✂

✂ Kong Fredrik! Hilsæl!
Paa Tusindaars-Dagen, i Fædres Gapel,
Hvor Luerne braged, og Hvælvingen brast,
Men Murene stode, for Grunden var fast;
Hvor Altret Du reiste, som Du kunde bedst,
Til glædelig Fest!

✂ Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen hvile paa Drottens Capel!
Fra Konge-Capellet den Kilde udsprang,
Vi skylde hver Blomst, og hver bølgende Vang,
Hvor liflig den sprudled i Vinter og Vaar,
Tihundrede Aar!

✂ Kong Fredrik! Hilsæl!
Først færdig paa Borgen blev Fædres Gapel!
Saa toner fra Thronen, paa Tusindaars-Fest:
Med Gud at begynde giør Bygningen bedst!
Det kiendes paa Krone, saa vel som paa Rod:
Den Viisdom er god!

✂ Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen stige fra Drottens Capel!
Omskabe til Glæde for Kongen al Sorg,
Saa trøstet Du throner paa Christians-Borg,
Og smiler fra Svale til Bølgerne blaa,
Hvor Snekkerne gaae!

✂ Kong Fredrik! Hilsæl!
Gid immer udspringe fra Borgens Capel
Den hellige Kilde, hvis Værger paa Jord,
Naar høiest de throned, var Konger i Nord,
Den Kilde, hvoraf os oprinder i Bryst
Den evige Trøst!!

✂

Harald Klak.

✂ I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae,
Og Fienderne vare saa mange,
Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa,
Mig Kaarene bleve fuldtrange;
Thi Lodbrok han var en Hals saa haard,
Som Ornen, saa vare hans Grise:
Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar,
Da maatte sin Lykke man prise!
Fra Keiserens Gaard da kom en Mand,
I Jylland var aldrig hans Mage,
Han talde saa kiønt om Friheds Land,
Sandfærdig om Trældommens Plage!
Han sagde: det kan jo hver forstaae,
Som Flyvesand paa er at bygge,
Saa er det, sin Lid til Ting at slaae,
Som kun af os selv er en Skygge,
Til Guder af Malm, af Stok og Steen,
Som have ei Liv eller Mæle;
Hvad Hænderne giør, den Sag er reen,
Det gavner ei Menneske-Sjæle!
Han mælede høit om Guders Gud,
Som alle Ting haver at raade,
Og skikked til Verden Bud paa Bud,
At vitterlig giøre sin Naade,
Og skikked tilsidst sin egen Søn,
At han skulde Troen os lære,
Og gange for os saa fast i Bøn,
At trøstige vi maatte være,
Og vide, Han er vor Fader kiær,
9 Som haver al Verden i Volde,
Han styre vel kan vort Levnets Færd,
Til Boliger blide og bolde!
Han hjelpe os kan af al vor Nød,
Mod Fiender beskiærme og skjolde!
Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død,
Vi Livet og Glæden beholde!
Vi alle det fandt, som nær var stædd,
Saalænge den Tale vi hørde,
Var alle som Een i Sind urædd,
Og blidelig Tanken os rørde:
Saa klares maaskee af Christendom.
Som Lyset fra Himlenes Himle,
Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om:
Alfader og Livet i Gimle!
Jeg skiønned derhos, med Dannemænd,
Om Troen i Keiserens Rige,
At hvo hende tog, fik ham til Ven,
Og Vaaben mod Lodbrok tillige!
Thi svared jeg saa det Keiser-Bud,
God Ebbe, som Biskop sig nævned,
Os huged fuldvel den Guders Gud,
Os undte saa godt, som Han evned!
Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin,
Vi agte den Konge at giæste,
Og favne med ham den Tro saa fin,
Os tykkes at være den Bedste!

✂ Der Isen brød op i lune Vaar,
Og Lyngen at lysne begyndte,
Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard,
Og flux vi paa Veien os skyndte:
Vi reed over Land til Dorstad-Havn,
Der sadled vi gyngende Heste,
Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn,
Og løste med Æren vort Fæste!
Saa droge vi op de hvide Seil,
Mens Aarerne lagdes om Borde,
Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,
Med Rhinen vel dyste vi turde!
Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem,
De Borge, de Bjerge, de Ranker,
10 Vi landede lunt ved Engelhjem,
Dog videre foer vore Tanker!
Da Keiseren saae vor Herre-Færd,
Han stod udi Høielofts Svale,
Til Matfried, sin Drost, som stod ham nær,
Begyndte den Herre at tale:
Far ned, sagde han, og giør din Flid,
Lad springe de vrinskende Heste!
Siig Daner God-Dag, og før dem hid,
Med Æren vor Høihed at giæste!
Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,
Sad op paa de sadlede Heste,
Og rede med Bram, som Folk fra Nord,
Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!
Til Keiserens Slot vi kom da bradt,
Hun er, sagde vi, af de Prude,
I Reisning saa høi, om Hage glat,
Som Jomfru er sjelden herude!
Det sande vi maae, at Jælling-Gaard,
Om hun skulde her have Stade,
Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,
Og kaldtes god Stald og god Lade!
Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,
Mig Dværgen i Hug maa vel rinde,
For Svegder han kvad: gak ind i Steen,
Om Odæn du ønsker at finde!
Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,
Hun her har ei Sted eller Giænge,
Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,
Som vi haver dyrket for længe!
De Drenge, der gloe som Sølv og Guld,
Uvittig til Dværge du maaler,
Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,
Lys-Alferne lege med Straaler!
Ad Trapperne op, i Hald vi treen,
Som det kunde været en Svale,
Os klang under Fod den Marmel-Steen,
Og mæled om Høielofts-Sale!
Os tykdes et Fjeld for Øie staae,
Af Jetter udhulet til Stue,
Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,
Og Aasene mødes i Bue!
11 Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,
Besynderligt er det at sige,
Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,
I Gaarden han kunde udkige!
Mig lystede meer at see paa Væg
De Sparlagen favre og bolde,
Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,
Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;
Men Meget derhos, jeg aldrig saae,
Det Matfried mig vilde udtyde,
Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,
Med Gammen paa Talen dog lyde.
Der Kongen jeg saae af Persen-Land,
Det ligger i Øster-Leden,
Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,
Med Kronen saa kiøbde de Freden;
En Dronning dog sad fuldhøit i Nord,
En Dronning for Skjold-Møer klare,
For hende fuldbleg han sank til Jord,
Den Drot, med saa fager en Skare!
Han først hendes Søn bedrog med Viin,
Han dyrt maatte Gildet betale;
I Hjertet han skar den Dronning fiin,
Sin Harme hun vilde nu svale:
Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,
Til Hovedet blegt af sin Fiende,
Hun sagde: her nyd for Tørst Du Bod!
Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.
Paa Sinde mig faldt ei noget Savn1,
Som det om Kong Cyrus hin holde,
Hver mærke deraf, med Heltens Navn,
Hvad Hovmod i Høihed mon volde I
Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,
Da hørde jeg Sagnene mange;
Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,
Naar rimes de kunde til Sange,
Som hjemme hos os det før var Sædd,
Med Sæger2 om Aser og Jetter,
Om Frode, og Rolv, den Helt urædd,
Som Dannemænd aldrig forgiætter!

*1 = Sagn. *2 jydsk: Sæje, d. e. Udsagn, Fortælling. 12

✂ Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord:
Det kommer ei let ud af Lave,
Som ristes i Bog alt paa en Snor,
Der kan man til Grunden sig stave;
Saa følger der Konst med Christendom,
Og Vidskab i talrige Maader,
Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom,
Der giættes de mørkeste Gaader!

✂ Til Høibords jeg sad, med Dronning min,
Med Søn og med Høvdinger mange,
Man skiænked for os den klare Viin,
Den voxer i soelskiære Vange!
Af Kager og Suul var meer end nok,
Ei Mester, ei Mage, jeg tænker,
Peer Bager vel har, og Gunde Kok,
Og Otte, den store Viin-Skiænker!
Ved Gilde saa flot man seer det ret,
At tidigst af Alt er vort Øie;
Thi Ingen sig aad dog meer end mæt,
Med Rusen lod alle sig nøie!
Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad,
Og sagde: nu Dannemænd huge,
Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad,
Trods Skiverne i deres Buge!
Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund,
Naar Keiser vil Dannemænd ære!
Han er ingen Trold, for han er rund;
Hver lade, som Baaden kan bære!

✂ Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,
Vidunderligt var det at høre,
Det svarede dybt i Hjerte-Grund,
Det rungede sært i vort Øre!
Det var, som der sprang en Hinde haard,
Saa lydhøre bleve vi fage,
Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard
Sig blanded med Faarene spage!
Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,
Saa kaldte vi Klæderne hvide,
Og Portene op paa Gavlen fløi,
For Præster i Kjortlerne side:
13 Saa saare de sang med Stemme stærk,
Der legdes slet ikke paa Strænge,
Men underlig klang et Orgel-Værk,
Som det vilde Murene sprænge!
Jeg mindes det end kun som en Drøm,
Den særeste Nogen vil tænke,
Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,
Og lod mig saa underlig stænke,
I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,
Som christelig Tro tilholder,
Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,
Med Troen hun Salighed volder!
Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,
Hvor deiligt det Huus var at skue,
Men mærked mig dog, det var nok værd,
At vanke her tit under Bue!
Mig huged som bedst det Billed-Værk,
Der vinkede, hvor man sig vendte,
Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,
Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!
Her ledte mig Theut fuldvel omkring,
Paa Tider, da Messen var ude,
Han vidste Beskeed om hver en Ting,
Fra Orgel og indtil Rude.
Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,
Den Kirke han godt maatte lide,
Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,
Fik magelig her man at vide!
Et Menneske-Par, paa venstre Haand,
Man saae, med et Træ og en Slange;
Det er, sagde Theut, den fule Aand,
Der gjorde os Kaarene bange:
Forældrene her til hvert et Barn,
Som fødes af Kvinder med Smerte,
Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,
Hvis Edder end knuger vort Hjerte!
De staae i saa prud en Abildgaard,
Som Paradis kaldes i Bogen,
Men Døden han er deres bange Kaar,
Om Træet de røre i Krogen!
Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,
Som det monne kaldes i Bogen,
14 Det æde de af, Guds Ord til Spot,
Saa sledskelig daarer dem Snogen!
See, Adam han var som En af os,
Saa sagde den Gud, hannem skabte,
Nu være han vil os liig paa Trods,
Thi hører han til de Fortabte.
Herud af min Abildgaard paa Stand!
Her kun mine Børn skal lege;
I æde nu Græs i Dyre-Land,
Til Kinderne vorde fuldblege!
Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,
Dets Lige ei rinder af Rode;
Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,
Kan Magen i Tornene pode!
Hvad siger Du, Theut! min Skjald udbrød,
Kan I jer saa underlig stave
Til Tidende klar om Balders Død,
Og Lokes forbistrede Gave,
Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,
Og Snogen, sig bider i Hale;
I sige os da Beskeed fuldreen
Om Rinde i Vest, og om Vale!
Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei
Saa med dine Æventyr vilde!
Ham Rinde er hip som hap med Frei,
Oddhrærer er ikke hans Kilde!
Hvad mumler I om, sagde Theut, lidt but,
Mig tyktes, I talde om Barken,
Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,
Og plantet saa i Danemarken!
Kan være, I veed da meer end jeg,
Kan Resten jer selv udtyde,
I have da reist fuldlang en Vei,
Som eder maa sagtens fortryde!
Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!
I tage det ei til Mis-Tykke!
End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,
Det er saa hans stændige Nykke,
Han kan ei derfor, er født dermed,
Det spøger lidt hos ham i Krogen,
Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,
Han tier og gierne for Bogen!
15 Saa kom vi da vel alt fra den Bark,
Som Tydskeren gjorde af Rinde,
Han vidste det ei, at i Danemark
Den Rune betyder en Kvinde,
Som avled en Søn, der Vale hedd,
Han hevnede Balder hin Gode;
Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd
Sig meget lod plante og pode!
Saa er det hos os et gammelt Ord:
Hvad godt er, som Rugen og Hveden,
Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,
Og trives, endogsaa paa Heden!

✂ Vi kom til et Vand, der flød en Holk,
Det Skib, sagde Theut, monne skjule
Forældrene nye til alle Folk,
Til Dyr og til flyvende Fugle!
Dem bjergede Gud, af stor Miskund,
I Arken, saa kaldes den Færge,
Da Fiskene, som paa Havets Bund,
Gik over de høieste Bjerge!
Der frelstes i Alt kun fire Mænd,
De havde sig hver dog en Kvinde,
Af dem der paa Jord blev Folk igien,
Hvor de nu er alle at finde;
Der bjergedes og med dem et Par
Af alle de Dyr, man vil nævne,
Af Somme end fleer, som rarest var,
Og Alt hvad os Gud vilde levne!
Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn,
Og Duen derhenne med Bladet,
Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,
Hvem har dem saa udenbords madet!
Det, mumled min Skjald, er Odæns Ravn,
Berg-Elmer han stikker histinde!
Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn?
Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?
Det veed ikke jeg, men No hedd han,
Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner;
Han bjerged den Ravn fra Riseland,
Men ilde den Rovfugl ham lønner;
Han sagde: see ad, er Jorden tør,
16 Og bring mig der Bud om tilbage!
Men Ravn slider Liig, nu end som før,
Og kalder det kronede Dage!
Saa Duen ei her, hun kommer glad,
Mod Aften tilbage til Arken,
Og bærer i Mund som Brev et Blad
Af hvad der nu grønnes paa Marken!
Har Skov-Duen ei, i Dane-Land,
Som bygger saa trofast sin Rede,
Og kurret i Løn for dig et Gran,
Om hvad vel det Blad monne hede?
Da blussed min Skjald, og mæled høit:
Før I finge Bogen at læse,
Som drive nu Spot med Daner drøit,
Hvad lugtede da eders Næse?
Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,
Og Røgen af brændte Indvolde!
Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
Dog førde lidt meer udi Skjolde!
Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
Som Katten man træder paa Hale!
For Tunge ei hold din hvasse Tand,
Om mærke vi skal paa din Tale!
Den Due, jeg meen, saa mange Mil
Vel flyver fra Ege og Graner,
Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil,
Men kurred dog ogsaa for Daner,
Om alle de Folk, paa Jorden boe,
Som du vel maa vide fuldbedre,
Nedstamme fra ham, du kalder No;
Thi Daner var og vore Fædre;
Og er det end dumt, vi dog det saae,
Som Ordet mon lyde fra Odæn:
Hvert Æble fuldlangt man trille maa,
Før meer det ei smager ad Roden!
Herover blev Theut i Hug saa gram,
Han vilde ei meer mig ledsage,
Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,
I Herberget lodes tilbage!
Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord,
Mon agtes for Konninge-Øie,
Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord,
17 Har lært efter Folk sig at føie!
Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg,
Jeg hørde da Talerne lange,
Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,
Jeg tænkde: gid det var paa Sange!
Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,
Saa ikke jeg kunde det samle;
Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,
Som fyndigste Ord af de Gamle!
Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,
For Bibel saa kaldte han Bogen,
At kiende med Skiel et eget Folk,
Som bode langt Øster i Krogen;
Saa underligt Folk, saa galt og godt,
Vist haver ei Mage paa Jorden,
Men kjender igjen man Stort i Smaat,
Man finder vel Frænder i Norden!
Mig underligst var det røde Hav,
Slet ikke for Bølgerne røde,
Dem kiende vi grandt, men for den Stav,
Som der lagde Hjelmene øde!
Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,
Hvor Hyrderne mægted at bunde,
Mens Kæmperne sank som Stene graa,
Og ginge med Djærvhed til Grunde.
Saa ganger end Holk med Lyst i Bad,
Hvor Strøm over Skiærene bruser,
Saa kløves endnu, med Aare-Blad,
Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser!
Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus,
Kong Salomon lod det opbygge,
Det lignes vel seent med Steen og Gruus,
Enddog det er nu kun en Skygge I
Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,
At stile saa smaat, efter Haanden,
Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed,
Og taarned fuldbradt sig i Aanden!
I Grunden mig var, dog kvær jeg tav,
Naar ei jeg med Skjalden var ene,
Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav,
Med deilige Rune-Stene,
Og Paven i Rom, for sig vel god,
18 Slet ikke med Aaron at ligne:
En Ypperste-Præst af Kiød og Blod,
Som vil os med Haanden velsigne!
Med Tiden, engang, det skeer jo vist,
Men ikke ved Menneske-Hænder,
At Ternplet, hos dem, der troe paa Christ,
Haandgribelig stort sig fuldender!
Det skiønned jeg paa den høire Haand,
Hvor Christi Bedrift var aftegnet,
Thi Legeme der var født af Aand,
Om rigtig hans Æt er udregnet!
Vel Konger for ham maa bøie Knæ,
Hvem Englene tjene saa gierne,
Og plantede han paa Jord et Træ,
Maa Toppen vel naae til hans Stierne!
Ja Mage til Mand var ei paa Jord,
Og været der har han tilvisse,
Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,
Da hviled hans Aand paa min Isse,
Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,
Som lyder om Christ over Lande,
Da fødes ei den i noget Døgn,
Som finder paa Jorden det Sande!
Han rørde mig mest, i Krybben lagt,
Som Rede gav Himmelens Ørne,
Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt,
Taalmodig, med Kronen af Tjørne!
Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,
Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,
Men kun paa det Ord, at han opstod,
Som lyder fra reneste Munde:
Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,
Naar Hjertet for ham maatte briste;
Ei kiøber saa dyrt man Paradis,
Af hvem der gav Orme det Sidste!
Ei kunde for Christ de gaae i Død,
Der saae ham i Hulen begravet,
Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,
Opsteget, som Solen af Havet!

✂

Ansgar dvs. Æsger.

✂ Der var en Keiser, kiæk og bold
Han foer om Land med Herre-Skjold,
Han vandt saamangen Seier klar,
At Prisen han for alle bar!
I Spaniland, ved Ronceval,
Han Blaamænd slog i Tusind-Tal,
Og mangen vældig Hedning-Hær
Ved Bloksbjerg segned for hans Sværd!
Hvert Land, fra Elbens Mund til Rom,
Var underlagt hans Herredom,
Og, om end haard i Storm og Strid,
I Fred var han dog mild og blid!
Han gjorde Vei i vildsom Ørk,
Og tændte Lys i Hedning-Mørk;
Saa, naar han hjem fra Striden foer,
Opvoxde Kirker i hans Spor!
Han undte hver Mand Ret og Skiel,
Og boglig Konst han fremmed vel,
Ja, for at lære selv sin Bog,
Paa Thronen blev han Skole-Pog!
Carolus Magnus var det Navn,
Han længe bar til Folke-Gavn;
Det Navn i Bog kan ei døe hen,
Mens Tydskland haver Præst og Pen!
Jeg mindes grandt, som fra i Gaar,
Den Herre end fra Drenge-Aar;
Jeg saae ham i hans Keiser-Pragt,
Og tænkte: han har Guddoms-Magt,
Jeg saae hans Glands, men ei hans Støv,
Jeg saae hans Vext, men ei hans Løv,
Og sagde: det er vundet Spil,
Ham Riget hør med Æren til!
Dog snart det over Lande lød:
Carolus Magnus, han er død,
Han straaled nys af Sølv og Guld,
Nu ligger bleg han under Muld;
Af Rigerne, dem Gud ham gav,
Har Alt i Alt han kun en Grav,
Den seierrige Helt i Slag,
20 Gud naade ham paa Domme-Dag!
Det gaaer saa daglig til paa Jord:
Een sønderknuses af det Ord,
Der farer tusind Gange Ti,
Kun som et Munds-Veir, let forbi!
Mig var det Ord et Torden-Slag,
Og for mit Øre, Nat og Dag,
Det brused som en Klippe-Elv:
Græd ei for mig, græd for dig selv!
Gik med den stolte Eeg det saa,
Hvor vil det da med Sivet gaae!
Fuldsært jeg drømde da, en Nat,
At, som jeg laae, jeg døde brat,
Men fik et Legem nyt igien,
Og vandred med to store Mænd,
Mig tykdes, under Martyr-Krands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans!
Alt efter Himmelboers Skik,
Vi svæved heller end vi gik,
Og Stien, hvor man snubled ei,
Var lys, som Himlens Melke-Vei!
Med Eet blev Stien dog fuldmørk,
Og Alt omkring os ligt en Ørk,
Alt som naar Himlen, klar og feir,
Mon sortne brat i Torden-Veir!
Ei kunde Haand jeg for mig see,
Og ene stod jeg Dage tre,
Som tykdes mig vel tusind Aar,
Saa længdes Dag i Skiærsild haard,
Hvor Mulmet om mig sammenslog,
Og neppelig jeg Aande drog!
Derpaa igjen, med dobbelt Glands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans,
Og glade, som hvem Gud er med,
End fortere vi kom afsted,
I Lignelse, fra By til By,
Men dog, som det var over Sky,
Thi hvor vi skimted Folk i Flok,
Det var alt som en Stjerne-Skok,
I Folke-Ham, med Lovsangs-Røst,
Der neiede for Soel i Øst!
I Øster-Lid, hvor Soel opstaaer,
21 Vi kom til Lysets Magle-Gaard!
I Borge-Porten alt paa Rad,
De fir' og tyve Gubber sad,
Som Sancte Hans Evangelist
Henrykt i Aanden saae forvist!
Jeg siger sad, enddog hvorpaa,
Jeg ingenlunde kan forstaae,
Thi Alt var der, skiøndt legem-ligt,
Dog ei som her man finder Sligt,
Saa, med hver Farve og Gestalt,
Var Lyset dog i Grunden Alt!
Det Lys-Hav, som en Straale-Elv,
Udsprang af Morgen-Røden selv,
Saa Alt var som en Straale-Krands,
Med Regnsky-Buens Farve-Glands,
Og Skikkelser af hvert et Navn
Var Lys i Morgen-Rødens Favn,
Og hver en Skabning var fuldglad,
Saa Lys og Lov-Sang fulgdes ad!
Da randt i Hug mig Herrens Ord:
O, tænkde jeg, her Jesus boer,
Thi, i en Lignelse, det gaaer
Grandgivelig, som skrevet staaer:
Hvad Engle ei udgrandske kan,
I ham er Alt, og Alt er han!
Man her ei Soel og Maane seer,
Ei skielner Jord og Himmel meer!
Han er det Lys, med Liv og Ord,
I hvem al Fylde klarlig boer!
Han er i Alt, som Liv og Aand,
Og holder Alt dog i sin Haand!
Han føder her, og favner hist,
Thi hans er Kraften først og sidst!
Som nu jeg stod, og slirred fast
Paa Kilden til hvert Straale-Kast,
Af Herlighedens Glands udfoer
Saa dybt og sødt og klart et Ord,
Som man sig tænke kan det Bliv,
Al Verden skylder Lys og Liv;
Og Guddoms-Ordet lød: far hen!
Men kom saa hid til mig igien!
Med Suk, men dog med salig Trøst,
22 Jeg lød den klare Guddoms-Røst,
Der sendte mig fra Glædens Sal,
Dog kun som Bud, til Graadens Dal,
Ledsaget did, hvor før jeg var,
Af samme store Helgen-Par!
Ei mindste Ord af dem jeg fik,
Men dog saa ømt et Engle-Blik,
Som Moder fæste kan i Løn
Med Fryd paa sin eenbaarne Søn,
Og dette Blik, med Haabets Ord,
Var al min Trøst paa denne Jord!
Dog, tit endnu, med Gysen kold,
Jeg tænkde: Død er Syndens Sold,
Til klart det mig i Drømme blev,
At Jesus siger: Dødning! lev!
Den Drøm mig aldrig gaaer af Hu,
Fra jeg den havde, mens endnu
Jeg i det gamle Corvei, ung.
Gik Skole-Veien tør og tung!
Ved Sancte Peders Huus saa boldt,
For Peblinger jeg Skole holdt,
Og drømde, at, paa Knæ i Kveld,
Jeg bad i Døberens Capel,
Hvor det var mig en daglig Skik,
Naar Skolen til og fra jeg gik,
At hvile underveis i Løn,
Og samle Kraft i stille Bøn!
Da pludselig, mig tykdes, saae
En Jødisk Mand jeg for mig staae,
Men høi og rank og himmelskiøn,
Med Glands som den eenbaarne Søn,
Saa flux jeg knæled for hans Fod,
Som Jesus Christus for mig stod!
Stat op! saa lød hans Almagts-Ord,
Og som en Pil jeg bradt opfoer,
Men slog til Jord dog Øiet ned,
For Synet af hans Herlighed!
Da lød det mildt: bekiend dit Meen,
At, Synder, du kan vorde reen!
Ak, sagde jeg, min Daarlighed
Ei skriftes kan, som Du den veed!
Ja, Alt jeg veed, saa lød hans Svar,
23 Men skrifte skal dog aabenbar
For mig hver syndig Mand paa Jord,
Om han vil renses ved mit Ord!
Jeg lød, og hørde da: frygt ei!
Din Synde-Skyld udsletter jeg!
Som Drøm det store Syn forsvandt,
Men Trøsten, jeg i Søvne fandt,
Hvor end jeg vanked, fulgde med,
Og svigted ei paa Gravens Bredd!

✂ Dengang, til spæde Planters Ly,
Et Corvei byggedes paa Ny,
I Sachsenland, og did jeg kom
At lære Døbte Christendom;
Men snart Guds underlige Raad
Mig kaldte til en større Daad:
At være mellem Hedning-Folk
Hans Sandheds og Hans Naades Tolk,
Og der, i fyrgetyve Aar,
Jeg lærde, under bange Kaar,
At Mand i al sin Kraft er Muld,
Men Herren stærk, og tro som Guld!
Der kom en Drot fra Dane-Land,
Og blev i Mænz en christnet Mand;
Men Keiser Ludvig og hans Raad
Ei Nogen vidste, som paa Baad,
For Christi Skyld, den høie Sø
Beseile gad til Daners Øe,
At plante og at vande der
Det lille Frø blandt vilde Træ'r!
Min Abbed Vale kom da nu
Min Agt men ei min Magt i Hu,
Og sagde: jeg en Broder veed,
Som meget vist for Christus leed,
Er from i Sind, og kan sin Bog;
Men om han paa saa ]angt et Tog,
Til vilden Ørk, ad tornet Vei,
Har noksom Mod, det veed jeg ei.
Jeg kaldt da blev, og spurgt dernæst,
Om jeg vel, som en fremmed Giæst,
Var villig til, med Livets Ord,
For Christi Skyld, at gaae til Nord?
24 Mig tykdes, den ei havde Kaar,
Som troed paa, hvad skrevet staaer:
Hvo over Alt ei har mig kiær,
Og følger tro, er mig ei værd!
Thi tog jeg Korset op paa Stand,
Og loved mig til Dane-Land!
Dog, Lidet selv, end sige Stort,
Langt lettere er sagt end gjort:
Ei tykdes Martyr-Kronens Glands
Mig dyrekiøbt med Torne-Krands,
Men Kiød er Græs, thi sank jeg bradt
Til Jorden, raadvild, syg og mat,
Da paa min Svaghed stormed fast,
Som Fiende-Spot, saa Venne-Last!
Det trindt mig i hver Tone lød:
Din Stoltheds Drøm er vist nok sød,
Da saa, med sælsom Velbehag,
Du vælger mellem Nat og Dag!
Hvo grandsker ud dens christne Tro,
Som higer did, hvor Djævle boe!
Ei tolke Tunger, hvad jeg leed,
Da jeg fra Alt paa Jord mig sleed,
Og Sjælen, trods hvert Baand som brast,
Dog hængde end ved Støvet fast;
Men Vingaards-Manden, faderøm,
Ei giemde, med sin Godheds Strøm,
Den vilde, dunkle Vingaards-Krog,
Hvor bedende, med Herrens Bog,
Jeg laae, i Hu saa vaandefuld,
Og ønskede mig under Muld!
Sin Engel, i en trofast Ven,
Han sendte mig til Følgesvend,
Og knytted saa, med Hjerte-Baand,
Mit Støv til Støv i samme Aand!
Det lød alt som en Engels Røst,
Fra Ødberts fromme, ædle Bryst:
Ei ene, det forbyde Gud,
Du vandre skal af Riget ud,
Til Hedning-Ørk med bange Kaar,
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Den fromme Sjæl! Han endte snart,
I Paradis, sin Pilgrims-Fart,
25 Men dog bestandig, til min Trøst,
Det, med den samme Engle-Røst,
End toned under hvide Haar:
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Jeg vandred mangt et mødigt Fjed,
Før jeg indgik til Himlens Fred,
Og sjelden var i Nord min Sti
For Steen og hvasse Torne fri,
Saa stride Taarer faldt, med Skiel,
Paa Daners Mark og Sverrigs Fjeld!
Ja, eengang, med min Bispe-Stav,
Jeg gik som i min egen Grav,
Gik, nøgen under Jorde-Lin,
Med Aske-Been af Helgen-Skrin,
Misundende hver Skovens Fugl,
Hvert Markens Dyr, sit Hjem og Skjul!
Da brand-gul Viking-Hanen goel,
Og spotted dybt nedgangne Soel,
Som om, med Skade-Blus i Beeg,
Den gyldne Soel af Havet steeg,
Om Midje-Nat, mens Folket sov,
Og Herrens Hus blev Luens Rov!
Ja, det var Prøvelse fuldhaard,
Thi tom var Stadens Høvdings-Gaard,
Omsonst jeg efter Vaaben greeb,
Mens Pilene i Luften peeb!
For nær var Fienden, og for fjern
Al ventet Hjelp til Lande-Værn,
Og mens jeg mægted kun at flye,
Opgik i Røg min Bispe-By,
Var al min Trøst, som Trøst i Grav,
At Herren tog, hvad Herren gav,
Og hvad Han giør, er Alt til Gavn,
Saa evig prises skal Hans Navn!
Ei ene kom den store Sorg:
End Asken røg af By og Borg,
Da Rygtets Fugl, som Natte-Ravn,
Bar Tidende fra Byrkas Havn,
At rygende man skued der,
Af Christen-Blod, det grumme Sværd!
Dertil end bradt det Budskab kom,
At død var Tydsklands Keiser from,
26 Og Godset, han mig gav til Lehn,
Af Sønnen, gold som Stok og Steen,
Foræret, som et Venskabs-Pant,
Til Snogen, der sig om ham vandt!
I Nød man Venner kiende skal,
Og aldrig stort er deres Tal;
Thi vendte nu mig alle Rygg,
Som fulgde mig for Rug og Byg,
For Straale-Kys af Verdens Soel:
For Kannikdom og Bispe-Stol!
Men dog os Faa, som blev igien,
Var Herren lige fuldtro Ven,
Og der Han skabde Sang af Graad,
Da skimted jeg Hans skjulte Raad,
Og vidste, ved Hans Alter, næst,
At sætte hvem Han huged bedst!
O! hvor blev jeg dog sjæle-glad,
Da i sin Bog Han vendte Blad,
Den store Mester, viis og klog,
Der vender Alt som Blad i Bog,
Og vendte her, i Dødning-Vang,
Vort hule Suk til Fryde-Sang!
Han flytted mig fra Hamborgs Grus,
Til Bremens Gaard og Bede-Hus!
Der fik jeg meer end Bod for Meen,
Med Bispe-Stole to for een!
Der fik jeg baade Sølv og Guld,
Til Avlings-Drift i Dane-Muld!
Der axled jeg Skarlagen-Skind,
At stædes med for Konger ind,
Og i den Danske Konges Gaard
Mig timedes saa gode Kaar,
At paa mit Ord sig fast forlod
Den gamle Hedrik Eiegod,
Fordi, som Keiserens Gesandt,
Han Løgn ei paa min Læbe fandt,
Og dømde om min Herre hist,
Hvor Han gik frem, kom Svend dog sidst,
Saa Han, langt over hver hans Svend,
Var god at have til sin Ven!
Nu løftede sig, rank i Sky,
Vor Frues Hus i Hede-By,
27 Og liflig over Heden klang
Vor Frelsers Lov i Lærke-Sang!
End tit det mig i Hjerte skar,
At hvor jeg Ordet videst bar,
Der var det plat forstummet nu,
Hos Venner faa med Hedning-Gru;
Thi Gødbert, Byrkas Bispemand,
Ei giæste turde meer det Land,
Hvor han blandt Klipper laae i Bolt,
Og Frænden smagde Staalet koldt!
Gak selv! var alt det Svar, jeg fik,
Af hvem jeg bad, og selv jeg gik!
Kong Hedrik gav mig Skudsmaal godt,
Paa Reisen med til Sverrigs Drot,
Men Mod og Lykke, til den Færd,
Gav Kongen over Himlens Hær!
Han Mod mig gav, som var Hans Skik,
Mens Kiødet sov, ved Drømme-Blik:
Jeg drømde, at i Hug fuldmod
Jeg var, for hvad mig forestod,
Og mødte, med min Hjerte-Sorg,
En venlig Mand i Konge-Borg,
Som sagde: sørg du kun ei saa,
Gak til Propheten hist i Vraa!
Han kiender Stenen, som du bær,
Han siger sandt dig om din Færd,
Din gamle Abbed Adelar;
Men find ham selv, du Magten har!
Alt mange Værelser forbi,
Jeg kom til det, han throned i,
Jeg kiendte strax hans Blik igien,
Som Blikket af min gamle Ven,
Og kraftelig, foruden Bog,
Han talde saa i Bibel-Sprog:
I Øer! hører, en og hver,
Og mærker, fjerne Folke-Færd!
Ufødt, af Herren, kaldtes du,
Han kom dit skjulte Navn ihu,
Han Mund dig gav, som Klinge bold,
Hans Hænders Skygge blev dit Skjold,
Alt som en Pil, Han kaldte rar,
Han i sit Kogger skjult dig bar,
28 Og sagde: du min Tjener est,
I Hvem Jeg herliggiøres bedst!
Ved disse Ord, med fyrig Aand,
Han strakde ud sin høire Haand,
Der dog, som hindret paa sin Vei,
Velsignende mig rørde ei,
Skiøndt i det Haab, som dertil kaldt,
Jeg Oldingen til Fode faldt!
Men han blev ved, som skrevet staaer:
Nu Herrens Ord til dig udgaaer,
Du er af Moders Liv min Svend,
Til Lys og Frelsning givet hen,
Som du, for Folk i Tusind-Tal,
Til Verdens Ende være skal!
Ja, dig skal Konger stirre paa,
Og Drotterne skal bradt opstaae,
Naa de paa dig see Æren min,
For Gud at kiende Herren din!
Det Drømmen var, som Haabet gav
Mig til en liflig Vandrings-Stav;
Thi Øerne med Fryd jeg saae
I Dane-Markens Bølger blaa,
Og Verdens Ende, som man tro'r,
Bag Sverrigs Klipper, høit i Nord!
Saa ankred da, med Haab i Stavn,
Frimodig jeg i Byrkas Havn,
Og grunded Kirken der paa Ny,
Skiøndt alle Munde bad mig flye,
Fordi, paa Uplands-Thing, en Skalk
Nys havde, med en Djævle-Kalk,
Forvirret alle Hjerner saa,
At Løgnen fast de troed paa!
Den Løgner hilsde, snedig nok,
Fra Landets gamle Gude-Flok,
At, skiøndt de end var ei saa graa,
De kunde Alt jo forestaae,
Saa dog, da nu vel Mange fandt,
De trængde til lidt Nyt iblandt,
De Gammel-Erik bød en Plads
I deres himmelske Palads,
Og meende, det var nok saa godt,
At knæle for sin egen Drot,
29 Som, paa et fiendtligt Herre-Bud,
At ære mest en fremmed Gud!
Det tykdes Folk en Ære-Skiænk,
Og Erik kom paa Gude-Bænk,
Og mine Venner raabte: giv
Alt hvad du haver for dit Liv!
Nei, var mit Svar, slet kom jeg hid,
Om for mit Liv jeg gav en Hvid,
Og vilde for min Herre god
Ei gierne vove Liv og Blod!
Kong Oluf, saa hedd Sverrigs Drot,
Mit Ærinde alt vidste godt,
Af Kongens Bud fra Dane-Land,
Som tro mig fulgde over Strand,
Og hilsde fra Kong Hedrik god,
Det var ham kiært, om Oluf lod
Mig prædike, med frit Forlov,
I Sverrig, som i Dane-Skov!
Alt hvad jeg havde, Smukt og Rart,
Jeg ogsaa holdt for ham uspart,
Men Kongens Svar gik derpaa ud:
Han havde Intet mod min Gud,
Men da hin Vold mod Bisp og Klerk
Var Kongens ei, men Folkets Værk,
Saa kom og nu paa Menig-Mand,
Og paa Lod-Kastning, Alting an.
Da bad jeg til min Trøst i Nød,
Som styrer Lodderne i Skiød,
Som vender Strøm i Tanke-Sund,
Og lægger Ord i Folke-Mund!
Forgiæves ei til Ham jeg bad,
Thi snart jeg hørde, sjæle-glad:
Lodkastningen i Guders Navn
Faldt ud til Christendommens Gavn,
Og Bonde-Thingets Oldermand
Udbrød: det aldrig skade kan,
Af Godt at have Skieppen fuld,
Og een Gud til, som er os huld;
Thi, blev usaattes vi engang
Med Guderne af gammel Rang,
Saa havde vi i Krist en Ny,
Til hvem om Hjelp vi kunde tye,
30 Og det en Ny, som har det Lov,
At naar tit andre Guder sov:
I Havs-Nød og al Vaande stor,
Da hjelper han for gode Ord!
Saa blev det da i Loven sat,
At Christendom var frit tilladt,
Og Byrka før jeg ei forlod,
End Kirken alt i Bygning stod,
Og eied Gaard og Grund i By,
Med Eribert til Biskop ny!
Dog, først i Himlen faae vi Ro,
End skulde prøves haardt min Tro:
Sig reiste En af Konge-Blod
Mod Danmarks Hedrik Eiegod,
Og fik, af Vikinger paa Hav,
Saa frygteligt et Følgeskab,
At skiøndt, i Land, hvor Slaget stod,
Der kæmpedes med Løve-Mod,
For Kongens Liv og Rigets Vel,
Saa havde Fienden dog det Held,
At i det Blod-Bad reves hen
Kong Hedrik og hans gode Mænd;
Og Rigets Arving, Hedrik Barn,
Han faldt i slemme Skalkes Garn,
Som idelig ham foreholdt,
At Christendommen havde voldt,
Med Guders Vrede, Himlens Straf,
Som Danmark følde Vægten af!
Nu laasedes da Kirke-Dør,
Hvor den stod vidt paa Gavlen før,
Thi Huge Jarl i Hede-By
Var Høvedsmand for Troppen ny,
Som skaffe vilde Landet Ro,
Ved Daare-Strid mod Sandheds-Tro,
Og som han Laas for Kirken slog,
Saa Præsten han af Landet jog!
Da klagede jeg Kirkens Nød
For Kongen, som den grunde bød,
For Ham, der taler, saa det skeer,
Og Fiende-Skaren høit beleer!
Han hørde mig, og førend jeg
Til Dane-Drotten kom paa min Vei,
31 Mig giæsted alt hans Sende-Bud,
Med Virak for de Christnes Gud!
Igien fik Hedeby sin Præst,
Ja, en fik Ribe snart dernæst,
Og, hvad man aldrig saae tilforn,
Nu Kirken fik et Klokke-Taarn,
Saa kimes kunde høit i Sky
Med Glædes-Kald fra By til By!
For Huge Jarl ei Nogen skjalv,
Han fredløs blev, saa halv om halv:
Uddreves bradt af Hedeby,
Og skulde Kongens Øine flye!
Men Borkar Jarl, den Dannemand,
Kun reddet, som af Ild en Brand,
Da, af det gode Hjertes Børn,
Der gjordes Bradd til Ulv og Ørn,
Han atter, som det faldt sig bedst,
Kom til at stande Kongen næst,
Og aldrig meer en Avinds-Mand
Brød Kirke-Fred i Dane-Land,
Saa jeg hensov i saligt Haab,
Om Grøde efter Dane-Daab!
Ja, med det Haab, som Herren gav
Den første Bisp, hvis Hyrde-Stav
Berørde Danmarks Grændse-Skiel,
Med Ebbes Haab om sjeldent Held;
Thi Fyr og Flamme var den Mand
For Plantelsen i Dane-Land,
Og raabde, end fra Gravens Bredd,
Til mig Modfaldne: vær ei rædd!
Hvad Fæste fik i Jord saa god,
Det rykkes aldrig op med Rod,
Og sank end baade Bul og Top,
Af Stubben groe igien de op,
Og i det sidste Hjerte-Skud
Der ruges Fugle-Unger ud,
Som bære sjungende i Favn
Til Verdens Ende Herrens Navn!
Det var hans Spaadom, og mit Haab,
Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab
Om Kronen prud, jeg stirred paa,
Til Øiet brast i dunkle Vraa!
32 O, søde Guddoms-Røst: far hen I
Og kom saa hid til mig igien!
Du misted da vel, ved min Synd,
I Tidens Løb din halve Fynd,
Saa rødmende jeg skal indgaae
Til meget Mindre end jeg saae!
Dog, Jesus! Herre! i din Haand
Befaler evig jeg min Aand!!

