Baggesen, Jens Emma. Et romantisk Eventyri fem Sange

Første Sang.

Anden Sang.

✂ D en lyse Dagens Konge gled
Igiennem gyldne Purpurskyer
Sødt smilende bag Skoven ned.
I hist og her adspredte Byer
Lød Aftenklokkens dunkle Lyd;
Og Nattergalens første Toner
Indbød fra mørke Bøges Throner
Naturen til en stille Fryd.
Ved Dammens Bred, hvor Vestenvinde
Paa Bølgers rullende Krystal
Fra Floras Døttre Kysse stial,
Sad, skiøn som Kiærligheds Gudinde,
Da nyefødt hun paa Cyprens Bred
Sprang op i al sin Herlighed,
Vor Emma. Smilende Violer
Omringede den spæde Fod -
Og Zephir Bækkens Sølv forlod -
Og Solen sinked sine Straaler -
Og Sangerinderne fløi ned
Fra Træernes forgyldte Toppe -
Og Stiernerne brød frem deroppe:
196 At skue hendes Yndighed.
Som Cynthia høitidelig
Til kiælen Vellyst Siælen vinker,
Endymion ! naar efter dig
Hun giennem sølvgraae Skyer blinker
I al sin melankolske Pragt,
Sad hun i lette hvide Dragt,
Som spøgende med Zephir glemte
Den Vagt, hvortil man den bestemte,
Paa Blomsterbænken, hvor en Hær
Af Roser, Liljer og Violer
Henfalmede den Skiønne nær,
Som Stiernerne ved Lunas Straaler.

✂ Med tunge Trin og mørke Blik,
Omspændt af haabløs Elskovs Smerte,
Vor Eginhart i Haven gik,
Hvis stille Fryd hans Kummer nærte:
"Synk, skiønne Sol! for evig ned
"I Vesterhavets fierne Bølger!
"Spild ikke meer din Herlighed
"Paa mig, som Skræk og Død forfølger!
"Skiul, Luna, skiul dit skiønne Smil
"Bag mørke tordensvangre Skyer!
"Du, hende lig, min Længsels Ild
"Med mordrisk Tryllerie fornyer!
"Tie med din søde Melodie,
"Du Lundens kiælne Sangerinde!
"Tie, Zephir! - hele Skabning, tie!
"Hvert Spor af Lys og Liv forsvinde!
"Tag, Ekko, sørgelig igien
"De klagelige Suk, du lærte
"Af Livets Fjende, Dødens Ven -
"Og skiælv, Natur! som dette Hierte!"
197 Saa lød den sørgelige Lyd
Af vexelviis afbrudte Klager;
Da pludselig - o! Skræk! - o! Fryd!
Hans Øie Emma hist opdager.
"Vel!" - raaber han - "det er forbi!
"Jeg vil min Dom af hende høre!
"Og hendes Stemmes Melodie
"Min Dødsdom selv skal liflig giøre!
"Min Qval kan ikke voxe meer!
"Og - om endog en nye jeg lærte -
"Mig ingen Qval kan qvæle meer;
"Kun eengang brister dette Hierte!"

✂ Han nærmer sig - og strax igien
Han, som af Lynet truffen, standser -
Men Frygten dræbes af hans Sandser,
Og lynsnar iler han derhen -
Og neppe hendes Blik ham møder,
Før han er alt for hendes Fødder:

✂ "Min Dom, Tilbedede! min Død!
"Jeg elsker dig! jeg døer! jeg brænder!
"O! fik jeg den af dine Hænder,
"Hvor blev da Døden selv mig sød!
"O! lad mig høre denne Røst,
"Som tryller mig, i det den dræber,
"Den salige, den sidste Trøst,
"At høre den af dine Læber!
"Straf, dræb mig! men vær ikke vred!
"Fordi jeg saae den ædle, høie,
"Den Glands af Guddom i dit Øie,
"Og hele Himlens Salighed;
"Fordi jeg voved, dig at kiende,
"For dig at leve, lide, brænde,
"Og trylles sødt af Guders Lyst
198 "I Drøm om Døden ved dit Bryst!
"Jeg saae Naturens Smile døde,
"Naar du var mørk, og Himmelen
"I al sin lyse Glands igien,
"Naar du var blid - det er min Brøde.
"Men er det Brøde, dig at skue,
"Og i sin Vellyst tabe sig -
"Gud, saa er det og syndig Lue,
"At elske og tilbede Dig!" -
Et Suk, i hvilket Siælen stræbte
Til hendes hen at følge mod,
De sidste Ord paa Læben dræbte;
Og Taarer kom i deres Sted,
Og Meningen deraf fuldførte.

