✂ DA Grundtvig havde nedlagt sit Præsteembede, følte han Trang til at opfriske Mindet hos sine Tilhørere i Kirken om det Ord, han dér havde ført, og give andre christelige Læsere den Oplysning, han kunde, ved at udgive en Del af sine Prækener i Trykken.

✂ Saaledes fremkom hans Christelige Prækener eller Søndags-Bog, der. udgik i tre Dele og omfattede i alt 94 Prækener. - Første Bind udkom i Efteraaret 1827. Eberlins »Maa trykkes« er dateret den 1. Oktober 1827. - Andet Bind kom Aaret efter. Censurens Dato er den 16. August 1828. - Tredje Bind bærer Aarstallet 1830, men blev først helt færdigt i Foraaret 1831. Tilladelsen til Udgivelsen er dateret den 16. Marts 1831.

✂ Sidste Bind er prydet med et Billede af Forfatteren, tegnet af C. W. Eckersberg og med denne Underskrift:
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Født i Udbye i Sjælland den 8de Sept. 1783.

✂ Med Sagastav og Peterssværd i Haand.
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord hans Øie saae mod Østen,
Og Aander har han vakt ved Kjæmperøsten.
B. S. Ingemann.

✂ Foran i første Bind findes følgende Tilskrift:

✂ Mine Tilhørere i
Vor Frelsers Kirke
kiærligst tilegnet.

✂ Hvert Bind danner for saa vidt en Helhed, som det indeholder et Udvalg af en hel Aargang Prækener. Første Bind svarer saaledes til Grundtvigs Opskrifter fra Kirkeaaret 1822-23, medens der dog ogsaa er optaget to Prækener, som blev holdte i Aaret 1821, inden han kom til Præstø. Andet Bind har hentet Emnerne fra 182 Opskrifterne i 1823-24, og tredje Bind fra de Prækener, han holdt fra December 1824 til Maj 1826.

✂ Naar man sammenligner de oprindelige Udkast til Prækenerne i Aarene 1822-26, der alle er bevarede, med Teksten i Søndagsbogen, ser man, at Grundtvig har bearbejdet de ældre Opskrifter meget stærkt, inden han sendte dem i Trykken. I de første Aargange gør dette sig dog mindre gældende end i den sidste, hvor flere Prækener maa kaldes ganske ny. Næsten overalt har han indført Træk af det Syn paa den apostoliske Trosbekendelse, som han først fik i Sommeren 1825.

✂ I denne Udgave, hvor der kun kan gives enkelte Prøver paa Grundtvigs kirkelige Forkyndelse, har det været naturligt at vælge disse af de to eneste Prækensamlinger, som han selv har udarbejdet til Offentliggørelse, nemlig Bibelske Prækener fra 1816 og Søndagsbogen. - Af de omtrent 3000 Opskrifter til Prækener, som findes blandt hans efterladte Papirer, har C. J. Brandt udgivet tre større Udvalg: Prædikener i Frederiks-Kirken 1832-39, Sidste Prædikener i Vartov Kirke 1861-72, i 2 Bind, og Kirkelige Leilighedstaler. I Forord til det førstnævnte Udvalg og i Efterskrift til anden Udgave af Bibelske Prædikener har Brandt givet gode Oplysninger om hele denne Side af Grundtvigs Forfattervirksomhed.

✂ Som Prøver af Søndagsbogen meddeles her en Præken paa Kirkens Nytaarsdag og paa hver af de store Højtider.

✂ Søndags-Bogen udkom i 2. Udgave 1860.

✂ Glædelig Fest! glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar!

✂ Christne Venner! det er Ord, som vi har, sagtens alle, hørt og sagt fuldofte, men det er med disse som med alle Ord: de kiendes, som de klinge, hvorfor ogsaa Ethan synger: lyksaligt det Folk, der foislaaer sig paa Klangen! Herre, de skal vandre i dit Ansigts Lys, de skal fryde sig i dit Navn den ganske Dag!2 thi de dybeste, deiligste Ord, som ere allerbedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, og levendegiøre Tanken derom hos *1 Af Søndags-Bogens I. Bind, Side 77 - 89, svarende til Opskrift til Morgen-Prædiken paa Første Juledag 1822. *2 Davids Salmer 89. 16-17. 190 Tilhørerne, de falde dog til Jorden, miste deres Liv, og deres Kraft, naar de maae savne deres rette Klang og Tone; thi Lyd er Ordets Liv, og Klang er Lydens Kraft, som aabenbarer Aanden!

✂ Maaskee det klinger mange fremmed, skiøndt det er, hvad vi alle veed, lutter velbekiendte Ting, som klinge fremmed, kun fordi vi, desværre, giemme saa lidet af hvad vi har nemmet, ændse saa lidt hvad selv vi sige. Hvem veed det saaledes ikke, at, naar vi tale sammen, da er Tonen Livet og Sjælen, som kan give Ordene en Mening de ellers aldrig have, giøre selv Skiælds-Ord fortryllende, og forvandle de udtrykkeligste Lovtaler til Haan og Spot, og er det nu saa, naar vi tale om jordiske og synlige Ting, hvormeget mere da ikke, naar Talen er om det Aandelige, det Himmelske og Usynlige, som Ordene kun i en Lignelse udtrykke, og falde derfor af sig selv til Jorden, naar de ei ved Klang og Tone, som paa Aandens Vinger, hæves imod Himlen!

✂ Glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar! hvad er de Ord sædvanlig nu iblandt os, hvad andet end Mundheld, hvormed der kun siges, Man veed, hvad vi skriver, og hvad det er Skik, paa visse Tider, at begynde Talen med. Men, monne det være Ordenes Skyld, mon det har altid været saa: mon ogsaa den Første, som forbandt de Ord til en høitidelig Hilsen, og som altsaa havde ingen Skik at følge, mon ogsaa han sagde saa, kun til en Forandring; mon de Ord faldt ligesaa tunge, ligesaa kolde til Jorden fra hans Læber, som fra vore? Nei, nei, det veed vi dog, var ikke saa; thi hvorfor blev det Skik at bruge disse Ord, og Skam at mangle dem, hvorfor gik denne Jule-Hilsen fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt, hvorfor fandt den, selv efter mange Aarhundreder, Gienlyd paa tusinde Tunger: hvorfor vel, uden fordi den kom til Verden med en Jubel-Tone og en Fryde-Klang, der gienlød dybt i deres Hjerter, som den hørde, vakde kiære Minder, og glade Forhaabninger, som jublede paa alle Læber over at have fundet deres velbehagelige Udtryk, hvorfra de ei meer vilde skilles! Ja, det er vist, mine Venner I at om vi end aldrig havde hørt Andet end et Mundsveir i den Jule-Hilsen, saa maatte der dog, netop fordi vi af Vane gientage den skiødesløs endnu, der maatte netop derfor have været en Tid, da, naar Skarerne mødtes om Jule-Morgen, Ansigterne øiensynlig opklaredes ved Klangen af den korte Hilsen, og Glæden voxde, alt som den fik Magt, ved Manges Mæle, indtil alle Hjerter eenstemmig udbrød i det store 191
Halleluja, for Barnet født i Bethlehem, som vore Fædres Jule-Psalmer end for vort Øie betegne og beskrive. Ja, vist er det, men nogen levende Forestilling om de Gamles Jule-Glæde har vi dog neppe, hvis ei den gamle Jule-Hilsen har liflig giennemtonet os i Barne-Dagene, da Hjertet stemmes, kun da bevæges vi, naar Ordet lyder, veemodig sødt ved Efter-Klangen i vort Inderste, om vi end ikke mægte sømmelig at frembære den glade Hilsen, og da endnu mindre at skabe Øren hos Andre, hvori den klinger som i vores. Dog, ogsaa derpaa kan og vil den Gud raade Bod, som giør, i Himlen og paa Jorden, Alt hvad Ham behager, og som har sat Julen til et varigt Mindes-Mærke om, at Han fandt ikke Velbehag i Synderes Død, men deri, at de skulde vende om, og leve; ja paa alle vore Savn kan og vil den himmelske Fader raade Bod, naar der i os, som i den forlorne Søn, dog, trods al Vildskab og Selvraadighed, er en barnlig Skamfuldhed, over at have saa ilde skiønnet paa den usigelige Lykke, at have Ham til Fader, som er vidunderlig god selv ved sine ringeste Dagleiere, end sige da ved dem, der, som Børn, ere skabte i Hans Billede, og efter Hans Lignelse. Ja, mine Venner! derom alene giælder det, thi det staaer evig fast, at uden vi blive som Børn, da komme vi ikke ind i Himmeriges Rige, blive vi ikke Børn, da blive vi ei heller Arvinger: Guds Arvinger og Jesu Christi Medarvinger, til Godset, ei Rust og Møl kan fortære; da lære vi aldrig at glæde os ved den Guds Faderlighed, som aabenbaredes i Hans elskelige Søn, og som kun tiltaler, inderlig bevæger og opliver, Barne-Hjerter. Vil vi derfor lære at elske og forstaae det store Jule-Evangelium, lære igien at høre og at føre vore christne Fædres glade Hilsen, da maae vi sige alle stolte Indbildninger om egen Klogskab, egen Kraft, egen Dyd og Retfærdighed, Farvel, og oplade Øiet for den soleklare Sandhed, at alt hos os, som er værdt at nævne, det er vor Faders i Himlene, saa der er Intet vort Eget, uden hvad vi saare maae blues og skamme os ved: vor Utaknemmelighed, og Egensindighed, og Misbrugen af vor Faders gode Gaver, som alle skulde ydmyget os dybt under den milde Haand, hvorfra de kom, fyldt os med kiærlig Hengivenhed i alle dens Førelser, og med inderlig Lyst til at tækkes vor hellige Skaber, den Gode, af Hvem al Faderlighed haver Navn, i Himlen og paa Jorden. O, hvorledes kunde vi dog nogen Tid glemme, at det er ikke for de høie Øine, men for de ydmyge Hjerter, Guds Herlighed skinner, at det er ikke af store Fordringer, og stolt Indbildning om egen Dyd og Fuldkommenhed, at det er ingenlunde 192 deraf, men tvertimod af ringe Tanker om sig selv, af kiærlig Underdanighed, og klippefast Tillid til Herrens Godhed, deraf at Glæden, den rene, den inderlige, virkelige Glæde udspringer; hvor kunde vi glemme det, som har dog alle selv været Børn, og see det daglig paa de glade Børn, sukke tit, fordi vi see kun Mørke, hvor de see Lys, fordi de største Gaver ei formaae at skiænke os, selv kun et Glimt af den fuldkomme, ved intet Savn, ingen videre Begiærlighed forstyrrede Glæde, som den mindste Gave indgyder det ydmyge, venlige Barn; ach, hvor kunde vi glemme det, og glemme, at vor Fattigdom paa Glæde kom ei af vor Vext, men af vor Misfornøielse med den, af vor daarlige Bekymring, for at giøre os en Alen høiere, af vor Selv-Ophøielse imod den Store over os, og den deraf flydende Misundelse, Mistillid og Mistrøstighed; hvor kunde vi glemme det, i hvis Midte Herren stillede et lidet Barn og sagde: hvo der fornedrer sig som dette Barn skal kaldes den Største i Himmeriges Rige, ja vi, i hvis Midte han, den Største i Himmeriges Rige, traadte selv som et lidet Barn, da Herren, til Gud Faders Ære, fornedrede sig selv, for med sig at ophøie alle dem, der af Ham vilde lære, at som Hovmod staaer for Fald, gaaer Ydmyghed for Ære! Ja, det er vist, kun Han der forbarmer sig over dem, som frygte Ham, langt tiere og mere inderlig end de bedste Fædre paa Jorden forbarme sig over vanartede, men angergivne Børn, kun Han kan tilgive os en saadan Glemsomhed, men Han vil det ogsaa; thi eet Fald var Nok til at forspilde den medskabte Herlighed, men af mange Fald opreiser Guds Naade i Christo, og sandelig, det skal vi alle fornemme, naar vi kun, som Fattige i Aanden vil sætte os lavt mellem de første jordiske Vidner om Jule-Glæden, mellem Hyrderne i Dagens Evangelium; thi da skal vi lære, at ogsaa for os er der saaet et Lys i Mørke, ogsaa os vil Morgen-Røden fra det Høie besøge, og give Bod for Natte-Frygt og Natte-Kulde, ogsaa os vil Himmel-Glæden tilsmile saa barnlig mildt, og guddommelig rørende, at slukt er i Grunden vor Sorg, i det vi føle os trøstede, ved Julen, over al vor Møie paa Jorden, og maa da nødvendig forkynde og ønske hinanden den glædelige Fest, hvis første Glimt giør Hjertet saa roligt, saa trøstigt, saa lykkeligt, som ei al Verdens Glimmer og al Verdens Glæde det formaaede!

