Torben Mundbjerg Anders Arrebo

Besynderlig nu Ijssen i slig maade første gang brydis

Med repetitiv begejstring skriver Arrebo om den "ny Aandsens fryd", som 'den oprigtige' får stillet til sin rådighed, og de indledende lovprisningsstrofer fra Salme 33 (se ovenf.) har Arrebo måske haft særlig fornøjelse af at skrive, fordi de bekræfter en grundtanke som hele psalteret bygger på. Arrebos intention med psalteret var at dets brug ikke kun strakte sig til kirken, men i lige så høj grad kunne tjene til opbyggelig sang i hjemmet. I forordet til 1623-udgaven understreger han sin overbevisning om almindelige menneskers, især de unges, store glæde ved musik og sang. Som alternativ til lange vinteraftener med musikalsk tidsfordriv "aff huilcket Gud mere fortørnis end æris", opfordrer han forældre, børn og tyende til at gribe deres "Krogharper / Hackebretter og Langspil" og andre bondeinstrumenter og istemme salmerne "met Hierte oc Mund tillige" (SS II 28). Den opbyggelige intention og det æstetiske behag i drægtig samklang skulle give husandagten en ny dimension. Arrebos tiltro til almindelige menneskers identifikationsmuligheder med salmerne skal hverken undervurderes eller overvurderes. 126. salme, der skal synges på en folkevisemelodi, gendigter Arrebo på denne måde:

Huad som wi haffue saad met Graad /
Lad oss met Glæde høste /
For Hunger / Frost / Tørst / Spot oc Had /
Du HERRE Gud oss trøste.
(SS II 777)

Wi gaa nu met vor Saaløff [kurv med såsæd] vd /
Wi sucke oc wi græde:
Men lad oss høste HERRE Gud /
Oc sancke Neg / met glæde
(SS II 779)

Salmens jambisk alternerende rytme forsynet med genkendelige træk fra hverdagslivet har givetvis vakt oprigtig henrykkelse i sangstuen. Salmerne skulle kunne synges med folkelig oprigtighed, og Arrebos litterære satsning med bredt folkelig appel er med rette blevet anerkendt som brobygningen mellem luthersk kristenhed og moderne reformpoesi. 'Oprigtigheden' fra Salme 33, som vi så ovenfor, var altså også på hans side. Den "ny Sang", som Arrebopsalteret tilbyder, er måske et løsen ind til psalterets poetiske ambitioner om at leve op til Horats' formaning om at det gode digt folder sig ud i et afbalanceret forhold mellem det belærende og det underholdende. Det er måske den gode forventning til sit værks kunstneriske gennembrud, der får Arrebo til i forordet at tale om hvor "besynderlig nu Ijssen / i slig maade / første gang brydis" (SS II 25).

Når man vil skrive på en ny måde, er den med musikken forbundne salmesang ikke et dårligt sted at øve sig, for Arrebos sang er noget helt nyt. Sagen er at psalteret er skrevet på vers der som de første i dansk poesi bygger på en grødefuld sammenplantning af de franske principper for versenes antal stavelser (kvantitet) og de germanske principper for versenes antal tryktoppe (accentuering). Sammenplantningen har som resultat at næsten samtlige psaltere springer af sted i et jambisk trav, hvor versenes struktur harmonerer indbyrdes med hinanden sådan at vers- og strofebygning i det enkelte psalter er identisk fra strofe til strofe. Arrebos indføring af streng gangart med bisyllabisk (to-stavelses) register, også kaldet alternerende vers, er en radikal fornyelse af salmetraditionen, hvis vers nok var struktureret efter bestemte antal tryktoppe, men indtil da havde haft fri stavelsesudfyldning. Jørgen Fafner sammenligner i Dansk Vershistorie bd. 1, 1994, s. 88-89, Claus Mortens bearbejdelse (1528) af Luthers oversættelse af 130. salme:

Aff dybhedszens nøedh roeber iegh tiil tigh,
Herre gudh wil thu migh høere
Thin naadszens øreen wænth thw till migh,
myn røest iegh nw framfører
Giffuer thw paa wor gierningh acth,
ath hæffne synden met thin magth
O herre hwo kandh thet taallee.

med Arrebos gendigtning i 1623-udgaven:

AF dybsens nød raabr ieg til dig
HErr' Gud bønhør min raaben /
Din Naadtsens Øren vend til mig /
Holt dem for min Bøn oben.
Thi vilt du giffue act paa stor /
Huad synd oc wræt wi har giord /
Huo kand da for dig bliffue?
(SS II 788)

Den rytmiske forskel er til at tage og føle på, og Jørgen Fafner kalder Arrebos psalter for "portalen til den danske reformpoesi" (smst., s. 87). Arrebos nye kunstpoetiske vision er at ziirlige og kunstfærdigt gennemarbejdede vers stræber efter at udfolde en ypperlig ornatus, der er værdig til salmernes hellige og gloriøse indhold. Det var ikke et let arbejde, og adskillige steder ses det at Arrebo må klippe en hæl og hugge en tå. Fra den franske reformpoesi overtager han den såkaldte elisionsteknik . Hvor der i ovenstående strofe står "raabr'" og "Herr'" og egentlig skulle stå 'råber' og 'Herre', er henholdvis indlyden 'e' (hypocope) og udlyden 'e' (apocope) taget af for at bibeholde den jambiske rytme. Arrebo har formentlig med stolthed udført den femte strofe (efter alternationslovens principper) i "Hyrdesalmen" (den 23. salme), som er en perfekt jambisk reguleret, udvidet variant af folkevisens firlinjer. Rytme og indhold er skønt forenet:

Du est min Vert / jeg er din Giest /
Din Dug du for mig breder /
Oc spiser mig met Føden best /
Min Wven der ved græder:
Du sparer ingen Salve god /
Den flyder fra min Top til Fod /
Mit Beger oc gaar offuer.
(SS II 161)

Strofens roligt duvende rytme skyldes bl.a. at hvert vers udgør en sluttet, men afstemt helhed der gavmildt deler billeder ud til forestillingsevnen. I hvert vers korresponderer to poler med hinanden: enten gennem antitese (Vert - Giest; Top - Fod) eller gennem lighed (i lyd: Dug - du; i negativ værdi: Wven - græder). Hos en digter som Arrebo kan det kiastiske rimskema i tredje vers (spiser mig met Føden best) i sig selv opnå en særlig skønhed. Hvert vers er skænket sin egen særlige balance, og samlet udgør versrækken en flydende og plastisk kæde der munder ud i taknemmelighed over Guds velsignede overflod. Taknemmeligheden kunne i samme åndedrag udøse sin glæde over hvordan versrækkens afstemte skønhed flyder over.

Den luthersk korrekte salme

For at forstå betydningsomfanget af at Arrebo vælger at gendigte én af Bibelens kernetekster, må vi tilbage til den lutherske sammenhæng, der tog Davids salmer til sig som 'den lille Bibel'. Martin Luther skriver sine berømte fortolkninger af Romerbrevet og Galaterbrevet i Wittenberg, og her kommer i årene o. 1510 gendigtningerne af Davids salmer for dagen, både i prosa og på vers. Også her leverer Luther sine nye og stærkt afvigende fortolkninger af Bibelen i forhold til den etablerede kirkes. Luthers oversættelser af Det Gamle Testamentes salmer bliver reformationssangens platform, hvor en ny forståelse af evangeliet tager form. Med ærbødig reverens til sin forgænger skriver Arrebo i fortalen:

den ædle Bibelkiern / den Siæl oc Hierteklingende Kong Davids Psalter / Cither oc Harpe / huilcken den Guds Mand Lutherus berømmeligen kalder den lilde Bibel / oc Enchiridion [håndbog] aff den hellig Aand selff paa det allerkorteste oc mesterligste sammenscreffuet : Melanthon titulerer den en Krone oc Blomme for alle de Scriffter i Verden er: Major, en kostelig Siælens Vrtegaard / met idel Hierte oc Siælequegende Roser oc Violer / vel besat oc beplanted: Foruden huiß wbescriffuelig Roeß oc Loff / den ene aff Fædrene offuer den anden / paa denne dyrebar Bibelperle / anvender oc henlegger.