✂ Forvirret, bange, rød som Blod,
Prindsessen hele Talen hørte,
Og meget lidt deraf forstod,
Slet skildrer Tungen vore Qvaler;
Et Suk, en Taare bedre taler,
I dem strax Hirtet Mening seer;
Hin svækker, eller overdriver;
Men disses sande Sprog henriver -
Af det forstod hun meget meer.

✂ Af ukiendt Ild og Skræk og Glæde Skialv hele hendes skiønne Krop:
"Lev, Eginhart ! hold op at græde -
"Jeg ellers græder med - hold op!
"Fat Mod! (saa lød fra hendes Læber
Den søde frygtelige Dom)
"Er jeg saa skræksom, at jeg dræber,
"Endogsaa naar jeg siger: kom! -
"Kom, Eginhart ! her ved min Side,
"Og ingenlunde ved min Fod,
199 "Kom lad mig, som Veninde, vide,
"Hvad jeg har giort min Ven imod!"

✂ Saa vækkes op til uvant Glæde
En Fange, langt fra Dag slængt hen
I Hulen, eene med sin Kiæde,
Adløst ved kiekke kiendte Ven,
Som Eginhart , af Dødens Slummer
Vakt op ved denne søde Lyd,
Forglemte hvert et Spor af Kummer
I tifold salig Himmelfryd.

✂ Tænk du, som Kender Elskovs Smerte,
Som veed, hvad Elskovs Himmel er,
Som har ei Hierne blot, men Hierte,
Dig ind i dette Optrin her!
Sig, ønsked ei din Hevn at knuse,
Beskyttende Naturens Ret,
Den Daare, hvis forvovne Muse
Sig understod, at synge det?

✂ Den fulde Forsmag as en Himmel,
Den lykkelige henrykt nød,
I alle Saligheders Vrimmel,
Med denne Cypris paa sit Skiød,
Mens Munden paa den Skiønnes Læber
Indsuede de Kys, hvori
Cytheres beste Nectar klæber
Med sødt berusende Magie,
Og, trykket tæt i hendes Arme
Til hendes halvbedækte Bryst,
Hans Hierte, fyldt af Elskovs Varme,
Advidedes til Guders Lyst,
For ukiendt Vellyst at fornemme,
Naar hendes heftig mod det slog,
200 Og i sin Glædes Ruus at glemme
Hvert Suk, det før i Smerte drog -
Til denne Himmels underlige,
Afattelige, søde Fryd,
For hvilken alle Glæder vige,
Har ingen Harpes Strænge Lyd.

✂ Natur! din Helligdom forlanger,
Som Isis, Taushed af sin Ven;
Til Lethe med den usle Sanger,
Som vover at afsløre den!

Tredie Sang.

✂ D u doppelt skiøn, fordi din Ild
Sig giennem Savnets Mørke maler!
Som, naar bag Skyen Solen daler
Ei længer blindende, men mild;
O! kiemp dig giennem Natten hid,
Kom giennem mange mørke Dage
Med al din Salighed tilbage,
Min Barndoms Himmels svundne Tid!
O! bortjag af mit knuste Bryst
Den Kummer, som dit Tab mig lærte;
Og fyld mit glædetomme Hierte
Med - blot med Mindet af din Lyst!
At Tanken om en andens Fryd,
Fryd, som mit Hierte selv ei smager,
Skal ei sorvandle Glædens Lyd
Til Sorgs kiedsommelige Klager!
201 En ny Natur, en anden Jord,
Et fremmet Liv, en doppelt Evne
Til Gud at kiende doppelt stor,
Og Følelser, som Ord ei nævne -
Et Nok, et Alt, som ingen veed,
Som Elskende kan eene fatte,
Adfolded alle sine Skatte
For Eginhart i - Kiærlighed.