✂ O, saa kommer da, Venner! og sætter eder lavt, som paa Tue, mellem Hyrderne, med Øiet vendt mod Stjerne-Himlen, med Hjertet længselsfuldt efter Glæden, som kan vare, som kommer ovenned, og synker derfor ikke i Jorden, som alle de Glæder, 193 alle de Blomster, der opvoxe af den, til igien at begraves! O, sætter eder her, I Børn af christne Forældre! da skal I lære, hvad det var, som skabde den glædelige Fest i vore Fædres Hjerte, og paa deres Tunge; thi der sad de, satte sig troende, levende, i Hyrdernes Sted, og gik derfor ogsaa gladelig med dem til Barnet ind, at see hvad Gud dem havde beredt, i sin elskelige Søn, og kun da, naar vi sætte os levende ind i deres Tilstand, og i deres Tænkemaade, som Lykken og som Glæden times, da først kan vi forstaae dem, kun naar vi ligner dem, kun da kan hvad de kalde Lykke og Glæde, ogsaa være det for os!

✂ O, tænker dog aldrig, det er umuelige Ting, hvorom vi tale, men betænker heller, at vi Voxne burde have langt lettere ved at sætte os i Hyrdernes Sted, end vore Smaa, og at der dog sikkert er Ingen af disse, der jo vil glæde sig med Hyrderne, naar vi fortælle dem den store Tidende om Jule-Natten, om Engleskaren, og om den Velsignede i Krybben! Hist sad de Hyrder ved Bethlehem, som blev de Første blandt de Umyndige, om hvilke Herren taler, naar han siger: jeg takker dig Fader, at Du aabenbarede de Umyndige disse Ting, som Du skjulde for de Lærde og Kloge! der sad de, og vi kan vide, de havde alle hørt af Forældrene, og af Skrifterne i Synagogen, om Forjættelsen til Fædrene, om den Abrahams Sæd, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes, om Christus, Messias, den Davids Søn, som Gud vilde sende til Trøst for sit Folk, til at borttage Overtrædelser fra Jakob, og at reise Davids Throne, at sidde paa den som en Konge, med Naadens og Sagtmodighedens Spir, evindelig; ja vi kan vide, de ventede paa den Velsignede i from Enfoldighed, havde vist ofte talt med hinanden om den Kvist af Isai Stub, der skulde opgroe, og grønnes til Israels Glæde, ja, formodenlig var det og kommet dem for Øren, hvad der rygtedes mellem Juda Bjerge, om Zacharias og Elisabeth; men sikkerlig fristedes de ogsaa til Tvivl om alle disse Ting; thi mange Aarhundreder vare henrundne, ei blot siden Davids, men siden alle Propheternes Dage, og de Skriftkloge trættedes om deres Syner, og Saducæerne sagde, der var hverken Aand eller Engel, eller Dødes Opstandelse, saa for dem var Propheternes Spaadomme Tant, og Ordet om alle Engle-Syn, fra dem Abraham, til det Zacharias havde, kun som Æventyr, og mange af Præsterne, veed vi, var Saducæer.

✂ Skulde vi nu ei lettelig kunne sætte os i deres Sted, vi som ogsaa alle have hørt om Guds store og underlige Gierninger i de forbigangne Dage, om Propheternes Spaadomme, 194
og om Apostlernes Vidnesbyrd, om den store Forløsning, som skedte ved Jesum Christum, og den overflødige Trøst, Evangeliet om ham indgiød i utallige Hjerter, fra Slægt til Slægt, af dem, som følde sig betyngede, søgde Hvile, Hvile for Sjælen, og fandt den hos ham, som Apostlerne gav Vidnesbyrd, at han var den levende Guds Søn, og havde det evige Livs Ord. Ja, det har vi alle hørt, thi Røsten om ham er udgangen til Jorderigs Ender, og har vi et menneskeligt Hjerte, som bevæges af Haab og Frygt, og føler Trang til høiere Lys, til bedre Trøst, og til renere Glæder, end Verden kan give, o, da er det umuelig andet, end at vi mangen Gang falde i dybe Tanker over det vidunderlige Evangelium, og ønske os Fædrenes Lykke, som sang saa trøstig: forsmægter vort Kiød og vort Hjerte, saa er dog Herren vort Hjertes Klippe, og vor Deel evindelig. Men hvad vi ønske med Suk, det er ikke levende i os, vi har ei den levende Tro, at Herren er med os, midt iblandt os, den Tro, uden hvilken der er ingen barnlig Tillid til den Usynlige, ingen Glæde i Herren; omspændt er Troen af Tvivl, som de Skriftkloge ei kan neddæmpe, som mange iblandt dem, lig Saducæerne fordum, end ikke bestride, men vække heller og nære, og hvilket Sæde passer da bedre for os, end det mellem Bethlehems Hyrder, i Forventningens lange, i Tvivlens kiølige Nat! O, sætter eder der, og I sidde jo der, naar I, med det Ønske at dele Forjættelsen til Fædrene, Velsignelsen over Abrahams Sæd, føle det dybt, at I er Jord, og at fra Himlen maa det komme, som skal oplyse og oplive, opreise, styrke og trøste eders Hjerte, og naar vi da, som Ordets, som vor Herres Jesu Christi Tjenere, opstaae iblandt eder, udsendte af Gud til at forkynde Evangelium, naar vi opstaae, og lade Guds Ord raade for vor Tunge, og give det Vidnesbyrd, som de der gladelig have fornummet, at Jesus Christus er i Dag den Samme, som i Gaar, er med os, som med Fædrene, tilbyder og skiænker, endnu som fordum, Sjælene Hvile, Hjertet Guds Fred og Glæden som Ingen borttager, see da udbreder jo Ordet en Klarhed for Sjælene, som Skin af den Herlighed i Jesu Christi, Guds Billedes, Aasyn. Da kan vel Frygt opstaae hos dem, som tænke: det er umueligt, at Ordet kan slaae Rod i vort Hjerte, kan meer end tordne over os til Dom; men naar vi vidne om Guds Naades Rigdom, der raader Bod paa al Sjælens Armod, og prise den Barmhjertighedens Fader, som kommer ihu, vi er Støv, vil kaste vore Synder bag sin Rygg i Havets Dybhed, og selv begynde, og selv fuldende sin den gode Gierning i os, da toner det fra Himlen, 195 til alle dem, der sidde lavt mellem Hyrderne: frygter ikke, see, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal times alt Folket, thi ogsaa eder er en Frelser født: den Herre Christus i Davids Stad! O, Venner! den Engle-Røst, hvem maatte ei give sit Liv, sit Alt i denne Verden, for at høre den, for at vinde den salige Vished, at ogsaa vi ere Mennesker, i hvilke Han finder Behag, som haver alene Udødelighed, og deler den kun, som det evige Liv, med dem, som elske Ham igien, fordi Han elskede dem først! O, hvad er Høi-Sædet paa selvgjort Refærdigheds udstoppede Hynder, paa Selv-Klogskabens skryllende Høie, som Vind sammenblæste, og Storme adsprede, ja, hvad er alle de Høi-Sæder, om hvilke Herren vidner, de er ham vederstyggelige, hvad er de, imod Barne-Sædet mellem Hyrderne, hvor Guds Herlighed skinner, hvor Hans Velbehagelighed gjør Levende af Døde, hvor Høi-Sangen toner fra Himlens Hærskarer, toner Fred over Jorden, og vinker alle de Smaa op at skue Faderens Ansigt i den Eenbaarne! O, hvem har dog fortryllet eder, maae vi vel spørge med Apostelen, hvem har fortryllet eder, for hvis Øine Frelseren afmaledes, i Guddoms-Ordet, lyslevende, ei blot som han hængde blegnende paa Korset for vore Overtrædelser, men ogsaa som han smilede i Moder-Skiødet, bortsmilede, med Naade-Solen i sit Øie, al Jordens Kummer og al Dødens Frygt, fra dem, som knælede i Navnet over alle Navne, hvem har forvirret eder saa, at I vendte Øiet fra det store Evangelium, der saliggjorde Fædrene, og vendte tilbage til Dødens Skyggers Land, at trælle og at grue under Mørkets Magt, og Syndens Aag, og Lovens Sværd! O, seer dog, hvad der tjener til eders Fred! Sukker dog til Himlen, efter det Lys, den Trøst, den Glæde, I savne, og lytter til den Tidende saa god, som Engle bar fra Himlen, at os er en Frelser født, den Herre Christus i Davids Stad, og stander op, gaaer hastelig til Bethlehem, at see det Tegn, som Engelen har givet, see Barnet svøbt, og liggende i Krybben, saa I kan prise Gud, med Hyrderne, for hvad I have seet og hørt! Ja, har I lyttet fra det lave Sæde, da gaaer i eder selv, seer ind i Hjerte-Kamret, det er da blevet til et Bethlehem, der ligger Barnet i Svøb, der er Barne-Troen gienfødt, der smiler den rolig, selv naar Herodes fnyser, der voxer den lønlig, som i Alder, saa i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker, opvoxer til en Helt, som skal overvinde Verden, overvinde Døden, seierrig opfare til det Høie, der at krones for sin Kamp, æres med det Konge-Smykke, hvis Dyd er evig Glands og Glæde, hvis Navn er Livets Krone!

✂ O, den skal da ikke komme tom tilbage, den Morgen-Hilsen, som, fra i Aftes, da jeg aad Jule-Nadveren med christne Forældre, Natten igiennem, har slumret i mit Bryst, og udbryder nu paa mine Præste-Læber, nei, den skal ikke komme tom tilbage, men finde Gienlyd i mangt et Barne-Hjerte, og vende tilbage, gienfødt til et levende Ord, paa jublende Tunger, saa min Sjæl maa vederkvæges, og mit Hjerte fryde sig ved Klangen, naar Børn i Christo tilønske mig en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar, mildere, sødere, end jeg kan sige det, skiøndt det er mit Hjertes brændende Ønske, at de maae skiænkes, at de maae times eder alle, alle, i vor Herres Jesu Navn, Amen!

✂ Hvad er indbyrdes uligere, end Nat og Dag, ja, hvad betegner øiensynligere den store, frygtelige Mod-Sætning mellem Døden og Livet, som mellem Ondt og Godt, end den bælgmørke Nat, og den straalende Morgen-Røde! Det er derfor intet Under, at, skiøndt vore christelige For-Fædre baade troede, og trøstede sig med, at de vare Lysets og Dagens Børn, ved vor Herre Jesum Christum, som døde for os, paa det, hvad enten vi vaage eller sove, vi dog skal leve med ham, det var intet Under, siger jeg, at deres Aften-Psalmer desuagtet tonede saa veemodig, og udtrykde en lønlig Gru og dyb Forfærdelse, der kun lod sig *1 Denne Præken er den første i 2. Bind af Søndags-Bogen og er en fri Omskrivning af den Præken, Gr. holdt ved Aften-Sang paa 1. Søndag i Advent 1823, trykt i H. Begtrups Grundtvigs kirkelige Syn, S. 52 - 59. 197 dæmpe og berolige ved en levende Ihukommelse af den Israels Vægter, som ei sover eller slumrer; og ved Hans trøstelige Forjættelse, at hvo som skjuler sig hos den Høieste, skal hvile om Natten i den Almægtiges Skygge! Nei, det var intet Under, saa lidet, som at de om Morgenen sang med Fugle-Fryd:

✂ Nu rinder Solen op
Af Øster-Lide,
Forgylder Klippens Top,
Og Bjergets Side!

✂ Derimod maae vi vel undre os over, at det er hardtad slet ikke længer saa: at Fuglene og de gamle Psalmer er næsten Alt hvad der minder os om, at det engang har været saa, og maa nødvendig være saa, hvor Sjælen har Vinger, og Hjertet har Stemme, og Aanden har Øren-Lyd, maa der nødvendig være saa, fordi det er den aandelige Naturens Orden i vor lille underlige Verden, som hører halvt til de Dødes Rige, og halvt til de Levendes Land! Ja, sandelig, vi havde intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Mørket i aandelig Forstand har forblindet, Natten overvældet og Søvnen betaget os, end den vitterlige Sag, at selv Christne sjelden ihukomme den store Forskiel mellem Nat og Dag, saa Aften-Suk og Morgen-Sang er nær ved at blive Ord, vi have ondt ved at forklare vore Børn, medens vi i vore Barne-Dage ei behøvede at spørge Forældrene om Sligt, men vidste det vel, før vi kunde stave!

✂ Men er det ikke dog kanskee ogsaa kun en gammel Fordom, der ei skikker sig i vore oplyste Dage, at skielne skarpt imellem Nat og Dag, som om de ikke begge hørde til Naturens Orden, og havde, som Alt i denne Verden, deres Fortrin og Mangler, Behag og Besvær, deres lyse og deres mørke Side? Ja, er ikke i Grunden, for de Fleste, Dagen den besværligste Tid, og Natten med Søvnen hin alt det Levendes hulde Moder, i hvis Skiød den trætte Skabning udhviler sig, og opstaaer med det gjenfødte Liv og de fornyede Kræfter, som Dagens Møie udtømmer og fortærer, og, er ikke endelig Natten med Søvnen et venligt Billede af Gravens Stilhed, og den søde Hvile, der venter os, efter Livets Travlhed, Trængsel og Uro, saa den gamle Gru for Natten udsprang kun af de Gamles Over-Tro paa Spøgelser og Gjenfærd, ligesom deres Gru for Døden af deres barnagtige Indbildninger om Djævel og Helvede?

