Katten,
eller
Kiærligheds Triumf.
✂
E ndskiøndt der intet Land i Verden er
Saa ganske koldt og haardt, at hist og her
Jo een og anden nyttig Urt frempipper
Blandt giftigt Ukrud - selv blandt Grønlands Klipper,
Ifald os siger sandt den gode Herr Bomare ,
Skal voxe deilig Kokleare
-
Skiøndt intet Folk paa Jorden er saa dumt,
At jo en Enkelt man i samme hitter,
Der veed at skiælne mellem ret og krumt -
Endogsaa blandt de fordums Abderiter
Var een, der, hvis man skal Herr Wieland troe,
I visse Maader kunde gaae for to -
Epaminondas var en fød
Bæoter ;
Og Anacharsis Geter eller
Gother -
Zamolx , skiøndt gammel
Scyther , var ret
klog,
Og Peter , skiøndt en
nye, var intet Fiog.
I Helved selv, hvor dog kun Ondt skal være,
Man finde kan Beviis for denne Lære;
Thi, naar i Tingen noget dybt man seer,
Saa findes selv i Miltons
fule Vrævel
Vel een og anden ganske dydig Diævel;
Blandt Klopstocks een saa
got som Engel er -
37
Blandt Munke var en Luther , og blandt Bonszer ,
For Resten Bonjer, glimrer en Konfuz ,
Dog troer jeg aldrig, at man mellem Monser
Vil finde nogen god og dydig Puus.
✂
Jeg troer dem ei. Og, skal jeg sige sanden,
Endskiøndt jeg i de Rødes
og de Blaas
Land- eller Søe Slag stod, som der skal staaes,
Maaskee saa stiv som nogen anden,
I Slag mod dem jeg sikkert løb min Kaas;
Og Slag mod Slag, hviS endelig skal slaaes,
Jeg sloges hellere med selve Fanden.
✂
Kort, disse lumske Dyr er ikke mine Folk.
Jeg skyer dem meer end Mørkets Ildkrabater,
End Østers, usiet Melk, og Mecenater,
Og Vers af salig Agent Holk .
✂
Tidt foretog jeg mig, for denne Leede,
Som jeg i Grunden fandt en dum Antipathie,
Alvorligen mig at helbrede,
Ved Hielp af Epiktets
Philosophie ;
Og sagde til mig selv: den Viise skræmmes
Af ingen Ting; om Himlen selv faldt ned,
Saa staaer han som en Pæl paa samme Sted;
Hans Mod af ingen Fiende tæmmes,
Hans lige Gang af ingen Skiæbne hemmes -
Naturen raadner, Livets Opholdssted
Forvandler sig til Dødens; Uhumskhed
Og al optænkelig Afskyelighed
Omgiver ham i blodig Damp, han væmmes
Dog ei derved! -
Velan! vær viis, min Siæl! og trods Naturen!
Giør dig mod alt og mod dig selv til Knud!
✂
Som sagt, saa giort: jeg trak mig Tænder ud -
Og læste Brægers Vers
- og holdt det siette Bud -
Og holdt hver Søndag selv Herr Brølers Præken ud
Blot for at øve mig i Kuren:
Omsonst! - Jeg klistrede, med Hvidt af Æg,
Udskaarne sorte Katte paa min Væg,
For mig, lidt efter lidt, at vænne til Figuren:
Omsonst! - Jeg skrev paa Pullen af min Hat,
Som hængte lige for min Næse: "Kat";
Og læste dagligen Artiklen i Bomare ,
Til udenad jeg kunde den - Tarare!
Den første virkelige Kat, jeg saae,
Rev ned, hvad med saa megen Sveed og Svien
Mig havde bygt Moralphilosophien;
Og modløs lod jeg ligge, hvad der laae.
✂
Kun, Elskov! du kan alting overvinde,
Din Tryllekraft giør en Orlando gal;
For Omphale maa selv Alciden spinde;
En Dalila kan eene Samson binde;
Du tæmmer Kiempe, Løve, Grib, og Hval,
Ja Guder selv. Saturnion
nedstiger
Fra pigeløse Himmel hist og her
Paa Jorden, for at kysse kiønne Piger,
Til Spot og Spee for al Olympens Hær,
Foruden Hat, Paryk, og Tordenspiger,
Snart som en Svane, snart som en Dukat,
Nu som en Stud, nu som en Abekat.