✂ Ved Emmas Arm, ved Emmas Side,
Meer straalende han Solen saae
Bag gyldne Purpurskye nedglide
Paa Himlens doppelt skiønne Blaa:
Ved hendes Bryst, ved hendes Fødder,
Var Blomsterleiet doppelt blødt,
Var mere Lye ved Eegens Rødder,
Slog Eegens Sanger mere sødt;
Og ved et Blik af hendes Øie,
Og ved et Tryk af hendes Haand
Med doppelt sikker Flugt hans Aand
Sig hæved henrykt til den Høie.
Den Bæk, hvori hun speilte sig,
Blev renere ved hendes Blikke;
Den Torn, som kyste hendes Flig,
Om end den stak ham, saared ikke;
De Roser, som paa hendes Bryst
Omplantedes, blev doppelt røde,
Da først de blomstred ham til Lyst,
Naar der de, qvalt i Vellyst, døde.
Hvor han opholdt sig, hun var med,
Og hvor hun gik, han fulgte hende -
Kun svagt adskiller Tid og Sted
To, som i lige Flammer brænde -
Vor Jord dem var en Himmel lig,
Elysium fra Syd til Norden;
202 Thi begge saae paa hele Jorden
Allene Kiærlighed og sig.

✂ Ja Kiærlighed! Naturens Bliv!
Du evigyndige den samme!
Du var den Ild, hvis lyse Flamme
Antændte Millioner Liv!
Dig var det, som af Intets Øde
Vor Verdens Under kaldte frem!
Dig er det, som igien de Døde
Vil kalde til et bedre Hiem!
Dig er det, som vor Jord tilbeder,
Og elsker, under Navn af Gud,
Hvis Skaberild ei slukkes ud
Af Millioner Evigheder!
O! Held os, at og Støvet fik
En Gnist af din tilbedte Lue!
At i din Helligdom vort Blik,
Opklart af denne, dig kan skue,
Og spore her ved din Magie,
Hvad Evigheden Engle viser:
Rundt om vort Øre Harmonie,
Rundt om vort Øie Paradiser!

✂ I rolig Vellyst svunde hen
De nydte, deelte, blide Dage;
Hver Nat kom Drøm om Fryd igien;
Hver Dag kom vaagen Lyst tilbage.
Uskyldigheden aldrig veeg
Fra deres Side; Lunas Smile
Dem lokkede til deres Eeg -
Usaared af Cupidos Pile,
De smagte, hvad Fornuft og Dyd
Dem hemmeligen ei forbøde;
203 Og Onsket om en større Fryd
Forgifted ikke den, de nøde.

✂ Saa var for hine første To
Den Himmel, Kiærlighed dem skabte,
Før Nøisomhedens stille Roe
I graadig Lyst til meer sig tabte:
Saa høres Kilden klar og frie
Fra Vældet sødt og sagte suse,
Før Bække styrte sig deri,
Og lære den, som Flod at bruse.
Kort, paa den hele vide Jord,
I alle dens adspredte Steder,
Fra Vest til Øst, fra Syd til Nord,
Hvor Lykken sine Skatte spreder -
Fra der, hvor Overflod den Kunst,
At drikke hele Landstrøg, lærer,
Hvor, for at mætte sig, omsonst
En Skok af Brødre hver fortærer,
Til der, hvor nøgne Vildes Flok
I femten Vintre leve glade
Af det, som paa japanske Fade
Til hins Souper blev ikke nok -
Var ingen Viis, var ingen Nar,
Var ingen Sultan, eller Slave,
Trods Klogskabs eller Dumheds Gave,
Saa lykkelig som dette Par.

✂ Men ak! i Glædens Slummer svagt
Til Tidens Flugt vi Mærke lægge.
Klædt i en Maidags korte Dragt,
En Sommer sneg sig bort for begge,
Før Synet af dens blege Liig,
Paa de med Snee bestrøede Høie,
Trak Sløret fra det drukne Øie,
204 Hvis Blik med eet opklarte sig.
Hun saae paa ham, han saae paa hende,
Og begge saae Naturens Død,
Og begge vaagned og udbrød:
Hvor snart fik denne Dag dog Ende!

✂ Hvorhen de vendte sig, var Spor
Af Vintrens Grumhed, alt var øde.
Hvor før de sødt i Fryd henfløde,
En Gysen nu dem giennemfoer.
Den Lund, hvor under Eegens Skygge
De slynged til hinanden sad,
For Vidner, som for Solen, trygge,
Har tabt sit allersidste Blad;
Og alle dens symphonske Fugle
Er flygtede for Stormens Hviin
Og Hylet af en eensom Ugle
Fra nære truende Ruin.
Den muntre Kilde, som sig snoede
Sødt rislende forbi dem ned,
Var størknet, og kun Tidsler groede,
Hvor før Violer, ved dens Bred.
De lette, flagrende Favoner,
Som spøgte mellem Blomstre her,
Fløi hiem til Sydens fierne Zoner,
At aabne nye Roser der;
Afklædte Høies mavre Kroppe
Laae dækkede med Sneens Slør;
Og Ekko tog fra nøgne Toppe
Ei deres Sang igien, som før.
De Vidner til den Fryd, de nøde,
Som før dem mødte, hvor de gik,
Var flygted, falmed, eller døde
Ved Vinter-Kongens mørke Blik.

