↩
Monarken i sin frelste Datters Arme;
De Glædesraab, som udfoer af hans Mund;
De Længe leve Kongen og
Prindsessen !
Og Længe leve Kongen og
Prindsessen !
Som skokkeviis fløi ud fra Hiertens Grund
Fra alle Hoffets Læber dennestund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden snart,
Og derfor løbe maa med større Fart.
Desuden, hvad de sagde, veed jeg ikke,
Og det for sildig er til Muser Bud at skikke;
Jeg eene, for at giøre alting klart,
Mig selv maa hielpe her, trods Syngen og trods Piben:
Henrykkelsen og Glæden var saa stor,
At den brød ud i Lyd, for overhaands til Ord;
Paa den Maneer man slipper best af Kniben.