(SS II 5)

Arrebos 16. salme slutter med følgende bøn:

Kundgiør mig HERRE Liffsens Stj /
Lær mig din Vey at kiende /
At jeg maa vandre tryg oc frj /
Min Reise hoß dig ende.
Hoß dig min Gud / jeg siger vd /
Er offuerflødig Glæde /
Evindelig er Bolig rijg
I din Høyre Haands Sæde.
(SS II 113)

Det er nærliggende at forestille sig den bedende stå foran Gud og anråbe ham om at blive ført trygt igennem tilværelsens veje på rejsen til Paradis. Bønnen er til Gud, men den får først fuld gyldighed når den går gennem Kristus. Udsagnene "Liffsens Stj", "Lær mig din Vey" og "Høyre Haands Sæde" får en ganske anderledes og udvidet betydning når salmen "Her farffuet er met Christi Blod", som Arrebo siger i overskriften (samtlige psaltre er forsynet med rimede, udlæggende overskrifter, en praksis Arrebo arver fra Cornelius Beckers salmeparafrase fra 1602). Det kaldes en messiansk eller kristologisk læsning af salmerne. Det kristologiske perspektiv lagde Luther særlig vægt på, hvilket bl.a. kommer til udtryk med de lutherske reformatorers folkeliggørelse af salmesangen. Når man sammenligner Arrebos gendigtning med den sidste danske bibeloversættelses (1992-udg.), kan man se at Arrebo er opmærksom på at fortolke salmerne luthersk korrekt. 1992-udgavens 16. salme tillader en fortolkning der er mere abstrakt og åben, hvorimod Arrebo forsøger at indsnævre fokus på det kristologiske. I 1992-udgaven lyder det i vers 5:

Herre, du min tilmålte del og mit bæger, / du sikrer min lod.

Mens Arrebo om det tilsvarende skriver:

Min Arffuedeel min HERRE er /
Min Kalck oc alt mit gode /
(SS II 111)

Og mens 1992-udgaven i vers 10 har:

For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, / din fromme vil du ikke lade se graven.

skriver Arrebo:

Thi du ey skal / i Graff oc Dal /
Mit Liff HERRE forrodne
Jeg Sønnen din / met Øyen min /
Ey seer mit Legem trodne.
(SS II 113)

For "bæger" og "lod" i 1992-udgaven siger Arrebo hhv. "Kalck" og "Arffuedeel", der unægtelig rummer antydninger om at Jesus døde, og at hans soningsoffer er gået i arv til menigheden. Herren i 1992-udg. forhindrer at man overhovedet ser graven, men Arrebo forsikrer at man, som Guds søn Jesus, ikke skal rådne op i den.

At læse salmerne gennem Kristus kaldes en typologisk fortolkning, og retfærdiggørelsen af fortolkningen fandt de lutherske reformatorer gerne i teksten selv. Arrebo skriver i forordet at fx 110. salme (første strofe) korresponderer med Mattæus kap. 22, v. 44, og at salmen i virkeligheden er et forvarsel om Jesus. Hermed kan det bevises, siger Arrebo, at salmen har været Helligåndens "Organum, Redskab oc Middel / igennem huis Hoffuet / Mund oc Pen / Gud selffuer Psalteren dicted / screffuet / siunget oc publiceret haffuer. [...] at sætte i saa maade en liden kort Bibel tilhaabe / om den gantske Christenhed" (SS II 9-11). Gud har altså selv skrevet salmerne: "Hoffuet-Mesteren til denne Vjßdommens oc Liffsens Kilde / [er] Gud den værdige Hellig Aand / huis Gierninger ere allesammen høylofflige / hellige oc tilbedelige" (SS II 11). Mon ikke det har kunnet få enhver luthersk salme-gendigter til at ryste bare en smule på hånden?

En anden essentiel side af salmernes ontologi er at "den er et offuermaade kosteligt oc fordreffligt Colloquium oc Samtale / imellem den Allerhøyeste oc Allermæctigste Gud i Himmelen / oc et fattigt angergiffuet oc syndigt Menniske her paa Jorden" (smst.). Arrebo siger at som tekst betragtet er salmerne først og fremmest en samtale der føres mellem Gud og mennesker. Han deler denne samtale op i to kategorier alt efter hvem der taler, og samtalen strukturerer i det hele taget Arrebos genreinddeling af Davids salmer (SS II 11-19):

Når Gud taler, gør han det på fem forskellige måder:

1)gennem "Lære-Psalmer", hvori mennesket "som i et Spejl" lærer om troens artikler og et kristeligt liv (SS II 13)

2)gennem "Formane-Psalmer", hvori mennesket med "idel hellige Paamindelser" lærer at dyrke Gud (smst.)

3)gennem "Trøste-Psalmer", hvori Gud trøster "et bedrøffuet Hierte" (smst.)

4)gennem "Spaapsalmer", der profeterer om det kommende Gudsrige, om Guds frelsesplan etc. (SS II 15)

5)gennem "Histori-Psalmer", hvori der fortælles om hvorledes Gud har bevaret kirken fra fordums tid (SS II 17)

Når mennesket taler, gør han det på to forskellige måder:

1)gennem "Bede-Psalmer" (bodssalmer), hvori mennesket "angrer oc fortryder / bicter oc bekiender sine wtallige blodige synder" (smst.)

2)gennem "Tack oc Loff-Psalmer", hvori mennesket taknemmeligt udøser sit hjerte og sin sjæl "lige som i en skøn oc lystig Apoteckers Vrtegaard / Ja / lige som i Himmelen eller Paradiß selff / huilcke deylige oc velluctende Blomster der vdi opvoxe" (SS II 19)

Disse syv samtale-genrer dominerer salmernes bog, mener Arrebo, men han indrømmer at der adskillige steder er tale om overlapninger eller "mixti generis" (SS II 19).

Mens den evangeliske forkyndelse bliver den reformerte gudstjenestes vigtigste del, får menighedens tilstedeværelse i kirkerummet en radikalt ny og konkret fremtoning gennem salmen. I den katolske tid var kirkelig sang traditionelt blevet sunget af kyndige og skolede sangere. Hvis man ser bort fra at menighedens almindelige medlemmer sang med på deres eget modersmål ved højtider såsom jul og påske (Dahlerup: Dansk Litteratur. Middelalder, bd. 1, 1998, s. 117), begrænsede menighedens hørlige tilstedeværelse i gudstjenesten sig til kun ganske få svarvers på latin. Nu udfyldes det lutherske kirkerum af en liturgi hvis gudelige sang består i at almindelige mennesker synger salmer som er skrevet på deres eget sprog. Det har nok ikke altid lydt særlig kønt, anti-reformatoren Poul Helgesen protesterer i 1534 over kvindernes sang: "de kvæde og klynke med de noder og lader, som mere have facon efter springeviser [dansemelodier] end hellige salmer og lovsang", og man fornemmer i hans henstilling nogle år senere at pøbelens uskønne salmesang er på grænsen til det blasfemiske: "uden de som vel kunne og en god røst have, at vor hellige lovsang ikke skal vendes om og synes at være galent og drukkent folks vrål og skrig" (her citeret fra Dansk litteraturhistorie, bd. 2, Lærdom og magi 1480-1620, 1983, s. 166). Men protesterne var forgæves, menighedens salmesang på modersmålet var kommet for at blive, og den blev, om ikke blandt de vigtigste, så blandt reformationskampens synligste instrumenter i Danmark. I al fald må salmesangen have været en helt ny kognitiv og følelsesmæssig erfaring som gennemgribende forandrede almindelige menneskers måde at opfatte sig selv som en del af kirkerummet på. I reformationskampens første årtier i Danmark udkommer flere salmebøger, bl.a. af Hans Tausen (o. 1528). Hans Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569 blev den 'autoriserede' salmebog, og som milepæl betragtet skal man helt op til 'Kingos salmebog' (Den forordnede ny Kirke-Salmebog) og hans Graduale, der bliver forordnet i 1699, for at finde en salmeredaktion med et lignende imponerende format. Akkurat på midten af tidslinien mellem disse to skriver Arrebo sit psalter.

