↩
Jeg sad i Himlen selv - jeg saae kun dig, Zemire !
Og saae kun Guders Syner i hvert Blik -
Jeg aanded Ambra - hørte Solens Lire,
Og Sphærernes Musik -
Jeg holdt din Haand, og følte Evalds søde,
Henrykkende jeg veed ei
hvad -
Jeg kyste den, jeg smeltede, jeg døde
Paa Stolen, som jeg sad,
I meer end Engles Salighed - jeg rørte
De høie Himles Himle med mit Haar -
Kort sagt: jeg aanded, følte, saae, og hørte
Alt hvad en lykkelig Poet formaaer,
Jeg voved selv et Kys - og nu svandt Jord og Himle -
Jeg Verden saae som lillebitte Nød,
Som Erter saae jeg Menneskene vrimle;
Og Skibe smaae, som Fingerbøller, flød
Paa Havet, der mig syntes ikke større
End en Kop Kaffe - men hvor got jeg saae
Paa disse Ting, saae jeg dog ei, desværre!
En Kat, som tæt ved mine Fødder laae.
I Muser, som de høie Qvad indgive,
Du, Sult! og du, som burde nævnes først,
Poeters egentlige Moder, Tørst!
O hielper mig pindarisk at beskrive
Dens Øine, Hale, Skiæg og fæle Kloe!
Nu gielder det! o! hielper begge to,
At det en smule høit og frygteligt kan blive!
Skiøndt alle Lignelser er vist nok her for matte -
Med Katte kan kun sammenlignes Katte.