✂

Rimbert.

✂ Saae I Faders Helte-Daad?
Hørde I hans Helgen-Graad?
Nei, hans Skygge saae I kun,
Under Bjeffe-Lyd af Hund!
Det var ikkun Gud og Faa,
Som lyslevende ham saae!
Faa kun og med Gud det veed,
Hvad han taalde, hvor han streed!
Ved forunderlige Lyn,
Stærke var hans Drømme-Syn:
Han engang i Drømme saae
Herren under Svøben staae,
Gav for Romer-Knegtes Riis
Gladelig sin Rygg til Priis,
Kunde dog, ved rank at staae,
Herren knap til Hærde naae!
Visselig, det var hans Agt,
Saa han stræbde, af al Magt,
Som den bedste Svend paa Jord,
Tro at følge Herrens Spor,
Trodsed Svøber, Kors og Sværd,
For at staae sin Herre nær!
33 Derfor, skiøndt med Isse graa
Han afblegedes paa Straa,
Sikkert straale Kinder hans
Nu i Martyr-Kronens Glands!
Priser da, I Nordens Folk,
Naade-Ordets høie Tolk,
Tordneren mod syndig Trods,
Barnet mellem Folk som os,
Gnieren paa Vand og Brød,
Ødeland paa Folk i Nød,
Som en Kvinde nem i Graad,
Som en Viismand snild i Raad,
Som en Klippe, hvor det gjaldt,
Som en Christen, fremfor Alt!
O, det fromme Helgen-Barn!
Han ei faldt i Hovmods Garn:
Jærtegn saae vi i hans Daad,
Helgen-Fromhed i hans Graad;
Men blev Talen om, hvad Stort
Herren havde ved ham gjort,
Da vi saae et Engle-Smil,
Naar han svared os med Iil:
Veed I, hvilket Jærtegn stort
Gud end ei ved mig har gjort,
Beder Ham da kiønt derom,
Saa jeg vorder god og from!
Naar han opstaaer af sin Grav,
Med de Mange, Gud ham gav;
Gid blandt Daner vi da maae
Engle-Smilet, som vi saae,
Kiende gladelig igien,
Hvor det lyder: gode Svend!
Over Lidet var du tro,
Nyd dit Meget nu i Ro!
Gak nu, uden Sorg i Sind,
Til din Herres Glæde ind!

✂

Christi Kirke.
(til Dana.)

✂ Dronning over Vide-Slet:
Marken med de fagre Høie,
Find din Krones Byrde let!
Trøst dig over Tidens Møie!
Dybt i Dane-Kongens Favn
Hilset vær i Jesu Navn!

✂ Meget kan jeg lignes ved,
Jordisk talt, som Himmerige,
Som en Fattig med Guds Fred,
Som Guds Hus og Himmel-Stige,
Ja, som den, Han haver kiær,
Hvem alt Sandt er lige nær!

✂ Øiet seer mig først paa Jord,
Som et Hus med høie Gavle,
Der omhvælver, paa Guds Ord,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Pegende med Gylden-Spir,
Paa den deiligste Saphir!

✂ I min Kraft, i Herrens Navn,
Er jeg ved en Mand at ligne,
Som har Bod for alle Savn,
Kan oplive og velsigne,
Kan ledsage i Hans Fjed,
Som er Præst af Evighed!

✂ I min dybe Hjerte-Rod,
Ligner jeg dog mest en Kvinde,
Som har smagt, at Gud er god,
Føler, hun er Hans Veninde,
Der af Paradis gik ud,
For at fæste sig en Brud!

✂ Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne,
Kan mit Fædre-Land kun naae,
Over Bølge-Skyer blaa!

35

✂ Aabenbar, som Lys og Dag,
Saa jeg vandret har paa Kloden,
Siden Soel med Velbehag
Speiled sig i Jordans-Floden,
Hvor sin Rede, bygt fuldgrandt,
Duen fra Guds Eden fandt!

✂ Paa den store Pindse-Fest,
Ved hvis Ild jeg altid sjunger,
Fik jeg, som al Jordens Giæst,
Mange Fødder, alle Tunger,
Bruger dem, til, ene tallt,
Gud skal være Alt i Alt!

✂ Eens til alle Folke-Færd,
Raaber jeg, med deres Tunger:
Livets Brød kom eder nær,
Tager, stiller Sjælens Hunger!
Vender om til Gud, og troer
Kiærlighedens dybe Ord!

✂ Faderen saa høit i Løn,
Elsked de forlorne Trælle,
At Han sin eenbaarne Søn
Deres Brøde lod undgiælde;
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Sønnen selv mig saa har lært!

✂ Sønnen selv nedsteg til Jord,
Fødtes, lærde, leed og døde,
Ja, til Nattens Hjem nedfoer
Evighedens Morgen-Røde,
Stod igjen, som Soel af Hav,
Straalende dog op af Grav!

✂ Dermed dyrt han har fortjent
Sine Venner Glands og Glæde,
I hans Navn er jeg udsendt,
Dem at samle om hans Sæde,
Til hans Fylde, med hans Aand,
Ved hans Faders høire Haand!

36

✂ Kommer da, i Jesu Navn,
Om Guds Venner I vil være!
Troer, at til Glædens Havn
Daabens Ark kan eder bære,
Trods Synd-Floden, som med Gny
Rager brusende i Sky!

✂ Troer det, paa Jesu Ord,
At, skiøndt Støvets Øie brister,
Hjertet dog ved Herrens Bord
Faaer et Liv, det aldrig mister!
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Evigt Liv er Alting værdt!

✂ Saa jeg raabde, hvor jeg kom,
Hvor jeg stod, om end paa Gløder,
Saa jeg Daab og Christendom
Bar til Græker, som til Jøder,
Saa, til Liv og Død, paa Jord
Førde rundt jeg Korsets Ord!

✂ Alt som Herren, trindt paa Jord,
Raabde jeg, blandt alle Slægter:
Troer ubeseet Guds Ord!
Lykkelig er hvo det mægter!
Dog enhver, som det attraaer,
Troen og i Hænde faaer.

✂ Hvor jeg vandred, i hver Egn,
Mine Spor end staae paa Tue!
Saae end før I store Tegn,
Større kan hos mig I skue:
Stumme sang, da Blinde saae
Dødninger af Grav opstaae!

✂ Dronning over Dane-Mark:
Sletten med de gamle Høie!
Ogsaa dig jeg bød min Ark,
Til den døde Sø at pløie!
Som din Giæst, jeg glad dig bød
Livets himmelfaldne Brød!

37

✂ Ingensteds, paa lange Tog,
Saae jeg Korsets Banner flagre,
Yndelig som Dannebrog,
Over Plov paa vaade Agre,
Hvor i Svane-Vangen laae
Marken, lukt med Bølgen blaa!

✂ I den mørke Hedning-Tid,
Før jeg kom med Morgen-Røden,
Vel du segned i hver Strid,
For din Arve-Fiende: Døden,
Leved dog, med Blomster-Kaar,
Altid op i lune Vaar!

✂ Skjold-Mø var dit gamle Navn,
Som du med det Ny skal bære,
Naar du, i den høie Stavn,
Toner Seiers-Flag med Ære,
Kaldt af Ham en Daatter bold,
Som er baade Soel og Skjold!

✂ I den gamle Kæmpe-Old,
Skjold-Mø prud i Borge-Stue!
Var en Urte-Kost dit Skjold,
Og dit Lys en Arne-Lue,
Var dit Værn mod Dødens Harm
Blomster-Haab i Engjords-Barm!

✂ Derfor prægtigst man dig saae,
Som Bryst-Billed over Mulde,
Under Havfru-Kaaben blaa,
Med et Bøge-Skjold mod Kulde,
Og, trods Vinter-Fuglen, varm,
Med en Blomster-Kost i Barm!

✂ Haabets Blomster, dem du fandt
Under Paradisets Giærde,
Sukkende du sammenbandt,
Under Sang af Kæmpe-Sværde
Om et evigt Helte-Navn:
Mande-Bod for Hjerte-Savn!

38

✂ Derfor ingen Rydde-Jord,
Selv ei efter Skov af Skjalde,
Fandt det store Livets Ord,
Som var bedre i at falde,
Knap en Mark paa Jordens Bold,
Hvor det bar saamange Fold!

✂ Giødet blev ei her med Blod,
Marken ei med Sværde pløiet,
Meget har, med Haand og Fod,
I din Tjørne-Lund jeg døiet,
Aldrig bedre dog min Plov
Gik, end her i Norden-Skov!

✂ Seen var Marken at besaae,
Sene-Græsset ondt at dæmpe,
Seent maa Alt fra Haanden gaae,
Hvor alt Godt maa skee med Læmpe:
Seent men sødt i Dane-Vang
Lyder Nattergalens Sang!

✂ Ei med Øxe-Blad paa Rod
Bøied her sig Bøge-Stammen,
I dens Ly tvegrødet stod
Rug og Klinte blandet sammen;
Er end svart det at forstaae,
Høstens Herre vil det saa!

✂ Som en Giæst i Kongens Gaard,
Kom jeg til de Lande-Mærker1,
Hvor jeg nu i tusind Aar
Øved Lysets Kæmpe-Værker,
I Hans Navn, hvis Straale-Krands
Er kun Livets Krone-Glands!

✂ Her kun trued Træ, ei Staal,
Torne kun, ei Ulve-Tænder;
Tændtes her et Vidne-Baal,
Var det kun med Vidners Hænder,
Som for Ham, de bygged paa,
Turde godt i Ilden gaae!

*1 Grundtekstens Lunde-Mærker er en Trykfejl. 39

✂ Tit jeg vel har truet med,
Tjørne-Lunden Rygg at vende,
Aldrig dog, ved grønne Bredd,
Kunde jeg det naae og nænne,
Altid Nattergalen sang:
Seent men sødt i Dane-Vang!

✂ Gik jeg bort en liden Stund,
Det var kun til Malurt-Haven,
Galge-Bakken, og den Lund,
Hvor mig favned Klippe-Graven;
Det var kun en Kæmpe-Gang,
Under Muld, for Dane-Vang!

✂ Saa fuldende i Hans Spor,
I Hvis Navn jeg Alting øver,
Maatte jeg ensteds i Nord,
Mellem Hjerte-Folk og Løver:
Hist paa Korset randt mit Blod,
Her jeg mig begrave lod!

✂ Her jeg laae i Klippe-Skiød,
Jordeklædt med Venne-Hænder,
Om end Udgang mig forbød
Fiende-Sværd ved Romer-Lænder!
Dog, har Venner ret man kiær,
Ændser lidt man Fiende-Sværd!

✂ Den, som trodsed Korsets Skam,
Gik for Vennerne i Døden,
Hvo kan vel forhindre ham,
Fra at trøste dem i Nøden,
Fra at vende, ved en Gang,
Deres Graad til Fryde-Sang!

✂ Derfor, Dronning! jeg opstod,
Trods de skarpe Romer-Sværde,
Ingen af dem havde Mod
Til at klappe mig om Hærde,
Ingen af dem havde Valg,
Alle smukt de blev i Balg!

40

✂ Saa hilsæl, du Dronning god!
Smil nu ad de Dødes Rige!
Selv du seer, at jeg opstod,
Hvad end Verdens Præster sige;
Tvivler Nogen i din Gaard,
Til hver Haand har jeg et Saar!

✂ Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at, som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne;
Kan mit Fædreland kun naae
Over Bølge-Skyer blaa!

✂ Derfor staaer jeg som en Giæst,
Kommet fra de Dødes Rige,
Hvor Beskeed man lærer bedst,
Om hvad Liv og Død vil sige!
Saa det glade Budskab bar
Aarle jeg dig med Ansgar!

✂ Altid kiender man mig bedst,
Naar i Dagningen det kimer,
Til en hellig Glædes-Fest,
Som med Verden ei sig rimer,
Holdes kun, hvor Tro og Haab
Juble over Barne-Daab!

✂ Verden mod det sære Kluk
Døver sig da kiækt og gierne,
Men naar da, med Hjerte-Suk,
Pilegrimme fra det Fjerne
Samles fromt ved Herrens Bord,
Synligst da jeg er paa Jord!

✂ Saa engang fra Hedeby,
Tusind Aar før disse Dage,
Kimed sødt det under Sky,
Da Kong Harald, vendt tilbage,
Sad paa Haand en fremmed Fugl,
Sang med Pindse-Røst om Jul!

41

✂ Saa det kimer under Sky,
Atter over Dane-Vange,
Her som hist fra Hedeby,
Giennem Danske Minde-Sange;
Folket, som en fremmed Giæst,
Kalder jeg til Jubel-Fest!

✂ Verden spørger med et Smil:
Hvad er her at juble over?
Kirken efter gammel Stil,
Hvori Folket tro'r og sover,
Kirken med sin Munke-Præst,
Holder den nu Jubel-Fest!

✂ Selv i Upsala og Lund,
Trods de stolte Bauta-Stene,
Mindet har dog ingen Mund,
Danmark juble maa alene!
Taus, Ansgar! er, som din Grav,
Krogen med din Bispe-Stav!

✂ Dumhed er, paa Verdens Sprog,
Hvad der tækkes ikkun Daner,
Galskab, hvad i Dane-Krog
Viger af fra Verdens Vaner,
Kun i Sværmer-Bogen staaer
Tegn ved Kirkens Tusind-Aar!

✂ Det er, hvad jeg, som en Giæst
Fra de døde Aanders Rige,
Veed, at om min Jubel-Fest
Alle Munde der vil sige,
Saa dens Priis, i hver en Egn,
Vorder Livets Kiende-Tegn!

✂ At af Døde jeg opstod,
I en Paaske-Morgenrøde,
Visselig er Grund fuldgod
Til, at Pindse-Tunger gløde!
Men ei Grund til Jubel der,
Hvor kun Døden man har kiær.

42

✂ Hvo som Aanden slog ihjel,
For dens Navn og Gods at arve,
Hvo som, skiøndt al Verdens Træl,
Blænder Folk med Friheds-Farve,
Hyle maa, naar Liv og Aand
Sønderrive Dødens Baand!

✂ Hade maa mit Jubel-Aar,
Hvo der veed, som hver en Pave,
At han er, naar Aand opstaaer,
Kun en Orm i Bogstav-Grave,
Og har dog, med Støv i Mund,
Sat sin Stol paa Aandens Grund!

✂ At mit Klippe-Fængsel brast,
Det skal blege Munde sige,
Saa det, bradt og vidnesfast,
Spørges til de Dødes Rige;
Men før Dødning-Folket tro'r,
Det afsværger selv sit Ord!

✂ Vel, naar med det Torden-Ord
Vidnerne for Raadet komme,
Grues lønlig trindt om Bord
For den Stærkes Straffe-Domme,
Dog om mig det lyde maa,
Som om Ham, jeg venter paa:

✂ Liden Løgn er Pligt i Nød,
Har sig selv han overlevet,
Er han jo saagodtsom død,
Siger kun, som der staaer skrevet:
Hans Opstandelse er Pral,
Han af Graven sig kun stjal!

✂ Saa skal, i de Dødes Land,
Sagnet gaae for rede Penge,
Og dets Gienlyd over Strand
Selv i Norden have Giænge,
Saa jeg kiendes allerbedst
Paa den Danske Jubel-Fest!

43

✂ Saa, til Trods for Verdens Dom,
Og al Spot af døde Franker,
Med Ansgarius jeg kom,
Hid, hvor Nordens Hjerte banker,
Saa jeg her, med Aasyn klart,
Vandrer til min Himmel-Fart!

✂ Død for Verden, som mig saae,
Kun i hvad den har korsfæstet,
Lever skjult jeg i den Vraa,
Jeg nu anden Gang har giæstet,
Synlig, baade fjern og nær,
Kun for dem, mig have kiær!

✂ Dog paa mine dybe Spor,
Langs ad Jordens Kirke-Stræde,
Som paa Kraften af mit Ord,
Og paa mine Venners Glæde,
Kiendeligst jeg netop nu
Er til mine Fienders Gru!

✂ Hæv dig, Skjold-Mø prud, af Muld!
Thron i Lund paa mine Vegne!
Alt mit Sølv og alt mit Guld
Du for Verden dig tilegne!
Tag det kiærlig, brug det frit!
Alt hvad mit er, det er Dit!

✂ Dronning over Vide-Slet:
Marken med de grønne Høie!
Blomster-Krands er Krone let,
Stakket Vinter-Dagens Møie,
Liflig er din Aften rød,
Evig er din Hvile sød!

✂ Bøge-Lund i Dane-Vang
Hvælve sig med Løvsals-Bue!
Tusind Fugles Aften-Sang
Stige fra dens Blomster-Tue,
Dale, Dronning, og med Lyst
Bølge om dit Skjoldmø-Bryst!

44

✂ Naar da, som en Himmel-Brud,
Klarlig du mit Hjerte ligner,
Som en Præst, i Herren prud,
Aandelig jeg dig velsigner,
Til, med Evighedens Ny,
Kongen dages høit i Sky!

✂ Tone skal det da paa Straa,
Som i Borg og Blomster-Enge:
Nu med Bølgen himmelblaa,
Danmark, deiligst Vang og Vænge!
Lukkes du af Kongen bold,
Som er baade Soel og Skjold!

✂

✂ Vise vilde jeg ret soleklart, at Danmark høilig trænger., og har alt længe trængt til Religions-Frihed, men at de, som dybest skulde følt denne Trang, slet ikke har villet vide deraf at sige, men meget mere stræbt at berøve Frederik den Tredies Troes-Forvandte den Religions-Frihed, Grund-Loven hjemler dem1; men dette kan umuelig skee, uden at det Hele maa antage Form af et historisk Nød-Værge, der ei kan være alle Vedkommende2 kjært. Sagtens regnede man paa, at jeg, under Processen, ei havde Sind til at forsvare mig, og Regningen var saa rigtig, at kun et offenligt Angreb fra en Side jeg mindst maatte ventet det, afnødte mig mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, hvorpaa jeg vel forgjæves venter Svar. Sagtens har man ogsaa meent, at naar min Pen først kom under Politiets specielle Opsyn, da var den død og magtesløs, men deri, haaber jeg, man har forregnet sig; thi vel kan der være megen Tvivl om, hvorvidt, selv efter Trykke-Forordningen, Politi-Censur er anvendelig ved private Søgs-Maal, men ingenTvivl om, at jeg maa ansee dens Anvendelse paa mig for en blot Formalitet, saa vist, som *1 Oprindelig stod der i Manuskriptet: »stræbt at berøve mig den Frihed, Lovene hjemler mig og alle Frederik den Tredies Troes-Forvandte«. *2 Haandskriftet har her: »der neppe vil være Vedkommende«. 98 den ei skal undertrykke Andet, end hvad der, uden sømmelig Ærbødighed, skrives imod Staten. Og sandelig, hvor mageløs liberal Staten hos os er mod hvad der angriber dens Kirke-Væsen, det kunde aldrig klarere vise sig, end i den Sag, jeg juridisk har tabt, men historisk skal vinde; thi hvormeget Engeland end brammer af sin Skrive-Frihed, vilde det dog kommet en theologisk Professor i Oxford eller Cambridge dyrt at staae, hvis han, under sit Navn1, havde udladt sig blot halv saa frit om Stats-Religionen, og om den engelske Kirkes Forhold til Staten, som Professor Clausen, i sin bekjendte Bog, har udladt sig mod Stats-Religionen og Kirke-Forfatningen i Danmark. Visselig, havde han gjort noget Saadant i det frie Engeland, og havde han end aabenbar havt hele Oppositionen og hemmelig det halve Ministerium for sig, Lord-Cantsleren vilde dog væddet sit graa Hoved paa, at han ei Aaret om kunde beholde sit Catheder, og jeg tænker, han havde vundet sit VæddemaaL Skulde det da vel være mig formeent, som tabde mit, ja som tabde meer end det, ved i Grunden ikke at tale nær saa ilde om Professoren, som han havde talt om den Stats-Kirke, jeg satte en Ære i at tilhøre, og fandt mig kaldet til efter Evne at forsvare; skulde det være mig formeent at sige: den Læmpelighed var udentvivl for stor, om jeg end derved ingen Ulæmpe havde fristet!

✂ Dog, jeg tilstaaer det, jeg turde ingen Slutning gjøre fra hvad der vederfores Professoren, til hvad der kunde vederfares en stakkels pastor emeritus, dersom det ikke var min og hele Danmarks Lykke, at have en Konge, som Frederik den Sjette; men havde vi ikke havt en saadan Konge af Guds Naade, da havde jeg vist heller aldrig lært at kjende de Farer der kan true, de Uheld der kan .møde Præster i vor Stats-Kirke, saa de kunde blive Tremarks-Mænd, uden at vide Andet, end at de blot havde gjort deres Skyldighed; nei, da havde jeg vist været saa vel fornøiet med at kjende lidt til Faderen, at jeg aldrig havde lært at kjende Sønnen. Kun fordi jeg ikke turde vente, hvor langt jeg end vilde reise, at finde en Konge, det saaledes var min Lyst at tjene, og fordi det var mit poetiske Haab, at en saadan Konges Alderdom sikkert vilde velsignes med en gylden Høst, efter Sæden, det var Hans Ungdoms høie Kald og kongelige Lyst at udstrøe paa Marken, derfor ene har jeg fundet Mod og Kraft til at kæmpe den kjedsommelige, seipinende *1 Hskr. tilføjer: »i et offenligt Skrift«, 99 Kamp, og til Bærmen udtømme den Kalk, der blev mig tidlig iskjænket

✂ Naar alle Elementer i en med sig selv stridende Stats-Kirke synes at forbinde sig mod een Capelians borgerlige Person, som ovenikjøbet har, vel Grund-Loven, Danske Lov og Embeds-Eden for sig, men den herskende Exeges over alle Love og Eder imod sig, da kunde jeg ikke med god Samvittighed prise en Konges Klogskab, som ei lod Capellanen, han være saa personel eller residerende, borgerlig falde, efter Omstændighederne, ned af Stolen eller ud af Kirken1, jeg maatte ei prise Kongens Klogskab i dette Tilfælde, hvis Han endnu vilde holde paa Capellanen, hvad Han saa end ellers tænkde om ham, maatte det ei, om saa end Kongen var Frederik den Sjette, som det er tungt for en tro Undersaat at slippes af, og om jeg end selv var Capellanen, og havde altsaa ondt ved at see, det var nødvendigt, hvad der for mig var hardtad tilintetgjørende. Men det skal man agte, og det skal man takke sin Gud for, naar man har En, og, hvis man Ingen har, dog prise ei sin egen gode Forstand, men sin og Danmarks Lykke for, at Kong Frederik den Sjette ei forkaster nogen tro Tjener, om Han end for Øieblikket kun synes at være daarlig tjent med ham, og derfor blev heller hverken den personelle eller den residerende Capellan i mig borgerlig styrtet, men lod sig selv falde, som enhver tro Tjener bør, naar han seer, det gjør kun Uro til ingen Nytte, og til en daarlig, forfængelig Ære, at staae hardt imod. Men man skal ogsaa agte, at kun i en saadan Konges Tjeneste kan en christelig Præst forsvare det for Kongernes Konge, og for den christelige Menighed, til hvilken han som Sjæle-Sørger er viet med et ubrødeligt Baand, ei at staae imod til sidste Blods-Draabe, kun i en saadan Konges Tjeneste har jeg kunnet forsvare to Gange at suspendere mig selv fra Embedets Gjerning, kun i en saadan Konges Tjeneste, om Hvem mit Hjerte og min [e] Barndoms-Minder af Folke-Jubelen over den mageløse Kron-Prinds, lige fra Begyndelsen sagde mig, hvad Erfaringen saa klarlig har stadfæstet, at hverken min Mund ei heller min Pen, som gjorde gierne det Lidet de mægtede, efter bedste Skjøn, til Kongens Ære og Landets Vel, ingen af dem vilde Majestæten binde, og aldrig vilde Han taale, at jeg skulde hindres fra at forsvare mig, med den samme sømmelige, dybe Ærbødighed, og med den samme *1 Opr. »Embedet«. 100 mandige Frimodighed, med hvilken denne Konge saa gjerne seer, at Hans Tjenere, ja at alle Hans Undersaatter, som have Noget at sige, fremtræde for Hans Kongelige Aasyn, og skrifte Sandhed, om hvad, og om hvem det saa er! Derfor vil jeg skrive frimodig, nu som før, skrive, som jeg vilde tale for Majestæten, naar det var mit Kald, naar det kunde sømme sig for en Tjener saa borgerlig ringe, ja borgerlig hardtad død og magtesløs, at bede allerunderdanigst om Majestætens allernaadigste Opmærksomhed for saa lang en Tale, sømme sig paa anden Vei end paa denne Publicitetens Konge-Vei, som det var aldrig Majestætens Villie at spærre, men tvertimod at holde ryddelig for hvad der havde modent Ærinde, det være sig til Hove, til Kirke, til Skole, eller hvortil det end var, og jeg er nu, som altid, sikker paa, at der er ingen Magt i Danmark, hvad Navn den saa end fører, der kan undertrykke, hvad jeg vil være bekjendt at skrive under mit bekjendte Navn, uden at Majestæten Selv, før eller siden, vil vide og vil see, hvad det var.

✂ Det faaer de da vel finde sig i, min kirkelige Fritalenheds mange Uvenner, baade hemmelige og aabenbare, at om de end have den Fornøielse at see Døds-Tegnet over min Skrift, naae de det dog aldrig at see Livs-Tegnene udslettede deraf, men turde maaskee finde, at jeg var aldrig mere levende, end da man udraabde min Død i Aviser, nødes dog vel engang til at lære, hvad der maa trykkes i Danmark!

✂ Endnu er jeg knyttet ved min Embeds-Eed til den Danske Stats-Kirke, og skal betænke dens Tarv, endnu er jeg Kongens lønnede Tjener til at arbeide paa Danmarks Historie, og bedre kan jeg, for Øieblikket, neppe vise, jeg mindes begge Dele, end ved at lade trykke en saadan historisk Prædiken som følgende, om sand Religions-Frihed og sunde Rets-Principer, en Prædiken, der, hvis den ei blev læst af Fleer end min nærmeste Censor, maatte blive det Sidste, jeg skrev til at trykkes, end sige da til at undertrykkes i Danmark.

✂

✂ At ogsaa vi Danske var Hedninger, før vi blev Christne, at Hedninger er ogsaa Mennesker, og at det er meget bedre at være en ærlig Hedning end en falsk Christen, det er lutter Ting, som høre til Børne-Lærdommen i vore Dage, og vi christelige Skrift-Kloge i Manddoms-Alderen fristes allermindst til at glemme det, da vi hardtad alle, hvad vi saa end var i vor 101 Opvæxt, dog i vor første Ungdom nok selv har været Hedninger, og, vil ingen Anden være det bekjendt, saa vil dog jeg; thi det er sandt: trods saa christelig en Opdragelse og Oplysning, som den vel fandtes i Danmark, ved Slutningen af det attende Aarhundrede, traadte jeg dog ind i det Nittende som en Hedning, og gjorde ingen Hemmelighed deraf for nogen Jævn-Aldrende, fandt ikke heller stort Andet end det samme Hedenskab hos dem, og kunde aldrig opdage, at de theologiske Professorer var bedrøvede derover1, men syndes meget mere, at Alt hvad de sagde bestyrkede os deri, skjøndt kun Gud og deres egen Samvittighed kan sige, om det var deres Hensigt; thi, i det Hele taget, toges Velanstændighed i Agt, saa hverken Dogmatiken eller Exegesen, som dengang herskede2, kunde med nogen Ret siges at ligge i aabenbar3 Feide med nogen af de christelige Troes-Artikler, eller nogen af de evangeliske Beretninger. Ligesaa lidt, eller endnu mindre, var der dengang hos de danske Theologer mindste Tale om, at man havde Lov til at forstaae Præste-Eden som man selv vilde, at man havde Lov til at lave sig selv Noget, man kaldte Protestantisme, og paanøde den Danske Stats-Kirke, eller at Kongen ingen Ret havde til at befale i den, eller til at tage noget Løfte af de Lærere Han beskikkede og lønnede, om en vis bestemt Lærdom, de ufravigelig skulde følge.

✂ Jeg veed altsaa, af egen Erfaring, baade hvad det er at være Hedning, hvad det er at være Christen, og hvad det var for en fri Theologi, hvormed den Danske Regjering saae igjennem Fingre, jeg har beviist, at jeg kan skrive danske Bøger, hvis Ord og Tanker jeg tør forsvare mod alle Danmarks Theologer, mundtlig eller skriftlig, som dem behager, og jeg maa da vel sagtens have lært at læse og forstaae en Bog paa Dansk af en sprænglærd ung Professor, som endnu bogstavelig var Skole-Dreng, da hans Fader ikke fandt det under sin Værdighed at disputere med den theologiske Candidat, der havde skrevet om Religion og Liturgi, og derved kundgjort en Tro paa den christelige Aabenbaring, som ei vilde rime sig med hvad man dengang forgudede og kaldte Fornuft. Det bliver i Aar alt tyve Aar siden, og derfor maae hverken Præster eller Superintendenter fortælle mig, enten at der staaer kun det Samme i Professor Clausens Bog, som i Hyrde-Brevet af 1817, og hvad *1 Opr. »havde nogen Mishag deri«. *2 Hskr. » foredroges«. *3 Hskr. »aaben«. 102 Andet af danske theologiske Professor-Bøger1 før den Tid, man vil nævne mig2, eller at det er mig, som enten med Theologisk Maanedsskrift eller med Kirkens Gjenmæle har brudt Fred og stiftet Uro i den Danske Stats-Kirke, eller at det var tilpas, at den unge Professor, istedenfor at forsvare sig mod den ældre Videnskabs-Mand, Præst og Skribent, kun stævnede ham som Injuriant, fik ham dømt for sin Stil, og sat under Censur! Sligt maa ingen geistlig Embeds-Mand, og ingen Videnskabs-Mand i Danmark fortælle mig, uden de vil bøde derfor i den Danske Kirkes og Literaturs Historie, saalænge deres og mit Navn, som jeg uden al Stolthed kan sammenføie, saalænge de ihukommes, de maae det ikke; thi de kan ikke forsvare det for Historiens Dom-Stol, de kan ikke, uden at have de fuldgyldigste Vidner imod sig, nægte hvad jeg her har sagt, og hvad jeg fremdeles vil sige om Krig og Fred, om Splid og Enighed i den Danske Stats-Kirke, og om mit Forhold til Professor Clausen.

✂ Det er vist nok sandt, at Christendommen i ingen af de nuværende Stater er indført saa fredelig og apostolisk, som i Danmark, hvis Historie melder os, at Den, selv med Kongen til sin Tals-Mand, kun stræbde at overtale, ei at undertvinge Lands-Folket, og det er aldeles min Mening, at Danmark allerede herved er indviet til Religions-Frihedens hellige Land, hvor Troen og Sammes Bekjendelse alt fra Heden-Old var en fri Sag mellem den Usynlige over og det Usynlige i Mennesket.

✂ Det er ligeledes sandt, og langt klarere, at for tre hundrede Aar siden, da de christnede Hedning-Folk var kommet til Skjels-Alder, og skulde, saa at sige, confirmeres i deres Daabs Pagt, da var der intet Folk, der saa eenstemmig erklærede sig for den historisk-rene, uforfalskede christne Tro og Bekjendelse, uden alt Papisteri, som det Danske; thi Reformationen begyndte herinde, som det sig burde, med Religions-Frihed, i det Kong Frederik den Første, høilovlig Ihukommelse, gav de reformatoriske Præster et Beskjærmelses-Brev, som hierarchiske Bisper maatte respectere, og hvor Vendekaaben var den eneste navnkundige Mand, som aandelig tog Steen-Kirken i Forsvar. Selv Christian den Andens landflygtige Tjenere kappedes, som man vel veed, med Frederik den Førstes om at udbrede det rene christelige Evangelium i Danmark, og hvem maa dog ikke forbauses, naar han betænker, hvad det vil sige, at i en Borger-Krig, som Grevens Feide, midt under *1 Opr. »Religjons-Læreres Bøger«. *2 Opr. tilføjes her: »selv Hornemans ikke undtagne«. 103 en almindelig religiøs Gjæring, vilde begge Parters Hoved-Mænd synes religiøs enige, hvad de umuelig kunde villet, naar Folke-Stemmen i Henseende til Troen ei havde været afgjort eens.

✂ Heraf slutter jeg igjen, at Religions-Frihed er naturligere i Danmark end i noget andet Land, og af begge de to store Kjends-Gjerninger, som indbyrdes stadfæste og oplyse hinanden: af Historien om den christelige Troes Indførelse og Reformation i Danmark, deraf slutter jeg, at et Folk, der i Ansgars og Luthers Dage, uagtet et Mellem-Rum af syv Aarhundreder, blev sig selv liigt, rimeligviis altid vil ligne sig selv, og at, kan de nu ikke længer enes om at beholde og forsvare den blandt dem tusindaarige christelige Tro, da vil de sikkert endnu langt mindre kunne enes om at forkaste og bestride den. Fremdeles paastaaer jeg, at, efter denne historiske Oplysning, var det i Danmark klogest, under enhver religiøs Gjæring, strax at give Religions-Frihed, og see, til hvilken Side Folket vilde vende sig, og opstod der en theologisk Skole, som bestreed Folkets gamle Tro, da behøvede denne ikke engang at være den Christelige, som aldrig har ladet sig undertrykke, for nødvendig at avle stor borgerlig Uro, naar Folket skulde bindes til saadanne Theologer, om saa disses Viisdom end var himmelfalden.

✂ Saaledes vilde det, mener jeg, være under alle Omstændigheder, men nu under de Nærværende? Kan det nytte, man vil glemme, hvad der staaer i Rigets Grund-Lov, eller ved Haarkløverier gjøre den til Intet! Er det derfor mindre sandt, at Konge-Loven er den gamle Olde-Moder paa Dronning-Stolen, hvis Børn bære Purpur, med Enevolds-Magt, som de ei kan bortskjænke til nogen Stat-Holder, som Danske Lov er endnu, end sige da til Nogen af deres ringeste Tjenere, som Forordningernes Mangfoldighed, der staaer i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, dog vel maa lignes ved! Eller er det mindre sandt, at hver Bonde-Mand, som hver Videnskabs-Mand, der kan læse Dansk, kan læse sig til, at den christelige Tro og Bekjendelse, der af alle Kong Frederik den Tredies Efterkommere skal vældelig beskjærmes og haandthæves, at det er Frederik den Tredies Tro og Bekjendelse, som Han havde tilfælles med Folket, og som af de Skrift-Kloge er udtydet i den Augsburgske Confession, men for Menig-Mand levende udtrykt i den Danske Lutherske Catechismus, som var Folkets eneste symboliske Bog, længe før Christian den Femte satte den 104 i Danske Lov, og var det unægtelig, da Konge-Loven tog Folke-Troen i sin vældige Beskjærmelse!

✂ Men, er nu dette baade vist og sandt i alle Maader, hvad er det da man vil, og hvad er da min Brøde mod den Danske Stats-Kirke, enten med Kirkens Gjenmæle, Theologisk Maanedsskrift, eller med Noget af Alt hvad jeg kirkelig har enten sagt eller skrevet? Man binde dog engang op om Lænderne, og møde mig i aaben Mark, og sige mig i mine Øine, hvormed jeg har brudt Fred, hvormed jeg, fra 1810, eller selv, om man vil, fra 1806, da jeg prøvede min Pen, har vakt Uro i den Danske Stats-Kirke; hvormed jeg har fortjent at anklages borgerlig, saasnart jeg løftede Røsten, at sværtes i Cancelliet, som Sværmer, Fanatiker og Uro-Stifter, at udraabes paa alle Gade-Hjørner og stævnes som Injuriant1, og endelig, hvis det er sandt, som man, baade indenlands og udenlands, paastaaer: at bandsættes, og overantvordes til den verdslige Øvrighed af samtlige Superintendenter, som et Skumpel-Skud, en Styver-Fænger, Pøbel-Smigrer og hvad man vil kalde novator 2? Man svare mig, eller man vide, at Taushed er, efter saadanne Spørgs-Maal, det mest glimrende Vidnesbyrd for Samtid og Efter-Slægt, jeg som Præst og Skribent kan forlange!

✂ Var der Fred i den Danske Stats-Kirke, eller var der Krig, da jeg blev født? Var der Fred, da var der jo Fred for den christelige Tro og Bekjendelse, som Konge-Loven vil have beskjærmet, og har jeg nogensinde angrebet den? Var der Krig, saa maatte dog vel Folke-Troen have Lov til at forsvare sig, og Lov til at kalde sine Modstandere, hvad Konge-Loven kalder dem: Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere, og er det ikke dog Folke-Troen, jeg har forsvaret, var det ikke dog i Dens Navn, jeg tiltalde Præste-Læreren, og hvem tør paatage sig hans Forsvar mod Kirkens Gjenmæle og mig, hvor er Beviset for, at hans Bog, uden klar Selv-Modsigelse, lader sig paa nogen muelig Maade forene enten med Frederik den Tredies Troes-Bekjendelse, eller med den Augsburgske Confession, og hvad kunde det da, borgerlig talt, vel nytte ham, om han havde tyve, om han havde hundrede Forordninger paa sin Side, som alle maae laane hele deres Gyldighed af Danmarks Grund-Lov, og miste den i samme Øieblik de findes stridende mod Konge-Loven!

