Arrebo, Anders Dronning Anna Catharines Død

En Sørgelig Ny Dict,
OM HØYBORNE FØR-
stindes Salig oc Høylofflig
ihukommelse, Dronning
ANNAE CATHARINAE,
Fordum Danmarckes, Norges, Wenders oc
Gothers etc. Dronning,
HENDES MAJESTETES CHRISTELIGSTE OC
Saligste Fredfart aff denne vsle Verden, Som
skede paa Kiøbenhaffns Slot den 29. Martij
vid 1. slet effter M. i Neruærendes Aar 1612.
Med Christelig Aduarsel til alle Guds Børn i disse
Riger, huorledis de sig i denne Høybedrøffuelige tid bør
ad forholde, om de icke retferdeligen vil slaes
med flere oc større plager,
Skreffuet oc i Sanguijs befattet
Aff
ANDR. CHRIST. ARR.
Sl. Pred. der samme stedz.
Oc siunges som den Vijse
Jeg veed en Vrt baade deylig oc bold etc.
Eller oc dend,
Vel dig du Danner Konning bold, etc.
Som Noderne vduiser. 274

Psal. 116.

Du HErre befriede min Siel fra Døden,
mit øye fra graad, min foed fra skrid.
Jeg vil idelig vandre for HErren i de
leffuendes lande.

Thr. Jer. 5.

Vor Hiertes glæde holt op, vor Dantz er
omuendt til Sorg: Vor hoffuedes Krone er
affalden. Væ oss nu, thi vi haffue meget Syndet.

Prentet i Kiøbenhaffn hoss Henrich Waldkirch,
ANNO M. DC. XII.

'[x][x][x][x][x][x][x][x][x].
[x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x].

SEpibus in nostris primo Titanis ab ortu
Emicuere duæ duplice stirpe rosæ.
Qvas circum innumeri viruerunt ordine flores,
Et tecti geminâ fructificâre rosâ.
Sed dolor heu! clarum obfuscat dum vesper olympum,
Egreditur gelida lethifer angvis humo.
Ille rosam subito, qvæ læva parte sedebat,
Decisam sævo vulnere stravit atrox.
Ach dolor! Hinc flores tecto caruêre minores
Stirpsque duplex unum perdidit ipsa caput.
Altera stirps remanet, caput inter nubila condens,
Condecoransque polum, lætificansque solum.
Dum stirps illa viget, rosa dum viget illa, minores
Vim retinent flores, gramina tegmen habent,
275 Sed nostrum est, nostro dum nos versamur in horto
Orare, ut longum floreat ista rosa,
Ut vigeat, vireat, faciat florere minores,
Qvæ stirpe in viridi jam viruêre, rosas.
Ut circumstantes tegat almo tegmine flores;
Ne noceat rapidis Eurus et Auster aqvis:
Et ne forte omnes tecto careamus et horto:
Ne cum matre simul decidat ipse pater.

1. JEg saa to deilig ROSER staa
Paa Førstelige rode,
Aff Konglig stam som Lillen blaa,
Bær Rosen sød' oc mode,
Aff Førstlig quist, ieg siger vist,
Vdspringe Roser baade,
Er plantet i dend Rige Christ
Oc dugget med hans Naade.

2. Saa brede blad de Roser bær
Oc skin som Edelstene,
Ad leeg oc lærd baad fiern oc nær
Sig huil vnder de grene,
Der vandrer frem den Eddelmand,
Der huil dend gantsk' gemeine,
Befried fra storm oc regne vand,
Vnder de tycke grene.

3. De Rosers aller sødste fruct,
Som Ceder, Laurus, grønne
Opfylde Landet med sød luct,
Som Balsams luct dend skønne,
Der vederqueges gamle mend,
Dend vnge styrckes lige,
I Byer, Steder, vide kiend
Blomstrer Fattig' oc Rige.

276

4. Vnder de Rosers Blomsters floer
Moses dend Verslig Herre
Med Raadet sit i skygge staar,
Halffierdesinds tiuffu' ia flere
Der ringler Aaron med Kiortel sin,
Vrim oc Thummim glantze,
Der pløyer Noe oc planter Vin,
All' statter spring' oc dantze.
5. Vel dig, vel dig du Rig' oc Landt,
Som bær de Roser skønne,
Du maatt dig fryd' oc slaa med handt
Vnder de Blomster grønne,
Der vnder staa som Lille bladt,
Som Meiran oc vel lucte.
O Danmarck i dend flor du sadt,
Men Gud dig nu mon' tucte.

6. Der Jonas vnder Kikaion sadt,
Det greskar med sin skugge,
Ham giord' i hiertet froo oc gladt,
Oc mon' hans brynde dugge:
Der Ormen kom oc stack der paa
Oc lagd' det greskar øde,
Dend vsle Jonas ønsket da,
At hand vaar hoss de døde.

7. Ach væ, Ach væ, du dødsens Orm
Du har nu spilt vor glæde
Der du med gifftig brod oc horn
Mon' til vor Rose træde,
Oc ey til nogen anden Vrt,
End til en Kronet rose,
Ach, ad du vende dig ey bort
Til en wkrud i mose.

277

8. Du har kuldkast dend Rose rød
Som vaar smaa Vrters Amme,
Oc spisde dem med Safften sød,
Fra Førstlig Roed oc Stamme,
Derfor er andre Vrter smaa,
Som lidet Barn i wugge,
Der ey kand Melck oc Spise naa,
Huem skal dem vand' oc dugge?