✂ Sandelig, der er intet Spørgsmaal om, at, skal vi troe, hvad 198 Verden kalder klogt og troværdigt, da maae vi tænke saaledes: begynde med Paastanden om en fuldkommen Lige-Vægt mellem Nattens og Dagens Fortrin og Mangler, som en Jævn-Døgn i aandelig Forstand, og derpaa uformærkt gaae over til Berømmelsen af Nattens mageløse Fortrin, indtil vi omsider paa Ny skielne skarpt mellem Begge, kun med den Forskiel, at vi ophøie Natten over Dagen, Mørket over Lyset, Døden over Livet, og skylde Christendommen for, at det er den, der har fordreiet og forvendt dette klare, naturlige Forhold, som derimod de gamle Hedninger i barnlig Uskyldighed, og med dyb Sandheds-Følelse ærede, ved at tilbede Natten som alle Guders dunkle Moder, og lovsynge Døden som en deilig, smilende Engel, med udbrændt Fakkel!

✂ Ogsaa heraf, mine Venner! skulde vi da lære, at Verden og vi kan aldrig forliges, med mindre vi vil skikke os efter den, og derved holde op at være Christne; thi den retter sig visselig ikke efter os, før den forgaaer med al sin Herlighed, og den ny Verden aabenbares, hvor der, som Herren betroede Discipelen, Han elskede, skal ikke være Nat, men evig Dag, af det levende Lys, som var førend Soel og Maane skinnede paa Himlen, ja var i Begyndelsen hos Gud, og er Hans Guddoms-Boelig fra Evighed til Evighed!

✂ Og see, Christne Venner! den store Morgen-Røde, hvilken dette Lys skaber, Guddoms-Lyset, som ogsaa skinnede i Hedenskabets Mørke, skiøndt Mørket ei fattede det, men som blev vores Livs-Lys, da Ordet blev Kiød, og aabenbarede i Støvet den Eenbaarnes Herlighed, denne Morgen-Røde, i hvis Glands de Christne see det grandt, og i hvis Straaler de føle det gladelig, at hvo som er i Christo, er en ny Skabning, gienfødt i Daaben ved den Hellig-Aand til et Guds, og derfor til et Dagens og et Lysets Barn, som vandrer for Herrens Ansigt i de Levendes Lys, og voxer i Ham til et fuldkomment Menneske, i det vi forvandles af Aanden fra Klarhed til Klarhed, see, dette er den christelige Morgen-Røde, hvorom Apostelen taler i Dagens Epistel, og forkynder sine Romere til Trøst og Formaning, dog ikke dem alene, men og alle Christne, hvem den Lykke timedes, at høre Apostlerne tale Guds store og underlige Ting med deres Tunger! I denne det evige Livs Morgen-Røde er det først, Hjertet oplives af den tilkommende Verdens Kræfter, giennemglødes af Guddoms-Flammen, og sjunger som Paradis-Fuglen sin Skabers Priis, og derfor siger Apostelen: nu er vi Saligheden nærmere, end da vi toge ved Troen, det er: da vi christnedes; 199 thi ligesom det var ved Midnats-Tide, vor Frelser han blev født, saaledes komme i aandelig Forstand Alle, saavelsom Nikodemus, til Jesum om Natten, og det af den indlysende Grund, at havde vi aandelig Dag uden ham, da kom vi ikke til ham, hvorfor vi jo og see det, at de vige alle fra ham, som indbilde sig, de have Livet og Lyset i dem selv, og maae følgelig finde, de trænge ei til Herren, ja, maae nødvendig tænke i deres Hjerte, han er en Løgner og Bedrager, efterdi han vidner, at de maae alle komme til ham, som vil have Livet, alle troe paa ham, som vil blive Lysets Børn! Uvitterlig komme de vel alle saaledes til Herren om Natten, Saamange som i Svøbet bæres til ham, at annamme hans Velsignelse, men om dette Komme kan ei Talen være her; thi det gaaer nødvendig med Daaben, som, efter Apostelens Vidnesbyrd, med Omskiærelsen, at naar vi ikke med hjertelig Tro tilegne os dens Velsignelse, da ere vi ligefuldt Hedninger for Hjerte-Kienderen, og denne vitterlige Tilegnelse begynder først da, naar vi see, det er Nat, see, at Mørke skjuler Jorderige og Dumhed Folkene, hvor Synden hersker, og Døden truer, see, at det er Nat, men at der staaer en Stjerne over Huset i Bethlehem, som vinker Menneskens Børn, og, naar vi da, i Tillid til dens mageløse Glands, og Hjertets dunkle Mindelser, gaae med de Vise fra Østen ind at tilbede for Barnet i Krybben, da komme vi til Jesum om Natten, og høre Gienlyd af Englenes Lov-Sang for Hyrderne, og føle godt, at hvem der følger den Eenbaarne, han vandrer i Lyset, og kommer til dets Kilde; men det er mørkt for vore Øine, hvorledes vi skal bryde Lænkerne, som binde os til Verden, afkaste Synde-Aaget, som bebyrder os, og vandre modig, kraftig, uafladelig, frem i Hans Fodspor, som gjorde ikke Synd, men blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger, blev lydig til Døden, ja, Døden paa Korset; og da er det, vi trænge til Apostelens Trøst og Formaning i Dagens Epistel, da er det ogsaa først, vi begynde at forstaae ham, naar han siger, det er paa Tiden at vaagne og staae op, thi Dagen nærmer sig med Salighedens Lys, ved hvilket vi skal aflægge hele vor gamle indvortes Skikkelse, og paatage Herrens, saa vi kan staae i Hans Kraft, vandre i Hans jordiske Fjed, og vinde den himmelske Krone!

✂ Er det nu saa, mine Venner! og Ingen maa forlange, at jegskal drage i Tvivl hvad der er mig saa vist, som det Visseste, og saa klart, som det Klareste, jeg aandelig kiender, see, da veed vi ogsaa, hvad der, i aandelig Forstand, skal kaldes Nat 200 og Morgen-Stjerne, Dagning og Morgen-Røde, paa Jorden, og vi skiønne strax, at det en Stund har været Nat, ja bælg-mørk Nat omkring os, saa det er kun Spørgsmaalet, om det vil blive Dag igien, og om vi tør trøste os med Apostlernes Ord: nu dages det brat!

✂ For det Første svare vore Fædre trøstelig, som sang i Chor med Engle og Helgene: Christe! Du est den klare Dag; thi er Christus det, da kan Dagen umuelig tabe sig i Natten, saalænge Christi Tro har et Tempel paa Jorden, ja, saalænge der er en eneste levende Steen tilbage af Templet, større end Salomons, om hvilket Hedningerne talede sammen, naar de stødte paa hinanden, og sagde: kommer, lader os gaae op til Jehovahs Bjerg, til Jakobs Guds Huus, at Han maa lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa Hans Stier! Uigienkaldelig forsvundet, det kan da Herrens Dag umuelig være, og oprandt den ikke mere, som en Morgen-Røde, da oprandt den som Middags-Glands, med Faderens Herlighed, hvori Menneskens Søn skal aabenbares, at vorde herlig i sine Helgene, og vidunderlig i alle sine Troende.

✂ Men, kan det dog ikke vare længe, før Dagen oprinder?

✂ Sandelig, det er et Spørgsmaal, der hører Viisdom til at besvare, og ikke denne Verdens Viisdom, eller deres Øversters, som glipper, men Guds Viisdom, og har Han ikke sagt det selv, da maae vi tie, og først spørge da Enhver sig selv, om han gruer for Natten, og længes efter Dagen, thi hvorfor vil han ellers vide, om den kommer snart! Kun for den Syge, der søvnløs kaster sig paa Leiet, og for den Bævende, hvem Nattens Forskrækkelse overvældede, og for den fyrige, flittige Arbeider, som drømmer det er Dag, og vaagner idelig, kun for dem er det en Trøst, naar Vægteren synger: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til; og det er ligedan i Aandens Verden; thi der er endnu langt Flere, som agte Natten for bedre end Dagen, og elske Mørket mere end Lyset, fordi deres Gjerninger ere onde, og spørge de: kommer Dagen snart? da er det enten for at spotte med de Christnes Haab, eller fordi de grue ved Tanken om Lyset, eller endelig, fordi, hvis Dagen kommer snart, vil de fordobble deres Flid i Mørkheds Gjerninger, og til dem alle have Zions Vægtere det korte Svar: hvorfor spørge I om Herrens Dag! Vide I da ikke, den kommer aldrig saa seent, I finde jo, den kom for snart, den Dag, der er for alle Hovmodige, og for alle de Ugudelige, hvad den gloende Ovn er for Halmen, hvad Ild er for Straa!

✂ De Hjerte-Syge derimod, og dem der forfærdes for den Helliges Ord, og dem der bekymres for den gode Gierning, som er begyndt, men synes at staae stille, i en Nat, da Ingen kan arbeide, og skal dog fuldføres til vor Herres Jesu Christi den store, den yderste Dag, dem tilraaber jeg, hvad jeg hørde af Israels Vægter, som ei sover eller slumrer: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til! Ja, den trofaste Herre, Han sagde een Gang for alle til sin Tjener, til sin Ven Johannes: See, Jeg kommer snart; og der Han sagde: skriv det i en Bog, og send den til Menighederne, da tillod, ja, da befoel Han os, saa mange som med Længsel forvente Hans Herligheds Aabenbarelse, at tilegne os det trøstefulde Løfte, og foreholde vor himmelske Fader det i Børne-Bønnen, og at sige Amen med Aanden, ja, kom Herre Jesu! visse derpaa, at hvadsomhelst vi bede Faderen om i hans Navn, det vil han selv giøre, saa Faderen forklares i ham; visse derpaa, at enten udsender han bradt sine Pile som Lys, sine Spyd med Glands, som Soel og Maane studse over, eller han kommer igien, som han saaes opfare!

✂ Ja, Christne Venner! det er Trøsten, hvormed vi ere overflødig trøstede af Gud, til at trøste Brødrene i deres Trængsel, at jo mørkere, jo rædsommere Natten haver været, og er endnu, des snarere, des glædeligere skal Dagen grye, og Morgen-Røden straale, naar vi kun ere komme dertil, at vi vente paa en Dag, som Herren giør, foruden Hjelp med sig!

✂ Men er det ikke dog maaskee lidt Sværmeri, eller dog kun Digter-Drømme, naar vi i Tidens Løb forvente anderledes Dag end det er, og har bestandig været, siden Morgen-Røden fra det Høie besøgde os, eller sømmer det sig virkelig for Christne, at tænke, Solen skal forgylde Bjergets Top, med Herrens Stad, som ei kan skjules, og Klippens Side, hvorpaa Kirken hviler, førend Han aabenbares i den skjulte Time, hvis Aasyn straaler, som Solen i sin Kraft? Har ikke Christen-Folket altid skinnet som et Lys, omleiret af Mørke, og ere de ei dertil satte?

✂ Saaledes spørge vi rettelig dem, som vente en Dag, paa hvilken hele Verden skal gaae efter Herren, Verdens Folk, som vil have deres Deel i det Nærværende, faae opladte Øine til at see og skatte den deilige Arv, de Helliges Odel i Lyset; men det er jo ikke derom vi tale: hvad vi sukke over, er jo kun, at Natten ruger over Herrens Stad, at vore Øine kan ei finde Gosen-Lan-det i Ægypten, hvor Abrahams Børn fryde sig i Lyset, mens 202 Ægypterne trøste sig med at de begribe dog Mørket, og kan forklare det med tusinde Lamper, arbeide paa en Oplysning, de ei have Himlen, men sig selv at takke! Ja, Venner! kun det er jo vor Sorg, at Dagen, som Herren gjorde, er ved en sælsom Soel-Formørkelse forvandlet til en Nat, uden Lys og Liv i Glands og Kraft, hos de Kiøbte af Jorden, Herrens Dyre-Kiøbte, ja, at det nu enstund i aandelig Forstand har været Rov-Dyrenes, og Natte-Vandrernes, og Spøgelsers og Gienfærds Tid, saa hver en vaagen christen Sjæl maatte grue, om ikke for sig selv, saa dog for Brødrene: de Sovende, de Bævende, de Vaabenløse! O visselig, vi har erfaret det, vi Ordets ensomme Tjenere, som vilde vaage over Hjorden, vaage og bede, holde Lampen tændt i Tabernaklet, og arbeide i dens matte Skin, ja, vi har lært, det var Nat, lært det hos os selv, thi, var end Aanden villig, var dog Kiødet skrøbeligt, lært det, hvor vi vandrede med Lampen i Haanden, for at adsprede Mørket, og spore Fiendens Gange, og forstyrre hans Anslag, vi har lært det, at denne Verdens Aand var mægtig i Vantroens Børn, og Herrens Aand var svag i os, at det var Mørkets, og ei Lysets Arbeids-Timer og Helte-Tid! Men, vel os, at vi lærde det, thi kun derfor blev det Nat i Kirken, fordi vi tænkde, vi havde Lyset i vor Haand, og Natten blev kun lang, fordi vi arbeidede paa den Umuelighed, med Lamper at giøre Nat til Dag, fordi vi kappedes omsonst med Nattens Børn i den konstige Oplysning, hvori de har deres Styrke, fordi de vil have Verden betragtet i dens eget Lys, som falder alle Syndere naturligt, medens vi vil stille Alt i Herrens Lys, for hvilket Syndere er af Naturen blinde! Kun en sørgelig Erfaring kunde lære os, hvad det vil sige, som vi vel troede og bekiendte, men ei i den levende Fylde, som det skal troes, at Oplysning, christelig Oplysning, er ikke vores, og ei Skriftens, men er den Hellig-Aands Gierning, ei blot ved og med og over os, men vidunderlig for os, saa Han er Herrens og Faderens Kongelige, Guddommelige, Stat-Holder paa Jorden, af Hvem vi skal vente Alt, til Hvem vi skal henføre Alt, og henvise Folket med deres Tillid, som vi umuelig kan retfærdiggiøre.

