✂

Historien Gen. I. 20, 21, 22, 23.

✂ v. 20. Oc Gud sagde: Vandet gifve mangfoldige krybende Diur af sig, som hafve lefvende Siæl, oc Fugl flue ofver Himmelens udstracte befæstning, v. 21. Oc Gud skabte stoore Hvalfiske oc allehaande lefvende oc rørende Diur, som Vandet gaf mangfoldeligen af sig, efter sit slaug, oc allehaande Fugl med Vinger, efter sit slaug: v. 22. Oc Gud saa at det var got. Oc Gud velsignede dem oc sagde, vorder fructbare oc mangfoldige, oc opfylder Vandet i Hafvet: oc Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. v. 23. Oc der blef Aften, oc der blef Morgen, femte Dag, etc.

✂

Indhold.

✂ Femte dag vil tre ting lære,
Som os bør at hafv' i act.
I. Først vi HErrens Mact oc Pract,
Med Loftalen billig ære.
II. Fiske-Skabning for det andet
Vi forundre stedse maae:
III. Fugle-Skabning ligesaa,
Som oc ere skabt af Vandet.

✂

Verdens første Uges femte Dag.

✂ JEg hafver dagen en, jeg hâer i dage tvende,
De dage heele tre, ja fierde dag til ende,
Guds seldsom' Under seet, Guds Gierning uden liige,
I slig u-tallig mængd, som jeg ej ud kand siige.
Jeg hafver underjords, oc ofverjords spadseret,
Af Aa oc striiden Elf i vilden Strand riveret,
Fra bølgen grønne-blaa, i Luften mig forføjet,
Til blank Planete-Sal oc Stierne-Choor ophøjet,
Oc seet mig steenend-dum, med Under munden proppet
Med Under pennen stemt, med Under hiernen stoppet:
O var min efne saa, jeg kunde det kundgiøre
Paa artig danske riim, oc Skaldre-viis udføre,
Den skulde høre til, der øret aldrig aatte,
Oc den forundre sig, forundring ej formaatte.
Skal jeg afbryde nu, for tungen legge tanden,
Lof gifve dicter-pen, oc Lumme-binde haanden?
Om ønske hafde fynd, et ønste jeg mig saare,
Jeg denne Torsdag bliid en Barems dycker vare,
Ja end Neptunus self, saa vel i dybe Vande,
Frem at spadsere friit, som paa de tørre Lande,
Den seldsom Fiske-jact paa Nereisk fuctig hede,
Jeg vilde grandt besee, med Aandsens Lyst oc kæde,
Beskrifve vjlde jeg, for Jæger, Hund oc Hare,
Af-contrafeje dig den seldsom Fiske-skare,
For øjen stille dig med Stierner Sool oc Maane,
Søø-svalen feder-løs oc Skadden der at vaane,
Der findis hæst oc mand, Sviin, gylte, vilde Løfver,
Kalf, Ox' oc Elephant, Tiur, Slange styrken prøfver,
Pomona planter der de Rooser oc Meloner,
Ja Munken gaaer i Chor, dog siunger uden toner,
At du Lyst skulde see paa det som HErren giorde,
Saa vel i dyben Strand, som her hos os paa Jorde.
I ædle tvende Lius, i Æthers huus det høje,

188

✂ O staaer mig troolig bi, med eders sictig øje:
Frem Lius som liuse kand i Luft oc Sky hin klare,
Oc alle Hafsens Sand sig for min' øjne bare.
Du u-beskalled Fisk, som steds' i Luften glantser,
Vilt du i Vandet see, hvor dine Brødre dantser?
Da Tilan bed om Lius, (om Maaneder hand fleere
Udi dit blaa Pallats, u-hindred vil spatsere)
Hand tænder sine blus oc Hesperum forbiuder,
At hand med mørke nat ej deres orden bryder.
Neptunus biude skal ofvr sin blaa klæd Tritone
Tromet at bruuge friit oc frydelig basone,
Jeg vild' oc det formaa', at Rosmer, Jucker, Nicker
Oc gandske haf-fru Chor, som Achelous fremskicker,
Saa fremt at ham skuld' ej med Becken Aa forbiudis,
Oc ham af Hercule sit øfrig horn afbrydis.
Men du almæctig Gud, som efter Guddoms ville,
Med eeniste munds ord kand højen bylge stille;
Den grummest' Æolum om mindste finger vinde,
Oc med et lidet nik, hans Storme-vinger binde:
Du, du Søø-Første stoor der fordum Fisken tæmde,
At hand i tanged-bug genstridig Jonam gæmde,
Tre dag' oc nætter tre til Lands ham mafve-førde,
Paa sandet puusted ud, ham ingen Skade rørde;
Vær du min Styre-mand, igiennem fiske-bolig,
Viis mig den mørk-blaa Stii, leg bølgen den uroolig,
Leed de Vand-borgre frem af deres Stæder fuctig',
Hiid Luft-indvaanre kald, af deres grentser luftig',
At dig i pennen min, hver Fisk i Hafvet priiser,
Hver Fugl i Luften far, tilbørlig lof beviiser.
I Kongelig Pallats, oc Herre-Sal med glæde,
Paa Spegl-klar Marmor gulf du lystig maat indtræde,
Du hvelning der kand see, forgyldt som rød-guul Lue,
Paa Veggen om oc om Tapeteri beskue,
Af Sølf oc væfved Guld, som Duue-feere blanke
Ja paafugl ære-fuld, naar de mod Soolen spanke.

189

✂ Den Sølf Tromete-Stool, Sølf-bordet dig til ynde,
Guld-slagen første-stool med Perle stucken hynde,
Der oc behager dig Credents' of Guld det reene,
Belagdt saa konstelig med dyrbar ædel Steene,
In summa, op oc ned, tverts, langs du maat spatsere,
See idel Herre-pral, see idel Konning-ære:
Dog alt det døde Guld, hver Ædelsteen hin skønnist',
Al Liif-løs Herlighed, ved lefvend' øj' eet eenist'
At lignis er ej værd. Thi liden Fugl paa qviste,
Med søde discant-neb kand HErren meer forlyste,
End al det røde Guld oc alle Perler døde:
Tag Liif oc Lefnet bort, strax Verden ligger øde.
Da hafd' oc Gud forgefs optændt den aften silde,
Paa det blaa-høje loft de mange skønnest' ilde,
Oc Markerne beklædt med Træer oc Urter grønne,
Fra Luften Ilden skild, fra Vandet Land det skønne,
Om hans Almæctighed ej hafde sig betænket,
Oc somme Creatuur det Liif oc Lefned skenket,
Som døde Legemer med Ære skuld' indtage,
Besidde Land og Vand, i Luften reise fage.
Hvorfor Gud bryder ud (nu vaaningen er rede)
Med Liif i Elf oc Aa, med Liif i Strand hin brede,
Med Liif i Luften blaa, som vi nu faa' at høre,
Før vi til hviile gaae, paa dagen end' at giøre.
Saa træder nu herfor, i Floode-borgre mange,
Som under bølgen blaa, foruden Fødder gange,
Flak-næsed Nerei Qvæg, kaad-findig Creatuure,
Du blaa-glassyred Diur, Skel-pandser-klæd natuure,
Her frem! du alting maat mig u-forduldt berette:
Hvo er din Skaber-mand? Hvo dig din boolig sette?
Hvo er ledsager din i u-bekændte Lande?
Oc hvo hâer ret dig af, nu flyg, nu stigl at stande?
Hvad vil jeg spørg' af dig? det er vel at befare,
Mand længe spørge skal, før Dummen hand skal svare.
O Amrams ædle Sæd, ved egen Moders siide,