Sangvijß paa vort Danske Maal vdsat oc forferdiget

Martin Luther havde næret en forkærlighed for latinsk gregoriansk sang og havde i visse henseender vaklet i spørgsmålet om hvor meget gudstjenestens indhold skulle foregå på tysk eller latin, endvidere fik nylatinen en voldsom fremvækst i det 16. århundrede i det hele taget. Det til trods foreskriver Thomissøn at gudstjenesten konsekvent skal holdes på dansk. Med undtagelse af 40 latinske hymner er hans salmebogs 268 salmer sat op i 20 afsnit inddelt efter troens hovedpunkter. Thomissøn optager de fleste salmer fra Tausens salmebog, mens resten består af bidrag fra forskellige forfattere. Det nye er også at han redigerer meloditillægget efter særdeles bredspektrede kriterier: Både folkelige og latinske melodier og selv helt nye melodier fra hoffet indgår i tillægget. Thomissøns salmebog er populær i den forstand at den danske kirke får et rum hvor sangens åndedræt kan folde sig behørigt ud i spillerummet mellem teologi og folkelig funktion. Derfor indtager salmegenren en særlig betydningsfuld rolle i den protestantiske kirkes opgør med den katolske; i første omgang hvor salmen på modersmålet er en af reformationskampens murbrækkere i kirkekampen, i anden omgang som det indvundne land hvor luthersk ortodoksi kan befæste sine doktriner. Salmen er derfor et ret så teologisk og politisk følsomt område at bevæge sig ind på, og en salmedigter med ambitioner må gå forsigtigt frem. Han slipper ikke ustraffet hvis de kunstneriske eller fortolkningsmæssige eksperimenter er for outrerede i forhold til ortodoksien. Jørgen Fafner forklarer salmens særstilling blandt senrenæssancens litteraturer ved at salmen var særdeles brugbar, frem for alle lyriske genrer, for magthaveres forsøg på at hævde den nationale egenart på evangelisk grund. Salmen opnåede herved en kolossal folkelig udbredelse der kunne fungere som et bassin for den almindelige tro. Det betød så også at salmegenren var forholdsvis afvisende eller tung at danse med i forhold til nye litterære moder. Trods disse reaktionære eller modstandsdygtige energier blev salmen ikke desto mindre udvalgt som genren hvori dansk vershistories første store reform satte sine spor (Fafner: Dansk Vershistorie, bd. 1, 1994, s. 87). Det er således tre højpotente energipoler der konstituerer spændingsfeltet hvori Arrebo skriver sit Davids-psalter: den teologiske ortodoksi, den folkelige brug og de store kunstneriske ambitioner.

Ét er at den kirkelige ortodoksi kan rense litterære tekster i et ideologisk syrebad når de indgår i en liturgisk sammenhæng. Noget andet er at lutherdommens kirke må være tilskuer til nye kunstneriske og litterære strømninger som den verdslige verden har i støbeskeen. I længden kan Thomissøns salmebog ikke følge med, men får konkurrence allerede mod slutningen af det 16. århundrede. Ikke uden gode grunde. Det skyldes nu ikke større forandringer i tidens teologiske ortodoksi, årsagerne er af æstetisk art. Den polyfone vokalmusik når i midten af 1500-tallet et højdepunkt med den italienske komponist Giovanni Palestrinas messer, mottetter og hans flere hundrede madrigaler. Hans lærer, Claude Goudimel, satte i 1565 firestemmige melodier til Clément Marots og Théodore de Bèzes franske oversættelse af Davids salmer. Dette psalter er en sproglig kraftpræstation og bliver et af den reformerte kirkes klenodier i Frankrig, og det vinder også popularitet blandt både reformert og evangelisk menighedssang i protestantiske lande. Andreas Lobwasser oversætter psalteret til tysk i 1573, og salmer herfra indgår også i dansk liturgi. Af de adskillige danske Davidspsaltre i den reformerte tradition der udkom mellem 1600-20, er der bevaret 5-6 stykker. Men at de var reformerte, var slet ikke uproblematisk, for psalternes ophav var forfattet af calvinske 'kættere'. Cornelius Beckers nye oversættelse (1602) af Davids salmer er en reaktion mod de kryptocalvinske understrømme som Arrebos bedrift også skal ses på linje med. I fortalen til Beckers psalter skriver den tyske teolog Polycarpus Leiser (her citeret fra SS IV 9):

Det er et gammelt Ord, at når Sangen i Kirkerne forandres, plejer der også gjerne at følge Forandring i Læren, derfor vil jeg, sålænge jeg har mine Øjne åbne, aldrig råde eller hjælpe til, at Lobwassers franske Sange indføres i velbeskikkede, rene, lutherske Kirker, thi hvorvel en Del af dem kan lyde ganske net, når de synges, så er det dog hverken i Ord eller Tone Luthers glade og frimodige Ånd, man her fornemmer.

Der var derfor gode grunde til at være på vagt over for den calvinske trussel, og en nidkær vagtmand ser man i en af den lutherske ortodoksis giganter, biskoppen og bibeloversætteren Hans Poulsen Resen. Arrebo var jo elev af hans skole og Resens opfordringer og støtte har sandsynligvis været en igangsættende faktor. Goudimels populære melodier er nok en udfordring til Thomissøns salmebog, men noget andet og vigtigere er de nye teorier om metrik og prosodi som tyske sprogselskaber i de første årtier af 1600-tallet funderes på. I modsætning til Becker, der endnu oversætter trægt og tungt humpende med løs stavelsesregulering, er Arrebos psalter et virkeligt forsøg på en gendigtning (aemulatio) og er derfor et værk hvis poetiske former står så anderledes lysende og stramme, og som lægger seriøs afstand til den hidtidige salme- og versekunsts urytmiske fodtrin.

Det for samtiden nye og friske ved Arrebos psalter er ikke blot at Arrebo skriver sine vers efter splinternye teorier om versenes indbyrdes regelmæssige struktur, også melodierne bryder med den reformerte tradition. Ny metrik kombineret med en for de fleste salmers vedkommende tilbagevenden til gamle lutherske kirkemelodier resulterer i at Arrebos psalter fremstår som noget både nyt og gammelt på samme tid. Blandingen er genuin fordi den på en gang inddrager de lutherske melodier og lægger afstand til Goudimels franske reformerte melodier (og således er et teologisk vink med en vognstang), og samtidig har den strammere versregulering gjort salmerne langt mere sangbare. Det har gjort alle glade og er sikkert en af grundene til psalterets positive modtagelse. I forordet skriver han:

Da er nu saadant / i JEsu Naffn / effterkommet / saa den Christelige Læser her haffuer det offtebemelte Davidiske Psalterium, Sangvijß paa vort Danske Maal vdsat oc forferdiget [...] Oc det / icke vnder de fremmede Franske Toner / som den gemene Almue icke enten lærd haffuer / eller (maa skee) ald sin Liiffs tid lære skulde: Men vnder saadanne Melodier, som vdi Cithara Lutheri oc vore Psalmebøger findis / oc ellers i vore Christelige Huse giengse erre / oc skøt huer Vican oc Legmand icke wbekante.

(SS II 25)

Arrebos psalter rummer 96 forskellige melodier, hvoraf godt og vel 30 er overtaget fra Thomissøns salmebog. Lars Bülow Davidsen har under alle omstændigheder sandsynliggjort at Arrebo, ud over nogle enkelte svenske melodier, trækker på nordtyske melodisamlinger: tolv salmer (salmerne 1, 20, 23, 33, 35, 47, 49, 68, 87, 103, 104, 137) følger Melodeyen Gesangbuch (Hamburg, 1604), og en halv snes knytter sig til Prätorius' Musae Sioniae (1607-10) og Burmeisters Geistliche Psalmen (Rostock, 1601) (SS IV 11-15). Hvad sidstnævnte melodisamling angår, er melodierne til Arrebos salme 37 og 73 taget herfra. Melodierne er i dur og viser durtonalitetens udbredelse i Nordener, og deres tilstedeværelse er også et vidnesbyrd om Arrebos tidssvarende musikalske øre. I øvrigt indgår elleve tyske og syv af ukendt oprindelse som alle trykkes for første gang i landet. Blandt de sidstnævnte (bl.a. salmerne 69 og 126) indgår folkevisemelodier, og deres tilstedeværelse bekræfter Arrebos intention om at skabe et psalter der reelt kunne bruges til noget uden for kirkerummet, nemlig først og fremmest til husandagten.

Det vides ikke om Arrebo selv har redigeret meloditillægget, eller om han har haft en musikkyndig til at vejlede sig. En indikation for Arrebos musikalske anlæg, der er nok så tvivlsom idet den befinder sig i anekdoternes randområde, har rødder i festlighederne omkring de to skandaleprægede bryllupper Arrebo var med til i Norge. En anden omstændighed, som for H.F. Rørdam peger på Arrebos musikalske redaktionelle medvirken, er at Arrebo med stor sandsynlighed har modtaget undervisning i musik både i teori og praksis i sin studietid ved Københavns Universitet under Chr. III's universitetsfundats. Arrebo kunne være tilskyndet til det af bl.a. Hans Poulsen Resen, der selv skulle have været vældig glad for musik.

