✂

Den retsindige Christ-elskende Læsere Naade

oc Fred af Gud Fader i Jesu Christo.

✂ HVo den anden Maccabæers Bog publiceret hafver, giør nogle gange sin henvendige Tale til Læseren, oc synderlig sin undskylding i det andet Capitel saaledis. Som en Tømmermand (siger hand) der vil bygge et nyt Huus, maae hafve omhue for det aldelis at sætte af grunde: Men den som tager sig for Hænder at anstryge oc formale det, skal udsøge det som til Staferingen beqvemt er. Saa meener jeg oc om os; at det bør den som først skref Historien, at træde frem til Sagen, oc giøre megen fliid i hver Part serdelis: Men det maae efterladis den som udsætter en Extract der af, at beflitte sig paa kort Tale oc lade fare at giøre sig Umage om handelen i sig selff.

✂ Saa hafver min kiere S. Fader tilforne oc for mange Aar været omhyggelig med megen fliid, hver Part, serdelis af dette Skrift, at fuldfærdige. Oc efterdi, det falder nu i min deel, efter min allernaadigste Konges oc Herres naadigste meddeelte Privilegie, Villie oc Befalning, dette Heroiske Skaldre-verk underdanigst at oplegge oc publicere lade, da beder jeg tienstvilligen, at den gunstige Læser vil lade sig min korte Fortale vel befalde, sig til nogen liden Erindring om fiire Ting; nemlig, Hvo dette skrefvet hafver: Hvorom hand skrefvet hafver: Paa hvad maade hand skrefvet hafver: Oc til hvad ende det skrefvet er.

✂ Først da, den fromme Læsere at erindre, de poëmatis hujus Heroici causa efficiente, om den dette Skrift giort, oc sig efterladt hafver: Saa er det for alting vist, at Gud er Alting i alle; Oc efterdi alle ting ere af hannem, ved hannem oc udi hannem, saa bør oc hannem for alting Ære i ævighed, som Hedningernes 11 Apostel rettelig gifver at betænke. Thi endog vi det som af Guds Mennisker skrifvis oc talis, det fremføris af menniskelig Villje anderledis end paa den tid de hellige Guds Menniske blefve saaledis drefne af den hellig Aand, til at tale, at de talede med andre Tunger, eftersom Aanden gaf dem ud at sige: Saa staar det dog fast om alle, som Apostelen om sig bekænder; af Guds Naade er jeg det jeg er, oc hans Naade til mig uddeelt hafver icke været forgæfves. De Apostoliske Ord ere oc visse, at der er forskel paa Naadsens Gafver, men den er den samme, HERren er den samme, Gud er den samme som giør alle ting i alle. Det maae vi gifve Mact icke alleene om de Aandelige Gafver, men oc om de naturlige, at vi hafve intet, uden det vi hafve annammet af Gud. Om Poeterj oc Skaldre-verk, er det oc i Synderlighed vist, at ingen er der til uden af Gud oc af Natuuren beqvem; Thi det er en Konst som icke forhverfvis, men skenkis, udi hvilken en hver forgefvis øfvis, som icke der til først fødis, efter det gemeene Ord, Poëtæ nascuntur, oratores fiunt, det er;

✂ Naturen giør en Skaldremand
Veltalenhed forhverfvis kand.

✂ Dog saa at ingenium & studium, Natur oc fliid maae endelig slaae sig i Staldbroderskab tilhobe, som Horatius det udførljgen foregifver.

✂ Saa er det icke mit, som et vildigt Vidnisbyrd, men det er Landkyndigt oc velbekændt, at min kiere salig Fader Mester Anders Christensøn Arøboe fordum Sognepræst i Oringborg, var af Naadens oc Naturens Gafve en Poet, end synderlig, i vort eget Spraak, ferdig oc vel erfaren. Hvorfor hand oc icke vilde sætte dette Lius under en Skeppe, ej heller grafve dette forleente Pund i Jorden, men hafver heller vildet brugt det til gemeene Lyst oc almindelig nytte, at hand saa kunde efter bemelte Horatii Ord

✂ -Simul jucunda & idonea dicere vitæ,

✂ Lectorem delectando, pariterque; monendo.

12

✂ Eller med et Danskt Ord at sige, baade Gafne oc forlyste. Det beviiser icke alleniste hans Davids Psalter, saaledis Sangviis udsat, at den tvende gange oplagd, er lyckeligen opkiøbt, oc hafver været alle gode oc gudelige Hierter i Danmark oc Norge meget angenem oc tæckelig: Men end oc eractis det samme af dette Poetiske Skrift, som den S. Mand under Heroiske, Alexandrinske oc Bartasiske Riim sig hafver efterlat, hvilke, om jeg skulle nu længer fordølle, efterdi de af mig begærligen ønskis at komme til Liuset, da maatte jeg hoos alle tilbørligen høre ilde.

✂ Dernest om Materien noget at erindre som her forhandlis, da er det den, til hvilken vor Christelige Troes allerførste Artikel vil hafve os henviist: det er den af hvilken Guds ævige Mact oc Guddom efter Apostelens Ord, beskuis: det er den i hvilken Gud beviiste sin første store Kierlighed mod Menniskens Børn, ligesom hand den anden store Kierlighed mod dennem i den dyre Gienløsning beteede; i hvilke tvende materier de Guds Udvalde sig mest skulde forlyste, naar de skulle antage de Guds Harper, oc siunge Mose Guds Tieneres Sang, oc Lammens Sang. Ja det er den materie, paa hvilken naar alle højest opliuste Theologi, alle bedst forfarne Medici, alle dyb-tænkeligste Philosophi oc højest speculerende Mathematici hafve anvendt al deres Arbeids Fliid oc Lefnets Tiid, kunde de dog aldrig naae nogen Fuldkommenhed, men maae med Hippocrate suckendis sige;
Vita brevis ars longa,
Det er:

✂ Lefnets tiiden er for trang,
Konsten der imod for lang.