✂ Først da, naar det ret bliver underligt for vore Øine, hvorledes Dagen skal oprinde, saa vi lade Hænderne synke, og overgive Værket aldeles til Ham, som virker alle Ting i Alle, først da føle vi, at Naturen skrider, og Dagen stunder til, og mærke det især paa vor morgenlige Betragtning af Timerne bag os, af vor Natte-Vagt og al vor Kamp med Søvnen, Mørket, og alle deres forvirrede Skikkelser! Hvad Fienden med Latter tilraabde 203 os i de bange Timer, at al vor Færdsel var en Natte-Vandring, vor vaagneste Tilstand kun en levende Drøm, vore klareste Syner kun Phantasier, det see og sige vi nu selv, med et roligt Smil, men ei med Ringe-Agt for det Bedste, der kunde times os ved Natte-Tide; thi det er jo et Efter-Skin af den forsvundne Dag, og en Anelse af den Følgende, der er jo vaagne, lyse, himmelske Drømme, der vel ei kan skabe Dag, men trøste dog vidunderlig over Savnet, funkle som utallige Stjerner, ja straale som Nord-Lys over Mørket, og beskiærme os, ligesom under Fugle-Vinger, imod Nattens Kulde, som under en blinkende Skjold-Borg, imod dens Forfærdeiser! Saa takke vi da Herren for de søde Drømme, der kun times, naar Hans Engle omleire os, og ligesom hvile sig paa vore Øien-Laage, men takke Ham ogsaa, fordi vi mærke, hvad det var, skjøndt dette Øieblik, mellem de venlige Drømme, og den gyldne Morgen-Røde, er det tungeste vi har oplevet, da det i aandelig Forstand aldeles svarer til hvad vi sagtens Alle af Erfaring kjende: det underlige Mellem-Rum, hvori Natten ligesom brydes med Dagen, og som vi derfor kalde Dag-Brækningen, da selv de bedste Vaagere føle Søvnens Magt, da selv om Sommeren det trækker koldt, og Hane-Galet vel er os kiært at høre, men dog ei oplivende! Ja, Christne! lad os, som det sig bør, takke Faderen for alle Ting i Jesu Navn: for Kirke-Aaret, som udrandt, og for det Ny, som nu oprinder, for Hans Vare-Tægt og Trøst i Natten, og for Morgen-Haabet, som Han stadfæster med det Apostoliske Hane-Gal i Dagens Epistel, visse derpaa, at det Lys, Han saaede for den Retfærdige, skal aldrig holde op at bære Straale-Frugter til Glæde for de Oprigtige af Hjertet! Menigheden vandrede med Jakob, landflygtig og huusvild, laae paa den vilde Mark, og havde kun en Steen til Hoved-Giærde, men den laae i Sandhed under aaben Himmel, thi det var vel et Drømme-Syn, men ikke Tant, at den saae Himmel-Stigen, hvor Engle vandrede, og Herren stod paa Toppen, sigende: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud, det Land, som du ligger paa, det vil Jeg give dig og din Sæd! Da sagde vi ved os selv: her er Guds Huus, og Himlens Port, og vi stod tidlig op, understøttede af Bibel-Staven, og reiste Stenen til et Kiende-Mærke, og salvede den med Olie, og sagde propheterende: denne Steen skal vorde et Guds Huus, og her staae vi nu i Dag-Brækningen, uvisse om, hvad Synet havde nærmest at betyde, end sige om, hvordan det Huus skal reise og skal hvælve sig, hvorom vi talede, som Aanden vilde, der var over os; her staae vi, mellem Morgen-Drømmen 204 som er forbigangen, og Morgen-Røden som skal giøre Alting klart, og fristes til at vorde utaalmodige, men vente dog ikke forgiæves! Maaskee mene vi ti Gange, at vi see Dag-Skiæret paa de hvide Skyer over Havet, og giættede dog feil, maaskee, mens vi stirre mod Østen, oprinder Herrens underlige Dag i Vester, bag os, saa vi staae midt i Morgen-Røden, før vi veed det; men hvad skader det, som da end klarere forkynder Guds Ære, og aabenbarer det, at det er Ham og ikke os, der danner Lys og skaber Mørkhed!

✂ O, saa lad os da bekæmpe alle de unyttige Sorger, og Kulden i vort Bryst, med den herlige Vished, at Natten afbrydes, og Dagen stunder til, saa brat udgaaer det store Himmel-Lys, som en Brudgom af sit Brudehuus, hensvæver straalende over vort Hoved, adspreder Mørket, forgylder Kirke-Spiret og Helligdoms-Bjerget, opvækker Døde, udbreder Liv og Fryd og Frugtbarhed paa Jorden, saa brat skal Taknemmeligheds Taarer rinde paa glødende Kinder, Morgen-Røden speile sig i Taare-Duggen, og Morgen-Sukket fare op med Vinger som en Morgen-Psalme, at giennemtone Skov og Bjerg, og giæste Himlene! Det skeer for vore Ørne, saasandt vi have Sind til at aflægge Mørkets Gierninger, og vandre sømmelig som Dagens og som Lysets Børn, med ham, som er vort Lys og vor Salighed, med Herren vor Livs-Kraft, Amen! i Jesu Navn, Amen!

✂ Der er, i det Mindste hos os, ingen Høitid, da Kirken besøges saa lidet, som i Pindse-Dagene, og vidste vi det ikke før, da kunde vi deraf slutte os til, at der er saare liden Christendom i Christenheden, og at den Christendom, der er tilbage, er mere død end levende; thi det er soleklart, at der er Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken Kirke-Klokkens Kimen maa saa dybt og sødt bevæge alle Christne med levende Tro, og frydefuldt Haab, Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken de saa levende maae føle Trang til at forsamles i den Himmelfarnes hellige Navn, og lytte til Ordet, som haver vandret med Solen, skabt Lys og Liv paa Jorden, og vandrer saa endnu paa Aande-Drættets Vinger, høit over de Dødeliges Hoved, men rede til at sænke sig i Hjerte-Dybet hos de Troende, og der gienføde de glødende Tunger, som tale Guds Under, med Ord, som ikke Mande-Vidd, men den Hellig-Aand lærer, og som udfare aldrig forgiæves, men udrette, som Sneen og Regnen, Alt hvortil de udsendes!

✂ Ja, mine Venner, at Pindse er i allerstrængeste og allerhøieste Forstand en Kirke-Fest, de Christnes Kirke-Høitid, det er saa aabenbart, at selv de, der ei tænke derpaa, dog dunkelt føle det, og derfor skal det ei undre os, at de er Faa, som helligholde den, thi det er os jo Alle vitterligt, at Kirke-Samfund: et virkeligt, inderligt og levende Samfund i Tro og Haab og Kiærlighed, det hører i vore Dage til de christelige Old-Sager, der synes kun at have været til, for at beskrives og omtvistes af de Lærde, og det naturligviis, fordi Begrebet om Sjælen i vort Samfund, om den Hellig-Aand, er selv iblandt Herrens Discipler saa vrangt, eller dog saa dødt og tomt, som om de kiendte kun Johannes-Daaben, og ei den i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands! Naar derfor Herren paa Himmelfarts-Bjerget forkynder Disciplerne: Johannes døbde kun med Vand, men I skal døbes, ei længe efter disse Dage, 206 med den Hellig-Aand og Ild, og naar det lyder: see, Han kom og satte sig paa hver-især, som Lue-Tunger, da er det hardtad for Alle som en mørk Tale, man kan lade staae ved sit Værd, eller øve sin Skarpsindighed paa, uden at det egenlig giør nogen Forskiel, og hvem der tænker det, hvad skulde han vel i Kirken om Pinds e, i Kirken siger jeg, og mener dermed naturligviis ikke hvert Huus, som bygdes i Kors til Folk i Søndags-Klæder, men kun Huset, der end bevæges af Bulderet fra Himlen, som opfyldte Salen, hvor Apostlerne sad, kun Huset, der end gienlyder af Røsten, som forsamlede Mængden fra alle Himmel-Egne hen at høre ham, der vandrer paa Veirets Vinger, og bærer gode Tidender fra Himlen til Jorden, ja Huset, hvor de glødende Tunger, som flammede hist, dog glimte og gnistre endnu, saa Mennesket forbauset hører Guds Under giennemtone sit Moders-Maal, udtales med sin Tunge!

✂ Det maa derfor aldrig undre, men skal paa en Maade glæde os, at vi er Faa i Kirke paa den guddommelige Indvielses Høitid, da vi aabenbar er Faa om Troen paa Indvielsen, Faa om Troen paa den Hellig-Aand, og da nødvendig ogsaa Faa om den Kirke, hvori Han baade ringer og kimer, baade prædiker og sjunger, oplyser og opliver, opvækker og opbygger, ja virker Alt endog i Alle! Give da kun Gud, at vi som ere her forsamlede, maae være iblandt dem, der have annammet Faderens Forjættelse, eller vente dog troende paa den, som Disciplerne hist, der vare eendrægtig forsamlede, og kunde umuelig være det, med Tro paa Herrens Ord, uden at komme ihu, hvad skrevet staaer (i anden Mose-Bogs det Nittende) om Tordenen og Lynet over Sinai, og Guddoms-Ordet med lydelig Røst: uden at komme den Pindse-Fest ihu, og vente at opleve endnu større Ting end disse, alt efter den Apostoliske Tanke-Gang, at omstraaledes Lov-Givningen, med Bogstav-Skriften og Steen-Tavlerne, af himmelsk Glands, da maatte Glandsen nødvendig endnu blive større over den evangeliske Prædiken, med Aandens Flamme-Skrift paa Hjertets Tempel-Vægge! Ja, da Herren lovede at være selv midt iblandt de To eller Tre, der sammenføiede sig i hans Navn, da trøstede Han ikke blot de Enkelte, der fandt sig udstødte af Verden, men gav derhos tilkiende, at Han sædvanlig vilde være kraftigst nærværende, hvor Han paakaldtes af de Faa, der dybest maatte føle Verdens Tomhed for dem, der spørge efter Aandens Fylde, og længes inderligst efter Hans Samfund, hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed!

✂ Derfor, mine Venner, lad os være glade i vor Høitid, og hellige 207 den, som Gud vil give Naade til, ved at indprænte os den vigtige, selv i Menigheden halvforglemte Sandhed, at hvorlidet end vor Guds-Tjeneste taaler Sammenligning med den vi læse om i Dagens Text, saa er det dog kun her, i høitidelig Forsamling, under Ordets Forkyndelse, og høirøstet Lov-Sang, vi kan see et Billede af Christi Kirkes herlige Indvielse, og levende mindes, hvad det er som har begyndt og skal fuldende den gode og vidunderlige Gierning, som vort Samfund er!

✂ Vist nok er det saa med vor Christendom i det Hele, at den virker kun med hele sin Kraft, og aabenbares kun i al sin Glands, hvor Kirken og Menigheden staaer som Huset paa Klippen og Staden paa Bjerget, hvor Christi Ord har et kongeligt Høisæde paa sine Tjeneres Læber, og et skinnende Pallads i Menighedens Barm, ja, hvor det Underværk, som Evigheden skal forklare, alt i Tidens Løb forbauser Verden: det Underværk, at vi er alle eet Legeme og een Aand i Christo Jesu; men dog er Kirkens guddommelige Indvielse den eneste Begivenhed i den hellige Historie, der udelukkende finder sin Afbildning i vor høitidelige Forsamling paa Herrens Dag, ligesom det ogsaa især er den levende Tro paa den Hellig-Aand, som der udvikler og forklarer sig. Og denne Sandhed veed jeg ikke bedre at udtrykke, end ved at sige: Julen kan vi helligholde ved Vuggen, og Paasken i Urtegaarden, men Pindse kun i Herrens Huus!

