Baggesen, Jens Døden og Doctoren eller Den sorte Pest

Døden og Doctoren eller Den sorte Pest .

E ngang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Matgispende ved Roden af en Eeg,
Hvorhen paa tynde Been, vor store Thessen lig,
Den fra en Valplads havde slæbet sig,
Og færdig var at puste ud sin Siæl
(Figurlig sagt i Vers, forstaae mig vel!
I Prosa klang det alt for galt;
Thi Døden , egentlig og philosophisk talt,
Skal ikke være stærk i Siæl),
Kort sagt: Hans Majestæt ei kunde mere,
Træt af at slaae ihiel,
Og laae paa Jorden færdig at krepere.

En Doctor gik forbi,
Og saae den ligge der, og tænkte: ved den ni!
(Saa kalder man for Kortheds Skyld den Syge,
Hvorfor Tobias maatte ryge)
Det var en herlig Sag, o Himmelen skee Lov!
Om jeg nu snappede fra Herr Patronens Side
222 (Han troede, Herr Patronen sov)
Den Lee, for hvilken alt i Græsset strax maae bide,
Hvor vilde kiøre da min Plov!
Hvad er mod den al Verdens Laxativ,
Salt, China, Rottekrud, Recepter, Piller, Draaber,
Ja selv den Elixir, hvorpaa jeg ellers haaber -
Og alt det andet Antidot mod Liv?
En Bagatel! - Sandt nok lidt Tyverie
Der stikker i;
Men stiæle Medicin - og stiæle fra en Død -
Og naar man føler sigtil Livets Meier fød -
Og overalt - langt heller eengang stiæle
End uophørlig hæle -
Saa raisonnerte han af Iver for sin Kunst,
Og listede sig til at nappe -
Men Dødens Knokler blev paa eengang rappe:
"Herr Doctor," skreg den, "det er reent omsonst,
"At prøve paa ruin Lee at snappe!
"Thi reent ud sagt, at stiæle den ,
"Og Køllen fra den gamle Jomfrue-Værger,
"Og Livets Balsam fra min Fjende Berger ,
"Er lige mueligt, kiære Ven!
"Jeg raader derfor venligst, lad den ligge!"

Den Doctor blev om Næsen ganske bleg,
Og skialv, og gyste, hommed' sig, og skreg,
Som een, der vil af Døden Livet tigge:
"Ak allernaadigste Horr Mors !
"Tilgiv mig, at det syntes som jeg vilde -
"Nei Himlen frie mig! Fra King-Pe til Aars
"Er ingen Dødelig, som tidligen og silde
"Med saadan Jver dyrker Dem, som jeg!
"Jeg stiæle fra Dem! - ak tilgiv mig, nei!
"Jeg Leen blot en smule hvæsse vilde,
"Den syntes mig lidt sløv." - "Nu er jeg død
223 "I tredsindstive Secler!" hin udbrød,
"Men i min hele Dødstid aldrig Mage
"Jeg funden har til denne Nidkiærhed!
"Blandt alle mine Svende, det jeg veed,
"I nye Nætter og i gamle Dage
"Har ingen havt en halv saa mesterlig Jdee!
"Hvad siger jeg? jeg selv bekiender det med Spee,
"Jeg selv har end ei havt den - Hør, min Herre!
"Jeg hader Complimenter," blev den ved,
"Men denne ganske ny Opmærksomhed
"Fortiener en Belønning - De begiere
"Af alt hvad Døden eier, hvad De vil,
"Og, ved min Lee! det Dem skal høre til!"

Vor Doctor brugte næsten to Minuter
Til at betænke sig,
Og endelig brød ud: "Det græmmer mig,
"At forefinde Deres Majestæt
"Saa skrøbelig og træt,
"At udaf Stand til Leen selv at bruge
"De Deres Arbeid reent maae see forsømt
"I næste Uge -
"De allernaadigst mig en Gave har tildømt,
"Tør jeg mig underdanigst blot udbede,
"De denne Lee mig vil tiltede,
"Saa længe til De kommer Dem igien?
"Jeg vist skal giøre mig al tænkelig Umage,
"For med en Eftertryk at bruge den,
"Som om det var Dem selv i Deres Ungkarlsdage."

