Baggesen, Jens Ja og Nei eller Den hurtige Frier

✂

✂ M an synger næstendeels om Alt paa Jorden
I denne gyldne Tid,
Da Digtergave her i Norden
Fast ligesaa almindelig er vorden,
Som Frihed, Velstand, Smag og Flid.
Trods Abbeden Du Bos , den Anti-Iyde,
Som uden ringeste Medlidenhed
Kom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde,
Vi stakkels Danske kom dog ogsaa med
I Digtekunsten, som i alt det andet;
Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,
Er lutter Harpeklang og Citharlyd,
Og hvor man vender Øiet hen, man skuer
Poeter overalt (o! søde Fryd!)
S om Fluer.
Man synger Kongens Priis, man synger om sin Pige,
Om Frihed, om Oplysning, og deslige,
Om Mod i Krig, og flittig Kunst i Fred,
Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed,
Og kort, om ikke fyndig sagt saa lige:
143 Man synger, hvad man ikke gider sige,
Alt hvad man ikke har, og hvad man ikke veed.
Hvor er vel noget Nyt uqvædet før?
Hvorom har ikke hin og den giort Oder?
Hvad tænkeligt fra Sirius til Smør,
Er ikke, rimet, eller sat paa Noder,
I alle Byens Urteboder?
Og synge noget, som er reent forslidt,
Jeg ikke gider og har aldrig gidt.

✂ Min Muse har geskiæftig, stakkels Pige!
Fra Klokken fem i Morges løbet om
I hele Muelighedens Rige,
For at faae fat paa noget, som
Var værd at svede for i Rim at binde.
Det splinternye staaer ikke strax paa Pinde.
Omsider i Kong Jørgens Herredom
Hun fandt, hvad dennesinde
Min Læser, om han vil, kan ogsaa finde.

✂ Fra Visen om Kong Edvard , god og from,
Hvis sønner tre, for Fuglen at begiere,
Mod hvilken andre kun Canailler ere,
Til Dronningen af Saba kom,
Og til den Bog, hvori Tom Jones søger
Sin yndige Sophie hist og her,
Mod hvilken alle Verdens slige Bøger,
Hvad andre Fugle mod Fugl Phoenix, er;
Har, siden jeg kun stak halvanden Alen
I Luften, ingen Eventyrer saa
Fortryllet mig som de, vi faae
Fra høire Haand ved Siden af Canalen.
I intet Land saa meget skeer.
Sandt nok, paa tusind andre Steder
Man snakker, synger, gifter sig, og leer,
144 Forelsker sig, er Pebersvend og græder,
Frembringer snart en Bog, et Barn, og saadant meer,
Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,
Blir, spiser, drikker, sover, drømmer, døer;
Sligt Russ og Dansk og Tydsk , og flere giør,
Som ingen Ting - men Engelskmanden handler.
Han giør, som vi, desværre, meget galt,
Men giør det galt tilgavns, originalt :
Han giør, som vi, adskilligt viseligt,
Elskværdigt, got, men og guddommeligt :
Han alting giør, som vi; men alt med mere Fynd -

✂ Een skyder sig - o! ja! det kan man giøre,
Naar Lykken bliver stundom alt for tynd;
Men just fordi man alt har paa det Tørre
At skyde sig - det er en engelsk Synd.

✂ Man stundom hænger sig, og Halsen knækker,
Naar Ynksomhed for vidt Ens Kone strækker,
Og Panden derved blir for lig en Skov;
Men giøre sligt, fordi hun ikke vilde
Hvad hver med Vessel tilstaaer dog er ilde, -
Dertil har Engelskmanden eene Lov.

✂ For Elskovs Magt man allevegne bukker;
Man bliver heed om Hiertet, klager, sukker,
Man kommer efterhaanden reent i Brand,
Man hører lidt af Sphærers Harmonier,
Man brøler Oder, piber Elegier,
Og mister stundom hele sin Forstand,
En Bagatel, som oftest. Gaaer det længer,
Den Skiønne siger uophørlig Nei,
Saa bliver man vel og (at sige,
Naar det for Resten er en velskabt Pige)
Tilsidst saa vred, at man sig hænger;
145 Man mister dog kun Livet i den Leeg,
Tidt og en Bagatel. Har man for store Fødder,
Og troer, det Tyranindens Øie støder,
Saa høit en Taa paa hver for Amor veg;
Men - kappe hele Benet, for at vinde
En umaneerlig stiv, træbenet Qvinde, -
Det, seer man strax, det er en engelsk Streg.