✂ Julen kan vi helligholde ved Vuggen, thi med hvert smilende Barn ligger der jo et levende Billede af den Guds Eenbaarne, som holdt ikke sin Guddommelighed for et Rov, men fornedrede sig selv, og tog Tjenerskikkelsen paa sig, og naar det glade Budskab om ham, som Barnet født i Bethlehem, til Lys og Liv og Glæde for Unge og Gamle, der som Børn vil lade sig bære og lede af ham ind i Guds Paradis, naar Jule-Evangeliet kun har en venlig Vugge paa Moderens Læber, da finder det en aaben Favn i Barnets Hjerte; thi hvad der støder Engelen fra sig, som forkynder Støvets Børn den glædelige Tidende, at vor Fader i Himmelen har sendt sin Søn til Jorden, som et lidet Barn, med Guddoms-Magt til at raade Bod paa al vor Nød og Vaande, og med Broder-Hjerte til at slukke al vor Sorg, aftørre al vor Graad, hvad der støder denne Engel fra sig, det er aabenbar kun den taabelige Stolthed, der holder Menneskeligheden ei for en Guds Gave, men for et Rov fra Skaberen, og denne Stolthed er ikke i Barnet, der, langt bedre og større, langt menneskeligere end vi, tænker aldrig paa sit Fortrin, men er 208 os underdanig, og modtager taknemmelig det mindste med det største Beviis paa vor Godhed og Kiærlighed!

✂ Ja, Christne Mødre! Faa som I ere, men som det skjulte Hjerte-Menneske, kostelige for Gud, og mægtige, siger Apostelen, til, ogsaa uden Ord, at christne Mennesker, I veed det bedst, hvor gladelig der leges Jul ved Vuggen, naar I, mens det kimer i Dagningen, tænker med et dæmpet Suk paa Guds Børns Forsamling, men trøstes snart ved Jule-Psalmens Gienlyd i det Skjulte, og ved Smilet af den Spæde, der levende minder om Barnet i Krybben, og synes at hviske: min Engel seer ogsaa Faderens Ansigt, som er i Himlene!

✂ Saaledes Julen, som Hyrderne jo helligholdt ved Krybben, og som sikkert altid helligholdes mest rørende og himmelsk velsignet ved Vuggen: af Mødrene, af Børnene, og i den huuslige, hyrdelige Kreds, hvor Engle-Smilet og den barnlige Glæde, langt meer end udtrykkelige Ord, forkynder, at os er en Frelser født, som bringer os Guds Velbehag, og dermed Himmerig til Jule-Gave!

✂ Og nu Paasken! Hvem har vel helligholdt den mere værdelig, end Marie Magdalene, som stod eenlig i Urtegaarden, og græd over Graven, til hun hørde sit Navn fra Frelserens Læber, stammede: Mester! og løb at forkynde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hørt af hans Mund, at han opfoer til sin Fader og vores! Og har dette maaskee Intet at betyde, helligholdes maaskee ikke Paasken endnu med den dybeste Følelse i Hjertets Eenlighed, med Herren, mellem Gravene! Stod vi nogensinde en Paaske-Morgen, naar Soel gik op, hvor Kirke-Gaarden høiner sig over Vangen, stod vi der, omringede af Mindes-Mærkerne fra Vinter-Tiden, og nærmest af Gravene: de dybe Furer, som Døden pløier, til Sæd med Graad men Høst med Lovsang, stod vi der, mens det kimede til Høitid, mens Solen steeg, og Lærken slog, og Øiet faldt paa Urtegaarden, hvor Vinteren kiendelig gav Vaaren Plads, da var det visselig ei Selskab, og ei noget Udvortes, vi fattedes, for dybt bevægede at efternynne det gamle Paaske-Vers:

✂ Christ stod op af Døde,
Og frelste os alle af Møde,
Thi ville vi alle være glad,
Og love vor Herre i allen Stad!
Kyrie eleis!

✂ Var han ikke opstanden,
Al Verden var forgangen,
Men efter han opstanden er,
Saa love vi Gud vor Herre kiær!
Kyrie eleis!

✂ Nei, dertil fattes vi aabenbar i vor Eenlighed slet Intet, naar vi kun har den Tro, at Død er Syndens Sold, men det evige Liv Guds Naade-Gave i Christo Jesu, vor Herre, og jeg tør vel mene, at Herrens Opstandelse staaer ei i større Glands for noget Menneske-Øie, end for Unger-Svendens, hvem Døds-Tanken vakde af hans søde Drømme om Jord-Livets Herlighed, eller hvis Hjerte vaandede sig under Følelsen af Verdens-Livets Tomhed, naar han under sine stille Betragtninger faaer Syn paa Helten, der kommer seierrig tilbage fra de Dødes Rige, førende Døden og Helvede med sig i Lænker, og udstrækkende sin milde Haand med Livets Brød og med Salighedens Kalk, til Muldets Frænder i Græde-Dalen! Sandelig, han holder da Paaske i alle Urtegaarde, hvor Livet virkelig eller billedlig opstaaer af Døde, som Blomster groe paa Grave, og han holder den først og sidst med Bogen for sig: den hellige Skrift, der vel maa lignes ved en Urtegaard med Herrens Grav, hvoraf Han immer aandelig opstaaer i Ordet, beskiæmmer Verdens Kløgt, slaaer dens Stridsmænd til Jorden, trøster sine sørgende Discipler, og lærer dem at forstaae Skrifterne, saa de indsee, at det, efter Propheternes Ord, burde Christum at lide dette, før Han indgik til sin Herlighed!

✂ Men nu Pindse-Aandens Udgydelse over det Ny Testamentes Tjenere, der skal være Aandens, og ei Bogstavens; Aandens Udgydelse i Guddoms-Ordet paa Menneske-Læber, med himmelsk Ild og med levendegiørende Kræfter, Indvielsen af det store Bede-Huus for alle Folk, hvor Strømmene, som Herren adskildte ved Babel, skulde atter mødes i Jerusalem, dette Vidunder, som kroner alle Herrens de Forrige, ja paasætter dem Livets Krone; hvor har vel det sit Billede og sin Lignelse, uden der, hvor det endnu fortsættes, vel mattere i Dag, og stærkere i Morgen, men dog immer levende; hvor, uden i de Christnes Forsamling, der tiltale hinanden med Lovsange over det Ord, som er mægtigt til at saliggjøre Sjælene!

✂ Det er vel sandt, at vi kan see et Skygge-Billede af det aandelige Liv, Guds Ord i Menigheden skaber, opholder, udvikler og forklarer, i Sommer-Livet, som, udviklet af hemmelige 210 Kræfter, gjennemtrænger og fryder hele Skabningen, udspringer i Markens Lilier, og hvælver sig i Skovens Løv-Sal, lovsjunget af Himmelens Fugle, med Morgen-Røden til sin Prophetie, og Aften-Røden til sit Efter-Mæle; men det er ogsaa vist, at Jord-Naturen i sin Sommer-Pragt og Fylde tiltaler Kjødet meer end Aanden, og avler hos dem, der henrives af den, ingen levende Forestilling om den rene Sandhedens og Kiærlighedens Aand, som udtrykker de aandelige Ting med aandelige Ord, men om en ureen Verdens-Aand, der stjæler Ild og Glands fra Solen, for dermed at optænde Kiødets Lyster, og sætte glimrende Farver paa giftige Urter! Det er vist, og desuden, hvad ligner vel Guds Ord, uden Ordet paa Menneskets Tunge, skabt i Hans Billede, og efter Hans Lignelse, hvor er de usynlige, for Mande-Vidd usporlige Veie, hvorpaa Aander og Hjerter levende mødes, til Favn-Tag eller til Sværd-Slag, under Himlen, hvor, uden i den usynlige, men dog virkelige Verden, som Ordet vidunderlig skaber, naarsomhelst det slaaer med sine Vinger, og giennemsuser Luften, saa ikke blot Øren, men Aander maae lytte, saa ikke blot Stene men Hjerter gienlyde! Derfor, Venner! skal vi have anden levende Forestilling om Kirke-Vielsens Fest i Jerusalem, end som et dunkelt Bulder, en Torden i det Fjerne, hvoraf der kun i Folke-Sagnet er en forvirret Gienlyd tilbage, da maae vi gaae til Kirke, hvor Guds Ord forkyndes, ei som en Grav-Skrift, man har fundet i en nedlagt Kirke, paa en Lig-Steen over Simon Peder og hans Med-Apostler, og om hvis Betydning man er uvis, fordi Ingen mere veed, hvad det vil sige, at døbes med den Hellig-Aand og Ild, nei, hvor Guds Ord forkyndes, som hvad der aldrig døer, og aldrig svækkes, som Liv og Aand, ei mindre nu, end da Simon Peder tog Ordet, opløftede Røsten, og sagde: det var, hvad Herren sagde, ved Propheten Joel: i de sidste Dage vil jeg aande over alt Kiød, og eders Sønner og Døttre skal prophetere, eders Unger-Svende skal have Syner, og eders Oldinger have Drømme! Jesus Christus, den Korsfæstede, som brød Dødens Lænker, fordi det var umueligl, han kunde holdes af dem, han, hvis Opstandelses Vidner vi ere, medens han sidder ved Guds høire Haand, han udgiød, efter Faderens Forjættelse, den Hellig-Aand over os! Kun i en saadan Forsamling, hvor Guds Ord virkelig boer, hvor det forkyndes og teer sig i Kraft, at, skiøndt Gaverne ere forskiellige, er Aanden dog den samme, ja, kun der, hvor Aanden, ved at bekiende den i Kiødet komne Jesus Christus, og ved levende og uindskrænket at tilegne sig det prophetiske og apostoliske 211 Ord, som det findes beskrevet, aabenbarer sig som den Aand, der kom over Apostlerne, og skal i Herrens Menighed være Taleren og Trøsteren evindelig; kun der kan vi levende mindes den Pindse-Dag, da Herrens Sendebud iførdes med Kraft fra det Høie, da det Huus, som den store Davids Søn, den himmelske Salomon, bygde sin Fader, opfyldtes med Hans Herlighed, og tretusinde Sjæle offrede sig som en Første-Grøde til den evige Præst af Melchisedeks Orden!

✂ Lad da kun Verden smile spodsk ved Sammenligningen mellem Apostlernes Pindse og vores; det skal ikke røre os, thi netop fordi vi troe, hvad vi læse om Christi Tempel, der ikke fyldtes med en Sky, men med en Strøm af Lys og Varme fra Livets Kilde, netop derfor føle vi selv dybest, hvorlidet vor Forsamling svarer til sin høie Oprindelse, og til de store Forjættelser som tone over den fra Himlen; men vi veed, at Veien til at ligne den Apostoliske Menighed er ei at forlade den, ei at betragte den som noget os Uvedkommende, men at jo klarere det staaer os for Øine, at ligesom Herren og Aanden, Troen og Daaben, og den himmelske Fader med sin vidunderlige Kiærlighed, er altid de samme, saaledes er ogsaa Kirken den samme, som Herren bygde paa Klippen, til at trodse Helvedes Porte, og som Aanden indviede til Himlens Forgaard, jo klarere det staaer os for Øie, des dybere føle vi, at den Ringe-Agt, hvori Kirken, den Afmagt og Forvirring, hvori Menigheden nedsank, er ikke Herrens, og ei Tidernes, men kun vor egen Skyld; og naar denne Følelse bliver mægtig i vor Sjæl, saa vi længes efter Herren, som er nær hvor han paakaldes, og sukke efter Aanden, som giør levende, og sammenbygger alle Troende i Tidens Løb, til et Guddoms-Tempel af levende Stene, da begynde ogsaa vore Hjerter at brænde, vore Tunger at gløde, og Troens Ord at giennemtrænge os, som Bækkene af Livets Flod, der glæde Guds Stad, den Høiestes Boeliger!