✂ Er det maaskee ved Censurens Ophævelse 1770, at det er *1 Opr. »og dømmes som Æres-Skiænder«. *2 d. e. en, der finder paa nyt. Her sig tes til Bispernes Hyrdebrev ved Jubelfesten 1826. 105 blevet selv theologiske Professorer tilladt, at bestride og forkaste den historisk-christelige Tro og hele Stats-Religionen som Misbrug og Fordomme, som gammel papistisk og juristisk Surdei, der skulde udfeies? Maaskee, derom er det ei værdt at tvistes, da Konge-Loven ligesaalidt retmæssig kunde modsiges 1770 som 17991, men vel er det at mærke, at, ved Censurens uforberedte, ubesindige2 Ophævelse, styrtedes Danmark hovedkulds i en aandelig Revolution, der nødvendig maatte forvirre baade Kirken og Literaturen, og som det er et Vidunder, ei sønderknuste den Danske Stats-Bygning i de sidste tretten Aar af forrige Aarhundrede. Vist nok blev selv den ubestemte, regelløse, revolutionære, i saamange Henseender for hver Alvors-Mand modbydelige Trykke-Frihed, selv den et3 Middel i Forsynets, Kron-Prindsens, og det sjeldne Stats-Raads Haand, til at afvende Statens Under-Gang, og forberede dens Gjenfødelse; men den Revolutions-Tilstand, hvori Kirken og Literaturen var styrtet, og kunde, efter Omstændighederne, umuelig undgaae, den lod sig naturligviis ikke ende, enten ved Trykke-Forordningen, eller med Interregnet, og om det saa ti Gange stod i Grund-Loven, at alle Munde i Danmark skulde bekjende den christelige Tro, og alle Prædikanter følge den Augsburgske Confession, saa var det dog ligefuldt, da Revolutionen engang, ved Censurens Ophævelse, var begyndt, aabenbar umueligt at haandthæve. Hvad derimod havde været det Rette: at give Religions-Frihed, at vaage over det theologiske Facultet, at afløse det Forældede i Kirken, og kun holde hardt ved det, efter Kirke-Historien og Konge-Loven, Uforanderlige, selv forsvare det modig, og see gjennem Fingre med Andre4; det var ogsaa aabenbar Biskop Balles Mening5, og saavel Interregnets Natur, som Balles store personlige Indflydelse i Cancelliet, især saalænge Brandt var Præsident, lagde for en stor Deel Stats-Kirkens Skæbne i hans Haand. Balles noksom bekjendte, strængt monarchiske, anti-hierarchiske Grund-Sætninger, og hans tit gjentagne Formaning til de Geistlige, hvem Embeds-Eden var for tung, og den christelige Tro, efter Augsburg-Confessionen, for gammel, at træde ud, og saa baade troe og skrive hvad de vilde, disse Ting eftetlade ei mindste Tvivl om, hvad han vilde erklæret, hvis der vat forlangt Religions-Frihed; men den forlangde Ingen, den tog de sig, og vilde, til Balles store Sorg, *1 Her indskydes opr. »da Trykke-Forordningen aldeles afløste sin Antagonist«. *2 Hskr. tilføjer: »skiødesløse«. *3 Hskr. tilføjer: »uundværligt«. *4 De sidste ti Ord er senere tilføjet i Hskr. *5 Opr. »Ønske«. 106 med Magt bortreformere Folkets Tro, som han saa tit og saa djærvt erindrede, var Folkets Eiendom. At Balle, da han saae det, ei udvirkede Religions-Frihed, og, hvis de Præster, der aabenbar fulgde deres eget Hoved, istedenfor Confessionen, ei selv vilde taget deres Afskeed, da foreslog dem dertil, det kan man dadle, naar man vil være stræng; men hvem tænkde paa Sligt i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvem indsaae, at Religions-Frihed var den store Mangel i det bekjendte preusiske Edikt, som maatte gjøre det med Rette forhadt, og hvilken Biskop, med Balles Afsky for Uærlighed, og Had til Samvittigheds-Tvang, vilde vel havt Mod til en saadan Forholds-Regel, paa en Tid, da det lod, som Vantroen laae i den Kjøbenhavnske Luft, og besatte Studenten, saasnart han kom indenfor Voldene!

✂ Alt hvad der, uden Dette, kunde gjøres af en baade kjæk og mild, aarvaagen og velstuderet, kirkehistorisk Sællands Biskop i den vanskeligste, kaadeste, ugudeligste Tid, det gjorde Balle, ved Prædiken, Formaning, et lysende Exempel, og et nidkjært Bibel-Forsvar, som naturligviis i en pøbelagtig Skrive-Frækheds anonyme Dage tildrog ham den kaadeste Hudstrygelse i Bladene; men om end Reperteuren1 havde været Præst, eller Professor, eller Bisp, der havde dog vist Ingen ymtet om, at Balle burde stævnes som Injuriant.

✂ Bastholm stod dengang paa en anseelig Post, ved Siden ad Sællands Biskop, han var det egenlige Hoved for Oppositionen i Stats-Kirken, lige til Slutningen af Aarhundredet, og bestreed hele Skikkelsen af den gamle Guds-Dyrkelse og det theologiske Studium, men, skjøndt han neppe var sig ret bevidst, hvad han dermed2 bestreed, maatte han dog i den Anledning taale haarde Beskyldninger, høre drøie Taler, og jeg har dog aldrig hørt, han havde i Sinde at stævne den velbekjendte Kjøbenhavnske Capellan3, eller at Nogen troede, han dermed kunde have renset sig.

✂ Altsaa, det er ganske vist, at den Danske Stats-Kirke befandt sig i fuld Revolutions-Tilstand, da jeg begyndte at læse Bøger derom, og det var dog mange Aar før jeg skrev Nogen; thi jeg er ikke den Ældste af det nittende Aarhundredes første Skribent-Kuld, men dog hører jeg til det attende Aarhundredes *1 Sigter til Malte Møllers navnløse Repertorium for Fædrelandets Religionslærere (1795-97), der vilde »forberede en Revolution i det theologiske Studium«. *2 Hskr. tilføjer: »i Grunden«. *3 Den residerende Kapellan ved Frue Kirke J. W. Bentzen angreb skarpt Bastholms liturgiske Forslag. 107 Læse-Verden, og medtog derfra de liberale Ideer om aandelig Krig og borgerlig Fred, som i dette ere komne mig dyrt at staae.

✂ Alt hvad Balle gjorde og leed, for til det Yderste at udøve den Tolerance, hvorom de nymodens Præster saa gjerne prækede, og for at beskytte den kirkelige Fritalenhed, som han, selv naar den anvendtes skjævt, dog for Grund-Sætningens Skyld tog i Forsvar, det maae Andre vide langt bedre end jeg, men Saameget har jeg dog hørt, at han mere end een Gang stillede sig i Gabet for En af de Kjøbenhavnske Capellaner, nuværende Stifts-Provst Clausen, og skaffede udentvivl denne myndige Mand endeel af sin store Respect i Cancelliet, ved at sige: Kjøbenhavnerne sværmede for ham.

✂ Mindst kunde Balle ventet, og havde ei heller forskyldt, at netop denne Mand skulde staae i Spidsen for en borgerlig Klage over en theologisk Candidat af hans Kreds og Svogerskab, hvis hele Brøde var, at han ei prækede, som Clausen ønskede, men dog maatte Balle opleve dette besynderlige Brudd paa den borgerlige Fred, for hvis Skyld han havde taalt saa meget, opleve det alt ikkun to Aar efter at han nedlagde Hyrde-Staven!

✂ Dette kan dog umuelig være de Herrer Superintendenter ubekjendt, saalidt som, at det var mig, der allerede da, for sytten Aar siden, skulde været det borgerlige Offer for Faderen, jeg nu er blevet for Sønnen, dersom ikke Geheimeraad Cold, (saa sagde han selv) og, er jeg ikke feil underrettet, Christian Colbjørnsen, paa det Alvorligste havde fraraadt saa betænkeligt et Skridt. Hr. Biskop Münter veed det ogsaa vist, at man vilde havt mig udslettet af Candidaternes Tal, og derved spærret Adgang til den Lære-Stand, hvortil jeg, med de hæderligste Vidnesbyrd, havde dannet mig, og sandelig, havde heraf reist sig kirkelig Uro, da var det aabenbar mine intolerante Anklagere, der, ved en ligesaa utidig som ilde stædt Nidkjærhed, havde ei blot vakt, men fremtvunget den.

✂ Altsaa, den borgerlige Fred, der i Balles Dage ganske rigtig fandt Sted mellem de aandelig modsatte Partier i Stats-Kirken, og som bestod deri, at Orthodoxerne af Tolerance ei vilde formelig anklage Nogen af de lovstridige Præster, for ei at gjøre dem, hvad man kalder ulykkelige, denne Fred, hvorved Orthodoxerne naturligviis forbeholdt og maatte forbeholde sig al muelig Frihed baade i Almindelighed til at laste og bestride Heterodoxien, og i Særdeleshed til at nedrive de danske 108 Skrifter, som vilde udbrede samme, denne Fred, der naturligviis ikke beioede paa nogen thinglyst Contract, men paa en taus Overeenskomst, som unægtelig giver Balles Mildhed et mageløst Vidnesbyrd, denne Fred har Capellanen ved Vor Frelsers Kirke ikke brudt 1825, men den brødes 1810 paa ham af Capellanen ved vor Frue Kirke, og hvilke Geistlige der med ham tog Deel i den formelige Klage over min Dimis-Prædiken.

✂ Nu, en saadan Fred er skrøbelig, thi grændseløs kan Tolerancen vel være i en Stat, som giver Religions-Frihed, men umuelig i Stats-Kirken, med mindre den ei blot ved Selv-Modsigelse skal opløses, men ved den første dristige Modstander omskabes, saa hvad der efter Loven skulde ene herske, bliver undertrykt eller udelukt. Jeg tør derfor ikke laste Freds-Bruddet, blot som saadant; thi var min Dimis-Prædiken et mageløs dristigt Angreb paa den lovmæssige Stats-Religion, da kunde en Lærer i Stats-Kirken gjerne ansee det baade for en Embedsog en Samvittigheds-Sag at paatale det borgerlig, skjøndt det vel, med Hensyn paa Kirkens forvirrede Tilstand og den længe øvede besynderlige Tolerance, var Staten værdigt at gaae læmpelig til Værks.

✂ Men, nu var jo min Dimis-Prædiken kun et literairt Klagemaal over Kirkens bekjendte Forvirring, Klagemaal over, hvad alle vidste, at Præsterne nu sædvanlig hverken prækede som der stod i Bibelen, eller som det sømmede sig i en Menighed af Luthers Efterfølgere, og da dette Klagemaal kun knyttede sig til den store offenlige Kjends-Gjerning, uden engang udtrykkelig at anvende den paa Danmark, end sige da at udpege enten Hoved-Stadens Præster, eller Nogen af dem, saa kunde det dog umuelig falde mig ind, at de orthodoxe Præster, der selv maatte istemme Klagemaalet, og havde glædet sig over det paa Balles Læber, skulde harmes over det paa mine, og at de heterodoxe Præster nu ei engang vilde taale, at en orthodox Candidat beklagede Heterodoxiens Udbredelse, det var jo latterligt at tænke.

✂ Føier man nu hertil, at min Dimis-Prædiken aabenbar kun var et varmt, lidt rhetorisk Udtog af min Afhandling om Religion og Liturgi, indført med Berømmelse i Fallesens theologiske Maaneds-Skrift 1807, samt at den var censureret paa det Hæderligste af Prof. P. E. Müller, og ei engang holdt for nogen Menighed, da maa man vel sande, at Tolerancen var veget fra den Danske Stats-Kirke med Balle, saa nu var der aaben 109 Feide, der ei kunde endes uden med det ene Parties fuldkomne Undertrykkelse, eller med kirkelig Skils-Misse.

✂ Var det nu lykkedes, hvad mine Anklagere stilede paa, at spærre mig Adgangen til Stats-Kirkens Lære-Stand, da havde man med Magt skabt en religiøs Parti-Stifter i mig, ikke fordi jeg havde mindste Lyst eller Anlæg til at være det, men fordi jeg var af1 en poetisk modig Natur, der harmedes over Skranker, hvis Retmæssighed jeg umuelig kunde indsee, og fordi jeg virkelig havde Fædrenes i Riget fredlyste Tro, hvis Talsmand jeg netop, naar man vilde forhindre det, maatte føle mig kaldet og tvunget til at være.

✂ Jeg var dengang Alumnus paa Valkendorphs Collegium, og hvorledes man benyttede sig af denne Omstændighed mod en gammel theologisk Candidat og ung Digter, gider jeg her ikke fortælle, men jeg nævner det for at kunne sige: mine Omgangs-Venner der, og især Hersieb i Norge og Sibbern her, veed det saa godt som jeg, hvor langt det var fra mine Tanker at gjøre Opsigt, at sige med min Dimis-Prædiken, og hvor nødig jeg traadte ind i Stats-Kirkens Lære-Stand, saa, havde mine Anklagere kjendt mig, havde de vist ikke forarget sig over et Produkt, der, som saadant, var i mine Øine det Ubetydeligste, jeg havde skrevet, og som jeg blot lod trykke, fordi unge Forfatlere heller gjemme Smaat i Literaturen end i Pulten2, og fordi jeg vidste, det vilde glæde min gamle Fader, som just det Aar blev Jubel-Lærer i Stats-Kirken. For at staae ham bi i hans høie, ærværdige Alderdom, var det ogsaa ene og alene, jeg prækede for Dimis, og ønskede Ordination; thi den hemmelige Gru for Embeds-Forholdene i den prosaiske Verden havde jeg tilfælles med alle poetiske Naturer, og desuden var ikke Theologien, men Nordens Historie og Oldsager, det videnskabelige Fag, jeg ønskede baade at virke og udmærke mig i ved Skrifter, saa enhver Embeds-Stilling, selv den academiske, jeg attraaede, var mig kun ønskelig, fordi jeg var fattig, og nødtes til at føle, man lever ei af Luften, hvor poetisk man end bearbeider den, og i Danmark, nuomstunder, hverken let eller længe af sin Pen, især naar man har for Skik, som jeg, at tygge Drøv paa den.

✂ En formel Vanskelighed, som jeg, med min Ulyst til den præstelige Embeds-Stilling i en Vraa, ei vilde til det Yderste bekæmpe, havde gjort, at min gamle Fader bestemde sig til at *1 Ilskr. har ikke »af«. *2 Hskr. »sædvanlig heller overlæsse Literaturen end Pulten«. 110 resignere, og rimeligviis var da min Dimis-Prædiken blevet den sidste, som det var den første Prædiken jeg lod trykke, hvis man havde ladet mig være i Fred; men det skulde nu ikke saa være, det er den eneste Grund jeg endnu kan tænke mig til det borgerlige Angreb paa den unge Digter, og lidt sværmende Mytholog, der vel, fra tidligere Dage, f. Ex. da han, som Prædikant paa aaben Mark for Lande-Værn paa Langeland, (1807) havde seet Almuen flokkes om sig, ved Røsten om gamle Danmarks Fare, og om den gamle Troes guddommelige Kraft, vel havde nogen Mening om sine Tale-Gaver, men havde dog aldrig gjort et Skridt for at bestige en Prædike-Stol i Hoved-Staden, eller sat Pen til Papir for at søge om Andet, end en Plads paa Valkendorphs Collegium, og et Reise-Stipendium som han ikke fik.

✂ Nu derimod, nu, da det skulde stemples til en borgerlig Brøde, blot literair at beklage den gamle Christendoms1 Forfald, ja, nu maatte Blodet dog vel engang kaage, selv i de koldeste Kar, hos en fribaaren poetisk Natur, hos Sønnen af en Jubel-Lærer i Stats-Kirken, Sønnen af Balles Svoger, med Frænder i den danske Kirke, selv paa Bispe-Stole og theologiske Cathedre, lige op til Morten Luthers Dage, hvis Æt-Navn i saamange Kirke-Sogne vakde Ihukommelsen af ærværdige, nidkjære, fritalende, velbegavede Præster, og hvis Møderne-Slægt tabde sig først i Middelalderens Dunkelhed, hvor Absalon straalede! Hvad Under, at de gamle Præsters Æt-Mand, der alt i sin Barndom glødede, naar han læste om Luther, og i sin Opvext, naa han læste Jesus og Fornuften2, drømde sig kun voxen for at være Balles Vaaben-Drager, at han, der en liden Stund var drevet med Strømmen fra Fædrene, fra hans Barndoms Tro og Kæmpe-Drømme, fra Balles Fodspor, fra sin Moders Hjerte, og sin Faders Velsignelse, men var, da Alvors-Timen slog i Livets Skole, vendt tilbage, havde i Historien skuet den gamle Christendoms Triumph gjennem Tiderne, havde i hine Danmarks Døds-Kamps tunge3 Dage, dybt følt hvad han fattedes, men nu hardtad glemt det over nordiske Kæmpe-Drømme; hvad Under, at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glødende Harme, da det end ikke maatte være ham tilladt, naar han i Drømme besøgde den faldefærdige Kirke, med sine Fædres Grave, at offre Den, og deres Ihukommelse, og de Graahærdede, som forgjæves søgde *1 Hskr. tilføjer: »Stats-Religjonens«. *2 d. e. Horrebows fritænkerske Tidsskrift. *3 Hskr. »bange«. 111 deres Tro og deres Trøst hos de unge Præster, at offre det Alten Taare, som jeg end mindes grandt randt uvilkaarlig, og faldt paa Papiret, da i min Drømme-Prædiken, Øiet faldt paa Disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange Aar havde fældt, den kunde jeg umuelig angre, om den end skulde blive Kilden til mange Bittre, og selv nu, da den er blevet det, da kun Han som tæller Stjernerne, kan tælle Taarerne1, som i femten Aar nedrandt paa disse blege Kinder, og paa de fleste Bøger, jeg har skrevet, selv nu være det langt fra mig, som Menneske, som Christen og som Præst, at angre min første Taare, eller klage over hvad den kostede; men jeg taler her som Borger, som den danske Borger, bekvem til et Embede, bekjendt for rene Sæder, ei ubekjendt og ei uyndet som nordisk Digler, og da maa jeg vel klage, klage bitterlig, at min borgerlige Lykke, hvortil, med disse Egenskaber, min naturlige Forbindelse med Balle, og i det Hele med anseelige Familier, aabnede mig de blideste Udsigter, at den vilde man kvalt i Fødselen, og gav virkelig Bane-Saar, uden at jeg havde forskyldt det med Andet, end med den Dimis-Prædiken, som ligger uskyldig for hele Verdens Øine, og som min Censor havde givet mig saa gode Tanker om, at jeg vel, da det var min egen, maatte finde den værdig til Trykken.

✂ Hvad der vilde blevet af mig, dersom man havde faaet mig udslettet af Candidaternes Tal, eller hvis kun ikke den svare Sinds-Sygdom, hvori jeg faldt, havde dybt ydmyget mig, og Balles Anbefaling hos en naadig Konge skaffet min gamle Fader hans Embede igjen, og mig Ordinationen, det veed kun Han, der2 haver Kongers som Smaafolks Hjerte i sin Haand; men ikke blot borgerlig maa jeg grue, naar jeg tænker paa, hvad man, for menneskelige Øine nær havde gjort af en haabefuld ung Skribent, som i sit borgerlige Liv vist ikke med Villie fortørnede noget Menneske, og kunde, selv da han var Hedning, ei lade Solen gaae ned over sin Vrede. Nær, som paa et hængende Haar, for Støvets Øine, havde man gjort en unaturlig Sværmer af mig, unaturlig i alle Maader, da det var Fædrenes Tro og Statens Religion jeg vilde sværmet for; og da jeg dog sagtens havde fundet ligesaa megen Indgang hos den danske Almue, som Hauge fandt hos den Norske, og her dog ingen Religions-Frihed var, vilde Tugt-Huset formodenlig snart blevet min Kirke, og, selv om Bulderet, hvad dog var urimeligt *1 Opr. »Smertens og Glædens Taarer«, *2 Hskr. »som tier, og« 112 at tænke, dermed var blevet stillet, saa var jeg dog blevet en Skam for mit gode Navn, for min ærede Familie, for et Fædreneland, jeg hverken var uvillig eller ubeqvem til at tjene som Præst, og ære som Skribent.

✂ Gud skee Lov! det skedte ikke, fordi, som vi nu see, det skulde ikke skee; men om end det der skedte og det der truede, ei havde sønderrevet et af mine bedste Familie-Baand, og sønderrevet min Sjæl, og gjort hele min borgerlige Bane til en Torne-Sti, jeg, med min levende Indbildnings-Kraft, maatte vandre med Angest; om end ikke saa havde været, jeg maatte dog føle mig kaldet til at gjøre Alt hvad jeg kunde, for at bevirke en Skilsmisse mellem de nu ogsaa borgerlig modsatte Partier i den Danske Stats-Kirke, for at ikke snart en Anden skulde styrte i den Grav, paa hvis Rand jeg kun ved et Vidunder blev frelst. Jeg seer det nu godt, at til at bevirke en saadan Skilsmisse med Religions-Frihed, har jeg ingenlunde valgt de Midler, menneskelig Klogskab maatte tilraade, saa, hvis det alligevel blev de tjenligste, da var det kun i en høiere Haand, som styrer Alt, og lader sine Engie veilede de troende Børn, der gjerne vil gaae den bedste Vei, og styrtede dog, om de saae den1; men sæt, at Veien havde ført fra det Maal, der stadig og levende svævede for mig: den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse, uden Bulder, uden Processer, Inqvisitioner, Afsættelser og alt Sligt, som baade min poetiske Natur, og Kirke-Historien indskjød mig Angest for, saa havde det jo dog ikke været min Skyld, hvis Vei til Klarhed over de borgerlige Forhold, og til den deraf udspringende Verdens-Klogskab, efter min Natur, mine Studier, og mit Levnets-Løb, nødvendig maatte blive lang, men Skylden vilde ligge hos begge Slags Præster 2 som havde Klarheden, og maatte, om ei før, saa ved min Behandling og Virksomhed, seet, at Skilsmissen var uundgaaelig nødvendig.

✂ Ordineret blev jeg nemlig, som sagt, kun med Møie, ved Majestætens besynderlige Naade, og Balles Anbefaling, ydmyget var jeg blevet, og saa bange selv for det blotte Skin af en Separation fra Stats-Kirken, som mit Korte Begreb af Verdens-Krøniken viser, men des ivrigere maatte jeg nødvendig blive for Stats-Kirkens Reformation, og da det kun svævede dunkelt for mig, hvordan den var muelig, hvorvidt den kunde lykkes, og hvorledes man skulde arbeide derpaa, kom der *1 I Stedenfor de 7 sidste Ord har Hskr.: »naar de kan finde den«. *2 Hskr. »hos de christelige Præster«. 113 naturligviis til at staae Meget i benævnte Bog, som deels udsprang af Stats-Kirkens Forvexling med den reen-christelig Apostoliske, deels var meget farligt, paa en Tid, da mit Exempel havde lært, hvad Oppositionen borgerlig attraaede1.

✂ Hvilket Bad der egenlig var mig tillavet for denne Bog, veed jeg ikke, men at det skulde været hedt, lærde blandt Andet et Brev fra Balle mig, og, er jeg rigtig underrettet, maa jeg, næst Gud, ene og alene takke det Uberegneligste af alle Tilfælde: min Bogs Samtidighed med en Forordning, Ingen ventede, og Alle maatte tænke paa: Penge-Forordningen af 5te Januar 1813, for, at jeg kun blev straffet med Fornuft-Grunde2, dem jeg vel ingenlunde var saa ufølsom ved, som man troede, men rigtig nok slet ikke bange for. Sagtens stod jeg altsaa paa Nippet, allerede dengang, at hjemsøges med en Injurie-Proces, der maatte dræbt min spæde borgerlige Agtelse, og nødt mig til at gaae i Land-Flygtighed, uagtet jeg dog borgerlig slet ikke havde gjort Andet, end dristig fremhævet den os alle vitterlige Mod-Sætning mellem den evangelisk-lutherske Kirke i det sextende og i det attende Aarhundrede, Noget, der, med bittrere Klagemaal, siden er gjort saa tit, baade her og andensteds, uden at det har været Nogen til Forargelse. Ved et Uheld, poetiske Naturer, naar de berøre borgerlige Gjenstande, som er dem hellige, altid ere udsatte for, i det de baade blive for hede, og stirre begeistrede paa det Fraliggende, glemmende deres nærmeste Forhold, havde jeg nær mistet mit Borgerskab i Danmark, og derom havde ei været Andet at sige, end at Poeter skal tage dem i Agt, hvad de siger om Folk, især om de Prosaiske, ei Andet at sige, naar ikke det jeg lastede i den Danske Stats-Kirke, aabenbar havde været lovstridigt, og jeg havt borgerligt Kald til at laste det; men, under disse Omstændigheder, vilde det ikke været min Poesies, men Lovenes og min priisværdige Nidkjærheds Skyld, at jeg var blevet landflygtig. Man kan vel sige, al Landflygtighed er slet ingen nødvendig Følge af en Injurie-Proces, især naar man, som en ærlig Mand i Grunden altid gjør, slipper den med Æren, og man har vel Ret, især naar det er klart, at der ligger en revolutionair Forvirring til Grund, som aldeles opsluger det personlige Forhold; men naar man vil have borgerlig Virksomhed, er den borgerlige Agtelse, som en Injurie-Proces3 for Øieblikket lilintelgjør, og altid formindsker, dog saa dyrebar en Skat, at jeg godt *1 Hskr. »formanede«. *2 Opr. »at Tugtelsen blev blot literair«. *3 Hskr. tilføjer i det Mindste«. 114 kan begribe, hvorfor kraftige Naturer1, i Oldtiden, ei kunde trøste sig over dens Tab, før de fik stiftet en ny Stat, hvori deres personlige Agtelse blev Borgerskabets Kilde. Dunkelt havde dette altid svævet for mig, naar jeg betænkde, hvilken vid Mark Trykke-Forordningen, under Kirkens nærværende Forfatning, aabnede for2 Injurie-Processer, men deels ansaae jeg, som et Barn af det attende Aarhundredes borgerlig liberale Ideer, det for umueligt, at nogen Dansk Skribent kunde betjene sig af et Vaaben, Skribenten vel maatte nødes til at frygte, men nedværdigede sig i mine Øine dybt ved at bruge, og deels har jeg, som Digtere pleie, sammenblandet den personlige og den borgerlige Agtelse, lige til Injurie-Processen kom og skildte dem ad, da jeg med Smerte saae, at min borgerlig Agtelse var tilintetgjort, men lærde dog at trøste mig ved, at Personen var blevet stærk nok til at holde Borgeren opreist, mens Bølgerne gik over ham. Dette kan jeg see, vilde ikke været Tilfældet 1813, og jeg maa da prise min Lykke, at der i Verdens-Krønikens Bilag ei stod talt om min Dimis-Prædiken, thi da vilde neppe nogen Forordning reddet mig, og dog udsprang Tausheden hverken af Verdens-Klogskab, ei heller af Beskedenhed, men blot af Frygt for, man skulde sige, jeg var hevngjerrig, en Frygt, der har bragt mig til at undlade Meget, jeg maaskee burde gjort, og blandt Andet til at tie med min Skade, indtil nu, da Nødvendigheden byder mig at tale, før jeg tier qvær.

✂ Var jeg blevet stævnet 1813, da var jeg rimeligviis reist til Norge 1814, og vel mueligt, jeg der ikke havde følt det Skaar i min borgerlige Agtelse, jeg her havde lidt, men dog ogsaa mueligt, jeg havde kommet til at føle det, eller3 fristet et Lignende, og da enten maattet opgive min præstelige Virksomhed, hvad jeg neppe havde kunnet, eller benyttet mig af den Norske Religions-Frihed til at organisere en ny christelig Menighed, der i det Mindste udelukkede Selv-Modsigelsen, Noget, der hos et saa opvakt Folk, hvor Mange af Hauges Venner var mine Læsere, neppe vilde faldet vanskeligt, men vilde, foruden megen Ulæmpe af min Mangel paa4 Verdens-Klogskab, vel ødelagt den Norske Stats-Kirke, og truet den Danske med Undergang. Vist nok vilde det skaffet mig den mest glimrende Triumph over mine kirkelige Anklagere og Modstandere, og ført et kort men klart Beviis for, at naar Norge har Religions-Frihed, maa *1 Hskr. »Hedninger«. *2 Hskr. tilføjer: »literaire«. *3 Hskr. tilføjer: »der«. *4 Hskr. tilføjer: »Klarhed og«. 115 Danmark, endog blot af politiske Grunde, nødvendig ogsaa have den; men at slige Triumpher altid har syndes mig for dyrekjøbte, sees deraf, at jeg ikke reiste, da min borgerlige Agtelse vel var ubeskaaret, men dog alt for svag til at opveie hele den Kjøbenhavnske Geistligheds, som, jeg veed ikke selv hvorledes, var kommet til at ligge fast i den modsatte Vægt-Skaal.

✂ At de syv Aar (1813-1820) ei i nogen Henseende var for mig som syv Dage, det vil man vel troe, da mine Bøger i dette Tidsrum ei blot vidne om, at jeg gjorde mig Flid for at blive flittigere, end jeg af Naturen havde Lyst til saa længe at være, men vise desværre ogsaa, at Tiden tilsidst faldt mig saa lang, at jeg havde ondt nok ved at fordrive den for mig selv, end sige da for mine Læsere, der hverken følde Drift eller Trang til at søge deres Tids-Fordriv saa langt tilbage i Norden, eller saa dybt i Tanke-Graven, som jeg. At man ei heller i syv Dage, mindre i syv Aar, kan leve af Luften, om man end kan nøies med Lidt, at en Poet, naar han skal være Bog-Orm, vil have for Tanden hvad der smager ham, især naar det er kostbart, og at gamle Kjærester, naar de blive ved at være det, vil gjerne giftes, at man ei engang kan blive viet, end sige, holde Huus, uden Penge, og at det netop i hine syv Aar var en falsk Penge-Tid, det er deels saa naturligt, deels saa bekjendt, og deels saa prosaisk trivielt, at jeg dengang skammede mig ved at tale derom, som Noget, der ikke maatte koste en Digter, og dertil en christelig Præst, et eneste Suk eller uroeligt Øieblik; men det kostede mig naturligviis, desuagtet, baacle da og siden, mange, skjøndt sjeldne Venners Ædelmodighed gjorde Mirakler, og vor endnu sjeldnere Konge neppe lod Skjalden, der omsider dog mærkede Uraad (1818), sukke over sin brødløse Konst, før Konge-Ordet skabde ham et Levebrød!

✂ Visselig, jeg hører end saa lidt som nogensinde enten til de Capellaner, eller til de Skjalde, som mene, man faaer et eget Krav paa Staten, naar man rimer, og et dobbelt, naar man derhos lader sig ordinere; thi denne Tanke-Gang er lige saa urimelig og plump egoistisk, som den er upoetisk og uchristelig; men derfor var det dog hverken billigt, politisk klogt, eller stemmende med den Danske Regjerings, ogsaa i dette Stykke, mageløs liberale Aand, i en Række af Aar, aabenbar at tilsidesætte en af de ældste theologiske Candidater, som, skjøndt han var Personcl-Capellan, dog havde fuldendt sit academiske Løb med de Bedste, havde Ord for at prædike1 med udmærkede Gaver, *1 Opr. tilføjes: Statens lovmæssige. Religjon«. 116 og gjorde Skridt paa den Danske Skribent-Bane, som endog tildrog ham Majestætens naadigste Opmærksomhed, og vakde Opsigt i hele den nordiske Læse-Verden. Jeg mener virkelig, at om denne Capelian og Skribent end havde havt politiske Grund-Sætninger, som faldt den Danske Stat lidt betænkelige, og havt Ord for at være temmelig heterodox, saa havde det dog været klogt at befordre ham, især i Hoved-Staden, hvor de kirkelige Anomalier kun har lidt at betyde, og hvor Regjeringen har en ganske anderledes Oversigt over allehaande Bevægelser, end udenfor; men da nu denne Capellan netop havde Ord for at være baade kirkelig og borgerlig hyper-orthodox1, saa er unægtelig hans planmæssige Tilsidesættelse, indtil han bogstavelig kun ved Majestætens besynderlige Naade, eller ved Udvandring, kunde faae det tørre Brød, en Gaade i den Danske Historie, der forudsætter et mægtigt virkende personligt Antipathie mod Capelianen, enten hos det Kongelig-Danske Cancellie, eller hos Nogen, der paa det havde en mageløs overveiende Indflydelse.

✂ Naar jeg derfor i Cancelliet bestandig maatte høre, deels at jeg var en Sværmer, og deels at jeg ei maatte gjøre mig mindste Haab om et geistligt Embede inden Voldene, selv om det kun var ved Kirken i Citadellet, til hvilket umisundelige Stade jeg tre Gange concurrerede; ja naar Præsidenten, som han selv aabenhjertig sagde mig, endnu 1818, spurgde Geheimeraad Moltke, om Stifts-Øvrigheden i Aalborg havde Noget imod, at jeg indstilledes til et der ledigt Capellani; naar jeg derhos veed, at Cancelli-Præsidenten(1817) lod mig, ved min Velynder Abr. Kall, bede til sig, for, som han selv sagde, at forlige mig med Cancelliet, naar jeg, af flere lange Samtaler med denne nysafdøde Minister, veed, hvorlidet han gjorde nogen Hemmelighed af, at min Uenighed med Kjøbenhavns Geistlighed var i hans Øine ingenlunde en politisk Brøde, men kun en uovervindelig Hindring for den Befordring jeg attraaede; naar jeg veed alt dette, og endnu meget Lignende; mon det da være en forvoven Slutning, at den samme Haand, som 1810 lagde hele den Kjøbenhavnske Geistligheds borgerlige Agtelse i Vægt-Skaalen mod min borgerlige Ringhed, at den samme Haand vedligeholdt denne Stilling, indtil syv magre Aar havde frembragt en Hungers-Nød, Personel-Capellanen ei kunde tage sig nær saa let, som Stifts-Provsten, og indtil Majestæten *1 Opr. »ikkun alt for orthodox«. 117 overhuggede den Knude, Cancelliet ei kunde løse, ved, mod mit Ønske, men til mit Bedste, at kalde mig til Kjøbstæd-Præst i Sælland, og ved, Aaret efter, paa min indstændige Bøn, men, som det synes, til min borgerlige Undergang, at tilbagekalde mig, som Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Frue Provsti.

✂ Voveligt1 var det vist nok af mig, hvem Stifts-Provst Clausen, ved Balles Lig-Begjængelse, ei engang paa Provst Gutfelds Overtalelse, og et rimeligt Ønske, som ikke var mit, vilde laane en Prædike-Stol, han dog selv kun havde til Laans, og ei ved denne Leilighed vilde benytte, ja, mig, hvem Stifts-Provsten vist optog den Dristighed meget ilde, som Biskoppen offenlig hædrede, den Dristighed, at jeg, en ordineret Mand af Balles Tro og Balles nærmeste Kreds, ved Kisten talde et Par beskedne Ord om den faldne Høvding i Israel; voveligt var det vist nok af mig, saa haardnakket at eftertragte en Prædike-Stol i Hoved-Staden, at jeg end ikke skyede Frue Provsti: men naar der skal føres Krig, har jeg altid meent, der maa Haardt imod Haardt, hvis Lige-Vægten skal vindes af Hvad der har tabt den. At ogsaa jeg havde Noget af den Tro paa egne Prædikeners miraculeuse Virkninger, som det i vore Dage var Synd at misunde de unge Præster, da den sjelden bliver gammel, med mindre man spærrer dem Kirken, hvorfor skulde jeg nægte det, om det end var min Skik at lægge Dølgsmaal paa mine egne Svagheder, som jeg kun alt for meget har blottet; men dog var det jo ganske i sin præstelige2 Orden, at jeg vilde netop ind i den Kirke, man blot af Caprice lukkede for mig, og at jeg vilde gjengjælde dem deres Opmærksomhed, der fordum i Hundrede-Tal mødte mig ved Frederiksberg, da det var det nærmeste, jeg kirkelig 3 kunde komme Hoved-Staden! Ja, selv i sin mest prosaiske borgerlige Orden var det, at en Skribent, som var Præst, og hvis Tilhørere hverken Provst eller Bisp burde kalde Pøbel, om saa end ei deriblandt havde været Mænd, de maatte bukke for, at han ei vilde eller kunde skye Hoved-Stadens Kirke, fordi han mishagede Stifts-Provsten, uden dog at have nogensinde personlig fortørnet ham, men vel personlig troet fast paa hans Aabenhjertighed, og gjort ham skjulte Tjenester, han skulde undres over!

✂ Saa stod jeg da, fra 1822, som Præst i Hoved-Staden, og havde da endelig, men vel at mærke, kun ved Majestætens besynderlige Naude, ved en Udholdenhed, det var Synd at fordre af alle *1 Opr. »Forvovent«. *2 Opr. »poetiske«. *3 Opr. »som Prædikant«. 118 orthodoxe Personel-Capellaner, og ved et Sammenstød af mange egne, tildeels personlige Omstændigheder, kun derved, efter en tolvaarig Kamp, vundet den præstelige Religions-Frihed, som jeg forlangde, og undte gjerne Enhver1.

✂ Men, kun jeg, ikke Danmark, havde vundet Religions-Frihed, og den Vinding havde saameget mindre været Kampen værd, som jeg jo, i Norge, kunde faaet den Frihed for Intet, det mindedes jeg om ved de fyenske Klagemaal, og ved den fyenske Pukken paa Lov og Ret, der skulde lære Almuen til at nøies med den Søndags-Mad, Sogne-Præsterne vilde beskjære dem, hvordan den saa end var. Da maatte jeg endelig gribe til min længe henlagte Præste-Pen, og bede baade Præster og Jurister lægge vel Mærke til, at skulde Sogne-Præsterne i Danmark endnu længer udgjøre et Læremester-Laug, hvis Arbeide Menighederne ei maatte understaae sig at vrage, da maatte de nødvendig ogsaa være orthodoxe Præster efter Loven, efter den Lov, hvis Haandhævelse baade Forordningen af 1741, og enhver Forordning, som bandt Almuen kirkelig til Sogne-Præsten, aabenbar forudsætter. Jeg erindrede tillige, hvor uklogt det, efter Historiens Vidnesbyrd, var, at ville med verdslig Magt undertrykke en aandelig, end sige da en christelig Gjæring; men jeg havde endnu ikke vundet Klarhed Nok, til at see, hvad borgerlig var herved at gjøre, naar man baade vilde beskytte Almuen i sine lovmæssige Kirke-Rettigheder, og skaane de nymodens saavelsom de slumrende Præster, kort sagt: naar man vilde undgaae den borgerlige Splid og Uro, der, saasnart Almuen begynder at vaagne, staaer for Dørren, enten man saa vil procedere mod Præsterne i Snese-Tal, eller man vil overlade Almuen til udannede, sædvanlig stormende, tit hovmodige og herskesyge, sjelden kjærlige Ledere, hvis Spor i Danmark vel er besynderlig gode, men kunde umuelig været saa aldeles uskyldige, dersom ikke i Reformations-Tiden djærve, dannede, ærværdige *1 Herefter fulgte oprindelig følgende Stykke, som er overstreget i Manuskriptet: »Hvorlidet jeg benyttede denne min Stilling, uden til hvad der i strængeste Forstand var min Embeds-Pligt, og til at fordybe mig i de historiske Studier, som altid var min Lyst, og blev, jo meer jeg videnskabelig modnedes, min Trang, det veed jeg vist nok selv bedst, men Stifts-Provsten og hele det Kiøbenhavnske Ministerium [dvs. Præsteskab] veed dog vist Nok deraf, for ikke at modsige mig, og Geheimeraad Malling veed, det er ikke min Skyld, (at jeg ei fra 1824 fængsledes ved Udførelsen af en stor videnskabelig Plan) at Udførelsen af en stor videnskabelig Plan til National-Historiens Bedste, som Majestæten, jeg troede ogsaa Ministeren, yndede, ei fra 1824 saaledes fængslede min Opmærksomhed, at jeg neppe havde skiænket en ung meologisk Professors volumineuse Prøve-Klud af opfarvet Tøi fra det attende Aarhundrede meer end et flygtigt Øie-Kast. - Men det skulde ei saa være«. Jfr. nedenfor S. 123. 119 Præster havde stillet sig borgerlig 1 i Gabet, udvirket Religions-Frihed, og derved tilbagevandet den ordenlige Lære-Stand Almuens tabte Tillid og Ærbødighed. Og, nu i vore Dage: hvorfor fandt Hauge vel de færreste Tilhængere i Bergen, som netop var hans Fristed, uden fordi der lød Evangeliet i Kors-Kirken for Tusinder, som følde, det var levende paa Nordahl Bruns indviede Tunge! Hvorfor kunde Bevægelserne i Jylland neddysses, uden fordi Balles christelige Kæmpe-Navn var stort paa Marken, saa alle christelige Hjerter følde, at saalænge Sællands Biskop stod, og streed saa vældig for Fædrenes og Folkets Tro, saalænge maatte man bøie sig dybt for Lære-Standen, hvad man saa end hos Dens enkelte Medlemmer maatte enten skye eller savne! Hvorfor er det først i den senere Tid, man hørde Bulder fra Fyen, hvor man kan forfølge betænkelige Spor tilbage til det syttende Aarhundrede, hvorfor vel, uden fordi Sogne-Præsterne der, endnu i Slutningen af det attende Aarhundrede, passede omtrent til Menighederne, og fordi Tønne Bloch, der, blandt Andet, ligesom manet af Kingos Aand, holdt hardt ved gamle den Psalme-Bog, sad myndig paa Fyens Bispe-Stol! Ja, troer man endelig, at jeg, fra den Dag, da Larmen over min Dimis-Prædiken saa uforskyldt gav mig Udseende af en Kæmpe for Fæderne-Troen, og gjorde mig dertil, at jeg har savnet Leilighed til, udenfor Stats-Kirken, at have en kirkelig Virksomhed og Indflydelse blandt Folket, der vel maatte blevet anderledes øiensynlig, dersom jeg havde næret den Harme over Præster og Bøger, som jeg, endogsaa med ubillig Haardhed, ligesaavel hemmelig som aabenbar har stræbt at dæmpe.