190

✂ Foruden Moders nafn opfostred fordum tiide,
Du Thermuts kaarne Søn, men Jochebets med rette,
Af Vandet dragen op, du kandst det best berette,
Din læspe tunge sand der klarlig om formelder,
At Liifvet timelig, fra ævigt Liif udvelder,
Ja det selfstændigt Liif, al Liifsens Gud oc Kilde
Os Liif i Luft oc Vand, paa Jord, i Jord, bestilde.
Der Jordens Element heel konstigt var polered,
For inden med Metal, hviid, røød, bruun, blank, staffered,
Udvortis løf-behængd med græs bestrød at prale,
Et liifligt Paradiis, paa Bierg oc grønne Dale:
Da kunde Gud ej see, at Vandets Elemente,
Skuld' idel øde staae, sin grøde lenger vente,
Thi tog hand til sit Sprok, bød Moder Vand at blifve,
Oc af sit fuctigt skød strax Fisk oc Fugl at gifve,
Ja skulde sig med mact fra bred til bund hin dybe,
Med Fisk oc Feder-vildt, at leege, vrimle, krybe,
I slig u-tallig mængd, med sliig fordeeld Figuure,
Der ej begribis kand af Menniske-natuure.
Er Fisk i Moders Skød, i Vandet indlossered,
Men Fuglen vinge-skabt, er Luft-pallats foræred.
Thi enddog Fisk oc Fugl tilfelles Moder nyde,
Oc af Vands Element, som Urt oc Jord udbryde:
Dog deres Kiød oc Smag (forfaren det kand siige)
Samt deres vaane-sted, er icke maged' liige.
Af Moders arm oc barm naar stummen Fisk opdragis,
I Luften Fuglens plats, hand snart af dage tagis.
Det samme Fuglen Lydt, i Fiske-boolig møder,
Om nogen der udi ham mod Natuuren støder.
Men hver i eget huus er vacker, munter, lystig,
Behændig, værkelig, til al sin Gierning rystig.
Som dem oc gifven er, beqvemmest instrumente,
Beqvemme ferres-tøj hver til sit elemente:
I Luften tynd oc læt med Fedre, Svants oc Vinger,
Den lætte Fugle-æt sig yndelig fremsvinger:

191

✂ Men Vandet tyct oc tungt, med finde, rumpe bryder,
Den tunge fiske-art, sig piile-fast for-skyder.
Hvad u-befered er, som Bien, Brems oc Flue,
Er i sin Lufte-fær forunderlig at skue,
Som oc den fiske-art der uden finde vandrer,
Dog ej med mindre fart den mørke Stii forandrer.
Oc at vor Fiske-kraag, gliif, brigel, vaad oc ruuse,
Skuld' ej, men Jorden staaer, udtømme Nerei huuse:
Garn, stricke, rønne-bær, hærd, Liim-stang, bly-blaa mynde
Den skønne Fugle-jagt i grund ej skulde tynde,
Oc der med Adams huus et Skaar i Køken giøre,
Ham mangen leedig haand til sunde tænder føre:
Da læst' ofvr Fisk oc Fugl paa Himle-ny maneere,
Sit Benedicite den riige Gud oc HErre,
Bød dem i Luft oc Vand sig ynglend' at formeere,
Æg, unger, Læge-rafn, art efter art levere,
Oc ej aflade, mens det udi Østen dagis,
Mens Marken blomster bær, oc Hiort i Skofven jagis.
Thi er oc denne dag, for hans fuldkommen øje,
Som her lood haanden til, den Skaber i det høje,
Ej ære mindre værd, ej mindre Lof forskylder,
End første dagen, som hand self med roos forgylder.
Vel! som en Skildrer klog, sin Lyst at foraarsage,
Oc at opmuntre Sind, behændig veed at drage,
Nu en Adonin skøn, som Venus vil behage
Oc nu en Satyr grum, der Huus med Bucken tager;
Nu langbeen Riser her, nu der en Knæling maler,
Med Konst saa ofver alt berømmeligen praler:
Saa oc den viise Gud, at Mennisket med kæde
Kand see sit Liif oc Lyst, sin store Hierte-glæde
I stoor adskillighed, paa HErrens Creatuurer,
Forskedlig Skabning oc ret selsamme Natuurer,
Hâer hans Almæctig Haand Neptuni Borgre drejet,
Paa underskedlig viis, afritset, contrafejet,
En part med mange Been, foruden Fødder andre;

192

✂ Med Hofved under Bug, en anden hob at vandre,
En skabis tyk oc rund, en anden flad oc langer,
Den hviid, den anden soort, forspætted, bunted ganger.
Hin Orden triiner frem, med Harnisk, Hielm oc Pandser,
Med Spiud oc hvassen Pik, en anden efter svandser;
Den tredi der imod, i tynde Leder-klæder,
Den fierd' i Skiort' alleen oc springe-leeg fremtræder,
En part foruden Mund, foruden food oc finde,
I Steen oc Klippe-malm sig digt forborger inde;
Saa Gud den stoore Gud ej skabte dem alleene,
Men deres Væsen oc med ophold vil betiene,
At i Natuuren saa deraf slet intet mistis,
Oc sindet mindr' ej maae end øjet der ved lystis.
Den een' i Søen salt, den anden fersk forblifver,
Den tredi u-forsagd sig ofver Grendsen gifver,
Forbytter huus oc gaard, nu sødt, nu salt behager,
I Hafvet Vinter boe, i Elfven Sommer tager,
Den fierd' oc al sin tiid i staaende Vand fortøfver,
Oc ej fra føøde-stafn, i fremmed Grendser løber.
Naar somme far paa Jagt, som Løven efter raabet,
Da somme skride sact, oc passe vel paa lobet,
Hin æder anden op, men denne gruud fortærer,
En anden tærer ej, med drik sig eene nærer.
Du grumme trolde-hval, du stoore Fiske-Konge,
Paa den Atlantisk' heed, forlucker øjne mange,
Du Røørhval, tocke-hval, du springere hin faade,
Hvad haer jeg seet dig før paa Alten fior at sprade!
Saa stoor oc lang du est, saa gridsk oc ond til Sinde,
Med skraal oc vræle-liud din kærist' hun at vinde,
Som høje lange skær, paa Søøen tiit du drifver,
Vel hundred' alne lang, forfarenhed det gifver,
Du mangt et Ecteskab foruden Stefning skiller,
Oc mangt et mande-mord self lægende bestiller.
Dog puuster du ej saa, oc Vand i Seglet gifver,
At stinkend Befver-geel, jo snarlig dig fordrifver:

193

✂ Ja det som ringer' er, en Koo-muscat maae være,
Kand dig (med ære sagt) en iilig vænding lære.
Beskajen, Baggen med, dig dansken, harpunerer,
Din fæde trafne-buug, den natte-lampe tærer.
End du Haa-kierling grum du Negste hvale-liige
Skuld' ej vor Musa her, om dig oc noget siige?
Du Fiske-kierling grem, skarpfindig, ô du hvasse,
Trafn-agtig, Geede-ram, lang-næsed Hugge-basse;
Som Hvalen reenlig er, den fuule stanck forsager:
Saa dig U-reenlighed oc ond Zibeth behager.
Det veed den Noor-mand haard, som kierlingen vil fange.
Thi sancker hand i haab forgiftig' Aadsle mange,
I Vidde-kurfven stoor, slig Dæßmer indelucker,
I Søøfald sættis uud sligt af den Kjærling sucker,
Som giør det Krabbe-fast, i Hafgrund vel forvared:
Før Strømmen noord oc Søøer, faaer engang neppe borret,
Kand det drek-gærig Beest af Aadslet lucte Tøfvet,
Oc strax i fluend Rend til Steden setter Løbet,
Der sidder Fisker vaad, med Tolfmarcks-angel kroged,
Med lenke-spitsed Kal, oc vaager efter Spoget,
Hans Angel er beklæd med forbemelte Mading:
Dermed forraskis tiit den grumme Fiske-hading,
Hves Lefver eene kand tolf Tønder Trafn forsvede,
Naar Fiskren mæctig blir, det farlig Beest, det lede.
Valrusken Oxe-stoor, som Sæle-hunden laaden,
Du Løve-munded Fisk, fiir-fødig, ond, fortraaden,
Med dine Kæfter stærck' half alne-lange Tænder,
Du mangen Fisker-baad, nu rund nu ende-vender,
Din sterke Kober-huud bespotter Øxer skarpe,
Det hvasse Sæle-spiud, Krog, Ruuse, fiske-varpe:
Men hvo dig ramme kand udi din tynde Tinding,
Hand blîr din Ofver-mand, oc du hans Sejervinding.
Den Skipper der sig meer af Vinding lader leede,
End af Nør-ledding blank, ofr de Abrolle-heede,
I Africanske Søøe oc Øster-indianske

