Grundtvig, N. F. S. NORDENS MYTOLOGI

NORDENS MYTOLOGI.

Dette Hovedværk fra Grundtvigs Manddomsalder kaldes paa Titelbladet Anden omarbeidede Udgave af Mythologien fra 1808. Men det er i Virkeligheden et aldeles nyt Arbejde, der bærer et helt andet Præg end nævnte Ungdomsskrift. I Nordens Mythologi fra 1808 var det Forfatterens Stræben at genoprejse en fjern Tidsalders Tempelbygning, saa vidt han med sin poetiske Sans kunde gætte sig til Grundlinjerne i den oprindelige Asalære. Hans Sjæl var dengang stemt for at begrave sig i de henfarne Tider for senere at virke paa den affaldne Efterslægt ved et glansfuldt Billede af Fædrenes Kæmpeliv. Men i 1832 er Grundtvig blevet en moden Mand, der staar med begge Fødder fæstede i Nutidens virkelige Liv. Han vil nu ikke længer drømme om gamle Dage men digte Folkets Fremtid gennem virksomme Indgreb i det aandelige og borgerlige Liv hos Nutidsslægten. Og naar han da atter optager Arbejdet med Hedenolds Myther, er det kun, fordi han i dem finder et kraftigt Sindbilled-Sprog, hvormed han levende kan tiltale sine Landsmænd.

Heraf følger, at den Brug, han nu gør af Mytherne, er anderledes fri end i hans Ungdomsarbejde, hvor Omdigtningerne havde været ufrivillige, eftersom det dengang var hans ærlige Agt at restaurere de gamle Skjaldes Tankebygning og poetiske Verdensbillede. Nu derimod er han sig fuldt bevidst, at Grundtankerne i hele Fremstillingen er fremgaaede af hans egen Livserfaring, og om han end gaar ud fra, at hans historisk-poetiske Livsanskuelse er inderlig beslægtet med den gamle nordiske, saa falder det ham ikke ind at gøre Mytherne til Grundsten i Bygningen eller mene, at de gamle knyttede de samme Tanker til deres poetiske Billeder, som han tillader sig at lægge i dem.

Det er derfor ganske forfejlet, naar man mener at kunne kassere Mythologien fra 1832 ved at bevise, at Vikingetidens Skjalde aldeles ikke saa' paa Mytherne med samme Øjne som Grundtvig, og det 377 spiller en underordnet Rolle, at det lader sig godtgøre, at Grundtvig i adskillige Ordtydninger har forvildet sig bort fra det rigtige.

Værkets Værdi staar og falder med den Livsanskuelse, Forfatteren selv har, og som han ved Hjælp af de mythiske Billeder udvikler med et kongeligt Humør og med en folkelig Veltalenhed, der gør hans Bog til et af de mægtigste og skønneste Skrifter, vi ejer.

Overalt spores Virkningen af de dybe Indtryk, han i de foregaaendeAar havde hentet paa sine Englandsrejser, hvor han lærte mere end før at respektere det virkelige Livs Ret og fik Øje for den borgerlige Friheds herlige Frugter. Under disse Indtryk har hans Grundtanke om det levende Ords afgjorte Fortrin for det døde Bogstav udviklet sig til langt større Fylde og Klarhed. Og samtidig dermed har Tanken om en nordisk Højskole første Gang formet sig hos ham og fundet sit Udtryk i den mærkelige Indledning".

Det behøver ikke her nærmere at paapeges, hvor megen videnskabelig Oplysning om Nordens Oldtid Grundtvig har hentet fra sit Studium af de angelsaksiske Kildeskrifter, eller hvorledes Læsningen af Shakespeare (paa Engelsk) har beriget hans Digteraand. De Læsere, som ønsker nærmere Rede paa, hvad Englandsrejserne betyder i saa Henseende, kan finde det i F. Rønnings Afhandling: N. F. S. Grundtvig og den oldengelske literatur, i Historisk Manedsskrift 1885.

Nordens Mythologi (l832) har Paategningen: »Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politieret d. 1ste December 1832. Thomsen«.

To Aar før Grundtvigs Død udkom den i Tredie Udgave (1870), som kun er et Optryk af anden med tilføjet Register over Navnene.

378

Nordens Mythologi
eller
Sindbilled-Sprog
historisk-poetisk udviklet og oplyst
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Vildac Valfödr
vel fyrtelia
forn-spjöll fira
þau ec fremst of nam.

Völospa.

Anden omarbeidede Udgave.

Kiøbenhavn.
Forlagt af J. H. Schubothes Boghandling, Trykt i Thieles Bogtrykkerie.
1832.

379

Rim-Brev
til
Nordiske Paarørende.

Sønner og Døitre af Nordens Aand:
Kæmpe-Vækkeren seiertryg,
Som lagde Fenris-Ulv i Baand,
Pløiede Midgaards-Ormens Ryg,
Reed over Ginnung-Gab i Spring,
Kiørde med Thurs og Trold i Ring,
Stod under Aske-Kronen Maal,
Veiede Guld saa godt som Staal,
Søgde det ei i Klippens Aarer,
Søgde det før paa Havsens Bund,
Fandt det saavel i Freyas Taarer
Som under Smil i Glaser-Lund;
Malede Guld paa Grotte-Kværn,
Saaede Guld til Lande-Værn,
Smedded deraf en Hammer dru,
Tjenlig for Magn og Mod endnu,
Knusde dermed den Røver-Haand,
Som lagde Herkules i Baand,
Knusde dermed hvad Staal ei beed:
Jetten med Brev paa Evighed,
Knusde dermed det stolte Rom,
Som der skal evig kvædes om!
Sønner og Døttre af ham i Nord
Og af den Diis der græd for Balder!
Har I end Øre for Aandens Ord,
Hører del dog, en Broder kalder;
380 Lad dog et Svar ham lære brat,
At ei i Fimbul-Vinternat
Han kun fik Rune-Maal for Een,
Som alle Kæmpers Bauta-Steen!

Græs har jeg fundet paa Danmarks-Vei,
Hvor Man ved Thæms det vented ei,
Sikkert ved E x i det Danske Bjerg
Ogsaa der sidder en Gienlyds-Dværg*),
Knurrer ved Cæm i det Danske Taarn
End vel en Kæmpe, som kvad tilforn**);
Men hvad der slumrer i Alfreds Grav
Hører ei Røsten, mig Dana gav,
Ælve-Dronningen, daanet der,
Ikke mit Kvad om Herre-Færd!
Skjalde-Tungen mig hist i Mund
Er kun som Toner i Harpe-Bund,
Hvor Man ei kiender det Hande-Lag
Som til en Leg giør Harpe-Slag,
Og til at lalle paa Amme-Skiød
Er ikke længer min Tunge blød,
Men til, som Pogen, at nemme godt
Dertil er nu mit Haar for graat***)!
Løfter sig der min Stemme bold,
Giør kun paa Mur og Bom den Vold†),
Kan ikke der paa fremmed Grund,
Svare sin Told i Øre-Sund!

Men er det mueligt, skal jeg troe,
Her i de gamle Glaser-Lunde,
Dødning-Ridt over Gjallar-Bro
Nu kun huger fra Skjalde-Munde;
Her ei kan svulme et Kæmpe-Bryst,
Her ei kan lyde en Nordisk Røst,
Uden Man hvidsker brat under Øe:
Hør, hvor den vilde Hervor-Mø

* * * * 381

Kogler og vækker til nyt Ustyr
Hjorvard, Hrane og Angantyr!
See, hvor det gnistrer i bælgmørk Nat!
Kors, nu dages vel Tyrfing brat!
Kommer og lugter det Christen Blod,
Aldrig der raades paa Vaanden Bod?

Hvad? er al Kraft da Jetters nu,
Saa intet Staal har meer Guld-Fæste!
Hel, der i Nord var før en Gru,
Er nu af Diser hun den Bedste!
Løve-Hoved paa Klinge-Klodd!
Følger ei meer Du Egg og Odd!
Eller blev nu Man i Thrud-Vang selv
Ræd for lidt Gny af Glommens Elv!
Hvad? I Kyster ved Bæl! og Sund,
Bøge-Kæmper med Sang i Mund!
Klippe-Væggen med Rune-Stav,
Hrone-Klinten med Bjovulfs Grav!
Guld-Sædevang fra Heden-Old,
Bauta-Steengiærde om Fyrresvold!
Mjøsen og Dovre og Guldbrands-Dal,
Høi efter Hølge og Seng for Hval!
Trylle-Navne blandt Folk i Nord!
Er I nu alle kun tomme Ord?
Levned paa Marken os Hengst og Hors
Sværmere kun for Klør og Pors,
Pære-Skuder og Flynder-Skind,
Fløde-Bøtte og Pølse-Pind?
Levnede Volse i Gøthe-Skov
Kulsvier kun og Kulfust grov,
Øie for Gruus, for Græs og Snegl,
Argus-Øine for andres Feil?
Levned dig, Norge, med Klipper graa
Rolv kun Nisser fra Top til Taa,
Vente-Brev paa en Engelsk Bill,
Storthings-Drømme og Throndhjems-Sild?
Vandred I ud, eller sank i Muld
Alle, som gløded for Oldtids Guld,
Ahned i Odin meer end Luft,
Andet i Aand end tydsk Fornuft,
Andel i Friggas Graad for Balder
382 End hvad der fugter naar Duggen falder,
Mere i Myther end Æventyr,
Andet i Folk end kloge Dyr,
Mere i Kamp end Knald og Fald,
Andet end Skin i Odins Hald,
Mere i Liv end Lykke-Spil,
Andet end Gas i Ygdra-Sill?

Nei, ikke saa, det vist jeg veed,
Hel-Veien nok var altid breed,
Immer blandt Folk i Tidens Løb
Hunde-Forstand var Røver-Kiøb;
Derfor til Helte Man fandt en Hald,
Tog selv i Nord paa Skjalde Tal,
Mens uden Tal, som uden Navn,
Skiftinger sank i Helas Favn;
Men hvor saa vid blev Valhalds Port,
Som vi det seer paa Grimners-Maalet,
Og dog de Portes Tal saa stort,
At det af Prim-Stav ei er stjaalet*);
Hvor der blev Kæmpe-Viser fleest
Var dog af Kraft og Skjaldskab Meest,
Og hvor Man sang de Viser bedst,
Sikkert faae Kæmper en Valhalds-Fest,
Opskærs-Gilde i Ægers Sal,
Naar der indhøstet er paa Val,
Steen-Stuen feiet med Laurbær-Kost,
Bægeret fyldt med Idunnas Most!
Ja, hvor med Lyst de Piger smaa,
Som lode siden Vugger gaae,
Lytted til Kvad om gamle Nord,
Vinge-Vølund og Age-Thor,
Der vist leger nu mangen Pog
Ind sig i Nordens Billed-Sprog,
Der vist mangen en Unger-Svend
Ønsker sig Kæmpe-Sværd ved Lænd!

* 383

Derfor, I Børn af Kæmpe-Æt!
Hører mig dog, forstaaer mig ret!
Tungen er Sværd og Pennen Spyd,
Skjoldet er Vidd og Daaden Dyd,
Slaget giælder kun Last og Skam,
Hunde-Sjæle i Folke-Ham,
Dem der gnave paa Askens Rod,
Skylle kun Bleer i Kvasers Blod,
Dem der trampe paa Bifrøst-Bro
Grovt med en Lap af Lokes Sko,
Dem der trumfe hvor Aser boe
Bredt i Bord med en Hrungner-Kno,
Drikke derpaa syv Boller Puns,
Asgaard og Valhald skal gaae tilbunds,
Freya og Sif kun finde Havn,
Ved deres Gunst i Jette-Favn,
Sif til at sidde i Hald paa Stads,
Vanehjems Diis til Spas og Fjas,
Mens alle Guder med Spot og Spee
Nævnes kun der, hvor Nisser lee!
Dem kun giælder vort Hammer-Slag,
Alt som i Gaar, til Domme-Dag,
Deres Pande faae Last og Skam,
For de misbruge vor gode Hamm;
Men deres Blod har ingen Nød,
Smøre vi vil os ei paa Kiød,
Ikke engang bruge Risp og Syl,
Mod deres Gnæggen, Bjæf og Hyl,
Kun bruge Mund, som vi kan bedst,
Over dem age med Thor i Sky,
Springe dem over paa Odins Hest,
Naar vi engang ride Sommer ad By,
Lade dem seile der' egen Sø,
Drømme sig drukne af Lethes Gammen,
Mens vi, ombord med Njord og Frø,
Seile til Luv dem sønder og sammen;
Lade dem ride i Jotun-Kraft,
Baade paa Grissel og Koste-Skaft,
Ride paa Kaal-Stok, Hør og Hamp,
Rene Former og Gas og Damp,
Ride til Bloks-Bjerg og til Troms,
Der at sidde med Thrym til Doms,
384 Der at thinglyse for Thurs og Trold:
Age-Thor ret er en vanskabt Knold,
Værd kun at bruge til Hulvei-Fyld,
Var det ikke for Mjølners Skyld!
Odin primer, den Sag er reen,
Og da hans Hest bruger otte Been,
Skam han kun har af de store Spring
Med en saa unaturlig Ting!
Frey vel skinner i Ælve-Sal
Er dog immer en Maanskins-Ka'l,
Kiøbde sig Kys for Guld og Sværd,
Er ei et Gran af sin Lykke værd!
Ælve-Kongen et Skib ham gav,
Ælve-Piger et Taare-Hav,
Stout han seiler, men uden Roer,
Uden Bestik og Lods om Bord,
Kommer i Land men kun med Skam,
Kun som et Lykkens Dægge-Lam!
Balder alene, ja han er sød,
Salig at prise, thi han er død!

Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret!
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn,
Og som den sig med sund Forstand
Rimer i Øine-Forblindelsens Land,
Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Bjørn
Skaber nu meer af umyndige Børn,
Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,
Blev dog tilsyne som Folk er flest,
Kan ei begribe, hvad Frihed er til
Uden at giøre det Onde Man vil,
Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot
Men paa dem alle, som har det godt,
Og mellem Dyr tør broute af
Aandelig Byrd og Adelskab!
Frihed lad være vort Løsen i Nord,
385 Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky:
Tankens og Troens og Vidskabens Land,
Ligest af synlige Ting dog en Strand,
Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,
Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp!
Tankens og Troens og Vidskabens Hav,
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
Pranger med Borge og skyhøie Bjerge,
Vrimler af Aser og Alfer og Dværge,
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og selv hvad Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende Ord!
Kalde det Frihed kun hvo som har Lyst
Fenris at løse til Ragnaroks-Dyst,
Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,
Vinder Forlov til at bruge sin Mund!
Fri være Loke, som Brage og Thor!
Jetter kun fængsler det vingede Ord,
Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,
Vækkes af Dvale til seierrig Strid!
Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,
Som ikke ændres men arges ved Baand,
Virker skinbundet det Værste i Løn,
Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!
Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,
Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,
Men kun bestride med Ord og med Aand
Hvad ei kan røres og gribes med Haand!
Bundet kun være det glubende Dyr,
Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!
Eenarmet stander med Æren da Tyr,
Magtesløs spotter kun Loke den Brave!

386

Fortale.

Da jeg sidste Efter-Aar besluttede mig til at levere det Skilderi af As-Gaard, for hvilket jeg, giennem en Række af Aar, var i den lille Læse-Verdens Giæld, der med Gunst optog Grund-Tegningen, faldt det mig lykkeligviis ind, at netop fem og tyve Aar var forløbne, siden jeg første Gang skrev om Sangene i Edda, saa det var egenlig mit Sølv-Bryllup med Nordens Myther Skribenten her skulde holde. Lykkeligviis, siger jeg, ikke fordi jeg tænker, Læseren skal finde det Indfald ligesaa fornøieligt som jeg, og lade Bogen nyde godt deraf, men fordi det, som Man veed, især kommer an paa Skribentens Stemning, om Bogen skal blive munter eller kiedsoinmelig, og fordi, som jeg har bemærket, næst Kiedsommelighed, lader dog ingen Sinds-Stemning sig bedre meddele ved Pennen end Munterhed. Havde nu Tanken om Sølv-Brylluppet været blot et flygtigt Indfald, der kun beroede paa Aars-Tallet, da vilde den vist nok ikke udrettet saa store Ting, som det er, tilgavns at opmuntre en aldrende Skribent, der klarlig ser Af-Magten i de Bog-Staver, Man, kun af gammel Over-Tro paa Runerne, har tilskrevet Al-Magt; men nu pegede kun Aars-Tallet paa hvad jeg under Arbeidet stedse dybere følde, og klarere indsaae, var baade Gammen og Alvor. Jeg skrev nemlig fordum om Nordens Myther, ikke blot for at skrive en Bog, men især for, om mueligt, at meddele Læseren min Ungdoms-Kiærlighed og Begeistring for dem, og skiøndt det naturligviis mislykkedes, fordi, naar Pennen giver allerbedst Blæk, giver den dog ikke en Draabe Kiærlighed eller Gnist af Begeistring, saa fandt dog Publikum, at Kiærligheds-Brevet røbede en hemmelig Forstaaelse mellem Skribenten og den usynlige Diis, saa der var eller blev vel et Par af dem. Og naar jeg da nu følde, at, efter fem 387 og tyve Aars Forløb, betragtede jeg Nordens Myther med samme Øine, som da de først begeistrede mig, og naar jeg hvert Øieblik opdagede flere af de forborgne Yndigheder, jeg i Ungdommen ahnede og rask forudsatte hos den Elskede; da maatte det nødvendig slaae mig, at jeg dog i Grunden var En af de faa lykkelige Beilere til Vidskabs-Brude; thi ingensteds er jo de lykkelige Ægteskaber sjeldnere end i Literaturen, hvor, uden at regne de utallige Mis-Parringer og saakaldte Fornuft-Giftermaale, selv Digteren tit bliver kied ad sin Muse, saasnart Hvedebrøds-Dagene er omme, og hvor de faa Videnskabs-Mænd, der i Ungdommen var begeistrede Elskere, næsten uden Undtagelse i Manddommen svigte den Udkaarede, og blive Trælle af hendes eller af en anden Dises Kiøkken-Terne. Vel havde besynderlige Omstændigheder ogsaa i min Middel-Alder videnskabelig skildt mig fra min Ungdoms-Kiæreste, men jeg var blevet hende poetisk og historisk tro, og mærkede nu, da vi mødtes igien, at den videnskabelige Skilsmisse, i og for sig selv, ei har meer at betyde, end den legemlige, ved Udenlands-Reiser eller andre Hindringer, som er langt fra at forstyrre et lykkeligt Ægteskab, men giør det netop lykkeligere, ved at giøre det friere og ligesom forynge baade Brud og Beiler. Vel fandt jeg, der, i min Fraværelse, havde været andre Beilere til Bruden1, men det var langt fra at forknytte mig, det morede mig tvertimod, da jeg baade stod og staaer endnu i den Formening, at de ingenlunde har stukket mig ud hos Fruen, men at hun snarere har havt dem lidt til Bedste, og selv om jeg heri skulde tage Feil, vil Læseren dog sikkert indrømme mig, det i slige Tilfælde er klogest at lade, som Man var baade blind og døv, da hvem der ei kan tie med Skaden, faaer Skammen i Kiøbet. Jeg tør derfor haabe, Læseren vil fmde Beskrivelsen af Sølv-Brylluppet, som jeg herved har den Ære at sende, efter Omstændighederne, ret moersom, og det er alt hvad jeg forlanger, ikke fordi jeg jo gierne vilde unde Læseren virkelig Deel i Giæste-Budet, men fordi jeg indseer, det er i Grunden dog at spille Giæk med Folk, naar Man rækker dem en Beskrivelse af et Giæstebud, og yttrer det Haab, at Maden vil smage og Vinen oplive dem, uagtet de naturligviis maa sidde med tørre Munde, hvis de ikke beværte dem selv. Jeg veed jo nok, at en saadan Bekiendelse klinger sært i vore Dage, da det hardtad i Aandens som i * 388 Legemets Verden reent er glemt, der gives nogen anden Rigdom end Papir; men skal Man ikke midt i sin drømte Rigdom blive saa forarmede, som Ny-Grækerne f. Ex. midt imellem de ypperste Bøger paa Moders-Maalet, da maa Man sandelig snart lære at betragte enhver god Bog blot som en Vexel, den tilsvarende Mund maa indløse med Ord saa gode som rede Penge; thi hvad Hexeri der end ellers kan være ved ramme Runer, Livet, som de fattes selv, kan de dog umuelig enten give eller opholde.

Dog, for at komme tilbage til Beskrivelsen, da vil Læseren strax see, at jeg ved mit Sølv-Bryllup har behandlet Ord og Anskuelser saa frit, som Man behandler Mad og Drikke, naar Man giør Gilde, og enten er ingen Gnier, eller dog En, der gik Hul paa, og at de Giæster, der ei kunde finde dem i den utvungne Munterhed og Fritalenhed, ei der havde andet Raad end at liste dem bort, da jeg havde fast besluttet paa min Bryllups-Dag hverken at læmpe mig efter Suur-Muler eller pertentlige Folk. Dersom mine Med-Beilere skulde komme for Skade og læse Beskrivelsen, vil de kanskee tænke, jeg har stiklet paa dem, men, er de billige, vil de finde, jeg har kun gjort, hvad Man aldrig maa fortænke gamle Elskere i, thi har Man virkelig stukket mig ud, maa Man sagtens unde mig den fattige Trøst at være blind derfor, og har Man det ikke, maa jeg jo dog nødvendig tage Villien i Gierningens Sted. Desuden, saa veed mine Kyndinger nok, at al den Naade Mythographerne har viist mig i Løbet af de fem og tyve Aar, er, at lade som jeg enten aldrig havde været til, eller var dog død og borte, og naar jeg nu ikke desmindre var lyslevende, kunde de umuelig vente mere Naade af mig igien, end at naar jeg kom til Orde, eller greb dog Pennen, jeg da gjorde dem samme Skiel. Det kunde vel synes ædelmodigere at lade øm, og skiøndt jeg er ingen stor Ynder af Skue-Spil, giør et smukt Skin dog ogsaa Indtryk paa mig; men deels veed Læseren nok, at et tvungent Væsen, det være saa dydigt som det vil, er dog slet ikke moersomt, og deels er jeg virkelig endnu literær Kiætter nok til at troe, det i Grunden er langt dydigere at bestride herskende Unoder, med Vaaben der kan bide paa dem, end enten at bukke for dem eller sukke sig fordærvet over dem. Er det kun derfor, som jeg, ganske alvorlig talt, troer, en stor og farlig Unode at betragte og behandle de gamle my thiske Rim-Smede som Klokke-Faar, der kun lod Munden løbe fordi de havde ingen Pen at skrive Almanakker med, er det en stor Unode, da er det 389 unægtelig en god Gierning, billedlig at slaae Mythographer ihjel for et godt Ord; thi saaledes betragter og behandler Man jo unægtelig Mythe-Smedene, naar Man vil indbilde Folk, at de med alle deres store Sind-Billeder kun vilde afbilde hvad alle Folk saae for deres Øine og hvad der nu ikke engang taales i Almanakken. Vel kan Man indvende, at baade de gamle Mythe-Smede og deres Tilhørere har alt været døde saalænge, at de er nær ved at staae op igien, saa det kan være dem det Samme, hvad Man skriver om dem, men at Mythographerne og deres Læsere endnu tildeels er levende Folk, som dog ikke kan være ganske ligegyldige ved bogstavelig at rives ned; men Sagen er, at det giør en mærkelig Forskiel baade paa Folke-Livet og paa Menneske-Livet, med hvad Øine Man betragter de gamle Guder, Folk og Skjalde, saa her maa Man tage sig af de Døde for de Levendes Skyld, og kan ikke drive Nænsomheden mod Mythographerne og deres Læsere videre, end til, saavidt mueligt, at betragte dem som Anonymer, der kanskee ogsaa er døde og borte og, hvis ikke, kan tye til det Huus-Raad at tie med Skaden.

Jeg skulde herom ikke været saa vidtløftig, men nøiedes med at sige, at mine Med-Beilere til Disens Gunst har Intet at klage, da jeg kun stikler lidt paa deres Foræringer og Kiærligheds-Erklæringer til hende, hvad dog vel maa være en gammel Elsker uformeent; dermed skulde og vilde jeg ladet det beroe, naar jeg ikke vidste, at Læserne endnu have anderledes høie Forestillinger end jeg om Dommedags-Slag med Penne-Fiere, der dog visselig slaae ingen Mand af Hesten, ei engang af Hel-Hesten, end sige da af Sleipner eller Pegasus, som jo dog er de Heste, Mythographerne bogstavelig vil ride til Vands. See, derfor maatte jeg et Øieblik dvæle ved Skygge-Fægtningen paa Papiret, som om det var noget ganske Andet, men derfor maa jeg dog ikke glemme hvad det virkelig er, eller indbilde mig at jeg med Pennen kan giøre min Betragtning af Fædrene og deres Guder virkelig giældende; thi tør jeg end mene, min Staal-Pen kan holde nogle Gaase-Fier Stangen, maa jeg dog vide, den kan umuelig hamle op med de mangfoldige Munde, den Chinesiske Betragtning af Himmel og Jord, med alt Mellem-Værende, har til sin daglige Tjeneste, og for disse Mundes Skyld er det dog ene, jeg hvæsser Pen mod andre Penne, der jo kun er uskyldige Redskaber i Mundens Tjeneste. Saalænge derfor min Anskuelse kun staaer paa Papiret, kan mine Med-Beilere trøstig hæve sig over den og lee ad den, thi jeg er aldeles vis paa, at 390 min Bog kan hverken svare dem eller deres gode Venner Et til Tusinde, og det er da egenlig kun for Løiers Skyld jeg hvisker den i Øret, som den ikke har, hvad den skulde svare, hvis den kunde, som den ikke kan, naar Man siger til den, hvad Man sikkert vil: det kan være pudsigt nok, hvad du vil indbilde os, ligger i de gamle Æventyr; men det er klart at det er Noget, de gamle Mythe-Smede aldrig drømde om, og derfor er din hele Anskuelse død og magtesløs. Da imidlertid, efter Ord-Sproget, Alvor og Gammen giør godt sammen, beder jeg herved min Bog besvare ovenmeldte høistrimelige Indvending bogstavelig saaledes: I veed jo nok, godt Folk, at jeg er ikke skaaret for Tunge-Baand, men det er min Faders Ord, og ikke mine, thi han siger: sæt nu ogsaa, at jeg med Hexe-Konster havde forgjort nogle gamle Potte-Skaar fra Brænd-Old og Høi-Old, som Folk kun brugde til at bære en Gnist Ild, tage en Taar Vand og lægge en Smule Aske i, sæt at jeg havde forgjort dem til Speile baade for det Nordiske og det Universai-Historiske Menneske-Liv, saa var det jo dog ingen Misgierning og heller ingen Ulykke, da den historisk-poetiske Selv-Betragtning deri blev lige nyttig og lige kraftig. Det gruelige derved blev altsaa kun det, at jeg i Aanden, altsaa i Grunden, var Odin selv, eller som Rühs 1 alt for smigrende fordum kaldte mig »Asa-Lærens store Skaber«, og det kunde jo falde besværligt nok at svare til, men naar endelig galt skulde være, fik jeg jo at finde mig deri, og see til at skikke mig derefter, ved, snarest mueligt, at avle en Flok Gude-Børn til As-Gaards Befolkning, da det naturligviis var alt for kiedsommeligt ret længe at være ene om al den Pragt og Herlighed! See, det var Svaret, som Ingen hørde, men er dog en Spas, der muelig kan blive Alvor!

* Christianshavn den 12te August 1832.
N. F. S. Grundtvig.
391

Indledningen.

1. Universal-Historisk Vidskab.

Nordens videnskabelige Kald - Det tredobbelte Romerske Aag: Keiserligt, Paveligt og Classisk - Den Christelige Anskuelse som Kilden til universalhistorisk Betragtning af Menneske-Livet - Fortroeligt Bekiendtskab med Old-Tiden som Grundvolden for Historisk Vidskab - Latinsk Krage-Maal en Gru for Aanden og en Pest for alle Tunge-Maal - Ny-Græsk aabner en levende Forbindelse med Old-Tiden, ligesom Islandsk med Middel-Alderen - Forholdet mellem Universal-Historisk Lærdom og Folkelig Dannelse som mellem Livets Gaade og Tidens Tarv - En Borgerlig Høi-Skole maa opveie den Lærde - Mundens Forhold til Pennen som Livets til Døden - Bøger og Boglig Konst - En Universal-Historie som Konstens Mester-Stykke - Genesis, det Græske Musæum og Heimskringla - Væddeløbet med Roms Skygge - Universal-Historiens Prophet William Shakspear.

2. Myther og Mythologier.

Mythen et mundtligt Ord paa Billed-Sproget - Poesi ældre end Prosa, og Munden, ei Pennen, Ordets Vugge og levende Redskab - Den Romerske Pasqvil paa Mythe-Munden, en Troes-Artikel i den sorte Skole - Ebræer og Romere Old-Tidens Konst-Folk-Selv hos dem, som hos hver Enkelt-Mand, Ungdommen Phantasiens, Mellem-Alderen Følelsens og Alderdommen Efter-Tankens Tids-Rum - Hos Grækerne som Old-Tidens Natur-Folk er denne Orden endnu synligere og i hele Menneske-Slægtens Old-Tid, Middel-Alder og Efter-Aar umiskiendelig - Et mundtligt Ord, som Aandens og Anskuelsens Liv-Udtryk, Udviklingens Sjæl og Betingelse - Hos det Israelitiske og det Christne Konst-Folk et lille Kirke-Ord - Hos Natur-Folkene hele Billed-Sproget, hvori deres Aand eller Livs-Kraft boer, kan indslumre og opvaagne - Det skrevne Ord er et billedligt Udtryk, som, taget egenlig, føder Bogstav-Troen, Aandens Helsot - Forsøget paa at vække det aandelig uddøde Romer-Sprog - Ethvert Folks Myther udtrykke dets høieste Livs-Anskuelse og er da altid prophetiske i samme Grad som Folket virkelig nærmer sig sit Ideal - Hoved-Folkenes Myther er universal-prophetiske - Græker og Nord-Boer de eneste Hoved-Folk, hvis Myther kan aandelig oplives fordi deres Aand slumrer i Billed-Sprogets levende Levninger - Grækernes Historie om Old-Tidens Middel-Punkt - Forholdet mellem Phantasi og Forstand, Forestilling og Begreb - Begeistringen som Mythernes Kilde-Spring - Kroniderne og Persephone - Philosophien og den Dramatiske Poesi.

392

3. Nordens Kæmpe-Aand.

Krig og Fred i Aandens Verden - Forskiellen mellem Kamp og Slags-Maal - Hyrde-Livet i Øster-Leden, Borger-Livet i Grækenland og Kæmpe-Livet i Norden - Det sortladne Hav som Kæmpe-Livets og det Nordiske Dramas Vugge - Nordens Aand og Engelands Historie - Middel-Alderens Chaos - Den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske Udvandring fra de tre Nordiske Riger - Nordens og Historiens Aand een og den samme - Hvordan Livet hængde i os trods den sorte Død - Engelsk-Manden og Danne-Kvinden - Poesien og Skue-Pladsen - Saxo den eneste poetiske Grammatiker - Holberg og Skole-Fuxeriet som Thor og Midgaards-Ormen - Nordens Mythe-Bøger - Old-Sagn og Historisk Critik - Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal - Eivind Skalde-Spilder, og Island som et aandeligt Joms-Borg - Kæmpe-Viserne - Vøluspa, Grimners og Vafthrudners Maal, Vegtams, Thryms og Hymers Kvide, Skirners Reise, Hyndlas Sang, Loke-Gluffen og Ravne-Galderet - Volsung-Kviderne og Vølunds Kvide som de udvandrede Gothers Bjarke-Maal - Gylfe-Legen, Brage-Snakken og Skalda som en Nordisk Poetik fra Middel-Alderen - Old-Sagnene hos Saxo - Bjovulfs-Drape.

393

Fremstillingen.

  • Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal.
  • Alfader og Nornerne.
  • Asken Ygdrasil.
  • Urdas og Mimers Kilder.
  • Koen Ød-Humle.
  • Jetter og Rim-Thusser.
  • Vætter, Alfer og Dværge.
  • Aser og Vaner.
  • Odin, Hæner og Løder.
  • Balder, Høder og Vale.
  • Thor, Uller og Tyr.
  • Brage og Idunne.
  • Mimer og Heimdal.
  • Njord og Frei.
  • Asynierne.
  • Loke og hans Afkom.
  • Fimbul-Vinter og Ragna-Roke.
  • Fornyelsen.
  • Hengst og Hors.
  • Asa-Kviderne.
  • Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger.
  • Hredlinger og Vægmundinger.
  • Volsunger og Nifl unger.
  • Vølund Vinge-Smed.
  • Hervor og Hilde.
  • Suttungs-Miød.
  • Ægers-Gildet.
  • Thorkild Adelfar.
  • Hakonar-Maal.
  • Norne-Giæst.
394

Indledning.

1. Universal-Historisk Vidskab.

Femhundrede Aar er nu henrundne siden Dantes Dage, hvorfra Man pleier at datere Videnskabernes Gienfødelse, og vi Nordboer maae vel studse derved, naar det falder os ind, at Dante netop fødtes i Slutningen af Valdemar Seiers og Hakon den Gamles, Saxos og Snorros, Aarhundrede, hvormed Nordens Aand hensov; men ørkesløs Studsen var aldrig mere ubetimelig end nu, da Alt er af Lave, saa, hvor der skal times Redning fra det store Skib-Brudd, maa Man nødvendig lære kun at studse et Øieblik, selv ved det Besynderligste, og da virke med fordobblet Kraft og klaret Besindighed. Istedenfor da at fordybe os i ørkesløs Grubien over Skæbnens underfulde Gang, skal vi stræbe at forstaae Saameget deraf, som vi for Øieblikket behøve, til at kiende vort Kald og til at skride ret frem paa vor betegnede Bane; thi Klarhed i Grunden og i det Hele, den Alt giennemtrængende Klarhed, er vel nødvendig Maalet for Alt hvad der er sig Liv og Aand bevidst, men just fordi den er Maalet og Kronen, just derfor kan den umuelig tillige være Vandrings-Staven paa Veien, eller Hjelmen som smykker vort Hoved i Kampen. Aldrig har derfor Menneske-Slægtens Fiende udruget en Løgn, saa fordærvelig som den, at Klarhed skulde være Lysets, og Haandgribelighed Sandhedens Fødsels-Mærke, thi Intet under Solen frister saaledes de Bedre og mest Opvakte, som Skinnet af Fuldkommenhed, og Intet er dog heller vissere, end at de som gribe derefter, forfeile Maalet, som de derved ikke blot tabe af Sigte, men vende sig fra.

Ja, dette ulyksalige Mis-Greb er det aabenbar, som ei alene gjorde mange af de dybeste Tænkere til Misledere i den Kreds, 395 de vilde oplyse, men som har forvandlet de ypperste Folke-Færds Levnets-Løb, baade fordum og nu, til store Sørge-Spil, saa en begeistret Ungdom og en daadfuld Manddom kun efterlode sig en aandløs, nøgen Alderdom, hvori de barnagtig gribe efter Skin, og lege med Skygger, til de synke i Mulm, og lære for seent, at Skinnet bedrager, og at Menneske-Livet gaaer tabt ved den Forklaring som giør det til en Skygge!

Det skal derfor hverken undre eller bedrøve os, at den Italienske Videnskabelighed, der altid var et Skin-Begreb, og frembragde kun Skygge-Værk i Aandens Verden, at den i Grunden er forgaaet med det forrige Aarhundrede, og stræber kun forgiæves, som sin egen Skygge, at reise sig igien i det Nærværende; men vi skal forstaae, at nu kommer Raden til os, saa enten maa Vindenskabelighed uddøe, eller i en høiere Orden gienfødes i Norden. I Norden, siger jeg, fordi det maa være Aandens Udgangs-Punkt, skiøndt ei dens Grændse; thi gaae vi tilbage til det Trettende Aarhundrede, da den Old-Nordiske Aands-Udvikling afbrødes ufuldendt, og, som det kunde synes., ubetimelig, da see vi, al i de foregaaende fem, sex Aarhundreder, fra Aar 700 at regne, udstrakde en beslægtet aandig Stræben sig over England, vort Norden, og en Deel af Tydskland, hvorved de udvandrede Angel-Sachser staae i Spidsen, medens de Danske og Islænderne slutte Tids-Rummet, som dets Historie-Skrivere.

Denne Gang maa imidlertid det kværsiddende og ei det udvandrede Norden blive Aandens Hoved-Hjul, eller der bliver ingen Nordisk Videnskabelighed, thi de udvandrede Stammer ere enten udgjorte, eller have dog tabt Saameget af deres old-nordiske Præg, at det er et Spørgsmaal om de vil følge med, men Intet, om de kan føre an, som var en reen Umuelighed. Aldrig tiltaledes derfor vi Nordboer alvorligere af Tidens Tegn, end nu, aldrig udgik saa aabenbar Menneske-Aandens Kald til os, med det store Spørgsmaal: vil I give Afkald paa den Krone, eders Fædre og udvandrede Frænder have kæmpet saa mandelig for, eller vil I, med klaret Besindighed, optage de gamle Fod-Spor, og efterligne ikke Kæmpe-Fagterne, men Kæmpe-Skridtene, som efterlignes kun virkelig af hvem der tager dem! Vil I det Sidste, vil I det Bedste, siger Aanden, da betænker hvad der fattedes i det Udviklings-Begreb om Menneske-Livet, som opløste sig i Tomhed og Afmagt; vover at omfatte Menneske-Begrebet i dets hele, baade høie og dybe, himmelske og jordiske, Dunkelhed, hvis I nogensinde 396 vil see det forklaret, og stræber da, som Nordiske Mænd, med forenede Kræfter, med giensidig Opoffrelse af alt det Særskildte, som ikke Ærlighed og Sanddruhed helliger, og som derfor ei er mindre uforeneligt med den sande Klogskab end med den ægte Kiærlighed! Grubler ei, men søger Lys, hvor Tiderne vidne og vise, det findes, og vandrer og virker i Lyset, da vorde I dets Børn, da opdage I dets Hemmeligheder og arve dets Glands! Nei, grubler ikke paa hvad umuelig kan udgrundes før det er oplevet, men bruger Livet til hvad der er det værdt, og kan sætte det i Lys, og nøler ikke, thi nu er hvert Øieblik kostbart, nu trække Stammerne Lodd for sidste Gang i eders Verden, og for seent er her det Værste, thi det er Alt forspildt!

Ja, det er klart for hver Aand, venlig eller fiendtlig, god eller ond, at den Videnskabelighed, som sidst blev pleiet, fik under den Franske Revolution sit Bane-Saar, og maa enten gaae til Grunde, som den gamle Græske, Romerske og Nordiske, eller den maa optages forklaret i en Høiere, der kan oplive den, thi den er allevegne løsrevet fra Folke-Livet, altsaa død, og staaer, som alt Dødt, i sin nærværende Skikkelse, fiendtlig mod Menneske-Livet. Og hvad Under, at denne Italienske eller Ny-Romerske, Kloster-Latinske, Pavelige Aands-Cultur, der lige fra Begyndelsen var et Konst-Værk, som Dantes Divina Comoedia, eller dog en Drivhuus-Plante, ei kan forlænge sine Dage over de fem Aarhundreder, denne Phønix-Alder, som synes at være de talte Dage for Enhver, da selv Grækenlands og Nordens Cultur, skiøndt udsprungne af Folke-Livet og dermed venlig forbundne, ei kunde overskride det Tids-Rum. Egenlig, sagde jeg, er den alt forgaaet med forrige Aarhundrede, thi den er uddød paa Fast-Landet, og opmanes kun forgiæves, saa det er kun i England den endnu har en Slags virkelig Tilværelse, som Man vil see, naar Dantes Død ogsaa der, som Freys i Upsal, ei meer kan skjules, eller naar de Kolossalske Høi-Skoler i Oxford og Cambridge styrte, og knuse i Faldet Alt hvad der støtter sig til dem. Og disse herlige Kolossalske Mindes-Mærker, ikke af den smaavurne, aandløse og livløse Belæsthed, der kun har misbrugt dem, men af Angel-Sachserens og Normannens Nordiske Aand, som næsten har været bandlyst fra dem, de maae styrte med det Aller-Første, dersom de ikke reformeres bedre, end de saakaldte Radical-Reformatorer ønske, thi det er kun i Bund og Grund at ødelægge dem.

Min Pen kan derfor umuelig tolke det, hvor inderlig jeg ønskede 397 mig en Røst der kunde høres, ei blot paa hin Side Sundet og Dovre, men paa hin Side Nord-Søen med, og en Svada paa mine Læber til at overtale alle dem, hos hvem der end rinder en Draabe Nordisk Blod, hvori Aand afspeiler sig, saa de forenede dem, og lagde Grunden til en Ny-Dansk: levende, folkelig, og altomfattende Aands-Cultur og Videnskabelighed, lagde Grunden dertil, medens Ruinerne fra Fortiden endnu lade sig redde og gavnlig anvende.

Dog, kan Pennen ei engang tolke mit Ønske, fordi den er stum af Moders-Liv, da kan den endnu mindre tale for min Anskuelse af Øieblikket, af Livet og Vidskaben, saa, naar jeg desuagtet stræber at beskrive den, da er det kun i det Haab, at overalt hvor Man vil laane Øre til Sandheds Røst og Klogskabs Raad, der vil ogsaa findes Øine som see, og Tunger som frit udtale, hvad der er Aandens Krav og Tidens Tarv.

Jeg paastaaer da først, at der er intet Land, hvor den Romerskitalienske Videnskabelighed er saa grundfæstet, som i Engeland, hvor den, aldeles uafhængig af Staten, har selv tilstrækkelige Midler til sit Ophold, saalænge blot Eiendoms-Retten maa giælde, og hvor Folket har sværmet for, hvad den giennem Aarhundreder, saa at sige daglig, udklækkede: Mechaniske Kæmpe-Værker og Parlementariske Torden-Taler, saa, naar den styrter der, da er den ingensteds at redde.

Men jeg paastaaer ogsaa, den er ikke værd at redde, thi den staaer fiendtlig mod alt virkeligt Liv i Aandens Verden, og er derfor saa langt fra at lede til nogen Forklaring af Livet og Aanden, at den tvertimod alle sine Dage, undtagen da Luther et Øieblik spændte den for Aandens Triumph-Vogn, har ledt til Folke-Død og Aands-Fornægtelse.

Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Øine i Christendommens Lys, da faaer Man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiør, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nødvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig. Denne Græsk-Nordiske eller Ny-Danske Livs-Udvikling og Aands-Dannelse er det, som giver Nordens Myther, hvori Spiren dertil var nedlagt, universal-historisk Vigtighed, og især for os et uskatteerligt Værd, og det er den Vidskab jeg ønskede her at give et Omrids af, saavel i sig selv, som 398 i sin Modsætning til den Romersk-Italienske Livs-Plage og Aands-Fortærelse.

Vist nok finder jeg mig forlegen ved at skulle beskrive, hvad der, som Livet i sin Modsætning til Døden, kun lader sig udtale med levende Røst, og tillige ved at skulle afhandle i Forbigaaende, hvad der kræver en omhyggelig Udvikling, men jeg vil haabe, at Nordiske Læseres Tanke blot behøver at henledes paa det Romerske Uhyre, og paa den Nordiske Kæmpe-Slægt, som gav den Rim-Thurs Bane-Saaret, saa staaer det dem langt klarere for Øie, end jeg kan skildre det, hvilken Gru det er for Menneskeligheden, og Skam for Nordens Kæmpe-Sønner, at den slet nedmanede Jettes Gienfærd, opsteget af de Pontinske Moser, har giennem fem Aarhundreder, deels i skuffende venlig og deels i aabenbar fiendtlig Skikkelse, underkuet Folkene, og i Ørne-Ham udhakket deres Øine, udsuget deres Hierte-Blod.

Ja det er ikke alene en Natur-Nødvendighed, at et Folks Literatur maa være det ligt, og hvilken Pestilents maa da ikke den Romerske være; men det er tillige en historisk Kiendsgierning, at hardtad hele den Romerske Literatur, især den Skiønne, er eftergiort Arbeide, er ei, som den Græske og Old-Nordiske udsprunget af Folke-Livet og opelsket giennem Aarhundreder, men giort paa Kiøb og til Stads, mest i Tyrannen Augusti Dage, til at kildre hans Øren, og forgylde de Lænker, det havde været Roms Konst og Vidskab at smedde til Folkene trindt om det store Middel-Hav, og var nu blevet dens velfortiente Løn at bære nærmest selv. Dette er en tør, urokkelig Sandhed, og hvad det nu maatte blive for en Konst og Vidskab, der skulde udvikle sig af en saadan Literatur, naar den ovenikiøbet var blevet til et dødt Sprogs Lig, det var nemt at giætte, men tungt har det været at døie, tungt som Romer-Aaget i alle sine Skikkelser: som Lænkerne i de Romerske Keiseres, som Krog-Kieppen i de Romerske Pavers, og som Riset i de latinske Skolemesteres Haand! Lænkerne var det Nordboens og Tydskerens Kald at bryde, Kieppen var det deres Lyst at knække, men Riset har de hidtil ærbødig kysset, skiøndt det var netop det farligste, det fordærveligs te Vaaben i den skiulte Manddrabers Haand; thi det kiøs Livet af Mødrene, og udpidskede det af Børnene, saa de blev aldrig Mænd for at brække det.

Velan! brækket vil det vorde, hvad vi end giør, ligesom Lænkerne vilde blevet brudt af Barbarer, om der ingen Gother 399 havde været, og Krog-Kieppen knækket af Atheister, om ingen Luther var opstaaet; men det er ikke Aanden, det kan ikke være Menneskeheden ligegyldigt, om Riset brækkes af Jacobiner og Radicaler, af den raa Pøbel og de opsætsige Skole-Drenge, eller af dannede, besindige, for Konst ogVidskab varme Kæmper, saalidt som det fordum vilde havt eens Følger, enten Galer eller Angel-Sachser havde afløst Romerne i Britannien, enten Attila eller Theodorik var blevet Roms Herre, enten Luther eller Vanini blev Pavens Pestilents!

Nei, det giælder nu, som altid, om, naar Tyrannens Time slaaer, fordi hans Synders Maal er fuldt, enten han blot skal skifte Navn, og arges som han ældes, eller han virkelig skal styrtes og udryddes, det giælder om, enten vi skal have et Ny-Frankisk Barbari, der svarer til det Gammel-Frankiske, efter Roms Fald og Gothens Undergang, eller en Ny-Dansk Udvikling, der forklarer den Gammel-Danske, som hævede sig paa Roms Ruiner over den Nordiske Halv-Verden, og for det Sidste er det, jeg stemmer, derpaa har jeg arbeidet alle mine Dage, og ved Synet deraf haaber jeg at fryde mig i Aften-Stunden, uden at forfærdes af de tvetydige Varsler, jeg hidtil saae, da de, om end ingenlunde Blænd-Værk, dog for Største-Delen fremkaldtes af den Uklarhed, jeg, arbeidende mig ud af et Ægyptisk Mørke, umuelig kunde undgaae, men har nu tilbagelagt.

Naar jeg derfor nu taler om en Ny-Dansk Udvikling, da tager jeg ikke det Danske Navn i den indskrænkede Bemærkelse, hvori jeg hidtil ofte brugde og endnu tiere syndes at bruge og berømme det, men i den Old-Nordiske, da det udstrakde sig ei blot fra Eideren til Tromsøe, og fra Vester-Havet til den Finske Bugt, men ogsaa over Havet til de Nordiske Udiløttere paa Herkules-Øen. Ligeledes, naar jeg taler om Gienfødelsen af en Christelig og Gammel-Dansk Videnskabelighed, da mener jeg hverken to Stykker, Man maa være Digter for at rime sammen, ikke heller noget Christeligt, der er bundet til den Christne Troe, men en Græsk-Nordisk Udvikling, som, ved Hielp af den Mosaisk-Christelige Grund-Anskuelse, bliver levende og Universal-Historisk.

Enten Man nemlig er Christen eller Hedning (Naturalist), kan Man dog umuelig være Historiker, med Glimt af Aand, uden strax at see, baade at det i Grunden hverken var Skyther eller Barbarer, men den høiere Christelige Anskuelse, der i Roms Dage vidunderlig sønderbrød Menneskehedens 400 Lænker, at det var den Samme, der ved at gienfødes i Luther, gav den Romerske Pave sin Helsot, og at det er den alene som har givet den ny Folke-Verdens Tanke-Gang, Dannelse og Vidskab det Universal-Menneskelige Præg, som den gamle Verden fattedes, og som selv Roms Uvætte ei har mægtet at udslette, men kun at misbruge. En aandløs og livløs Videnskabelighed, der naturligviis ikke kiender nogen anden Forklaring end Opløsning, og sætter sin Ære i at kunne opløse alt Aandeligt i Vind og Veir, og Guddommen i de fire Elementer, en saadan Videnskabelighed som den Romersk-Italienske, der kun begeistres af Augusts gyldne Alder, som Ulve af Mand-Slæt og Orme af Pest, en saadan Videnskabelighed maa naturligviis i Grunden ansee Christendommen, der aabenbar forstyrrede den Romerske Oplysning og Lyksalighed, for en stor Ulykke, saa det er intet Under, den udleder Sammes forbausende Virkninger af idelt Sværmeri og Fanatisme, Løgn og Overtro, der kun sædvanlig af Verdens-Klogskab gives pænere, mere velklingende Navne. Men Man behøver hverken at være en Abekat eller en Romer, fordi Man er en Hedning, det har især Grækenlands og det gamle Nordens Poesie og Historie tilstrækkelig beviist, og naar Man blot er et virkeligt Menneske, som føler sig væsenlig adskildt fra alt det Umælende, og underlig beslægtet med de udødelige Guder, venlig tiltalt af Guds og Menneskets Aand paa alle de Tunge-Maal, Man kiender; see, da bøier Man sig dybt for den Aand, der paa Apostlernes glødende Tunger udgik i det levende Ord fra Jerusalem, og giorde Under paa Under, for Menneske-Vel til Jorderigs Grændser, aabner Menneske-Øiet til at overskue den vidunderlige Bane for Himlens og Jordens sammenavlede Børn, og aabner dem en smilende Udsigt over Dødens Hav til de Levendes Land, i Menneske-Faderens evige Rige.

Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jøde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandelige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han støder visselig Intet fra sig blot fordi det er underligt, og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Løsning, hvad han umuelig kan vente af hvad han som ingen Ting kan giennemskue. Derfor finder et saadant Menneske, han være for Resten af denne eller hin, eller af slet ingen bestemt Tro om Guddommen, sig aldrig tiltrukket af de giennemsigtig oplyste Folk, hvis hele Viisdom man i en Time 401 kan lære udenad, og turde næsten haabe at kunne giøre kloge Hunde klar, men tiltrækkes netop af de dunkle, dybe Naturer, som ahne langt meer end de see, føle langt dybere end de kan lodde, og tale begeistret langt høiere end de selv veed af. Og af saadanne Mennesker, som, trods al Romersk Oplysning, skye snarere den end Poesi som Pest, er der sikkert endnu en Mængde i vort Norden; thi selv har jeg mødt Mange som Taler og Skribent.

See, derfor er jeg vis paa, at naar man vaagner i Norden, og vaagne maae alle gamle Folk i vore urolige Dage, da vil Mange laane Øre til den Tale, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse være nu, poetisk og historisk, oprundet paa naturlig eller overnaturlig Maade, saa er det den eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet, som, ved at giøre sig giældende, da alle Hedningers Guder var uddøde, da al Aand var forsvundet, og Evighed kun et tomt Begreb, derved, og ved sine mageløs velsignede Virkninger giennem Atten Aarhundreder, har stillet gyldig Borgen for sin og for Christi Guddommelighed, saa den Anskuelse maa ligesaavel i Videnskaben som i Livet være Lede-Stjernen, vi stræbe at følge. Kun maae vi, før det kan skee, besinde os ei alene paa Forskiellen mellem Christendom og Bibel-Tro, men ogsaa mellem Christen Tro og Christelig Anskuelse, og skiøndt Man synes langt fra det, er Forskiellen dog baade saa klar og saa vigtig, at Erkiendelsen maa være nær.

Ja, det maa nødvendig snart blive indseet af alle oplyste Folk i det alvorlige, historiske Norden, at Trætten og Tviste-Punkten mellem Christne og Naturalister er ingenlunde Christi og den Christelige Anskuelses Guddommelighed, for hvilken de guddommelige Virkninger deraf giennem Atten Aarhundreder er et urokkeligt Kraft-Beviis, men Trætten er en ganske anden, der vel theologisk rigtig betegnes ved Spørgsmaalet om Christi evige Guddom, men historisk klart udtrykker sig i en modsat Tro om Natur-Mennesket. At Natur-Mennesket er skabt i Guds Billede og havde i Guds Livs-Aande Alt hvad han behøvede til at naae sin store Bestemmelse som en Guds Søn, derom maae alle Mennesker med Aand være enige, og at der meget tidlig er tilstødt ham et stort Uheld, der bragde Jorden hos ham i en skiæv Stilling til Himlen, Tiden i Mis-Forhold til Evigheden, og Menneske-Naturen i Vilde-Rede, det bevidner baade den daglige og den Universal-Historiske Erfaring for høit og klart, til at noget Menneske med Glimt af Aand og Gnist af Sandheds-Kiærlighed kan nægte det. Hoved-Spørgsmaalet er 402 ikke engang, hvad man skal kalde dette store Uheld, thi vel lider Naturalisten ikke Ordet Synde-Fald, der, som alle Fald, klinger lidt plat, og vil hellere sige Vildfarelse eller Aberration, men da det kan hedde begge Dele, og enhver Udskeielse fra den naturlige Bane unægtelig for en aandig Skabning maa være Synd og lede til Fald, maa Naturalisten indsee, det er heller ikke værdt at trættes om. Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig; thi her er ingen Middel-Vei, uden en magtesløs Tvivl-Raadighed, der enten maa være Overgang til en bestemt Tro, eller lamme al Virksomhed, og styrte os i Selv-Modsigelsens bundløse Afgrund, som er den evige Død og Aandens Helvede. Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund, skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger, og da først kan Erfaringen bevise, enten de Christne eller Naturalisterne fore vild, thi af Frugterne skal Træet kiendes, men saalænge vi ere kirkelig sammenblandede, er al vor Virkning chaotisk, og en ligesaa bitter som hensigtsløs Kiv uundgaaelig. De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egenlig Helbredelse er umuelig, men prise Daaben som et virkeligt Gienfødelsens Bad, hvori den Troende aandelig omskabes; og at opelske dette ny Menneske til en guddommelig Forening med Frelseren og Guddoms-Manden Jesus Christus, det er deres kirkelige Opgave, saavel i det Enkelte som i det Hele. Dette kan Naturalisten umuelig uden grov Selv-Modsigelse indrømme, men maa erklære den Tro for en grov Mis-Forstand, der vel ikke har kunnet tilintetgiøre den Christelige Anskuelses guddommelige Virkninger, men har dog høilig svækket dem, og hindret Forklaringen, saa han maa tvertimod paastaae, at den gamle Menneske-Natur baade kan og skal lade sig helbrede, saa det er slet ikke Meningen med Christendommen, at Man skal optages i Christus, men kun at Man skal aandelig optage ham i sig, som det guddommelige Forbillede paa hvad vi alle skal renses og klares til: Menneske-Børn der hæve sig til Guds Børn. Folk med Aand vil strax forstaae, hvor aldeles giennemgribende denne virkelige Mod-Sætning er, uden at det giør mere Forskiel paa vor Historiske Anskuelse af Christendommen, end de modsatte Theorier i Astronomien giør paa vor Beskuelse af Himlen, men giør netop samme Forskiel, 403 i det vi udlede de samme Phænomener af modsatte Grunde; thi i begge Tilfælde er det kun Spørgsmaalet, enten Solen gaaer om Jorden, eller Jorden om Solen, saa det er kun Tosserne, der bilde dem ind, at Jorden har Lyset i sig selv, eller at der kommer Dag efter Nat, uden at enten Jorden paa Ny maa søge Solen, eller Solen Jorden, altsaa aandelig talt: enten Guds Søn blive Menneskens Søn eller Menneskens Søn blive Guds Søn!

Først naar dette er blevet os klart, saa vi staae mod hinanden som Chaldæer og Copernicaner i Aandens Verden, ei uenige om denne, men kun om dens Love, først da kan vi holde Skole sammen, uden enten at slaaes om Bøgerne, eller, paa godt Paarsisk, slaaes med dem, men da kan vi det ogsaa, og indsee paa begge Sider, at forsaavidt Bøgerne kan afgiøre vor Trætte, maa det være de tilbunds forklarede Bøger, men at i Grunden afgiøres Sagen dog kun ved det Menneske-Livs Forklaring, Bøgerne ei udtrykke, men kun beskrive, og at det derfor slet ikke nytter os at trække Bøgerne ved Haarene, da Livet derved ikke forandres, men kun misbruges.

Vi gaae da til Bøgerne, ikke som Bog-Orme, der vil leve af dem: leve af Lig og Aadsler, men som levende Mennesker, der af Bøgerne vil lære, hvad vi ikke kan sige os selv: hvorledes Menneske-Livet yttrede sig i de forbigangne Tider, hvad Hindringer det mødte, hvordan det overvandt dem, og hvad vi deraf kan slutte, saavel om Menneske-Livets Natur og Beskaffenhed, som om den bedste Maade at fortsætte og benytte det paa.

Naar vi saaledes betragte alle Bøger som Bidrag til Menneske-Livets Historie: i hele Slægten, i de adskillige Folke-Færd og i Enkelt-Manden, da seer Man nok, der fremkommer en ganske anden Videnskabelighed, end den Dødbider, vi i Skolen skal forsage som Rimthusse-Værk, en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb, og med et fælles Øiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da først bliver Videnskabelighed i Sandhed praktisk, naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud paa dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse paa Livet, og i det Hele og det Enkelte, og de mest velgiørende Følger kan umuelig udeblive, intet Folk hos hvilket en saadan Videnskabelighed drives med Iver, kan være blindt for dens Vigtighed.

404

Men hvori skal den fælles videnskabelige Dannelse bestaae, hvad skal alle Studerende kiende?

Naar vi studere for Livets Skyld, da følger det af sig selv, at vi især trænge til at kiende de Kraft-Yttringer deraf, som ikke meer forekomme i den daglige Erfaring; thi hvad der daglig gientager sig for vore Ørne, eller hvad vi dog langt nemmere kan finde hos os selv, er det naragtigt at ville lære af Bøger, og det er da især den graa Old-Tid, vi Alle trænge til at studere; thi det var, som Slægtens Ungdom, aabenbar Aandens eller Phantasiens Dage, den Prophetiske Tid, da Kræfter, som nu kun virke mat og svagt, var de fremtrædende, og det er jo latterligt at ordne og skatte Kræfter efter deres svageste Eftervirkninger, saa, vil vi forstaae Mennesket i Alderdommen, maae vi kiende hans Ungdom*).

Herom kan mellem Folk af Aand ingen Uenighed være, og da vi egenlig kun har Bøger fra Tre af Old-Tidens Folk, som Alle ere Hoved-Folk i Universal-Historien, nemlig: Ebræer, Græker og Romere, kan der intet Spørgsmaal være om, at deres Bøger maae vedblive at være Hoved-Bøgerne i den lærde Skole, saa Tingen er kun at de skal skattes og benyttes ganske anderledes. Sprogene skal nemlig læres for Bøgernes og Bøgerne læses for Livets Skyld, istedenfor at Man hidtil, kun meer eller mindre, anvendte Livet til at læse Bøgerne, og læste dem for Sprogets Skyld, og denne bagvendte Cyprianus-Læsning, hvorved Man læsde Aanden fra sig, som om det var den Onde, maa nødvendig bandlyses, hvis Livet ikke skal forgaae men klare sig i Skolen.

Nu at ville af nogle Bøger sammenkludre sig et eget Krage-Maal, der duede til ingen Ting, uden at giøre Vind med paa et Catheder, det var saa aandløst et Indfald, at om det end ikke havde været det Romerske Uhyres Gienfærd man derved stræbde at opmane, og om det end ikke havde medført den gruelige Stile-Trældom, der udpidsker Livet af Ungdommen, som evig Havre-Sæd af Jorden, maatte dog Aanden, ved sin første Indtrædelse i Skolen, forjage al Tanke om saadan Tids-Spilde og Aands-Fortærelse. Den Romerske Røvers Sprog maae vi nødvendig lære at kiende, thi baade var hans Levnets-Løb kun alt for mærkværdigt, og hans Sprog er Nøgelen * 405 til saa stor en Deel af Middel-Alderens Literatur, og til de Romanske Sprog, at Ingen af os kan undvære det; men pine Livet af Ungdommen med det, det maae Slaver giøre, ei fribaarne Danske, ja gudebaarne Aser og Vaner!

Men skal de Lærde da ikke have et Sprog for dem selv og deres egen Mund? Nei, de skal ikke have et selvgiort Krage-Maal, som nytter til ingen Ting, men er fordærveligt i alle Maader, da Intet kan staae mere fiendtligt mod Menneske-Livet og Folkenes Moders-Maal, end et Tunge-Maal, sammensat af døde Bogstaver, og forgudet som et Sprog-Mønster, det har fem hundrede Aars sørgelige Erfaring saa rædsom klart beviist, at den vaagnende Aand snarere fristes til, hvad den dog ingenlunde maa, at bandlyse alle døde Sprog af den almindelige Skole.