Lyksalig den, som, Amor !
du beskytter!
Han kan alt hvad han vil, og rundt omkring
Han Slotte, Bierge, hele Verd'ner flytter
Paa Øieblikket, og som ingen Ting.
Den, du beskiermer, frygter ingen Fare;
Ham skrækker ingen Morder eller Tyr;
39
Han Penge til en Kaarde frit kan spare;
Ham Beester, Mennesker og Diævle flyer.
✂
Men da min Muses Børn er hidtil faa,
Kun lidt bekiendte, mindre deres Fader,
Saa, at min Læser mig desbedre kan forstaae,
Vil jeg oprigtig her tilstaae,
At jeg af Kiærlighed er ingen Hader,
Men i al Ærbarhed og Tugt
Saamænd endogsaa har en lille Pige,
Der ei fortryder paa den smule smukt,
Jeg hende kan imellemstunder sige,
Skiøndt det er ei saa smukt som det, Catull
Sin Lesbia tilnynned, og
Tibull
Sin Delia , ved
kiælentstemte Lire
(Men dem hun kiender ei, og mig hun er lidt huld)
Og denne Pige, som for al Mogolens Guld
Jeg ikke bytted bort, hun hedder her Zemire .
Nu veed enhver, som eengang elsket har -
Og andre veed det af Romaner
Og Skuespil - at mellem andre Vaner,
Der hænge ved den arme Elskovs Træl,
Som, for Exempel, tidt at slaae sig selv ihiel
(For hvilken, Cypris , du
mig allenstund bevare!),
Er i Besynderlighed den:
At hoppe, helst i Qvæl, til den Tilbedte hen,
Endogsaa med den allerstørste Fare.
En Elsker er bestandig Helt .
Cupido har, som Fader Naso siger,
Trods Generalen Mars sin
Leir og Telt;
Og den, som løber efter kiønne Piger,
Er i bestandig Strid og Feldt,
Saa got som nogen anden Kriger.
De spionere hver, paa Mark, og Bal,
Hin Fiendens Hær, og denne sin Rival -
40
Naar Mavors Søn en
Fæstning hist beleirer,
Og throner paa nedbrudte Taarnes Gruus,
Saa denne bryder Vindver op, og seirer,
Og rask slaaer Lygter ind i lystig Ruus -
Hin trygge Fienders Søvn er vel tilpas,
Med Slummer har en Elsker og sin Spas -
Kort, disse tvende ligne saa hinanden
I alle Ting, som man kan see
Hos Naso nok saa got som
hos en anden.
Han gaaer i sligt ei blot for to, men tre.
Jeg just saa ganske nøie veed det ikke;
Men han forstod den Sag til Punkt og Prikke -
Desuden alt at sige, hvad man veed,
Med alt for stor Omstændighed,
Det er saa hvad det er. Paa mange Steder
Den gode Naso dette selv
begræder.
✂
Men, til Materien igien at komme,
Jeg mangler, mærker jeg, en Smule Blye,
Og svinker noget meget. Maaskee somme,
Der ikke vide, Pegasus er
skye,
Vil finde min Maneer for nye;
Endskiøndt de selv dog, med Forlov at sige,
Saa vidt man undertiden kan forstaae,
I Ting af større Vægt saa ganske lige
Just ikke altid gaae;
Men det er egentligen deres Sager,
Som mig i Grunden her aldeles ikke rager -
Og, for at komme til mig selv igien,
Saa, da jeg har beviist, at Amors Ven
Er Helt, og sagt, at jeg har selv en Pige,
Saa følger deraf overmaade lige:
At jeg er ogsaa Helt. - Men Helt og Helt er to;
Gemeene Heltes Navn er Legio.
41
At Efterverdnen mig bør blandt de sieldne prise,
Vil, haaber jeg, mit Eventyr bevise.
✂
For her at undgaae slem Logomakie,
Saa sættes (Forord volder ingen Trætte):
At Heltemod især bestaaer deri,
At leve, naar man kan - og døe som Mette ,
Som Grethe, Jesper eller
Skrædderen:
Det er at sige: smukt staae op igien;
Thi døe er ingen Sag - det kan jo paa min Ære
Hvem det skal være;
At leve derimod, see, det er Tingen!