194

✂ Seer mangt et Haf-beest grumt, (det oc forfarer Danske)
Den skadelige Haj, oc grumme Folcke-æder,
Grumm' Ulfve glubende, bevandrer samme Stræder,
Med mangen Dycker vaad oc Perle-fisker svemmer,
At Folk sin Perle-spand samt heele Verden glemmer.
Der findis Holde-fisk af underlig Natuure,
Som ret for fulde Segl, kand holde Skibe stoore,
Skib maae for-ankred staa' oc Fiske-ville giøre,
Om Æolus meest vild' end Storme-vingen røre.
Her frem du Krampe-fisk, Torpedo frem du kolde
Forgiftig, sviigefuld, hvad under du kandst volde,
Som Jern-kiær Seglsteens Kraft ej lætelig begribis,
Saa oc Natuuren diin u-foorskelig beskrifvis.
Thi du forrædlig vis, dig steenen-død anstiller,
I tang-beklædde Graf, din giftig Krop forhyller,
Naar dit Med-borgerskab dit Graf-sted visiterer,
En søfn-fuld Dvale-drick du dennem strax forærer,
En seldsom Valmu-kraft, en Slum-drik gift-beblandet,
Du af dig styrter ud, at de nedsvingl' i Sandet:
Jeg ved ei hvad Forgift oc Koldhed dennem skenkis,
Men de forraskelig i alle Lemmer krænkis,
Hensofve som i Død, oc ligge knubbe-stille,
Mens du dem æder op, oc fremmer egen Ville.
Det er den samme Fisk, der ej som andre Fiske,
Naar de faae Krog i Mund, paa Snøre støde friske,
Formeenende med mact, Fisk-krogen at ud gange,
Oc blifver dog der ved, en meer bestricked Fange:
Mens denne henger stil', at Fisker det ej merker,
Oc en forgiftig fuct, et Sofve-pulver sterker,
Af Munden spruder ud, som op med Snooren træcker,
Oc med sin iilig Kraft til Fisker-haanden ræcker,
Strax blifver den befengd, ham kuld oc Søfn betager,
Hand slipper Snør' oc Snoor, hvor med hand Fisken drager,
I Søfnen falder dyb, oc skreckelige Drømme,
Ej rører food oc haand, hand steden kand ej rømme.

195

✂ Naar Sargus er beskudt, med fyrig Amors Piile,
Spil med en fremmed Fisk foruden roo oc hviile,
Oc icke mættis kand; forfølger langs med Lande
Den ramme Gæde-hiord luct lystig i de Vande:
Dog samme Gæde-luct ham ofte liidet frommer,
Thi Fiskren Gæde-klæd, luct svegen ham bekommer.
Da Canthar tvert imod sin Æcte-troo ej bryder,
Hand som en trofast Mand, sin mages Venskab nyder.
U-mætsom Hofved fisk Mugil du Elfve-kiere,
Som du U-mætlig est, saa bær du dog den ære,
At Cormandelle-kon' (hun sig med død mand brænder)
I Hednske Kierlighed dig end ej ofvervinder.
Thi, fangis kierist din med krog oc Fiske-stricke,
Du Liif uspart, foort ham at søge glemmer icke,
Du hannem rifver løøs af fange-torn oc nøøde;
Hvis icke du trofast giør landgang med til døde.
Det samme Skaren giør der seer sin Broder fangen,
I garn oc ruuse torn, som søger med forlangen,
Et hul oc maske-brud opleeder, sig bedrøfver,
Der rumpen sticker ind oc hans forløsning prøfver,
Om den bedraglig Krog forrasker nogen Skare,
Hans Selskab uforsømt, paa Snooren tager vare,
Oc den med snubbed tand fortygged ofverbiider,
Bestricked Broder sin, af Fængsel-tvang udsliider.
O I Steen-hiertens-folk som ingen Venskab holde,
Giør' ingen got men er' i Kierligheden kaalde,
Spatserer ned til Strand i dette hav-blik stille,
Her kund' I Venner see, der Døden ej kand skille.
Damon oc Pythias vel vare Venner trygge,
Paa Theseî Venskab huldt Perithoûs kunde bygge:
Ej mindre Troskab er, i blaa-grøn strand at finde,
I Elf oc striiden Aa, Søø, fior oc snefren minde,
Men viidre hen at gaa, blandt meget staaer tilbage,
Om den ven-kiære Fisk, haand-tamme (x) finger-spage,
Et ord at røre her. Thi som den Lufte-pløjer,

196

✂ (Jeg meen den vilde Fugl) u-tæmd i været fløjer,
Vel finger-tæmmis kand, sin mad af haand at tage:
Saa læse vi oc om den Fisk i fordum dage.
Muræna, Crassi fisk (hand var en herlig Romer)
Du langt-nafnkundig Fisk, mig nu i Sinde kommer,
Staffered jeg dig seer, med gylden-ringed Øre,
Jeg seer dig om din Hals en Demant-kied' at føre,
Som Crassus hâr dig skenckt; Thi du hans stemme kændte,
Naar hand paa raabte, du i park, til Land dig vendte.
Fortæred' af hans haand, oc tack gaf som du kunde,
Din Herre var dig kier, du hannem samme-lunde,
At hand din Død begræd, begrof dig under Mulde,
Dog ham Domitius, der ofver spot-forfulde.
Men som nu Løven er blandt Diurene fiirfoodig,
Et højt berømmed beest, stærk, rask, behændig, moodig.
Saa oc den Springre kaad, stoor Lof oc Roos kand vinde,
Blandt det beenløse Qvæg, som er i Søø at finde.
En hvasser Buue-piil, vel Luften iilig bryder,
Naar den armstærke Mand, med Styrke den forskyder:
Ej Skibet længe staaer paa Liidet Silde-øje,
Naar alle hviide Møer, staae svangr' udi det høje:
Dog kand den Springre rask, den Svemmer' ofverkaade,
Liig ypperst' Admiral, forsegle hver en Floode.
Paa Galionen staaer, den Harpunist behændig,
Der Piil-fast efterslaaer, men Fisken er saa vendig,
At hand slaaer tuusent fejl, imod hand eengang rammer,
Foruden Øje-fest ret pustend' hand undkommer.
Som Duen galde-løs, saa er hand uden Galde,
Thi lader hand ret snart sit Had, sin Vrede, falde.
Oc som en ven-kjer Hund med hvismen om sin Herre
Med logrende Credentz beviis sin venlig Ære:
Saa giør den Springe-fisk, for boorde venlig leeger,
Nu for, nu agter ud, heel gunst-begærlig hveeger,
Ved Sang oc Zither-klang, Tromete, Piibe, Fløjte,
Med Puust oc Fryde-spring hand artig veed at føjte.

197

✂ Af hvilken Venkærhed, Music-behag oc Ynde
Arions fabel-verk haer (uden tvifl) begynde.
Det jeg fortælle vil; Op Musa, vær ej tunger!
Ovidius Poet der om saa for dig siunger:
Arion riig paa Guld, paa Ær' oc icke mindre,
I Latien fortient med Luut, lood sig ej hindre,
Til Lesbum Færne-land, sig ofver Søø at gifve,
Saa i den Grækske Luft, sin Lefnets tiid at blifve,
Hand sig om Boorde gaf, den Skipper icke kendte,
Sig dermed u-forseet i stor Besværing vendte.
Thi der de intet saae, som var med ham i følge,
Foruden Luften blaa oc højen salte Bølge,
Det troo-løs Baads-mandskab (end Vinden meer ustadig)
Paa et Frii-bytterie blef huuskut oc beraadig,
Hans Søpig de klædd' af, hans Trøje negst den skønne,
De til hans Skiorte smaa, hans røde Guld i lønne
Opnæste tørstelig, oc der de Skatten funde,
Mood Boorde rycte ham, at maale Hafsens Bunde.
Da raabte hand med Graad, ô Thetis Sønner friske
Som baade Vær oc Vind foracte, Pending-gridske,
Der nu den vaade Grund, den tørre nu bevaane,
Ah, ah! mit unge Liif, I Herrer maae forskaane:
Jeg beder ej om Guld, derefter jeg ej tracter,
Al min afplyndred Skat, mod Liifvet jeg ej acter,
Det hâer min søde Luut, oc mine Fingre lærde
Kort tiid forhverfvet mig, min Kunst mig det beskærde,
Parnassi Riigdom stoor oc Heliconis Ære
Mit beste Liggend-fæ, mit Liif mjn Lyst skal være:
Et beder jeg alleen', oc det skal Gud behage,
I ej med blodig Haand mig tage vill' af dage.
Jeg vil det saa formaae Pelorus høj oc moodig,
Cireners Trylleri, Tritonis Hoorne bloodig,
Oc self Neptunus med, skal eder aldrig skade,
I blik oc fluênde storm skal eder ej forlade.
Men kand jeg arme Mand (som nok er at formerke)