Et tredje og mere sikkert tegn på at Arrebo har haft sikker fornemmelse for sammensætningen af meloditillægget, kan slet og ret aflæses i forholdet mellem teksterne og melodierne. Salmernes sangbarhed gør sig gældende i den udstrækning som det nu er tilfældet. Julius Paludan bemærker (Fremmed Indflydelse paa den danske Nationalliteratur i det 17. og 18. Aarhundrede, bd 1, 1887, s. 146-147) at Arrebo jo ikke havde nogen metrisk teori vedrørende det danske sprog for hånden, for en sådan fandtes endnu ikke. Han har snarere været på forkant, også i forhold til den tyske reformpoesi, idet Martin Opitz' epokegørende Buch von der Deutschen Poeterey (1624) først udkom året efter Arrebo udsendte psalteret. Han har altså lyttet sig frem, brugt sit øre til at få "Texterne / her allevegne / sig saa vel met Tonerne / som det sig burde / bequemme" (SS II 25). Intentionen om at salmerne skulle udsættes for lægfolks fællessang, har drevet Arrebos anstrengelser frem i forhold til de praktiske omstændigheder omkring selve sangakten. For det gik stadig væk ikke helt smertefrit for sig når salmesangen sjoskede af sted med "wmensurerede Rijm" (smst.) fra Thomissøns salmebog, der endnu var kirkens autoriserede. Et troværdigt vidneudsagn har vi i Hans Mikkelsens Ravn, der så sent som i 1646 mismodigt forklarer hvor skrækkelig han oplever tidens salmesang, her skriver han i sin Heptachordum Danicum (her citeret fra Arnholtz m.fl.: Danske metrikere, bd. I, s. 141-142):

Skal sange af den art synges, der ikke er bygget af et fast antal stavelser, men hvori linien snart har for få og snart for mange, så opløser man hovednoderne i mindre ved en energisk, men ingenlunde mislydende påskyndelse, ligesom man splittede dem. Når man tidligere oftest har tilpasset noderne efter disse sanges første strofe, hvor noderne undertiden er opløste, er dette til stor ulempe ved tilegnelsen, idet folk så tror, at de samme opløsninger skal overholdes i alle de andre strofer på omtrent samme steder. Dette er desværre sket såre tit i de salmer, der sædvanlig synges i danske kirker. Mange lægfolk aner ikke, at de styrer mod et sådant skær; og støder de på i deres uvidenhed, synger de dog troligt videre lige til enden, under de tilstedeværendes højlige beundring.

De lidt over hundrede år mellem Poul Helgesens idiosynkratiske udfald (se ovenfor) og Ravns irritationer vidner om at salmens lyriske form var genstand for opmærksom bevågenhed fra forskelligt hold. Men hvor Helgesens anklager er teologisk motiverede, er Ravns motiver æstetiske. At det skurrer i Ravns ører, er repræsentativt for de forventninger man på hans tid har til det danske sprogs kunstfærdige formsættelse, som dramatisk er begyndt at skifte karakter. Den metriske og prosodiske udvikling, der sattes i gang i Tyskland, er for længst trængt ind i Danmark. Men den udenlandske inspiration giver nu ikke Arrebo anledning til nogen arrogant attitude på bekostning af danske salmer - "Huilcke oc i sandhed / allerstørste Parten / baade i gravitet oc sødhed [...] bære Prjsen for de andre" - og derfor ikke "lade oss det ny oc fremmede saa vel befalde / wi der offuer wfornøden skulle forkleinre / laste oc forkaste vort eget" (SS II 25). De er, ligesom Thomissøn havde foreskrevet, ikke blot begrænset til kirkerummet, men tænkt til skole og hjem.

Forskellen mellem 1623-udgaven og 1627-udgaven præges ikke af meget store indholdsmæssige forskelle. Den væsentligste forskel er at Arrebo i de forgange fire år har lært langt sikrere at beherske den alternerende metrik, hvilket ses overalt i den nye udgave. Hvis man fx læser anden strofe i den 102. salme, en bodssalme, er verserytmen mærkbart forvandlet til det bedre:

1623-udg.
Thi mine dage monne vær'
Ræt som en Røg henfarne /
Oc mine Been fortørred er
Som et Ildsted oc Arne.
Mit Hiert' er feld oc tørt som Hø /
Jeg glemmer at æde mit Brød /
Saa hart mig nøden kniffuer.
(SS II 608)

1627-udg.
Thi mine dage / HERRE kiær /
Er' som en Røg henfarne /
Oc mine Been fortørret er
Som Ildsted het oc Arne.
Mit Hiert' er feld oc tørt som Hø /
Jeg glemmer at fortær' mit Brød /
Saa hart mig Nøden kniffuer.
(SS II 609)

Den ældre udgaves jambiske vers byder på flere hårdheder, eller rettere sagt, rytmiske sammenbrud. Det ses fx i fjerde og sjette vers, som så er bragt i harmonisk orden i den yngre udgave. Men der var langt igen, og overalt i den yngre udgave benytter Arrebo sig endnu af talrige elisioner, dvs. han får metret til at passe ved at borttage stavelser, især i ordenes udlyde. Måske har Arrebos redigering ikke været konsekvent nok i forhold til hans reelle metriske indsigt. I den yngre lukkes adskillige steder vers fra den ældre ind, som han med sikkerhed kunne have bearbejdet og forbedret. Julius Paludan mener (Fremmed Indflydelse paa den danske Nationalliteratur i det 17. og 18. Aarhundrede, bd. 1, 1887, s. 148) at fx 8. salme, der er skrevet i hexametervers, viser en alt for slap redaktion:

Dine Hænders Gierninger ham betrode /
Lagde ham alting / gunstig vnder Fode /
Faar oc Fæ samt de vilde Diur oc Feede /
Stod ham tilrede.

Fulene som sig vdi Lufften suinge /
Oc i Busken grøn / søt oc liffligt klinge /
Fisken oc alt det som i Vandet vandrer /
Der sig forandrer.

HERre / vort HErre oc Regenter kiere /
Huor herlig oc lofflig er dit Naffns Ære
Offuer Land oc Strand / vdi Verden vjde
I allen tjde.
(SS II 77)

Om det lyder kønt, kan diskuteres; indholdsmæssigt tager Arrebo under alle omstændigheder nogle forberedende skridt hen imod det Guds skaberværk der skulle blive omdrejningspunktet for livsværket Hexaëmeron.

Hexaëmeron - en måde at se verden på

I afsnittet "Verdens første Uges fierde Dag" fortæller Arrebo om skabelsen af himmellegemerne. Netop som digteren er i fuld gang med at udbrede sig om solens og månens formfuldendte materie og snedige indretning, vender han betaget sit blik mod himlens stjernerum. Hvordan skal man beskrive det man ser? Han foreslår prøvende at man kan danne sig forestillinger om det sete ved at sammenligne himmelrummet med bjerges kridhvide sne eller en eng i maj måned der er som overstrøet med diamanter. Nu er det sådan at et uoverstigeligt svælg rejser sig mellem himlen og jorden, men hvis man skal sammenligne de to rigers forskelligartede måder at vise skaberens fingeraftryk på, må man sige at himlens blå telt ("paulun") med alle sine "Liuse-krooner" tager sig mest prangende ud og vinder ved første øjekast. Han glider over i en exclamatio, eller på dansk, et udbrud:

Seer jeg med under, oc paa HErrens Finger tænker!
Men det forstierned tag langt meere Sindet krænker,
Det runde-blaa paulun, med Liuse-krooner mange,
Med skønhed, stoorhed, kraft, fast bedre veed at prange.
En Paa-fugl yndelig, mood Paafuglinden kierlig,
Omdrejer sig med Lyst, i al sin adfærd herlig,
Sin rumpe spegle-fuld, med Argi Øjne blanke,
Udbreder Cirkel-rund, veed præctelig at spanke;
Dermed hand magen sin til Kierlighed bevæger,
At de med samled haand, saa fliid paa Verden legger.
Det samme kierlig spil, Gud med Naturen drifver,
Oc dermed Hierter tu forbinder oc troo-gifver.
Thi himmelske Pallats, sin jordisk bruud at vinde,
Udbreder sig med Lyst, om om sig lader finde,
I Kiortel hviide-blaa, skær som en Ægge-hinde
Bestucked oc besat, med Perler ud' oc inde
(SS I 163)

Her, som i de adskillige andre udbrud der med sit store antal præger det store digt, udtrykker digteren sin glæde over skabelsen i stille forundret og henrykt lovprisning. Jord og himmel synger om kap med hinanden på hver deres måde, ikke i konkurrence, men i et forsøg på at række hinanden hånden i et kosmos, der fra begyndelse til ende er godt skabt, er sandt og harmonisk ordnet, men som først og fremmest er skønt udfoldet. Himmel og jord, påstås det, spiller et "kierlig spil" med hinanden, og påstanden får medhold af en lille sammenligning: Som påfuglen i parringslegen breder sin yndige hundrede-øjne-hale ud for at bevæge magen, på samme måde strækker jord og himmel sig mod hinanden. Hermed kan det fastslås at Gud i sit skaberværk har indblæst et bærende princip, nemlig kærlighedens. Guds kærlighed holder universet sammen, og uden den ville verden falde tilbage i det kaos hvoraf den opstod.