Det kan i vore Tider næsten ingen -
At sige, naar det galdt; jeg regner ikke den,
Som kan gaae i sin Seng, og kan staae op igien,
Foruden Farlighed, og ei alleene leve,
Men blive til to, tre; og være tyk og feed,
Og tankeløs og ubekymret sveve,
Som Herremand, Bormester eller Greve,
I rolig Claussimplexisk Salighed -
Det kommer ikke Sagen ved;
Men midt i Nattens Mørk, omlynet allevegne
Af blege Rædsler, og dog ikke blegne;
Hvor Øiet vendes, mødt af Helveds hele Magt,
See Diævel, Mørk, og Skræk med ligestor Foragt;
Med Øre, dirrende ved Zahras Løvers Vrøl,
Kun høre: Kiemp og vind ! imellem hvert et
Brøl;
Med Næse, lugtende kun Damp af Aadselkuler,
Som den, der stiger op af gamle Dragers Huler,
At fnyse kiek, og selv naar Jordens Axel knak,
At tage sindigen sin vante Priis Tobak -
See det er Heltemod. Endskiøndt den hele Scene
Er, trods Anstrængelsen af min Camene,
Kun skildret mat -
Som Læseren nok selv vil finde, naar jeg siger,
42
At den skal forestille mig som Kriger
I Tvekamp med en Roland
af en Kat.
✂
Hver Elskovs-Atheist i slig en Scene
Vist havde spilt sin Rolle meget slet;
Kun Elskeren, kun Elskeren alleene,
Skiøndt bunden, fanges ikke her saa let.
Hver anden tabte Modet, som jeg tænker:
Kun Amors Slave kiender ingen Frygt.
Min Siæl er kiek i min Zemires Lænker,
I hendes Slaverie jeg lever trygt.
Ei tynge disse Kiæder; men de lette
Med Lynildstraalens susende Galop
Min glade Aand høit over Jorden op,
Og den ved Siden af Kronion sætte.
Stolt skuer jeg paa Jordens Farer ned
Igiennem Glandsen af Zemires Smile,
Og frygter ei den nære Tordenkile,
Om end min Sidemand var nok saa vred;
Tryg, om end alle Himlene nedtordned,
Jeg flytter ei en Fod, men bliver paa mit Sted,
Om for mit Øie alle Sole sortned'
Og alle Kloder under mig bortgleed.
Saa mægtig er din Troldom, Erycine !
Den, du fortryller, ingen Fare skyer,
For ham er Spøg, hvad andre synes Pine,
For ham, skiøndt ubevæbnet, Ulve flyer.
✂
Herpaa er jeg just ei det eeneste Exempel:
Horaz stadfæster det: han
kiendte Elskovs Magt
Saavelsom jeg, var Helt, Poet, og uforsagt;
Og snurrigt nok, vi to (alt vel tilsammenlagt)
Har overalt saa got som samme Stempel:
Han i Venusium var født,
jeg i Korsøer ;
Han levede paa Landet, jeg i Byen;
43
Han løfted Cæsar og Mecen til Skyen;
Før jeg giør sligt, af Sult jeg heller døer;
Han kyste tidt tre, fire, fem, sex Piger;
Jeg een - og neppe det, som somme siger;
Han slukkede sin Tørst med god Falerner-Viin;
Med Peblingsøens Vand jeg slukker min;
Han var en stor Poet - og jeg en lille:
Kort sagt, naar, uden Frygt for Aristark ,
Jeg sammenligner os à la Plutark ,
Saa kan man os knap fra hinanden skille.
Og Elskov gav os Mod, at trodse begge to,
Han den sabinske UIvs, jeg Siellands-Kattens Kloe.
✂
For nogle Dage, hvilken dog saa lige
Jeg ikke torde just med Vished sige;
Nok er det, at det var engang en Dag,
Jeg tog mig for, at komme, see, og vinde
Min hidtil demanthærdede Gudinde,
Som ikke var saa ganske let en Sag.