198

✂ Ej denne Naade naae; ô Skibs Soldater stærke,
Saa ræcker mig dog hiid (det er min sidste tale)
Min Honning-søøde Luut, mit Hiert' I saa husvale,
Paa det den hellig' hob, den Søø-gudinde-skare,
Af den høj-liflig klang bevægis hiid at fare,
Min arme nøgne Krop at flytte frem til Lande,
Begrædt at legge ned i de kriid-hviide Sande.
Mit Grafsted oc bestrøe, med Rooser, ædle Blommer,
Violer purpur-klædd', i denne søde Sommer.
Arion (raabte de) paa Harpen slaa den søde,
Spil op, gif liflig Klang, der til dit Guld det røde.
Eja hvad tog hand paa, de streng' i lafv' at sætte,
Med Hippocrene-Saft, Musicken at oprette,
Fortryllede der med Nereiske stoore Skare
Hves Liif i Stranden var, paa hannem friit tog vare.
Den grumme Trolde-hval sin puusten lood oc vrælen,
Den Congrus oc Muræn lood falde Kiif oc Skrælen.
Søø-ulfven gridsk oc gram, Valrusken liige maade,
Forglemde Tanden skarp, lood Lutenisten raade.
Iblandt den Fiske-rey oc hielp-bevægde-skare
Kom kaaden Springer frem, gesvindig meer end Hare,
Oc med en Puust-Credents ham ryggen offererde,
Fast Baads-mænd iiled' (af den Hemmelin regærde)
De stødt' ham ofver boord, der hialp ej Suk oc Klage:
Men Sanger-hesten rask holdt færdig ham at tage,
Et selsomt Rytterii! Arion Liifvet troode
Den bløøde Fiske-ryg, at før' igennem floode:
Hand foor med ham af sted, som den der icke svemmer,
Men som den snare Fugl, al tummel verk hand glemmer.
Den Byrde var ham læt (sligt Kierlighed kand giøre)
Hand acted' i en iil sin Ven til Land at føre,
Hand skaante Klipp' oc Steen, paa bølgen artig passed'
Ej for sin skyld, men for den hand var med belassed,
Sin goode beenløøs Hest, Arion midler stunde,
Med en fordreflig Sang frisk giorde mangelunde:

199

✂ Hand sagde: mæctig Gud, du som for Syndens onde,
Før giorde til en Søø det heele Verdens runde,
Dog (sagde hand) der hos for samme Flood forskaaned
Et otte-Siælet-huus, en hellig afkom kroned
Med stoor Barmhiertighed, som din højloflig Ære,
Ofvr Land oc vilden Strand, viidt skuld' udbred' oc lære:
O Vend, dit Øje hiid, ansee mig half begrafne
I denne salte-Søø, mit Skib foruden stafne,
Foruden kiølnen lang, foruden Roor min Snecke,
Du self, mig mæctig Gud, ved haanden secker trecke,
At jeg mod Strøm oc Vind, mod al Søørøfver-ville,
Med denne seldsom Hæst, paa Grækske Sand maa spille,
Saa vil jeg ofre dig, der læsker denne Smerte,
Min Luut, mit Harpe-spil, min røst, min haand, mit Hierte.(h)
Den strand ved saadan sang, lod sine bølger fare,
Den mørke taaged luft, begyndte strax at klare,
At Hæst oc Rytter saae det Land de efterledte,
Oc loode diid ad staae, paa Lesbi strand-bred medte,
Med sorrig skildtis ad, den Hæst for Luut hin søøde,
Den Rytter for sin Hæst, som frelste ham af møde.
Kong Erick Ejegood, stærk, høj, som Saul ofvr alle,
En selsom Harpen-slaar, lod fordum for sig kalde,
Der med sin første Leeg, kom alle til at græde,
Ved anden sin Mutet, de sprung' af Lyst oc glæde.
Men ved den tredi part friit rased' oc blef galen
Hver mand i Sallen var. En selsom Harpe-pralen!
Med denne høbis maa' Arion nogenlunde
Det var baad' ont oc got, om fleere Konsten kunde.
Om laaden Sæl-hund graa, som ofte spil for Boore,
Om Marsviin tumlende, Mast-bryderen den stoore,
Hin skønnest' ædle Torsk, paa Norsk' oc Danske Heede,
Den herlig blancke Sild, med Lax den røød' oc feede,
Hvad? Riber Skulder tyck, de søøde Norske Langer,
Den Hælle-flynder stoor, hvoraf mand Rekling fanger,
Aal, Styrre, ja Makrel med Brosmen, Skade-vinge.

200

✂ Tobiis, Reg', Hummer, Tung' oc Skel, Krabb', Østerlinge,
Med andre Gafver fleer, som Stranden ofverflyder,
Vi af Guds riige Laan; af os, vor Nabo nyder.
Jeg her ej siunge vil, det hver mand er for Øje,
Des skee ham Ær' oc Priis den Skaber i det høje.
Det Ordsprok holder vist, om Sild oc tørre Torske,
(Som kaldis Bergenfisk) den hâer i Vand det Norske
Sit Hofved ducket ned, men i de Tydske Lande
Omføris Rumpen viidt, til Middel-lændig strande.
Hvad vil jeg sige her, om Fisk i Vand det færske,
Som vi med andre Land, fuld riigelig behærske?
Lampreten, Karpen søød, Karutse, Giædde, Qvappe,
Forellen, Horken skarp, Agneter snar' oc rappe,
Helt, Smerling, Abor, Stint, Smelt, Brasem, Suuder, Skalle,
Elmt, Grundling, Sunden Krebs, Rør, Elfveritser, Malle,
Med hvilcke her, hver Aa, Søø, Dam, er højt velsigned,
Vort rige bedste Land i Verden der med ligned?
Før skulde Vacten slaae, mig Dagen Ryggen vende,
Før jeg paa Rigdom slig, fandt Hofved eller Ende.
Oc som det Feddervilt, paa en tid icke værper,
Nu Høønen, Gaasen da, nu Ryper, Ænder, Hierper:
Pomona sanker ej tilliig' ind al sin Grøøde,
Men først de Kirsebær, dernest de Pærer søøde,
Sin' Æble strax der paa, samt Nødder, Roer gode,
Saa gaaer Viin-høsten an, mand sanker Druer moode;
Ja, ingen Maaned er, det liuser eller graaner,
Som den Almæctig Gud, jo med sært goode kroner,
Thi Janus skicker frem Elleborum det soorte,
Den hierne-reensend' Urt fra Anticyræ Oorte
Saa gifver Juno bliid, Chamæleon adskillig,
Med Hyacinthen good er Mars der efter villig.
Aprilen bær i Fafn Violen søød oc kraftig.
Dig roosen Majus gif'r oc acetos hin saftig,
Endivi Junius, dig Julius Sanct Ellen,
Augustus før dig til Abronen oc Serpyllen.

201

✂ September Humle-pluck oc Safran-høst medfører,
Ei mindr' i Varme Land, de andre, Kraften rører:
Saa gaaer det lystig til, paa de Nereiske heede,
Neptuni blaa paulun oc Fiske-plats hin breede,
Hver iidel aarsens tiid, hver Maaned gîr sin grøøde,
Nu en, nu anden Fisk, os Mennisker til føøde.
Thi som en Jomfru puur en Urte-kroone flætter,
Adskillig af Colør, sin Brudgom den paa-sætter:
Saa giør Naturen oc, ja self Naturens Herre,
Hver Aarsens tiid oc dag, nu den, nu den at ære,
Paa Ager oc paa Eng, paa Bierg i skof hin grønne,
I Stranden dyb oc breed, elf, Aa, oc Flooder skønne.
At Jesse edle Slect vel stemme maae sin tunge,
Den ævig Herre høj med Konning David siunge:
Du Ære-krooned Gud, alt aaret med dit goode
Bekrooner riigelig, dig fedme gaaer fra foode.
O Musa, Musa min, Jeg dig ej lenger følger,
I denne dybe Søø, blant disse høje Bølger:
Med Amathai Søn, af Tang-klæd Hvalfisk-liifve,
Vi vill' i Luften klar i Fugle-Choor os gifve.
Thi, see, men Jeg saa kort om Fiskene hen synger,
Oc deres fuctig Huus med Mact mig gennem tvinger,
Da seer Jeg ofver Vands i Luft-Pallats hin giefve,
Adskilligt Feder-vildt nu hiid, nu diid at svefve.
Eja, hvad ønskte Jeg Auroræ Vinger breede,
Mig Phaëthontis Vogn nu, nu, at være rede,
En efter Middags Tiid mig lyster at fortære,
Blant saadan Fløje-Diur min Skabermand til ære.
I Fugle hører dog, som mig før kunde stygge,
I Fisk Christale-huus, med eders Vinge-skygge,
O lader Vingen staae, med Glenten sacte svinger,
I Sange-fugle kiær, i Busken liiflig klinger,
Med eders discant-næb, med eders røst den søøde
Med eders kruused hals, med eders tung' hin bløøde,
Forhindrer søfn oc slum, opvæcker Mand oc Qvinde,

