Baggesen, Jens Jeppe. Et siællandsk Eventyr

Jeppe. Et siællandsk Eventyr. I ti Sange .

Første Sang.

Indhold.

Da følgende Fortælling er saa. lang,
Har man afdeelet den i smaa Capitler ,
Hvoraf ethvert af Spøg betitles Sang ,
Alleene for at giøre Nar af Titler;
For Læseren sin Møie lidt at lette
Med Giennemlæsningen blev disse til;
Af samme Grund man ogsaa sætte vil
Et Indhold foran hvert, som foran dette.

J eg, som tilforn, med Piben i min Mund,
Om Vinteraftner, i den mørke Stue,
Med Purken paa mit Knæe, saa mangelund
Sad i en huuslig Kreds for Kakkelovnens Lue,
Og lyttende Mama, Papa, og Purk
Fortalte gamle Spøgelse-Mirakler
Om Trolden Find , og om de tolv Spektakler
53 I Borreveile-Skov, og Ridder Rød , den Skurk -
Jeg om en stakkels Bonde her fortæller
Et pudsigt Eventyr, saa snurrigt som jeg kan,
I Vers, hvori min jordiske Forstand
Beleirer ingen af de himmelske Kasteller,
Ved paa gigantisk Viis, i tydske Constructioner,
At dynge Ossa-Ord paa Udtryks- Pelioner .
Forstaaelig for mig selv og for enhver,
Jeg stræber, mig og Næsten at fordrive
Eet kiedsomt Øieblik, om ikke fleer,
Ved i ti, tolv Capitler at beskrive
Min Jeppe (det er Heltens hele Navn),
Hans Hest, hans Viv, hans Hund, og Tog til Kiøbenhavn.

Apollo! Pegasus! Camene! Sanggudinde!
Pimplea! Muse! Pieride! kom -
Nei! kommer mig ei nær! - jeg eene dennesinde
Kan, uden eders Hielp, hvad jeg fortæller om,
Begynde, giennemgaae, fuldende.
Jeg ei bønfalder denne Gang
Den mindste Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;
Selv ikke Tørst og Hunger , disse tvende,
Som ellers tidt, trods andre Muser, tvang
Poeter til, vor Verden at berige
Med Fidibusser, og deslige.

I fordum Tid, da Dannemark var dansk;
Da Dyden agtet blev, endogsaa hos en Staader,
Og Laster skiultes ei bag Slør af høie Naader;
Man leved' ei paa Tydsk, og ei sov hen paa Fransk;
Da man i Kirke gik for Prækenen at høre,
Og ikke for Erobringer at giøre;
Just ingen Irus reent, og ingen Krøsus var;
Da man ved Alchymie saa let ei kunde skabe
En Doctor af en Kat, og Raadmand af en Abe;
54 Da Hesten kaldtes Hest, og Junker Fix en Nar;
Da Liberie var ei den bedste Vei til Brød,
Og Mangel paa Patron just ei den visse Død -
I denne Fabel-Tid, som Holberg har beskrevet
Saa smukt i Paarses Bog - maaskee lidt overdrevet -
Lang Tid før Calmar -Krig - om tusind Aar, om tre?
En lille Feil deri man gunstig oversee!
I Peking og hos mig, Kronologie om Tingen
Staaer fast paa samme Fod, og næsten paa slet ingen -
Jeg knap med Vished veed, hvor længe før min Død
Jeg selv blev fød,
End sige meer - jeg gaaer mit Skud til Nød
I Tiden frem, men saare slet tilbage -
Kort: i den gode Tid, i Gubbens Ungkarls Dage,
Der var engang en Mand, og Jeppe Manden hed,
Som dog, uagtet de saa gyldne Tider,
Han leved' i, sig ønskte sommetider
Did, hvor man ønsker sig, naar man ei bedre veed.
Han Bonde var; og skiøndt han spared' ingen Møie
Med i sit Ansigts Sveed sin liden Jord at pløie,
Saa maatte han dog al den Nød og Trængsel døie,
Som Bonden sukker ved den Dag i Dag,
Og som er ei saa ganske skiøn en Sag.
Misvæxt slog ind; han selv, hans Børn, hans Heste
Blev syge; Skatterne blev ei betalt;
Den Smule, som han havde før til Beste,
For Laanekorn til Herremanden faldt;
Og endelig - saa gaaer det - arme Manden
Blev i sin Sveed og Graad fra Gaarden slængt.
Sligt Knæk har tidt forvoldt, at een og anden
Sig selv tilsidst i tomme Loe har hængt.
Og, mellem os, om jeg skal Sandhed sige,
Saa seer man vel vor kiære Pebling-Søe
Besøges tidt af mangen Karl og Pige,
Der ei har nær saa god en Aarsag til at døe.
55 Langt fra jeg noget Selvmord Bifald giver,
Endog det bedste var, og er, og bliver
En hedensk Heltedaad, meer Skam end Ære værd;
Men i sin hele Glands min Helt fremskinned her.
Han stoisk bar, foruden Hielp af Strikke,
Sin Herremands og Skiæbnes Gruesomhed
Med en forunderlig Bestandighed,
Hvis Lige Helten selv fra Uz fremviiser ikke.

For heelt at fylde Mandens Modgangs Skaal,
Ham Skiæbnen havde, som benævnte Helt, en Qvinde
Beskaaret, ret en ægte Diævelinde,
Der paa den arme Mand bestandig giorde Kaal
I Velmagts Tid, men nu ham trak for Skiæver
I Modgang, ikke blot med Ord, men Næver.

Den smule Haar, jeg har paa Hov'det, reiser sig
Ved at fortælle, hvor meduselig
Moer Birte mod den arme Jeppe foer,
Da Fogden borte var, hvis sidste Torden-Ord
I Stuen lød endnu: " Herud, I Kieltringtøi! "
De bange Børn omkring den arme Fader fløi,
Og spurgte grædende: hvorfor mon Fâer dog græder?
"O! gid jeg kunde græde jer
"Lidt Brød, lidt Brænde, Huuslye, Klæder!
"Trøst dem, Moerlille, giv dem hvad her er!" -

Som sultne Bindehund giøer, bider af en Staader,
Moer Birte nu sprang frem, og tog til Ords,
Forfærdelig, som Avind i Per Paars ,
Ei ulig Fandens kiødelige Moder:
"Nu har du det saa got, dit dovne Drog!"
(I det et vældigt Ørfign Mandens Øre
Saa døved', at han knap det halve fik at høre)
"Hvad sagde jeg? du altid var saa klog!
"Nu har du det saa got, din Dosmer, - giorde jeg
56 "Din Ret, saa fløi dig nu en Træskoe i hvert Øie,
"For mig du har holdt huus! - nu kan du gaae din Vei -
"Det skal en stakkels Kone døie -
"En saadan Slyngels Dovenskab og Sviir!
"Og tænker du, jeg længer hos dig blir -
"Nei! du skal suurt og dyrt betale!
"Nu sidder du en kiøn! din Hanrei! og saa sandt
"Jeg hedder Birte! " - Længer i sin Tale
Hun dog ei kom; thi Hoved indtil Hale,
Saa drøi han var, nu Konen Manden fandt.
Hvad enten Vægten af de mange Puf,
Der fulgte paa hinanden i en Ruf
Af hendes Haand i Heltens Næsebore -
Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt
Af egen Kones Mund klang alt for fælt;
Nok sagt, for første Gang hans Næver fore
Saa rask mod hendes Haand- og Mundgevær,
At hun ei svared' eet til tusind meer.
Paa Gulvet tumled' om den hidsige Matrone,
For første Gang nedstødt fra konelige Throne.

Men ak! der skrevet staaer i Skiæbnens Bog:
Uhevnet ingen Mand sin Kone slog,
Især naar hun slog først! Man siden vil erfare,
Hvor dyrt vor Helt den Seier kom at staae.
Hver Ægtemand sig derfor tage vare,
Hvis ham hans Kone slaaer, igien at slaae!

Jeg haaber, den Moral mig vorde vil paaskiønnet
Af hele dyrebare smukke Kiønet.

57

Anden Sang.

Indhold.

Lidt meer om Heltens Tilstand. Et par Ord
Om Venskab, oa. en Pythias blandt Heste;
Som nyt Beviis paa hvad Herr Pope troer,
At denne Verden er den allerbedste.
En Skov-Tildragelse. Vor Helts Maneer
At fælde Greene paa. Man seer Orakler.
Spaadomme, sorte Kunster, og Mirakler
Forkynde slemme Ting, og volde fleer.

S aaledes endedes med en Rondó
Vor Ægteskabsduet. Sligt tidt desværre hender.
Er Krybben tom, saa bids endog fiirbeente Venner -
End sige Venner, som kun gaae paa to.
Kan Dyr i visse Fald sig ikke got forlige,
Der i en evig Dumheds Roe
Dog endnu stedse leve, bygge, boe,
Hvad skal da Menneskene sige,
Der eengang have spiist af Kundskabs Træ,
Og derfor ikke leve meer som Fæ
I Fred, men over alt philosophere -
Det er at sige: disputere?

Hvert Øieblik var næveblandet Kiv
Imellem fromme Jeppe og hans Viv.
Imidlertid den Kiævlen bragte Manden
Lidt efter lidt
(Som al Philosophie, der gaaer for vidt)
En lille smule fra Forstanden.

58

Hans hele Herlighed bestod
I en elendig lille straatakt Hytte;
Hans Kone, som med philosophisk Blod
Han for den mindste Vogn-Hest vilde bytte;
Hans Børn, hvis Nytte heel var negativ,
Da han ei havde Jord, de pløie kunde,
Men derimod de Stakler havde Munde,
Som kunde spise meget positiv;
Hans Hest, der paa sin Viis med ham sin Skiæbne bandte,
En soleklar Copie af Rosinante ;
En Vogn, en Øxe, lidt Taalmodighed -
Det var, som sagt, hans hele Herlighed.

At ingen er til alletider,
Naar man betragter alt fra alle Sider,
Fuldkommen lykkelig paa denne Jord -
Den Sætnings Rigtighed jeg troer
Enhver med begge sine Hænder
Kan tage paa, skiøndt han just ei er overklog;
Skiøndt Flaccus, Solon, Sirachs Bog,
Og Ægteskabets Skole han ei kiender;
Men, at der ingen er saa reent ulykkelig,
At Lykken ham et Kys jo stundom giver -
Den Sandhed er lidt meer utydelig,
Endskiøndt den, hvor det gaaer, dog evig Sandhed bliver.

Den velbemeldte Hest beviser her min Sats,
Hvad Jeppes Tilstand angaaer. Al den Qvide,
Han maatte hos sin vrantne Kone lide,
Forsødede Peer Asen ham. Horaz
Ei elskte høiere de Smukke,
Mecenas , eller sin Falerner-Krukke,
End Jeppe dette kiære Krik,
Som i sin Velstand han paa Eegskovs Market fik
For rene tyve Daler. Ikke kiender
59 Historien to slige Venner;
Alt, hvad Poeter os om Pylades, Orest ,
Om Nisus og Euryalus fortæller,
Om Damon, Pythias ; og kort, hvad Fablen melder
Om Venner - spaadomsviis forklares best
Om vor forfulgte Helt, og om hans Hest .
Paa slig Bestandighed hos Venner
Jeg eet Exempel i Historien kun kiender,
Hin Sancho nemlig og hans Rucio -
Ifald man ellers kan den Moor, Hamete , troe.

Hvad enten nu Peer Asens sædelige
Sagtmodige Gemyt, som, sandt at sige,
For ret at skildre det i Hast,
Med Birtes dannede den sandeste Kontrast;
Hvad heller det, at ingen deelte mere
Med Jeppe hans Gienvordighed
End dette fromme Dyr, til denne Kiærlighed
Var Aarsag, vil jeg ikke decidere.
Om, mueligt og, en Art af Harmonie
Imellem Siælene, den Sympathie,
Der tales om af somme Pythagorer:
Som, for Exempels Skyld, om Jeppes Faders Siæl,
Da den foer ud, foer ind i Føllets Næseborer -
Alt det kan passe sig til Tingen saare vel;
Men hvilket det nu var, jeg her randsager ikke,
Slig Grandsken kan sig kun for Philosopher skikke.

I Nøden føler man først Nytten af en Ven;
Hvis han ei hielpe kan, saa kan han dog forsøde
Vor Sorg; hans Hierte kan med vores Hierte bløde;
Og fælles Lidelse bestandig lindrer den.
To bære meer end een; derfor blev Ægtestanden:
Er Vennen ikke der, saa søger man en anden.