Men de Lærde skal ikke alene have Lov til at bruge et Sprog, der aabner dem fortrinligt Bekiendtskab med Old-Tiden, de skal meget mere forpligtes dertil, thi det vil have de mest velgiørende Følger, naar det kun er et virkeligt, levende Sprog, og Ungdommen ikke plages dermed, men kun veiledes og opmuntres dertil. Valget kan heller ikke være tvivlsomt, thi kun Eet af de tre Hoved-Sprog fra Old-Tiden, nemlig det Græske, er endnu levende; og da det tillige aabner Adgangen til den eneste Literatur fra Old-Tiden, der egenlig kan kaldes saa, maae alle Folk med Aand ogsaa herom være enige.

Ventelig vil Dødningen ogsaa her foreslaae en Middel-Vei, nemlig: vel at giøre Græsk, men gammelt Classisk Græsk til de Lærdes Sprog, thi naar Man kunde slippe med at skræve fra den ene Grav til den Anden, var Døden reddet, men Aanden lader sig ei narre, og Ny-Græsk maa og skal det derfor være, først og sidst for Livets Skyld, dette store Fortrin, intet Andet kan sammenlignes med, end sige opveie, men dog ogsaa fordi Erfaring lærer, at Børn lærer bedst baade at læse og skrive, naar de først har lært at tale, om Bog-Sproget end er ligesaa forskielligt fra hvad de hørde hiemme, som Dansk i vore Bøger er fra Jydsken i Munden, og længere ligger Gammel-Græsk slet ikke fra det Ny.

Dette er da, som Skridtet op af Graven til levende Folk, det Kæmpe-Skridt, det lærde Væsen maa giøre, for at blive en Velsignelse istedenfor en Lande-Plage, thi bliver kun det levende Sprog, der giør fortroelig med Homers, Herodots og Platos Aand, de LærdesTunge-Maal, da faaer den hele Videnskabelighed med Nødvendighed Liv, og dermed baade Betingelsen for og Grunden til levende Virksomhed og Fremskridt; 406 da bliver Kappe-Lysten og selv Ærgierrigheden Livet og Videnskaberne gavnlig, kort sagt, da kommer Skolen af sig selv i sin historiske. Nordiske, Orden. De Lærde vil da bruge deres Sprog til hvad det, anderledes end Latinen, fremmer: til at trænge dybere ind i Old-Tidens Aand, og til at lette den videnskabelige Vexel-Virkning*), men naturligviis ikke til at forfuske Moders-Maalet, eller fortrænge det fra Underviisningen, hvor det netop skal lyde i sin hele Kraft og Fylde. Ja, naar vi slippe fra Rom, hvor Man havde Slaver til Skole-Mestere, og komme til Grækenland, hvor det var den største Ære for Folkets ypperste Hoveder, ædleste og mest veltalende Mænd, at lyttes til af den lærelystne, og selv af den lystige Ungdom, da er det ogsaa forbi baade med Skole-Mesterens og Skole-Drengenes Slaveri, da bliver den lærde Skole i alle sine Stok-Værk en livlig og lærerig Underholdning, hvori Kiød-Hoveder snart lærer det Bedste de kan lære i Skolen: at gaae deres Vei, fordi det aldrig falder Nogen ind, for deres Skyld, enten at giøre sig selv Livet suurt, eller at fordærve den Olympiske Leg for dem der baade kan og vil kappes om Prisen.

Dette var nu det lærde Forhold til Menneske-Slægtens Old-Tid, men Nordens Lærde kan og maae ingenlunde glemme, at Norden har ogsaa en egen Old-Tid, hvortil de staae i et dobbelt, og i et nærmere og mere inderligt, hierteligt Forhold. Nord-Boerne er nemlig det Fierde Hoved-Folk i Universal-Historien, som Man nødvendig maa kiende for at forstaae Middel-Alderens og den ny Tids Liv og Historie, og den levende Nøgel til den Old-Nordiske Literatur er det Islandske Sprog, saa det maa nødvendig læres, baade for de gamle Bøgers Skyld, og for det ny Bog-Sprogs, der immer vil trænge til at laane og oplyses deraf. Hvad hertil behøves er imidlertid for os her hiemme saa lidt og saa let, at det i Skolen vil være en Leg og ingen Byrde, og vil desuden i Norden, paa den naturligste og ypperligste Maade, sammenknytte den lærde Dannelse med den Folkelige.

Ja, Folkelig Vidskab eller Folke-Dannelse og Folke-Oplysning i rigtig, aandelig Forstand, det er det andet nødvendige * 407 Kæmpe-Skridt, der maa giøres uopholdelig, hvor Opløsningen skal forebygges, Folke-Livet reddes, og Videnskabelighed trives.

Nødvendigheden heraf er længe følt, thi det var jo ene Følelsen af det Unaturlige og Dræbende i den herskende Latinske Videnskabelighed, fiendtlig mod alt Praktisk og Levende, der begeistrede for Rousseaus og Basedovs Griller i forrige Aarhundrede, og har frembragt den hele Giæring i Pædagogiken, der endnu ikke har ført til noget fyldestgiørende Resultat, men maa nødvendig føre til et Saadant, eller til et Barbari. At Man under denne Giæring ogsaa stræbde at popularisere Latin-Skolen og Høi-Skolen, var naturligt, men kun fordi Man uden Aand vilde omskabe Aandens Verden, hvad naturligviis aldrig lykkes. At dette vilde føre til Barbari, mærkede Man snart, men at det ligesaavist, og langt voldsommere, vilde føre dertil, at drive det Latinske Uvæsen med endnu mere Alvor og Strænghed end tilforn, det saae man ikke, og det maa dog nødvendig indsees, naar enten Folk eller Videnskabelighed skal reddes, og de skal jo dog, med Guds Hielp, reddes Begge.

Vi maae indsee, at Lærdom er Eet, og Dannelse og Duelighed for Livet, det Menneskelige og Borgerlige, er et Andet, begge Dele lade sig vel forene, men ikke hos Mængden, og de maae ingenlunde staae fiendtlig mod hinanden, men de maae være adskilte, da de ellers stræbe at fortrænge og nødvendig forfuske og fordærve hinanden.

Dannelse og Duelighed maa nemlig altid være beregnet paa Folke-Livet for Øieblikket, men Lærdom paa Menneske-Livet i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Følelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) føre paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nøder den til at tage det nærværende Liv og Øieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holder den i Aande.

Naar Man virkelig er klog, vil Man altid gierne blive klogere, og lærer derfor af Fiender saavelsom af Venner, og den senest herskende Selv-Klogskab, der giorde Vind med de Vises Steen, og paastod, at hvem der vilde være klogere end Peer Jensen, var enten allerede gal eller stærkt paa Vei dertil, seer Man nok, var i Grunden Ærke-Dumhed, saa paa en fremskridende Oplysning og Dannelse maae alle kloge Skole-Indretninger 408 være beregnede. Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre vore Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. Saaledes maa Mennesket opfattes, naar der skal blive en a andig Videnskabelighed paa Jorden, saaledes er Mennesket opfattet, overalt hvor den Mosaisk-Christelige Anskuelse begeistrede, og denne Anskuelses Historie beviser, at hverken er den et tomt Hierne-Spind, eller Mennesket fremmed, men at i samme Grad som Man tilegnede sig den, gestaltede Livet sig naturligt, men underfuldt, herligt og velsignet derefter. I Videnskabeligheden er den imidlertid aldrig kommet til at raade, fordi saavel den Gammel-Romerske, som dens Italienske Gienfærd var livløse, gik ud fra Bogstav-Skriften, istedenfor fra det levende Ord, og udviklede derfor med Jern-Nødvendighed ikke Livet men Døden, førde Mennesket til Graven istedenfor til Himlen, ja førde ham giennem hele Dyre-Rækken ned til Ormene, istedenfor paa Aande-Stigen op til Skaberen. Den Gammel-Nordiske Videnskabelighed giorde i Engeland og paa Island et svagt Forsøg paa at knytte sig til Himlen og til Folke-Livet, men Kræfterne vare adskilte, og Nordboens Videnskabs-Tid endnu ikke kommet, derfor kunde Forsøget vel virke velgiørende, forsinke Døden, og have uberegnelige Følger, men maatte dog i det Hele mislykkes. Nu derimod giælder det kun om Villien, thi nu er Tiden, nu er Trangen øiensynlig, alle Midler i Beredskab, og den store Erfarings-Bog opladt, der kan lære os at undgaae alle de Klipper og Mal-Strømme, der hidtil førde Undergangen med sig, og at giennemgaae de Storme, der ei lade sig undgaae paa det store Verdens-Hav. Paa een Gang at ville giøre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nødvendigt.

409

Et Borgerligt og Ridderligt Academie, eller hvad Man vil kalde en saadan høiere Anstalt for folkelig Dannelse og for praktisk Duelighed i alle Hoved-Fag, det er aabenbar det store Savn i alle Lande, der maa afhjelpes, og det snart, baade for Borger-Samfundets og for Lærdommens Skyld.

Jeg hverken er, eller kan, med min Historiske Kundskab, være nogen Ven af Rigs-Dage, men da de høre til Dagens Orden, skulde man dog indsee, at uden en hensigtsmæssig Dannelse af alle dem, der skal kunne være Medlemmer af Folke-Forsamlingen, maae de blive en Ulykke for Staten i det Hele. og for Videnskabeligheden i Særdeleshed, som Man visselig maa have lært at skatte, før Man godvillig skatter til den.

En saadan Anstalt maa udspringe af Lærdommen, og staae i levende Forbindelse dermed, for ikke at blive fiendtlig eller stillestaaende, men den maa være selvstændig, for ei at blive en blot Hale eller tom Skygge, da den skal være en virkelig, aandelig Magt, hvorved Livet og Øieblikket giør deres umistelige, og af de Lærde let miskiendte Rettigheder giældende. Her bliver nemlig Fæderne-Landet, med dets hele naturlige og historiske Beskaffenhed, henført til det virkelige Liv og Øieblikkets Krav, den fælles Middel-Punkt, hvorfra Anstalten grener sig i alle det Praktiske Livs Hoved-Retninger, og hvortil den stræber at samle og forene alle Borgerlige Kræfter. Her skulde alle de af Statens Embeds-Mænd, som ei behøve Lærdom, men Liv, Blik og Praktisk Duelighed, og alle de der vilde høre til de dannede Stænder, have den ønskelige Leilighed baade til at udvikle sig hensigtsmæssig og til at kiende hinanden. Her vilde ogsaa Fædrelandets Literatur giøre det Gavn og finde den Opmuntring, uden hvilke den er kun en snart udgaaende Pragt-Blomst, og medens Oplysningen giordes frugtbar for Folket, vilde Folke-Livet igien virke grødefuldt paa Videnskabeligheden *).

Uden at Nogen skulde bebyrdes dermed, maatte der naturligviis * 410 ved en saadan Anstalt i Norden være Leilighed til at lære Islandsk, ei blot fordi det var en naturlig og smuk Maade for den lærde og folkelige Dannelse at mødes paa, men især fordi Endeel af Statens ulærde Embeds-Mænd trænge dertil, og alle dannede Læsere hos os havde godt deraf.

Et levende Baand mellem den lærde og folkelige Dannelse kan imidlertid Sligt ikke være, men, hvor Staten har en Geistlighed, vilde den nødvendig blive det levende, uskatteerlige Baand, thi det er det Historisk-Herlige ved en Geistlighed efter Christelig Anskuelse, at den maa stræbe at være baade lærd og folkelig, kan naturligviis ikke blive begge Dele i høieste Grad, men bliver i samme Grad som Lærdommen oplives og Folket oplyses, et virkeligt og levende Baand mellem Begge, som baade Lærd og Læg maae erkiende for en stor timelig Velsignelse, hvordan de end betragte Stats-Geistlighedens Veiledning til Evigheden.

Et smukt Ideal, vil Man vel sige, kun Skade, at det ei lader sig udføre i den virkelige Verden!

Og hvorfor ikke? Har Man kunnet indføre og vedligeholde en Lærdom og Videnskabelighed i den virkelige Verden, som udsprang af saa falsk en Idee og saa tomt et Hjerne-Spind, som det aabenbar er, med Døden at forskjønne Livet, og med Bøger især paa Latin at forbedre Moders-Maalet og bøde paa dets Mangler, saa maa det dog ogsaa kunne lade sig giøre, at anvende en Idee paa det virkelige Liv, som er udsprunget deraf, og skikket til at sikkre, udvikle, oplyse og forklare det i alle mulige Retninger, udelukkende Intet af sig uden Dødens Herredømme, der nu engang ikke lacler sig forene med Livet, men skaber kun Lig og Skygger i den virkelige Verden, hvoraf Man jo dog kan faae Nok, uden baade Nat og Dag at arbeide derpaa. Døden har desuden nu regieret saa længe, at vi, efter min historiske Overbeviisning, ingensteds har to Rednings-Midler at vælge imellem, og hvor der kun er Eet, kan man umuelig tage feil i at anvende det, jo før, jo heller, enten Man saa troer det kan hielpe, eller ikke. Jeg kan nemlig ikke skiønne rettere, end at Revolutionerne som Døds-Kampe maae gaae den ny Folke-Verden rundt, og opløse baade det lærde og læge Samfund, hvor Man ikke forebygger dem ved at reformere Skole-Graven til enPlante-Skole for Livet, saa dette faaer baade Lov til at udvikle sig, og Lys til at see ved, hvad der i Sandhed tjener til dets timelige Fred og Behagelighed. Jeg siger med Flid »timelige«; thi vel raader jeg i Kirken alle Mennesker 411 til, saavidt mueligt, at glemme det Timelige over det Evige, og er vis paa, at hvem der følger Raadet ret, skal ikke fortryde det i Tiden, og mindre i Evigheden; men i Staten og Skolen er det en ganske anden Sag, thi Ingen af dem kan selv vare evig, saa de kan umuelig give os det evige Liv, de ikke selv har, og maae derfor kun lægge an paa at leve saalænge, og giøre saa meget timeligt Gavn som mueligt. Dette er fremfor Alt i vore Dage aldeles nødvendigt, fordi vi næsten Allesammen enten kun bryde os meget lidt om Evigheden, eller mene dog, vi kan selv bedst sørge for den, saa, naar vi ikke troe, at Staten og Skolen er til Gavn i det Timelige, er det os i det Mindste ligegyldigt hvad der bliver af dem, og da staae Samfund og Indretninger aabenbar paa svage Fødder, naar alle de der ikke betales for at opholde dem, er i det Mindste ligegyldige ved deres Skæbne. Her er Nøgelen til Dagens Begivenheder baade i Gaar og i Morgen, og det er i det Mindste i Engeland og i Norden Skolens Skyld, dersom Taarnene falde, thi i Engeland er den fri, og i Norden har Regieringerne viist, at de inderlig gierne vilde indrette den saaledes, at baade Lærdom og Folke-Oplysning, til Gavn for det virkelige Liv. kunde fremmes, naar de Høilærde blot kunde sige, hvordan det bedst lod sig giøre, saa Ulykken er kun den, at en Lærdom, der kommer af Død og fører til Død, lader sig umuelig forene med Folke-Livet, og en Folke-Oplysning, der udspringer af det døde, aandløse Begreb om Mennesket og alt Menneskeligt, kan umuelig befæste enten Stat eller Skole, men kuldkaster Begge, som uforligelige med den ikke menneskelige men dyriske Egen-Kiærlighed og Selv-Klogskab, Man med Flid udvikler hos Alle fra Barns-Been. Hvor de Ædle og Forstandige derfor ikke kan komme til den Indsigt, at vi var blinde Redskaber for Roms U-Aand, eller for en falsk Idee, der ikke blot maa opgives, men levende bekæmpes af den Ægte, hvis den ei skal ødelægge Alt hvad vi timelig skatte; hvor de ei kan det, gaaer Menneske-Held forloren, men hvor Man dog i Grunden, som overalt, hvor Nordens Aand er naturlig, vil baade leve og oplyses menneskelig, der maa den klare Erfarings-Sandhed nødvendig seire, naar den kommer til Orde.

Til Orde, siger jeg med Flid, og ei til Bogs, thi al Sandhed som blot skrives og ei tales, skrives aldrig med saamegen Flid og Konst i Glemme-Bogen, at den derved bliver levende og virksom, og derfor skal de Faa, der, ved et Mirakel, trods den sorte Død, har faaet Øie for Livet, og Mod til at spytte Blækket 412 ud af Munden, de skal til Orde, hvor Skolen dog i Grunden vil sig selv og Staten og Mennesket vel; thi, om Man end troer, det kan ikke hielpe, bøi det dog forsøges, da det aabenbar i vore Dage maa enten bære eller briste.

Velan da! jeg, for min Part, er sikker paa, det vil bære i Norden, og vilde bære i Engeland med, naar Man ikke der, med Falke-Synet for den daglige Erfaring, var blind for den Universal-Historiske, eller naar Man kun ikke, med al muelig Frihed til at bruge Munden, dog, desværre, fattedes en Mund, under et Par Øine der see hvori Feilen stikker; thi Øren fattes man der ingenlunde, og giennem gode Øren skiæres Aanden ypperlig for Stær, da Man derimod, ved at stikke Folk i Øinene selv med de bedst Staal-Penne, kun giør Folk arrige paa Fingrene, der virkelig synes, under et smukt Paaskud, at ville stikke Øinene ud!

Forudsat da nu, at Man i Norden faaer ordenlig Lyst til at leve og see gode Dage i Aandens Verden, da vil de gamle Bøger først giøre Gavn, og da vil faae Nye, som man ikke blot skal forundre, men glæde sig over.

Læseren tænke kun ikke, at Bøger har vi meer end Nok af, men betænke heller, at der er netop samme Forskiel paa Bøger, som paa Forfattere og Læsere, saa vi har baade for mange og for faa, og det er kun af det Onde, det Mindste er det Bedste. Naar derfor Aanden bliver baade Forfatter og Recensent, baade Censor og Bibliothekar, da kan Læseren troe, at Bog-Samlingen vil baade svinde og trives, saa det er en Lyst.

En Gru er det vistnok, for enhver Videnskabs-Mand med Aand, at betragte de uhyre Bog-Dynger, som især Tydske Handværks-Folk i de sidste tre Aarhundreder har opstablet, men hvad Tidens Strøm ligesom af sig selv har giort ved Old-Tidens Bog-Samling, det vil den, indledt i vor Augias-Stald med lidt Herkulisk Vidd, ogsaa giøre ved det sidste Tids-Rums, saa det falder i Lethe hvad der udsprang af Styx; thi kan vi lære at kiende Old-Tiden af det Par Hylder fulde, vi har, da kan vi sagtens lære at kiende den Tid, der ligger os nærmest, uden at læse os ihiel paa Messe-Cataloger og hvad de falbyde. Vist nok trænge vi til flere Bøger fra Middel-Alderen end fra Old-Tiden, fordi Følelsen grener sig langt meer end Phantasien, og til Allerflest fra Forstands-Tiden, da Man faaer saa mange Sind, som der er Hoveder, men alting med Maade: eet Kiød-Hoved og eet Skabilken-Hoved kan være Nok for vore Børn at øve deres 413 Vittighed paa i Sloi-Kjolen, og selv af middelmaadig gode Hoveder kan Eet være Nok, naar vi kun har det paa rette Sted, saa det er egenlig kun Over-Hovederne af alle Slags, det er værdt at giemme paa, og at anatomere til fælles Bedste. Naar Man nemlig kiender Skole-Mesteren tilbunds, da spørger Man ikke om alle Skole-Drengenes Kundskaber; thi da har Man kiøbt Kræmmeren og faaet Krammen i Tilgift, og saaledes er det hvor Man vender sig, thi i Historien springer Man rolig alle Afskrifterne over, med samt alle Trætterne om Keiserens Skiæg, og alle de kloge Beretninger om hvad Mads Fos vilde tænkt, og hvordan han vilde baaret sig ad, naar han havde været i de store Mænds Sted, som vi godt veed hvorfor han ikke var; og i Poesien, endelig, veed vi nok, det er kun Hoved-Skjaldene der har en egen Verden, som Resten kun giør lange Fingre efter, og da den Konst at stjæle og fjæle er daglig i Tiltagende, nøies Man i Literatur-Historien med at hænge de store Tyve, de Smaa lader Man løbe, eller rettere: lader dem seile deres egen Sø, til de drukne i den.

Men har vi for mange Bøger fra Bogtrykker-Konstens Dage, ligesom vi har for mange Skytter fra Krudtets, saa gaaer det derimod med Middel-Alderens Bøger omtrent som med dens Borge, at de ligge i Gruset, og den har godt ved at være mørk, saalænge Man kun oplyser den med tomme Lygter, men den maa naturligviis blive lys, før vi kan forstaae den, og den vil bestemt blive det, naar Bøgerne komme for Lyset, som Man ruger over: i Rom og i Wien, og fornemmelig i London og Paris. Selv paa de latinske Bøger var Man hidtil meget knap, fordi det var kun Kloster-Latin, det vil sige, fordi der dog var Spor af Liv i dem; og af hvad der var skrevet paa Folkenes Moders-Maal, som i Forhold var saa lidt, at det er ubetaleligt, af det værdigede de Classiske Herrer knap en enkelt Curiositet deres Opmærksomhed, og oversatte den, til a1mindeligt Bedste, paa Latin, for at den ikke skulde fordærve Smagen. Det er nu splittergalt, og især maa den Gammel-Nordiske Literatur paa Angel-Sachsisk og Islandsk herud, hver Billing, thi vi maae see, hvad de gamle Kæmpe-Karle, der knusde Rom, og skabde en ny Folke-Verden, stilede efter i alle Retninger, som sikkerlig var ikke Smaat, om det end i visse Retninger var ikke Stort, de naaede*). Men her er * 414 gode Raad dyre, naar de skal følges, thi det vil koste mange Penge, og det er kun Skielmer der give meer end de har, saa her kommer Engelsk-Manden nok til at punge ud, men det giør han bestemt ogsaa, saasnart han lugter Lunten, og mærker, baade at han selv som Angel-Sachsernes Arving er største Lods-Eier, og at det er intet Mindre vi tale om, end en Bifrøst-Bro til Overgang mellem to Halv-Verdner, og en underjords Tragt under Tidens Strøm, som Sagas Slot med Bølge-Tag; thi da giør han et »British and Foreign Printing-Society«, og det giør Resten. Vist nok vil ogsaa Meget af Middel-Alderens Skrift, især den Latinske og Franske, blive casseret, saasnart det er læst, men det maa først ud iblandt Folk, thi en god Censor, veed Man nok, maa have Argus-Øine, og dem faaer han først, naar Bogen er trykt, og falder i det Mindste i halvtredsindstyve gode Læseres Hænder.

See, det var om de Bøger vi har, og om dem vi skal faae, hjemfalder det naturligviis nærmest Efter-Slægten at tale, men Saameget kan jeg dog forudsige, at naar Aanden kommer til at styre ligesaavel Philologens og Philosophens som Poetens Pen, da byder Man aldrig Læse-Verdnen en Bog, den enten skal kunne Latin, eller andet Sprog end sit Moders-Maal, og høist en Kiende Islandsk, for at forstaae,' og byder hverken Læge eller Lærde Sammenligninger af og Undersøgelser om hvad Faa eller Ingen kiender; men Man begynder altid med at give Publikum en tro og let Udsigt over den Række af Kiends-Gierninger, som i en vis Undersøgelses Kreds ligge til Grund, og da først kræver Man Opmærksomhed paa sine Formodninger derom og sin Forklaring deraf, og vil da, naar de ere den værd, ei heller savne den.

I Øvrigt seer Man nok, at ligesom Forklaringen af Menneskelivet, i alle sine naturlige og historiske Forhold, er det ophøiede Maal, som adler Videnskabeligheden, og forener alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, og fra Ord-Sankerens til Tanke-Samlerens, saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtløftig Forstand, at den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Øine, og, skiøndt denne store Aladdins-Borg umuelig paa Jorden kan faae sit sidste Vindue, vil den dog i Øvrigt, naar Alt er i Beredskab, bygges paa 415 een Nat af tjenstfærdige Aander. Til Hoved-Bygningen lagde Menneske-Aanden i sin guddommeligste Forbindelse Grund-Volden, som en viis Byg-Mester, i Bibelen, og til begge Side-Fløiene, der skal afbilde Menneskets Forhold til Natur og Historie, lagdes den af Grækenlands og Nordens Aander, med Barne-Haand, men dog saaledes, at Ingen efter deres Dage var mægtig til at fortsætte Værket; thi ligesaalidt som vi kan fremvise Verdens-Krøniker, der fra en aandig Syns-Punkt overgaae Herodots den Græske, og Snorros den Nordiske, ligesaalidt er endnu enten den Græske eller Nordiske Literatur videnskabelig fortsat, hvad jo ogsaa var umueligt, saa længe Man i det Høieste kun efterlignede den Ene og forsmaaede den Anden. Men begge Dele var jo dog aabenbar kun en Følge af Aandløshed og Romersk Afguderi, thi kun naar Man forguder Reliqvierne af den store Røver, anseer Man det for den høieste Ære at kappes med ham i Efterligning af Grækerne, og finder da sin Over-Tro bestyrket, hvergang Man seer, det er umueligt med hans døde Fingre at overgaae hvad de Levende gjorde. Saasnart derimod Nordens Kæmpe-Aand vaagner hos os, da lade vi haant om at være Romernes Slaver, og kappes da ei længe med Grækerne, før vi komme dem forbi, undtagen i deres Feil-Trin, som vi med Flid undvige. Med Grækernes Tunge-Maal tilegne vi os deres Aand, men for at tjenes, ei for at beherskes deraf, thi Glandsen, som Fuldendtheds Præg, er, naar den saaledes kommer for tidlig, en skiøn Feiltagelse, som Man vel kan lære meget af, men langt lettere forsee sig paa, saa lidt Barbariskhed maa der være hos det Folk, der ei nænner, for den smukke Over-Flades Skyld, at bortgive det Mindste af Dybden og Fylden, som baade i Konst og Vidskab er det Væsenlige der aldrig maa opoffres.

At de Romaniserede Folk, eller Roman-Heltinderne, de berømte Græde-Kvinder over Roms Adonis, ei bragde det videre end til at balsamere hans Levninger (qvæ supersunt)paaSpansk-Ægyptisk, opsminke Mumien paaFransk-Arabisk, og skrinlægge den i en Kiste af Italiensk, eller, om Man vil, Parisk-Cararisk Marmor; det ligner dem i det Mindste; men at selv Asa-Thor paa Øen har sat sin Ære i at slibe et mageløst Glas-Laag til Skiftingens Lig-Kiste, og spildt uhyre Kræfter paa at halvbygge et underjordisk Herkulaneum til Jetten Hrungners Grav-Capel, det er en Klak for Skrift i Literær-Historien, hvorom Man maa bruge Shakspears Ord, at Oceanet ei forslaaer til at 416 aftvætte den*); thi selv naar Bacos Folk, som jeg vil haabe, nu omsider lægger Haand paa den Historie af Universal-Literaturen, han saa varmt anbefalede dem, er den kostbare Tid dog spildt, de bedste Kræfter tilsatte i Uvættens Tjeneste, og Syns-Punkten næsten uænderlig forrykket.

Dog, Sligt skal siges høit i Oxford og Cambridge, thi en skrevet Torden-Tale er ikke Thor-Døn, men kun Latinernes fulmen brutum1, hvad vi er forhexede nok i den sorte Skole til hvert Øieblik at glemme, og slaae os til Ro med et Romersk »Dixi« hvor vi dog ei mælede et Ord, men gav kun Sort paa Hvidt for, at vi baade kunde og vilde tordne og lyne, hvoraf dog i det Mindste det Halve er Løgn, naar vi ei virkelig giør det.

Istedenfor da at pløie med Romernes Kalve, og bilde os ind, det giør Furer som Gefions Plov i Øre-Sund, endskiøndt det øiensynlig kun giør, hvad min Staal-Pen giør her: en Streg paa Papiret, ja, istedenfor, med Romersk Over-Tro, at bilde os ind, at Pennen skiænder, naar den skratter, og græder, naar den drypper, saa lad os see hvad den kan giøre, ved at pege paa Herkules og Cerberus, hvor de staae lyslevende ved Siden ad hinanden, som Villiam Shakspear og Ben Johnson, og lære os paa een Gang, baade hvad det er, den Romerske Aand har piint ihjel, og hvad Nordens Aand formaaer, naar den bryder de Romerske Lænker. Ja, det er en Universal-Historisk Kiends-Gierning, at det Eneste i de sidste fem Aarhundreders Literatur, som fortjener at sammenlignes med Grækernes Mester-Værker, er Shakspears Værk som Skaber eller dog som Fader. Og, hvordan blev han vel til, den Shakspear, den ny Herakles, ikke Wielands (enten Shakspear eller Hercules) Mand af Middel-Størrelse, men den virkelige Helt af Gudernes Æt, der gik igiennem Helvede ubrændt, og førde, til overflødigt Beviis, Cerberus med i sin Lænke! Var det kanskee ved Efterligning af Seneca, eller dog af Æskild og hans Brødre, eller kanskee ved flittigt Studium af Stagiritens og Tiburitens ars poetica2 og de lærde Commentatorers gradus ad *

*) - - - Oh! she is fallen
Into a pit of ink, that the wide sea
Has drops too few to wash her clean again!

* * 417 Parnassum1? Nei, det være langt fra, saa langt fra, som at Aben, naar den giør sit Mester-Stykke, fordunkler os, eller at Helte undfanges, naar Moderen kun hører en Fortælling om andres Bedrifter. Han kunde kuns lidt Latin og mindre Græsk, siger Cerberus, som kun forgiæves tog sig af hans Classiske Opdragelse, og siger John Bull, desværre, endnu, næsten med Suk, om den Vovehals, den Vilhelm Erobrer i Aandens Verden*), saa hvad der gjorde ham til den ny Tids Brage, det var aabenbar kun Nordens Kæmpe-Aand, af hvis Drift han løb tids nok ud af Skolen, før den blev udpisket, og propheterede om den Nordisk-Græske Opstand mod Romer-Tyrkerne, hvoraf vel her kun sees matte Spor, men hvoraf jeg dog er vis paa, Efter-Slægten skal høste velsignede Frugter.

Ingenlunde vil jeg hermed sige, at Shakspear staaer ene i England, nei, Spenser og Baco staae hos ham, og i hele den Ny-Engelske Literatur staaer, ligesom i Sproget, en Baxe-Kamp mellem Asa-Thor og Jetten Hrungner, som yder et anderledes stort og lærerigt Skue-Spil end den Tydske Hane-Fægtning, saa jeg tør anbefale den udelukkende, næst efter den Old-Græske og Old-Nordiske, med den Forsikkring, at Man vinder langt meer end Man taber, ved, naar Man ikke skal giøre Hoveri, reent at springe Resten over. Jeg pegede her kun paa Shakspear, som Hoved-Manden, for at Læseren paa ham skal see, det er ligesaalidt den Classiske Dannelse der har hævet den Engelske Literatur, som det er Syndfloden af Latinske Ord der pryder og forstærker det Engelske Sprog, men at det tvertimod begge Steder er den ægte Nordiske Kraft, der, med meer og mindre Held, stræber at giennembryde den Romerske Muur.

Og nu vil jeg gribe Leiligheden til at slutte denne foreløbige Betragtning, der truede med at blive uendelig, thi hvormed kan den bedre sluttes endnu, end med det bedste Varsel for Roms * * 418 Undergang og Nordens Opstandelse, ja, med Universal-Historisk Videnskabeligheds store Prophet, thi det er William Shakspear, derfor æres han, som alle Propheter, mest efter Døden, og udenfor sit Fæderne-Land! Ja, vi herinde, som have den gamle Mythiske Spaadom, vi maae see det med mest Forundring, hvorledes Menneske-Livet i hele sin historisk-underfulde Udvikling svævede for Skjalden, og giennemlynedes af hans prophetiske Blik, saa der vil neppe være eet Kapitel i den store Universal-Historie, vi forvente, hvortil ikke den mest passende Overskrift skulde findes i Shakspears Historier, som de saa træffende kaldes. At han imidlertid aldrig selv kom til nogen Universal-Historisk Anskuelse, kom sikkert af, at han fattedes Nordens Myther, som kun spøgde for ham, lig Hamlets Aand, og anklagede deres Morder, men kunde ingen Hevner finde; men selv om han havde havt baade Mytherne og Anskuelsen, vilde han dog neppe avlet en tilsvarende Videnskabelighed, thi for at kunne det, maatte han virkelig vundet Ben Johnsen, hvem han nu kun forbausede, og blev vist ikke dyrebar, før han var død, og kunde ei meer lade Falstaff lee sin Mave itu ved Amboltens Lov-Tale over Forhammeren. Aanden spilder aldrig sine Kræfter, om det end synes saa, og Shakspear havde derfor kun, hvad der var brugeligt til at vække den endnu ikke ganske uddøde Kamp paa Øen, og til i sin Tid at opmuntre Frænderne i Tydskland, og i Norden, hvor Mytherne var giemte, som Kæmperne fordum, til Rom havde anden Gang fyldt sine Synders Maal, og var moden til Undergang.

At nu tillige i vore Dage de under Romer-Aag og Tyrke-Svøbe haardt straffede og dybt nedbøiede Hellener have reist sig, og opfrisket Mindet om Lapithers gamle Kamp med Centaurer, at de derved har afnødt Europa den Opmærksomhed, Ciassiskheden var alt for Romersk til at skiænke dem, og at det var den Nordiske Hav-Mand, der ved Navarin giorde Udslaget til deres Befrielse, det er det andet baade store og gode Varsel for et Nord-Græsk Tids-Rum i Borger-Samfund, i Konst og Vidskab, som sikkert ei vil skuffe, hvor i Norden, eller maaskee udenfor paa Øen, det end er, Man først skal høre, at Aanden kom til Orde, og udrev som en Løve Skole-Scepteret af Ørnens Kløer! I Grunden skal det være os det Samme, hvor det begynder, som virker velgiørende, og ender episk herlig den store Tragedie; men dog er Ord-Sproget sandt, at Enhver er sig selv nærmest, og lyder det underlig mythisk 419 til os fra Middel-Alderen, at de Danske tyede saa høit op mod Norden, fordi de havde svoret, heller at begrave sig i Bølgerne end bøie sig under det RomerskeAag, da tør vi vel og haabe, det skal skrives for Efter-Slægten, at de Danske afrystede Aaget saasnart de saae, det blev dem dog paalistet.

2. Myther og Mythologier.

Jeg behøver neppe at fortælle Læseren, hvilken uhyre Forskiel der sædvanlig er mellem Myther og Mythologier, forsaavidt som Man kan læse en heel Tylt af de Sidste, uden at blive rigtig bekiendt med en eneste Mythe*), thi der har i de sidste fem hundrede Aar hersket et eget Slags Frimureri i den lærde Republik, saa for os selv maatte hverken Himmel eller Jord holde Noget hemmeligt, men for vore læge Læsere skulde det være en uudgrundelig Hemmelighed, hvad det egenlig var vi skrev om. Skrev vi derfor Historier, da tegnede vi, saavidt mueligt, kun Navne og Aars-Tal op til vor egen Efterretning, eller ogsaa vi forklarede Læseren Sammenhængen af de Begivenheder, han ikke kiendte; og skrev vi Mythologier, da forudsatte vi altid, at Læseren enten kiendte Mytherne paa en Prik, eller brød sig, ligesom vi, ikke om dem, men kun om vore sindrige Indfald i Anledning af gamle Dumheder, som, naar det ikke var for vore Indfalds Skyld, fortiende aldrig at nævnes.

Dette er imidlertid, trods al Sædvanlighed, kun en tilfældig Forskiel mellem Myther og Mythologier, men der er ogsaa en væsenlig, forsaavidt Mythologierne er Bøger, thi det var Mytherne naturligviis ikke, de var, hvad deres Navn udtrykker, levende mundtlige Ord, ikke paa Hverdags-Sproget, men paa Billed-Sproget, som de Gamle for ramme Alvor kaldte Gudernes Tunge-Maal, hvad Man nok veed, det i Skjalde-Munde: Et Skiemt, og et Andet Alvor, hedder endnu. Denne væsenlige Forskiel er jeg ingenlunde saa sikker paa, Læseren vil ændse, som den Tilfældige, thi vel har jeg alt i det Forrige stræbt at indprente den uhyre Forskiel, der er mellem Ord og * 420 Skrift, under ellers lige Betingelser*), men just fordi Forskiellen er saa uhyre stor, som mellem Liv og Død, just derfor maa jeg regne paa at mit døde Skrift-Beviis, for det levende Ords Fortrin, lidet eller intet har udrettet mod den levende Forsikkring, Læseren vel tusinde Gange har hørt om de døde Bogstavers utroelige Fortrin for den levende Røst. Jeg maa derfor igien begynde med at vælte min Sisyphus-Steen, og bede Læseren betænke, det er jo dog en unægtelig Philosophisk Sandhed, at Livet forplantes ei ved de Døde, men ved de Levende, altsaa lige saalidt ved døde Ord som ved døde Sild, lige saalidt ved afstumpede Gaase-Fjere, som ved tilspidsede Staal-Penne, lige saalidt ved Skygger af Ord, som ved Skygger af Folk, saa at naar denne soleklare Sandhed ikke her slaaer Bogstav-Troen ihiel, da er det ikke blot, fordi, som Digteren siger: Ingen tilgavns kan slaae en Død ihiel, men især fordi Sandheden her er selv kun et dødt Bogstav, der ei kan røre sig af Flækken, men maa lade den modsigende Mund giendrive sig selv. Skulde imidlertid Læseren, ved et Lykke-Træf, have opdaget, eller herefter opdage, den store Hemmelighed, vi knap kan lukke vor Mund op uden at røbe, den for Latinerne gruelige Hemmelighed, at Ordet har hiemme i Munden og ikke i Pennen, saa det virkelig ikke er med Haanden, men med Munden, Man kort og fyndig, klart og levende, udtrykker, meddeler og forplanter sine Tanker og Følelser, sin Tro og Anskuelse; har Læseren giort eller giør dog snart dette Kæmpe-Skridt op af Graven, da vil han strax, uden min Anmærkning, see, hvilket forunderligt Lys der ved det ene Skridt opgaaer over hele Menneske-Livet, ikke fordi der videre skeer noget Mirakel, men fordi Man nødvendig staaende under aaben Himmel, selv paa Gravens Bredd, seer Alting ganske anderledes, end naar Man ligger næsegruus dernede, eller sidder dog i Lig-Kisten under lukt Laag, ved en Nat-Lampe, og har kun Bog-Staver og Dødning-Hoveder for sig. Sidder derimod Læseren der, da kan min Bog saalidt som al Verdens Bøger lære ham at skatte det levende Ord, og Alt hvad jeg tør haabe indrømmet, er, at hvem der hverken kan læse eller skrive, maa nøies med det Gavn Man kan have af Ordet, blot ved at høre og tale det, hvad dog ogsaa i alt Fald er det naturligste, da Man nok har seet Børn fødes med Tunge og Øren, men ikke med Bøger under Armen eller med Pennen i * 421 Haanden, og Man ikke engang ret kan begribe, hvad Folk egenlig havde at skrive op, naar der ikke først var sagt Noget.

Dog, det nytter, som sagt, slet ikke, om jeg afnøder Læseren den Bekiendelse, at baade er det mundtlige Ord det Første og Naturligste, og at selv Iliaden var hørt længe før den blev læst, thi har han ingen levende Forestilling om detbegeistrede Ords mageløse Kraft og Herlighed, naar det svinger sig let i Sky paa Røstens Vinger, fremfor naar det skyggeviis aftegnes paa Papiret, da kan jeg maaskee være til hans Tjeneste ved en anden Leilighed, men her kan jeg ikke hielpe ham, og han maa ligesaagodt lukke Bogen først som sidst, thi, ærlig talt, han forstaaer ikke et eneste Ord deraf.

Altsaa, naar jeg skal skrive blot taalelig om Mytherne, da maa jeg forudsætte, Læseren veed hvad et begeistret Ord i sin Kraft har at betyde, thi saadanne Ord var Mytherne oprindelig allevegne, eller dog, for at undgaae unyttig Kiv, i Grækenland og Norden. Begge Steder see vi ogsaa klart, at selv i Bog-Stilen var Poesi ældre end Prosa, og da det Samme er Tilfældet med de nye Literaturer: baade i Italien, Frankrig, Spanien, England, Tydskland og Norden, saa vilde det være ubegribeligt, hvorledes Man var kommet paa det fortvivlede Indfald, at Menneskets Tanke-Gang var først saa uhyre prosaisk, som nogen kolossalsk og selvbevidst Skrub-Tudses kunde være, men hævede sig derpaa efterhaanden, som Kaal-Orm til Sommer-Fugl med deilig spraglede Vinger, det vilde være ubegribeligt, siger jeg, hvorledes Man, til Trods for Menneske-Naturens aabenbare Love, og Historiens klare Vidnesbyrd, var kommet paa det urimelige Indfald, naar Man ikke kiendte den sorte Skole, hvori Kaal-Ormen virkelig udrugedes paa Ægyptisk til en snurrig Sommer-Fugl, som, for sin unaturlige Fødsels Skyld, blev løftet til Skyerne, høit over alle Skovens vilde Fugle, der kun sang med det Neb, Naturen gav dem.

Ja, i Rom, mellem Røverne, gik det naturligviis i mange Maader anderledes til end iblandt ordenlige Folk, og naar nu Roms Historie, og det ovenikiøbet forfusket, blindt troet, og aandløst opfattet, skulde giælde for en guddommelig Natur-Aabenbaring, som den i de sidste fem Aarhundreders sorte Skole jo skulde, da først begriber Man det Hele.

De Romerske Skribenter har nemlig fortalt os, at Byens guddommelige Stifter, Romulus, var en Røver-Captain, som havde Krigs-Guden til Fader og en Ulvinde til Amme, begyndte sine store Bedrifter med at slaae sin Broder ihjel, besvogrede 422 sig med Nabo-Folkene, ved at voldtage deres Kvinder, og endte sin Helte-Bane ved at snigmyrdes af sine Venner, som derpaa forgudede denne Roms Skyts-Aand under Navn af Kvirinus. Saadanne uforskammede Løgne, som den, Senatet opdigtede om Romuli Himmel-Fart, hvem de selv havde myrdet, vedblev nu, sige de Romerske Skribenter, Numa Pompilius, og andre Sabinske og Etruriske Præster, at indbilde Røverne, for at faae dem til at være lidt skikkelige, naar de var hjemme, og det var Mytliernes Oprindelse, som altsaa var aabenbare Løgne, med Flid opdigtede saaledes, at Skole-Mesteren havde Noget bag Øret, som Røverne ikke vidste, men hvormed han kunde berolige sin Samvittighed, da han deels løi i en god Hensigt, og deels vidste noget Sandt, som Løgnen kunde være et billedligt Udtryk for, som f. Ex. at naar et Menneske opgav Aanden, da blandedes jo Aanden med Luften, og kunde altsaa nok siges at fare til Himmels og svæve over Jorden *). For Resten, sige de, havde Man i Rom skrevne Præste-Krøniker lige fra Begyndelsen, og meget tidlig skrevne Love, men lik først Poeter i den anden Puniske Krig, og Hoved-Skjaldene først efter den ypperste Taler Ciceros Død, under kans kronede Morder August.

Hvorvidt nu alt Dette er sandt, eller om de sprænglærde Romere gjorde deres gamle Forfædre Uret, kunde her være os ligegyldigt, da det jo dog var lige galt at fordreie alle andre gamle Folks Historie, til den kom til at ligne Røver-Bandens, som de slet ikke lignede, men for at vise, hvor aandløse Celeberrimi1 var, bør det dog anmærkes, at selv Roms Historie, som vi har den, netop stadfæster hvad den i femhundrede Aar er brugt til at bestride.

Uagtet nemlig Romerne aabenbar høre til den mest upoetiske Stamme blandt Old-Tidens berømte Folk, og udgjorde, lige fra Begyndelsen af, et Konst-Folk, dannet til et eget Øiemed, nemlig Underkuelsen af alle Natur-Folkene, saa sporer Man dog, selv i deres Historie, den Gang, der er Menneske-Naturen saa eiendommelig, at den ikke lader sig forrykke, men kun fordærve, thi ogsaa Romerne havde dog først en Phantasi-Tid, * * 423 under de syv Konger*), saa en Følelses-Tid, i Republikens glimrende Dage, og endelig en Forstands-Tid, fra den ældre Catos. Forskiellen er altsaa blot, at Alt hos Romerne, lige fra Begyndelsen, havde en verdslig, gemeen og menneskefiendsk Retning, saa deres dybeste og meest poetiske Mythe er den om Mars og Ulvinden, hvori hele Roms Historie speiler sig. Ogsaa i Rom var da den ældste, mythiske Poesi prophetisk, og er ikke selv Spaadoms-Bøgerne (de Sibyllinske), efter Romernes egen Beretning, fra Slutningen af Konge-Tiden!

Vende vi nu Øiet til Ebræerne, som det mest poetiske af Old-Tidens Folke-Færd, da er dette vel ogsaa et Konst-Folk, og det saa ægte, at det virkelig har en skrevet Historie lige fra Folke-Livets Begyndelse, og en Lov-Bog, med den berømte Universal-Historiske Indledning, som med Rette kaldes Genesis eller Moderen; men Gangen er naturligviis klarlig den samme: først en Phantasi-Tid til Moses, saa en Følelses- og Daads-Tid fra ham til Salomon, og saa Forstands-Tiden.

Hvor ivrig end Theologerne fra Reformations-Tiden stræbde at hævde det Ebraiske Sprogs Ære, som Grund-Sproget, og den Mosaiske Lovgivnings, som et Mønster paa en Stats-Forfatning, faldt det dem dog aldrig ind, hvad der havde været anderledes klogt, at betragte Ebræerne som Normal-Folket, og derefter baade ordne Old-Tidens Historie, og vurdere den Romerske Literatur; thi overnaturlig og unaturlig faldt sammen i deres Begreb, og, mens de fnøs mod alt Hedenskab, som om det var lutter Afguderi, forgudede de netop den Romerske Var-Ulv, og opdæggede ham til en Capitolinsk Jupiter i Aandens Verden. Hvor det derfor gik bedst, havde Man vel en Søndag hver Uge, da Man i Aandens Navn protesterede mod alt Romersk Afguderi og Pavedom, men de sex Søgne-Dage, da Man i Roms Lænker protesterede mod al Aand, der ikke havde en Pen til sin Fader og et Bogstav til sin Moder, trak naturligviis snart den Syvende med sig, saa Aands-Protesten i Kirken blev til en blot Formalitet, som et mundtligt Ord læst op af Papiret, og Resten veed vi. Uagtet derfor det levende Ords Opvaagnelse, i og med Morten Luther, ret øiensynlig beviiste, at Aanden som giør kraftige * 424 Gierninger ikke boer i Skriften men i Ordet, boer ligesaalidt i et beskrevet Huus af Papir, som i et med konstigt Billed-Værk opført af Kalk og Steen, boer overalt ikke i Huse som bygges af Menneske-Hænder; saa var det dog især fra Luthers Dage Man forgudede Bogstaverne, og det ei engang de Gothiske, men netop de Latinske, skiøndt Man dog godt vidste, at i det Mindste paa Latin havde Bibelen ingen Helte-Gierninger øvet, men ladet sig meget taalmodig misbruge af Paver og Klerke*).

Dog, jeg siger ingenlunde dette for at laste vore fromme Fædre, thi de vidste aabenbar ikke hvad de gjorde, de var videnskabelig aandløse, og maatte derfor i Skolen trælle for Roms Meen-Vætte; men jeg siger det, for at Man kan see, hvi Christendommen ikke for længe siden styrtede den Romerske Tyran, og forebyggede den bagvendte Betragtning af Menneske-Livet, der endte og maatte ende med at giøre den eneste ægte og sande Anskuelse, den Christelige, til Spot.

Nu derimod kan vi indsee, at Man, for i Historien at kiende Menneske-Udviklingens Gang, helst skal regne i det Store, Kolossalske, hvor lidt meer eller mindre ingen Forskiel giør; thi hvem kan tvivle om, at forholdsviis er hele Old-Tiden Phantasiens Alder, Middel-Alderen Følelsens, og den ny Tid Forstandens eller Efter-Tankens, og er ikke derfor ogsaa aabenbar Old-Tidens Literatur den mest poetiske, Middel-Alderen den mest historiske, og den ny Tids den mest philosophiske! Sammenligne vi nu hermed den daglige Erfaring, da finde vi ligeledes, at forholdsviis er Phantasien altid det Herskende i Ungdommen, Følelsen i Manddommen, og Forstanden i Alderdommen, og da nu ethvert givet Folk kun er en Forbindelse af Enkelt-Mænd, og en Deel af Menneske-Slægten, kan vi forud vide, at det maa i Grunden have fulgt samme Gang, om end Mangel paa Efterretninger, eller særdeles indviklede Omstændigheder, kan giøre Sporene svagere hos det ene Folk, end hos det Andet.

Havde Man imidlertid i den ny Tid, da Man tog sig paa at forklare den Gamle, havt videnskabelig Aand, da vilde Man giemt begge Konst-Folkene (det Israelitiske og Romerske) til Sidst, og henvendt hele sin Opmærksomhed paa Grækerne, * 425 som det Eneste af Old-Tidens Natur-Folk, Man historisk kiendte giennem et heelt Udviklings-Tidsrum, eller i de fem Aarhundreder fra Solon til Christus og August, og Man vilde da snart opdaget, at, forholdsviis, hjemfaldt hele Tiden før Solon til Phantasien, at Følelsen herskede mellem ham og Alexander, og derpaa Forstanden, saadan som den var, med det Alexandrinske Bibliothek og den tilsvarende Høi-Skole. Da vilde detnaturligviis aldrig falde dem ind, ved Forklaringen af de Græske Myther, som var endnu langt ældre end den graa Homer, fra Phantasi-Tidens dunkle Dyb, at tænke sig en Alexandrinsk Philosoph, der rev Blade ud af en Billed-Bog, svøbde deri sine Pølse-Pinde eller Sovel-Stikker, og forærede dem velforseiglede til de gamle Græker, som et himmelfaldet Kræmmer-Huus, med en Gud inden i, ved hvis Tilbedelse de kunde faae en Skræk i Livet, og hæves lidt over Sandseligheden, thi selv en Lignelse som denne, var, saavidt jeg veed, meer end de Alexandrinske Philosophers Phantasi blev istand til at forfærdige.

Var Man nu med denForstand kommet til Rom, da vildeMan strax seet, at det der gik saa rædsom unaturlig til, som mueligt, men at Høsten ogsaa blev efter Sæden, saa at da Romerne, efter Naturens Orden, skulde have deres store Dramatiske Digtere, ved Over-Gangen nemlig fra Følelses til Forstands-Tiden, fik de kun en plump Komiker af nogen Gehalt (Plautus), som de lod trække i en Heste-Mølle, og en mat Tragiker (Ennius), hvis Værker de selv med Flid begrov i Møddingen, saa deres eneste poetiske Tragoedie er deres virkelige Digteres Skæbne. Alle de Poetiske Storværker, hvoraf Romerne brystede sig, kom derfor bag efter, som tyndt Øl, som en Ilias efter Homer, og i det Hele som en snart slavisk, snart overfladelig Efterligning af Grækernes Konst-Værker, der kunde være lærerig nok for en Historisk Philosoph at betragte, men var det største Daarskab at canonisere, og at pine Livet af Ungdommen med.

Var Man derpaa kommet til Palæstina, vilde Man høilig forundret sig, enten Man saa troede, det var gaaet naturligt eller overnaturligt til, thi i begge Tilfælde var det lige vist, at Man havde en høipoetisk Hyrde-Stamme for sig, som med vidunderlig Konst var giort til et særskilt Guds-Folk, af hvis Historie Christendommen skulde udvikle sig, til, naar den gamle Folke-Verden var ødelagt, at skabe en Ny, efter det store Forbillede, der foresvævede Israels Propheter. Man vilde nok studset ved at finde Bogstav-Skriften saa tidlig, og desuagtet 426 den høie Begeistring hos David og Esaias, en Begeistring, den Mosaiske Anskuelse saa tro, som om Aanden kunde udspringe af et Bogstav, lig Kilden af den hule Tand i Samsons Asens-Kiæft; men man vilde her kiendt Guds Finger, som paa overordenlig Maade, for at bevare Sandheden og frelse den forulykkede Slægt i Tidens Fylde, kom Menneskets Skrøbelighed til Hjelp, og man vilde ligesaalidt andensteds vente, hvad kun etsteds behøvede at skee, som man vilde anseet den Mosaiske Stats-Indretning, der kun var beregnet paa en opnaaet Hensigt, for et Mønster, Man i Christenheden skulde efterligne. Allermindst vilde Man indbildt sig, at den Christne Kirke, der var skabt af glødende Tunger, og skulde altid besjæles af Stifterens Aand, dog skulde falskelig betragte sig selv som bygget paa et Bogstav, og derved opholdes; men meget mere vilde den Christne Kirke, der altid steg og sank med det begeistrede, mundtlige Ord, have drevet dem til at efterspore, om der ikke selv i Israel var et mundtligt Ord, der forplantedes fra Slægt til Slægt som den levende Kilde, hvoraf Aanden bestandig gienfødtes, og de vilde da snart have fundet, ikke blot at rimeligviis havde især en Deel af Leviterne bevaret og levende forplantet Summen af Moses og Josvas Taler, som de siden gjorde ved Propheternes, men at de ti Bud og Moses Svane-Sang var to levende Ord, som skulde mundtlig forplantes hos Alle, og blev det følgelig hos alle de Fromme, hvorved Anskuelsens Eenhed bevaredes, og Livet opholdtes i Løn, selv naar det syndes aldeles forsvundet*).

Havde Man nu først opdaget det lille Guddoms-Ord, der med overnaturlig Kraft, men dog i Naturens Orden, bevarede og gienfødte Livet i Israel, da vilde Man strax fundet det Tilsvarende i den Christne Kirke, hvor Man egenlig skulde troe, det var umiskiendeligt, da det høitidelig forplantes ved begge Sacramenterne, og udtrykker i Troes-Bekiendelsen ved Daaben kort og klart hele den Christelige Grund-Anskuelse af Verdens Skaber, som en Fader, der klarlig aabenbarede de vanartede Børn sin Kiærlighed i Guddoms-Manden Jesus Christus, Hans eenbaarne Søn, og Hvis Hellig-Aand skaber, af dem som troe, et helligt Samfund og et helligt Folk, som har deres Synders Forladelse, og skal arve det evige Liv!

* 427

At den Christelige Anskuelse i Luthers Dage blev gienfødt af dette lille Ord, i fuld Overeensstemmelse med det Ny Testamente, er vel et stort Vidunder, men, som alle sande Guddommelige Vidunder, i Naturens Orden, da det derimod, uden et levende Ord, vilde være et unaturligt Kogleri, Guddommen uværdigt, og i Grunden umue ligt.

Er vi da nu kommet til den Indsigt som Fædrene fattedes, saa vi begynde at forstaae Menneske-Livet i det Store, see, da faae vi, hvad der er Hoved-Sagen, et hverken luftigt eller forvirret, men lyst og levende Begreb om Aand, som den høiere Livs-Kraft, der har sit levende Udtryk i et tilsvarende mundtligt Ord, og i dette sit Udtryk tillige sin jordiske Boelig, hvori den kan ligesom indslumre, men vaagner dog igien til visse Tider, og beviser sin Eenhed med sig selv ved at oplive og omværne sit Udtryk, og i det Hele ved, i en ny og klarere Gestalt, at gientage sit forrige Storværk.

Ogsaa her trængde de fleste Læsere vist til en Mund, der gav det levende Begreb om Aand, men at Skrift ikke kan det, vil de da desklarere indsee, og har de dog en dunkel Følelse af Aand, uden hvilken al Optysning er spildt, vil de kiende, hvor underlig det bedager sig, saa der svæve hvide Morgen-Skyer over Erkiendelsens Land, som Dag-Skiærets Speile og Solens Herolder.

Paa dette Stade opdage vi nemlig, at hos Folk med Aand var det blot en Uklarhed i Begreberne, der avlede de uforsvarlige Lov-Taler over Bogstav-Skrift, under Navn af det skrevne Ord, som, de ikke tog sig i Agt for, er et billedligt Udtryk, der, naar det tages for mere, bliver baade latterligt og skadeligt, da det er klart, at Man først maatte virkelig faae Fingre paa det usynlige, vingede Ord før Man virkelig, bogstavelig kunde føre det i Pennen, og at Man omfavner en Sky for Here, naar Man indbilder sig at have det virkelige, kraftige Ord i hvad der aabenbar kun er en Penne-Skygge deraf, som egenlig slet ikke ligner, men kun, for hvem der har Nøgelen, betegner det. Blænd-Værket opstaaer da derved, at et lille, levende Ord, som Man slet ikke har lagt Mærke til, gav Nøgelen, gav Aanden, saa Man, aandelig talt, hørde hvad Man læsde, og indbildte sig derfor, det var Bogstaverne, der talede, og kunde ikke noksom forundre sig over, at andre Læsere ikke kunde høre det, skiøndt de var lovlig undskyldte.

Heraf kom, blandt Andet, naar vi ellers var kiærlige Mennesker, alle vore haarde Domme over de Bibel-Læsere, der ei 428 kunde finde den samme Aand og Mening i Skriften, som vi, thi hvor naturligt det end er, at Man seer med de Øine, Man har, og læser enhver Bog i og med den Aand, eller Aandløshed, Man er indtaget af, saa indsees det dog aldrig af hvem der forvexler Skrift med Ord, og slutter da, at ligesom Man vel kan forkaste og forskyde Meningen i en levende og tydelig Tale, men ei, naar Man har Forstand, tage feil ad den, saaledes er det ogsaa med Skriften. Det er derfor ikke mindre nødvendigt for Kiærligheds og Billigheds, end for levende og virkelig Oplysnings Skyld, at vi bortkaste den grundløseste af alle Fordomme, den tommeste af alle Indbildninger, som den om Bogstavers Liv, Kraft og Mæle, unægtelig er. Sandelig, jeg vil dermed hverken paastaae, at jeg kan forklare Aandens underfulde Virkninger, eller nægte, at Bogstav-Skriften er et stort Vidunder, og hvem skulde mindre fristes til det Sidste, end hvem der anvender sin meste Tid paa ret med Flid at skrive Bøger; men at lægge en aabenbar Umuelighed til Grund, veed jeg, kan umuelig føre til Forklaring, og at prise Bøger for hvad de beviislig ikke er, maa nødvendig giøre os blinde for hvad de virkelig ere, saa det maa være det første Skridt til ret Forstand paa Ord og Skrift, at vi skarpt adskille to saa ueensartede Ting, og indsee, at Ordet staaer netop saa høit over Skriften, som Legemet over Skyggen, og som Han der skabde Tungen over ham der skiærer Pennen!

Det er ogsaa blot hos Konst-Folkene, det falder vanskeligt at oprede Forholdet; thi hos Natur-Folkene er det saa iøinefaldende, at selv Bogstav-Forguderne er nødt til at kalde de Sprog døde, som ikke meer er noget Menneskes Moders-Maal, og hvor klogt det er at tale om et dødt Sprogs levende Ord, vil enhver indsee, som veed, hvad det er at modsige sig selv i et Aande-Dræt. Der er imidlertid ogsaa i de levende Sprog en vis Deel, der egenlig maa kaldes Aandens Udtryk og Boelig, og kan ei gaae tabt, uden at Sproget derved aldeles mister sin Aand, kun har Naturen her, som allevegne, en langt bredere Basis end Konsten, saa et Natur-Folks Aand er kun bundet til den hele figurlige Deel af Moders-Maalet, eller det naturlige Billed-Sprog i vidtløftig Forstand. Uagtet derfor Aanden slumrer ind med Mytherne, kan den dog vækkes, saalænge der er Poesi i Folket, og det er der, saalænge de billedlige Ord-Sprog, Vendinger og Tale-Maader, som er dem eiendommelige, endnu findes i Folke-Munde. Ogsaa i denne Henseende er det da paa høie Tid, at Folke-Aanden vækkes, hvor den ei skal 429 uigienkaldelig forsvinde, men den vil ogsaa vaagne i vore Dage, overalt hvor den findes, hvad enten det saa blot er for at give det sidste Suk, eller for at begynde et nyt Levnets-Løb.

Hvordan det egenlig i Munden har hængt sammen med det Latinske Sprog, er svart at fatte, men det er klart, at de uhyre Anstrengelser i den ny Tid for at oplive det i sin Classiske Skikkelse, kan mislykkedes, fordi dets Billed-Sprog var aldeles uddødt, og Aanden derved tabt, forsaavidt ikke begge Dele var gaaet over i de romanske Tungemaal, og at disse derimod var et levende Forsøg paa at forevige Roms Aand, som aldrig mislykkededes saameget, at det jo lykkedes kun alt for vel, som Universal-Historien fra Granadas Erobring til Slaget ved Waterlo klarlig beviser.

Dette ulyksalige Experiment har imidlertid ogsaa en lysere Side at betragtes fra, thi deels var dog selv de Romerske Lænker et Baand mellem os og Old-Tiden, som Man heller maatte bære, end løsrive sig fra den, og deels beviste det, at, ved Hjelp af Christendommen og Bøgerne, vil det anderledes baade fuldelig og glædelig kunne lykkes at vække de Folke-Aander, hvis Tunger aldrig forstummede, og hvis Levnets-Løb beviser: at de var Livs-Aander; og her staae vi atter for Grækenland og Norden, thi blandt alle de Natur-Folk, hvis Historie kundgiør en eiendommelig Aand, er det kun Disses Tunge-Maal, som giennemgik Tidernes Skiærs-Ild.