✂ Denne Materie hafver Gud med egen Finger skrefvet os saaledis for i Naturens Bog. At den er icke med Siu Indsegle tilslutted, som Lammens Bog i Aabenbaringen, men den er Blad fra Blad oplat, udsperret oc udspiilet for alles Øjne, thi Bladene ere ickun tre, dog store nok, nemlig, Himmelen, 13 Jorden oc Hafvet, som Guds Mand Mose dem benæfner i det hand de ti Guds Bud opregner. Samme højværdige Materie hafver min salig Fader udi sin U-fuldkommenhed saa viit meditando perseqveret oc eftertænkende opnaaed, at hand den HErre Guds underlige Gierning oc alle tings almæctige Skabning i Sex Dage forrettet, med et Heroiske Riim som den Materie best sømmede, priiset hafver. Men der hand omsider tænkte, at begifve sig til den sivende Dag om Sabbathen oc hviilen, da hafde Gud alt forsiunet noget bedre for hannem, at hand icke skulde arbeide paa den sivende Dag, men tilforne komme til Guds Roolighed oc til sin Kammer-hvile, saligen døe i HErren, oc saa hviile af alt sit Arbeide, fra Maanets tiid til sin Maanet, oc fra Sabbaths tiid til sin Sabbath at tilbede for HErrens Ansict, som Propheten Esaias taler.

✂ Fremdelis om Skaldre-arten oc Riime-maaden noget at erindre, som denne Materie er befattet paa, da er det nok vitterligt baade af vor gode viitberømte D. Ol. Worm. append. liter. Run. Saa velsom af vore gamle Kæmpe-Sange, hvad maade vore gamle Gother, Cimbrer oc Danske Skaldrer hafver brugt i deris Riim oc Viiser, nu moxen af alle forglæmt. Hvor imod de Italiener oc Frantzoser hafver begyndt med synderlige Rictighed i deris Spraak paa Trocheiske oc Jambiske Maade med mange Liif-lystige Forandringer at Riime, oc velklingende Dicter at befatte. Hvorudi de riigtalende Tydske paa deres Spraak hafve Franskmanden lyckeligen efterfuld oc Aar 1617. begyndt deris Collegium fructiferum eller Fructbringende Selskab. Hvilket højloflig Selskab der det begyndte ved god Samdræctighed i det Tydske at bære jo meer oc meere Fruct (efter at Opitii Prosodia Germanica var udgangen, oc rum tiid der efter Schottelii Spraak-Konst, Harsdorffers Specimen Philologiæ Germanicæ oc flere nyttige præcepta til gemeene Underretning blefve gifne i Trycken: Hollandske Spraak begyndte oc ved den berømmelige Catz oc andre, meget at florere, oc ligesom at biude traads til andre Tungemaal) da hafver den Velbaarne salig Herre, Her Christian 14 Friis til Kragerup fordum Kong. Majest. Cantzeler min S. Fader der om tiltald, at hand oc vilde sætte en Prøfve paa vort Danske Spraak, at det icke alleene sin Priis skulde ombære oc forliise. Hvortil den S. Mand hafver sig strax beqvemmet, icke alleeniste med sin Davidiske Psalter, men end oc med en ret Bartasiske Prøfve, som nu først af det soorte Mørck opdagis. Hvortil velbemelte Her Cantzeler den Salige Mand til underretning oc brug forleente baade Sal. Bartasii den viidtberømte Fransøsiske Poetes ædle Skrifter, oc andet nyttigt, som det mig vitterligt er, der samme Bøger efter min S. Faders Død billigen blefve restituerede oc igienskickede. Oc hafver den S. Mand icke ladet det derved blifve, at hand de fremmede Poeter i vort Spraak kunde æmulere oc efterfølge; Men hand oc hafver giort saa meget viidere deraf, at hand hafver paafundet det Danske Hexametrum eller Sexmælende Riim, oc med det den første Dags Gierning beskrefvet, hvilket Heroiske Riim M. Joh. Corvinus i sin Rhythmologia Danica meget berømmer, rictig beskrifver, viidtløftigt Exempel af dette Hexaemero indfører, oc af Inventore det Aroensianum benæfner.

✂ Endelig oc at erindre til hvad ende Author sig med dette Skrift hafver bemødet: da kand det af hver Dags Begyndelse oc Slutning let eractis, at den S. Mand for alting hermed hafver søgt Guds Ære; Ligesom hand i al sit Verk stedse befindis at hafve haft i sicte denne Apostoliske Regel: Giører alle ting til Guds Ære: item; alt det som I giøre i Ord eller Gierninger, ja alle ting skulle I giøre i den HErris JEsu Nafn, tackendis Gud oc Faderen formedelst hannem. Tilmed vilde hand hermed efter Pauli Raad til sin Discipel Timotheum, øfve sig self til Gudfryctighed. Men efter som en Christen Kierlighed er from, icke nidig, søger icke sit eget Gafn saa meget som andres, da vilde hand oc her udi tienne sin Negste oc klarligen viise, hvorledis Guds Usiunlige ting fra Verdens Skabelse, naar de forstaais af Gierningerne, da beskuis de, nemlig baade hans ævige Mact oc Guddom. Hand vilde af Skabelsen beviise, at Gud mod Mennisken frem for andre 15 Creature hafver priiset sin Kierlighed, efter som Gud giorde hannem til en Herskere ofver sine Hænders Gierninger, saa alle ting maae være hannem til Gafn oc Tienniste. Hvilket samme at udføre oc øjenskinligen at lære, hafver været den loflige Lærefaders Ambrosii gudelige betænkende, udi hans berømmelige Hexaëmero. End hafver min S. Fader efter velbemelte S. Her Cantzelers (nu i loflig Amindelse) Villie oc Raad, som før meldt er, sig dette Arbejde paataget, vort Moders Maal dermed at ziire oc ære. Thi det er os alt for vitterligt, at det gode gefve, Gamle, Cimbriske oc Gothiske, eller Danske Spraak efter Reformationen oc hen imod halfandet hundret Aars tiid, er meget blefvet forsømt, ja af mange foract.