Man mærke vel, at jeg aldeles ikke
Er nogen Paris eller Ganymed ,
Og ikke synderlig kan Fruentimmer stikke
I Øinene, saa vidt jeg veed;
Thi alt, hvormed man Damerne behager,
Alt hvad det smukke Kiøn især indtager,
Smaabitte Fødder, og en smuk Frisur,
En smidig, let og ledeløs Figur,
Der i forunderlige Caprioler
Har Centrum Gravitatis hist og her,
Snart i sin Hat, og snart i sine Saaler;
En Vittighed, som, naar og hvor det er,
Kan eene, hele Timer, tækkelig
Trods sund Fomuft, for hele Kredsens Næser,
Frembringe Myriader af Fadæser -
Alt sligt har umild Skiæbne nægtet mig.
44
Og derfor er det ei at undre over,
Om jeg maae giøre mig en smule Flid;
Kun Hofmænd, Prindser, Guder alting vover
For første Gang - jeg bruger mere Tid.
Jeg er ei Mars , om hvem
Ovid fortæller:
Han kom, og saae, og vandt sin Sylvia ;
Hans Maade var desuden ikke heller
Heroisk, naar man regner alting fra.
✂
Men i min Rad igien! Man saae mig før
Tæt uden for min Herskerindes Dør.
Og, afsagt Hader af de spanske Skikke,
Der blev jeg ikke -
Jeg smukt gik ind, som andre Mennesker,
Og hilste, satte mig - og saa var det ei meer.
Thi om jeg nu engang med Foden sagte stødte,
Vist uden Forsæt, paa den Skiønnes Fod -
Om mine Øine stundom hendes mødte,
Og hendes mine - om en Smule Blod,
Avist hvorfor, ved slige Leiligheder
Op i de rosenhvide Kinder foer -
Og om der banked noget, visse Steder,
Og hæved noget vist, jeg veed ei hvor -
Om et og andet giennem Siælen foer -
Og om jeg svømmed i et Hav af Glæder,
Og undertiden næsten drukned heel
I Elskovs underlige Saligheder -
Det giætter, i det mindste for en Deel,
Enhver forelsket Povl og Peder.
Men, een Ting giætter Læseren dog ei:
At nemlig midt i denne Hurlumhei
Af Tryllerier, midt i dette Glædens Eden,
Var, som i hvert et Paradiis herneden,
En Slange skiult. Hvor findes varig Lyst,
Naar ikke selv ved min Zemires Bryst?
✂
Jeg sad i Himlen selv - jeg saae kun dig, Zemire !
Og saae kun Guders Syner i hvert Blik -
Jeg aanded Ambra - hørte Solens Lire,
Og Sphærernes Musik -
Jeg holdt din Haand, og følte Evalds søde,
Henrykkende jeg veed ei
hvad -
Jeg kyste den, jeg smeltede, jeg døde
Paa Stolen, som jeg sad,
I meer end Engles Salighed - jeg rørte
De høie Himles Himle med mit Haar -
Kort sagt: jeg aanded, følte, saae, og hørte
Alt hvad en lykkelig Poet formaaer,
Jeg voved selv et Kys - og nu svandt Jord og Himle -
Jeg Verden saae som lillebitte Nød,
Som Erter saae jeg Menneskene vrimle;
Og Skibe smaae, som Fingerbøller, flød
Paa Havet, der mig syntes ikke større
End en Kop Kaffe - men hvor got jeg saae
Paa disse Ting, saae jeg dog ei, desværre!
En Kat, som tæt ved mine Fødder laae.
I Muser, som de høie Qvad indgive,
Du, Sult! og du, som burde nævnes først,
Poeters egentlige Moder, Tørst!
O hielper mig pindarisk at beskrive
Dens Øine, Hale, Skiæg og fæle Kloe!
Nu gielder det! o! hielper begge to,
At det en smule høit og frygteligt kan blive!
Skiøndt alle Lignelser er vist nok her for matte -
Med Katte kan kun sammenlignes Katte.