✂ Et ængstligt Glimt af kiælen Smerte,
Mens han i Tanker tabte sig
Ved Synet af Naturens Liig,
Steg op i Emmas bløde Hierte:
"Min Eginhart ! og om vi nu" -
Og ned paa hendes hvide Kinder
En Taare randt - "om alt forsvinder
"Min Eginhart ! hvad siger du?
"Om jeg, om du, o! hvilken Tanke!
"Om een af os forsvinder med -
"Gud! midt i vor Lyksalighed
"Mit Hierte holder op at banke." -

✂ "Livsalige! du maae forjage,
"Ved Elskovs lyse Vaaben kiæk,
"De mørke Billeder af Skræk!
"Omfavn mig, og de flye tilbage!
"Døe kun, Natur! døe! (raabte han)
"Du savnes ei! min Emma lever!
"Din Kuld, iisvæbnede Tyran!
"Ei føles der, hvor hun omsvæver;
"Dræb hele Jordens Blomsterhær,
"Dens Dronning dog tilbagebliver;
"Alt, hvad der segner for dit Sværd,
"Sødt hendes Smil igien opliver." -

✂ "Ja, flye, min Sommer, let og snart!"
(Saa lød den Skiønnes blide Stemme)
"Min Elskov og min Eginhart
"Skal lære mig dit Tab at glemme;
"Thi hvor er Vinter? hvor er Død?
"Kun der, hvor Eginhart er ikke;
"Et evigt Foraar paa hans Skiød
"Skal trylle mine kiælne Blikke!" -

✂ Saa trøstede sig begge to,
Et uophørligt Nok hinanden,
Men ak! de stode trygt paa Randen
Af Livets alt for bratte Roe.

Fierde Sang.

✂ M ens Vintrens seirende Tyran
Paa Livets blegnende Ruiner
I Field og Skov og Dal og Strand,
Af Nat og Død omgiven, triner,
Henslæbe otte Sekler sig
For Eginhart i otte Dage:
Mismodig blander han sin Klage
Med Skovens Suk og Stormens Skrig.

✂ Han hører ikke henrykt meer
Sin Emmas vellystfulde Stemme;
Han dette Smil ei længer seer,
Som lærte ham hver Qval at glemme;
Ei meer han vandrer Haand i Haand
Med hende giennem Paradiser;
Ei meer hans glædedrukne Aand
I hendes Blik sin Skaber priser.
Hans Lykkes blide Sol gik ned;
Omsonst om Roe hans Hierte leder;
Og fordum nydte Saligheder
Fordopple hans Elendighed.

✂ Langt ude fra de blide Egne
Ved Jorderiges Østerkant
207 Var kommen paa sin Herres Vegne
En rig og glimrende Gesandt,
For Carl den Hilsen at frembære,
At Keiseren af Grækenland
Sig ønskte broderlig den Ære,
At blive snart hans Datters Mand.

✂ Med natlig Dag i alle Gader,
Med Luft-Comedier af IId,
Musik, og Dands, og Maskerader,
Og Jagt, og al Slags Ridderspil
Blev Grækeren as Carl den Store
Ved Hoffet moret keiserlig;
Men slige Ting ei Amor more -
Han tang, og græd, og skiulte sig.

✂ Dog ak! Prindsessen maatte krone
Den hende dyre Herlighed;
Nødt til at holde samme Tone,
Den Skiønne overalt var med;
Thi hvad var Spil, og Dands, og Fakler,
Al Hoffets Pragt, hvor hun ei var?
Saa lidet som vor Jords Mirakler,
Naar Solen ei dem oplyst har.

✂ Imidlertid vor Elsker lærte
Uheldig Elskovs sidste Qval;
Dybt i hans marterfulde Hierte
Fortvivlelsen sig langsom stial.
Han gaaer en Nat, mens alle sove,
Prindsessens Værelser forbi,
Beslutter alle Ting at vove,
Og iler dristig ind deri.

