↩
For her at undgaae slem Logomakie,
Saa sættes (Forord volder ingen Trætte):
At Heltemod især bestaaer deri,
At leve, naar man kan - og døe som Mette ,
Som Grethe, Jesper eller
Skrædderen:
Det er at sige: smukt staae op igien;
Thi døe er ingen Sag - det kan jo paa min Ære
Hvem det skal være;
At leve derimod, see, det er Tingen!
Det kan i vore Tider næsten ingen -
At sige, naar det galdt; jeg regner ikke den,
Som kan gaae i sin Seng, og kan staae op igien,
Foruden Farlighed, og ei alleene leve,
Men blive til to, tre; og være tyk og feed,
Og tankeløs og ubekymret sveve,
Som Herremand, Bormester eller Greve,
I rolig Claussimplexisk Salighed -
Det kommer ikke Sagen ved;
Men midt i Nattens Mørk, omlynet allevegne
Af blege Rædsler, og dog ikke blegne;
Hvor Øiet vendes, mødt af Helveds hele Magt,
See Diævel, Mørk, og Skræk med ligestor Foragt;
Med Øre, dirrende ved Zahras Løvers Vrøl,
Kun høre: Kiemp og vind ! imellem hvert et
Brøl;
Med Næse, lugtende kun Damp af Aadselkuler,
Som den, der stiger op af gamle Dragers Huler,
At fnyse kiek, og selv naar Jordens Axel knak,
At tage sindigen sin vante Priis Tobak -
See det er Heltemod. Endskiøndt den hele Scene
Er, trods Anstrængelsen af min Camene,
Kun skildret mat -
Som Læseren nok selv vil finde, naar jeg siger,
42
At den skal forestille mig som Kriger
I Tvekamp med en Roland
af en Kat.