forladelse og det evige Liv ved Troen paa ham, overeensstemmende med vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, som unægtelig er vor Troes-Regel. At derimod Herren og hans Apostler, naar de prædikede den Christne Tro for Jøder, beraabde sig paa deres hellige Skrift, som en Spaadom, der nu gik i Opfyldelse, det er jo dog aabenbar en ganske anden Sag, hvorimod der aldrig paa Klogskabens Vegne kunde være Noget at indvende, men vel paa Sandhedens, dersom ikke Herren og hans Apostler havde Ret i, at Moses og Propheterne dreves af den samme Aand, der neddalede som en Due over ham ved Jordan, og med Lue-Tunger over dem paa Pindse-Festen.

✂ Da det nu desuden ikke er det Gamle, men det Ny Tementes Bøger, Man har villet giøre til vor Troes-Regel, og Troen paa deres Guddommelighed til vort Samfunds Kiende-Mærke, saa seer Man let, at en mere fortvivlet, sig selv giendrivende, Paastand, er neppe tænkelig; thi vel kan vi ikke for nogen af disse Bøger bestemt angive Aaret da den er skrevet, end sige, da den blev almindelig bekiendt, men at de alle ere skrevne, ikke før, men efter den Christne Kirkes Stiftelse, det er saa vist, som at de alle forudsætte den, og ere et øiensynligt Bidrag til Kirkens ældste Historie. Vil vi derfor paastaae, at have samme Troes-Regel og Daabs-Pagt, som den oprindelige Apostoliske Kirke, da maae vi dog nødvendig søge dem i Noget, der kan være ligegammelt med Kirken, og fremforalt ikke i Noget, der aabenbar, efter egen Tilstaaelse, er yngre. At nu vor Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt kan være ligegamle med Kirken, det er indlysende, men at det Ny Testamentes Bøger ikke kan det, er ligesaa, og den Omstændighed alene maa, naar den engang er oplyst, til alle Tider være saa afgiørende, at kun Fienden kan raade de Christne at paastaae hvad der giendriver sig selv; men da en indgroet Fordom er vanskelig at udrydde, bør det dog tilføies, at Apostel-Brevene, langt fra at udgive sig for Troes-Regel, ei alene forudsætte Christen Tro hos deres Læsere, men henvise dem udtrykkelig til deres 338 Daabs-Pagt og til det mundtlige Ord, hvormed Evangeliet er dem forkyndt, uden at endog en Engel fra Himmelen maa bringe dem til at vige fra hvad de have hørt og ere døbte paa.

✂ Denne Apostoliske Henviisning til noget Foregaaende, Mundtligt, Ufravigeligt, giør det nemlig umueligt, i Enighed med Apostlerne, at bruge deres Breve til Troes-Regel, og den bestandige Forudsætning af Troen, som noget alle Læserne bekiendt, giør Brevene aldeles uskikkede til Troes-Regel, da det giør den rette Fortolkning afhængig af Noget, Læseren selv maa føre med sig. Dette, som Læseren selv maa føre med sig, og bruge som Fortolknings-Regel, eller Nøgel, paastaae nu naturligviis de vantroe Skrift-Kloge, er kun hvad de kalde sund Fornuft, men, om dermed ogsaa var sagt Noget som lod sig tydelig beskrive, og skille fra hvad der er det ikke, saa viser dog Øiesynet, at det især var en vis Tro paa Christus, med en vis Daabs-Pagt og Daabs-Virkning, Apostel-Brevene forudsætte, saa de christelige Skrift-Kloge paastaae med fuldeste Ret, at sund Fornuft er ingenlunde Nøgelen til Apostel-Brevene; thi vel er den, naar derved forstaaes menneskelig Bevidsthed og alvorlig Eftertanke, Betingelsen for al rigtig Læsning, altsaa ogsaa for Apostel-Brevenes, men kan dog umuelig paa fri Haand lære os, hvad det er for en Christen Tro, Brevene tale om og forudsætte som bekiendt. Derimod fordre de vantroe Skrift-Kloge med Rette af os, som forkaste deres Nøgel og Fortolknings-Regel, at vi skal angive en Anden, der ikke har samme Lyde som deres, og sige vi nu: det er den christelige Aand, eller den Hellig-Aand, Apostel-Brevene forudsætte hos deres Læsere, da har vi vel Ret deri, men det nytter os ikke i Striden, med mindre vi, ved Hielp af Daabs-Pagten, kan giøre os tydelige, thi ellers falde vi for vore egne Vaaben. Modstanderne svare os nemlig: det indrømme vi gierne, at Apostlerne forudsætte en christelig Aand, som de kalde den Hellige, men naar det skal være andet end vi kalde sund Fornuft, hvad er det da, og hvad Oplysning giver det om den af Apostlerne forudsatteTro?

✂ Saaledes driver Fienden os seierrig fra den Skrift, hvorpaa vi have stolet, tilbage til det Troens Ord, vi, trods Skriften, have ringeagtet, men tage vi kun det i vor Mund og i vort Hjerte, da er, som Apostelen skriver, Herren 339 med os, saa vi spørge hverken om hvem der skal føre ham ned fra Himmelen, eller op fra Helvede, men gaae mandelig frem i Hans Kraft, med Troen i vort Hjerte, og Bekiendelsen paa vore Læber, og da er Fienden saaledes aandelig slagen af Marken, at han skal nødes til i Fortvivlelse at tye til sine gamle Vaaben mod Troen og Skriften, der giør Eet: til Spotten nemlig, til Sværdet og til Baalet, og naar vi har bragt ham dertil, da nedlægge vi vore Vaaben, og tage Korset op, som Herren, da han havde stoppet Munden baade paa Pharisæer og Sadducæer, saa de turde ikke mere haabe at fange ham i hans Tale.

