↩
Forgiæves stræbte fra sin Rosenkind
Den nys opstandne gyldne Morgenrøde,
At liste sine første Straaler ind
Igiennem Dovres Rifter; brudte døde
26
De glimrende paa Marmorkiæmpens Bryst,
Som værged Odins og Gunlødes Lyst.
Forgiæves brød igiennem Østens Himle
Med usædvanlig Glands den kongelige Sol;
Hans gyldne Dag-Herolder Pol til Pol,
For sovende Natur at vække, vrimle;
Een af dem trænger sig i Dovres Huler ned,
Seer knap vor Odins Fryd,
før han er alt afsted,
Og derom Budskab sin Udsender bringer;
Strax ruster sig den lyse Dagens Gud
I al den Glands, hvormed han sprang af Chaos ud,
Fra flammebygte Slot paa Øieblikkes Vinger,
Titusind Trillioner sammenbringer,
Og dækker Solekredsen fiern og nær
Med sin til Kamp mod Mørket sendte Hær;
Forgiæves stormer den i lynende Galop,
Paa sin Befalers Vink, mod Dovres haarde Side;
Thi Millionviis fra dets ætherkronte Top
De lyse Helte ned med Sneen knuste glide;
Ufmeltet Dovre staaer,
trods Ildens Konges Harm,
Og Odin ligger tryg i sin
Gunlødes Arm.