✂ Nu til Beslutning beder jeg, at om noget her enten i Stiil eller Riim siunis dennem, som af ret Skalder-art oc Øfvelse herofver ville Criticere, U-ret oc forseet, det i beste Meening maatte optagis, eftersom min S. Fader dette Verk vel ellers med større fliid hafde udarbeided, dersom Gud icke hannem ved den timelige Død saa snart hafde bortkaldet, oc jeg dog alligevel nu den S. Mands Skaldre-verk fra hans første Udkastning maae føre til Liuset.

✂ Belangende den Poetiske Stiil, oc Hedenske Guders oc Gudinders Nafn, som iblandt forefalder, da, maae skee, nogen herpaa sig kunde forarge i tvende maade. Først at sligt er vor Tiids Poeter forbødet af Øfrigheden; Hertil svaris: Icke paa den tiid, der den S. Mand dette skref, oc sig efter andre da der udi føjede. Dernest, at Meeningen blifver der ofver mørk for de Eenfoldige: Oc dertil svaris; At naar det forgaaende oc efterfølgende paa hvert Sted tillige, med Breddernes Kerne ofvervejes, saa er alting let oc velforstændeligt. Jeg vil den Fromme Læsere ej længer opholde, men hermed hafve hannem i den højeste Guds Beskermelse, oc mig i Læserens velbevaagne Gunst troligen befalet.

Nebbelund 4. Septembris Anno 1661.
Christen Andersen Arøbo.

✂

L. S.

✂ NOn omnis ævi, nec ingenii omnis laus fuit unqvam, aut in posterum erit, omne tulisse punctum, miscuisse utile dulci, grave facili, masculum acuto, cordatum vivaci, sanctum hilari, splendidum devoto, fæcundum pulcro, magnificum miti, qvadratum rotundo, floridum cælesti. Hæc omnia unum Hexaëmeron Arctoi Maronis & Danici Nasonis B. M. Viri M. Andreæ Christiani Arinsulani, Episcopi qvondam Nidrosiensis in Norrigia, à torrente & magnificâ dicendi copiâ apprimè commendabilis, admirando & prorsus inusitato compendio junctim complectitur. Etenim, si verè auguror, huic Poëtico sex dierum operi adjecta videbit oculata posteritas doctorum pariter ac indoctorum puncta. Idque; haut injuria. Elucet in eo utilitas dulcedine qvadam imbuta, renidet facilis stili gravitas, viget masculum sententiarum acumen, spirat in singulis lineis animandorum affectuum vivacitas , tripudiat sancta mentis hilaritas, emicat devotus impigrè currentis calami splendor, abundat pulcerrima admirandæ inventionis fæcunditas, eminet blanda magnificentia, qvadrata disertorum verborum rotunditas ubivis locorum bellè sibi constat, & ut paucis multa complectar, floret in eo planè cælestis Flora. Advola igitur florentissime juvenis, & dum tempus sinit, carpe hanc Floram, donec vegeti ingenii tui rami consimilium bonorum versuum facti fuerint feraces. Adesdum virile & blandum sexus utriusquedecus, atque; ex hoc augusto torosi carminis Hexaëmero novas ferventesque; vires collige ad pangendum carmen viro dignum, & cogita: Non semper est Auctumnus, annus aut dives. Prodi venerande senex, ex eodem senii tui serium oblectamentum cape. Sic perpetuò vernans hæc rediviva Poësis, vobis sedulis imitatoribus & admiratoribus, nunqvam apud gratam ac frugis bonæ posteritatem consenescet. Scripsit Hauniæ 8. Septemb. Anno Jesu Christi 1661.

Thomas Bangius posthumæ famæ Arinsulanæ, & antiqvæ nostratis lingvæ studiosus.

✂

Testimonia Encomiastica alia, qvorum
primum M. Johannis Corvini est, ex Rhythmologia
Danica M. Sc. Cap. 5. § 6. De authoribus
Alexandrini Carminis.

✂ IN nostra gente Alexandrini carminis cultor felicissimus ac ingeniosissimus extitit Dn. M. Andreas Aröensis, (nunqvam mihi sine laude nominandus) qvi, Authore & Suasore Magnif. Cancellario Dn. Christiano Frisio, Hexaëmeron seu opus de creatione sextiduana condidit; qvod opus, morte prævento Authore, nondum est divulgatum. Neqve multi sunt, qvi de eo qvicqvam sciunt præter ipsius affines & filios. Mihi autem ejus legendi facta est copia Orthungæ, cum aliquando post obitum Anthoris ab uxore superstite per diem unum aut alterum hospitio acceptus essem. Hoc autem publicè testor, si hoc opus in publicam lucem emissum esset, nunqvam tale qvid vidisset Dania, tanto illud est auro dignum, qvantum est ipsum. Meherclè, nisi M. Andream ejusque manum ipse novissem, Authorem Apollinem credidissem. Tam splendidè, tam copiosè, tam magnificè omnia tractat, nusqvam dormitans, nusqvam remissus, nusqvam verba cogens, ut legens fateatur se non audire hominem, sed Deum qvendam, qvi mortalis hominis præscriptione Divinam Majestatem tegere velit, qvasi dicturus, ut est in Græco versu Apollinis de Homero:

✂ Carmina sunt mea, sed manus hæc descripsit Homeri
Carmina sunt mea, sed manus hæc descripsit Arensis.

✂ Sed desino scriptum per se magnum & mirabile, mea oratione magnificare & Verbis attollere, qvid enim vino vendibili opusest hedera? Sanè si vitam diutius retinuisset Danorum alter Absolon Dn. Christianus Frisius literarum & literatorum fautor incomparabilis, dudum in lucem extrusum fuisset. Vos autem cohortor, qvi inter nos optimarum artium & humanitatis studia colitis, vos inqvam hortor, moneo deniq; vos oro atq; obtestor, per publicum bonum, cui vos obstrinxistis, ut ab affinibus scriptum petatis, & cupiditate maximâ augeatis ornatisq, ut tandem ad usum fructum communem in lucem aspectumque omnium prodeat. Si facitis viri Dani & in spem Patriæ nati, DEI gloriam promovetis, 18patriam illustratis, juventutem eruditis & ad vitæ æternæ societatem proximum exædificatis.