✂ Saasnart vi nemlig, i vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, opvise den Tro Apostlerne forudsætte, og giøre dette ufravigelige Troens Ord til vor eneste Fortolknings-Regel, da har vi med det Samme tydelig bestemt, hvad det er for en Hellig-Aand, vi paastaae, skal forklare Skrifterne, nemlig den Hellig-Aand, af hvem Jesus, Jomfru Maries Søn, er undfanget, den Hellig-Aand, paa hvem vi troe, med Faderen og Sønnen, og som i Daaben skaber det hellige Samfund, hvor der er Synds-Forladelse og et evigt Liv.

✂ Nu har vi godt ved at bevise, hvorledes Christne skal og maae forstaae Skriften, og kan smile ad alle de Indvendinger Fienden giør mod Skriftens Guddommelighed og Ægthed, Sikkerhed og Klarhed; thi alle disse Ting skal han nu selv bevise, før han med Skriften kan anfægte vor Troes christelige Ægthed, og hvad han altsaa først maa giøre, er indlysende at giendrive alle de Indvendinger, han selv har opkastet og udviklet derimod.

✂ Hertil maa han ikke vente, vi skal yde ham mindste Hjelp, thi vi frafalde naturligviis, som Feiltagelser, alle de Paastande vi kun i vor Forblindelse have ladt os forlede til at giøre, saavel om Inspirationen af hvert Ord i det Gamle og Ny Testamentes bibelske Kirke-Historie, som om alle de bibelske Bøgers beviislige Ægthed, om Textens bogstavelige Sikkerhed, og Skriftens umiddelbare Klarhed, og undersøge kun rolig Spørgsmaalene desangaaende, til Oplysning for Menigheden, der ligesaa rolig kan afvente Udfaldet, da hverken Liv eller Vext staaer længer, som hidtil, paa Spil, naar der strides om Skriften.

✂ Men kan Man dog ikke have samme Gavn af 340 Troes-Bekiendelsen, uagtet Man udleder den af Skriften, og vedbliver at betragte Skriften som den egenlige Troes-Regel?

✂ Dette er vist nok, efter den foregaaende Udvikling, et fortvivlet Spørgsmaal, men en Fordom., der har slaaet saa dybe Rødder, som den hos os, at Skriften var Troes-Regel, er ikke nemt udryddet, og derfor tør jeg ikke undlade at tage Hensyn paa dem, der nok see, at Troes-Bekiendelsen ved Daaben er uforanderlig, og langt vigtigere i alle Maader, end de havde tænkt, men mene dog, at her, som allevegne, maa være en gylden Middel-Vei, det er sikkerst at følge. Det Bedste jeg kan svare, er, at naar man holder fast ved Troes-Bekiendelsen ved Daaben, og indrømmer Ubrødeligheden af vor Daabs-Pagt, for hvem der ikke vil udelukke sig selv af Kirken, da skal Man giælde for Christne, enten Man saa vil sige, at Bibelen og Troes-Bekiendelsen er Troes-Regel i den Christne Kirke, eller Man derom ingen Ting vil sige, men Man maa ingen Paastand giøre om Troes-Regelen, hvorved Troes-Bekiendelsen ved Daaben udelukkes, thi derved modsiger Man vor Daabs-Pagt, som unægtelig giør denne Bekiendelse til Regel for vor Tro!

✂ I Øvrigt er det klart, at Man, ved at ville først udlede Daabs-Pagten af Skriften, og derpaa fortolke Skriften efter den, begaaer omtrent den samme Uforsvarlighed, som Melanchthon ensteds, hvor han erklærer Brevet til Romerne, paa Grund af dets Christelighed, for den Regel, hvorefter den hele øvrige Skrift skal fortolkes, og at saadanne Magt-Sprog er ligesaa magtesløse i Krig, som grundløse i Fred, trænger neppe til Beviis. Det er nemlig indlysende, at før vi, paa fri Haand, under Fiendens Ørne, kan udlede enten Lidt eller Meget af Skriften, maae vi føre mange Beviser om den, som neppe holde Stik, og som, naar de end gjorde det, hverken kunde blive hele Menigheden indlysende, eller bragde os et Skridt nærmere til Maalet, thi naar Daabs-Pagtens Udledelse af Skriften ei skal være et tomt Blænd-Værk, da er det ingenlunde Nok, at vi opvise Leddene af vor Troes-Bekiendelse i Skriften, men vi skal vise, at efter Skriften maa vor Troes-Bekiendelse netop have de Ledd, den har, hverken flere eller færre, og vor Daabs-Pagt, i alle Maader, være indrettet netop som den er. At dette nemlig er umueligt, tænker jeg, enhver Skrift-Klog maa vide, og var det end mueligt, bortfaldt dog hele den 341 christelige Gyldighed deraf, ved den simple Bemærkning, at da der ved den christelige Daabs-Pagts første Oprettelse ei var et Bogstav til af det Ny Testamentes Bøger, kan den umuelig være udledt deraf.

✂ e. Naar vi giennemgaae Kirkens Historie, med christelig Alvor og Opmærksomhed, da er Kiætterierne unægtelig i alle Maader den store Anstøds-Steen paa vor Vei.

✂ Er vi kommet til en vis Grad af Oplysning om Mennesket og Christendommen, da undrer det os vist nok ikke, at der blev Kiætterier, thi Evangeliets Guddommelighed har lige fra Begyndelsen været saa vel bevidnet, dets Forjættelser saa store, og dets velgiørende Virkninger saa kiendelige, at det nødvendig maatte drage mange Mennesker til sig, der dog ikke havde Sind til den Selvfornægtelse og Optagelse af Korset, der var nødvendig for at følge Herren. Da fristes vi ei heller til at raabe Ak og Vee over Kirke-Fædrene, fordi de udelukde Kiætterne af Menigheden, thi naar et Samfund virkelig har en Tro, hvorpaa Det bygger sit Saligheds-Haab, og er ærligt, da kan det aabenbar ikke vedkiende sig noget Medlem, der enten fornægter eller dog aabenbar modsiger Samfundets Tro, saa naar de fleste Theologer nuomstunder erklære al Udelukkelse af Kirken for utilladelig, ja for et skammeligt Kiætter-Mageri, da er de enten uhyre forblindede, eller de har selv ingen Tro til Saliggiørelse, som kan fornægtes eller modsiges.