60

Saa gik det Helten her. Af hver en Moders Siæl
Forladt, behandlet af hans Kone som en Træl,
Af Stuen jaget ud ved hendes Tunges Rasen,
Han klagede sin Nød med Taarer for Peer Asen ;
Og, mens han klapped' ham, og gav ham mavre Foer,
Vel stundom og et Kys, brød ud i disse Ord:

"O! du, min eeneste, min sidste, bedste Ven!
" Peer Asen ! hvordan lever du, min Broder?
"Du seer saa maver ud! din Stakkel svinder hen
"Af Sult, og Sorg for mig! nu er jeg kun en Stodder!
"Og ikke nok med det; men Qvinden - vidste du,
"Hvordan hun holder huus med mig ulykkelige!
"Hun uophørlig skielder, smelder nu
"Mig arme Mand; ei hør jeg hende sige
"Det allermindste trøstelige Ord;
"Kun Dosmer, Hanrei, Slyngel, og deslige -
"Jeg gaaer, Peer Asen , reent i sorten Jord.
"Du græder, kiære Beest! - o! gid du var min Qvinde,
"Og Birte Hest som du! - o! gid det kunde skee!
"Som Dug for Solen seer jeg dig forsvinde,
"Og kan ei redde dig! o! vee os begge! vee!"
Saa klaged' han sin Nød i Stalden meget ofte,
Og tørred' Øinene med haarde Vadmels Kofte
Paa sig og Hesten, som han troede: græd.
Og rigtig nok Peer Asen stod, og talte,
Medlidende, ved saadan Leilighed
Ei mindste Ord, som om hans Taarer Stemmen qvalte.

Det hendte sig, vor Jeppe var en Dag
I Skoven med sin Vogn og med sit Asen ,
Og hugged Brændsel i Buskasen.
Men hvordan det nu gik med denne Sag,
Saa kom han op tilsidst i en anseelig Bøg,
Og satte skrævs sig paa en Green af samme,
61 For at afhugge den tæt inde ved sin Stamme.
Nu var just Greenen tyk og drøi,
Saa han, for des beqvemmere at raade
Sin Arm og Øxe, satte sig
Just som en anden aldrig satte sig
I lige Fald, paa meest forkeerte Maade.
Han bar sig derved underligen ad;
Kort: for at være sikker paa sit Rammen,
Han hugged just imellem sig og Stammen.

Til at faae Greenen af han altsaa rigtig sad
Beqvemt og mageligt; men Følgen, at
Han vilde dumpe med, naar denne drat,
Derom han drømmed ingenlunde,
Men hugged rask og ubekymret til
Paa Greenen Hug i Hug af Hiertens Grunde. -
Sligt var jo gal Mands Værk; det jeg ei nægte vil;
Jeg langt fra ei hans ny Maneer berømmer;
Men, kiære Læser, førend du fordømmer
Min Jeppe reent, saa tænk dig lidet om,
Og spørg dig selv, om du har aldrig hugget over
Den Green, du sidder paa? - Dog dette lader som
Moral, og ak! Moral man gierne lover,
Og sover. -
Saa tænk om Helten Jeppe hvad du vil!
Nok, at han sidder der - og hugger trøstig til.

Imidlertid i samme Øieblik
Tre sorte Mesterlectianer
(Forstagne Klipperter, Slaglosianer)
Spadserede forbi, og Øie paa ham fik;
Men rolig han blev ved at hugge paa sin Bøg.
Uagtet Hiertet altid gierne hopper
I Musers Sønner ved Spektakler og Spilopper,
Saa syntes disse tre det dog for slem en Spøg,
62 Om Manden dratted' ned og slog sig reent i Stykker;
De raabte derfor alle: "Gale Mand!"
Og Ekko selv dem hialp og gientog: "Gale Mand!
"Skynd, skynd dig hurtig ned, før Greenen rykker
"Dig ned med sig- den knager alt - et Hug!
"Saa dumper den, og du vil ligge der en smuk!" -
"Hvad," raabte Helten ned fra Træet, "Sludder Sladder!
"I vil nok narre mig, saavidt jeg seer;
"Pas I jer Bog, og lad mig være den jeg er!
"I er nok af de Sorte, som det lader!
"Men vil I lyde mig, det bedre var
"I gik paa Skolen, end at holde Folk for Nar."
Og han hug til igien. - "Ja, ja! pas paa!
"At vi har spaaet dig sandt, du snart at see vil faae!" -
Hyp! hyp! - nu kommer den - hyp! hyp! - og krak!
Der laae vor Jeppe - Greenen knak,

Tredie Sang.

Indhold.

Skiælv altid, usle, svage Dødelige,
For i de Ting, den viise Himmel bød
At ligge skiult i Hattens sorte Skiød
Til Held for dig, nysgierrigen at kige!
Læs det Kapitel i din Skiæbnes Bog,
Som Viisdom selv at Iæse dig tillader,
Dit førte Liv. At læse frem ad skader
Din Rolighed; og Døden kommer dog.

H alvdød af Puf og Skræk han laae et par Minuter.
De Sorte fik ham endeligen op
Paa Beenene. - "Det var et Pokkers Hop!
63 "I sagde mig det nok, I kiære Substitutter,
"Apostler, hvad jeg maa Jer titulere for -
"Jeg seer, at I tilgavns den sorte Kunst forstaaer;
"Og I er sikkert alle tre Magister,
"Propheter, eller, naar jeg seer mig til,
"Hvis Fanden ikke har dermed sit Spil,
"Tre fierdedeel Evangelister."

"Ja, rigtig nok, men ikke vores Ord:
"Vi kan en smule meer end netop Fader vor." -

"Ja, det har jeg havt Prøve paa, som svier!
"Jer Spaadom gav mig her et Pokkers Sting.
"Men, gode Horrer! bier lidt, o bier!
"Da I dog veed desuden alle Ting,
"Saa kan I mig vel ogsaa sagtens sige,
"Naar jeg skal bort herfra til Himmerige?"

"Det er dog ei saa let," gientog' de tre,
"Det koster Hovedbrud; men vi vil see." -
Tre Skridt tilbage de sig hummed',
Og toge hver sin Bog af Lommen frem,
Slog Kreds med lærde Fagter, rømmed' dem,
Og endeligen huult og langsomt brummed'
Den første Reglerne for Verbum Lamed-He ;
Den anden sang det fine Titemi ;
Den tredde tordned ud Accentus Domini .
Vor Jeppe syntes alt at føle ganske bange
En smule Død omkrybe hist og hor
I Kroppen - Midlertid Oraklet færdigt er:
" Viid, Jeppe, paa den Dag, da Hesten trende Gang e
" Paa Veien sukker, skal du sikkert døe !
" Giv Agt! Din Hest er Kiød! dit Kiød er Qøe! "
Og borte var de tre. - Forsteenet Helten stod,
Som rørt af Lyn; det angestfyldte Blod
64 Løb løbsk fra Puls til Puls i Steenens Aarer.
Omsider brød hans Angest ud i Ord
Heel philosophiske; saavidt jeg troer,
Endog en Slags Moral for mange Daarer,
Der ønske sig, at see de Ting, dem forestaae.
Han, kortelig, brød ud som saa:

"O Jeppe ! sand din Kones Spaadom var:
"Du altid var, og er, og blir en Nar!
"Jeg Dosmer tænkte, det var got i Tide,
"For mangen Aarsags Skyld, at faae sin Død at vide;
"Nu seer jeg først for sildig, dumme Claus,
"At tvertimod det er det pære Snaus.
"Slig Videsyge kommer vist fra Fanden,
"Det tør jeg bande paa, fra ingen anden
"End fra den fule Aand, der, som vor Præst har sagt,
"Fik just Moer Eva derved i sin Magt.
"Nu fik han ogsaa mig; - o de fordømte Sorte!
"Ret som Gespenster kom, og stod, og blev de borte -
"Det hans Apostler var; det mærker jeg desværr'
"For sildig nu, da jeg forhexet er.
"Jeg var ei plaget nok, jeg vilde selv mig plage!
"O! gid jeg var igien i hine gode Dage!
"O! gid jeg var igien i min Uvidenhed!
"Hvor lykkelig er den, som lidt, som intet veed!
"Før gik jeg ligefrem; jeg tænkte, Døden kommer,
"Den kommer vist engang; men hvorfor just i Sommer?
"Hvorfor i Dag? hvorfor just Klokken halvgaa'n Et?
"Saa tænkte jeg den Gang, og tænkte meget ret.
"Sligt veed ei Provsten selv, sligt bør man ikke vide;
"Den lider lykkelig, som kan med Haabet lide,
"Og den har altid Haab, som ingen Vished har
"Om hvad der forestaaer, den Sag er soleklar.
"Hvis, slige Ting for os at vide, kunde være
"Til Nytte, havde nok, det troer jeg vist, vor Herre
65 "Sagt Præsten det, at han fra Prækestoel igien
"Os kunde sige smukt: du døer i Dag, min Ven!
"Nei! det er aldrig got! . .. Her staaer jeg, skiælver bange
"For, som saa let kan skee, Peer Asen trende Gange
"Skal sukke - mindste Lyd, det allermindste Muk,
"I hvor det kommer fra, mig synes som et Suk.
"At døe dog altid er af alle Ting det sidste,
"Man giøre bør. Tilforn, før jeg det forud vidste,
"Jeg tænkte sommetid, det var en herlig Sag,
"Naar Qvinden drilled' mig, om Døden kom i Dag;
"Men den Gang vidste jeg kun, hvad det var at leve,
"Ei hvad det var at døe. Man begge Deele maae
"Forsøge, før man ret kan Liv og Død forstaae.
"At døe vel bittert er, at leve saa som saa;
"Men mellem Liv og Død, som jeg nu giør, at sveve,
"Det er det værste, thi det er at lide
"Paa eengang begge Deeles Qval og Qvide!"

I denne Monolog blev Relten ved,
Og midlertid var kommet op at age.
(En lille Parenthes ved denne Leilighed
Jeg ikke holde kan tilbage:
Det synes nemlig, at en saa enfoldig Mand,
Som hidindtil vor Helt os er beskrevet,
hvis sidste Handling imod sund Forstand
Endogsaa torde synes overdrevet,
Umuelig var i Stand, at føre sligt et Sprog?
Jeg studsed selv derved i Førstningen; og dog
Er Tingen rigtig. Ventelig har Puffet,
Da han af Træet styrted ned,
Saa lykkelig hans Hierne truffet,
At den Forvredne kom igien i Led.
Man meer end eet Exempel veed
Paa lærde Mænd, som visse Stød i Panden
Har skilt aldeles ved Forstanden;
66 Og Tosser derimod, som ved et Puf
Er bleven Professorer i en Ruf. -
Man med Forklaringen til Takke tage,
Da i en Hast jeg ingen bedre veed).

Men ulyksaligste blandt alle Jeppes Dage!
Peer Asen gav et Suk. Den kolde Sveed,
Den vaade Døds Herold, sprang ud af alle Kanter
Paa Helten, hele hans Peripherie
Blev overstænkt med zittrende Demanter.
Dog, tænkte han, velan! snart blir du frie
For Fogedr Herremand, og Qvinde!
Frisk Mod! Kom kun, o Død! din Mand du her skal finde;
Kom med din Lee, du lange Rad! kom! hug . . .

"Ja!" brølte Døden i Peer Asens andet Suk -
Det var det næste Bud - Nu rokked alt i Sædet
Vor Helt, hans hele Krop, af Angestduggen vædet,
Blev Jis; han Krampe, Sting og Hovedpine fik,
Klababbelser, Opstigelser, Kolik,
Koldfeber, Qvalme, Snue, Podagra,
Gigt, Ørepine, Hoste - kort at sige,
Hvor Sygdom, som er til, og ei er til tillige
I vor Nosologia danica .
Knap stønnede hans Suk: "O! Død, hvor er du haavd!"
(Thi det er tungt at døe, hvordan det gaaer!)
"O Død! ifald du tør, saa spar mig dennesinde!
"Lad tredie Peer Asens Suk forsvinde!
"Tag heller, tag, o Død! med Glæde, tag min Qvinde!" -
- " Nei! '' tordnede hans blege Majestæt
I tredie Peer Asens Suk. Med eet
I det forfærdeligste Bulder
Den hele Verden bort for Heltens Øie ruller;
Han tumled om: "Farvel, Peer Asen! Ak! jeg døer!
"Lev lykkelig, min Hest! meer lykkelig end før!"
67 Det var hans sidste Ord,
I det han ned
Af Sadlen gled,
Og neppe laae han paa Guds grønne Jord,
Før Siælen ham af Kroppen foer -
Hvorhen skal Læseren herefter faae at vide.