✂ Dog, Almuens Klagemaal fandt udentvivl Ørenlyd hos Fyens høitelskede Gouverneur, det trykkende Forhold blev taaleligt, og Alt syntes nu at forkynde, at Revolutionen i Kirken var saa godt som endt, saa Stats-Religionen, der i mig sin forfulgde Tjener var blevet fri, var i det Hele paa Ny blevet herskende. Dr. Mynster, som var Den af os Yngre, der, ældst og tidlig klar, brød Isen til Fæderne-Troens og Stats-Religionens Værn, Dr. Mynster var ikke alene (1811) blevet Capelian ved Frue Kirke, og(1817) Medlem af Universitets-Directionen, men han havde practisk beviist, man tog meget feil, hvis man troede, at Kjøbenhavnerne sværmede for Stiftsprovst Clausen, hvad de saa end maatte have gjort for Capellanen i sin Tid, og Mynster *1 »borgerlig« er tilføjet ved Korrekturen. 120 havde tillige, ved sin Moderation, sin Klarhed, og sine sikkre Bevægelser, opsvunget sig til en Høiagtelse hos hele Rigets Geistlighed, som under Revolutioner sjelden falder paa de beskikkede Ypperste-Præster. Professor J. Møller, efter Alderen, og vel i flere Henseender, midt imellem Mynster og mig, var vel senere kommet tilbage til Fædrenes Tro, som Mynster rimeligviis aldrig ret1 forlod, men var dog kommet tilbage, og var den frugtbareste theologiske Skribent; alt længe havde jeg med Glæde bemærket, at Religions-Underviisningen i de fleste lærde Skoler tog en bedre Vending, og jeg saae hvert Aar flere og flere theologiske Candidater indtræde i Lære-Standen, som, hvad enten de saa nærmest knyttede sig til Mynster, til Møller, eller til mig, dog var Fæderne-Troen og Stats-Religionen alvorlig hengivne, og derhos sædvanlig de forstandigste og boglærdeste.

✂ Saaledes stod Kirke-Sagerne 1824, himmelvidt forskjellige fra Stillingen 1810, og troede man, jeg ikke bemærkede det, da tog man meget feil; men har min poetiske Natur og den deraf udspringende Dunkelhed gjort mig, i det Mindste tilsyneladende, ubillig mod det tidlig Klare2, og mod en Verdens-Klogskab, der dog, ligesaavel som enhver anden Deeltagelse i Verdens Sysler, hører til de Adiaphora3, hvis Farlighed ei udelukker deres Nytte, altsaa ei heller deres Brug i Kirken; saa har paa den anden Side samme Natur, i Forbindelse med min præstelige Erfaring og mine historiske Studier, indskudt mig en velgrundet Mistro til det Glimrende, altsaa ogsaa til de lette Seire, de pludselige Omvendelser, og fremforalt til den almindelige Troes-Enighed, der vel er Sjælen i den christelige Kirke, men en Uting i Staten, som enhver Stats-Kirke derfor i alle Maader ødelægger sig selv ved at ville fremtvinge eller fremkonstle Skinnet af hos alle et Lands Indbyggere. Paa denne practiske Vei, som jeg skylder al min tilbagevundne Christendom, var jeg kommet til dybt at føle Religions-Friheds Nødvendighed, hvor Christendommen i det Hele nu skulde blive stort meer end en Skygge af hvad den fordum var, og af hvad den altid maa være, for at blive den levende Kilde til klippefast Haab, til himmelsk Fred, til kjærlig og kraftig Dyd, og til voxende Klarhed, som er dens guddommelige Bestemmelse paa Jorden. Saalænge ei ethvert Menneske havde Lov til at være sin Tro eller Vantro, sin Christendom eller sit Hedenskab bekjendt, uden derfor at lide noget *1 »ret« findes ikke i Hskr. *2 I Steden for »tidlig Klare« stod opr. »blot Videnskabelige«. *3dvs. Ting, som er moralsk ligegyldige. 121 Skaar i sine Borger-Rettigheder, end sige lide borgerlig Straf, saalænge var mig al Kirke-Tugt en Gru, ligesom det aabenbar er Noget, ingen klog Regjering under de nærværende Forhold kanv lade udøve; men dog lærde jeg daglig klarere at indsee, hvad jeg smertelig følde, at uden al Kirke-Tugt er selv Præste-Stillingen i Hoved-Staden, hvor den ellers, formedelst Sogne-Baandets Løsning, har store Fortrin, dog næsten utaalelig og lidet frugtbar; thi hvem kan dog i Længden holde ud at tage aabenbare Spottere og aabenbare Lastefulde til Alters, at tage Troes-Løfte hvor man veed, der er ingen Tro, og at give Vielsen selv det mindste christelige Skin, hvor Ægteskabet er aabenbar uchristeligt, og hvorledes skulde under disse Omstændigheder Begrebet om Menigheden som et helligt dvs. moralsk Samfund i det Hele blive meer end en tom Skygge!

✂ Det var da min fulde og faste Overbeviisning, at kunde Troes-Fornægterne ei bringes eller nødes til at fraskille sig, Sogne-Baandet løsnes over hele Riget, Enhver have Lov til at communicere og lade confirmere, hvor han vilde, og Ægteskabets borgerlige Gyldighed skilles fra den Kirkelige, saa enhver Medlem af Menigheden og enhver Præst, uden borgerlig Uleilighed, kunde vælge eller vrage hinanden i Samvittigheds-Sager, kunde det ikke skee, da maatte de ægte Christne, og hvem der vilde gjælde for det, skille sig fra Stats-Kirken, alt som de vaagnede af den dybe Slummer, hvori Menighederne, i det Mindste hos os, har været nedsjunkne, og er det for Største-Delen endnu.

✂ Denne Indsigt hos mig, som ei alene havde sværmet for den Danske Stats-Kirke, men ogsaa historisk overbeviist mig baade om Dens nøie Sammenhæng med Danmarks borgerlige Vel, og om den store aandelige Fare ved en chrislelig Separation, denne Indsigt, Synet af det nittende Aarhundredes stærke1 Hang ei til at løsne men til at stramme de udvortes Baand i Borger-Samfundet og miskjende Vigtigheden af de Indvortes, og endelig den Vished, at det med Christendommen uforenelige Element havde aldrig havt mindre Lyst end nu til frivillig at skille sig fra Stats-Kirken, alt Dette nedsænkede mig i en dyb Mismod, som vist nok maatte synes dem, der fandt Revolutionens Saar næsten aldeles lægte, urimelig, men som, desuagtet, neppe var ugrundet. Daglig overbevistes jeg mere derom, at *1 Opr. »øiensyulige«. 122 den unge Clausens Virkning paa de Studerende var langt fra at være saa ubetydelig, som jeg havde tænkt, den maatte være, fordi han ikke sluttede sig til den opblomstrende men til den henvisnende philosophiske Skole i Theologien, men at den tvertimod langt overgik den Virkning, nogen theologisk Professor hos os i Mands Minde havde havt, saa mange Studenter virkelig sværmede for ham, og herved forsvandt mit Haab om den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse uden Skilsmisse, medens det pegede paa, at det, hvor unaturligt, urimeligt, og borgerlig ufornuftig det end i Grunden var, skulde blive de gammeldags1 Christne, der maatte fraskille sig2.

✂ Aldrig har jeg da været saa misfornøiet med Stats-Kirken, eller saa mismodig over dens Tilstand, der syndes mig kun at spaae en Restauration efter Tidens Leilighed, d. e. et Blænd-Værk, som da jeg i den havde naaet mine personlige Ønskers Maal: vundet en baade udvortes og indvortes saa lidet byrdefald, saa rolig, og saa frugtbar præstelig Stilling, som den vel lod sig finde i Danmark, kunde sige, gjøre og lade omtrent hvad jeg vilde, havde tit flere Tilhørere end jeg ønskede, og sikkert ei Slettere end nogen Anden, begyndte efterhaanden at forvinde mine gamle Capellan-Aar, og var saa huuslig lykkelig, som nogen Mand og Fader i Danmark.

✂ Saaledes, vil man sige, er Menneskene, især de der leve mest i den ideelle Verden, har ingen Taalmodighed, og har enten ingen Verdens-Klogskab til at gribe virksom ind i det practiske Liv, eller er for aandelig storagtige til at bruge den, og jeg svarer, velan! der er nogen Sandhed, men dog endnu mere Skjævhed i den Tale, naar det anvendes ikke paa de reen-borgerlige Forhold, hvor den hører hjemme, men paa de Kirkelige, hvis reen-aandelige Natur sandelig ei heller i Stats-Kirken maa oversees, dersom den skal være meer end de Christnes aabne Begravelse. Desuden har min Skæbne saaledes med Magt udrevet mig selv af de personlige Forbindelser der laae mig nærmest, at i det Mindste hidtil alle mine Indgreb i det Nærværende maatte skee paa den offenlige Vei, hvad der altid er forbundet med store Vanskeligheder, og i det nittende Aarhundrede med *1 »gammeldags« findes ikke i Hskr. *2 Herefter findes i Hskr. følgende overstregede Stykke: »Jeg var nu aldeles raadvild; thi at bekiæmpe en Fare og et Misforhold, som de Fleste maatte troe, kun var til i min egen Indbildning, dertil var jeg blevet baade for klog, for træt, og for leed ad det overfladelige Kiævleri, selv den alvorligste Kamp i min Tid var sammenblandet med, og, saavidt mueligt, forvandlet til, og sidde stille kunde jeg umuelig, uden, paa min gamle Viis, at nedsænke mig saa dybt i det Forbigangne, at Det blev mig levende og det Nærværende dødt. 123 en Fare, man ei kan beregne, mindre oversee. Paa en Tid altsaa, da Trykke-Forordningen saa at sige havde vundet Hævd paa, med al sin Haardhed og Tvetydighed, at være baade mild og klar nok, og paa en Tid, da en Trold, Et jeg veed ikke hvad, syndes at havel i Bund og Grund ødelagt den Danske Læse-Verden, saa, naar man undtager Døgn-Blade, have kun Prædikener og Andagts-Bøger, hvorpaa vi vel mindst lede Trang, et Publikum, deels i de flittigste og deels i de dovneste Kirke-Gjængere; da maatte dog sagtens Skribenten af Natur, og af aandelig Nødvendighed, være nær ved at fortvivle om nogen Virkning paa det Nærværende, og prøve, om han endnu var poetisk nok til at trøste sig over den herskende Død med Livet i det Forbigangne. Dog, dertil var jeg nok blevet for gammel, eller dog for studeret, jeg stod da paa Nippet strængt videnskabelig at begrave mig i mit Fag, som Nordens Historie er, og Geheimeraad Malling veed, det var ikke min Skyld, at jeg ei kom saa dybt ind i Udførelsen af en stor videnskabelig Plan, som Majestæten yndede, at jeg formodenlig havde tabt baade Syn og Hørelse for noget saa Smaat og Tomt og Hverdags, som Professor Clausens Bog virkelig er i mine Øine, der ei kan see rettere, end at den ingenlunde er lærd og indholdsrig, end sige philosophisk, men kun tyk, overlæsset, og pralende med de tommeste af alle Citater og Sophismer!

✂ Dog, Planen gik, Gud veed hvorledes, overstyr; den virkelig theologisk lærde, systematisk grundmurede Dr. Rudelbach, og Orientalisten Adjunkt Lindberg, som virkelig er blevet, hvad man forgjæves lovede sig, fordum af Horneman, siden af Rasmussen, og sidst af Lemming: en Dansk Ebræer, som kan og vil gjøre baade Høiskolen og Danmark Ære, disse to unge Lærde, sammenførde af Ham, der ligesaavel sammenføier hvad Mennesker adskille, som Han tit adskiller hvad de sarnmenføie, havde kirkelig knyttet sig nærmest til mig, og ønskede min Deeltagelse i et Theologisk Maanedsskrift. Kan det ikke gjøre Andet, tænkde jeg, saa kan det dog, blot ved at udkomme, vise Verden, baade at mine Kirke-Gjængere har Sind til at befordre Andet end Prædikener til Trykken, og at den gammeldags Christendom, i det Mindste hos os, ingenlunde er forladt af de lærde Sprog-Studier og den systematiske Erudition, som jeg ikke sjelden har savnet hos dem, der kun, som jeg selv, savnede dem hos mig. Vel ønskede jeg, efter nogen *1 I Steden for de ti sidste Ord stod der opr.: »Trykke-Forordningens naturlige Virkninger forbundne med de udvortes Omstændigheder, havde, saa at sige«. 124 Betænkning, at man kunde formaae Dr. Mynster til virksom Deeltagelse i et Forehavende, hans Navn vilde være langt mere til Anbefaling end mit, i hvilket Tilfælde jeg, om min Deeltagelse i mindste Maade generede, gjerne trak mig tilbage, og lovede mig mere Glæde, og den gode Sag mere Fremgang af min Taushed, end af min ivrigste Tale. Saa klog var jeg dog nu blevet, men det hjalp mig ikke; var det Mistvivl om at Foretagendet kunde vinde Mynsters Bifald, eller Partiskhed for mig, eller et Sammenstød af Tanker og Omstændigheder, som saa tit uvilkaarlig gjør Udslaget, Nok, jeg blev Med-Udgiver, skjøndt ei i mindste Maade Bestyrer af Maanedsskriftet; dets Gang mishagede Mynster, og det blev ikke1, hvad det efter min Mening skulde været, en literair Forenings-Punkt for alt decideret Christeligt af alle theologiske Skoler, men2 fik snarere Udseende af et revolutionært Organ for Ultraismen, som man var vant til at søge hos mig, skiøndt mine Bidrag til Maanedsskriftet dog vel maatte bevise, den var der ikke. Dog, det saae ogsaa virkelig de fleste videnskabelige Læsere, da de fik Tid at besinde sig, og da Maanedsskriftet tillige dog paa een Punkt har aabnet den afbrudte aandelige Communication med Norge, maa jeg inderlig glæde mig over det, som Vuggen for en uafhængig nordisk Theologi, naar det kun ikke, som det har truet med, skal skille Rudelbach og Lindberg ved de dem tiltænkte Professorater, og altsaa, hvis jeg maa raade, Danmark ved dem; thi da var Maanedsskriftet vist nok kjøbt meget for dyrt, og jeg vilde da ønske, heller at have underskrevet dets Døds-Dom end dets Bebudelse. Thi sandelig, kan og vil Dr. Mynster, Biskop Münter, eller hvem det end er, berede disse to unge Lærde samme tornede Bane, som den, der fordum beredtes den unge Digter, da, Gud skee Lov! de ei er stævnede endnu som Injurianter, og mit Raad til dem skal være, jo før jo heller, at slutte Maanedsskriftet, nedlægge Pennen, og vandre ud med deres Lærdom, medens de endnu have Mod og Kræfter, vandre hen, hvor man dog i det Mindste ustraffet kan skrive ligesaa frit for Statens Religion, som imod den, og det kan man, saavidt jeg veed, allevegne, undtagen i Danmark. Sandelig, det er Nok3, at jeg, hvem man dog aldrig har nægtet Skribent-Kald, at jeg, som det synes, dog i Grunden har spildt mine bedste Aar, og fortæret min Manddoms- som min Ungdoms-Kraft i en forgjæves Kamp mod den hemmelige Magt, der, *1 Hskr. »og derved blev det ikke«. *2 Her tilføjes opr.: »en Torn i Øiet«. *3 Opr. »det er meer end Nok«. 125 ved Hjælp af en ligesaa illiberal som vilkaarlig Lov-Fortolkning, kan mortificere enhver levende Skribent, som mishager den1, det er dyrt nok2, jeg har kjøbt den derved vundne Klarhed, og det var alt for dyrt, om jeg ei ved den kunde frelse de yngre kirkelige Skribenter, som have knyttet sig til mig, fra at styrte i den Grav, jeg nu seer, har aabnet sig for dem som for mig. Nys skjalv jeg for den gjæve Lindberg, hvem Biskop Münter dog sandelig kjender fra en i alle Henseender saa fordeelagtig Side, at jeg vil haabe, det glæder Ham som mig, at et saadant Menneskes borgerlige Lykke dog kun blev halv tilintetgjort ved et Skridt, der dog ikke alene lod sig juridisk forsvare, men røbede hos den slet ikke uforsigtige Skribent en Selv-Fornægtelse af Venskab, som i det Mindste jeg respecterer ogsaa hos Uvenner!

✂ Altsaa, det er mit Ultimatum: ønsker Biskop Münter og Dr. Mynster at være ikke blot mig, men ogsaa de to lærdeste unge Theologer qvit, da skal jeg gjøre Mit til, at det kan skee, baade hurtigere, og paa en læmpeligere Maade, end ved den ærgerlige Tilsidesættelse, Anklagen, Rettergang o. s. v., og jeg finder da vel ogsaa et Capel eller en Celle ensteds paa Jorden, hvor jeg kan trøste mig over Verdens Forfængelighed, og opdrage mine Sønner til at blive ligesaa ærlige og frimodige, men lidt baade klogere og haardere end deres Fader. Naar saa vi er borte, tænker jeg, man faaer snart sin Fornøielse af Professor Clausen, hvis Sendebrev til Stiftsprovst Møller dog vel viser, hvordan han vil behandle de Lærde af den ældre Skole, naar de vove blot at yttre deres Tvivl om hans theologiske Ufeilbarhed, og hvorlidet hans sande Discipler vil respectere enten Folkels Tro eller den sunde Menneske-Forstand; og naar da Pøbel-Smigrerne, der umuelig kan udeblive, vaagne, da faaer man at see, hvad man vandt ved at fordrive de unge Lærde, Clausen ikke tør spøge3 med, og den Skribent, han kun tør udskjælde og stævne, en Skribent, der vist nok sætter sin Ære i baade at kunne tale til Almuen og skrive for den orn aandelige Ting, men som dog vel ogsaa kan tale med i hvad Kreds det skal være, og skrive hvad Lærde kan være bekjendt at sige, de har læst, og som i alt Fald aldrig har nedladt sig til i nogen Forsiand at smigre for Pøbelen, uagtet Danmarks Boglærde i mange Aar har fristet ham dertil. Man er vant til at lee ad mine Spaadomme, og over nogle af dern maa jeg selv smile, *1 Opr. tilføjedes her: »og dertil udhungre ham« . *2 Opr. »det er meer end dyrt nok«. *3 Opr. »nappes«. 126 men lee Vedkommende ad denne, da spaaer jeg dem kjækt, de komme til at græde over den, hvis ikke pludselig de Natur-Love forandres, som Mennesker og Tanker hidtil i deres frieste Bevægelser have fulgt, og jo meer man sammenblander mig med Pøbel-Smigrerne, des kjærere vil det være Disse, da jeg virkelig, trods Injurie-Processen, har et godt Navn og Rygte baade hvor jeg har levet, og hvor man har læst mine Skrifter.

✂ Om det kan nytte, at jeg saaledes driver Sagen, paa min Vei, og paa min Viis, til det Yderste, ved at sætte den klareste Offenlighed mod den mørkeste Hemmelighed, det veed jeg ikke, men jeg veed, det er det Eneste jeg, under nærværende Omstændigheder kan gjøre, det skal være min Roes, at have, selv under Censur, gjort med min Pen, hvad jeg kunde, og har den hemmelige Yei den Fordeel, at derpaa baade gaaes og virkes sikkerst, saa har den Offenlige dog ogsaa det Fortrin at føre videst, og give hvad der virkes paa den Varighed, medens al hemmelig Virkning kun finder Sted, indtil den opdages. Hvorfor skulde jeg da ikke haabe, omsider paa den offenlige Vei at finde hvad jeg paa den har tabt, da det er Alle vitterligt, at jeg har kun søgt Lidet for mig selv, kun det Nødvendigste for Kirken, og kun Meget for Danmark!

✂ Hvorfor skulde ikke Capelianen, som, efter de Unges Spaadom, kan blive gammel, skjøndt kun Haabet holder ham i Live, hvorfor skulde han ikke haabe, at kloge Folk vil indsee, det er dog meget bedre, at Det bliver baade kirkelig og borgerlig sammen, der i Grunden har meest tilfælles, om det saa end personlig slet ikke kan stemme, end at her af personlige Grunde fremtvinges en Forbindelse og en Skilsmisse, der er lige unaturlige, og vil sikkert blive de Forbundne tungere end de Fraskildte; eller hvorfor skulde jeg opgive det Haab, der i Grunden aldrig har skuffet mig, at Majestæten, der dog vist til Graven bliver ved at være, hvad Han var fra Vuggen, Danmarks Skyts-Aand i farlige Tider, inden vi veed det, overhugger den Knude, dog i Grunden Ingen af os kan løse, skjønt Universitets-Directionen vist nok kunde foreslaaet Majestæten at forflytte Professor Clausen til det philosophiske Facultet, hvor Gamborgs Catheder ordenlig syndes at vente paa ham, og at minde om den practiske Philosophie, hvoraf hans Theorie, netop fordi han ikke troer det, kunde høilig trænge til at rectificeres!

✂ Her staae vi da ved Kirkens Gjenmæle, og det er sandt, kunde jeg forudsee, ikke hvad det skulde koste mig, thi tænkde 127 jeg end ikke paa den ærgerlige Form, kjendte jeg dog mine Folk godt nok, til at være beredt paa meget, men den unaturlige Forbindelse imod mig, da burde jeg maaskee alligevel skrevet baade Bogen, og hvad der var Hoved-Sagen, som jeg nær havde glemt, Fortalen, men jeg havde formodenlig ikke kunnet; saa hvis nogen jordisk Klarhed, som jeg dog tvivler om, kunde givet mig det Syn, da var det godt, jeg ikke havde den. Saavidt jeg nemlig kjender mig selv, behøvede Dr. Mynster kun lidt før at have givet mig det offenlige Vink om, at han vilde behandle Professor Clausen som en vildfarende Broder, og mig som en af Christi Korses Fiender, blot et saadant offenligt Vink derom, som det, alle de Læsere, jeg kjender, altsaa jeg selv med, har fundet i hans Prædiken om den christelige Viisdom, da vilde jeg strax skjønnet, at en Fristad i Israel tjende baade mig og.mine1 bedst, saalænge den Ypperste-Præst levede, og den Danske Stats-Kirke kunde da neppe været mig saa dyrebar, at jeg for Dens Skyld vilde opoffret, hvad jeg dog vel ikke opoffrede for min egen Skyld: min borgerlig Rolighed, der vist ikke er nogen Mand i Danmark kjærere, end den er mig.

✂ Nei, det vilde jeg have forlovet, og Dr. Mynster har vist erfaret, at det er gaaet Mange af vore fælles Læsere, som ei er faa, omtrent ligedan, og desaarsag protesterer jeg for Historiens Domstol mod enhver Bedømmelse af Kirkens Gjenmæle, som gaaer ud fra den Forudsætning, at jeg skulde tænkt, Dr. Mynster, naar det gjaldt, vilde heller have Kirke-Samfund med Professor Clausen, end med mig; thi under denne Forudsætning kunde Kirkens Gjenmæle nok være ærlig meent, men neppe frikjendes for en Ubesindighed, der lidet passede sig for en Mand i mine Aar og af min dyrekjøbte Erfaring. Uagtet jeg derfor ellers godt veed at skjelne mellem en offenlig Yitring af mig, som kun har yttret alt for Meget oiTenlig, og en saadan af Manden, der kun yttrer offenlig hvad han paa ingen Maade vil, maa være dulgt, saa anseer jeg det dog endnu for en Overilelse, som Klogskab, i vigtige Momenter, beskytter mindre imod, end man sædvanlig troer, og jeg tænker endnu, Dr. Mynster, naar det gjælder, vil sige som jeg, at hvor organisk ulige, historisk og methodisk forskjellige, ja selv theologisk uenige vi end er, kan vi, som have Herre, Tro og Daab tilfælles, dog hverken for Herren eller for Menigheden forsvare at give vort *1 Hskr. »mig og Kirken«. 128 intellectuelle og personlige Mis-Forhold mindste Skin af kirkelig Mod-Sætning. Skulde jeg heri, som dog vel er umueligt, tage feil, da protesterer jeg ogsaa mod enhver Bedømmelse af nærværende Skridt, som derpaa grunder sig, og kalder alle Dr. Mynsters Bøger, og alle vore fælles Læsere og Tilhørere, før hin Prædiken, til Vidne paa, at jeg som Christen ikke maatte, og som conseqvent Tænker ikke kunde forudsætte Andet, end at Dr. Mynster og jeg var kirkelig grund-enige, og at han altsaa, ei mindre end Hornsyld og R. Møller og Engelbreth, og jeg, fandt, at hvad det saa end ellers var, Professor Clausen vilde have frem, saa var det bestemt ikke Christendom!

✂ Og nu paastaaer jeg, at, under denne Forudsætning, var Kirkens Gjenmæle netop et Ord i rette Tid, naar jeg vilde taale endeel Ubehageligheder, og vove mit Embede, for at Professor Clausen kunde komme ud af det theologiske Facultet, og det burde jeg, da jeg saae for mine Øine, at saalænge han var der, maatte den Danske Stats-Kirke, Aar for Aar, synke dybere tilbage i det Chaos, hvoraf den havde begyndt at udkæmpe sig, men som han ret med Flid og Held stræbde at reproducere i de vordende Præsters Hjerne.

✂ Professoren har nemlig skabt sig et Ideal af en Kirke, hvori der ikke skulde være nogen fælles Tro, undtagen vel den, at Tro og Vantro kom i Grunden ud paa Eet, da man godt kunde tænke sig en ideel Enhed i de allerskarpeste Modsætninger. Ligegyldighed i Troes-Sager, det vilde da være denne Almeen-Kirkes Grundvold, hvor naturligviis Ordet, som i Pavedommet, blev det Mindste, Ceremonierne, Kirke-Tugten og Theologerne1 Alt. Theologerne skulde, uafhængig af den verdslige Øvrighed, aandelig beherske Folket, foreskrive sig selv, hvad de vilde lære, holde Folket ved god Lune med en repræsentativ Forfatning, men afvise enhver Indvending enten med Et: I forstaaer ikke Bibelen, eller: det har vi jo sagt jer saa tit, at Bibelen modsiger sig selv, og for at udjævne den Modsigelse, derfor har I Theologer!

✂ See, er det ikke Papisteri fra Først til Sidst, blot med en gjennemsigtig, calvinistisk Form2, saa maa rigtig nok Papisteri blot bestaae i den Romerske Curie; thi selv de syv Sacramenter maatte jo Theologerne vel ogsaa have Lov til at indføre igjen, da de ellers, blandt Andet, opgav deres og Pavens stor *1 Hskr. »Theologien«. *2 Opr. tilføjedes her: »og er det Protestantisme, saa er Paven ogsaa Protestant«. 129 Prærogativ, at modsige sig selv, uden at nogen engang maatte sige, de vrævlede!

✂ At nu et System, der er bygget paa Selv-Modsigelsens Grund-Sætning, som den rette kirkelige Tanke-Lov, og som ovenikjøbet, ved at lade haant om Natur-Philosophien, og Dens bølgende Klædebon, blotter sin Nøgenhed, og røber sin Mesters Overfladelighed, at et saadant System ei i vort Aarhundrede fortjener mindste videnskabelig Opmærksomhed, det har jeg sagt, og derved bliver det, hvad saa end Hr. Etatsraad Ørsted, dog ventelig kun ironisk, synes at indvende derimod; men betragte vi Bogen, som Juristerne nu synes at betragte Alt, casuistisk, efter Omstændighederne, da fortjener den baade borgerlig og literair vor høieste Opmærksomhed. Literair nemlig, fordi vi her finde aabenbaret hvad vi nok vidste spøgede1 i mange Kirker og Skoler hos os, men som Andre dog troede var nedmanet, og som derfor ei godt kunde2 bestrides, før det kom frem; men denne Benyttelse af Bogen tænkde jeg nok, kunde umuelig udeblive, og vidste desuden, havde sin Mand i Dr. Rudelbach. Borgerlig derimod var den vigtig, deels fordi den viiste, at Professor Clausen kunde umuelig være Præste-Lærer i Danmark, naar ikke Præsterne methodisk skulde oplæres til at forvirre Kirken og løsrive den fra Staten, og deels fordi den gav dem hos os et synligt Hoved, som ei vil have med den historiske Christendom at gjøre, men have Lov til at modsige Bibelen og sig selv, saa meget de lyste, Noget der bør være deres egen Sag, men derfor netop ikke den historiskchristelige Kirkes, hvortil vi høre, og hvortil de umuelig kan høre, der protestere imod den, om de saa end paastaae, at protestere og ikke protestere er i Grunden Eet og det Samme, da det er en Viisdomj hvorpaa den Kirke, som har en vis bestemt Tro, der vil bekjendes og ikke nægtes, ingenlunde kan indlade sig.

✂ Her gjaldt det da kun om, at faae den Skilsmisse borgerlig sanctioneret, som Professoren selv har taget sig den Frihed at declarere, og blot glemt, først at nedlægge sit Embede som Præste-Lærer i den Stats-Kirke, han hverken vil være forbundet eller aandelig3 tilhøre.

✂ Dette var let seet, og snart sagt, og jeg havde neppe troet, at ikke i det Mindste det Halve vilde været officiel indberettet, før *1 Hskr. tilføjer: »endnu«. *2 Hskr. tilføjer: »levende« . *3 »aandelig« lindes ikke i Hskr. 130 min Bog kom ud; men det Hele vidste jeg nok. jeg kunde blevet den Første, der sagde høit, om jeg end havde biet lidt. Om det ogsaa havde ligget paa min Vei, formelig at anklage Professoren, som Retten har Ret i vilde været det Sikkerste, saa kunde det dog, efter min Erfaring aldrig faldet mig ind, og det var mig desuden langt mere om at gjøre, at Sagen kunde vinde den almindelige Opmærksomhed, den i Danmark fortjende, og Regjeringen være retfærdiggjort, hvad Undtagelse fra sit tolerante System Den end bestemde sig til, end om juridisk at udmaale1 hver Tøddel i en Bog, som jeg vidste, Professor Clausens Bog forsvarede saa godt, at det var Synd at forlange, den skulde forsvare sig selv, da man ikke godt kan holde Sværd og Skjold i een Haand, naar de ikke skal være hinanden i Veien.

✂ Meget mueligt, at al min Anstrængelse for at Bogen skulde gjøre Opsigt, thi det var ligesaa vist min Hensigt med Kirkens Gjenmæle, som det var langt derfra med min Dimis-Prædiken, meget mueligt, at den havde været hartad forgjæves; thi Tiden er blevet tunghør, og jeg er blevet lavmælet, selv naar jeg taler høiest, meget mueligt, dersom ikke Professoren havde skjældt mig ud, saa det kunde høres til Skaane, og procederet derom et Aars Tid, for at det ei skulde glemmes, og for at Almuen, ved at høre, Præsten de kjendte, skulde være Tremarks-Mand for den gamle Tro, kunde mærke den Fare, de i mine Bøger ei let opdage! Ja, det er meer end mueligt, at Alt hvad der er skedt paa begge Sider, maatte skee, naar man skulde mærke, hvad Sagen havde at betyde; thi, er det desuagtet knapt nok, man har mærket det endnu, hvad vilde der da blevet af, om Professoren havde tiet stille med hvad han vidste, at den lille Bog var ikke god at røre ved uden med en juridisk Ild-Tang, naar man ellers ikke vilde brænde sig!

✂ Skal jeg tale om denne mageløse Proces, eller skal jeg tie? Jeg kan begge Dele, og gjorde helst det Sidste, naar jeg kun var vis paa, den, desuagtet, vilde blive mageløs, men da jeg umuelig kan være det, og vilde dog ligesaa nødig for Danmarks som for min egen Skyld, at den nogensinde skulde miste dette Prædicat, maa jeg dog samle i en kort Sum, hvad skedt er, som en juridisk Curiositet fra det nittende Aarhundrede. Da jeg som Skribent er borgerlig2 mortificeret, og derhos pastor emeritus, er det aabenbar ingen Illusion, at jeg taler om det Hele som *1 Hskr. »end om at kunne juridisk forsvare«. *2 »borgerlig« findes ikke i Hskr. 131 Noget, der er skedt i gamle Dage, baade mig og mine Med-Borgere saa uvedkommende, som noget Menneskeligt kan være Mennesker, der stræbe at undgaae Fortidens Feil, og at blive kloge af Andres Skade.

✂ Der var (tænker jeg man vil sige 1880 1) der var, i Begyndelsen af dette Aarhundrede en egen Mode saavel hos Juristerne som hos Theologerne, og det var i Grunden een og den samme; thi ligesom man ei vilde historisk undersøge men philosophisk udgrunde, hvad der skulde troes i den christelige Kirke, og hvad der stod i Bibelen, saaledes vilde man ei heller historisk undersøge, men philosophisk udgrunde hvad der stod i Loven, og hvad der skulde være Ret i Landet. Saamange Hoveder, saamange Sind, og naar alle et Lands Jurister ansee sig som Med-Lemmer af en stor Lov-Commission, der har Ret til at udgive deres Stemmer om hvad der efter sunde Rets-Principer bør være Lov, under Form af Domme mellem Mand og Mand, om hvem der, efter Lovene, har Ret, (at) da maa denne praktiske Votering i Lov-Commissionen snart bringe det saavidt, at ingen Mand i hele Landet veed, hvad der er Lands Lov og Ret, men at kun Advocaterne veed, de kan paastaae omtrent2 hvad de vil, og kun den Mand, der har en inappellabel Dom for sig, veed, han fik Ret i Gaar, uden at det deraf paa nogen Maade følger, han i lignende3 Tilfælde fik Ret i Morgen, da det aabenbar kommer an paa Omstændighederne. I criminelle Sager mærkes Uleiligheden ikke synderlig, undtagen paa Acternes Tykkelse, thi Tyve og Skjelmer kan ikke fare værre end Loven vil, og har intet imod en Casuistik, hvorved de, som har Intet at tabe, muelig kan vinde. Saasnart Spørgsmaalet derimod bliver om Gods og Penge, eller om Forpligtelser og Rettigheder, som grunde sig enten paa den almindelige aabenbare Lands-Lov, eller paa særegne Contracter, Fundationer og Privilegier, da føler Enhver, og især den boglig dannede Mand, der altid stræber at handle lovmæssig og aldrig gaaer til Things uden høieste Nødvendighed, baade at det er tungt, han maaskee efter et nyt Rets-Princip hos en fornem4 Jurist skal kunne drages for Retten, hvor det aldrig kunde ahne ham, og endnu tungere, at Sagens Udfald skal beroe paa de ham ubekjendte, maaskee endog af en eller anden Grund ugunstige Dommeres Rets-Principer, og Anvendelsen deraf paa det særdeles Tilfælde, som er al muelig Tilfældighed *1 Hskr. »1850«. *2 Hskr. »Alt«. *3 Hskr. »samme«. *4 Hskr. »formanende«. 132 underkastet, og, efter den menneskelige Skrøbelighed, som al Anvendelse af egne Principer paa forekommende Tilfælde, ei blot afhængig af Dommerens Retsindighed, Klarhed og Conseqvents, men selv af hans legemlige Befindende, Stemning, Lune, og tusinde uberegnelige Omstændigheder. I samme Forhold nu, som Tviste-Punkten bliver af mere aandelig Natur, i samme Forhold bliver naturligviis Dommen afhængigere af Dommerens Individualitet; allerede hvor det egenlig gjælder om et mundtlig eller skrevet Ords juridiske Betydning og Lovmæssighed, er al Sikkerhed forsvundet; og er Sagen af religiøs Natur, bliver selv Upartiskhed næsten utænkelig, da rimeligviis dog enhver Dommer har en eller anden Mening om Religionen, og det følger af sig selv, at, binder ikke Loven her paa det Strængeste hans Tanke-Gang, da vil den læmpe sig efter hans Grund-Mening, enten han saa er sig det bevidst eller ikke. Befinder Tiden sig nu ovenikjøbet i en religiøs Gjæring, forudsætte Stats-Lovene, at alle Indbyggerne, eller en vis Deel af dem, har eens Tro, skjøndt de aabenbar ikke har den, at alle de beskikkede Religions-Lærere i Grunden fører eens Lærdom, skjøndt de aabenbar ikke gjør det, og bliver det nu et Rets-Spørgsmaal, om en vis Lærer virkelig lærer, som han efter Loven bør, da kan man vædde Tusind imod Een paa, at den Dom, der skal fældes efter Dommerens egne Rets-Principer, vil stemme overeens med han religiøse Tro, Hang eller Grund-Sætning; thi det følger af psychologiske Love, som intet Rets-Princip, undtagen maaskee det, der udspringer af Troen paa Domme-Dag, kan forandre!

✂ Man høre nu og bedømme1 en Sag, der i sin Tid gjorde almindelig Opsigt, i det en Præste-Lærer stævnede en Præst som Injuriant, fordi denne i haarde Udtryk bebreidede ham, at han, tvertimod Loven og sit Embeds Medfør, nedbrød Statens Religion, og bestreed dens lovmæssige Kirke-Forfatning. Præsten sluttede ganske rigtig, at skulde nogen Retter-Gang ved denne Leilighed finde Sted, hvad han dog fandt unødvendigt2, da maatte det blive en Undersøgelse fra Statens Side, hvorvidt det virkelig var sandt, at en beskikket Præste-Lærer saa aldeles kunde glemme, hvad han skyldte den Stat, der lønnede ham i et bestemt Øiemed, han desuden havde selv forpligtet sig til al fremme, ja, at han endog kunde være indiscret og ubesindig nok til at yttre Sligt i et offenligt Skrift, hvorved han baade gav *1 Opr. »Dette saae man ret paa«. *2 Opr. »baade urimeligt og unødvendigt«. 133 største Forargelse, og compromitterede den Tolerance, Staten havde fundet det passende, under de religiøse Meningers Gjæring, at øve! Dette var desuden soleklart af Præstens EmbedsEed, der, uden nærmere Forklaring, tilholdt ham af alle Kræfter (pro virili) ei alene at forsvare Statens Religion, men endog at angribe og bestride (impugnare) dens Modstandere; thi naar nu Præsten følde Kræfter til med Pennen at bestride hvad Præste-Læreren med Pennen havde yttret, da hørde det unægtelig til hans Embeds-Pligt at gjøre det, uden at han paa nogen Maade kunde staae andre end Staten til Regnskab for, hvorledes han i denne, som i enhver Henseende, havde opfyldt sine Embeds-Pligter. Allermindst, sluttede Præsten, kunde Staten, under saadanne Omstændigheder, lade ham blive stævnet af Præste-Læreren som Æreskjænder og Injuriant, da det maatte svække hans borgerlige Agtelse, saa han indtil videre ei kunde forrette sit Embede, og muelig, ved en blot formal Behandling af Sagen, koste ham hans borgerlige Ære, hans Embede og Trykke-Frihed, uden at det endnu var afgjort, om han virkelig havde forseet sig, eller blot med usædvanlig Nidkjærhed stræbt at gjøre sit Embede fyldest. Sin allerunderdanigste Protest mod Injurie-Sagen, velgrundet paa Sagens Natur, Grund-Loven, og Embeds-Eden, nedlagde Præsten i Biskoppens Haand, som, næst Majestæten, var hans høieste gejstlige Foresatte, men fik en Beskeed fra det Kongelige Danske Cancellie, hvoraf han med Forbauselse saae, at hans allerunderdanigste Protest hverken af Biskop eller Cancellie var forelagt Majestæten: Stats-Kirkens Hoved og Beskjærmer, Rigets eneste Lov-Giver, og alle Embeds-Mændenes fælles Herre, som her ene kunde resolvere, og kunde umuelig ville, at hvad der i alle Maader var en Embeds-Sag mellem to kirkelige Embeds-Mænd, skulde afgjøres for Dom-Stolene, uden at det kom i Betragtning, hvem af dem der havde opfyldt og hvem der havde misbrugt, hvem der havde æret, og hvem der havde forbrudt sit Embede, eller om de maaskee Begge havde fortjent at afsættes.