Arrebos naturanskuelse og hans bevidste skønne måde at tale om naturen på adskiller sig fundamentalt fra de idealer om kvantitet og objektiv eksakthed som fx Isaac Newtons kosmologi bygger på kun et halvt århundrede efter. I hovedværket Principia (1687) opstiller Newton metoder der på et matematisk og rationalistisk grundlag forsøger at bevise hvordan naturfænomenerne tiltrækning og kraft udfolder sig efter mekaniske og tidløse love, der altså gælder for hele universet, og under hvis jurisdiktion universet blev til. Arrebos kosmogoni er først og fremmest lyrisk. Hans tale om verdens tilblivelse (kosmogoni) udspringer af en metafysisk lære om universets indretning (kosmologi), hans verdensbillede. Hos Arrebo knyttes forholdet mellem de to områder først og fremmest af analogier og metaforer, og det udformes i det hele taget retorisk stemt mellem det man taler om, og måden man gør det på. Når Arrebo ovenfor pointerer at den blåhvide jordklode er en potent "Ægge-hinde", eller hævder at forskelligartede ting i universet spejler sig i hinanden og tilsammen udgør den bog Gud har skrevet med sin skabende virksomhed, viderefører han blot nogle mestermetaforer som middelalderens kosmologi udviklede. Det demonstrerer også hvordan Arrebos naturdigt befinder sig i grænselandet mellem middelalderens epoke og den nye tids. Naturfilosofien i middelalderen, blandt hvilke Platons Timaios, Macrobius' kommentar til Scipios drøm, traktaten "Asclepius" fra tekstsamlingen Corpus Hermeticum og Guillaume de Conches' Philosophia Mundi (o. 1125) udgør hjørnesten, holder spekulation og erfaringsbaseret fantasi i hævd frem for at søge tilflugt i objektiv eller værdineutral viden. Og ligesom Bernardus Silvestris i Cosmographia (ca. 1148) og lystænkeren Bonaventura i Collationes in Hexaëmeron (13. årh.) argumenterer for det at anskue verdens tilblivelse i ét holistisk blik, baserer Arrebos digt sig også på den forestilling at naturens fremtrædelsesformer er knyttet sammen af "HErrens Finger" til ét sammenhængende 'Deus artifex', Guds værk.

Det betyder ikke, hverken for middelalderens eller Arrebos måde at tale om naturen på, at påstandene om naturens indretning er opdigtede efter fri fantasi. Arrebos Hexaëmeron benytter sig også af tidens videnskabelige standardviden udarbejdet af bl.a. astronomen Tycho Brahe, medicineren Caspar Bartholin, calvinisten David Pareus og globetrotteren Jan Huygens van Linschoten. Men det betyder at prisen for Newtons matematisk målbare natur, der udgør grundlaget for bl.a. de fysiske, tekniske og medicinske triumfer i nyere tid, er at talen om den bliver afsjælet. Imidlertid beror Arrebos bevægede tale om Guds besjælede natur på betragterens sanselige og fantasifulde evner, som til gengæld ikke kan verificeres og må lade visse af naturens fysiske og biologiske hemmeligheder forblive uforklarede. Hexaëmeron er en monstrøs, encyklopædisk samling vidensstof der vil forklare alverdens indretning. Og selvom værket sprænger alle tilladelige og fornuftige rammer for hvad et læseværk bør tilbyde sine læsere, er det et digterværk. Det skyldes ikke kun versenes usædvanlige formning eller talens stilistiske højstemthed, det skyldes også at digterens lystsyn på naturen sætter ham i stand til at skabe billeder af den. I den forbindelse siger Erik A. Nielsen i sin fornemme læsning af Hexaëmeron at det

hører hjemme i en meget lang poetisk tradition for at skabe digteriske totalbilleder af den eksisterende verden. Og det vil jo - set med moderne øjne - sige: skabe billeder af verden, som den kommer til syne for en bestemt tids verdens-anskuelse. Anskuelse er noget andet og mere end iagttagelse. Der er begribeligvis mængder af verdenssansning og -iagttagelse i et værk af denne karakter. Mere eller mindre autentisk og opdateret viden fra mangfoldige vidensområder kan værket optage i sin næsten forslugne rummelighed: astronomi, geografi, topografi, botanik, zoologi, meteorologi, kemi, fysiologi og anatomi, samt praktiske fag som agerdyrkning, kvægavl, fiskeri, husbygning, pottemagerkunst, glaspusteri, og naturligvis - overordnet alt det andet - teologi.

(fra "Lyst-forundret" i: Schmidt m.fl.: Læsninger i Dansk Litteratur, bd. 1, 1200-1820, s. 114)

At fortælle skabelsesberetningen på vers er en hæderkronet disciplin med en meget lang tradition. Bedas Hexaemeron fra det 8. århundrede, Bonaventuras Collationes in Hexaëmeron fra det 13. og Miltons Paradise lost fra det 17. er blandt de mere berømte eksempler i rækken af vesterlandets indoptagelse af skabelsesberetningen fra 1. Mosebog. Arrebos navnebroder, biskop Anders Sunesens, latinske Hexaemeron fra o. 1200 indgår også i rækken. De to digterværker er naturligvis meget forskellige på helt afgørende områder; fx er i Sunesens værk store dele af indholdet og den logiske fremgangsmåde en snórlige opvisning i skolastisk dogmatik - der er "næppe et eneste sted, hvor det er gået i kludder for Anders" (Sten Ebbesen: "Hexaemerons svære passager: kvæstioner og teologisk logik" i: Sten Ebbesen (red.): Anders Sunesen. Stormand teolog administrator digter, Center for Europæiske Middelalderstudier, Københavns Universitet, 1985, s. 149). Men ét problem har de til fælles: at knytte lærdom og poetisk fortolkning. Sten Ebbesens dom synes ikke at falde ud til fordel for Sunesens poetiske håndelag: "sammensmeltet er de to dele ikke. Sømmene ses klart." (smst., s. 138). Under alle omstændigheder er det sandsynligt at Arrebo ikke har kendt til Sunesens værk, og det må derfor betvivles at det har tjent som kilde- eller inspirationsmateriale.

Kulturpolitik og nationallitteratur

Klarere fornemmelse har Arrebo derimod haft for vægten af det bestillingsarbejde som han o. 1631 bliver opfordret til at udføre. Fra højeste sted opfordres han af selveste rigets kansler, Christen Friis til Kragerup med hvem Arrebo havde ført sin pinlige brevkorrespondence ti år forinden (SS I 322-324), til et ganske bestemt og yderst vigtigt arbejde. Arbejdets indhold er givet fra første færd og omgærdes af et ekstratekstuelt sigte med nationalistiske og kulturpolitiske visioner: Arrebo skal oversætte og fordanske den franske digter Guillaume Du Bartas' epos om verdens første uges dage - La Sepmaine ou Creation du Monde - fra 1578. Guillaume Du Bartas tilhørte generationen lige efter den franske 'Plejade' (Syvstjernen) fra midten af 1500-tallet, hvor digtere som Pierre de Ronsard og Joachim du Bellay havde stået i spidsen for digtergruppen bestående af syv fremtrædende franske digtere, der havde skabt den franske renæssancelitteratur på modersmålet. Du Bartas' epos værdsattes i en sådan grad at det inden for de første seks år kom i tredive oplag, og det modtoges også begejstret af europæiske nationer, der importerede det fine værk og oversatte det til tysk, hollandsk, engelsk, svensk, italiensk, spansk - og dansk.