✂ Nei, men hvad der støder, og, skatte vi Kiærlighed som Fuldkommenheds Baand, ei blot støder, men bedrøver os., er at vi see Mange fordømte som Kiættere. enten med aabenbar Uret, eller dog paa utilstrækkelige Grunde, og selv, naar vi regne fra, hvad der flød af Kirkens Mis-Forhold til Staten, bliver der endda Nok tilbage, som aabenbar har sin Grund i et Mis-Forhold til Skolen, der allerede tidlig blev saa indviklet, at det syntes seent eller aldrig at kunne opredes.

✂ Saavidt vi i den lange Frastand kan skielne, skedte der vel i de første tre Aarhundreder ingen egenlig Ulæmpe, saa Nogen, der ei aabenbar havde brudt sin Daabs-Pagt, og vægrede sig ved at giøre Bod, blev udelukt af Kirken, men dog er allerede Forhandlingerne med Biskoppen i Antiochien, Paul af Samosate, noget indviklede, og paa Lande-Modet i Nicæa, er det klart, at Man i det Mindste brugde en vrang Fremgangs-Maade; thi enten skulde det været beviist, at Arius havde brudt sin Daabs-Pagt, eller 342 han maatte ikke udelukkes af Kirken. Man udelukde ham imidlertid paa Grund af at han ei vilde bruge et vist Udtryk om Herren, som hverken forekom i Troes-Bekiendelsen, eller engang fandtes i Skriften, og hermed var det første offenlige Skridt gjort overGrændsen ind i det Grændseløse; thi naar man kan blive Kiætter, skiøndt Man for menneskelige Øine har holdt sin Daabs-Pagt, da er det omtrent ligegyldigt, enten Man dømmes efter de fleste Stemmer i en Bispe-Forsamling, eller efter den for Øieblikket herskende Skrift-Fortolkning, thi Fremgangs-Maaden er i begge Tilfælde lige vilkaarlig, og uforsvarlig. Følelsen heraf avlede ogsaa Anordningerne i Østen, at den Nicæniske Troes-Bekiendelse skulde herefter bruges ved Daabs-Pagten, istedenfor den Apostoliske, men deels forsvarede Man dermed kun slet en saadan Lovs Tilbage-Virkning paa Arius, og deels var Læge-Midlet værre end Sygdommen, da Man ved at forandre Daabs-Pagten, forfuskede den, og gjorde egenlig hele den østlige Kirke til et Døds-Samfund.

✂ I Vesten derimod synes Man, ligesiden Irenæi Dage, aldrig at have tænkt paa nogen Forskiel mellem Daabs-Pagten og Alt hvad Man ansaae for Apostolisk Lærdom og Indretning; thi Alt hvad der stødte an derimod, fordømde Man glatvæk som Kiætteri, og til hvilket Uvæsen det maatte føre, efterat Man havde gjort den Romerske Biskops Godtbefindende til Maale-Stokken for det Apostoliske, det er begribeligt, og vilde for Christne være grueligt nok, om Man end ikke i Pavedommet havde havt for Skik at oplyse Kiætterne med Baal, og udelukke dem af Verden, istedenfor af Kirken.

✂ Nu var det vel aabenbar i det Mindste Morten Luthers Ønske, deels at Udelukkelsen af Kirken kun skulde være en aandelig, ingen verdslig Sag, og deels, at den ikke skulde finde Sted for enhver Særhed i Tanke-Gangen, men kun for en haardnakket Modsigelse af de Christelige Grund-Sandheder; det var hans Ønske, men derved blev det ogsaa omtrent; thi National-Kirkerne brugde ligesaavel den verdslige Arm til at binde eller lukke Munden paa Modstanderne, som Pavekirke-Staten, og til de Christelige Grund-Sandheder regnede Man den hele Indhold af sine Symboliske Bøger, altsaa det hele Resultat af den Skrift-Klogskab, der var herskende, da de Bøger indførtes.

343

✂ At nu imidlertid hverken den Augsburgske Confessjon, eller nogen anden Udvikling af Saliggiørelsens Orden og Skriftens Hoved-Lærdom, kan have Almeen-Gyldighed i den Christne Kirke, selv kun som Lære-Forskrift, det er indlysende, blandt Andet, fordi Man dog umuelig kunde fordre, at enten Irenæus eller Augustin, eller nogen Lærer i Christenheden førend 1530, skulde fulgt den Augsburgske Confessjon, som da først blev til; thi hvad der fra Christendommens Begyndelse til 1530 var christelig Lærdom, maa aabenbar ogsaa være det efter 1530, enten det saa stemmer med den Augsburgske Confessjon eller ikke. Men kan nu ikke engang den bedste Symboliske Bog, meer end nogen Pave-Bulle, have Almeen-Gyldighed, som Lære-Forskrift, da kan den aabenbar endnu langt mindre have det som Troes-Bekiendelse, selv om den var inspireret; thi Meer end Man ved Daaben giør til Vilkaar for Optagelsen i Samfundet, kan Man umuelig, uden klar Selv-Modsigelse, giøre til Vilkaar for Forblivelsen deri, og vilde Man giøre Mere til Vilkaar for Daaben, end enhver Medlem af Samfundet, selv med de ringeste Evner, kunde samle og beholde, da forspildte Man Retten til at udelukke Nogen for Brudd paa Daabs-Pagten.