✂ Cancelliet havde henviist Præsten med sin Protest til Dom-Stolen, og hvor megen Aarsag han end havde til at klage til Majestæten baade over Biskop og Cancellie, var det dog, efter Omstændighederne, næsten umueligt, og han adlød da det høieste Justits-Collegium, paastaaende for Retten, at Sagen skulde afvises. Han søgde imidlertid om beneficium processus gratuiti 1, som Modparten havde, og som ingenlunde gav Sagen *1 d. e. fri Rettergang. 134 en officiel Caracter, men dog ei kunde ham afslaaes1, uden at Cancelliet derved gav et Slags Præjudicat, men Cancelliet erklærede, at beneficium, efter Omstændighederne, Gud veed hvilke, ei kunde Præsten bevilges.

✂ Efter skedt Tiltale og Gjensvar, afviiste Retten ikke Sagen, men Protesten, og det ei paa Grund af et klart Lovsted, som enten havde afskaffet den præstelige Embeds-Eed, forandret eller nærmere bestemt og forklaret den, men, Dommerne maae selv vide, hvorfor, thi af Præmisserne kan det umuelig sees, og man troer neppe sine egne Øine2, naar man læser, at fordi alle Præster ikke er Skribenter, kan en Embeds-Eed, der byder enhver maale sine egne Kræfter, umuelig forpligte en Præst, som endog er en navnkundig Skribent, til som Skribent at forsvare Stats-Religionen mod præntede Angreb.

✂ Præsten nedlagde naturligviis strax sit Embede, som han maa have havt godt Mod og endeel3 personlig Agtelse for uskammet at kunne forrette saa længe, medens Præste-Læreren udraabde4 ham for5 Æreskjænder, og Rygtet gik, at han ene kunde takke Præste-Lærerens sjeldne Humanitet derfor, om han ikke blev Tremarks-Mand; og ved denne Leilighed var Cancelliet inconseqvent nok til at foreslaae Majestæteni Naade at afskedige en Embeds-Mand, der var tiltalt paa mere end sit Embede: paa sin borgerlige Ære. Præsten meende, at herved maatte Denne dog vel indtil videre være betrygget, og Injurie-Sagen bortfalde, men Retten meende Nei, af den mærkelige Grund, at vidste end ikke Præsten, hvad Retten vilde dømme, saa vidste dog Retten det selv, og forudsaae, at Dommen i dette Tilfælde ei blev haardere, end at Afsked i Naade kunde bevilges. Retten synes her, iblandt Andet, at have glemt, den var ikke Høieste-Ret, og kunde umuelig vide, hvad Den vilde dømme, da Præste-Lærerens Paastand meget viselig var ubestemt, og overlod Alt til Rettens Skjøn.

✂ Saa faldt da Dommen, og den skal være fældet udelukkende efter en enkelt Forordning, der altsaa vel maatte ansees for Rigets Grund-Lov i kirkelige Anliggender, men da Konge-Loven unægtelig var denne Grund-Lov, og Forordningen var en fra Interregnets vanskelige Dage, som, med Hensyn paa Øieblikkets Frivolitet og politiske Gjæring, kun skulde afskaffe Anonymiteten og sætte Trykke-Friheden Grændser, saa skulde man ikke let falde paa, at den her lod sig anvende, naar man *1 Opr. men dog ei paa en af Siderne kunde fattes«. *2 Opr. »man troer ordenlig, det er Spot«. *3 Opr. »stor«. *4 Hskr. tilføjer: »og stævnede«. *5 Hskr. »som«. 135 ikke erindrede sig den føromtalte juridiske Praxis, og vidste, at benævnte Forordning netop ved sin dunkle Tvetydighed maatte særdeles anbefale sig til hvem der raisonnererl efter egne Rets-Principer, og vil forsvare sin Dom med Citater; thi ellers maatte dog Embeds-Eden, om den ei kunde bevirke Sagens Afviisning, ledt til Frikjendelse, med mindre det var blevet beviist, at Præsten havde paa en aabenbar uredelig Maade misbrugt sin Embeds-Stilling, til Angreb paa Noget, ingen Præst2 maatte enten kunne misforstaae eller støde sig over.

✂ Nu derimod skulde Trykke-Forordningen afgjøre Sagen, som en Slags kirkelig Grund-Lov, enten den kunde eller ikke, thi skulde den kun adspørges som almindeligt Regulativ for Bedømmelsen aftrykte, nærgaaende Beskyldninger, da gjaldt den gamle Regel: ueritas convitii tollit injuriam 3, og da skulde det Factum, Præste-Lærerens Bog var, blevet Gjenstand for en Undersøgelse, der maatte ledt bort fra Trykke-Forordningen, til Konge-Loven, Danske Lov, Præstens og Professorens Env beds-Eder, og det streed formodenlig mod de antagne Principer. Man antog altsaa, at efterdi Trykke-Loven ikke sætter nogen Straf for Angreb paa Stats-Religionen, med mindre den i strængeste Forstand var lastet og bespottet, hvad Præsten selv havde været liberal nok til ikke at paastaae den her var blevet, saa maatte man antage, at den, der ikke havde overskridt Trykke-Frihedens Grændser, maatte ogsaa være fri for at lastes for sin Skrift, saa det var en velgrundet Paastand af Præste-Læreren, at Præstens nærgaaende Udtryk, uden videre Undersøgelse, maatte mortificeres, og han mulcteres, dog med Maade, efterdi det nok var troligt, at Præsten havde meent han kun havde gjort sin Pligt.

✂ See, det var aabenbar ingen Dom efter Trykke-Forordningen, men over den, efter egne Rets-Principer, Præsten umuelig kunde kjende, og her skulde man da mindst vente en haard Anvendelse af Trykke-Forordningens Bogstav om de Skribenter, som dømmes efter den, saa det maa ogsaa udledes af hemmelige Rets-Principer, at Præsten, uden videre Spørgsmaal, sattes som Skribent under Politi-Censur.

✂ En saadan Dom og en saadan Følge-Slutning, der syndes at skulle give en yndet Præst og navnkundig Skribent, hvis Frygt for personlig at fornærme noget Menneske var næsten ligesaa bekjendt, som hans Hengivenhed til Kongen og *1 Hskr. »dommer« *2 Opr. »intet fornuftigt Menneske«. *3dvs. »Naar en Bebrejdelse er sand, gar man ikke Vedkommende Uret ved al fremsætte clen« 136 Fædrenelandet, til Stats-Religionen og hele Stats-Forfatningen, give ham baade kirkelig, literair og borgerlig, saa haard og saa hastig en Død, uagtet hele Landet vidste, han havde Ret imod Præste-Læreren, det maatte nødvendig gjøre megen Opsigt, endogsaa udenlands, og det var en temmelig udbredt Tro, at naar den Sag kom for Høieste-Ret, maatte Præsten nødvendig faae den meest glimrende Opreisning, og saamange af Lands-Dommerne, som havde været enige, i det Mindste dømmes pro meliori informatione 1.

✂ Præsten betænkde sig imidlertid paa, om det var Umagen værdt yderligere at friste Tidens hemmelige Rets-Principer, mod hvilke de aabenbare Love havde ondt ved at seire, og om det, da ingen Dødelig dog kunde udgrunde, hvad, efter den herskende juridiske Praxis, i dette Tilfælde skulde kjendes for Ret, før det var skedt, om det ikke da var klogest at nøies med en Dom, hvis Præmisser han kunde oversee, og frikjendtes i Grunden af2.

✂ Loven gav en god Betænknings-Tid, Aar og Dag, og Sagen krævede det modneste Overlæg, da Spørgsmaalet var, om en lovmæssig Præst, navnkundig, patriotisk Skribent, en Huusfader med Kone og Børn, skulde juridisk vove det Yderste, som paa et Væddemaal, for at kunne blive i Fædernelandet, eller om han, hardtad for gammel, indgroet og bundet dertil, skulde see at finde et Land, hvor dog de bedste Advocater kunde sige en Mand, hvad han turde sige og skrive, uden at blive Injuriant, og hvor han da turde begynde et nyt Levnets-Løb.

✂ Dog, Præsten havde en Ven i den Ret, der dømde ham, en grundærlig, stille, beskeden, men velstuderet, dybsindig, historisk-lovkyndig Mand3, hvis udmærkede Retskaffenhed var alle hans Kyndinger, og deriblandt tre Cancellie-Deputerede, med hvem han havde staaet i nøie Embeds-Forhold, velbekjendt. At han, som kjendte Lovene, og ærede dem sam de sande Rets-Principer for alle Dommere, skulde dømme efter Gunst, var ikke tænkeligt, men at Venskab kunde gjøre ham det til en Samvittigheds-Sag, at bryde sin beskedne, hos en til Skribent-Banen saa rigt udrustet Mand, hardtad mageløse Taushed, for at protestere mod en Dom, der, efter hans fuldeste *1dvs. »for at de herefter kunde vide bedre Besked«. *2 Det følgende lød opr: »medens denne Betænkning, hvortil Loven gav god Tid, Aar og Dag, og som virkelig krævede modent Overlæg, da det syndes at giælde om, enten Præsten og Skribenten skulde vove det Yderste for at blive i Fædernelandet, eller landsforvise sig selv...« *3 d. e. Assessor N. M. Spandet. 137 Overbeviisning, streed ligesaameget imod Lovene som imod hans Retsfølelse, og tilintetgjorde en Mands borgerlige Existens, han i mange Aar havde æret som Præst, studeret som Skribent, og elsket som Ven; det var vel et halvt Vidunder, men dog ligesaa psychologisk forklarligt, som dybt rørende! Hans Protest vidnede maaskee om Haandens Mangel paa Øvelse, men dog klarligst om Kampen mellem en dyb, overvældende Følelse, og en klar juridisk Besindighed, om et Hoved, der i alle Maader vilde have Loven for sig, men et Hjerte, der, hvad saa end Hovedet sagde, maatte have Luft, og vilde, naar saa maatte være, opoffre sig.

✂ Denne Protest udkom tilligemed en skarp Bedømmelse over Doms-Præmisserne, af den siden saa berømte Danske Orientalist1, som ogsaa elskede Præsten, ærede Stats-Religionen, og vilde, naar det kunde skee uden Lovbrudd, opoffre sig for dem, og disse Ting gjorde naturligviis ei blot Opsigt, men et dybt Indtryk hos et Folk, med saamegen Agtelse for naturlig Ret og Billighed, og saameget Hjerte til kjærlig Opoffrelse, som det Danske. Orientalisten vilde ikke skjænke Retten det Mindste, og havde Præmisserne i Forbigaaende ymtet om, at Præste-Læreren sagtens maatte være orthodox nok, da Superintendenterne jo i det Væsenlige var enige med ham, da blev det ei blot bemærket, men skarpt udført, at Superintendenterne stod under samme Lov, som Præste-Lærerne, og maatte, hvis de virkelig var enige med ham, faae samme Dom, hvad upaatvivlelig var strængt juridisk sluttet, men, efter Omstændighederne, for skarpt anvendt.

✂ Cancelliet bestormedes nu fra tvende Sider, da Sællands Biskop klagede, og Præste-Læreren spurgde, hvad han skulde gjøre ved Lands-Dommeren og Orientalisten, som vovede at paastaae, Præsten havde Ret. Til Præste-Læreren svarede Cancelliet, at da Retten havde givet Præsten Uret, behøvedes derom ei videre Retter-Gang, men indstillede saavei Orientalisten som Lands-Dommeren til Majestætens Mishag med deres Handle-Maade, udbedende sig dog tillige, at Lands-Dommerens bekjendte Retskaflenhed maatte skjænkes et ærefuldt Vidnesbyrd ved Siden ad Mishagen!

✂ Dette skedie, og nu sluttede Præsten, at den juridiske Vei til *1 d. e. J. C. Lindberg, som i December 1826 udgav et lille Skrift: »Den kgl. Lands-Overrcts samt Hof- og Stads-Rets Kjendelse og Dom i Sagen Dr. Pro f. Theol. H. N. Clausen contra Pastor N. F. S. Grundtvig, bedømt af Jac. Chr. Lindberg«, med et Brev fra N. M. Spandet i Fortalen. 138 Majestæten i Høieste-Ret, ligesom den kirkelige til Majestæten over Cancelli og Biskop, var ham om end ikke theoretisk spærret, saa dog practisk afskaaret; thi at appellere en Dom, som Cancelliet, med Danmarks berømteste Theoretiker til Consulent, og, for Øjeblikket, som til Hoved, havde erklæret saa fuldgyldig, at den gjorde al videre Retter-Gang om Præste-Lærerens deri oversprungne Lærdom, selv i et ganske nyt Tilfælde, overflødig, ja, at indanke en Dom til aldeles Underkjendelse, og paastaae dens Ophavs-Mænd anseete med Lovgiverens allerhøieste Mishag, hvorimod Protesten af en, som det lød, ellers retskaffen Dommer, var allerede indstillet til Majestætens Mishag, og ramt deraf, det, fandt Præsten, maatte være forvovent1, især paa en Tid, da Høieste-Ret, uden at have tabt den store Høiagtelse i Europa, som Skumleren Molesworths aftvungne Vidnesbyrd avlede, og Retfærdighedens upartiske Haandhævelse gjennem halvandet Aarhundrede holdt herlig ved Lige, da selv Den stod Fare for at henrives af den frygtelige Praxis, der følger et andet Rets-Princip end Lovene: den aabenbare Lands-Lov, paa en saadan Tid, og i en Sag, hvori Neutralitet var umuelig, og hvorom det offenlige Ørstedske Præjudicat, at Præsten uden Grund havde forkjettret Præste-Læreren, syndes nu at have vundet en mageløs Kongelig Stadfæstelse!

✂ Var nu en Dom, man ellers ikke skulde fristes til at acqviescere ved, var den, som det syndes, efter Omstændighederne, kun appellabel til Skjærpelse eller dog kun til Stadfæstelse, hvor Præmisserne ere usynlige, og lade sig da paa ingen Maade enten oversee eller bedømme, saa maatte Præsten unægtelig enten nedsynke i stum borgerlig Fortvivlelse, eller tye til Majestæten paa Publicitetens Vei, der vel, ved Politi-Censuren, syndes ham theoretisk spærret, men, som han troede, vilde dog staae ham practisk aaben, om ikke ved Andet, saa ved Kong Frederik den Sjettes personlige Sandheds-Kjærlighed, og mageløse personlige Tilgjængelighed, der vel, efter Sagens vidtløftige og indviklede Natur, ei her kunde gjøre Publiciteten overflødig, men vilde sikkert, troede Præsten, gjøre den baade muelig og frugtbar!

✂ Han vovede da dette Skridt, om ellers det eneste Skridt, man kan gjøre, uden enten at overtræde den aabenbare Lands-Lov, eller overskride et elsket Fædernelands Grændser, om det *1 Hskr. »meer end overflødigt« 139 Skridt med Føie kan kaldes voveligt, af en Skribent, hvis hele Liv og Levnet i henved tyve Aar kun behøvede den Oplysning, det stod i hans Magt at give, for at ligge klart udfoldet, borgerlig ulykkeligt, men ogsaa borgerlig uskyldigt, borgerlig roesværdigt, for Majestætens, for Danmarks og for hele Nordens Aasyn!

✂ Her maa jeg nødvendig afbryde min Tale i Efter-Slægtens Navn; thi det Følgende kan kun Majestæten skabe, Tiden vise, og Historien melde; men min borgerlige Tro og mit borgerlige Haab, som del har været min Lyst at bekjende, som have trøstet mig over mange Trængsler, og som de Sidste vel kunde friste men ei overvinde: min borgerlige Tro paa Majestæten, som Danmarks Skyts-Aand i gruelige Tider, ja, som en Gud paa Jorden, der kun har Ham i Himlen over sig, en Gud paa Jorden i Retfærdighed, i Fader-Kjærlighed selv til de utaknemmelige Børn, men dog især til de lydige, og i Langmodighed mod de trodsige Tjenere, uforanderligt Velbehag mod de trofaste, denne min borgerlige Tro, og mit deraf udspringende borgerlige Haab, at hvad end min Skæbne skal vorde, saa vil, saa maa dog vist1 en saadan Konges Alderdom blive lykkelig og velsignet, som den kun kan blive for Lands-Faderen med det sjeldne Konge-Hjerte, naar den bliver det for Danmark, i den mageløse Grad, som Han i sin begeistrede Ungdom haabede, og som Danmark jublende haabede med Ham, dengang da Frederiks Navn, som Danmarks Skyts-Aand, forplantedes med Moders-Maalet paa mine Barne-Læber, og Høst-Gildets deilige Toner blev de første jordiske, der fyldte mit lyttende Øre; denne Tro, og dette Haab, som jeg, selv udvandrende, maatte tage med mig, ja tage med mig i Graven, saalænge Kong Frederik lever, dem vil jeg ogsaa frit bekjende her, hvor det staaer ene i Guds og Kongens Haand, om jeg skal juble eller forstumme! Man kalde mig længe nok Smigre-Præsten, fordi man intet Begreb har om, at naar en poetisk Natur skal godvillig bære de tunge Baand, der, især i vore Dage, trykke ei blot den nidkjære Præst, men ogsaa den patriotiske Skribent, da maa man føle sig sammensmeltet med Statens Grund-Forfatning, og med Dens udødelige Aand, Dens levende Sjæl, som Kongen i Danmark er, da maa man i Troen og Haabet kunne hæve sig over alt det Tilfældige, Trykkende og Skrøbelige, som enten blot menneskelig Ufuldkommenhed, eller tillige farlige, *1 »vist« tilføjet ved Korrekturen. 140 vanskelige Omstændigheder, og Misgreb, uundgaaelige i en forvirret, chaotisk gjærende Tid, kan have foraarsaget, og dvæle ved den herlige Ejerne, og ved den borgerlig levendegjørende Aand, som er og som virker med glædelig Enevolds-Magt i en landsfaderlig Konges Ord! Kalder man dette Smiger, velan! saa gid jeg maa kunne smigre Kongen af Danmark al den Stund jeg lever, det skal vist ikke nage mig i min Døds-Stund; men er det, som jeg troer, kun Smiger at fortie fornøden Sandhed, man har Kald til at sige, fordi den muelig kan støde, eller at besmykke hvad man dog misbilliger, og, i det Hele, at være falsk og sød, for at tækkes, er kun det, som jeg troer, at smigre, da veed jeg mig fri, og, Saameget er i det Mindste vist, at havde jeg saaledes smigret Majestæten, og dog ikke kunnet drive det videre, end til i mit 44de Aar at være pastor emeritus, opgivet Borger og bundet Skribent, da kunde det være ligesaa velforskyldt, som det er underligt1, og Kong Frederik den Sjette, der ei lod Naade gaae for Ret mod en smigrende Præst og Digter, med lidt Talent og Navnkundighed, Han maatte netop da være et endnu langt større Kongeligt Vidunder, end mine dristigste Sange har skildret!

✂ Altsaa, jeg troer endnu borgerlig paa Majestæten, og haaber langt mere af Ham, end jeg behøver for at naae mine personlige Ønskers Maal; thi det er virkelig kun at have udtjent som Stats-Præst, hvortil jeg kun med megen Møie har stræbt at gjøre mig nogenlunde skikket, at have tarveligt Udkomme, og Frihed til med Mund og Pen at tjene mine Troes-Forvandte, den aandelige Deel af Menneske-Slægten paa Veien til Forklaring, og den Stat der vil skjænke mig Dette. Mit Hjertes Attraa er det vist nok, at have disse Livets Nødvendigheder til min Døds-Dag i Danmark, hvor jeg i saa lang Tid enten fandt dem, eller fik dem, ved en Tro og et Haab paa Majestæten, som ei beskjæmmedes, og derom tvivler selv neppe han, der, jeg vil dog haabe, ei spottende, men kun i Spøg, ubetimelig nok, i mine haardeste Dage, nænde at sige, det var jo min Lyst at vandre videre, med Saxo under den ene Arm, og Snorro under den Anden!2 Men skulde saadanne Taler af anseelige Mænd, der maae forudsættes at kjende baade mig og mit Forhold til Danmark, skulde de, eller hvad Andet der dog kun Alt er Redskab i Forsynets Haand, berøve mig det, uden hvilket jeg hverken kan eller tør blive godvillig her, da er jeg personlig *1 Hskr. »uforskyldt«. *2 Jfr. Kirke-Spejl 2. Udg. S. 338. 141 slet ikke fortvivlet, skjøndt kun den Alvidende kjender denVei, jeg da skulde betræde, den Plet, hvor det midtes mig at finde Virke-Kreds og Hvile! Sandelig, jeg har et høiere Begreb om Arm i aandelig Forstand, og om Hvad der kan gribe Støv-Mennesket under Armene, saa han ei synker sammen i sit eget forfængelige Intet, et høiere Begreb derom, og en baade mørkere og lysere Erfaring deraf, end at jeg noget Øieblik skulde tænke, at Skrifter, trods hvilke jeg i Danmark, som de var næsten udelukkende beregnede paa, sank saa dybt som den ringeste Borger, naar han kun er en ærlig, retskaffen Mand, vel kan synke, at disse Skrifter skulde nogensteds bedre tale min Sag, end de talde den her; men ligesom jeg frit bekjender, at gamle Krøniker er i mine Øine mere værd end gamle Postiller, saaledes troer jeg ogsaa virkelig, at det Hoved, jeg brød, og den Pen jeg sleed op, for at fordanske Nordens Old-Krøniker og Bjovulfs Drape, mest, som det synes, til Muus og Møl, at de, udenfor Danmark, vel kunde givet mig meer end det tørre Brød, og Skam til Takke af sprænglærde Folk, hvis stolte1 Latin dog Flere har lært end min platte2 Dansk. Jeg troer fremdeles, at dette Hoved, som Gud har lægt, og den ny Pen, Han gav mig for den gamle, at de, med Hans Hjelp og Velsignelse, endnu, hvor jeg kommer, og kan bruge dem med Lyst, er istand til at tjene mig Føden og Klæden, og et Navn, hvorved mine Børn ei skal rødme, saalænge de færdes aabent og ærligt, som deres Fader!

✂ Ikke derfor greeb jeg da en Pen, Forbryder-Mærket paa min Skrift nær havde betaget en borgerlig uskyldig, fribaaren og fritalende Dannemand Modet til sømmelig at føre, ei for at klage over en Modgang og Uret, min christelige Tro og mit uforkrænkelige Haab har givet mig at kunne bære, saavelsom at lide; nei, der er en Herre, hvis Naade og Bifald skulde være og har været mig endnu dyrebarere, end min jordiske Konges, og naar jeg skal adskille Guds og Kongens Naade, som jeg har altid for ramme Alvor sammenføiet, da er Han den Eneste, for Hvem jeg klager mig personlig, og Hvem jeg, efter tro Tjeneste, beder om Almisse, her og hisset! Men hvorledes kunde jeg drage ud af Landet, eller gjøre noget borgerligt Skridt til Udvandring, med Troen paa det landsfaderlige Hjerte under Purpuret, og paa Konge-Øiet derover, og med Haabet om, at der ligger et Konge-Ord paa Tungen derimellem, som kan og *1 Hskr. »konstige«. *2 Hskr. »naturlige«. 142 som vil gjøre det til en misundelses-værdig Lykke at være Dansk Borger, end sige da at have skabt den Lykke med retmæssig elsket Ene-Vælde, hvorledes kunde jeg det, uden at have gjort alt det Lidet jeg mægtede, for at det ei skulde synes, enten som om min Patriotisme, istedenfor at luttres, hensmeltede i Ovnen, eller som om Kongen af Danmark i en slibrig Tid kunde mene, selv af de ringeste troe Tjenere at have een for mange, eller endelig, som om Ene-Vælden ei gav Magt til at beskytte Kongens og Danmarks, hele Norden bekjendte Lovtaler mod aabenbar Uskjel1, den reise sig af Cabale, Caprice, Aands-Svaghed, Forblindelse, Forliebelse i egne Meninger, eller hvoraf det end maatte være!

✂ Dette var Eet, og det Andet var ligesom Dette; thi veed jeg ikke godt, det er ingen Brøde i Kongens Øine, og kan ingen være, at yngre talentfulde Mænd havde kirkelig, videnskabelig og personlig knyttet sig til mig: en agtet Embeds-Mand, navnkundig Skribent, og god Borger, hvis bekjendte politiske Grund-Sætninger Kongen, baade for Thronens og Rigets Skyld, maatte ønske, om mueligt, indpodede i hele den yngre Slægt af Videnskabs-Mænd, da jeg ikke syndes at have dem tilfælles med Mange af den Ældre; og hvad er dog Dr. Rudelbachs og Adjunkt Lindbergs Brøde, dersom den ikke bestaaer i, at de er mine Venner og Med-Arbeidere? Vil vel Nogen af Danmarks Theologer afdisputere mig, end sige da Dr. Rudelbach selv, hans philosopherende Skarphed, eller hans theologiske Erudition, eller har man pludselig ophørt at ændse hvad man nys forgudede, eller hvorfor kunde en Rudelbach ei engang blive Licentiat i Theologien, da en Fogtman, en Clausen, og selv en Faber blev Doctores! Kan vel Nogen udgrunde, hvorfor Professuren i de østerlandske Sprog staaer ledig, medens man indførte Lindbergs ebraiske Grammatik i de lærde Skoler, eller er virkelig et tomt Catheder en større Prydelse for Høi-Skolen, end et, hvorpaa en af mine Venner stod, om det saa end var en Lindberg, som jo dog de Lærde, før han blev min Ven, ingenlunde tvivlede om, vilde gjøre Epoche i sit Fag! Kunde jeg forlade Danmark, uden at have gjort det Yderste for, at Majestæten fik at vide, hvad neppe nogen Anden siger, og hvad det ikke hjalp jeg sagde, uden her, for Historiens Dom-Stol, hvor de Høilærde kan beskjæmme mig, hvis jeg lyver, eller taler som den Blinde om Farverne! Nei, var det ogsaa *1 Hskr. »Uret«. 143 kun for mine Venners Skyld, skulde jeg dog ogsaa i dette Stykke gjøre det Lidet, jeg mægter; thi under mageløs Ringeagt mellem mine fleste Jævn-Aldrende og de lidt Ældre af Danmarks Bog-Lærde, fandt jeg sjeldne Venner, Venner, som stod, da det gjaldt, og vil jeg fortjene en saadan Lykke, som faa Skribenter kan rose sig af, da maa jeg ikke heller taale, at dette Venskab, som var min Trøst og min Ære, da alt Andet syntes at glippe, at det skal behandles som en borgerlig Brøde, ei taale det, uden at lade Lyset skinne over Mørket, saa Majestæten fra Thronen kan see, hvad der er langt vanskeligere, end i vore Hytter, selv med det skarpeste Blik, at opdage! Det er sandt, Dr. Rudelbach kan Tydsk vel bedre end Dansk, og behøver neppe at lede længe om et Catheder i Tydskland, hvor man er slet ikke bange for de orthodoxe Theologer, men vel for de Andre, og nu Lindberg; jeg tænker, hvis han vilde, da kunde han vel naae et Catheder i Norge, hvor, blandt Andet, det theologiske Facultet, der siet ikke skyer Orthodoxien, godt kunde bruge en Tredie-Mand, som jeg ikke duede til, om jeg saa end, med min bekjendte historiske Partiskhed for Danmark, Haardhed mod Norge, og Ubillighed mod Sverrig, kunde enten ønske eller vente at blive det! Men hvad da? om end visse Folk skulde mene, det var bedre, at Clausen fandtes uerstattelig, og det østerlandske Professorat ubesætteligt, end at der skulde blive videnskabeligt Spor af mig og min Kreds i Landet, skulde jeg derfor troe, Majestæten dømde ligesaa, eller tænke, det var ei Møien værd at sige det!

✂ Og endelig, hvorfor skulde jeg ikke haabe, at ogsaa mit ærlige frimodige Ord kunde bidrage sin beskikkede Deel til at oplyse den ogsaa politisk farlige Vending saavel den kirkelige, som den juridiske Tanke-Gjæring har taget her i det nittende Aarhundrede, og som det, ved Professor Clausens Bog, og Forhandlingerne desangaaende, er blevet soleklart, har bragt Forvirringen til en Høide, hvor den umuelig kan standse sig selv, men maa enten læges, eller blive dødelig for Staten! Naar det er kommet saavidt, at Professor Clausen kan skrive for hele Verden, hvad han kun behøvede mundtlig at sige vidnesfast Tiende-Delen af, for, efter Loven, at have sit Embede, og, skulde det tages strængt, langt mere forbrudt, naar han kan skrive det, og berømmes derfor af de Lovkyndige, men jeg kan ikke skrive, hvad jeg mundtlig kunde sige høit i enhver Forsamling, ja selv for Majestætens Øren, uden at støde an mod en Tøddel i Loven, det kan jeg nu ikke skrive, uden høilig at 144 lastes af de Lovkyndige, stævnes som Injuriant, afvises med min allerunderdanigste Ansøgning til Majestæten, nægtes beneficium, dømmes uden Undersøgelse af Kjends-Gjerningen, og miste min Trykke-Frihed; naar det kan skee, uagtet jeg dog var en agtet Embeds-Mand, og en navnkundig Skribent, hvis Skæbne maa gjøre Opsigt i hele Norden, som havde været begunstiget af Majestæten, som havde ikke blot en Advocat til Ven, som Justitsraad Treschov, men og selv baade Mund og Pen til Tjeneste, i en Sag, hvis Actstykker laae for den hele Læse-Verdens Øine, og som endelig, saavidt jeg veed, ei havde en eneste personlig Uven enten i Cancelliet, eller i Retten, men erholdt endog i denne Henseende den meest hæderlige Erklæring af Hr. Etatsraad Ørsted, som dog juridisk gav mig aldeles Uret; naar, selv under saadanne Omstændigheder, den herskende juridiske Praxis, og Raisonnementet efter egne Rets-Principer kan lede til det Resultat; ja, da veed jeg ikke, hvad borgerlig Sikkerhed nogen Undersaat i Landet kan have, naar det lyster hans Uven at stævne ham, og skulde jeg forlade Danmark, uden at have sagt det saa høit, med sømmelig Ærbødighed, som jeg mægtede!

✂ Men maaskee er det blot Trykke-Forordningen, som trænger til Forandring? Ja, gid det var saa vel, men da burde det jo ogsaa siges, og hvem var nærmere til at udsige det med Suk, end en Skribent, hvis egenlige Fag er Fæderne-Landets Historie, hvori man vel ved Slutningen af forrige Aarhundrede maa oplede det Mærkværdige i en modbydelig Dynge, men gjør det dog langt heller, end man forgjæves leder om Oplysning over det nærværende Aarhundredes mange Gaader, og hvem veed det bedre end Skribenten fra 1806, der har vovet at skrive frimodig om sine egne Dage, hvem veed det bedre, hvad Mod, næsten Alle sagde Forvovenhed, dertil hørde! Sandt er det vist ogsaa, at naar man længst har stavet paa Trykke-Forordningen af 1799, for at finde Skrive-Frihedens lovmæssige Grændser, man da nødes til at sige, man fandt ikke engang Trykke-Frihedens, hvad dog kun er lidet, naar det Meste, som trykkes, kan undertrykkes før det bliver læst, og vil man altsaa beholde det Mod til at skrive frit, med sømmelig Ærbødighed, som Indledningen indgyder, da maa man vel udelukkende holde sig til Indledningen som Udtrykket af Lovgiverens Mening og Hensigt dvs. af Lovens Aand, hvad man dog ikke kan, uden stærk Tro paa en saadan virkelig Lovens Aand og Kongelig Lovgiver, som Frederik den Sjette; thi naar man skal gjenkjende 145 Christian Colbjørnsens lyse Hoved i denne Forordnings Stiil, maa man nok antage, det mindre var hans Hensigt at give Dommerne, og dermed Skribenterne, en øiensynlig Rette-Snor, end at give Advocaterne Leilighed til at øve sig i Dialectiken, eller Skribenterne et Vink om, ligesaa godt først som sidst, at forsage det Nærværende og Timelige, trøstende sig, som de kunde bedst, ved det Forbigangne eller det Tilkommende. Men trængde ikke ogsaa virkelig hiin Tids fleste Skribenter til et memento mori! og til en kraftig Advarsel om, at Øieblikket, hvori de havde nedsænket sig, var ei at stole paa, saa Forordningen, som et provisorisk Reglement, paa Grændserne af det attende og nittende Aarhundrede, vel kan kaldes et haardt Ord i rette Tid, og mon det ikke virkelig, til enhver Tid, var statsklogt, baade at afskaffe Anonymiteten, og see til at forbinde en ordenlig Censur med Skrive-Friheden, saa Forordningens Hoved-Feil blev dens Tvetydighed, og Parallelen mellem Skribent-Feil, en god Borger ogsaa kunde begaae, og qvaliliceret Tyveri eller andre grove Misgjerninger! Jeg troer jo, troer, at den Tøileløshed, og det evige politiske Kandestøberi, som den revolutionære, regelløse Ophævelse af Censuren havde udklækket, og den franske Revolution opfostrede, maatte afbiydes ved et Magt-Sprog, der vel kunde været voveligt nok, hvis ikke Napoleon var kommet med den 18de Brumaire, men vilde, i det Mindste til Napoleon forsvandt, ingen Skade gjort, under Frederik den Sjette, naar Juristerne kun havde været ligesaa liberale som Lovgiveren, og ikke anseet Forordningens Tvetydighed for en Fuldkommenhed, men for en Feil, hvorunder det var Synd Skribenten skulde lide. Vanheldet bestod da egenlig deri, at den ny Mode i Jurisprudensen, at construere den borgerlige Ret, ligesom Kant og Fichte den Moralske, a priori, at denne ny Mode der nu just opkom, og trængde høit til at bestrides paa den offenlige Vei, fik, ved Trykke-Forordningens Tvetydighed, denne Vei i sin Magt, behøvede altsaa ikke at lade sig bestride skarpere, end den selv vilde, og kunde, som skedt er, udbrede sig frit, til den naaede det Maximum, man vel maa kalde det, at betragte Trykke-Forordningen ogsaa i kirkelige Anliggender som en symbolisk Bog, over alle dem Loven kalder saa, og som en Ophævelse baade af Præstens og af Præste-Lærerens særegne Forpligtelser. At det saaledes langt mere er Raisonnementet paa fri Haand over hvad der i hvert enkelt Tilfælde skal kjendes for Ret, langt mere det, end Trykke-Forordningen, der 146 gjør Skribent-Veien aldeles usikker, kan jeg ikke bedre oplyse, end ved at sammenligne to Skribenters forunderlige Skæbne ved samme Ret, min egen nemlig, og En af mine Ungdoms-Venners1. Det var nemlig 1804, at en eet og tyve Aars Yngling, tidlig historisk-lærd, midt i et strængt videnskabeligt Arbeide, sagde nogle usømmelige Ord om en af vore længst hensovne Konger, men derom talde Trykke-Forordningen ikke, og det er klart, at ingen Lov kan befatte sig med Sligt, uden at tilintetgjøre den historiske Frihed, hvis Brug er Staten saa vigtig, og hvis Misbrug er den saa uskadelig, at den sikkert bør haandhæves. Mueligt, at der i dette Tilfælde var Noget som kunde fordre en Undtagelse, men hvad jeg vil sige, er, at man kaldte Ritualet til Hjelp, som forbyder at tale ilde om de Døde i deres Liig-Prædiken, og det er klart, at kunde Sligt medvirke det Mindste til, at en ung Historiker kom til at sidde paa Vand og Brød, hvad han rigtignok, under sit utrættelige Studium, var vant til, men ikke som Misdæder, og at han gik tabt for Videnskaberne, hvilken levende Skribent kunde da ikke falde, før han vidste det! Tyve Aar senere kom jeg for Retten som Præst, og forsvarede mig med Ritualet, men her maatte det ikke gjælde, uagtet Retten fandt sig incompetent til at undersøge Kjends-Gjerningen efter Trykke-Forordningen, men under Censur skulde jeg, som om jeg var dømt efter den, og Anvendelsen er overflødig. Havde en Fader, som lod sine Tyende og de Fremmede troe, og tale om Tro, omtrent som de vilde, antaget en Huus-Lærer til sine yngste Børn, under den udtrykkelige Betingelse, at oplære dem i den evangelisk-lutherske Religion, efter Luthers Catechismus og Balles Lærebog; nedrev desuagtet Huuslæreren offenlig i Børnenes Paahør saavel den Religion, han skulde lære dem, som de Bøger, han skulde bruge; lastede en af de ældre Sønner ham høit derfor, og sagde reent ud, at naar han tænkde saaledes, burde han, som ærlig Mand qvittere sin Post, og stævnede nu Huus-Læreren Sønnen derfor som Injuriant, og kunde Sønnen ikke engang redde sig med at fremlægge Faderens skriftlige Beviis af ældre Datum for, at han var sat til af al Magt at bestride hvad Tale der førdes i Huset mod dets Religion; da blev det vist nok ikke af mine Rets-Principer, det kunde udledes, at Huus-Læreren havde dog i Grunden moralsk eller philosophisk Ret, men derom kan man tvistes; at han derimod juridisk, det er, efter Lovene, havde den soleklareste Uret, det vil dog vel intet fornuftigt *1 Se ovenfor I. 180. 147 Menneske aftrætte mig, og hvad er da Forskjellen mellem dette Exempel og Sagen mellem mig og Clausen, naar man gjør Faderen til Lands-Fader, Huus-Læreren til Præste-Lærer i Staten, og Sønnen til Præst, hvad gjør da Forskjellen, uden at Juristerne er kommet i den Vildfarelse, at hvad der efter deres Tanker er moralsk eller philosophisk Ret i Kirken, det er ogsaa juridisk Ret, hvad saa end Lands-Loven siger, og man har da, hvor den Vildfarelse bliver practisk herskende, en hemmelig Ret, man ikke kan lære at kjende af den aabenbare Lov, men kun i paakommende Tilfælde, af glædelig eller sørgelig Erfaring for Domstolene!

