↩
Jeg skrev til Sønnichsen (hæs han var),
Jeg skrev til den selvdimitteerte Hassing ,
En Blæser, hvis Tab mig i Hiertet skar,
Og som jeg i alt har meget kiær,
Paa Borteblivnet og Navnet nær,
Hvor intet rimer sig paa, desværr'!
Andtagen to tredie Deel af Washing-
ton - hvilket saa got som intet er.
274
(Skam skulde dog alle de Fædre faae,
Der deres Børn lade døbe saa,
At intet sig rimer paa deres Navn!
Af Daaben dog høstedes noget Gavn,
Hvis, med Formularen, den Lov blev givet:
At hvert et Foster i Kiøbenhavn,
Som vordede Kirkens Skiød indlivet,
Dog burde have et rimeligt
Navn .
Men Theologiske Faculteter
Sig bryde kun lidet om os Poeter -
Det egentlig og er Forældres Pligt
Langt meer, end deres, at see paa sligt!
Hvor mangen en Fader har skilt derved
Sin Søn fra al Adødelighed,
At han ham i Daaben et Navn lod faae,
Som selv ikke jeg kan rime paa,
Der dog kan rime paa selve Fanden
Saa got som han selv, eller nogen anden!
Især burde Litteraturpersoner,
Fra Sangersker af indtil Pyntekoner,
Fra den, der soufflerer fra Pindi Top
Ned ad, som Apollo det
skal giøre,
Til den, der soufflerer fra neden af
op ,
Ved Navn i det mindste noget giøre,
Der gav os om Musers Kunst et Vink!
Da lover jeg mig vor salig Link ,
Der rimede got med Svink , og Hink !
Da lover jeg mig vor gode Zinck ,
Der rimer med ham og, paa tydsk, med Trink !
And klink! mein Brüderchen! kling! kling! klink!
Og ellers for Resten er meget flink!)