✂ Iterum ex Rhythm. Dan. M. Scrip.
Cap. 6. de Authoribus Heroici Aroensiani.
Hujus carminis laudem omnem sibi soli vendicat Clarissimus Poëta M. Andreas Aröensis. Non enim reperi è Sympatriotis ullum, qvi hoc est Rhythmo usus, eo excepto. Etenim opus Hexaëmeri, qvod condidit, partim versibus Alexandrinis conscriptum extat, partim hoc Rhythmi genere adornatum est. Opus reverà, ut anteà docui, qvod nondum lucem vidit, sed luce dignum, adeoque dignum profectò, qvod omnes omnibus modis ad prælum promoveant, maturent, adjutent.

✂ Salutem in Christo Jesu plurimam atq; perennem cum
omnibus sinceræ humanitatis officiis.

✂ REverende Dn. Christierne Andreæ Arrhöensis, amice, offinis & frater honoratissime; Hafver jeg i dag først haft tiid oc Leilighed at igiennem læse eders gode oc fornemme S. Faders Skialdre-dict om Verdens første Uges siette dag, oc det med allerstørste Hiertens Lyst fra Begyndelsen indtil enden.

✂ Jeg kand icke nok fuldberømme den salige Mand for hans Gudfryctige, oc udi alle Stænder Opbyggelige meditationer, for hans fyndige, ja runde oc riige, søde oc klare Stiil oc Tale; For hans konstige, grundige, yndelige oc velliudende Riim; For hans lofværdige Lærdom oc viitløftig Belæßning udi atskillige verdslige oc naturlige Historier, saa vel som udi den hellige Skrift; Ja end ogsaa for hans synderlig Forfarenhed, som hand foruden Studering eller Bog-læsning om adskillige ting udi Natuuren haft hafver. In summa, den salige Mand hafver icke alleeniste udi saadan sin Danske Poësi lignet, men end ocsaa anlangende Stiilens Grundighed oc Talens Sødhed, fast ofvergaaet andre Poeter, i Synderlighed udi det Tydske, saa vel som Danske Sprok. Saa jeg for min Person 19 tacker Gud oc glæder mig meget der ved, at I hafver faaet i Sinde dette ypperlige, ønskelige oc efter sit Begrif høj skatteerlige Skrift (for alle dennem som det forstaae) at lade komme for Liuset, eftersom Synd var, at sligt skulde ligge udi Mørk eller Maalm, saa det jo andre til Underviisning oc Opbyggelse skulde meddeelis, & &.

Vale Naxskou den 14. Maji1661.
Laurentius Martini Witstedius.

✂

Ofver fordum Biscop Arøboes efterfunden Udødelig Sex
Dags-Verck.

✂ TRo Nordens Siele Vecter,
Guds Herligheds Herold,
Du vjser alle Slecter
Hans Ære mangefold:
Fra dig den gylden Harpe
Fick liuden reen oc høy,
At Toner mjld' oc skarpe
Mod Himlen klingend fløy.

✂ Nu skinner de sex Dage
Ret paa Maronisk Vjs,
Som du lodst her til bage,
Fuld' af den Skabers prjs,
De Vunder vi seer vrimle,
Fra Jordens sorte Grund,
Indtil de udspendt' Himle
Kundgiør din liudlig Mund.

20

✂ Hvor mæctiglig indleder
Det noget intet var,
Oc kostelig udbreder
Gud Afgrunds kiortle klar:
Det grofve altings Moder,
Med Smycker ofverstrør,
Oc Dagen Nattens Broder
Som Guldet glimrend giør.

✂ Næt Himlene afmaaler,
Self legger Jordens Snoor,
Udvejer som med Skaaler
De vand der giennem gaar,
Dem viselig fordeeler
Til meere Sickerhed,
Med hellig maal ompæler,
Oc gifver Grendze sted.

✂ Giør, haarsbret aldrig vackler
Den brendend Himmelsk Mact,
Hvis Lamper, Lius oc Fackler
Om Verden holder Vact,
Fremfør adskillig Siele,
Oc skifter mellem dem
De undermaanisk deele,
Hver skaffer eget hiem.

✂ Men Adam sielf ophøyer
Til Jordens Herredom,
Sig for hans Ansict bøyer
Alt hvad ham forekom.
Før ingen bracte fore
Med der til værdig Stjl
Guds Gierninger saa store;
Hos hannem du nu hvil.

21

✂ For Skaberen det legte
I Visdoms deylig Skick,
Før Himlene hand streckte,
Før Jorden grundvol fick,
Dit Spegl er i at skue
Hvad her forborgen laa,
Fra Jorderigs Formue
Did hengte din Attraa.

✂ Set Nactegal, set Lercke
Blant Kongers Herlighed,
Guldtraad lad om dem vercke,
Lad spises udvald sæd:
Paa frelsning de smaa fanger
Anvender muelig Mact,
Sødt siunger, dem forlanger
Dog fra den fremmed Pract.

✂ Til Lifsens Soel sig vendte
Igien din deylig Siel,
Sit Arbeyd dermed endte,
Mod os den giorde vel.
Til Himlens Piller falder,
Til Lius med mørck forgaar,
Uskad af Tid oc Alder
Arbo, dit Nafn bestaar.

C. Schiönning.

✂

✂ In laudem & memoriam Authoris Clarissimi viri Dn. M. Andreae Arrhöensis olim Episcopi Nidrosiensis & posteà Ecclesiastæ Orthunganæ in Selandia, Poëtæ in patria lingva facundissimi, & suo seculo facilè principis: cujus Hexaëmeron, opus qvidem posthumum sed eruditum & jucundum, operâ filii, Reverendi & religiosissimi Viri, Dn. Christierni Andreæ, Pastoris Ecclesiarum Nebbelundanæ & Seddinganæ in Lollandia, nunc demum in lucem prodit.

