↩
En umaneerlig Hoste
Var for min Helt, hvad Regningen var mig:
En Vækker af den Fryd, hvori han drømte sig.
Kan man i andet Liv og hoste? Det var Knuden! -
Ulykkelige Tvivl! "Hvem veed, om her sit Spil
"En Diævel atter har, at, naar jeg seer mig til,
"Er Død til evig Tid mig maaskee reent forbuden?"
Saa stønner stedse hostende min Mand -
I denne grumme Tvivl hans Siæl sig hængte:
At der kan hostes i de Dødes Land,
Han ei i Hiernen bringe kan,
Skiøndt der var Rum deri for Resten til en Mængde.
Og rigtig nok er Tingen problematisk -
Man veed nok om en Fyr, som, nyelig død,
(Historien er ganske sand)
Ei hosted blot saa høit som hostes kan,
Men, det som værre var, sin Næse snød -
Dog denne samme Fyr. han døde paa dramatisk,
Og sligt var ei, desværre! Faldet her;
Vor Jeppes Tvivl
derfor vel havde qvælt enhver.