Men først en Parenthes, af det mig egne Slags,
For om den sande Storhed nutildags
Min Meening at fortælle ham i Tide:

At døe er ingen Kunst. Claus Dumriel
(I Graven hviler alt forlængst hans Siæl),
Som ingen Ting i denne Verden vidste,
Som aad og drak og sov, og paa det sidste
Ei kunde det tilgavns engang,
Han tog sig for, da Tiden blev ham lang,
At redde sin Forstands og Kundskabs Ære:
Og viise Folk saa klart, som to og tre er fem,
De havde skammelig bedraget dem,
Ifald de troede, han ei kunde meere;
Og Manden døer saa pludselig, saa ganske,
At, trods hans allerværste Fienders Spot,
Hver tilstod, at han døde meget got.
Kort, uden metaphysisk just at grandske,
Og uden Hielp af logisk Est quod est,
Man kan beviise, at den største Hest,
Endskiøndt for Resten den forstaaer ei mindste Smule,
Kan dog paa egen Haand, i Blinde, finde Vei
Til hans kiødløse Høiheds Hule.
Men at staae op igien, det er den store Ting,
Hvorpaa man har kun saa Exempler;
Og de, man har, bær næsten alle Stempler
Af Overtroens Salomonske Ring.
Det er en større Kunst end æde, sove, drikke,
68 Og blive fleer, og blive Støv af Nul:
Og denne Kunst kan Klauser ikke,
Om og de kunde giøre Guld af Kul.
Hvor stor min Helt seer ud fra denne Side,
Faaer Læseren i næste Sang at vide.

Fierde Sang.

Indhold.

En Herremand og Kudsk fremviise sig;
Hu Heltens Qval for Alvor først begynder:
I Helvede hans Siæl befinder sig,
Og Kroppen prygles paa den arme Synder.
Ømsider giør han et saa vældigt Spring,
At Nachytigall det knap vil eftergiøre;
Og mange fleer besynderlige Ting,
Som Læseren ret strax vil faae at høre.

P aa Veien udstrakt følesløs han laae.
Peer Asen længe stod og paa ham saae;
Men endeligen, da han fandt med Smerte
Sin Husbond ganske død, saa tænkte han:
Hvad nytter, at jeg staaer her ved den døde Mand?
Og gik sin Vei med høitbedrøvet Hierte.
Dog gik han ikke hiem, han kiendte Birtemoer -
For Resten veed jeg ei, om Syd, om Nord
Han Flugten tog, om Østen eller Vesten?
Jeg veed kun det, at bort løb Hesten.

I en Karet umiddelbar derpaa
Selvherskeren paa Godset der fremkiører;
69 Og da han ud af Vindvet saae
Vor Jeppe ligge der, som intet hører,
Han raaber til sin Kudsk: "hold! og gaae hen at see,
"Hvad det er for et Sviin der ligger!" -
"O! det er en fordrukken Tigger,
"Som vaagner nok, naar vi kiør' nærmere." -
"Jeg siger Hold!" var Herremandens Svar,
"Hvem veed, om han er død?" Og ned fløi Kudsken.
En anden havde først forsøgt med Rusken;
Men den Tyran saa mild ei var.
At bruge Pidsken var hans Liv-Methode,
Kun Smæk i Smæk, og intet med det gode:
"Vaagn op, dit Beest!" - et Smæk - "hvor tør du ligge
"I Veien for din Herremand, din Stud?"
- Et Smæk -- "jo jeg skal lære dig at drikke,
"Og ligge her, at snorke Rusen ud!"
Saa, under Smæk i Smæk paa arme Jeppe ,
Hvis Siæl var alt et dygtigt Stykke Vei
Fra Jorden, bliver Kudsken ved at skreppe:
"Vaagn op, vaagn op!" men Jeppe hører ei.
Med Slag i Slag han uophørlig banker
Den armes næsten møre Krop -
Men Jeppe ligger der i andre Tanker,
Og giver ikke Tegn til mindste Hop.
Nu vender Kudsken til den tykke Ende,
Mens Herremanden blæser i sit Horn
En Jagt-Marsch ; men urokket som tilforn
Vor Helt er død, og vil sig neppe vende.

Omsider under uafbrudte Slag,
Og Stød i Hornet, han med Suk udbryder:
"Jeg mærker nok, at det er Dommens Dag;
"Jeg maa herop! Basunen lyder."
Skiøndt mør af Skrup, hans Krop er ikke seen,
Men reiser sig, og staaer paa begge Been:
70 "O! Døden den er haard; men Dommen den er værre!
"Saa blir jeg da fordømt, jeg arme Mand?
"O! siig mig, hvem af Eder er vor Herre?
"Og hvem den fuule And?" -
"Jeg er din Herre," svarte Herremanden;
"Men denne Gang jeg vil tilgive dig,
"Gaae hiem!" og derpaa atter han og Fanden
Med Latter bort begave sig.

Forundret stod min Helt igien tilbage,
Forundringen brød ud i disse Ord:
"O! aldrig havde jeg i mine Dage
"Tænkt meer at komme her paa denne Jord;
"Men, hvor det gaaer, jeg vil dog heller være
"Her end i Helvede; det, som jeg saae,
"Fornam, og hørte, kan mig noksom lære,
"Det ganske diævelsk være maa.
"Mig synes end at høre Satan brøle,
"Dengang jeg vaagned op i Dødens Grav;
"Mig synes end livagtigen at føle
"De jammerlige Hug, han der mig gav.
"Jeg seer endnu hans røde Øine gløde:
"Jeg kommer det, desværre! vel ihu;
"Thi nær han havde pryglet mig til døde,
"Min Krop deraf er ganske mør endnu.
"Jeg knap kan gaae; dog midt i denne Nød
"Er jeg dog glad, at jeg slap fra den Slemme,
"Især om, som jeg haaber, Qvinden hiemme
"Imidlertid er død."

En smule var min Helt fra Viddet før
(Thi den Forstand, ham Puffet havde givet,
Forlod ham i Peer Asens Suk med Livet);
Men denne Hendelse fortumled reent hans fem.
Imidlertid han havde slæbt sig hiem,
71 Og stod og banked' paa sin gamle Dør.
"Luk op derinde," raabte han: "forbandet!
"Er alle maaskee døde der?
"I kan jo høre hvem jeg er!
"Mig hør dog Hytten til, om intet andet -
"Luk op! jeg ellers reent omkommer her
"I denne Kuld og Regn; et par Minuter neppe
"Jeg kan udholde længer her at staae -
"Luk op! Nu veed jeg dog, I høre maa!
"Jeg er ei Tyv, ei Røver; jeg er Jeppe .
"Jeg kommer ei som Fiende, men som Ven;
"Vel er jeg død, men gaaer dog ei igien.
"Jeg er ei noget Spøgelse, desværre!
"Jeg aldrig spøget har, det veed vor Herre!"

Ei Kudskens Pidsk, ei Herremandens Horn
Forskrækkede vor Jeppe saa tilforn,
Som dette Svar af Birtes Mund:
"Bliv staaende til evig Tid, din Hund!"
Ved denne Lyd hans møre Krop blev stiv,
Han som en Støtte stod foruden Liv,
Den fæle Tanke: Eud din Qvinde lever!
Mørk som en Tordenskye om Siælen svever:
"O! vee mig uhelbredelige Nar,
"Som ikke heller blev i Graven, hvor jeg var!
"Som ikke drukned mig i en af Helveds Floder!
"Hvad nytter det, at flye fra Satan til hans Moder?
"Hvi stod jeg op igien? hvi lod jeg Fanden
"Ei heller slaae mig reent ihiel?
"Gid Døden vilde nok engang min Siæl
"Forsøge, ret at slaae for Panden,
"Saa skulde jeg ei være saadan Nar
"At reise mig igien, men blive hvor jeg var!
"Jeg skulde ei staae op, før jeg skinbarlig saae,
"At Stiernerne faldt ned, og Solen oven paa,
72 "Og alle fire Elementer tændte
"Vor Jord, saa den i begge Ender brændte!
"Thi hvorfor har min usle Krop
"Vel nødig, frem for andres, at staae op,
"Før Tiden kommer? Hvi skal jeg tilbage
"Alleene? Sligt kan Fanden eene mage.
"O! gid Peer Asen var her kun igien,
"Og vilde bare tvende Gange sukke!
"Saa skulde jeg, som sagt, nok see paa den,
"Der kunde Gravens Dør igien for mig oplukke,
"Før jeg paa alting saae, det var den sidste Dag;
"Thi saa, forstaaer sig selv, det var en anden Sag."

Saa talte Helten, og af alle Kræfter
Giengieldte Dørren rigelig de Rap,
Han fik af Kudsken, at den arme knap
Sig kom igien i Aar og Dag derefter;
Thi, sandt at sige, var det halvt hans Hu,
At slaae den reent itu.

Kied af tilsidst at høre denne Trommen,
Frue Birte velted' endelig sin Krop
Af Sengen, og for Jeppe lukked' op,
Som neppe før i Stuen ind var kommen,
Før han med ganske Siæl og Krop
Sov hen som een, der sove vil til Dommen.

Gud glæde den Mands Siæl, ihvem det ogsaa var,
Som Søvnen allerførst opfundet har!
For min Part, jeg og han er meget gode Venner,
Ved hans Medicament, til Maade brugt,
Jeg trodser alle Jordens Avicenner ,
Og skaaner baade Pung, og Smag, og Lugt.
Og, hvo du er, som sove kan, min Ven!
Skiøn paa din Lykke, og erkiendtlig priis
73 Den store Mand, hvis Godhed gav dig den,
Da han dig skabte Søvnens Paradiis!

Ja! Søvn! de Viises Steen, modtag min svage Lov!
Din Valmuduft min Siæl i salig Fryd hendysser!
Naar i din bløde Arm jeg min Zemire kysser,
Jeg bytter knap med Zeus , som styrer Skiæbnens Plov.
Velgiørende din Balsam mig helbreder;
Den læger Siælens Saar, og mild udbreder
Nye Kræfter i den Krop, som nys var Febrens Rov.
Bliv hos mig, til din gamle Broder kommer,
Og vinker mig til i en evig Sommer
At grønnes i Udødeligheds Skov!

Maaskee jeg Søvnen her saa kraftigt lover,
At du, min Læser, allerede sover?
Jeg stopper altsaa. Jeppe sov.
"Hvor er Peer Asen ? hvor er Vognen, Snøter?"
Men Jeppe hører ei et Ord:
"Hvad? svar mig! hvor er Brændet? hvor?
"Hvor har du været henne, Kiøter?" -
Saa blev hun ved i fulde tre Qvarteer,
Og endelig sov hen, da hun ei kunde meer.

74

Femte Sang.

Indhold.

Auroras Ankomst giør en Hoben Vind,
Som man anstændig nok ei kunde sige
I Linier, som trækkes ud og ind,
Og derfor giorde dem lidt meere lige.
Men siden gaae de deres skiæve Gang,
Og bringe Læseren til Heltens Hytte,
Hvor Birte giør hans Kiæver Tiden lang
Med en Beleiring uden mindste Hytte.

A f østlige Sovegemak fra duunede Leie nu sprang,
I flagrende Purpur kun hyllet, Gudinden Aurore ;
De vaagnende Blomster sig neie, mens Fuglenes yndige Sang,
Ledsaget af Ekkoer, hilser den Skiønne med tusinde Chore.
Omstraalet af Glands hun fremiler, og Stiernerne flye -
Undseeligen skiule de sig for den halv kun beslørte Gudinde;
Mens Phoebus , i hidsig Galop forfølgende, stræber at finde,
Hvad Cephalus fandt - men omsonst; thi nu hun for svandt i en Skye.
Alleene staaer Dagens Monark; den i Flammer opluende Krop
Forkynder hans skuffede Plan, og at Solen i Siælland stod op.

Paa Jorden igien jeg med Læserens Gunst vil nedstige,
Og springe forbi den lovsyngende Skov,
Ei lytte til Lærkernes Dirren og Plovmandens Hov !
Men ile til Hytten, hvor Jeppe saa sødelig sov,
At ingen Klokker i Verden før eller siden
75 Meer rolig har snorket sin Bas; skiøndt til Klokkeres Roes
Jeg tilstaaer - og Roesen er virkelig ikke saa liden -
At Klokker paa Snorke-Hoboen er stor Virtuos.

