✂ Henimod Slutningen af Tyverne, da Grundtvigs to Sønner, født den 14. April 1822 og den 9. September 1824, blev gamle nok til at gaa i Skole, blev han stærkt optaget af, hvorledes han bedst skulde meddele dem en god historisk Børnelærdom, og i dette Øjemed digtede han i 1828 sine Krønike-Riim, der udkom i Begyndelsen af Aaret 18291 med Anmærkninger og med en Fortale og Indledning, der gør Rede for, hvorledes han selv bar sig ad med at undervise Børn i Verdenshistorie.
✂ Det mesterlige Overblik over Historiens Gang, som findes i denne Indledning, udkom særskilt under Navn af Historisk Børne-Lærdom og blev indtil 1867 trykt i 7 Oplag med mindre Ændringer og Tilføjelser. Af selve Krønike-Rimene udkom i 1842 anden Udgave med mange ny Rim og »Oplysninger«, men uden »Indledning«.
✂ Efter Forfatterens Død besørgede hans Søn Svend Grundtvig, der havde Krønike-Rimene kær fra Barndommen, en smuk tredje Udgave »med hidtil utrykte Tillæg«, 1875, og samlede deri alt, hvad der vidner om Faderens gentagne Syssel med denne »som Aandsværk og som Læremiddel lige mærkelige Bog, der vistnok er enestaaende i sin Art«.
✂ Med Henvisning til denne fuldstændige Udgave meddeles her, foruden Fortale og Indledning til første Udgave, nogle udvalgte Riim, nemlig: Af første Udgave: II. Middel-Havet. XII. Grækenland. XX. Nero. XXV. Folke-Vandringen. XLII. Gustav Adolph. XLIII. Friedrich den Eneste. XLV. Napoleon Bonaparte. LII. Den Christne Tro, hvormed Samlingen slutter. - Af anden Udgave (1842): Paradis. Ebræer, Græker og Romere. Island.
*
Krønike-Riim
til
Børne-Lærdom
med
Indledning og Anmærkninger
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
✂
Dage skal Dagene svare,
Og Nætter hinanden opklare!
Kjøbenhavn, 1829.
Forlagt af den Wahlske Boghandling.
Trykt hos C. Græbe.
Fortale og Indledning.
✂ Ingenlunde siger jeg mig fri for den Egenkiærlighed, som tilhvisker os, at hvad vi skrive, kunde i Grunden hele Verden have godt af at læse, men jeg smigrer mig dog kun med det Haab, at hvem der ellers læser mine Bøger, ei vil forsmaae disse Riim-Blade; og i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn, og for Deres, der troe som jeg: at Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og hindre Forvirringen.
✂ Hvorvidt nu denne lille Bog kan svare til sit Øiemed, det kommer vistnok (som alt Saadant) paa en Prøve an, der først kan giøres, naar man har den; men dog maatte jeg tage meget feil, om den ikke, i en betænksom Lærers Haand, skulde yde Bekvemmeligheder, han i andre Bøger forgiæves vilde søge!
✂ Maaskee var det bedst hermed at slutte Fortalen, men da Bogen dog er beregnet paa en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige, vil jeg heller være Nogle for vidtløftig, end maaskee netop dem for kort, der helst vilde følge mit Raad.
✂ Det er da min Maneer, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) og mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke store Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlige Fremskridt, eller ogsaa kun forstaae en Historie-Bog, kan undvære, og som dog i vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret.
✂ Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er, og, skiøndt den er nem at finde, har jeg dog bemærket, at de Fleste kun have en meget taaget Forestilling derom, og vil derfor anmærke, at Den bedst 230 overskues fra to kiendelige Middel-Punkter, som er Middel-Havet og Øster-Søen, og Hint, hvis Kyster udgiøre den gamle Verdens historiske Skue-Plads, er derfor det Første man skal lære at kiende. Veed man nemlig blot, hvorledes Middel-Havet ligger for de tre gamle Verdens-Dele, og hvad man kalder saavel de største Øer deri, som Landene deromkring, da veed man ogsaa, hvad det var, de gamle Stor-Folk: Perser, Græker og Romere, beilede til, og naar man derhos lægger Mærke til de asiatiske Lande fra Middel-Havet til Indus, da har man den geographiske For-Kundskab, som nødvendig behøves, for at følge Begivenhederne, til det Vestlige Riges Undergang. Man bør imidlertid, da det ingen Sag er, strax giøres bekiendt med Landene omkring Øster-Søen og Kattegat, samt den store Øe i Vester-Havet, for at man kan have det Hele i Sigte, og undgaae Afbrydelse. Da man kan lære Børn dette, omtrent saa tidlig som man vil, fristes man ikke til at gaae videre, før de er sadelfaste, men længere bør man heller ingenlunde bie; thi Geographi uden Historie er, historisk og menneskelig talt, en Ørk, hvori man ikke maa lade de Smaa omvanke længer end nødvendig, og det er derfor en dobbelt Synd, man sædvanlig begaaer, ved at trække om med dem i alle fire eller fem Verdens-Dele fra By til By, at læse Told-Ruller over ind- og udgaaende Vahre, og Mand-Tal over alle anonyme Ædere i hele Verden! Det er dobbelt Synd, thi man trætter Børnene ved at lade dem løbe efter Næsen, og lære hundrede Dele, hvoraf de ni og halvfemtsindstyve nødvendig glemmes, og man giør dem historisk talt folkeskye, eller indprænter dem dog den umenneskelige Fordom, at Hoved-Sagen ved et Land er ikke hvad Folk det føder, og for hvilket Menneske-Liv det har været Skue-Pladsen, men kun hvad Byerne hedder, hvordan Jords-Monnet falder og stiger, hvilke ædendes Vahre man finder, hvad man tjener Føden med, og hvormeget vel omtrent Mandskabet og Skatterne kan beløbe sig til. At en Napoleon, der ikke ændsede nogen Historie, uden sin egen, og søgde derfor kun at giøre den saa mærkværdig og daadfuld som mueligt, at han drev paa en saadan geographisk Underviisning, som baade han selv og hans Soldater kunde have godt af, det var naturligt; men at den drives ligesaa livløst, hvor den skal tjene til at udvikle dannede Mennesker og høilærde Mænd, det er saa urimeligt, at man har Ondt ved at troe, og maa nødvendig have ondt af at see det!