✂ Han giennem to Gemakker zittrer
I Mørket Elskov viser Vei -
Og skiendt som Torden Ekko knittrer,
Hensovne Vagt dog vækkes ei.
Han finder hendes Dør, og vover
Tre Gange kiæk at aabne den,
Og, da han frygter for, hun sover,
Tre Gange lukker den igien -
Omsider Elskov Seier vinder,
Og hurtig som en Vestenvind
Han flyver ind, og Emma finder
I Graad, med Haanden under Kind.

✂ Omsonst den Yndige forsøgte,
Mod Kummeren, som Hoffets Larm
Ei dæmpede, men meer forøgte,
At søge Trøst i Søvnens Arm.
De Taarer, hun om Dagen hemte,
Flød doppelt, naar den var forbi;
Hans Qval hun følte heel, og glemte
Tidt hendes egen Qval deri.
Det lyse Øies Ild forsvinder,
Naar Hiertets ei tør nære den:
Man Roserne paa hendes Kinder
Saae Dag og Nat at falme hen.
Den Munterhed, som hende fulgte
Bestandig før, veeg ganske bort;
Og svagt hun Hoffets Blikke dulgte,
Hvad Kunst og Tvang kun skiule kort.

✂ Henkastet paa en Sofa skuer
Vor Eginhart den Skiønne her;
Og skiøndt hans Siæl i Længsel luer
Sin vellystfulde Himmel nær,
Uskyldighedens Tryllerier
209 Dog standse ham - En Støtte lig,
Han staaer, og zittrer, seer, og tier,
Og i sin Skuen taber sig.

✂ Ved Maanens Smiles blege Skimmer
I lette hvide Nattedragt,
I Graad, som Diamanters Glimmer
Paa Sølv kun efterligner svagt,
Utvungen, løst af Modens Lænker,
Allene med sig selv og Gud,
Saa blid, som Lauras Ven sig tænker
Blandt Engle sin forklarte Brud,
Saa himmelsk skiøn, som Dødelige
Det blot at tænke sig formaae,
Som intet Støvels Sprog kan sige,
Den lidende Gudinde laae.
De taareblendte Øine kræve
En Trøst af Himlen i en Bøn;
Og Luna syntes selv at bæve
I disse Speile doppelt skiøn.

✂ " Her er jeg, Emma !" - i det samme
Henrullede den hele Jord
Bort under ham - paa Lynets Flamme
Han hen i hendes Arme foer -
Og paa den Elsktes Læber døde
Det neppe heelt udraabte Navn,
Mens begges Siæle sammenfløde
I begges Kys, i fælles Favn.

✂ Snart vaagne de; thi Støvet taaler
Ei længe Salighedens Magt;
Til meer end Glimt af Himlens Straaler
Er Dødeliges Syn for svagt.
210 De stirre paa hinanden tause:
"For evig skal vi skilles snart" -
Omsider bryder Eginhart
Den stille frygtelige Pause:

✂ "Skal dine Læber hefte sig
"Paa nogen andens end paa mine?
"O! hvad er Smerte, hvad er Pine
"Mod denne Tanke: miste dig?
"Før døe min Siæl i Nattens Skiød,
"I Millioner Plagers Vrimmel!
"Thi hvad er Helved? hvad er Himmel?
"Foruden dig er alting Død!
"Tal, Engel! lad din Tryllestemme
"I Trøstens egen Melodie
"Med Elskovs egne Toner hemme
"Mit Mismods vilde Raserie!
"Sig, Elskte! sig, hvad maae jeg giøre -
"Hvad skal jeg?" -
- "Flye, min Ven! o flye!
"O Gud! man kan din Stemme høre -
"Min Ven, min Fryd, mit Alt! o flye!" -
- "Og det er fra min Emmas Læber
"Den eeneste, den sidste Trøst?" -
- "Ak! Eginhart ! din Tvivl mig dræber!
"Kom! dræb den, Grumme! ved mit Bryst!
"Bliv! - troer du, at din Emma bæver
"For sig? nei kun for dig, min Ven!
"Din Fare blot for hende svæver,
"Hun, troe mig, føler eene den.
"Dæmp denne Rasen, dæmp din Stemme,
"Af Ømhed for dig selv og mig!
"Kan Eginhart saa ganske glemme
"Sin Emma , Kiærlighed, og sig?
211 "Din er jeg! troe mig, ingen Keiser
"Skal stiæle dig din Eiendom!
"Hvi raser du? Gesandten reiser
"Tilbage did, hvorfra han kom." -
- "Og bringer?" - raabte han - "Og bringer
"Sig selv, og nok en Bagatel,
"Din Emmas Nei ." -
Paa Glædens Vinger
Foer Haabet i vor Elskers Siæl;
Han, en Misdæder lig, sig skammer;
Han tier, seer forvirret ud;
Af Tak hans hele Hierte flammer -
Som truffen af et Blik fra Gud,
Han styrter ned for hendes Fødder,
Og svømmer i en Taareflod;
Og Læben zittrer, brænder, bløder
I heede Kys paa hendes Fod.