Moer Birte , som Hader af al slags Musik,
Fandt ei i vor Jeppes udholdende Toner
Det ringeste smukt. Lig andre huuslige Koner,
Med Solen af Seng og i Seng hun bestandigen gik;
Vor Helt havde hidindtil havt den samme velsignede Skik.
Men alt er foranderligt. Een, som er død,
Har andre Maneerer, end den som nylig er fød -
Det indseer enhver; men det indsaae Birte dog ikke,
Kun dette begreb hun til Punkt og til Prikke:
At sove som Klokker sig ei for en Bonde kan skikke.

Hun derfor, efter først en Times Tid
At have rusket Helten hid og did,
Og skreget: "Op!" til hun blev ganske hæs,
Samt smaaskermydslet med hans Næse, Kinder,
Og hvad man ellers paa et Ansigt finder:
Beslutter, Klokken tre Qvarteer til Ni,
At løbe Storm imod hans hele Fiæs.

Til Aheld for vor Jeppes Kiæver,
Spadseerte just en Drøm hans Siæl forbi,
Som stak, man slutter let hvori,
Netop paa samme Tid, som hendes Næver
Løb Storm imod hans Ansigt, Smæk i Smæk -
Men den fordømte Drøm, som, gid jeg havde her .. .
Tilhvisker ham: "O Jeppe ! hold dig kiæk!
"Hold fast ved dit Princip! lad dig ei narre meer!
"Taal nogle Puf; hvis ei, da skiælv for mange fleer
" Af Birte siden!" - O! Standhaftighed!
O! meer end menneskelig Tapperhed!
Min Helt udholder Stormen; Jeppe strækker
76 Ei mindste Been - isteden for Gevær;
Paa ingen Maade Birte ham opvækker:
Haardnakket ligger han og tier qvær.

Pral ikke meer, Julin , med al din Stoicisme!
Skiul dig, Leonidas , undseelig, du giør vel!
Og Fredrikshald , din Soel, Patriotisme!
Selv Kiøbenhavn ! - og Cato - Bagatel!
Du, min Matros , som holder Svenske Skibe
Med dine Tænder der! og du, Cosak ,
Som Been- og Arme-løs hist trækker af din Pibe,
Blandt Lyn, og Brag, og Liig, et sindigt Drag Tobak!
Du, Regner! Regulus! Stærkodder ! Jordens Helte,
Fra Leire stilled' op i Rad til Cambalu ,
Hvis Mod ei Himles knuuste Hvelving fældte -
Jeg seer jer ei: jeg seer kun Jeppe nu.

Beskiemmet Birte maa tilsidst ophæve
Beleiringen med stor Forliis.
Fem tappre Helte bløde paa hver Næve
Med sønderknuuste Hielme; kappeviis
De flye tilbage til det matte Bryst,
Lig Svensken i den Fredrikshaldske Dyst,
Fra den uovervindelige Kiæve.

Dens Siæl er tung som Blye, hvis Stiil ei flyver
Ved sligt et Syn, saa hurtig som en Piil,
Op over Himlen et par tydske Miil.
For en Fortælling her i simpel jordisk Stiil
Om denne Storm jeg ikke gav en Styver.
Min hele Siæl blir Damp ved saadan Leilighed,
Min Stiil blir i en Snup en Luft-Fregat -
Lig en Montgolfier jeg seiler blandt Plejader,
Og tager Jorden for min faldne Hat.
Naar Dampen er forbi, jeg atter synker ned. -
77 Deslige Digtersving paa rette Sted
Jeg haaber, Læseren mig ikke blot forlader,
Men skiønsom takker for; thi stille staae,
Paa fire krybe, slentre, spanke, gaae,
Roe, seile, kiøre, svømme, kravle, klyve,
Ja hoppe, dandse, løbe selv - det kan
Hver anden jordisk Nar; deslige gaaer vel an
For simple Mennesker og Fæe - men flyve
Der hører noget meere til,
Det kan ei hver en Gaasefiær, som vil -
Det er et jordisk ei, det er et himmelsk Spil,
Der blev, med andre skiønne Rariteter,
Kun Fugle forbeholdt, og Guder, og Poeter.

Siette Sang.

Indhold.

Et Billede paa Seirens stolte Fryd;
Et Sideblik til det, man kalder Lykke;
Et slemt Problem om døde Strubers Lyd;
Af Birtes Øration et lille Stykke;
Lidt meer om Søvn; en lille Monolog -
Alt det vil den i mit Capitel finde,
Som skulde gunstig faae den Ting i Sinde,
At læse meer end Titler i min Bog.

T re stive Timer nød min Helt med Siæl og Krop
Den hele Fryd, han pilled af den Tanke:
Nu skal til evig Tid dig ingen Birte banke,
Og ingen Diævel nøde at staae op.
Paa dette søde Haab, fuldkommen lykkelig,
Hans seierstolte Siæl sig op til Himlen hæver -
78 Han glemmer Kudskens Pidsk, og Konens Næver,
Og føler ei, hvor mør hans Ryg end er,
Det mindste Spor af disses Haandgevær.
Han troer sig ganske død i Gravens Seng at ligge
Saa got, som ligges kan - og meer han ønsked ikke.
Skiøndt alle Sandser sammenklynge sig,
Og hviske til ham: du bedrager dig!
Saa troer han, hvad han troer; desuden Ordsprog sige,
At Sandser ere heel bedragelige.

Men hvad er Støvets Fryd og jordisk Salighed
I al sin Glands? Din hele Herlighed,
Hvor varig du den troer, min lykkelige Mand!
Er lig den Verden af Krystal, hvis Væsen
Udspringer af chaotisk Sæbe Vand
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæsen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubestandig som September Maaneds Vinde,
Saa kort som den Moral: Min Læser, stiæl ei Taft ! -
Jeg for din hele Gunst dig ikke gir en Daler,
Med mindre du igien mig høflig to betaler -
Du borger Solens Lys; men Sæbe-Solen lig
Du svinder bort, mens man betragter dig!
Et Øieblik, og al din Flitterglands forgaaer,
Og er hvad Qvæders Vers er om en halv Snees Aar.
Man mærker her, at jeg og Lykken ei er Venner,
Endskiøndt jeg virkelig ei ret Personen Kender -
Den sande Grund dertil er Patriotiskhed:
Jeg aldrig komme kan, kort sagt, tilrette med
Et Væsen, hvem, og hvor det ogsaa var,
Som daglig holder brave Folk for Nar;
Og hvem i Verden giør det meer end Lykken?
Desværr'! Exempler nok man herpaa har.

79

Enhver for Resten efter eget Tykken
Kan troe den, troe den ei - kun dette veed jeg vist,
At jeg bestandig blir dens Atheist.
Jeg dog for Spøg engang den ogsaa roeste:
Paa Bordet for min Roes, den næste Dag derpaa,
En uqvitteret Skrædderregning laae -
Og siden den Tid - stop!

En umaneerlig Hoste
Var for min Helt, hvad Regningen var mig:
En Vækker af den Fryd, hvori han drømte sig.
Kan man i andet Liv og hoste? Det var Knuden! -
Ulykkelige Tvivl! "Hvem veed, om her sit Spil
"En Diævel atter har, at, naar jeg seer mig til,
"Er Død til evig Tid mig maaskee reent forbuden?"
Saa stønner stedse hostende min Mand -
I denne grumme Tvivl hans Siæl sig hængte:
At der kan hostes i de Dødes Land,
Han ei i Hiernen bringe kan,
Skiøndt der var Rum deri for Resten til en Mængde.
Og rigtig nok er Tingen problematisk -
Man veed nok om en Fyr, som, nyelig død,
(Historien er ganske sand)
Ei hosted blot saa høit som hostes kan,
Men, det som værre var, sin Næse snød -
Dog denne samme Fyr. han døde paa dramatisk,
Og sligt var ei, desværre! Faldet her;
Vor Jeppes Tvivl derfor vel havde qvælt enhver.

Ulykken aldrig er kun een, men to.
Den Ting, at Birte muelig kunde tænke,
At Helten just ei laae i Dødens værste Lænke,
Giør Hosten endnu meer mal à propos;
Sligt gad han selv ei vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.
80 Hvad var at giøre her? Du, viise Mand,
Hvis snedighed Homer i Sneese Bøger roeste,
Giv her et Raad, ifald du kan!
At skiule Hoste gaaer umuelig an -
Her standser selv Ulysses - Helten ei.
Han seer den eeneste, den rette Vei.
Han fatter en Beslutning: stands, min Pen!
Og spørg, min Aand, om du tør skrive den?
Stands, Læser! spænd din hele Tænkekraft
Og giæt den viise Plan, min Jeppes Siæl har havt!
Saa viid da, hele Jord! at - han blev ved at hoste -
Med slig Utvungenhed, at Birte hørte det,
Trods Ertegrydens pidskende Rullader
Og Sextendeeles Brum i Stegerset.
Og pludselig, i Ertegrydens Takt,
Beviise hendes stormende Tirader
Min Mand tilfulde, hvad ham Hosten alt har sagt:
At med hans Død det var ei ganske Fod i Hose.
Dog til hans store Lykke brugte hun,
Til at beviise det, kun denne Gang sin Mund;
Men deraf fløi og Ord med samme Heftighed,
Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose.

Mit Bryst er ei af Steen, min Siæl er ikke Staal
Med ingen Slags Orkan jeg got kan søbe Kaal -
Min Læser elsker jeg; vil derfor ikke byde
Ham noget, som jeg selv ei skiøtter om at nyde;
Og springer derfor løst den Storm forbi,
Som foer af Birtes Mund - og Himlen veed hvori;
Thi meget lidt deraf slap ind i Heltens Øre,
Som ei for lutter Lyd det mindste kunde høre.
Pindarisk rullede hun Ord, som Steene ned,
Og hendes Tunge løb, i Stormes Vingeslag,
Med intet mindre end med lette Torden Fied .
81 Man skulde sværge paa, det var den sidste Dag,
Naar Elementerne hinanden faaer i Haaret.

Som Nubiens Løvinde nyelig saaret -
Dot vil kun lidt forslaae - som Millioners Brøl
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen,
I et vedholdende Lisboisk Jordstøds Knagen,
Samt alle fire Hiørne-Stormes Vrøl,
Med Ekko fra tolv, firten Dovre-Fielde,
Og Drøn af alle Niagarers Vælde:
Ei anderledes lød Moer Birtes Oration.
Men til at male sligt er jeg en stor Kujon.
En anden vilde Leiligheden gribe,
Og klopstocksk svinge sig blandt Orioner op,
Og tænde Geistens nyelig stopte Pibe
Ved Solens egen nøgne Krop,
Og stiæle Takt fra Ring-Planetens Pole,
Og en Diskant fra Miras Stormes Skrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fierne Sole,
For at udtrykke ret guddommelig,
Med alle Konsonanternes Allarm,
I Vers saa lange som min Arm,
Den Solo, Birte spillede for Jeppe ,
Men sligt er alt for høit for mig:
Jeg er ei stor Poet - og blir det neppe;
Min svage Røst er ikke Stentors lig.
Dog, vil min Læser endeligen have
Copien af den Lyd, som foer mod Jeppe hen,
Saa læs - ei Milton, Klopstock, Evald - men
Den usle Miltons, Klopstocks, Evalds Slave!

Om Lyden altsaa nok. Og Meeningen deri,
De Skieldsord, Øge-Navne, Skoser, Eder,
Den vrimled' af - jeg springer ei forbi,
Men over reent; thi lave Smudsigheder
82 Saa lidt som svinet Svulst behage mig;
Een gaaer til Hovedet, og een til Halen,
Jeg Midten eene holder lykkelig
I alle Ting, og fremfor alt, i Talen.

Paa Torden følger Pladsregn, og paa den
Omsider Soelskin, kiære Ven!
Moer Birtes Bryst blev endeligen mattet;
Hun endte Præknen Klokken Et,
Og Jeppe , som deraf kun lidet havde fattet,
Forlod hun triumferende, men træt.
Knap var hun borte, før, saa hurtig som en Muus
I Flugten for den nære Kat,
Vor Helt er atter ude af sit huus,
Og een, to, tre har Skoven fat.
Der sætter han sig, op til Stubben af en Eeg,
Dybt i dens skyggefulde Midte,
Hvis Vagt af Bøge til Dryaders Leeg
Forbyder Phoebus selv at titte.
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomster rusler ned
Et Kildevæld, og Zephyr hist forfølger
En Sommerfugl paa smaa, men nette Bølger,
Hvem glemmer ei sin Sorg paa et saa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Greene,
Ved glade Fugles Sang - de grønne Skyggers Leeg -
Og Bækkens Raslen mellem spidse Steene
Hendysser Helten sødt ved Roden af hans Eeg.

