↩
En sød Forvirring, naar hans Øine hendes møde,
De friske Roser, som derved udsprede sig
Paa hendes Kinders Snee, saa blussende, saa røde, Som om Uskyldighed i deres
Purpur døde;
En Zittren, denne kiælne Zittren lig,
Som hin i Flugten efterlader sig;
Et ømt, halvbange, dybt fra Hiertet hentet Suk,
Som hæver op og ned det halv bedækte Bryst;
Et Skrig, kaldt frem af Skræk, og qvalt igien af Lyst,
Og hvad, som Skiønhed selv giør altid doppelt smuk,
Den paradisiske Blufærdighed,
Hvormed i zittrende Forlegenhed
Det bange Blik mod Ynglingen fløi hen,
Og mere bange fløi fra ham igien
Til Jorden. Dette tause Tryllespil
Hvert Øieblik ham Munden aabne vil,
At sige smukke Ting, og atter binder;
Han leder efter Ord, men lutter Tanker finder
25
(Man efter Tanker maaskee leder her,
Og finder Ord - desværr'!
Det sidste hænder mange flere);
Men Tankerne tilsidst gaae fløiten med;
Han glemte reent sin skrækkelige Eed,
Sin Drik, sin Frigge selv, og Himlen veed hvad mere
En Gud kan glemme, naar han gaaer fra Vid.