Allerede herved har Skæbnen besynderlig sammenknyttet os med Grækerne, og jo dybere vi trænge ind i Menneske-Livets Hemmeligheder, des klarere vil vi erkiende en vidunderlig Styrelse deri, at Græsk og Islandsk leve endnu, som to duehvide Oldinger, med Nøglerne til Old-Tidens og Middel-Alderens Skat-Kamre, hvor vi finde de sære mythiske Huul-Speile baade for Menneskets Natur og Historie. Alt hvad vi derfor kan giøre til at opholde disse Sprog, og til at forsøde de Smaa-Folks Alderdom, hvis Moders-Maal de ere, skal være os en Glæde, og vil lønne sig rigelig.

Men, kunde Man spørge: hvortil behøve vi Myther, da vi have den Christelige Anskuelse? Hvortil de Skyer og Stjerner, da vi har Soel og Maane?

Først maa jeg bemærke, at om vi ikke behøvede Grækenlands og Nordens Myther, saa behøvede vi dog at forstaae dem, bedre end andre Folks, fordi deres Indflydelse har været Universal-Historisk, og deres Literaturer er de eneste originale, saa 430 Tunge-Maalene var os altid historisk uundværlige. Men jeg vil besvare Spørgsmaalet, da det træffer sig, jeg kan. Hvad nemlig Skyerne angaae, da vil selv Solen ikke undvære dem, saalænge den skal skinne over Jorden, og Maanen vil nok have Stjernerne omkring sig, især saa udmærkede som Syv-Stjernen og Karls-Vognen. Med andre Ord: Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen, og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste. Det Gamle Testamentes Billed-Sprog er upaatvivlelig saa træffende og altomfattende, at kunde vi levende tilegne os det, vilde det være i Erkiendelsens Land, som naar Solen opgaaer, men det vilde udentvivl endnu være os for dybt, og er i alt Fald, videnskabelig talt, ubrugeligt*), saalænge det Ebraiske Sprog er iblandt de Døde. Jeg, for min Part, tvivler ingenlunde paa, at jo Tiden nærmer sig med stærke Skridt, da Levningen af det underlige Folk, med samt deres Tunge-Maal, skal opvækkes som en Lazarus af Graven, men med dette Folk maa Alt til Enden, som fra Begyndelsen, skee paa saa overordenlig en Maade, at skiøndt vi høre til det ny Guds Folk, der skal opvække det Gamle, er der neppe Nogen af os, der endnu har ahnet, hvordan det er mueligt. Kun Saameget er klart, at nu er Raden til Grækenlands og Nordens Billed-Sprog, og at de ikke alene, ved at oplive hele vor Menneske-Kundskab, og forskiønne vort Liv, vil fortjene vor Tak, men vil ogsaa bringe os et Kæmpe-Skridt nærmere til Forklaringen.

Er nemlig ethvert Folks Myther deres Aands velbehagelige Udtryk og egenlige Tempel, da er de nødvendig forsaavidt Prophetiske, at de spaae hvad der kunde og skulde blive af Folket, thi forsaavidt er jo hver Enkelt-Mands, end sige da hver Digters, Ungdom prophetiske, og da der nu aldrig bliver * 431 mere, men vel mindre af et Menneske, i aandelig Forstand, end han i Ungdommen ønskede og drømde, saa kan vi forud vide, at to Folke-Færds Ungdoms-Drømme, der virkelig blev saa meget som Græker og Nordboer, maae have en Dybde og en Fylde, som Mythologerne, der vilde giøre dem til blotte Indklædninger for deres egne Hverdags-Tanker, vist nok aldrig drømde om.

Om Norden især skal vi siden tales nærmere ved, men om Grækernes historiske Liv og Betydning maa jeg tale et Par Ord, for, om mueligt, at vise Læseren, hvor hovedløst Man hidtil næsten almindelig betragtede, og, som det hedd, forklarede dette Hoved-Folks høieste aandige Forestillinger, som et Folks Gude-Myther jo dog nødvendig maae være.

Grækenland er i alle Maader Old-Tidens Middel-Punkt, hvor det Altsammen mødtes og vexelvirkede i høieste Frihed, hvad der i Old-Tiden naturlig henrykkede og opflammede Menneske-Aanden, henrev og fortryllede Menneske-Hiertet, sysselsatte og lynslog Menneske-Hiernen; der gestaltede sig det borgerlige Selskab, saa naturlig, at Man vel billedlig maa sige, Stenene kom dandsende til Byes hvor Orpheus spillede, og derfor havde Borger-Livet her alle uforstyrrende Kræfters fri Virksomhed til sit store Drive-Hjul. Dette skulde ikke blot lære vore Jurister at søge deres borgerlige Natur-Stand der, og hverken i Luften eller mellem Cannibaler, og lære vore Stats-Mænd, at Kræfternes fri Udvikling er den store Hemmelighed, der skaber blomstrende Riger, men det skulde ogsaa lære vore Mythologer, at det var et anderledes Chaos, der foresvævede den Græske Aand, end det der spøgede i den Romerske Røvers Hjerne, og at denne Aand gik ganske anderledes tilværks med af sit Chaos at udvikle det Græske Borger-Liv, med al dets Glands, end den Romerske Meen-Vætte, der satte sin Ære i, af Grækenland og hele den dannede Verden at skabe et Chaos med Sværd, og ordne det med Lænker. Ja, naar Man tænker, at Mytherne hos Homers og Hesiodes og de Dramatiske Digteres, hos Lykurgs og Solons, hos Sokrats og Platos, hos Phidias, Perikles og Aspasias Folk kun betød de fire Elementers guddommelige Helte-Gierninger, da er det netop, som om Man fortalde os, at Homer, hvor tro han end skildrede og hvor deilig han end besang Menneske og Helte-Livet, da han var gammel og blind, havde dog i sin klarøiede og kraftige Ungdom ei mindste Forestilling derom, men laae og væltede sig mellem Svinene 432 paa hans Faders Møding, ansaae Snogene for de høie Guder, og Tyrene for de største Helte.

Dog, jeg veed, det nytter lidet eller intet, at føre soleklare men skyggematte Beviser med Pennen, for en Sandhed, som bestrides af Millioner Munde, med grundløse men levende Magt-Sprog, saa her er min eneste Trøst, at Læseren dog maaskee kan og vil gaae i sig selv, og, er han gammel, betænke, om han virkelig kom høiere med sin Forstand i Alderdommen, end han med Indbildnings-Kraften svang sig i Ungdommen, men er han ung, kun mønstre sine Længsler og Drømme, og see. om det er Dristighed og høi Flugt de fattes, eller en tilsvarende Virkelighed, de neppe tør smigre sig selv med at opnaae.

Giør Læseren imidlertid det, da vil han strax være enig med mig om, at Grækerne sikkerlig kom endnu langt videre i deres Indbildning, mens de var unge, end med al deres Konst og Vidskab, da de blev gamle, og at det altsaa ei blot maatte være en Lyst at høre, hvorledes Homerers Tip-Oldefædre phantaserede paa Mund-Harpen, naar Øinene funklede af Glæde over smilende Udsigter i det Fjerne; men at vi ogsaa deraf maatte kunne lære at overgaae Grækerne i Konst og Vidskab, dersom vi ellers har et høiere Lys, en dybere Alvor, og en kraftigere Hjelp, som de fattedes.

Det kan nemlig slet ikke, som Man i den sorte Skole saa bagvendt har paastaaet, ligge i Phantasiens Natur, at der ikke giennem Livet udvikler sig en tilsvarende Virkelighed, men det maa nødvendig ligge i et Vanheld, der er tilstødt Menneske-Naturen, og har forstyrret de oprindelige Forhold; thi ellers lærer saavel den daglige, som den universal-historiske Erfaring, at i Aandens Verden giælder den samme Natur-Lov som i Luftens, saa Forestillingen skulde giøre ligesaa dybt et Indtryk paa Følelsen, som den selv er høi, og derpaa stige i Forstands-Røret, netop til samme Høide, som den oprindelig havde. Har vi saaledes Forestilling om en skiøn Bygning, det være af Kalk og Steen, af Toner eller Tanker; giør den et tilsvarende behageligt Indtryk paa os, saa vi lægge Haand paa Værket, og har vi Magt til at fuldføre det, da vil det ligne Forestillingen paa et Haar, saa det kan umuelig hænge rigtig sammen, naar et Væsen naturlig begeistres for at fare til Himmels, men ender med at bevise sig selv, han bør krybe i Jorden.

Har vi imidlertid tilegnet os den Christelige Anskuelse 433 af Mennesket, da see vi godt, at vel var Phantasien saalidt som noget Menneskeligt lydesløst efter Faldet, men at dens Feil dog ingenlunde laae deri, at den fløi for høit, thi det er umueligt for hvad der, som Guds Livs-Aande, nedfoer fra Himlenes Himle, og skal did igien, men at det netop var Feilen, den fløi ikke høit nok, blev enten ved Jorden, eller forvildede sig i Luften mellem Stjernerne, thi deraf udsprang jo Afguderiet. Naar derfor de Selv-Kloge bebreide Phantasien dens Udsvævelser, og raade den til at blive ved Jorden, da har den gamle Adam godt ved at bevise sin Uskyldighed, og er fri nok for at drukne i det Vand hvori han vasker sine Hænder, beklagende skielmsk at den Philosophi er ham for dyb*).

Forsaavidt Phantasien er aandelig, har den ogsaa virkelig Ret til at kalde sig forholdsviis uskyldig, thi den er jo Poesiens Skaber, og hvilken virkelig Digter maatte ikke ønske, hans hele Liv svarede til Begejstringens Timer, hvilket Folk maatte ikke ønske, at deres Liv udtrykde, hvad der begeistrede deres store Digtere!

Feilen stikker altsaa fornemmelig, hvor Man nødigst vil søge den, i Hjertet, hvad den Mosaisk-Christelige Anskuelses Historie har sat udenfor al Tvivl; thi havde Hjertet ingen Skade, hvilke Halv-Guder maatte ikke alt Israeliterne, end sige da de Christne, blevet; men fordi Indtrykket paa Hjertet ikke var dybt nok, derfor blev ogsaa baade Daaden og Forstanden derefter. Forstand er nemlig slet ikke andet, end en Følelse der bliver sig selv klar, og det bliver den kun ved at afpræge sig i en tilsvarende Gierning, som viser hvad den var, thi derfor er det at Forstand kommer kun efterhaanden af Erfaring, og derfor er det kun ved Betragtning af Menneske-Slægtens og sit eget Levnets-Løb, Man kan vinde Forstand paa Menneske-Livet, saa den Speculation, der ikke vil være Livets Søn og Lærling, er aabenbar en Skifting, paa hvem vi alt fra Amme-Stuen veed, ikke blot Daab og Christendom er ilde stædt, men al Omhu, Næring og Opdragelse spildt.

Deri laae da ingenlunde Feilen hos Grækerne, at de begyndte med at synge om Gudernes Nærværelse, thi Mennesket er skabt i Guds Billede til at ligne ham, og hvem der skal hæve sig til de udødelige Guder, maa høre dem synge for sin Vugge, og see * 434 dem billedlig omsvæve sig, som Forbillede paa, hvad han engang skal vorde. Altsaa ikke deri laae Feilen, at Man menneskelignede Guderne, men deri, at Guderne enten var uægte: kun Skygger af det Guddommelige hos Mennesket, og kunde derfor ingen aandelig Stigen bevirke, eller at de kun efterlignedes maadelig, saa Daaden sank dybt under Forestillingen, Gudernes Sønner vanartede, og kunde derfor ikke naae til Himmelen, men blev som Halv-Guder hængende med Pegasus i Luften, eller styrtede, naar det kom høit, hovedkulds med Phaeton i Dybet

Naar nu Gude-Ligningen og Himmel-Farten lykkes saa slet, kan Forklaringen naturligviis ikke, som den skulde, blive en guddommelig Bevidsthed, men bliver langt snarere Mis-Forstand paa alt Aandeligt, som om alle Mytherne var kun malede tomme Æsker, Man enten maatte kaste bort, eller see til at lægge lidt i, der ikke var for tungt.

Saaledes gik det da ogsaa omtrent i Grækenland, og vi see det godt, at alle Guderne, og Halv-Guderne saa næsten med, var døde alt i Solons Dage; thi da er Guderne og da er Billed-Sproget dødt, naar Mængden knæler for Billederne, mens de Kloge lee kun ad dem eller lege med dem. Under saadanne Omstændigheder har det ingen Art med Opvækkelsen, de Dramatiske Digtere forsøge, thi de blive da ikke, hvad de skulde være, en aandelig Videnskabeligheds Herolder, men kun Koriphæer ved Poesiens Lig-Begiængelse, og stort mere blev de heller ikke i Athenen, skiøndt den Græske Videnskabelighed har udødelig Ære af sin Heros, af Plato, som virkelig fortjener, forholdsviis, at kaldes den guddommelige, da han for Alvor med store Evner prøvede paa at finde og befæste den levende Tanke-Kiæde, der forbinder Himlen med Jorden, og Mennesket med de udødelige Guder.

Videre kom Grækerne ikke, de forgudede Plato, men fulgde Aristoteles, og meget videre har Man ei siden drevet det, men vi baade kan og skal drive det langt videre, thi vi veed, at i Palæstina lykkedes Himmel-Farten, og med den Christelige Anskuelse maa det sagtens lykkes at forstaae den, som er Slægtens timelige Maal, hvordan det end gaaer med den virkelige Efterligning, som fører til det Evige.

Her maa jeg atter pege paa den mærkelige Forskiel mellem Christne og Naturalister, som dele den Christelige Anskuelse, thi netop naar vi skal dele og udvikle den, istedenfor, som hidtil, at drages og djævles om den. da maae vi være os 435 Forskiellen klarlig bevidst paa alle Hoved-Punkter. Vi gammeldags Christne troe nemlig, og maae nødvendig blive ved at troe, at Christus foer virkelig til Himmels for os, og, paa en Maade, med os, saa vi skal og kan følge efter, enten vi forstaae det eller ikke, medens Naturalisten derimod tænker og maa tænke, at Christus foer kun til Himmels som et Vidne om Mueligheden, og som vort Forbillede, saa det giælder om, først at forstaae Himmel-Farten, og dernæst at efterligne den. Af denne nødvendige Forskiel flyder imidlertid ligesaalidt, at vi skal ringeagte Videnskabeligheden, som at Naturalisten maa nægte Christi virkelige Himmel-Fart, men kun, at Naturalisten maa være langt mere bekymret for en aandig Videnskabelighed, der forklarer Menneske-Livet, end vi, thi for os er det kun, ret forstaaet, en timelig Velfærds, men for ham er det en Saligheds Sag.

Derfor har jeg det velgrundede Haab, at alle Nordens Naturalister, med Aand, vil af alle Kræfter være os behjelpelige til at faae det store Skole-Giftermaal istand: mellem Forstanden og den Dramatiske Poesi, eller, for at tale i den ny Skole-Stil, som om det alt var klappet og klart: imellem Nordens Asa-Thor og den Græske Sybilla, efter Sif med Guld-Haaret.

Dette Mythiske Gifter-Maal har længe svævet for mig, naar jeg, i hvad Man kalder Begeistring, stirrede baade frem og tilbage, som er min Maade at see langt paa, og ligeledes et Slags Gifter-Maal med Ørnene, men før vi gaae videre, er det vel bedst at pege paa, hvad Begeistring egenlig vil sige, thi har Læseren end intet vrangt Begreb derom, kan det dog let hænde sig, han enten har et tomt, der er det samme som Intet, eller kun et meget dunkelt, der ikke vil giøre Sagen klar, naar vi nærmere skal afhandle: hvad de gamle Mythe-Smede muelig kunde begeistres af.

For det Første veed Læseren nok, at Begeistring er oprindelig et Tydsk Ord, men jeg vil bede ham, med For-Ord, ikke deraf strax at slutte, at al vor Begeistring er Tydsk, thi det er ikke engang al vor Fortræd, hvoraf meget mere Største-Delen er Latinsk, men kun slutte, at vore Prosaister vidste ikke hvad Begeistring var, og greb derfor til det Huus-Raad, slette Oversættere helst maae bruge. For Resten er Dansken ingenlunde fattig paa kiønne Ord til at udtrykke hvad der er glædeligt, og hvad paa Jorden skulde vel være glædeligere, end en ægte Begeistring; thi vel er det, for den sorte Skoles Skyld, næsten blevet til en Skam at have Syner, men hvem der har Nogen, 436 som virkelig henrykke, henrive, forlyste, fortrylle og indtage dem, der bryde sig kun lidt om Skammen, men sige tvertimod, det er Skade, Man ikke har dem bestandig, som naar Aanden er over En, og Man er ret i Aande. Heraf vil Læseren strax skiønne, at, efter mine Tanker, er Begeistringen slet ikke Andet, end en lille Kiærligheds-Historie i den usynlige, men dog ganske virkelige Verden, som Ordet, at sige det levende Ord, der løber ud i Eet med Aand, baade skaber og befolker. Her seer Man da, hvor Snakken om Muserne har hjemme, i Grækenland nemlig, hvor Man havde et godt Øie for det smukke Kiøn, som for alt det Skiønne, og hvor Man fandt, at Historikeren og Stjerne-Kigeren maatte ligesaa velhave deres Muser, eller være begeistrede, naar de skulde due noget, som Digteren og Taleren. Nu er det vist nok, desværre, gaaet med Muserne, som med Alt hvad der kommer an paa Smag og Behag, at Somme har havt Gribbeniller, og dog været meget indtagne af dem, men fortalde Nogen os selv, at en Pølse-Pind eller en Havre-Avne havde indtaget og begeistret ham, da vidste vi forud, det var enten Vrævl for hans egen Mund, eller en Skose til somme Andre, og det er, hvad vi Alle skulde betænke, naar Man vil binde os paa Ærmet, at det der i den Mythiske Tid har begeistret Digter-Patriarkerne, og fra deres Læber begeistret Folk som Grækerne, saa de tog det for en guddommelig Aabenbaring, var slet ikke Andet end en Hverdags-Tanke, som selv Hverdags-Folk troer, de er født med!

Dog, det bliver vel bedst, jeg fortæller Læseren en lille sandfærdig Kiærligheds-Historie, jeg havde forleden Aften med En af de Græske Muser, hvis Navn jeg vel ikke har fundet i Registeret, men som jeg ligefuldt blev indtaget af, og haaber, Læseren, ved nærmere Bekiendtskab, ikke paa Papiret, men i Virkeligheden, vil finde, fortjende det.

Jeg sad just, som jeg staaer nu, og vilde slutte min Indledning om Myther og Mythologier, med et Rap til de Mythologer, der vil giøre Poetiske Folke-Myther til ingen Ting, og valgde til Exempel paa Mishandlingen af Grækernes Billed-Sprog, den velbekiendte Mythe om Kronos og hans tre Gude-Sønner. Da jeg nu, som sagt, altid, naar jeg er i Aande, har for Skik at see baade frem og tilbage, saae jeg en i mine Øine deilig Grækerinde, der var kommet bag paa mig, mens jeg sad i mine egne Tanker, og tiltalde mig nu, just ikke med de artigste Ord, men dog med et af de Smil, der smitter, saa Man kan ikke komme til at see suurt.

437

Saa er du da, syndes mig hun sagde, thi jeg forstaaer kun maadelig Græsk, saa er du jo dog endnu den gamle Barbar, den eenøiede Hyperboræiske Cyclop, der ikke kan kiende Forskiel gaa Folk, men vilde have mig til at staae her som en arm Synderinde, at høre alle mine Dyder og Lyder og Kiende-Mærker opregnede, og saa omsider fremvises, som en vissen Urt fra Herbariet til behageligt Eftersyn. Nei, kan og vil du sige noget om mig, som er værdt at høre, og er der en eneste Draabe poetisk Blod i din historiske Vand-Farve, saa fortæl dog ordenlig mit Slægt-Register, som jeg har Ære af, saa jeg kan blive rød, og gaae min Vei, kun seet i Forbigaaende, og slippe for at høre Resten!

Da jeg nu hørde, min Skjalde-Ære stod paa Spil, hvordan jeg vendte mig, vilde jeg dog heller vove den, ved at føie en Skiønhed i et rimeligt Forlangende, end ved unødvendig at fortørne hende, dreiede Pennen et Par Gange rundt, og skrev som følger.

De Mythiske Slægt-Registere har i det Mindste den Fortjeneste, som Historie-Skriverne hidtil ikke har skiønnet paa, at de er særdeles korte, skiøndt de række fra Himlen til Jorden, og stundum til Helvede med, ja række hele Tiden igiennem, stundum endog et Stykke ind i Evigheden. Saaledes er det da ogsaa med den Høibaarne Frues, hvis Udseende jeg ikke her vil beskrive, da hun har lovet selv at vise Læseren et Glimt deraf, men dog, hvis det kun bliver Mage til det, hun, lidt uartig, skiænkede mig, sikkert ikke vil findes fyldestgiørende.

Kronos var en Søn af Uranos og Ge, og da han var sat af med Bestillingen, deelde hans tre velbekiendte Sønner hele Verden, paa Jorden nær, som de synes at have glemt, imellem sig, saa Zeus tog Himlen, Poseidon Havet, og Pluto eller Aides Skygge-Riget, som vi Nordboer lidt vel drøit kalde Helvede, hvormed vi dog ingenlunde mene det Hede, men netop det Kolde. Forsaavidt maa Pluto ogsaa have været enig med os, thi han besluttede at dele sin kolde, tomme Høihed med en varm Skiønhed, og hans Valg faldt paa den deilige Persephone, Datter af Zeus og Demeter. Hvorledes han nu kom i Besiddelse af denne Skygge-Rigets majestætiske Dronning, derom lyde Rygterne forskiellig, og er desaarsag Meningerne meget deelte, men derom er dog alle de Gamle enige, at Pluto overraskede hende, hvor hun gik og sankede Lilier i al Uskyldighed, samt at hun græd bitterlig under Bortførelsen, skiøndt hun kiørde paa en Guld-Vogn. Hun fik imidlertid, paa 438 hendes Moders Forlangende, Lov til at besøge Jorden, eller maaskee endog Olympen, hver Vaar og Sommer, og blev, ved Zeus, som en Slange, Moder til Zagreus, der ellers ogsaa kaldes Bachus! Det var for Resten den samme deilige Dronning, som de forvovne Kroppe Theseus og Perithous vilde hentet op igien fra Skygge-Riget, men maatte lade blive, og takke Herkules for, at dog En af dem, nemlig Theseus, slap op igien og hiem til Athenen.

Det Sidste føier jeg naturligviis kun til, for at vise Læseren, hvorledes en senere historisk Mythe fra Helte-Tiden har knyttet sig til den Naturlige fra Gude-Alderen, og nu vil jeg ikke spørge: hvad der bliver af Persephone, naar Man giør Zeus til Luft, Poseidon til det bare Vand, og veed ikke engang hvad Man skal giøre af Pluto; men jeg vil i al Hemmelighed betroe Læseren mine Tanker om, hvad der muelig kan have begeistret den gamle Digter, og hans Græske Tilhørere, for Kroniderne, saa de med overdreven Gavmildhed skiænkede dem langt meer end de selv eiede eller raadte for: hele Verden, og guddommelig Tilbedelse!

Mig synes, jeg kan see den Mythe-Smed, som en gammel blind Thamyris, der har mistet baade Syn og Cithar, fordi den Vove-Hals indlod sig i Vædde-Sang med Muserne, og drømde om et Kys af hver, som han nu tænkde paa en Omvei at naae.

Med sænket Hoved, med rynket Pande, og sneehvidt Haar, seer jeg ham staae ved et Isthmisk Høst-Gilde, lyttende til en ung Digters blomstrende Kvad om Seier-Herren i sin fulde Manddoms-Kraft, og jeg læser det i Gubbens Miner, hvorledes Menneske-Livet svæver ham forbi som en sød Drøm, hvoraf Man bittert føler, Man er vaagnet, saa af Barndommens glade, udeelte Livs-Fylde, af Ungdommens funklende Øine og dristige Flugt, og af Manddommens kraftfulde Skridt og triumpherende Blik, er kun de livløse Skygger tilbage i den kundskabsrige, men mørke, kolde, magtesløse Alderdom.

Dog see, med Eet opklares Gubbens Ansigt, som naar Skyerne skille sig ad paa en Dag i Høsten, og Regn-Buen viser, hvor yndig Soel-Straaler bade sig i Støv-Regn; thi Gubben blev veemodig, da det lynslog ham, at hvad han sørgede over, var fælles Skæbne, saa det dog i Grunden var det samme Liv, der ældedes i den ene Slægt, og foryngedes i den Næste, og han var dog ogsaa i Grunden endnu den samme Skjald, som fordum kappedes med alle Muser. Da fødtes der en ny Muse for ham, i 439 hvem alle de Gamle syndes sammensmeltede, thi hun bragde ham alle de henvisnede Krandse, friske paa Ny, og sank kiærlig i hans Arme, som om han endnu under de hvide Haar havde vundet sit Vædde-Maal. Da reiste han sig i Kredsen af de Lyttende, og skildrede, med klar og rolig Begeistring, hvor underlig, veemodig rørende og skiønt, det Guddommelige speiler sig i de Dødelige, saa vel er de gyldne Kronos-Dage kun faa, og længe varer hverken Ørne-Flugten i Sky, eller den raske Omtumling paa Livets bølgende Hav, og ængstelig er Indgangen i Efter-Tankens store, stille, dunkle, kolde, Skygge-Rige, men selv der er dog Gudernes Boelig, hvor Ædlingen krandses af den Deilige, som Zephyr avlede med Vaaren i Løn, til at være Høstens Muse.

Ja, noget Saadant har det aabenbar været, der begeistrede baade Skjalden og Folket for Kroniderne, som Menneske-Livets Genier, thi det er de unge Guder, som fødes hos gamle Skjalde, Frugterne af Begeistringens anden Ungdom, i Poesiens Alderdom, og derfor giver denne Forklaring hele Mythen Sammenhæng, og dermed rime sig alle Navnene, fra Kronos (Timeligheden), til Zagreus (Vederkvægeren). Intet Under, at det er Zeus der afsætter Kronos, indtager Himlen, er baade Gude- og Helte-Faderen, har Lynet til sit Vaaben, og Ørnen til sin Fugl; thi saaledes er det jo med Phantasien, Ungdommens Genius! At Havet hos Grækerne var Symbolet for Følelsen i det Hele, see vi blandt Andet deraf, at det var Moder baade til Achil og Aphrodite, og det er jo virkelig baade i Storm og Stille ligesaa hos os; men de mangfoldige Skatteringer i Følelsen undgik naturligviis ikke Grækerens Opmærksomhed, saa det var den stormende Lidenskabelighed, der bringer alle andre Følelser til Taushed, de i Poseidon forgudede, hvorpaa saavel hans Navn, som hans Historie peger. Pluto endelig er den Samme som Plutus (den Rige), og har sit andet Navn, Aides, enten af den ubehagelige Livs-Mæthed, der egenlig er Mathed, eller af det Opløsende, der er Hoved-Elementet i Forstandens Virksomhed, og Skygge-Ligheden, der er alle Begreber egen, naar de mangle den tilsvarende Virkelighed. Maalet, Staven og Nøgelen, er hans, som Reflexionens eller Efter-Tankens Symboler, og det er naturligt, at han selv ingen Børn har med Persephone, thi den blotte Forstand er kun Skygge-Fader, saa det er kun ved en sær Forbindelse mellem Phantasien og Forstanden, der bliver en Fader til den historiskpoetiske Anskuelse af Livet, der er Alderdommens Trøst. At 440 Zagreus ogsaa kaldes Bachus, er baade dybt og deiligt, thi Phantasien snoer sig i Slange-Bugter om Forstanden, som Ranken om Stangen, naar Vederkvægeren skal fødes, som er den aandelige Vin-Drue, eller er ikke netop Vinen det legemlig Oplivende og Vederkvægende, der alt for ofte bruges til Surrogat for det Aandelige; ja, stemmer ikke selv den Christelige Anskuelse dermed overeens!

Ønsker Man nu at vide, hvorledes en deilig Mythe kan tabe sin Betydning, da tænke Man blot Aanden bort, og strax bliver Zeus til Luft, Demeter til Jord, Persephone til Grønsvær, Slangen er en haandgribelig Vin-Ranke, og Zagreus til en ligedan Drue, og Man er kun i Forlegenhed med Pluto, som bliver til slet ingen Ting.

Kunde denne Mythe nu end ikke giøre os anden Tjeneste, end at være et Speil for det daglige, natur-historiske, Menneske-Liv, tro og poetisk opfattet, saa mener jeg, det var allerede en stor Vinding; men nu kan den umuelig være saameget, uden at være langt mere, thi da Menneske-Livet er eensartet i alle sine Skikkelser, maa baade det Græske Folke-Liv, og hele Menneske-Slægtens, speile sig deri, og dette er hvad der saa inderlig sammenknytter Grækenlands og Nordens Myther, som indbyrdes tilsvarende Anskuelser af det samme Menneske-Liv, fra dets natur-historiske og dets universal-historiske Side, thi derved forbindes de som Mand og Kvinde, udtrykkende det samme Menneske-Liv i sin Kraft og i sin Skiønhed.

Det kan hverken behøves eller nytte, her at gientage, hvad i det Forrige er sagt om de tre kiendelig adskildte Aldre i Folkenes og Slægtens Levnets-Løb; men det skader dog ei at anmærke, hvorledes de poetiske Heste staae opsadlede for Kroniderne; thi Old-Tidens var den flyvende Pegasus, Middel-Alderens var Sleipner, den ottebenede Hav-Hest, og Nu-Tidens er jo den trebenede Hel-Hest.

Men især maa jeg giøre opmærksom paa, at Persephone, Datter af Zeus og Demeter (Phantasien og den frugtbare Natur), i Grækernes og Slægtens Historie er den Dramatiske eller Forstands-Poesien, som kommer sidst, og skulde blive Moder til en historist-poetisk Vidskab, der kunde være dens Støtte-Stav, og forklare Menneske-Livet; men blev det hidtil aldrig, i Folke-Historien, fordi Gifter-Maalet med Pluto kom aldrig istand. At det i Grækenland vilde mislykkes, spaaede egenlig hele Helte-Livet, hvis aandigste Daad var Borger-Samfundet 441 og de Homeriske Digte, hvoraf Hint kun løselig knyttede sig til Mytherne, og dette kun spillede paa dem; men det spaaedes ogsaa bestemt i Helte-Mythen om Perithous og Theseus, der vilde berøve Pluto Persephone, thi hvad der end ellers har svævet for Skjalden, saae han jo dog Heltene i Strid med Guderne, hvad umuelig kunde føre dem til Himlen, men maatte fængsle dem i Under-Verdenen. Følgen see vi i Athenen, hvor Plato staaer med sine Dialoger ved Siden ad de store Dramatiske Digtere, som en Theseus, hvem Herakles vel har reddet fra Under-Verdenen, men ei kunde give Persephone, og hvem hans Landsmænd vel forgudede efter Døden, men forskiød i Livet.

Dog, det var intet Under, at det store Gifter-Maal mislykkedes, saalænge Himmel-Farten ingensteds var lykkedes; men efter Christi Dage skulde Man tænkt, det var kommet istand paa det første Sted, hvor Poesien dramatisk foryngedes, altsaa i England. Hvi det imidlertid ei kunde skee, har jeg alt peget paa, og det lod sig klart udvikle, men jeg vil heller pege paa den Engelske Plato, eller Frands Baco, som vidste godt at Philosophen var en Pluto, men ansaae Gifter-Maalet med Persephone for umueligt, saa en Urte-Kost af hendes var Alt hvad han meende, kunde forplantes til Skygge-Riget.

Komme vi nu til Tydskland, da finde vi vel, ved Siden ad de Dramatiske Digtere, to, om ikke tre, Tydske Piatoner, for Een, og da især Schelling som Hoved-Manden, men han fattedes, desværre, med al sin Genialitet og Dybsindighed, Jean Pauls poetiske Fylde og Fr. Schlegels Ærbødighed for Historien, saa det maatte gaae skiævt. Natur-Philosophien var imidlertid et glimrende Forsøg paa at forbinde Phantasien med Forstanden, og saaledes frembringe en levende, fremskridende, og Livet virkelig forklarende, Videnskabelighed, og Forsøget er saa langt fra at burde afskrække os, at det netop borger os for, det baade kan og skal lykkes i Norden, hvori Poesi og Historie har været sammensmeltede fra Arilds-Tid, saa hele Nordens Historie er, i Overeensstemmelse med dets Myther, en Kolossalsk Spaadom om det store Gifter-Maal for hele Verdens Øine, der har været bestemt fra Vuggen af, og kun fundet saadanne Hindringer, som deels ligge i Sagens Natur, og deels skal tjene til at giøre Ægteskabet, der kroner en lang og hardtad fortvivlet Kiæreste-Tid, baade varigt og lykkeligt.

Ja, ogsaa vi har nu faaet vort Drama, og veed altsaa, hvor 442 vi er, veed, at nu maa det bære eller briste, og kan see for vore Ørne, at Forsøget aldrig kunde slaae saaledes feil, at vi kunde tabe Noget derved, men at, om det kun halvveis lykkedes, var derved dog allerede Meget vundet, i det Mindste for Øieblikket.

Vi ere umaadelig rige i Ideen, men store Stoddere i Virkeligheden: rige paa Kundskab og Erfaring, men fattige paa Livs-Kraft, Varme og Fylde, de completteste Plutusser og Plutoner, Man vil see for sine Øine. Det er os Alle klart, at nu skulde Vidskab og Oplysning giøre sit Mester-Stykke, ved, baade i Kirken, i Staten og i Skolen, at afløse den dunkle Følelse, der hverken er dyb eller stærk nok, til længer at staae for Styret, uden at alle de aandige Baand, der knytte Mennesket til Himlen, til Slægten og til Forklarings-Banen, maae briste, og den ny Folke-Verden drukne i Øster-Søen, som den Gamle i Middel-Havet: det forrige Chaos, med Anarchi og Tyranni, med dumt Afguderi og tom Selv-Klogskab, aandelig Plumphed og legemligt Kiælenskab, kort sagt: alt det Slette ved Barbariet og Culturen, blive Dagens eller rettere Nattens Orden.

Vi veed ogsaa godt, hvad vi skulde, og tildeels gierne vilde, saa det er kun Skaden at vi kan det ikke. Skabe noget egenlig Nyt, vil nemlig kun Tosser nuomstunder, som ikke veed, det er ligesaa umueligt som ufornødent, saa alle kloge Folk see, det giælder kun om at prøve alle Ting og beholde det Bedste. Old-Tiden var plastisk, og Middel-Alderen var romantisk, saa det følger af sig selv, at den sidste Tid skal være architektonisk, og det var Synd at sige Andet, end at vi enstund, af alle Kræfter, har røvet ned og bygget op i alle Kroge, men det er Ulykken, at vi har virkelig revet ned, men kun bygget op i Ideen, eller paa Papiret, og det vil aabenbar ikke svare Regning, enten for Store eller Smaa, for Læg eller Lærd, da det, endnu mere aandelig end legemlig, giælder om en Bygnings-Konst, der virkelig skaffer os til at boe baade sundt og smukt, stort og bekvemt, ikke som kloge Bævere, men som forstandige Gude-Børn, og det vil slet ikke lykkes.

Men, hvorfor vil det ikke lykkes, undtagen fordi vi bære os bagvendt ad, og veed ei at benytte vor Stillings og vor Tids mageløse Fordele, hvor det kommer an paa at forbinde Kræfter, og afpasse det Ene efter det Andet. Vi staae paa Gravens Bredd, med hele Menneske-Livet bag os, hvis Erfaring vi kan benytte, hvis Forstands-Udbytte vi kan giøre Regning paa; Christendommen byder os en ægte universel Anskuelse af 443 Menneske-Livet i dets Forhold til Himlen og Evigheden, Grækenlands og Nordens Myther afbilde ligesaa universelt Menneskets Forhold til Jorden og til Tiden: den Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, og Folke-Historierne ligge udbredte for os, saa vi kan see, baade hvad der passer til hvert Sted, og til den nærværende Tid, og vi fattes da aabenbar enten blot Øine til at see, Hjerte til at ville, eller Kraft til at udføre, hvad der ligesom paanøder sig os. Var vi nu enten aldeles magtesløse, eller saa ondskabsfulde, at vi vilde heller selv springe i Luften med hele Verden, end røre en Finger for at redde den, da stod vi naturligviis hverken til at raade eller hjelpe; men det er ikke Tilfældet, vi er kun blinde med aabne Øine, det vil sige: forblindede, og det i Norden langt mindre af Selv-Klogskab, end af blind Tro paa andre Folks, og da især paa Romernes og Tydskernes, Klogskab, af hvilke imidlertid de Første kun bygde et Slaveri til alle Folk og en Galge til dem selv, og de Sidste har, efter meer end Tusindaars forgiæves Arbeide paa at bygge en ordenlig Stat og et forsvarligt Philosophisk System, opgivet begge Dele, og slaaes nu om Stumperne. Og af blind Ærbødighed for en Klogskab, som Erfaring har fordømt, skulde vi lukke Øinene for den Viisdom, som hele Menneske-Slægtens Erfaring anbefaler, og til Trods for vor egen upaatvivlelige Erfaring, at Phantasi og Forstand kan sammensmelte i Bevidstheden, og Poesi og Vidskab godt forliges til fælles Bedste, til Trods for vor egen Erfaring, og for Historiens Vidnesbyrd, skulde vi troe, det er galt, fordi hverken Romere eller Tydskere har kunnet finde sig deri, forstaae og forklare det!!

Nei, det var dog alt for galt, nu, da det giælder om Andet end at skrive en Bog, eller forsvare et Paradox, giælder om at gienføde Menneske-Livet i Kirke, Stat og Skole, hvad Erfaring dog maa have lært os, skeer ikke ved at skrive et nyt Ritual, en ny Constitution, og en ny Skole-Plan, men kun derved, at der kommer nyt Liv i Præster, Stats-Mænd, og Professorer, som da igien meddeler og forplanter sig i deres Kreds. At nu Haanden kan udrette store og forbausende Ting i den haandgribelige Verden, og det ikke blot ved at slaae Folk ihjel og rive Huse ned, men ogsaa ved at bygge, hvor ellers kun Fugle flyve, eller Muldvarper grave, og ved konstig at forbinde tusinde Ting med tusinde Hænder, som om det var støbt i en Form, det seer Man især i England; men at der bygges store Slotte i Aandens Verden, eller at Mennesker og Kræfter aandelig forbindes, naar Man, med en Pen i Haanden, tegner paa Papiret 444 hvad der kunde og skulde skee, og hvad Følgen deraf vilde blive, det er jo dog saa latterlig en Tanke, at, saasnart vi besinde os derpaa, kan vi umuelig begribe, hvordan vi noget Øieblik kom til at nære den. At derimod et begeistret Ord er en Kraft, der virker forholdsviis paa hele Livet, det er en Kiends-Gierning, og det er derfor det første Skridt baade til ret Forstand og til hensigtsmæssig Virksomhed, at vi ikke vil giøre med Haanden, hvad kun Munden kan udrette, men betragte Pennen som en Pluto, der kun bliver Fader, naar Zeus bliver det for ham, eller som en Stav, der kun bærer Druer, naar Ranken omslynger den. Det vilde nemlig slet ikke nytte, om vi end nok saa viselig forbandt den historiske Poesi med Forstanden paa Papiret, og skrev med store Bogstaver, at nu var Pluto formælet med Persephone, thi det var i alt Fald en Privat-Sag for Skribenten, der dog vel ikke indbilder sig, han med sin Pen kan befolke og bevæge Jorden til Verdens Ende. Hvad der vil have levende Virkning, maa ogsaa virke lyslevende, og hvad der skal have Afkom, maa virkelig forplante sig, hvad der skal giennemstrømme et Menneskes Aarer, maa komme til ham som en Kilde, og ei som vindtør Sværte paa Papir, det er unægtelige Sandheder, som maae blive levende for os, og levende i os, før enten Bøger eller nogen Ting kan hjelpe os, thi de skal selv være Kilden i os, der springer til et timeligt Liv i Aanden, som vi jo Alle behøve, enten vi saa bruge det vel eller ilde, enten vi vil nøies med det, som vor Deel i denne Verden, elier anvende det for Evigheden.

Og dermed vil jeg slutte, thi lukkes ikke Munden op, da er ingen Skrift saa aandelig, den jo giør os langt mere Skam en Ære, thi det giør den jo, naar den viser, vi vidste hvad vi skulde gjort, men gjorde ikke. Guld-Vognen til Persephone skal naturligviis ikke være af Guld-Papir, men af ægte Guld, og de sorte Heste skal da heller ikke være saadanne sværtede Kiepheste, som dem Man seer her, men ordenlige Damp-Heste, som Man kan høre er i Arbeide, skiøndt Man kan see, hvor feiende det gaaer med Prindsessen, henad den glatte Jern-Bane, som Strudsen flyver. Kun da kan det ogsaa blive i Elysium, hun faaer sin Dronning-Stol: i en Bog-Verden nemlig, hvorom Livs-Aanderne, skiøndt tause og slumrende, svæve, og i Tartarus kan Man vel vide, en Datter af Zeus og Demeter kun fandt sig ilde stædt og værre bænket, saa, slap hun engang derfra i Vaar, da vendte hun vist aldrig did igien om Høsten til Vinter-Dvale, men fløi langt heller bort med Storkene til varmere 445 Lande*). Og see, den Guld-Vogn, den maa giøres af Nordiske og Græske Myther, med levende Hjul af Islandsk og Ny-Græsk, medens det levende Ord paa Moders-Maalet er Drive-Hjulet, og Ordet fra det Høie Kraften som besjæler det.

Blev det ikke Tilfældet, da maatte vi, som see hvad det giælder om, ikke dyppe Pennen, men tøre den forsigtig af, og giemme den, til vi fandt et Sted, hvor Man i det Mindste havde Lyst til at leve, om end kun slet; thi eet saadant Sted maa der nødvendig være under Solen, ellers var Verdens Skabelse, eller dog dens Opholdelse endnu, en stor Feiltagelse, og naar vi først ret kommer efter, at Døden i aandelig Forstand duer til ingen Ting, da opslaae vi heller, naar galt skal være, vor Bopæl mellem levende Røvere end mellem døde Helgene.

Men, hvorfor skulde Man i Norden være saa kied ad Livet, eller hvi har Man der altid saa gierne villet dele sit Liv med de Døde, uden fordi Man følde dybt, at Døden i sig selv gav ingenlunde kronede Dage!

Altsaa, vi vil, uden dog at glemme Forskiellen mellem Haabet og Fuldbyrdelsen, lade, som om Gifter-Maalet var sluttet, og Sønnen født og voxen allerede, hvad poetisk talt jo ogsaa er sandt, saa det er egenlig kun Spørgsmaalet, om der skal holdes Sølv-Bryllup, eller erhverves Skilsmisse-Dom, og selv det Spørgsmaal vil vi ansee for afgjort, til Ægte-Standens Ære og Ægteskabets Bedste, saa vi drikke Guld-Brylluppets Skaal, uden engang ængstelig at sørge for hvad de skal drikke, som opleve det; thi deels er Oplevelsen deraf i et lykkeligt Ægteskab allerede saa glædelig, at havde Man ikke Vin, kunde Man vel nøies med Engelsk Øl, og deels, kommer Tid, kommer Raad!

Sagen er nemlig den, at det vil aldrig gaae saa ordenlig til i en levende Verden som det skulde, Zagreus er ogsaa en Bachus, Ungdommen vil spilde meer end den drikker, og Alderdommen drikke meer end den skulde, saa, skiøndt alt det Levendes, baade Menneskers og Dyrs, Historie er en forsvarlig Vin-Kielder, vil den sagtens ogsaa blive udtømt, førend Man er færdig med Arbeidet paa Universal-Historien, som skal klare det Hele. See, da maa Man enten drikke Vand, hvad endnu mindre for Følgernes end for Smagens Skyld er at * 446 ønske, eller der maa skee et stort Mirakel, som i Cana, i Galilæa; men, jeg tør sige, det vil ogsaa skee, hvor Man vil lade Christendommen og dens Moder, Jødedommet, leve med sig, som Man godt kan, uden selv at blive enten Jøder eller Christne, hvad heller aldrig noget heelt Folk, uden de virkelige Jøder og Christne, har været. Da vil nemlig Astronomi, Botanik og Mineralogi, ja, selv Grammatik, Chemi og Mathematik, der vel poetisk maa kaldes de sex Vand-Kar af Steen, blive til en aaben Vin-Kielder, der har det store Fortrin, at ligesaa fort som Man øser Vand i, kan Man tappe Vin ud, og det en Vin der baade vederkvæger Flere, smager bedre, og beruser mindre end den Forrige. Og, med denne glade Udsigt til et Guld-Bryllup, der ei skal fattes Vin, vil vi holde Sølv-Brylluppet, hvorved Islandsk og Græsk er sølvhaarede nok til dramatisk at forestille Brude-Folkene, og, jeg vil haabe, mange Folk gamle nok til at forestille Sønnen!

3. Nordens Kæmpe-Aand.

Hvem der vil have evig Krig, han har nemt ved at naae sin afsindige Hensigt, thi han behøver blot at forkynde Ærlighed og Sandhed aaben Feide, da skeer hans Villie; men hvem der vil have evig Fred, og hvem skulde dog ikke ville det, han slipper ingenlunde saa nemt dertil, som de kiære Philosopher allevegne har bildt dem ind, og som Man nu sædvanlig tænker. Fred og Ro er nemlig Et, og Stilhed er et Andet, saa Rolighed lader sig forene med stærk Bevægelse, og Stilhed kan være forbundet med stor Uro, som man vel klarest seer, ved at sammenligne den ædelmodige, seierrige Helt med den bagbundne Slave. Dette var ogsaa Billedet, der svævede for vore fribaarne, høimodige Stam-Fædre, saa de følcie dybt, at Livet er den første Betingelse for hvad levende Folk kan kalde Fred og Ro, og Kræfternes fri Udvikling den Anden, hos alle dem, der føle sig i Slægt med Guderne, og giennemglødes af en høiere Livs-Varme, end de Umælende, kiende Trang til en anderledes Virksomhed end Bi og Bæver. Derfor var Pile-Skyer og Vaaben-Brag, som Helten modig trodsede, og rolig oversaae, betegnende hvert Skridt paa sin Bane med Daad, der fortjende at mindes 447 og at berømmes, det var Billedet af det timelige Liv, der foresvævede Fædrene, hvad enten de saae op til Himlen, eller hen over Jorden, og kun paa hin Side Tidernes Løb, og høit over alle Sky-Himle, skimtede de Guld-Borgen, hvor Fredegod thronede, men hvor kun Porten aabnede sig for ædle Helte, naar de med deres eget Hjerte-Blod havde aftvættet Rusten, hvormed det uskyldige Blod, der aldrig noksom skaanes i Stridens Hede, opæder efterhaanden de bedste Sværd og pletter de blankeste Skjolde!

Denne Nordiske Anskuelse af det timelige Liv hos Guder og Mennesker, som en bestandig Kamp, det kun giælder om, at føre saa ædelt, saa kraftig og saa klogt, som mueligt, da al den virkelige Fred, der kan times Gude-Folket og Adel-Stammen i Tidens Løb, udspringer som en Seiers-Gudinde af Kampen; denne Anskuelse maa i en vis Grad findes hos ethvert Folk, der skal hævde sin Selvstændighed, og faae Lov til frit at udvikle sine Kræfter, selv paa den fredeligste Maade, og at den ei heller i Norden er uddød, har det nærværende Aarhundrede viist; men sit aandige Præg har den dog næsten tabt, saa, istedenfor at udvikles til Klarhed, fordunkledes den meer og meer, til det blev den almindelige Mening, at Krig vel er et nødvendigt Onde, fordi der gives rovgierrige Folk, ærgierrige Kæmper, og herskesyge Fyrster; men at al Kamp dog i Grunden er afskyelig, og meer afskyelig, jo aandeligere dens Gienstand er.

Denne gruelige Vildfarelse maa, hvor den faaer Overhaand, nødvendig føre til Opløsning ogForraadnelse af alle aandelige Legemer, der kun kan bestaae ved seierrig Kamp, og dog er der tre saadanne Legemer som maae være levende i ethvert Land, der med Rette skal kaldes Mand-Hjem (mannaheim) eller en Menneske-Boelig, det er Kirke-Samfund, Borger-Samfund og Moders-Maal, Altsammen usynlige og aandelige Ting, men som paa en aandelig Maade har alle Legemets Egenskaber og følger dets Love, saa, naar de ikke besjæles af en Livs-Aand, der altid er en Kæmpe-Aand, maae de nødvendig synke i Af-Magt og hendøe, som naar Sjæl og Legem adskilles.

Vist nok har nu Vildfarelsen en dybere Rod, end vi kan oprykke: i det Kiælenskab, den Feighed og Kraftløshed, der deels naturlig følger med Alderdommen, hos Folk i det Store som i det Smaa, og deels er vore Synders Sold; men dog har vor aandelige Blindhed, som kan helbredes, ogsaa bidraget meget 448 til at udbrede og befæste den, i det vi hverken kiendte de aandelige Legemer fra luftige Hjerne-Spind, eller kunde giøre Forskiel mellem Kampen om aandelige Ting, som den sædvanlig er ført i Verden, og som den nu, da Forklarings-Timen er slaaet, kan og skal føres paa Jorden.

Denne Forskiel var det, jeg i det Foregaaende stræbde at udvikle, og Man indseer let, at naar der slet ikke strides med Hænder, hverken med Sværd eller Penne, om Troen, som er en fri Sag, da forsvinder den Skygge aldeles, som selv ædle Kæmpers Mis-Greb have kastet paa den eneste Kamp, der er Mennesket værdig: Kampen om aandelige Ting, og det maa blive os Alle klart, at ligesaa lidt som der kan være Liv i et Folks eiendommelige Anskuelse af Livet, uden at de mod enhver Fiende forfægte deres Frihed til at følge den af alle Kræfter, og ligesaalidt som der kan være Aand i et Sprog, uden at det levende modsætter sig al den Vold Man vil giøre derpaa, saaledes kan der heller ikke være Liv og Aand i Enkelt-Mandens Tro og Anskuelser, uden at de maae stræbe at giøre sig giældende, i Modsætning til hvad dermed ei kan forliges, saa det giælder kun om Maaden, der naturligviis maa være saadan, at Alle nyde eens Ret og nøies med den Frihed der kan være almindelig.

Og nu siger jeg, at, trods al Dunkelhed, og alle Mis-Greb, maa Menneske-Forstanden beundre, og Menneske-Hjertet fryde sig ved den Kæmpe-Aand, der besjælede vore Fædre.

Man kan vel. tænke, det er ei min Hensigt dermed at forgude Asa-Thor, eller saaledes at vaske Blodet af Nordens Kæmper, at de synes englerene, thi alle Historiens Kyndinger kan see, at ligesom der kun har været een Helt med uplettet Skjold, saaledes er ogsaa Christendommens Kæmpe-Aand den Eneste, der fortjener Guddoms-Navn og Tilbedelse; men vel ønskede jeg ret at kunne indskærpe alle mine Læsere den miskiendte Sandhed, at, uagtet Kæmpe-Aandens jordiske Redskaber var ligesaa langt fra at være lydeløse, som Freds-Mæglerne, saa var de dog derfor hverken mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og skaansom Bedømmelse i en syndig Verden. Vist nok er det naturligt, at Haardhed falder tungest at bære, naar store Kræfter øve den, men det er dog ligesaa naturligt, at det er hvad Man har Meget af, og ei hvad Man fattes, Man fristes til at misbruge, og at hvem der ei kan løfte Mjølner, skulde nødig rose sig af, at han aldrig svang den til Upligt! Derfor vil, trods alt Kvæker-Tvineri over 449 Kampens Bulder, der dog er meget bedre end Gravens Stilhed, og over Blod-Strømmene, der dog ikke er nær saa ækle som Forraadnelsen, ja, trods alle Dødning-Hoveder, baade med og uden Halse, vil ædle Heltes Liv og Daad, til Verdens Ende, ei blot begeistre Skjalden, men indtage de uskyldige Børn, og tækkes de elskværdige Kvinder, saa de maae nødvendig opflamme alle Unger-Svende, i hvem der ligger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres Glands eller miste deres Priis hos noget Folk, der end fortjener Navn af en Green paa Menneskehedens Kongelige Stam-Træ!

Kun skal Man lære, bedre end hidtil, at skielne mellem ædle, høimodige Helte, og hjerteløse, grumme Jetter, eller rasende Bærsærker, hvortil vi saavel i Nordens Historie som Myther have den ønskeligste Leilighed, og, som ædle Kæmpers Afkom, den helligste Forpligtelse.

Vil vi nu see Modet og Styrken i deres naturlige eller dyriske Skikkelse, da skeer det ligesaa godt ved at være Vidne til en Tyre-Fægtning eller en Baxe-Kamp, som ved at see et Feldt-Slag mellem de Vilde; vil vi see dem unaturlig misbrugte i høieste Grad, da behøve vi kun med Efter-Tanke at læse den Romerske Røver-Historie; og vil vi endelig see dem priselig brugte i Menneske-Aandens og Menneske-Livets Tjeneste, da kunde vi umuelig ønske at være fødte og baarne paa nogen anden Plet af Jord, end i det høie af Havet ombølgede Norden, i de Kæmpers Føde-Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuse den Romerske Jette, men har, lige siden Folkevandringen, øiensynlig været Menneske-Aandens ypperste Vaaben-Dragere paa Jorden.

Ja, ligesom det er i Mamre-Lund, under Abrahams Telt, vi skal lære at kiende Hyrde-Livet, og i Grækenland vi finde Borger-Livet, som de naturlig gestalte sig, naar Aanden er med, saaledes er det i Norden vi finde det aandige Kæmpe-Livs Vugge paa det sortladne Hav, thi Kampen med den flyvende Storm og de brusende Bølger, som vi vel maa kalde den Natur-Historiske, er aabenbar den Naturligste, Menneske-Aanden kan føre, og som derfor kun bliver blodig, naar Kæmpen selv vorder Offeret. Det var derfor intet Under, at Evalds Fiskere vakde saa almindelig Deeltagelse i Norden, thi naar Modet og Styrken trodse Storm og Bølger for at redde Menneske-Liv, da sværge de høitidelig til Menneske-Aandens Fane; men det er høist mærkværdigt, at det Nordiske Dramas Vugge blev, som det sig burde, en 450 Opfattelse af det aandige Kæmpe-LivsVugge; thi ligesom det viser, hvor den havde sine Gænger, saaledes spaaer det os ogsaa et anderledes Dramatisk Tids-Rum, end der hidtil oprandt paa Jorden! Ja, Evalds Fiskere begynde et Dramatisk Tids-Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele det Universal-Historiske Helte-Liv, lige fra dets Vugge paa Havet til dets Krykker i ham selv, og hvori, Man tør haabe, Nordens Folk vil, ikke blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatisk gienlage og forklare alle Fædrenes store Bedrifter. Da vil det blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte i de gamle Kæmper, skiøndt Kæmpe-Visen og Sværdet udtrykde deres høieste Konst, og Ord-Sprog al deres Viisdom; thi da vil Man see, de overlod det kun til deres sildigste Efter-Slægt at forskiønne og forklare Livet, fordi de følde dybt, de havde deres store Kræfter for at bruge dem til det Største de kunde udrette, og saaledes føre et Liv, det var Umagen værd t at forklare. Ja, det skal sikkerlig sees i Norden, hvad vi dunkelt føle, naar en daadfuld Dag krones af en gylden Aften-Røde, at Klarhed og Skiønhed mødes aldrig saa yndig paa Jorden, som naar kiærlige, blomstrende Børne-Børn krandse en bedaget Olding, der med et roligt Smil overskuer et langt og besværligt, ingenlunde feilfrit, men dog ærligt, ædelt, kraftigt og velgiørende Liv!

Dog, Havet er ikke blot Helte-Vuggen, det er ogsaa Helte-Livets egenlige Skue-Plads og Løbe-Bane, saa Skjalden kunde ikke holde nogen mere smigrende Lov-Tale over sit Folk, end at kalde det sortladne Hav de Danskes Vei til Roes og Magt; og det er da intet Under, det Ord klang saa godt i Danske Øren, og vil klinge saa, al den Stund det Danske Hjerte banker, om end svagt, for det Helte-Liv, som intet Hjerte under Rosen-Kinder slog høiere for i de henfarne Tider.

Ordet var derfor ei mindre historisk sandt, end naturlig skiønt og smigrende, og det er den Nordiske Poesies Ære, at den lige fra Heden-Old stræbde at forbinde Skiønhed med historisk Sandhed, hvad Man vel seer, ogsaa maatte være Tilfældet, hvor Poesien i Sandhed skulde blive videnskabelig eg Vidskaben poetisk.

Dog, naar Man skal indsee, baade at de Danske og det sortladne Hav fortjene deres Roes, da maa Man ikke tage Dansk i den nyere, sneverhjertede, men i sin gamle, alt Nordisk omfattende Bemærkelse, og ei betragte Kampen paa Havet fra en Skandse paa Øieblikkets flakke Strand-Bredd, men fra Tinden 451 af det Hornelen 1, der har opskudt sig selv af Tidernes Strøm, eller fra Universal-Historiens høie Stade. Men denne Udvidelse af Middel-Alderens snevre Syns-Kreds er ei heller mindre nødvendig for Aandens og Livets, end for Oversigtens Skyld; thi hvorledes skulde Nordens Aand blive forstaaet og forklaret, uden levende at opfattes i sin Heelhed, eller hvorledes skulde Norden blive det rolige Værk-Sted for en fri Universal-Historisk Aands-Udvikling, dersom ikke det samme sortladne Hav, der fordum var Veien til Roes og Magt, nu bliver Hegnet om Konst og Vidskab!

For da i denne store, for hele Menneskeheden vigtige Sag at begynde fra den rette Side, saa lad os see, hvad der blev af den gamle Verden, da Tyrus sank i Havet, Carthago sank i Grus, og Sø-Magten nedsank, fra et Hoved-Vaaben i Menneske-Aandens Vinger, til et Hjelpe-Vaaben i Menneske-Morderens, den Romerske Røvers Haand? Eller, om vi er for kortsynede dertil, da lad os dog betragte, hvad der ligger os nær nok: de rimelige Følger for Europa, og dermed for hele den dannede Verden, om det var lykkedes Napoleon at styrte Engeland, og giøre Sømagten til et blot Hjelpe-Vaaben i sin Haand?

Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvoraf det kommer, at Sø-Magten, der er mindst skikket til at giøre Erobringer i Legemets Verden, dog er bedst skikket ei alene til at udvide men ogsaa til at omværne Aandens Verden, saa skulde vi dog ligefuldt have dyb Ærbødighed for Erfaringens utvetydige Vidnesbyrd om, at det virkelig forholder sig saa til alle Tider; thi selv i Middel-Alderen, der dog er Land-Magtens glimrende Tid, behøve vi blot at tænke Angel-Sachser og Normanner ude af Historien, saa har vi aabenbar tænkt Aanden bort med det Samme, og faae slet ingen ny Folke-Verden ved Øster-Søen og Vester-Havet, men blot det ene Barbari efter det Andet omkring det forhexede Middel-Hav.

Hvori det ligger, er imidlertid heller ikke vanskeligt at see, thi vel har alt Aandeligt sin Kilde i Aanden, og lige saa lidt i Verdens-Havet som i Ager-Renen eller paa Bjerg-Toppen, men vi kan dog godt forstaae, hvi den historiske Kæmpe-Aand har kaaret Havet til sit Element, og til Skue-Pladsen for sine Storværker; thi det følger allerede af at Kampen mellem Vind og * 452 Vove er det eneste Natur-Billede paa Menneske-Aandens eiendommelige Kamp, og Sømands-Livet denne Kamps Vugge, saavelsom dens Sjæl. Hermed staaer det nemlig i allernøieste Forbindelse, at til Søes, baade dagligdags, og i al Slags Kamp, betyder Enkelt-Manden langt mindre, altsaa den fælles Menneske-Aand langt mere end til Lands, hvoraf atter følger, at Enkelt-Mandens Ærgierrighed og Egen-Nytte har langt mindre Spille-Rum til Søes, og nødes til at indhylle sig i Omhu for fælles Ære og det almindelige Bedste, saa, hvordan det gaaer, beholder Aanden her dog Mest af Æren, og Menneskeheden høster den største Fordeel.

Uagtet det derfor med Fornøielse skal indrømmes, at Man ogsaa til Lands baade kan kæmpe og har kæmpet for Menneskehedens Bedste, ja, at naturligviis intet Land paa Jorden kan egenlig forsvares uden Land-Kamp, saa er det dog allerede et betænkeligt Forvarsel, at Land-Kampen selv i sin største Uskyldighed begynder med Blod-Bad. Hvor nemlig Land-Kæmpen ikke hæver sig som Røver og Mand-Draber, udmærker han sig som en Skytte, i Lag med Bjørne, Ulve og Ræve, som han staaer immer Fare for at lære af og efterligne, og en dagligdags Land-Kamp kan derfor kun være i Menneskehedens Aand, saalænge den giør et vildt Land ryddeligt til Menneske-Bolig, thi fra det Øieblik af bliver den for skikkelige Folk kun et nødvendigt Onde, foraarsaget af smaa og store Røvere, der maa holdes tre Skridt fra Livet, og, om mueligt, ødelægges i Reden. Heraf følger nemlig, at Land-Kampen kun sjelden kan være en god Nærings-Vei for Enkelt-Manden, og aldrig en Kilde til Folke-Magt og Velstand, uden at det svider til Menneskeheden, og her see vi en ligesaa naturlig som gyldig Grund til, at det var Phønicerne der udviklede og Romerne der ødelagde Grækenland, ja, gyldig Grund til, at en overlegen Sø-Magt, der hviler paa Sø-Fart og Mellem-Handel, sætter Liv i Verden, medens en overlegen Land-Magt, der kun hviler paa Spyd-Stagen og Krigs-Konsten, udbreder Død og Ødelæggelse. Synger derfor Engelands Sø-Magt paa det sidste Vers, da skal alle Menneske-Venner ønske, at der, før det er udsunget, maa hæve sig en venlig forbundet Sø-Magt i Anglers og Normanners gamle Hjem, der kan følge bedre i deres Kiøl-Vand, end den Græske i Phønicernes.