Sex Timer flye forbi hans Siæl som Øieblik;
Han drømmer ei om Død, og Intets gode Dage,
For vaagnet meere tung at føle Livets Plage,
Men nyder al den Roe, en ærlig Mand kan smage,
Og som til Skurken aldrig Adgang fik.

Søvn, som jeg før har sagt, er, naar og hvor det var,
83 Paa Brix, og Sofa, med og uden Magen,
I Seng, i Stol, ret brav; men hvor man Træer har
Til Omhæng, Græs til Pude, Duft til Lagen,
Med ubesvært Samvittighed og Mave,
Og eene - Himlens allerbeste Gave.
Ved denne Balsam Holtens hele Krop
Blev lægt igien; Hamadryader heele
Hans Pande, Næse, Mund med Kys; og P hilomele
Omsider med sin S ang ham styrket raagner op.

"O!" brød han ud, imens en bøiet Finger
Af Oiet jog, hvad Morpheus havde glemt,
"Den Søvn var god! og ved min Side springer
"Netop et Væld, hvorved jeg ganske nemt
"Kan slukke Tørsten, jeg opvaagned' til!
"Nu er jeg glad igien. Man sige hvad man vil,
"Vor Jord or ei saa slem, som somme sige;
"Paa alting kan vor Herre raade Bod;
"Om det just altid ikke gaaer saa lige,
"Saa kan en Blind dog see, at Gud er god."
Og derpaa gik han munter hen til Bækken,
Og øste med sin Hat, og drak,
Og satte sig igien paa Eege Stolen,
Og hørte paa Peer Oxes Frøers Qvækken,
Og Nattergalens Sang, og saae paa Solen,
Som gik i Seng; og vedblev med sin Snak:

"Her er saa smukt, saa smukt, at jeg tør sige,
"Sig intet blidere kan tee,
"Deroppe selv i høie Himmerige
"Og dette har jeg Usle Lov at see!
"Hør Fuglen slaae! see Solen hist nedsynke,
"Ei meer for Herremanden end for mig!
"Den hele Skov er glad, selv Ormen fryder sig;
"Og det var Synd, om jeg allene vilde klynke.
84 "Hvad mangler mig? min Tørst er nylig slukt,
"Jeg hungrer ei, og Søvnen var mig sød;
"Jeg er jo frisk, og føler ingen Nød,
"Og, hvor jeg vender mig, er alting smukt.
"Sandt nok, jeg veed ei hvor det siden gaaer,
"Ei hvor Peer Asen er, see, det er hele Sorgen!
"Men Gud skee Lov for nu; thi det, som forestaaer,
"Mig kommer ikke ved, han raader for i Morgen!
"Jeg veed ei selv hvordan, hvorfor, jeg veed ei hvad,
"Her er saa smukt, saa smukt, og jeg er ganske glad."

Saa blev han munter ved. Det Heltens Vane var,
At snakke med sig selv. Den har saa mange Helte.
Man seer deraf, han var ei ganske Nar,
Men kunde raisonnere, naar det gieldte.

Syvende Sang.

Indhold.

Et nyt Spilop, hvoraf man seer med Sorg,
Hvorledes Satan førte sine Snarer
I gammel Tid omkring ved Kallundborg,
Og vikled Helten ind i tusind Farer.
Men Jeppe narrer Fanden dog tilsidst,
Og trodser alle Diævlenes Cabaler:
Den gamle Ven, han nylig havde mist,
Aftvinger han med Grimen tyve Daler.

N u det var got og vel; dog ei altsammen got;
Thi Fanden, som man veed fast aldrig slumrer,
(Om ikke just han selv, vist een af hans Complot)
85 Vor Jeppes Fryd igien endeel forplumrer,
Ved netop til det samme Sted at skikke
De trende Sorte, som var Aarsag i
Hans Død, og al hans sære Raserie -
Hvorfor de og om Morg'nen alle tre
Røg af med Sommerfeldts Geographie,
Og fik der' reene Skrup i Næverne,
Som, sandt at sige, skadte dem slet ikke.

Min Helt sik ei saa snart et Øie paa dem slængt,
Før han af Hiertens Grund et mægtigt Brøl lod slippe:
"Hør! I tre Spaamænd, som jeg alle hængt
"Gad seet i disse Træer vippe!
"Hvor er Peer Asen ?" - "Kiære Fâr! Naa, Naa!"
Gientoge de, "vær ikke slet saa kiæk!
"Med Lempe faaer man Æg i Hummelsæk,
"Og med det Gode kan man alting faae;
" Peer Asen , siger I! Hvad han?" - "Har Fanden taget."
"For meget lidt, saamænd, han sig da har umaget!" -
"Og hvis I ei paa Stand mig siger, hvor han er -
"Jeg veed, I kan! Jer Prophesie, desværr',
"Opfyldtes sidste Gang til Punkt og Prikke,
"Skiøndt, som I seer, i Graven blev jeg ikke,
"Sligt var ei Jeres Skyld; men spaaer paa Øieblikket,
"Og siger tydelig, hvor jeg kan finde Krikket!" -

"Ja tæm Jer Vrede lidt, saa vil vi see vi hitte
"Den kiære Hest igien et Steds paa denne Jord;
"Men I maa give Tid en lille bitte,
"Og ingen knubbed' Ord!"

Saa svarte ham de tre. Ved saadan Leilighed
Det kommer vel tilpas, en smule Græsk at vide;
86 Og (Tak skee Goliusses første Side)
Græsk hialp dem ogsaa her af den Forlegenhed,
Hvori min Helt indvikled' deres Hierner,
Som, Himlen veed paa hvilken Maade, drog
Saa tydeligt et Svar af denne lille Bog,
Som om det skrevet stod med læselige Stierner
Paa Firmamentets Median-Papiir.
Men Mage til de tre var heller ei i Skolen,
Hvad enten det gik ud paa Læsning, eller Sviir -
Den Anders , som man veed, sin Handske hang paa Solen,
Var een af dem, og netop den,
som førte Ordet for dem alle tre.
"Hør," sagde han til Jeppe , "kiære Ven!
"Din Hest er i Behold, saavidt m see;
"Og, hvis du Troe til vores Spaadom fæster,
"Saa vær for Eftertiden uden Sorg!
"Thi viid: Peer Asen blevet er Bormester
"I Kallundborg." -

Endskiøndt nu Jeppe meer, end nogen anden,
Var overtydet om Peer Asens store Pund
Til dit og dat, hvortil en H e st kan bruge Panden,
Og havde loddet tidt hans Viisdoms dybe Grund,
Hvorved han ofte fandt, at denne beste
Blandt alle Heste
Var en fiirbeenet Seneka ;
Saa drømte han dog aldrig om,
At han var stærk i Lov og Dom,
I Fas et Nefas, og Politica;
Og derfor blev han heel forundret ved at høre
Peer Asens Spring til Consul-Værdighed -
Og hvem, min Læser, maa vel ikke studse ved
De store Spring, et Beest kan undertiden giøre?
"Ei!" sagde han, "Ei! Ei!" - og intet meer end "Ei!"
87 Fik Tungen Stunder til i Tankens Hurlumhei.
" Peer Asen Borgemester ! Ei! Ei! Ei!" -

Som Konen i et Huus, naar Naboe-Væggen brænder,
Vims flyver om fra et til andet Sted,
I Røg og Brand-Allarm, og ønsker sexten Hænder,
Og glemmer dem, hun har, i hendes Ivrighed,
Og leder efter alt, og efter alting kiger,
Og famler efter alt, og famler altid feil,
Indtil hun endelig (som Brandens Autor siger)
Faaer paa en Alen fat i Stedet for et Speil:
Saaledes, naar en Ild af tragiske Affecter
Har stukket Hiernens huus for hin Poet i Brand,
Flyer Siælen hist og her blandt Hovedets Effecter,
Og griber efter alt, hvorefter gribes kan;
Og naar den længe nok har løbet til og fra
De Tanker, som møblere dens Gemakker,
Saa redder den omsider et Par Ak-ker
Et Dosin O er og en halv Snees Ha ! -
Saa gaaer det hin i hans Tridrams Tirader;
Saa gaaer det Hymne Manden hist og her;
Saa gik det ham, som skrev de skottiske Ballader -
Og netop saa det gik vor Jeppe her.

De Sorte mærkte nok, at Manden havde Trang
Til Sporer paa sin Troe, som her stod noget stille,
Saavelsom Tungen. Da de gierne vilde
Dem begge see, igien at faae i Gang,
Saa spørge de ham, om han ønsked Audienz
Hos Herr Bormesteren, saa vilde de ham sige,
Hvad Vei han skulde gaae til sammes Residents?
Hvor langt? paa hvilken Tid? hvorledes? og deslige;
Thi, som Herr Holk har sagt, skal man de Store søge,
Den Vei er værre snart end Veien ned til Kiøge .

88

"Ja," svarte Helten, "skaf mig ham herhid,
"Hvis ei, saa bring mig hen til ham paa Øieblikket!
"Thi Borgemester hid, og Borgemester did,
"Tilbage vil jeg have Krikket."

"Maaskee," gientoge de, "kan det i Aften skee.
"Tag Fod i Haand, og spild ei mindste Dryp af Tiden!
"Gaae een Miil ligefrem, og een paa høire siden,
"Saalænge til I Kallundborg kan see;
"Men inden Klokken Ti maa I ved Porten være!
"Giv Vægteren den Pies, vi Eder her forære,
"Saa viser han Jer strax tienstagtig, hvor
"Bormesteren i Byen boer.
"Farvel! vi maa nu hen i Skoven at studere." -
Og borte var de spaadomsfulde Tre.

Min Læser barer sig med Møie for at lee;
Men Helten var fast færdig at krepere.
Af Skræk, Forundring, Ærgrelse, forgik
Ham Veiret i det første Øieblik.
" Peer Asen løbet bort! Peer Asen en Bormester !
"Nu staaer vel ikke længe meer vor Jord!"
Og dog til hine Sortes Ord
Han meer end til sit Skiønne Tillid fæster.
Han endelig forjager Skræk og Sorg,
Beslutter, Skiæbnens Bud at lyde,
Og iiler giennem Skov, og Mark, og Gyde,
Med stærke Skridt til Kallundborg.

Omsider (for at giøre Reisen kort)
Han finder sig, veiledet af en Vægter,
Fuldkommen sund og frisk, om ei ved alle Hægter,
Tæt ved den ærlige Bormesters Port
(Min Læser vilde gunstigen behage
At huske paa, det var i gamle Dage!)

89

Han banker paa. Bormester kommer op
I bare Skiorten: "Hvem er der?" - "Luk op!" -
"Hvem er der?" - "jeg!" - "Hvad for en jeg?" - "jeg, Jeppe !" -
"Hvad vil I?" - "Luk mig op!" - Han lukker op, og neppe
Er Dørren aabnet, før i største Hast
Vor Jeppe har hans Hals i Grimen fast:
" Peer Asen ! hvor du dig forandret har!
"Hvor du er deilig feed og fyldig blevet!
"Man seer, at du har meget bedre levet
"End jeg, fra den Tid sidst vi sammen var!
"Sig, er du virkelig Bormester her i Gaden?
"Hvad? eller er det Løgn? Peer Asen! svar!" -
- "Borgmester er jeg," skreg den anden, "her i Staden;
"Men du? er du en Tyv, en Morder, eller Nar?" -
- "Din Husbond er jeg! kiender du ei mere
"Din gamle Jeppe ? gode Ven!
"Du saae mig rigtig nok, for nogen Tid, krepere;
"Men, seer du, jeg stod op igien.
" Peer Asen ! kom! du vil dog ei forlade
"Din Husbond og din Ven i hans Gienvordighed?"
Vedblev han, mens den andens Overflade
Frøs fast til Skiorten i den kolde Sveed.
"Kom, kom, Peer Asen ! følg mig med det gode!
"Du aldrig fik af Svøben noget Slag!" -
Den anden stille stod, heel underlig tilmode,
Det hver Bormester blev i slig en critisk Sag:
"Min kiære Ven, jeg er vor Byes Bormester;
"For Himlens Skyld! hvad har jeg giort?
"I maae gaae feil. Led efter Jere Bæster
"Et andet Sted, og ikke i min Port!
"Forklar Jer tydelig! Er det en Hest, I søger?" -
"Netop," igientog Jeppe , "netop dig!" -
"Min kiære Mand! det er for slemt I spager!
90 "Er jeg en Hest?" - "Saa let du ikke slipper mig,"
Ham svarte Jeppe vred i Huen, "kiære Peer !
"Bormester hid, Bormester did,
"Følg med mig, eller tyve Daler her!" -

Ledsaget med et dygtigt Ryk i Grimen
Faldt denne Grund saa eftertrykkelig
Paa den uskyldige Bormester, at paa Timen
Han for sin Modstand kiønt undskyldte sig;
Gik hen til sit Skatol; og for at frelse Livet
Ham tyve Daler talte rigtig til.
"Got," sagde Jeppe , "gaae nu, hvor du vil!
"Nu har du mig igien, hvad du mig kosted, givet."
Saa tog han Grimen af, gav ham et Afskeds Smæk,
Og dermed gik han glad fra sin Bormester væk.

