↩
Som sultne Bindehund giøer, bider af en Staader,
Moer Birte nu sprang
frem, og tog til Ords,
Forfærdelig, som Avind i Per
Paars ,
Ei ulig Fandens kiødelige Moder:
"Nu har du det saa got, dit dovne Drog!"
(I det et vældigt Ørfign Mandens Øre
Saa døved', at han knap det halve fik at høre)
"Hvad sagde jeg? du altid var saa klog!
"Nu har du det saa got, din Dosmer, - giorde jeg
56
"Din Ret, saa fløi dig nu en Træskoe i hvert Øie,
"For mig du har holdt huus! - nu kan du gaae din Vei
-
"Det skal en stakkels Kone døie -
"En saadan Slyngels Dovenskab og Sviir!
"Og tænker du, jeg længer hos dig blir -
"Nei! du skal suurt og dyrt betale!
"Nu sidder du en kiøn! din Hanrei! og saa sandt
"Jeg hedder Birte! " -
Længer i sin Tale
Hun dog ei kom; thi Hoved indtil Hale,
Saa drøi han var, nu Konen Manden fandt.
Hvad enten Vægten af de mange Puf,
Der fulgte paa hinanden i en Ruf
Af hendes Haand i Heltens Næsebore -
Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt
Af egen Kones Mund klang alt for fælt;
Nok sagt, for første Gang hans Næver fore
Saa rask mod hendes Haand- og Mundgevær,
At hun ei svared' eet til tusind meer.
Paa Gulvet tumled' om den hidsige Matrone,
For første Gang nedstødt fra konelige Throne.