Vel vil jeg ingenlunde canonisere Engelands Historie (som jeg desuden heller seer fortsat end skrinlagt), og ligesaalidt vil jeg kives med Nogen om Bevæg-Grundene til de Engelske 453 Storværker, thi de kan være daarlige nok baade hos store Folk og smaa, uden at Vores blive des bedre, ved at giætte paa de Værste, og antage de Dødes naturlige Taushed for Samtykke; men jeg paastaaer, at Anglers og Normanners Ord og Gierninger giør Nordens Aand udødelig Ære, har retmæssigt Krav paa hele Menneskehedens taknemmelige Beundring, og har udstædt en Vexel paa vort Norden for tilsvarende Bedrifter i Aanden, som vi og vore Børn maae indfrie, eller høste Skam i Forhold til Æren, og gaae i Slutteriet, hvor Man, som i Graven, har de bedste Bevæg-Grunde til ingen Ting at giøre. Der staaer skrevet ensteds, om Somme af os, at de skal dømme Engle, og saavidt er vi i det Mindste kommet, at vi kan og skal prøve og bedømme Aander; men at prøve Hjerter og Nyrer giør vi bedst i at overlade til Ham, der ligesaalidt uden Grund som uden Ret har forbeholdt sig, hvad Han kun mægter med hver især, og Ene med os Alle, saa vi vil lade Tydskerne trættes om, hvem der har den reneste Villie til Bog-Mageri, dyrisk Magnetisme og aandeligt Pavedom, medens vi, med Grækenland og Engeland for Øie, deels til Mønster, og deels til Advarsel, vil prøve hvad der endnu i Norden kan udrettes, ved alle Aands-Kræfters fri, besindige, stadige Virksomhed, til at forlænge, forskiønne og forklare det vidunderlige, og, med alle sine Bræk og Brøst, elskværdige, Folke og Menneske-Liv.

Det var nemlig i Engeland, baade Christendom, og Levningerne af Old-Tidens Vid skab, fandt et Fristed, da de var husvilde paa Jorden, og skabde især i Nord-Humberland et Missions-Selskab, hvoraf Alt hvad nu kaldes saa er kun en Skygge; thi det var jo Engelske Præster, som christnede baade Tydskland og Norden*), og var jo den Angel-Sachsiske Literatur, som den Første i vor Folke-Verden, der blev Moder baade til den Frankiske og Islandske. Det var altsaa Nordens Aand, i Forbund med Christendommen, som, ved de Nordiske Udflyttere paa Øen, skabde vor Folke-Verden, og kan nu Tydskerne virkelig overgaae deres Skabere, det har de unægtelig Ære af, men vi, som tænke mere beskedent, vil nøies med at ligne, forstaae og forklare dem, * 454 hvad i det Mindste er langt rimeligere, og kan derfor snarere lykkes. Det er sandt, at hvad der siden har udviklet sig paa Herkules-Øen, fortjener slet ikke at sammenlignes med den i Historien mageløse Verdens-Skabelse; men efter en saadan Helte-Gierning kan Man ogsaa være bekiendt at hvile enstund paa sine Laurbær, og dog tør jeg ikke raade noget Folk, hvor Aand er tilstæde, at sammenligne sine største Anstrængelser med Asa-Thors Syslen til Tids-Fordriv.

Ja, Asa-Thor, det er den Kæmpes Mythiske Navn, som Folk for Spas, men kun Dyr for Alvor kalde John Bull, det har hans Levnets-Løb beviist; thi vel har han ingen Enkelt-Mand at fremvise, der kan maale sig med Morten Luther, hvis Mythiske Navn ogsaa derfor skal være Tyr eller Tvekamps-Guden, men det er aabenbar kun fordi, som vi før bemærkede, at til Lands er det Enkelt-Manden, men til Søes er det Fælles-Aanden, der har baade Magten og Æren. Ligesom der nu maatte en Nord-Tydsk eller Tydsk-Nordisk Land-Magt, nemlig Gotherne, til at knuse det gamle Romer-Aag, saaledes maatte der ogsaa en Gothe til at gaae i Kreds med Paven, og knække hans Krog-Kiep; men hvad gjorde Tydskerne, eller selv Sachserne, derefter, som et Folk, som et Heelt, der var en saadan mageløs Kæmpe værd, eller kan udholde Sammenligning med deres paa Øen? Aanden gjorde to Mirakler ved Luther: et med Ordet i hans Mund, og et med Pennen i hans Haand, men for ei at tale om det Største, som Tydskerne ei den Dag i Dag har mindste Begreb om, saa begreb de ei engang det Mindste bedre, end at det varede tohundrede Aar, før en Enkelt af dem lærde at skrive Tydsk som Luther, paa Aanden og Kraften nær. I Engeland havde Man ingen Luther, og trængde dog til En, derfor blev Kirke-Ordet aldrig levende hos dem, men desmere forbausende er den Literatur de fik paa Moders-Maalet; thi at den Engelske Bibel ikke, som vores, er en Oversættelse af Luthers, men staaer som Bog høit over hans, og at det ene var den Engelske Literatur, der, siden Reformationen, skabde fra Aandens Side en Mod-Vægt til den Franske, det veed Man, eller det skal Man lære, hvor Man vil blive klog ei blot paa Død og Bogstav-Skrift, men paa Liv og Aand*).

* 455

Nu, saadan en Række Optrin af Kæmpe-Livets Undergang, som den, Shakspear var fri nok for at udtømme, skal vist nok Ingen misunde Engeland; men hvad siger Man om den Kraft der teede sig i dem, den Kraft, hvoraf selv Skyggerne paa Skue-Pladsen synes os Gigantiske, den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som Shakspear forudsætter! Og hvad siger Man om den Engelske Reformations-Tid med sine Martyr-Kæmper i Snese-Tal, der betragtede Baalet som Fakkel-Skin fra Brude-Kamret, hvad siger Man om den ved Siden ad den Tydske! Eller om Borger-Krigen, hvor Daaden i eet Slag vidt overstraaler i Aandens Lys Alt hvad Man giennem tredive Aar saae i Tydskland, undtagen da den Nordiske Gothe giennemlynede Riget med sit Sværd og Banner! Og nu Følgerne! De var i Engeland Ordets og Troens og Nærings-Veienes Frihed, aldrig kiendt siden Grækenlands blomstrende Dage; men hvad var de i Tydskland, hvor en Helt som Luther havde kæmpet for Aanden, og seiret for Tydskland? Ja, hvad blev de der, uden Kirke-Tvang, Skole-Tvang, Laugs-Tvang, og idel Tvang, eller er det kanskee en Trøst, at Flere der end i Engeland kan læse hvad de ikke forstaae, og skrive hvad ikke maa trykkes, eller hvad ei engang er Sværten end sige Papiret værdt, eller er det maaskee dog et Fortrin, skiøndt Man i Engeland baade tænker friere og klarere, taler bedre for sig og handler klogere! Nei, naar Tydskerne paastaae, der er ingen Nordisk Aand, da skal de vises til Engeland, hvor Aanden dog vel maa være Nordisk, siden den aabenbar ikke er Tydsk, og maa dog være Et af To. Og hvorlænge og hvor samvittighedsfuld vi end har efterlignet Tyd skerne, saa ligner dog endnu baade vort Liv og vor Smule nationale Literatur øiensynlig mere Engelsk end Tydsk, hvad ogsaa kun lader sig naturhistorisk forklare.

Læseren maa nødig troe, det er af Tydsker-Had, jeg taler saa, thi al saadan Smaalighed fra Middel-Alderen har jeg givet Afsked, og vilde med største Fornøielse lovtale den Tydske Aand, som jeg lovtaler den Engelske, naar jeg med en god historisk Samvittighed kunde; men hvad Ny-Tydskerne kalde deres Aand, er aabenbar Aandløshed, som jeg høilig maa laste, deels fordi det skader dem selv, og deels fordi det skader os, at tage den for Aand. Om det er sandt, hvad Man i Middel-Alderen troede, at ikke blot Gother og Longobarder, men ogsaa Sachser, Franker og Svaber oprindelig var Nordiske Udflyttere, det tør jeg ikke afgiøre; men at disse Stammer i Old-Tiden 456 navde Guder, altsaa Aand, tilfælles med os, kan jeg see af Historien, og A and maae de da fremdeles have tilfælles med os, eller de faae Ingen, thi Aander lade sig slet ikke skabe af Mennesker, end sige af Penne. Kun herom giælder det, thi enten Man kalder den Aand Tydsk eller Nordisk, Engelsk eller Dansk eller Gothisk, er mig nu den ligegyldigste Sag af Verden, naar det blot ikke forvilder Folk, saa de glemme, Talen er bestandig om den Historiske Kæmpe-Aand, som især Nordens Myther, og Engelands Historie efter Folkevandringen, giøre kiendelig. Det faaer at blive ethvert Folks som hver Enkelt-Mands egen Sag, om de vil arbeide paa at komme ud af Middel-Alderens aandelige Chaos, eller paa at befæste sig deri; men Historikerens Pligt, som opdager Sammenhængen og Hjelpe-Midlet, er det, at tale aabent og kraftig derom, da han veed med sig selv, baade hvor fornøieligt det er at blive indgroede Fordomme kvit, og hvor haardt det holder. Da der nu i Menneske-Slægtens Historie, foruden den store Aand i Palæstina, kun har aabenbaret sig to Folke-Aander med universal-menneskelig Præg og Stræben: En i Syden (den Græske), og En i Norden, og da de sees at være hinandens Udfyldning, saa er det en Velfærds-Sag for ethvert Folk, at kiende, hvilken af dem, det naturligst kan tilegne sig, da Man ved et Mis-Greb kun spilder sine Kræfter og udmatter sig til ingen Nytte. Folkene af den Latinske Tunge vil bedst kunne tilegne sig den Græske, og Folkene af den Gothiske derimod den Nordiske Aand, men da vi skal have dem Begge, er det Hoved-Sagen, at vi erkiende dem for hvad de er, og ei indbilde os, vi enten kan undvære dem, eller giøre dem til Trælle for vore indskrænkede, det være sig nationale eller individuelle Syns-Maader, som om disse var høiere Aander, da det dog kun er Spil-Arter, eller ufrugtbare Vand-Grene paa de store Stam-Træer. De blandede Folk i Syden og Vesten vil fremdeles have ondt at giøre, men hvis deres Aands-Kræfter ei er reent udtømte, eller deres Villie aldeles vrang, vil de dog komme ud af det værste Vilde-Rede; og overalt hvor den Nordiske Aands Folk har bevaret deres Tunge-Maal, og er aitsaa vedblevet at være de aandelig Herskende, kan store Ting udrettes, men vist nok, om der er Kraft, de Største i det høie Norden, hvor de gamle Folk er mest ublandede med Stammer af en fremmed Art.

At det i Middel-Alderen gik allevegne broget til, var nødvendigt, thi i den følge Alle, saavidt mueligt, deres Hjertes 457 Lyst, og da ikke blot Lysterne er mange, men den samme Lyst hos Mange netop føder idelig Strid om Gienstanden, saa driver Man lettelig baade den udvortes Afsondring og den indbyrdes Kiv til Yderligheder, som vi især kan see paa den Græske og Italienske Middel-Alder. At nu den Konst og Vidskab som udsprang af Middel-Alderens Chaos, i dets mest forvirrede Skikkelse, ei duede til at opklare de aandelige Forhold, var nemt at giætte, og det aandløse Romerske Schema, Man ved Reformationen, ligesom i Fortvivlelse, tyede til, kunde umuelig række videre, end til kummerlig at ordne og skiævt at belyse det Haandgribelige.

Kun Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys, kunde give Forstand paa dette store Vilde-Rede, men ogsaa dette Syn, og Øiet for det historiske Menneske-Liv, skulde udkæmpe sig af det samme Vilde-Rede, saa det er intet Under, at det skedte seent, men kun, at det skedte nogensinde, og naar vi ivre mod hvad der forsinkede Oplysningen, maa det kun være fordi det Samme hindrer endnu, hos Folke-Færd, som hos Enkelt-Manden, Udviklingen og Udbredelsen af en Anskuelse, der er saa vederkvægende og velgiørende for os alle, at den paa hele Jordens Kreds ei mellem sine Bekiendtere kan have en eneste Fiende, skiøndt den vist nok kan have, og vil faae mangen Ven, der ikke duer.

Nordens Aand var udvandret, og havde ligesom udtømt sine Kræfter i det Fjerne; de skrevne Mindes-Mærker, om dens gamle Syn og Helte-Bane, laae adspredte ude og hjemme, om ikke uændsede, saa dog uforstaaede; der var ikke Aand uden hist og her i Kirken, hvor en aandløs Videnskabelighed lukkede Øiet for den naturlige Forbindelse mellem Himmel og Jord,. Tid og Evighed, eller hos enkelte Skjalde, som enten manglede Alvor, Christelig Anskuelse og fortroeligt Bekiendskab med Historien, eller dog en af Delene; ja, for at giøre det ret fortvivlet, var Folke-Aanden i sin bedste Skikkelse hasebundet af den spidsborgerlige Nationalisme fra Middel-Alderen, og Munden i sin største Frihed kneblet af den ny Tids Over-Tro paa Bogstavers Liv og Pennes Almagt!

Under saadanne Omstændigheder seer Man let, der hører saamegen Slumpe-Lykke til at blive ret vendt, at Man ikke fristes til at takke sin gode Forstand derfor, men vel til at prise Lykken over Forstanden, paa en Maade der let misforstaaes, især paa en Tid, da Folk, ved at forkaste Alt hvad de ikke forsta ae, er kommet nemt til høie Tanker om deres Forstand, thi 458 naar Man kun troer: det er Altsammen Intet hvad der overgaaer Ens Forstand, kan Man ganske troskyldig baade mene og sige, at Intet overgaaer den. Det var imidlertid ligesaavel Forræderi mod Menneskeheden, som sort Utaknemmelighed mod Viisdommen i Løn, den høie Norne, hvis Penelopiske Væv det jo dog i Grunden er, vi Græs-Hopper kalde Lykkens Luner, det var begge Dele, siger jeg, for al muelig Mis-Forstands Skyld, at holde hos sig selv, hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom.

Derfor vil jeg nu ogsaa her betegne, hvordan det gik til, at Nordens Kræfter adspredtes, Øiet lukdes, men Ihukommelsen bevaredes, til Øiet igien kunde aabnes, ved Anskuelsen samle det Adspredte, og, hvor Man ei staaer sig selv i Lyset, give Forstand paa Livet.

Der er, som Man veed, tre Riger i Norden, og selv i dette Øieblik tre Bog-Sprog (Norsk eller Islandsk, Svensk og Dansk), saa der er unegtelig tre Folkefærd, men der er kun Hjerte-Forskiel imellem dem, thi der er klarlig kun een Nordisk Aand, ligesom vor gamle Ask kun havde een Top, skiøndt den havde tre Rødder, og det saae Man klart ved Reformationen. Vi maae derfor tænke os det gamle Norden som en aandig Eenhed, hvori de politiske Skillerum, som i det Hele Borger-Samfundet, kun havde lidt at betyde, og de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske, maae betragtes som almindelig Nordiske, skiøndt Broder-Parten har været fra det Rige, der blev Udgangs-Punkten. Da vi nu veed, at Danmark var Angel-Sachsernes, og Norge Normannernes Udgangs-Punkt, er der ikke mindste Grund til at tænke andet, end at Sverrig var Gothernes, thi vel er den Golhiske Udvandring saa gammel for os, og blev Romerne, skiøndt i Grunden tidsnok, saa seent bekiendt, at den ikke lader sig saaledes oplyse som de to Andre, men da Gotherne ret egenlig er Kæmpe-Folket i Norden, maatte de dog vel i det Mindste ligesaavel give en Sværm, som Nordens andre Folk, og at de virkelig har gjort det, er, blandt Andet, aldeles vist, fordi Lige-Vægten ellers for længe siden maatte være forstyrret.

Disse Udvandringer maae vi dernæst ikke tænke os som et Øiebliks Sag, thi de skedte alle til Søes, og var fra Først af Vikings-Tog, der kun efterhaanden antog en alvorligere Charakter, 459 og varede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan see, hver i det Mindste et heelt Aarhundrede. Den Angel-Sachsiske begynder nemlig før Midten af det Femte, og slutter først i Midten af det Sjette Aarhundrede, og den Normanniske varer fra Slutningen af det Ottende til Slutningen af det Niende, naar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner hele det Tiende, og Hælvten af det Ellevte med*).

Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan vide, det var det raskeste Blod der sprang, er hverken Lige-Vægten eller Matheden at undres over, men at Norden nogensinde derefter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte Man fristes til at forsværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiød. hvor fedt det end falder, eller hvor fiint det end hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt Hovedet, der ei uden Føie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa der kunde Hoved og Hjerte kun daarlig forliges; thi vi maae huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange af Vikingerne ført Koner med dem, men har giftet sig, hvor de kom hen, men neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det Universal-Historiske Spørgs-Maal var altsaa: om de Nordiske Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede Hjerter, eller om Nordens Aand, før den udvandrede, havde gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte virkelig skee, før det kunde synes mueligt**).

Nu har desuagtet Tiden viist, at, naar galt skal være, maa Man dog heller en Tidlang gaae med forlorent Hoved, end med forlorent Hjerte, saa Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da hun tophuggede eller stynede vort Ygdrasil, og var os ingenlunde gram, skiøndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig * * 460 see, at Toppen af den gamle Ask kom meget bedre til Nytte udenlands, end den kunde gjort her hjemme, og det saavel for os, som for hele Menneske-Slægten; thi der behøvedes baade Nordiske Buer og Spyd-Stager, Vinde-Giærder, Planke-Værk og levende Hegn, for at Aanden kunde faae sig en Verden igien, og forsvare den baade mod Gog og Magog. Med andre Ord: den gamle Folke-Verden omkring Middel-Havet var fordærvet og fordømt, og maatte forgaae, skiøndt Slægtens timelige Maal var ingenlunde naaet, og derfor maatte der skabes en ny Folke-Verden omkring de Nordiske Vande; men dertil udkrævedes en Folke-Blanding, og en Middel-Alder, hvorved paa den ene Side Sammenhængen med Old-Tiden bevaredes, og de Nordiske Stammer udvikledes til at forstaae den, men forhindredes dog fra at faae deres egenlige Vidskabs-Tid, før den kunde blive Universal-Historisk.

Fra dette Stade tør jeg forsikkre Læseren, der opgaaer et saadant Lys over Middel-Alderen, at Man maa smile ad Æventyret om dens bundløse Mørke, og skiøndt Anskuelsen er langt fra at giøre Undersøgelsen overflødig, saa er det dog først derved, den bliver muelig, thi Man leder kun slet, naar Man ikke veed, hvad Man leder om, og Man har intet Gavn af hvad Man finder, før Man veed, hvad det kan bruges til.

Gothen, som, efter en kort Sø-Reise, landede søndenfor Øster-Søen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, indtog Holm-Gaard, og banede sig med Sværdet Vei giennem Rusland, ned til det Asovske og Sorte Havn, som Man strax seer hos Jornandes, naar Man kun følger ham, som det sig bør, med Øinene; men skiøndt det synes, som Gothen der blev en stor Land-Krabbe, snart fortæret i Italien og Spanien, saa er dog selv det kun Øine-Forblmdelse; thi de nye Kræfter og Retninger vi spore i Landene, de indtog, voxde naturligviis ikke op af de gamle Grave, men kom med dem der havde dem. Derfor skal vi see Gothen gaae til Søes igien i Venedig og Genua, saavelsom med Gama og Kolumbus, og vi skal høre Gothen baade i Dantes Røst og i Viserne om Gid, hvis vi ellers vil lære at forstaae Middel-Alderen. Vist nok kan det mangen Gang falde vanskeligt, at kiende det Gothiske Hoved igien under den Romanske Kappe, fordi det virkelig voxde sammen med de fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Moders-Maal og spredte sig i Landene, men Sagen er lige sikker, og kommer for Dagen naar vi see vist.

Angel-Sachserne lod staae ad Bretland til, og det Hoved 461 er godt at kiende, deels fordi det var saa stort, og deels fordi det vilde immer raade selv, saa der er det klart nok, det voxde ikke ud af den Galiske Hals, men en Ting er aldrig saa kiendelig, der hører jo Øine til at see den, og det Øine i Hovedet, saa det var intet Under, vi miskiendte vor aandelige Fader, og slog ham under Øret, saa det blev vitterligt, at Hovedet sad løst.

Normannen beed sig bedre fast, hvor han kom hen, men holdt sig dog i Frankrig mest for sig selv, saa Normandiet er kiendeligt nok, undtagen paa de nyeste Kort, og i England veed vi, at hvad der af Aand ei er Anguls, det er hans, og selv at han er den store Kors-Farer, og Middel-Alderens store Roman-Helt, Holger Danske, er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa Aandens Sprog vil sige, og hvad historisk Virkning hans Udvandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænker Man dog endnu sædvanlig kun lidet paa.

Saalænge Man nemlig seer med Gaase-Øine, synes Man naturligviis, at Aandens Vinger er af Penne-Fier, og tænker derfor, det var kun bomstærke Prygle og forvovne Kroppe, der kom fra Norden, og fik Aand i Syd og Vest, vel ikke af Luften, men dog alt som de lærde at læse og skrive, og saa længe peger Man kun forgiæves for os paa Alt hvad der viser det Modsatte. Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forstaae sig paa aandelige Ting, da maatte vi faae Øinene op, ved at see os om her hjemme, i det Tolvte og Trettende Aarhundrede; thi da havde vi ogsaa faaet Pennen ei blot bag Øret, men ret egenlig i Haanden, og enten vi vender os til Island, hvor der udstrømmede en heel historisk Literatur fra den paa Moders-Maalet, eller til Danmark, hvor Saxos Bog allene forudsætter og viser en Classisk Dannelse der er ægte, da er det jo klart, at kunde Bøger og Penne blot gjort det Mirakel, at vedligeholde hvad Aand og Kraft her var tilbage, da skulde vi i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hverken fattedes Mage til Absalon eller Saxo, til Sverre eller Sturlesøn.

Har vi derimod opladte Øine, og veed, at det indvortes levende Ord er Aanden selv, og det tilsvarende Mundtlige dets Liv-Udtryk, da forundre vi os slet ikke over, at Historie-Skriverne var samtidige med de sidste ædle Kæmper i vor Middel-Alder, eller rettere, hørde selv til det sidste Helte-Kuld, som, da de ei længer kunde holde Liv i Ordet, stædte det til Jorde i Bøgerne med en glimrende Liig-Begængelse; thi selv Guds Ord er dødt i Bøgerne, og i det Mindste skindødt paa iiskolde Læber, 462 saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets Moders-Maal. Naar vi derfor see, at Islænderne var de Eneste i Norden, som udtrykde sig høirøstet om aandelige Ting paa deres Moders-Maal, og see at deres Draper er dog lutter aandelige Lig-Kister med udtunget Arbeide, da finder vi Begravelsen høistnaturlig, og kun Opstandelsen vidunderlig.

Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa Ord og Skrift som paa Liv og Død i Aandens Verden, saa vi ikke søge Livet selv i Bøgerne, hvor vi er visse paa, det ikke findes, men søge kun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren, og i den Tid han beskriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for høit om den Konst, hvormed Aanden virkelig paa en Maade narrer Døden, og forplanter Kundskab om sit Liv mellem vidt adskildte Folk og Tider, og kan da ei noksom glæde os over Bøgerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os umueligt at give Nordens Aand sit Liv-Udtryk igien, og ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens herlige Bane.

Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa Hjarnes Harpe, før det tonede fra den:

Island! hellige Øe! Ihukommelsens vældigste Tempel!

og det gienlød fra Sagas klingre Skjold, saasnart Nordens Staal-Pen atter begyndte at riste, og det skal gienlyde i Dovre, og ristes i Bauta-Stene paa Kullen, og udraabes af de rullende Bølger, saalænge der er Syn og Sang og Sagn i Norden!

Ja, kan Læseren, ved Siden ad det lille pæne Lyst-Huus paa Bakken ved Halikarnas, hvor Herodots Vugge gik, som en Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke sig en Steen-Stue saa stor som hele Island, og høi derefter, med Hekla til Arne, med Is-Bjerge til Borge-Mur, og det brusende Nord-Hav til Grave, da faaer han en Forestilling om det Colossalske deri, at Norden har en Coloni af Historie-Skrivere!

Sandelig, saa kloge Folk, som Tydskerne, maae skamme dem ved, at de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var Nordens Aand Eiendommeligt, da det dog saa forsvarlig er ført til Bogs, at Man ei let skal kunne sige, hvad der er latterligst: enten at nægte, der var Aand i gamle Norden, eller at det var Historiens Aand; men vi Folk i Nord maae ogsaa skamme os ved, at Man maatte lære Islandsk, og stave gamle 463 Skind-Bøger, for at opdage, af hvad Aand vi er, og prise maae vi da vor store Lykke, at Snorros Fædre ei udvandrede med Shakspears, som Herodots med Homers, eller ei fulgde den Normanniske Strøm, hvortil de dog hørde, men satte sig kun fast paa Iis-Bjerget i Nord-Søen, for at male i Aften-Belysning, og være koldsindige Til-Skuere af alt det Mærkværdige der tildrog sig i den Nordiske Halv-Verden, og at de ei frøs ihjel, før vi lærde at skiønne derpaa!

Dog, før vi nærmere betragte, hvad vi har Island at takke for, vil det være bedst at betænke, hvad der holdt Liv i os, til vi fik Munden op igien, thi Livet er og bliver dog altid det Væsenlige, uden hvilket Man ligesaalidt har Noget at takke for, som at takke med, og, skiøndt Livets Opholdelse, naturligviis, saavelsom Livet selv, er en stor Hemmelighed, saa er det jo dog en uslukkelig Skam, ei at ville tænke paa, hvad man tænker med, fordi det er en Hemmelighed.

Har vi nu den Forstand, at Skrift paa Moders-Maalet altid beviser, hvad det nødvendig forudsætter: et tilsvarende Liv hos Forfatteren, og, hvor der skrives ud af Folke-Munde, hos Folket, da viser den Danske-Riimkrønike og Kæmpe-Viserne os, hvor kummerlig Man i Norden fristede Livet, giennem det Fjortende og Femtende Aarhundrede, saa Døden holdtes ingenlunde tre Skridt, men kun et Straaes-Bred derfra. Dog, skiøndt Man seer den sorte Død og den sorte Armod i alle Kroge, saa seer Man dog, at Livet hængde i Folk, selv da Niels Ebbesen blev hængt, og da Iver Lykke tog Kong Albrekt, og, saa længe der er Liv, er der Haab. Hvor nær det var paa Fæld-Enden, ved Over-Gangen til det Sextende Aarhundrede, see vi paa Slutningen af den Danske Rim-Krønike, og paa hele den Svenske, saa det var paa den høie Tid, der kom Hjelp, men at Rim-Krøniken var den første Danske Bog, og den første Bog trykt i Danmark, og det to Gange i det Femtende Aarhundrede, var et godt For-Varsel, som aldrig kunde glippe*).

At nu Hjelpen kom ved Morten Luther, har vi vel ikke glemt, men hvori den egenlig bestod, har Man kun meget løselig tænkt paa endnu; thi at Livet nu yttrede sig i * 464 Psalmer, Prædiken og Skrift, paa Moders-Maalet, er øiensynligt nok, men at det ikke udsprang af sine Yttringer, som Man har drømt, er ogsaa soleklart, og Man kunde naturligviis tygget paa Luthers Tydske Bibel i tusind Aar, uden derved at faae et eneste Dansk Ord i Munden, end sige ud deraf.

Hjelpen bestod da aabenbar deri, at Hans Tausen, Peder Plade, og saadanne Folk, hørde et begeistret Ord om Troen paa Christus af Luther, sang hans Psalmer med inderlig Rørelse, læsde hans Tydske Bibel og andre Bøger med stor Fornøielse, og fordanskede det Altsammen, baade med Mund og Pen, det Bedste, de kunde, som kun var meget maadeligt, men dog netop til Huus-Behov.

At nu denne Styrkelse af det Døende forslog bedre i Danmark, end den forbausende dramatiske Opstandelse af Kirke-Ordet paa en saadan Halv-Guds Læber som Morten Luther, forslog i hans Fæderne-Land, det er, for hvem der har lidt Forstand paa Aand og Ord, den skiønneste Lov-Tale, der kan holdes over den mageløs poetiske Danne-Kvinde; thi i Danmark er det ret egenlig vore Mødre, vi maae takke for, at der kom lidt Poetisk Liv baade til os og i os.

Man tage dette for hvad Man vil, det er dog en ligesaa tør historisk, som glædelig poetisk Sandhed, og, vil vi see den ret i sin Glands, da skal vi sammenligne de Danske Digtere, om vi kan finde dem, i det Sextende og Syttende Aarhundrede, med de Engelske i samme Tids-Rum, og saa igien sammenligne Digterne i det Nittende, samt i det Hele Forholdet til Folke-Poesi, Folke-Historie og Smag. Ved at anstille disse interessante Sammenligninger, saavidt mueligt, baade i Livet og i Bøgerne, er jeg i det Mindste paa mine gamle Dage blevet en langt større Beundrer af Danne-Kvinden, end jeg var i min Ungdom, og vil Man kalde det at gaae i Barndom, skal det ei synderlig anfægte mig, deels fordi jeg gierne træder Børne-Skoene i saadanne Kronos-Dage (Saturnalier), og deels fordi baade Store og Smaa skal nødes til at studse, naar de see, at i Engeland, hvor Folke-Munden lige til Spensers og Shakspears Dage havde en heel Hær af Harpere (Minstrels) paa Benene, og fik saa Hjelp af saadanne Heroer, og havde, lige siden, høirøstede Organer paa Skue-Pladsen og i Parlamentet, at der blev Rim-Krøniker og Kæmpe-Viser liggende ganske rolig, hos de Angel-Sachsiske Digte, giennem det Sextende og Syttende Aarhundrede, og der giælder Lord Byron og Sir Walter i det Nittende for store Vidundere; men i Danmark, hvor der fra 465 Niels Ebbesens Tid til Jørgen Sorterups, blev knap gjort en ny Vise der var værd at synge, der oplevede Rim-Krøniken ti Udgaver i eet Aarhundrede, der sang de unge Frøkener Kæmpe-Viserne, og der beskrev de Gamle dem med saadan Fynd, at Magisteren maatte giøre Hoveri, og give dem ud i det Sextende Aarhundrede, til, jeg veed ikke livormange Oplag i de Følgende, og der fik vi Skjalde i det Attende og Nittende, som Evald og Baggesen, Oehlenschlæger og Ingemann.

Jeg kalder i Øvrigt slet ikke Vidunderet uforklarligt, men det nytter ikke at forklare En hvad han ikke kiender, derfor maa Man først see det, bedre end de gode Dannemænd, der vel har saa megen poetisk Smag, at de kysse langt heller Danne-Kvindens Tøffel, end Pavens i Rom, men har dog endnu ikke lært af den søde Sangerske og opvakte Læserinde, at Ydun med Nattergalen er en meget bedre Vidskabs-Dise end Pallas med Natuglen, og skiønne derfor daarlig paa den Poetiske Paaske-Fest, der nu i en heelMenneske-Alder er holdt iblandt dem, baade af den Lille og den Store, og den Rettilpas, og af os Alle, som red Sommer ad By paa Sleipner-Føl, over Stok, over Steen, over vildende Hav, saa det skal spørges om Land, naar vi lægges til Ro.

Naar Danne-Kvinden imidlertid kun faaer sin Villie, som hun er vant og vel berettiget til, da vil det Hele lade sig forklare af hendes mageløse, historisk-poetiske Kiærlighed, og af Kingos Psalmer. Vil Nogen lee ad den Forklaring, da misunder jeg ham hverken Villien eller Vindingen, men maa kun bemærke, at med Kingo i det Mindste har Sagen beviislig sin fulde historiske Rigtighed, thi hans Psalmer blev unægtelig, fra Slutningen af det Syttende til dybt ind i det forhexede attende Aarhundrede, sunget af Danne-Kvinden med saadan Liv og Lyst, som nødvendig maatte giøre Indtryk selv paa os Silde-Fødninger, og gjorde det bestemt. Jeg gad ogsaa nok vidst, hvad Klogt Man kunde sætte mod min simple historiske Paastand, at som et poetisk Ord, der levende udtrykker den Christelige Anskuelse, er Kingos Psalmer ikke blot det Syttende Aarhundredes største Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneske-Historien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der giemde Spiren til en Paaske-Lilie i tusind Aar, og bragde den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moder-Skiød, og Rum til at udbrede sig. Dog, Man veed formodenlig knap, at Kingo var af Engelsk Herkomst, end sige da, at saadanne historisk-poetiske 466 Psalmer, som hans, var noget Splinter-Nyt, i det Mindste siden Folke-Vandringen, som Kæd mon vel tusind Aar tidligere prøvede paa, men kunde ikke naae, for Sang-Bunden fattedes, som Danne-Kvinden skiænkede Kingo.

Saaledes naaede da, mod al Formodning, et høipoetisk levende Ord vore Øren, og det havde saaledes oplivet Danne-Kvinden, at selv Kæmpe-Visen er neppe endnu aldeles uddød paa hendes Læber, eller var det dog ei, da det pludselig gienlød over Bøge-Toppe:

De Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Nu rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier føer mig til
Min Grav!

Intet Øieblik miskiendte den ligesaa heltekiære som fredsælle Danne-Kvinde disse Toner fra Dybet, men gav dem sin Stemme, som om det kun havde været i Gaar, den gamle Hjarne blev begravet, skiøndt Aaret siden løb rundt vel Irettenhundrede Gange, saa det var intet Under, at hun skiænkede gierne Balder en Taare, saasnart der igien blev ymtet om hans Død, og foer saa gladelig med Thor til Jotunheim, som om hun aldrig havde holdt op at være den Saga, med hvem Odin tømde det gyldne Bæger paa Svane-Holmen.

Saaledes kom da Poesien paa Skue-Pladsen, og skiøndt den altid der befinder sig i tvetydigt Selskab, hvor den aldrig ret veed om den skal oplives eller dræbes, beundres eller belees, beklappes eller udpibes, saa lærer dog Grækernes, som clet Borgerlige Natur-Folks, Historie, at, vil Poesien vinde Borgerskab, maa det være der, og at paa Folkenes gamle Dage maa Alting enten faae et borgerligt eller et slavisk Udseende, saa Poesien maa forlige sig med Skue-Pladsen, som et mindre Onde, skiøndt den umuelig, som Man har indbildt sig, kan ansee sin Opførelse som en Triumph, eller leve deraf. Det gaaer nemlig med Poesien som med Poeten, saa den kan hverken fødes eller næres, men kun vise, og, i bedste Fald, nære sig paa Skue-Pladsen, og maa derfor langt heller undvige end søge den. Det er da netop Et af de mange Vidnesbyrd om Danne-Kvindens dybe poetiske Følelse, og i Grunden uforbederlige Smag, at Poesien hos os saa seent blev theatralsk, og at Forsøgene paa at spille Guder og Helgene til Lyst aldeles mislykkedes; thi Helte-Livet er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise 467 paa Skue-Pladsen, uden at nedværdige baade sig selv og sin Gienstand. Derfor er Opførelsen af Balders Død allerede et Mis-Greb, og ved at ville giøre Skue-Pladsen enten til Kirke eller Skole, forfeiler Man nødvendig sin Hensigt, naar den ikke er, at giøre Kirke og Skole til Skuespil-Huse, hvad de vist nok derved let kan blive; saa, naar galt skal være, maa Skue-Pladsen heller være saa overgiven og vanhellig, som den især blev i Athenen, og fordum i London, end, paa Fransk, betragtes som en Helligdom, eller, paa Tydsk, som Livets Skole. Den skulde dagligdags være blot til Lyst, og kun, som til en Høitid, en Gienganger-Bane fra Folkets Heroer, hvor de store Skygger kom den matte Phantasi til Hjelp, uden at ville enten kyse Livet af Børn, eller stjæle den Følelse, der kun er spildt paa dem, og i vore Dage alt for dyrebar en Skat til at bortødsles. Det maatte Grækerne forstaae, som slet ikke vilde vide af de rørende Sørge-Spil, og jeg vil haabe, vi lære det ogsaa, naar Poesien kommer til Orde udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er stum derudenfor, og taler kun Finger-Sproget, lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet, og syndes, det maatte ogsaa giælde her, at Noget var bedre end Intet, skiøndt det her i Grunden var Intet der vilde giælde for Alt. Saasnart derfor Kirken og Skolen blive virkelig poetiske, og blive de ei det, er Resten ligegyldig, da vil Man strax føle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv, undtagen for hvem der foretrækker det, og er naturligviis ikke at misunde.

Dog, dette anmærker jeg kun her, for at Man ikke skal tænke, det er Opførelsen enten af Fiskerne og Balders Død, af Hakon Jarl, og Axel og Valborg, eller af Blanca og Hyrden fra Tolosa, jeg glæder mig over, thi jeg elsker dem, og den herlige Begeistring, hvoraf de udsprang, og den Virkning, de hidtil har forfeilet, alt for meget, til at kunne det, og maa tvertimod finde, at vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives.

Efter saaledes at have betegnet, hvordan det levende Ord med Nød og neppe forplantede sig til os med Aanden, vilde jeg gaae tilbage til Bøgerne fra det Tolvte og Trettende eller tidligere Nordiske Aarhundreder; og anmærke, hvorledes de kom til os, for derpaa at give en Udsigt over deres Indhold.

Her maa jeg, hvor bagvendt det end synes, for Ordens Skyld 468 begynde med vor gamle Classiker, Saxo Grammatikus, thi ham maae vi takke for Alt hvad vi veed om gamle Nord, da der formodenlig, udenfor Island, seent eller aldrig var blevet spurgt om Rim-Stave og om Saga-Runer, hvis der ikke havde været en Classiker, som trængde til at oplyses dermed, eller kunde dog tage dem under sine Vinger. Naar jeg derfor seer, hvor ganske anderledes en Mand gamle Saxo har været, end hans Udgivere og radbrækkende Lov-Talere, da kan jeg ikke noksom beundre det mesterlige Puds, Nornen med ham har spilt den sorte Skole, et Krigs-Puds, der i Literaturen svarer til det, hun med Gotherne haandgribelig spillede de gamle Romere; thi ogsaa her kom de Nordiske Kæmper, som skulde knuse Rom, til Byes under Ørne-Banneret.

Udentvivl var det selv hos den gode Dannemand, Christen Pedersen, ligesaa meget Beundringen af Saxos Latin, som Kiærlighed til Danmarks Historie, der bevægede ham til at reise frem og tilbage, mellem Lund og Paris, for at faae den gamle Bog paa Prænt, og han havde i alt Fald nok baret sig for at byde Jodocus Ascensius den Danske Historie enten paa Islandsk eller paa Munke-Latin. For Latinens Skyld blev Saxos Bog altsaa trykt i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede, og trykt, ei i en Vraa, men for hele den lærde Verdens Øine: i Paris; for Latinens Skyld blev den betragtet som et mageløst Vidunder af Erasmus fra Rotterdam, altsaa af hele den lærde Verden, han var Sjælen i; og skiøndt Anders Vedel var en saadan Mester i det Danske Bog-Sprog, som Ingen bliver uden Kiærlighed til Moders-Maalet, havde vi dog neppe faaet en Dansk Saxo i det Sextende Aarhundrede, naar ikke vore Lærde havde anseet det for en Æres-Sag, aabenbar at tilegne sig hvad Man udenlands beundrede, og vilde neppe troe, var fra Danmark.

Latinen bragde da Saxos Bog ei blot for Dagen, men til Hæder og Ære, og hjalp mere til end fra, at den blev læst paa Dansk, da Danmark fik Læsere; men samme Bog er, som Man veed, halvfuld af Old-Nordiske Sagn om Nordens Helte og Halv-Guder, som naturligviis havde Aand tilfælles med Kæmperne, der knusde Rom, og vilde allermindst taalt, at Latin skulde giælde for det ædleste Tunge-Maal i Norden, og Æneiden for høiere Poesi end Vøluspa, saa det var en fortvivlet Sag, at Classiskheden kom i en saadan Gothes Magt, som Saxo, der istedenfor at lade sig beherske af den, vanhelligede og misbrugde den paa det Fordærveligste, til at udruste og 469 opsminke Rigets uforsonlige Fiender og Avinds-Mænd. Man tænke kun, det er Spas, Tiden vil ligefuldt vise, det var baade Nornens, Saxos og mit ramme Alvor; thi, saa vidt det var mueligt, og langt over, hvad en Tydsker vilde troet mueligt, balsamerede Saxo virkelig Nordens historiske Aand i Romersk Kløgt, og Man behøver ikke at have læst et Eneste af alle de Ukvems-Ord, der er brugt om ham af Critiske Historie-Skrivere uden Aand, for at vide, at hans Bog derved blev en forunderlig Sammen-Sætning af Literaturens Himmerig og Helvede, som med sit Udvortes tiltrak og avede de Lærde i Døds-Tiden, og med sit Indvortes vel ærgrede Endeel af dem, men holdt de Bedste skadesløse, og fik, for det Udvortes Skyld, Lov til at virke hvad den kunde i Danmark, hvor Man aldrig vilde havt Mod til videnskabelig at følge sin egen Smag, naar den ikke paa en Maade havde faaet Classiskhedens Stempel. Nu derimod var den Danske Udgiver i det Syttende Aarhundrede, Stephanius, saa godt som nødt til at søge Oplysninger, til den første Halv-Part, hos sin Islandske Ven, Biskop Brynjolf, og Brynjolf, som for Resten selv gjorde meget meer af Latin end af Islandsk, maatte tage Oplysningen, hvor den fandtes; og det, i Forbindelse med Nordens historiske Natur, maatte trække hele den Islandske Literatur med sig, i det Mindste paa Latin, som det da ogsaa skedte endnu i det Syttende Aarhundrede: ved den berømte Islænder, Thormod Torfesen (Torfæus).

Vil Man see, hvad blot en lille Stamp af en Bog som Saxos kan giøre, naar den falder i gode Hænder, da læse Man Shakspears Hamlet, som ei kan tænkes til, uden Saxo, skiøndt den vist nok ikke er udsprunget af nogen Bog, men af Nordens Aand, som i Engeland stedse har bevaret en Forkiærlighed for Danmark, der ordenlig er folke-psychologisk og universal-historisk mærkværdig!

Vil Man derimod i en Lignelse betragte, hvordan Asa-Thor trakterede Midgards-Ormen med Mjølner, der han havde anglet den med Oxe-Hovedet, da see Man, hvordan Holberg behandlede den Classiske Bog-Orm, der især i det Syttende Aarhundrede havde saaledes snoet sig om Skolen i Norden, at der neppe kom et levende Øie ud af den, saa det er et dobbell Mirakel, at Holberg slap ud af Skolen ukvalt og ud af Verden ubrændt.

Ja, Holberg og jeg er vel kun halv om halv gode Venner, blandt Andet, fordi den gjorde paa Dansk, hvad Saxo ikke for hele Roms Eie vilde giøre paa Latin, i det han saagodtsom slog 470 Streg over alle Folke-Sagnene i Danmarks Historie, men deels siger Just Justesen selv, det betyder defectus judicii, naar Man sætter Prikker istedenfor at komme med Fortællingen, og deels meende Hans Michelsen det ikke nær saa ilde, med Prikkerne for Old-Sagn, som det lader; thi han saae godt, at f. Ex. Sagnet om Thorkel Adelfar var en deilig Mythe, og loe kun ad dem, der vilde mynte historisk Skille-Mynt deraf, og naar jeg ingen Danmarks Historie har skrevet, blot fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde giøre ved Old-Sagnene, som jeg ikke nænde at udelade, ikke maatte forkvakle, og ei vidste at behandle, da var Holberg i sin Tid lovlig undskyldt, naar han blot havde opfrisket Anders Vedels Saxo.

Dog, vi maae huske, det er om Nordens Aristophanes vi tale, saa vi skal heller glæde os over, han var saa historisk som Holberg, end klage over, at han ikke var det endnu mere; thi det er et af de store Vidnesbyrd om Nordens grundhistoriske Kierne, at vor store Komiker kom saa betimelig, var saa dyb, og saa historisk videnskabelig. Derfor levede og virkede han, ei blot til Lyst, men gjorde Folke-Aanden i Moders-Maalet og Efter-Slægten al den Tjeneste, Norges største Genius i den ny Tid kunde, og som der hørde Helte-Mod til at vove, og Kæmpe-Kræfter til at vise. Latinen herskede i vor Bog-Verden, Stivhed, Flauhed og Tomhed, allevegne, undtagen i Kirken og i Danne-Kvindens Hjerte, men Holberg skabde en Dansk Bog-Verden, hvori den Latinske maatte finde sin Grav, han gav al Unatur et dødeligt Saar, som vi vil haabe aldrig bliver lægt, og han skaanede baade Kirken og Danne-Kvinden, skiøndt han ei vidste at skatte dem. Dette vilde allerede være en langt hæderligere Grav-Skrift, end Comus og Momus i nogen anden Skikkelse har fortjent; men som Forfatter af de eneste læselige Historier om Kirken, om Danmark, og om et Slags Helte og Heltinder, vi endnu har paa Dansk, er han tillige blevet en historisk Patriark i Norden, hvem ikke blot Suhm og Skøning, men vi alle nedstamme fra, og maae takke for Modet, om vi har det, til at gaae vor egen Vei, og følge vort eget Nordiske Hoved, uden at ændse, hvad enten Romerne og Tydskerne, eller deres Tilbedere, derom vil tænke og sige.

Dette Mod havde baade Suhm og Skøning, og skiøndt deres Historie-Bøger ei giør deres Hoved Ære, saa er dog selv det sletteste Dansk meget forstaaeligere i Norden, og meget taaleligere i dens Historie, end det bedste Latin, og skiøndt Man, ved at udgive de Islandske Skrifter blot med Latinsk 471 Oversættelse, begik den i Danmark sædvanlige Feil: over de Fremmedes Bekvemmelighed at glemme sine Egnes, saa behøvede Man dog nu kun Taalmodighed til at læse kiedsommelige Bøger, og Drift til at lære lidt Islandsk, for at blive nogenlunde historisk bekiendt med gamle Nord.

Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa Holbergs Kirke-Historie var den første Bog, der gav mig Lyst til at læse, Suhms Bog om Odin den der, med Sandvigs Edda, lærde mig at kiende Nordens Mythologi, og det første Bind af hans Danmarks Historie min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog først fandt, ved at falde over Vedels Saxo, og dens Følge-Svend fra det Syttende Aarhundrede: Peder Clausens Snorro, hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nødvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hørt Steffens, og læst Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hørde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min første Penne-Prøve om Nordens Guder falder mellem Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske Digte*), overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenstrøede, men dog ogsaa, efter min Følelse, hverken kiedsdommelige eller betydningsløse Bane, der kun alt for øiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.

Saavidt mueligt at betegne det hele videnskabelige Udbytte, jeg har giort, seer Man nok, er Hensigten med denne Indledning, men før jeg gaaer over til den nærmere Betragtning af vore Old-Sager, maa jeg foreløbig sige et Par Ord om Mythe-Bøgerne.

Da vel det eneste Literær-Historiske, Man skrev paa Island, før den sorte Død, staaer i samme Bind som hvad Man kalder Snorros Edda, er det ei saa underligt, at Man knap nok paa Island selv havde et løst Sagn om disse Bøger, før de fandtes i det Syttende Aarhundrede, og sendtes hid paa Kalve-Skind af de lærde Islændere, Brynjolf Svennsøn og Arngrim Johnsøn. De Tiller Man har givet dem er altsaa de tommeste, Man vel kan tænke sig, og høilig at laste, da de har bidraget meget til at forrykke den eneste rigtige Syns-Punkt, saa aldeles uvedkommende Snak, om Sæmund Sigfussøn i * 472 det Ellevte, og Snorro Sturlesøn i det Trettende Aarhundrede, blev for det Meste Middel-Punkten i de Undersøgelser, der ene skulde dreiet sig om to aldeles anonyme og ubekiendte Skind-Bøger paa Islandsk, der maatte hjemle sig selv hvad Adkomst de skulde have, til at betragtes som den Nordiske Mythologies Kilder.

Naar Man kiender Omstændighederne, studser Man billig ved at see den saakaldte Snorros Edda udgivet endnu i det Syttende Aarhundrede af Peder Resen, og det ei blot paa Islandsk og Latin, men ogsaa paa Dansk, tilligemed Vøluspa, saa, havde den Magnæanske Commissjon traadt i dette prisværdige Fod-Spor, vilde vi havt den saakaldte Sæmunds Edda trykt længe før 1787, da det første Bind udkom, og hverken maattet vente til 1828 paa det Tredie, eller endnu savne en Udgave af Snorros Edda, eller savne Dansk i Alt hvad Commissjonen har leveret. Indtil Videre maae vi da endnu nøies med Resens Udgave, som er en Sjeldenhed og ufuldstændig, og med den Svenske Haand-Udgave ved Professor Rask, og, for Danske Oversættelser af Sæmunds Edda, tye til Sandvigs og Finn Magnussens, hvilken Sidste er den eneste Fuldstændige, og, som gjort af en Islænder, ei synderlig Dansk. Oldskrift-Selskabet, der alt har gjort sig fortjent, af det gamle og ny Norden, ved gode Haand-Udgaver af endeel Islandske Sagaer, vilde høilig fortjene vor Tak ved Lignende af begge de saakaldte Eddaer, og af Heimskringla, med sin Fortsættelse, som det ikke blot er en Skam, men stor Skade, vi savne. Med Oversættelser gjorde saadanne Selskaber bedst i aldrig at befatte sig, da de komme bedst af dem selv, naar Man har en god Text i en let Udgave; og til at give begge Dele (thi hidtil var Udgaverne meget for dyre) vilde Selskabet vist finde Understøttelse nok i Norden, naar det paa den ene Side indskrænkede sig til Texter, og paa den Anden udvidede sig til alt Islandsk fra Middel-Alderen: Rub og Stub.

Det er nemlig, som sagt, aldeles nødvendigt, til ret videnskabeligt Brug, at vi faae hele den Old-Nordiske Literatur, som den er os levnet: Islandsk og Angel-Sachsisk, paa Prænt, og Islandsken er vor Deel af Arbeidet, hvormed, som med Nordiske Gadde1, Engelænderne skal stikkes, til de giøre deres Skyldighed, og hvorpaa de kan see, hvordan det uden Ophold lader sig giøre.

* 473

En foreløbig historisk-poetisk Anskuelse er imidlertid ingensteds nødvendigere end ved historisk-poetiske Old-Sagn, hvorpaa den Critiske Historie-Skriver ellers spilder Tid og Flid, ved at stavre i Mørke, eller, hvad end er værre, ved at løbe efter saadanne Lygte-Mænd, som alle luftige Hypotheser i Historien er, og da det har truffet sig saa vel, at baade Bjowulfs Drape kom til Danmark, og dens Oversætter kom til Engeland, er jeg omsider blevet istand til at give en Oversigt, som jeg er vis paa, skal Ingen vildlede, skiøndt den naturligviis i alle Maader trænger til at stadfæstes, klares og rettes, ved en giennemført Undersøgelse.

Ogsaa her befinder Pennen sig i stor Forlegenhed, og vel i den størst muelige, fordi den er stum, thi her er det ikke blot en Anskuelse, den skulde meddele, men en Anskuelse af Old-Sagn, som ikke længer er i Folke-Munde, men kun beskrevne i Bøgerne, og som dog maae tænkes ind i Munden igien, før det er mueligt at faae en rigtig Forestilling om dem. Dog, da Læseren baade maa indsee Nødvendigheden heraf, og Umueligheden i, med Spidsen af en Pen endogsaa kun at putte ham det mindste opskrevne Sagn i Munden, end sige da Ordet som forklarer dem Alle, vil han sikkert være billig, og i det han føler, hvor haardt det holder, at tænke de Bøger borte, Man henter sin Kundskab fra, have mig undskyldt, naar min Udvikling, der nødvendig forudsætter god Øvelse i den Konst, især paa Papiret synes lidt indviklet.

Bort altsaa, i Tankerne, med alle Bøger i Norden, saa der ikke bliver et Blad, uden Bøge-Blade, Fod-Blade, Aare-Blade, og, i Hallerne, et dygtig langt og trofast Bord-Blad, som taaler godt at trumfes i med Kæmpe-Næver, og bort med alle Penne, undtagen den gamle, spidse Staal-Pen, der ristede Runer paa Linde-Barken, men slog igiennem, og dyppedes først i det røde Blæk, naar den havde skrevet hvad den vilde, og lagdes til Side!

Ja, vil vi vinde mindste Forstand paa Old-Sagn, da maae vi tænke os tilbage i den Tid, da de virkelig var til, og gik fra Mund til Mund, ved Olfer-Steder og paa Thinge, i Viking-Stavne og paa Fisker-Baade, i allehaande Sam-Lag, og om Arnen, saa hverken Poesi eller Historie havde anden Skabning, end den Munden gav dem, eller andre Ene-Mærker, end de saare ubestemte, der beroe paa den Stærkeres Ret.

Naar vi derfor nu, meer end Fem Aarhundreder efterat Folke-Munden hardtad reent forstummede, og vel et Aar-Tusincie 474 efterat den gik halv i Staa, skal ordne hvad deraf er opskrevet, da befinde vi os aandelig i samme Tilfælde, som naar vi skulde udskifte et Sogn af Fælles-Skabet, hvor Man ikke alene, fra umindelige Tider, havde pløiet Ager om Ager, og den Rige naturligviis immer pløiet fra den Fattige, men hvor ogsaa By-Markerne løb i hinanden, og hvor Jorde-Bøgerne var deels, i Forhold, meget for nye, til at rette sig efter, og deels for gamle, til ikke at være vildsomme og uordenlige paa mange Maader. Forskiellen er kun den, at det her ikke blot giælder om at giøre Ret og Skiel mellem de store Lods-Eiere, og tage Billighed i Betragtning, men ogsaa at udfinde, hvorledes omtrent det oprindelig har hængt sammen, da det ikke er med Historiens som med Naturens Aar, at hvert har sin egen Høst, som ikke kommer det Andet ved, men de løbe alle sammen til en Colossalsk Vaar og Sommer, som skulde give os en tilsvarende Høst. Denne Forskiel giør os imidlertid slet ingen Skade, naar vi blot lære at beregne den, ikke efter Logarithme-Tabeller, men efter den levende Formel vi har i os selv, og efter vor velforstaaede Egen-Nytte; thi det kan aabenbar være os det Samme, hvad de gamle Helte hedd, hvad Aar de blev født, og hvormange Slag de vandt, naar vi kun har Gavnet deraf, ligesom det kan være os det Samme, hvem der gjorde Vøluspa, naar vi kun forstaae den, kan være os det Samme, hvordan Livet var deelt i Old-Tiden, naar vi blot kan tilegne os det.

Dette har nu hverken Suhm eller Skoning havt mindste Ahnelse om, men indbildt sig, at, skulde Man have nogen Nytte af Old-Sagnene, da maatte Man baade kunne skille Poesien fra Historien, Danmarks, Norges og Sverrigs Historie fra hinanden, oprede de gamle Slægt-Registere, Mand for Mand, udfinde hver Enkelt-Mands Fødsels og Døds-Aar, og give Enhver af dem saavel de Bedrifter som det Skuds-Maal, der hørde ham til. De vilde altsaa en aabenbar Umuelighed, og derhos en saadan, som Man aldrig burde ønske, var muelig, da en saadan Udskiftning kun vilde føde evigt Kiævleri mellem Folkene, og mellem de Lærde, til ingen Verdens Nytte, men til megen Skade; thi vi har jo kun enkelte Brud-Stykker af vore Old-Sagn opskrevne, som, hvis de ogsaa gjaldt Enkelt-Mænd, er kommet til os i en Forbindelse, for hvis Rigtighed Intet borger, og som vi dog ingen anden knnne give, uden ved at klistre dem sammen, som nogle Avis-Stumper af forskiellige Aar-Gange, hvad vel kan more Børn, men passer sig kun slet for gamle Folk, og giør dem i det Mindste ikke klogere end de var.

475

Derimod veed vi, af Menneske-Livets Betragtning i det Hele, at Indbildnings-Kraft, Følelse og Efter-Tanke skabe trende Tider allevegne, som er kiendelige i ethvert udmærket og nogenlunde fuldstændigt Levnets-Løb, saa det kan aldrig feile, at vi i Nordens, saavelsom i Grækenlands, Old-Sagn maae kunne spore en Gude-Alder, en Helte-Tid, og en Tredie, som Man kalder den Historiske eller Tydelige fordi den ligger Skrift-Tiden nærmest, og ligner den naturligviis mest; men som Man heller skulde kalde Arbeids-Tiden, da det i den giælder om at arbeide sig op. Denne Inddeling, der, fra Grækernes Dage, har været alle Critiske Historie-Skrivere formelig bekiendt, skal vi blot lade træde i Kraft, saa lysner det strax over de to første Tider, som Man derimod kun betegner slet, ved at kalde dem den Mørke og den Fabelagtige, da et Tids-Rum godt kan være begge Dele, skiøndt Man har Pennen bag Øret og skriver Annaler, som vi see paa Tiden mellem Saxo og jeg veed ikke hvem før Arild Hvitfeld, medens den Tid er ingenlunde mørk, i Forhold, der har afpræget sig i saadanne Sagn og Sange, som vi finde i Eddaerne, hos Saxo, og i Bjowulfs Drape. Saaledes veed vi jo ogsaa meget meer om den Græske Gude-Alder, da Kronos og Zeus avlede Børn, og holdt Triumph over Titaner og Giganter, og om Helte-Tiden, som de Homeriske Digte afbilde, end om den saakaldte Historiske Tid: fra Heraklidernes Indfald i Pelopones og den første Olympiade, til Perser-Krigene, saa den Sidste er aabenbar den Mørkeste og mest Fabelagtige. Kan vi leve af Aars-Tal, af ordenlige Mands-Navne, Lig-Stene og Grav-Skrifter, Mynt-Præg, Skiøder og Forordninger, da har vi nu en saadan Velsignelse af dem, at vi maae være meget nærige, om det kommer os synderlig an paa et tusind Stykker meer eller mindre, og kan vi ikke leve af dem, og kan de ikke give os mindste Forstand paa Livet, da maae de aabenbar af en gruelig Over-Tro ansees for Guder, Man ikke kan undvære, men maa med Glæde opoffre Livet for, naar Man skal anvende Livet paa at grave efter dem i Sange og Sagn fra Old-Tiden, og skal finde disse tomme, uden hine Klenodier, hvor guddommeligt et Liv de end afbilde, finde dem mørke, hvor skinnende et Lys de end kaste paa Menneske-Banen, og kalde dem med Haan fabelagtige, fordi Klæderne ikke er gjort af Kroppen, men efter den.

Med den største Sikkerhed kan vi da sige, at de Old-Sagn er de ældste, paa hvert Sted, som enten udtrykke det egenlige 476 Gude-Liv, eller sætte Guderne i levende Forbindelse med Jord-Livet, thi det er Indbildnings-Kraftens Vane, i sin Regierings-Tid, og andre Kræfter kan lidesaalidt giøre den det efter, uden at gribes i Fuskeriet, som en Verse-Mager kan give sine Hænders Arbeide skuffende Lighed med en Hoved-Skjalds Værk, om han end stjæler som en Ravn, og efterligner møisommelig et ophøiet Mønster, som Virgil Homer. I disse Old-Sagn, de være nu kommet til os i hvilkensomhelst Form, vil Poesien, eller rettere Prophetien (thi om Konst kan her ei være Talen), være det Overveiende, thi det er Aanden, der enten blot antager menneskelig Skikkelse, for i Mag at betragte sig selv, eller optager dog kun Begivenheder, for at speile sig i dem, saa den eneste Udskiftning Man her skal beflitte sig paa, er at skille disse Sagn fra Resten, som den store Alminding, der er Fælles-Gods for hele Gude-Folket, eller alle Aandens Under-Saatter. I Norden, og sagtens overalt, vil Asa-Maal være det rette Fælles-Navn paa disse Sagn, der udtrykke baade det indvortes og udvortes Folke-Liv i det Store, og udgiør hos os Bullen af Ygdrasil, der vel har tre hemmelige Rødder, som kundgiør sig i Grenene, men har selv saagodtsom ingen historisk kiendelige Afdelinger. Jeg siger med Flid historisk kiendelige, eller tydelige, thi vi maae huske, at Nord-Boen hører slet ikke til de egenlige Phantasi-Folk, og hans Gude-Alder derfor ikke heller til Menneske-Slægtens Old-Tid, saa selv vor høieste Poesi er hvad vi, i Mangel af et bedre Ord, maae kalde historisk, vor Phantasi i sin høieste Flugt bliver i Grunden dog ved Jorden, eller rettere ved Havet, som Sleipner; vore Guder er kun Kalve mod den førstefødte Oxe, Kalve af Koen Ødhumble. I Grunden svarer derfor vor Gude-Alder mest til Grækernes Helte-Tid, som Thor til Herakles, og det er kun forholdsviis han svarer til Poseidon, hvoraf igien følger, at vore Guder, ligesom Grækernes Helte, lade sig betragte som Folke-Repræsentanter, der vel have en vidtudstrakt Fuld-Magt, men kun fordi Folket, som valgde dem, igien var Menneske-Slægtens Repræsentant paa Middel-Alderens Stor-Thing.