✂ Sex Cinquer uophørlig, intet andet!
Er, som enhver maae tilstaae, reent forbandet;
Man fløiter, man skiær Tænder, bliver gal,
Og løber rasende rundt i den hele Sal,
For ei at pines af sin Modparts Latter,
Man bander Pine deux, trois, quatre,
Ja: tant que vous voulez! - men stille staae
Med Haanden skiuit i Barmen hele Tiden,
Og pille langsomt Hiertet ud af Siden,
Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae.

✂ Til mange Kneb kan Pengetrang forlede.
Af Frygt for grumme Creditorers Vrede
Een lyver Vid og Dyd paa sin Patron,
Og een gi'r Sniksnak ud paa Subscription,
Og i en Sang, som tidt blev bedre hiemme,
La'r got Folk høre paa sin hæse Stemme:
Ting, rigtig nok, som koste Hovedbrud
For een og anden ærlig Iyde -
Men hitte paa, at spille Skak med Gud,
For Erkebispen lempelig at snyde -
Det, tør jeg vedde to mod een, ja tre,
Var blot en sulten Engelskmands Idee.

✂ Jeg kunde blive ved paa den Maneer
At ramse op fra nu og til i Morgen
Af Engellands Mirakler mange fleer,
146 som for den Menings Grund, at der det meste skeer,
Tilstrækkeligen kunde værre Borgen.
Men tag nu blot til Prøve disse fem,
Min Læser! man maae tænke længer frem,
Og holde varlig huus med Tiden.

✂

✂ I London var, for ikke længe siden,
Iblandt en Hoben andre Ting
En Kiøbmand, som i Hast maae hedde King ,
For ei med nye Riim at spilde Tiden.

✂ Naar jeg faaer sagt lidt meer om Manden,
Man snart vil mærke, hvad han hed
Er af den mindste Vigtighed:
Navn er en Bagatel, det har hver anden;
Men noget, som man kalder Vid, i Panden,
Og noget, meer end Vid, en Hoken Muld,
Som andre kaldte fire Tønder Guld,
Var mere mærkeligt hos Manden;
For Resten var han virksom i sin Bod,
Var munter, vittig, artig, smuk og god;
Men hurtig i sin Dont, som bare Fanden.

✂ Madam! for Himlens Skyld bliv ikke vred!
Da Korthed er min store Kiæledægge,
Jeg havde nær forglemt hertil at lægge
En vis Omstændighed:
Endskiøndt i femten Aar multipliceert med to
Han havde vaaget, drukket, spist og sovet,
Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.
"Det var en Skam!"
147 Ja hvis han Piger saae, som lignte Dem, Madam!
Man ingenlunde kan undskylde ham.

✂ En Philosoph, hvis Navn jeg ikke lider,
Har ikke meget ziirlig sagt:
"Hver som fornøiet leve gider,
"Maae skye, som Pest, Herr Hymens Pagt,"
Han siger endnu meget mere
For at bevise det,
Som jeg vil ingenlunde repetere.
En anden Philosoph er meer honet:
Hans Ord om denne Sag saaledes lyde:
"Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa et,
"Du begge Dele vil fortryde!"
Vor Herre veed, om han har Ret.
Den tredie meest Levemaade viser:
"Det være langt fra mig," saa taler han,
"At raade nogen fra den gifte Stand!
"Nei! tvertimod, jeg dette Forsæt priser;
"Men det er altid dog et vigtigt Spring,
"Man giorde derfor uden Tvivl ei ilde,
"Om man sin Livstid derpaa tænke vilde,
"Betænksomhed er en velsignet Ting!"