✂ Opløftet ømt i hendes Arme,
Han lever op i salig Lyst -
Al Tvivl og F r ygt og Sorg og Harme
Forsvinder snart af begges Bryst:
Det blide Haab i Siælen gyder
Sin Nectars himmelske Magie,
Hver Hindring let derved bortflyder,
Hver Fare druknes dybt deri.

✂ I Haandtryk, Kys, og kiælne Blikke,
Og Favntag, blot af Maanen seet,
De Lykkelige mindes ikke,
At Tiden lyner bort. Med eet
Den barske Morgenstund frembryder -
Den muntre Hane galer - tys!
Man synes bange, noget lyder -
212 Og drukner Angesten i Kys.
Men Emma dog tilsidst erindrer,
At Tryghed blot er Elskovs Ven,
Mens Kiærlighedens Stierne tindrer,
Og sympathetisk flyer med den.

✂ "Min Eginhart! mens alting sover,
"Flye, før Forræderen dig seer!
"Dit Liv, din Emmas Liv, du vover,
"Ved et Minut at tøve meer -
"Igiennem Haven, Elskelige!
"Du sikker end kan smutte væk;
"Lad dette Kys dig mere sige!
"Tag dette med! og nu, vær kiæk!" -

✂ Til Vindvet, Arm i Arm, man iler:
Mildt tause Stierner blinke ned,
Og Cynthia fortrolig smiler
Til deres skiulte Kiærlighed -
Men Gud! de blegne! - Begge vækkes
Til Helved-Angst, i det de see,
Den hele stille Jord bedækkes
Med Sløret af en falden Snee.

✂ O! midt i deres Glædes Eden!
O! midt i Haabets sidste Havn!
Ak! hvad er Salighed herneden?
Nu døe de i hinandens Favn!
Dog nei! - En Morder dem skal rive
Til Pinsler fra hinandens Bryst! -
O! hvad vil deres Skiæbne blive?
Nu smiler intet Glimt af Trøst -
De stirre paa hinanden stille,
Og tause see hinandens Liig;
Og ingen Taarer mere trille -
213 Af Angst de neppe føle sig.
O! red dem! red dem! - men forgiæves
Er Muelighedens hele Magt!
Et Ander her til Redning kræves -
Det skeer! I Elskende, gier Agt!

✂ Mens, Amor lig i Psyches Arme,
Vor Elsker marmorstille staaer,
Som livløs, uden Aand og Varme,
Et Lys i Emmas Siæl opgaaer.
En Rose paa hver Kind bebuder
Det høitidsfulde Øieblik,
Hvori en Tanke, værdig Guder,
Den Skiønnes Kiærlighed undfik -
Et Middel, som, for fint at spindes
I Hiernen af en Adams Søn,
Ved Elskov eene kunde findes
Af Mønstret for det smukke Kiøn.

✂ "Endnu, min Ven! trods Skiæbnens Vrede,"
Saa taler hun, "er alt ei tabt;
"Endnu et Middel er tilrede,
"Som Kiærlighed os blid har skabt.
"Fat Mod! din Emma dig skal bære
"Tilbage giennem Sneen tryg -
"Min Elskov styrke skal min Ryg,
"Og let skal denne Byrde være!
"Snart bringer jeg dig sikker hen
"Til Muren hist ved Havens Ende;
"Du let dig svinger over den -
"Og mine Spor man kun vil kiende."

✂ "Mit Liv! mit Alt! min Lyst! min Brud!"
Er alt, hvad han formaaer at stamme -
Mens, hævet af sin Elskovs Flamme,
214 Let som en Engel hun foer ud
Af Vindvet. Vips! paa hvide Dynge
Hun neden under færdig staaer:
"Min Eginhart mig ei kan tynge!"
Og rask afsted hun med ham gaaer -
Og under elskte Byrde glemmer
Dens Virkning i hvert kiælent Lem;
Og sine Suk udmattet hemmer,
At han skal ikke høre dem.