✂ O da, mine Venner, naar vi begynde at erfare, hvad det er at have levende Samfund, i Aanden, med Herren og hele hans Menighed: de Helliges Samfund, som vi ved Daaben indviedes til, da see vi det klarlig, at Julen er Troens, og Paasken er Haabets, men Pindse er Kiærligheds Fest, saa det undrer os ikke, at Pindse kommer senest i vort christelige Levnets-Løb, som mellem Kirke-Aarets Høitider; thi naar Livets Træ af Ordets Rod opgroer i Kirke-Haven, da er Troen Stamme, Haabet Blomst, og Kiærligheden Frugt! Da fristes vi ei heller til at tvivle om det Mindste af Alt hvad vi læse om den 212 store Pindse-Fest paa Zion, hvor Lynet over Sinai blev til en Lue-Tunge med Kiærligheds Ord, thi Lovens Ild er fortærende Nidkiærhed, men Evangeliets er smeltende Kiærlighed, og, taler Munden naturlig af Hjertets Overflødighed, da maatte Tunge-Maalene ligesaa nødvendig forenes i Jerusalem, hvor Hjerterne samrnensmeltede i Faderens Kiærlighed, som de adskildtes ved Babel, hvor Hedningerne udgik fra den levende Guds Ansigt, at vandre hver sit eget Hjertes vildfarende Vei; og skulde Herrens Folk, tyndt saaet og vidt adspredt i en fiendtlig Verden, blot ved Ordets Kraft forsamles, forbindes og forenes, i Tro og Haab og Kiærlighed, da maatte dette Ord nødvendig ei blot være mere end en Bogstav-Skrift i Tavler af Steen, og paa Blade af Liin, men meer end hvad vi med Tunger af Støv kalde levende, det maatte være et Ord som kunde giøre levende, maatte, som Herren siger om sit Ord, i Sandhed være Liv og Aand, som Ord kun er paa Guddoms-Tungen!

✂ Men, o, Venner, har vi end for et Øieblik siddet paa Dør-Tærskelen af det Guds Huus, hvor Apostlerne udtale Guds Under med glødende Tunger, som vi forundrede maae kalde vore, fordi Ordet paa dem er os ikke fremmed, men tiltaler os saa sødt og levende som Moders-Maalet, eller har vi dog ligesom staaet ved Dørren paa Klem, og lyttet, og følt det, halv sukkende, halv jublende, at hvem der er derinde, kan umuelig tvivle, men maa falde paa sit Ansigt, og bekiende, at Gud er virkelig i disse sine Talere og Tolke; o Venner, saa lad os dog aldrig glemme, at saadanne Øieblikke er vidunderlige Glimt af den Eenbaarnes Herlighed paa Jorden, som Aanden kun skiænker os, for at vi kan være glade i vor Høitid, stolte af den Kirke, som Verden foragter, saa disse Glimt vil i Morgen være for os som en Drøm, dersom vi bygge og stole derpaa, istedenfor at bygge og stole paa det eenfoldige Vidnesbyrd om Herrens Opstandelse, og om den Hellig-Aands Kirke, med Helgen-Samfundet, Synds-Forladelsen, Kiøds-Opstandelsen, og det evige Liv: Vidnesbyrdet, som fra Apostierne med Evangeliet er levende forplantet giennem Menigheden til os, og stadfæstet af Himmelens Gud, ved den Kraft og Velsignelse, Han øiensynlig haver ladet følge med den eenfoldige Tro paa vor Skaber, vor Gienløser, og vor Helliggiører: de Tre, som vidne i Himmelen, men ere Eet, og giøre Eet paa Jorden, saa Faderen drager os til Sønnen, og Sønnen oplader os Faderens Huus, og Aanden indbygger os deri, til evig Lovsang! I det vi derfor daglig dybere indprænte os Davids Længsel, naar han synger: een er 213 min Begiæring til Herren, derefter vil jeg tragte, at jeg maa boe i Herrens Huus alle mine Livs-Dage, at beskue Herrens Yndighed, og at besee hans Tempel, o, saa lad os dog end dybere indprænte os, at det times Ingen, uden hvem der troer eenfoldelig paa den Hellig-Aand, som Guds Viisdom og Godhed i egen guddommelige Person, og at hvem der kun troer ærlig paa Ham, som den Taler og Trøster, Herren sendte os fra Faderen, med de glødende Tunger, hvem der giør det, skal aldrig finde sig enten faderløs eller huusvild paa Jorden: thi selv naar da Helligdommen som Aanden saa klarlig indviede, synes os sunket i Gruus, eller optaget til Himmelen, eller dog bygt paa en Klippe, som er os for høi, selv da bevarer Aanden vor Indgang og Udgang i Huset, bygt uden Hænder, som vel kan være skjult for den Troendes Øine, men er dog med Ordet, det Troens Ord, vi prædike, ham altid nær i Mund og Hjerte! Ja, der er vel kun Faa iblandt os, der have Øie for det store Guds Under, som maatte skee med vort Moders-Maal, og med alle Hedningers i Ørken, før det blev skikket til at være et levende Redskab for den Aand, som drev Propheter og Apostler, men naar det falder de Christne paa Sinde, at de var dog alle Galilæer, som udtalde hvad intet Øie saae, og intet Øre hørde: Guds hemmelige Raad til Synderes Frelse, og det Guds Huses Herlighed, som Aanden bygger; naar det falder Christne paa Sinde, hvor de ikke blot i Bøger stave og giætte sig til, hvad Talerne meende, men hvor de høre det klarlig udraabt paa deres eget Moders-Maal, som de ere fødte udi, langt borte fra Zion og Thabor, da maae de dog Alle falde i Forundring over Herrens Gierning, og føle, at kun paa Tunger, glødende af Ilden paa den Guds Alter, som er almægtig Kiærlighed, kun paa saadanne Tunger kunde Nordens haarde, kolde, knudrede Kæmpe-Sprog, opvarmes, udglødes, og smeltende uddannes til et levende Udtryk for det store Fredens Evangelium, Guds Kiærligheds Ord, og Zions den smeltende Lovsang over den Herre Zebaoths de elskelige, de venlige Boeliger! Og at det dog er skedt, lad det være os ei blot et Tegn, men et levende, glædeligt Pant derpaa, at det visselig er i de glødende Tungers vidunderlige Huus, i den Apostoliske Kirke vore Fædre have holdet Høitid, og lyttet saa trohjertig til det dunkle men glødende Ord paa Apostlernes Læber, at Tungen maatte udbryde:

✂ Almægtig Lue, fald og ned,
Og tænd mig an i Kiærlighed!

✂ Ja, det er vist, saa bad vor Tunge og bønhørdes, og holde vi fast ved vore Fædres eenfoldige Tro, og vente, med dem, Alt af den Fader, som haver skiænket os sin elskelige Søn, og Alt af den Aand, som kom over Apostlerne, og virker Alt i Herrens Samfund, o, da skal vor Forsamling, hver Herrens Dag, end sige da hver Søndag i Pindse, blive et deiligere og klarere Billed af Forsamlingen paa Zion, en kiendeligere og værdigere Fortsættelse af Aandens og Ordets Helte-Gierninger, til Hans Ære, som sidder ved Guds høire Haand, og Kirken, Han bygde, Broderskabet, Han stiftede, til evig Glands og Herlighed! Amen! i Jesu Navn, Amen!

✂ l Døden J es u s blunded,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dødens Bitterhed;
Nu rinder op saa klar
Den Soel med Lys og Glæde,
Som i sit Jorde-Klæde
Saa slet formørket var!

✂ Vel er det kun paa Jyllands Heder, de Christne iblandt os ret med Sandhed kan sige, at saaledes toner Fædrenes deilige Paaske-Morgenpsalme til dem, thi kun der toner den endnu i Forsamlingen, efterat den, med samt sine Sydskende, allerede snart i en heel Menneske-Alder har været forstummet hos os, som dog boe op til de yndige Skove, hvor Natter-Galen slaaer i Chor med Lærken, og hvor Man skulde meent, slige søde, oplivende Toner i Paaske-Morgenrøden, eengang hørte, kunde aldrig glemmes, men maatte nødvendig forplante sig selv, fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, saalænge der i Lunden var Øie for Maien, og Øre for Sang, og Hierte for Længselen efter det evige Liv i Guds Have!

✂ Ja, Christne Venner! hvem der i Barne-Dagene, ligesom med Moders-Mælken, har inddrukket Sødmen af dette Glædens Bæger, og det har jeg, baade mellem grønne Bøge og paa den brune Hede, kan umuelig uden Suk, og uden en med Harme blandet Smerte, mindes, hvilke Paaske-Psalmer vi have arvet efter vore Fædre, og ombyttet, som Israel sin Herlighed, med hvad der, mildest talt, kunde aldrig gavne: aldrig oplive nogen Christen Sjæl, aldrig glæde noget troende Hierte! Stod derfor den gjorte Gjerning ikke her til Ændring, var vi og vore Børn fordømte til at savne hvad vi i Vildelse har vraget, og at nøies med hvad vi i Søvne udvalgde, da vilde jeg for min Part sige Lunden Farvel, og bygge min Rede mellem Pors og Lyng, eller mellem Norges Klipper, hvor det endnu gienlyder Paaske-Morgen:

✂ Bort, du beseiglet Steen
Som giemde Jesu Been!
Du kanst ham ei indlukke,
Guds Søn ei saa vil bukke,
Du og hans Kraft maa lære,
Hans Navn velsignet være!

✂ Men Held os, vi have en Gud af megen Miskundhed, ja, saare megen, han plager og bedrøver ei Menneskens Børn af sit Hjerte (Jer. Bgr. 3, 33), men det er Hans Lyst at glemme Overtrædelser: Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Støtter, men Naade og Sandhed gaae frem for Hans Ansigt, saa lykkeligt er Folket med Øre for Seiers-Sangen og for Jubel-Tonen, de skal vandre i Hans Ansigts Lys! Ja, vor Gud er en Gud til megen Frelsning, og hos den Herre, Herre, er Udvei fra Døden, kun et Øieblik varer Hans Vrede, men med Hans Yndest følger det evige Liv, en Nattes Tid kan Graaden vare, men Morgenen kommer med Lov-Sang! Vi ere Børn af Hans Elskelige: af den Kongernes Konge, i hvis Rige Soel gaaer aldrig ned, thi Natten er der, som hos os i Skiær-Sommer, naar Aften og Morgen kysses, og Morgen-Røden udspringer af Efter-Skinnet, som en Søn med Rosen-Kinder fra Skiødet af en bleg, bedaget Moder, ja, som Sara fødte Isak under de graa Haar, og med Solen staae Fuglene op, hvor kort end Blundet var, saa Morgen-Psalmen udvikler sig ogsaa af Aften-Sangens Efter-Klang: Aften-Lærken slumrer sødelig ind, som Barnet i Moder-Skiød, ved det første Slag af Sommernats-Fuglen, og ved det Sidste vaagner Morgen-Lærken! Saadanne Kaar har Christi Rige, som ikke blot har en lykkelig Stjerne, men en Konge der byder over Soel og Maane og alle Stjerner, thi der gaaer altid Naade for Ret, og der voxe Lægedoms-Urter for Hæl-Sot, der udspringer et forklaret Liv af Opløsningen., og der forynges det forældede Folk som Ørnen!

✂ Jeg veed det, kiære Venner! saadan Tale klinger æventyrlig, og er ei den uliig, hvormed Hedning-Skjalde baade fordum og nu have smigret graahærdede Afguder, og kildret blødagtige Frænders Øren, i dorske, vanslægtede Tider; men jeg har derfor ingenlunde glemt, hvad der sømmer sig mine alt graanende Haar, og hvor langt det tomme Kling-Klang med de forfængelige Haab skal være fra Herrens Huus: fra Sandheds Tempel, og den dybe Alvors høie Stade. Nei, hvad jeg her udsagde, var en Sandhed, som Fortiden saa kraftig har bevidnet, at Fremtiden umuelig kan fornægte den, det er Psalmistens gamle Spaadom (Ps. 89.) om Guds naadige Førelser med sit Folk, og Aabenbarelsen af Hans Fader-Ømhed, en Spaadom, hvorpaa tre Aartusinder have kastet saa glædeligt et Lys, at dens fuldkomne Forklaring, i en fuldstændig Opfyldelse, er saa vis, som vi alt saae den! Hele denne Guds Naades Huus-Holdning i en syndig Verden maa naturligviis være endnu langt forunderligere, end 217 Aandens alt noksom forunderlige Løbe-Bane i Støvet, giennem en ufalden Menneske-Slægt; selv det mindste Straale-Glimt af Kiærlighedens Soel er noget Fremmed i Synderes Land, hvor, efter Naturens Love, kun Vredens Lyn skulde giennemfare Mørket, og ei blot Lærkens og Nattergalens Slag, men Spurvens Kvidder er et Mirakel der, hvor kun Lovens evig rullende Torden skulde overdøve Sukket og Graaden, og Tændernes Gnidsel. Derfor, Venner, see vi let, det er ei mere umueligt at være Christen uden Tro paa Herrens Opstandelse fra de Døde, end at tale levende om Paaske-Psalmen: om Hjerte-Fuglens glade Lov-Sang i Morgen-Røden, der opsteg fra Nattens skumle Dyb, uden at Talen maa klinge endnu langt mere æventyrlig, end de vildeste Æventyr, Indbildnings-Kraften avlede; thi hvad Aanden taler til Menigheden om den store Opstandelse, der gjaldt for hele Guds adspredte Folk paa Jorden, og under Jorden, og i det Muelighedernes Rige, som først blev virkeligt med ufødte Slægter: om Herrens Opstandelse, som var for dem Alle, for hele den faldne, i Dødens bundløse Afgrund nedsjunkne Menneske-Slægt, en Opreisning i Skaberens Billede, til Himmel-Fart paa Due-Vinger, til Konge-Kaar i de Levendes Land; hvad Aanden herom aabenbarede Herrens Apostler, og os med dem, hvad Faderen har skiænket os i sin Eenbaarne, og hvad Han har beredt os som sine elskelige Børn i ham, det er jo dog visselig, som skrevet staaer (l Cor. 2, 9.): hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, og heller intet Hjerte drømde om paa Jorden, saa her nedsynker Menneske-Aandens dristigste Tanke-Flugt til Flagren som Aften-Bakkens, her blive de forunderligste Digtninger smaae og hverdags mod den jævne Tidende om hvad der virkelig skedte paa Jorden, da Herrens Engel foer ned fra Himmelen, oplukkende med Kongens Nøgel den forseiglede Dør mellem de Dødes Rige og de Levendes Land, fordi Livets Fyrste, som ved en Feiltagelse, var kommet til at ligge i Dødens Lænker, som da nødvendig maatte sprænges. Ja, mine Venner, I høre det jo selv, og al Verden har hørt det, at den jævne, troskyldige Fortælling herom, som Tolderen fra Galilæa har beskrevet i Dagens Evangelium, den klinger æventyrligere end noget af al Verdens Helte-Digte, og naar nu hertil kommer, hvad siden er skedt paa Jorden, da flere Stene end Nogen uden Gud kan tælle er lettede fra Hjerte-Kammerdørre, "ved Troen paa den underfulde Opladelse af Josephs Klippe-Grav, og da et baade langt kraftigere og kiærligere Menneske-Liv, en baade langt klarere, og mere omfattende og udbredt Oplysning om 218 himmelske og jordiske Ting, end der var før paa Jorden, er udsprunget af Troen paa den Korsfæstede, men igien Opstandne; saa kan der aabenbar ikke siges noget saa underligt om den Opstandnes Menighed, at det, for Underlighedens Skyld, skulde falde utroeligt. Derimod er det den største af alle Urimeligheder, Verden nu enstund har villet binde os paa Ærmet, den nemlig, at Gud skulde have besluttet nu ikke længer at handle underlig med sit Folk, som Han hidtil uafbrudt behandlede paa det Underligste; thi enten maatte jo da Hans Fader-Hjerte være blevet forstenet, eller Hans Kæmpe-Haand forkortet, hvad dog kun er Galenskab at tænke og Bespottelse at sige.