✂
Som blodig Himmelriis, den flammende Komet
I Nattens Svælg - som Hvalen, naar den fnyser,
Og giennem hekkenfieldske Næse nyser
En Flod, saa stor som Styx, mod Himlen op,
Og Gallioten med sin Rumpe slænger,
46
Som liden Slyngesteen, fra Dybet af med eet
Op paa det svimle Teneriffas Top -
Som Ceilons Elefant, naar
den ei længer
Vil leve, river Skovens Eege ned,
Som det var Kieppe i et Erte-Bed -
Som afrikanske Løve, naar den brøler,
Og døver over tusind Tordners Knurr,
At Øret deres Skrald ei mere føler
End, naar det tordner, Sværme-Biers Surr -
Som naar Orlando furioso
raser
I en Ballet - som salig Don
Qvixott ,
Naar han forbittret over Sanchos Phraser
Troer Hyre-Huus, og Kroe, er hver et Slot,
Târ Møller an for Kiemper, splitter, sprætter
Hver Vinge; dræber Geeder, Faar og Sviin;
Og ynkeligen myrder alle Jetter,
Selv dem, hvis Liv er Lær, hvis Blod er Viin -
Som Loke sees med
Tordentrin at trampe,
Svøbt i en tifold høi Zemblaisk Storm,
I Udgaards Huulers edderfulde Dampe,
Imellem Fenris, Hel , og
Midgaards-Orm
-
Som Miltons Satan , naar
han tungt fremtriner
Paa Tydsk, i Zachariæ
tunge Vers,
Blandt Himmelmagters brændende Ruiner,
Hvis Ekko tordner, brøler, hyler, hviner
I hele Helvede paa langs og tvers -
Som Døden - som den Sveitserske, der sidder
Ved Porten af det fandenske Hotel,
Den stygge Frue Peccatum
, der saa vel
Er dannet oven til, men giøer og bider
Med Hunde-Gab i begge sine Sider;
(Den stygiske treflabbede Bulbider
Er ei saa slem) hun har et heelt Dosin
Af Hov'der til at skrue ud og ind,
Hvormed hun holder Vagt til alle Tider
47
Ved Demank-Porten. Siger Milton sandt -
(Og jeg veed ikke, hvad han vandt
Ved her at lyve) Satan selv en smule
Perplex og heed om Øret blev den Gang
Han hørte denne Helved-Scylla sang,
Og havde Møie med sin Skræk at skiule,
Da hun sig reiste fra det Sted, hvor hun er sat,
Og med et Brøl, som alle Helved-Gruber
Igientog, spyede Ild og Gift af alle Struber -
Ei anderledes var at skue denne Kat.
✂
Men jeg, som sagt, var Helt. Og skiøndt jeg vel, som Fanden,
Forfippet blev, saa tumled jeg dog ei,
Som ofte før, paa Gulvet; men, som Manden,
Som Helten sad jeg kiæk, og gik ei meer min Vei.
✂
See! det var Kraften af dit Smiil, Zemire!
At jeg vel blev en lille smule bleg,
Og glemte Lyden reent af Solens Lire,
Og Sphærernes Concert, og Guders Blikke,
Og al den hele Himmel-Leeg;
Og at jeg i de første Øieblikke
Saae ikke meget synderligt
Til Erter, Fingerbøller, eller sligt -
Det negter jeg aldeles ikke.
Mig syntes tvertimod, at alt blev ganske sort -
Zemire saae jeg som en
Soel i Natten;
For Resten saae jeg ikke stort;
Thi alt det øvrige var rullet bort,
Saa nær som - Katten.
Jeg var desuden allerede før,
Som man har seet, i Hovedet lidt ør.
✂
Imidlertid, saa længe dette varte,
Zemires Omsorg ingen Møie
sparte
48
For at faae jaget Peis paa Dør;
Men denne Periander
iblandt Peiser
Sig op paa begge sine Bagbeen reiser,
Og mod Zemire selv
udstrækker sine Kløer;
Med meer end diævelsk Grusomhed han ridser
Et blodigt: Op til Kamp !
i kiælne Fingerspidser.
✂
Mon Pyramus , da han sin
Thisbes Blod
Indbildte sig at see - mon Lybiens Løvinde,
Naar hun saae stiaalne bort de Unger, hun forlod,
Saa rasede, som jeg i dette Øieblik,
Da jeg, Zemire! saae dit
Blod at rinde?
Titusind Løvers Mod umiddelbar jeg fik,
Og følte Styrke til at knuse Millioner
Langhalede, langøiede Neroner.
Med Lynets Fart jeg op af Stolen foer,
Som den opbragte Hval fra Zemblas Klippers Rødder,
Naar man Harpunen i hans Nakke støder -
Og Tanken i min Siæl var lutter Mord.
✂
At skue var jeg vist forfærdelig:
Thi min forkyeste blødende Gudinde
Blev mere ræd for mig end for min Fjende,
Og flygted i en Krog at skiule sig.