Ottende Sang.

Indhold.

Vor Helt, trods alle sine tyve Daler,
Fra Kallundborg bekymret reiser væk.
En Diævlehær hans Angest ham afmaler
I Skoven, og han tumler om af Skræk,
Og ligger der til Morgenrødens Komme,
Og reiser sig med den, og gaaer sin Vei.
"Lyksalig er den Hige!" sige somme -
Moralen af Capitlet siger: "Nei."

N u laae ved Konens Bryst i liflig Varme
Hver ærlig Bonde tryg i Søvnens Skiød;
Mens ufordøiet Mad, og Frygt, og Harme
Fra Statsministeren den flygte bød.
91 Nu gienlød Skoven af dens Sapphyos Elegier;
Nu snorked Klokker Claus sin tordenhøie Bas;
Nu svedte Mads for Riim til Kloders Harmonier,
Og svedte reent omsonst; ulykkelige Mads!
I Stedet for eet Riim, kom Creditorer femten
I Tanken (ak! saa gaaer det fleer, min Ven!
Hvor mangt et herligt Riim fløi bort fra den og den,
Formedelst sliges græsselige Klemten!)
Nu drømte Elskeren sig i sin Elsktes Arm,
Mens hans Rival sig blot ei drømte det -
Og kort og got, foruden meer Allarm,
Det Midnat var, og Klokken gik til Et;
Da Jeppe tankefuld, bekymret, bange,
Forvildet i en tyk, uveisom Skov,
Af Frygt for Skielmers, Dyrs og Diævles Lyst til Rov,
Forsøgte, svedende, til næste Bye at lange.
See! det er Frugten af at være rig!
Hver Daler i hans Pung hans Hierte tynger,
Hver Daler Skrækkens Arm omkring ham slynger,
Hver Daler ængster ham, en Diævel lig.

O! Penge! Penge! raaber alle Mand,
O! hvis man bare havde Penge!
Saa havde man strax Hæder, og Forstand,
Og stod ei mere til at trænge! -
Det Ønske jeg enhver tilgiver let;
Jeg selv har mangen Gang tilladt mig det
Og tilstaaer rigtig nok, at Ære, Vid, Forstand,
Meer end fornøden er, for Penge kiøbes kan.
Men ikke destomindre, fordi Tingen
Er heel tilgivelig, er den just ikke ret;
Thi, sæt endog du eftergiver ingen
I Rang, Forstand, og Vid, og Mynt; hvad nytter det,
Ifald paa samme Tid din Ligtorn falder paa,
Trods alle disse Ting, om daarligt Veir at spaae
92 Med slig en Eftertryk, at du derover glemmer
Alt hvad dit Hoved og din Kiste giemmer?
Fei Creditorer væk med dine gyldne Koste;
Jag Fienders hele Hær med Specier paa Flugt;
Forjag hver Piges Høviskhed og Tugt;
Men prøv med alt dit Guld at jage bort en Hoste!
Kiøb Navn af stor og god ; kiøb Zeptret over Jorden;
Og send en Montgolfier , at kiøbe Maanen med;
Kiøb Plads i Paradiis, naar i anstændig Orden
Du flytter bort engang fra Jordens Herlighed;
Kiøb alle Verdner op, og profiteer paa Kiøbet;
Og giennemtænk, og nyd dit Gulds Almægtighed;
O! men din Rolighed gaaer uformærkt i Løbet!
En Verden af Dukater sammenstøbet
Dig kiøber ei en Dags Lyksalighed.
Til Huusbehov er alting got: og Penge
Man allermindst af alt undvære kan;
Men disse blive plagende, saa længe
De ikke netop passe til vor Stand;
Hvad der er over, bort man burde slænge,
Som salig Sæbesyderen Johan .

Dog fra Johan igien og til vor Jeppe :
(Jeg kom, som han, en smule af min Stie,
Der let kan skee i Skov og Poesie.)
Nat, Mørke, Skræk og Død omgav min Helt
I Krattet, hvor han gik, saa gyselig og fælt,
At den, som sligt ei selv erfarte, troer det neppe.
Men hvad giør ikke Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, som eier dem, er neppe vant til fire?
I slig en Kikkert see vi Dødens spiilte Gab,
Hvor vi tilforn saae Livets Grøde spire -
Da blir os Konens Skiød, endog ved Lys, usikkert;
Og Helten alting saae just giennem denne Kikkert.

93

Hist stod et hvidt Gespenst, saa høit som Frue Spiir,
Ja! hvis jeg sagde doppelt, løi jeg ikke;
Hist gik en hov'dløs Præst med gyselige Blikke,
Og læste hvidt Latin paa sort Papiir;
Bag ham gik langsom frem en hornet Skare
I Kræmmer-Lignelser, som lutter Diævle vare;
Foran en Herremand, saa sort som Kul;
Men i sig selv var det Beelzebul.
Hist kom et rødt Geled af Folk med Hestehov'der.
Hist syntes ham, Moer Birte selv at see,
Men mærkte strax, at det var Fandens Moder,
Som sad og syede paa hans Jordeblee.
Nu hist, nu her han seer en blodig Røver
Med Morder-Øxen halvskiult i sin Barm.
Omkring ham brøle Biørne, Drager, Løver;
Og Snoge, vel saa tykke som hans Arm,
Sig hvislende blandt Basilisker mænge -
Og alle hyle de med huul Allarm:
"Kom hid, kom hid, kom hid med dine Penge!"

Udmale Jeppes Angst, det kan og vil jeg ikke.
Fra skrøbeligste Kant sin Helt at sætte blot,
Imellem os, min Læser, ikke got
Sig for en Heltedigter monne skikke.
Men giøre sligt, hvor man det ei har nødigt,
Er alt for stor en Skam og Spot:
Og her er Maleriet overflødigt.
Jeg derfor melder kun med et par Ord,
Øm over Heltens og min egen Ære:
Han laae saa lang, som een paa hans Statur kan være,
Taalmodig udstrakt paa Guds grønne Jord;
Og da han havde ligget der saa længe,
Til Nat, og Mørk, og Brøl, og Spøgerie,
Og Angesten derover, var forbi,
Saa reiste han sig op, og talte sine Penge,
94 Fandt dem i Pungen rigtig, een for een,
Og gik sin Vei igien paa begge sine Been.

"Saa slap jeg dog fra den besatte Skov,
"Som vrimlede af lutter Helved-Drenge,
"Heeløret og med alle mine Penge,
"Trods deres velbekiendte Lyst til Rov!
"Nu lystig, Jeppe ! heisa! frisk tilmode!
"Hvad skader dig? hvorfor dog skiælver du?
"Nu kan du jo paa al din Mangel bode!
"Du kan jo være ubekymret nu!
"Betænk, du eier reene tyve Daler!
"Frisk, Jeppe ! syng din gamle Viise! hei!" -
Saaledes han sig selv opmuntrende tiltaler;
Men Slemmen slaaer ham feil, og synge kan han ei.
"Gid jeg nu vidste hvad jeg skulde giøre
"Med disse Penge? hvad der var mig best?
"Maaskee, ifald jeg kiøbte mig en Hest,
,,At ride paa til Byes i daarligt Føre? -
"Dog nei! hvem veed om, som Peer Asen før,
"Det ham og kunde gaae, at, før jeg saae mig om,
"Han fik sig et Borgmesterdom
"I Nestved eller i Korsøer ?
"Nei! jeg vil aldrig meer befatte mig med Heste! -
"Men, om jeg kiøbte mig en kiøn Karet?
"Det, troer jeg, var det allerbeste! -
"Dog nei! saa blev jeg kun beleet;
"Thi man har næsten aldrig nogen seet
"At kiøre i Kareter uden Heste;
"Og det desuden alt for meget praler.
"Jeg troer, jeg kiøber mig, en Herregaard? -
"Nei, Jeppe , stop! for tyve Daler
"Man ingen Herregaarde faaer, -
"Saa er det ogsaa reent forbandet!
"Kan jeg ei finde da paa noget andet,
95 "Som disse Penge kunde bruges til?
"Thi ligge her i Lommen skal do ikke;
"Og reent dem slænge bort, jeg ikke heller vil!
"Men bie kun et Par Oieblikke -
"Tid maa der til!
"Forhastet Spekulering duer ikke." -

Saaledes Heltens Tale lød
Et troefast Næveslag
Fortsætteren afbrød
Med et God Dag!
Han vender sig, og seer
Bag ved sig to:
Sin Naboe, Jydske Peer ,
Og sammes sorte Koe.

Bemeldte Naboe lumskelig har hørt
Samtalen, Helten med sig selv har ført.
Den samme gode Mand hod ikke Jydske Peer
Omsonst, som snart min Læser siden seer.
Han tænkte, som en ærlig Iyde,
Her kan du nogle Daler snyde;
Og gav sig med vor Helt i Snak
Om Veiret, om den nye Almanak,
Om Præstens Kirsten , Vorbye Broe,
Og fremfor alting om sin sorte Koe -
Kort sagt, tilsidst han dreied om,
Jeg veed ei selv hvordan, det gik og kom,
Og kom og gik,
Saalænge til, før Helten saae sig om,
Han for sin Koe - de tyve Daler fik.

96

Niende Sang.

Indhold.

Man høster ikke altid, hvor man saaede,
Forfatteren opvarter ydmygst her
Sin fromme Læser med en Pustemaade,
Og ønsker, den maa vel bekomme hver.
Vist ingen, han maa være nok saa klog,
Hvori den Pusten stikker, vil formode -
Hvem giætter netop paa en Episode,
Som Supplement til Saxos første Bog?

J eg seer saa nødig, Læser, at du sover,
Hvordan min Helt kom hiem, hvordan han hilset blev
Af Birtemoer , og sligt, jeg derfor ikke skrev,
Men sprang forsigtig over.
Tænk dig et Mellemrum af fire Dage,
Som han nu lykkelig har lagt tilbage,
Og giæt engang, hvor han befinder sig?
Ifald jeg ei bedrager mig,
Din Giættekraft saa langt vist neppe naaer:
I Kongens Kiøbenhavn paa Gammeltorv han staaer

Hvorledes kom han der? - Om du saa vil behage,
Saa gaae vi nu saa sagte lidt tilbage!

Saasnart han fik det før omtalte Nød,
Beslutted han, at giøre det til Kiød,
Og, for det med desmeer Profit at sælge,
Vort Kiøbenhavn til Marketsplads at vælge.
97 Moer Birte græd, og alle Byemænd loe;
Men han har eengang fast besluttet det.
Besluttet , sat i Værk , er vel for mange to;
Men for en Helt og Galning er det et.
Han trilled derfor ud af Byen med sin Koe,
Som, deelt i fire blodige Capitler
(Dog uden Overskrifter eller Titler),
Laae paa en gammel Hiulbør ganske net.

Nu kan vi gaae lidt frem igien,
Om dig saa synes, kiære Ven!

Han længe stod paa Torvet med sit Læs,
Og raabte: " her er Kiød !" til han blev hæs.
Men ingen Kiøber meldte sig. Omsider
En Slagterhund to Kamerater bød
Venskabelig til Giæst paa dette Kiød.
(Man mærke her, at i de gamle Tider
Var Dyrene særdeles øved i
Den skiønne Kunst, man kalder Pantomime ;
De gode Folk, som Fabler sammenrime,
Forsikrer, Ord endog tidt blandte sig deri.
Ovid endeel om denne Tid os melder,
Som meer til Usandsynligheden helder;
Æsopus lar dem præke, hvor det giælder.
Men det gaaer uden Tvivl for vidt;
Jeg holder for, det var kun mimiske Grimaser,
Æsop, Ovid , og fleer har taget an for Phraser.
Forud for Dyrene vi dog maa have lidt).