✂ Dog, kun i Forbigaaende vilde jeg berøre en Uskik, der falder 231 bort af sig selv, naar man seer Frugterne af en fornuftig Lære-Maade, og tvivler Ingen om, det var Daarskab, naar man vilde bebygge et øde Land med to Hænder, da at stikke Grunde af paa tusinde Steder, og lægge et Par Steen til Rette paa dem hver, da skulde man heller ikke tvivle om, det er bagvendt, naar man vil lære Nogen Geographi og Historie, da at adsprede hans Opmærksomhed over hele Jord-Kloden, og saa enten forvirre ham med Snak om Alt paa een Gang, eller sætte ham i Bolt og Jern, ved at indskrænke sig til et enkelt Folks Historie uden Hoved og Hale. For at man imidlertid ikke skal tænke eller sige, det er umueligt, ved en kort almindelig Oversigt af Universal-Historien, at lægge en forsvarlig Grundvold, vil jeg give min Hjemmegjorte til Priis, kun med det Forord, at man tager den for hvad den er: et Exempel, der viser ikke blot Mueligheden men Letheden af det Forlangte, uden at giøre mindste Krav paa Fuldkommenhed i sit Slags.
✂ De ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, var det Assyriske i Asien, (med Hovedstaden Ninive ved Tigris) og det Ægyptiske i Afrika, (med Hovedstæderne Thebe, Memphis, og Sais ved Nilen) men siden blev der tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske (omtrent det nuværende Persien), det Babyloniske (fra Middelhavet til Tigris) og det Lydiske (som indbefattede næsten hele Lille-Asien dvs. Natolien).
✂ Alle disse tre Riger blev indtaget af et lille Bjerg-Folk, som kaldtes Perser, og boede i det nuværende Farsistan. Deres Konge, Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem Indus og Middelhavet, og hans Søn Kambyses gik endnu videre og indtog Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne at indtage det lille Grækenland, (hvis fornemste Stæder var Sparta og Athenen) og Kong Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage til Asien paa en lille Baad.
✂ Siden kom der en Konge i Macedonien (tæt nordenfor Grækenland) som hedd Alexander den Store, og han fik alle Grækerne med sig over til Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt hvad de havde eiet, saa han blev endnu mægtigere end Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel, nemlig det 232 Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien, (med Hovedstaden Antiochien ved Orontes) og det Ægyptiske i Afrika (med Hovedstaden Alexandrien ved Middelhavet) og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig det Parthiske Østen for Euphrat (med Hovedstaden Ctesiphon ved Tigris).
✂ Alle disse Riger, (saanær som det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne som havde hjemme i Staden Rom, som ligger i den mellemste Deel af Italien, og var bygt længe før Cyri Tid, (af Romulus omt. 750 f. Ch.) men Romerne blev ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke før de blev store.
✂ I Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af Italien, Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den Øverste; men allerede i Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte allerede Romerne at tænke paa Indtagelsen af Sicilien.
✂ Paa Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra Phoenicien, men boede nu i Nord-Afrika, i Staden Carthago (omtrent hvor Tunis nu ligger) og kaldtes derfor Carthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa Sicilien, og allerede ved den mistede Carthaginenserne hvad de havde paa Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med Carthago. Denne Krig opkom i Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Carthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det en Tidlang meget farligt ud for Rom; thi Carlhaginensernes Anfører, Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over Pyrenæerne (Bjergene imellem Spanien og Frankerig) og over Alperne (mellem Frankerig, Schweits og Italien) og trængde ned forbi Rom, men Rom fik han dog ikke, og mens han var i Italien, tog Romerne ikke alene Spanien, men gik over til Afrika, og satte Skræk i Carthago. Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare Carthago, men blev slaaet (af Romeren Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik Carthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem.
233✂ Samme Aar (146 f. Ch.), som Romerne ødelagde Carthago, indtog de ogsaa Corinth (i Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af Macedonien og Grækenland, og nu gik det rask med Lille-Asien, Syrien og Ægypten, Alt maatte bukke, Gallien (som nu hedder Frankrig) indtog Romerne under Julius Cæsar, og da Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store Middel-Hav.
✂ Rige Folk faaer sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partnerne i Asien, og Germanerne i Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev Euphrat i Asien, og Rhinen i Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i Vesterhavet, men fik kun den sydlige Deel ikke den nordlige, som hedd Albanien (nu Skotland).
✂ Det var under Keiser August, at Christus blev født i Jødeland, de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele det Romerske Rige; men Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved det sorte Hav, som efter ham blev kaldt Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra det sorte Hav og fra Landene omkring Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: Arcadius og Honorius. Arcadius fik den østlige Deel (Donau-Landene, Thracien, Macedonien og Grækenland i Europa, Lille-Asien og Syrien i Asien, og Ægypten i Afrika) med Konstantinopel til Hovedstad, og Honorius fik den vestlige Deel (Italien, Gallien, Britannien, Spanien, og Nord-Afrika) med Rom til Hovedstad. I Rom talde man Latin, men i Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man det øst-romerske Rige det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa det Byzantinske, fordi Konstantinopel hedd i gamle Dage Byzants.
✂ Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under Attila) og førend det endnu havde staaet i hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring Øster-Søen det imellem sig.
234✂ Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det England; Vandaler (under Genserik) tog Nord-Afrika, Frankerne (under Klodovigdvs. Ludvig) tog Gallien, og kaldte det Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under Alrik) Spanien, og Øst-Gotherne (under Theodorikdvs. Didrik af Bern) Italien.
✂ Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser som hedd Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (Belisar) tog Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (Narses) tog Italien fra Øst-Gotherne, men det varede dog ikke længe, før ogsaa dette Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i Asien, og kaldes Araberne.
✂ Halv-Øen Arabien (sydost for Middelhavet og østenfor det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men sexhundrede Aar efter Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn Mahomed (født i Mekka) som indtog hele Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kiækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end tohundrede Aar hele Syrien og Persien, Ægypten, Nord-Afrika og Spanien, (siden ogsaa Sicilien, Sardinien og Corsika) men da de saa fra Spanien brød ind i Frankerig, blev de slaaede af Frankerne under Carl Hammer (Martel) og det store Araber-Rige (Chalifatet, først med Damask i Syrien, og siden med Bagdad ved Euphrat og Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mærkværdigste Folk i Asien, og Frankerne i Europa.
✂ Den franske General Carl Hammer, som slog Araberne (ved Tours) havde nemlig en Søn som hedd Pipin den Lille, og stødte Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i Frankerig, og hans Søn, Carl, blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser Carl den Store (Carl Magnus). Det Rige han stiftede var vel kun lille imod det Romerske, men det var stærke og modige Folk, han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af Spanien fra, (lige til Ebro) dernæst Longobarderne, et nordisk Folk, som (under Alboin dvs. Ælfvin) havde taget Øvre-Italien fra de Græske Keisere, og truede Resten, og endelig var det 235 Sachserne (et nordtydsk Folk), som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse Seire, da Carl var Herre over Frankerig, Tydskland og den største Deel af Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter Christi Fødsel) krone til Keiser i Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi Frankerig og Tydskland fik snart hver sin Konge, og Carolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under Rolf) nedsatte sig i det vestlige Frankerig (Normandiet) og indtog siden Engeland, (under Vilhelm Erobrer) samt Neapel (den nederste Deel af Italien) og Sicilien (under Robert Guiskard).