✂ AT dict' oc Rhime vel, det er en Kunst paa lofve,
Naar det er artigt giort, saa hver mand kand det hofve,
At det er Kunst mand seer der af at mangen Mand
Som gierne vilde det, dog ick' udføre kand.
Paa Tysk det haer stor fynd, naar Rhimen' hyrtigt giøris,
Thi alting kand ret vel paa Tyskemaal udføris:
Dog er det Danske Sprock ey ubeqvemt til sligt,
Naar det en Mester faaer, som det kand bruge dict.
Det sees oc kiendis klart af ny oc gamle Skrifter
Som sætte for en dag baad' ond' oc gode Drifter,
Her Mickel skref med Lof Fru Mari Psalter-bog,
Paa gammel Viis oc Stiil en skøn Poet oc klog.
Af hannem grebbet tog den Talende Lyscander,
Som skref om Grønland saa, at ryctet vide stander.
Læs Rimekrønicken, som Mester Christen skref,
Der finder du hvad hver en Danske Konge dref.
Der finder du forvist en kreng oc zierlig Tunge,
Som kand stafferlig viis hin gamle Dansk' udrunge.
Foruden Lyst oc Gafn du det ey læse kand,
Oc undre maat at sligt er giort af Danske Mand.
Den Bog om Monarchier, som Jacob Matzsen hafver,
Af Skotsk paa dansk udsat, med grundig' Ord oc gafver
Udvjser oc hvad Kraft der boer i Danske Maal,
Naar Dicteren med fljd vel pryder eget skraal.
See disse kund' ey de alt Prjs oc Lof hiembære,
Da skal dig Ræfvens Bog det alt liflystig lære,

23

✂ Som Hermand Weygere der boed' i Kiøbenhafn
Udgiorde mesterlig til alle Stænders Gafn.
I Rhim var Hegelund veltalend' oc nafnkundig,
Oc Pavekrønicken den fine Bog oc fyndig
Kand undervise dig at Mester Anders Weyl'
I Moders Tal' oc Maal slet intet monne feyl'.
I Danske Psalmebog, som er i hver mands Hænder,
Indholdes skønne Rjm, udgiord' af alle Stænder,
Men lystigst' iblant dem, der jeg opregne kand,
Er meest Hieronymus den gild' oc moersom Mand.
Hand Aristophanes den Dansk' at kaldis burde,
Det kand forfare den hans Skrifter høyt mon vurde.
Sæt Magnum Bancke hos paa denne Rhimebenck,
Tag Jødekrønicken til tacke for en Skenck.
See disse rhimede fast alle paa en maade,
Dog alt paa Gammelvjs saa tarfvelig fremtraade,
Men dog med saadan fynd, med slig en drablig dict,
At intet udaf vort kand være deris ligt.
Blant dem var dog forskel, de ældst' er' alt de Beste,
Des mand sig undre maa, at Kunsten af de fleste,
Blef efter haanden saa forsmaad oc fast forglemt,
At hvad der rhjmedis, var mod det gamle slemt.
Imedens Rhjm her saa ret ild' oc plumpe lagdis,
Da saae mand uden Lands at de fast bedre magdis;
Saa kom her for en Dag en Mester vjs oc klog,
Hand langt en anden Kunst at rhjme strax fremdrog.
Hin skref, som før er sagt, den Jomfru Psalter zierlig,
Men Davids Psalterbog tog denn' i Haand begiærlig,
Udsatte dem paa Rhjm med slig høytrafvend' art
Som udaf Danske Mand før aldrig vaar forfart.
Med dyb Forstand oc Grund hand det i verk saa førde,
At aldrig slige Rhjm før nogen Danske hørde.
Hand klemte Rhjm oc Ord med visse Tal oc Maal,
Saa Rhim de raad' ey selfv', ethvert ord falt i taal.
Om Rhjmekonsten først blant os i vore Lande,

24

✂ Halveggius skref lidt, men siden gaf for sande
Her Peder Præst af Fyn, en bedre smag der paa,
Saa mand den Rhjmekunst kand rettere forstaa.
Den Høyesang som haer vist Salomon til Mester,
Sang meget artig ud Een af Nykiøbings Præster.
Saa kom her ocsaa frem, dog paa Lobwassers viis,
En ny ukiend Poet, som vild' indlegge Prjs.
Oc paa den Psalterbog giord' oc sit Mesterstycke,
Men dog mod Arrebo med tynd oc liden Lycke.
Som Dagen er mod Nat at regn' er' alle de
Mod Arrebo, naar mand vil det ved Lius besee.
Blant slig' er Gullandsfar, oc fler' i vore Dage,
Som kunde leggis til, om det skuld' ey mishage.
Dog mue vi alle vist for Mester Arbo kiend'
Ham gifvis uden tvil den roos af Frynt oc Fiend'.
Ja Kunsten om vi end lidt vittigre forstande,
Saa er hand ligevel høysvingende for sande,
Saa vi hans Maal ey naar, ham icke hæffe nær,
Hand derfor sandelig for alle prisen bær.
Men lad saa vær' at hand i Lyricis vel mage
Kand faae, som mod ham tør i Vognen jefnsids age.
Blant andre gifvis for den Tørkelsen, som var
Poet, hans Vjsebog der om klar vidne bar:
Men hvad er det imod Hexameron at regne?
Thi Vjser oc sligt smaat mand finder allevegne.
Men Anders Sunesen skref paa Latine Vers
Oc en Hexameron, ja baade næt oc tærs.
Hand var en Danske Mand, men dog paa slig Latine
Skref hand Hexameron, saa Valsk' af sligt fast grine.
Hand skref berømmelig til sine Landmends roos
Dog ere de nu faa, som dette Skrift er hoos.
Nu haer paa Danske Rhjm en anden Anders siungen
Det skønn' Hexameron, i Pennen oc i Tungen
En præctig færdig Mand; som du skalt gifve mact,
Der alting hafver vist med faure Rhjm betact.