✂ Er dette nu soleklart, som det jo unægtelig er, og er denne Forvexling af lovmæssig dvs. juridisk Ret med hvad Juristerne, hver for sig, antager for philosophisk Ret, og troe, hvis de er Under-Dommere, at kunne forsvare for en høiere Ret, hvis Sagen appelleres, er denne Forvexling saa almindelig, som man maa slutte, ei blot efter min Sag, men efter den store Indflydelse, den skarpsindige Tænker A. S. Ørsted, i stigende Forhold, baade som Manuducteur og Skribent, lige fra dette Aarhundredes Regyndelse, har havt paa Danmarks Lovkyndige, da veed jeg ikke, hvad de bedste og klareste nye Love skulde nytte Fædernelandet meer end de Gamle, med mindre Juristerne igjen lære at skjelne skarpt imellem hvad de videnskabelig kan have at foreslaae til enkelte Loves, eller den hele Lovgivnings Forbedring, og hvad der, indtil videre, efter de bestaaende Love, i Grund-Lovens og Danske Lovs Aand, er Ret. Forordningernes og Reskripternes Mangfoldighed er beklagelig, men den er taalelig, naar Juristerne ikke vil misbruge den Kundskab derom, ikkun de kan besidde, til at give dem Uret, som efter den aabenbare, uforandrede Lov, og deres særegne Forpligtelser og Rettigheder, har Ret; vil de derimod ikke blot det, men selv hvor de ingen Forordning og Reskript har at sætte mod det aabenbare Lovbud, raisonnere sig derfra, da er den borgerlige Sikkerhed forsvundet, og hele Lovgivningen kun et Tvistens Æble mellem Juristerne, som kommer Folket og Landet dyrt at staae, om saa end alle Jurister var, hvad jo dog ingen Borger-Classe er, lutter retsindige, skarpsindige, conseqvente og samvittighedsfulde Mænd! Maaskee er hiin Fremgangs-Maade langt sjeldnere end jeg troer, men hvem der een Gang har lidt under den, maa dog ligefuldt borgerlig grue for den, ei blot paa sine egne, men paa alle sine Medborgeres Vegne, selv paa de Juristers, som øve den; thi ogsaa de staae i Grunden samme 148 Fare som vi Andre, med mindre de sidde i Høieste-Ret, og selv der maae de høre til Majoriteten, for at være sikkre paa, de, hvis de som Skribenter, eller i anden Qvalitet, drages til Ansvar, ei vil blive dømt efter en hemmelig Ret. Kan det times Jurister, hvad da os andre Boglærde, der vel, naar vi har Hoved og Stunder dertil, kan studere Hr. Etatsraad Ørsteds Skrifter, og have meget videnskabeligt Gavn af at følge den skarpsindige Tænker, selv naar han farer vild, vel kan det, men kan ikke forsvare os med Etatsraad Ørsteds Skrifter enten for Kongen, for Retten, for Folket eller for Efter-Slægten, kan det jo ikke, om vi end deraf kunde vist erfare, hvad der i enhver Henseende var Skribentens Mening, hvad dog saavel det Fragmentariske som det Dialectiske i Udviklingen forbyder, saa det nyttede os borgerlig slet ikke, om vi var bedre fornøiede med den Ret, de Ørstedske Skrifter, end med den, Danske Lov vil give os, undtagen i det eneste Tilfælde, at vi fik en Sag for Retten, hvor Dommeren, eller Dommer-Mængden havde fattet Ørsteds Mening ligesom vi, og vilde følge den. Men, hvad skal da Folket, hele Folket, saa nær som Juristerne og nogle faa Videnskabsmænd, hvad skal de sige, som slet ikke kan gaae ind i de videnskabelige Undersøgelser om, hvorvidt Schlegel, Ørsted eller Borneman, philosophisk talt, har Ret, men hvis borgerlige Virke-Kreds tit er meget udstrakt, og som, hver i deres Kreds, trænger høit til at vide, hvad der er juridisk Ret, ei blot efter en enkelt Procurators Forsikkring, ei engang blot efter Etatsraad Ørsteds Mening, men Ret efter Loven, Ret over hele Landet, Ret over alle Dom mere! Det kan for Øieblikket intet Menneske i Verden sige dem, uden Enevolds-Kongen i Danmark, og dog beroer derpaa deres Formue, deres Sikkerhed, deres Rolighed, maaskeeÆre, Liv og Gods, og naar da Skribenten, som selv er borgerlig tilintetgjort ved den juridiske Vilkaarlighed, uden at det nyttede ham det mindste, at han holdt sig til det eneste Faste: til Grund-Loven, det Uforandrede i Danske Lov, og sin Embeds-Eed, hvad man dog skulde meent maatte kunnet beskytte Efterfølgeren, om det end ikke fældte Overtræderen, naar en saadan Skribent vover, med et Knæfald paa Publicitetens Konge-Vei, at bede Majestæten høre en Klage, der ei paa den officielle Vei naaede Thronen, da er jo dog her den Enkeltes Suk hele Folkets Røst, da kun letsindige Forbrydere kan ønske at være uvidende om, hvad de vove, eller trøste sig ved, at Dommen kanskee bliver langt mildere end Loven!

149

✂ Maatte dette Knæfald lykkes, maatte dette Suk høres, og et Konge-Ord fremkalde den Ret, som øiensynlig udspringer af Loven, da var ikke blot min, men Landets store Nød afhjulpet, da først kunde gode Love blive til Velsignelse for hele Folket, til hvilken Skole saa end Dommerne hørde; da vilde Majestæten sikkert ogsaa restaurere i en sømmelig og forædlet Form det Publicitetens Organ, der er Lands-Faderen ligesaa uundværligt som det er Folket, og uden hvilket gode nye Love ligesaalidt kan gives i det nittende Aarhundrede, som vi uden det vilde havt de uforglemmelige fra det Attende!

✂ Jeg vil ikke her tale om, hvor let det synes mig, i vore lærerige Dage, at sætte Trykke-Friheden langt snevrere Grændser end den har nu, og det netop til Skrive-Frihedens store Gavn, da Staten nødvendig maa sikkre sig for den grændseløse Trykke-Friheds farlige Udsvævelser, før den kan skjænke og betrygge Skribenterne og sig selv en lovmæssig Frihed, der svarer til den, det mundtlige Ord ei nogensteds har, som hvor Frederik den Sjette throner, men havde dog selv under Christian den Femte, saaledes, at Molesworth, der med Magt vilde gjenfinde Tyrkiet i Danmark, maatte fortvivle over Præsternes Fritalenhed! Ikke heller vil jeg udvikle, hvorledes mig synes den Danske Stats-Kirke, naar den først kan blive skildl ved sine aabenbare Fjender, nemt lod sig indrette saaledes, at baade dens lunkne og dens nidkjære Venner uden Samvittigheds-Tvang elier borgerlig Uro kunde rummes deri; thi deels maa Loven i det Hele have Gyldighed, før Revisionen af Dens anden Bog kan nytte, og deels er en fri Discussion aabenbar umuelig, naar man vel maa skrive skarpt imod de gamle Indretninger, men ikke for dem.

✂ Saa nedlægger jeg da her min patriotiske Pen ved Thronens Fod, som jeg nedlagde mit Embede, og skjøndt jeg ønskede at føre den i Danmark til min Død, vil jeg dog ikke dyppe den meer, naar det ei tækkes Majestæten, af hvis Naade jeg derimod haaber, at maatte uden Stævne-Maal have skrevet disse Ord til Trykken, som jeg, uden Anke kunde mundtlig talt for Majestætens Throne i Høieste-Ret, hvis jeg der var indkaldt til at gjøre Regnskab for min Embeds-Førelse og for Sammenhængen mellem den og Kirkens Gjenmæle!

✂ Det var i hine bange Dage, da hver en ægte Dannemand skjalv, ei for sin egen, men for Danmarks Døds-Fare, og da vi alle maatte føle, at der i Danmark dog var meget Gammelt, hvis Skæbne, Tab og Savn vi maatte begræde, ja, da det syndes, som 150 Fædrenes Aand, medens vi konstlede paa deres Tro, deres Sang, deres Skrift, deres Lov, var til ubodelig Skade forsvundet af vort Borger-Liv, og svævede end kun i Begeistringens Øieblik over Skjaldene; da vaagnede der et patriotisk Ord paa mine Læber, som havde slumret der fra mine Barne-Dage, da Patriotismen vel, desværre, ei kraftig glødede i mange Hjerter, men funklede dog af mangt et Øie, som i Konge-Sønnen saae Danmarks Stolthed, og var veltalende paa mange Læber, som forkyndte Hans Daad, og priisde Danmarks Lykke! Det vaagnede, det Ord paa mine Læber, og Aanden var over mig, Fædrenes Aand, jeg saae Syner, og havde Drømme, hvori det, vi alle saae og hørde, forvandlede sig for mine Øine til Billeder af det Usynlige, som hardtad Ingen vilde troe! Fæstede jeg Øie paa Dagene bag mig, da Sælland var taget, Hoved-Staden faldet, Hoved-Kirken lagt i Aske, Flaaden ranet, Rigets Sønderrivelse kun alt for rimelig, da saae jeg deri et frygtelig varslende Billede paa vor aandeligeFolke-Tilstand, paa den aandelige Livs-Fare, hvori vi længe havde svævet, uden at vi vidste det, fordi den aandelige Fiende, som vilde rane os vor Fred, vor Kraft, vort Liv, havde, ligesom den Legemlige, inddysset os i søde Drømme, indsneget sig under Venskabs, ja, under Fredens og Kjærlighedens paatagne Skikkelse! Da glødede jeg af Harme, da stødte jeg i Hornet, at vække Valhals Kæmper til at værge Marken mod onde Jetter, og naar jeg da betragtede Konge-Sønnen, mine Barne-Dages Helt, saae ham reise sig ved Fader-Graven, saae ham stævne til det deilige Land, hvor en usynlig Kæmpe-Skare havde uddrevet Fienden og banet ham Veien, og saae ham, under Folkets Jubel, holde sit Indtog i den hærgede, men dog ei ødelagte Hoved-Stad, og bestige den rokkede, men dog hverken omstyrtede eller vanærede Fæderne-Throne; see, da fik jeg Mod til at kæmpe, thi da sluttede jeg fornuftelig, er det dybe udvortes Fald saa sanddru et Billede af det Indvortes, hvi skulde da ikke ogsaa Opreisningen være det! I dette den aandelige Opreisnings levende Haab sammensmeltede min Fædernelands-Kjærlighed med min Fæderne-Tro; i det Haab har jeg kæmpet og lidt1, med det Haab nedlægger jeg den Pen, der stræbde at afbilde, stræbde at udbrede, nære og forstærke det, hvor Dansk var Moders-Maalet, nedlægge den Pen ved Thronens Fod, hvor Kongen sidder, som vakde Haabet i min Barm, som nærede det, som var dets Liv og Sjæl!

*1 Hskr. tilføjer: »i det Haab har jeg kvædet og talt,« 151

✂ Saa gak da, min Pen! og læg dig selv ved Thronens Fod, hvor jeg kan ikke komme, saalænge jeg maa sige: enten er jeg beskjæmmet i min Hæders-Dragt, eller den er beskjæmmet paa1 mig; thi i den er jeg kaldt Ære-Skjænder, jeg er ikke dømt til at være det, men jeg er behandlet og straffet, som om jeg var det, mit Ord er, uden Undersøgelse, erklæret for borgerlig dødt og magtesløst, erklæret derfor en dog af Cancelliet, som om det var en afgjort Sag, hvad Høieste-Ret vilde dømme, og derved er Forbryder-Mærket over min Skrift beseiglet, saa nu kan jeg, som ærekjær Præst og Skribent, ei tale og ei skrive meer, ei lade mig see eller høre for Kongen eller Folket, uden som en Mand, der har tabt sin Danske Borger-Ret, men dog ei sine forrige Med-Borgeres Agtelse, den han, baade som Præst, Skribent og Menneske, var lykkelig nok til at vinde, og bekjendt nok til at beholde!

✂ Gak, min Pen! og læg dig, hvor det tidlig ahnede Skjalden i en Pindse-Uge, at hans Harpe skulde briste2, læg dig ved den Konges Fod, som har fortjent at tjenes tro, men tjendes heller aldrig troere af nogen Pen i Danmark! Læg dig lavt, thi for dybt kan ingen Pen og ingen Mand nedbøie sig for Purpur-Kaaben om et saadant Hjerte, for den Danske Krone paa Kong Frederik den Sjettes Hoved! Men glem det ikke, at, naar du ligger lavest, da ligger du paa Jorden, som bærer ogsaa Kongens Throne, paa den Jord, hvoraf Manden er taget, som blev Fader til alle Jorde-Riges Konger, og til deres Undersaatter; paa Jorden, som i Mennesket er, ved et Guddoms-Kys, trolovet med Himlen, og skal derfor i Mennesket, som vil ære sin Skaber, ei blot mindes sin lave Herkomst, og sit eget Intet, men tillige sit høie Kald, og sin Skabers Krav! Læg dig derfor, ei som de Krybende, men som de Knælende, og siig, ei som de Trodsige, men som de Troende: jeg kommer, som jeg maa, til Majestæten, at gjøre Regnskab for min Førelse, i Lænker kommer jeg, thi Kongens Tjenere har bundet mig, jeg beder ikke om at løses, hvis Lænken er fortjent, jeg vil ikke engang bruge min Frihed, naar det mishager Majestæten; men jeg maa nødvendig spørge, om det er med Kongens Vidende og Villie at jeg er bundet, uden at være overbeviist om nogen Brøde, ja, uden at man engang ved Dom-Stolen har sagt mig, hvilket Konge-Bud jeg har overtraadt! For Gud er jeg vist nok ikke *1 Hskr. »af«. *2 Jfr. Tilegnelsen foran Roskilde-Saga, se ovenfor II. 611. 152 uskyldig, men det er ingen Pen, uden, som Danmarks Love sige, der skal læres i hele Landet, Propheters og Apostlers, og Deres har jeg stræbt at følge! For Kongen og Folket er jeg vist uskyldig, undtagen forsaavidt som ærlig Roes kan ogsaa skade, om ikke anderledes, saa dog ved at synes utroelig, og, med Hensyn paa andre Konger og Folk, ubillig; men derfor kunde dog Ingen binde mig med Føie, uden Kongens og Folkets Fiender og Misundere! Det maa jeg ikke kalde Nogen af Kongens Tjenere, uden der gaaer Syn for Sagn, men det har jeg heller ikke gjort! Vist nok har jeg gjort andre Penne Uret, thi det kan, efter menneskelig Skrøbelighed, ingen Pen undgaae, som sidder i et levende Menneskes Haand, der har et dobbelt Kald til at sætte sin Pen imod Andres, og naar Efter-Slægten har veiet den Uret jeg leed af andre Penne, mod den, jeg gjorde dem, da frygter jeg ikke for at beholde Over-Vægten! Men, om jeg ogsaa beholdt den, naar Talen blev om videnskabelig Uret, saa bar jeg dog lige uskyldig min borgerlige, juridiske Lænke, dersom jeg ikke har gjort borgerlig, juridisk Uret, og det en saadan, at Danmarks Love dømme mig til derfor at bindes! Man har sagt, at jeg skal have gjort Professor Clausens Pen en saadan Uret, men jeg har protesteret, med Konge-Loven, Danske Lov, Ritualet, og Professorens Bog for mig, og man har ikke villet forelægge Majestæten min allerunderdanigste Protest, man har ikke villet respectere den for Retten, og ei villet undersøge, om det ikke dog er sandt, at Professor Clausen har sat sin Pen imod Propheters og Apostlers Pen, og imod den Konge-Pen, som har underskrevet Konge-Loven, bekræftet Danske Lov og Ritualet, og altsaa unægtelig sat sig fiendtlig imod hvad der, efter Danmarks Love, juridisk er Guds Ord og den christelige Kirke, hvis Modstandere Ritualet strængelig forbyder Præsterne at skaane, og som Konge-Loven kalder Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere! Som Præste-Pen er jeg udtrykkelig sat imod Professor Clausens, som Præste-Pen er jeg bundet, og maa da allerunderdanigst spørge Majestæten om, hvad Ingen har sagt mig, naar det er blevet Lov i Danmark1, at en Præst skal være Injuriant og miste sin Trykke-Frihed, fordi han skriver haardt mod den Danske Kirkes Fiender, til hvilke Professor Clausen, paa Præste-Ordet, hvad saa end Hof- og Stads-Retten, hvad saa end Cancelliet siger, efter Loven, juridisk maa antages at høre, *1 Hskr. »hvor det staaer i Danmarks Love«, 153 til han, efter lovlig Undersøgelse, er frikjendt for at have ført Vaaben, ført Pennen, Skribentens eneste Vaaben, imod den, imod den Kirke, jeg i Præstens Haand nødvendig maaite djærvt forsvare, naar Præsten skulde holde sin Eed: af al sin Magt at bekrige Fienden; thi hans hele Magt og Styrke mod en fiendtlig Pen, de laae unægtelig i mig, hans Pen!

✂ Tal saa, min Pen! og bøi dig i din Lænke dybt for Majestæten, som jeg, den dybt nedbøiede Præst, Skjald og Borger bøier mig, naar Majestæten taler!

✂

✂ DA Grundtvig havde nedlagt sit Præsteembede, følte han Trang til at opfriske Mindet hos sine Tilhørere i Kirken om det Ord, han dér havde ført, og give andre christelige Læsere den Oplysning, han kunde, ved at udgive en Del af sine Prækener i Trykken.

✂ Saaledes fremkom hans Christelige Prækener eller Søndags-Bog, der. udgik i tre Dele og omfattede i alt 94 Prækener. - Første Bind udkom i Efteraaret 1827. Eberlins »Maa trykkes« er dateret den 1. Oktober 1827. - Andet Bind kom Aaret efter. Censurens Dato er den 16. August 1828. - Tredje Bind bærer Aarstallet 1830, men blev først helt færdigt i Foraaret 1831. Tilladelsen til Udgivelsen er dateret den 16. Marts 1831.

✂ Sidste Bind er prydet med et Billede af Forfatteren, tegnet af C. W. Eckersberg og med denne Underskrift:
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Født i Udbye i Sjælland den 8de Sept. 1783.

✂

✂ Med Sagastav og Peterssværd i Haand.
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord hans Øie saae mod Østen,
Og Aander har han vakt ved Kjæmperøsten.
B. S. Ingemann.

✂ Foran i første Bind findes følgende Tilskrift:

✂ Mine Tilhørere i
Vor Frelsers Kirke
kiærligst tilegnet.

✂

✂ Hvert Bind danner for saa vidt en Helhed, som det indeholder et Udvalg af en hel Aargang Prækener. Første Bind svarer saaledes til Grundtvigs Opskrifter fra Kirkeaaret 1822-23, medens der dog ogsaa er optaget to Prækener, som blev holdte i Aaret 1821, inden han kom til Præstø. Andet Bind har hentet Emnerne fra 182 Opskrifterne i 1823-24, og tredje Bind fra de Prækener, han holdt fra December 1824 til Maj 1826.

✂ Naar man sammenligner de oprindelige Udkast til Prækenerne i Aarene 1822-26, der alle er bevarede, med Teksten i Søndagsbogen, ser man, at Grundtvig har bearbejdet de ældre Opskrifter meget stærkt, inden han sendte dem i Trykken. I de første Aargange gør dette sig dog mindre gældende end i den sidste, hvor flere Prækener maa kaldes ganske ny. Næsten overalt har han indført Træk af det Syn paa den apostoliske Trosbekendelse, som han først fik i Sommeren 1825.

✂ I denne Udgave, hvor der kun kan gives enkelte Prøver paa Grundtvigs kirkelige Forkyndelse, har det været naturligt at vælge disse af de to eneste Prækensamlinger, som han selv har udarbejdet til Offentliggørelse, nemlig Bibelske Prækener fra 1816 og Søndagsbogen. - Af de omtrent 3000 Opskrifter til Prækener, som findes blandt hans efterladte Papirer, har C. J. Brandt udgivet tre større Udvalg: Prædikener i Frederiks-Kirken 1832-39, Sidste Prædikener i Vartov Kirke 1861-72, i 2 Bind, og Kirkelige Leilighedstaler. I Forord til det førstnævnte Udvalg og i Efterskrift til anden Udgave af Bibelske Prædikener har Brandt givet gode Oplysninger om hele denne Side af Grundtvigs Forfattervirksomhed.

✂ Som Prøver af Søndagsbogen meddeles her en Præken paa Kirkens Nytaarsdag og paa hver af de store Højtider.

✂ Søndags-Bogen udkom i 2. Udgave 1860.

✂

✂ Glædelig Fest! glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar!

✂ Christne Venner! det er Ord, som vi har, sagtens alle, hørt og sagt fuldofte, men det er med disse som med alle Ord: de kiendes, som de klinge, hvorfor ogsaa Ethan synger: lyksaligt det Folk, der foislaaer sig paa Klangen! Herre, de skal vandre i dit Ansigts Lys, de skal fryde sig i dit Navn den ganske Dag!2 thi de dybeste, deiligste Ord, som ere allerbedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, og levendegiøre Tanken derom hos *1 Af Søndags-Bogens I. Bind, Side 77 - 89, svarende til Opskrift til Morgen-Prædiken paa Første Juledag 1822. *2 Davids Salmer 89. 16-17. 190 Tilhørerne, de falde dog til Jorden, miste deres Liv, og deres Kraft, naar de maae savne deres rette Klang og Tone; thi Lyd er Ordets Liv, og Klang er Lydens Kraft, som aabenbarer Aanden!

✂ Maaskee det klinger mange fremmed, skiøndt det er, hvad vi alle veed, lutter velbekiendte Ting, som klinge fremmed, kun fordi vi, desværre, giemme saa lidet af hvad vi har nemmet, ændse saa lidt hvad selv vi sige. Hvem veed det saaledes ikke, at, naar vi tale sammen, da er Tonen Livet og Sjælen, som kan give Ordene en Mening de ellers aldrig have, giøre selv Skiælds-Ord fortryllende, og forvandle de udtrykkeligste Lovtaler til Haan og Spot, og er det nu saa, naar vi tale om jordiske og synlige Ting, hvormeget mere da ikke, naar Talen er om det Aandelige, det Himmelske og Usynlige, som Ordene kun i en Lignelse udtrykke, og falde derfor af sig selv til Jorden, naar de ei ved Klang og Tone, som paa Aandens Vinger, hæves imod Himlen!

✂ Glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar! hvad er de Ord sædvanlig nu iblandt os, hvad andet end Mundheld, hvormed der kun siges, Man veed, hvad vi skriver, og hvad det er Skik, paa visse Tider, at begynde Talen med. Men, monne det være Ordenes Skyld, mon det har altid været saa: mon ogsaa den Første, som forbandt de Ord til en høitidelig Hilsen, og som altsaa havde ingen Skik at følge, mon ogsaa han sagde saa, kun til en Forandring; mon de Ord faldt ligesaa tunge, ligesaa kolde til Jorden fra hans Læber, som fra vore? Nei, nei, det veed vi dog, var ikke saa; thi hvorfor blev det Skik at bruge disse Ord, og Skam at mangle dem, hvorfor gik denne Jule-Hilsen fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt, hvorfor fandt den, selv efter mange Aarhundreder, Gienlyd paa tusinde Tunger: hvorfor vel, uden fordi den kom til Verden med en Jubel-Tone og en Fryde-Klang, der gienlød dybt i deres Hjerter, som den hørde, vakde kiære Minder, og glade Forhaabninger, som jublede paa alle Læber over at have fundet deres velbehagelige Udtryk, hvorfra de ei meer vilde skilles! Ja, det er vist, mine Venner I at om vi end aldrig havde hørt Andet end et Mundsveir i den Jule-Hilsen, saa maatte der dog, netop fordi vi af Vane gientage den skiødesløs endnu, der maatte netop derfor have været en Tid, da, naar Skarerne mødtes om Jule-Morgen, Ansigterne øiensynlig opklaredes ved Klangen af den korte Hilsen, og Glæden voxde, alt som den fik Magt, ved Manges Mæle, indtil alle Hjerter eenstemmig udbrød i det store 191
Halleluja, for Barnet født i Bethlehem, som vore Fædres Jule-Psalmer end for vort Øie betegne og beskrive. Ja, vist er det, men nogen levende Forestilling om de Gamles Jule-Glæde har vi dog neppe, hvis ei den gamle Jule-Hilsen har liflig giennemtonet os i Barne-Dagene, da Hjertet stemmes, kun da bevæges vi, naar Ordet lyder, veemodig sødt ved Efter-Klangen i vort Inderste, om vi end ikke mægte sømmelig at frembære den glade Hilsen, og da endnu mindre at skabe Øren hos Andre, hvori den klinger som i vores. Dog, ogsaa derpaa kan og vil den Gud raade Bod, som giør, i Himlen og paa Jorden, Alt hvad Ham behager, og som har sat Julen til et varigt Mindes-Mærke om, at Han fandt ikke Velbehag i Synderes Død, men deri, at de skulde vende om, og leve; ja paa alle vore Savn kan og vil den himmelske Fader raade Bod, naar der i os, som i den forlorne Søn, dog, trods al Vildskab og Selvraadighed, er en barnlig Skamfuldhed, over at have saa ilde skiønnet paa den usigelige Lykke, at have Ham til Fader, som er vidunderlig god selv ved sine ringeste Dagleiere, end sige da ved dem, der, som Børn, ere skabte i Hans Billede, og efter Hans Lignelse. Ja, mine Venner! derom alene giælder det, thi det staaer evig fast, at uden vi blive som Børn, da komme vi ikke ind i Himmeriges Rige, blive vi ikke Børn, da blive vi ei heller Arvinger: Guds Arvinger og Jesu Christi Medarvinger, til Godset, ei Rust og Møl kan fortære; da lære vi aldrig at glæde os ved den Guds Faderlighed, som aabenbaredes i Hans elskelige Søn, og som kun tiltaler, inderlig bevæger og opliver, Barne-Hjerter. Vil vi derfor lære at elske og forstaae det store Jule-Evangelium, lære igien at høre og at føre vore christne Fædres glade Hilsen, da maae vi sige alle stolte Indbildninger om egen Klogskab, egen Kraft, egen Dyd og Retfærdighed, Farvel, og oplade Øiet for den soleklare Sandhed, at alt hos os, som er værdt at nævne, det er vor Faders i Himlene, saa der er Intet vort Eget, uden hvad vi saare maae blues og skamme os ved: vor Utaknemmelighed, og Egensindighed, og Misbrugen af vor Faders gode Gaver, som alle skulde ydmyget os dybt under den milde Haand, hvorfra de kom, fyldt os med kiærlig Hengivenhed i alle dens Førelser, og med inderlig Lyst til at tækkes vor hellige Skaber, den Gode, af Hvem al Faderlighed haver Navn, i Himlen og paa Jorden. O, hvorledes kunde vi dog nogen Tid glemme, at det er ikke for de høie Øine, men for de ydmyge Hjerter, Guds Herlighed skinner, at det er ikke af store Fordringer, og stolt Indbildning om egen Dyd og Fuldkommenhed, at det er ingenlunde 192 deraf, men tvertimod af ringe Tanker om sig selv, af kiærlig Underdanighed, og klippefast Tillid til Herrens Godhed, deraf at Glæden, den rene, den inderlige, virkelige Glæde udspringer; hvor kunde vi glemme det, som har dog alle selv været Børn, og see det daglig paa de glade Børn, sukke tit, fordi vi see kun Mørke, hvor de see Lys, fordi de største Gaver ei formaae at skiænke os, selv kun et Glimt af den fuldkomme, ved intet Savn, ingen videre Begiærlighed forstyrrede Glæde, som den mindste Gave indgyder det ydmyge, venlige Barn; ach, hvor kunde vi glemme det, og glemme, at vor Fattigdom paa Glæde kom ei af vor Vext, men af vor Misfornøielse med den, af vor daarlige Bekymring, for at giøre os en Alen høiere, af vor Selv-Ophøielse imod den Store over os, og den deraf flydende Misundelse, Mistillid og Mistrøstighed; hvor kunde vi glemme det, i hvis Midte Herren stillede et lidet Barn og sagde: hvo der fornedrer sig som dette Barn skal kaldes den Største i Himmeriges Rige, ja vi, i hvis Midte han, den Største i Himmeriges Rige, traadte selv som et lidet Barn, da Herren, til Gud Faders Ære, fornedrede sig selv, for med sig at ophøie alle dem, der af Ham vilde lære, at som Hovmod staaer for Fald, gaaer Ydmyghed for Ære! Ja, det er vist, kun Han der forbarmer sig over dem, som frygte Ham, langt tiere og mere inderlig end de bedste Fædre paa Jorden forbarme sig over vanartede, men angergivne Børn, kun Han kan tilgive os en saadan Glemsomhed, men Han vil det ogsaa; thi eet Fald var Nok til at forspilde den medskabte Herlighed, men af mange Fald opreiser Guds Naade i Christo, og sandelig, det skal vi alle fornemme, naar vi kun, som Fattige i Aanden vil sætte os lavt mellem de første jordiske Vidner om Jule-Glæden, mellem Hyrderne i Dagens Evangelium; thi da skal vi lære, at ogsaa for os er der saaet et Lys i Mørke, ogsaa os vil Morgen-Røden fra det Høie besøge, og give Bod for Natte-Frygt og Natte-Kulde, ogsaa os vil Himmel-Glæden tilsmile saa barnlig mildt, og guddommelig rørende, at slukt er i Grunden vor Sorg, i det vi føle os trøstede, ved Julen, over al vor Møie paa Jorden, og maa da nødvendig forkynde og ønske hinanden den glædelige Fest, hvis første Glimt giør Hjertet saa roligt, saa trøstigt, saa lykkeligt, som ei al Verdens Glimmer og al Verdens Glæde det formaaede!

✂ O, saa kommer da, Venner! og sætter eder lavt, som paa Tue, mellem Hyrderne, med Øiet vendt mod Stjerne-Himlen, med Hjertet længselsfuldt efter Glæden, som kan vare, som kommer ovenned, og synker derfor ikke i Jorden, som alle de Glæder, 193 alle de Blomster, der opvoxe af den, til igien at begraves! O, sætter eder her, I Børn af christne Forældre! da skal I lære, hvad det var, som skabde den glædelige Fest i vore Fædres Hjerte, og paa deres Tunge; thi der sad de, satte sig troende, levende, i Hyrdernes Sted, og gik derfor ogsaa gladelig med dem til Barnet ind, at see hvad Gud dem havde beredt, i sin elskelige Søn, og kun da, naar vi sætte os levende ind i deres Tilstand, og i deres Tænkemaade, som Lykken og som Glæden times, da først kan vi forstaae dem, kun naar vi ligner dem, kun da kan hvad de kalde Lykke og Glæde, ogsaa være det for os!

✂ O, tænker dog aldrig, det er umuelige Ting, hvorom vi tale, men betænker heller, at vi Voxne burde have langt lettere ved at sætte os i Hyrdernes Sted, end vore Smaa, og at der dog sikkert er Ingen af disse, der jo vil glæde sig med Hyrderne, naar vi fortælle dem den store Tidende om Jule-Natten, om Engleskaren, og om den Velsignede i Krybben! Hist sad de Hyrder ved Bethlehem, som blev de Første blandt de Umyndige, om hvilke Herren taler, naar han siger: jeg takker dig Fader, at Du aabenbarede de Umyndige disse Ting, som Du skjulde for de Lærde og Kloge! der sad de, og vi kan vide, de havde alle hørt af Forældrene, og af Skrifterne i Synagogen, om Forjættelsen til Fædrene, om den Abrahams Sæd, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes, om Christus, Messias, den Davids Søn, som Gud vilde sende til Trøst for sit Folk, til at borttage Overtrædelser fra Jakob, og at reise Davids Throne, at sidde paa den som en Konge, med Naadens og Sagtmodighedens Spir, evindelig; ja vi kan vide, de ventede paa den Velsignede i from Enfoldighed, havde vist ofte talt med hinanden om den Kvist af Isai Stub, der skulde opgroe, og grønnes til Israels Glæde, ja, formodenlig var det og kommet dem for Øren, hvad der rygtedes mellem Juda Bjerge, om Zacharias og Elisabeth; men sikkerlig fristedes de ogsaa til Tvivl om alle disse Ting; thi mange Aarhundreder vare henrundne, ei blot siden Davids, men siden alle Propheternes Dage, og de Skriftkloge trættedes om deres Syner, og Saducæerne sagde, der var hverken Aand eller Engel, eller Dødes Opstandelse, saa for dem var Propheternes Spaadomme Tant, og Ordet om alle Engle-Syn, fra dem Abraham, til det Zacharias havde, kun som Æventyr, og mange af Præsterne, veed vi, var Saducæer.

✂ Skulde vi nu ei lettelig kunne sætte os i deres Sted, vi som ogsaa alle have hørt om Guds store og underlige Gierninger i de forbigangne Dage, om Propheternes Spaadomme, 194
og om Apostlernes Vidnesbyrd, om den store Forløsning, som skedte ved Jesum Christum, og den overflødige Trøst, Evangeliet om ham indgiød i utallige Hjerter, fra Slægt til Slægt, af dem, som følde sig betyngede, søgde Hvile, Hvile for Sjælen, og fandt den hos ham, som Apostlerne gav Vidnesbyrd, at han var den levende Guds Søn, og havde det evige Livs Ord. Ja, det har vi alle hørt, thi Røsten om ham er udgangen til Jorderigs Ender, og har vi et menneskeligt Hjerte, som bevæges af Haab og Frygt, og føler Trang til høiere Lys, til bedre Trøst, og til renere Glæder, end Verden kan give, o, da er det umuelig andet, end at vi mangen Gang falde i dybe Tanker over det vidunderlige Evangelium, og ønske os Fædrenes Lykke, som sang saa trøstig: forsmægter vort Kiød og vort Hjerte, saa er dog Herren vort Hjertes Klippe, og vor Deel evindelig. Men hvad vi ønske med Suk, det er ikke levende i os, vi har ei den levende Tro, at Herren er med os, midt iblandt os, den Tro, uden hvilken der er ingen barnlig Tillid til den Usynlige, ingen Glæde i Herren; omspændt er Troen af Tvivl, som de Skriftkloge ei kan neddæmpe, som mange iblandt dem, lig Saducæerne fordum, end ikke bestride, men vække heller og nære, og hvilket Sæde passer da bedre for os, end det mellem Bethlehems Hyrder, i Forventningens lange, i Tvivlens kiølige Nat! O, sætter eder der, og I sidde jo der, naar I, med det Ønske at dele Forjættelsen til Fædrene, Velsignelsen over Abrahams Sæd, føle det dybt, at I er Jord, og at fra Himlen maa det komme, som skal oplyse og oplive, opreise, styrke og trøste eders Hjerte, og naar vi da, som Ordets, som vor Herres Jesu Christi Tjenere, opstaae iblandt eder, udsendte af Gud til at forkynde Evangelium, naar vi opstaae, og lade Guds Ord raade for vor Tunge, og give det Vidnesbyrd, som de der gladelig have fornummet, at Jesus Christus er i Dag den Samme, som i Gaar, er med os, som med Fædrene, tilbyder og skiænker, endnu som fordum, Sjælene Hvile, Hjertet Guds Fred og Glæden som Ingen borttager, see da udbreder jo Ordet en Klarhed for Sjælene, som Skin af den Herlighed i Jesu Christi, Guds Billedes, Aasyn. Da kan vel Frygt opstaae hos dem, som tænke: det er umueligt, at Ordet kan slaae Rod i vort Hjerte, kan meer end tordne over os til Dom; men naar vi vidne om Guds Naades Rigdom, der raader Bod paa al Sjælens Armod, og prise den Barmhjertighedens Fader, som kommer ihu, vi er Støv, vil kaste vore Synder bag sin Rygg i Havets Dybhed, og selv begynde, og selv fuldende sin den gode Gierning i os, da toner det fra Himlen, 195 til alle dem, der sidde lavt mellem Hyrderne: frygter ikke, see, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal times alt Folket, thi ogsaa eder er en Frelser født: den Herre Christus i Davids Stad! O, Venner! den Engle-Røst, hvem maatte ei give sit Liv, sit Alt i denne Verden, for at høre den, for at vinde den salige Vished, at ogsaa vi ere Mennesker, i hvilke Han finder Behag, som haver alene Udødelighed, og deler den kun, som det evige Liv, med dem, som elske Ham igien, fordi Han elskede dem først! O, hvad er Høi-Sædet paa selvgjort Refærdigheds udstoppede Hynder, paa Selv-Klogskabens skryllende Høie, som Vind sammenblæste, og Storme adsprede, ja, hvad er alle de Høi-Sæder, om hvilke Herren vidner, de er ham vederstyggelige, hvad er de, imod Barne-Sædet mellem Hyrderne, hvor Guds Herlighed skinner, hvor Hans Velbehagelighed gjør Levende af Døde, hvor Høi-Sangen toner fra Himlens Hærskarer, toner Fred over Jorden, og vinker alle de Smaa op at skue Faderens Ansigt i den Eenbaarne! O, hvem har dog fortryllet eder, maae vi vel spørge med Apostelen, hvem har fortryllet eder, for hvis Øine Frelseren afmaledes, i Guddoms-Ordet, lyslevende, ei blot som han hængde blegnende paa Korset for vore Overtrædelser, men ogsaa som han smilede i Moder-Skiødet, bortsmilede, med Naade-Solen i sit Øie, al Jordens Kummer og al Dødens Frygt, fra dem, som knælede i Navnet over alle Navne, hvem har forvirret eder saa, at I vendte Øiet fra det store Evangelium, der saliggjorde Fædrene, og vendte tilbage til Dødens Skyggers Land, at trælle og at grue under Mørkets Magt, og Syndens Aag, og Lovens Sværd! O, seer dog, hvad der tjener til eders Fred! Sukker dog til Himlen, efter det Lys, den Trøst, den Glæde, I savne, og lytter til den Tidende saa god, som Engle bar fra Himlen, at os er en Frelser født, den Herre Christus i Davids Stad, og stander op, gaaer hastelig til Bethlehem, at see det Tegn, som Engelen har givet, see Barnet svøbt, og liggende i Krybben, saa I kan prise Gud, med Hyrderne, for hvad I have seet og hørt! Ja, har I lyttet fra det lave Sæde, da gaaer i eder selv, seer ind i Hjerte-Kamret, det er da blevet til et Bethlehem, der ligger Barnet i Svøb, der er Barne-Troen gienfødt, der smiler den rolig, selv naar Herodes fnyser, der voxer den lønlig, som i Alder, saa i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker, opvoxer til en Helt, som skal overvinde Verden, overvinde Døden, seierrig opfare til det Høie, der at krones for sin Kamp, æres med det Konge-Smykke, hvis Dyd er evig Glands og Glæde, hvis Navn er Livets Krone!

196

✂ O, den skal da ikke komme tom tilbage, den Morgen-Hilsen, som, fra i Aftes, da jeg aad Jule-Nadveren med christne Forældre, Natten igiennem, har slumret i mit Bryst, og udbryder nu paa mine Præste-Læber, nei, den skal ikke komme tom tilbage, men finde Gienlyd i mangt et Barne-Hjerte, og vende tilbage, gienfødt til et levende Ord, paa jublende Tunger, saa min Sjæl maa vederkvæges, og mit Hjerte fryde sig ved Klangen, naar Børn i Christo tilønske mig en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar, mildere, sødere, end jeg kan sige det, skiøndt det er mit Hjertes brændende Ønske, at de maae skiænkes, at de maae times eder alle, alle, i vor Herres Jesu Navn, Amen!

