✂
I Konning Dans for længst henfarne Dage
Var Kallundborg en
ganske anden Stad,
Der var en mægtig Hob, jeg veed ei hvad,
Hvoraf nu meget lidet er tilbage:
Der gaves folk, som kunde færdig Jydsk,
Lybsk, Holsteensk, Hollandsk, Flamsk, og Svensk og Tydsk;
Ja Kræmmere, som havde Been i Panden,
Og blot ei Horn - som kunde tviste med
Achill og Don Qvixott ' i
Tapperhed,
163
Og gave Lybeks sorte
Tavie Fanden;
Pastorer, som holdt Troen reen og puur,
Og jog, ved Hielp af Aandens Naade-Gave,
Hvert Kiettersviin af Helligdommens Have,
Som, for dens Peberrødder at opgrave,
Sig sneg deri saa lumsk omkring paa Luur;
Studenter, som for nogle saa Rosiner
Forklarte hele Curtius
paa Jydsk;
Og Skriverkarle, som med lærde Miner
Endog Aviser tolked ud af Tydsk;
For hvilke Læsning, selv i velske Bøger,
Var ingen Kunst -
Ak! slige Folk man der vel nu omstunder søger
Omsonst.
✂
Blandt mange flere Herligheder,
Som jeg vil springe reent forbi,
Var og i Kallundborg et Trykkerie ,
Som den Tid fandtes næsten ingen Steder;
Ja, somme holde for (og rimeligt det er),
Den skadelige Kunst, at trykke Bøger,
Er egentligen først opfunden der
Af en fordømt Knapmager Tøger ,
Som Fanden tog engang paa Veien til Korsøer ,
Lig Doctor Faust en
Tid derefter -
Og som ved slige Folk han altid giør!
Beviis herfor er over mine Kræfter;
Jeg hader al Slags Klammerie -
Nok, at der den Gang var, som sagt, et Trykkerie.
✂
Men Trykkene er eet, og Trykkerie er to!
I det Fald Kallundborg
var et Geneve :
Man tænkte hvad man vilde, skrev i Roe,
Og Skrifter ubedømte trykte bleve.
Man derfor og fornam, at meer og meer
164
De gamle Hexe svandt med deres Herre;
At Haandverksfolk blev efterhaanden fleer,
Og Tiggere hver Løverdag blev færre;
Thi Kunster, Videnskaber voxte frem,
Og Klogskab i hver Næringsvei med dem;
Man boede mageligt i nette Huse,
Som, for det meste, stod i lige Rad;
Man spiste god, og vel tillavet Mad,
Og drak sin Miød af skiønt glaseerte Kruse,
Aar efter Aar den meer oplyste Stad
Blev smukkere. Rundt om dens vestre Side
En Skov af Skibe saaes, opfyldte med
De fierne Jordens Egnes Herlighed.
End skiønnere man saae, mod Østerlide,
Det velopdyrkte, rigdomssvangre Land
At prange, ligt et Strøg af lutter Haver,
Med alle Jordens moderlige Gaver.
✂
Saaledes overalt paa Mark og Vand,
I Husene, paa Torvet, og paa Gaden
Var nyttig Flid; og Ploven, Aaren, Spaden,
Knibtangen, Øxen, Naalen - alt blev brugt
Med mærkeligen meer og meere Frugt.
Meer ordentlig gik Sagerne til Tinge;
Meer ordentlig i Kirken Sangen gik;
Man hørte bedre Byens Klokker ringe;
Kort, alt - endog de Halte bedre gik.
Men rigtig nok man stundom fik at læse
En lille Vise, trykt i dette Aar,
Som rynked hist og her en fornem Næse,
Vor Herre veed hvorfor -
Og rigtig nok (thi lyve vil jeg ikke)
Kom ud engang en atheistisk Bog,
Hvori Forfatteren til Punkt og Prikke
Beviiste, den var ikke rigtig klog,
165
Som troede, Jorden sad og Himlen rendte -
"Saa stor en Høflighed" (Gud frie os! hvilke Ord!
En Gysen giennem Præst og Præstedeien foer)
"Man ikke," sagde han, "af Himmelen maa
vente."
✂
Klog over det, som skrevet staaer,
Bør ingen from, retsindig Christen være!