25

✂ Jeg derfor fryder mig at jeg den Dag maa lefve,
Det Skrift at see, som jeg forlangen mon fortøfve.
Kom du begiærlig Bog, med Læsning qveg mig før,
Før jeg her vandrer fra, gaaer inden Pardjs Dør.
Hvor jeg det seer i flor, hvad Moses haer omskrefvet,
Hvor jeg der faaer hvad Gud mig haer med Skrift bebrefvet.
Der efter Sexdags Verk jeg finder Arrebo,
Der ville vi vor Gud høyt prjs' i evig Roo.
O Jesu al min Trøst, mig føer hen til din Hvile,
Til Helgens Samfund føer mig Jesu kom oc jle.
Saa jeg kand sødelig der efter al Uroo
Hos Fader oc din Aand evindeligen booe.
Tack hafv' i fromme Søn, mand eder maa ej glemme,
Det J edrs Faders Skrift til trøcken vilde fremme,
Saa det ey skuld' af Møl oc Orm fortæris bort,
Oc delligt ædelt Skrift forgaa' af Tiden kort.

✂ Summa Hexaëmeri
Carminis genere Andreano.

✂ HImmelens HErr' oc Gud,
som alting skabte med ære
Ved et eeniste Bud,
som Skriften klarlig mon lære
Dig skee evige Lof,
ô Fader hellig' oc sande
Til vor daglig behof,
du Verden riglig lod stande.
1. Først da Himmel oc Jord
Med Lius med Aften oc Morgen
Ere ved dig vel giord'
Alting var ellers forborgen,
2. Dernest Himlen udstract,
oc Vandet drefvet i hobe
Guds Guddommelig Mact.
mon alt i Himlen udraabe
26 3. Tredie Dag saaes Jord,
med grønne Marker oc Skove
Delet fra Vand oc Fiord,
Derfor vi Skaberen lofve.
4. Soelen hand skabte saa,
med Maan' oc liusende Stierne,
Tegn oc merke vi faae,
naar de sees nærmer' oc fierne.
5. Til vor daglige Suul,
Gud Fisk' i Floder loed svømme.
Vandet gaf megen Fuul,
dem mue vi bruge med sømme.
6. Paa den siette Dag blef
Qveg, Bester, Mennisker skabte,
Som det Moses beskref,
dog vi vor Herlighed tabte.
7. Saa da hvilede Gud,
af alt det Verden mon volde,
Med Befalning oc Bud,
Sabbathen hellig at holde.
Alle Guds Verker haer
vor lærde Poete fremdraget,
Som den Vjsdom saa klar,
den kloge Cantzler behaget.
Samme fornuftig Mand
vild' at vi Danske skuld' hafve,
Lige som andet Land
paa Danske, Skabelsens gafve.
Deraf kunde forstaae
vi Guds Velgierninger alle,
Tackende ham, oc saa
lad' os hans Gierning befalle.
Begge du tacke maat,
men meest Poeten betenke.
Hin vel vilde dig gaat,
men denne dig Lærdom mon skenke.

✂ Aliud.
- v - v | - v - | | - v - v | - v

✂ Mester Anders Arebo gaf os Davids Psalter,
Hvilken icke nogenlund udi Texten halter.
Men hand hafver Jesum Christ nefnt der i med Troo
Psalteren udtyde ret Anders Arrheboo.
Men de Brødr' af Zvingli Slect Bez' ocsaa Lobwasser
De paa HErren Jesum Christ saare lidet passer,
Aldrig nefnis hand engang udaf disse too,
Saare tit ham nefner dog, Anders Arrheboo.
Endnu Hexaemeron skref hand os til fromme,
Grundelig oc præctelig orden' af ham komme.
Fra den dybe Skriftens bond' saadan Vjsdom groo
Os til Gafn oc høy Forstand Anders Arreboo.
Saa da troe vi alle det, Gud at alting skabte,
Himmel, Jord oc Mennisket, som sin Kraft fortabte.
Det er stateligt udført, vilt du mig kun troo,
I den Bog, som fordum skref Anders Areboo.
Hvordan vi skull' oc alt det os til nytte føre,
Sligt alvorligt at det kand vore Hierter røre,
Saa vi skuu' oc kiende ret HErrens Gierning mou
Saare vel det lærer os Anders Arrheboo.
Paa de Rhjm er det oc giort, før ey vare gengse,
Meget mindre hos en hver ere de til fengse.
Hvo dem veedst' af alle dem udi Danmarck rooe?
Før dig dennem lærde ny Anders Areboo.
Mester Anders Areboo skal mand tacken giøre,
Som Guds høyre Skabnings Verk vild' i Rjm udføre,
Hvor af læris Leegemand, at hand ey som Koo
Sligt skal see; men see ret som Anders Areboo.
Paa al Verdsens Herlighed see vel Ung' oc Gamle
Liden tack for Gud, for sig liden sands de samle
Vilde kiøbe de den Boog, der i flittigt gloo
Stor Forstand der af dem gaf Anders Arreboo.
Liuset, Himlen, Jorden grøn, Soelen, Fugl oc Fiske,
28 Bester, Orm' oc Mennisker baade nye oc friske,
Lære dig i denne Boog, ret med stor Uroo,
Dog med statlig' Ord oc Grund Anders Arebo.
Danske Mand kiøb denne Bog, galt hun end en Daler,
All Guds Gierning styckevjs hun dig ret afmaler,
Forig' Aar du kiøbte det, som slet intet droo,
Vjsdom her nu lærer dig Anders Areboo.
Skabelsen, Forløsnings Verck, Helliggiørels' handel
Høyeste Guds Gierning er' ofver Verdsens Vandel.
Skabelsen den Først' er her, men de andre to
Rører hand kun lidet om Anders Arreboo.
Fader skabte mig, men Søn, med sin Død mig løste,
Hellig Aand vil os ocsaa helliggiør' oc trøste,
Samle til sig alle dem som monn' hafve Troo,
Alle, blandt dem vor Poet Anders Arreboo.

✂

A. B.
En Dagvise om alle Creatures Skabelse,
giort af Doct. Petro Palladio.

✂

1.

DEn liuse Dag, ô Skaber god,
Som vi Søndagen kalle,
Hand var den første Dag oc roed
Til Creaturen' alle.
Paa den du baade Himl' oc Jord,
Med Aften, Lius oc Morgen
Du skabte med dit hellig' Ord,
Før alting var forborgen.