✂ I Asien blev Tyrkerne, (som havde hjemme nordenfor det Caspiske Hav,) først bekiendte som Leie-Tropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i Bagdad, som de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hedd Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele Natolien (Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalder vi nemlig en underlig Herrefærd fra Europa til Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive Jerusalem, Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaneres Hænder, og det var Noget man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn Peter Eremit, kom hjem fra Jødeland, reed paa et Asen igiennem Italien, Frankerig og Tydskland, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved den hellige Grav (Christi Grav ved Jerusalem), hvor Jomfru Marie var kommen til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere) saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til Asien, for at befrie den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug Gotfred af Bouillon, (i Nederlandene), som indtog Jerusalem, (1099) og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under Robert Curthos (Vilhelm Erobrers Søn) Boemund (Robert Guiskards Søn) og hans Frænde Tancred.
236✂ Paa samme Tid som Kors-Riget i Jerusalem gik under, opstod der et hedensk Folk i det nordlige Asien, som kaldes Mogolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) Temudschin (omt. 1200), som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af Tydskland, men deres Over-Magt varede ikke længe., og saa kom en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (Othman omt. 1300) kalder sit Herredom den Ottomanniske Port. Disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan Mahorned den Anden) Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele det Græske Keiserdom, som de omtrent har endnu; men det øvrige Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved Donau og Dnister) i Russer, Polakker, Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu med mange andre Lande ogsaa fik Ungern under sig.
✂ Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som Nørre-Jylland) paa begge Sider af Donau i Syd-Tydsklarid, men Hertugerne der, havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt Europa med Tyrkerne, og været Keisere i hele det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i det Østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som Carl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske, (Henrik Fuglefænger og Otto den Store) Frankiske (Henrik den Fjerde) og Schwabiske (Frederik Rødskiæg, og Frederik den Anden) kom Kronen til det Østerrigske Huus, og af det var Frederik den Tredie, som regierede i Tydskland, da Tyrkerne indtog Konstantinopel. Hans Søn, Keiser Maximilian den Første, blev Herre over alle Nederlandene (Landene ved Nordsøen, Rhin, Maas og Sehelde) og Maximilians Sønnesøn, Carl den Femte, blev tillige Herre over hele det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.
✂ Med Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (Navarra og Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (Arragonien og Castilien) som næsten indbefattede hele Spanien, og blev, kort efter 237 Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem Ferdinand i Arragon og Isabella i Castilien. Araberne mistede nu ogsaa Granada, som var det Sidste, de eiede i Spanien, og Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over Neapel og Sicilien, men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var Amerikas Opdagelse, som ogsaa skedte under Ferdinand med Spanske Skibe, af den berømte Genueser Christoffer Columbus. I Amerika indtog Spanierne de store Riger Mexiko og Peru, hvor Bjergene var fulde af Guld og Sølv, og da Ferdinand var sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Daatter-Søn, Carl den Femte, der, efter sin Farfader Maximilian, tillige blev Keiser i Tydskland, og Herre over Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i Frankerige, (Frands den Første) og havde Carl ikke, ved at sætte sig imod Morten Luther, (som 1517 stod op imod Paven) gjort sig mægtige Fiender i Tydskland selv, kunde det seet galt nok ud for Europa, thi Carl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder Ferdinand var blevet Konge i Ungern og Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det Østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder Ferdinand, som fik Østerrig og Keiser-Værdigheden, og hans Søn, Philip den Anden, som fik Nederlandene, og det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde. Vel var man endnu i hele hundrede Aar bange for det Østerrigske Huus, og Frankerig fik megen Roes for sin bestandige Strid med det, men den Westphalske Fred havde neppe endt Trediveaars-Krigen, og slukket Sorgen, før man maatte grue for Frankerig, der ogsaa virkelig overvældede Europa, og vandt (for et Øieblik) en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle Roms Dage.
✂ Fra det 11te Aarhundrede af, (da Carolingerne uddøde), har Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, Ludvig den Fjortende, var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Dette var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, Frankerig med Rette blev en Skræk for hele Europa. Der skedte nemlig 238 (fra 1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen: Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et almindeligt Oprør, Kongen (Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Det var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele Europa, og hardtad alle Fyrster forenede sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider giorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som gjorde Ende paa den umaadelige Forvirring, hvor Alle vilde byde og Ingen vilde lyde, og denne Mand hedd Napoleon Bonaparte.
✂ Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa Korsika, men Korsika hørde nu til Frankerig, og Bonaparte var en ung fransk Officer, da Revolutionen begyndte. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog til Alles Forundring hele Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i Østerrig, som var Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til Ægypten, og indtog det, men da Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjelp af Russerne, indtog Italien, skyndte Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Consul) gik over Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seier ved Marengo (Aar 1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham, han gjorde sig (under Navn af Napoleon den Første) til Keiser i Frankerig og Konge i Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i Holland, en Anden i Spanien, og en Tredie i Westphalen (som var et nyt Kongerige, han oprettede i Nord-Tydskland) og skiøndt især Engeland og Østerrig var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.
✂ Dog, da den Russiske Keiser Alexander den Første ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne 239 Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe Elba, (vestenfor Italien) og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig, men næste Aar (1815) kom Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under Wellington) kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.
✂ Ved Napoleons Fald fik Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: Engeland og Frankerig i Vesten, Østerrig i Syden, og Rusland i Østen og Norden. Preusen, der under Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.
✂ Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er del ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det, (til Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem Alle, Venedig. Dette varede til 240 Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i Amerika, bar dog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal, (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, fortrængde Portugiserne i Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var Holland Dronning paa Havel Endelig kom Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev Engeland enevældig saavel i Ost-Indien som paa Havet.*)
✂ Omtrent i dette Omfang bør Historien, efter mine Tanker, først meddeles mundtlig, og, naar det er gjort til gavns, mener jeg, disse Krønike-Riim, der levere Omridset til en Universal-Riimkrønike, kan være til Nytte, deels for deri at giemme, hvad man har lært, og deels for derved at føres til nærmere Bekiendtskab med de mærkværdigste Mænd og Folke-Færd! Man vil nemlig finde, at Endeel af Rimene er aldeles som Fod i Hose, medens der i Andre med Flid nævnes Endeel, der ei kan forudsættes bekiendt, men skal oplyses ved en Anmærkning, der i Hukommelsen vil følge med det Ord i Rimet, den er bundet til. For nu at lette Brugen af disse Riim med Spørgsmaals-Tegn, tilføier jeg en lille Række Anmærkninger i Bogstav-Orden, hvori jeg stræber kortelig at give de Oplysninger, de Fleste kunde ønske, og, skiøndt det med slige Giætninger er en mislig Sag, bør de dog forsøges, især da alle livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage, I Øvrigt er det mit Forsæt at udarbeide en prosaisk Oversigt af Universal-Historien, omtrent af samme Størrelse som Joh. Müllers bekiendte fire og tive Bøger i tre Bind, hvor, saavidt mueligt, slet Intet nævnes, uden hvad der tillige fortælles efter Kilderne, saa Børnene veed hvad det er, de læser om. Hermed skulde (Fædrenelands-Historien uskadt, der bør behandles som en egen Sag) den universal-historiske Cyklus sluttes, som jeg vilde fordre giennemvandret af dem, der gaae til Høi-Skolen, og jeg tør mene, de kom der da, vel med langt * 241 færre Mænds og Byers Navne, Slægt-Registere og Aars-Tal, men ogsaa med langt bedre Beskeed om de store Handlinger og Giernings-Mænd i Tidens Løb, og med anderledes Deeltagelse i Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb, end det nu sædvanlig skeer.