✂ Om een af disse Misogyners Tanker,
Og Frygt for noget, som han havde hørt,
Gemeenligen med Ægtestanden vanker,
Til Pebersvendom havde ham forført,
Hvad heller, som jeg snarere vil meene,
Han mellem Vexler, Actier og sligt
Forglemte reent, at han var eene,
Det veed jeg ei, og det er ei min Pligt,
At vide sligt.
Hans Slægt og Venner uophørlig plagte
Ham med Erindring om at gifte sig -
148 Dog sagte! sagte!
Der har jeg uden Tvivl forsnakket mig!
Til Ære for hans Slægt jeg den maae lade,
At ingen af den samme derom bade;
Slig Commandeur af fire Tønder Guld
Bad ingen Slægtning om at fylde Jorden,
Med mindre Slægtningen var gal og fuld!
Det strider mod Naturens Orden.
Vend, hvo som lyster, op og ned paa den;
Jeg snakker meget heller om igien:
Kun Venner bade ham, og neppe disse,
Thi hvis de alle havde bedt min Mand,
Saa havde han Anmodninger tilvisse
Casseret ind fra halve Engelland;
Da rundt omkring enhver, der havde Mave
(Som næsten alle Britter have),
Ustridigen var hans hengivne Ven -
Den rene Sandhed er, at et Dosin af slige
Bad ham bestandig, fleer at giøre lykkelige,
Og i en lille Slægt, naar han var sovet hen,
At leve paa en Maade op igien
Ved Hielp af en elskværdig lille Pige.

✂ "Top!" raabte han engang, "jeg vil forsøge det!
"Men Sagen er, hvor i en Hast saa lige
"Jeg træffe skal en vakker lille Pige?" -
"Den kan du træffe meget let,"
Gientog hans Ven; "sadl op i Morgen, Broder!
"Og rid tre, fire Miil herfra
"Til næste Herregaard, hvor en Papa
"Til tre ret vakkre velopdragne Poder
"Af Evakiønnet boer. Hver af de tre,
"Rød som en Rose, hvid som Snee,
"Uskyldig, munter, kiælen, vil henrive
"Din hele Siæl, saasnart du faaer at see,
149 "Hvad jeg omsonst forsøger at beskrive,
"I hver Modellen til en Gratie.
"Medgift jeg ei kan love dig i Penge,
"Men ellers Alt." - "Top!" raabte han igien,
"I Morgen galloperer jeg derhen!" -
"Det er et Ord?" - "Et Ord! Farvel saa længe."

✂ Om Morgenen derpaa Herr King staaer op;
Sig munter i en Hast paa Hesten svinger;
Den fløi saa let, som om den havde Vinger,
I susende høitbølgende Galop
Til Herregaardens Port - og dermed: Stop!
Smaadrengen tager mod den; Herren dandser
Saa net, saa let ad Kiøkkentrappen til;
En lille Landsbytærne der ham standser
I Farten - thi man er som uden Sandser,
Naar man sig gifte vil,
Saavelsom naar man hænger sig, desværre! -
"Nei! hist er Stuedørren, gode Herre!
"Behag at gaae til den!" - og han gik ind.

✂ Hans Øine fem Gestalter der opdage,
Hvoraf de tre
Undseeligen, i Landsbye-Negligee,
Sig neiede, løb bort og rødmede;
Huusherren og hans Frue blev' tilbage:
"God Morgen!" sagde han, - "Velkommen!" sagde de.
"Min Herre," blev han ved, "jeg ikke har den Ære
"At kiende Dem, men ønsker, det at lære;
"Mig syntes ganske herligt om den Sag,
"At spise Frokost her i Dag;
"Og uden Hensigt syntes det mig ikke;
"De neppe denne giætte kan -
"Jeg altsaa Dem vil sige den; velan! -
"Dog! strax at sige den kan sig vel ikke skikke;
150 "Lidt Frokost først! der gives dit og dat,
"Som uden Frokost ei fra Læben glider glat."

