↩
Jeg siden drømte mig i Himmerig -
Og fandt mig der saa vel og à mon aise,
At jeg til evig Tid
Fast havde kunnet blive der, og blæse
Ad hele Verdens Kobber, Kunst og Vid -
Sær slog Musiken mig - en Seraph sang
Ledsaget af Cherubers Harmonier
Den skiønneste blandt Schulzes Melodier
Til Davids egen Harpes Klang,
Fast bedre end du synger den, Dorine!
Men da jeg saae mig om (hør Under stor!)
Opdaged' jeg i dette Himmelchor,
At denne søde Sanger var - Dorine ,
Dorine selv! - hvad Støvets Ord
Kan male min Henrykkelse - jeg foer
Som Lynet hen i hendes aabne Arme -
"O Vellyst!" raabte jeg - men ak! hvor stor
Blev min Fortvivlelse, da vaagnet, for Dorine
Jeg øinede en gammel Proserpine -
For Chor af Engle en Flok Valbye-Gæs -
For Schulzes Lovsang en afskyelig hæs
Staccato-Skraalen: Flekkefild og Reier -
Kort sagt, da fra Olymp, som fordum Herr Vulcan,
Jeg pludselig faldt ned ved Gammelstrand.
4
Som sagt, og som beviist, for Bagatel jeg pleier
Just ei at hænge mig -
Pung, Poesie, Prudenz - og selv et Himmerig,
Hvor ei Dorine smiler
- kan jeg miste
Og staae, som Eegen mellem faldne Qviste;
Men Himmerig med hende! dette var
For meget. Kiære Læser, om du har,
Og kan undvære den, og selv den bruger ikke,
Saa laan Forfatteren en Strikke.