✂ Nu kan man vide, fra hvilken Side dette Forsøg skal betragtes, og hvordan det kan benyttes, men jeg er saa vant til, at Alt hvad jeg giør, skal kaldes galt, at jeg maa vente det dobbelt om et første Forsøg, der ikke blot har mange virkelige Mangler, men er vaabenløst mod hvem, der vil betragte det skiævt, enten som en Riim-Krønike, der heel igiennem skulde forstaaes af sig selv, eller som en Række historiske Digte, der skulde kunne fyldestgiøre den æsthetiske Kritik. Alt hvad jeg herom kan sige, er, at det skal være mig omtrent det Samme, hvorledes man bedømmer Bogen, naar man kun vil benytte hvad man finder brugbart; thi da Livlighed var Hoved-Sagen, maatte jeg udelade Adskilligt, der nu ikke vilde flaske sig, og meddele Resten i den Form det vilde blive livligt for mig, enten det saa var den mest eller den mindst skikkede til Hensigten. Oplever Bogen flere Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den, og jeg veed, den kan egenlig Ingen være i Veien, saalænge den er den eneste i sit Slags.
Christianshavn d. 27de Decbr. 1828.N. F. S. Grundtvig.
II. Middel-Havet.
✂
Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg!
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs;
Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, paa Fransk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig velbehage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed,
Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!
XII. Grækenland.
✂
Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!
✂
End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!
✂
Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til Svarte-Havets Kyster!
✂
Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!
✂
Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
Homeros var min Hoved-Skjald,
Og Herodot min Skriver!
✂
Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær Sokrates og Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!
✂
Blandt mange Stæder, hver og een,
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde Sparta og Athen
Hinanden Rangen vige!
✂
Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Ioner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!
✂
Lykurg og Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!
✂
Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!
✂
Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom Serxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?
✂
Det saae han i det snevre Pas
Imellem Oetas Bjerge:
Spartaneren Leonidas
Han var min Lande-Værge!
✂
Vist ved den gamle Retter-Gang
Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;
✂
Der overleved Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!
✂
Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!
✂
Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund Athenens Bøger!
✂
Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud, den Ubekiendte!
✂
Om da end Tyrken sprang i Flint;
For Skyggen af hans Maane,
Fra Salonichi til Corinth
Skal Dagen meer ei daane!
✂
I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!
XX. Nero.
✂
Ikkun den er fri at nævne,
Som kan giøre hvad han vil;
Hvem der sparer paa sin Evne,
Veed ei hvad den duer til;
Derfor gjorde vel og ilde
Jeg iflæng, alt som jeg vilde!
✂
Heraf følger jo tillige,
Man kan giøre Sort til Hvidt,
Saa det intet har at sige,
For hvem der kan handle frit,
Hvad han giør, naar som en Kryster
Ei han laster hvad ham lyster!
✂
Seneca og Burrhus, begge,
Lærde mig, at jeg var fri,
Ved at slaae de gamle Giække,
Jeg bestyrked dem deri;
Var det Løgn, for egen Brøde
Og for min de skulde bøde!
✂
Uden Forskiel Folk og Frænder,
Som det lysted mig, jeg slog;
Guld jeg gav med begge Hænder,
Som jeg gav, jeg ogsaa tog;
Prøved Alt hvad prøves kunde,
Som det Gode, saa det Onde!
✂
Jeg og prøved Christendommen,
Deels med Staal og deels med Ild,
Prøven dog var ufuldkommen,
Thi, langt meer end Guldet gild,
Skal den (sagde Sancte Peder)
Prøves i hvad bedre heder!
✂
Alle Konster, alle Dyder,
Prøvede jeg i en Hast,
Prøved alle Feil og Lyder,
Had og Yndest, Roes og Last,
Prøved, som jeg nødig vilde,
Og tilsidst at fare ilde!
✂
Tant det er med eget Tykke,
Støvet kun sig drømmer frit,
Ei engang en livløs Skygge
Mægted jeg at vorde kvit,
Mindre det, som, da jeg endte,
Hedere end Ild mig brændte!
XXV. Folke-Vandringen.
✂
Bisse-Læder vel i Sko
Findes alle Dage,
Selv hvor med Citronen groe
Blomster uden Mage;
Men at hele Folke-Færd
Bisse om med Spyd og Sværd,
Sjeldent er til Lykke.
✂
Der, hvor Jernet groer i Fjeld,
Buerne i Skove,
Drengene i Vinter-Kveld
Feie Skridt paa Vove,
Der var Folk med Staal i Arm,
Det var Folk med Iis i Barm:
Skyther og Barbarer!
✂
Volde kan, hvor Jøkler staae,
Snee-Skrid Midler ringe;
Det kan hist en Gemse-Taa,
Her en Fugle-Vinge!
Saa i Vovehalse-Vang
Volde kan et Vink, en Sang,
Lange Kæmpe-Reiser!
✂
Det var fire hundred Aar
Efter Herrens Komme,
Da i Rom og Maglegaard
Kraftens Tid var omme.
Riget som et Arve-Gods
Mellem Børn af Theodos
Skiftet til at smuldre!
✂
Da med Hunner fra Nord-Ost
Atle foer saa fage,
Han, som kaldte sig uroest
Selv en Lande-Plage,
Det han var med Ild og Sværd,
Dyrisk var hans Herre-Færd,
Djævelsk var hans Glæde!
✂
Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd
Mark er Mande-Sæde,
Hunner faldt for Egg og Odd,
Mennesker til Glæde!
Haardt paa Haardt kun holder Styr,
Vilde nok, men dog ei Dyr,
Gother var at nævne!
✂
Alrik, med en Folk af dem,
Pyrenæer-Dalen
Kaared til sit andet Hjem,
Byggede paa Valen,
Grundede paa Romer-Gruus
Der et Gothisk Konge-Huus:
Borgen i Toledo!
✂
Keiser-Thronen nu i Rom
Stod paa skiøre Suler,
Styrted end før Thjodrik kom,
For en Flok Heruler,
248
Men dog kun for Gothen fim,
Hynde laae paa Gylden-Skrin:
Thronen i Verona!
✂
Det var Diderik af Bern,
Høvdingen for Riser,
Om hvis Navn end holde Værn
Nordens Kæmpe-Viser,
Skiøndt i Apenniners Land
Stakket kun holdt Gothen Stand,
Sank i Romer-Gruset!