202

✂ Jeg vil paa Danske maal, en Sang oc Dict begynde
Til eders egen priis, vild' ynsk' oc at jeg kunde,
Saa vel i pen, som I med Mund i grønne Lunde.
Klar op i Herrens Nafn, hvad seer jeg i det høje?
Hvad seer jeg ofver mig de Luft-indvaaner fløje?
De Qviste-hviiler' oc Luft-sangere vel mange,
Jeg seer paa sin maneer, hver lystelig at prange.
Dem Vandet af sig gaf, ved Guds almæctig Tale,
At Ziire Luften klar, Skov, Bierg' oc dybe Dale.
O Thetis grønne blaa, var det for liiden ære,
Til den u-tallig Fisk en Moder bedst at være,
Mens du ej hører op, mens skødet icke tømmis,
Før du til ofverflød en Fugle-moder rømmis!
Maae skee, dig Ocean, de gamle haer mishaget,
Oc du til Æolum din Kierlighed haer slaget,
Thi arten arter sig, med fuctig Fader, fuctig,
Du afler Sæd oc Børn; med luftig Slecten luftig.
Men dig, ô viise Gud, haer Vandet saa behaget,
Du der af Fisk oc Fugl tilliige haer opdraget,
At vandets tunge slegt, i Luften læt omsvinger,
Oc i den grønne Busk luct-sødeligen klinger.
Du Jovis Vaaben-knect du Keisers Skiolde-merke,
Du Liunild-fører heed, Fugl-konge du hin stærke,
Du Klippe-bygger høj, Los-øjed Creature,
Trædsk, svindig, vinge-stærk, krum-næbbede-nature,
Om dig ô stærker Ørn, jeg acter først at riime,
I denne korte tiid, oc efter middags tiide,
Du skalt min Fugle-dict indtrædelig staffere,
Men Phoenix slutningen forgylde skal oc ære.
Jeg veed høj mæctig Fugl, du i den lætte skare,
En stoor Regenter est, der bryder Luft hin klare,
Som Basilisken ond med sin forgiftig' Aande,
Bær priisen i Forgift, paa Lybianske Sande,
Blant diur priis-kronen oc vist Løven bær den gridske,
Oc under bylgen blaa Delphinus for de Fiske.

203

✂ Jeg seer din kæmpe mact, du Hiorten icke sparer,
Med viis-søgt vinge-støb ham blinder oc bedaarer:
Jeg priis din høje fluct, din klippe bygd hin ranke,
Dit u-betaared Siun, mod Soole-striimer blanke,
Dit dybe neder-sict i blaa Neptuni heede,
Dit lange Nestor-Aar, din gift-forseckred reede,
Hvad vil jeg sige meer? du ævig-varnde Feere,
Blaa Mynde Jægeren i Døden kandst forære.
Den lystig Plinium mig lyster nu at høre,
Oc med hans Ørne-dict, din Lof til Ende føre.
Om trent ved Hellespont en riiger Jomfrue boode,
I Skønhed mage-løs, der ingen mand fortroode
Sin stoore Deilighed: Men hun all' Amors Piile,
Cupido stærk udskød, forbi lood ofveriile.
Som hun engang paa Jagt, med Jæger-klepper raske,
Igiennem Berg oc dal vil Hinden efter hiaske,
Oc blef en Steen-buk var, iblant de Bierge-toppe,
Opklimrer sig med mact, at skyde ham der oppe,
Fandt hun paa fielde-kam, (der hun tog paa at meede)
To Ørne-unger smaa i caltrichered reede,
Som med sit skarpe Sict, saae Soolen under Øje,
Oc med en aaben hals, forvented' af det høje
En Agerhønne feed, en Lufte-fangen Due,
Naar Moderen af Jagt vild' hiem til Boolig flue.
Af disse tog hun een, fandt under ham i reede,
Ætiten Ædel-steen, der hun begyndt' at leede.
Saa iiled' hun med hast af Klippen ned den steile,
Som Ild var efter kast, lood Fooden icke feile.
Men Ørnen dag fra dag, blef tam hoos Jomfruu siide,
Gaf Selskab med paa Jagt, fløj naar hun vilde riide:
Hves vildt hans krumme klov, i Luften kund' op-jage,
Ja paa den breede heed, i fuld curreer op-tage,
Vertinden hand det gaf, sin Jomfru hand det førde,
Hand kændte hendes røst, oc viidt i Luft den hørde,
Betalde hende saa, sin leckre disk oc føde,

204

✂ Med anden Moder-sorg oc anvend foster-møde,
Som hand hoos hende nød, før hand med klou oc vinge,
De Fugle kund' i Luft oc Diur paa Marken tvinge.
Hun hannem oc igien med Venskab trygt betalde,
Lood sig for røde Guld hans ven-kærhed befalde,
Ja for sin Deilighed, det liuse Falcke-Øje,
For Guld-guul lange Haar, for Panden sin den høje.
Men som i Verden gaar, at Soot er hver mands Herre,
Oc meer' ej unge spar, end hvo bedaged' ere:
Saa denne Jomfru puur, en hitzig Febris søger,
Oc i det Legem skønt sig Dag fra Dag forøger,
Oc hende plyndred' af sin Faurheds Gafn oc Tarfve,
Gaf for en Rosen Kind, en guul-bleeg gusten Farfve!
See, af det ene Saar, aarsagis tvende Døde,
Den Krankhed brendende, lagd' Ørn med Jomfru øde.
Mens hun i skifte-tal, nu gik, nu laae ved Senge,
Forborged' hand sin Sorg, fløy ud paa grønner Ænge,
At skaffe Jomfruen en Har', en Agger-hønne,
En Vactel nydelig, som hende kunde tienne:
Men der den Feber heed, tog Ofverhaand med alle,
Lod Ørnen sorg-beklemt med moodet Jagten falde,
Da løb om Sestos-stad, fryct-løs den fryctig' Hare,
Raa-bucken lægte trygt, paa Heed paa Mark hin bare,
Nu raader Høgen self, nu Falken dristig svinger,
Hans Herre ligger siug, ham Hierte-sorrig tvinger.
Hoos soote Jomfru-Seng for Angist skalf oc befved',
Hand uden Mad oc Drick, ja uden Liif hand lefved',
Oc der hand fik at see den uden Liif at ligge
Som var hans Lif oc Lyst, vild' hand ey Lifvet tigge,
Of'r Liiget hængende mand stedse hannem finder,
Hand kyste blægen Mund oc døde guustne Kinder,
Men der ham hierte-sorg ej strax formyrde kunde,
Hand rasende hen fløj mod muur' oc taarne runde,
Med næb oc stærke klov sig møded' at formyrde,
O Venskab, Venskab tryg, hvad Under du bestyrde!

