↩
Hvad Asgaards Guder frygted om vor Kriger,
Traf rigtig ind. I Stridens Hurlumhei
Saae han sig tvungen til, paa en og anden Maade,
For Næbbet des beqvemmere at raade,
At lade Drikken gaae sin Vei.
31
Han valgte, siger Fablen, to;
Reent ud, o Muse! sig dem ikke!
Sligt kan sig ei for peene Piger skikke.
En Regel siger Nei , en
anden siger Jo:
Naar man er uvis om, af yderlige to
Hvem man skal troe,
Saa giør man allerbedst, naar man seer dybt i Tingen,
At troe slet ingen.
Kort sagt, jeg ikke ret fortælle gad,
Hvordan i denne Sag Gud
Odin bar sig ad.
Nok, at han Drikken lod i Karrene nedglide, -
Og den, som meer derom vil endeligen vide,
Kan læse det ret net og peent paa Fransk,
Naar han paa Siden, som i Noten*) staaer, vil kikke -
Det klinger ikke nær saa smukt paa Dansk;
Og, klang det og, jeg sagde det dog ikke.