✂
Vester-Havets Dronning-Øe
Haardt det fik at finde,
At indvandre over Sø
Folk kan faae i Sinde,
Der kom Hengst og der kom Hors,
Med fuldsvart et Britte-Kors:
Gridske Angel-Sachser!
✂
Gallien dog værre foer,
Der løb Alfar-Veien,
Gother gik i Hunne-Spor,
Saa kom Hurlum-Heien,
Og Burgunder, Alleman,
Hver tog Sit, med Negl og Tand,
Holdt det, mens de kunde!
✂
Klodovig kom sidst og bedst,
Karl var han for Hatten,
Slog fuldmangen Mand af Hest,
Tog saa hele Klatten,
Franker hedd hans Kæmpe-Trop,
Selv de brat sig kaldte op
Flaut i Frankerige!
✂
Saa hver Strids-Mand tog sin Part,
Vester-Keiserdommet
Blev udskiftet i en Fart,
Gik som det var kommet!
Hvor Karthago sank i Gruus,
Genserik et Konge-Huus
Reiste for Vandaler!
✂
Længer paa sin Helsot bar
Øster-Keiserdommet,
Skiøndt med Narses, Belisar,
Ei til Kræfter kommet;
Selv det Bane-Saar sig gav,
Sank saa Led for Led i Grav,
Tusind Aar om Døden!
XLII. Gustav Adolph.
✂
Hvor vittige Dværge
Udhamre af Bjerge
De Gothiske Sværd,
Som aldrig kan døves,
Og silde kun sløves,
Med Hjelme i Færd;
Hvor Bønderne Bjørnen kan tæmme,
Der havde min Kæmpe-Trop hjemme!
✂
Hvor Skyerne blaane,
Hvor Soel, og hvor Maane
Har hver sig et Slot,
Hvor herlig de funkle,
Og er dog kun dunkle,
Mod Lys-Rigets Drot,
Hvor Liv har i Løndom sin Kilde,
Did svang jeg mig aarle og silde!
✂
Hvor Strids-Mænd som Trolde,
Saa bistre, saa bolde,
Drak Menneske-Blod,
Hvor Børnene fromme
Bad Frelseren komme,
Som evig er god;
Derhen, ved et Vink fra det Høie,
Vi stævned med funklende Øie!
✂
I Vallensteins Mærke,
Den Kolde, den Stærke,
Stod Iis-Bjerg og Staal!
I Tillys, den Fule,
Den gloende, hule.
Stod Helvedes Baal:
Han spared ei Liv eller Lemmer,
Han levned kun gnistrende Emmer!
✂
En Sky over Jorden,
Med Regn, og med Torden,
Er Troldenes Knæk;
Den Leipziger-Byge
Lod Baalet kun ryge,
Det slukdes i Lech!
Kan Røsten vel Tordneren hæve,
Og Bjergene skulde ei bæve!
✂
Nei, bæve de maatte,
Med Throner og Slotte,
For Døn over Dal;
Den Keiser med Kolden,
For Isbjerge-Trolden
Sig bøied i Sal,
For hidtil, med Torden i Tørning,
End trodsed den stolte Eenhjørning!
✂
Som Torden med Trolde,
Saa mødtes vi Bolde,
I Blot-Maaneds Ny!
Saa stanges, saa stødes,
Saa brydes, saa blødes,
Ei tit under Sky;
Jeg fandt, jeg mit Maal havde fundet,
Men Han der mig sendte har vundet!
✂
Ved Luzen jeg blegned,
Men høit, før jeg segned,
Det runged i Fjeld,
Og, medens mit Øie
De evige Høie
Betragted i Kveld,
Da revned de Blokke med Bragen,
Som Tordneren trodsed om Dagen!
✂
Lad Bannere smuldre!
Lad Bølgerne buldre
I Tidernes Elv!
Lad falde min Støtte!
Jeg kæmped og blødte
For Meer end mig selv!
Jeg brød for en Konge min Landse,
Som kroner med evige Krandse!
XLIII. Friedrich den Eneste.
✂
Hvem er min rette Fader dog,
Undtagen den, der giør mig klog,
Med Godt tilgavns forbunden!
Hvad, uden Glemsel af den Haand,
Der os omvandt med Trylle-Baand,
Er Unatur i Grunden!
✂
Hvem kiender ei den Mester-Haand,
Som mig omvandt med Trylle-Baand,
I denne gyldne Tale
Af Henriadens Kæmpe-Skjald,
Hvis Sang, med Viisdoms Tone-Fald,
Er Slag af Natter-Gale!
✂
Lad Taaber kun, bag Kirke-Mur,
Sig korse for min Unatur,
I Følelsen og Smagen,
I Tunge-Maal og Reflexjon,
I tolerant Irreligjon,
Hvortil de ei saae Magen!
✂
Jeg ligelidt dog blev Patron
For den pragmatiske Sanction,
Og Laurbær faldt ei færre
Ved Møllwiz, Rosbach, og ved Prag;
Ja, ligegod dog blev min Sag,
Og Schlesien ei værre!
✂
Man har med Taarer tit fortalt,
Jeg vendte op og ned paa Alt;
Men Skam faae mine Hænder,
Om ikke, hvad jeg vendte saa,
Og fik kun daarlig til at staae,
Var galt i begge Ender!
✂
Ja, mon jeg dog ei mangen Een
Lod staae paa sine skiæve Been,
Og Mund ad Mester vrænge;
Og mon Bag-Bæsterne ved Plov
Ei sang paa Tydsk, med mit Forlov:
Nu hviler Mark og Enge!
✂
At Tydsk var mig et Hunde-Sprog,
Voltaires Vers min Psalme-Bog,
Og fransk Fornuft min Herre;
Blev først og sidst min egen Sag,
Og knap, om Fleer fik samme Smag,
I Verden gik det værre!
✂
Gik det med Hoveder saa vidt,
At hver fik et, og fulgde sit,
Kom Alt i Vilde-Rede;
Men at ei fattes Faar i Flok,
Det passer vist de Sorte nok,
Som Dumhed kun giør fede!
XLV. Napoleon Bonaparte.
✂
Smaalig man i Cabinetter
Syslede med Spindel-Væve,
Ypped, jævned Børne-Trætter,
Plukked Giæs, og spilled Ræve,
Kaldte Skaktavls-Leg Idrætter,
Hvorved Bjerge maatte bæve:
Som i Sal, var glemt paa Vale
Det Gigantisk-Colossale!
✂
Daaden i de gamle Tider,
Af Sesostris, Alexander,
Mellem Døgnets Myg og Mider
Brød nu kun Bog-Ormes Pander;
Labyrinth og Pyramider
Glemdes over Tude-Kander,
Timedes den største Ære,
Naar Kritiken lod dem være!