9. Væ dig du gifftig Dødzens brodt,
Adt du ey stack en Nelde,
En Achaley du maat forrodt,
Oc en wfructbar melde,
En Acheley foruden luct,
O ad du dend haffde taget,
Oc ey dend Danske Esthers fruct,
Oc oss saa hiertlig plaget.

10. Kund' dig ey skrecke ANNA naffn,
Som Christi Naad' betyder,
Sin Brudgom Christ hun tog i fauffn,
O dyd offuer alle dyder,
Kund' dig ey skreck' dend reenhedz Safft
Som CATHARIN bemercker,
Kyskhed vdaff den Hellig Aandz krafft,
Da est du alt for stercker.

11. Vel an, du Død med brodden din,
Du kund' vel Rosen felde,
Høyborn Gudfryctig Blomster fin
Du stack dend som en Nelde,
Men dend ey ryck' med roden op,
Som er i Christo planted,
Oc hør ham til med Blad oc Stock,
Tui dig, du est nu ganted.

278

12. Thi der du stack dend Rose rød,
I denne Jordisk' hauffue,
Ad hun da falt til Jorden død
Oc slog sin Blad aff lauffue,
Da flytte dend til Paradiß,
Huor hun skal Euig grønnes,
Tui dig, tui dig, du Næseuijß.
Med Euig glæd' hun krønnes.

13. Dend Kron vi ey misunde dig,
O leffuend' Dronning Frue,
Gud ziere dig Euindelig,
Lad' dig sit Ansict skue,
Du vaarst oss goed aff hierte roed,
Vi fattig' ymper Alle,
Der du med Kron' i Danmarck stoed,
Gud vill' vi dig befale.

14. Ynskendes all' aff hiertens grund,
Vi maa dit Fodspor fylge,
I HErrens fryct huer tid oc stund,
Vor Sorg Taalmodlig dylge,
Oc faa saa milt it endeligt
Saa sødelig hensoffue:
Da findes vi i Himmerig,
Gud der Euindlig loffue.

15. Nu kandst du dømm' som har forstand,
Huad suck her er for hande
Hoess huer fornumstig Quind oc Mand,
I disse Danske Lande.
Her sørger Rosen ene staar
Oc har nu mist sin mage,
Det icke vden sorg affgaar
Vdi sin feirste dage.

279

16. Væ oss, væ oss oc dobbelt væ
Væ vore Synder lede,
Som oss mon' saadan skeffne tee,
Saa tender op Guds vræde,
Ad vi ey lenger maatte Aa
Dend Quinders floer oc Krone
Vor Synd det giør (ieg siger fraa),
Gud kand oss icke skone.

17. Det er ad fryct' (O Synder hør)
Ad her er verr' for hande
Her staar wlycken for din dør,
Dend har dig giest i Lande
Naar Gud hiemkalder Børn saa kier,
Da vil hand landet straffe
Med hunger, siugdom, skarpen suer
Saadant kand Synden skaffe.

18. Jeg kand ey bedre raade dig,
O du forstocked' hierte,
Om du vilt vndgaa fare slig
Oc fly dend hiertens smerte
End, ad du skriger til Gud saa vræd,
Som Niniviter Arme,
Ad hand for JEsu blodig sued,
Vil sig nu dig forbarme.

19. Oc være nu din Kron igien,
Din skiold oc stercke feste
Der til din huld' oc trofast ven
Dig hold din Synd til beste
Oc dig ey straff' i grumhed sin
Oc størst retferdig vræde,
Men for sin Søns wskyldig pin
Med Naade vær' til rede.

280

20. Bed saa aff inderst hiertens grund
For offuer bleffne Rose,
Som dig nu skiuler allen stund
Oc staar for dig i mose,
Oc lider baade Regn oc rod,
Ad du kanst Blomster bære,
Hand har ey bedre skeffn oc lod,
End hand en Neld maat være.

21. O stercke Gud, O Fader blid,
Beuar dend Rose grønne,
I denne storm oc farlig tid,
Beuar hans blade skønne,
Ad ingen Regn, ey storm saa stoer,
Ey nogen skarper Torden
Skal slaa hans ringste blad til Joerd
Fra Synden eller Norden.

22. Ad vi Elendig Moerløs Børn
Skull' ey vor Fader myste,
(Der oss beskermer som en ørn,
Ja som sit hiert' i bryste,)
Oc lide siden hungers nød,
Som Farløs Børn maa giøre,
O Gud for din Søns pin' oc død
Lad oss det aldrig høre.

23. Men lad dend Rose stand' oc groe,
Lad hend' sin Blade nyde
Lad oss vnder de blade boe
Oc hende ærr' oc liude,
Affhug de Torn oc Nelder flest,
Som Rosen traar ad skende,
At det gaar Rosen aller best,
Naar de i Ounen brende.
281 24. Beskerm de andre Roser smaa,
Som groor af samme rode
Ad de oc stedze dugges maa,
Oc bære Blomster gode
Ad de kand traed' med Mandoms ijd
I Færne fied med ære,
Oc legg' paa mørne Guds fryct flid,
Det giff dem Gud vor HErre.

25. Bed saa fremdelis inderlig,
For andre Vrter bolde,
Cypriß, Lavendel, Persle slig,
Svm Danmarck har i Volde,
Bed du for Iuda, Verslig Mand,
Bed du for Levi stamme
Bed oc for dend gemeine stand,
Guds venskab paa oss ramme.

26. Ad vi i denne Jammer dal,
Maa saa vort lijff fremdrage
Ad vi kand flytte til din Sal,
Naar vi har end vor dage,
Huor vi maa Blomstres Euiglig,
Som Roser alle sammen,
I Paradiß, vort Hiemmerid,
Huo det begier, sig' Amen.