Som det også er tilfældet med Davidspsalteret, hvor der på fransk initiativ fremkom et skatkammer af melodier og tekster, er La Sepmaine - skrevet af en calvinsk reformert. At Du Bartas' epos teologisk set er strengt konsekvent og tilmed er væbnet til tænderne med kaskader af lærdom, gør det ikke mindre betændt for den der skal oversætte værket i en luthersk sammenhæng. Arrebo, der formentlig ikke har ejet et flydende fransk, støtter sig til Tobias Hübners hollandske og Zacharias Heins' tyske oversættelse af værket. Muligvis har Hübners afdæmpede stil været Arrebos udmærkede eksempel, der nok har tøvet over for Du Bartas' højspændte og komprimerede stil. Vagn Lundgaard Simonsens undersøgelse af Arrebos kilder viser at Arrebo i teologisk eksplosive sager holder afstand til calvinisten David Pareus' genesiskommentar (som Du Bartas benyttede), og i stedet b(r)ygger på 'gammellutherske' kommentatorers sikrere og bredere viden. Lundgaard Simonsens kontante dom er bestemt ikke til fordel for Arrebos intellektuelle formåen, idet han mener at Arrebo i sit Davidspsalter har svært ved at fastholde en tankegang - "når problemerne bliver blot en smule komplicerede" (SS V 27). Og mens Du Bartas' filosofiske systemtænkning og videnskabelige udredninger tømres gensidigt bekræftende sammen, sker det for Arrebo at "når han i en videnskabelig argumentation skal forsøge at forene sit eget stærkt teocentriske syn med et rent videnskabeligt, så bliver argumentationen ikke så sjældent rodet indtil uforståelighed" (her citeret fra SS V 33). Det gælder ikke kun i teologiske anliggender, den intellektuelle stringens bryder også sammen når Arrebo læner sig op ad diverse prosakilder. Det er ikke helt vildledende når Lundgaard Simonsen ind i mellem antyder, at selv om Hexaëmeron var blevet skrevet færdigt, kan det med den form det nu fik, umuligt have indfriet visse kredses håbefulde forventninger om et nationalt epos hvor stor poesi skulle knytte forbindelsen mellem luthersk ortodoksi og videnskabelig lærdom. Måske har Arrebo helt bevidst ladet diverse inkonsistente huller stå åbne, fordi han - klar over omkostningerne - har tilsidesat deres betydning til fordel for at bruge kræfterne på værkets gejst og ornatus. Sandsynligvis har han haft planer om at vende tilbage og korrigere i hvert fald de værste uklare og brodne passager. Hvilket altså ikke blev foretaget. Den følgende passage er blot ét af mange eksempler på hvordan Arrebo overvejer sit eget digts ontologiske status. I "Verdens første Uges tredie Dag" skimtes hans urokkelige synspunkt, at i brændpunktet mellem sandhed og fiktion rangerer sidstnævnte ikke nødvendigvis på et lavere erkendelsestrin:

Skuld' ej jeg siunes her, een Fabel-Hans [person der fortæller røverhistorier] at gifve
Oc meer Poeterj end Sanden at beskrifve:
Jeg kund' i denne Bog vel megen Under sticke,
Oc mindr' end Bonden troer af Agenippe dricke.
(SS I 139)

Ræsonnementerne bag de forholdsvis dunkle vers kunne forsøgsvis koges ned til denne enkle prosa: Hvis tilfældet var at min tale er mere røverhistorie end sand tale, så kunne jeg for alvor vælge at lyve bevidst om verdens indretning under dække af at jeg digtede sandt. Det er imidlertid ikke tilfældet at den der drikker af poesiens kilde nødvendigvis lyver. For jeg ved at den fulde sandhed, som jeg i øvrigt bestræber mig på, ikke er opnåelig i et menneskes tale, hvad enten den er i prosa eller på vers, i fiktion så vel som i bogstavelig tale.

Når jeg lægger denne i og for sig nyplatoniske tankegang i munden på Arrebo, er det fordi jeg mener den er gældende for hans Hexaëmeron i den udstrækning at den skal ses som et forsøg på at beskrive verdens fremtrædelse på en sand måde, men som altid allerede er udtalt på den fingerede tales præmisser. Derfor behøver lærde som ulærde ikke være mistænksomme over for bogens udsagn om verdens fænomenale indretning, men kan tage ordene for det de er: ord. Det kan under alle omstændigheder diskuteres hvorvidt Lundgaard Simonsens vinkel på værket er retfærdig. Arrebo bør af gode grunde have været mere end tilfreds rent kunstnerisk. Idealet om 'korrekt sammenføjning' af dogmatik og verskunst er uinteressant, for så vidt det rent æstetisk brænder på et helt andet sted. Arrebos færdige resultat viser hvor lidt han er bundet af forlæggets idé og indhold, og han løser bestillingsopgaven beundringsværdigt ubundet ved at lade sit eget temperament og sin egen sproglige formåen stråle om kap med værket. Værket er herostratisk berømt for sin lærdom og har været et kors for eftertidens litteraturhistorikere. Disse har muligvis forsét sig på Arrebos tilsyneladende enorme videnskapital, der da også kan gøre den moderne læser svimmel (og træt).

Kunsten at skjule kunsten

Det er nu ikke Arrebos formidling af standardviden om verden og dens indretning, der gør hans værk relevant i nyere tids litterære historie. Der kan fremhæves adskillige aspekter af det digterværk, der i næsten et århundrede indtog pladsen som dansk litteraturs store gennembrud efter middelalderens ophør. Jeg vil fremhæve to hovedtendenser som jeg opfatter som særligt karakteriserende for Arrebos bestræbelse på at gendigte skabelsesberetningen på en ny måde. De to tendenser er inkommensurable og går i hver sin retning.

A) Den ene tendens viser sig i Arrebos gennemtænkte forsøg på at gøre talen så kunstig som muligt, i ordets bogstaveligste forstand. Bestræbelsen kommer først og fremmest til udtryk igennem verseformernes kunstfærdige arrangement, men bærer også præg af at der øses rigeligt fra den klassiske retoriks normer og eksempler. Selv om Arrebo på det punkt langt fra er så svulstig og overeksponerende som digterne mod slutningen af 1600-tallet er, udstråler hans ordkunst en næsegrus beundring for antikkens digtning og retorik.

B) Den anden tendens viser sig i bestræbelsen på at udtrykke sig så naturligt, mundret og folkeligt almindeligt, som det nu lader sig gøre, om hvordan det er at se skaberværket for sine øjne. Som var det et barn der for første gang får en blomst i hånden eller kigger på en sten eller bader i regnen, viser der sig i hans barnlige humør en fænomenologisk vilje til at sanse og erfare verden oprindeligt såvel som oprigtigt. Viljen til det barnlige er først og fremmest kombineret med en verbalistisk og neologistisk stil, og består i en simpel og æstetisk glæde ved ord.

De to tendenser - det kunstige og det naturlige - modarbejder i og for sig hinanden, men til sammen bidrager de til at gøre værket organisk og helstøbt. Arrebo er klar over at modsætningsforholdet mellem de to knytter sig til et klassisk og meget berømt modsætningspar, der bl.a. optræder hos Ovid. I tredje sang (vers 158-162) af Forvandlinger skriver Ovid om Actaeon, der af skovgudinden Diana forvandles til en hjort fordi han havde set på hende mens hun badede i sin naturligt-kunstige skovgrotte:

Intet var kunstigt deri, men naturen havde med snilde
gjort, at det lignede kunst. I levende pimp- og porøse
tufsten havde den rejst en selvgroet buefontæne.
Fra højre risler en kilde med klare og lysende vande,
bassinet er åbent og bredt og bredderne kantet af grønsvær.
(Ovids forvandlinger, på danske vers af Otto Sten Due, 1989, s. 81)

'Ars est celare artem' - kunsten er at skjule kunsten - er en af de grundlæggende idealer som Hexaëmeron forfølger.

Tendensen mod det 'kunstige' (A) kommer til udtryk i Arrebo eksotiske valg af metrum. Her i fortalen:

O Almæctige Gud, al Verdens Skaber oc HErre,
Præctig du gaaer her ud, din Gierning ziirlig maa være!
Herlighed er din dragt, oc Lius dit Klædebon hvide!
Deilighed er din Pract, du skin som Solen hin blide!
Blankt dit Klædebon er, din' Hænders Gierninger liuse,
Neppe dem Phæbus [solen] seer, før hand flux lader sig kiuse.
Ingen, i Verden viid, sligt Mesterstycke har skaaret,
Ingen, af Adams tiid, saa konstig Qvinde har baaret;
Ej Teltmageren kand sit Pauluun kruse saa artig,
Perlestickerens Haand tapet ej Sticker saa fartig:
Du jo HErre Gud før, det skønnest' Himmelens Decke,
Som det, HErre, dig bør, mon ofver Jorderig strecke.
Ziirlig Demanten er, saa oc den røde Rubine:
Soolen skønner oc skær, paa højen Himmel, maa skinne:
Perlerne stickis næt tapetet herligt at pryde:
Stjernerne bedr' er sæt', hves Orden ingen kand bryde.
Aldrige nogen tiid slig grundvold Mestere lagde,
Ingen i Verden viid slig Bygning muured' oc magde
(SS I 50)

Versene ovenfor efterligner antikke hexametervers, men i modsætning til antikkens urimede vers udstyrer Arrebo sine med faste rim. Versenes udgange er konsekvent kvindelige, og de er dobbelt rimede, eftersom der er indlagt et mandligt rim i midten af verset. Som man kan se, er 16. vers ("Stjernerne bedr' er sæt'") elideret. I stedet for at bruge ordene almindeligt og i deres helhed, er sidste stavelse bortreduceret (apokoperet), idet der er indlagt fast cæsur (pause) efter sjette stavelse. Formålet er at frembringe et bestemt rytmisk mønster der former verspar for verspar til små rytmisk selvstændige helheder, og som parvis giver dem et strofisk præg. Rimskemaet for versparrene er denne: aBaBcDcDeFeFgHgH etc. Den måde at strukturere versene på afviger stærkt fra antikkens hexameter. "Metrum Aroensianum" er Arrebos helt originale bidrag til dansk vershistorie, et metrum der dog aldrig slog igennem. Man kan sige at i stedet for Homers eller Vergils bredt varierede og afbalancerede episke vers gungrer Arrebos vers af sted i en monotoni der i og for sig er klangfuld og imposant, men som på sin vis også er trættende i længden.