✂ Dette indsaae og ændsede det sextende Aarhundredes Reformatorer ikke, thi de forkiættrede tit hinanden for hvad der kun i det Høieste maatte afbryde Communionen imellem dem, og siden veed Man ikke, hvad Man mest skal studse over: enten National-Kirkernes grændseløse Ligegyldighed ved Protesten mod deres Daabs-Pagt af deres egne Med-Lemmer, eller deres Forkiættrelse af hele Samfund, der havde Daabs-Pagt tilfælles med dem. Til Morten Luthers Undskyldning taler vist nok den videnskabelige Dunkelhed, hvoraf Grændse-Linien: mellem Grund-Sandhederne og alt Andet, fra fordum havde været omtaaget; men vi have end ikke Skin af Undskyldning, hvis vi, trods Klarheden, som nu er opgaaet derover, enten undlade skarpt at adskille os fra dem, der forkaste vor Daabs-Pagt, eller vedblive at paastaae Grund-Forskiellighed fra dem, der have Daabs-Pagt tilfælles med os.

✂ Der er nemlig i den Christne Kirke en dobbelt Forbindelse, som ikke blot betegnes ved, men skabes af de to Sacramenter eller Naade-Midler: Daaben og 344 Nadveren, men som i Troes-Bekiendelsen udtrykkes ved Ordene: den hellige almindelige Kirke, og de Helliges Samfund (Fællesskab). I Kirken optages vi ved Daaben, under Troens Betingelse, og i de Helliges Samfund indlemmes vi, staaende i Daabs-Pagten, ved Nadveren, som er Christi Legems og Blods Samfund, der giør alle værdige Giæster til levende og frugtbare Lemmer paa Herrens Legeme, og skjøndt begge skal høre sammen, maa vi dog ingenlunde, som hidtil, forvexle eller sammenblande dem, men skal giøre den Forskiel, der altid har været beregnet ved den lille og den store Band, og som ligger i Sagens Natur.

✂ Hvem der virkelig har Daab tilfælles med os, maae vi nemlig ikke udelukke af det Christne Kirke-Samfund, med mindre vi kan bevise, han har brudt sin Daabs-Pagt, og angrer det ikke, ikke heller tør vi sætte ham nogen sidste Frist, inden hvilken han, under Tab af det christne Saligheds-Haab, skal blive enig med os om Nadveren, og hvad Andet Kirken offenlig overantvorder i Herrens Navn; men det følger afsig selv, at saalænge han ikke har brudt Brødet og deelt Kalken med os, har vi heller ikke det Broder-Samfund med ham, som Nadveren giver, og at vi ikke maae stæde Nogen til Herrens Bord, (communicere med ham) naar han enten modsiger Indstiftelsens Ord, eller vrager Herrens Bøn, Herrens Velsignelse, Herrens Dag, den Hellige Skrift, eller det hellige Lære-Embede. Hvem der altsaa vrager Nogen af disse Ting, skal vi ansee for hvad han i Kirken aabenbar er: en Særsindet, vi kun have lidt at skifte med, til han lader sig bedre oplyse, men vi maae ikke udelukke ham af Kirken. Selv da, om han holder sig fremmed imod os, og indgaaer en kirkelig Forbindelse med Lige-Sindede, ja, selv, om en saadan Vinkel-Kirke erklærer os for Kiættere, maae vi dog ikke deraf lade os forlede til at giøre kirkelig Skils-Misse mellem os og noget Samfund, der vedbliver al have Daabs-Pagt tilfælles med os, og ei vedkiender sig Noget, som klarlig strider derimod, men skal indskrænke os til den nødvendige Paastand, at saadanne egensindige Folk (Schismatiker) bygge saaledes paa den faste Grund-Vold, som de aldrig kan forsvare, men skal nødes til at fortiyde, før Daaben hos dem kan træde i Kraft og bære Saligheds-Frugter.

✂ Først naar vi saaledes giøre os Kirke-Sagen med 345 Samfunds-Graderne klar, først da kan vi bevise, at Morten Luther i Grunden gjorde ret, skiøndt han ofte sluttede feil, og at skiøndt vi ikke kan tillægge den Augsburgske Confessjon Almeen-Gyldighed, vil dog den Apostoliske Kirkes Skrift-Kloge aldrig finde Andet en Biting deri at misbillige. Derimod er det klart, at alle National-Kirker, som gjorde deres Symboliske Bøger til Prøve-Stene for sund christelig Lærdom, end sige da til Troes-Regler i den Christne Kirke, have handlet aldeles uforsvarligt. Det beroer nemlig vist nok ene og alene paa den verdslige Øvrighed selv: hvilken Tro den vil understøtte, og hvad Vilkaar den vil foreskrive de Religions-Lærere, den beskikker og besolder, og, naar Troen er den Christelige, og Vilkaarene taalelige for Christne, da har ogsaa christelige Lærere Lov til at underkaste sig mangen Indskrænkning og Bestemmelse, der ikke har Almeen-Gyldighed, men ingen Lære i den Christne Kirke maa tillægge saadanne Vilkaarligheder Almeen-Gyldighed, ja, er han vel oplyst, da kan han ikke engang love at følge de vilkaarlige Forskrifter længer, end han finder dem forenelige med Christendommen, og den christelige, fremskridende Oplysning.

✂ Istedenfor da, at selv de Lutherske Skrift-Kloge have raadt den verdslige Øvrighed til at holde strængt over alskens Symboliske Bøger, og ei engang tillode, at de modsagdes af hvem der ikke stod i Statens Kirke-Tjeneste, saa skal vi derimod raade Øvrighederne til: enten slet ikke at canonisere andre Bøger i Stats-Kirken, end den Hellige Skrift, som den Christne Kirke selv har canoniseret, eller dog paa alle Maader at løsne et Baand, der ei kan holdes stramt, uden enten at skade Oplysningen, eller drive de ægte Christne ud af National-Kirken.