Da Følgen imidlertid forholdsviis altid bliver den samme, maae vi ogsaa i vore Sagn kunne spore en Helte-Tid, hvori Slægterne træde kiendelig ud fra hinanden, Guderne staae i Bag-Grunden, og synes hardtad forsvundne, medens Følelsens modsatte Poler, Elskov og Kamp-Lyst, tiltrække hinanden, og danne Middel-Punkten, hvorom Alting dreier sig. Forskiellen 477 vil i Norden blot være, at Følelsen, som her ret er i sit Element, vil træde stærkere altsaa mere indtagende frem, end andensteds, at Guderne, som her i Grunden er Elskovs-Børn, altsaa Kiæle-Dægger, vil ikke blive glemte men kun forkiælede, svage og egensindige, og endelig, at Begivenhederne vil være langt sandfærdigere; men endnu i disse Sagn at ville pille Enkelt-Mænd og Aa-Steder ud, er spildt Uleilighed, som Stærk-Odders Partering, og Pløiningen efter Bjelkerne af Signes Jomfru-Bur, til Overflødighed har beviist. Denne Part af Old-Sagn kan vi allevegne med et godt Nordisk Navn kalde Bjarke-Maal, thi det betegner historisk hvad det skal, og var i gamle Nord ingenlunde Navnet paa en enkelt Vise, men paa et heelt Slags, som vi kan see af Skalda.

Bagefter kommer tyndt Øl, og saaledes er det med de sidste Old-Sagn allevegne, poetisk betragtet, thi det er Plutos Tid, som vi nok huske, saa der maa et Giftermaal til, naar Poesien skal blive stort Andet end Flitter-Stads, og Sagnet mere end et magert Slægt-Register, og en tør Navne-Række; men i alt Fald er denne Tids Sagn kiendelige derpaa, at Enkelt-Manden er fremtrædende, lever ikke længer og giør ikke meer, end der var mueligt, naar Man begyndte i Tide, fik Lov at leve sin Alder ud, og havde Lykken med sig, saa alle Begivenhederne udgiør en Hæders-Krands om hans Tinding, som Man strax seer, enten Man betragter Sagnet om Lykurg eller om Regner Lodbrog. Denne Part af Old-Sagnene vil jeg kalde Krage-Maal, ikke blot fordi Regner Lodbrogs Døds-Sang hedder saa, fordi det er et passende Ord-Sprog, at Kragen raaber immer paa sit eget Navn, og fordi de fleste Draper fra denne Tid er hos os ret egenlig hvad vi kalde et Krage-Maal, Man har værre ved at forstaae end det er værd; men tillige fordi Krage, som i Rolvs Tilnavn, ogsaa betyder en Trappe til Høie-Lofte, saa Krage-Maal kan godt betegne Konst-Poesien i sin Barndom, der aldrig i det Høieste er meer end en virkelig gradus ad Parnassum, og kommer ikke vidt, før den faaer boglig Konst til Hjelp.

Maatte vi nu end nøies med denne Oplysning om vore Old-Sagn, da skiønner jeg ikke rettere, end at vi kunde have fuld poetisk Nytte af dem, og vidste hvordan Critiken med Fordeel skulde øve sig paa dem, men det gaaer med Oplysning, som med Alt hvad Man synes godt om, at jo meer Man har, des mere vil Man have, og da det nu er saa iøinefaldende, at Harald Haarfagers Skjalde var ikke den Moders Børn, der 478 sang for Aserne om Balder og Ragnaroke, saa det rungede i Valhal, og lader sig paa en Maade høre endnu, saa har jeg i det Mindste ikke kunnet helme, før jeg fik opsporet, hvor Asa-Maal og Bjarke-Maal dog nærmest havde hjemme.

Hvor nemlig Asa-Maal i Grunden har hjemme, andensteds end i Hjerte-Dyhet, hvoraf Svanen der kvad det, opsvang sig, det maa Læseren ikke spørge mig om, for det veed jeg ikke endnu, og faaer kanskee aldrig at vide; men hvor de Nordiske Old-Sagn, jeg kalder saa, med Norne-Kvadet (Vøluspa) i Spidsen, nærmest har hjemme, det kan jeg see, thi det er aabenbar Bjowulfs-Drapens, Kædmons og Shakspears Fædre, som Nordens mest poetiske, eller prophetiske Stamme, og først da jeg kom efter det, begyndte jeg at hitte Rede i vore Old-Sagn.

Er nemlig Asa-Maalet Angul-Dansk, og Krage-Maalet unægtelig Norsk, da er Bjarke-Maalet, imellem Begge, nødvendig Gothisk, og det kan jeg see, slaaer lige til, thi Man behøver blot at huske, at Stærk-Odder er en Gothe, og er Skjald saavelsom Kæmpe, og at lægge hans trehundrede Aar til 450, da Anglerne begyndte at slaae Haanden af os, saa er vi forbi Braavalle-Slaget, hvor Odin forklædt kiører Harald Hildetan til Hel, og hvor Nordmanden tager fat med Regner Lodbrog. Det er nemlig ikke blot de Normanniske Udflugter, der begynde med hans Søn, som seirede ved Braavalle, men med Regners Døds-Sang begynder ogsaa den Norsk-Islandske Drape-Række, og med hans Saga ligeledes den historiske Saga-Række, saa det er klart, at Brage hin Gamle, hvem Islænderne tilskrive Regners-Drapen, og alt Krage-Maal før Harald Haarfagers Tid, fik netop Munden op, da Stærk-Odder beed i Græsset, og for Løiers Skyld lade derfor Islænderne dem endog personlig mødes, ved den Svenske Kong Eisten Beljas Hof, som Smagens Sæde i Regner Lodbrogs Dage.

Hvor Alt hvad Man ikke selv har gjort, slaaer saa lige til, er det ingen Ære at udfinde Sammenhængen, men kun Skam at have overseet den, og skiøndt Brage hin Gamle er en Mythisk Person, saa har Man dog neppe myntet det Asa-Navn til ham, men det har truffet sig, at den største Norske Digter, der skulde prøve sin Konst paa at opvække Guderne, har været kaldt op efter Asa-Brage, hans afdøde Stam-Fader, og da ingen Skjald er blevet navnkundig mellem ham og 479 Thjodolf fra Hvine, har han, der sikkert ogsaa gjorde Broder-Parten, faaet Skyld for Alt.

Vil Man ellers giøre Historisk Prøve paa Stykket, med de sidste Tre Aarhundreder, som udgiør en Cyklus, der til det Brug er Guld værd, da skal Man see, det slaaer ogsaa til der; thi Danmark er ovenpaa i det Sextende Aarhundrede, men i det Syttende spiller Gothen Mester, og det ikke blot i Marken, men ogsaa i Skiøn paa Nordens Old-Sager, som Udgaven af Heimskringla og de mangfoldige Islandske Romaner med Svensk Oversættelse beviser, og med det Attende Aarhundrede vaagner Nordmanden, saa Holberg tager paa en Maade Brage hin Gamle ved Haanden, og det er især for Holbergs Skyld jeg ikke tør slaae Brage i Mythisk Hartkorn. Dog er det ogsaa tildeels, fordi jeg forleden fik en kiærlig Advarsel om, at Man kan ligesaavel forløbe sig ved at giøre skikkelige Folk til Myther, som Man kan forgribe sig paa at giøre Myther til skikkelige Folk; thi hvem skulde nu tænke Andet, end at naar Hr. Haab kom til en Billed-Hugger i et fortvivlet Øieblik, og bestilde en Jason med Gylden-Skindet, som han gav Forskud paa, men fik dog først efter femogtyve Aars Forløb, tilligemed et Billed af ham selv og gode Frue, hvem skulde tænke Andet, siger jeg, end at den Hr. Haab var vel en meget god Ting, men Pokker ikke en skikkelig Mand, som vi og vore Lige, og see, det var jo dog Sir Thomas Hope: thi at vi neppe vilde været saa skikkelige som han imod vor dengang kun lidt berømte Lands-Mand, er en Indvending, jeg ikke venter af Læseren, og som desuden ikke kommer Sagen ved, der jo kun er, at den Mand, der fattede det store Haab om Thorvaldsen, og kom til ham som en Haabets Engel, han traf til at have Navn, og kom til at bie derefter.

Regner Lodbrog og hans Drape-Smed, Brage den Gamle, anseer jeg altsaa for de første sikkre Personer i Nordens Old-Sagn, men ligesom de i mine Øine netop derved blive forholdsviis ubetydelige Personer, uden poetisk Fylde, saaledes er ogsaa Tids-Rummet fra Braavalle-Slaget til Svolder-Slaget det Mørkeste og Fabelagtigste i vor Old-Historie, netop fordi vi aabenbar har med Enkelt-Mænd at giøre, men kan hverken faae Sagnene om dem til at hænge ordenlig sammen, eller adskille deres virkelige Hændelser og Bedrifter, fra dem der blot tillægges dem for Løiers Skyld, eller for at afrunde Drapen og Levnets-Løbet. Vel har vi det bedre i Norden end andensteds, fordi vor afgjorte historiske Retning har forebygget 480 saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske: mellem den Trojanske Krig og Lykurg, og atter mellem ham og Solon, og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tør skiænke saadanne Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet, og reise paa deres Handværk, men vi giør os kun latterlige, ved at lukke Øiet for deres Brøst, og hvordan det har hængt sammen med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte af hvad de veed, eller rettere ikke veed, om Norge før Harald Haarfagers Tid. Det var Ludvig Holbergs Fædre baade i Poesien og Historien, skal vi huske, og dermed er baade deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undtagelse er Vittighed det eneste Poetiske hos dem, og deres Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saadanne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen Ret til at spase med.

Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærkværdigere historisk Undtagelse, Eivind Skalde-Spilder, nemlig, og Island.

Eivind staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde, ligesom Nordahl Brun mellem de Nye, thi skiøndt de aabenbar høre til samme Art som de Andre, hæve de sig dog saa høit over dem, som den lynende Vittighed staaer over den spillende, og Hakonar-Maal betegner derfor et poetisk Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis førde, men hvorpaa en enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang, før det slukkes; thi Eivinds Sang paa Hakon Adelsteens Gravhøi er ikke blot det sidste Kvad i Old-Nordisk Aand, men er det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede aandelige Forbindelse mellem Engeland og vort Norden, som Adelstens-Fostre levende udtrykker.

Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilighed, mellem Pluto og Persephone, blev af Universal-Historisk Vigtighed, fordi det ikke blot var den Old-Nordiske Poesi, der nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa Christendommen, som Nordens Aand hos Anglerne havde stræbt at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og udbrede. Hvorledes Følgerne heraf har udstrakt sig giennem et Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den Christelige Anskuelse (thi egenlig Christen Tro var det ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer 481 Islands Historie, som, for Tids-Rummet fra Harald Haarfager til Hakon den Gamles Død, aandelig indslutter Norges i sig.

Island, seer Man nok, var egenlig et aandeligt Jomsborg, stiftet i Fortvivlelse, for, om mueligt, at bevare den Old-Nordiske Kraft og Frihed, og tilbagekalde de svundne Tider i al deres Glands, altsaa et Dramatisk Selskab i det Store, der virkelig vilde opføre Gude-Alderen og Helte-Tiden, baade fra den Comiske og den Tragiske Syns-Punkt, og skiøndt saadanne Planer er alt for udsvævende til at kunne lykkes i Grunden, saa er Feil-Trinet dog saa stort, at Ingen kan nægte, det jo var et Kæmpe-Skridt, og det faldt saa naturligt, at vi maa indsee, det, efter Nordens historiske Natur og Omstændigheder, var uundgaaeligt. Islands mageløse Historie er hidtil kun behandlet af upoetiske Islændere, med Over-Tro paa Skjalde og Saga-Mænd, af deres Discipler, som svor paa Mesterens Ord, og af ligesaa upoetiske Tydskere, der Intet kiendte til Sagen, saa Alting ligger her endnu i det gamle Chaos, men naar Man lærer at betragte Are Frodes og Jord-Bogens (Landnama-Sagas) Efterretninger om Landets Bebyggelse for hvad de er: løse upaalidelige Sagn, først opskrevne i Sigurd Jorsalafars og hans Eftermænds Dage, og lærer at skielne mellem det jammerlige Skjaldskab og den ypperlige Saga-Skrift, da vil der ikke mellem Kyndinge være to Meninger om, at Islands Historie fortjener ret tilbunds at studeres, baade af Critiske og af Folkelige Historie-Skrivere.

Her maa jeg imidlertid forudsætte som afgjort, at Island vel mest er bebygget med Nordmænd, fordi Norge i det Hele var den Normanniske Udvandrings Middel-Punkt, men at der dog dannede sig et lille nyt Folk, som Udflyttere fra Norden i det Hele, og at de ogsaa har deres Mythiske Tid, som Man feiler meget i at tage for reen-historisk, hvor ordenlig saa end naturligviis Lodderne er udskiftede og Skiellet sat mellem Mand og Mand. Det var først i det Tolvte Aarhundrede, som de selv melde, at Thorodd Rune-Mester og are Frode, efter Angel-Sachsernes Exempel, ordnede Bogstaverne til at skrive Islandsk med*); sin mundtlige Saga-Hjemmel kunde are ikke føre længer tilbage, end til Hakon Jarls Tid paa Lade, og Snorro har aabenbar ikke vidst ordenlig Beskeed om Norge førend under Hellig-Olav, saa Resten * 482 skal vi kun tage for, hvad vi af indvortes Mærker kan see, det er.

Det giør mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papiret med min Lov-Tale over den Islandske Literatur; men det lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig for Menneske-Historiens Skyld kan saaledes skatte og beundre Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mangelen eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge Sider, ja, for Nordens og for hele Menneskehedens Historie, derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.

I Øvrigt er jeg vis paa, at Skjaldene fra Thjodolf til Snorro skal, mellem Folk med poetisk Skiøn, ei finde en billigere Vurderings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Møie, stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist af Følelse, hos Hornklove og Guttorm Sindre, Glum og Eiulf og Halfred, Berse og Sighvat, og hvad de Mange hedd, og jeg priser baade dem og Norden for, at Man, naar galt skulde være, heller i Femhundrede Aar vilde høre og føre maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-Klang kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor maa Man ikke i Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at dufte sødt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig høre af Halfred Vanraad-Skjald, da han skulde døbes, en dunkel Følelse deraf i Norden, at Aserne baade kunde og skulde, Christendommen uskadt, blive ved at leve poetisk i en priselig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne eller Aandens Lig-Kister, ligesom de Danske bar Frodes om Land.

Som Saga-Mænd var det altsaa, Skjaldene virkede for Aanden, og Sagaerne i Skjaldenes Mund er det Islandske Drama, der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker daarlig af mod det Atheniensiske, hvortil det i Udviklings-Rækken svarer, men gjorde dog Nordens Aand langt væsenligere Tjenester, end Athenen gjorde den Græske, fordi hos os 483 smeltede Digter og Skuespiller sammen, hvad Man let vil indsee gjorde det Hele anderledes naturligt og levende, varigt og virksomt.

Fra denne aands-historiske Syns-Punkt fristes Man til at ønske hele det Saga-Bibliothek, de gamle Islændere har efterladt os, langt borte, da det er klart, at Sagnene gik ud af Munden, alt som de førdes i Pennen, der altid er en Mistelteen for det levende Ord; thi naar Sagaerne kunde levet i Munden blot to Aarhundreder længer, vilde vi vundet tre videnskabelige Aarhundreder i Nordens Aand, som vi nu har tabt, mens vi trællede for Roms Meen-Vætte; men al saadan Bag-Snak er i Grunden Vrævl; thi Skjalde og Saga-Mænd især leve gierne saalænge de kan, og skrive ikke deres Testament, før de føle, det er paa Tiden at skiænke bort, hvad de hverken vil tage med dem i Graven, eller kan taale, skal ødelægges. At det er i Glemme-Bogen de skrive Ordet, falder dem ikke ind, saa de er altid den blinde Høder, som skiød til Balder for at ære ham, og vel er det, thi hvad der begraves i Luften, kommer aldrig igien, men hvad der begraves i Bøger, kan dog, under heldige Omstændigheder, paa en Maade opstaae, og giøre meget Gavn, især naar det begraves saa heelt og holdent, som Ordet i de Islandske Sagaer. Det er nemlig ikke Bøger som andre Bøger, men, efter Bogen, som ingen Anden taaler Sammenligning med, de Ypperste paa Jorden, thi de er gjort i Munden og kun ført i Pennen, og, alt Andet fraregnet, var det den eneste muelige Maade, hvorpaa vi kunde faae en Nordisk Prosa med Aand i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, da Erfaring har lært, der vil Andet til, end de gamle Islændere havde, for paa fri Haand at føre en prosaisk naturlig og klar, fyndig og malerisk Stil. Nu derimod, da Saga-Manden vel endog sædvanlig, som Snorro, kun skrev med Andres Fingre, og fristedes da slet ikke til at lade Pennen raade for Munden, nu fik vi et Islandsk Saga-Bibliothek, som det ikke blot er en Fornøielse at læse, men som det i alle Aandens Tider vil være Historie-Skrivernes Tarv og Trang at studere. For nu kun at nævne det Ypperste, der, tilligemed Genesis, vil blive heelt og holdent indlemmet i Universal-Historien, maa jeg pege paa Hellig-Olavs Saga i Heimskringla, som et Nordisk Natur-Produkt i den dramatiserede Historie, der vil staae som et Mønster for Konstneren, til Verdens Ende, og aldrig naaes, deels fordi Enkelt-Mandens Liv ikke mere har det episke og idylliske Præg, vi da ei heller kan give dets sandfærdige Beskrivelse, og deels 484 fordi Islænderne havde deres Styrke i at opfatte og afbilde dette Præg, da det netop var Kiærlighed dertil, som befolkede Island, og forlængede vel ikke Livets men dog Efter-Skinnets Dage giennem Fem Aarhundreder. Man vil vel sige, at den historiske Ære var dyrekiøbt, men den sande Ære er aldrig let tilfals, og at opoffre Livet i Aandens Tjeneste, det er netop Menneskets Ære, derfor vil Islændernes, saavelsom de gamle Heltes, være udødelig, og herom mindes vi paa en overraskende Maade, ved, midt i Skalda, mellem de dødeste Vers, fra den poetiske Skygge-Tid, at høre Kæmpevise-Tonen, som var den levende Fortsættelse af det gamle Harpe-Slag, der maa have behøvet Skjalde-Kvadene og Sagamænds-Talerne for at udvikle sig, siden den netop var færdig til at afløse dem, da de forstummede*). Hvorledes ellers Kæmpe-Visen undfangedes og fødtes i Norden, er mig endnu en Hemmelighed, som det, baade for Poesiens og Historiens Skyld, skal glæde mig særdeles at oplyses bedre om end hidindtil. Kun det veed jeg, at Gothisk er den, hvad enten den saa er udsprunget hos vore kværsiddende Vest-Gother, eller kommet til os fra de Udvandrede, vel ikke med Beengerd, den bedske Blomme, men fra Nordhumberland, hvor Regner Lodbrogs Sønner stiftede Riget, og hvor de Engelske Kæmpe-Viser, som ligne, og tildeels poetisk overstemme Vores, aabenbar har hjemme. Normanniske er de i det Mindste ikke, thi det er, som Wace og Meer har bevist, kun den Rim-Krønike, Norge gik Glip af, skiøndt Thjodolf, saa at sige, havde lovet den i Ynglinge-Tal, der aabenbar er Forspillet til noget Sligt**).

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi Mythe-Bøgerne, hvoraf vi have al vor Kundskab om det Old-Nordiske Billed-Sprog, maae vi ingenlunde glemme, og at jeg holder dem høit i Ære, skiøndt jeg idelig maa indskiærpe, at de er steendøde, maa jeg forudsætte som en afgjort Sag, skiøndt Læseren, som er vant til anderledes Lovtaler over Prænt paa Klude-Papir, end sige da over *

þiggja kná með gulli gløð
Gotna-ferð at ræsi mjøð
Drecka lætr hann sveit at sin
Silfri skenkt it fagra vin.

* 485 Penne-Strøg paa Kalve-Skind, meget let kan synes jeg bagtaler dem. og undre sig over, at Bøgerne ikke selv tage til Gienmæle, hvad de ogsaa sikkert gjorde, hvis de virkelig var Giemmere af det levende Ord.

Den ypperste Mythe-Bog er nu, uden Sammenligning, den, de Lærde har givet det gale Navn, og kaldt Sæmunds Edda, men som jeg her vil kalde Glemme-Bogen, da det dog i det Mindste er et Navn, Man kan give Grunde for, og som ikke sætter Læseren paa Vild-Spor. Naar nu Læseren først i Tankerne har revet Titel-Bladet af Bogen, skal jeg bede ham at giøre det Samme ved Bindet, saa Bladene kan komme ud af det unaturlige Forhold, Bog-Binderen har sat dem i, som om han kunde faae Vers til at hænge sammen, der kom flyvende hver fra sin Side, og mødtes i alt Fald kun paa Papiret, som de Døde mødes i Gravene, hvad Man nok veed, selv paa vore Kirke-Gaarde, ingenlunde forudsætter aandeligt Broderskab mellem dem Alle. Paa disse løse Blade finde vi nu endeel Old-Nordiske Vers opskrevne, som vi strax see, er hverken gjort i een og samme Mund, eller paa een Tid, saa det er ene og alene deres indvortes Beskaffenhed, der kan veilede os til Andet end luftige Giætninger om deres Oprindelse og indbyrdes Forhold; thi da der er flere Sange i den ene Opskrift end i den Anden, see vi, at Samlingen er, menneskelig talt, aldeles tilfældig.

Paa den saakaldte Soel-Sang nær, er imidlertid alle Kvadene hedenske, og aabenbar ældre end Harald Haarfager, hvorom Man da ogsaa nu er saa enig i Norden, at det her kun var Tids-Spilde at indskiærpe det, skiøndt det vil være baade en videnskabelig Pligt og Fornøielse at bevise det, ved Sammenligning med de Brud-Stykker vi har af Thjodolfs Høstgilde, og andre mindre mythiske end mythologiske Digte; men det maa da skee med historisk Aand, og uden at ændse de Tydske Indvendinger, der, ligesaa uhistoriske som aandløse, kun due til at lee ad.

At nu igien Vøluspa, eller Norne-Kvadet, baade er ældst, og i alle Maader mellem Sangene, som Odin mellem Aser, Brage mellem Skjalde, og Sleipner mellem Heste, uden Med-Beiler, det er vi ogsaa blevet enige om, saa det vil neppe støde Nogen blandt os, at jeg kalder det et mageløst Udkast til et Universal-Historisk Epos i den Gothiske Smag, eller, hvad i min Mund siger det Samme, det Mythiske Frø-Skib (Skibbladner), der, ordenlig sammenlagt, kunde puttes i en Vest-Lomme, men dog ogsaa, ordenlig udfoldet, bære alle 486 Aserne over Verdens-Havet. Om Konst, som en vitterlig Sag, kan her naturligviis ei være Talen, og selv Rim-Stavene er ei i den bedste Orden, men hvor det giælder om Myther i deres Reenhed, maae vi netop ønske Konsten, selv den allerbedste, langt borte, saa vi skulde ikke bytte Norne-Kvadet bort for ti Iliader og Odysseer, af den simple Grund, at i Hoved-Smykker er, som Guld-Smedene selv sige, Guldet det Mindste, saa Konsten er Hoved-Sagen; men til at tage og give ud af er naturligviis Guldet Hoved-Sagen, saa der er det Raa netop det Pure, og de største Klumper de bedste, som vor Poetiske Guld-Smed ogsaa strax anmærkede, saasnart han kastede Øie paa Nordens Myther, og sammenlignede dem med de Græske*). Dog, ikke blot fordi, hvor der er saadanne Guld-Klumper, komme nok Smede, naar Man kun giver Tid, ikke blot derfor er Mytherne bedst i deres raa Skikkelse, men ogsaa fordi kun i den er det, Folke-Aanden levende udtrykker og kiendelig speiler sig, saa, uden noget Sligt som Vøluspa, var vi vel aldrig kommet til at see, det var i Norden, den Universal-Historiske Kamp-Anskuelse havde sit Billed-Sprog. Meer vil jeg her ikke sige om Vøluspas Indhold, thi at det gaaer fra Tidens Fødsel prophetisk til Gienfødelsen paa hin Side Ragnaroke, veed Man vel; at hvad der vover at omfatte hele Tiden i Grunden ei kan savne en naturlig men kæmpemæssig Form og Sammenhæng, indsees let, og Aanden lider ikke godt, at selv gode Venner røre ved dens Øie-Steen, der ikke er gjort til at skille ad, men til at see med.

Om Oprindelsen lader sig historisk kun sige, at Kvadet nødvendig er udsprunget af den største Nordiske Digters Hjerne, som brugde Rim-Stave, og altsaa paa samme Trin hos os, som de Homeriske Digte hos Grækerne, og da ventelig hos Anglerne efter Udvandringen, ligesom hine hos de Asiatiske Græker. Dette er saa langt fra at være en løs Giætning, at den allerede nu lader sig understøtte med videnskabelige Grunde, der skal Meget, som vi ikke veed endnu, til at rokke; thi vel kunde Kvadet enten tænkes gjort før Udvandringen, eller kort efter af en Hjarne, vi beholdt, men det kan neppe tænkes husket i Norden Syv Aarhundreder, uden at kunne spores, og endnu mindre kunde Man da forklare sig de Angel-Sachsiske Spor i Sproget, da derimod Alt er i sin Orden, naar Man * 487 tænker sig det gjort ovre paa Øen, der opskrevet, og siden, da Islænderne fik Pennen i Haanden, oversat, men kun paa Papiret.

Om Grimners og Vafthrudners Maal kan jeg fatte mig kort, thi, skiøndt de høre til Asa-Maalet, er altsaa ældgamle, og umistelige for Billed-Sproget, kan jeg dog ikke give deres Forfattere et bedre poetisk Skuds-Maal, end at den Ene (Grimner) havde været Brænde-Hugger i Asgaard, og havde derfor, da han blev gammel, for Skik at prale af sit nøie Bekiendtskab med Hoffet, lige indtil Kiøkken-Sedlen i Valhald, og den Anden (Vafthrudner) var en Kieldermand sammesteds, hos hvem Tjenerskabet søgde, og som begiærlig snappede op, hvad de havde snappet op bag Herskabets Stole, og piinde hinanden med ved Kruset. I Øvrigt er det formodenlig ogsaa Engelsk Arbeide, deels af ovenmeldte Grunde, og deels fordi Man nyelig har fundet et Vidsids-Maal i Exeter-Bogen, der ganske er af samme Tønde, skiøndt det, som vi siden skal see, ikke egenlig angaaer Aserne men kun deres Skaber*).

Om Alsvins-Maal kan jeg hardtad kun sige, at det er gjort i samme Kar, som de Forrige, det vil sige, i en Mund, der ingen anden Form ændsede, end den der fremkommer af sig selv, naar Man lukker Munden op, siger hvad der falder En ind, snakker saalænge Man har Lyst, og holder saa op; thi Indholden, som skulde give den nærmere Oplysning, forstaaer jeg saa godt som Intet af, og gider knap tænkt derpaa, især da jeg af Skalda seer, at den trykte Text er upaalidelig, og at det ventelig kun er et Brud-Stykke af et langt Register til Nordens Billed-Bog**).

Vegtams-Kvide, Thryms-Kvide og Hymers-Kvide, hentyde allerede ved det Kvide-Navn paa en anden Mund end Maalene, og her er tillige en vel naturlig og simpel, men dog ordenlig Form, som af Episoder i Gude-Livets Epos, der udmale hver en enkelt Mythe, og de høre altsaa til Bjarke-Maalet, hvor de end for Resten har hjemme.

Det Samme er Tilfældet med SkirnersReise, kun er Formen langt blødere, Stilen mere blomstrende, og i det Hele Kvinde-Følelsen det Herskende, saa det Kvad er klarlig fra * * 488 Signe-Tiden, og da Anglerne, siden de blev andre Kvinders Mænd, ei har givet Kvinde-Kiærlighed synderligt Rum, enten i Poesi eller i Aandens Verden overhovedet, maatte Man vel tænke at den Vise havde vi dog selv gjort, men den har dog forholdsviis saamegen Aand og saalidt Følelse, at jeg maa give Angul Skylden, og der er desuden Ord i den, han ikke godt kan gaae fra.

Hyndlas Sang, som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den stakkede Vøluspa, er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem Freye og en Trold-Hex, som her er den klogeste, og saadanne kloge Koner føde, som Erfaring lærer, immer de kloge Mænd, der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, før de enten ere døde, eller formodes dog at ligge med Døden paa Læberne. Freye behøvede derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags Ragna-Roke, hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden Snorros Beretning, at den Upsalske Freye overlevede alle Tempel-Guderne, vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, og det gaaer ligesaa naturlig til, som at Romanen overlever Poesien. Da nu endelig ogsaa baade Harald Hildetan, og flere af Braavals Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar Bjarkemaalets Slutning, ved Offer-Stedet, ligesom Stærk-Odders Svane-Sang er det i Borge-Stuen.

Odins Høisang eller Havamaal er vel i ingen Henseende synderlig Mythisk, men som den første Nordiske Lovtale over Forstanden, og en ret taalelig Prøve derpaa, er den høist mærkelig i den Nordiske Cultur-Historie, ja, er ret egenlig Krage-Maalets Nordiske Natur-Historie, hvori Konst-Poesiens Fødsel af Mjøden hos Gunløde, udgiør Middel-Punkten; men derom skal vi siden tale, og jeg vil kun tilføie, at det formodenlig ogsaa er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, deels fordi Tonen slet ikke ligner den i Norsk-Islandske Kvad, men derimod ganske den i flere saadanne Lære-Digte, som Exeter-Bogen har bragt til vor Kundskab, og deels fordi Digtet i sin Islandske Skikkelse er mange Steder meningsløst, men dog saaledes, at Man godt seer, der har engang været Mening i det.

Vi komme nu til Lokes Nid-Vise over alle Aser og Asynier, hvori vi ikke vilde finde Thor skaanet, dersom ikke Loke 489 selv bevidnede sin Ærbødighed for hans Hammer, og det er i sin Orden, ikke blot fordi vi veed, at de Nordiske Fri-Tænkere, i gamle Dage, gjorde Hammers-Tegnet over deres Bægere, med et tvetydigt Buk for Thor; men ogsaa fordi vi sikkert Alle har stødt paa Nordiske Fritænkere fra i Gaar, som spottede med alle Guder, selv med Tordneren, indtil det tordnede, da de uvilkaarlig gjorde Hammers-Tegnet, ved at lægge Hænderne sammen, og Man seer nok, at det er denne Gientagelse af det Gamle, der, naar vi faae Øie paa den, lærer os at forstaae Historien.

Vil vi ellers høre ogsaa Thor faae sin Text læst, da behøve vi blot at gaae ned til Færge-Løbet, hvor Harbard skiælder ham Huden fuld, fordi han staaer uden Hammer paa den anden Side Vandet, eller i den anden Verden, men dog er det mærkeligt, at Skiænde-Giæsten kryber i Odins Skind, ligesom for at hytte sit Eget.

Naar vi saaledes har seet Aserne paa Hel-Veien, med gamle Tøfler, eller, paa Engelsk, Abelsin-Skaller efter sig, da undrer det os ikke at de er ligesaa steendøde i Thjodolfs Rim, som paa Tempel-Bænkene, men det overrasker og fornøier os, af Eivinds Hakonar-Maal at see, der var dog Folk i Norden, som tog anderledes smukt Afsked med dem, og lod dem, som gamle Konger, der godvillig havde nedlagt Regieringen, udhvile sig med deres Venner i Valhald, til den sidste Kamp i Tus-Mørket, hvori de, med alle Valhalds Giæster, som vi nu see, skulde paa en Maade tage Deel.

Om Fjølsvins-Maal har jeg slet ikke talt, fordi jeg ikke veed, hvad det skal sige, men kun, at det siger ikke stort, skiøndt det er fra Bjarke-Maaiets Dage.

Odins Ravne-Galder findes vel ikke i vor Skind-Bog, men derved taber det naturligviis Intet i mine Øine, og jeg lader det derfor kun komme drattende bag efter, fordi jeg har overbeviist mig om, at ikke alene det kom saaledes drattende, men at Forfatteren, som vilde til Veirs, drattede baglængs ned af Krybe-Kragen, og slog Hul i Nakken, saa han gik vel ikke fra Forstanden, men dog reent fra Texten. Han tog nemlig, omtrent som de høitravende Skjalde i forrige Aarhundrede, strax Munden fuld med Alfader, Norner, Aser, og Alt hvad trække kunde, og gjorde et Spektakel, som om Himlen bogstavelig skulde falde ned, men naar Man seer sig til, er det kun ham selv, der dumper, og der kommer ikke Andet ud af al den Larm, end at Solen gaaer ganske rolig ned, som den pleier, og 490 staaer op igien næste Morgen, som er dens daglige Vane. Naar ellers ikke det Uheld var tilstødt Forfatteren, at han over Hurlumheien havde glemt, hvad han vilde sige, skulde vi formodentlig hørt, hvorledes Aserne paa en Maade, ved Idunnas Æbler, fik Bod for Balders Død, saa de i det Mindste kunde sove rolig paa den Skræk; men naar Man først selv skal skabe dem af ingen Ting, Man vil hjelpe til Rette, er det intet Under, Man bliver mat, før Man endnu er halv færdig.

Men nu Kvadene om Volsunger og Gjukunger, og om den gale Smed, der vilde op at age med Valkyrier i Luften, hvorledes hænge de sammen med de Maal og Kvider, vi nu har opregnet?

Læseren husker nok, jeg har bedt ham rive Bindet af Bogen, saa han maa holde sig til Bog-Binderen for anden Sammenhæng mellem Bladene, end den, Aanden kan give, og han veed formodenlig, at Volsung-Kvadene er vor Deel af den store Pine-Bænk for Europas Old-Grandskere, som jeg ingen Lyst har til at spændes paa, om jeg ogsaa engang, i et ubevogtet Øieblik, kan have lovet det Saadanne Karle, der, som Sigurd Fofners-Bane, er, snart med og snart uden Horn, allevegne, fra Danmark til Rhinen og Græklands Hav, eller fra Spanien til Magle-Gaard, er det ikke nemt at sige om, hvor de egenlig har hjemme, og det er klart, at de gamle Islændere var ikke stort klogere derpaa end de Nye, fordi Tydskerne sagde Et, og Væringerne et Andet, medens Folk her hjemme vilde ogsaa have et lille Ord indført, og, som vi see af Bjowulfs Drape, Angel-Sachserne ogsaa i dette Stykke havde deres Hoved for dem selv (a head of their own). Under disse Omstændigheder holdt jeg det længe for sikkrest, slet ingen Mening at have om Volsung-Kvadenes historiske Sammenhæng, men kun om deres Poetiske Indhold, som jeg fandt deilig, og deres udvortes Tilstand i Islandsken, som jeg fandt beklagelig, da de gamle Volsungs og Gudruns Kvider kun citeres og extraheres og sammenflikkes, maaskee saa godt som det lod sig giøre, men dog til stor Ærgrelse for en Rim-Smed i vore Dage, der kan see paa Vraget, det var i sin Vel-Magt den stolteste Nordiske Snekke, der pløiede Østersøens Bølger. Nu derimod er jeg slumpet til at faae en meget bestemt Mening om Sagens oprindelige Sammenhæng, hvoraf jeg kan forklare mig det hele Vilde-Rede, og skiøndt jeg ikke tør love for, det vil være Læseren saa fornøieligt, som det er mig, kan jeg dog ikke undlade, ved denne gode Leilighed, hvor jeg kan beraabe mig paa mine 491 Pligter, at sige min Mening, der endnu er mig saa ny, at jeg naturligviis ei har mindste Tvivl om dens Rigtighed, skiøndt jeg, for et godt Skins Skyld, maa lade, som jeg, netop fordi den er saa ny, var halv undseeelig ved at komme frem med den.

Jeg tænker mig nemlig Sammenhængen saaledes, at den hele Sagn-Kreds, som vi spore i Gothiske, Angel-Sachsiske, Frankiske, Svahiske, Islandske og Danske Mindes-Mærker fra Middel-Alderen, udgiør oprindelig de udvandrede Gothers Bjarke-Maal*), som ikke blot lettelig kunde, men maatte nødvendig, blive bekiendt baade i deres Nordiske Hjem, og i Landene de hærjede og for en stor Deel indtog. Dette er ingen Giætning grebet i Luften, men udsprunget af den eneste faste historiske Punkt, vi kan gaae ud fra i Undersøgelsen, Beretningen nemlig hos Jornandes om Hermanriks Død, som viser os at Islændernes Jormunrek, og Saxos Jarmerik, er den berømte Gothiske Stol-Konge, der virkelig var samtidig med Attila, og efter Gothernes Folke-Sagn beherskede alle Landene fra det Sorte Hav til dybt ind i vort Norden. Her har vi da Fod-Fæste, og kan fra de Krimske Bjerge, ved det Asovske Hav**), anderledes herlig overskue Sagn-Kredsen, end fra Rosen-Gaarden ved Vorms, eller fra noget andet Stade, hvor Alting løber rundt, saa ingen Samling bliver muelig. Paa Gothisk hedder ethvert Vand-Løb Rinno, og af Jornandes veed vi, det var Renden mellem det Asovske og Sorte Hav, der, som Skiellet mellem Gother og Hunner, spillede den store Rolle i de Gothiske Folke-Sagn, og at Tydskerne i Middel-Alderen gjorde den til deres Rhin, er saa ganske i sin Orden, at det var umueligt Andet, om end ikke Frankers og Burgunders Vandringer havde ført det med sig***). Hvem der nu føler Drift til at anvende Tid og Flid paa den baade poetisk * * * 492 og historisk tiltrækkende Undersøgelse, kan love sig et rigt Udbytte, især naar Man indhentede nøiere Efterretninger fra Færøerne, hvor til vor Forbauselse Sigurd Fofnersbane endnu er i Folke-Munde*). Jeg, som hverken har Stunder til at læse Alting om igien, eller har engang Rum til at sige hvad jeg husker, vil lade det beroe med den Anmærkning, at vi nu godt kan forstaae, hvorledes Aser, Volsunger, og Gjukunger, blev bekiendte i Maglegaard, saa Sigurd Jorsalafar der kunde see den store Tragedie opført, og Væringerne blive Hjemmels-Mænd for Sagn om Sigurd; thi af Jornandes veed vi jo, at Gotherne besang deres Konger som Aser eller Halv-Guder, og selv i den Islandske Form er alle Volsung-Kvadene saa dramatiske, at vi nødvendig maae tænke paa deres Mønstre, naar Grækerne selv fortælle os, at den Gothiske Liv-Vagt opførde slige Skue-Spil for Keiserne, som Væringerne naturligviis har fortsat**).

Naar Man nu kun veed, at Volsung-Kvadene er af As-Gothisk Oprindelse, da spørger Man vel ikke stort om deres boglige Byrd og Skæbne, men at Nogle af dem ogsaa ergaaet giennem Angel-Sachsiske Penne, slutter jeg. blandt Andet, deraf, at Vølunds-Kviden, som er deres Følge-Svend i mange Maader, aabenbar er oversat af Angel-Sachsisk***).

Vigtigere er det imidlertid, at vi, foruden Volsung-Kviderne, endnu har en anden Levning af det As-Gothiske Bjarke-Maal, skiøndt i en maadelig Forfatning; thi det er Sagnet om Hervor og Tirfing, som det er Skade, vi nødes til at øse af den udvandede Hervarar-Saga.

Vi komme nu til den saakaldte Snorros Edda, som jeg vil kalde Edda slet hen, da i det Mindste en Deel af Bogen har * * * 493 hedt saa fra Arilds-Tid, og Navnet, efter Overleveringen hos Resen (som Man savner i den ny Udgave), skal betyde en Æsthetik, som hele Bogen virkelig paa sin Viis er. Nu veed Man nok, at baade en egen Mythologi, og en Æsthetik hvori alle Exemplerne er taget af Classiker paa Moders-Maalet, er noget saa Uhørt fra Middel-Alderen, at vor Edda har allerede derfor retmæssigt Krav paa en langt grundigere Undersøgelse, og en anderledes virkelig Navnkundighed, end hidtil blev den skiænket, men som naturligviis ogsaa vil skiænkes den, saasnart den Historiske Videnskabelighed igien forvandles fra en Classisk Krebs-Gang til en Folkelig Fremgang, ja, naar den Gothiske Prinds, som af sin Romerske Stif-Moder, den Hex, blev omskabt til en Krebs, faaer sin Skikkelse igien, og drikker Bryllup med den smukke Grækerinde, har har sukket for saa længe*).

Dog, ikke blot for Sjeldenhedens Skyld, eller som en literær-historisk Oplysning om den Old-Nordiske Vidskabs-Tid, er Edda en mærkværdig og lærerig Bog; men selv som et Forsøg paa en Nordisk (historisk-poetisk) Æsthetik, fortjener og lønner den et omhyggeligt Studium; thi vel kan jeg ikke underskrive hele Dens Roes i Forstuen (kun hos Resen): som en Guld-Grube for Digteren, og en evig frugtbar Skjalde-Moder, men dog er det den eneste Æsthetik jeg kiender, hvorom Man med Sandhed kan sige det Halve. At føde blot en eneste Digter, vilde allerede være meget for meget forlangt af en stakkels Bog, end sige da at blive ved uafbrudt at føde Digtere, hvad end ikke Danne-Kvinden har mægtet; men en Guld-Grube, for Skjalde, der fødes i Norden, vil Edda virkelig endnu længe være, fordi Materien her kom først, saa det skader os ikke videre, at den siden, som sædvanlig, glemdes over Formen.

Efter den ilde berygtede Fortale (ellers, mellem os, Noget af det mest Genialske, der er skrevet om Myther), kommer nemlig Gylfe-Legen (Gylfaginning), som er et Forsøg paa: dramatisk at fremstille hele Asa-Livet, efter det store Episke Udkast i * 494 Norne-Kvadet, og skiøndt Udførelsen er langt fra at giøre Konsten Ære, tør jeg dog mene, Ideen er baade saa genialsk og saa træffende, at Man vel maa føle Ærbødighed for den videnskabelige Aand, der var over de gamle Nord-Boer, da de greb til Pennen.

Verdens Skabelse, Balders Død, og Ragna-Roke med Gien-Fødelsen, er da her, ligesom i Norne-Kvadet, Hoved-Punkterne, hvorimellem kun, efter andre Kilder, er indskudt nærmere Oplysning om Aser og Asynier, om Ygdrasil, Valhald og Loke, om Thors Besøg hos Udgaards-Loke og hos Ymer, og om Frey(a)s Kiærlighed; men da Intet er lettere, end at giøre saadanne Indskud, hvor Man har en Ramme, der kan rumme hele Tiden, bliver det naturligviis et Spørgs-Maal, hvormeget meer end Omridset vi har fra første Haand.

Som Bogen nu er, maa den naturligviis være meget yngre end Harald Haarfagers Dage, ei blot fordi Thjodolf af Hvine citeres, men især, fordi Islænderne først længe efter begyndte at skrive paa deres Moders-Maal; men dog er den sikkert oprindelig en god Del ældre; thi var den et Islandsk Værk fra det Tolvte Aarhundrede, vilde, blandt Andet, vist de Myther, som nu findes i Brage-Snakken og i Skalda, været indlemmede deri, eller Brage-Snakken (Bragarædir) vilde dog ikke være en saa daarlig Efterligning deraf. Gylfe-Legen er desuden aabenbar et Værk for sig selv, med en egen Fortale og Slutning, og da nu Fortalen aabenbar er oversat fra Angel-Sachsisk*), og Bogens Anlæg saa afstikkende Poetisk, maa jeg nødvendig antage det Hele for Oversættelse, og Citationerne, saavel af Brage hin Gamle, som af Thjodolf, for Oversætterens Bidrag til Værkets Forskiønnelse efter hans Islandske Begreb. At hjemle Alt med Vers af navngivne Skjalde, var nemlig, som vi veed, Islændernes Orm, og det gaaer her saa vidt, at et Vers om Slaget i Bukke-Fjorden, hvor Skjoldene kaldes Valhalds Tag, anføres til Hjemmel for, at Valhald var takt med Skjolde; men hvad Oversætteren ikke har mærket, var, at alle Citationer fordærvede Legen, hvor Saga-Mændene i Høi-Sædet selv forestillede Aserne, og kunde da nok tale paa Vers, men ingen citere, end sige da beraabe sig paa Skjalde-Hjemmel. Alle Citationerne er derfor sikkert uægte, saa det er kun af Indholden * 495 vi har Ret til at slutte, at, foruden Digte, som vi ikke kiende, har Forfatteren havt Norne-Kvadet (Vøluspa), Vafthrudners og Grimners Maal, samt maaskee Skirners Reise, Havamaal og Loke-Grinet, for sig. Hvad nu endelig Fortalen og Indklædningen angaaer, har jeg vel sagt min Mening om deres Værd, men maa dog tilføie et Par Ord om Beskaffenheden.

Det klinger jo vist nok latterligt, naar alt Afguderi udledes fra Zoroaster, som Byg-Mesteren ved Babels-Taarnet, og fra Saturnus paa Creta, der bliver Stam-Fader til de Trojanske Helte, og derved til Aserne, i hvem de Helte forgudes; men dog røber sig alt her det skarpe Blik, som skielner det Østerlandske Billed-Sprog fra det Græske, og opfatter Asa-Livet som, hvad det er: det forgudede Helte-Liv, og naar vi dertil føie, at Mytherne i det Hele hverken udledes fra Helvede eller fra Rænke-Smede, men fra Navne-Vexelen ved Tunge-Maalenes Blanding, og fra det faldne Menneskes poetiske Natur-Anskuelse, da maa Man vel tilstaae, at den gamle Nordiske Klerk var dog, med al sin Troskyldighed (Naivitet), langt grundigere Mytholog end de Høilærde, der beloe hans Vankundighed, medens deres Forklaringer var ikke engang til at lee, end sige til at lære noget af, men kun til at spotte med eller ærgre sig over*).

Indklædningen er nu den, at Kong Gylfe fra Sverrig blev nysgierrig efter at vide, om Asa-Folket havde sig selv eller Gudernes Gunst at takke for den Lykke, dem fulgde, og han gjorde desaarsag en Reise til As-Gaard, hvor Man forudsaae hans Komme, og forblindede hans Øine, saa det bares ham for, som han kom ind i en Sal, lig Valhald, hvor der sad Tre jævnsides til Høibords og førde en lang Samtale med ham, om Verdens Ophav, Alder og Ende, hvorpaa, med et Bulder, Alt forsvandt, Gylfe stod ene under aaben Himmel, reisde hjem, og blev Hjemmels-Manden for alle Sagnene om Nordens Guder. Naar man nu husker, at Gotherne, som kaldte sig Asa-Folket, boede nede ved det As-Ovske Hav**), og tænker paa * * 496 Volsung-Kviderne, da veed Man vel ikke ret, om Man skal tage Gylfes Reise for en poetisk Opfindelse af Skribenten, eller for et Old-Sagn, han genialsk benyttede; men maa tilstaae, at i begge Tilfælde, kunde en Mythologi ei faae en bedre Indklædning, end hvad der selv er en Mythe, hvori alle Mythernes dramatiske Oplivelse speiler sig.

Paa Gylfe-Legen følger Brage-Snakken, der, som sagt, er en daarlig Efterligning, hvoraf vi høre, at Æger kom til As-Gaard, og lod sig der fortælle Sagn af Brage om Idunnas Bortførelse og Skjald-Skabets Oprindelse. Dette Tillæg, som slutter med en Formaning til de unge Skjalde, er aabenbar Islandsk Arbeide, og ventelig af Gylfe-Legens Oversætter, som intet Begreb havde om, at, naar Man lod Æger, som selv hørde til Guderne, besøge de virkelige Aser, da passede det kun slet, at de fortalde hinanden Æventyr, end sige da, at Asa-Brage især lagde Vægt paa Fortællingen, som en Oplysning om Grunden til Skjaldenes Maade at udtrykke sig paa, hvad kun passede sig for Islændernes Brage hin Gamle, der gjorde Regners-Draper.

Dette blev da Indledningen til den Islandske Poetik eller Skalda, hvis Forfatter vel tænkde paa at fortsætte Brage-Snakken, men gik snart over til, i sit eget Navn, at fortælle os hvad han vidste om Skjalde-Sproget, og de Mythiske Sagn, som laae til Grund derfor, eller dog de Steder hos Brage hin Gamle, Thjodolf fra Hvine, og andre Classiske Digtere, som hjemlede Udtrykkene. I denne løse Sammenknytning, med »og«, er det vi, tilligemed endeel andre Sagn, finde den saakaldte Grotte-Sang om Frode Fredegods Guld-Kværn og Endeligt, som vel er gammel for os, men hører dog kun halvt til Asa-Maalet.

Et saadant Arbeide, hvortil Man blot behøver Excerpter, som Man ordner efter et Alphabet Man selv giør, seer Man nok der kan være mange Hænder om, uden at Nogen let skal kiende Forskiel, men dog er det sagtens samme Haand, der begyndte med at give Aserne og endte med at give Hird-Mændene deres Titler, og det ventelig endnu i det Tolvte Aarhundrede*), thi de følgende Stykker er næsten blotte Navne-Ramser med en lille Anviisning til at giøre Kieldermænd.

Hermed er vi da indtraadt i det Trettende Aarhundrede, * 497 fra hvis sidste Halv-Deel Prosodien og Rhetoriken, som slutte det Hele, aabenbar er, og ventelig var det Snorros Broder-Søn, Olav Hvitaskald, der, med sin berømte hedengangne Frænde, som det uovergaaelige Skjalde-Mønster for Øie, udtømde al sin Lærdom for at vise, hvad der hørde til en Classisk Stil paa Norsk *).

Vist nok kan Man ikke læse alt Dette uden lidt Kiedsommelighed, men det har Edda jo kun tilfælles med alle Æsthetiker, og hvad den har forud, er, at Fjerde-Parten kan Man læse for Lyst, Halv-Parten kan Man ikke undvære, og det Hele kan Man lære Meget af, og, naar Man lærer lidt bedre Islandsk, let forlige sig med, da det Altsammen kun udgiør et lille Bind, og selv det Sletteste er naivt nok til at kunne læses som Ironi over det Æsthetiske Uvæsen. See vi endelig hen til hvad der stiledes paa, og begyndtes, vist nok ikke mesterlig fra Konstens^ men uforbederlig fra Tankens Side, da faae vi Ideen om et Kæmpe-Værk, der visselig vil giøre dem Ære som udføre det, og giør da vel ei heller dem Skam, der slog paa det. Fortalen betegner nemlig den historisk-poetiske Anskuelse af Billed-Sprogets og Hedenskabets naturlige og historiske Oprindelse og Betydning, som maa gaae forud for en videnskabelig Mythologi og Æsthetik, og Gylfe-Legen betegner en Mythologi, der er en virkelig, forklaret Afbildning af den Mythiske Tid, hvorpaa naturligviis skulde følge en Udvikling af Skjaldskabets eller Konst-Poesiens Oprindelse, med Anviisning til Billed-Sprogets rette Brug, og Advarsel for de fristende Afveie, Altsammen støttet paa Erfaringen, og belagt med træffende Exempler, hvoraf vi see Skyggen i Braga-Snakken, Skalda og Tale-Konsten (malfrædi). At det omsider gik i gamle Nord, som det gik hidtil allevegne, hvor Man stræbde at faae Fingre paa Ordet og Poesien, saa Man kun fik en tom giennemsigtig Skal, er intet Under, men at det var lagt an paa noget anderledes Dybt, skal vi glæde os over, og ingenlunde mistvivle om, videnskabelig at forbinde Sldønhed og Klarhed, som er Poesiens Krone, med Aanden og Livet, som er Hoved-Sagen, Sjælen og Hjertet deri.

Dog, lad os ikke glemme Saxo over Islænderne, thi det har han ingenlunde forskyldt af os, og selv af Islænderne har * 498 han fortjent mange Tak, ei blot fordi han roser dem i sin Fortale, men især fordi hans Classiske Latin, som sagt, gav de Barbariske Bøger paa et levende Old-Sprog, om ikke Naade for de Lærdes Ørne, saa dog et Slags Værd deri. Hvad vi imidlertid her vil dvæle ved, er Saxos Fortjenester af Nordens Old-Tid, som Critisk Historie-Skriver, og den uskatteerlige Værdi af de Old-Sagn, hans Romerske Pen, som et villigt Redskab for Nordens Aand, har bevaret fra fuldstændig Undergang.

Efterat have faaet Syn paa det hidtil miskiendte Old-Nordiske Vidskabs-Tidsrum, fra Slutningen af det Syvende til Midten af det Trettende Aarhundrede, som i Danmark sluttede endnu langt mere glimrende med Valdemarerne, Æsger Rygs Tvillinger, Saxo og Anders Sunesøn, end i Norge med Hakon den Gamle, og paa Island med Snorro og hans Broder-Sønner Sturle og Olav; efterat have faaet Syn herpaa, ansee vi naturligviis hverken Saxos Latin, hans Nænsomhed over de gamle Folke-Sagn, eller hans Skjaldelighed, for et Vid-Under i sig selv, men vist nok maae vi deri see et klart Beviis paa Nordens Aandfuldhed, og et stort Forbillede paa, hvad Nordisk Videnskabelighed kan og skal vorde. Ja, Saxo er blevet Nordens Minos, er Dommeren i de Dødes Rige, med Fuld-Magt af Nordens Aand til at anvise alle vore Critiske Historie-Skrivere deres Plads i Elysium eller i Tartarus, i Valhald eller i Helhjem: i en taknemmelig Ihukommelse, eller i en foragtelig Glemsel; thi, medens det staaer dem frit for, at forklare sig Poesien og Folke-Livet saa godt, eller saa slet, de" kan, maae de dog have Saxos Ærbødighed for Begge, saa de hverken foragte eller forkvakle, men holde Hævd over Folkenes poetiske Old-Sagn, som troe og mærkværdige, for Videnskabeligheden saavelsom for Konst-Poesien uundværlige, Billeder af deres Barne-Drømme og Ungkarls-Dage, den maae de have og vise, om de i Norden, naar Aanden vaagner, skal giælde for Andet end Romersk Surdei og Skole-Støv, der skal udfeies, Pave-Dommets Levninger, som skal forgaae!

Dog, at der hos Saxo var endnu langt Meer end vi tør kræve af enhver Critiker, vi med Roes skal nævne, det bevise hans første Otte Bøger, som derfor ogsaa i den aandløseVidskabs-Tid blev ei mindre uforstandig end ubillig bedømte; thi ikke alene har han havt en beundringsværdig Takt til at adskille Poetiske Old-Sagn fra Ammestu-Snak, og ordne dem efter deres Indhold, men tillige en hos Grammatikere vel mageløs Skjalde-Aare, saa Middel-Alderen med Rette gav ham Tilnavn af Poeten, 499 og Efter-Slægten sikkert vil giøre »den Poetiske Grammatiker« til hans hæderlige Kiendings-Navn. Af ti større Old-Nordiske Digte har han nemlig givet os Brud-Stykker paa Latin, hvori de er poetisk kiendelige, og i Oversættelsen af Viserne om Rolv og Stærk-Odder, ei blot hævdet sig Skjalde-Rang, men sat os i Stand til klart at adskille Bjarke-Maalet, eller de Gothiske Krønike-Rim, saavel fra Asa-Maalet, som fra Krage-Maalet eller den Norsk-Islandske Konst-Poesi.

Hvad nu Anordningen af vore Historiske Old-Sagn angaaer, da har Saxos bedste Ven iblandt vore Lærde*) allerede bemærket, at han aabenbar gik efter det Sagn, han selv anfører, om de tre Slags Hexe-Mestere (Mathematikere) der havde været i Norden, nemlig først Spaa-Mænd, der gik for Guder, og Jetter, som i at skifte Hamm og forblinde Øine, ei gav dem noget efter, men maatte dog føle deres aandige Overlegenhed, og falde til Føie, hvorved der af Begge udsprang en blandet Afkom, langt ringere i alle Maader, som blot af en urimelig Artighed blev forgudede (Lords by courtesy). Men hvorfor fulgde Saxo dette Vink, uden fordi han kunde føle paa sig, hvad vi nu kan indsee, at dette har været den naturlige Gang og Følge, ei blot i Norden, men allevegne, saa Gudernes Sønner forelskede sig i Jetternes Døttre, og avlede Kæmper, der, som Halv-Guder og Halv-Jetter (Sønner baade af den aandelige og kiødelige Indbildnings-Kraft), vendte op og ned paa Alt, fordi de paa een Gang vilde baade fare til Himmels og til Helvede. Naar nu disse to Tider poetisk afbilde sig i det historiske Folke-Sagn, da vil det ældste Tids-Rum, som sagt, være kiendeligt paa Guders og Jetters levende Deeltagelse i Begivenhederne, og det Følgende paa Mangelen deraf, saa Guderne enten ganske lukke sig inde i Templerne, eller staae dog i Bag-Grunden, saa Man godt kan skille dem fra Kæmperne, men ei fra Præsterne. I sine Fem første Bøger har Saxo derfor stræbt at samle alle Sagnene om Gude-Alderen, og de Tre følgende dem om Helte-Tiden, og det saa heldig, at vi har ondt ved endnu at giøre det bedre, og kan i alt Fald kun komme videre, fordi vi har en Mængde Oplysninger som Saxo fattedes. Saaledes kan vi nu see, at Sagnet om Jarmerik og de Hellespontiske Brødre ei burde staae i Ottende Bog, efter Stærk-Odders Død, men dog fulgde Saxo en meget rigtig Takt, ved at give det sin Plads i Kæmpe-Vise * 500 og Elskovs-Tiden, og før vi kunde flytte det, til Fordeel, maatte vi giøre to Opdagelser: først at Stærk-Odder forestiller hele Gothe-Folket baade ude og hjemme, og dernæst at Volsung-Kviderne er As-Gothiske, og løbe altsaa mest parallel med de Stærkodder-Viser, vi har, adskillende sig fra dem, som Valkyrier fra Skjold-Møer.

Dog, herom Mere under Fremstillingen af Bjarke-Maalet, og Resten maa jeg overlade til de Critiske Historie-Skrivere, Saxo giver os Ret til at vente, men skiøndt det ogsaa bliver deres Sag nøiere at efterspore Saxos Kilder, maa jeg dog tale et Par Ord derom, da selv Biskop Müller har overseet den Ene, og udledt for meget af den Anden.

At det især er gamle Viser, Saxo, til Stærk-Odders Død, har fulgt, seer Man strax, ventelig efter det gamle Ord-Sprog, Anders Vedel anfører, at alle Æventyr er Løgn men alle Viser sande, og naar vi betænke, hvor Man fandt Kæmpe-Viserne i det Sextende Aarhundrede, maa Man nødvendig slutte, at hvor de fleste Old-Kvad fandtes i det Tolvte og Trettende, var i Danne-Kvindens egen Mund*). Man er imidlertid ikke uden Føie blevet opmærksom paa den Arnold Islænder, som Saxo selv berømmer for hans Old-Kyndighed, kun er det urimeligt at søge Hjemmelen hos ham for hvad Saxo giver bedre eller anden Beskeed om, end alle de Islændere vi kiende, og høist besynderligt, at Man aldeles har overseet den Lu k as Engelskmand, der ikke blot roses for hans historiske Kundskaber, men af hvis Liv Saxo anfører et Træk, som beviser, at han virkelig baade havde Forraad af Nordiske Old-Sagn og Gaver til at giøre dem giældende paa rette Sted **). Et af To, maatte Man da heller giætte paa Lukas, som Saxos Hjemmel for det store Episke Old-Sagn om Frode Fredegod, end paa Arnold Islænder, da det jo er klart, at paa hin Side Braavalle-Slaget er Islænderne slet ikke hjemme, og da end ydermere Grotte-Sangen viser, det var en ganske anden Fredegods-Vise, de havde faaet Fingre paa; men alle slige Giætninger, der ikke kan vise hvoraf de udspringe, er i Historien aldeles * * 501 ørkesløse, og jeg vil heller bemærke, at umiddelbar har Saxo formodenlig ikke hørt et eneste Ord enten af Arnold eller af Lukas, thi de var sagtens baade døde og begravede førend han begyndte at heie paa Old-Sagn. Da nemlig Saxo selv fortæller os, at ikke blot hans Fader, men ogsaa hans Far-Fader havde tjent Kong Valdemar, maae vi nødvendig tænke os ham blot som en Knøs, da Valdemar døde, og Man maatte ei være stort bedre Critiker end Suhm, for at tænke, det er kun et Slumpe-Træf, at baade Saxo, Svenn Aagesen og Knytlinga slutte med den Vendiske Krigs glimrende Udfald under Knud den Sjette, saa det maa nødvendig være efter den Tid, Absalon satte sine Skrivere i Arbeide med Danmarks Historie, og opgav dem denne smukke Hvile-Punkt*).