✂

✂ Hvad er indbyrdes uligere, end Nat og Dag, ja, hvad betegner øiensynligere den store, frygtelige Mod-Sætning mellem Døden og Livet, som mellem Ondt og Godt, end den bælgmørke Nat, og den straalende Morgen-Røde! Det er derfor intet Under, at, skiøndt vore christelige For-Fædre baade troede, og trøstede sig med, at de vare Lysets og Dagens Børn, ved vor Herre Jesum Christum, som døde for os, paa det, hvad enten vi vaage eller sove, vi dog skal leve med ham, det var intet Under, siger jeg, at deres Aften-Psalmer desuagtet tonede saa veemodig, og udtrykde en lønlig Gru og dyb Forfærdelse, der kun lod sig *1 Denne Præken er den første i 2. Bind af Søndags-Bogen og er en fri Omskrivning af den Præken, Gr. holdt ved Aften-Sang paa 1. Søndag i Advent 1823, trykt i H. Begtrups Grundtvigs kirkelige Syn, S. 52 - 59. 197 dæmpe og berolige ved en levende Ihukommelse af den Israels Vægter, som ei sover eller slumrer; og ved Hans trøstelige Forjættelse, at hvo som skjuler sig hos den Høieste, skal hvile om Natten i den Almægtiges Skygge! Nei, det var intet Under, saa lidet, som at de om Morgenen sang med Fugle-Fryd:

✂ Nu rinder Solen op
Af Øster-Lide,
Forgylder Klippens Top,
Og Bjergets Side!

✂ Derimod maae vi vel undre os over, at det er hardtad slet ikke længer saa: at Fuglene og de gamle Psalmer er næsten Alt hvad der minder os om, at det engang har været saa, og maa nødvendig være saa, hvor Sjælen har Vinger, og Hjertet har Stemme, og Aanden har Øren-Lyd, maa der nødvendig være saa, fordi det er den aandelige Naturens Orden i vor lille underlige Verden, som hører halvt til de Dødes Rige, og halvt til de Levendes Land! Ja, sandelig, vi havde intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Mørket i aandelig Forstand har forblindet, Natten overvældet og Søvnen betaget os, end den vitterlige Sag, at selv Christne sjelden ihukomme den store Forskiel mellem Nat og Dag, saa Aften-Suk og Morgen-Sang er nær ved at blive Ord, vi have ondt ved at forklare vore Børn, medens vi i vore Barne-Dage ei behøvede at spørge Forældrene om Sligt, men vidste det vel, før vi kunde stave!

✂ Men er det ikke dog kanskee ogsaa kun en gammel Fordom, der ei skikker sig i vore oplyste Dage, at skielne skarpt imellem Nat og Dag, som om de ikke begge hørde til Naturens Orden, og havde, som Alt i denne Verden, deres Fortrin og Mangler, Behag og Besvær, deres lyse og deres mørke Side? Ja, er ikke i Grunden, for de Fleste, Dagen den besværligste Tid, og Natten med Søvnen hin alt det Levendes hulde Moder, i hvis Skiød den trætte Skabning udhviler sig, og opstaaer med det gjenfødte Liv og de fornyede Kræfter, som Dagens Møie udtømmer og fortærer, og, er ikke endelig Natten med Søvnen et venligt Billede af Gravens Stilhed, og den søde Hvile, der venter os, efter Livets Travlhed, Trængsel og Uro, saa den gamle Gru for Natten udsprang kun af de Gamles Over-Tro paa Spøgelser og Gjenfærd, ligesom deres Gru for Døden af deres barnagtige Indbildninger om Djævel og Helvede?

✂ Sandelig, der er intet Spørgsmaal om, at, skal vi troe, hvad 198 Verden kalder klogt og troværdigt, da maae vi tænke saaledes: begynde med Paastanden om en fuldkommen Lige-Vægt mellem Nattens og Dagens Fortrin og Mangler, som en Jævn-Døgn i aandelig Forstand, og derpaa uformærkt gaae over til Berømmelsen af Nattens mageløse Fortrin, indtil vi omsider paa Ny skielne skarpt mellem Begge, kun med den Forskiel, at vi ophøie Natten over Dagen, Mørket over Lyset, Døden over Livet, og skylde Christendommen for, at det er den, der har fordreiet og forvendt dette klare, naturlige Forhold, som derimod de gamle Hedninger i barnlig Uskyldighed, og med dyb Sandheds-Følelse ærede, ved at tilbede Natten som alle Guders dunkle Moder, og lovsynge Døden som en deilig, smilende Engel, med udbrændt Fakkel!

✂ Ogsaa heraf, mine Venner! skulde vi da lære, at Verden og vi kan aldrig forliges, med mindre vi vil skikke os efter den, og derved holde op at være Christne; thi den retter sig visselig ikke efter os, før den forgaaer med al sin Herlighed, og den ny Verden aabenbares, hvor der, som Herren betroede Discipelen, Han elskede, skal ikke være Nat, men evig Dag, af det levende Lys, som var førend Soel og Maane skinnede paa Himlen, ja var i Begyndelsen hos Gud, og er Hans Guddoms-Boelig fra Evighed til Evighed!

✂ Og see, Christne Venner! den store Morgen-Røde, hvilken dette Lys skaber, Guddoms-Lyset, som ogsaa skinnede i Hedenskabets Mørke, skiøndt Mørket ei fattede det, men som blev vores Livs-Lys, da Ordet blev Kiød, og aabenbarede i Støvet den Eenbaarnes Herlighed, denne Morgen-Røde, i hvis Glands de Christne see det grandt, og i hvis Straaler de føle det gladelig, at hvo som er i Christo, er en ny Skabning, gienfødt i Daaben ved den Hellig-Aand til et Guds, og derfor til et Dagens og et Lysets Barn, som vandrer for Herrens Ansigt i de Levendes Lys, og voxer i Ham til et fuldkomment Menneske, i det vi forvandles af Aanden fra Klarhed til Klarhed, see, dette er den christelige Morgen-Røde, hvorom Apostelen taler i Dagens Epistel, og forkynder sine Romere til Trøst og Formaning, dog ikke dem alene, men og alle Christne, hvem den Lykke timedes, at høre Apostlerne tale Guds store og underlige Ting med deres Tunger! I denne det evige Livs Morgen-Røde er det først, Hjertet oplives af den tilkommende Verdens Kræfter, giennemglødes af Guddoms-Flammen, og sjunger som Paradis-Fuglen sin Skabers Priis, og derfor siger Apostelen: nu er vi Saligheden nærmere, end da vi toge ved Troen, det er: da vi christnedes; 199 thi ligesom det var ved Midnats-Tide, vor Frelser han blev født, saaledes komme i aandelig Forstand Alle, saavelsom Nikodemus, til Jesum om Natten, og det af den indlysende Grund, at havde vi aandelig Dag uden ham, da kom vi ikke til ham, hvorfor vi jo og see det, at de vige alle fra ham, som indbilde sig, de have Livet og Lyset i dem selv, og maae følgelig finde, de trænge ei til Herren, ja, maae nødvendig tænke i deres Hjerte, han er en Løgner og Bedrager, efterdi han vidner, at de maae alle komme til ham, som vil have Livet, alle troe paa ham, som vil blive Lysets Børn! Uvitterlig komme de vel alle saaledes til Herren om Natten, Saamange som i Svøbet bæres til ham, at annamme hans Velsignelse, men om dette Komme kan ei Talen være her; thi det gaaer nødvendig med Daaben, som, efter Apostelens Vidnesbyrd, med Omskiærelsen, at naar vi ikke med hjertelig Tro tilegne os dens Velsignelse, da ere vi ligefuldt Hedninger for Hjerte-Kienderen, og denne vitterlige Tilegnelse begynder først da, naar vi see, det er Nat, see, at Mørke skjuler Jorderige og Dumhed Folkene, hvor Synden hersker, og Døden truer, see, at det er Nat, men at der staaer en Stjerne over Huset i Bethlehem, som vinker Menneskens Børn, og, naar vi da, i Tillid til dens mageløse Glands, og Hjertets dunkle Mindelser, gaae med de Vise fra Østen ind at tilbede for Barnet i Krybben, da komme vi til Jesum om Natten, og høre Gienlyd af Englenes Lov-Sang for Hyrderne, og føle godt, at hvem der følger den Eenbaarne, han vandrer i Lyset, og kommer til dets Kilde; men det er mørkt for vore Øine, hvorledes vi skal bryde Lænkerne, som binde os til Verden, afkaste Synde-Aaget, som bebyrder os, og vandre modig, kraftig, uafladelig, frem i Hans Fodspor, som gjorde ikke Synd, men blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger, blev lydig til Døden, ja, Døden paa Korset; og da er det, vi trænge til Apostelens Trøst og Formaning i Dagens Epistel, da er det ogsaa først, vi begynde at forstaae ham, naar han siger, det er paa Tiden at vaagne og staae op, thi Dagen nærmer sig med Salighedens Lys, ved hvilket vi skal aflægge hele vor gamle indvortes Skikkelse, og paatage Herrens, saa vi kan staae i Hans Kraft, vandre i Hans jordiske Fjed, og vinde den himmelske Krone!

✂ Er det nu saa, mine Venner! og Ingen maa forlange, at jegskal drage i Tvivl hvad der er mig saa vist, som det Visseste, og saa klart, som det Klareste, jeg aandelig kiender, see, da veed vi ogsaa, hvad der, i aandelig Forstand, skal kaldes Nat 200 og Morgen-Stjerne, Dagning og Morgen-Røde, paa Jorden, og vi skiønne strax, at det en Stund har været Nat, ja bælg-mørk Nat omkring os, saa det er kun Spørgsmaalet, om det vil blive Dag igien, og om vi tør trøste os med Apostlernes Ord: nu dages det brat!

✂ For det Første svare vore Fædre trøstelig, som sang i Chor med Engle og Helgene: Christe! Du est den klare Dag; thi er Christus det, da kan Dagen umuelig tabe sig i Natten, saalænge Christi Tro har et Tempel paa Jorden, ja, saalænge der er en eneste levende Steen tilbage af Templet, større end Salomons, om hvilket Hedningerne talede sammen, naar de stødte paa hinanden, og sagde: kommer, lader os gaae op til Jehovahs Bjerg, til Jakobs Guds Huus, at Han maa lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa Hans Stier! Uigienkaldelig forsvundet, det kan da Herrens Dag umuelig være, og oprandt den ikke mere, som en Morgen-Røde, da oprandt den som Middags-Glands, med Faderens Herlighed, hvori Menneskens Søn skal aabenbares, at vorde herlig i sine Helgene, og vidunderlig i alle sine Troende.

✂ Men, kan det dog ikke vare længe, før Dagen oprinder?

✂ Sandelig, det er et Spørgsmaal, der hører Viisdom til at besvare, og ikke denne Verdens Viisdom, eller deres Øversters, som glipper, men Guds Viisdom, og har Han ikke sagt det selv, da maae vi tie, og først spørge da Enhver sig selv, om han gruer for Natten, og længes efter Dagen, thi hvorfor vil han ellers vide, om den kommer snart! Kun for den Syge, der søvnløs kaster sig paa Leiet, og for den Bævende, hvem Nattens Forskrækkelse overvældede, og for den fyrige, flittige Arbeider, som drømmer det er Dag, og vaagner idelig, kun for dem er det en Trøst, naar Vægteren synger: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til; og det er ligedan i Aandens Verden; thi der er endnu langt Flere, som agte Natten for bedre end Dagen, og elske Mørket mere end Lyset, fordi deres Gjerninger ere onde, og spørge de: kommer Dagen snart? da er det enten for at spotte med de Christnes Haab, eller fordi de grue ved Tanken om Lyset, eller endelig, fordi, hvis Dagen kommer snart, vil de fordobble deres Flid i Mørkheds Gjerninger, og til dem alle have Zions Vægtere det korte Svar: hvorfor spørge I om Herrens Dag! Vide I da ikke, den kommer aldrig saa seent, I finde jo, den kom for snart, den Dag, der er for alle Hovmodige, og for alle de Ugudelige, hvad den gloende Ovn er for Halmen, hvad Ild er for Straa!

201

✂ De Hjerte-Syge derimod, og dem der forfærdes for den Helliges Ord, og dem der bekymres for den gode Gierning, som er begyndt, men synes at staae stille, i en Nat, da Ingen kan arbeide, og skal dog fuldføres til vor Herres Jesu Christi den store, den yderste Dag, dem tilraaber jeg, hvad jeg hørde af Israels Vægter, som ei sover eller slumrer: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til! Ja, den trofaste Herre, Han sagde een Gang for alle til sin Tjener, til sin Ven Johannes: See, Jeg kommer snart; og der Han sagde: skriv det i en Bog, og send den til Menighederne, da tillod, ja, da befoel Han os, saa mange som med Længsel forvente Hans Herligheds Aabenbarelse, at tilegne os det trøstefulde Løfte, og foreholde vor himmelske Fader det i Børne-Bønnen, og at sige Amen med Aanden, ja, kom Herre Jesu! visse derpaa, at hvadsomhelst vi bede Faderen om i hans Navn, det vil han selv giøre, saa Faderen forklares i ham; visse derpaa, at enten udsender han bradt sine Pile som Lys, sine Spyd med Glands, som Soel og Maane studse over, eller han kommer igien, som han saaes opfare!

✂ Ja, Christne Venner! det er Trøsten, hvormed vi ere overflødig trøstede af Gud, til at trøste Brødrene i deres Trængsel, at jo mørkere, jo rædsommere Natten haver været, og er endnu, des snarere, des glædeligere skal Dagen grye, og Morgen-Røden straale, naar vi kun ere komme dertil, at vi vente paa en Dag, som Herren giør, foruden Hjelp med sig!

✂ Men er det ikke dog maaskee lidt Sværmeri, eller dog kun Digter-Drømme, naar vi i Tidens Løb forvente anderledes Dag end det er, og har bestandig været, siden Morgen-Røden fra det Høie besøgde os, eller sømmer det sig virkelig for Christne, at tænke, Solen skal forgylde Bjergets Top, med Herrens Stad, som ei kan skjules, og Klippens Side, hvorpaa Kirken hviler, førend Han aabenbares i den skjulte Time, hvis Aasyn straaler, som Solen i sin Kraft? Har ikke Christen-Folket altid skinnet som et Lys, omleiret af Mørke, og ere de ei dertil satte?

✂ Saaledes spørge vi rettelig dem, som vente en Dag, paa hvilken hele Verden skal gaae efter Herren, Verdens Folk, som vil have deres Deel i det Nærværende, faae opladte Øine til at see og skatte den deilige Arv, de Helliges Odel i Lyset; men det er jo ikke derom vi tale: hvad vi sukke over, er jo kun, at Natten ruger over Herrens Stad, at vore Øine kan ei finde Gosen-Lan-det i Ægypten, hvor Abrahams Børn fryde sig i Lyset, mens 202 Ægypterne trøste sig med at de begribe dog Mørket, og kan forklare det med tusinde Lamper, arbeide paa en Oplysning, de ei have Himlen, men sig selv at takke! Ja, Venner! kun det er jo vor Sorg, at Dagen, som Herren gjorde, er ved en sælsom Soel-Formørkelse forvandlet til en Nat, uden Lys og Liv i Glands og Kraft, hos de Kiøbte af Jorden, Herrens Dyre-Kiøbte, ja, at det nu enstund i aandelig Forstand har været Rov-Dyrenes, og Natte-Vandrernes, og Spøgelsers og Gienfærds Tid, saa hver en vaagen christen Sjæl maatte grue, om ikke for sig selv, saa dog for Brødrene: de Sovende, de Bævende, de Vaabenløse! O visselig, vi har erfaret det, vi Ordets ensomme Tjenere, som vilde vaage over Hjorden, vaage og bede, holde Lampen tændt i Tabernaklet, og arbeide i dens matte Skin, ja, vi har lært, det var Nat, lært det hos os selv, thi, var end Aanden villig, var dog Kiødet skrøbeligt, lært det, hvor vi vandrede med Lampen i Haanden, for at adsprede Mørket, og spore Fiendens Gange, og forstyrre hans Anslag, vi har lært det, at denne Verdens Aand var mægtig i Vantroens Børn, og Herrens Aand var svag i os, at det var Mørkets, og ei Lysets Arbeids-Timer og Helte-Tid! Men, vel os, at vi lærde det, thi kun derfor blev det Nat i Kirken, fordi vi tænkde, vi havde Lyset i vor Haand, og Natten blev kun lang, fordi vi arbeidede paa den Umuelighed, med Lamper at giøre Nat til Dag, fordi vi kappedes omsonst med Nattens Børn i den konstige Oplysning, hvori de har deres Styrke, fordi de vil have Verden betragtet i dens eget Lys, som falder alle Syndere naturligt, medens vi vil stille Alt i Herrens Lys, for hvilket Syndere er af Naturen blinde! Kun en sørgelig Erfaring kunde lære os, hvad det vil sige, som vi vel troede og bekiendte, men ei i den levende Fylde, som det skal troes, at Oplysning, christelig Oplysning, er ikke vores, og ei Skriftens, men er den Hellig-Aands Gierning, ei blot ved og med og over os, men vidunderlig for os, saa Han er Herrens og Faderens Kongelige, Guddommelige, Stat-Holder paa Jorden, af Hvem vi skal vente Alt, til Hvem vi skal henføre Alt, og henvise Folket med deres Tillid, som vi umuelig kan retfærdiggiøre.

✂ Først da, naar det ret bliver underligt for vore Øine, hvorledes Dagen skal oprinde, saa vi lade Hænderne synke, og overgive Værket aldeles til Ham, som virker alle Ting i Alle, først da føle vi, at Naturen skrider, og Dagen stunder til, og mærke det især paa vor morgenlige Betragtning af Timerne bag os, af vor Natte-Vagt og al vor Kamp med Søvnen, Mørket, og alle deres forvirrede Skikkelser! Hvad Fienden med Latter tilraabde 203 os i de bange Timer, at al vor Færdsel var en Natte-Vandring, vor vaagneste Tilstand kun en levende Drøm, vore klareste Syner kun Phantasier, det see og sige vi nu selv, med et roligt Smil, men ei med Ringe-Agt for det Bedste, der kunde times os ved Natte-Tide; thi det er jo et Efter-Skin af den forsvundne Dag, og en Anelse af den Følgende, der er jo vaagne, lyse, himmelske Drømme, der vel ei kan skabe Dag, men trøste dog vidunderlig over Savnet, funkle som utallige Stjerner, ja straale som Nord-Lys over Mørket, og beskiærme os, ligesom under Fugle-Vinger, imod Nattens Kulde, som under en blinkende Skjold-Borg, imod dens Forfærdeiser! Saa takke vi da Herren for de søde Drømme, der kun times, naar Hans Engle omleire os, og ligesom hvile sig paa vore Øien-Laage, men takke Ham ogsaa, fordi vi mærke, hvad det var, skjøndt dette Øieblik, mellem de venlige Drømme, og den gyldne Morgen-Røde, er det tungeste vi har oplevet, da det i aandelig Forstand aldeles svarer til hvad vi sagtens Alle af Erfaring kjende: det underlige Mellem-Rum, hvori Natten ligesom brydes med Dagen, og som vi derfor kalde Dag-Brækningen, da selv de bedste Vaagere føle Søvnens Magt, da selv om Sommeren det trækker koldt, og Hane-Galet vel er os kiært at høre, men dog ei oplivende! Ja, Christne! lad os, som det sig bør, takke Faderen for alle Ting i Jesu Navn: for Kirke-Aaret, som udrandt, og for det Ny, som nu oprinder, for Hans Vare-Tægt og Trøst i Natten, og for Morgen-Haabet, som Han stadfæster med det Apostoliske Hane-Gal i Dagens Epistel, visse derpaa, at det Lys, Han saaede for den Retfærdige, skal aldrig holde op at bære Straale-Frugter til Glæde for de Oprigtige af Hjertet! Menigheden vandrede med Jakob, landflygtig og huusvild, laae paa den vilde Mark, og havde kun en Steen til Hoved-Giærde, men den laae i Sandhed under aaben Himmel, thi det var vel et Drømme-Syn, men ikke Tant, at den saae Himmel-Stigen, hvor Engle vandrede, og Herren stod paa Toppen, sigende: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud, det Land, som du ligger paa, det vil Jeg give dig og din Sæd! Da sagde vi ved os selv: her er Guds Huus, og Himlens Port, og vi stod tidlig op, understøttede af Bibel-Staven, og reiste Stenen til et Kiende-Mærke, og salvede den med Olie, og sagde propheterende: denne Steen skal vorde et Guds Huus, og her staae vi nu i Dag-Brækningen, uvisse om, hvad Synet havde nærmest at betyde, end sige om, hvordan det Huus skal reise og skal hvælve sig, hvorom vi talede, som Aanden vilde, der var over os; her staae vi, mellem Morgen-Drømmen 204 som er forbigangen, og Morgen-Røden som skal giøre Alting klart, og fristes til at vorde utaalmodige, men vente dog ikke forgiæves! Maaskee mene vi ti Gange, at vi see Dag-Skiæret paa de hvide Skyer over Havet, og giættede dog feil, maaskee, mens vi stirre mod Østen, oprinder Herrens underlige Dag i Vester, bag os, saa vi staae midt i Morgen-Røden, før vi veed det; men hvad skader det, som da end klarere forkynder Guds Ære, og aabenbarer det, at det er Ham og ikke os, der danner Lys og skaber Mørkhed!

✂ O, saa lad os da bekæmpe alle de unyttige Sorger, og Kulden i vort Bryst, med den herlige Vished, at Natten afbrydes, og Dagen stunder til, saa brat udgaaer det store Himmel-Lys, som en Brudgom af sit Brudehuus, hensvæver straalende over vort Hoved, adspreder Mørket, forgylder Kirke-Spiret og Helligdoms-Bjerget, opvækker Døde, udbreder Liv og Fryd og Frugtbarhed paa Jorden, saa brat skal Taknemmeligheds Taarer rinde paa glødende Kinder, Morgen-Røden speile sig i Taare-Duggen, og Morgen-Sukket fare op med Vinger som en Morgen-Psalme, at giennemtone Skov og Bjerg, og giæste Himlene! Det skeer for vore Ørne, saasandt vi have Sind til at aflægge Mørkets Gierninger, og vandre sømmelig som Dagens og som Lysets Børn, med ham, som er vort Lys og vor Salighed, med Herren vor Livs-Kraft, Amen! i Jesu Navn, Amen!

✂

✂ Der er, i det Mindste hos os, ingen Høitid, da Kirken besøges saa lidet, som i Pindse-Dagene, og vidste vi det ikke før, da kunde vi deraf slutte os til, at der er saare liden Christendom i Christenheden, og at den Christendom, der er tilbage, er mere død end levende; thi det er soleklart, at der er Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken Kirke-Klokkens Kimen maa saa dybt og sødt bevæge alle Christne med levende Tro, og frydefuldt Haab, Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken de saa levende maae føle Trang til at forsamles i den Himmelfarnes hellige Navn, og lytte til Ordet, som haver vandret med Solen, skabt Lys og Liv paa Jorden, og vandrer saa endnu paa Aande-Drættets Vinger, høit over de Dødeliges Hoved, men rede til at sænke sig i Hjerte-Dybet hos de Troende, og der gienføde de glødende Tunger, som tale Guds Under, med Ord, som ikke Mande-Vidd, men den Hellig-Aand lærer, og som udfare aldrig forgiæves, men udrette, som Sneen og Regnen, Alt hvortil de udsendes!

✂ Ja, mine Venner, at Pindse er i allerstrængeste og allerhøieste Forstand en Kirke-Fest, de Christnes Kirke-Høitid, det er saa aabenbart, at selv de, der ei tænke derpaa, dog dunkelt føle det, og derfor skal det ei undre os, at de er Faa, som helligholde den, thi det er os jo Alle vitterligt, at Kirke-Samfund: et virkeligt, inderligt og levende Samfund i Tro og Haab og Kiærlighed, det hører i vore Dage til de christelige Old-Sager, der synes kun at have været til, for at beskrives og omtvistes af de Lærde, og det naturligviis, fordi Begrebet om Sjælen i vort Samfund, om den Hellig-Aand, er selv iblandt Herrens Discipler saa vrangt, eller dog saa dødt og tomt, som om de kiendte kun Johannes-Daaben, og ei den i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands! Naar derfor Herren paa Himmelfarts-Bjerget forkynder Disciplerne: Johannes døbde kun med Vand, men I skal døbes, ei længe efter disse Dage, 206 med den Hellig-Aand og Ild, og naar det lyder: see, Han kom og satte sig paa hver-især, som Lue-Tunger, da er det hardtad for Alle som en mørk Tale, man kan lade staae ved sit Værd, eller øve sin Skarpsindighed paa, uden at det egenlig giør nogen Forskiel, og hvem der tænker det, hvad skulde han vel i Kirken om Pinds e, i Kirken siger jeg, og mener dermed naturligviis ikke hvert Huus, som bygdes i Kors til Folk i Søndags-Klæder, men kun Huset, der end bevæges af Bulderet fra Himlen, som opfyldte Salen, hvor Apostlerne sad, kun Huset, der end gienlyder af Røsten, som forsamlede Mængden fra alle Himmel-Egne hen at høre ham, der vandrer paa Veirets Vinger, og bærer gode Tidender fra Himlen til Jorden, ja Huset, hvor de glødende Tunger, som flammede hist, dog glimte og gnistre endnu, saa Mennesket forbauset hører Guds Under giennemtone sit Moders-Maal, udtales med sin Tunge!

✂ Det maa derfor aldrig undre, men skal paa en Maade glæde os, at vi er Faa i Kirke paa den guddommelige Indvielses Høitid, da vi aabenbar er Faa om Troen paa Indvielsen, Faa om Troen paa den Hellig-Aand, og da nødvendig ogsaa Faa om den Kirke, hvori Han baade ringer og kimer, baade prædiker og sjunger, oplyser og opliver, opvækker og opbygger, ja virker Alt endog i Alle! Give da kun Gud, at vi som ere her forsamlede, maae være iblandt dem, der have annammet Faderens Forjættelse, eller vente dog troende paa den, som Disciplerne hist, der vare eendrægtig forsamlede, og kunde umuelig være det, med Tro paa Herrens Ord, uden at komme ihu, hvad skrevet staaer (i anden Mose-Bogs det Nittende) om Tordenen og Lynet over Sinai, og Guddoms-Ordet med lydelig Røst: uden at komme den Pindse-Fest ihu, og vente at opleve endnu større Ting end disse, alt efter den Apostoliske Tanke-Gang, at omstraaledes Lov-Givningen, med Bogstav-Skriften og Steen-Tavlerne, af himmelsk Glands, da maatte Glandsen nødvendig endnu blive større over den evangeliske Prædiken, med Aandens Flamme-Skrift paa Hjertets Tempel-Vægge! Ja, da Herren lovede at være selv midt iblandt de To eller Tre, der sammenføiede sig i hans Navn, da trøstede Han ikke blot de Enkelte, der fandt sig udstødte af Verden, men gav derhos tilkiende, at Han sædvanlig vilde være kraftigst nærværende, hvor Han paakaldtes af de Faa, der dybest maatte føle Verdens Tomhed for dem, der spørge efter Aandens Fylde, og længes inderligst efter Hans Samfund, hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed!

✂ Derfor, mine Venner, lad os være glade i vor Høitid, og hellige 207 den, som Gud vil give Naade til, ved at indprænte os den vigtige, selv i Menigheden halvforglemte Sandhed, at hvorlidet end vor Guds-Tjeneste taaler Sammenligning med den vi læse om i Dagens Text, saa er det dog kun her, i høitidelig Forsamling, under Ordets Forkyndelse, og høirøstet Lov-Sang, vi kan see et Billede af Christi Kirkes herlige Indvielse, og levende mindes, hvad det er som har begyndt og skal fuldende den gode og vidunderlige Gierning, som vort Samfund er!

✂ Vist nok er det saa med vor Christendom i det Hele, at den virker kun med hele sin Kraft, og aabenbares kun i al sin Glands, hvor Kirken og Menigheden staaer som Huset paa Klippen og Staden paa Bjerget, hvor Christi Ord har et kongeligt Høisæde paa sine Tjeneres Læber, og et skinnende Pallads i Menighedens Barm, ja, hvor det Underværk, som Evigheden skal forklare, alt i Tidens Løb forbauser Verden: det Underværk, at vi er alle eet Legeme og een Aand i Christo Jesu; men dog er Kirkens guddommelige Indvielse den eneste Begivenhed i den hellige Historie, der udelukkende finder sin Afbildning i vor høitidelige Forsamling paa Herrens Dag, ligesom det ogsaa især er den levende Tro paa den Hellig-Aand, som der udvikler og forklarer sig. Og denne Sandhed veed jeg ikke bedre at udtrykke, end ved at sige: Julen kan vi helligholde ved Vuggen, og Paasken i Urtegaarden, men Pindse kun i Herrens Huus!

✂ Julen kan vi helligholde ved Vuggen, thi med hvert smilende Barn ligger der jo et levende Billede af den Guds Eenbaarne, som holdt ikke sin Guddommelighed for et Rov, men fornedrede sig selv, og tog Tjenerskikkelsen paa sig, og naar det glade Budskab om ham, som Barnet født i Bethlehem, til Lys og Liv og Glæde for Unge og Gamle, der som Børn vil lade sig bære og lede af ham ind i Guds Paradis, naar Jule-Evangeliet kun har en venlig Vugge paa Moderens Læber, da finder det en aaben Favn i Barnets Hjerte; thi hvad der støder Engelen fra sig, som forkynder Støvets Børn den glædelige Tidende, at vor Fader i Himmelen har sendt sin Søn til Jorden, som et lidet Barn, med Guddoms-Magt til at raade Bod paa al vor Nød og Vaande, og med Broder-Hjerte til at slukke al vor Sorg, aftørre al vor Graad, hvad der støder denne Engel fra sig, det er aabenbar kun den taabelige Stolthed, der holder Menneskeligheden ei for en Guds Gave, men for et Rov fra Skaberen, og denne Stolthed er ikke i Barnet, der, langt bedre og større, langt menneskeligere end vi, tænker aldrig paa sit Fortrin, men er 208 os underdanig, og modtager taknemmelig det mindste med det største Beviis paa vor Godhed og Kiærlighed!

✂ Ja, Christne Mødre! Faa som I ere, men som det skjulte Hjerte-Menneske, kostelige for Gud, og mægtige, siger Apostelen, til, ogsaa uden Ord, at christne Mennesker, I veed det bedst, hvor gladelig der leges Jul ved Vuggen, naar I, mens det kimer i Dagningen, tænker med et dæmpet Suk paa Guds Børns Forsamling, men trøstes snart ved Jule-Psalmens Gienlyd i det Skjulte, og ved Smilet af den Spæde, der levende minder om Barnet i Krybben, og synes at hviske: min Engel seer ogsaa Faderens Ansigt, som er i Himlene!

✂ Saaledes Julen, som Hyrderne jo helligholdt ved Krybben, og som sikkert altid helligholdes mest rørende og himmelsk velsignet ved Vuggen: af Mødrene, af Børnene, og i den huuslige, hyrdelige Kreds, hvor Engle-Smilet og den barnlige Glæde, langt meer end udtrykkelige Ord, forkynder, at os er en Frelser født, som bringer os Guds Velbehag, og dermed Himmerig til Jule-Gave!

✂ Og nu Paasken! Hvem har vel helligholdt den mere værdelig, end Marie Magdalene, som stod eenlig i Urtegaarden, og græd over Graven, til hun hørde sit Navn fra Frelserens Læber, stammede: Mester! og løb at forkynde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hørt af hans Mund, at han opfoer til sin Fader og vores! Og har dette maaskee Intet at betyde, helligholdes maaskee ikke Paasken endnu med den dybeste Følelse i Hjertets Eenlighed, med Herren, mellem Gravene! Stod vi nogensinde en Paaske-Morgen, naar Soel gik op, hvor Kirke-Gaarden høiner sig over Vangen, stod vi der, omringede af Mindes-Mærkerne fra Vinter-Tiden, og nærmest af Gravene: de dybe Furer, som Døden pløier, til Sæd med Graad men Høst med Lovsang, stod vi der, mens det kimede til Høitid, mens Solen steeg, og Lærken slog, og Øiet faldt paa Urtegaarden, hvor Vinteren kiendelig gav Vaaren Plads, da var det visselig ei Selskab, og ei noget Udvortes, vi fattedes, for dybt bevægede at efternynne det gamle Paaske-Vers:

✂ Christ stod op af Døde,
Og frelste os alle af Møde,
Thi ville vi alle være glad,
Og love vor Herre i allen Stad!
Kyrie eleis!

209

✂ Var han ikke opstanden,
Al Verden var forgangen,
Men efter han opstanden er,
Saa love vi Gud vor Herre kiær!
Kyrie eleis!

✂ Nei, dertil fattes vi aabenbar i vor Eenlighed slet Intet, naar vi kun har den Tro, at Død er Syndens Sold, men det evige Liv Guds Naade-Gave i Christo Jesu, vor Herre, og jeg tør vel mene, at Herrens Opstandelse staaer ei i større Glands for noget Menneske-Øie, end for Unger-Svendens, hvem Døds-Tanken vakde af hans søde Drømme om Jord-Livets Herlighed, eller hvis Hjerte vaandede sig under Følelsen af Verdens-Livets Tomhed, naar han under sine stille Betragtninger faaer Syn paa Helten, der kommer seierrig tilbage fra de Dødes Rige, førende Døden og Helvede med sig i Lænker, og udstrækkende sin milde Haand med Livets Brød og med Salighedens Kalk, til Muldets Frænder i Græde-Dalen! Sandelig, han holder da Paaske i alle Urtegaarde, hvor Livet virkelig eller billedlig opstaaer af Døde, som Blomster groe paa Grave, og han holder den først og sidst med Bogen for sig: den hellige Skrift, der vel maa lignes ved en Urtegaard med Herrens Grav, hvoraf Han immer aandelig opstaaer i Ordet, beskiæmmer Verdens Kløgt, slaaer dens Stridsmænd til Jorden, trøster sine sørgende Discipler, og lærer dem at forstaae Skrifterne, saa de indsee, at det, efter Propheternes Ord, burde Christum at lide dette, før Han indgik til sin Herlighed!

✂ Men nu Pindse-Aandens Udgydelse over det Ny Testamentes Tjenere, der skal være Aandens, og ei Bogstavens; Aandens Udgydelse i Guddoms-Ordet paa Menneske-Læber, med himmelsk Ild og med levendegiørende Kræfter, Indvielsen af det store Bede-Huus for alle Folk, hvor Strømmene, som Herren adskildte ved Babel, skulde atter mødes i Jerusalem, dette Vidunder, som kroner alle Herrens de Forrige, ja paasætter dem Livets Krone; hvor har vel det sit Billede og sin Lignelse, uden der, hvor det endnu fortsættes, vel mattere i Dag, og stærkere i Morgen, men dog immer levende; hvor, uden i de Christnes Forsamling, der tiltale hinanden med Lovsange over det Ord, som er mægtigt til at saliggjøre Sjælene!

✂ Det er vel sandt, at vi kan see et Skygge-Billede af det aandelige Liv, Guds Ord i Menigheden skaber, opholder, udvikler og forklarer, i Sommer-Livet, som, udviklet af hemmelige 210 Kræfter, gjennemtrænger og fryder hele Skabningen, udspringer i Markens Lilier, og hvælver sig i Skovens Løv-Sal, lovsjunget af Himmelens Fugle, med Morgen-Røden til sin Prophetie, og Aften-Røden til sit Efter-Mæle; men det er ogsaa vist, at Jord-Naturen i sin Sommer-Pragt og Fylde tiltaler Kjødet meer end Aanden, og avler hos dem, der henrives af den, ingen levende Forestilling om den rene Sandhedens og Kiærlighedens Aand, som udtrykker de aandelige Ting med aandelige Ord, men om en ureen Verdens-Aand, der stjæler Ild og Glands fra Solen, for dermed at optænde Kiødets Lyster, og sætte glimrende Farver paa giftige Urter! Det er vist, og desuden, hvad ligner vel Guds Ord, uden Ordet paa Menneskets Tunge, skabt i Hans Billede, og efter Hans Lignelse, hvor er de usynlige, for Mande-Vidd usporlige Veie, hvorpaa Aander og Hjerter levende mødes, til Favn-Tag eller til Sværd-Slag, under Himlen, hvor, uden i den usynlige, men dog virkelige Verden, som Ordet vidunderlig skaber, naarsomhelst det slaaer med sine Vinger, og giennemsuser Luften, saa ikke blot Øren, men Aander maae lytte, saa ikke blot Stene men Hjerter gienlyde! Derfor, Venner! skal vi have anden levende Forestilling om Kirke-Vielsens Fest i Jerusalem, end som et dunkelt Bulder, en Torden i det Fjerne, hvoraf der kun i Folke-Sagnet er en forvirret Gienlyd tilbage, da maae vi gaae til Kirke, hvor Guds Ord forkyndes, ei som en Grav-Skrift, man har fundet i en nedlagt Kirke, paa en Lig-Steen over Simon Peder og hans Med-Apostler, og om hvis Betydning man er uvis, fordi Ingen mere veed, hvad det vil sige, at døbes med den Hellig-Aand og Ild, nei, hvor Guds Ord forkyndes, som hvad der aldrig døer, og aldrig svækkes, som Liv og Aand, ei mindre nu, end da Simon Peder tog Ordet, opløftede Røsten, og sagde: det var, hvad Herren sagde, ved Propheten Joel: i de sidste Dage vil jeg aande over alt Kiød, og eders Sønner og Døttre skal prophetere, eders Unger-Svende skal have Syner, og eders Oldinger have Drømme! Jesus Christus, den Korsfæstede, som brød Dødens Lænker, fordi det var umueligl, han kunde holdes af dem, han, hvis Opstandelses Vidner vi ere, medens han sidder ved Guds høire Haand, han udgiød, efter Faderens Forjættelse, den Hellig-Aand over os! Kun i en saadan Forsamling, hvor Guds Ord virkelig boer, hvor det forkyndes og teer sig i Kraft, at, skiøndt Gaverne ere forskiellige, er Aanden dog den samme, ja, kun der, hvor Aanden, ved at bekiende den i Kiødet komne Jesus Christus, og ved levende og uindskrænket at tilegne sig det prophetiske og apostoliske 211 Ord, som det findes beskrevet, aabenbarer sig som den Aand, der kom over Apostlerne, og skal i Herrens Menighed være Taleren og Trøsteren evindelig; kun der kan vi levende mindes den Pindse-Dag, da Herrens Sendebud iførdes med Kraft fra det Høie, da det Huus, som den store Davids Søn, den himmelske Salomon, bygde sin Fader, opfyldtes med Hans Herlighed, og tretusinde Sjæle offrede sig som en Første-Grøde til den evige Præst af Melchisedeks Orden!

✂ Lad da kun Verden smile spodsk ved Sammenligningen mellem Apostlernes Pindse og vores; det skal ikke røre os, thi netop fordi vi troe, hvad vi læse om Christi Tempel, der ikke fyldtes med en Sky, men med en Strøm af Lys og Varme fra Livets Kilde, netop derfor føle vi selv dybest, hvorlidet vor Forsamling svarer til sin høie Oprindelse, og til de store Forjættelser som tone over den fra Himlen; men vi veed, at Veien til at ligne den Apostoliske Menighed er ei at forlade den, ei at betragte den som noget os Uvedkommende, men at jo klarere det staaer os for Øine, at ligesom Herren og Aanden, Troen og Daaben, og den himmelske Fader med sin vidunderlige Kiærlighed, er altid de samme, saaledes er ogsaa Kirken den samme, som Herren bygde paa Klippen, til at trodse Helvedes Porte, og som Aanden indviede til Himlens Forgaard, jo klarere det staaer os for Øie, des dybere føle vi, at den Ringe-Agt, hvori Kirken, den Afmagt og Forvirring, hvori Menigheden nedsank, er ikke Herrens, og ei Tidernes, men kun vor egen Skyld; og naar denne Følelse bliver mægtig i vor Sjæl, saa vi længes efter Herren, som er nær hvor han paakaldes, og sukke efter Aanden, som giør levende, og sammenbygger alle Troende i Tidens Løb, til et Guddoms-Tempel af levende Stene, da begynde ogsaa vore Hjerter at brænde, vore Tunger at gløde, og Troens Ord at giennemtrænge os, som Bækkene af Livets Flod, der glæde Guds Stad, den Høiestes Boeliger!