✂ Uagtet nemlig, som vi har seet, Bibelen hverken kan være Troes-Regel i den Christne Kirke, eller forstaaes af sig selv, saa er den dog aabenbar bestemt og bekvem til ei alene at være den fælles Opbyggelses- og Oplysnings-Bog i Menigheden, men ogsaa til at være Rette-Snoren og Prøve-Stenen for den sunde Lærdom, efter Troes-Bekiendelsen, hvor denne, og, i det Hele: Kirke-Ordet, i sig selv findes utilstrækkeligt; thi næst efter Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd, kommer Lære-Standens, og i dennes Vidnesbyrd: ved Præste-Vielsen, er Bibelen indbefattet, saavidt 346 en Bog kan være det, og naar derfor Spørgsmaalet er om hvad der stemmer overeens med Apostlernes Lærdom, da staaer det Bibelske Vidnesbyrd høit over ethvert andet Bogligt, end sige da over de løse Rygler, der komme fra Krogene, uden mindste Hjemmel, eller over Beraabelsen paa en indvortes Erfaring, der deels er underkastet megen Feiltagelse, og deels som noget Enkelt aldrig maa giøre Krav paa Almeen-Gyldighed. Imod Kirke-Ordet, hvis dunkleste og mindst bestemte Udladelse er det Eneste der hiemler Bibelens Myndighed i Menigheden, imod det formaaer Kirke-Bogen naturligviis slet intet, og Man kan ikke engang giøre det til en Regel uden Undtagelse, at der i Skriften maae findes Spor af Alt hvad der oprindelig hørde til Kirken; thi vel vil Regelen sædvanlig findes at holde Stik, fordi Apostierne, naar de skrev til Menigheden, havde den samme Tro, og dreves af den sammeAand, som naar de prædikede og døbde, men medens (der) ingen tænkelig Grund kunde bevæge Apostlerne til at indføre Noget i Kirken, som skulde afskaffes, kunde der være Grunde nok til at udelade Noget i Brevene, som fandtes i Kirken, og havde der sit gyldige Vidnesbyrd, thi Udeladelsen var jo allerede noksom grundet, naar Apostlerne fandt Anførelsen overflødig. Heri stak altsaa Feilen hos Reformatorerne, og selv hos Luther, som ikke blot paastod, at der i Skriften maatte, uden Undtagelse findes Spor af Alt hvad der i Kirken skulde have Almeen-Gyldighed, men fordrede endog Almeen-Gyldigheden beviist af Skriften, hvad vi har seet, var et urimeligt Forlangende; men skjøndt selv Luther desaarsag talde uforsigtig om Lære-Standen og Søndagen, saa vilde han dog ingen af Delene afskaffe, og endnu mindre forandre Troes-Beldendelsen eller Indstiftelsens Ord efter hvad der fandtes i Bibelen, saa hvad han egenlig meende, var aabenbar: at hvem der, som Middel-Alderens Geistlighed og de Romerske Paver, tiltager sig Herredømme over Menighedens Tro, eller kommer med ny Paafund enten i Lærdommen eller Guds-Tjenesten, der skal være almeengyldige, maae kunne afhjemle det med den Hellige Skrifts klare Udsigende. Da nu Papisterne gik ham paa Livet med de Apostoliske Indretninger i Kirken, hvorom der fandtes Lidet eller Intet, og i det Mindste ingen klar Befaling, i Skriften, og han ikke havde Klarhed Nok til at oprede Sammenhængen, lod han 347 sig forlede til Paastande, hvoraf der flød Meget, hverken han, eller nogen Christen kunde indrømme, og hvoraf de vantroe Theologer nu betjene sig: til med Kirke-Bogen at bestride Kirke-Troen; men deraf maae vi ikke lade os forlede til at nægte Bibelen det Mindste af den Anseelse og Myndighed, den, som vor Prophetiske og Apostoliske Kirke-Bog, skal have, havde aabenbar i Arilds-Kirken, og tabde kun i Middel-Alderens Mørke, da Paver og Munke satte Buller og Legender, deres eget Hjerne-Spind og Hænders Gierning, i dens Sted.

✂ Selv kan Bibelen ikke giøre sig giældende, thi den er hverken en Gud eller et Menneske, eller en Aand, men kun en Bog, altsaa en død Ting, der ikke veed af sig selv at sige, og maa ligesaavel aandelig som legemlig lade sig behandle efter Tykke af Menneskene, saa, naar vi glemme det, og tale om Bibelen, som om den kunde tænke og tale og giøre Mirakler, da er det netop en Levning af Middel-Alderens Over-Tro, og er det end ikke saa iøinefaldende latterligt, som hvad de gamle Præster og Munke fortalde om deres talende og grædende og frelsende Marie-Billeder, og om alle de Mirakler, som skedte ved Herrens og ved Apostlernes haandgribelige Efterladenskab (Reliqvier), saa er det dog i Grunden hverken christeligere eller klogere, men netop det Samme.