205

✂ Thi der hand om sig saa' en soort-klæd Sørge-skare,
Det Legem at føør ud, som græd oc gaf sig saare,
Oc med et Klage-skriig, (som brug var der i Lande)
Vild' ofre samme Liig Vulcani soorte brande,
Da svinged' Ørnen ned, half-død af taarn det steile,
Sin stoore Ven-kærhed med Døden at besegle,
Saa snart ej Ilden heed det ædle Liig beringed',
At Ørnen Liif-foract, sig jo i Luen svinged',
U-acted' at den Præst, vild' ham den priis ej unde
Men saadan loflig død loed hindre, mens hand kunde:
Dog lood hand Aske sin hos Jomfru-aske blifve,
Oc døde hos den Ven hand elskte før i Lifve.
O ædl' ô ædle par, ô Venskab, verdt at roose,
Mens Eeg i Skoven staaer, min dict det vel skal huuse.
Med riifvend' Høge-hær, med Falken blaa oc hviide,
Med Glenten skadelig som svinger ofver liide,
Med Rafn oc rafne-slect vor Musa ej vil prange,
Som slet betagen er af liiflig Fugle-klange.
Jeg seer af fuctigt Vand, som tycke Bier opfløje,
Det vilde Sangerii, som klinger i det høje,
Atskillig' af Colør, af stoorhed liige maade,
For piilen Lufte-far, behændige ja kaade.
See Svalen vende-læt, den drejer op oc neder,
Nu sviirer om oc om, sin Sommer-viise qvæder,
Betænker qvidrende, hvor hun vil bo' oc bygge
Ja unger siin' opklæck' indtil de blifve flygge,
Stoor Konst med liiden mact det ringe Creatuure
Beteer i reden siin, som oc i runde buure!
Dynd-puutsen iidelig hun af oc til besøger,
Oc deraf huuset sit fra dag til dag forøger,
Til hun det hvæller slet, oc Vinduer ej fleere
End eet u-muured staaer, saa stoort hun self kand være.
Naar huuset er bered, hun tænker paa en dyne,
Hvad duun oc feedder-blødt hun faaer paa mark i siune
Til reden fører op, sin' Unger spæ til Senge,
At det u-jæfne dynd, skal hannem icke trænge.

206

✂ Stoor reenhed hende føl, for inden sine dørre,
Mood Spurfven striiden hun behændig veed at føre.
Thi naar hand hendis huus tiufactelig indtager,
Hun det for Systre sin højt-piibende beklager,
De søge dynde-pøøl, det vindu' at bestoppe,
Oc strax den lilde Skalk i reeden inde proppe.
Nu siunger Lærken lydt, højt ofver grønne liide,
Det søde tireli, tir, tir, mand hører viide,
Sig atter skyder ned, mood Jorden ziirlig svinger,
Adieu, adieu, adieu, Di, Di, valete synger,
Oc icke hører op, fra Munken viier liuse,
Til Høsten samled er, Ægidii nat vil fryse.
Oc der i priisen bær, for hver en Fugl paa qviste,
Der maae til Maaneds tiid, sit søde stemme miste.
Bogfinken klinger bielt: Sulsorten lydlig fløjter
Giør natte-timen kort, for Hyrden Hiorden røcter.
Den braaged Stillitse vel liifligen Stillisker:
Ej mindre søøde-blødt den Sisicke Sisisker,
Graa-grøn Canari Fugl med Tung' hin Silcke-bløde,
Af smallen kruused Hals, udsiunger Viiser søøde:
Mens du Fru Nattergal, du Philomela lidle,
Der grummen Tereus, ved æren fordum skilde,
Oc at du skuld' ej hans U-dyd strax aabenbare,
Berøfved' hand dig maal, din tung' afskar den klare.
Du omvend Konge-blood til Nattergal hin fiine,
Eja, hvad hører ieg Luut-søøde Tooner dine!
Udaf din lidle Hals langt stærckre Liud udføris,
End noget instrument, oc Menniske kand høris.
At Lacon vel forskyldt dig gifver saadan ære,
Du est en luftig Klang, en Røst, oc intet meere.
Nu siunger du din Bas, Tenoren iilig efter,
Discanten strax der paa, med Sucker-fyldte Kæfter,
I Konsten ofver alt Liif-lystelig du pranger,
Bær Kron' oc Dronning-Nafn for alle vilde Sanger.
Mig tyckis denne stund ieg staar i Roosen-lunde,

207

✂ Udi det Eege-tyck, det grønne Linde-runde,
Oc lyder paa din Sang, at lær' i Roo oc Liise,
Dit Tereus Kyrie, ja din Maj-maaneds-viise,
Dit Ebiazeto me Kyrie, til Ende
Peligno vilde jeg, sin Philomelam skænde.
Her, Turtelduen kydsk sit Kur, Kur, lader høre,
Her oc Ur-hanen veed sin skoger Dantz at røre;
Den Kramsfugl yndelig; søød-kiøded Ager-hønne,
Phasanen fedme-blød; de Herre-retter skønne,
Mig ferris om oc om, ieg kand dem icke næfne,
Den Skar' er større fast, end al min dicter Æfne.
Et selsom Creatur mig rinder nu i sinde,
Om det stood ellers til, i Fugle-flock at finde,
En Fiire-foded Fugl, paa Guld bygd Klippe-reede,
I Indianske Luft mig lyster op at lede.
Den Synderlændske Grif, blant disse Fløjer lætte,
Med sit krumhorned-næb, ieg maa' i orden sætte,
Hves Øjne glooend' er', hves vinger kriidend' hviide,
Hans Hofved Ørne-ligt, med kul-soort bag oc siide;
Men Brystet roosen-rødt, de kløør ret stærck' oc lange,
Hvormed hand Løven grum, biørn, Mand oc Hæst kand fange,
Hvor med hand gridskelig vor gamle Moder riifver,
Sig ned i hendis Liif guld-tørstelig begiifver,
Berøfver hende fra sit Gods sit Guld det røøde,
Der af sin rede skøn, paa klippe-slot med møøde
Opbygger kostelig, oc deraf heftig kriiger
Som af et fast Casteel, mood dem der stedse hiiger,
Oc tørster efter Guld, hans ædle Boolig meere,
End hans liif-farfved Bryst, oc vinge hviid begiere.
O Griif, ô daarlig griif, den Indianske Myre,
Din Nabo under fields (Kandst du din Lyst ey styre?
Din Guldtørst slucke ned?) Naar hendis Tue slæbis,
For sine Guld-korn smaa, hun Land-forjagis, dræbis.
Dig fyl en giærig rand, oc en hoffærdig Aande,
Dog haer du Brødre fleer' i det oc alle lande.

208

✂ Guld, hellig Pestilents, hvorfor vi Jorden rifve,
Oc os til Middel-teen ned under hende gifve,
Ej actende den Fryct, om bierget paa os falder,
Oc kryster gryne-smaa, at det i Siælen gialder.
Vi løber efter Guld, som Fooden var en trilde,
Fra Oute Lercke-sang, til Aftenbacken silde,
Os Nørre-leding viid ej længe kand bespiise,
Før Syndre maae her frem, os Synder-kaasen viise.
Med liif, med gods forliist, mod vind, mod bylger vrede,
Om end een Verden er, for Guld vi den oplede,
Oc er dog en forgift, en sød venen, en Stricke,
Hvor med vi fangis self oc død for liif inddricke.
Thi for den fuule skat, bedrager Sønnen Fader,
En Datter Mooder kiær, en ven sin ven forraader,
En Qvinde self sin Mand, Mand self sin ecte-lofve,
Vi tør vel eget liif, for Guldet, fugl-fal vofve,
Hvad siunger jeg om liif? Det liif vel snarlig endis;
Vor ævig Siæl for Guld end tiit Plutoni sendis.
Tvi dig du kroged' L, varst du i Guld ej inde,
Jeg dig for Demant-ring vild' om min finger vinde,
Min Krop for gylden styck' oc dermed udstaffere
Et rødt Rubine-huus min Siæl deraf forære.
Nu sig mig fromme Storck, hâr vinterkulden ende,
Mens du af varme Land os Sommeren tør sende? Jeg seer du bygger huus, din mage venlig grysser,
Med knefre glottorat undfanger ham oc kysser,
At I med samled haand paa Verden kunde bygge,
Med mød' oc U-ro; dog I Hierte huld' oc trygge,
Opfostrer eders æt med moose-sanked Spiise,
Oc ere tro mod den som Troskab skal beviise.
O ædler unge Storck, din stoore Sønlig ære,
Din Fædre-kiærlighed, din hellig Børne-Lære
Jeg ønske vild' at jeg hvert Barn ret kund' indplante
Mod deris Fædre graa, oc svage blods Forvante.