✂ Saa vist derfor, sorn der endnu banke Hjerter i Støvet, med Følelse af deres Skyld, og Frygt for Døden som Syndens Sold, med Lyst til det evige Liv, og dyb Ærbødighed for himmelsk Sandhed, saa vist skal der ogsaa paa den Troens Korfæstelse, vi have været Vidner til, følge en Opstandelse, der vil kraftig minde og klarlig vidne om hin uforglemmelige Paaske-Morgen, i samme Grad, som den nærværende Tid ligner Tiden, da Herren øiensyniig vandrede, straalede og blegnede, fordunkledes i Graven, og forklaredes paa Bjerget, hvorfra Skyen tog ham bort! Og da nu alle de, baade Troende og Vantroe, som kiende Verdens Løb, kan see for deres Øine, at der siden Keiser Augusti Dage aldrig har været en Tid paa Jorden, der saa iøinefaldende lignede hine Korsfæsteisens og Opstandelsens Dage, saa vil der upaatvivlelig ogsaa nu, med det Allerførste, oprinde en Paaske-Morgen, Man aldrig har seet Mage til, siden hin uforlignelige Morgen, da Seiglet brødes paa Livets Bog, som paa Herrens Grav-Steen, og da de Romerske Strids-Mænd blev som de var døde, fordi de grandgivelig saae, at den Døde, de selv havde korsfæstet og giennemboret, han blev lyslevende, og at Dørren til hans Grav, som til Guds Sove-Kammer, oplukdes ved en Tjener af den Konges Farve, hvem Torden-Røsten udraaber, og Lyn-Ilden tjener!

✂ Uagtet vi derfor med Rette kalde hvad der skedte med Herrens Folk i vore Fædres og Morten Luthers Dage, en aandelig Opstandelse, fordi den hendøde Tro paa Christi Død for vore Synder, og hans Opstandelse til vor Opreisning, oplivedes paa Ny, saa var dog Ligheden med den første Opstandelse langt meer en Skygge-Lighed, end en levende Afbildning, thi hvad der klarlig opstod som af Graven, var ikke den hellige almindelige Kirke, men kun en Høi-Skole som de Skrift-Kloges i 219 det andet Tempels Dage, ligesom det ei heller var Troens Ord ved Daaben og Nadveren, men kun Beskrivelsen deraf, og Anmærkningerne dertil i Bibelen, som undre ves Forglemmelsen, og kom igien for Dagens Lys!

✂ Levende kirkelig, christelig, talt, maatte vi derfor snarere sige, at hvad der skedte med Herrens Menighed, som er hans Legeme, i Morten Luthers Dage, det ligner mest Herrens Nedfart til de Dødes Rige, som Apostelen beskriver den (l Pet. 3, 18. 19.), da han som aflivedes i Kiødet, oplivedes i Aanden, og færdedes deri som Prædikant for de fængslede og hidtil vantroe Aander; thi sandelig, vi kan ei kalde Pave-Tiden noget bedre i christelig Forstand, end Lange-Fasten, Skiær-Thorsdag og Lang-Fredag, med det stærke Jord-Skiælv, og den store Soel-Formørkelse, under hvilken Herren paa Korset nedbøiede sit Hoved og opgav sin Aand. Ja, mine Venner! Det maa siges, og det skal blive os indlysende, at Troens Kamp i Morten Luther, og i os Alle siden, som hængde ved Herren, det var en Døds-Kamp, med Sveed som Blods-Draaber, med Døds-Dom af den hinkende romerske Lands-Herre (hedensk Fornuft), og Korsfæstelse mellem Misdædere, til Spot for de ypperste Præster, Pharisæer og Skrift-Kloge, og skiøndt baade Luther og vi, i den seierrig opstandne Frelsers Navn, fandt Kraft til at lide, og Trøst over Døden, saa døde vi dog alle legemlig, og levendegjordes kun aandelig, duede kun til Prædikanter for Aanderne i Fængsel, der skjalv, som vi havde skiælvet, under Lovens Torden og Rettens lynende Sværd, og øvede ei andre Helte-Gierninger, end at kæmpe med Djævelen om Troen, om Skriften, og om de dyrekiøbte Sjæle, som laande Øre til vor Prædiken, og til Spaadommen paa vore Læber om en tilkommende, ærefuld Opstandelse!

✂ Det giør mig ondt, Med-Christne! at denne Lignelse, som bedst betegner hvad jeg vilde sige om denne for os alle høistvigtige Sag, falder dunklere end jeg ønskede, men den vil klare sig for alle Troende, som drages til Minde, hvad jeg sagde nys ved Herrens Bord [S-B. III,XI]; thi den Lyst til Afsondring, den Mangel paa levende Deeltagelse i den hele Christne Menigheds Vee og Vel, den Lunkenhed for Evangeliets Udbredelse og Forplantelse, den matte Forestilling om Legemets Opstandelse, og om den anden Verden i det Hele, som, kun meer og mindre, har hængt ved os Alle i det sidste Tids-Rum, det er Altsammen høirøstede Vidnesbyrd om, at det Herrens Legeme, som det Ny Testamentes hellige Bøger har aftegnet i den Apostoliske Menigheds 220 Beskrivelse, det Legeme paa hvilket ogsaa vi skulde være Lemmer, det har været dødt for os, og venter da i Graven, som den hensovede Menigheds Historie med Rette kaldes, endnu paa sin Opvækkelse, og ærefulde Opstandelse, eller paa en Guds Engel med hvide Hænder [l. Klæder], som vælter Stenen bort, og sætter sig paa den, for, med sit Lynilds-Blik, at nedslaae de trodsige, hedenske Kæmper, og med sit Engle-Smiil at opmuntre de grædende Kvinder, som kan ikke fare i Aanden til Fængselet, og lede ibrgiæves om Herren paa Jorden!

✂ Ja, ja, det er dybe Sandheds og Alvors Ord, hvordan de end klinge: det har været en, i Sammenligning med det Verden kan give vist nok riig og glædelig, men i Sammenligning med hvad Gud kan give og har givet i Christo Jesu, fattig og sørgelig Tid for christne Kvinder og Børn, og da i det Hele for Menneske-Hjertet, denne sidste Tid, da Herrens Lidelse og Død var saa at sige hele Hjertets Deel, medens Opstandelsen, Aabenbarelsen og Himmel-Farten, ja, medens Herrens hele Liv kun udviklede sin Kraft giennem Tanke-Gangen hos gamle, prøvede, skriftkloge Discipler, og enkelte korsfæstede, angergivne Røvere, som Herren selv tog ved Haanden, og indførde med sig i Paradis! Jeg veed det vel ikke, om mine Med-Christne forstaae mig endnu, men jeg veed, de skal lære at forstaae det, at Kirkens Tilstand i vore Lutherske Fædres Dage, da al Christendom udledtes af Skrift-Klogskab, og henførdes til en fortvivlet Sjæls Gru under Sinai, og Trøst under Korset, saa det var kun de Afdøde fra Verden, og de Døende paa Sotte-Sengen, der følde sig levende tiltalte deraf, medens det faldt tungt og dødt, som store Liig-Stene, paa Børnenes, paa Kvindernes, paa den uerfarne Ungdoms, og dermed paa Mængdens Hjerter; denne Tilstand var ligesaalidt i christelig, som i menneskelig Forstand den naturlige, uden forsaavidt Døden er Syndens naturlige Følge, og Livet i Døden en naturlig Følge af Troen paa Ham, der, legemlig død, blev aandelig levende. Vi veed det i Grunden ogsaa godt, alle saa mange som have været christne Børn, at hvad der tiltalde os, det var ingenlunde Forklaringen eller Lære-Bogen, men kun den Bibelske Historie, Høitids-Psalmerne, og i det Høieste vore tre Troes-Artikler, med Morten Luthers barnlige Anmærkninger, og derfor maatte nødvendig alt Glimt af et levende Kirke-Samfund iblandt os forsvinde, da Bibel-Historien blev forkvaklet, Luthers Catechismus tilsidesat, og Høitids-Psalmerne afskaffede. Ja, mine Venner! hvem der har hørt min Prædiken enten for ti eller for tyve Aar 221 siden, vil mindes det, hvorledes derfor især de gamle Høitids-Psalmer var bestandig i min Mund og i mit Hjerte; og den høieste Yttring af et levende Samfund i Kirken, jeg som Præst har været Vidne til, det var ogsaa, naar i min Ungdom Psalmerne og Børne-Lærdommen blev glødende paa mine Læber, og gienlød da saa høit, giennemstrømmede da saa liflig de graahærdede Mænds og Kvinders Hjerte, at deres Øine tindrede, deres Læber istemmede lydelig, eller de hulkede som Børn, medens Hjertet smeltede i mit Liv, og Herren ligesom opstod for mine Øine! Det er derfor hverken i Dag eller i Gaar, jeg har begyndt at betragte vore Fædres Paaske-Psalmer langt mere som prophetiske Sange om den Opstandelse, vi forvente, end som historiske om vore Fædres Følelse af Livet i Christo, men det var kun først i den senere Tid: under min sidste tunge Embeds-Førelse i en mere fremmed Kreds, under de sidste christne Oldingers og Oldemødres Liig-Begængelse, at der opgik et Lys for mig over Grunden til alt Dette. Ja, det var et nyt Lys af den gamle Soel, der opgik for mit Øie over det levende Ord, hvoraf al Skrift, selv den helligste, er kun en Skygge, og fremfor alt over Ordet ved Daab en som skaber vort Samfund: skaber det Kirke-Legeme, som Aanden besjæler og opliver, men som er dødsens for os, naar vi ikke vil have det skabt giennem det levende, sikkre, mundtlige, lydelige Ord, som Aanden taler til Menigheden, men igiennem det døde, uvisse, skrevne, stumme Tegn i Bogen! Kun dette Lys var mig nyt, og med den høieste Forundring saae jeg nu Kirke-Legemets Opstandelse, paa hvilken jeg vel altid havde troet, men som jeg aldrig havde kunnet forestille mig, uden under de mest æventyrlige Skikkelser, den saae jeg nu times paa en i Christi Rige saa naturlig og simpel Maade, at nu var det ikke længer den, men Døden, der forundrede mig. Hvorledes nemlig de Christne nogensinde havde kunnet glemme, at det ikke var Skriften, men Daaben, der gjorde dem til Christne, at den hele Menigheds levende, høitidelige Vidnesbyrd ved Daaben om den Tro, vi skal alle have og bekiende, er langt sikkrere, end hvad der staaer i al Verdens Bøger, og at hvad der end staaer, eller hvad Man end vil finde i Bibelen, saa maae vi dog nødvendig, saalænge vi vil blive ved at være Christne, ubrødelig holde vor Daabs-Pagt, og udlede hele vort christelige Liv, baade her og hisset, fra vor Gienfødelse i Daaben, ved det levende Guds Ord, som varer evindelig, slides ikke op som alle Bøger, og krymper sig end 222 ikke naar Himlene sammenrulles som en Bog; hvorledes de Christne nogensinde kunde glemme denne Apostoliske Børne-Lærdom, der desuden tydelig nok indskiærpes dem giennem alle Apostel-Brevene, det var mig nu den store Gaade, og er saa endnu. Hvad jeg imidlertid endnu maa finde langt urimeligere, er det, at de Fleste af mine Med-Christne langt fra at fryde sig i dette Lys, lukke Øinene derfor, og vil med Magt have Kirke-Legemet til at blive liggende i Skrift-Graven, og jeg maa sige frit, det kommer af, at de har ikke troet paa Propheterne, eller dog ikke havt Øie for Barne-Engelen, som baade Morten Luther, og alle de barnlig Troende altid saae ved Indgangen til Graven, og lod sig lede af, og vise, hvor Herren havde ligget; thi det var denne Engel, som for mine Ørne bortvæltede Stenen fra Kirke-Graven, og satte sig paa den, ja, det var ham, som blæste Taagen bort fra mit Øie, saa jeg opdagede, som en stor Hemmelighed, hvad et Barn kan see og forstaae: at naar Kirken skal staae kiendelig og klippefast for os, da maae vi lade den blive staaende paa den Grundvold, som Herren og Apostlerne virkelig har lagt, da de grundede den, ikke med Pen og Blæk, men med deres mundtlige Ord, som var Liv og Aand, og byggede den, ligesaa lidt af Papir som afKalk ogSteen, men af lyslevende Mennesker, som troede hvad Herren vilde, og døbdesderpaa, i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, førend endnu nogen Apostel havde sat Pen til Papir, og saae Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand, medens han, hvis Breve Man vil grunde Kirken paa: medens Apostelen Paulus endnu var den fnysende Saulus mod Herrens Discipler og vilde tvinge dem til at bryde deres Daabs-Pagt og fornægte Herren. Ja, mine Venner, det Mirakel veed jeg Barne-Troens Engel giør paa alle dem der elske ham, at de see, det er Ordet ved Daaben der har baaret Kirken, og skabt Samfundet, fra Slægt til Slægt, og at det altsaa er en Daarlighed at tilskrive nogetsomhelst Andet Æren derfor, saa del var intet Under at Samfundet blev dødt, da Man vilde have det skabt af en Pen, intet Under at Kirken syndes faldefærdig, da Man vilde grundfæste den paa en Bog, intet Under at Samfundet hos os er hardtad aldeles opløst, da Man ikke blot miskiender og ringeagter Daab og Daabs-Pagt, men forandrer Ordet, hvorpaa Alt beroer, efter eget Tykke.