Den kiære Død, i øvrigt ufortalt,
Har, siger man, med andre Potentater,
Hvis Blik maae giennem-overskue Stater,
Et Syn tilfælles, som seer ofte galt -
Og ofte, naar man grant betragtet har dens Væsen,
224 Man skulde sværge paa, den reent gik efter Næsen,
Som andre fleer,
Der gaae saa skiæveligen, som man seer -
Men Himlen frie mig fra dens Gang at skose!
Hver gaaer paa sine Been saa lige, som han kan
Kun synes mig, at dens Forstand
Ved denne Leilighed var ikke just at rose -
Den burde bedre have kiendt sin Mand,
Og hvad han førte i sin Pose.

Imidlertid den havde svoret saa;
Og Døden er en Mand, som man kan lide paa. -
"Velan," udbrød den, "tag den; men hold Maade
"Med Brugen af dens skarpe Odd,
"Og levn dog lidt af Livets Traad!" -
"Lad mig kun raade!"
Igientog Doctoren - og løb ad Marken hen:
"Om otte Dage sees vi her igien!"
Han løb - og for ei reent at spilde Tiden,
Hvor intet var at meie, hvæssed han,
Alt som han løb, den krumme Sabrian
Til ydermere sikker Biden.

Den arme Død saaledes laae paa Luur
Tre, sire, fem, sex, syv kiedsomme Dage;
Men uden Medicin ved Hielp af blot Natur
Den ottende dens Styrke kom tilbage -
Den reiste sig - og savned strax sin Lee;
Thi uden den er gode Mors , hvad flere
Vor Verdens Herrer uden Zepter ere,
En Ræe, man er vant at see.

Den gyste for det Skridt, den havde vovet,
At laane bort sin hele Magt:
"Men," raabte den, "har jeg da sovet?
225 "Jeg dumme Død, som ikke meer gav Agt
"Paa denne Skielms saa kiendelige Maske!
"Hvor kunde jeg saa let mig lude overraske?
"Hvor skal jeg løbe hen? mod Syd? mod Nord?
"Hvo veed, hvor nu den Skurk omfeier?
"Og, før jeg seer mig til, afmeier
"Hver Livets Ager paa min Jord?"

Den længe raadvild løb mod Østen og mod Vesten,
Mod begge Poler, og, som sluttes let,
Blev atter træt.
Til Lykke fandt den ved et Giærde - Hesten
(Den gamle Blis,
Som tales om i Apocalypsis),
Paa dennes Ryg den endelig kom op,
Og nu, hop! hop!
I Førstningen i Trav, og siden i Galop,
Fra Stad til Stad - i alle fandt den Pesten,
Og skreg sig hæs i lutter "Vee! o! vee!
"See Virkningen af min misbrugte Lee!"

Den sorte Pest (saa har man kaldt det Væsen,
Fordi den Mand, der alting meied bort,
Var, mod sædvanlig Skik, ei bleg, men sort)
Stak Døden meest fra Norden af i Næsen -
Den efter Næsen reed, og endeligen traf
Vor Doctor Urian, klif! klaf!
"Ha!" skreg den: "Hid med Leen!" -
- "Pyt! Herr Rytter!
"Den tages ikke saa! nu har jeg den;
"Og i al Evighed du faaer den ei igien!
."Klif! klaf! din Trusel her til intet nytter!" -

Den ellers Blege blev om Næsen doppelt bleeg,
Og al dens Virkekraft af alle Knokler veeg,
226 Den faldt af H e sten bumps saa lang den var,
Og Doctoren, klif! klaf! skreg: "Lig du der, din Nar!"

Med eet man ved et Skrald af Torden
Saae ryste Himmelen og bæve Jorden -
Et Lyn med usædvanlig Glands slog ned,
Af Lynet foer en Aand, saa skiøn og lys som Livet,
Den raabte: " Mig blev Lægedommen givet " -
Og Doctoren og Døden skialv derved -
Den Leen greb - og i et Nu klif, klaf,
Fløi Doctoren Paryk og Hoved af -
"Der," sagde den, og rakte den til Døden,
"Jeg skienker dig din gamle Magt igien;
"Men, hvis du nogentid misbruger den,
"Saa skiælv, hvor og du er i Verden, for mit Møden!"

Min Winsløw! trende Gange Døden mig
Gik truende med Leen ind paa Livet;
Men for den lyse Aand den skiulte sig,
Og Sundhed blev din Ven tilbagegivet -
Nys trued' den tredoppelt frygtelig
Det Liv, som lærte mig at elske mine Dage -
Jeg skialv - men see! den atter veeg tilbage,
Og i min Skytsaand jeg gienkiendte Dig .