209

✂ Ænea Fader-huld, du Cimons Daatter trygge,
Her øjenskinlig seis dit Hierte ret at bygge.
Hvad Sønne-huldskab du, hvad du høj datter-ære
Beviiser Fædrene, der vel bedaged' ere!
Det er dig icke nok, du under bryst oc barme
Kand svage Fader din, de kaalde Lemmer varme,
At du ved becke-drag, kand hannem vinge-føre
Naar hand ej self formaaer sit braaged Segl at røre:
Men dog du neppe kand din egen Hunger stelpe,
Dog med dit halfve brød, vilt du Forældre hiælpe,
Hves du med lang-rødt næb, ved bek i Mooser brede,
Hoos dine høje Been, besværlig kand oplede,
Med Fader deeler du, oc hannem ej forlader,
I mens hand lefvend' er, før Død for Lifvet raader.
Beskæmmende der med, det Giøge-slect hin slemmer,
Der U-taknemmelig, ja tylperlig forglemmer
Al sønlig troo oc pligt, mod deris Fædre svage,
Oc dem næst Hierte-Sorg, med Tørst oc Hunger plage.
Tienstactig Pelican, som boer i Nili riige
Skuld' om din høje dyd vor Musa intet sige?
Som Storken Sønne-troo, du Fader-lofve holder,
Din stoore Søn-kierhed, dit Fader-hierte volder,
At naar din Fiende trærsk, den soorte Nili Slange,
Hâr giort dig Sorrig-saar, sind-klemd oc hierte-bange,
I det hand Unger din' ach! dødelig forvunder,
Som den din herlig' Arf din ædle Sæd misunder:
Da plucker du dit bryst, foraabner kierlig siide,
Oc vil for Afkom din, død-tørstig Døden liide.
Paa det dit varme Blood, din unge kaald kand værme,
Oc dem som døde laae, fra død, ved død beskærme
Jeg tal om Pelican, som mig Poeter lære:
Men dig ô Jesu Christ, skee ævig priis oc ære,
Der os at giøre frii self-villig lood dig fange,
Oc med dit Fængsel hardt os løst' af Fængsel-trange,

210

✂ Dermed dit Siide-Saar, oc hellig vunder mange,
Hâr lægt vort dybe Saar os bidt af Helfveds Slange.
Du din U-dødlighed hâr Døden undergifvet,
At vi som døde laae, kund' ævig nyde Lifvet.
Nu Musa, immer fort, vor dag tagr paa at helde,
Sig mig hvad Fugle-art der yttris Noorden fielde.
I lange Norge-Land, mig lyster dem at høre,
Før vi med Fuglene paa dagen ende giøre.
Der høris Lærke-Sang, vel oc paa enckend Stæder
Men Sulsoort viidt oc bret sin Natte-viise qvæder,
Der Storken knefrer ej, der viiben icke blifver,
Dog sprener Sterren der, oc Svalen engstig piiber
Der boer den sorte Rafn, den Ørn i field hin høje,
Der Kucker Giøgen lydt, Skov-skader tycke fløje.
Men Kucken feder-vildt, er i de nørre Lande,
Om Vintren lang oc kaald, om Somren kort forhaande.
Vild Gaas oc Taddergaas, adskillig' Ænder mange,
Kramsfuglen, Traster fuld, mand kand i Doner fange,
Der findis Tøder, Røy, Urhanen, Acheloen,
Heiloens tyri lyr der høris, Spoens spoen.
Snee-titingen i Lyng, oc den hviid-kiøded Jerpe,
De Ryper ofver alt i grønne Lunde verpe.
En kulsoort Strande-fugl, der under Landet falder,
Af u-kænd Aande-slag, de hannem Allik kalder,
Naar ham af Bylgen salt, Søø-finderne opjage,
De ham med saadan Ord fortrylde, drifv' oc plage:
I tul, i tul, i tul, tul om, tul om, i tulle,
I hul, i hul, i hul, hul om, hul om, i hulle
Oc mens de raabe saa, hand runden om maa svirre,
Indtil hand gifvis op, maa efter Aanden girre,
Besviimed falder ned, oc Finden uden bue
Ham skyder med en Kæp: En konstig Jagt-formue.
Hafhesten findis der, af underlig Natuure,
En liiden graa-klæd Fugl, med Næseborrer stoore,
Paa rygged mage-næb, hvor af hand Røsten skicker

211

✂ Som Hæsten snorkende, naar hannem Løbskhed sticker.
Om nogen hannem slaaer, hand død paa Hafved flyder,
Da hans Staalbroderskab, om Kroppen snorker skryder,
Oc icke hører op, med skriigen, rifven, støden
Før hand der fluer fra, oc Liifvit naaer for Døden.
Naar nogen samme Fugl, der lefvende beklemmer,
Oc paa ham binder Staal, hans Brødre det fornemmer,
I hundret flocke-tal omkring ham sig begifve,
Hans Fedr' afplucke de det Staal af ham at rifve:
Formaae de icke det, de sliide ham til døde,
Oc paa den samme plats, der sielden mere møde.
I mørke taaged Luft, er hand allene fremme,
Naar Vinteren er haard men ellers sidder hiemme.
End du bryst-spragled Lom snart liig' en Aale-krage,
Skal vore Musæ dig ej med i dantzen tage?
Du skriiger, Lommer højt, ej bedre kandst du siunge,
Thi du est Lemme-lest, afskaaren er din Tunge;
Du been-bag-bunden est, om du paa Landet falder,
Du neppe kommer op, men faaer en stacked alder,
Thi giør du reden din, paa Tuen ud med Vande,
At du dig velte kand i Vand af Vand paa Lande.
To Æg, to Unger smaa, du fostrer under Vinge,
Thi er din Skare svag, din Afkom meget ringe.
End est du tvert imod, de Magalonisk ænder
(Pingvine kaldis de oc griibis let med Hænder)
Thi, naar dig bryster Food, da løbe de, ja springe:
Men naar du fløjer højt, da mangler dennem Vinge.
I det jeg nederfar, fra Snee-klæd daabre fielde,
Seer jeg i Elfve-mund, imellem grønne dælde
Den Hejre med sin top (skøn Hofmands hatte-smycker:)
Graf-gaasen braaged-hviid, den piile-snare Dycker:
Jeg hører ofver Lydt, sin egen død at siunge
Den kriidend-hviide-Svan, med søde Franke-tunge.
I Moosen rør-betagt, mig tyckis noget lyde,
Fem ganger ud paa rad, jeg hør et Asen skryde,

212

✂ Det er, den Ørcken Fugl, den Eremita klaglig
Rør drummens Stemme huul, der Sørge-tuder daglig
Ofvr saadan Eenlighed oc Ørke-plats hin tunge,
Hvor om Jessæus good, i Modgang maatte siunge.
See der, nu møder mig i Luften her den klare
Pygmæers Afvinds-mænd, i en Triangel-Skare,
Den Palamedis Fugl, den Ibycanske Hefner,
(Skuld' ej jeg fare vild) jeg hannem Tranen næfner.
Det oc ej under er, Pygmæer smaa maae bucke,
Men Traner højt i Luft, med saadan orden sucke,
At selfvend' Hercules, sin Krigsfolk ej kand lære,
En bedre drille-pas, end denne rej kand være.
For an, en Capitan, er skicked til at fløje
Der vejen ofver alt best kænder i det høje:
Saa Luft-passere tu Serganter velforfaren',
I Orden dem at slaa oc ret triangle Skaren.
Naar de i Luften klar, fiin sindelig marchere,
Et skønt vel lystigt Vær maae da forhaanden være:
Men brydis Æolo sin blanke Boolig hastig,
Da er hand efter dem, med Storme-vingen bastig.
Naar Nattelejren slaais, i fur oc granne-toppe,
Skarvacten sættis strax, at een da sidder oppe,
Oc hører fliitig til, om Skytten grøn med liste
Ej kryber bag en Busk, oc krasler under qviste:
En Steen hand i sin Food, maae for en Tromme holde,
Til varsel, om ham der betager Søfn hin kolde.
Thi, platter Steenen ned, oc greenen lidet brager,
Er gandske Lejren vagt, en anden Steenen tager.
Jeg ønsker vi maae saa, vor geistlig Skarvact holde,
Da skuld' ej Perkild faae, for stoor en Søfne-rolde.
Hielp Gud, hvad seer jeg nu med halsen skøn hin lange
Paa denne grønne Vold hoffærdeligen gange,
Med udbred speglklar Svants, der meer i Øjet tindrer
Mod denne blancke Sool, end Argus Øjne glindrer?
Der selff forundrer sig paa sine blanke feere