✂
Da, paa Verdens-Skuepladsen,
Hæved sig Revolutionen,
Pludselig, med Taler-Bassen,
Blev gigantisk Franker-Tonen,
Som et Bjerg sig Folke-Massen
Vælted over Konge-Thronen:
Over Taarn, som over Tofte,
Over alle Høie-Lofte!
✂
Bjerget Bro, med stolte Buer,
Lagde over Maas og Rhinen,
Vildt dog, som i Jette-Stuer,
Blod man kaldte Helte-Vinen,
Mistog, under røde Huer,
Krampe-Træk for Kæmpe-Minen!
Som Blod-Igel kun, desværre,
Kolossalsk var Robespjerre!
✂
Under ham jeg steg paa Valen,
Sank dog ei med ham i Kulen,
Vaagned pludselig af Dvalen,
Stak i Sky som Konge-Fuglen,
Slog og ned i Alpe-Dalen,
Fældte Rytteren og Mulen,
Fløi, som Straaler gaae fra Sole,
Over Lodi til Arcole!
✂
Sønder slog jeg da og sammen
Baade Keiseren og Paven!
I Venedig Doge-Stammen
Jeg formælede med Graven!
Over Genua, med Gammen,
Brød for Corsika jeg Staven,
Blev Italiens Befrier,
Samled godt Dens Gallerier!
✂
Vidt nu gik om Land mit Rygte,
Videre gik mine Tanker:
Hvad de gamle Jetter bygde,
Maale vilde jeg med Franker;
Det Gigantiske jeg søgde,
Da i Løn jeg letted Anker,
Stævnede, trods Crokodilen,
Stolt og djærv i Hug, til Nilen!
✂
Pyramiderne jeg skued,
Under franske Maale-Snore!
Godt mig vel Cairo hued,
Dog min Hug stod til Mysore,
Der, (hvormed kun Tippo trued)
Selv John Bull at giennembore,
Før paa Samorinens Throne
Smykked ham Stor-Moguls Krone!
✂
Dog end styrer Folk og Sværde
Skæbnen, meer end eget Tykke,
Andensteds var Stort paa Færde,
Did mig vinked Cæsars Skygge,
Over Britters Bølge-Giærde
Did bar Snekken Cæsars Lykke!
Der og lønned Diademet
Løseren af Stats-Problemet!
✂
Klavre kan fiirskaarne Britter,
Gaae til Tops paa Alp og Snekke;
Knap dog Foxer eller Pitter,
Om for Een de gik end Begge,
Med min Tvær-Sæk Stien bitter,
Op og ned ad Klippe-Vægge,
Som til Æren var den rette:
Veien til Marengos Slette!
✂
Længe nok har Preusen pralet
Af sin Friedrich uden Mage,
I Berlin har Hanen galet
For hans Mester mange Dage,
Der, som Franker-Idealet,
Med Forlov kun lod det brage,
Kom og gik med Hat og Kaarde,
Uindbudt, i Kongers Gaarde!
✂
Ja, hvor er det Fastlands-Hjørne,
Hvor ei sporedes min Finger,
Hvor ei mine Keiser-Ørne
Stak i Sky, og slog med Vinger,
Hvor ei, selv blandt vilde Bjørne,
Om min Daad end Drapen klinger!
Mig indskrænked kun, som Jorden,
Strand i Vest, i Syd og Norden!
✂
Britter blegned bag Canalen,
Trodsed dog paa Orlogs-Stavne,
Fnøs, da Penne-Strøg i Salen
Lukkede dem alle Havne,
Sørged for, at ei paa Valen
Værk og Glands jeg skulde savne,
Lured trædsk paa Jovis-Fugle
I den Spanske Røver-Kule!
✂
Stolt jeg dem dog Ryggen vendte,
Giæsted Ørken med de Kiække,
Blegned ei, da Moskau brændte,
Blinked ei for Odd og Egge!
Buen kun, som Skæbnen spændte
Kunde Ørnens Vinger stække,
Fælde ham med Iistap-Pilen,
Som ei sank for Torden-Kilen!
✂
Frost og Snee-Fog, Storm og Hunger,
Sammensvor sig mod de Bolde,
Gade-Viser rask besjunger
Tabte Næser, Tæer kolde,
Men ei tusind Skjalde-Tunger
Skildre Kampen uden Skjolde,
Da vi hist, i Vinter-Mørke,
Prøved med Naturen Størke!
✂
Blodig Graad for sine Stærke
Maatte Frankrig vel udøse,
Stille under deres Mærke
Sine ranke Kæmpe-Knøse,
Men al Verdens Brynje-Særke
Kløve dog ei Skiægge-Løse;
Med al Verden til sin Fiende,
Maa sig selv man overvinde!
✂
Det jeg gjorde, da med Seire
Nederlaget jeg beredte,
Og da hele Verdens Leire
For min Hoved-Stad sig bredte!
Ingen Mod-Vind skal henveire
Blomsterne, jeg da opledte,
Der jeg, sænkende min Landse,
Tog for Kroner Offer-Krandse!
✂
Dog, fra Lunden, hvor jeg dvæled,
Skæbnen vinked mig tilbage,
Vilde end til Efter-Mælet
Lægge Daad i hundred Dage,
Hvor jeg som et Liig besjæled
Levningen af Kæmper strage,
Kyste, uden Magt og Lykke,
Hele Verden med sin Skygge!
✂
Slaget med de tvende Hære,
Er et Ridder-Spil at nævne,
Til den faldne Keisers Ære,
Som sin Død end vilde hævne,
Og slet Ingen af de Kiære
Den forhadte Arving levne,
Saa, hvormed end Britten pranger,
Han kun trætted min Gien-Ganger!
✂
Kun som Ikke-Keiser maatte
Jeg hans Klippe selv beklæde,
Selv mit Bryst for Griffen blotte,
Som udhuggede med Glæde
I min Lever sig en Grotte,
Til et kiøligt Aften-Sæde!
Huult det gjalder over Vove:
Griffen hedd Sir Hudson Love!
✂
Under Hyld paa St. Helene
Ingen Taarer mig hugsvale,
Men, som mine Bauta-Stene,
Alper skal til Sønnen tale,
Sandt udtrykke, tør jeg mene,
Det Gigantisk-Colossale,
Som med Gru man saae opstige,
I mig fra de Dødes Rige!
LII. Den Christne Tro.
✂
Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom til Live,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart det kan beskrive!
✂
Usynlig er jeg, fremfor Alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende!
✂
Vel fremmed, paa hver Plet af Jord,
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt, hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme!
✂
Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
En Torne-Krands, og Korsets Bul,
Hvortil jeg mig kan hælde!
✂
Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark, i Syd og Nord,
Hvor Melk og Honning rinde!
✂
Og naar jeg misted hvad, af Jord,
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor,
Ved mine Venners Grave!
✂
Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne!
✂
Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op,
Og sid blandt Kongens Giæster!