"Det lader til", lød Heltens Ord til Hunden,
"Du har særdeles Lyst til Kiødet her;
"Du blir saa spids i Næsen, lang om Munden!
"Mig er det lige meget, hvem det er,
"Som kiøber, kan jeg troe, naar han betaler
98 "Mit Kiød med reene sex og tyve Daler.
"For mindre sælger jeg det ei.
"Har du saa mange?" - Hunden svarte: Nei! -
"Slet ingen?" - Nei! - Ja du kan faae Credit,
"Dog, notabene, kun paa fiorten Dage -
"Men hvis du ikke saa giør kandt og qvit,
"Saasnart jeg kommer her tilbage,
"Saa tager jeg dig selv med Hale, Siæl og Krop!
"Paa disse Vilkaar kan du tage Nødet;
"Indgaaer du dem?" - Top, sagde Hunden, Top!
Og gav sig strax i Færd med Kiødet,
I Spidsen af de andre, som han bad,
Med al den Artighed, man kan forlange
Paa Torvet, tage Deel i dette Maaltid Mad;
Og alle spiiste som de kunde best.

"Ja! Ja!" brød Helten ud, "byd du kun frit saa mange,
"Dig synes, paa dit Kiød til Giæst!
"Jeg holder mig til dig om Penge:
"Farvel saa længe!"

Jeg nu vel ikke længer dølge kan,
At stakkels Manden
En Skrue havde løs i Panden;
Og dog - men nei! som sagt, det ei gaaer an,
At redde ham, i Hensigt til Forstanden.

De fiorten Dage gik; men hvor det gik i dem;
Hvad han sig foretog, da han kom hiem;
Hvordan for Kiødets Salg Moer Birte skiendte;
Kort, alt hvad Helten i de fiorten Dage hendte,
Derom Historien er taus;
Jeg ligesaa. Jeg aldrig lyve gider
Af Angest for at lyve snavs;
Paa Sandhed , ei paa Pegasus , jeg rider -
99 Jeg tager sielden fra, og lægger aldrig til.
Min Læser fylde selv det Hul, hvordan han vil.

Imidlertid det er en gammel Skik,
Som ikke synes mig saa dum:
At give Læseren lidt Pusterum,
Hvor Eventyret Huller fik;
Thi dermed er enhver just ikke tient,
At tænke paa, hvad der kan være hendt ,
Særdeles Folk, som ingen Tænken lider.
Et saadant Pusterum bestaaer som oftest i
En Interims Ansøgning til de ni,
Hvis græske Navne jeg ei nævne gider,
Hvorved man sødeligen slumrer hen,
Og vaagner siden styrket op igien.
Men mange, for Exempels Skyld, Horaz ,
Paastaae, den Pustemaade reent er Fias,
Og raade til at fylde slige Huller
Med Ting, som sigeS bør, men ikke før er sagt,
Og siden ikke got foruden hæsligt Bulder
I Eventyret kunde blive bragt.
At læse noget nyt, man ikke kiedes over,
Det er den sande Pusten, kiære Ven!
Jeg den saa regelret just ikke lover;
Men dog, velan! vi vil forsøge den.

I gammel Tid var det i visse Maader
Meer tungt end nu, at være kronet Mand
(Med slig jeg meener een, som over Land
Og hvad der er i Landet raader),
Især mig synes een Gienvordighed,
Som Kongerne var fordum piaged med,
Hvis man skal troe de skiønne Traditioner,
Der os i Livets Vaar tidt giorde Søvnen sød
Paa Ammens eller Barnepigens Skiød,
100 At være nok til ei at ønske Kroner:
Den, at Hans Majestæt var sielden frie
For en og anden himmelyndig Datter,
Der, altid vaad af sort Melankolie,
Paa ingen Maade tørredes ved Latter,
Fordi, forhexet af en Troldmand eller Fee,
Blandt alle muelige Fuldkommenheder,
Hvorefter man omsonst i vore Tider leder,
Hun eene mangled den, at kunne lee .

Kong Dan var netop slig en høitbedrøvet Fader
(Man heraf tydeligen seer,
Historien er ældre, end den lader;
Saa gaaer det ventelig med fleer).
Kong Dan var Fader til en Datter,
Saa skiøn, for Resten, som en Datter være kan
Imellem os og Severambenland ,
Men som det plat ud ei gik an
For nogen Ridder eller Riddersøn,
Om han var nok saa bold og skiøn,
At bringe til det mindste Skin af Latter.
Hun græd bestandig, hvor hun gik og stod,
Skiøndt Siegwart dengang ei endnu var trykt;
Saa mangen deilig Prinds af Fransk og Engelsk Blod
Forgiæves giorde sig for hendes Skyld forrykt.
Man læste for den grædende Prindsesse
Saa mangen vittig Gallisk Petitesse;
Man læste om hver gammel Viis og Nar,
Som Aristophanes og Plautus skildret har.
Jeg troer, man havde paa den kongelige Datter
Forsøgt omsonst mit eget Antidot
Mod Graad: den salig Herr Cervantes Latter,
Hvis og man havde havt hans Donqvixott ,
Som rysted selv en Carl den femtes Mave,
101 Der ikke letteligen kom as lave.
Man havde Viisen om Peer Paars ,
Som tog en Reise for fra Kallundborg til Aars ,
Og Paarses Sangers syv Bind Skuespil
Og kunnet læst omsonst. Til al Ulykke
Var Wessel dengang heller ikke til;
Det kiære strømpeløse Sørgespil
Maaskee dog havde kunnet giort hans Lykke.

Omsider, som man let formode kan,
Da, rørt af ingen Spøg, af ingen Glæde,
Prindsessen blev bestandig ved at græde,
Flød hele Hoffet hen i bare Vand.
Hvad Kongen saarer, hele Folket saarer;
Hver ærlig Undersaat forgik i Taarer,
Og Glæden flygted fra det hele Land.
Kort, Danmarks Tilstand var en sand Contrast
Af den nærværende; thi Velstand groede
Om næsten hvert et Huus; men Glædens Himmel brast,
Og Ørkner skabtes der, hvor Paradiser stode,
Da Kongen og Prindsessen græd.
Nu tvertimod, skiøndt hver har sin Fortred,
Skiøndt Penia man allevegne sporer,
I Spidsen af de grumme Creditorer
At blande Splid i Giftes Kiærlighed,
Og Blod i den udtrælte Bondes Sveed -
Og Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted -
Man Glæden overalt dog bygge seer
Sit Tempel mellem Skiæbnens Tordenkiler,
Og Bonden, jeg, og hele Landet leer,
Fordi vor elskte Fredrik virksom iler
At bryde Lænker, skabe Mod og Lyst,
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryst,
Og fordi Du, Lovise ! smiler.

102

Man brugte al sin Vittighed og Kunst,
Og meer end sin, som sagt; men alt omsonst.
Kong Dan tilsidst til en Beslutning skrider,
Der klinger underlig i vore Tider:
(Til Giengield mangen, som os synes ligefrem
I vort Aarhundredes oplyste Dage,
De Gamle, hvis man havde budt den dem,
Endnu langt mere havde tordet vrage).
Han lader, kort sagt, giøre vitterlig:
At den, som blev saa lykkelig,
At liste af hans melankolske Datter
En Latter,
Fik til Belønning, hvem han ogsaa var,
(Vel meget! - men hvad skal man sige?)
Prindsessen og det halve Kongerige .

Den hele Verden giorde sig til Nar.
Prindsessen og den halve Krone
Stak alle Hierner overalt i Brand:
Den første ønskte sig hver rørig Mand;
Den sidste ønskte sig hver rørig Kone.
Fra Vest til Øst, fra Syden indtil Norden
Lød Dag og Nat, og Nat og Dag,
Et samlet Bulder, som en blandet Torden,
Af Pandeslag.
Man efter Indfald allevegne ledte;
Al Jordens smaa og store Hov'der svedte;
Matroser, Prindser, Paver meldte sig -
Men ingen af dem blev saa lykkelig,
At faae det mindste Smil, end sige Latter
For deres jammerlige Hovedbrud
Af Kongens reent i Sorg nedsiunkne Datter.

Saaledes saae det nu ved Hoffet ud,
Da Jeppe kom igien til Staden,
103 Og traved rundt omkring paa Gaden,
For at faae fat paa den omtalte Hund.

Nu puster man igien en liden Stund.

Tiende Sang.

Indhold.

Den Læser, som har fulgt mig hidindtil,
Vil, haaber jeg, taalmodigen forsøge,
At følge mig til Enden; altsaa vil
Jeg ikke her Vidtløftigheden øge,
Ved ham at give nøiere Beskeed
Om hvor det Helten gaaer i mit Capitel.
Tak, Læser, Tak! for din Taalmodighed!
Tak! ogsaa du, som læste kun min Titel!

M ed Grimen i sin Haand, og Piben i sin Mund,
Fra Torv til Torv, igiennem Gader, Stræder,
Løb Helten hist og her, og ledte om sin Hund
Omsonst paa alle offentlige Steder.
Han mange høie, lange Hunde saae,
Hvoraf den mindste var i gammel gothisk Smag
Saa stor som den, der mødte Fritz ved Haag ;
Nu seer man rigtig nok, som oftest, smaa,
Men Hundene var større paa de Tider
End nu; det saa med alle Danske gaaer:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,
Jo høiere den bygger sine Tage:
Med større Pidske Folket mindre Haar,
Med større Hatte mindre Hov'der faaer;
Vor Efterslægt man kan med Grund beklage -
104 Endskiøndt den Grund har ikke megen Vægt,
Naar man, til Trøst for kiære Efterslægt,
Seer her og der lidt meere dybt i Tingen,
Saa spaaer adskilligt os - aldeeles ingen.
Men det vil vi nu lade staae!
Som sagt, han mange store Hunde saae,
Kun ei den rette. Creditorisk Sveed
Begyndte slemt at fugte ham om Næsen -
Da han blev vaer et rødt fiirbeenet Væsen
I Vimmelskaftet at spadsere ned.
Fast ingen Ting paa denne Jord
Man kan saa got igien erindre sig, og kiende,
Som Yderdeelen af sin Creditor,
Paa hvilken Kant han sig mon vende.
Et Glimt af saadan een i Gadens anden Ende,
Eet af hans Støvlehæles Spor,
Kan give ham, Gud veed hvordan, tilkiende.
En Hunds og Debitors Hukommelse er stor;
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa mærker man paa Timen, hvad og hvor,
Endog i en Distanz fra Creditor
Saa lang som den, hvori man tryg sit kan sige.
Saa gik det med vor Slagterhund;
Ned i en Kielderhals han hurtig smutter,
Sig i en Sæk, der laae, forsigtig putter,
Og lurer der en liden Stund.

Men Helten, som har seet en lodden Knægt,
Og mærket, at han frygtsom, langs med Muren,
Til Kielderhalsen satte Turen,
Fandt Fyren strax suspekt.
Tys! her er Ugler, tænkte han, i Mosen;
Og listede sig hen til sammes Tilflugtsted,
Hvor han blev Fyren vaer at røre sig i Posen:
"Kom frem, Krabat! kom frem, ihvo du er!
105 "Hvad har du for i Posen der?
"Kom frem!" Men Hunden ganske stille laae.
Skrup, tænkte Helten, jeg forsøge maae;
Og satte Tanken strax i Værk med Grimen
Paa Posen, og saa eftertrykkelig,
At Hunden Hovedet stak ud paa Timen;
Hvorpaa vor Seierherre skyndte sig,
Og fik ham surret fast: "Nu har jeg dig!
"Har du nu Penge?" - Nei! - " Ja! saa følg med, Krabat!
"Du veed Akkordten! kom, følg med, og bliv Soldat."
Herr Hunden giorde mange slemme Fagter
Ved denne Tidende. Paa natlig Stie
En Tyv med mindre Skræk betragter
Den hornede Person, som tramper ham forbi,
End Hunden Jeppe , som trods alle Noder,
Trods al hans Giøen, Springen og Allarm,
Brød sig om ingen kiære Moder,
Men bandt ham fast med Grimen til sin Arm,
Og derpaa trak afsted med Knægten
Til Slottet.

Midt paa Holmens Broe
En skiægget Mand af Jakob-Slægten
Sig bukked ydmygst for dem begge to,
Og spurgte Helten: hvor han vilde hen?
Om Hunden der var hans? og andet mere,
Som jeg ei skiøtter om at repetere;
Og fik af Jeppe det til Svar igien,
Som man har læst i forrige Capitler,
Og derfor ikke finder her.