Dog, derfor kunde Saxo, giennem Absalon og Æsbern Snare, der havde staaet i nøie Forbindelse med Arnold og Lukas, og var Mænd for at holde paa hvad de havde, og at sige hvad de vilde, godt faae Beskeed om de Sagamænds Rigdom, og det hører unægtelig til den gode Norne-Dom over Danmark og Norden, at der kom saadanne Sende-Bud til os fra den Historiske Poesies og den Poetiske Histories Hjemstavn, just i det Øieblik, da de sidste Helte, der ahnede den sorte Døds Komme, stod i Færd med at faae Arve-Godset nedgravet, hvor de trøstede sig til, det vel kunde findes igien, som Dannefæ. Og see, det skedte virkelig, hvad de nærmest haabede, ved Hjelp af de Blaa-Lys, der kunde aldrig slukkes, hvor »Troskabs-Fuglen blev graa og Fædres Høie grønne«, og det staaer nu til os selv, om vi vil bortkaste Oldtids-Guldet som Graa-Steen, eller vi vil bevise, at Kronos handlede klogelig ved, som jo Grækerne selv har fortalt, at nedgrave sine Skatte i det høie Norden.

At vi vil det Sidste, som det Bedste, skulde jeg formode, er saa sikkert, som at Valhalds Kæmper ei vil beskiæmme deres Liv, eller findes saa uskiønsomme mod den store Val-Fader, Helte-Aanden, at Gjallar-Hornet skulde lyde for døve Øren, og forgiæves opkalde Enhederne til at glemme al indbyrdes Trætte, som Børne-Leg, og bestaae den sidste store Kamp mod Muspels Sønner der true Asa-Broen: mod Aandløsheden, der vil afbryde alt Samkvem mellem Jord og Himmel.

Som et Pant derpaa, at Odins-Øiet i Løn har seet, vi vil ei * 502 svigte vort misundelsesværdige Kald som Vaaben-Dragere for Gimle, betragter jeg da ogsaa helst den store men endnu upaaskiønnede Gave, Nornen sendte os over Havet, i Bjovulfs Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandsen, hvormed Asa-Brage gik til Hvile, men indfletter Gjallar-Hornet i sig, og maatte komme for Lyset, før vi kunde opdage Sammenhængen i det Old-Nordiske Liv, og med Indsigt stræbe at fortsætte og forklare det.

Her er ikke Stedet til at sammenligne denne Høipoetiske Stærkodders-Vise med vores den Hjemmegjorte, men vel at udtrykke min Forundring over, at den endnu synes ubekiendt i Norden, hvor den dog, selv for Børn, alt længe var tilgiængelig*), og til at giøre opmærksom paa, hvorledes Bjovulf Danekiær, som Helten i Anguls Epos, istemmer Danmarks Roes, i Chor med Danskeren Havelok i Normannens Rim-Krønike, og Hamlet Prinds af Danmark i Begges Drama, ret som til Vederlag, fordi Danmark kronede Asa-Brage, som Hjarne, for Fredegods-Visen **)! Ja, naar Anguls Tunge bærer os det store Sagn om Gothe-Helten, hvem den duehvide Leire-Konge gav Fader-Kysset, prisde i Sang og formanede til Ydmyghed, da han straalede i Hallen, som Seier-Herre over Trolden der kastede Søvn paa Daner, og drak deres Hjerte-Blod; naar det skeer, og det er skedt, saasnart vi laane Øre til Bjovulfs-Drapen, da kan vi dog vel mærke, det er Aandens Stemme, som vil at alle de Stammer, Den var over, skal slutte aandelig Fred, og række hinanden trofast Kæmpe-Haand over Hav og Sund, som Fost-Brødre i Nordens Aand, der alt i Vuggen blandede Blod, til at staae som en Muur mod Jette-Magt og Trolde-Vidd, der ene stile paa, at lægge Mjølner femten Mile under Muld, og at lægge Ydun i Lænker, saa Guderne forældes, Asgaard ødes, ogValhald styrter, og Asken visner, før Seiren er vundet og Løbet fuldendt.

Ja, for sin Tro og for sit Hjerte-Lag staaer hver af os, som Folk og som Enkelt-Mand, kun Ham til Regnskab som prøver Nyrer, og paa Hvis Dag-Værk det ei er mindre daarligt at fuske, * * 503 end det er formasteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men for den Aand eller U-Aand som i Raad og Daad besjæler os, for den staae vi hinanden, som Fædrenes Arvinger og de kommende Slægters Formyndere, til Regnskab, og vee den Mand, og vee det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi beviislig have havt, vanslægter, og beskiæmmer dem, ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikkre Kæmpe-Bane til det skinnende Maal, til Straale-Krandsen, som er Menneske-Livets Forklaring, i den Guddommelige Skikkelse, der foresvævede alle Adel-Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde, det selv i Daad har aabenbaret!

Bort derfor med alt Skygge-Værk og Blænd-Værk, der kalder sig Oplysning, skiøndt det ei forklarer en eneste Yttring af det Liv som Aanden skabde, og hvorover Støvet jublede, men indhyller hele Aandens Verden i Nid-Mørke, og vil indbilde os, at hvad der kun viser os Opløsning, Død og Forraadnelse, at det er de Levendes Lys!

504

Fremstilling.

Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal.

Læseren har i det foregaaende seet, af hvad historisk Grund det er, jeg giør tre Afdelinger i alle Folks Old-Sagn, og en Inddelings-Grund der klarlig udspringer af Menneske-Livet, som det bestandig gientager sig paa Jorden, taler for sig selv, saasnart den høres. Men selv om Man ikke vidste, at Indbildnings-Kraft, Følelse og Efter-Tanke, styre naturlig paa Rad hver sin Part af et ordentligt Levnets-Løb, saa maatte Man dog dele hvad hverken med Mund eller Pen kan gives Alt paa een Gang, og Delingen af Old-Sagn maa enten være aldeles vilkaarlig, hvad, om mueligt, giør Vilde-Redet endnu værre end det var, eller den maa foretages efter ABC, hvad vel kan avle et godt Register men ingen Bog, eller der maa søges en Inddelings-Grund, hvorefter Krage finder Mage, det nærmest Beslægtede bliver paarørende. Vidste Man Tids-Følgen, da burde Sagnene først ordnes efter den, og derpaa, i hvert Tids-Rum, efter den indvortes Beskaffenhed, men nu ligger det i Sagnets Natur, at det ogsaa kun er af den indvortes Beskaffenhed, Man kan giætte sig til Tids-Følgen, saa der kan intet Spørgsmaal være om, hvorfra Man skal hente Inddelings-Grunden. Men nu er det jo i Sagn om Guder og Mennesker altid Hoved-Sagen, fra hvad Syns-Punkt Livet, guddommeligt eller menneskeligt, i dem betragtes, og nu har Erfaring lært os, at Grund-Forskiellen mellem Syns-Punkter er ogsaa tredobbelt, da der kun paa tre Maader kan blive Sammenhæng i vore Tanker om Livet, i det vi med dem enten gaae ud fra Guddommen, fra Verden, eller 505 fra os selv, og naar vi nu inddele Sagnene derefter, komme vi netop til det samme Forhold, som ved at raadspørge Menneskets Natur-Historie og Kronos-Mythen, saa vi har en usvigelig Prøve paa Regne-Stykkets Rigtighed.

Grund-Sætningen er altsaa urokkelig, og det giælder kun om Anvendelsen, men om den end, ved første Forsøg, bliver meget ufuldkommen, saa er det egenlig ogsaa her kun det første Skridt der koster, og godt begyndt er halv fuldendt. At Narre seer heller det Hele galt end det Halve godt, er vitterligt nok, saa dem skal Man aldrig vise halvgjort Arbejde, men hvem der skriver for Narre er ogsaa selv den Største, og hvem der ei for dem tør vedgaae at have begyndt paa noget Godt, som Andre maae fuldende, er jo dog en stor Kryster.

Om det nemlig end kunde lykkes mig her, som det dog ikke kan, at sige noget Afgiørende om, hvormange af vore historiske Old-Sagn der høre til det Første eller Andet Tids-Rum, saa vilde det dog være mig umueligt i Gude-Sagnene, der giennemløbe alle Tids-Rum, med Sikkerhed at give Hver Sit, men det gaaer med alle Afdelinger i Aandens Verden, som med Riger og Sprog, at de er ikke mindre visse og kiendelige, fordi Grændserne er noget ubestemte, er ikke en Linie, men en Fælles-Skov eller et Overdrev, indtil Man i Forstands-Tiden bliver baade mere nøieregnende, og bedre istand til at finde Reen og ret Skiel.

For Resten giælder det om Guder som om Mennesker, især hvor Disse er Skaberne, at jo tydeligere Omridsene blive, jo meer de træde ud fra hinanden og individualiseres, og jo mere deres Kræfter og Egenskaber tænkes udenfor dem, som en Eiendom, og deres Virkning afhængig af Midler, som tilsyneladende giør den meer forklarlig, des yngre er Sagnet, thi det er Phantasien som forbinder og Forstanden som adskiller, medens Følelsen vexelviis, som Kiærlighed og Had, snart forbinder, og snart adskiller, som det af bildes for vore Øine ved Himlen, der omhvælver det Hele, Havet, der baade adskiller og forbinder, og Jorden, der er de utallige Skikkelsers Moder, og er Tvistens-Æblet imellem dem. Her mindes vi da atter om Kroniderne som deelde Verden, og jeg vil kun tilføie, at hermed stemmer det ypperlig overeens, hvad der i Hadding-Sagnet meldes om Mellem-Odin (Mith-Othyn), som forbød at offre til Guderne i Samfund, men befalede at giøre Enhver af dem særskildt Dyrkelse*).

*
506

Alfader og Nornerne.

Naar vi sige, at den Nordiske Menneske-Natur er fortrinligviis historisk, da er det vist nok Meningen, at vi i Norden spore en egen Drift til at sysle med det Forbigangne, og en særdeles Omhu for at bevare Mindes-Mærkerne fra Heden-Old; men dette kunde ikke være Tilfældet, med mindre det laae i Nordboens Natur at betragte Blodets Baand i op og nedstigende Linie, og Sammenhængen mellem For-Tid og Frem-Tid, mere levende og i et aandigere Lys, end andre Folk, og vi samle derfor rettelig Alt hvad der udmærker den Nordiske Anskuelse i den Sætning, at det er en levende Opfattelse af Forholdet mellem Aarsag og Virkning, Middel og Maal, eller af den levende Virksomheds urokkelige Grund-Lov.

At Alting maa have en Aarsag, og at enhver Virkning skaber en ny Aarsag, kan nemlig, som Alt i Verden, opfattes enten med eller uden Liv og Aand, enten dødt eller levende, og herpaa beroer aabenbar vor naturlige Betragtning af Menneske-Livet og Begivenhederne deri, dets Oprindelse og Øiemed, dets Værd og Vigtighed. Hvor imidlertid Livs-Følelsen er saa stærk, og Driften til en kraftig Virksomhed saa levende, som vi veed, de var i Norden2 der maa Virksomhedens Grund-Lov nødvendig opfattes levende, thi der er Man besjælet af den Aand som giver og levende udtrykker Loven. Ingen som tager Deel i det Liv, Kæmpe-Aanden skaber, kan derfor tænke sig Død enten som dets Kilde eller som dets Maal, thi de føle dybt og upaatvivlelig, at den virkelige Aarsag til Livet kan umuelig være noget Mindre end Virkningen er, og at det endelige Udfald af enhver Virksomhed maa nødvendig svare til de Kræfter som sættes i Bevægelse, kort sagt: at det timelige Liv forudsætter det Evige, og maa, hvor en deraf begeistret Kraft kæmper derfor, ogsaa føre dertil.

Her fremspringe da som af sig selv Natur-Religionens store Grund-Træk, som vi kan spore allevegne, hvor Ordet og Daaden kundgiøre Følelse af Menneskets Adelskab, og som i de Nordiske Kæmpers Føde-Land nødvendig maatte udvikle sig til en det hele Liv omfattende og beherskende Anskuelse, med Alfader i den dunkle Bag-Grund, med Gude-Kampen, underlig styret af de høie Skæbne-Dronninger, i Midten, og med Udsigt til en evig Seiers-Fest, som Kæmpe-Maalet i det Fjerne!

Fra dette jævne Stade paa Flakke-Bjerget klarer sig hele det 507 Nordiske Kæmpe-Liv saa naturlig, at vi ikke fristes til at søge nogen anden Natur i Mytherne end Kæmpernes Egen, og allermindst til at tænke, de meende døde Ting og Kræfter, naar de prisde de Levende, meende Vind, naar de sagde Aand, giøs for Vinter-Natten, naar de græd for Balder, korsede sig for Busse-Tosserne i Amme-Stuen, naar de slog Hammers-Tegn mod Thusse-Vrimlen, og slikkede kun Soel-Skin med Hønsene, naar de sang om det guldtakte Gimle!

Dog, vi vil ikke forivre os over Døden, fordi den ikke fatter Livet, eller fortænke Skyggerne i, at de finde alt det Virkelige unaturligt, men heller giøre opmærksom paa, at Nordens Natur-Religion er kiendelig endnu den Dag i Dag, fornemmelig i Engeland, der vel maa kaldes Nordens Herkulaneum, da vi der ei blot see døde Mindes-Mærker af en forsvundet Kæmpe-Tid, men see den selv lyslevende skiøndt alderstegen, ligesom askegraa, for vore Øine, see, ved hvert andet Skridt med Forbauselse, hvorledes Nordens Kæmpe-Aand endnu stræber at afbilde den høie Tanke-Flugt og Alt giennemgribende Virksomhed, den ikke længer formaaer i Ord og Daad at udtrykke. Ingensteds i den Nordiske Halv-Verden er nemlig den Christelige Anskuelse saa død og magtesløs som i Engeland, hvor Man neppe sporer Tanken om, at det kan være anderledes, og hvad der findes levende er da tilvisse naturligt, altsaa, ret forstaaet, det Old-Nordiske Hedenskab i en dunkel og forældet Skikkelse. Spore vi nu desuagtet ei blot den stærke Drift til Virksomhed for store Øiemed, det klare Blik derfor, og det sikkre Greb derpaa, men i det Hele den dybe Ærbødighed for det Nedarvede, og den inderlige Fortroelighed med Erfaringen, samt den faste, urokkelige Overbeviisning om en almægtig Gud og et virkelig styrende Forsyn, spore vi disse Ting, som det er umuelig Andet, da maatte vi alt deraf slutte, at de er Grund-Trækkene i den Nordiske Menneske-Natur, der kun forgaae med den. Ja, selv her hjemme, hvor dog deels Christendommens Efter-Virkninger, og deels den Dorskhed og Smaalighed, vi lide af, giør Indsigten vanskeligere, selv her har vi dog Saameget baade af aabenbart Hedenskab og af livlig Virksomhed, at Man med lidt mere Umage opdager de samme naturlige Grund-Træk, matte men dog uudslettelige.

Saasnart Man derfor fik Oversættelser af Vøluspa, som lod sig læse, følde Man strax i Norden, at det var Natur-Aabenbaringen i disse Folke-Egne, og hvem der havde mindste poetisk Sands, følde sig uvilkaarlig grebet af Ærbødighed for 508 Prophetinden, der, som Norners Moder og Alfaders Valkyrie, indviede Odin og alle Aser til Fald i Ragnaroke, men dog ogsaa til en ærefuld Opstandelse paa Ida-Sletten, hvor de, med Balder, fandt Guld-Tavlerne igien og Fimbul-Tyrs (Alfaders) de gamle Runer. Vist nok har Man siden været heldigere med at fordunkle det Klare, end med at forklare det Dunkle i Norne-Kvadet; men det Held varer i det Længste kun til Engelænderne faae Øie paa den Aands Liv-Udtryk, der endnu besjæler dem; thi de vil baade ufortøvet kiendes ved den, og slaae en Kreds til dens Ære, som hverken Tydsker eller Franskmand skal ustraffet forulæmpe.

Det kunde under disse Omstændigheder omtrent være os ligegyldigt, enten Alfader nævnedes i vore Mythe-Bøger, eller ikke; thi beskrives han tydelig, da er det formodenlig en Følge af den Christelige Anskuelse, som herskede, da Bøgerne blev til, og al Tydelighed er aabenbar spildt paa hvem der ikke kan indsee, at de der vente sig Udødelighed, maae forudsætte et evigt Liv, og at de der triumphere ved deres timelige Guders Undergang, maae stole paa en evig Een.

I et Kvad som Vøluspa kunde det vel neppe feile, der jo vilde findes et tydeligt Vink om Ham, der synker ei paa Valen, fordi Han styrer Kampen, men giver de ædle Helte Bod for Bane, naar de har afsonet deres Over-Mod; men det burde slet ikke forundre os, om dette Vink var tabt underveis, før Kvadet giennem mange Munde og omskiftende Tider kom Skriveren for Øre; thi naturligviis er det ikke gaaet stort bedre med de Hedenske Anskuelser end med den Christelige, eller væsenlig anderledes med den Gothiske end med den Græske, og at Man giennem Middel-Alderen var nær ved at glemme Christus over de selvgjorte Helgene, og nær ved at glemme Aanden over det Haandgribelige, det veed vi jo. Da det Naturlige imidlertid er det Varigste, og den Nordiske Natur er saa afgjort historisk, er det intet uforklarligt Vidunder, skiøndt det er beundringsværdigt, at et Kvad med saa dyb en Anskuelse som Vøluspa kunde bevares i Munden, baade giennem Præste og Støtte-Tiden, saa der ikke lyder et Suk over Gudernes Fald, men toner en Lovsang over den gienfødte Jord, hvor man ikke blot finder Fimbul-Tyrs Runer igien*), men hvor Gimle straaler, og Alfader throner, som vi læse:

* 509

Da, med Guld-Kronen,
Kommer paa Thronen
Han fra det Høie,
Herren med Føie,
Sidder i Retten,
Skiller og Trætten;
Hvad Han indfører,
Aldrig ophører!

Vel har Man sagt, at dette Vers skulde være uægte, og for Anskuelsen kan det være os ligegyldigt, men saalænge Man ikke har bedre Grunde, end at det fattes i den Kiøbenhavnske Skind-Bog, er Indvendingen kun at smile ad; thi det er dog vel ikke sandsynligt, at den Skind-Bog er skrevet enten med hans Fingre, der gjorde Visen, eller under hans Øine, og en anonym Skriver fra en ubekiendt Tid er unægtelig kun en daarlig Hjemmels-Mand for Ægtheden af hvad han skriver, end sige da for Uægtheden af hvad han maaskee kun sprang over, fordi han saae feil, eller vidste ikke selv hvad han gjorde*).

Dog, det er ikke blot i Vøluspa vi spore Forestillingen om Alfader, thi det maa være Ham, der, i Vafthrudners-Maal, menes med Mundilfør, Faderen til Soel og Maane**), og skiøndt Hyndlas Sang hører til Tiden efter Braavalle-Slaget, høre vi dog, efter Opregneisen af alle Helte-Slægterne med Heimdal og Loke, de mærkelige Toner:

Een fremfor Alle,
Avlet paa Jord,
Konning vi kalde,
Kraftig og stor,
Hvor han sig vender,
vrimler af Frænder
Verden for ham!

* * 510

Mere end Magen
Maa vel, engang,
Træde for Dagen,
Tie dog, min Sang!
Fjernere skue
Faa under Sky,
End hvor paa Tue
Tørne med Gny
Odin og Ulven!

Her er nemlig den første Store, i Slægt med alle Guder og Helte, Odin, og den Større endnu Alfader, som Hyndla siger, hun ikke tør nævne, fordi det ikke er hver Mands Sag at see videre frem end til Odins Kamp med Ulven i Ragnaroke*).

I Odins Ravne-Galder, som vist endnu er yngre, nævnes Alfader udtrykkelig, skildt fra Guderne, som den Almægtige, og af Gylfelegen maae vi slutte, at Talen om ham har end ikke ved Christendommens Indførelse været uddød.

Da nemlig Gangler (Gylfe) spørger Asa-Giøglerne: hvem der er den Ældste og Ypperste af alle Guderne, faaer han til Svar, at paa deres Sprog hedder Han Alfader, men havde i det gamle Asgaard tolv Navne, hvoraf dog Alfader er det Første.

Paa det andet Spørgsmaal: hvor Alfader er, hvad Han kan, og hvad Han har udmærket sig ved, svares der, at Han ikke blot lever evindelig og styrer Alt, baade Stort og Smaat, men at Han ogsaa har skabt Verden, og gjort sit Mester-Stykke i Mennesket, hvem Han gav en Aand, der aldrig skal forgaae, skiøndt Legemet smuldrer i Støv eller falder i Aske, saa Forskiellen er kun, at de Dydige skal være hos Ham selv i Gimle og Vingolf, medens de Vrangvillige fare til Hel og derfra til Niflhel, nede i den niende Verden.

Endelig spørger Gangler ogsaa om, hvad Alfader tog sig for, inden Han skabde Himmel og Jord, og hører, at da var Han hos Rim-Thurserne**)!

Vil man nu sige, at det mellemste Svar smager af den Christelige Anskuelse, da har jeg Intet derimod, men des klarere beviser det første og sidste Svar, at der var hedenske Old-Sagn * * 511 om Alfader, som Over-Guden, ældre end alle Aser; thi netop naar Skriveren vilde betegne Gud Fader, kunde det umuelig falde ham ind, at tillægge Alfader de Navne, Odin giver sig i Grimners-Maal, eller at sige, Han havde opholdt sig hos Rim-Thurserne, dersom ikke et bekiendt Hedensk Folke-Sagn medførde det.

Endelig bør det ikke lades ubemærket, at da Harald Haarfager lovede ei at bruge Kam eller Sax til sit Haar, før han blev Enevolds-Konge i Norge, da svor han ved den Gud som ham havde skabt og raadte for Alt*) hvorved Man nødvendig maa tænke paa Alfader, saa ganske ørkesløs har Forestillingen om Ham dog aldrig været i Norden, skiøndt den naturligviis altid i Hedenskabets Dage var svævende og ubestemt, og i den senere Tid vel omtrent saa mat, som nu hos de Fleste.

Vi komme nu til Nornerne, de hemmelighedsfulde Skæbne-Dronninger, som stod for Styret, og de fremtræde umiskiendelig i Vøluspa, hvor det lyder omtrent saaledes:

Ydrasils-Æsken,
Ældgammel, sær,
Vandet af Vædsken
Velklar og skiær,
Dugger og dygger
Dale i Kveld,
Grøn overskygger
Urds Kilde-Væld!

Jomfruer trende
Under det Træ
(Meget de kiende)
Mødtes i Læ!
Urda hin gramme,
Verdan saa bold,
Runerne ramme
Riste paa Skjold,
Skæbnen, med Skulde,
Skabe kun de,
Mand over Mulde
Møerne tre,

* 512

Lodder og Lykke,
Liv efter Tykke
Skiænke og spaae! *)

Vist nok kan vi hverken heraf eller af nogen Yttring om Nornerne i Tore Mythe-Bøger, slutte os til, hvordan de Nordiske Hedninger tænkde sig deres Styrelse af Begivenhederne og Indflydelse paa Livet, men det er heller slet ikke Spørgsmaalet; thi at selv i Christenheden Forestillingen om Forsynet, og i det Hele om Forholdet mellem Frihed og Nødvendighed, baade har været og er hos de Fleste saare dunkel, medens den hos Ingen af os er fuldklar, det maae vi jo vide, og vil dog vel ikke tænke, at de gamle Hedninger var mere udlærte Grublere end vi. Ligesaa lidt kan det her være Spørgs-Maalet, hvor stærk og udbredt Troen paa Nornerne var, thi hvad døde Folk har troet, kan Man altid kun slutte sig til af deres Digten og Tragten i det Hele, og i Hedenskabet, da Troen aldeles maatte skiøtte sig selv, kan Man ikke engang sige hvormeget derom var almindelig bekiendt; men Sagen er kun, at den ubøielige Skæbne, som kundgiør sig selv for alle opmærksomme Mennesker, svævede ikke for Nordboens Øine som en blind Over-Magt, men som et Forsyn, med et stort og herligt Øie-Med, hvis Opnaaelse, hvor mange og store Offere det end krævede, dog var Menneske-Slægtens Triumph. At Nornerne imidlertid ogsaa, i det Mindste i Danmark, har havt et Tempel, hvor der ei blot gaves Orakel-Svar, men ogsaa hentydedes paa deres almindelige Styrelse, slutte vi med Rette af Old-Sagnet om de tre Jomfruer, der aabenbar som Norne-Præstinder, gav Fridlevs Søn Ole (Ali) sine blandede Kaar**).

Hvad Navnet angaaer, da udtale baade Islændere og Færboer Norner som Nodner, der altsaa kommer af det Angel-Sachsiske »neod« der betyder Nødvendighed, men de særskildte Navne: Urd, Verdan og Skulde, er vanskelige at giøre Regnskab for, kun er det vist, at de ikke, som Man har meent, kan betyde den forbigangne, nærværende og tilkommende Tid, og at Urd, Angelsaxernes velbekiendte Wyrd, betyder hende som raader for det Vordende, eller Skæbne-Dronningen. Naar vi imidlertid sammenligne det ovenmeldte Sagn med et Andet om * * 513 Nornerne som bestemde Helge Hundings-Banes Kaar*), da finde vi i dem Begge de To enige., og den Tredie i Modsætning, og deri maa da Grunden ligge baade til Tretallet og til Navnene, saa den første Norne er Spaa-Dommens, den Anden Forhindringens og den Tredie Afgiørelsens. Dette er nemlig den historisk-poetiske, altsaa naturlig Nordiske, Opfattelse af Skæbnen og Forsynet, og naar det Nordiske Drama uddanner sin Form, vil derfor sikkert de tre Norner udgiøre dets umistelige Chor, der med langt anderledes Føie, Kraft og Klarhed, end det Græske kan gribe ind i Handlingen, og indgyde den høie Rolighed, der altid skulde opveie den dybe Vemod ved Betragtningen af Helte-Livets tunge Kaar. Baade i Evalds og Oehlenschlägers Balder seer Man ogsaa nok, det ringede for Skjaldenes Øren som en Røst fra høiere Steder, men da de ikke kiendte Norne-Salen, giættede de paa Valhald og gav Valkyrierne Ordet, hvorved kun vandtes Lidt**).

Huske vi nu kun, at det fornemste Gavn vi kan have af Nordens Myther, er at vi deri finde vort naturlige Billed-Sprog, til livlig, kort og fyndig at udtrykke hvad sandt er om den store Kamp for Evigheden, hvori Ade1-Mennesket tager virksom Deel, da vil det ret glæde os, at selv Norne-Navnene er de allerbekvemmeste, ikke blot for den Dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den giennemgribende historiske Sandhed, at i ethvert Storværk, saavelsom i den udmærkede Enkelt-Mands, i Hoved-Folkenes og hele Slægtens Levnets-Løb, kan vi skielne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude, og en til Anlæget svarende Opløsning, saa det er med Nornerne som med Kroniderne, at, har vi kun først gjort deres Bekiendtskab, staae vi aldrig Fare for at glemme dem, da vi møde dem i Livet, hvor vi vende os. Ja, vi sige med Rette, at Nornerne forholde sig til Kroniderne, som Historien til Menneske-Naturen, eller som den aandelige Virksomhed til Kræfterne, saa Urda-Vældet svarer til Kronos, Urd til Zeus, Verdan til Poseidon, og Skuld til Pluto, thi det er altid i Middel-Alderen, mens de stormende Lidenskaber kæmpe, at Forholdene sælsomt indvikles, som det er allevegne kiendeligt, og i den Universal-Historiske Middel-Alder soleklart. Kun er Norne-Mythen dybere end Kronos-Mythen, fordi den kun speiler sig i Menneske-Livet, og udtrykker * * 514 det Guddommelige Forsyn, som skaber et Drama, der ikke ender sig med Død og Opløsning, men finder sin Forklaring i evigt Liv og giennembrudt Herlighed.

Derfor, naar vi i Sange og Sagn finde langt færre Spor af denne ophøiede Forestilling, end vi maatte ønske, da viser det kun, hvad vi desuden veed, at Man faaer ikke Alt hvad Man seer, og naaer paa Jorden aldrig det Høieste Man tragter efter, saa det var naturligt, at det i Tidens Løb ei gik Nornerne bedre end Forsynet og Skæbnen, saa til daglig Brug fik de mere Utak end Roes og Berømmelse, og pristes kun for Alvor af de Færreste i deres bedste Øieblikke, naar de, hævede over smaalige Hensyn, stirrede vist paa Maalet og Enden af Alt. Hvor fast det imidlertid sad, at den ene Norne stod i Modsætning til de to Andre er alt berørt, og afbildes levende i Helge-Kvidens Indledning, hvor det hedder:

Ørne gnægged
I Arilds Tid,
Hellige Vande
Fra Himmel-Bjerg randt,
Da havde Borghild
I Braalund født
Helge til Verden,
Hugprud Søn!

Nu kom Norner,
Ved Natle-Tid,
Kæmpen at keise
Kaar og Lodd,
Hæder og Ære
Helten de gav:
Bedst mellem Budlunger
Blive hans Lov!

Paa Konge-Veien,
Kraftelig snoet,
Skæbne-Linen
I Lund de slog,
Klar de udspændte
Kiæden af Guld,
Midt under Himlen
I Maane-Skin!

515

Enderne skjuldes
I Øst og Vest,
Satte for Ædlingens
Odel Skiel,
Skæbne-Disen
Skiødesløs dog
Kasted mod Norden
Kiæden til Brøst!

Det blev den ædle
Ylfmg til Harm*).

Hermed stemmer Sagnet hos Saxo om Oles Kaar som jeg, for en Sikkerheds Skyld, vil anføre heelt.

Det var, siger Saxo, gammel Skik at udfritte sine Børns tilkommende Skæbne af de forkloge Norner (Parcarum oracula consultare), og i Følge heraf begav Fridlev sig høitidelig til Gude-Huset, forrettede sin Bøn, og fik Lov til at kige ind i Aflukket, hvor trende Diser havde deres Sæde, hver paa sin Stol. Den Første af dem var saa naadig at skiænke Drengen et smukt Udvortes og Folke-Gunst med Gæving, hvortil den Anden var saa god at føie udmærket Rundhed, men den Tredie var for modtvillig og avindsyg til smukt at stemme i med Systrene, hun vilde heller giøre Skaar i deres Gaver, og tillagde derfor Drengen en slem Nidskhed, der skulde kaste Skygge paa Rundheden.

Endelig speiler den samme Forestilling sig i Sagnet om Norne-Giæst, skiøndt det kun har naaet os i en meget prosaisk Skikkelse, med tre omløbende Spaa-Kiærlinger; thi da de To havde spaaet Lykke og Held, stræbde den Tredie at giøre det Alt forgiæves, ved at melde, han skulde kun leve saalænge de Lys brændte, der nu var tændte over hans Vugge **).

Det Sidste minder os om, at Norne-Navnet i Tidens Løb er blevet ligesaa misbrugt og ilde stædt, som Skæbnens og Lykkens i senere Tider, og herom oplyses vi nærmere af Edda, hvor vi læse: der er mange deilige Boeliger i Himlen, guddommelig omgiærdede, og deriblandt en prægtig Sal ved Kilden * * 516 under Asken, hvoraf tre Jomfruer udgaae, nemlig Urd, Verdan og Skuld, som give Menneske-Livet sin Skikkelse, og disse Jomfruer kaldes Nornerne*). Der er imidlertid (hedder det videre) end flere Norner, som komme til alle Nyfødte og bestemme deres Levnets-Løb, men af disse høre Nogle til Gudernes, Nogle til Alfernes og Nogle til Dværgenes Slægt, som det lyder:

Vidt der mon skielle
Vist mellem Norner,
(Eens er slet ikke
Ætten og Byrdden)
Asa-Veninder,
Alfernes Frændker,
Døttre af Dvalin,
Dværgenes Fyrste!

Da sagde Gangler (Gylfe): raade Nornerne for Skæbnen, da er det en Gru hvor uligelig de skifte, aldenstund somme Folk har deres kronede Dage, og Andre knap Salt til et Æg, Somme leve længe og Andre kort. Ja, sagde Har, det er de gode og adelige Norner som giør Skæbnen god, men naar Ulykken forfølger Folk, da er det de slemme Norners Skyld **).

Saaledes vil Man huske, vi tale endnu sædvanlig om Lykken og Ulykken, som om det var to Kvindelige Væsner, skiøndt vi, naar vi med Flid tale billedlig derom, kun nævne Lykken alene, og udlede Alt af hendes Vægelsindighed, hvori vi har stræbt at opløse den gamle Modsætning ved Norne-Dommen. Ja, selv den skiødesløseste Sammen-Blanding af Forsyn og Spaa-Kiærlinger kan vi ikke finde unaturlig, thi Begreberne om Frem-Syn og Bestemmelse maae i deres Guddommelighed være Eet, hvorfor de ogsaa sammensmelte i Ordet »For-Syn«, og enten det derfor er i Stjernerne eller i Hænderne, paa Næserne eller i Nakken, vi rnene at kunne læse Menneskenes Skæbne, sammenblande vi uvilkaarlig Spaadommen med Bestemmelsen, og maae ordenlig tænke efter, for at skille dem ad, og komme til den vigtige Indsigt, at det er kun i * * 517 Guddommen og dens klare Udtryk de falde sammen, men ingenlunde i de mange, kun meer og mindre ufuldstændige og dunkle, aldrig lydesløse Forbilleder, vi i Skabningen kan opdage.

Hvad Grund der for Resten har været netop til ovennævnte Inddeling af Norner overhovedet, kan være vanskeligt nok at sige, fordi Betragtningen af Alfer og Dverge kun har efterladt sig matte og vildsomme Spor, men den er aabenbar ældgammel, og har sikkert, som tre Gange Tre, havt sin gode mythiske Grund, hvoraf vi allerede kan skimte Noget. Asa-Nornerne er saaledes upaatvivlelig Valkyrierne, thi skiøndt det maaskee er Feil, at oversætte nonnur herians i Vøluspa ved: Herians Norner, saa er de dog aabenbar Keiserinderne paa Valen, som, paa Asernes Vegne, bestemme, hvilke Helte der skal falde, og det er mærkeligt, at Man endog deri tænkde sig en Afvigelse fra Odins Villie muelig; thi det anføres i Volsung-Kvadene som Bryn-Hildes store Brøde, at hun fældte den gamle Hjalmgun, hvem Odin havde lovet Seieren, og sparede Agner, Øders Broder*), hvad naturligviis maa sige, at de rette Norners Villie krydsede Valfaders. Dette klarer sig bedre, naar vi lægge Mærke til Sagnet i Gylfe-Legen, om Gude, Rote og Skuld, den yngste Norne, som de der til Jævns Hold (jafnan) ride ud at kaare Val og skifte Seier, thi heraf slutte vi med Føie, at Valkyrierne var ogsaa fra første Færd kun Tre, og vi finde det i sin Orden, at Skuld, Skallets eller den endelige Afgiørelses Norne, der, som Vola siger, løfter Skjoldet med de ramme Runer, ei taber Valen af Sigte**). Alfernes Frændker maae, saavidt jeg kan see, være de egenlige store Norner, men Dvalins Døttre er jeg forlegen med, undtagen forsaavidt, at Man godt kan tænke sig baade en Spaadom og Bestemmelse der omfatter hele Mennesket, en Anden der angaaer Æren med alt det Kæmpelige, og den Tredie der blot angaaer det Legemlige og Timelige, hvilken Sidste det formodenlig var, Man tillagde Dværge-Nornerne.

Dog, for at komme tilbage til Aske-Nornerne som det giælder om, da er deres Herkomst naturligviis dunkel og gaadefuld, men saa tause derom, som Man sædvanlig troer, er Mythe-Bøgerne dog ingenlunde, thi foruden nysanførte Vink om deres Henregnelse til Alfe-Slægten, see vi tydelig af det i andre * * 518 Henseender dunkle Vers i Vafthrudners-Maal, at de udledes fra Jotunheim. Der spørger nemlig Gavnraad (Odin):

Hvilke er de Møer,
Høitoplyste,
I flyvende Fart
Over Folke-Havet?

og faaer til Svar:

Folke-Elve trende
Falde over Byen,
Hvor Mægthrasirs
Møer mon dvæle!
De er alene
Lykkens Diser,
Skiøndt mellem Jetter
Hjemme de har*).

Vel kan nu dette lettelig være en blot Jette-Anskuelse, men noget Mere synes det dog at være, naar vi hermed sammenligne, hvad der siges om deres Bopæl. Vi hørde af Edda, at Nornerne havde en prægtig Sal under Asken, godt omgiærdet, ved Urdas Væld, og ved at sammenligne Haand-Skrifterne af Vøluspa kan vi skiønne, det har lydt der omtrent saaledes om Nornernes Herkomst og Boelig:

Der udaf Salen,
Paa Sulen, fremgaae
Møerne trende,
Fuld-Meget de veed! **)

Denne Sal finde vi igien i Fjølsvins-Maal, hvor den billedlig siges at vakle paa Spyds-Odd, thi da Vindkold (Svipdag) spørger:

* * 519

Hvad hedder Salen,
Af Luer ombølget,
Hvor Viserne boe?

faaer han til Svar:

Hyr den hedder,
Hvile paa Naale
End skal længe
Ødurs-Borgen ;
Der kun times,
Mens Tiden skrider,
Folk som adspørge,
Spaadom vis! *)

Spørge vi nu, hvem den Ødur vel kan være, i hvis Borg Nornerne boe, og hvorfra alle Orakel-Svar udgaae, da finde vi kun Een af dette Navn, som Gylfe-Legen siger os var Nats ældste Søn, avlet med Naglfar, og vi maae finde det i sin Mythiske Orden, baade at Nornerne, som udtale og udføre Skæbnens Domme, kaldes Ødurs dvs. Skæbnens Døttre, og at han har det dunkleste Udspring: er Nats ældste Søn.

Er vi nu først paa Sporet, da giver det Lys, som før var bælgmørkt, thi Man har aldrig kunnet begribe, hvorfor En af Nornerne ved Helges Fødsel kaldes Neres Frændke, men naar vi lægge Mærke til, at endnu i Eigil Skallegrimsøns Hoved-Kiøb (høfudlausn) bruges »Nares Frændke« som et almindeligt Udtryk om Nornen**), og veed, at Navnene: Nare, Narve og Nørve bruges i Mythe-Bøgerne om hinanden, da see vi, det kommer af, at Nørve eller Narve, som boede i Jotunheim, var Nats Fader, og Ødurs Mor-Fader, og forsaavidt Nornernes Stam-Fader***). Herpaa hentyder vel ogsaa hvad vi læse om Idunna i Ravne-Galderet, thi baade var hun faldet ned fra Ygdrasil, og betragtes som hørende til Nornerne, og om hende hedder det, at hun hugede ilde sit Leie under Asken, da hun var bedre vant hos Nørves Frændke †).

* * * * 520

Den Sag anseer jeg da for afgjort, og skiøndt Læseren maaskee fristes til at smile over al den Uleilighed med Snurre-Piberi, saa er det dog ingenlunde u vigtigt at faae saadanne Ting i Orden, thi baade bliver vores Forestilling om Nornerne derved klarere og bestemtere, og vi see tillige deraf, at Fædrenes Forestilling om dem ei har været nær saa taaget og svævende, som Man hidtil troede. Alt hvad nemlig Mytherne ikke give et ordenligt Slægt-Register, en fast Bopæl og bestemte Forretninger, er saa næsten ørkesløst for det tilsvarende Folk, men naar vi lære, at ikke blot var det Nornerne som vandede Ygdrasil, men de havde deres prægtige Sal midt deri, hvorfra alle sande Orakel-Svar udgik, og hørde til Lys-Alfe-Slægten, var vel Sønne-Døttre af Nat, men dog ogsaa Broder-Døttre af Dag, see, da veed vi, at Nornerne var ordenlig indflettede i de Nordiske Hedningers Tanke-Gang*).

Lægge vi hertil, at det i Ravne-Galderet udtrykkelig siges, at Nornerne i det Hele staae for Styret**), da er det al den Under-Retning om dem, jeg har kunnet finde i Mythe-Bøgerne, thi hvor de ellers nævnes, er det enten for at sige, der staae ogsaa Runer paa deres Negle, eller for at give den uundgaaelige Skæbne et bekiendt Navn, og det eneste Sted hvor der synes sigtet til noget Mere, er mig bælgmørkt; paa det lille Ord nær, at Ingen lever en Time længer end Norner spaae***).

Vi har imidlertid Vidnesbyrd Nok om, at Nornerne ihukommedes giennem hele Old-Tiden, og det er ret mærkeligt, at det klareste Spor af Norne-Anskuelsen hos Saxo netop findes i et af de yngste Vers, i Hildigers Døds-Sang nemlig, som uforvarendes falder for sin egen Broders Haand; thi der hedder det:

Hvad fremvise Norner
Har forud bestemt,
Og Spaadoms-Runer
I Speilet viist,

* * * 521

Hvad Ledd mon skabe
I Skæbne-Kiæden,
Det ændres ikke,
Hvor ofte end
Sig Bladet vender
I Blændværks-Lund!*)

Ja, vi spore Nornerne, giennem Einar Jarls Vers ved Halvdan Langbeens Fald, og Halfred Vanraadskjalds i Olav Tryggesøns Gaard, lige til Christendomrnens Indførelse.

Da vi ingen Angel-Sachsiske Vers har tilbage i deres Hedenske Dragt, finde vi naturligviis heller ikke Nornerne egenlig omtalte, men des mærkeligere er det, at vi finde »Wyrd« (Urd), som det staaende Udtryk for Skæbnen, thi ogsaa i de Hedenske Kvad var det næsten altid Urd som blev nævnet**). Vi finde imidlertid ogsaa Navnet i Pluralis (wyrdas) og kan see,, det har betegnet Nornerne***), og selv Tre-Tallet spore vi i Sagnet om de tre Urde-Søstre (werd-sisters), som spaaede Macbeth hans Skæbne †).

Asken Ygdrasill.

Mythen om Ygdrasill har, lige fra den igien kom for Dagen, havt saameget Tiltrækkende for alle Poetiske Naturer iblandt * * * *

And thai wemen thau thowcht he
Thre werd-systrys mast lyk to be.

Kundskab herom vilde, i Forbigaaende sagt, ei blot været god for Shakspears Udgivere, men ogsaa for Sir Walther, som derved anderledes godt kunde redt sig ud af sin comiske Forlegenhed med disse Damer, end vi nu see i Tales of a grand-father. 522 os, at vi ikke behøve noget andet Beviis paa Dens Nordiske Ægthed; thi skal vi enten vinde Forstand paa Fædrenes Myther, eller i det Hele blive dygtige til at fortsætte og forklare deres Kæmpe-Liv, da maae vi fremfor Alt tilegne os deres Grund-Sætning, som var, med den høieste Sikkerhed at slutte fra Virkningen til en forholdsmæssig Aarsag, og fra Kraften i Noget til Dets Ægthed i sit Slags, en Grund-Sætning, der, udenfor Engeland, nu længe kun har været hyldet paa Papiret og fornægtet i Livet. Saaledes skal vi f. Ex. indsee, at, om det ved et urimeligt Mirakel kunde være lykkedes en Munk ellr To i Middel-Alderen at digte alle de Nordiske Myther, saa var de derfor intet mindre Klenodie eller Storværk af Nordens Aand, naar de kun udtrykke en Nordisk Livs-Anskuelse, der slaaer poetisk og historisk igiennem; thi den er lige god og lige nyttig, enten den er to tusind Aar eller kun to Dage gammel, saa slige gale Giætninger skal kun forkastes, fordi de angive en Aarsag, der staaer i et øiensynligt Mis-Forhold til den sikkre Virkning, som derved giøres uforklarlig. Hoved-Spørgsmaalet ved enhver Mythe, der udgiver sig for Old-Nordisk, er derfor, om den kan hjemle sig Plads i en Poetisk og Nordisk Livs-Anskuelse, og derover er Nordens Tænkere og Skjalde de retmæssige Dommere, saa naar den fortrinlig huger dem, er den ægte Nordisk, og vil huge alle ægte Nordboer, enten saa dens gamle Historie lader sig oprede eller ikke. Vi skal derfor lære, kun at lee ad de Bog-Orme, der vil fortælle os, at en Mythe er des vægtigere og vigtigere, jo tidligere og jo tiere Man finder Sort paa Hvidt for den, thi Løgn og Skvalder har ogsaa lang Alder, og vi skatte ikke en Mytthe fordi den er gammel, men vi slutte fra dens Ægthed til dens Ælde, fordi vi har lært, at de ældste er de ægteste, og det gaaer os med Myther som med Mennesker, at deres Historie tildrager sig kun vor Opmærksomhed, i samme Grad, som vi finde dem selv tiltrækkende. Dette er den levende Betragtning af Sagen, hvorimod det er naturligt, at de Døde, paa Hels og Gravens Vegne, for ramme Alvor giør Indsigelse, men hvorpaa det er ligesaa naturligt, vi ei give Slip, for at føie den Arve-Fiende, vi tidsnok kan falde i Hænderne paa.

Alt hvad vi nu veed om Ygdrasill findes omtrent samlet i Gylfe-Legen, saa det vil her være bedst at begynde med den, og siden anmærke, hvorvidt Hjemmelen bærer eller brister.

Det hedder da først, at Gudernes Thing-Sted og Samlings-Plads 523 er under Asken Ygdrasill, som derpaa beskrives saaledes, at den er det høieste og ypperste af alle Træer, dens Grene udbrede sig over al Verden og strække sig op over Himlen. Trende Rødder har Asken som ligge vidt fra hinanden*): den Ene hos Aserne, den Anden hos Rim-Thurserne, hvor Ginnung-Gabet fordum var, og den Tredie over Niffelhjem, og under den Rod som vender mod Thurserne er Mimers-Brønden, men under Himmel-Roden er Urde-Vældet, og under den Tredie Rod, i Hvergelmer, ligger Dragen Nidhøg. I Aske-Grenene sidder en Ørn med megen Vidskab, og imellem hans Øine sidder en Høg som hedder Veirfølner (eller Yeirløfner), medens Egernet Ratatøsk (eller Ratakost) springer op og ned af Asken, og sætter Splid mellem Ørnen og Nidhøg. Fire Hjorte: Daain og Dvalin, Dunner (eller Dyn-Ær) og Dyrathror springe om mellem Grenene, og bide Knopper af, mens Nidhøg gnaver ved Roden, og har flere Orme hos sig i Hvergelmer, end nogen Tunge kan nævne. Nornerne, som boe ved Urdas Kilde, tage imidlertid daglig af Kilde-Vandet og af Dyndet ved Kilden og øse over Asken, for at dens Grene skal ikke visne eller frønne**).

Naar vi hertil føie, hvad egenlig følger af sig selv, at Asken rystes i Ragna-Roke, da er det Alt hvad derom findes i Gylfe-Legen, og før vi nu gaae over til det Enkelte, vil vi betragte Træet i det Hele, for at see, hvad det kan have at betyde; thi det er jo Hoved-Sagen ved alle Myther, og dobbelt ved denne, som er Gothisk tilgavns, og lader sig ikke engang afmale, end sige steenhugge.

Her maa jeg ret mindelig bede Læseren huske vor Aftale, i Indledningen, at enhver Mythe, som røber Begeistring, maa nødvendig have Noget at betyde, som kunde begeistre en Digter, og at en Hoved-Mythe, der engang har begeistret hele Folket, maa hænge inderlig sammen med det tilsvarende Folks Liv og Grund-Anskuelse. At nu Aske-Mythen er poetisk, tager jeg mig den Frihed at forudsætte, blandt Andet, fordi den har begeistret mig, og dens Anseelse i Norden er særdeles vel bevidnet; thi at Volsung, der regnede sig for en Søn af Odin, lod sin Hald bygge med et vældigt Træ i Midten, hvis Grene * * 524 overskyggede Taget, det er allerede Noget*), men dog kun Lidet imod den Efterretning, at ved Christendommens Indførelse stod der endnu udenfor det store Tempel i Upsal et saare høit Træ med vidt udstrakte Grene, af et Slags som Ingen kiendte, og grønt baade Vinter og Sommer, ved Siden ad Kilden, hvori Slagt-Offerne sænkedes**).

Naar Man nu fortæller os, at hele Asken betyder slet ikke Andet end Luften eller Sky-Himlen, saa Skyerne er dens Blade, Vindene dens Hjorte, og de hvide Fluer, eller ogsaa Fru Fygomby (Fama), Egernet, da skulde Man vel tænke, det var kun Spas, da det ikke engang paa nogen muelig Maade lader sig forene med Beskrivelsen, hvorefter jo Grenene gaae op over Himlen, og kun den ene Rod findes der, hvor Ginnung-Gab var, altsaa i Luften; men da det, desværre, baade er Alvor, og tages derfor, maae vi een Gang for alle erklære, at alt Sligt, om det end kunde passe med Beskrivelsen, dog er baade Poetisk og Historisk umueligt. Det ligger nemlig for det Første i Billed-Sprogets Natur, som selv de usleste Rim-Smede har en dunkel Følelse af, at Man ikke betegner det Synlige med noget Usynligt, eller det Nærværende med noget Fraværende, men netop omvendt, saa ikke selv den elendigste Smører, vil, naar han mener »Ild« sige »Kiærlighed« naar han mener »Vind« sige »Aand« naar han mener »Vand« sige »Flauhed«, men netop omvendt, og selv fra den allerlaveste Stand-Punkt i Poesiens Verden, maa Man da korse sig over saadanne Forklaringer af Old-Tidens Billed-Sprog***). Men for det Andet er det ligesaa vist, at naar enten Solens Opgang, eller Havets Brusen, eller nogen anden Natur-Begivenhed skal kunne begeistre en Digter, da kan det umuelig skee ved det alene, der sees og høres, men maa være enten ved den umiddelbare Virkning deraf, eller ved en Tanke-Række som knytter sig dertil, saa, vil han yttre sig poetisk derom, vil han altid stræbe at udmale Scenen, og aldrig i et dødt og dunkelt Ord indslutte den store Hemmelighed, at * * * 525 somme Tider er det lyst og somme Tider mørkt, somme Tider sveder Man, og det er gierne om Sommeren, og somme Tider fryser Man, især om Vinteren, somme Tider bliver man giennemblødt, sædvanlig naar det regner stærk, og til andre Tider har Man Sit paa det Tørre, især ved Mid-Sommer, naar Man slikker Soel-Skin*).

Dog, selv, naar Man, hvad ogsaa er prøvet, vilde ansee Ygdrasill for et Sind-Billede paa skjulte Natur-Virkninger, da havde Man historisk Uret, fordi Nordens Aand klarlig var og er historisk, og hele Beskrivelsen henviser paa det historiske Menneske-Liv. Ved nemlig at sætte Asken over Urds og Mimers Kilde, trængt paa alle Maader, men dog ved Nornernes besynderlige Omhug immergrøn til Ragna-Roke, har Folke-Munden ligefrem forbudt os at tænke paa Andet end den store Kamp imellem Liv og Død, som fortsættes fra Slægt til Slægt, ei uden Virkning fra Dødens Side, men dog i det Hele til Livets Fordeel, saa Alt hvad ei dermed lader sig passelig forbinde, er udelukt af Forklaringen.

At nu ogsaa denne store Kamp, hvori vi Alle tage Deel, tabe indtil videre Slaget, da, som Ord-Sproget lyder, seierløse falde Kæmper alle, og kan kun trøste os ved, at hele Slægten i Grunden dog giør Eet, og skal omsider vinde; at denne historisk-poetiske Kamp kunde begeistre en gammel Nordisk Digter, det kan vi godt forstaae, især da den unægtelig har begeistret mange Skjalde trindt paa Jordens Kreds, og at Nordens Kæmper kunde begeistres for et Sind-Billede deraf, som paa det Inderligste knyttede sig til deres Haab om høi Triumph bag Ragna-Roke, det er saa naturligt, at jeg slet ikke kan begribe, hvordan det kunde anderledes være.

Saaledes vilde Sagen unægtelig staae, om Man end kunde vise, at den gamle Skjald havde været meget uheldig med Valget af sit Sind-Billede, eller at dog Mythen var kommet saa vanskabt til os, at den var poetisk ubrugelig, men, saavidt jeg kan skiønne, er Ingen af Delene Tilfældet. Træet i Skoven er nemlig saa naturligt et Sind-Billede paa en stor Slægt, udsprunget af samme Rod, men deelt i mange Grene, at Billedet hos * 526 os, og vel hos alle Folk med Aand, er gaaet over i Hverdagssproget, hvorfor jo ogsaa en adelig Families Stam-Tavle kaldes dens Stam-Træ. Det er derfor en ligesaa ægte poetisk, som dristig Idee, at give hele Menneske-Slægten et fælles Stam-Træ, og forklare sig alle Mod-Sætninger af en trek løvet Rod, thi Erfaring lærer jo virkelig, at der egenlig kun er tre Slags Folk i Verden: Nogle som virke kraftig for et ædelt og evigt Øiemed (Gudernes Børn), Nogle som ogsaa virke kraftig, men for et uædelt og blot timeligt Øiemed (Jette-Børnene), og Mange som kun udmærke sig ved Dorskhed og Afmagt (Frænderne af Hel), og derfor blive vi aldrig enten saa christelige eller saa kloge, at vi jo med Fornøielse kan betragte og med Fordeel bruge de Nordiske Hedningers Myther om det Kæmpemæssige Stam-Træ, der jo staaer grønt endnu over Urds Kilde, skiøndt, som det synes, ei langt fra at visne, saa det kan høit behøves, at Norner daglig vande det med ædlere Vædske end Regn og Snee. I Forbigaaende vil jeg kun tilføie, at da Menneske-Livet ligner sig selv i del Mindre som i det Større, kan og maa Ygdrasill staae for os som et livligt Sind-Billede paa Levnets-Løbet, ei blot i hele Slægten, men ogsaa hos hvert enkelt Folk, som med Aand deeltog deri, og da især hos Nordens Kæmpe-Folk, af hvis Liv det Mythiske Træ jo er udsprunget, saa det maa nødvendig ogsaa have Rod deri, ei Vink, der vil vise enhver Skjald, at denne store Mylhe er selv som en Rod ved Urda-Vældet, hvoraf der kan udspringe et poetisk Ygdrasill, som udstrækker sine Grene over hele Aandens poetiske Verden.

Mythen, selv som den findes i Gylfe-Legen, er da sin egen bedste Hjemmel, men den hænger dog for nøie sammen med Norne-Mythen, til at kunne fattes i Vøluspa, hvor Ygdrasill derfor oftere nævnes, og udmærkes i Anledning af Nornerne saaledes:

Asken jeg kiender,
Ygdrasill kaldt,
Graahærdet, stænket
Med Vædsken hvid,
Immergrøn
Over Urdas Væld!

Dette har Gylfe-Legens Forfatter aabenbar havt for Øie, saavelsom følgende Beskrivelse, i Grimners-Maal, af Asken Ygdrasill, hvor Guderne daglig forsamles paa deres Thing-Sted:

527

Rødderne trende,
Som i en Tre-Kant,
Ygdrasils-Asken
Under sig har;
Over sig har dem
Hel og Rim-Thurser,
Og Folke-Færd.

Egernet spiller
I Asken Bas,
Ratatosk render
Fra Rod til Top,
Bærer fra Oven
Ørne-Beskeed
Til Nidhøg ned!

Hjorte der findes,
Fire i Tal,
Brunstig afbide
Bladet i Knop:
Daain og Dvalin,
Danner og Dyrathror*).

Ormene flere,
End Aberne troe,
Gnave paa Asken:
Goin og Moin,
Gravvitners Børn,
Graaryg og Gravvold,
Ofner og Svafner!

Saa døier Asken
Ulæmpe Nok,
Mere tilvisse,
End Mennesken veed,

* 528

Plastret1 af Hjorte,
Frønnet paa Siden,
Naget forneden
Af Nidhøg med!*)

Her findes da, som Man seer, forsvarlig Sang-Hjemmel for hele Beskrivelsen i Gylfe-Legen, naar Man undtager det om Høgen mellem Ørnens Øine, og om at det er onde Ord (øfundar-orð) Egernet bærer mellem Ørnen og Nidhøg, hvad jeg maa lade staae ved sit Værd, da jeg neppe veed, hvad Egernet vil sige.

Da Ørnen imidlertid sagtens her, som sædvanlig i Billed-Sprog, betegner Menneske-Aanden i sin høie Flugt, forestiller Egernet vel Fristeren, som staaer i Pagt med Ormene, og antager Man, efter Varianten i Gylfe-Legen, Rata-Koster for det rette Navn, da er den Sag i Orden**).

Angaaende Hjortene, er det klart, at hvad enten de kaldes brunstige i Grimners-Maal eller ikke, saa er de det dog, og afbilde, ved graadig at afbide de unge Kropper paa vort Stam-Træ, ganske rigtig de vilde Lidenskaber, som fortære Livs-Kraften, og selv Tallet slaaer nok til, thi naar vi har nævnet Gridskheden paa Magt og Ære, Gods og Gammen, vilde vel et femte Hoved-Stykke blive som det femte Hjul til en Vogn, der, for at kunne bruges, maa være Drive-Hjulet i en Damp-Indretning, Forstod Man ellers Navnene, vilde det vel klare sig, hvad Inddeling de Gamle gjorde, men derom veed jeg ingen anden Oplysning, end at Daain og Dvalin er to bekiendte Dværge-Navne, som hentyde paa de forkiælende og berusende Lidenskaber, medens Dunner (eller Dyn-ær) og Dyra-Thror tydelig pege paa de Dumdristige og Rasende.

Høgen Veirfølner eller Veirløfner, som Gylfe-Legen er ene om, kan, efter Navnet, betyde Veir-Hane eller Vind-Spiller, og det var ikke saa urimeligt, at give Ørnen slig en Tjener, der kunde sige ham fra hvilken Side Vinden blæsde; thi en saadan levende Ahnelse eller Formodning har Menneske-Aanden * * * 529 i sin Kreds jo virkelig, og trænger under Livets Storme ogsaa høilig dertil*).

Endnu staaer tilbage at tale om Askens Navne, men da Ygdrasill, som staaer i Spidsen, og gaaer for Egen-Navnet, endnu er en Gaade, giør vi bedst i at begynde med den historiske Bemærkning, at Sachserne lige til Carl den Stores Tid skal have havt en stor Træ-Blok staaende under aaben Himmel, som en Helligdom, og at de kaldte den Almind-Støtten, (universalis columna) fordi de troede, den bar det Hele**).

Vi vil kun i Forbigaaende bemærke, at Efterretningen, som begynder med, at det var grønne Træer og Kilder, Sachserne dyrkede, og kommer saa med Klodsen, neppe hænger rigtig sammen, thi det er os her kun om Navnet at giøre, fordi det ikke blot passer paa Ygdrasill, men svarer ganske til Adel-Tholl som Asken kaldes i Odins Ravne-Galder***). Jeg troer derfor, at vi i Tankerne skal dele Ygdrasil, som Ygdra-Sill, hvorved Sulen strax springer frem, thi lidt Lys i en mørk Sag er meget bedre end Intet, og de sædvanlige Forklaringer af Ygdrasill, som den der giver Vand eller bærer Odin, vilde være intetsigende, om de end ellers var forsvarlige; thi den Mythiske Ask er jo hverken en Tag-Rende eller en Galge, og den kan umuelig have sit Navn af slige Biting, som at der drypper Dugg fra den, naar den vandes, og at Rune-Kapitelets Odin maaskee fandt for godt at hænge sig i den †). For Resten maa Man lægge vel Mærke til, at i Henseende til grønne Træer, og alt Sligt, som Island ikke har, er den Islandske Oversættelse, Udtale og Stavning allermindst at lide paa, saa de sære Navne paa Asken, vi finde i Islandske Kilder, nytter det neppe at bryde vort Hoved med.

Det Aske-Navn der, næst Ygdrasill, mest har piint Fortolkerne, er ellers Mjøtud eller Mjøtvid, som forekommer to * * * * 530 Gange i Vøluspa, og lader sig slel ikke udlede af Islandsk, men maa henføres til det A. S. »meotod« som er det almindelige Navn paa den styrende Guddom*). Et andet endnu dunklere Navn er Lærad eller Lierad, som findes kun i Grimners Maal og paa tilsvarende Sted i Gylfe-Legen, og bør saameget mindre standse os, som det ei engang er ganske afgjort, om det er Ygdrasill, der tales om**).

Askens mærkeligste Navn maa jeg da kalde Mimers-Træet, baade fordi vi kan sige hvad det betyder, og fordi det staaer i klar Forbindelse med Ideen; .thi »mimor« paa A. S. svarer til vores »erfaren« og Erfarings-Træet vilde netop være et passende Navn paa den Unisersal-Historiske Ask, eller Menneskehedens Stam-Træ, af hvis Rod Erfarings-Kilden unægtelig udspringer, og af hvis Dryp den daglig voxer. Vel har Man ogsaa draget i Tvivl, om Mimers-Træet var det Samme som Ygdrasill, men det var uden al Grund, thi Vindkold spørger udtrykkelig om Navnet paa det Træ, der udstrækker sine Grene over alle Lande, og faaer da til Svar:

Mimers-Træet,
Og Mennesker faa
Roden kan nævne,
Hvoraf det oprandt;
Hvorved det fældes,
End Færre dog veed,
Dets Pest er ei Ild eller Staal! ***)

Det Sidste lader sig ogsaa godt forene med at Ygdrasill, efter Vøluspa, baade ryster og fænger Ild i Ragna-Roke, thi det var jo Skiærs-Ilden, som alt Godt skulde giennemgaae.

