↩
Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,
Og, sandt at sige, var lidt vred i Huen -
Een Kurv har mangen en i Hov'det Fluer sat;
Men to - Gud frie mig! jeg blev desperat -
Det blev alligevel Herr King dog ikke,
Han vidste sig i Kurve got at skikke;
Det, som forvoldt ham stærkest Hiernevrid,
Var den uigienkaldelige Tid,
Og derfor bandte han, med disse Kurvepiger
Slet intet meer at foretage sig,
Endskiøndt Forældrene bad inderlig
Øm et Qvarteer endnu. Men ak! som Vessel siger
155
(Gud glæde ham for alt, hvad han har sagt!):
"O! christen Siæl! hvad nytter al din Banden
"Mod Kiærlighed, mod Skiæbnen og mod Fanden?"
At trodse dem, især den første og den anden,
Vist ikke staaer i vores Magt;
Herr King nu skulde giftes, og
- giv Agt!