✂ Naar vi derimod indskrænke vore Lovtaler over Bibelen, til hvad der med Rette kan siges om den ypperste Bog i Verden, der hverken har fundet sin Mage, eller fundet Nogen i sit Slags, der paa mindste Maade kunde rnaale sig med den, da kan vi aldrig feile i at løfte en Bog til Skyerne, der saa vist som Christus sidder ved Guds høire Haand, er fuld af himmelsk Viisdom, ja, er det uudtømmelige Forraads-Kammer, hvoraf den Hellig-Aand, som levende besjæler Menigheden, uddeler til Enhver hvad de behøve, og hvoraf Han lærer det Ny Testamentes indviede Tjenere, som Skrift-Kloge oplærte til Guds Rige, at tage baade Nyt og Gammelt til Kirkens Oplysning og Opbyggelse. Hvor derfor Bibelen ikke er Præsternes daglige Haandbog, og uskatteerlige Jordebog over Kirke-Godset, end sige da, hvor den lægges paa Hylden, og laases for Menigheden, der er Troen død, og Aanden opgivet, saa der er Bede-Huset blevet til en aaben Begravelse, og forvandles da snart til en Røver-Kule, som det var da Luther opstod, og da 348 jo derfor ogsaa Kirkerne bogstavelig var Fristeder for Tyve, Røvere og Mordere, mens de var Fange-Huller for de Hellige. Men hvor Man indbilder sig, at Herren, trods sin udtrykkelige Benægtelse, har sat Lyset i sit Huus under en Skieppe, istedenfor i en Lyse-Stage, hvor det kan skinne for Alle dem der komme ind, og det indbilder Man sig jo, naar Man leder om Troen i Bogen, istedenfor at høre den i Bekiendelsen, og hvor Man leder om den Levende iblandt de Døde, som Man jo ogsaa giør, naar Man søger den levende Tro i de døde Bogstaver; der er Troen ogsaa død, og Aanden opgivet, der er Bede-Huset ogsaa en aaben Begravelse, der snart forvandles til en Røver-Kule, som det nu er, hvorsomhelst de Skrift-Kloge, med deres Skrift-Fortolkning, vil frastjæle og berøve Menigheden dens Christne Troe og Haab.

✂ Hvor derimod Aanden raader, og Troen lever, der kundgiør Troen selv sit Liv i Bekiendelsen, og der er Liv i Lyset, fordi det er Livets Lys, og der taler Aanden til Menigheden, om alle Guds underlige Ting, med de glødende Tunger, Han skiænkede Apostlerne, saa alle Folke-Færd forundrede maa bekiende, at Galilæernes Aand er en Mester i deres Moders-Maal, om de end bygge ved Jorderiges yderste Ender, og der er Præsterne hjemme i deres Bibel, som i deres Studere-Kammer, finde paa hvert Blad Forbilleder og Afbildninger, Mindes-Mærker og Vink, af den Herre og den Aand, de vel ligesaalidt søge i Sort paa Hvidt, som i andre Huse og Gierninger af Menneske-Hænder, men have fundet i den troende Menighed, og blive daglig mere fortroelige med i det Troens-Ord, de med Hjertet levende tilegne sig, og med Munden lyslevende bekiende og forkynde. Saadanne Præster vil ogsaa altid, som Vægtere fra høie Taarne, see Fienden længe før han kommer, og opdage Vildfarelsens Aand under alle Forklædninger, men har de ikke lært at skielne den Tro, hele Menigheden skal have tilfælles med dem, fra den Kraft og Oplysning, der først kommer med Vexten, og endnu skarpere fra hvad der, enten som Præster eller Personer, er dem eiendommeligt; da vil de overile sig baade i deres Paastande og Domme, og det var Tilfældet med Morten Luther; thi han tog aabenbar Alt hvad han hos sig selv ansaae for Grund-Christeligt, og gjorde til Regel for den hele Menighed. Det var hans Feil, som ei maa fordølges eller forsvares, da 349 deraf ei blot for Øieblikket flød Ulæmpe, og ubillig Indskrænkning af den christelige Frihed, men især fordi Dørren derved aandelig oplodes for alt Sværmeri og alle luftige Hjerne-Spind, thi den ene Skrift-Kloge maatte naturligviis have samme Ret, som den Anden, til at giøre sin Christendom giældende, og vel følde enhver levende Christen, vel indsaae enhver troende Skrift-Klog, at Luther, naar han fulgde sin Aand, til Forundring barnlig fulgde Propheternes og Apostlernes: Troens og Christi Aand, men naar vi ikke kunde opvise et almeengyldigt Udtryk for Herrens Aand, da kunde vi heller hverken bevise, at Luther havde Ret, medens alle de Andre der fulgde deres egen Aand, og fortolkede Skriften efter deres eget Hoved, havde Uret, eller bevise, at han havde Ret i det Meste, og dog Uret i Noget.

✂ Dette: at selv den christeligste og aandeligste Skrift-Kloges Opfattelse af Christendommen vil have sine Brøst, og er en Enkelthed, der ikke maa giøre Fordring paa Almeen-Gyldighed, det giør theologisk Frihed, inden christelige Grændser, til en retmæssig Fordring, ligesom paa den anden Side Troens Uforanderlighed og Daabs-Pagten kræver saadanne Grændser, som Ingen uden Herren og hans Apostler havde Ret til at sætte, og som alle Samfundets Lemmer, enten ved Daaben lydelig har erkiendt, eller ved Nadveren dog aabenbar forudsat.

✂ Indenfor disse Grændser skal vi troe, at fri Tale om Skriften: om Ægtheden af dens nærværende Bestand-Dele, om Sikkerheden af de antagne Læse-Maader, om Beskaffenheden af den guddommelige Oplysning, der frembragde den, om Hjelpe-Midlerne til dens rette Fortolkning, Anvendeligheden af dens forskiellige Dele, og Meningen af hvert enkelt Sted, at en saadan Fri talenhed kan ikke skade, men skal gavne Christendommen; og i uadskillelig Forbindelse med Kirke-Ordet maae vi troe, at Skriften er et tilstrækkeligt Middel for Aanden, til at oplyse Menigheden og afværge dens Forførelse, skjøndt Ingen udelukkes som Kiætter, før han aabenbar har brudt sin Daabs-Pagt, og vil, skjøndt det vises ham, ikke fortryde det. Denne Syns-Maade udspringer af vort Samfunds i Grunden uforanderlige, men i Aanden fri Natur, og Kirke-Historien advarer os paa hvert Blad for at vige derfra, til Høire eller Venstre, saa vi maae vel høre en Røst bag os, der siger: her er Veien, følger den!

350

✂ f. Nu vil det være let, hvad Man har fundet saa vanskeligt: at angive det rette Forhold i Christenheden mellem Kirke og Skole, eller, hvad der er det Samme, mellem Christendom og Theologi, thi det er aabenbar givet i Forholdet mellem Kirke-Ordet og den Hellige Skrift, af hvilke Hiint udtrykker det Nødvendige, og denne betegner det Fri i vort christne Samfund.