Hvad der i det Følgende siges om Frugten paa Mimers-Træet, er dunkelt, men har Man Ret i, at den skulde hjelpe Kvinder i Barns-Nød, da stemmer det ogsaa godt med Hoved-Tanken; thi det var jo netop Askens Dyd, som Slægtens Stam-Træ, trods * * * 531 alle Hindringer, at staae immergrøn over Urda-Kilden*), og, med det Haab, at Mythen, som jo virkelig er en Frugt paa Asken hos os, skal bidrage Sit til Fortsættelsen af Menneske-Livet i Norden, vil vi gaae videre.

Urdas og Mimers Kilder.

Det er ikke langt hvad vi læse hos de Gamle om disse mærkelige Væld, men Korthed og Fyndighed er jo netop de Hoved-Dyder vi Alle trænge høit til at lære af de Gamle, og Mythographerne i Særdeleshed.

Ogsaa her maae vi begynde med Gylfe-Legen, som giver bedst Beskeed, og er for det Meste sin egen Hjemmel.

Her hedder det da om Urdas Kilde, at denne Helligdom er ved Askens Himmel-Rod, og at der have Aserne deres Thing-Sted, hvor de daglig mødes, og Nornerne deres Høielofts-Sal. Vandet, hvormed Nornerne bestænke Asken, for at holde den frisk og grøn, er saa helligt, at Alt hvad der kommer i Kilden bliver saa skinnende hvidt, som Hviden i et Æg, og Duggen som falder fra den stænkede Ask ned paa Jorden kalder Man Honning-Dryp, hvoraf Bierne nære sig. I Kilden opholde sig to Fugle, som kaldes Svaner, og fra dem nedstamme Fuglene af dette Navn**).

Af denne Mythe finde vi i de os levnede Sange kun for saavidt Spor, at Vola peger paa Urdas Kilde hos Nornerne under Ygdrasill, og paa Askens Bestænkelse med hvide Vande, samt at Asernes daglig besøgte Thing-Sted, efter Grimners-Maal, er i Skyggen af Ygdrasill. Ellers veed jeg ikke af, at Urdas Kilde nævnes i Sangene, undtagen hvor Odin indføres i Høisangen (Havamaal) saa talende:

Bladet fra Munden!
Mælet sig løfte!
Ordet udstrømme
Fra Taler-Stolen,
Ved Urdas Væld!

* * 532

I dybe Tanker,
Jeg sad og skued,
Og taus jeg lytted
Til Tungers Lyd!
Meget om Runer,
I Morgen-Røden,
Hørde jeg tale,
Ved Høielofts-Salen;
Fra Høie-Lofte
Det lød som saa!*)

Naar Man nu fortæller os, at Urdas Kilde er i det Høieste ikke Andet end Mælke-Veien, hvis Mælk blev til Vand, før det naaede Jorden, da synes det ikke engang at have været en saadan Tale, Forfatteren af Hava-Maal lyttede til ved Urdas Kilde, og Nornernes Høielofts-Sal, og at det hverken var Mælke-Veien eller selv den grødefuldeste Regn der begeistrede Vøluspas Sanger, er vist nok, og dog var det unægtelig Urdas Kilde, som Kilden til al Spaadom paa Norners Læber. Hvorfor dog ikke heller slutte, at de Gamle har antaget Kilden for hvad de kaldte den, og for hvad den maatte være, naar den skulde begeistre dem, og naar det skulde passe paa den, hvad de sagde om den: Spaadoms-Kilden altsaa, hvis Strøm baade aabenbarede det Vordende, og virkede grødefuld til dets Udvikling! Denne Forklaring er nemlig paa een Gang bogstavelig, simpel og aandelig, som jo er Alt hvad Man kan forlange ; thi en saadan Spaadoms-Kilde, hvormed Slægtens Stam-Træ vandes, er jo et sandt og deiligt Sind-Billede paa Begeistringens dybe Væld, hvoraf unægtelig al sand Spaadom opstiger, og i hvis levende Ord-Strøm al Aabenbaring, den være ordenlig eller overordenlig, af Himlens og af Jordens Hemmeligheder, udgik til Menneske-Slægten, vakde og meddeelde hvad den baade udtrykde og vidnede om »Liv og Aand.« Hvad Urdas Kilde nødvendig er for os: et Sind-Billede paa Poesien i sin høieste Grad, og sin naturlige, oprindelige Skikkelse (Prophetien), det var den aabenbar ogsaa for de Gamle, saavidt og saalænge de troede deres egen Aand, og hvad den var for de * 533 Aandløse, for hvem det Aandelige altid er Intet, lønner det vist ikke Umagen at undersøge*).

Saaledes taget, forklarer da Mythen sig selv, hvad egenlig alle Myther maae, naar de skal blive klare, og Svanerne komme herlig tilpas. Disse Fugle, som Folk altid godt har kunnet lide, forbigaaes sædvanlig reent af dem der søge Urdas Kilde paa Mælke-Veien, istedenfor i Hjerte-Dybet; thi vel har Man ymtet om, at der ogsaa var et Stjerne-Billede som hedd Svanen, men det findes rimeligviis ikke paa Mælke-Veien, saa det vilde ikke passe, og desuden gik det dog heller ikke an, at lade alle Svaner paa Jorden nedstamme fra det. Naar vi derimod blot huske, hvad ei er let at glemme, hvilken deilig Synge-Stemme de Gamle tillagde Svanerne paa Jorden, og hvad Svane-Sangen baade fordum og nu betød i Folke-Munde, da finde vi det i sin Orden, at deres poetiske Første-Forældre svømme i Urdas Kilde, som et Sind-Billede paa Menneske-Slægtens Svane-Sang, der naturligviis maa komme fra Spaadoms-Kilden, om end mere som en Efter-Klang af dens Susen, end som en Strøm af dens Væld. Maaskee er det en Hukommelses-Feil, men det forekommer mig virkelig at have læst, ensteds, at hine Svaner svømme tause i Kilden indtil Ragna-Roke, da de ængstelig opløfte Røsten, og Tingen er omtrent ligegyldig, thi Hoved-Sagen er, at Mythen afrunder sig selv til et livligt og smukt Sind-Billede paa den dybe og vigtige Sandhed, at Begeistringen er Slægtens høiere Livs-Rod og rette Aande-Dræt.

Dog, jeg havde nær glemt Duggen som drypper i Dale, naar Ygdrasill vandes, og maa først anmærke, at dette er Alt hvad Vola siger, saa Gylfe-Legen er i vore Øine sin egen Hjemmel for, at denne Dugg kaldes Honning-Dryp og giver Bierne deres Næring.

Da Natur-Forskerne endnu, saavidt jeg veed, bekiende, de ikke veed hvoraf Duggen kommer, og strides desaarsag derom, var det vist nok intet Under, om vore gamle Fædre giættede paa en hemmelig Aarsag dertil, men i et Sind-Billede paa det Historiske Menneske-Liv vilde de naturligviis ikke søge den, før de var blevet blinde nok til at tage Skyggen for en Haandgribelighed, og aandsfattige nok til ei at kunne skabe men kun * 534 fordærve et Billede. Derimod, kan jeg godt forstaae, at den hemmelighedsfulde, vederkvægende Dugg var dem, saavelsom os, et Billede paa det Vederkvægende, Poesien har for Menneske-Hjertet, thi derfor tale vi jo endnu om Taare-Duggen, som perler paa vore Kinder, naar vi føle os som Grene paa det store Stam-Træ og tage levende Deel i dets Vee og Vel. At Man nu hermed bragde den Sødme i Forbindelse, som Blomsterne skjule i deres Kalk, men som underlig aabenbarer sig giennem Bi-Værket, og i Miød-Hornet, det er saameget naturligere, som vi veed, at Miøden igien var dem et Billede paa Poesien som en Konst. Dette er Noget, som enhver Digter strax vil see, og hans Læsere, naar han anvender det levende, strax føle, hænger ypperlig sammen, og vil da de Lærde ikke staae til Skamme, faaer de vel lægge dem efter at forstaae det.

Herom mindes vi ved Mimers-Kilden, thi vel vender Roden, hvorunder den findes, efter Gylfe-Legens Kaart, mod Rim-Thusserne, men dog er i den al Kløgt og Vidskab eller Mande-Vidd skjult, og Mimer som eier Kilden er fuld af Viisdom, fordi han drikker det Slags Kilde-Vand af Gjallar-Hornet. Did kom Alfader (Valfader) og forlangde en Drik Vand af Kilden, som han ogsaa fik, men maatte sætte sit Øie i Pant, som det lyder i Vøluspa:

Godt veed jeg, Odin!
Hvor Du dit Øie lod:
I den mærkværdige
Mimers-Kilde,
Miød nu hver Morgen
Mimer drikker,
(Veed I hvad jeg mener?)
Af Valfaders Pant*)!

Dette er Alt hvad herom vides, thi vel findes der endnu nogle dunkle Ord i Vøluspa om denne Odins Kilde-Reise, men deels er de ikke gode at hitte Rede i, og deels giemmes de bedst til Talen bliver om ham selv. Mimers Personlighed vil jeg her ikke heller opholde mig ved, og det Lidt Man veed, siges bedst, naar vi komme til Heimdal med Gjallar-Hornet, da Spørgsmaalet her kun er om Kilden.

Hvordan Man nu kan falde paa at søge Kilden til Kløgt og * 535 Vidskab enten i et Gade-Kiær, eller i Verdens-Havet, det er mig ubegribeligt; thi vore Hedenske Fædre vidste jo, ligesaa godt som vi, at om Man end kunde drikke Thor under Bordet, og virkelig udtømme Verdens-Havet, blev Man dog derfor ei det Mindste klogere, undtagen forsaavidt Man derved erfoer, hvormeget Man kunde drikke, og hvad der laae paa Havsens Bund. Kort sagt: Man har til alle Tider vidst, at skal Nogen blive klog, maa det være af Erfaring, og i Norden følde Man dybt, at til Forstand paa Menneske-Livet i det Hele vil Enkelt-Mandens knappe Erfaring kun lidt forslaae, desaarsag stræbde Man ivrig at tilegne sig de forbigangne Slægters Erfaring, og lade sin Egen sammensmelte dermed, til Efter-Slægtens Gavn, og denne grundhistoriske Retning kundgjorde sig i den Prophetiske Old-Tid i Mythen om Mimers Kilde, ved Siden ad Urdas, Erfaringens ved Siden ad Spaadommens, og for at Man ikke skulde tage Feil derad, gav Man Mimer (den Erfarne) Kilden i Vold*).

Koen Ød-Humle.

Naar Man finder, at jeg om denne berømte Ko, og hvad dertil hører, fatter mig i al Korthed, skiøndt netop disse Ting pleie at føde vidtløftige Afhandlinger, da agte Man, at denne Forskiel nødvendig flyder af mine Mythologiske Grundsætninger og Øiemed. Det er nemlig hverken Religion eller Beskeed om Verdens Skabelse jeg vil lære eller udlede af Hedningernes Myther; men det er Hoved-Folkenes Anskuelse af Menneske-Livet, og hvad dermed staaer i Forbindelse, det fornøier mig at efterspore og oplyse, deels for det Lys, ethvert Folks Myther kaste paa deres Historie, og deels for det Udbytte af aandfulde Sind-Billeder, vi deraf kan vinde. Jo mere philosophisk derfor en Mythe klinger, desmindre bryder jeg mig om den, deels fordi den mythiske Philosophi altid er barnagtig Selv-Klogskab, som Man lærer lidet eller intet af, og deels fordi jo mindre poetisk en Mythe var, des mindre Indflydelse havde den paa Folke-Livet.

Det er i denne Henseende ogsaa mærkeligt, at i ingen af de gamle Sange finde vi mindste Spor af den Mythiske Ko, og at * 536 hele Philosophemet: om Verdens Udspring af Frost og Tø, kun lægges en Rim-Thurs (Vafthrudner) i Munden, hvoraf vi med Føie slutte, at det i Norden betragtedes som hvad det var: U-Gudelighedens og Van-Troens Selv-Klogskab.

Dermed vil jeg imidlertid ikke nægte, at Koen Ød-Humle kan have været et almindeligt Nordisk Sind-Billede paa Livets jordiske Udspring; thi Sagnet om Ko-Dyrkerne: Kong Øgvald i Norge, og Eisten Belja i Sverrig, samt Udtrykket »den Danske Ko« i Rim-Krøniken, synes virkelig at hentyde derpaa; men det er Koens Oprindelse af frossen Edder, jeg finder ligesaa unordisk som upoetisk, og overlader derfor til Andre at dvæle ved*).

Det eneste Mærkelige ved Koen finder jeg ellers netop deri, at det er en Ko; thi Man veed nok, at Oxen er det gamle Sind-Billed paa Livets Grund-Kraft, og Nordens Ko svarer da til Øster-Ledens Oxe, netop som Følelsen til Phantasien, hvad altid er mærkværdigt som et sandt Udtryk af Natur-Forholdet mellem de natur-poetiske og de historisk-poetiske Folke-Færd.

Man har giættet paa Sammenhæng mellem Ød-Humle og den Sællandske Humle, med hvem Old-Sagnene hos Saxo begynde, og det er saa meget rimeligere, som Jornandes ogsaa nævner en Humle mellem Gothernes gamle Helte, men da der ingen af Stederne følge Sagn med, er Giætningen indtil videre ørkesløs.

Jetter og Rim-Thusser.

Selv i Mythologien er disse lis-Tappe ei gode at faae Bugt med, især fordi de i Mythe-Bøgerne omtales kun leilighedsvs, saa det er hardtad umueligt hos dem at adskille det egentlig Poetiske fra det Historiske, og Man kan ei engang sige, at Rim-Thusser har været Navnet paa de usynlige Gude-Fiender, og Jetter paa de Synlige.

Herved er da ikke andet at giøre, end at følge de Gamles * 537 Exempel: ogsaa kun at omtale den Slægt leilighedsviis, undtagen forsaavidt Spørgsmaalet er om deres Oprindelse, og herom siger da Vola selv:

Ymer var til
I Tidens Fødsel,
Uden Sand eller Sø,
Eller svale Bølger;
Da var ei Himmel,
Ei heller Jord,
Ei Græs eller Straa,
Men Ginnung-Gab!

Hverken om Ymer eller om Nogen af Asernes Fiender bruger Vola Navnet Rim-Thurs, men ved at sige: tre Thusse-Møer fra Jotunheim, synes hun dog at stemple Navnet til eenstydigt med Jette, og Hrymer, som giør fælles Sag med Surter i Ragna-Roke, synes at hentyde paa det Samme*).

Ymer erklæres ogsaa i Hyndlas Sang for alle Jetters Stam-Fader**), og i Grimners-Maal siger Odin:

Af Ymers Kiød
Blev Jorden skabt,
Hav af Blod,
Og Bjerg af Been,
Sky af Skal,
Og Skov af Haar;
Men af hans Bryn
De blide Guder
Midgaard skabde,
Til Menneskens Børn;
Og af hans Hjerne
Blev med Steen-Hjerte
Jetternes Slægt***).

* * * 538

Endelig kalder ogsaa Odin, i Vafthrudners-Maal, Jetterne Ymers Afkom, da han spørger, hvem der var ældst: de eller Aserne, men i Svaret faae vi ganske andre Navne, Ør-Gelmer nemlig, Thrud-Gelmer og Ber-Gelmer, og her er det Rim-Thussen fortæller os:

Af Elivaagen
Kom Edder-Draaber,
Deraf blev Jetten,
Og Liv fik Rimen
Af Gnister vilde,
Fra Sønder-Leden!

Af Hrirnthurs-Hænder
Sprang Dreng og Pige,
Og under Fødder
Han sig optraadte
Sexhovdet Søn.

Saa melder Vafthrudner*), som selv vil kunne mindes Ber-Gelmer, mange Aar før Jorden skabdes, og det var Synd at sige, han giver sin Slægt for ædel en Byrd, skiøndt han giør den gammel nok; thi selv-raadig Edder og Forgift, der gestalter sig til en Iis-Jette, og føder uhyre lis-Tappe paa egen Haand, er, naar Man skal have Deel i Livet, unægtelig det Mindste, Man kan være.

Mod denne Oprindelse til Thusse-Livet kan der i Øvrigt fra Poesiens Side saameget mindre være Noget at indvende, som Elivaagen rimeligviis betyder Nid-Vaagen**), der er et meget passende Udspring for al den Hovmod, Trods og hjerteløse Haardhed, der til alle Tider udmærker Thusserne eller de aandløse Kraft-Naturer, saa det Sære laae kun deri, om Man virkelig i Norden gav Aserne, og dermed alt Aande-Livet paa Jorden, samme stygge Udspring, og det er hvad jeg ikke saa lige kan troe paa Gylfe-Legens ubekiendte Hjemmel.

Her læse vi nemlig, at før Jordens Skabelse var der to Verdner: Niflheim den Ene, og Muspelheim den Anden, hvor * * 539 Surtur regierede, og fra denne Verden mødtes i Ginnung-Gab, eller det tomme Rum*), Gnister og Ild-Flager med de frosne Edder-Strømme, saa Isen begyndte at tøe og dryppe, og frembragde først Jetten Ymer, hvem Rim-Thusserne selv kalde Ør-Gelmer, og siden Koen Ød-Humle, af hvis Yver der udsprang tre Mælke-Bække, som gav Ymer hans Næring. Ød-Humle selv nærede sig med at slikke de salte lis-Kager, og af dem udsprang den første Aften Haaret af en Mand, næste Dag Hovedet, og tredie Dag hele Karlen, som hedd Bure, var baade smuk og stor og stærk, og fik sig en Søn, der hedd Børre. Børre giftede sig med Bølthorn Jettes Datter Besle, og havde tre Sønner: Odin, Vile og Ve, som slog Ymer ihjel, og bygde af Stumperne, omtrent som vi hørde før. I Ymers Blod druknede alle Thusserne, saa nær som Ber-Gelmer, der undkom paa et Skib med sine Huus-Folk, blev Thussernes anden Stam-Fader, og fik af Børres Sønner sin Bolig anviist ved Strand-Kanten, medens de indenfor bygde sig en Borg af Ymers Bryn, som kaldes Midgaard**).

Overladende Læseren til sine egne Betragtninger herover, vil jeg blot anmærke, at de Folke-Sagn der gaae længere tilbage end Gudernes Fødsel, udtrykke aldrig Folkets Livs-Anskuelse, men enten barnagtige Grublerier eller dunkle Erindringer fra Menneske-Slægtens Barndom, og, skiøndt her er Noget af begge Dele, er her dog vel Mest af det Sidste, thi vi, som have Genesis, kan ikke andet end see dunkle, forvirrede Spor af Synd-Floden, Noa med hans tre Sønner, og Babels-Taarnet. Saaledes røber sig ogsaa her vore Fædres grund-historiske Retning, og denne maa være os saa dyrebar, at vi ei engang kan beklage os over Forvirringen, den har indbragt i Sagnene om Jetter og Rim-Thusser, men stadig maae vi have den for Øie, naar vi studere Nordens Old-Tid, da vi ellers baade vil oversee Grund-Ideen i Gude-Striden, og de oldhistoriske Vink. De sidste ere vist nok ei lette at løbe med, men naar vi først blive opmærksomme paa, at Fædrene tilskrev Jetter eller Rim-Thusser i Tidens Løb Alt hvad de ikke ansaae for oprindelig Nordisk, da kan smaa Opdagelser og maaskee blot Tanke-Samling udbrede langt mere Lys over vor Old-Tid, end Mange drømde om.

Til disse historiske Vink regner jeg fornemmelig det Sagn, at * * 540 Alfader var hos Rim-Thusserne før Han skabde Verden, og at Nornerne kom fra Jotunheim, og jeg formoder, det vil sige, at det var Phønicerne Man fik deres egenlige Dyrkelse fra. I alt Fald er det vist, at vi, under Forklaringen af Nordens Old-Tid, aldrig maae glemme, at det kun er en Old-Tid for os, og ei for Menneske-Slægten, saa den har ingenlunde gestaltet sig uden fremmed Indflydelse, og at den upaatvivlelige Forbindelse med et Folk som Phønicerne nødvendig maa have virket stærkt paa saa levende Gemytter og opvakte Hoveder, som Nordens Kæmper og Sangere var. Kun maa Man huske, at levende Folk kun lade sig virke levende paa, saa det er kun til historisk Oplysning vi pege paa Laanet fra de Fremmede, og ingenlunde for hos de Fremmede at finde Nøglen til Mythernes Forklaring, som ene kan findes i Nordens eiendommelige Aand, der brugde hvad den erhvervede ligesaa frit som hvad den oprindelig besad.

Dog, for ei over en Bisag, som de dunkle Spor af Mythe-Vandringerne unægtelig er, at glemme Hoved-Sagen, som er Nordens eiendommelige Anskuelse af Kæmpe-Livet og dets Øiemed, vil vi indprænte os Odins Svar til Vafthrudner, paa Spørgsmaalet om Flodens Navn, der giør Skiel mellem Guder og Jetter:

Ifing den kaldes,
Aaen, som skiller
Guders og Jetters
Grund fra hinanden,
Aabent er Vandet,
Det aldrig tillægges
I Tidens Løb!*)

Ifing betyder nemlig »Splid« og vi, Saamange som randt af Asa-Rod, veed, at det er sandt: der gaaer en stridig Strøm i den Flod, som, selv naar den er tilfrossen, har ikkun Skradlis, thi den store Trætte, mellem Guddoms-Gnisten i os og det dyriske, selvraadige Element, kan aldrig bilægges, og ligesaalidt den skarpe Modsætning mellem aandelige og dyriske Kraft-Naturer ophøre, uden ved et fuldstændigt Nederlag paa en af Siderne, der saa nødvendig engang maa ramme Thusserne, som Jordens Klipper og Bjerge, om de kunde rive sig løs og faae i Sinde at overflyve Stjernerne, vilde komme til at bøde for deres *541 Dum-Dristighed ved at synke i den bundløse Afgrund. Mod-Sætningen mellem Guder og Jetter finde vi derfor ligesaavel hos Hinduer, Perser og Græker, som hos Gother, men hvad jeg ønskede ret at indprænte mine Læsere, er, at den i Norden har et eiendommeligt Præg, som udsprang af Fædrenes historiske Natur, og giør deres Mythe til et anderledes rigt, livligt og klart Sind-Billede paa den Universal-Historiske Kamp, end hine Folks, med hvis Kamp-Myther vi derfor vel skal sammenligne men maae paa ingenMaadesammenbland e Vores! At Man imidlertid i vore overfladelige Dage har gjort det, er intet Under, thi paa Over-Fladen ligne alle Kamp-Myther, saavelsom alle Mennesker, hinanden, og har nu Kampen, som hos Perser og Hinduer, ligesaavel en evig Triumph til Maal, som den Nordiske, da finder den Kortsynede ei mindste Forskiel; men der er desuagtet den samme naturlige og giennemgribende Forskiel, som mellem en Persisk Mager, eller en Indisk Bramin, og en Nordisk Kæmpe-Skjald, saa, medens Hine enten ved Spægelse og Grublerier, eller ved Hexe-Konster, vil bringe det gode Princip til at seire, styrter denne sig med funklende Øine og glødende Kinder dristig ind i Striden, som den virkelig føres paa Jorden, og begeistres derved under levende Deeltagelse til at skildre den i sin guddommelige Skikkelse. Kort sagt: de Østerlandske Hedninger stirrede sig blinde paa Natur-Skyggen af den store Kamp, og jo alvorligere de da stræbde at afbilde denne Skygge i deres Liv, des tommere og dødere blev deres Forestillinger om Kampen, og des udueligere blev de til virkelig at tage Deel i den, men de Nordiske Hedninger havde aabent Øie for Kampen i Folke-Livet og Verdens Løb, derfor blev deres Forestillinger levende, deres Deeltagelse virkelig og frugtbar, og deres Kamp-Myther uforbederlige Sind-Billeder, hvori de store Verdens-Begivenheder speile sig, og som det derfor til alle Tider, mens Kampen varer, vil være baade lysteligt og gavnligt at have for Øie. Har vi derfor kun engang bemægtiget os Anskuelsen af Striden mellem Aser og Jetter, da see vi giennem hele Menneske-Historien Aserne daglig forsamles under det store Stam-Træ, og følge med Fornøielse Thor paa alle hans Udvandringer; thi hvad hverken Asernes Raad eller Thors Hammer mægtede at udrette, det stilede de dog virkelig paa, og afbilde derfor i Sandhed.

Vil Man nu heraf slutte, at Mythen om Jetter og Rim-Thusser har i det Hele hos Nordens Kæmpe-Folk laant sin Skikkelse 542 fuldtsaameget af udvortes Begivenheder, som af indvortes Erfaring, da er det netop ogsaa min Mening, ikke blot om Een men om alle Nordens Myther, thi det er den naturlige Gang hos et Folk, for hvem de udvortes Begivenheder alle Dage har været Speilet, hvori de beskuede Menneskets Indvortes, og hele Aandens Verden.

Heraf reiser sig vist ogsaa den Beliggenhed, mod Norden og Østen, som gives Jotunheim, thi det er klart, at Man kaldte Klippe-Karlene nordenfor Throndhjems-Fjorden Jetter, og sagtens har Man kaldt Barbarerne østenfor Ilfing (Elbing) ligesaa, indtil Hunne-Navnet der tog Overhaand*). At Surters Land »Muspelheim« sættes mod Sønden, kan vel oprindelig have sin Grund i Forestillingen om de varme Lande, og selv hans Stilling paa Grændsen med det blinkende Sværd kan være udsprunget af et forvirret Sagn om Paradiset, men Romer-Riget med sin Grændse-Vagt har dog vist tidlig blandet sig deri.

Hvad endelig Jette-Runerne og Jette-Sproget angaaer, da kan det vel være et Spørgs-Maal, om derved hentydes paa et bestemt Folk, men at derved er tænkt paa Folk, seer Man dog klart af Alsvins-Maal, hvor det hedder, at Jetterne kalde Jorden Grønsvær, Himlen Oplandet, Maanen Strygeren, Solen Immer-Glands, Skyen Vand-Mærke, Vinden Skrig-Hals, Stille Over-Luun, Havet Aal-Gaarden, Ild Bulbideren, Træ Brændsel, Nat Sorgenfri, Korn Æde, og Øllet godt Skyllevand**). Lærer Man for Resten ikke Andet heraf, saa seer Man dog, at det Billed-Sprog, vore Fædre tillagde Jetterne, var ret tilpas. Om Runerne, som i det Hele endnu er en Nordisk Hemmelighed, har vi derimod ikke saa god Beskeed, thi der siges blot, at Jetterne var stærke i det Kapitel, og havde Alsvin (Viismanden) derfor at takke ***).

At Man havde Navn paa en heel Slump Jetter, sees af Skalda †), og skiøndt Ramsen er baade for lang og tør til her at gientages, skal Man dog ingenlunde foragte den; thi naar Man her finder * * * * 543 Saxos Vagnhoft og Hafle og Harthgrep, Ofote og Hrosthjof igien, da er det et vigtigt Vidnesbyrd, og Navnene vil paa flere Maader kunne give mange Oplysninger.

Til Slutning bør det anmærkes, at Jette (eotun) og Thurs (þyrs) bruges i Bjovulfs Drape iflæng om Grændel, og at vi endnu har en Levning af det Sidste i Ordene »Tosse« og »Busse-Tosse« som Man pleiede at kyse Børn med.

Vætter, Alfer og Dværge.

Vætte, (wiht) betyder paa Angel-Sachsisk ethvert Væsen r Almindelighed, og betegner i de Mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle meende, fandtes i Alt, i det for vore Øine Livløse saavelsom i det Levende; og naar vi læse i Vegtams-Kvide, at Aserne bad alle Vætter skaane Balder, da siges i Gylfe-Legen, at det var baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sot, Dyr og Fugle, Edder og Orme*). Heraf følger naturligviis, at Vætte havde en ligesaa udstrakt og svævende Betydning, som Væsen nu, og maa forstaaes af Sammenhængen, naar det ei nærmere bestemmes af et Tillægs-Ord, som i »Land-Vætter« hvorved Man tænkde sig et Riges eller Landskabs særegne til Landet bundne Skyts-Aander.

Spørgsmaalet om Alfer og Dværge er derimod et af de mest indviklede i Nordens Mythologi, som jeg ingenlunde tør love Læseren at besvare tilfredsstillende, men kun at oplyse lidt bedre, end det er hidtil skedt. Dunkelheden reiser sig nemlig ikke blot af vor Uvidenhed om, hvormeget Historisk der ligger til Grund for Mythen eller er indblandet i den, men især af at Alferne ikke kiendelig nok gribe ind i Livet, og at Navnene i vore Mythe-Bøger stundum bruges om hinanden.

Dersom det lange Dværge-Register i Vøluspa var ægte, da maatte vi slutte, at »Dværge« oprindelig havde været Fælles-Navnet for alle de Væsner, som ei var Guder, Jetter eller Mennesker, og havde altsaa nogenlunde svaret til Navnet »Engle« i vor Anskuelse, men da hint Register vilde passe * 544 bedre i Skalda, end hvor vi finde det*), da Alf (Ælf) aabenbar hos Angel-Sachserne har været det almindelige Navn, og da vi endelig selv har beholdt »Dværg« som et Historisk og »Ælve-Folk« som et Poetisk Navn, saa maae vi vel slutte omvendt, at Alfer var det gamle Nordens Engle, og Dværgene kun et Mellem-Slags af dem: hverken Lys-Alfer eller Mørk-Alfer, men saa at sige Skumrings-Alfer. For Resten er det meget rimeligt, at de Gamle har forestillet sig alle Alferne smaa, ligesom vi helst give Englene Barne-Skikkelse, og da »Dværg« er det Nordiske Udtryk for Alt hvad der i voxen Alder seer ud som Børn, kan det naturlig ogsaa have givet Anledning til stundum at kalde de egenlige Alfer Dværge. Dette synes i det Mindste at være Tilfældet i fornævnte Dværge-Register, hvor der aabenbar adskilles to Slags, hvoraf det Ene har Modsygner og Durin, men det Andet Lovar og Dvalin til Høvdinger, thi at de Sidste skal være Ly s-Alfer, formoder jeg, siden de kaldes Straale-Slægten**), og der andensteds siges, at Dvalin var Alfernes Rune-Mester***). Vel synes det ikke at ville rime sig hermed, at somme Norner, forskiellige fra dem af Alfe-Byrd, kaldes Dvalins Døttre, og at Solen kaldes Dvalins Leeg †), men deels maa man huske, at vi sjelden i de nye Bøger, end sige i de Gamle, kan faae alle Navne til at stemme, og deels sige Islænderne selv at »dvalins leika« godt kan betyde Dvalins Lege-Syster, som rimer sig godt med Alfe-Drotten, og stadfæstes af Solens bekiendte Tilnavn: Alf-Glandsen ††).

Dog, det være nu i de Gamles Hjerne, i Folke-Munden, eller kun paa Papiret at Alfer og Dværge forblandedes, saa viser dog Forskielligheden af deres Norner, Sprog og Runer, at Man * * * * * 545 oprindelig har skildt dem ad, og den dybere Grund til samme For-Vexling ligger aabenbar deri, at de er Tusind-Konstnere tilhobe, og Menneskerne immer fristede til at forvexle den himmelske Konst snart med den Naturlige og snart med den Sorte.

Hvad nu først Lys-Alferne angaaer, da hedder det i Gylfe-Legen, at de have en herlig Bopæl i Alfheim ved Urdas Kilde, ogenGlands som fordunkler Solens, samt at det ogsaa er Lys-Alfer som nu boe i Gimle, oppe i den tredie Himmel, hvis Navn er Idel-Blaa (Viðbláinn)*). Disse Alfer er det naturligviis, vi træffe i Asernes Selskab, som et Slags fremmede Ministre fra en høiere Magt, thi disse Indbyggere af Gimle, der ei skades af Surtur-Branden, er aabenbar, tilligemed Nornerne, som vi før saae regnedes til dem, Alfaders Repræsentanter i Tidens Løb, og vi slutte med Føie, at Urdas Kilde og Alfheim ligesaavel som Gimle laae i den tredie Himmel. Da imidlertid Alfernes sideordnede Forhold til Aserne ei er blevet synderlig ændset, maa det vel erindres, at alt i Vøluspa hedder det, ved Ragne-Rokes Gny:

Hvor gaaer det Aser,
Og hvor gaaer det Alfer?

Samme Spørgsmaal giør Thrym Thusse-Drot til Loke, selv Odin nævner Aser og Alfer i eet Aande-Dræt, og vi møde dem næsten i alle de Mythiske Sange ved Siden ad hinanden **), hvorfor vi da ogsaa finde, at endnu i Hellig-Olavs Tid offrede Man i Sverrig til Alferne***). Vi kan derfor ikke tvivle om, det jo var dem, og ei Aserne, der forærede Frey Alfheim i Tand-Gift, og at de er Ivalds-Sønnerne, som i Arilds-Tid bygde Skibbladner og forærede dette mageløse Skib til den straalende Frey †). Paa det Sidste har vi ogsaa en mærkelig Stadfæstelse i Ravne-Galderet, hvor Idunna, som falder ned fra Ygdrasils-Skyerne, baade siges at være af Alfe-Byrd og * * * * 546 at være af Ivalds Døttre*), saa det kan ikke forvilde os, at Ivalds Sønner i Gylfe-Legen giøres til Dværge, og i Skalda baade til Dværge og Mørk-Alfer**), thi vi veed godt at Mythologier og Æsthetiker kun er daarlig Poetisk Hjemmel, og kan, naar de har baade Digtenes Aand og Bogstav imod sig, slet ikke komme i Betragtning.

Islænderne sige, at Navnet Alf og Ælf godt, ligesom Eilif, kan betyde »den Evige« og det passer meget godt, da Surtur-Branden, som sagt, ei kunde skade deres Boelig, og det behøver neppe at anmærkes, at vores Ælve-Folk og Ælve-Konge er i det Mindste de Straalendes Navnere, men vel maa det bemærkes, at Alferne (the Elfs) have holdt sig bedst i Engeland, hvor Ælve-Kongen endnu i Drydens Dage dandsede med Fee-Dronningen (the Fairy Queen) som Spensers Læsere nok veed var en Urda.

Om Alfernes Runer har vi sagt, hvad vi vidste, men om deres Sprog er at mærke, at de kaldte Jorden Mark, Himlen Høielofts-Salen, Maanen Tids-Regneren, Solen Straale-Hjulet, Skyen Veir-Støtte, Vinden Giennem-Suser, Stille Dag-Milding, Havet Vand-Springet, Træ Maigrøn, og Nat Sove-Gammen***). Læseren vil udentvivl med mig kiende en ikke ubetydelig Forskiel mellem Jetters og Alfers Maade at udtrykke sig paa, og det en Forskiel, der hentyder paa at Alferne beboe de høiere Egne. Vel maa det ikke glemmes, at der ogsaa var et Alfheim paa Jorden, mellem Glommen og Gøt-Elven, som nævnes tit i de Islandske Romaner, og stundum med en Lovtale over Indbyggernes Deilighed †) men hvor Elve-Grimmerne træde op i Historien, hører Man Intet til Deiligheden ††), og at de har deres Navn af Elvene, de boede imellem, er aabenbart, saa det foranlediger kun den Bemærkning, at det Nordiske Flod-Navn (Elf) ventelig er det samme som álf (ælf) og betyder det immer levende (rindende) Vand.

* * * * * 547

Vi komme nu til Mørk-Alferne eller Svart-Alferne, som vi dog kun har lidt med at giøre, og det er vor Lykke, thi om dem hedder det i Gylfe-Legen, at de boe nede i Jorden, sortere end Kul, og er, ei blot i Skind men fremforalt i Sind, som Nat mod Dag i Sammenligning med Lys-Alferne*). Af de Mythiske Sange er nemlig, saavidt jeg veed, Ravne-Galderet den Eneste, hvori Mørk-Alferne nævnes, og det kun paa Slump med Thusse-Pakket, der gik til Sengs under Ygdrasils Hel-Rod**). Svart-Alfheim og dets Indbyggere nævnes derimod i Gylfe-Legen og Skalda, naar Aserne er forlegne for Baand til Fenris-Ulven, Haar til Sif, og saa videre; men paa de fleste Steder er det aabenbar en Forvexling af Mørk-Alfer med Dværge, eller selv med Lys-Alfer***). Derimod bør det ene henføres til Mørk-Alferne, og ei, som Man har for Skik, til Dværgene, at de skye Lyset, og forstenes af Sol-Straaler, thi naar dette ikke om Mørk-Alferne var i sin naturlige Orden, vilde det være et aldeles uhjemlet Sagn. Naar Man nemlig eftersporer dets Mythiske Oprindelse, da studser man ordenlig ved, at det eneste Glimt deraf i de Mythiske Sange er den ubestemte Yttring om Alsvin, at han er narret, fordi han over Jorden har oppebiet Solens Opgang, hvori der slet ikke behøver at ligge meer, end at han maatte drive af med uforrettet Sag†). Ikke engang i Skalda har jeg kunnet opdage mindste Spor af Dværgenes Dag-Sky, som ogsaa vilde være meget ubetimelig, da det dog vel var om Dagen at f. Ex. Dværgen Brok gik i Rette med Loke for Asernes Dom-Stol og syede hans Mund sammen ††), saa Thjodolf fra Hvine er nok, om ikke den eneste, saa dog den første Skjald, der taler om dag-skye Dværge, og bruger ovenikiøbet Ordet ei om Dværge i Almindelighed, men kun om ham der lokkede Svegder ind i sit Steen-Huus †††). Selv i ingen af Romanerne, fra Hervors til Thorsten Vikingsøns Saga, har jeg stødt paa noget Spor af Dværgenes Dag-Sky, men paa mange af deres Færdsel ved høilys Dag, saa Beskyldningen bør død og magtesløs at være, og ei komme Bjerg-Puslingerne til nogen Skade paa gode Navn og Rygte.

* * * * * * 548

Man finder det maaskee lidt barnagtigt saa ivrig at antage sig Dværgenes Efter-Mæle, men det er i alt Fald naturligt, da Sællands-Farene altid har baaret en Slags Godhed for de smaa Bjerg-Folk, der i Øvrigt, som alle Muld-Varper, gierne for saavidt kan have skyet Solen, at den skar dem i Øinene, og desuden er det ligefrem, at naar ikke de Mythiske Sagn men kun Mythologernes løse Beretninger stride mod Anskuelsen, da skal disse uden Skaansel kuldkastes.

Dog, det gaaer i Mythologien, som i Livet, at neppe er Man vel ude af den ene Forlegenhed, før den anden møder, thi Dværgenes Fødsels-Historie og Slægt-Register, som vi nu komme til, har ogsaa sine store Vanskeligheder, som vi imidlertid skal stræbe at faae en tydelig Oversigt af, ved at begynde med Gylfe-Legen, der giver, om ikke den paalideligste, saa dog den klareste Beskeed.

Da Asernes gamle Kronos-Dage var forbi, ved de hemmelighedsfulde Møers Ankomst fra Jotunheim, satte de sig, hedder det, høitidelig til Sæde, og raadslog om, hvad der skulde giøres ved Dværgene, der var kommet til Live i Jorden baade oppe og nede, som Madiker i Kiød. Dværgene havde nemlig faaet Liv og Skabning som Madiker i Ymers Kiød, men efter Gudernes Kiendelse fik de nu Menneskelig Skikkelse og Bevidsthed, skiøndt de har deres Boelig i Jorden og Stenene.

Nu opregnes først de, der, med Modsygner og Durin i Spidsen, skal have deres Boelig i Jorden, derpaa følger en anden Række, som siges at være Steen-Byggere, og endelig en Tredie, af dem, der kom fra Svarins-Høi til Ørvang paa Jorevold, og fra dem ere »Lovarr« komne*).

Her seer Læseren strax, er endeel at spørge om, og det er klart, at Forfatteren har havt Vøluspa for sig, men ikke vores Text, og har havt andre Kilder som vi fattes. I vores Vise staaer der nemlig, at Guderne raadslog om, hvem der skulde skabe Dværge-Flokken af Brimers Kiød (eller Blod) og Blaanes Been, samt at det var Ørvangs-Flokken, med Lovar i Spidsen, som flyttede fra Sal-Steen (eller Svarins Høi) til Jorevold (eller Jørvold)**).

Skiøndt det nu er vanskeligt at jævne Trætter om ubekiendte Ting, maa Visen dog giælde, og er Lovars-Flokken, som ieg giætter, Lys-Alferne, da maa Jørvold søges i Alfheim, * * 549 hvor Brimer-Salen staaer i Luun for Sindre-Ætten, baade før og efter Ragna-Roke*).

Herved maae vi, indtil videre, lade det beroe, og heller see til at udfinde, hvilke af de Mythiske Konst-Værker med Føie kan skrives paa de egenlige Dværges Regning, thi som Man er til, saa giør Man til. Ogsaa denne Materie er imidlertid af de indviklede, fordi Man naturligviis først har tillagt Aserne hvad Man syndes de til Nytte og Fornøielse maatte have, og først siden spurgt hvor de fik det fra, hvorved det da lettelig hændte sig, at den der fortalde, hvem der havde gjort Mjølner og Drypner, tog mærkelig feil, ligesom ogsaa, at Man efterhaanden tillagde Aserne Ting, de ikke behøvede, uden forsaavidt gamle Folk kan behøve Briller og Støtte-Stave og mangfoldige Ting, som de i Ungdommen lee ad.

Naar vi derfor læse Vøluspa, da see vi, at Aserne i deres unge Dage var selv Tusind-Konstnere, bygde sig Borge og smeddede sig, med Bunker af Guld, Alt hvad deres Hug stod til, og, skiøndt dette sagtens har sin oldhistoriske Grund i et dunkelt Sagn om Paradis, og om Guds Sønner, før de kastede Øie paa Jetternes Døttre, saa har det dog ogsaa sin naturhistoriske Grund i de Kronos-Dage, der begynde ethvert aandelig begunstiget Folks, som hvert lykkeligt Barns Levnets-Løb, og i hele Volas Anskuelse af Gude-Livet finde vi intet Spor af nogen udvortes Ting, hvori Alfernes Kraft, Rigdom og Skiønhed skulde søges. Selv Brugen af en fremmed Konstner til at bygge Borgen Asgaard paa Ida-Sletten vilde vi af Vøluspa, som den nu er, aldrig fattet Mistanke om, og skiøndt vi ei kan nægte, der muelig sigtes til noget Sligt i de dunkle Linier, som Gylfe-Legens Forfatter i saa Henseende peger paa, er det dog endnu et stort Spørgsmaal, om han har forstaaet dem ret**). Kun Heimdals Gjallar-Horn nævnes, som brugeligt baade til at drikke af og at blæse paa, og det kan være konstigt nok, men hører ikke hid.

I Vafthrudners-Maal er det først, vi finde Mjølner i Thors Haand, men kun som Noget der hørde til Haanden, og * * 550 skulde derfor tilhøre hans Sønner: Mod og Magne, endnu efter Ragna-Roke*).

I Grimners-Maal kommer Skibbladner for en Dag, og det som en Foræring af Ivalds Sønner til Vanen Frey, og dermed maae vi vel sige, fødes Konst-Ideen i vore Myther**).

I Thryms-Kviden støde vi paa to nye Konst-Værker, som er i Vana-Disen Freyas Værge, en Fjeder-Hamm nemlig, og det berømte Guld-Smykke Brysing eller, som det kaldes i Bjovulfs Drape, Brosing-Men, dog uden at der tales om, hvorfra hun havde faaet disse Klenodier***).

I Skirners Reise finde vi Odins-Ringen, som havde ligget paa Balders-Baalet, og hvorfra hver niende Nat dryppede otte Ringe ligesaa tunge, saa vi kan ikke miskiende den berømte Drypner, naar vi ellers kiende den, men hverken gives den dog Navn, ei heller ymtes der det mindste om, at den er fremmed Arbeide †).

Omtrent det Samme er Tilfældet med Odins-Spydet Gungner, som Brynhild nævner i Forbigaaende for Runernes Skyld paa Odden ††).

Derimod siger Freya, udtrykkelig, i Hyndlas Sang, at det er de behændige Dværge Dain og Nabbe, der har gjort hende Galten Gylden-Børste eller Hilde-Svin, som altsaa er det eneste Konst-Værk der i de Mythiske Sange tillægges jordiske Dværge, hvorved dog er vel at mærke, at Talen er om en Tryne-Hjelm af røden Guld, og ei om den levende Griis, der grynter i Skalda †††).

Heraf slutter jeg, udentvivl med Føie, at Odin og Thor er født med Gungner og Mjølner i Haanden, eller har dog smeddet dem selv paa Ida-Sletten, saavelsom Drypner Odins Finger-Guld, men at det er Lys-Alferne, Ivalds Sønner, Frey og Freya har at takke ligesaavel for Guld-Smykket og Fjeder-Hammen, som for Vidunder-Skibet, thi det er Poetiske Værker af den Himmelske Konst, der ikke afpræger sig i Træ og Malm, men udtrykker sig i det levende Ord, som altid har Vinger, og forherliger Alt hvad det gladelig * * * * * * 551 omslynger. At Freya derimod., naar hun vil skiænke Otter, sin jordiske Yndling, en trofast og deilig blinkende Guld-Hjelm, henvender sig til Bjerg-Folkene, hvis Konst er indskrænket til Kredsen af den sandselige Indbildnings-Kraft, er ogsaa i sin Orden.

Alle disse Konst-Stykker nævnes i Gylfe-Legen, undtagen Freyas Fjederhamm, og Otters Tryne-Hjelm*), og desuden adskillige Andre, hvoraf det Fornemste er Baandet Gleipner, som Fenris-Ulven stikker i, og som det er troeligt nok, at Skirner hentede hos Mørk-Alferne, siden det er gjort af ingen Verdsens Ting**).

De øvrige Stykker, som Gylfe-Legen er ene om, beløbe sig, saavidt jeg veed, til disse Tre: Thors Staal-Handsker og Styrke-Bælte, og Balder-Skibet Hring-Horne, hvis Mestre ikke nævnes***).

Endelig kommer Skalda med to splinterny Mester-Stykker, nemlig Sifs ikke Messing men Guld-Paryk, der groede fast til Hovedet, og Freys Galt Gylden-Børste, et unaturligt Svin, der vel var Smede-Arbeide, men kunde dog løbe om Kap med Sleipner. Hermed følger da en heel Fortælling om Asernes Klenodier, hvorefter Loke, som havde stjaalet sig til at rage Sif, maatte tye til Mørk-Alferne, Ivalds Sønner, om Guld-Parykken, og fik da af dem desforuden Gungner til Odin og Skibbladner til Frey. Siden, hedder det, slog Loke til Væds om sit Hoved med Dværgen Brok, at hans Broder Sindre ei kunde giøre Magen til disse M ester-Stykker, men tabde Vædde-Maalet, da Sindre havde gjort sit Bedste, og bestukket Dommerne, ved at forære Odin Drypner, Thor Mjølner, og Frey Gylden-Børste, som var smeddet af Svine-Skind †).

Hertil er intet videre at føie, end at Galten Gylden-Børste eller Dødbider (sliðrugtanni), alt i Gylfe-Legen er spændt for Freys Kerre, men kun som et andet Bæst, og at Svine-Skindet er et godt Bind til Fortællingen i Olav Tryggesøns Saga, om hvordan Freya fik Brysing-Men af Dværgene Alfrik, Dvalin, Berling og Grer††).

* * * * * 552

Her har Man da et fuldstændigt Inventarium over Konst og Rust-Kammeret i Asgaard, thi vel see vi af Skirners Reise, at Frey engang havde havt et konstigt Sværd, der selv fløi af Balgen, naar det lugtede Jette-Blod, men allerede ved Ægers-Gildet maa han drikke det i sig, at han, som Loke siger, har solgt det for Jette-Møen Gerda*), og hvor det siden blev af, skal jeg ikke kunne sige, med mindre det var hint mærkelige Jette-Sværd, som Bjovulf kom over i Jette-Stuen paa Havsens Bund, og dræbde Grændels Moder med, hvad ingenlunde er saa urimeligt, som det kan synes, da Gymer Jette, der sagtens fik Sværdet for sin Datter, er den samme som Æger, saa Grændels Moder kunde godt være hans Mage, den stygge Fru Ran, der havde sine Garn ude efter alle Svømmere. Skulde imidlertid denne dristige Formodning stadfæste sig, vilde det dog ikke stort nytte den vaabenløse Frey i Ragna-Roke, da hele Klingen smeltede i det gloende Hexe-Blod, som lis i Tø-Brudd, og Hæftet blev ene tilbage, men kunde det findes, vilde Man dog lære endeel deraf, thi derpaa var ristet med Runer, ei blot, hvem Sværdet fra først af var gjort til, men ogsaa hvordan det gik i den gamle Jette-Strid, og findes burde det jo paa vores Kost-Kammer, eller paa Runde-Taarn, siden Gothe-Helten Bjovulf forærede det til Dane-Kongen Hrodgar, og Man dog sagtens maa have passet godt paa saadan en Sjeldenhed**).

Dog, Læseren seer formodenlig ikke hvor jeg vil hen med al den Snak, saa jeg maa vel i det Mindste sige Saameget reent ud, at for vore Øine skal og maae de to Sværd smelte sammen, og at jeg griber den gode Leilighed til at minde Læseren om, hvad han kanskee under min Nyslen med Bogstaverne har glemt, at alle Mythiske Konst-Værker i Norden er historisk-poetisk at forstaae. At nu de Gamle ei heller har ladet Sligt ubemærket, see vi klarlig paa det Mester-Stykke der tilskrives Dværgene Fjalar og Gjalar, som af den sprænglærde Kvasers Blod og af Honning, der, som Man veed, langt ude, havde sin Oprindelse fra Urdas Kilde, blandede den berømte Suttungs-Miød, Man kun behøvede at nippe til for at blive enten Skjald eller Saga-Mand***).

Dette skal jeg siden nærmere stræbe at oplyse, naar Talen bliver om Sværdet Tirfing, som Dværgene Durin og Dvalin * * * 553 smeddede til Svafurlami*), og dette faaer være det sidste af Dværgenes Konst-Stykker, vi nævne her, da det vilde blive alt for vidtløftigt at opregne Alt hvad der i Saxos Old-Sagn, efter Ideen, maa henføres til dem.

Mesteren for alle de Mythe-Historiske Dværge, navnkundig over hele Norden, og saavidt som Angler og Gother færdedes, kan jeg dog ei ganske forbigaae med Taushed, skiøndt han siden maa betragtes for sig selv; thi da Vølund (Konstneren) baade kaldes en Finlap og Ælve-Kongen, der vil have Ord for selv at have gjort sin Fjeder-Hamm**), synes det virkelig, som Man i ham har stræbt at sammensmelte alle de Smaa, fra dem i Alfheim til dem i Niflheim.

Nævne maa jeg ogsaa i Forbigaaende Alberik (Alfrik) Dværg, som spiller Bas i Tydskernes Helte-Bog, thi, skiøndt han, indhyllet i Middel-Alderens Taage-Kappe, ei er nem enten at gribe eller beskrive, seer Man dog strax, han er af Slægten.

At Dværgene havde deres Norner, Runer og Sprog, for dem selv, er allerede bemærket, og kan ei undre os, da Konstnerne endnu har ikke blot et eget Sprog og Hande-Lag, men ogsaa paa en Maade en egen Religion, saa Dværge-Mythen lader sig ypperlig anvende paa hele Konst-Historien, al boglig Konst iberegnet. Vi veed altsaa en god Deel mere om Dværgenes Norner, Dvalins Døttre, om deres Runer, som Dain var Mesteren for, og om deres Sprog, end hvad der staaer i vore Mythe-Bøger***), men da dog kun det Sidste giælder i Mythologien, tjener til behagelig Efter-Retning, at Dværgene, efter Alsvins-Maal, kaldte Jorden Grønningen, Himlen Hvælvingen, Maanen Skin, Solen Dvalins Lege-Syster, Stille Kvalme, Hav Dybet, Ild Blusseren, og Natten Drømmersken eller Drømme-Disen†). Hvad endelig Dværge-Maal, for Echo eller Gien-Lyd, angaaer, da har jeg vel altid anseet det for et godt Mythisk Ord, og giør saa endnu, fra den Side, at al aandig Konst ligner en Gien-Klang af fjerne, forstummede Spaadoms-Toner; men da jeg dog ikke har kunnet finde det * * * * 554 igien, undtagen i Bjørn Haldorsens Lexikon, der aldrig siger sin Hjemmel, og er, endog prosaisk talt, selv kun en maadelig, faaer denne mythologiske Punkt, indtil videre, at staae ved sit Værd.

At Skialdskab i Skalda kaldes Dværge-Miøden, har vi seet Grunden til, men hvi den sammesteds kaldes Dværge-Skibet, og om Orm Steinthorsen havde sine egne Betænkninger ved just at kalde den Dvalins Drik, skal jeg ikke kunne sige, skiøndt jeg nok, paa eget Ansvar, turde giøre ligesaa*).

Aser og Vaner.

Jeg formoder det er med Læseren som med mig, at naar vi i Nordens Mythologi komme til Aser og Vaner, da er det først, vi ret føle os hjemme, saa Opholdet mellem Jetter og Dværge, og selv mellem Alfer, kommer os dog immer for som en Udenlands-Reise, Man maaskee ikke vilde undværet, men er dog glad ved at komme tilbage fra. Men heller ikke hjemme, veed Man, staaer Alt paa Pinde, for hvem der ikke sidder meget høit paa Straa, saa Læseren maa ikke vente, at det nu skal være baade sundt og smukt og soleklart, Alt hvad han møder, da tvertimod den Udskiftning, saavel mellem Asgaard og Vanehjem, som mellem Mand og Mand, vi strax maae skride til, vil, som alle Udskiftninger, være baade lidt indviklet, vrævlevurn og kiedsommelig. Da Udskiftningen i det grønne Gudhjem imidlertid ikke rejser sig af Nærighed eller af indbyrdes Kiv om Reen og ret Skiel, men blot af Lyst til, saavidt mueligt, at forbinde den friere Raadighed med Fælles-Skabets store Fordele, saa kunde Forretningen, naar Man var Mand for at bestride den sømmelig, baade have sine Behageligheder, og blive lærerig for Folkene i Norden, der, hvordan de end dreie og vende sig, altid vil være bedst tjent med at ligne deres Guder, eller de ædleste og mest ophøiede Forestillinger, der faldt dem naturlige.

Skiøndt nemlig Aser og Vaner ei blot er af forskiellig Byrd, men har ogsaa nappedes ganske artig i deres tidlige Ungdom, saa er den gamle Trætte dog for længe siden glemt, som Børne-Streger, og et evigt Forbund sluttet, som end ikke Loke formaaer at opløse, men kun ved fælles Tab at svække.

* 555

Det var derfor ingenlunde blot til Stads, at Nordens Guder kaldte sig med et Fælles-Navn »Kiæden og Forbundet«*), og det var netop Noget af det Første, der slog mig, at de stod som en Klippe-Kiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af Jord-Skiælv og truet af Surtur-Branden, og af de skyhøie Bølger, som taarne sig paa Midgards-Ormens Rygg**). Nu vilde jeg imidlertid heller bruge en anden Lignelse, hvori der var lidt mere Liv og Bevægelse, og sige, de ligne vort Nordiske Hav: Nord-Søen, Kattegat og Øster-Søen, i Storm og Stille, der bugter sig synderlig nok og skiær sig ind i mange Vige og Fjorde, men flyder dog sammen, enes venlig om at være Nordens Værn, og bærer Sleipner blidt og Skibbladner stolt paa deres dybe Vei til Roes og Magt. Jeg er nemlig saare langt fra at nægte eller miskiende den sære Forbindelse, der er mellem den indvortes og udvortes Verden, thi den er mig tværtimod vissere og virkeligere end den er de fleste Mennesker; men jeg føler det dybt under Menneskets Værdighed at ordne sig under det Umælende og Livløse, og den Aand der svæver over Nordens Old-Sagn, tiltaler mig alt for venlig, til at jeg nogensinde kan troe, at den Række af Sind-Billeder hvori min Anskuelse af Menneske-Livet finder sit naturligste Udtryk, skulde kunne være et Værk af den aandløse Verdens-Betragtning og Forgudelse, jeg bestemt, som Hedning, vilde væmmes ved og spotte med. Derimod veed jeg godt af Erfaring, at naar Man begeistres for det Underfulde i Menneske-Livet, Man da ofte seer, hvordan det Samme speiler sig i den aandløse Verden, og peger gierne paa denne Skygge, der giver Anskuelsen en Støtte-Punkt i det Synlige, og det behøver ingenlunde at være noget Blænd-Værk, thi Han som skabde det Indvortes, skabde jo ogsaa det Udvortes, og afbildede deri nødvendig det Aandelige, som sine Tanker, og Mennesket, som er Skaberens Speil paa Jorden, finder naturligviis igien sit Speil i den ham underordnede Skabning. Nu har ethvert Folke-Færd, efter deres Hjertes Drift og Nornens Dom, faaet de Bopæle, der ligne og tiltale dem mest, og for Digteren sammensmelter da altid Folke-Historien, i en vis Grad, med Natur-Historien, længe før der videnskabelig kan tænkes paa eller ymtes om, at de staae i en virkelig Forbindelse og Vexel-Virkning. Jeg kan derfor aldrig tvivle om, at baade den udvortes Natur i Almindelighed og den Nordiske i Særdeleshed har * * 556 paa mange Maader bidraget til at gestalte vore Myther; men uagtet jeg neppe med Pennen kan indprænte dem der behøvede det, den uhyre Forskiel mellem en saadan Indvirkning, og den Umuelighed, at det Døde og Aandløse skulde være Livs-Roden til det Aandfulde og Levende, maa jeg dog paa det Bestemteste erklære, at det end ikke kunde være Tilfældet i Østen, hvor dog Naturen ret egenlig var Digterens Syns-Kreds, end sige da i Norden, hvor de Historiske Begivenheder saa aabenbar var det. Her at ville forklare selv det mindste Gran af Gude-Livet, end sige da det Hele, af de fire Elementer, af Solens Opgang og Nedgang, og Aars-Tidernes Vexel, er da i mine Ørne et stort Mis-Greb, og naar jeg kalder Aser og Vaner Hav-Guder, da er det kun fordi Havet i mine Øine afbilder det snart stille snart bølgende og stormende Menneske-Liv, ligesom Soel og Maane og Stjerner speile sig i Vandet, skiøndt det kan gierne være, at de i Norden, der gjorde sig en haandgribelig Forestilling om Guderne, snarere tænkde sig dem i Dybet ind i Høiheden, snarere i Havet end i Himlen, hvor det synes som de kun daglig reed op at holde Raad under Ygdrasill, hvad jeg i Grunden forklarer saaledes, at hvor, som i Norden, Følelsen er det mest Aandelige, der boer Aanden egenlig i Hjertet, og aflægger kun Besøg i Hjernen, som er vor lille Verdens Himmel og Høielofts-Sal*).

For mig er derfor Aser og Vaner hverken meer eller mindre end de Nordiske Idealer for den aandelige Følelse i begge sine Skikkelser: kraftig og kiærlig, mandlig og kvindelig, med samt sine Hoved-Virkninger igiennem et ædelt Kæmpe-Liv, og at de oprindelig var det Samme for Nordens Hedninger, lader jeg mig ikke aftrætte, da ikke blot Vøluspa udpeger det, men hele Nordens Historie beviser, at saadanne Idealer virkelig har svævet for vore Fædre og gestaltet deres Liv. Andre har naturligviis, uden min Tilladelse, Lov til at ansee dem for slet ingen aandelig Ting, eller for hvad de vil, men jeg har ogsaa, uden deres Tilladelse, Lov til at ansee dem for herlige, staaende Sind-Billeder paa det høiere Menneske-Liv i Norden, og jeg har, som poetisk Historiker, baade Kald og Forpligtelse til, saavidt mueligt, at giøre min Anskuelse giældende.

