Arrebo, Anders Elisabeth Rosensparre

Elisabeth Rosensparre

1. VEl mangen præctig Bygning staar
Med Spær oc Spire høye,
Der Skoven Rancke ofuergaar,
Forlyster Reisend Øye:
Vel mangen Lystgaard frydefuld,
Med Mayendesmer søde,
Huor Blommen skin ofu'r røde Guld,
Kand vandre-Edling møde.

2. Vel høris Fryd oc Fulesang,
I Rosengaarden grønne
Skøn Nachtergal med discant-klang
Med Røsten ofuerskønne,
Graa Irisk af sin kruset Hals,
Blandt Roser huid' oc røde,
Den Sisich oc har der til fals
Sin Stemme sucker-søde.

3. Dog saa jeg ny's it Rosen Spar,
It Rosensparre glindre,
Med Rosenkrandsen høyt i Vær,
Fast meer i Øye tindre,
Oc i det Rosensparret Hus
Den Rosenkrantz beklædde,
Vaar skønne Blommer uden roes,
Vaar støre Fryd oc Glæde.

298

4. Der hørdis de Gudinder ni,
Af Helicon udsende
Med hellig Tunge siunge fri,
Den hellig Gud at kiende:
Palæmon holt sin Isthmia
Den høye Gud til ære,
Elizabeth oc sagde, Ja,
Her skal Guds Huile være.

5. Ey Aarons Balsam-Olie sød
I salffuingen udgydet,
Saa kraftig ned af Haared flød,
Oc Huset ofuerkrydet,
Ad disse Rosers ædle Saft,
I Kierlighed oc gode,
Jo ofuergick med Sødheds Kraft,
Den kierlig Gud der bode.

6. It stinckende, hoffærdigt Mod,
Vaar icke der ad finde,
Oc Gierighed, ald ondskabs Rod,
Ey kunde Platzen vinde:
Jo høyer, Spæret Reis i Vær,
Jo høyer, Krantzen suinger,
Jo større ydmyghed vaar der,
Ey Hoffart vel gelinger.

7. Ah, Ah, du heftig Æolus,
Huad har du brugt din Velde,
Før du formaatte dette Putz,
Det Rosensparre felde
Som vaar i Christo roedbefest
Beanckret oc forvaret,
Oc Rosenkrantzen nederblest,
Du har ey umag sparet.

299

8. Kund' du ey bruge Vingen sterck,
Mod Piil oc Elle-Sparre,
Sla Gran oc Furren ned i Marck,
Paa Nedelbusken vare:
Men griber an af Lif oc Mact,
It Rosensparre herlig,
Slar Rosenkrandtzen uden act,
I Dynden ned forfærlig.

9. Nu vel, du har af styrcke Skut,
Din Ville har du fremmet,
De Rosenspar er ofuerbrut,
Oc Krandtzen høybegremmet:
Dog er det samme Sparre skøn
Saa høyt i Gud ophøyet,
At Libnons Ceder Ranck oc grøn,
Er Spæret underbøyet.

10. Vel har du gjort de Roser femb,
Af Farfue rød oc huide,
Ad de bær Farfuen sort oc grem,
I bæste Sommer-tide.
Dog munstrer Gud din Gierning om,
Naar Vinter slet faar Ende,
Oc HErren vil den Rose from,
Sin Rosenspar tilsende.

11. Far vel du ædle Rosenspar,
Far vel, O salig Frue,
Gud glæde dig i ævig Aar,
Hans Ansicts Lius beskue.
Vær taalig, ædle Rosenkrandtz,
Dit Sparre er ubrødet,
Din Ven gaar skøn i Engledantz,
I Døden er udødet.

Kand siungis, med den Tone, Som:
Jeg veed en Vrt baade deylig, etc.
AA BRØD ROSEN