Og trykke Bøger, hvor
det gaaer,
Er egentlig dog intet andet, Kiære! -
Saaledes raisonnerte den og den,
Som var i Troen nogenlunde kræsen;
Særdeles Præsten og
Borgmesteren
Leed ingenlunde dette Trykkevæsen,
Som (sagde de) var Aarsag i,
At Vantroe, Sviir, og Horerie,
Og Kiettermeeninger, og Poesie,
Logomakie, Astronomie,
Og, frem for alting, Atheisterie
Fik Overhaand i alle Byens Gader,
Ja selv i Herrens huus, skiøndt det utroligt lader,
Saa stærkt, at Folk henslumred mangen Gang,
Naar Prækenen var blot tilbørlig lang,
Endogsaa paa de lave Stolestader.
✂
Imidlertid gik Pressen lige fuldt.
"Lad dem kun smøre, de profane Hunde!
"Saa længe vi, trods deres tappre Sult,
"I vore Kanapeer rolig blunde!"
Saa tænkte Byens Fædre - men, o Vee!
Vee! vee dig, Kallundborg ! din lærde Hæder
Skal snart fordunkles! Dumhed snart skal lee
Paa den Ruin, hvor alt Minerva græder!
✂
En Dag (saavidt jeg veed, en Hundedag)
Borgmesteren sad i sin Stoel, hvis Arme,
166
Hvis magelige Sædes lumre Varme
Min skrøbelige Geist er alt for svag
Til at beskrive ret. Elastisk hæved
Den kiælne Duun dens silkebløde Barm;
En Duft, som slukte strax hvert Glimt af Harm,
Omkring dens tause Damask døsig svæved -
Kort: dypped jeg i Lethe
Qvæders Pen,
Og skrev paa Valmu Dag og Nat med den,
Jeg kunde den ei søvnig nok afmale -
Desuden var maaskee min Stræben her
Reent overflødig; thi desværr'!
Maaskee min Læser ligger alt i Dvale.
O! skyd, i saa Fald, Skylden ei paa mig,
Men blot paa Stolen! -
✂
Med den dybe Mine,
Som for en saadan Mand kan skikke sig,
Hvis rummelige Mave faderlig
Maa giemme hele Byens Fryd og Pine,
Sad den Velviiseste. Den Rolighed,
Den philosophiske Dybtænksomhed,
Og overvættes store Siælefred,
Man seer paa Dalens fede Konges Pande,
Naar han i Græsset sagtelig slængt ned
I Skyggen af et Træ, ved Kildens Bred,
I Dyssen af de musikalske Vande,
Med vigtig Taushed tygger Drøv,
Sad paa hans store purpurrøde Næse,
Hvor man med liden Møie kunde læse:
Siæl! hold dig klogeligen i dit Støv!
✂
Som Solen, naar den kobberrød fremstikker
Imellem tykke Skyer i taaget Rusk,
Saa fremstak af Parykkens Bukkel-Busk
Hans Ansigt i en Damp af Portorikker.
✂
I slig Forfatning havde han for Skik,
At smøge sig i Slummer alle Dage;
Men hvordan det nu gik og ikke gik,
Saa vilde Søvnen ei i Dag behage,
Paa Pibens Vink at nærme sig som før;
Han røg, og røg igien, og røg sig ør;
Men intet Blund han fik, end sige Slummer -
Ak! ingen Dødelig er frie for Kummer!
✂
Lig Kong Asverus lod
han hente da
Den gamle store Stadens Chronika
(En Bog, fem Gange tyve Vintre gammel,
Der ellers brugtes for hans Søn til Skammel,
Og for ham selv, at løfte til Motion),
Hvoraf hans Kone pleied i slig Knibe
Mod Søvnløsheden Antidot at gribe,
Og forelæse ham saa stor Portion,
Som til forønskte Virkning at frembringe
Var nok. Som oftest var den Dosis ringe;
Thi deels Borgmesteren, for sin Person,
Til snart at slumre var utroelig nem,
Og deels var Bogen til at assoupere
Fast ligesaa beqvem;
Men denne Gang hun maatte læse mere:
Hvad Ord for Ord, aldeles paa et Haar,
Som det i samme gamle Krønik staaer,
Jeg her min Læser troelig vil levere.