✂
Det Ord, i attenhundred Aar,
Befolket har mit Rige,
Skiøndt altid paa min Kirke-Gaard
Et Kors var Himmel-Stige!
✂
Min Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad jeg nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord,
Og Klipperne udjævner!
✂
Med Det indvier jeg min Daab,
Velsigner jeg mit Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab,
Og her det vederkvæger!
✂
Med Det jeg skaber gode Kaar,
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar,
Og springe over Grave!
✂
Med Det jeg skaber Viin af Vand,
Og Paradis af Ørke I
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!
✂
Mit Rige kaldes Christenhed,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed,
Hvormange der er mine!
✂
Kun det er klart, de er det ei,
Som ei mig vil bekiende,
Og at jeg løi, ifald min Vei
Gik ei til Verdens Ende!
✂
Men dog, saa vist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund,
Og Gud i mine Leire!
✂
Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt,
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Verdens Lyst, og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!
✂
Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde!
✂
Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde!
Jeg kroner ligefuldt mit Aar,
Med Frugtbarhed og Grøde!
✂
Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Og prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!
✂
At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand,
Det skal da Verden lære!
✂
Det kiendes skal, naar, som en Soel,
Jeg straaler brat med Størke,
Adspredende, fra Pol til Pol,
Alt Hedenskabets Mørke;
✂
Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;
✂
Udstraalende den Herres Glands,
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!
✂
Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende,
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!
✂
Om Han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog,
Paa Ordet Ham har taget!
Paradis.
✂
Jeg er ikke længer, saavidt man veed,
Hvor tit jeg søgdes, i Østerleed,
Men Billede mit i Blomster-Ord
Dog svæver end over den hele Jord,
Hvor Øre man har for mit Hædersnavn,
Som Glædernes gamle Fødestavn,
Som Edens Have med Livets Træ,
Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,
Som Rosengaarden ved Livets Væld,
Hvor Maanen har ikke Skaar og Kvæld,
Hvor Solen skinner og Lærken slaaer,
Og Solen varmer det hele Aar;
Hvor Moder kan sige sin Datter forvist:
Om dig synger nu lille Fugl paa Kvist,
Hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
Hvor Alle hinanden har inderlig kiær,
Hvor Alting gaaer muntert med Arbeid som Leg,
Hvor Ingen faaer Nykker og Ingen faaer Nei;
Hvor Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
Hvor Fader og Moder skal aldrig døe,
Hvor Alting voxer og bliver stort,
Og kiger i Sky ind ad Himlens Port,
Hvor Englene immer gaae op og ned,
Og hviske til de Smaa hvad Ingen veed:
Hvor deiligt der er over Stiernetop,
Som selv de skal see, naar de kommer derop!
✂
Aartusinder svæved jeg saa, til Lyst
Og Længsler søde i Smaafolks Bryst,
Paa Skjaldes Tunger, for deres Syn,
Som røres kunde af Aandens Lyn,
Som tændes kunde af Hiertets Ild,
Naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skialdens Sang,
De drømde om mig fuldmangen Gang,
De saae ogsaa Glimt af min Yndighed
I Aftenrøden og Hjemmets Fred,
261
I Pindsetiden, naar Skov blev grøn,
Og Bølgen sig krused mild og skiøn,
I Barndoms-Tiden, naar den svandt hen,
Men fløi som en Fugl forbi igien!
✂
Saa lytter, I Smaa! naar Skjalden slaaer
Guldharpen om Livets Rosengaard!
Ei paa hans Læbe skal døe mit Navn,
Med det han synker i Støvets Favn,
Og haaber at vaagne i Gladhjem brat:
Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,
Hans Blomsters Eng og hans Bøges Lund,
Hans jævne Mark mellem Bælt og Sund,
I Fredens Hegn, bag de Bierge blaa,
Han immer stirred vemodig paa!
Ja, vænner jer til hans Billedstil!
Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,
I Kraftens Fylde og Heltens Priis
I see da og Glimt af Paradis!
Ebræer, Græker og Romere.
✂
Tre Folk som disse ei Verden saae,
Og aldrig kan deres Navne forgaae,
Saalænge som Øine, brune eller blaa,
Der kastes fra Støv mellem Stierner smaa;
Saalænge paa Jord der end fødes en Søn,
Som Morgen-Røden kysser og finder skiøn;
Saalænge i Verden sig løfter en Haand
Dumdristig med Lykke mod Ord og Aand!
✂
Ebræeren, han giorde al Verden viis
Paa hvad for en Gud, den skylder Priis,
Og hvordan vi alle af Guddoms-Rod
Paa Jorden udbredtes med samme Blod,
Og hvordan i Tidens Fylde skiøn
En Kvinde fødte Guds ældste Søn,
Til Verdens Frelser fra Død og Dom,
Til alle Slægter at kvæde om!
✂
Os Grækeren viiste med Haand og Mund,
Hvad kiønnest klæder i allen Stund,
Ja, kiønnest i Kirke og kiønnest i Sal,
Og kiønnest paa Torvet og kiønnest paa Val!
Da Talerne døde og Sangerne tav,
Man saae det paa Stenene ved deres Grav,
Med Penne-Strøg selv de afbilded til Nød
Det driftigste Liv og den deiligste Død!
Saa deilig var Døden, at til den endnu
Forgiæves saa vide staaer Læsernes Hu,
Som ikke begribe, paa Fastland og Øe,
At græsk man maa leve, om græsk man vil døe!
✂
Os Romeren lærde, hvad Hænder formaae,
Naar sammen de holde og sammen de slaae,
Og flittelig bruges med Vid og Forstand
Til Gavn eller Skade for Folk og for Land!
Den Lærdom, han gav os, den var saa stærk,
At Skyggerne af hans Hænders Værk,
Som Spidser og Streger paa Blad i Bog,
Kiøs Livet af mangen en Skolepog,
Og sætter end Skræk i Kæmpers Børn
For Kløerne af den skudte Ørn!
Der sidder i Nord dog en lille Pog,
Og staver med Saga i Billedbog,
Naar han bliver voxen i Tid og Rum,
Og dandser med Havfru paa Havets Skum,
Da seer han paa andet end Kinden rød
Hvad Forskiellen er mellem Liv og Død,
Og vælger ei Døden, om nok saa smuk,
Men smiler ad alle de Dødes Muk,
Og lever paa Græsk, saa godt han kan,
Med Øie paa det »forjættede Land«,
Og bruger kun Romerske Kneb og Spyd
Til Spøgelser, Trolde og al Udyd!
Island.
✂
Iisklædt, med Ild i Barmen,
Jeg staaer paa Nordisk Grund,
Hos mig var meer af Varmen
I Haand dog end i Mund!
✂
Om det er mig, de Gule,
I Grækenland og Rom,
Har kaldt og skiældt for Thule,
Ei bryder jeg mig om;
✂
Men at Latin berømmes
Saa høilig hos mig nu,
Derved selv lis maa ømmes,
Saa det er mig en Gru!