✂ O da, mine Venner, naar vi begynde at erfare, hvad det er at have levende Samfund, i Aanden, med Herren og hele hans Menighed: de Helliges Samfund, som vi ved Daaben indviedes til, da see vi det klarlig, at Julen er Troens, og Paasken er Haabets, men Pindse er Kiærligheds Fest, saa det undrer os ikke, at Pindse kommer senest i vort christelige Levnets-Løb, som mellem Kirke-Aarets Høitider; thi naar Livets Træ af Ordets Rod opgroer i Kirke-Haven, da er Troen Stamme, Haabet Blomst, og Kiærligheden Frugt! Da fristes vi ei heller til at tvivle om det Mindste af Alt hvad vi læse om den 212 store Pindse-Fest paa Zion, hvor Lynet over Sinai blev til en Lue-Tunge med Kiærligheds Ord, thi Lovens Ild er fortærende Nidkiærhed, men Evangeliets er smeltende Kiærlighed, og, taler Munden naturlig af Hjertets Overflødighed, da maatte Tunge-Maalene ligesaa nødvendig forenes i Jerusalem, hvor Hjerterne samrnensmeltede i Faderens Kiærlighed, som de adskildtes ved Babel, hvor Hedningerne udgik fra den levende Guds Ansigt, at vandre hver sit eget Hjertes vildfarende Vei; og skulde Herrens Folk, tyndt saaet og vidt adspredt i en fiendtlig Verden, blot ved Ordets Kraft forsamles, forbindes og forenes, i Tro og Haab og Kiærlighed, da maatte dette Ord nødvendig ei blot være mere end en Bogstav-Skrift i Tavler af Steen, og paa Blade af Liin, men meer end hvad vi med Tunger af Støv kalde levende, det maatte være et Ord som kunde giøre levende, maatte, som Herren siger om sit Ord, i Sandhed være Liv og Aand, som Ord kun er paa Guddoms-Tungen!

✂ Men, o, Venner, har vi end for et Øieblik siddet paa Dør-Tærskelen af det Guds Huus, hvor Apostlerne udtale Guds Under med glødende Tunger, som vi forundrede maae kalde vore, fordi Ordet paa dem er os ikke fremmed, men tiltaler os saa sødt og levende som Moders-Maalet, eller har vi dog ligesom staaet ved Dørren paa Klem, og lyttet, og følt det, halv sukkende, halv jublende, at hvem der er derinde, kan umuelig tvivle, men maa falde paa sit Ansigt, og bekiende, at Gud er virkelig i disse sine Talere og Tolke; o Venner, saa lad os dog aldrig glemme, at saadanne Øieblikke er vidunderlige Glimt af den Eenbaarnes Herlighed paa Jorden, som Aanden kun skiænker os, for at vi kan være glade i vor Høitid, stolte af den Kirke, som Verden foragter, saa disse Glimt vil i Morgen være for os som en Drøm, dersom vi bygge og stole derpaa, istedenfor at bygge og stole paa det eenfoldige Vidnesbyrd om Herrens Opstandelse, og om den Hellig-Aands Kirke, med Helgen-Samfundet, Synds-Forladelsen, Kiøds-Opstandelsen, og det evige Liv: Vidnesbyrdet, som fra Apostierne med Evangeliet er levende forplantet giennem Menigheden til os, og stadfæstet af Himmelens Gud, ved den Kraft og Velsignelse, Han øiensynlig haver ladet følge med den eenfoldige Tro paa vor Skaber, vor Gienløser, og vor Helliggiører: de Tre, som vidne i Himmelen, men ere Eet, og giøre Eet paa Jorden, saa Faderen drager os til Sønnen, og Sønnen oplader os Faderens Huus, og Aanden indbygger os deri, til evig Lovsang! I det vi derfor daglig dybere indprænte os Davids Længsel, naar han synger: een er 213 min Begiæring til Herren, derefter vil jeg tragte, at jeg maa boe i Herrens Huus alle mine Livs-Dage, at beskue Herrens Yndighed, og at besee hans Tempel, o, saa lad os dog end dybere indprænte os, at det times Ingen, uden hvem der troer eenfoldelig paa den Hellig-Aand, som Guds Viisdom og Godhed i egen guddommelige Person, og at hvem der kun troer ærlig paa Ham, som den Taler og Trøster, Herren sendte os fra Faderen, med de glødende Tunger, hvem der giør det, skal aldrig finde sig enten faderløs eller huusvild paa Jorden: thi selv naar da Helligdommen som Aanden saa klarlig indviede, synes os sunket i Gruus, eller optaget til Himmelen, eller dog bygt paa en Klippe, som er os for høi, selv da bevarer Aanden vor Indgang og Udgang i Huset, bygt uden Hænder, som vel kan være skjult for den Troendes Øine, men er dog med Ordet, det Troens Ord, vi prædike, ham altid nær i Mund og Hjerte! Ja, der er vel kun Faa iblandt os, der have Øie for det store Guds Under, som maatte skee med vort Moders-Maal, og med alle Hedningers i Ørken, før det blev skikket til at være et levende Redskab for den Aand, som drev Propheter og Apostler, men naar det falder de Christne paa Sinde, at de var dog alle Galilæer, som udtalde hvad intet Øie saae, og intet Øre hørde: Guds hemmelige Raad til Synderes Frelse, og det Guds Huses Herlighed, som Aanden bygger; naar det falder Christne paa Sinde, hvor de ikke blot i Bøger stave og giætte sig til, hvad Talerne meende, men hvor de høre det klarlig udraabt paa deres eget Moders-Maal, som de ere fødte udi, langt borte fra Zion og Thabor, da maae de dog Alle falde i Forundring over Herrens Gierning, og føle, at kun paa Tunger, glødende af Ilden paa den Guds Alter, som er almægtig Kiærlighed, kun paa saadanne Tunger kunde Nordens haarde, kolde, knudrede Kæmpe-Sprog, opvarmes, udglødes, og smeltende uddannes til et levende Udtryk for det store Fredens Evangelium, Guds Kiærligheds Ord, og Zions den smeltende Lovsang over den Herre Zebaoths de elskelige, de venlige Boeliger! Og at det dog er skedt, lad det være os ei blot et Tegn, men et levende, glædeligt Pant derpaa, at det visselig er i de glødende Tungers vidunderlige Huus, i den Apostoliske Kirke vore Fædre have holdet Høitid, og lyttet saa trohjertig til det dunkle men glødende Ord paa Apostlernes Læber, at Tungen maatte udbryde:

✂ Almægtig Lue, fald og ned,
Og tænd mig an i Kiærlighed!

214

✂ Ja, det er vist, saa bad vor Tunge og bønhørdes, og holde vi fast ved vore Fædres eenfoldige Tro, og vente, med dem, Alt af den Fader, som haver skiænket os sin elskelige Søn, og Alt af den Aand, som kom over Apostlerne, og virker Alt i Herrens Samfund, o, da skal vor Forsamling, hver Herrens Dag, end sige da hver Søndag i Pindse, blive et deiligere og klarere Billed af Forsamlingen paa Zion, en kiendeligere og værdigere Fortsættelse af Aandens og Ordets Helte-Gierninger, til Hans Ære, som sidder ved Guds høire Haand, og Kirken, Han bygde, Broderskabet, Han stiftede, til evig Glands og Herlighed! Amen! i Jesu Navn, Amen!

✂

✂ l Døden J es u s blunded,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dødens Bitterhed;
Nu rinder op saa klar
Den Soel med Lys og Glæde,
Som i sit Jorde-Klæde
Saa slet formørket var!

✂ Vel er det kun paa Jyllands Heder, de Christne iblandt os ret med Sandhed kan sige, at saaledes toner Fædrenes deilige Paaske-Morgenpsalme til dem, thi kun der toner den endnu i Forsamlingen, efterat den, med samt sine Sydskende, allerede snart i en heel Menneske-Alder har været forstummet hos os, som dog boe op til de yndige Skove, hvor Natter-Galen slaaer i Chor med Lærken, og hvor Man skulde meent, slige søde, oplivende Toner i Paaske-Morgenrøden, eengang hørte, kunde aldrig glemmes, men maatte nødvendig forplante sig selv, fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, saalænge der i Lunden var Øie for Maien, og Øre for Sang, og Hierte for Længselen efter det evige Liv i Guds Have!

✂ Ja, Christne Venner! hvem der i Barne-Dagene, ligesom med Moders-Mælken, har inddrukket Sødmen af dette Glædens Bæger, og det har jeg, baade mellem grønne Bøge og paa den brune Hede, kan umuelig uden Suk, og uden en med Harme blandet Smerte, mindes, hvilke Paaske-Psalmer vi have arvet efter vore Fædre, og ombyttet, som Israel sin Herlighed, med hvad der, mildest talt, kunde aldrig gavne: aldrig oplive nogen Christen Sjæl, aldrig glæde noget troende Hierte! Stod derfor den gjorte Gjerning ikke her til Ændring, var vi og vore Børn fordømte til at savne hvad vi i Vildelse har vraget, og at nøies med hvad vi i Søvne udvalgde, da vilde jeg for min Part sige Lunden Farvel, og bygge min Rede mellem Pors og Lyng, eller mellem Norges Klipper, hvor det endnu gienlyder Paaske-Morgen:

✂ Bort, du beseiglet Steen
Som giemde Jesu Been!
Du kanst ham ei indlukke,
Guds Søn ei saa vil bukke,
Du og hans Kraft maa lære,
Hans Navn velsignet være!

216

✂ Men Held os, vi have en Gud af megen Miskundhed, ja, saare megen, han plager og bedrøver ei Menneskens Børn af sit Hjerte (Jer. Bgr. 3, 33), men det er Hans Lyst at glemme Overtrædelser: Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Støtter, men Naade og Sandhed gaae frem for Hans Ansigt, saa lykkeligt er Folket med Øre for Seiers-Sangen og for Jubel-Tonen, de skal vandre i Hans Ansigts Lys! Ja, vor Gud er en Gud til megen Frelsning, og hos den Herre, Herre, er Udvei fra Døden, kun et Øieblik varer Hans Vrede, men med Hans Yndest følger det evige Liv, en Nattes Tid kan Graaden vare, men Morgenen kommer med Lov-Sang! Vi ere Børn af Hans Elskelige: af den Kongernes Konge, i hvis Rige Soel gaaer aldrig ned, thi Natten er der, som hos os i Skiær-Sommer, naar Aften og Morgen kysses, og Morgen-Røden udspringer af Efter-Skinnet, som en Søn med Rosen-Kinder fra Skiødet af en bleg, bedaget Moder, ja, som Sara fødte Isak under de graa Haar, og med Solen staae Fuglene op, hvor kort end Blundet var, saa Morgen-Psalmen udvikler sig ogsaa af Aften-Sangens Efter-Klang: Aften-Lærken slumrer sødelig ind, som Barnet i Moder-Skiød, ved det første Slag af Sommernats-Fuglen, og ved det Sidste vaagner Morgen-Lærken! Saadanne Kaar har Christi Rige, som ikke blot har en lykkelig Stjerne, men en Konge der byder over Soel og Maane og alle Stjerner, thi der gaaer altid Naade for Ret, og der voxe Lægedoms-Urter for Hæl-Sot, der udspringer et forklaret Liv af Opløsningen., og der forynges det forældede Folk som Ørnen!

✂ Jeg veed det, kiære Venner! saadan Tale klinger æventyrlig, og er ei den uliig, hvormed Hedning-Skjalde baade fordum og nu have smigret graahærdede Afguder, og kildret blødagtige Frænders Øren, i dorske, vanslægtede Tider; men jeg har derfor ingenlunde glemt, hvad der sømmer sig mine alt graanende Haar, og hvor langt det tomme Kling-Klang med de forfængelige Haab skal være fra Herrens Huus: fra Sandheds Tempel, og den dybe Alvors høie Stade. Nei, hvad jeg her udsagde, var en Sandhed, som Fortiden saa kraftig har bevidnet, at Fremtiden umuelig kan fornægte den, det er Psalmistens gamle Spaadom (Ps. 89.) om Guds naadige Førelser med sit Folk, og Aabenbarelsen af Hans Fader-Ømhed, en Spaadom, hvorpaa tre Aartusinder have kastet saa glædeligt et Lys, at dens fuldkomne Forklaring, i en fuldstændig Opfyldelse, er saa vis, som vi alt saae den! Hele denne Guds Naades Huus-Holdning i en syndig Verden maa naturligviis være endnu langt forunderligere, end 217 Aandens alt noksom forunderlige Løbe-Bane i Støvet, giennem en ufalden Menneske-Slægt; selv det mindste Straale-Glimt af Kiærlighedens Soel er noget Fremmed i Synderes Land, hvor, efter Naturens Love, kun Vredens Lyn skulde giennemfare Mørket, og ei blot Lærkens og Nattergalens Slag, men Spurvens Kvidder er et Mirakel der, hvor kun Lovens evig rullende Torden skulde overdøve Sukket og Graaden, og Tændernes Gnidsel. Derfor, Venner, see vi let, det er ei mere umueligt at være Christen uden Tro paa Herrens Opstandelse fra de Døde, end at tale levende om Paaske-Psalmen: om Hjerte-Fuglens glade Lov-Sang i Morgen-Røden, der opsteg fra Nattens skumle Dyb, uden at Talen maa klinge endnu langt mere æventyrlig, end de vildeste Æventyr, Indbildnings-Kraften avlede; thi hvad Aanden taler til Menigheden om den store Opstandelse, der gjaldt for hele Guds adspredte Folk paa Jorden, og under Jorden, og i det Muelighedernes Rige, som først blev virkeligt med ufødte Slægter: om Herrens Opstandelse, som var for dem Alle, for hele den faldne, i Dødens bundløse Afgrund nedsjunkne Menneske-Slægt, en Opreisning i Skaberens Billede, til Himmel-Fart paa Due-Vinger, til Konge-Kaar i de Levendes Land; hvad Aanden herom aabenbarede Herrens Apostler, og os med dem, hvad Faderen har skiænket os i sin Eenbaarne, og hvad Han har beredt os som sine elskelige Børn i ham, det er jo dog visselig, som skrevet staaer (l Cor. 2, 9.): hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, og heller intet Hjerte drømde om paa Jorden, saa her nedsynker Menneske-Aandens dristigste Tanke-Flugt til Flagren som Aften-Bakkens, her blive de forunderligste Digtninger smaae og hverdags mod den jævne Tidende om hvad der virkelig skedte paa Jorden, da Herrens Engel foer ned fra Himmelen, oplukkende med Kongens Nøgel den forseiglede Dør mellem de Dødes Rige og de Levendes Land, fordi Livets Fyrste, som ved en Feiltagelse, var kommet til at ligge i Dødens Lænker, som da nødvendig maatte sprænges. Ja, mine Venner, I høre det jo selv, og al Verden har hørt det, at den jævne, troskyldige Fortælling herom, som Tolderen fra Galilæa har beskrevet i Dagens Evangelium, den klinger æventyrligere end noget af al Verdens Helte-Digte, og naar nu hertil kommer, hvad siden er skedt paa Jorden, da flere Stene end Nogen uden Gud kan tælle er lettede fra Hjerte-Kammerdørre, "ved Troen paa den underfulde Opladelse af Josephs Klippe-Grav, og da et baade langt kraftigere og kiærligere Menneske-Liv, en baade langt klarere, og mere omfattende og udbredt Oplysning om 218 himmelske og jordiske Ting, end der var før paa Jorden, er udsprunget af Troen paa den Korsfæstede, men igien Opstandne; saa kan der aabenbar ikke siges noget saa underligt om den Opstandnes Menighed, at det, for Underlighedens Skyld, skulde falde utroeligt. Derimod er det den største af alle Urimeligheder, Verden nu enstund har villet binde os paa Ærmet, den nemlig, at Gud skulde have besluttet nu ikke længer at handle underlig med sit Folk, som Han hidtil uafbrudt behandlede paa det Underligste; thi enten maatte jo da Hans Fader-Hjerte være blevet forstenet, eller Hans Kæmpe-Haand forkortet, hvad dog kun er Galenskab at tænke og Bespottelse at sige.

✂ Saa vist derfor, sorn der endnu banke Hjerter i Støvet, med Følelse af deres Skyld, og Frygt for Døden som Syndens Sold, med Lyst til det evige Liv, og dyb Ærbødighed for himmelsk Sandhed, saa vist skal der ogsaa paa den Troens Korfæstelse, vi have været Vidner til, følge en Opstandelse, der vil kraftig minde og klarlig vidne om hin uforglemmelige Paaske-Morgen, i samme Grad, som den nærværende Tid ligner Tiden, da Herren øiensyniig vandrede, straalede og blegnede, fordunkledes i Graven, og forklaredes paa Bjerget, hvorfra Skyen tog ham bort! Og da nu alle de, baade Troende og Vantroe, som kiende Verdens Løb, kan see for deres Øine, at der siden Keiser Augusti Dage aldrig har været en Tid paa Jorden, der saa iøinefaldende lignede hine Korsfæsteisens og Opstandelsens Dage, saa vil der upaatvivlelig ogsaa nu, med det Allerførste, oprinde en Paaske-Morgen, Man aldrig har seet Mage til, siden hin uforlignelige Morgen, da Seiglet brødes paa Livets Bog, som paa Herrens Grav-Steen, og da de Romerske Strids-Mænd blev som de var døde, fordi de grandgivelig saae, at den Døde, de selv havde korsfæstet og giennemboret, han blev lyslevende, og at Dørren til hans Grav, som til Guds Sove-Kammer, oplukdes ved en Tjener af den Konges Farve, hvem Torden-Røsten udraaber, og Lyn-Ilden tjener!

✂ Uagtet vi derfor med Rette kalde hvad der skedte med Herrens Folk i vore Fædres og Morten Luthers Dage, en aandelig Opstandelse, fordi den hendøde Tro paa Christi Død for vore Synder, og hans Opstandelse til vor Opreisning, oplivedes paa Ny, saa var dog Ligheden med den første Opstandelse langt meer en Skygge-Lighed, end en levende Afbildning, thi hvad der klarlig opstod som af Graven, var ikke den hellige almindelige Kirke, men kun en Høi-Skole som de Skrift-Kloges i 219 det andet Tempels Dage, ligesom det ei heller var Troens Ord ved Daaben og Nadveren, men kun Beskrivelsen deraf, og Anmærkningerne dertil i Bibelen, som undre ves Forglemmelsen, og kom igien for Dagens Lys!

✂ Levende kirkelig, christelig, talt, maatte vi derfor snarere sige, at hvad der skedte med Herrens Menighed, som er hans Legeme, i Morten Luthers Dage, det ligner mest Herrens Nedfart til de Dødes Rige, som Apostelen beskriver den (l Pet. 3, 18. 19.), da han som aflivedes i Kiødet, oplivedes i Aanden, og færdedes deri som Prædikant for de fængslede og hidtil vantroe Aander; thi sandelig, vi kan ei kalde Pave-Tiden noget bedre i christelig Forstand, end Lange-Fasten, Skiær-Thorsdag og Lang-Fredag, med det stærke Jord-Skiælv, og den store Soel-Formørkelse, under hvilken Herren paa Korset nedbøiede sit Hoved og opgav sin Aand. Ja, mine Venner! Det maa siges, og det skal blive os indlysende, at Troens Kamp i Morten Luther, og i os Alle siden, som hængde ved Herren, det var en Døds-Kamp, med Sveed som Blods-Draaber, med Døds-Dom af den hinkende romerske Lands-Herre (hedensk Fornuft), og Korsfæstelse mellem Misdædere, til Spot for de ypperste Præster, Pharisæer og Skrift-Kloge, og skiøndt baade Luther og vi, i den seierrig opstandne Frelsers Navn, fandt Kraft til at lide, og Trøst over Døden, saa døde vi dog alle legemlig, og levendegjordes kun aandelig, duede kun til Prædikanter for Aanderne i Fængsel, der skjalv, som vi havde skiælvet, under Lovens Torden og Rettens lynende Sværd, og øvede ei andre Helte-Gierninger, end at kæmpe med Djævelen om Troen, om Skriften, og om de dyrekiøbte Sjæle, som laande Øre til vor Prædiken, og til Spaadommen paa vore Læber om en tilkommende, ærefuld Opstandelse!

✂ Det giør mig ondt, Med-Christne! at denne Lignelse, som bedst betegner hvad jeg vilde sige om denne for os alle høistvigtige Sag, falder dunklere end jeg ønskede, men den vil klare sig for alle Troende, som drages til Minde, hvad jeg sagde nys ved Herrens Bord [S-B. III,XI]; thi den Lyst til Afsondring, den Mangel paa levende Deeltagelse i den hele Christne Menigheds Vee og Vel, den Lunkenhed for Evangeliets Udbredelse og Forplantelse, den matte Forestilling om Legemets Opstandelse, og om den anden Verden i det Hele, som, kun meer og mindre, har hængt ved os Alle i det sidste Tids-Rum, det er Altsammen høirøstede Vidnesbyrd om, at det Herrens Legeme, som det Ny Testamentes hellige Bøger har aftegnet i den Apostoliske Menigheds 220 Beskrivelse, det Legeme paa hvilket ogsaa vi skulde være Lemmer, det har været dødt for os, og venter da i Graven, som den hensovede Menigheds Historie med Rette kaldes, endnu paa sin Opvækkelse, og ærefulde Opstandelse, eller paa en Guds Engel med hvide Hænder [l. Klæder], som vælter Stenen bort, og sætter sig paa den, for, med sit Lynilds-Blik, at nedslaae de trodsige, hedenske Kæmper, og med sit Engle-Smiil at opmuntre de grædende Kvinder, som kan ikke fare i Aanden til Fængselet, og lede ibrgiæves om Herren paa Jorden!

✂ Ja, ja, det er dybe Sandheds og Alvors Ord, hvordan de end klinge: det har været en, i Sammenligning med det Verden kan give vist nok riig og glædelig, men i Sammenligning med hvad Gud kan give og har givet i Christo Jesu, fattig og sørgelig Tid for christne Kvinder og Børn, og da i det Hele for Menneske-Hjertet, denne sidste Tid, da Herrens Lidelse og Død var saa at sige hele Hjertets Deel, medens Opstandelsen, Aabenbarelsen og Himmel-Farten, ja, medens Herrens hele Liv kun udviklede sin Kraft giennem Tanke-Gangen hos gamle, prøvede, skriftkloge Discipler, og enkelte korsfæstede, angergivne Røvere, som Herren selv tog ved Haanden, og indførde med sig i Paradis! Jeg veed det vel ikke, om mine Med-Christne forstaae mig endnu, men jeg veed, de skal lære at forstaae det, at Kirkens Tilstand i vore Lutherske Fædres Dage, da al Christendom udledtes af Skrift-Klogskab, og henførdes til en fortvivlet Sjæls Gru under Sinai, og Trøst under Korset, saa det var kun de Afdøde fra Verden, og de Døende paa Sotte-Sengen, der følde sig levende tiltalte deraf, medens det faldt tungt og dødt, som store Liig-Stene, paa Børnenes, paa Kvindernes, paa den uerfarne Ungdoms, og dermed paa Mængdens Hjerter; denne Tilstand var ligesaalidt i christelig, som i menneskelig Forstand den naturlige, uden forsaavidt Døden er Syndens naturlige Følge, og Livet i Døden en naturlig Følge af Troen paa Ham, der, legemlig død, blev aandelig levende. Vi veed det i Grunden ogsaa godt, alle saa mange som have været christne Børn, at hvad der tiltalde os, det var ingenlunde Forklaringen eller Lære-Bogen, men kun den Bibelske Historie, Høitids-Psalmerne, og i det Høieste vore tre Troes-Artikler, med Morten Luthers barnlige Anmærkninger, og derfor maatte nødvendig alt Glimt af et levende Kirke-Samfund iblandt os forsvinde, da Bibel-Historien blev forkvaklet, Luthers Catechismus tilsidesat, og Høitids-Psalmerne afskaffede. Ja, mine Venner! hvem der har hørt min Prædiken enten for ti eller for tyve Aar 221 siden, vil mindes det, hvorledes derfor især de gamle Høitids-Psalmer var bestandig i min Mund og i mit Hjerte; og den høieste Yttring af et levende Samfund i Kirken, jeg som Præst har været Vidne til, det var ogsaa, naar i min Ungdom Psalmerne og Børne-Lærdommen blev glødende paa mine Læber, og gienlød da saa høit, giennemstrømmede da saa liflig de graahærdede Mænds og Kvinders Hjerte, at deres Øine tindrede, deres Læber istemmede lydelig, eller de hulkede som Børn, medens Hjertet smeltede i mit Liv, og Herren ligesom opstod for mine Øine! Det er derfor hverken i Dag eller i Gaar, jeg har begyndt at betragte vore Fædres Paaske-Psalmer langt mere som prophetiske Sange om den Opstandelse, vi forvente, end som historiske om vore Fædres Følelse af Livet i Christo, men det var kun først i den senere Tid: under min sidste tunge Embeds-Førelse i en mere fremmed Kreds, under de sidste christne Oldingers og Oldemødres Liig-Begængelse, at der opgik et Lys for mig over Grunden til alt Dette. Ja, det var et nyt Lys af den gamle Soel, der opgik for mit Øie over det levende Ord, hvoraf al Skrift, selv den helligste, er kun en Skygge, og fremfor alt over Ordet ved Daab en som skaber vort Samfund: skaber det Kirke-Legeme, som Aanden besjæler og opliver, men som er dødsens for os, naar vi ikke vil have det skabt giennem det levende, sikkre, mundtlige, lydelige Ord, som Aanden taler til Menigheden, men igiennem det døde, uvisse, skrevne, stumme Tegn i Bogen! Kun dette Lys var mig nyt, og med den høieste Forundring saae jeg nu Kirke-Legemets Opstandelse, paa hvilken jeg vel altid havde troet, men som jeg aldrig havde kunnet forestille mig, uden under de mest æventyrlige Skikkelser, den saae jeg nu times paa en i Christi Rige saa naturlig og simpel Maade, at nu var det ikke længer den, men Døden, der forundrede mig. Hvorledes nemlig de Christne nogensinde havde kunnet glemme, at det ikke var Skriften, men Daaben, der gjorde dem til Christne, at den hele Menigheds levende, høitidelige Vidnesbyrd ved Daaben om den Tro, vi skal alle have og bekiende, er langt sikkrere, end hvad der staaer i al Verdens Bøger, og at hvad der end staaer, eller hvad Man end vil finde i Bibelen, saa maae vi dog nødvendig, saalænge vi vil blive ved at være Christne, ubrødelig holde vor Daabs-Pagt, og udlede hele vort christelige Liv, baade her og hisset, fra vor Gienfødelse i Daaben, ved det levende Guds Ord, som varer evindelig, slides ikke op som alle Bøger, og krymper sig end 222 ikke naar Himlene sammenrulles som en Bog; hvorledes de Christne nogensinde kunde glemme denne Apostoliske Børne-Lærdom, der desuden tydelig nok indskiærpes dem giennem alle Apostel-Brevene, det var mig nu den store Gaade, og er saa endnu. Hvad jeg imidlertid endnu maa finde langt urimeligere, er det, at de Fleste af mine Med-Christne langt fra at fryde sig i dette Lys, lukke Øinene derfor, og vil med Magt have Kirke-Legemet til at blive liggende i Skrift-Graven, og jeg maa sige frit, det kommer af, at de har ikke troet paa Propheterne, eller dog ikke havt Øie for Barne-Engelen, som baade Morten Luther, og alle de barnlig Troende altid saae ved Indgangen til Graven, og lod sig lede af, og vise, hvor Herren havde ligget; thi det var denne Engel, som for mine Ørne bortvæltede Stenen fra Kirke-Graven, og satte sig paa den, ja, det var ham, som blæste Taagen bort fra mit Øie, saa jeg opdagede, som en stor Hemmelighed, hvad et Barn kan see og forstaae: at naar Kirken skal staae kiendelig og klippefast for os, da maae vi lade den blive staaende paa den Grundvold, som Herren og Apostlerne virkelig har lagt, da de grundede den, ikke med Pen og Blæk, men med deres mundtlige Ord, som var Liv og Aand, og byggede den, ligesaa lidt af Papir som afKalk ogSteen, men af lyslevende Mennesker, som troede hvad Herren vilde, og døbdesderpaa, i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, førend endnu nogen Apostel havde sat Pen til Papir, og saae Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand, medens han, hvis Breve Man vil grunde Kirken paa: medens Apostelen Paulus endnu var den fnysende Saulus mod Herrens Discipler og vilde tvinge dem til at bryde deres Daabs-Pagt og fornægte Herren. Ja, mine Venner, det Mirakel veed jeg Barne-Troens Engel giør paa alle dem der elske ham, at de see, det er Ordet ved Daaben der har baaret Kirken, og skabt Samfundet, fra Slægt til Slægt, og at det altsaa er en Daarlighed at tilskrive nogetsomhelst Andet Æren derfor, saa del var intet Under at Samfundet blev dødt, da Man vilde have det skabt af en Pen, intet Under at Kirken syndes faldefærdig, da Man vilde grundfæste den paa en Bog, intet Under at Samfundet hos os er hardtad aldeles opløst, da Man ikke blot miskiender og ringeagter Daab og Daabs-Pagt, men forandrer Ordet, hvorpaa Alt beroer, efter eget Tykke.

✂ Hvad der allerede for tyve Aar siden slog mig som et Lyn, i Johannes Aabenbaring, slog mig saaledes, og tændte det 223 gaadefulde Lys, hvori jeg siden vandrede, og den hellige Ild som brændte i mit Hjerte, naar jeg talede til Folket, og oplod dem Skrifterne, det har jeg hidtil aldrig udtrykkelig omtalt i Menigheden, deels fordi jeg frygtede for at vække en Grubien over den mørke Tale i vor Spaadoms-Bog, som Man skal lade forklare sig selv i Tidens Løb, og deels fordi jeg ikke kunde tale tydelig derom; det maa jeg dog nu berøre, fordi det kaster et straalende Lys paa Kirke-Legemets Død og Opstandelse, hvorom vi tale, og hvorom der skal skrives for den Slægt som kommer: for det Folk, som nu skabes til at love Herren, fordi han bygde Zion op igien, da Tiden kom: da hans Tjenere fandt Behag i dens Stene, og ynkedes over dens Gruus. (Ps. 102.)

✂ I det store Søndags-Syn (Aab. l, 10.) som timedes Apostelen Johannes, Disciplen som Herren elskede, saae han syv Guld-Lysestager, og midt iblandt dem En som en Menneske-Søn, med syv Stjerner i sin høire Haand, med et t ve egget Sværd i sin Mund, og med et Aasyn som Solen, naar den skinner i sin Kraft. For at hverken Apostelen eller vi skulde tage feil ad hvad hermed betegnedes, sagde Menneske-Sønnen selv til ham, at de syv Lyse-Stager betød de syv Menigheder, og de syv Stjerner deres Engle, og med Barne-Øine er det da umueligt at læse Brevene til de syv Menigheders Engle, uden at betragte disse Menigheder som ligesaamange Hoved-Afdelinger, der tilsammen udgiøre den hellige, almindelige Kirke, hvor Herren altid staaer i Midten, naar To eller Tre forsamles i Hans Navn. Saaledes betragtede jeg dem da ogsaa strax ved første Øie-Kast, og skiøndt jeg dengang kiendte for lidt til Kirkens Historie, for tydelig at kunne skielne mellem dem alle, end sige da til at forstaae alle Brevenes Vink, saa gienldendte jeg dog strax den Lutherske Menighed i det femte Brev: i Brevet til Menighedens Engel i Sardes, som nu forklarer sig selv, saa lydende: saa siger han som haver de syv Guds Aander og de syv Stjerner, jeg kiender din Gierning, for du har det Navn at dulever og er død! Hold dig vaagen og styrk Resten som er døende, thi jeg har ikke fundet din Gierning fyldest for Gud. Kom derfor ihu, hvorledes du haver annammet og hørt, bevar det, og kom til Besindelse! Hvis du ellers ikke vaager, da vil jeg overraske dig som en Tyv, og du skal ikke vide, hvad Time jeg kommer over dig! Men nogle Faa har du navnlig ogsaa i Sardes, som ikke har besmittet deres Klæder, og de skal vandre med mig i Hvidt, for de er det 224 værd. Hvo som vinder Seier, skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, men jeg vil bekiende hans Navn for min Fader og for hans Engle! Hvo som haver Øren, høre hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 1. 6.)

✂ Intet Ord vil jeg her tilføie, thi for tidlig i det Mindste beraaber Man sig paa Spaadomme, der ikke forklare sig selv, og kun fordi jeg troer disse giør det, vil jeg fremdeles, som en Spaadom om den Menighed, der nu opkommer, pege paa det følgende Brev til Menighedens Engel i Philadelphia: saa siger den Hellige, den Sanddru, som haver Davids-Nøgelen, han som aabner saa Ingen tillukker, og lukker saa Ingen oplader: jeg kiender dine Gierninger, see, jeg haver givet for dit Ansigt en opladt Dør, og Ingen mægter at lukke den, for du har et Gran af Kraft, og du har bevaret mit Ord, og du har ikke fornægtet mit Navn! See, en Gave udaf deres sataniske Samfund, der udgive sig selv for at være Jøder, og er det ikke, men lyve, see, jeg vil bearbeide dem, saa de skal komme og tilbede for dine Fødder, og kiende, at jeg har elsket dig! Fordi du har bevaret mit Standhaftigheds Ord, vil jeg ogsaa bevare dig i Fristelsens Stund, som forestaaer den hele Folke-Kreds, til Prøvelse for Jordens Indbyggere. See, jeg kommer snart, hold fast paa hvad du har, at Ingen skal tage din Krone! Den som vinder Seier, ham vil jeg giøre til en Pille i min Guds Tempel, og han skal aldrig meer gaae udenfor, og jeg vil paaskrive ham min Guds Navn, og Navnet paa min Guds Stad, det Ny Jerusalem, der neddaler fra Himlen fra min Gud, og mit det ny Navn! Hvo som haver Øren, høre, hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 7-13.)

✂ At sammenlægge hele Brevets Indhold med den ny Menigheds Levnets-Løb, det maae vi overlade til Børn og Børne-Børn, som have seet fødes, opvoxe og virke, hvad endnu først er undfanget; men skal det sees blandt os, hvorledes de med Christo i Daaben Begravne, opreises med Ham fra de Døde, ved Faderens Herlighed, til et nyt Levnets-Løb (Rom. 6, 3. 4.), hvorunder de søge og sandse, ei det herneden, men det histoppe, hvor Christus sidder ved Guds høire Haand (Coll. 3, 1.); skal det sees blandt os, da maae vi ogsaa faae Syn paa den opladte Dør, som Ingen meer kan lukke: paa Dørren til Herrens Grav i Daaben, og derigiennem til Guds Rige, til Paradiset, hvor Guds Børn lege med Engle og voxe med Herren, og vandre med Ham, og æde af Livets Træ, saa de aldrig døe, men 225 flytte med Fryd, naar Leer-Hytten falder, som Herren siger: jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal overleve Døden, og Enhver som lever og troer paa mig, skal aldrig døe!

✂ O, hvilke Kaar for os og vore Børn, som syndes aldeles forladte af Herren og Aanden, hengivne til Døden, til Spot for Verden, til Latter for Helvede! Hvor maae ikke Fædrenes Paaske-Psalmer blive søde i vor Mund, naar vi føle det opfyldt paa os, hvad der kun svævede for dem, naar vi smage Sødmen i den Herres Kalk, hvoraf Fædrene for det Meste kun smagde Bitterheden, ja, naar vi vandre som levende Beviser paa, hvorledes Han som er Naaden og Sandheden, giver altid Naade for Naade! O, hvordan skal vi takke ham værdig, hvor skal vi finde paa Ord til en Psalme, ja, til tusinde Psalmer og Lov-Sange og aandelige Viser, som svare til den Paaske-Morgen, da Marie Magdalene stod ved den hellige Grav, og saaede Taarer, men høstede Fryde-Sang, da Taarerne alt i Øiet forvandledes til smilende Engle, og blev i Graven til et speilklart Hav, hvoraf Morgen-Røden fra det Høie frembrød, med Ordet »Marie« fra Frelserens Læber! Ja, som Synerne overvælde mig i denne hellige Morgen-Stund, saa skal Forundringens og Glædens og Taknemmelighedens kiærlige Følelser overvælde Folket, som nu skabes til at love Herren, og til at see Lys i alle Grave, see smilende Engle, ved Hoved-Giærdet og Been-Enden, i Ordets den hellige Grav, som vor Hellige Skrift i Sandhed er, og ei blot see dem, men høre dem sjunge: han er ikke her, han er opstanden, men kommer kun, og seer hvor han har ligget, og høre saa Aanden tale til Menigheden netop det Samme, kun levende og forklaret, som de saae korsfæstet, afsjælet, indhyllet i Dødens Mulm, og lagt i Graven! O, hvilke Herrens Dage, naar det Troens Ord, vi prædike, saaledes vandrer lyslevende paa Aanden s saavelsom paa Veirets Vinger, og kundgiør Hans Nærværelse midt iblandt os, som selv er Guddoms-Ordet fra Evighed, det levende Ord, hvis Liv er Menneskets Lys! Da skal det kiendes, at det er intet Hjerne-Spind, uden af den Hellig-Aand, og ingen Taler-Blomst, uden Hans, hvis Ord er alle Liv og Aand, hvad vi have forkyndt, at Herren gientager sit Levnets-Løb med alle sine underlige Gierninger for vore Øine; thi det levende Guds Ord fremstiller det for os, og det aandelig Tilsvarende i vort Inderste, enten mindes vi som oplevet, eller opleve det under Ordets Hørelse, eller see det i Møde i Aandens Lys, og med den guddommelige 226 Vished som Han indgyder, der nævner de Ufødte ved Navn, og taler om det Ublevne som det Nærværende! Ei vil jeg tale her om Hverdags-Synerne, naar alle Sprog-Grave oplades med det Samme, og Folke-Stammerne i det levende Ord gientage deres Levnets-Løb for vore Øine; men det skal alle Christne see, selv i denne Morgen-Stund, at allerede her er godt at være, som hos Herren og Moses og Elias paa det hellige Bjerg, ja, som i Paradis, naar vi kun levende tilegne os Apostel-Ordet, sigende: den Gud som er riig paa Barmhjertighed, Han af sin store Kiærlighed hvormed Han elskede os, har ogsaa gjort os, som vare døde i Overtrædelser, levende med Christus, har i og med Jesus Christus ogsaa opreist os, og skikket os til Sæde i Himlene, for i Godheden mod os at vise de kommende Tider sin Naades overstrømmende Rigdom; thi af Naade er Frelsen ved Troen, en Guds Gave, uforskyldt, saa Ingen skal kunne bramme, thi vi er Hans Værk, skabte i Christo Jesu til de gode Gierninger, som Gud og fordum dannede os til, at vi skal vandre i dem (Eph. 2, 4-10.)! Derfor lad os holde Paaske, ikke med den gamle Suurdei, ikke heller med Ondskabs og Argheds Suurdei, men med Skiærheds og Sandheds usyrede Brød, istemmende Fædrenes deilige Psalme:

✂ O, kiæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død alt er forsvundet,
Og Seieren evig er vundet!

✂ Amen! ja, Amen! i Jesu Navn, Amen!