✂

2.

Vor Bøn du hør, oc see vor Graad,
Os frels af vore Synder,
Skenck os med Naade Lyck' oc Raad,
29 Frj os fra vore Fiender.
Vort Hierte løft til Himlen op
Dit Lius lad Mørcket vinde,
Saa at vor Siæl oc syndig Krop
I Mørk os ey forblinde.

✂

3.

Den anden Dag, ô Skaber bold,
Som Mandag nu mon hede,
Du Himmel togst med Mact oc Vold,
Oc den strax lodst udbrede.
Du Vandet sætte paa sin Grund,
Der ofver uden Vaade,
Det vaar alt dit Guddomlig Fund,
At det skuld' Jord ey skade.

✂

4.

Dit hellig' Ord, din Hellig Aand
Vor Grund lad vær' oc Fæste,
Forøg vor Tro med ret Forstand
Oc Kierlighed til Næste.
All Verdsens Svig kast under Foed,
Os leed af Dieflens Snare.
Demp udi os vort Kiød oc Blod
Lad os ey vilde fare.

✂

5.

Den tridi Dag, ô Lifsens Ark,
Mand Tjsdag nu mon nefne,
Da gafst du Jord med Skov oc Mark
Ovr Vand sit Rum oc efne.
Du lodst der Korn oc Kierne groe
Med Urter oc med Grøde,
Badst Mennisket paa Jorden boe
Oc gafst ham det til føde.

30

✂

6.

Fra Himlen gif os Regnen bljd,
Om Vaaren Løf oc Greene.
Fruct, Blomster gif om Sommers tjd,
Oc Korn om Høst hin reene.
Naar Vinter sees med Kuld oc Frost,
Med Storm oc Snee hin hvjde,
Forsee os da med Skiul oc Kost,
Frels os fra Sorg oc Qvide.

✂

7.

Den fierde Dag, ô Skaber klar,
Vi Onsdag nefne gierne,
Du skabte Soel oc Maane bar,
Planeter oc hver Stierne.
Dem badst du saa paa Himlen gaa,
Om Dag oc Nat at skinne,
Der hoos til Merk' oc Tegn, hvor paa
Mand Aarsens tjd kand finde.

✂

8.

Retvjsheds Soel oc Verdsens Lius,
Vi bede dig saa gierne,
Thi du est eene klog oc vjs,
Lad skinne Morgenstierne
For Hierterne, dit hellig' Ord,
At vi det onde skille
Fra got, oc nedre her paa Jord
Fuldgiøre ret din Ville.

✂

9.

Den femte Dag, ô Skabermand,
Som Taarsdags Nafn mon hafve,
De Fugl' i Sky, oc Fisk' i Vand,
31 Saa herlig Skenck oc Gafve,
Du skabte dem for os ocsaa,
I Vær oc Vand at flyde,
Paa det vi kunde dennem faae,
Til Mad oc Kraft at nyde.

✂

10.

Gif os, ô HErre, dagligt Brød,
Vor daglig Kaast oc Klæde,
Frj os fra alskens Hungers Nød,
Forsørg' os med vor føde.
Velsigne du vort Huus oc hiem,
Vor Booe oc Børn til gode,
Saa vi forsørge maatte dem,
Gif Fuul oc Fisk i Flode.

✂

11.

Den siette Dag, ô Skaber blid,
Som mand mon Fredag kalle,
Da skabte du, til rette tid,
Diur, Orm' oc Bæster alle,
Strax Mennisken oc med et Ord,
Du skabte Mand oc Qvinde,
Med Siæl oc Krop af Aand oc Jord,
Med Skjæl, Fornuft oc Sinde.

✂

12.

Natur oc Sind giør luter-purt,
Oc skenck os Siælsens føde.
Thi Adams Eble beeskt oc surt
Os dømte slet til Døde.
Gif Aandsens Roo, oc Legems Fred
Lad os i Verden hænde,
Formaal oc Christelig Afskeed,
Naar Lifvet hafver Ende.

32

✂

13.

Den sidste Dag, ô Skaber klog,
Mon Løfverdagen være,
Hand er bemelt i Lougsens Boog,
Alt til din Lof oc Ære.
Thi paa den Dag du hvilde dig,
For Himl' oc Jord stoed rede,
Hvert Creatur vel skabt for sig,
Derfor vi dig tilbede.

✂

14.

Derfor gif os en stadig Troo,
Saa vi ret aldrig tvile,
Men faa' en evig Glæd' oc Roo,
Med dig i Himrig hvile.
Den evig Soel oc Sabbaths tjd
Lad os i Himl' optende,
Gif siden os Callatz oc Fryd,
Hos dig foruden Ende.

✂

A. B.
- V - | | - V - V -

✂ KJere Her Christen Andersøn,
Gode ven, efter eders Bøn,
Med al fljd bragt ved Westerborg,
Som der til hafde stor Forsorg,
Hafver jeg dette skrefvet saa,
Saa I kand klart her af forstaa'
Hure høyt jeg den Salig Mand
Acte vil; thi i meden hand
Lefde, var hand min gode Ven,
Oc jeg haer Gafn udaf hans Pæn.
33 Gierne jeg følger eders Bøn,
Gamle Ven, Christen Anderssøn.

Dabam in curia pastorali Ørslöviensium die 25. Augusti, Anno 1661.
T. Johannes Corvinus.

✂

In Posthumum

Reverendi, Clarissimi & Excellentissimi Viri,
Dn. Magistri Andreæ Christierni f. Arrhoensis,
Poëtæ & Rhythmologi Danici disertissimi Hexaemeron
(Seu [x][x][x][x][x][x][x][x][x] sextidui creationis primævæ)
Rhythmo-Metricum Elegantissimum.