✂ Frokosten knap var endt, før Talen gleed
Fra Frierlæberne paa denne Maade:

✂ "Af Jordens Rigdom, Ære, Herlighed
"Jeg har saa meget, som jeg vel kan raade;
"Saa meget, som jeg skiøtter om,
"Af Himlens Gaver er min Eiendom;
"Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det første,
"Min Alders Kraft og Styrke, Nummer to,
"Og, for at fylde Tallet, Sindets Roe -
"Een Skat mig mangler kun, og det den allerstørste,
"En Kone, som i kiærlig Sympathie
"Vil dele med mig, til det er forbi,
"Det tredie, det andet og det første.
"De trende Døttre har, og mellem disse tre
"Er en, som dette giøre vil, maaskee;
"Vil De, saa lad mig faae dem strax at see
"I Negligee!
"Thi jeg har andet at bestille,
"End spilde Tiden, hvis de ikke ville." -
"Med Glæde! strax! i dette Øieblik!"
Igientog smukke gamle Mand og Kone;
Ud smuttede den huuslige Matrone,
Og ind igien med sine Døttre gik.

✂ I landlig Dragt, med hvide Lin om Panden,
Hvorunder Haaret sneg sig bølgende
I brune Lokker ned paa Skuldrene;
Hver med halvdækket Barm, hvorpaa en Rosenknop
Forsøgte, skinsyg paa sin modne Ven,
Den lille røde Mund at lukke op,
For og, trods Sløifen, ret at kysse den;
151 Med korte Trøier, af hvis Ermer stak
Et Armepar, hvis Mønster du, Seline!
(Thi hvad er rundt og hvidt og nydeligt som dine!)
Din Elsker dølger alt for tidt i Frak;
Med Skiørter, som i lette Folder gled,
Lig Sommerskyer forbi Maanen, ned
Forbi de runde Knæe til Fødderne,
Stod' rødmende, blufærdig smilende,
Og, som jeg ei kan sige det, de tre,
Jeg glemte Rimet for - ved Siden af hinanden.

✂ Herr King , vor Frier, henrykt stod og saae,
Og saae, og giorde intet meer end saae,
Og saae sig fast ihiel; thi Siælen flyver
Ved saadan Leilighed igiennem Øiet hen
Til det, der blendende fortryller den.
Spørg Pastor Paris , om jeg lyver?

✂ Han længe stille stod og saae,
Og ønskte hemmelig, hans hele Krop var Øie
Fra Top til Taa,
For ret med dette Syn at kunne sig fornøie.
"Ja! saadan kunde jeg nok længe staae,"
Udbrød han endelig, "men her er meer at giøre!
"Jeg een maae vælge; thi dem alle maae
"Jeg venteligen ikke faae,
"Skiøndt det var nemt?
"Hvad mener De? Jeg Loven ei erindrer;
"Thi jeg har den og alting glemt
"I denne Glands, som for mit Øie tindrer -"

✂ I Engelland saa lidt som her
Man bruger den herculiske Maneer,
At skabe Hustruer af trende Piger
I een og samme Bryllups-Nat;
152 Der, som i næsten alle Riger,
For slig en Heltestreg har Loven Punctum sat.
Herr King sig altsaa maatte lade nøie
Med een;
Der gives stakkels Mænd, som nok maae døie
Med den;
Skiøndt samme stakkels Mænd jeg ei beklager,
Det deres egen Skyld gemeenlig er;
Thi Koner ere, som man Koner tager,
Det seer enhver.

✂ Men mellem disse Tre var Valget ikke let
For stakkels Manden,
Særdeles nu, han saae saa slet,
Og havde seet sig halvveis fra Forstanden,
En Ting, som saare let kan skee
Ved een at see,
Ja stundom blot en halv, end sige tre .
Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden,
Som unge Russer, med en lille Perial,
Paa et Examenaftens Bal,
Indtil de bleve ganske trætte.
"Gid Pokker tænke meer!" saa tænkte han,
"Mig alle tre de lige vel staaer an,
"Og den, jeg faaer, er ventelig den rette."

✂ Med dette kloge Forsæt, blev han ved
Paa denne Viis: "Min Herre og Madame!
,,Hvem af de tre, jeg faaer, er mig det samme;
"Og derfor, uden meer Omstændighed,
"Lad den iblandt dem Konelodden ramme,
"Og faae mit Hierte, Haand, et cætera,
Som først - hør efter, Smukke! - siger: Ja!"