Hvorledes nu de Gamle kom til disse Idealer, maae vi kalde et unyttigt Spørgs-Maal, da det er klart, at Mennesket aldrig var kommet til aandelige Forestillinger, hvis der ei havde været * 557 Aand i ham, men at naar saa var, vilde disse hos hvert Folke-Færd grene og udvikle sig efter deres Ejendommelighed. Ønske vi derimod at vide, under hvilke Omstændigheder Idealerne gestaltede sig netop saaledes, som vi finde dem i Mytherne, da er Ønsket saare naturligt, men det er ogsaa soleklart, at derpaa kan vi kun giætte, og giøre vel i ikke at anvende megen Tid og Efter-Tanke paa, hvad kun er af liden Vigtighed, og vil altid blive tvivlsomt. Kun Saameget kan vi forud vide, at Betragtningen af den øiensynlige Forskiel mellem Nordens Indbyggere, og de deraf udspringende Begivenheder, maae have havt kiendelig Indflydelse derpaa, da Folke-Daaden i den graa Old-Tid, ligesom Børnenes Idrætter alle Dage, er et tro Speil af deres Indvortes. Den Nordiske Historiker med opladte Øine kan derfor umuelig andet end gienkiende Gother og Daner i Aser og Vaner, skiøndt det vilde være et stort Mis-Greb derfor i Asa-Dramet at see en Udsmykkelse af disse Stammers Old-Historie, da Begivenheden her, ligesom Naturen andensteds, ingenlunde har været Digtningens Gienstand, men kun Digterens Speil. Jeg antager nemlig, at det er gaaet det gamle Nordens Digtere med deres prophetiske Anskuelse af Menneske-Livet og Banen, som det gaaer mig med min historiske Anskuelse af det Samme, saa Stammernes virkelige Tilstand og Begivenheder har givet deres Anskuelse Udtryk og Gestalt, ligesom de nærværende Individualiteter giøre mig den samme Tjeneste, uden at det paa fjerneste Maade er eller kan være min Hensigt at opfatte og fremstille dem. Dette er maaskee Ebraisk for de i Digte-Konstens Hemmeligheder aldeles Uindviede, men der vilde ogsaa allerede være meget vundet, naar Man lærde at indsee, hvor urimeligt det er, at de Uindviede ville forklare os, hvad de, selv naar det forklares dem, har ondt ved at forstaae. Et Exempel vil imidlertid kunne vise Læseren hvad jeg mener, thi sæt, hvad der er høist rimeligt, at Gother og Daner i Arilds-Tid, efter en lang og sørgelig Feide, sluttede oprigtig Fred og Forbund paa fælles ærefulde Vilkaar, og med et Mage-Skifte, skikket til at forevige Venskabet, da vilde det falde en Nordisk Digter aldeles naturligt, deri at see et tro Billede af Striden i de ædlere Følelsers Rige mellem Kraft og Kiærlighed, som altid ender sig med et Slags Ægteskab, fordi Parterne erkiende, at de er hinanden uundværlige, og vinde Begge ved indbyrdes Eftergivenhed; men derfor var det ingenlunde dette lille Optrin af Helte-Livet, men Livet selv, i detHele og detStore, han besang, saa hele Norden giennem Aarhundreder gienlød af Kvadet om 558 den store Trætte mellem Guderne, som endtes med at Njord og hans Børn fik Rang med Aserne, og at Freya selv paa Valen deelde halvt med Odin. Vilde Man derimod sige, at Feiden mellem Gother og Daner netop især havde reist sig af deres forskiellige Anskuelser, saa Aserne var oprindelig de Gothiske og Vanerne de Danske Idealer og Guddomme, som forsonedes med hinanden i en begeistret Sangers Ord, og dermed over hele Norden, da kunde Man i det Mindste beraabe sig paa den store Kiends-Gierning, at Gotherne altid maatte være fristede til eensidig at forgude Krigen, og de Danske Freden, skiøndt Erfaring daglig lærde dem, at hvem der vilde leve frit og see gode Dage, maa have Sind til begge Dele, om de end kun i Grunden har Mod paa den Ene.

Hvorvidt nu endelig Navnene, »As« og »Van« eller »Vaning«*), er af Poetisk eller Historisk, eller af blandet Herkomst, derom tvistes Man for tidlig, saalænge det er ubekiendt, hos hvilken Stamme Navnene først opkom, thi kun da lod det sig maaskee afgiøre, men nu maae vi nødes til at sige, det kan være hvad det skal. Gaae vi nemlig Sprog-Veien, da finde vi ei blot hos Jornandes, at »ansar« paa Gothisk betød »Halv-Guder«, men det høieste Herre-Kort hedder As og Æ s baade paa de Gothiske og de Romanske Sprog, hvortil endnu kommer »Aas« i Dansk og Islandsk; og »wan« vores »væn« betyder paa Angel-Sachsisk »hvid og lys«, hvad især bliver mærkeligt derved, at Heimdal, som kaldes en »Van«, ogsaa fører Navn af den »Hvide As«**). Vende vi os derimod til Folke-Historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-Borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav, men det er ogsaa høist rimeligt, at Aser var Navnet paa Gothernes Hoved-Stamme, og er vore Danske Øer oprindelig som Ordet gaaer, kaldt »Vide-Slet«, da kan det, som den hvide Slette, være det Samme som Vanehjem***).

Adspørge vi nu endelig Mythe-Bøgerne selv, da finde vi naturligviis al den Vaklen og Ubestemthed, der i en historiskpoetisk Mythologi er at vente, saa i de gamle Sange er Aser og Vaner poetiske Idealer med et svagt historisk Anstrøg, medens de i Edda, Skalda og Ynglinge-Saga er ligesom størknede til * * * 559 reen-historiske Figurer med et æventyrlig poetisk Anstrøg. Dette vil imidlertid slet ikke forvirre, men fornøie, og efterhaanden oplyse os, naar vi kun blive fortroelige med den Mythiske Orden, hvortil det allevegne hører, at saalænge Poesi og Historie har Folke-Munde tilfælles, pløier den Rige immer fra den Fattige, saa i den ældste Tid er Historien nær ved at gaae op i lutter Poesi, men i den sidste Tid er Poesien nær ved reent at tabe sig i en urimelig Historie, og hvad der især har forvirret os, er da at Critiken som skulde udskifte dem af Fællesskabet, har ladet sig bestikke af den i Forstands-Tiden rige Sagn-Historie, uden at spørge om, hvordan den var kommet til al den Rigdom og Velstand. Hos os, hvor Saga alt fra første Færd var, om ikke just Moder til Brage, saa dog, som Odins gode Veninde, hans Pleie-Moder, var det vist nok ogsaa langt tilgiveligere at tage alle Aser og Vaner for snilde og drabelige Kæmper, som opsvang sig til Halv-Guder, end at giøre dem til betydningsfulde Sind-Billeder af det Umælende, eller slaae alle Myther hen i Veir og Vind, men det var dog i Grunden ligesaa uhistorisk som upoetisk, naar Man seer hen til den Maade hvorpaa poetiske Myther kan opkomme, og til de uforanderlige Natur-Love, som Menneske-Udviklingen uvilkaarlig følger.

I Vøluspa, veed vi nu nok, fremtræde Aserne ei synderlig folke-lige, undtagen forsaavidt som Midgaards Skabere kaldes Børge-Sønnerne, og Opholdet paa Ida-Sletten (Vide-Slet?) falder lidt tvetydigt, især da de der synes at have havt en haard Dyst med Vanerne, som Vola kun ved denne Leilighed peger dunkelt paa i Forbigaaende*).

I Vafthrudners-Maal finde vi derimod Aser og Vaner venlig og vel forligte om Herredømmet, indtil Domme-Dag; thi der spørger Gavnraad (Odin), hvordan Niord kom i Asa-Lag til Guddoms-Ære, skiøndt det var ikke sunget for hans Vugge, og Vafthrudner svarer, at ham skabde de vise Guder i Vanehjem, og sendte ham til Aserne (goðum) som Gissel, hvorfra han først i Ragna-Roke kommer hjem igien til de vise Vaner**).

Om Vanernes Billed-Sprog siger Alsvins-Maal, at de kaldte Jorden Lande-Veien, Himlen Vind-Væven, Solen Straale-Glands, Skyerne Veir-Laget, Vinden Brum-Bassen, Stille * * 560 Vind-Fald, baade Ild og Vand Bølgen, Træet Vaand, Sæden Grøde, og Øl Lædske-Drikken*).

At de vise Vaner havde deres egne Runer, siges vel ikke i Rune-Kapitlet, men dog i Brynhilds-Kviden, og klinger rimeligt nok, men hører for Resten, som den hele Rune-Historie og Literatur, til de Nordiske Hemmeligheder, der vel ikke let lade sig fordunkle, men ogsaa vanskelig forklare**).

Af de mangfoldige Steder i Sangene hvor Asa-Navnet findes, vi vil her blot lægge Mærke til dem, hvor Kraft giøres til deres Kiende-Mærke***), og til hvad Alsvins-Maal beretter om deres Sprog. De kalde nemlig Jorden Dynd, Himlen Varmeren, Maanen Skiven, Solen Synligheden, Skyerne Fugtighed, Vinden Løsgiængeren, Stille Læ, Havet Taageholm, Ild Opløseren, Skoven Ager-Haaret, Natten Sløret, Sæden Knop og Øllet Øl†). At de ogsaa havde deres egne Runer, følger af sig selv, og det er noksom bekiendt, at Odin var Asers Rune-Mester ††), skiøndt han, efter Rune-Kapitlet at slutte, just ingen Mester var i den klare Fremstilling.

Gaae vi nu med den Beskeed til Edda og Skalda, da skal vi just ikke rose af den ny Oplysning, vi der kan finde, men dog faae baade Aser og Vaner naturligviis her et langt mere folkeligt Udseende, og historisk Anstrøg. Om Børres (Børs) Oprindelse, hvem Moder-Koen Ød-Humle paa en egen Maade slikkede føer, som Man siger om Kalve, er alt forhen talet, og her høre vi, at Børre-Sønnerne, hvorved Vola, skiøndt hun ei udtrykkelig siger det, sikkert mener Odin, Hæner og Lødur, skal hedde Odin, Vile og Ve, og have havt Bølthorn Jettes Daatter Besla til deres Moder, samt at de gav Jetterne Strand-Kanten til Beboelse, da de skabde Midgaard * * * * * 561 for dem selv af Ymers Bryn, og befæstede den mod Jette-Vold*).

Hvad der mere giættes end fortælles i Fortalen og Efterskriften til Gylfe-Legen om Asernes Sammenhæng med Trojanerne, har maaskee nok, da den Trojanske Krigs-Historie er selv en Kamp-Mythe, meer at betyde end Man hidtil drømde om, men kan dog her ikke komme i Betragtning.

Derimod er det mærkeligt, at hele Udkastet af Gylfe-Legen hentyder paa et Folk uden for Norden, de udvandrede Gother nemlig, der kaldte sig Asa-Folket, og sammenblandede deres Historie med Gudernes; thi Man vil stedse klarere indsee, at heri ligger Nøgelen til mange af vores Mythiske Hemmeligheder, og at især Sagnene om Odin og om Striden mellem Aser og Vaner, derved er blevet saa indviklede, som vi nu finde dem.

Af denne Strid saae vi allerede i Vafthrudners-Maal et tydeligt Spor, da Niord kaldtes Vanernes Gissel i Asgaard, og herom læse vi i Gylfe-Legen, at Niord var opfødt i Vane-Hjem, men udvexledes som Gissel med Hæner, som blev Asernes Gissel hos Vanerne, til Fredens Beseigling**). For et Spor af Feide-Tiden maa det vel ansees, at Friggas Terne, Gna, som reed igiennem Luften paa sin Hest Hofvarpner, blev stødt, da nogle Vaner spurgde, hvad det var der fløi eller seilede i Luften***); og i Brage-Snakken findes det vel ikke smagfulde men dog ret artige Sagn om Fred-Slutningen mellem Aser og Vaner: at de beseiglede den ved at spytte i en og samme Bøsse, hvoraf den store Viismand Kvaser opstod †).

Endelig kommer Ynglinge-Saga og slaaer Hoved paa Sømmet, ved soleklart at berette, baade hvor Asgaard og Vanehjem laae, nemlig østen og vesten for Don-Floden, og hvordan det Hele gik til, om end ikke med Feiden, saa dog med Freden, thi det skedte Altsammen i Odins Tid, som kaldes Asa-Mand, fordi han var fra Asien, østen for Don, og Niord og Hæner var ikke de eneste Gisler, thi Aserne gav * * * * 562 Hæner Viis-Manden Mimer med til Raad-Giver, og imod ham satte Vanerne deres største Viis-Mand som hedd Kvaser*).

See, det er Tøi som kan holde, og naar Man nu fra dette faste Stade betragter Mythen om Aser og Vaner, da faaer Man en ganske artig Historie om ubekiendte Ting og Tider, som ikke giver Historien om Ek-tor og Akilleus, der fordreiedes til Mythen om Aka-Thor og Midgards-Ormen, synderlig efter; men, naar endelig galt skulde være, kom der dog mere ud af det, end af, som nu er Skik, at giøre baade Aser og Vaner til Vinde, og Kvaser til godt Øl, thi derved maa vel Nordens Skjalde klage, at bagefter kommer tyndt Øl.

End staaer tilbage, navnlig at skielne Aser fra Vaner, og sige hvad de Alle hedde, som vi skal siden høre mere om, men selv denne Sag har sine Vanskeligheder, saa vi maae begynde med den Bemærkning, at vi efter Vøluspa ei kan give Navn paa en eneste Vanisk Guddom, thi af Niord finde vi ei mindste Spor, og de Hentydninger Man vil have fundet paa Frey og Freya, ere i alt Fald saa dunkle, at de selv trænge høilig til Oplysning. Intetsteds i Mythe - Bøgerne fremtræder nemlig Grund-Ideen for Aser og Vaner: de stærke og de milde, Kraftens og Kiærlighedens Guddomme saa klart, som hos Vola, der netop med disse dybe Tillægs-Ord adskiller og forbinder dem der skabde Menneskens Børn**), men hun kalder dem Aser tilhobe, og synes at betragte Vanerne som deres Modstandere, saa vi skimte en Tid, da en Poetisk Mythe om Gude-Kiæden endnu ikke var sammensmeltet med den Folke-Historiske om Brudd og Bod derpaa.

De Aser altsaa, Vola nævner, er Odin, Hæner og Løder, Balder og Høder, Thor, Vider og Vale, og endelig Heimdal, medens Frey i det Høieste betegnes som Beles straalende Bane-Mand, der i Ragna-Roke drages med Surter***).

Af alle Asynier nævnes kun Frigga, dog synes Freya meent paa et dunkelt Sted om Ods Mø, saa vi ligeledes her skimte Dobbeltheden af den aandelige Følelse hos Kvinden, som majestætisk og som indtagende, men ingen Udstykning †).

Dette anmærkes ingenlunde blot for den historiske, men især for den poetiske Nøiagtigheds Skyld, thi disse Tolv Figurer * * * * 563 kan vi være visse paa var Udtrykket for virkelige Dele af den oprindelige Anskuelse, hvad derimod neppe vil være Tilfældet med dem, som Vola ikke nævner, og det er sikkert denne Asa-Tylvt Sagnet giælder om de Tolv, der skulde troes paa, men lade sig paa ingen anden forsvarlig Maade adskille fra Resten*).

Vel nævnes ogsaa Loke og hans Kone Signe i Vøluspa, men aabenbar kun i Modsætning til Aserne, og er Mimer ikke den Samme som Heimdal, da er han af Vøluspa aldeles ukiendelig**).

I Vafthrudners-Maal er det vi møde Niord, som en guddommelig Vane-Gissel, der deler Ære med Aserne til Ragna-Roke, og i Grimners-Maal nævnes Frey som hans Søn, men skiøndt Freya nævnes i samme Sang, ymtes der dog slet ikke om, at hun er en Daatter af Niord, hvad vi først undervises om i Gylfe-Legen***).

I Vafthrudners-Maal støde vi ogsaa paa Mod og Magne, som Thors Sønner, der efter Ragna-Roke skal eie Mjølner, men de udtrykke altsaa kun den forklarede Thor, og er, som rene Sind-Billeder paa Mod og Kraft, aldeles allegoriske †).

I Grimners-Maal stifte vi et flygtigt Bekiendtskab med en Søn (Skygge) af Balder, ved Navn Forsete, en Stif-Søn af Thor kaldet Uller, Skjalde-Mønsteret Brage, og Odins Veninde Saga, men ogsaa disse ere enten aldeles allegoriske, eller dog, som Brage, Poesiens Konst-Udtryk ††).

I Vegtams-Kviden er det vi møde Rinde, som Vales Moder, i Skirners Reise Gerda som Freys Elskede, og i Ravne-Galderet Idunna som en Norne-Frænke, og Nanna, men først ved Ægers-Gildet støde vi sammen med Tyr, med Idunna som Fru Brage, Sif som Fru Thor, og Gefion som vi veed ikke hvadtft).

Her har vi da Tallet paa Sangenes Guddomme, thi at Thor i Harbards-Sang kalder sig Meiles Broder, og at Ve og Vile * * * * * * 564 nævnes af Loke ved Ægers-Gildet, ikke som Tilstedeværende, hvor dog ellers Alle var samlede, men som Odins Medbeilere til Frigga, anmærkes kun, for med Villie Intet at glemme*).

Gaae vi nu til Gylfe-Legen og spøige om de Tolv, der skulde troes paa, da høre vi det er følgende Tretten: Odin, Thor, Balder, Niord, Frey, Tyr, Brage, Heimdal, Høder, Vider, Vale, Uller og Forsete, hvortil endnu kommer Loke, som Man heller ikke kan nægte alt ved Ægers-Gildet kaldes en As**).

I Ynglinge-Saga endelig træffe vi naturligviis kun de Guder, som havde en Historie, altsaa Odin, Ve og Vile, Balder, Thor og Heimdal, Niord og Frey, med Frigga og Freya, altsaa af Historiske Grunde noget nær de Samme, som af Poetiske i Vøluspa***). Vel nævnes der ogsaa Hæner og Mimer, men kun som Gisler fra Aser til Vaner, efter en Folke-Historisk Mythe. At Loke slet ikke nævnes, er en Besynderlighed, som kunde vække den Tanke, at han var den mest reen-poetiske Person i Asa-Dramet; men han stikker udentvivl i Gylfe, som giør Forbund med Aserne, ligesom hos Saxo i Vikingen Liser, med hvem Odin skaffer Hadding i Ledtog†).

Herved mindes vi om Nordens Guder hos Saxo, og Forskiellen mellem Aser og Vaner glimter vel igiennem Sagnet om de ældre og de yngre Guder, og om Frø (Frey) der indførde en ny Guds-Dyrkelse, men det er dog kun tvetydige Spor, og af Gude-Navne linde vi hos ham kun Odin, Thor, Balder, Frey, Uller og Frigga; thi vel stikke Niord og Vale i Hadding og Bo, ligesom Loke i Liser, men hverken er det dog de samme Navne, ei heller beskrives disse Personer som Guder.

At nu Guderne, som poetisk boe i Asgaard og det grønne Gudhjem, historisk boe ved Tanais og Mælaren hos Snorro, og i Byzants og Upsal hos Saxo, det veed Man vel, og andre udvortes Ting, som de besad i Fælleskab, veed jeg vel ei at nævne, men dog er vi nødt til at betragte deres Ride-Heste under Eet i Kongens Stald, da kun Hestenes og ei Rytternes Navn staaer paa Dækkenet:

* * * * 565

Glad og Gyller,
Gier og Skredbriraer,
Sølvtop og Siner,
Gisle og Falhov,
Guldtop og Letfod,
Er Gangerne fine
Som Aser mon ride,
Naar daglig de drage
Til Doms under Asken*)

Af alle disse er Guldtop eller Guld-Manke den Eneste, Man selv i Gylfe-Legen finder Eiermand til, saa de andre maae vi lade Aserne enes om, som de er Venner til, men erindres dog om, at Odin har Sleipner, og Thor vader heller over Veilerne, end han rider, saa der kan godt blive En til hver af de Andre**).

Odin, Hæner og Løder.

Naar Man nævner Odin eller Ovdn, Vodæn, Vodan og Gvodan, da er det unægtelig et Navn, der har en lignende Betydning for Nørre-Leden eller den Østersøiske Halv-Verden, som Navnene Zeus og Jupiter for den Middellandske, eller Sønder-Leden, og i visse Maader endnu mere, fordi baade Gother, Angler og Normanner var Odins Tilbedere. Naar Man derimod gaaer videre, forlader Historien og slaaer Leir i de blotte Mueligheders Land, da udvider Man derved ingenlunde Odins-Riget, men opløser det, thi hvem der f. Ex. kan troe, at et Folk, der i Livet og den Historiske Virkelighed er saa forskielligt fra Gother og Angler, som Indierne, var dog, ligesaavel som disse, Odins-Dyrkere, fordi Buddha paa Papiret synes dem det Samme som Odin, de kan jo umuelig troe, at Anskuelsen og Dyrkelsen af denne Guddom er udsprunget af Folkenes Eiendommelighed eller har havt mindste Indflydelse paa deres Liv og Skæbne, og en Guddom, der allevegne hvor den nævnes, staaer fremmed og ørkesløs, skal ikke rose af sin Ære. Saa vist derfor som en eiendommelig Aand besjælede og kraftig gestaltede de Nordiske * * 566 Kæmpers Levnets-Løb, saa det blev kiendeligt selv fra deres, der laa dem anderledes nær end Indiens Buddister, og saavist som Odin er Egen-Navnet for denne Aand; saavist er det Tant med alle de Giætninger og Sammenligninger, som forudsætte, at Odin var ligesaa tomt et Navn for Nordens gamle Kæmper, som det er for Nutidens fleste Mythologer. Grunden ligger ogsaa aabenbar i det tomme, luftige Begreb om »Aand« som er vore Dages Ulykke, thi Ingen vil nægte at »Odin« er Navnet paa Gamle Nordens Aand, men de mene kun, at »Aand« igien betyder »Vind« og, naar saa var, blev Odin naturligviis ikke blot Eet med Buddha og Zeus, men med alle Guder, thi er end Navnene forskiellige, var Vinden dog den samme. Saameget er imidlertid vist, at Man hverken finder »Aand« eller »Odin« blandt Vindens Navne i Alvis-Maal, og at selv de Skjalde, der kunde fortjene Stik-Pillen, vilde blive rasende, naar Man ganske tørt forsikkrede, at »Aand« i deres Mund og deres Vers betød hverken meer eller mindre end »Vind«, saa det er Noget, jeg ikke engang nænde at sige om Thryms-Kvidens, end sige da om Vøluspas Sanger.

Men hvad var da egenlig Odin, vil Man vel spørge, uden at ændse, at han var ligefuldt usigelig Meer end Vind og Soelskin, om jeg end ikke kunde udtrykke det klarere, end at han var Aanden som begeistrede ei blot Nordens Propheter til at skabe hele den Mythiske Verden, ved hvis Ruiner vi maae studse, men begeistrede Nordens Folke-Færd giennem Aarhundreder til alle de store Bedrifter, hvis Virkning gaaer til Verdens Ende, og begeistrede endnu i det Tolvte og Trettende Aarhundrede Mange, med Saxo og Snorro, i det Mindste saameget, at vi i deres Bøger har et Billede af vor Poetiske og Historiske Old-Tid, hvortil intet Hedning-Folk kan opvise Magen. Det er imidlertid nemt med eet Ord at sige hvad han var, d^ ikke blot Vola har lagt os Ordet i Munden, men hele Odins og hele Nordens Mythiske Historie gienlyder deraf, thi han var jo i alle Maader Seier-Faderen*), hvorfor ogsaa »Seier-Guderne« er Asernes Kiendings-Navn **), og det med Rette, som de eneste Hedning-Guder, hvis Ragna-Roke blev Overgangen til en Poetisk Opstandelse. Derfor kalder Vola ligesaavel Odins-Hjemmet efter Ragna-Roke Seier-Vangen, * * 567 som Snorro beretter at Asa-Manden Odin boede i Sigtun, der netop er det Samme*), og hvis det behøvedes, kunde Man fylde mange Blade med Tilnavne for Odin og med Asa-Kiendinger, som dermed staae i Forbindelse**), men det behøves ikke, thi hvad der slaaer saaledes igiennem til alle Sider, behøver kun at peges paa for hvem der har tilsvarende Øiesyn, og Andre see dog Intet, hvad Man saa giør.

Odin er altsaa Udtrykket for det levende, blandt Hedninger mageløse Seiers-Haab, der oprindelig besjælede Nordens Helte, og hvoraf alle deres store Bedrifter udsprang, som Aserne af Odin, og vi veed at dette Seiers-Haab ei forlod Kæmpen naar han segnede paa Valen, men fulgde ham til Valhald, hvor det var grundfæstet til Ragna-Roke, og hævede sig derfra paa Lysalfe-Vinger over sin egen Grav, som Odins Bane-Tue var, til Gimle-Borgen paa de evige Høie.

At nu denne Seier-Fader paa sin historisk-poetiske Vandring giennem Old-Tiden, fra Ida-Sletten til Sigtun, blev meer og meer til den æventyrlige Seier-Herre, vi finde i Ynglinge-Saga, det er saa ganske i sin Mythiske Orden, at Man derfor slet ikke behøver at giætte paa en skinbarlig Herre af det Navn, og forsaavidt den Upsalske Odins Følgeskab og Bedrifter kun er en Omskrivning af Vøluspa og Grimners-Maal i Saga-Stil, bliver det endog latterligt. Desuagtet kan Man nok have Grund til at sige, der paa en Maade har været tre Odiner, thi Asa-Maalet, Bjarke-Maalet og Krage-Maalet har naturligviis havt hver sin, og den Mellemste (Mid-Odin) har sagtens været skinbarlig nok, thi naar Præste-Skabet sætter sig i Guddommens Sted, da seer Man godt, Man har aandeligt Herskab, men opdager ogsaa efterhaanden det er kun Giøgleri i Grunden.

Dog, herom paa sit Sted, thi vi maae vogte os for det første Skridt ind i Snegle-Huset, hvortil de gamle og nye Mythologer have forvandlet Odins-Borgen, og det lykkes naturligviis bedst ved at begynde med Vøluspa, og kun føie til af de senere Sange og Samlinger, hvad der vil passe, saa Resten gaaer til Præsten, til Brage hin Gamle og de Islandske Saga-Mænd.

Vi skulde nu vel begynde med Skabelsen af Midgaard, som * * 568 Vola tillægger Børre-Sønnerne, men da det kun er de Nordiske Hedningers Anskuelse, ei deres Afguderi, vi spørge om, saa kan deres Kosmogoni kun forsaavidt komme i Betragtning, som deres aandelige Egenheder maatte speile sig deri. Ligesaalidt nemlig som det kan høre til noget Menneskes Anskuelse, undtagen i Daare-Kisten, at han selv har skabt Verden, ligesaa lidt kan det høre til noget Folks, at Guderne, de selv har skabt, var deres og al Verdens Skabere, og selv Hedningernes Over-Tro gik derfor vel ingensteds videre i dette Stykke, end at tillægge Guderne saa megen Deel i Skabelsen, som der rimeligviis kunde komme paa Menneske-Aandens Part, naar det Hele paa en ubegribelig Maade havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv.

Nu at tale om Beskedenhed, hvor selv den mindste Anmasselse er stor nok, klinger vel lidt sært, men forholdsviis kan den dog godt finde Sted, og jo mere Hjerte der er i et Folk, des beskednere vil deres Guder ogsaa være, saa fra denne Side er det mærkeligt, at selv Odin i Vafthrudners-Maal hverken protesterer mod Thussernes Første-Fødsel, eller giør Paastand paa at have skabt Soel og Maane, men nøies med den Roes, at høre til dem der skabde Ny og Næde*). Hermed stemmer ogsaa de berømte Vers i Vøluspa:

I Arelds-Tiden,
Da Ymer leved,
Ei Sand eller Sø,
Ei svale Bølger,
Ei Himmel og Jord
Da Øiet saae,
Ei Græs paa Tue,
Kun Ginnung-Gab!

Sønner af Børre
De Buer slog,
Som Midgaard danne
Til Mester-Værk,
I Solskin baded
Sig Steens-Gaard da,
Og Muld sig klædte
I Kjortel grøn!

* 569

Da Sønder-Porten
For Soel fløi op,
Maanens Veninde
Kom mægtig frem,
Værelser visse
Dog vidste hun ei,
Blivende Sted
Var ei Stjerner beredt,
Og Maane ei vidste
Hvor mægtig han var!

Paa Raadsherre-Stole
De Store da brat
Som Guder raadsloge,
Til Gaaden var løst;
Til Nat med sin Afkom
Da Navne de gav:
Morgen og Middag
Mørkning og Dagning;
Til Aars-Tider med *)!

Ogsaa med Dværge-Skabelsen havde Aserne, efter Gylfe-Legen, kun forsaavidt at giøre, som de gav dem Mande-Vidd **), og hvad Menneskerne angaaer, siger Vola selv, at Aserne fandt Ask og Embla vel hardtad magtesløse, uden Sands eller Samling, eller tækkeligt Udvortes, men forefandt dem dog allerede skabte, som det synes, af Dværge-Høvdingerne Modsygner og Durin***). Naar Man nu ret vidste hvad hver af de tre Aser fik Ord for at have givet Stymperne, da vidste Man ogsaa, hvilken Idee, der skulde forbindes med hver af Børre-Sønnerne, men kun det er klart, at Odin gav Aand og Løder gav Ansigts-Farven og i det Hele smukt Udseende, medens det bliver tvivlsomt, hvad Hæner egenlig gav. Dette er saameget ubehageligere, som Hæner er den gaadefuldeste Figur i Gude-Kredsen, thi hans Navn forekommer i ingen af Sangene, undtagen i Vøluspa, men der to Gange: først her ved Skabelsen, * * * 570 og siden efter Ragna-Roke, hvor det hedder, at han har hele Verden for sig og arver begge sine Brødre, nemlig Odin og Løder*). At nemlig Hæner og Løder er Odins Brødre, følger baade af Tanke-Gangen i Vøluspa, og sees af Gylfe-Legen, hvor der udtrykkelig siges, det var Børre-Sønnerne, som skabde Menneskerne, saa Ve og Vile sættes der aabenbar for Vøluspas Hæner og Løder**).

Sædvanlig antager Man nu, at Hæner gav Mennesket Forstand, og i Gylfe-Legen siges det tydelig, at den Anden af Børre-Sønnerne gav Vidd og Rørelse, men hos Vola er baade Ordet og dets Betydning tvivlsomme, og jeg giætter da paa Sind eller Lykke, saa der i sidste Tilfælde var taget Hensyn paa den Lykke, saavel Menneskerne som Hæner skulde have: at overleve Ragna-Roke, og i første Tilfælde paa den Frygtsomhed der ensteds tillægges Hæner, og som unægtelig er en af Hoved-Bestanddelene i Menneske-Gemyttet***).

Dog, det være hermed som det vil, saa kan jeg ikke bedre forklare mig den Nordiske Tre-Kant end ved: Haabet, Frygten og Egen-Kiærligheden, thi hos den egensindige Aands-Kraft maatte de to Sidste nødvendig tænkes ved Siden af det Første, og det er da i sin Orden, at Odin omsider i Ragna-Roke, skuffes i sit Haab, og Løder taber sig i sin Egen-Kiærlighed, medens derimod Hæner finder sin bange Ahnelse stadfæstet. Det er da ogsaa i sin Orden, at Odin giver Mennesket Aand, thi Udødeligheds-Haabet er jo Aanden hos Nordens Kæmper, som hos deres Guder, at Hæner giver dem den lønlige Frygt, som boer i Hjerte-Dybet hos de djærveste Helte, naar ikke Gimle-Haabet uddriver den, og at Løder gav Kæmperne deres skiønne, majestætiskrolige Udseende; thi ligesom det er Egen-Kiærligheden der sætter Farve paa Alt, saaledes er den ogsaa hos Overtrædere Fader til det Mod og den Selv-Tillid, der naturlig speiler * * * 571 sig i Kæmpe-Øiet. Hermed stemme ogsaa de nyere Navne paa Odins Brødre, thi »Ve« (beslægtet med »vie og ind-vie«) betyder jo hellig Sky, og »Vile« (beslægtet med »Vild« og med »Villie« i alle Nordiske Mund-Arter) betegne det Egen-Kiærlige*).

Dette som Vink for hvem det huger, og vil Man høre vor Skabnings-Historie af Har i Gylfe-Legen, da har den, om ikke Skriveren tog feil, lydt saaledes, at da Børre-Sønnerne engang gik ved Strand-Kanten, fandt de to Træ-Stammer, som de tog og skabde Folk af, saa den Første gav Liv og Aand, den Anden Vid og Rørelse, men den Tredie Aasyn, Mæle og Hørelse. De fik derhos baade Klæder og Navne, saa Manden kom til at hedde Ask og Kvinden Embla, og fra dem nedstammede Menneske-Kiønnet under Midgaard**).

Mythologerne foretrække vel her, som sædvanlig, Gylfe-Legen for Vøluspa, og den prosaiske Efter-Snak for den poetiske Fortale, men at min Poetiske Samvittighed ikke tillader mig at træde i deres Fodspor, anmærkes i Forbigaaende, og hvad Menneske-Navnene angaaer, veed jeg ingen bedre Oplysning, end at det vilde passe godt, naar Embla var Humle og Ask hvad det er, og at noget Lignende sikkert har svævet for de Gamle i Norden, hvor det inderlige Forhold mellem Mand og Kvinde saa dybt blev følt.

Vi vende nu tilbage til Vøluspa, for at skimte en af de vigtigste, men derfor ogsaa dunkleste Begivenheder i Odins Liv, Pandtsættelsen nemlig af hans ene Øie hos Mimer, som har gjort, at han alle sine Dage var kiendeligst paa Savnet, og blev i al sin drømte Vælde aldrig saa rig, at han kunde løse sit Pandt.

Hvad her maa hardtad bringe en poetisk Mytholog til Fortvivlelse, er at Versene i Vøluspa paa dette Sted ei blot er dunkle, hver for sig, men har saaledes forvildet sig indbyrdes i Haand-Skrifterne, at Man veed hverken Begyndelse eller Ende, uden hvad Man giætter sig til. Dog, skal der hittes Rede i de dunkle Vers, maa det være omtrent i den Orden, vor gamle Skind-Bog følger, og hvad jeg der har fundet vil jeg give.

* * 572

Drabs-Maal det første,
Hun drages til Minde,
Var, da i Høie-Loft
Himmel-Spræt legdes,
Gulveig paa Spyde,
Blev spiddet og brændt;
Tre Gange brændt dog,
Hun, tregange Barn,
Saa ofte gienfødtes,
At end hun lever!

Heide, saa hedd hun,
Hvor huset hun blev
Den velvise Vola,
Med Vidskab om Gand,
Seid hun og kunde,
Blev selv dog forgjort,
Onde Folks Terne
Hun altid var*).

De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Om Asernes Liv
Var nu lovlig forbrudt,
Hvad heller som Guder
Dem Hæder tilkom**).

Løs streed nu Odin,
Med Spyd til Maals,
Derved i Mode
Kom Mand-Slæt først,
Brudd da paa Borgen
Blev der i As-Gaard,
Valkloge Vaner
Vangene hærjed!

* * 573

De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Hvem som Forræder
Forpestede Luften,
Og havde Jette-Folk
Ods Mø givet?

Thor var paa Færde,
Han fnøs af Harme,
Naar Sligt han spørger,
Han sjelden tøver,
Brudte blev Eeder,
Ord og Aftale,
Overtraadte
Betingelser alle*).

Hun veed, hvor Hornet
Heimdal giemde,
Under det sølvgraa,
Hellige Træ;
Fra Valfaders-Pandtet
Den plumrede Flod
Seer stridig hun strømme,
Forstaaer I mig saa!

Hun ene sad ude,
Da Oldingen kom,
Asa-Gubben,
Med Øine maalt,
Hvorfor udfritte
Og friste I mig?
Godt veed jeg, Odin!
Hvor Øiet du lod,
I den mærkværdige
Mimers-Kilde;

* 574

Miød nu hver Morgen
Mimer drikker,
Af Valfaders-Pandtet,
I veed vel Beskeed*).

Læseren vil sagtens finde, at selv denne Text falder ikke saa lidt i det Dunkle, og jeg er selv bange for, det hænger ikke saa ganske rigtig sammen, men ligesaavel af tre som af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, og mig synes dog jeg her kan skimte en ganske antagelig Mening, hvad allerede er meget meer end jeg har fundet for mig i andre Forklaringer.

Først maa jeg da anmærke, at, efter alle Mærker, er vores Nordiske Prophetinde selv den Gulveig og Heide, hun taler om, hvad jeg mener urokkelig stadfæstes ved det næstfølgende Vers, hvori hun melder at Hær-Fader gav hende blandt Andet Seer-Blik, hvormed hun stirrer ind i alle Verdner, og allerede herved klarer Syns-Kredsen sig tildeels.

Dernæst antager jeg, at Gylfe-Legens Forfatter har havt gyldige Grunde til at beraabe sig paa Nogle af foranførte Vers, ved det sære Sagn han fortæller om Byg-Mesteren som kom til Asgaard, og lovede inden tre Vintre at bygge Guderne en Borg saa fast, at den kunde trodse al Thusse-Vold, naar de vilde betale ham derfor med Freya, Soel og Maane. Det Forslag, hedder det, gik Aserne ind paa, kun med den Forskiel, at Arbeidet skulde endes i een Vinter, eller han tage Skade for Hjemgjæld. Det var efter Lokes Raad, men da Aserne saae, hvor rask Værket gik fra Haanden, truede de Loke til med sine Rænker at mage det saa, at Byg-Mesteren dog kom til Kort, og det lykkedes. Da nu imidlertid Byg-Mesteren mærkede Uraad, tog han sin Jette-Skikkelse paa sig, hvorover Aserne blev bange og kaldte paa Thor, som, uden at ændse enten Løfte eller Leide, slog til med Mjølner, og knuste Jetten saa smaa som han var møllemalet**).

Endelig slutter jeg nu heraf, at det var ved Akkorden med Byg-Mesteren, som naturligviis kun troede Aserne paa det Halve, at Odin maatte sætte sit Øie i Pandt, som Man da godt forstaaer, han kunde aldrig indløse, da Løftet var brudt og Byg-Mesteren knust. Vel sandt, der staaer i Gylfe-Legen, at Odin pandtsatte sit Øie for en Slurk af Mimers Kilde, men * * 575 Gylfe-Legen er ingen Vøluspa, og hvor naturlig end Slutningen kan synes, var det dog unægtelig meget for dyrt Vand-Kiøb for en Herre, der daglig omsonst drak til Pæls med Fru Saga, Desuden kunde Øiet ikke kaldes et Pandt, naar det var Kiøbe-Sum for hvad aldrig kunde gives eller tages tilbage, da Ordet derimod var det ene rette, naar Øiet kun tjende til Sikkerhed for Opfyldelsen af et mistænkeligt Løfte, thi naar da Odin havde holdt Ord, havde han faaet sit Øie igien, som Man maa huske, det er ligesaalidt nogen Sag at sætte ind som at tage ud med Munden.

Men har vi nu, poetisk talt, Noget for vor Umage, med at faae det gamle Pandte-Brev ordenlig thinglæst?

Dette er et andet Spørgsmaal, som jeg helst besvarer saaledes, at Nordens Myther i det Hele, og Volas Vink især, har alt saa klarlig hævdet deres Guld-Værdi, at vi maa være vis paa, enhver Opdagelse angaaende deres oprindelige Sammenhæng vil engang betale sig godt, og Fædrene har gjort Saameget for os omsonst, at vi sagtens kan giøre Lidt for Børnene uden Penge paa Haanden.

Da det imidlertid klart nok er Asernes Synde-Fald der peges paa i hine dunkle Vers, kan vi neppe feile synderlig i at tage Pandtsættelsen af Odins-Øiet for et Sind-Billede paa den Forblindelse, der altid finder Sted, naar Menneske-Aanden vil raade sig selv, uden dog at opgive sine dybe Længsler og sit Udødeligheds-Haab. Samvittigheden er den store Prophetinde, som da ei kan blive høirøstet, uden at mishandles, men lader sig dog ikke udrydde, og skiøndt Man i Fortvivlelse giør Pagt med Mørket for at vinde Sikkerhed, og giør sig haard for at have Ro, saa kan man dog hverken undvære Lyset eller Følelsen, og indvikler sin Gaade meer, jo ivrigere Man stræber at løse den. Betragte vi nu Odin som Aands-Kæmpen for Udødeligheds-Haabet, da er Pandtsættelsen af hans Øie hos Mimer (Hukommelsen) en fortvivlet Opgivelse af Evigheden, i det barnagtige Haab at kunne trække Tiden ud, saa den forlængedes næsten til en Evighed, men da det slaaer ham, at uden Lys og Glæde (Soel, Maane og Freya) er Livets Længde kun langvarig Kval, opgiver han dog heller Haabet om at faae Tiden foreviget, bryder Pagten med de sorte Konster, og underkaster sig Norne-Dommen.

Hvorledes nu Sagnet om Byg-Mesteren har lydt fra første Færd, lader sig ikke bestemme, da Sporet i Vøluspa af sig selv 576 var ukiendeligt, og der i de andre Sange ei findes Noget derom, uden det skulde være i Rammen om Alviis-Maal, der vilde klare sig, naar Man antog Alvlis for Byg-Mesteren, der kom for at hjemføre Freya, men opholdtes af Thor til Dagningen, og afspistes med den Beskeed, at Thor var FreyasFormynder, og havde ikke været med, da Kiøbet blev sluttet*). Jeg formoder ellers, at det oprindelig var Frigge Man havde lovet bort, men at Mythen siden anvendtes paa en folke-historisk Begivenhed, hvorved Freya passede bedre, og at begge Sagn er sammenblandede i Gylfe-Legen, hvorom siden Mere.

At nu Mythographerne sædvanlig forklare Sagnene baade om Gulveig, om Pandt-Sættelsen af Odins-Øiet og om Byg-Mesteren, langt anderledes, saa der fremfor Alt ei bliver mindste Spor af Poesi eller Sammenhæng, kan Læseren vel slutte sig til, og jeg veed ikke engang, om det er min Pligt at fortælle ham Noget derom, da han sagtens selv kan give sig en upoetisk og usammenhængende Forklaring, hvis det er hvad han savner. Byg-Mesteren, som for mig naturligviis er den Sorte Konst, vil jeg derfor ogsaa lade ham giætte paa i Mythographernes Smag, til vi skal see, hvordan Sleipner kommer til Verden; men om det Andet vil jeg dog ikke forholde ham den Aabenbaring, at Gulveig betyder Guldet, som Menneskerne smeltede til Asers Fortørnelse og deres egen Ulykke, og at hver Aften, naar Soel gaaer ned, pandtsætter Odin sit Øie til Mimer, som altsaa er den Ole Lukøie, vi kiende fra Ammestuen. Ved sidste Forklaring møder imidlertid den uheldige Omstændighed, at Mythen taler om en Odin, som havde to Øine, hvoraf han pandtsatte det Ene, og blev derved eenøiet alle sine Dage, men Forklaringen giælder en Cyklop, der er født med eet Øie, som han pandtsætter hver Aften, men løser hver Morgen, saa, naar ikke netop Urimeligheden var de Lærdes Kiende-Mærke paa en rigtig Forklaring af Oldtidens Dumheder, vilde jeg raade dem at søge Odins andet Øie i Maanen, og lade ham pandtsætte dem skifteviis.

Den anden Forklaring er ikke stort heldigere, thi deels er det, efter Vøluspa, ikke Menneskerne, men Aserne selv, der brændte Gulveig, og deels veed jeg nok, at en Digter tit han slaae paa Vognen og mene Hestene, men at det Omvendte giør kun Tosser, saa naar en Digter siger »Kongen« da mener han ikke »Scepteret« og naar han taler om en guldprud Vole, da * 577 mener han ikke Guld-Ringen paa hendes Finger. At nu efter Sammenhængen, baade Gulveig og Heide maa være Navnene paa den Prophetinde, der havde fuldtop baade af Guld-Ringe og gyldne Ord, som hun lod kiende blandt Guder i Høie-Loft, det har jeg alt sagt; men naturligviis er det i mine Øine kun en Ramme om Vøluspa, og turde jeg yttre en Formodning om, hvad deri speiler sig, vilde jeg sige, det er den ældgamle Sammen-Smeltning i Norden af Valhalds og Gimle-Ideen som den sees fuldført i Vøluspa. Herved kan Man i det Mindste tænke sig noget ganske Bestemt og meget Sandt, ei blot i den graa Old-Tid, men ligetil den Dag i Dag; thi det ligger i den Historisk-Poetiske Anskuelses Natur, at den i Tidens Løb maa oftere omsmeltes, hvad imidlertid aldrig skader, naar Man blot kan lægge til med Vola »dog end den lever.« Saaledes er den f. Ex. nu igien i Digelen, for at dens Græske og Nordiske Elementer kan smelte ordenlig sammen, og naar det er skedt, tvivler jeg ingenlunde paa, Man jo vil kalde den Nordiske Guldmine (Gulveig) Klarisse (Heide), fordi Anskuelsen øiensynlig klarer sig.

Skulde det nu opregnes, Alt hvad Odin, efter Sagnet, tog Deel i, da maatte hardtad alle Myther staae under hans Navn, da han nævnes i dem alle; men saa blev Bogen ulæselig, og det skal dog netop være Forskiellen mellem et Lexikon til at kaste op i, og en Bog til at læse i, at Hint skal være samlet og ordnet efter Haanden (Alphabetet), og denne efter Aanden, og at Lexikonnet skal saavidt mueligt være fuldstændigt, men Bogen fremforalt være læselig. Derpaa tænke nu vel Mythographerne sædvanlig ikke, men deres Læsere desmere, og da jeg, for mine Synders Skyld, er en af disse, kan jeg umuelig glemme det. Dog end ikke de Sagn hvori Odin er Helten, kan jeg samle her, da jeg for Aandens Skyld maa stræbe at skille de ægte poetiske Odins-Myther fra de Efter-Gjorte, der, som folkehistoriske, eller allegoriske, høre til Bjarkemaals og Kragemaals-Tiden.

Ligesom der nu i Vøluspa ei er Spor af nogen Begivenhed med Odin, fra han pandtsætter sit Øie, til han farer i Harnisk mod Ulven, saa har jeg heller hverken i de andre Sange eller i Gylfe-Legen kunnet linde Nogen, der havde indvortes Krav paa at regnes til det egenlige Asa-Maal.

Siden jeg imidlertid, for Sammenhængens Skyld, har maattet omtale Gulveigs-Mythen, der kun har tempel-historisk Betydning, vil jeg til Sammenligning ogsaa pege paa Rammen 578 omkring Vafthrudners-Maal, der er af samme Slags, og hører altsaa til den folkehistoriske Digtning i Asamaals-Dagene.

Denne Gavnraads-Mythe ligner nemlig forsaavidt Gulveigs-Mythen, at det ogsaa her er to forskiellige Anskuelser, som støde sammen i Norden, og slutte et Slags Forlig, men den store Forskiel er, at de ingenlunde sammensmelte, men at den Ene, for at taales, maa give tabt, saa Ord-Striden endes med den Bekiendelse af Rim-Thussen:

Med Død paa Læbe,
Min Lærdoms Skat
Jeg her udtømde,
I Tvist med dig;
Thi over Alle
Er Odin klog*)!

Det er stor Skade, at Mythographerne ikke har speilet dem i denne Ramme, thi de vilde da ikke blot vogtet dem for at sammenblande Asers og Jetters Anskuelse, men især for at tilegne sig den Sidste, hvis Lykke i Norden sikkert altid vil blive ligesaa tynd, som da Odin giæstede Vafthrudner. Læseren vil nemlig let indsee, at naar Man nuomstunder betragter Aserne som blotte Skygger af den umælende Natur, da er den Betragtning blot en Skygge af den gamle Jette-Anskuelse, hvorefter Guderne var Kalve af den gamle Rim-Thurs Ymers firbenede Syster Ødhumle, og hvordan skulde den kunne staae sig noget Øieblik i Strid med den giennem Aar-Tusinder seierrige Anskuelse af Nordens Halv-Guder som Børn af Universal-Historiens Kæmpe-Aand, og det tilsvarende Kongemoder-Hjerte! Saasnart derfor Gavnraad rigtig spørger Vafthrudner, hvad det var Odin hviskede Balder i Øret, da han lagdes paa Baal, vil Jette-Munden altid enten gaae af Hængslerne, eller i Baglaas, og derfor skulde jeg helst raade dem der heller vil betragte det Guddommelige i den udvendige end i den indvendige Natur, at de gaae paa Forlig, med den Bekiendelse, at, skiøndt de holde mest ad det Skyggelige, saa bær dog det Billedlige Prisen! Vel raadte nemlig Frigge Odin fra at staae til Munds med Jetten, men da han, som bedre vidste, hvad Poesi og Historie er til for i Verden, erklærede det * 579 for nødvendigt, gav hun ham lutter gode Varsler med paa Veien, sigende:

Nu velsignet,
Og saa velkommen,
Farvel saalænge!
Dig Aanden styrke,
Som Arilds-Guden,
Til Thurs at trykke
Med Tunge-Maal *)!

Herved mindes vi om Odins ægteskabelige Forhold og huslige Stilling, der ikke mindre for Nordens Guder end for dets Kæmper var af megen Vigtighed, og vi maae aabne Talen med den fornøielige Bemærkning, at Odin levede anderledes godt med sin Frigge, end Zeus med sin Here. Dermed vil jeg dog ingenlunde nægte, at Man tillægger Odin flere Gemalinder, og at Skalda med sine Øge-Navne ymter om Skinsyge mellem dem og Frigge, men jeg vil kun sige, hvad sandt er, at vi ikke har en eneste Mythe, der engang ymter om Splid mellem Odin og Frigge, og at det har sin gyldige Grund i deres Væsen. Kan Man nemlig knap engang i vore Dage gaae for Digter, uden at faae Ord for mange Kiærester, saa kunde Man endnu mindre i Old-Tiden gaae for Aanden, det være sig i Syd eller Nord, uden at faae Ord for mange Koner, da Aands-Virkningen i forskiellige Retninger allevegne bedst og naturligst fremstilles under Billedet af flere Kuld Børn, og da Guder aldrig blive Enke-Mænd, faaer det Hele derved nødvendig et for Aandens Moralitet fornærmeligt og i Hjerte-Grundens eller Gude-Dronningens Øine mistænkeligt Udseende; men Frigge var for klog og besindig til at lade sig bedrage af Skinnet, eller, med andre Ord: der er netop samme Forskiel paa Here og hende, som mellem den naturlige Hoved-Tilbøielighed og det historiske Hoved-Øiemeed. Naturlig er nemlig alle Hjertets Tilbøieligheder hinandens Medbeilerinder til Aandens Gunst, og del viser sig i Grækenland, hvor Man forgudede Menneske-Naturen, men historisk er der i Grunden kun eet Øiemed, da alt Andet der kaldes saa, enten kun er Midler dertil,, eller ubetydelige Bi-Hensigter, som Man seer i Norden, hvor det var Menneske-Historien, der blev forgudet.

Dog, Læseren kunde let tage dette letsindigere, end jeg ønskede, og, skiøndl de rene Penne kun er daarlige Vidner om * 580 dydige Grund-Sætninger, saa er dog de Urene des gyldigere Beviser paa det Modsatte, og jeg maa da erindre om, hvad jeg alt oftere har sagt, men maa forudsætte, glemmes let: at jeg her slet ikke taler om Troen som en Saligheds-Sag, men kun om Anskuelsen som et Digter-Værk og en Folke-Sag. Det følger nemlig af sig selv, at har Man selv i Palæstina og i Christenheden, med den reneste Anskuelse af den Guddommelige Kiærlighed, dog kun taget det meget slapt med Kiærlighedens og Ægteskabets Baand, da har Man taget det endnu slappere i Hedenskabet, og, jo aandløsere Man blev, desmere fornøiet sig over det Slibrige i Mytherne; men derfor er det dog lige vist, at selv i Grækenland var det ingenlunde Mythernes Hensigt at fremstille Zeus som et Mønster paa Liderlighed, og at Frigges Taalmodighed ingenlunde reiser sig af, at Man i Norden havde slappere Begreber om Ægteskabs-Baandet, end i Grækenland, men snarere af det Modsatte, og af den Besindighed i Mythernes Betragtning, som overalt er kiendelig.

Da nu Vøluspa ikke udtrykkelig nævner nogen anden Moder til Odins-Sønnerne end Frigge, kunde Man gierne paastaae, at hun oprindelig var nævnet som Moder til dem alle, og at Hlodyne og Fjørgyne, som Vola kalder Thors Moder, var i hendes Mund, ligesom Hline, kun Frigges Tilnavne; men det vilde kun sømme sig for En af det attende Aarhundredes patriotiske Moralister, og ei for den Mindste af det Nittendes poetiske Mythologer, som derimod af Volas Kauthed1 kun slutter, det gik med hende omtrent som med Frigge, saa hun holdt sig til Hoved-Sagen, og undte heller Andre Æren for Originalitet i Biting, end hun vilde selv bebyrde sig med dem.

Af de fem Odins-Sønner, der forekomme i Vøluspa, tør jeg da ikke tillægge Frigge Flere, end Balder og Høder, som aabenbar er Heel-Brødre, da de nyde eens Ret, maae Begge i deres Ungdom nedfare til Skygge-Riget, men staae ogsaa begge To op efter Ragna-Roke, og finde i en straalende Evighed tilstrækkelig Bod for alle timelige Savn.

Spørger Man nu, hvad Frigge var det Mythiske Udtryk for, da kan. det neppe findes tvivlsomt; thi kan end Æblet stundum falde langt fra Stammen, saa falder det dog ikke over den, og triller aldrig saa langt, det smager jo af Roden; saa Balder og Høder kan umuelig være født af nogen anden Moder, end af * 581 den dybe Længsel i Menneske-Barmen efter evig Fred og varig Glæde, som hele Mythe-Kredsen beviser, var stærk nok hos de Gamle i Norden, til at avle en Livs-Anskuelse, hvori hele Tiden lagdes som et Kæmpe-Offer paa Evighedens Alter! Denne Længsel kan imidlertid umuelig blive saa stærk, uden ved uopløselig at knytte sig til Seiers-Haabet, og Ægte-Skabet mellem Gude-Faderen og Balders-Moderen i Norden er da aldeles i sin historisk-poetiske Orden.

Nu er det vel saa, at, efter Gylfe-Legen, skal Vider og Vale ligesaavel fryde sig ved Livet, som Balder og Høder, men dog med den store, strax iøinefaldende Forskiel, at de overleve Ragna-Roke, hvorved de blive Sønner af den almindelige Gude-Moder, Livs-Lysten, der spaaer alle sine Sønner Udødelighed, og ei af Nordens Frigge, der føder Sine til en brad Død, men haaber med sine Taarer, lagte til deres Selv-Fornægtelse, at kunne tilkiøbe dem det evige Liv. Naar vi desuden see, at i Vafthrudners-Maal nævnes Vider og Vale som de evige Guder, istedenfor Balder og Høder, da maae vi slutte, det kommer af Jette-Anskuelsen, som Man naturligviis i Kragemaals-Dagene tog for gode Vare, og øgede til Asa-Maalet, uden at drømme om, det var galt, da alle døde Ting kan godt forliges. I alt Fald er det langt fra, at enten Vider eller Vale nogensteds kaldes Frigges Sønner, da Vale tvertimod i Skalda udtrykkelig kaldes hendes Stif-Søn, og hans Moder ofte Rinde, medens det endog er en Hex, ved Navn Gryde, der skal have været Moder til Vider hin Tause*).

Ved Rinde i Vester-Lide, som hun kaldes i Vegtams-Kviden**), forstaaes nu ventelig den skiærende Kulde, som falder Alderdommen mest naturlig, og er den rette Moder til Fortvivlelsen, hvormed Odin i Vale hevner Balder saaledes, at han mister to Sønner for Een.

Grydes Navn betegner Bisterheden, og det passer ikke ilde paa Moderen til Vider hin Tause, der ikke er andet end Gude-Fiendernes sovende Samvittighed, der pludselig vaagner, da Odin falder, og her see vi, det er just ikke hen i Veiret, at Jetten tillægger Vale og Vider Evighed, men ogsaa at den er af et ganske andet Slags end Balders og Høders, og ei hvad Guder glædes til, men kun hvad Jetter straffes med.

Vi komme nu til Thor, den femte Odins-Søn i Vøluspa, og da han ikke blot i Thryms-Kviden og det giængse * * 582 Skjalde-Sprog, udtrykkelig kaldes Jordens Søn, men hører i alle Maader Jorden til, kan vi Intet have at indvende mod Skaldas Beretning, at saavel Hlodyne som Fjørgyne er Jordens Til-Navne; men vel maae vi tilføie, at naar Digterne kalde Jorden Gude-Moder, da er det naturligviis ogsaa kun billedlig talt. Dette har imidlertid Mythographerne ikke drømt om, men i al Enfoldighed ikke blot ladet Thor, som en Trold-Unge, krybe ud af en Høi, men selv gjort Gude-Dronningen Frigge til den sorte Jord, der kun blev hvid i Huden, naar det sneede, og kaldtes da Rinde for en Feils Skyld, og blev formodenlig Thors Moder, naar hun om Foraaret, deilig guul og grøn i Ansigtet, bedst behagede Gude-Kongen mellem Kannibaler. Dette Konst-Stykke beroer ellers ene paa den Omstændighed, at Frigge kaldes Fjørgyns eller Fjørgvins Daatter, hvilket, naar Man blot glemmer Forskiellen først mellem Maskulin og Færninin, og dernæst mellem Moder og Datter, kan giøre hende til den Samme som Fjørgyne; men inden Grammatikens og Genealogiens stærke Indvendinger kan blive giendrevne, vil vi haabe, Mythographerne blive saa kloge, ei at grave i Mytherne enten efter Jord, Vand, eller hvad Andet de langt nemmere kan finde i den synlige Verden.

Skulde jeg ellers giætte paa, hvem der af Odins Veninder var Thors virkelige Moder, da blev det Saga, med hvem Odin ikke for Intet daglig tømmer det gyldne Bæger*); thi her maa Man naturligviis ikke tænke paa en gammel Kiærling, der fortæller Æventyr, men paa den frugtbare historiske Moder-Natur, der avler Bedrifter med Aanden, som Jorden Blomster med Solen. Hvad Saga angaaer, er dette imidlertid kun en løs Giætning, der, ved nøiere Betragtning neppe holdt Stik, og vi giør da bedst i at kalde hin Moder-Natur Hlodyne eller Fjørgyne, med Jorden til sit Speil.

Foruden hine Fem tillægger nu vel Skalda Odin mange Sønner, først Heimdal, Tyr og Brage, og siden paa Slump Meile og Nep, Voli og Oli, Hildolf og Hermod, Sigge og Skjold, Yngve-Frey, Itreksjod og Sæming**), men den lader dem heel ubarmhjertig alle moderløse, saa det er kun i Haleigia-Tal vi høre, at Sæming skal ligesaavel havt Skade til Moder, som Odin til Fader***). At nu alle Nordens * * * 583 Kæmper paa en Maade var Odins Sønner, veed vi nok, men her kunde dog i det Høieste kun Heimdal og Brage komme i Betragtning, naar vi havde passende Mødre til dem, og om der end kunde være nogen Grund til at foreslaae Saga og Freya, har det dog ogsaa sine Vanskeligheder, og faaer staae ved sit Værd.

At imidlertid Odin og Freya har været meget enige, siden de deelde halvt paa Valen, er ligefrem, saa det er intet Under, at Freya ensteds i Skalda kaldes Odins Gemalinde*), for ei at tale om det flaue Æventyr i Olav Tryggesøns Saga, der bruger ærerørige Udtryk, og da Freya tillige var halvt med Odin om Poesien**), veed jeg virkelig ingen bedre Moder til Brage.

Der er endnu ymtet om tre Jette-Damer, som skal have behaget Odin, og derved tænker Man uvilkaarlig paa de tre Jette-Møer, som, efter Vøluspa, forspildte Asernes Gammen, men jeg vilde dog knap nævne det, naar der ikke var indvortes Grunde, som talde for Sagens Rigtighed. Disse Damer er nemlig Gerde, Gunløde og Skade, Døttre af Jetterne Gymer, Suttung og Thjasse, og da Man ei kan nægte at en Ærgierrighed, Skiønhed og Smag af Jette-Byrd ogsaa i gamle Norden gjorde Sit til at forføre og fordærve Gudernes Børn, tør jeg ikke nægte, de alle har havt Tillokkelse for Odin.

Skade er nemlig, som en høitravende Ski-Løberske, det kvindelige Udtryk for Ærgierrigheden, altsaa Forfængelighed, som allerede i Grimners-Maal har faaet sin Jette-Borg indlemmet blandt Asernes***), og vel hedder det i Brage-Snakken, at det var som Skjold-Mø i fuld Rustning hun kom til Asgaard at hevne sin Fader, og fik saa Lov at vælge sig en Brudgom iblandt dem †), men det klinger heel mistænkeligt. For Resten er det kun Ynglinge-Saga, der melder, at hun blev Niord utro og ægtede Odin.

Gerde, veed vi, bragde i alle Tilfælde Uheld til Asgaard, og siden Skirner havde Drypner med til Jotunheim at kiøbe hende for, kan Odin neppe frikiendes for at have forseet sig paa hendes Skiønhed saavelsom Frey, ligesom og Skalda tæller hende mellem Frigges Medbeilerinder ††).

* * * * * 584

Æventyret med Gunløde, endelig, er kun alt for bekiendt*), og er langtfra at giøre Odins Smag Ære, da hun ret egenlig er den slette Smag i Poesien, som de Islandske Skjalde har givet saa mangfoldige Beviser paa. Odin har selv følt det, thi han undskylder sig i Hava-Maal med, at han var beruset og havde glemt sig selv, og skiøndt det kun er en daarlig Undskyldning for Nordens Kæmpe-Aand, naar den poetisk daler fra Norne-Salen ved Urdas Kilde ned i Jette-Stuen, er det dog altid bedre, end at han skulde pralet deraf, som et Kæmpe-Skridt i Konsten. Dog herom mere, naar vi komme til Krage-Maalet, der snarere lyver sig Fader end Moder til, og dvæler derfor med Velbehag ved Miød-Poesien, som Mythographerne meget naivt siger betyder Godt Øl!

Efter nu at have betragtet Odins-Hjertets Anliggender, skride vi til Betragtningen af hans Leve-Maade, Hjem-Stavn og Kostbarheder, saa vidt de endnu er at kiende; thi vi maae aldrig glemme, at vi vandre mellem Ruinerne af fordums Herlighed, og at det er kun enkelte Støtter af de sjunkne Gude-Borge, vi end finde hele i Gruset, saa vi maae være glade, naar vi derefter kan danne os blot en nogenlunde taalelig og livlig Forestilling om det Forsvundne.