Forskrækket fløi Forræderen omkring
Paa Borde, Bænke, Stole, rundt i Salen,
I mange skrækkelige Spring,
Indtil jeg endelig fik Fyren fat i Halen.
✂
Af Stentor ingentid man
hørte saadant Skrig;
Ei trufne Krigs-Guds Brøl i den Trojanske Krig -
Ei Gunilds Kats, dengang Jens
Blok paa ham fik fat -
Ei alle Tordners Skrald - ei alle Stormes Larme,
Var meer end Anes Skrig i
Mester Jespers Arme,
Imod det Skrig, som foer af Struben paa min Kat.
✂
Fortvivlet snoer han myrdevante Fødder
Omkring min Arm med rædsomt Mjau i Mjau;
Den nøgne Finger i hans Strube bløder,
Men tvinger, trods den Gift, hans Bid indgyder,
Trods Strømmen af det Blod, som uophørlig flyder,
Af Helten ei engang Fragmentet af et Au!
✂
Staalhandsker havde dog Prinds
Jørgen paa,
Dengang han kiemped mod Lindormens Tænder;
Han ei med mig i Ligning her kan staae,
Som nøgen var paa begge mine Hænder.
✂
Origenes holdt eengang
Haand i Ild;
Men deels er Ild kun Spøg mod KatteÆænger -
Desuden holdt han Haanden ikke længer,
End til den blev for varm, som nogle sige vil.
✂
Matrosen , der med
nysafhugne Hænder
Holdt Svenske-Skibet fast mod sine Tænder
Trods alle Næsepuf, mig ligner heller ei;
Thi, reent ud sagt, han giorde meer end jeg.
✂
Omtalte Herr Jens Blok
som jeg ei heller stod;
Thi Bogen siger, at han stod aldeles ikke;
Hans Tvekamp ellers min er lig til Punkt og Prikke,
Undtagen for saa vidt jeg flytted ei en Fod.
✂
Kun Samson -
ja! kun Samson (notabene!
Som han i Kongens Have staaer
Med blottet Arm i Løvens Gab) allene
At ligne mig i denne Post formaaer,
Som Samson altsaa - dog naar rigtig Tingen
Jeg overveier, stod jeg ei som han -
Som Herkules -
ei heller det gaaer an -
50
Som, jeg veed ikke hvem - jeg stod, som ingen -
Jeg stod, som ingen haver staaet før
Af alle Verdens staaende Personer,
Trods alle Heraklider og
Samsoner ,
Med Katten i min Haand tæt ved Zemires Dør.
✂
Min fromme Læser alt begynder
At ynkes over, at jeg der saa længe staaer,
Og undrer sig, hvi jeg mig ikke skynder
Og Katten ud af Dørren faaer?
✂
Men, sandt at sige, stod jeg der ei længe;
Thi hvad er Mod foruden Sindighed?
Zeus selv sig skammed
ikke ved at slænge
Engang, da han blev stødt, Vulcanus ned.
Endskiøndt i mange Slags Omstændigheder
Jeg ikke skiøtted om at være Zeus for lig,
Jeg fulgte hans Exempel; det, som klæder
En Gud, saa tænkte jeg, kan ogsaa sømme mig;
Jeg derfor tog min Kat, som Zeus tog Smed og Krykken,
Og hvirvlede ham ud af Stuen i en Ruf,
Endogsaa deri stor, at Fanden faldt paa Ryggen
Og, til min store Fryd, krepeerte af sit Puf.
✂
See! det var Virkningen af Amors Pile!
O Elskov! hvad kan lignes ved din Magt!
O! hvad kan lignes ved Zemires Smile!
De skabe Siælen stor, og stolt, og uforsagt.
✂
Ja, Elskov, det var dig, som skabte disse Helte,
Prinds Jørgen, Samson,
Herkules , og mig ,
Som Drager, Løver, Hydrer, Katte fældte!
Du gav os Mod; vi fældte dem ved dig.
Og evig derfor skal fra Harpens Strænge lyde,
51
O Elskov! din udødelige Priis,
Og Hymner om din Tryllemagt skal fryde
Zaharas Heeder og Kamschatkas Jis ;
Og Digtre skulle deres Penne spise
For at udfinde Ord, som rime sig paa umf ,
Naar de dig vil i al din Høihed prise,
Og synge Eventyr om Amor i
Triumf .