✂ Den Skrift-Kloge iblandt os maa ligesaa lidt bryde sin Daabs-Pagt, som den Enfoldigste, og maa ikke misbruge vor Kirke-Bog til at bestride Noget, der har gyldigt Vidnesbyrd for at høre til den Apostoliske Kirke, men i Øvrigt maa han have Lov til, paa eget Ansvar for Herren og sine Medstuderende, at behandle Kirke-Bogen, og afhandle Spørgsmaalet om Christendommens videnskabelige Side, efter Godtbefindende; thi dette er baade grundet i Guds Riges Natur, hvorefter ingen Borgers Frihed skal indskrænkes meer end nødvendigt for det Heles Vel, og det er tillige fornødent, da ellers hverken den sunde Lærdom kan bevares, efter Oplysningen giøre de Fremskridt, den maa, før vi kan lære tilbunds at forstaae vor Bibel, som er vort Samfunds videnskabelige Øiemed. Hvor der er virkelige Biskopper, raade de vel for, hvem de vil indvie til ordenlige Lærere i Kirken, samt hvorledes Ungdommen skal oplæres i sin Christendom; og hvor Kirken er traadt i Forbund med den verdslige Stat, vil Bestemmelser desangaaende udspringe deraf; men naar enten Biskopperne, eller de verdslige Kirke-Værger, drive Indskrænkningen videre, saa Præsterne saa godt som skal prædike efter Postiller, og Theologerne i deres Undersøgelser bindes til andre Symbolske Bøger, end Bibelens, da lægges der et Aag paa Menigheden, der kan være taaleligt eller utaaleligt, men er dog altid et Aag der trykker, hindrer Kræfternes fri Udvikling, og gnaver paa Livet.