✂ Mon Sang afbilder denne Scene?
Nei, stands! og hør ei meer! men see!
Thi den fortryllede Camene
Kan intet andet her end - see.

✂ Med doppelt Reenhed Sneen skimrer
Ved Lunas doppelt klare Smil;
Den lyse Himmelbue glimrer
Med usædvanlig Æther-Ild;
Meer tindrende hver Stierne blinker;
Og mellem idelige Lyn
Den eene Sol den anden vinker,
At see paa dette skiønne Syn.

✂ Snart Kiærligheds Heltinde bringer
Sin Ven til Havens Ende hen;
Han over Muren frelst sig svinger,
Og glad hun flyver hiem igien.

Femte Sang.

✂ S om Vandreren, der mat af Sved
Op over Alpetoppe higer,
Troer, hvert et Bierg, hans Fod bestiger,
Ham volder sidste Farlighed,
Men ei saasnart har vundet op
Paa Spidsen, før hans Blik opleder
En Hær af nye Farligheder
Paa Veien til det næstes Top -
Saa stønne Dødelige frem
Igiennem Livets Modgangs Hære,
Og troe den sidste der at være,
Hvor blot en større møder dem.
Mistænk den blinde Lykkes Smile!
Thi tæt ved Rosen Tornen er,
Og Modgangs Storm, o Ven! er nær,
Naar Livets Bølger tause hvile.

✂ Nu slumre trygt de glade To:
De drømme sig i Glædens Tempe,
Ved Vagt af Kiærlighedens Kiempe,
I sikker Fred, og salig Roe .
O! lad dem slumre! bange Muse,
Opvaagn dem ei! alt hører du
Orkanen over dem at bruse -
O Skræk! - men vaagn dem ei endnu!

✂ I denne høitidsfulde Nat,
Hvori sin Seier Amor kronte,
hvis hele Herlighed kun mat
216 Den svage Skald bestyrtset tonte -
Mens alt i Søvnens Arme laae,
Og Elskov, han og hun allene
I denne hemmelige Scene
Nærværende sig selv kun saae -
Formaaede Carls uhyre Magt
Ham ei paa Søvnens Silkevinge
Den søde Rolighed at bringe,
Som vaagen Fryd opveier svagt.
Var det en Finger fra det Høie?
Var det naturlig Sympathie?
Nok - Emmas Fader intet Øie
Den hele Nat fik lukket i.

✂ Han stod omsider op, og ilte
Til Vindvet, aabned det, og saae,
Mens Maanen ned i Sneen smilte,
Miraklerne paa Himlens Blaae;
Og tænkte: Carl ! hvor er du lille !
Og raabte: Gud ! hvor er du stor !
Slog Øiet ned i Nattens Stille,
Og saae Miraklet paa vor Jord .

✂ Han saae en lille hvid Figur
En Mand igiennem Haven bære
Ud fra Prindsessens Jomfruebuur -
O Himmel! hvad mon dette være?
Med Graadighed han stirred atter,
Og fik tilsidst bestyrst at see
Sin Skriver giennem Havens Snee
Bortbaaren af hans skiønne Datter.

✂ Som rørt af Torden stod han der -
Forundring, Kummer, Skræk og Vrede
Betog hans Siæl; og meget nær
217 I Raseriets vilde Hede
Han havde raabt. Men endelig
Fik Hiernen over Hiertet Seier;
Han rolig atter lægger sig,
Og søvnløs Sagen overveier:
"Min Datter Emma? - Eginhart? -
"Min Skriver? og min egen Datter? -
"Jeg Sagens Sammenhæng nu fatter -
"Og dømmes maae de, dømmes snart!"

✂ Den næste Dag det hele Raad
Af Bispe, Munke, Capellaner,
Som aarlig sov, og drak, og aad,
Og helvedstraffede Profaner,
Holdt Morgen- Middag- Aften-Bøn,
Opbrændte gamle kloge Qvinder,
Omvendte Gøttriks Svigersøn
Og andre Christendommens Fiender -
Det hele hellige Senat
Blev sammenkaldt, og, som det sømmer,
Andægtig rundt om Bordet sat -
(Gud naade dem, som Andagt dømmer!)