Den Læser, som er kommen under Veir
Med meer end netop med de blotte Titler
I vor Historie, vil nok erindre sig
Beslutningen, Kong Dan lod giøre vitterlig.

106

Den velbemeldte Jøde, da han hørte
Vor Helts pudseerlige Biographie,
Fik strax Idee paa Fjerie
I Jeppes Vande, som ham syntes deilig rørte;
Han tænkte, som en god Israelit,
Profit! Profit! Profit!
Og fik omsider Helten til at giøre
En edelig Akkordt: at, naar han kom igien
Fra Slottet, af Belønningen
Den fierde Part ham skulde heel tilhøre,
Imod et deiligt Spanskrør, og en Ring
Besat med skiønne Steene rundt omkring.

Med denne Ring paa Fing'ren, Stok i Haanden,
Og Hund ved Siden, ganske glad i Aanden
Forlod nu Helten Jøden, og gik hen
Til Slottets Port, hvor han, og Hund,
Hver sagde paa sin Viis: god Dag til Sveitseren.
Den samme gode Cerberiske Herre
Var just den eeneste blandt Hoffets Folk, desværre,
Som ei var fiin og sød og punisk i sin Mund.
(For dem, som ikke veed hvad Puniskhed vil sige,
Det giøres vitterlig her in parenthesi,
At med en punisk Mund jeg meener slig,
Hvori man ikke holder Tungen lige).
Han Helten Jeppes og hans Fanges Buk
Giengieldte paa en Viis, som ei var nær saa smuk:
Med hævet Stav han skreg i vrede tydske Sprog
Saa stygge Ting, at jeg min danske Bog
Med dem vil ingenlunde plette,
Men Meeningen deraf blot oversætte;
Og denne var saaledes ongefær:
"Væk, Oxe, med din Hund! hvor tør du komme her?"

"Nu! hvi saa bister, kiære Herre,"
Igientog Helten, "hør mig ud!
107 "Jeg er ei nogen Stud, desværre!
"Min Fader gik paa to, min Moder ligesaa,
"Og til min Dødedag, vil Gud,
"Skal jeg deri dem ogsaa slægte paa;
"Jeg stanger ingen Mand; jeg tygger aldrig Drøv;
"Jeg er en Bonde, fød i Vemmeløv ;
"Mit Navn er Jeppe ; denne snu Krabat,
"Som staaer paa fire ved min Side,
"Har snydt mig, og skal sælges til Soldat;
"Han synes ikke Standen just at lide;
"Men Kongen ganske vist vil selv bifalde Dommen:
"Ham vil jeg tale med, og derfor er jeg kommen."

"Tys!" tænkte Sveitseren, "jeg lugter Lunten nu -
"Du med din Hund vil op til Kongen, siger du?
"Got! men den fierde Part, af hvad dig bydes der,
"Skal være min; hvis ikke, bliv kun her."

Vor Jeppe gav sin Haand og Eed derpaa;
Og Sveitseren lod ham og Hunden gaae.

De gik af Trapper op, de gik af trende der.
En Kammerjunker (det var den Gang Mode;
Men alt forandres paa vor løierlige Klode!)
Stod ved Monarkens Dør, og skildred i Gevær.
Med ham kom Jeppe ligerviis,
Som før med Sveitseren, tilrette;
Og fik Tilladelse for den bevidste Priis
Sex Been i Forgemakket ind at sætte.

Der stod han med sin Hund, og saae
Paa Billeder, og Støtter, og deslige,
Som i det Forgemak har kunnet staae,
Men stod der neppe, sandt at sige.

108

Omsider blev han af den Skuen kied,
Og Hunden med.
Den voved' et vov! vov! og han et hem!
Paa hvilken Lyd en Stiernemand sprang frem,
Og spurgte ham: hvorfor, hvorfra han kom?
Hvem han og Hunden var? med hvem han vilde tale?
Til Spørgeskuffen blev omsider tom.
Ham Jeppe ramsed op fra Hoved indtil Hale
Paa sin enfoldige bekiendte Skik,
Som for de andre, hele Levnetsløbet,
Det Læseren har alt af min Fortælling søbet
Den samme Fordring samme Løfte fik:
For Summens Fierdepart han og hans Hund
Blev meldt' af Ridderen i samme Stund,
Og ind i Riddersalen gik.

Den kongelige Thrones Guld,
Hvorpaa med mørk og majestætisk Mine
De Danskes Styrer sad, - den Erycine ,
Som ved hans Side græd, og sorrigfuld
Udbredte Nattens frygtelige Stille
I hele Salen - hist den krumme Rad
Af Fruer, som ved Thronens Fødder sad -
Og hist en væbnet Helt ved hver en Marmorpille -
Og overalt den rædsomskiønne Glands,
Som straalede fra alle Kanter -
Især Prindsessens Taarers Diamanter,
Betog vor Jeppe ganske Sind og Sands.

Han stiv blev staaende paa samme Sted,
Og stirred taus med Gysen tre Minuter
Paa denne Herlighed;
Omsider han dog modigen beslutter,
At faae sin Studsen og sin Standsen endt,
Og giøre hvad man kalder Compliment.
109 Med Armene paa Brystet korsviis lagte,
Han i anstændig Høviskhed,
Saa lang Naturen ham frembragte,
Paa Gulvet næsgruus styrter ned.

Han allerunderdanigst længe laae. -
Den, som jeg hørte først Historien fortælle,
Var sparsom paa det ceremonielle;
Jeg ligesaa. -
Hvad Hofmarschallen, eller nogen anden,
Ved denne Leilighed sig foretog med Manden,
Derom han ei har underrettet mig;
Og jeg, min Læser, har det virkelig
Ei meer med Fanden,
End nogen anden.

De Muure, som til Evighedens Trods
Semiramis om Babylon opførte -
Det Taarn, hvis Spids, om ikke Himlen rørte,
Dog havde skullet rørt - den Rhodiske Kolos -
Palmyra - Thebe-Hecatompylos -
Det Sprog, hvis Tonefald i Mæonidens Viser
Endnu henriver, smelter, tryller os,
Hvis blotte Ton d'apameibomenos
Har selv for Iyders Ører mere Klang
End Evalds allerbedste Seraph-Sang,
Og Klopstocks Hymners høie Torden-Gang
Og Miltons Himmellyd i tvende Paradiser -
Methusalems, Stærkodders, Nestors Aar -
Den Tid fra Skabmngs-Dagen til i Gaar -
Glyceres Dyd, skiøndt sytten Vintre lang -
Den Kiol, Herr Orgon fierde Gang lod vende -
Ja selv - (o! hvad kan holde Tiden Stang!) -
Herr Jespers Præken fidste Aftensang
Fik Ende.

110

Saa gik det og med Jeppes Compliment -
Og hvad maaskee forlængst De gierne saae,
Høistærede Herr Recensent!
Saa skal det og ret snart med min Fortælling gaae.

Paa begge Been reist op med Artighed
Vor Helt mod Thronen bukker sig, og taler:
"Her skuer Deres Velærværdighed
"Den Karl, der, som De selv nok veed,
"Mig nylig snød for sex og tyve Daler.
"Jeg beder, da det er en lang Krabat,
"Saa frisk og sund som jeg i alle Maader,
"Han allernaadigst blive maa Soldat,
"Hvis ikke bliver jeg til evig Tid en Staader.
"Mit Navn er ellers Jeppe , kan jeg troe . . . ."
Paa denne Viis vedblev han fast en Time
At sige, hvad jeg har forsøgt at rime. -

Prindsessen smiilte, smiilte meer - og loe .

Maaskee har jeg for al min Flid,
For den fra Fibelbrettet stiaalne Tid,
Hvori jeg maatte mig til et og andet vænne,
Som smager endnu mindre Kiød og Blod:
Gigt, Vaagen, Lysedamp og Nyserod -
Maaskee har jeg for hele denne Møie
Aldeles ikke naaet mit Øiemeed,
Den Fryd, den kildrende Lyksalighed,
Fra nogen sorgfuld Læserindes Øie
Det mindste Smiil at have lokket frem,
End sige nogen Læsers fulde Latter.
Maaskee min hele Trøst deri sig indbefatter:
Aldeles ei at have skadet dem.

Men derfor er det ingen afgiort Sag,
At det gik ligerviis med Kongens Datter.
111 Det netop var vor Eventyrers Fag
At bringe hver, som saae ham blot, til Latter.
Saae du ham selv, du skulde snarlig troe,
Hvad du nu tvivler paa, fordi du seer kun mig,
At hans Fortælling var fuldkommen løierlig,
Og at Prindsessen, ved at høre samme, loe.

Som naar ved Solens Straalers Giennembrud
De sorte Tordenskyer spredte svinde,
Saaledes svandt fra Jordens danske Gud
Den mørke Majestæt ved Glædens lyse Bud
Fra den mildtsmilende Gudinde.
Prindsessen græd - den hele Sal var sort -
Prindsessen loe - og strax svandt Mørket bort.

Monarken i sin frelste Datters Arme;
De Glædesraab, som udfoer af hans Mund;
De Længe leve Kongen og Prindsessen !
Og Længe leve Kongen og Prindsessen !
Som skokkeviis fløi ud fra Hiertens Grund
Fra alle Hoffets Læber dennestund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden snart,
Og derfor løbe maa med større Fart.
Desuden, hvad de sagde, veed jeg ikke,
Og det for sildig er til Muser Bud at skikke;
Jeg eene, for at giøre alting klart,
Mig selv maa hielpe her, trods Syngen og trods Piben:
Henrykkelsen og Glæden var saa stor,
At den brød ud i Lyd, for overhaands til Ord;
Paa den Maneer man slipper best af Kniben.

Kong Dan omsider denne Taushed brød,
"Begier", saa mildelig hans Tale lød,
"Begier, min Søn, begier alt hvad du vil,
112 "Og, indtil Halvedeelen af mit Rige,
"Skal, hvad du beder om, dig høre til!
"Min Datter bliver det vel ei saa lige?" -
Ham svarte Jeppe : "Fader! hør min Bøn:
"Prindsessen er for mig for yndig og for skiøn,
"Om ikke for den bedste Kongesøn;
"Det halve Rige kan jeg ei regiere;
"Mig selv jeg ikke kan regiere ret -
"Det eeneste, jeg naadigst vil begiere,
"Er firehundrede". . . .

"Dukater? - Paa et Bret
"Tidoppelt" -

"Nei! men firehundrede
"Veltalte Stokkeprygl" ....

"Saa var dog Manden
"Ei blot for Spøg, inen Alvor fra Forstanden!
"Velan! du har mit Ord, og følgelig - Det skee!"

Til dets Udførelse kom alting strax istand.
Enhver bejamrede den arme Mand;
Kun han allene stod med roligt Blik,
Og endelig brød ud: "Jeg lovet har
"En Jøde Fierdepart af hvad jeg fik,
"Hvad det endogsaa var;
"Den Regning saae jeg gierne qvittet først;
"Man Jøder aldrig hastig nok betaler;
"Jeg kiender overalt ei større Qvaler,
"End Gield og Tørst."

Flux Jøden Ephraim blev hentet op;
Af Glæde færdig at krepere
Sprang Siælen rundt i Midten af hans Krop,
113 Og vidste neppe hvor den vilde være.
Men hundred Stokkeprygl kan paa min Ære
Slig Springskhed reent fra Grunden af kurere;
Trods Millioner wai mir ! fik han dem
Saa drægtige, som man kan ønske sig,
Imod Qvittering. - Kortelig:
Een efter anden hver blev kaldet frem
Af dem, som havde Part i Kapitalen,
Og efter Ordenen fik hver Person
I hele Hoffets Paasyn midt i Salen
Sin rigtige Portion.

Hans Majestæt, Prindsessen, alle bleve
Fuldkommen moerede ved dette Skuespil;
Til Løn for al den Spas blev Jeppe giort til Greve ,
Med Grevskab, Eqvipage, Penge til;
Og, hvad ham endnu meer end dette glædte,
Fik Lov, at skille sig ved Birtemoer ,
Imod at han en Capital udstædte,
Som hun anstændig kunde leve for.

Saaledes vendtes om til Velstand Jeppes Nød.
Saa gaaer det, Læser! overalt paa Jorden.
Meer herlig Solen smiler efter Torden,
Og Rosen efter Regn fremblomstrer doppelt rød.