✂
Som Romer-Spyd og Pile
Mod Mjølner i sin Drift,
Saa er Latinske Stile
Mod Islands Sagaskrift!
✂
Syvhundred Aar tilbage
Jeg lagde Haand paa Værk,
Det lærde jeg af Brage,
Og ei af nogen Klerk!
✂
Min Haand var ei saa valen,
Den godt jo tøedes op,
Ved Aandepust i Dalen
Fra Hjerte-Bjergets Top!
✂
Med Blæk at balsamere
Den Fugl fra Tungenæs,
Som flyver uden Fiere,
Jeg lærde ei af Giæs!
✂
Den Fugl med Sange sine,
Om Balder og om Thor,
Og alle Kæmper fine,
Som Ære vandt i Nord,
✂
Den fløi med Odins Ravne,
Vidt over Bjerg og Søe,
Og saae fra Luftens Bavne
Storværk paa Hav og Øe!
✂
Den kom fra Asers Porte,
Den kom fra Alfers Hjem,
De Hvide og de Sorte,
Og sang iflæng om dem!
✂
Den kom fra Norne-Salen,
Den kom fra Ygdrasil;
Bar Vidnesbyrd fra Valen
Om hvert et Lykke-Spil!
✂
Den svæved over Heden,
Hvor Thurs i Ormeham,
Paa gyldne Æg i Reden,
Sprang over Klingen Gram!
✂
Den svæved over Gunner,
Som slog, med Banesaar,
Guldharpen mellem Hunner,
I Aties Ormegaard!
✂
Den svæved over Krage,
Dengang, en Morgen kold,
Med Kornet uden Mage,
Tilsaaet blev Fyrresvold;
✂
Og da, for Guld det røde,
Om Nat han høsted Staal,
Da over Kæmper døde
Sang Fuglen Bjarkemaal!
✂
Den sang om dem i Leire,
Som Odin Asamand
Paa Vuggerne gav Seire,
Fra Skjold til Hildetand!
✂
Den svæved over Runer,
Som staae den Dag idag,
Og sang om Lykkens Luner
I Braavals Kongeslag!
✂
Den svæved over Norge,
Som faldt, forladt af Thor,
Med alle sine Borge,
Ved Gny i Bukkefjord!
✂
Den svæved over Stranden,
Med Flokes Offer-Ravn,
Og over Landnams-Manden,
Som skabde Islands Navn,
✂
Og over Stolpevraget,
Fra Asers Himmerig,
Som, under Valhalds-Flaget,
Flød op i Reikavig!
✂
Der bygged Den sin Rede,
Med Ingulf, under Tag,
Og mellem Kæmper vrede
Den døbdes Farimag!
✂
Den sang for Ungersvende,
Om Kraftens Gubber graa,
Paa Odd og Hlidarende,
Og over Øxeraa!
✂
Og ved Dens Mindesange
Imellem Klipper graa,
Der tindred Øine mange,
Som Stjerner paa det Blaa!
✂
Da voxde Mod i Bringe
Og Lyst til Herrefærd,
Da voxde Vid paa Thinge,
Idrætten, fjern og nær!
✂
Til Nordens Konge-Sale,
Hvoraf gik Ry endnu,
Til Kæmpeskridt paa Vale,
Stod mine Sønners Hu;
✂
Paa Reiser til det Fjerne,
Til Rom og Maglegaard,
At prøve Haand og Hjerne,
Dem tykdes Jarle-Kaar!
✂
Og Fuglen, trods sin Ælde,
Dog gierne fulgde med,
Til gamle Norges Fjelde
Og Øster-Saltets Bredd!
✂
Med mangen Islandsfarer
Den over Bølgen blaa,
I Øst med Graafelds-Varer,
Lod over Havet staae!
✂
I Danmark og i Norge,
Og selv i Holmegaard,
Den flagred om i Borge
Endnu tohundred Aar!
✂
Den bar da mine Skjalde,
Som Ridder Høg paa Haand;
Hvor Luren hørdes gjalde,
Den fløi i Ledebaand!
✂
Saa flagred Den ved Svolder,
Og over Stiklestad,
Og, mellem Døds-Herolder,
Ved Stanfords Birtings-Bad!
✂
Den fandt, med Halfred, Naade
For Trygges bolde Søn,
Men fik med Haarderaade
Sit Banesaar i Løn!
✂
Den sygt kun pipped siden,
Og paa sin Død den bar,
I Stormen og i Striden,
Med Sigurd Jorsalfar!
✂
Ved Herrens Grav, med Egge,
Omsonst de gjorde Bod,
Og badede sig Begge
Med Bram i Jordans Flod!
✂
Af Helsot Fuglen døde,
Paa Straa i Maglegaard,
Og ingen Klokker løde
Da Den blev lagt paa Baar!
✂
Den kom dog hid tilbage,
I Munins Færgebaad,
Og da mig lærde Brage
For Uraad end et Raad!
✂
Det var at balsamere,
Med Blæk i Kalvskinds-Vang,
Den Fugl foruden Fiere,
Med al sin Minde-Sang!
✂
Vel hundred Aar, og flere,
Jeg brugde al min Flid,
For ret at balsamere
Den Fugl fra Arildstid;
✂
Den og i min Iskielder
Saa vel forvaret laae,
At dertil, Saga melder,
Man aldrig Mage saae!
✂
Ei var det til at kiende,
At, fra den sorte Død,
Trehundred Aar til Ende,
Den laae i Gravens Skiød!
✂
Sig selv, i alle Dele,
Den ligned paa et Haar,
Og slumred, i det Hele,
Som Den var død igaar!
✂
Derom ei Fugl paa Kviste
Vel sang femhundred Aar,
Deraf dog paa det Sidste
Nu Ry i Norden gaaer!
✂
Jeg mærked det paa Sangen,
Som over Hav kom hid,
Ensteds i Svane-Vangen
Laae Æg fra Arildstid!
✂
Jeg kan det ei begribe,
Jeg kan det ei forstaae,
Hvordan af dem tillive,
Der nys kom Fugle smaa,
✂
Men grandt jeg det kan høre,
De er af gammel Art,
Thi Tonen i mit Øre,
Den sidder velforvart!
✂
Om Aser lydt de kvæde,
Og Skjoldungers Bedrift,
Om Ingulfs Stole-Sæde,
Og Islands Saga-Skrift!
✂
Trods hele Romer-Valen
Og trods Athenes Lund,
Hos mig nu Jøkul-Dalen
Er ægte classisk Grund!
✂
Thi Sangen, rosenmundet,
Det har for Dagen hragt,
At af mig er oprundet
Hvad i mig var nedlagt!
✂
Saa brug nu dine Kræfter,
Grammatikalske Rom!
Giør først mig dette efter!
Hvis ei, din Pral er tom.