✂ I Midten Carl den store sad,
Som Zeus iblandt Olympens Guder:
En vigtig Sag den hele Rad
Et Vink af Keiseren bebuder;
Han taler: "Hører mig, I Mænd!
" I Bispe! Munke! Capellaner!
"Som give Christne Himmelen,
"Og give Helvede Profaner !
"Et Syn i Nat jeg skuet har,
"Et Optrin, sælsomt, uden Mage:
"En Jomfru paa sin Ryg bortbar
"En Mand fra sit Gemak tilbage."

✂ Det hele Raad slog Øine ned
Ved dette Maierie - mens somme
Bad alt om Himlens Straffedomme
For slig en Synd - og Carl blev ved:

✂ "Hun gik, nedtynget, dog saa snart,
"Som om hun gik med Spøg og Latter -
"Og denne Mand var - Eginhart ,
"Og denne Jomfru var - min Datter -
"Hvad dømmer Kirkens Lov herom?
"Hvor dyb er Vunden i min Ære?
"Hvad og hvor stor bør Straffen være?
" Carl byder - Siger Eders Dom!"

✂ O! havde svage Digters Siæl
Lidt af den Evne her, som talte
Naturens Sprog i hvad du malte,
Guddommelige Rafael !
O! kunde jeg tilstiæle mig
Blot nogle Penselstrøg af hine,
hvis sandhed, Udtryk, egne Mine
Forraade, store Digter, dig!
Jeg skulde her en Gruppe male,
Hvis rædselfulde Hellighed,
Skiøndt taus, dog mere skulde tale,
End Svada selv at sige veed.

✂ Electrisk foer en stille Gysen
Fra Skiæg til Skiæg i Raden om,
Andægtig Skræk, og hellig Frysen
I alle deres Hierter kom.

✂ Skiøndi de med Fagter Dommen fælde,
Med Øieløften, Haandslag, Suk,
Saa tydelig, at intet Muk
219 Dens Strænghed nødig har at melde,
Dog Keiseren dem atter bød,
Med høien Røst afsige samme -
Een raabte: Sværd , en anden: Flamme ,
Og hver - og alle raabte - Død !
Og foldede, som det sig sømmer,
De fromme Hænder, med et Suk
Mod Himlen, og mod Carl et Buk,
(Gud trøste dem, som Andagt dømmer!)

✂ "Godt!" raabte Carl , "man bringe frem
"Dem begge, deres Dom at høre!" -

✂ Afsted gaae Vagter efter dem,
Og følesløse dem indføre.

✂ Som tvende Marmorstøtter staae
De blege ved hinandens Side,
Og vente begge tause paa
Den Dødsstraf, som de snart skal lide;
Og stirre frem - og møde Død
I næste Nu med faste Blikke,
Som sige sig: o! den er sød!
Thi den adskiller os dog ikke.

✂ Carl stille staaer, og seer derpaa -
Og ned paa Keiserkongens Kinder
En Fader-Taare langsom rinder -
Han nærmer sig, og taler saa:

✂ "Du længe troe har ivrig tient
"En Mand, min Eginhart , som skiønner
"Paa Dyd og Flid, og begge lønner;
"Min Datter og har begge kiendt!
"Vi begge her os nu foreene
220 "For med en Hertugs Værdighed,
"Og Stat, og Hertuginde med,
"Dig til Belønning at forleene,
"Og Du" - her tog han hendes Haand,
Og lagde den i hans - og sagde:
"O! du, som Elskovs kiælne Baand
"Et Offer som Heltinde bragte!
"Modtag den Mand, du nylig bar
"Saa rask paa dine Skuldre spæde;
"Og tænk dig, Emma , tid i med Glæde,
"At han din Faders Gave var!"

✂ Hvo Maler Glædens store Scene?
Hvo Har til stumme Udtryk Lyd?
Hvor er den himmelske Camene,
Som tolker navnløs salig Fryd?
Mens pludselig vakt op til Livet
De styrte for hans Fødder nu -
Nei! - male sligt blev ingen givet!
Natur! det maler eene du!

✂ Med Luftcomedier af Ild,
Med natlig Dag i alle Gader,
Musik og Dands, og Maskerader,
Og tusinde Slags Ridderspil -
Med al den Vælde, Glimmer, Pragt,
Den halve Jords Monark kan give,
Og ingen Muse vil beskrive,
Blev Bryllupsfesten nu suldbragt. -
Og Eginhart og Emma leved
I Lykkens Skiød, i Glædens Slum,
Til begges Siæle sammensvæved
Fra Jorden til Elysium.