✂ Her see vi da baade hvad der er sandt, og hvad der er splittergalt, i Fordringen paa videnskabelig Frihed, som hos de nymodens Theologer i Nord-Tydskland og hos os, er saa høirøstet, thi det er splittergalt, at de, ligesom Skole-Mestrene*) i Alexandrien, vil have Lov til at bryde deres Daabs-Pagt, bestride den Christne Tro, og ombygge Kirken **) Engang for alle maa jeg vel anmærke, at jeg her bruger Navn[et] Skole-Mestere ingenlunde af Ringe-Agt for Videnskabelighed, men fordi det er det eneste Ord vi har til at udtrykke den videnskabelige Retning i det Hele. 351 efter deres eget Hoved; men det er Ret, at de protestere mod ethvert Baand, som kun Symboliske Bøger og verdslige Forordninger paalægge*), thi alle saadanne er aabenbar af samme Slags som Pave-Aaget i Middel-Alderen, og føre, om end ikke nødvendig til Afguderi, saa dog til Forstening. Det gaaer da med de Herrer Theologer i vore Dage, som det gaaer med Philosopherne: Forbindelsen af Frihed og Nødvendighed er dem for haard en Nød at knække, og de dele sig derfor i to uforligelige Partier, hvoraf det Ene vil udelukke Friheden, og det Andet Nødvendigheden, baade af Kirke og Skole, men skiøndt det i den verdslige Stat (Borger-Samfundet) hvor Spørgsmaalet i Grunden er det samme, kan falde vanskeligt nok at ramme det Rette, er det dog i den geistlige Stat (Kirke-Samfundet) saare let, naar Man kun vil være Christen, og har saamegen Oplysning, som enhver boglærd Christen kan og bør besidde. Kirken er nemlig aabenbar ikke til for Skolens, men for Salighedens Skyld, og Skolen er ikke blot til for Kirkens, men tillige for Oplysningens Skyld, og skiøndt det er det ene Nødvendige, at Christi Kirke bliver staaende paa sin Klippe-Grund, saa er det dog til Kirkens Skam og Skade, naar Oplysnings-Værket gaaer i Staa, og vil da snart, efter Menneske-Naturens Love for Alt hvad der ikke gaaer frem, gaae tilbage. Selv et verdsligt Rige, der vil blive gammelt og berømt i Menneske-Historien, maa forsaavidt holde Skridt med Tiden, at det ikke bliver ubekiendt med nogen Oplysning den bringer, enten om Mennesket og Verden i det Hele, eller om Borger-Samfund, Stats-Styrelse og Nærings-Veie i Særdeleshed, men læmper sig meget mere derefter, saavidt Folke-Beskaffenheden og Grundforfatningen tillader; og hvad maa da ikke være Tilfældet med Guds Rige paa Jorden, der har en mageløs Berømmelse at svare til, skal stræbe at udbrede sig over hele Verden, og skal vare den ud! Hvorledes skulde det være sømmeligt, i et saadant Rige, hvis Grund-Forfatning er garanteret af Konge-Keiseren i det Høie, i **) Har imidlertid en Theolog, enten som Præst, Professor, eller hvad han kaldes, paataget sig visse Forpligtelser, som hvile paa den stats-kirkelige Stilling, da skal han naturligviis opfylde Forpligtelserne, eller træde ud af Stillingen, og det er f. Ex. Tilfældet med Hr. Professor Clausen hos os, saa om han end ellers kunde klare Kirkens Gienmæle fra sig, kan han dog umuelig staae for Stats-Kirkens, før han, som jeg har sagt ham fra Begyndelsen, smukt nedlægger sit Præstelærer-Embede. 352 hvis Klippe-Grund alle Kundskabs- og Viisdoms-Skatte ligge skjulte, og hvor det udraabes paa Svalerne, at Intet er skjult som jo skal aabenbares, i et saadant Rige at hemme Oplysningen, eller sætte Aandens fri Udvikling andre Skranker, end Han har sat sig selv, som guddommelig Statholder i Herrens Navn! Nei, medens vi kiækt og djærvt afvise enhver saakaldt Oplysning, efter hvilken Grund-Loven i Christi Rige skulde være en Grund-Vildfarelse, og Riget ikke Guds og hans Salvedes, men Jupiters eller Minervas, den hedenske Fornufts, Philosophernes eller Philologernes, eller Andre aldeles Uvedkommende; ja, medens vi djærvt, men kun aandelig, landsforvise enhver Skrift-Klog, der saaledes aabenbar har brudt sin Troskabs-Eed og bærer Avind-Skjold mod Fædrene-Landet; medens vi giør det, som baade er nødvendigt til Rigets Sikkerhed og til vor egen Retfærdiggiørelse, da udraabe vi Frihed for enhver Borger, som ei giør Oprør, og anbefale kun i Brugen deraf den Kiærlighed, der er Hjerte-Baandet i vort Samfund, og er tillige aabenbar det levende Lys, hvori Frihed og Nødvendighed sammensmelte, fordi al Skabningens høibydende Herre er født af den samme Fader, fra Hvem den Aand udgaaer, der frit giør Alt hvad Han vil, saa Faderen, som Kiærligheden i egen guddommelige Person, er Eet i dem Begge! Til et Billede heraf stod i Begyndelsen Biskoppen ved Herrens Bord, med Brødet og Kalken, med Nøglen og Staven, hvor de knælede trindt om ham i Frelser-Navnet, de Lærde med de Læge, og glemde al timelig Forskiel over Ordet: eet Legeme ere vi alle, thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød, som kom ned fra Himmelen, og vi ere alle skiænkede til een Aand, ligesom der er een Herre, een Tro, een Gud og Alles Fader, over, med, og i os Alle, og, annammende Herrens Velsignelse, gik saa hver til sit timelige Kald, og sin jordiske Syssel, med Himlen i Hjertet, og Evigheden for Øie. Dette var Billedet, hvoraf vi nu kun har Skyggen tilbage: i Apostel-Brevene, hvor baade Petrus og Paulus, hvor høit de end flyve, og hvor dybt de end grunde, dog knælende, stille og enige, søge Livet og Velsignelsen i hvad der har smeltet Johannes, og udgyder sig fra hans Læber i en lyslevende Strøm i den guddommelige Kiærlighed, der overgaaer al Forstand, skal overleve baade Spaadom og Skrift-Klogskab, 353 og omsider giøre selv Troen og Haabet saa overflødige, som Soel og Maane er i det ny Jerusalem, hvor Herren straaler selv i al sin Glands. Skyggen kan ikke gienføde Billedet, men den baade kan og skal minde os om hvad vi fattes, og hvor Man, som i Danmark, aldrig har forsmaaet, men, ligesiden Reformationen, savnet Bispe-Vielsen, vil Herren sikkert ogsaa skiænke os den, med Velsignelsens Fylde!*) Naar det skeer, saa Præsterne staae ved Daaben, som Zions Vægtere i Aandens Kraft, og Biskoppen staaer for Alteret, af bildende virkelig den gode Hyrde, der sætter Livet til for Hjorden, medens Menigheden gladelig lader Lyset skinne i gode Gierninger, og de Skrift-Kloge vaage over Bogen med Nat-Lampen, tændt ved Alter-Lyset, og vaage over, at Kirken har aabne Dørre, til Udgang saavelsom til Indgang, da er Alt i sin Chrislelige Orden, og da er den Lutherske Reformation fuldbragt, skiøndt Krandsen naturligviis kun sættes paa Bygningen, fordi den har sin rette Skikkelse, og ei, som en tredobbelt Krone, paa Bispe-Hovedet, før Levnets-Løbet er fuldendt, og Hovedet, der nu skjuler sig bag Skyen, aabenbares; thi herneden kan Ingen af os, han være Biskop eller Skrift-Klog, Præst eller Prophet, bære anden Krands end Martyr-Kronen, ja, end Torne-Kronen, som den Korsfæstede har efterladt os, og som den Himmelfarne først hisset vil indløse med den Krands af Evigheds-Blomster, den Ærens og Livets Krone, han kun har lovet dem der blive troe til Døden, dem der for hans Krone vil tømme hans Kalk, for Deel i hans Herlighed dele hans Lidelse!

✂ Da skal vi hverken fristes til at misunde den Pavelige Vinkel-Kirke sin Stilhed, der er som det stillestaaende Vands, der gaaer i Forraadnelse, eller den Zwingelske sin Bevægelighed, der er som Bølgernes for alle Vinde, men igien skiænke Verden et Syn, selv Engle lystes ved at skue: farende med Kirke-Skibet kiækt over Bølgerne, fordi vi have troet og kiendt, at Tømmermands-Sønnen som bygde det, er Eet med den Bygmester, som hvælvede sine Sale i Vandene, har Skyer til sin Vogn, og Stormene til sine Skier, og fordi den Aand, som randsager **) Skiøndt den Biskoppelige Kirke i England for Øicblikkct ei synderlig ærer sit Navn, saa er det dog en rettroende Kirke med virkelige (ikke selvgiorte) Biskopper, og jeg veed nu af egen Erfaring, at det har anderledes Fynd, naar en Biskop, end naar en af os velsigner i Herrens Navn. 354 Guds Dybheder, er vor Styrmand, Troes-Bekiendelsen vor Lede-Stjerne, som aldrig misviser, den Hellige Skrift vort ubedragelige Søkort, stemplet af Ham, der satte Havet sine Grændser, maaler Himlen med et Span, og kalder alle Stjerner ved Navn, og endelig fordi vi aldrig fattes Levnets-Midler, men har med fornøiet Sind et dagligt Giæstebud: ved den Herres Bord, der bespiser Millioner med det ene Brød, og lærer sine Tjenere, med Hjertens Glæde, at det Brød, hvoraf Mennesket lever, er Ordet som udgaaer af Guds Mund!