213

✂ Som for bronered Guld, for Demant Priisen bære?
Junonius det er, Paafugl den Sanianske,
I Skønhed ofvergaaer Calchonen Indianske;
Hand seer (om mig er ret) de tindrinde Demanter,
Den Vold Rubine-klæd; Saphiirig alle Kanter:
Maaskee ham møder nu det blanckest' Øjen-smycke
En skøn Gudinde, klæd i idel Gyldenstycke,
Men hand saa giør sig til, saa Kongelig fremtræder
Med Demant-stucken svants, (liig Alexandri klæder,
I hvilke Maan' oc Sool guldvefved Øjenglantzer,
Med blaa Dammaskis hals, ham Duen efter-svantzer.
Den moodig Hane stolt det Huus-segrverk hit visse,
Den Dag-forkyndre glad, den fryctsom Løve-nisse,
Med dobbelt Kroone rød: Staar hand ey der oc praler?
Det er den striidbar Heldt, hand vinge-slaar oc galer:
Naar hand u-loulig gal, Vær-skifte det betyder:
Hvo veed? for Nidkærhed sin Naboe Kampen byder;
Maa skee, af Venus-spil hand fryndtlig jubilerer:
Vel oc har indlagt Seyr, ofr Fienden triumpherer?
Hand er sin Herre troo, hans Lade tiunde vecker;
Er hand omhygelig, med Sang hans Omhu svecker:
Hvo iilig reisend er, oc Klocken hannem bryster,
Hvem Soot-betagen er ham kolde Febris ryster,
Hand tog for Peders Fugl, ey mange Traner feede:
Men allermeest fordi mand sine Synder leede
Der ved hukomme kand, dem angerlig bekænde
At Herren til os maae, sit bliidest' Ansict vende.
Hvor hen, hvor er jeg nu? hvem er min Ørcken-fører,
Her i Sabæiske Land? hvad? Struthen jeg vist hører?
Hvad Herr' er her paa Jagt med sine Pander stærcke,
Med Jæger-ræckel glubsk oc Blaamand-Lande-mercke?
See der, see der, see der, hiß' under Klipper høje,
Seer jeg den haardfør Struuthts, half løbe, half at fløje,
En stærk berysted Fugl; En stærk bevæbned Jæger
I fluend Himmel-rend til Hæst ham efterfeger.

214

✂ Et eventyrligt Spil, de err' hver andens liige,
I Højhed, Styrcke, Mood; i Viisdom dog u-liige:
Thi naar hand striider best, til Steen-krig sig beskicker,
Oc seer en grøn-klæd busk, strax hannem gæcken sticker,
At hand halfvunden Striid sit hofvit busk forvarer,
Dermed for Jæger-piil sig intet meer befarer.
U-anseet Kroppen al er da i Skytter-haande,
En Jagt-dreng Aande-løs kand hannem ofvermande.
Hans Fedre vel staffeerdt bekomme saadan ære,
At Crooned-høfdinger om Hatten dennem bære:
Af de haard-skalled' Æg indlagd' i Guld det røde,
Uddricker Herre-stam ret Viin oc Miød hin søde.
Taalmodig Hellighed, om dig i Lesten skrifver,
Du est din' Unger haard, ej giem din' Æg du gifver.
Min bog, min søde Sorg, min lystig Hofved-bryder,
En Bøn jeg til dig hâr, at du det ej fortryder,
Jeg ej din siide hviid med stoore Ting forgylder,
Men denne gang jeg dig med ringe Verk opfylder.
Den fluend' Orme sværm jeg icke tør forgætte,
Men Contrafeje her, Bii, Brems oc Fluer lætte.
Meent du, det er din Spot, her skulle saadant findis?
Hør, min udkaarne Bog, mit søde Stemme mindis:
Den lilde Hoorned bie, er størr' udi min Tanke,
End alle Fugle stoor', i Luft-pallats som vanke.
I al sin Gierning good er hand saa uden liige,
At kand jeg efter Lyst, derom til fulde siige,
Mit her begyndte Verk jeg vilde lade fare
Paa eene Biens roos, min Liifs tiid tage vare.
Der som Callicrates (der fordum Skib det ringe,
Saa konstelig udskar, at under Flue-vinge
Det skiultis ofver alt) blef for et Under acted,
Var dog half Gæckerie ved Liuset vel betracted.)
Hvi, søde Musa min, hvi undrer du dig icke
Ofvr Guds almæctig Haand der i den lille Pricke ,
Saa vel sin Konst beviis, som i Balæn hin stoore,

215

✂ Stoor-kroppig, Lufte-vildt, Enhiørningen paa Joore!
Hør denne lille Fugl, hvor snorrer hand oc brommer,
Haer hand ej Hiert' oc Mod for Biørn' oc Løver grummer?
Hvad Viished hannem fyl, hvad Regiment der føris,
Ofvr hans med Borgerskab i Svermen sees oc høris,
Viisdommens Hofvet-mand i Verden al hin runde,
Den Dronning Synderlændsk ej nok berømme kunde
For præctig Tafel-skik, Skuu-essen hand lood bage:
Men Bie i Løf oc Stok meer konstig giør sin Kage.
Bii-kongen er ej stoor dog haer hand Tienre fleere,
Hand stærkre gaaer til Bords, skaan kagen icke meere,
Hand spiiser meere sødt, oc aldrig dug optager,
Hver Svend hand sætter blødt, dem Liige-klæd opdrager.
Hvad vil jeg Stiige-løs Hymetti bierg bestiige,
Oc der af Zither-løs min bii sin Lof udsiige,
Den Maro fordum tiid med dobbelt Sang mon siunge
I sin højlærde dict, med Sucker søde Tunge.
Du Phoenix icke tænk, jeg dig forsætlig glemmer,
Thi jeg (som før er sagd) til aften dig forgiemmer,
Jeg kand forlysted gaa af dig til Seng at sofve,
Forstyrcke Hiernen træt, din stoore Skaber lofve.
Den Phoenix himmelske blant Luft-indvaaner mange,
Bød oc med kraftig Røst, af Vandets Skød udgange,
Et æddelt Creatuur paa Jorden eenlig lefver,
I deilighed bær priis for hves i Luften svefver.
Hans feere lignis maae ved Titans gylden sløjer,
Naar ofver Palmen grøn, hand sact oc ziirlig fløjer:
Et Siun Gud hannem gaf klart, tindrind som en Lue,
Et krylled Stierne Lius, for Kam oc Purpur-hue.
En gylden hals, en Ryg rød som Rubiin den røde,
En rumpe himmel-blaa: Med vilkaar om hand døde,
Dog skuld' hand icke døe, men Liif i Verden lefver,
Men Fisk i Vandet fuct, men Fugl i Luften svefver,
Thi naar hand hafver seet (med kortest' ord at røre)
Hvad stor Forandring vist ti hundret Aar medføre,

216

✂ Hand blifver Lefned keed, i Luen hand den røøde
Vil ende Liifvet træt, oc der med al sin møøde;
Dog døer hand Liif-beseglt, oc troer i yderst' Aande
At hand langt præctiger af Døden skal opstande.
Da, om en Palme høj hand død-begierlig vanker,
Did tør Canele-barck, diid Balsam-greene sancker,
Oc giør af samme Riis, bark, sprycker, krydte qviste,
Med konst sin reede skøn, sin graf, oc sin Liigkiste,
Forventende den Dag, at Phoebus heed skal brænde,
Ved fyrig Gißel-slag det tørre Tynder tænde,
Oc giøre Piinen kort, afbryd' hans Aar de svage,
Dog icke Tiime-liif sig dermed fra at tage.
Behændig klaren Sool, brand-gloende frembryder,
Sin hitzig Straale-piil paa Sengen hans udskyder,
Der staaer i Liuse Baal den vel forkryded Reede,
Den kruused gylden Hals, duun, rumpe, Vinger breede.
Oc i et Øjeblik af de U-dødlig jmrer
En Oorm, dernest et Æg, af Ægget spraadt udglimrer
En ny fordreflig Fugl, som midt iblandt de Brande,
Bekommer Liif oc Siæl, en tuusind-aarig Aande.
Beviisende der med, paa underlig maneere,
At vi for Syndens skyld i Adam dødlig' ere ,
Vi skull' igien opstaae, forandre Dødsens Farfve,
U-krenkelig fremgaa' i Christo Liifvet arfve.
Jeg kunde nu min Dict med Papegojens Fedre
Med hendis folk-vandt-maal udførligen forbedre;
Den Paradiise-fugl i Luft som dejlig fødis,
I Luft som fostris op, i Luft som ocsaa dødis,
Vel kunde med sin Svants samt andre Fløjer mange,
I Bog, som Ademant i Guld det røøde, prange:
Men Dagen runden er, See! Flaggermuusen fløjer,
Far vel min Dicter-pen, til Roo-sted jeg mig føjer.