✂ Papa, Mama samtykte denne Maade,
Som Jupiter, ved Nik;
153 "Hør, Piger!" sagde hun, "I nu Jer selv maae raade!"
"Betænker," sagde han, "Jer egen Baade!"
Men et tredoppelt taust undseeligt Blik
Var alt det Svar, de fik.
Vor Frier stod og stirred' tre Minuter,
Og lytted efter, hvor den første Lyd kom fra;
Men fra de tause purpurrøde Putter
Kom ingen Ja.

✂ "Saa vil De," brød han ud, "Dem endelig betænke?
"Nu, Herre Gud! den Ældste vil
"Jeg et Qvarter dertil,
"Men heller ikke meer, taalmodig skienke."

✂ "Det er for lidt, Herr King! " gientog Mama -
"Ja! jeg kan ingenlunde længer bie;
"Nu Klokken alt er over ti!" - "Ja, ja,
"Vi faaer at see! - Følg med, Marie! "
(Saa hed den Ældste, og som virkelig,
Imellem os, Herr King helst ønskte sig,
Og, som jeg har min egen Grund at meene,
Han overalt i Grunden ønsked' eene;
Thi selv uvidende, hvordan det gik
I nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene,
Hans længselfulde lange Blik
Sneg' sig saa lumskelig til hendes Barm allene,
Hvorpaa med synderlig Urolighed
Bouqvetten hævede sig op og ned.) -

✂ Men, man er, frygter jeg, en smule kied
Af min langagtige Fortællemaade;
Tilgiv, o Læserl o tilgiv i Naade,
Om hidindtil det faldt dig lidt vel surt!
Nu skal det gaae, som det var smurt.

154

✂ Qvarteret gik; og, vips! af Kabinettet
Mama kom ud igien, og, som en Vind,
Fløi Frieren i hendes Sted derind,
At see hvad Tanker havde der udrettet:
"Nu! vil De have mig? saa skynd Dem!" - " Nei !" -
"Alvorlig?" - " Virkelig !" - "De vil det ei?" -
" Min Herre !" - "Hvad?" - " Min Herre !" - "Vil De?" - " Nei !" -
"Ja, ja! saa rider jeg min Vei,"
Og dermed gik han hurtig ind i Stuen
Og bød Farvel til Herren og til Fruen.

✂ De maatte lide denne Svigersøn
Og bade ham indstændigen at bie:
"See! Veiret er jo smukt og Veien skiøn!
"Vov et Qvarteer endnu! - Gak ind, Sophie !"
(Saa hed den anden Datter) - "Ja! lad gaae!
"Jeg denne Gang endnu forsøge maae!" -
Qvarteret gik, som forrige, til Ende,
Og hurtig Frieren fløi ind til hende .
Det samme Spørgsmaal: "Vil De, eller ei?"
Fik trende Gange repeteret: " Nei !"

✂ Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,
Og, sandt at sige, var lidt vred i Huen -
Een Kurv har mangen en i Hov'det Fluer sat;
Men to - Gud frie mig! jeg blev desperat -
Det blev alligevel Herr King dog ikke,
Han vidste sig i Kurve got at skikke;
Det, som forvoldt ham stærkest Hiernevrid,
Var den uigienkaldelige Tid,
Og derfor bandte han, med disse Kurvepiger
Slet intet meer at foretage sig,
Endskiøndt Forældrene bad inderlig
Øm et Qvarteer endnu. Men ak! som Vessel siger
155 (Gud glæde ham for alt, hvad han har sagt!):
"O! christen Siæl! hvad nytter al din Banden
"Mod Kiærlighed, mod Skiæbnen og mod Fanden?"
At trodse dem, især den første og den anden,
Vist ikke staaer i vores Magt;
Herr King nu skulde giftes, og - giv Agt!

✂ Den yngste Datter var endnu tilbage,
Som Henriette hed,
Og efter megen Beden og Umage
Vor Frier nok engang paa Krogen beed,
Og et Qvarteer endnu for hendes Skyld spenderte,
Som ei saasnart var endt, før han igien
Sprang ind, og kiæk den tredde Kurv risqverte.

✂ Han syntes næsten alt at have den,
Og spurgte derfor i en rolig Tone:
"De vil vel ikke heller være Kone? -
"O! skynd Dem, at jeg komme kan herfra
"Med alle mine Kurve! Vil De?" - "Ja!"-
"Min Kone være?" - " Deres Kone ! Ja!" -
"Det er for Alvor Deres Hiertes Mening?
"Nu! Gud velsigne Dem og mig og vor Forening,
"Et cætera!"
Og dermed Arm i Arm de hopped' ind i Stuen.