✂ Hvad der allerede for tyve Aar siden slog mig som et Lyn, i Johannes Aabenbaring, slog mig saaledes, og tændte det 223 gaadefulde Lys, hvori jeg siden vandrede, og den hellige Ild som brændte i mit Hjerte, naar jeg talede til Folket, og oplod dem Skrifterne, det har jeg hidtil aldrig udtrykkelig omtalt i Menigheden, deels fordi jeg frygtede for at vække en Grubien over den mørke Tale i vor Spaadoms-Bog, som Man skal lade forklare sig selv i Tidens Løb, og deels fordi jeg ikke kunde tale tydelig derom; det maa jeg dog nu berøre, fordi det kaster et straalende Lys paa Kirke-Legemets Død og Opstandelse, hvorom vi tale, og hvorom der skal skrives for den Slægt som kommer: for det Folk, som nu skabes til at love Herren, fordi han bygde Zion op igien, da Tiden kom: da hans Tjenere fandt Behag i dens Stene, og ynkedes over dens Gruus. (Ps. 102.)

✂ I det store Søndags-Syn (Aab. l, 10.) som timedes Apostelen Johannes, Disciplen som Herren elskede, saae han syv Guld-Lysestager, og midt iblandt dem En som en Menneske-Søn, med syv Stjerner i sin høire Haand, med et t ve egget Sværd i sin Mund, og med et Aasyn som Solen, naar den skinner i sin Kraft. For at hverken Apostelen eller vi skulde tage feil ad hvad hermed betegnedes, sagde Menneske-Sønnen selv til ham, at de syv Lyse-Stager betød de syv Menigheder, og de syv Stjerner deres Engle, og med Barne-Øine er det da umueligt at læse Brevene til de syv Menigheders Engle, uden at betragte disse Menigheder som ligesaamange Hoved-Afdelinger, der tilsammen udgiøre den hellige, almindelige Kirke, hvor Herren altid staaer i Midten, naar To eller Tre forsamles i Hans Navn. Saaledes betragtede jeg dem da ogsaa strax ved første Øie-Kast, og skiøndt jeg dengang kiendte for lidt til Kirkens Historie, for tydelig at kunne skielne mellem dem alle, end sige da til at forstaae alle Brevenes Vink, saa gienldendte jeg dog strax den Lutherske Menighed i det femte Brev: i Brevet til Menighedens Engel i Sardes, som nu forklarer sig selv, saa lydende: saa siger han som haver de syv Guds Aander og de syv Stjerner, jeg kiender din Gierning, for du har det Navn at dulever og er død! Hold dig vaagen og styrk Resten som er døende, thi jeg har ikke fundet din Gierning fyldest for Gud. Kom derfor ihu, hvorledes du haver annammet og hørt, bevar det, og kom til Besindelse! Hvis du ellers ikke vaager, da vil jeg overraske dig som en Tyv, og du skal ikke vide, hvad Time jeg kommer over dig! Men nogle Faa har du navnlig ogsaa i Sardes, som ikke har besmittet deres Klæder, og de skal vandre med mig i Hvidt, for de er det 224 værd. Hvo som vinder Seier, skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, men jeg vil bekiende hans Navn for min Fader og for hans Engle! Hvo som haver Øren, høre hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 1. 6.)

✂ Intet Ord vil jeg her tilføie, thi for tidlig i det Mindste beraaber Man sig paa Spaadomme, der ikke forklare sig selv, og kun fordi jeg troer disse giør det, vil jeg fremdeles, som en Spaadom om den Menighed, der nu opkommer, pege paa det følgende Brev til Menighedens Engel i Philadelphia: saa siger den Hellige, den Sanddru, som haver Davids-Nøgelen, han som aabner saa Ingen tillukker, og lukker saa Ingen oplader: jeg kiender dine Gierninger, see, jeg haver givet for dit Ansigt en opladt Dør, og Ingen mægter at lukke den, for du har et Gran af Kraft, og du har bevaret mit Ord, og du har ikke fornægtet mit Navn! See, en Gave udaf deres sataniske Samfund, der udgive sig selv for at være Jøder, og er det ikke, men lyve, see, jeg vil bearbeide dem, saa de skal komme og tilbede for dine Fødder, og kiende, at jeg har elsket dig! Fordi du har bevaret mit Standhaftigheds Ord, vil jeg ogsaa bevare dig i Fristelsens Stund, som forestaaer den hele Folke-Kreds, til Prøvelse for Jordens Indbyggere. See, jeg kommer snart, hold fast paa hvad du har, at Ingen skal tage din Krone! Den som vinder Seier, ham vil jeg giøre til en Pille i min Guds Tempel, og han skal aldrig meer gaae udenfor, og jeg vil paaskrive ham min Guds Navn, og Navnet paa min Guds Stad, det Ny Jerusalem, der neddaler fra Himlen fra min Gud, og mit det ny Navn! Hvo som haver Øren, høre, hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 7-13.)

✂ At sammenlægge hele Brevets Indhold med den ny Menigheds Levnets-Løb, det maae vi overlade til Børn og Børne-Børn, som have seet fødes, opvoxe og virke, hvad endnu først er undfanget; men skal det sees blandt os, hvorledes de med Christo i Daaben Begravne, opreises med Ham fra de Døde, ved Faderens Herlighed, til et nyt Levnets-Løb (Rom. 6, 3. 4.), hvorunder de søge og sandse, ei det herneden, men det histoppe, hvor Christus sidder ved Guds høire Haand (Coll. 3, 1.); skal det sees blandt os, da maae vi ogsaa faae Syn paa den opladte Dør, som Ingen meer kan lukke: paa Dørren til Herrens Grav i Daaben, og derigiennem til Guds Rige, til Paradiset, hvor Guds Børn lege med Engle og voxe med Herren, og vandre med Ham, og æde af Livets Træ, saa de aldrig døe, men 225 flytte med Fryd, naar Leer-Hytten falder, som Herren siger: jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal overleve Døden, og Enhver som lever og troer paa mig, skal aldrig døe!

✂ O, hvilke Kaar for os og vore Børn, som syndes aldeles forladte af Herren og Aanden, hengivne til Døden, til Spot for Verden, til Latter for Helvede! Hvor maae ikke Fædrenes Paaske-Psalmer blive søde i vor Mund, naar vi føle det opfyldt paa os, hvad der kun svævede for dem, naar vi smage Sødmen i den Herres Kalk, hvoraf Fædrene for det Meste kun smagde Bitterheden, ja, naar vi vandre som levende Beviser paa, hvorledes Han som er Naaden og Sandheden, giver altid Naade for Naade! O, hvordan skal vi takke ham værdig, hvor skal vi finde paa Ord til en Psalme, ja, til tusinde Psalmer og Lov-Sange og aandelige Viser, som svare til den Paaske-Morgen, da Marie Magdalene stod ved den hellige Grav, og saaede Taarer, men høstede Fryde-Sang, da Taarerne alt i Øiet forvandledes til smilende Engle, og blev i Graven til et speilklart Hav, hvoraf Morgen-Røden fra det Høie frembrød, med Ordet »Marie« fra Frelserens Læber! Ja, som Synerne overvælde mig i denne hellige Morgen-Stund, saa skal Forundringens og Glædens og Taknemmelighedens kiærlige Følelser overvælde Folket, som nu skabes til at love Herren, og til at see Lys i alle Grave, see smilende Engle, ved Hoved-Giærdet og Been-Enden, i Ordets den hellige Grav, som vor Hellige Skrift i Sandhed er, og ei blot see dem, men høre dem sjunge: han er ikke her, han er opstanden, men kommer kun, og seer hvor han har ligget, og høre saa Aanden tale til Menigheden netop det Samme, kun levende og forklaret, som de saae korsfæstet, afsjælet, indhyllet i Dødens Mulm, og lagt i Graven! O, hvilke Herrens Dage, naar det Troens Ord, vi prædike, saaledes vandrer lyslevende paa Aanden s saavelsom paa Veirets Vinger, og kundgiør Hans Nærværelse midt iblandt os, som selv er Guddoms-Ordet fra Evighed, det levende Ord, hvis Liv er Menneskets Lys! Da skal det kiendes, at det er intet Hjerne-Spind, uden af den Hellig-Aand, og ingen Taler-Blomst, uden Hans, hvis Ord er alle Liv og Aand, hvad vi have forkyndt, at Herren gientager sit Levnets-Løb med alle sine underlige Gierninger for vore Øine; thi det levende Guds Ord fremstiller det for os, og det aandelig Tilsvarende i vort Inderste, enten mindes vi som oplevet, eller opleve det under Ordets Hørelse, eller see det i Møde i Aandens Lys, og med den guddommelige 226 Vished som Han indgyder, der nævner de Ufødte ved Navn, og taler om det Ublevne som det Nærværende! Ei vil jeg tale her om Hverdags-Synerne, naar alle Sprog-Grave oplades med det Samme, og Folke-Stammerne i det levende Ord gientage deres Levnets-Løb for vore Øine; men det skal alle Christne see, selv i denne Morgen-Stund, at allerede her er godt at være, som hos Herren og Moses og Elias paa det hellige Bjerg, ja, som i Paradis, naar vi kun levende tilegne os Apostel-Ordet, sigende: den Gud som er riig paa Barmhjertighed, Han af sin store Kiærlighed hvormed Han elskede os, har ogsaa gjort os, som vare døde i Overtrædelser, levende med Christus, har i og med Jesus Christus ogsaa opreist os, og skikket os til Sæde i Himlene, for i Godheden mod os at vise de kommende Tider sin Naades overstrømmende Rigdom; thi af Naade er Frelsen ved Troen, en Guds Gave, uforskyldt, saa Ingen skal kunne bramme, thi vi er Hans Værk, skabte i Christo Jesu til de gode Gierninger, som Gud og fordum dannede os til, at vi skal vandre i dem (Eph. 2, 4-10.)! Derfor lad os holde Paaske, ikke med den gamle Suurdei, ikke heller med Ondskabs og Argheds Suurdei, men med Skiærheds og Sandheds usyrede Brød, istemmende Fædrenes deilige Psalme:

✂ O, kiæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død alt er forsvundet,
Og Seieren evig er vundet!

✂ Amen! ja, Amen! i Jesu Navn, Amen!