↩
Da den første Storm i hendes Hierte
Lidt sig havde lagt,
Og hun høit og helligt i sin Smerte
Havde sluttet med sig selv den Pagt:
Ingensinde
Meer af Skinnet sig at lade blinde,
Men for alle nok saa linde,
Milde, varme, kiælne Vinde
Vel at tage hvert sit Blad i Agt -
Saae hun frem paa Veien mod sig age
Med sex Heste, hver med Top,
I Galop,
Rundt omringt af en bevinget Trop,
Fulgt af andre, hop, hop, hop!
I et Optog uden Mage,
En anseelig Herre vel ved Magt,
Klædt med Smag, og selv med Pragt,
Guld paa Vesten -
Noget solbrændt, men ret smuk for Resten -
Trods et enkelt graaligt Haar,
Mand endnu i sine beste Aar.
Hele Veien var en Larmen
Rundt om Karmen:
Af de mange Rollinger, som sprang,
Naar han kasted ud, og raabte: "fang!
"Æbler! Pærer! Kirsebær! og Blommer!"
Og som, mens de fyldte deres Lommer,
Raabte lydt med Glædens egen Røst:
Tak, velsignte, gode, rige Høst !