✂ Fornøiet Herren blev, og glad blev Fruen,
Som sluttede, hvad Læseren nu veed.

✂ "Ja Sagen mellem os er i sin Rigtighed,"
Udbrød Herr King , "nu mangler os kun Præsten
"Og Kongebrev, som snart skal være giort;
"Jeg svinger mig i største Hast paa Hesten
156 "Og trap, trap, trap, igien til Byen fort;
"I Morgen skal jeg have strax den Ære
"Med begge Dele her igien at være.
"Jeg elsker ikke megen Snak:
"For Froekost Tak!
"De tvende Kurve vil jeg lade hænge;
"Farvel saa længe!"

✂ Dermed vor Frier hurtig Afskeed tog,
Og som en Piil afsted mod Byen jog.
Papa, Mama, Sophie, Henriette
I Porten noget stod og saae derpaa,
Til Synet ham ei mere kunde naae.

✂ Marie derimod - Kan Læseren vel giætte,
Hvor hun imidlertid er smuttet hen?
Nu, Kiære! kommer først Historien.

✂ Ei langt fra Gaarden, tæt ved Landeveien,
Laae mellem nogle Træer en lille høi.
I Afskeeds Hurlumheiens Støi
Med Bukken, Skraben, Haandtryk, Kyssen, Neien,
Hun sneg sig bort, og hen til denne fløi -
Af hvilken Aarsag, veed jeg ikke;
Hvad kan ei stundom unge Piger stikke?
Nok sagt, hun sad useet paa sammes Top,
Og kunde derfra mageligen skue
Herr King i sin ustandsede Galop,
Saa længe til han blev saa lille som en Flue;
Og da hun ikke meer ham øinte noget Sted,
Steeg hun paa Heldingen mod Veien ned,
Og satte sig i Græsset der, og græd.

✂ Ulykkelige Kiærlighed!
Hvor kan du Hiernen ei paa Folk forskrue!
157 En Elsker sandser, husker ingen Ting,
Imens du tumler ham omkring
I Frygtens Sneefog eller Haabets Lue

✂ Saaledes gik det denne Gang Herr King ;
To Fierdingvei han alt var galloperet,
Før han, med eet, besindte sig,
At Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig,
Som dog til Kongebrev blev reqvireret.
Han derfor vendte sig og Hesten om,
For hendes Navn i største Hast at hente,
Som havde sagt ham Ja . Men da han kom
Til Høien, hvilken Fryd! i det han kiendte
Den ældste Datter, som spadserte der!
"Det sparte mig, ved Gud, et heelt Qvarteer,
"At De, min Smukke! just er her tilstæde;
"Jeg glemte hendes Navn, som gav mig Ja dernede -
"Vil De behage her at sige mig,
"Hvordan det lyder egentlig;
"Thi jeg kan ingenlunde længer bie?" -
"Min Herre! hendes Navn, som vilde gifte sig
"Med Dem? som elsker Dem?" -
"Ja vist!"
"Marie ."
"Saa hedder hun? det kan jeg lide paa? -"
" Som saa! " .. .
" Marie ? - jeg skal rigtig Navnet glemme," -
" Marie , ja! .. . Marie !" - "Hils der hiemme!"

✂ Og bort han fløi,
Men mumled', uden et Minut at tie,
" Marie -
" Marie - hyp! Marie - hop! - Marie !"
Tak skee dig, lykkelige lille Høi!
158 Der hiemme var en Praten om den Frier,
Om hans forunderlige Hurtighed,
Hans Skabning, Midler, Væsen, Narrerier,
Og mange flere Snurrepiberier,
Hvoraf jeg knap det halve veed:
Papa holdt for, hans Hest var at beklage
(Deri han havde megen Ret);
Mama fandt ud, at i hans unge Dage
Han havde været nok saa net;
Sophie paastod, han var alt for lille,
Og Henriette han for gammel var;
De begge holdt den Ting for soleklar,
Han var en lille smule Nar -
Marie blot taug ganske stille,
Og lod dem prate sammen, hvad de vilde.