Det har muligvis tappet Arrebo for kræfter at skulle leve op til sine storslåede metriske ambitioner, for han kunne ikke opretholde sit ejendommelige hexametervers værket ud. I første dags første anhang skifter han verseformen ud med jambiske aleksandrinere - "dog med idel foeminin-endelser" (SS I 75), dvs. kvindelige udgange, for at overgangen ikke skal blive for brat. Man kunne måske sige at mht. monotonien er det som at komme fra asken og i ilden når værket, til den bitre ende, går på aleksandrinske vers. Men stilistisk set er udskiftningen nok et klogt valg, fordi den episke fremadskriden folder sig bedre ud på dansk når den bæres af en jambisk fremdrift frem for det ret kunstige hexametervers. Arrebos aleksandrinere bidrog til at blive det hyppigst anvendte metrum i dansk digtning i det 17. århundrede. Adskillige af hans vers lykkes; et eksempel på hvorfor kan man måske se i den følgende skildring af løvens statur, et dyr Arrebo aldrig havde set:

See ud der springer frem den grumme Diur-forskrecker,
En Jæger uden Hund blod-gridsk i marken trecker,
Nu er hans Klædning hviid, nu guul, nu trøjen sverted,
Langøret, øje-glubsk, skarp-kløred, vel-bestierted,
Jeg meen den Løve kæk, stormodig ofver alle,
Den fleeste Markens Diur maae knælende food-falde.
Hans Fødsel selsom er, naar hand til Verden længer,
Sit eget Moders Liif, u-mildelig hand sprenger:
Af Redsel slet forbaust, half død tre dage slummer,
Ved Fadrens skrek'lig brøl til Liif oc Krafter kommer.
(SS I 226)

Den anden tendens viser sig som sagt i Arrebos fænomenologiske tilgang til sit stof - verdensskabelsen. Vender vi tilbage til den indledende passage fra "Fortale til Skaberen" ovenfor, ser vi at noget andet også er bragt på banen. Fra starten af skæres der lige ind til værkets poetologiske centrum: Overhovedet at tale om skabelsen er konsekvensen af at man allerede har forligt sig med Skaberen. "Fortale til Skaberen" er ikke en traditionel prolog, henvendt til læsere, mæcener eller fyrster, men påkalder ophavsmanden bag det man skriver om. Ovenfor tituleres Gud som håndværker - "Teltmager", "Perlesticker" og "Bygmester" - og flere betegnelser følger - "Gardener", "Fiskmester", "Skolmester". Fortalens bøn til håndværkeren Gud, der skabte en ny verden, forsøger at føre samtale med Gud under lignende konditioner som han har vist sig i sin naturs store bog. Konsekvensen er at den der vil tale herom, tilsvarende må gøre det på en lignende ny måde og med en lignende kærlighed til håndværket. Arrebos digt er en reaktion på den aktion Gud gennemførte med sit nye skaberværk. Hexaëmeron kan derfor anskues som en samtale. Den samtale tager udgangspunkt i at den poetiske tale er en måde at være til på hvor man giver Gud svar på tiltale - som poetisk håndværker. Arrebos værk er her helt i tråd med senrenæssancens fokus på digterens persona. Forestillingen om digteren som ordmager og håndværker betones og diskuteres i berømte renæssancepoetikker af bl.a. Philip Sidney (Defense of Poesie, 1580/81 (udg. 1595)), Baldassare Castiglione (Il Libro del Cortegiano, 1528), George Puttenham (The Arte of English Poesie, 1589) og Georg Philip Harsdoerffer (Poetischer Trichter, 1647-53). I disse poetikker er der dog næppe tale om en guddommeliggørelse af digteren eller en magisk besværgelse af hans evner; snarere om en lovprisning af digterens Gud-indgivne evner til at give skaberværket dét svar på tiltale der er det værdigt. Heri opstår den retoriske kommunikation mellem Skaberen og mennesket. Hexaëmerons mimetiske manøvre er kendetegnet af at dets jordnære håndværksmand ser på sig selv som en der følger i mesterens fodspor. Samme tanke indleder førstedagen:

Hver paa egentlig viis, Stemm' i, sin Skaber at priise,
Liiflig gaaer an den Priis med Sang oc deiligste Viise.
Dyreste Konge-blod; I Førster mæctig i Skare;
Jordens Dommere good' i Guds sted Landet som vare;
Almues Folk hver mand, Viif, Dreng, oc hverrende Pige,
Borger- oc Bunde-stand; ô alle fattig' oc Rige,
Hiælper, hiælper en hver med Mund, med Hierte, med Tunge
Hellig Skaberen kier, en Dict ret hellig at siunge.
(SS I 54)

Alle talende væsner er den ypperste bekræftelse på Guds gode skaberværk. Gud skaber jorden i et øde, hvor de fire elementer er kaotisk filtret sammen. Og den opstår af intet (ex nihil), hvorfor alene Guds ord tilkendes den skabende betydning, som digteren, der vedkender sig at artificielle ord kun er en fjern afglans af Guds, lægger sig i selen for at gøre efter med ulmende vitalitet:

Men den Mestere stoor af Verdens Skaber oc Mager,
Ickun et eenist' Ord for al Materi fremdrager.
Finder saa Kalk oc Steen, hvor der var aldrig at finde,
Hitter saa træ oc green oc andet Forraad ej mindre,
Finder saa Land oc Vand, op under sin Tunge saa mæctig,
Hitter saa Qvind' oc Mand, i mindste Finger saa præctig;
Her frem Himmelen hool, Jeg vil der efter ej lede,
Vel op Maanen oc Sool; strax staae de HErren til rede,
Jorderigs Creatur, oc Himlens gandske Hærskare,
Koster ickun et Ord, flux staaer den uden al Fare,
Som den Kongelig Pen [dvs. Kong Davids] med ære monne berømme,
Oc den Tharser [dvs. Paulus] igien sig icke monne forsømme.
(SS I 59-60)

I virkeligheden er skabelsens dybere mening, set fra et menneskes perspektiv, uudgrundelig. Guds essens beror ikke på skaberværket, sådan at Gud fx skulle 'bo i naturen' el.lign. Gud er evig, håndværker eller ej, og hans skabelsesplan kan ikke omklamres af den "Fornuftens stinkende Huule" (SS I 61), hvor bl.a. hedningen Aristoteles' påstande om at verden skulle være evig, hører hjemme. Aristoteles får følgende ord med på vejen:

Naar hand farer med tant, oc Verden ævig beskrifver,
Sigende: det ej var mueligt, Gud lefde saa eentlig,
Intet at hafve for, men leddig, ingen oc tienlig;
Sige hand derfor vil, for Gud var intet at giøre,
Der ej Verden var til, der i sig kraftig at røre,
[...]
Kunde da Gud, en Gud foruden Verden ej blifve,
Packe dig oc gak ud slig tant vi macten ej gifve.
(SS I 61-62)

Verdens fremtrædelser byder sig til med sine væld af former for den der vil se en flig af Gud eller Guds finger, som er Arrebos yndlingsmetonymi for Guds skaberkraft. Det giver derfor mindre mening at se Arrebos skabelsesberetning som en påtaget elegant, en filosofisk gennemlyst eller en bodfærdig udtryksform, end et forsøg på at lægge sig ind i en første sanselig erfaring af hvordan verden træder dejligt frem for et menneskebarn:

Jeg maa dog kort herom, som den U-myndig lalle,
Thi Barnet stamme maa, til det faar lært at tale:
Langt bedr' er noget sagt, sin Skaber god til Ære,
End alting slet fortaugd, oc plat hen, dum at være.
(SS I 89)

Spørgsmålene balancerer på kanten mellem afgrundsdyb skepsis over for skabelsens luftkasteller til den ene side og de videbegærlige, barnagtige spørgsmål til den anden:

Hvor er den Konstener, Telt-mesteren den stoore?
Hvor fik hand Duugen fiin hvoraf hand Teltet giore?
Er det af Blyant blank? Er det af blødest Silke,
Som svefver viit oc bret i Luften uden stilke?
Er heller tecket skært udaf Christal det reene?
Maa skee af blaa Saphiir, oc andre blanke Steene?
Hvad kaldis det Paulun som mon i Vejret glantse,
Hvad nytter Thronen skøn den jeg ej ret kand sandtse?
(SS I 90)

I en sådan situation er det fristende at støtte sig til astronomiens muse, Urania, og således foretage en digterisk lufttur op til æterens stjernebilleder på den mytiske kosmologis skuldre:

Løft mig paa Axel [skulder] din at see de høje spidser:
Dog ickun slet oc ret foruden Luft-spring mange
Lad Ptolemæi æt, oc lad Planeter prange,
Lad dem med Dragens svants sig som en krants omringe,
Med Jomfru gaa i dants oc med Steenbucken springe,
Med Skytten riid' i Jact, mod Ophiuchum striide,
Oc skue Harens Traf, naar Hunden hand vil biide:
Eudoxus end det veed, paa Fiskens Bank' at fiske,
Oc siunge her oc der som Svan oc Rafn den Gridske:
Bootes drifve lad for Koen Biørn hin grumme [etc.]
(SS I 90-91)

Men selv om Arrebo er storforbruger af mytologiske omskrivninger, vil han dog hellere holde sig til en mosaisk og rustik simpelhed:

Men jeg langt heller vil med Mosis vinger fløje,
Med simpel danske Pen mig simpel lade nøje.
(SS I 91)

Den barnlige oplevelse af verden bliver Arrebos fænomenologiske tilgang til skaberværket, og sammentænkningen af Arrebos barnlige forundring og gudfrygtige beundring er Hexaëmerons hjertetegn. Enten når skabelsen af lyset får en særlig accent hos den der oplever at lyset tændes:

Hører oc aldrig op, men Liuset dejlig oc klare,
Ofverskin Dal oc Top, saa længe Verden skal vare.
[...]
Verdens deilige Slot, for dig u-siunlig her stoode:
Verdens underlig Ting, af hvilke Skaberen kændis,
Ginge du vel omkring, om Liuset aldrig optændis.
Liuset er allerbæst, for det af Skaberen priisis,
Som veed oc allermeest, hvad meest skal ære beviisis;
Hvad nu Skønheden self, saa højt mon rose med ære,
Acter mand saare vel, det kand ej skønnere være.
Lifliger Øjentrøst, ô Sandheds skønneste Moder,
Phosphori søøde Røst, oc nærmest' Englenis Broder,
[...]
Hvo kand rose dig ud, ô Lius, ô Klarheden største?
(SS I 68-69)

eller når alting ziires, som var det et genskin af en uendelig god rationalitet:

Pauluunet hand opslaar, med hvidt oc blaat formenger,
Hvormed hand Jordens Kreds høj-præctelig behenger:
En Hvelling blaa hand giør af vand, som jern det sterke,
Der med hand plancker ind, oc giør et eene-merke
For ofver-himle-vand: den u-begriblig tynge,
Ej giennem bryde kand, men maa der ofver klynge.
Paa dette tecke rundt, der leger Sool den klare,
Der Maanen gaar i dantz med den Planete-skare.
Der tumler Pegasus oc Æolus hofverer,
Der under Hiort oc Hind i Løf-grøn-skof spadserer,
Der Fuglen op oc ned sig yndeligen svinger,
Oc i sin Løf-sal grøn, Liif-lysteligen klinger.
(SS I 88-89)

Rækken af 'hjemmelavede' ord - ovenfor: "Øjentrøst", "højpræctelig", "Løf-grøn-skof", "Liif-lysteligen" - og nedenfor: "Sommer-flooer", "Lyst-hafverne", "roosen-Lunde" - er såkaldte neologismer. Arrebo overtager figuren fra Du Bartas' La Sepmaine, og det er et af Hexaëmerons mest bemærkelsesværdige stiltræk. De nydannede ord findes i hundredevis og overalt i værket. De kan måske ikke alle sammen siges at være lige heldige. Men i adskillige tilfælde slår de en grundakkord an der tænder den glubende visionære nysgerrighed på verden. Støvet rationalitet slås af banen når det arreboske verdenssyn slår gnister.

Der er stort set ingen grænser for det frodige favntag digteren griber jorden og dens vækster med - "Udvortis ofver grøn af græs, korn fruct oc greene, / Indvortis tuusend skøn, af guld oc Ædelsteene:" (SS I 157). På tredjedagen følges Noa, der ser på verden med et barns øjne. Han træder ud af arken efter syndfloden, som var arken en livmoder:

Som Barn i Moders Liif foruden Luft oc Aande,
Foruden Dag oc Dør jeg flød udi de Vande:
Dog fik jeg Luft i gaar, der jeg min kaas fremsætte,
Jeg ofver Hofved Huus da fik oc kom til rette.
(SS I 118)

Den verden Noa træder ud til, venter i den friskhed som alting tindrer med efter et regnvejr:

Nu finder Ørnen Huus, nu hitter Falken rede,
Nu dages Landet op, nu legges broo hin brede.
Nu rinder Skof af Jord, nu grooe de enge grønne,
Nu staaer i Sommer-flooer, Lyst-hafverne de skønne.
Jeg som forleden dag, for Vand ej blifve kunde,
Gaaer nu i Græs til Knæ oc midt i roosen-Lunde,
(SS I 119)

Tredjedagens mirakuløse vision er startskuddet til en veritabel jordomsejling, hvor floder, have, lande og bjerge rejser sig fortryllet og eksotisk. Arrebos rejse på tredjedagen har formentlig haft en stærk påvirkning på den senere såkaldte topografiske digtning. Især i sidste halvdel af 1600-tallet blomstrer den topografiske genre i bl.a. Jens Steen Sehesteds Det herlige og priisværdige Landskab Fyens billige berømmelse (1671), Thomas Kingos Samsøes Korte Beskrivelse (1675 (Kingo: Samlede Skrifter, bd. II, s. 199 ff.)) og Michel Hansen Jernskegs Amager Lands Indbyggeres korte Beskrivelse (1693) samt Reyse Beschrivelse fra Trolleholm till Faaborig Og der fra tilbage igien (1706).

Arrebos skabelsesberetning er den sproglige reaktion på det vældige skaberværk. Hans reaktion kendetegnes af en henrykt sanselig og kropslig friskhed, hvad enten han taler om Moskenstrømmens rasen ved Lofoten (SS I 132) eller Randers-Laksens strålende spring (SS I 137), eller når han lovpriser parringen af rank skønhed og vidunderlig nytte i så vidt forskellige ting som kokospalmen (SS I 147-149) og rensdyret (SS I 232) - samt meget, meget, meget mere.

Arrebo indleder femtedagen med at gøre status over de første dages forslugne raid rundt i skaberværket, og han spørger retorisk om det er på tide at holde op - eller om man vil høre mere:

Jeg hafver dagen en, jeg hâer i dage tvende,
De dage heele tre, ja fierde dag til ende,
Guds seldsom' Under seet, Guds Gierning uden liige,
I slig u-tallig mængd, som jeg ej ud kand siige.
Jeg hafver underjords, oc ofverjords spadseret,
Af Aa oc striiden Elf i vilden Strand riveret,
Fra bølgen grønne-blaa, i Luften mig forføjet,
Til blank Planete-Sal oc Stierne-Choor ophøjet,
Oc seet mig steenend-dum, med Under munden proppet
Med Under pennen stemt, med Under hiernen stoppet:
O var min efne saa, jeg kunde det kundgiøre
Paa artig danske riim, oc Skaldre-viis udføre,
Den skulde høre til, der øret aldrig aatte,
Oc den forundre sig, forundring ej formaatte [opnåede].
Skal jeg afbryde nu, for tungen legge tanden,
Lof gifve dicter-pen, oc Lumme-binde haanden?
Om ønske hafde fynd, et ønste [ønskede] jeg mig saare,
Jeg denne Torsdag bliid en Barems dycker [perledykker] vare,
Ja end Neptunus self, saa vel i dybe Vande,
Frem at spadsere friit,
[etc., etc.]
(SS I 187)

Dén der propper sig med indtryk, risikerer, hvis indtrykkene kommer fra en verden bestående af lutter undere, at gå til i orienterings- og forskelsløshed. Alligevel er der et uimodståeligt drag over Arrebos invitation til en spadseretur i frihed. Under sin lovprisning af Den Evige Teltmager slår han som teltbygger sit eget store telt op. Et telt der er så tilpas let, luftigt og visionært at den der først har læst sig ind heri, får lyst til at invitere andre ind i det.