✂ Da Dagen var forbi, det blev omsider Nat;
Og Søstrene, som nu blev eene,
Fortsatte deres Snak - "Men hvordan er det fat,
"Marie? hvi saa bleg? - jeg skulde meene,"
Var Henriettes Ord, "at det kun tilkom mig
"At blegne her; thi, sandt at sige,
"Dengang jeg sagde Ja , jeg arme Pige
"Tog feil." - "Saa gik det netop dig,
"Som det gik mig;
"Dengang jeg sagde Nei , jeg egentligen vilde" . . .
"Sagt J'a! -
"Ah! ha!"
Sophie stemmed i, som tænkes kan: "Ha! ha!" -
"Men hør engang, det end er ei for silde!
"Bliv rød igien!
"Gaae du for mig til Brudeskamlen hen
"I Morgen!" sagde Henriette -
"Kun Navnet! - hvis han kun ei havde dette?" -
"Hvad Navnet angaaer," blev Marie ved,
159 "Det har sin Rigtighed." -
"Nu, det er løierligt", udbrød Sophie -
"Saa, Henriette , veed du hvad,
"I Morgen vil vi pynte Søster Rie ,
"Hvordan vi bær os ad" -
"Ja! ja!" - det blev i Hast afhandlet og besluttet,
Og alle tre
Med hi! hi! hi! - ha! ha! - he! he! -
Sig ned i Dynerne (sov sødt, I Søde!) putted.

✂ Den næste Dag derpaa kom King igien
Med Præst og Kongebrev. Til Bryllupsfesten
Var alting færdigt, uden netop den,
Som skulde krone hele Resten.

✂ Det varte to Qvarteer, det varte tre:
"Hvor længe kan dog ogsaa Bruden bie?"
Da man tilsidst fik pludselig at see
Imellem Henriette og Sophie
I hvide Bryllupsdragt den rødmende Marie .

✂ Forældrene, som ei begreb
De trende Søstres overlagte Kneb,
Og alle Giæster studsede ved dette.
Men King , som troede, Bruden var den rette,
Sig nærmede til den, som festlig pyntet var,
Og vilde have Sagen klar.
"Min Herre, det er ikke Henriette ." -
"Nei det forstaaer sig selv." - "Nu, det er underligt,
"Hvordan han meer end vi begriber sligt;
"Min Herre! det er virkelig Marie ." -
"Ja hvem vel ellers." - ,,Hun, som sagde Ja,
"De vil jo have?" - "Just! Men hedder da
"Hun, Bruden her, ei virkelig Marie?" -
160 "Jo rigtig nok, men" -
"Hvad skal dette Men
"Da sige? skal jeg nu frie om igien?
"Hvorefter skal vi længer bie,
"Naar Bruden færdig er og Præsten , som skal vie?" -

✂ Man Kongebrevet saae, og see! der stod Marie .
Man studsede forskrækkelig derved.
Min Frier blev af al den Studsen kied,
Tilsidst han blev endog en smule vred.
Men endelig forklarede Sophie
Den hele Sag,
Til Kings, Papas, Mamas og hvers Behag:
"Thi," sagde Henriette , "jeg kan bie." -
"Det haster heller ikke just med mig;
"Men det sig passer allerbedst for dig,
"Min Søster!" lagde til den skielmske Miss Sophie .
Historien de, kort sagt, alle leed
(Gid Læseren det vilde med!),
Og King blev viet og gift, og glad med sin Marie .

✂ Moralen, som heraf kan pilles ud
Med overmaade lidet Hovedbrud,
Er meer end een; jeg kiender, sandt at sige,
Kun faa Historier i Riim saa rige
Paa reen og fyndig, sand og sund Moral,
Som denne - Fast af hver en Periode
Man lære kan alt hvad man lære skal,
Naar man har Takt for det moralske Gode.
Det vigtigste deraf for Brudgom og for Brud
Vil sikkerlig min Læser selv udfinde,
Naar han og hun engang faaer sligt i Sinde,
Hvortil dem skienke Held den unge, blinde,
Bevingede, bekiendte lille Gud!