✂ SUrgite Vos Runæ, Alrunæ; vestriqve Magistri,
Et Scaldri junctim cum Scalda surgite vestra.
Surgite censuri, vestro num tempore degit,
Arrhoensi, Scalder, qvem consimilare potestis.
Et vos, qvi propiùs vixistis tempora nostra,
Vosqve simul, Vates, hac tempestate celebres,
Obtestor meritò, sanctè jurare velitis,
An fuerit Patriæ Lingvæ tam Mysta Venustus.
Si mihi de tanto Phæbo censere licebit,
Cev velit argutos interstrepere anser olores,
Næ superat perqvàm Runas Scaldrosqve superbos,
Nec cedit reliqvis collavdandæ artis Alumnis.
Sit sua certatim Græcis, sit digna Latinis
Lavs, Lavrusqve aliis, qvotqvot viguere, Poëtis;
Is certè Patriis Rhythmis metrisqve recultis
Ambiguam cunctis palmam fecisse videtur.
Germanos æquat sublimes ille Magistros,
Aqve Danis nevult qvicqvam, cev, discere, Tyro.
Res, Rhythmos, metrum, qvis, dicas, condidit illo
Doctiùs ô dexter Censor, meliúsqve? fatere!
34 In rebus sanctus Rhythmis verbisqve disertus,
In metris svavis: Qvanto nunc dignus honore?
Non est ex illis, illorum at spernit avenám,
Qvorum hodiè plures, qvàm muscæ tempore verno.
Altiùs & scandit, sanè illi competit illud:
Consul, Proconsul Roma fit in urbe qvotannis,
Rex solùm avt Vates non qvovis nascitur anno.
Si ergo vidisset Godefridi fata suprema,
Rex Daniæ certè summâ cum lavde fuisset;
Hjarnus cum acciperet Scalder diadema sacratum,
Curtum Frothoni aptârat qvòd funebre carmen.
Magnus Alexander sic grandis amabat Homeri
Iliada, ut capiti in cumba subjecerit illam:
Illóne Hexameron dignum est Arrhensis amore?
Psaltica qvæ & scripsit, cev digna poëmata cedro!
Qvilibet affirmat justus, me judice, judex.
Dic nam Theologe, Orator, dic túqve Poeta,
Dic mihi Rhythmologe; Histor, Physjologe atqve Sacerdos,
Vosné simul vegetus noster delectet Apollo!

Ex amore in Excellentissimum Avctorem, excelsáqve ipsius studia, pariter & superstitem filium, Reverendum & Humanisimum Virum, Dn. Christianum Andreæ Arrhoensem, Ecclesiasten Nebelundensium & Sædingensium in Laalandia fidelissimum, Affinem, Amicum & Fratrem perdilectum, qvi Divinum beatissimi Parentis Hexaemeron communi publicæ lucis usuræ submittit,
L. M Q. adposuit
Laurentius Martini Widstedius,
Ecclesiastes Nachschoviensium.

✂

✂ NU kommer for en Dag hver Mand til Lyst oc Lære,
Et Skrift af Rimekonst heel artigt dømmis være;
Hvor alting svarer saa: Som Gierningen er stor,
Saa er oc Dickten god, som saadant bringer for.
35 Thi saasom Skabelsen den store Gud os viser,
Saa oc i denne Bog det Verck sin Mester priser:
At om mand Riim oc Ord, Stiil, Orden, indfald al
Vil nøye giennemsee, mand slig roeß gifve skal:
I Ordene er fynd, et Riim det andet byder,
Oc Stilen falder høy, hver Linne liflig lyder,
Oc Orden kommer smuck, heel god indfald i alt,
Det Moses kort har sagt, er her vitløftig talt.

✂ Som denne Pen har før paa Danske Psalmer skrefvet
Kong Davids Psalterbog, oc det Verck saa høyt drefvet,
At oc Lob-Vasser self maa denne Ofvermand
Erkiende, oc det Dickt ey nock berømmis kand.

✂ Saa nu, det Underverck Gud i sex Dage endte
Ved altings Skabning, oc, ved Mosis Pen os sendte.
I denne skønne Dickt saa klar afmalis her,
At, det til Tidsfordrif, oc andackt nyttigt er.

✂ Hvad vaar det ønske værd, at, som hand hâr os gifvet
Sex Dagis Gierning god, paa slige Vers; ham lifvet
Af Gud forundet vaar, at, hand den sivend Dag
Beskrefvet lige viis med Herrens Ro oc Mag,

✂ Der verfvet vaar fuldendt, der HErren tog sig Hvile.
Men, det vaar Guds behag med denne mand at ile
Her fra til ævig Roe, at, hand med Lyst oc fljd
Den Dag her blef forsømt, kand siunge uden tid!

Hans Claussøn Rosing>
Past. Calund.

✂

In Hexaëmeron Aröensianum à Patre,
Viro, dum vixit, venerando & clarissimo, b. nunc m.
Dn. M. Andrea Chr. Aroense,Orthungano olim Pastore
meritissimo, elaboratum; Sed à Filio
Dn. Christiano Andr. Aroense Nebbelundo-Seddingano
Pastore fidelissimo, fratre & Collega meo
honoratissimo nunc editum.

✂ EDidit Aroensis specimen laudabile qvondam
Divini ingenii, Psaltica Sacra canens.
Hoc tyrocinium placet omnibus: anne placebit
Qvod limatius est, eximiumque, magis?
Sex canit Aroensis primorum facta dierum;
Dum canit, Hexametrum fabricat ille novum.
Materies condigna metro, metrumque; novellum
Materiâ dignum! Dania digna viro!
Hinc doleo ereptum tibi, Patria pulchra, Poëtam;
Qvi docuit modulis versificare novis.
Huc ades ô Bartas, Itali procedite Vates,
Huc vos Collegæ Teutones ite simul.
Rhythmus vos celebrat, Vates, heroicus omnes,
Pes at Jambus erit, sive Trochæus erit.
Dactylicis rhythmis vestra est & Musa superba,
Qvæ tamen ignorat carminis hocce genus.
Aroense hoc nostro duce', discat garrula vestra
Hexametrum posthac pangere Musa novum.
Octo lustra ferè sunt, cum Maro ludere nostras
Cæpit; Teutonicus cæpit & inde chorus.
Perpetuò Aroensem celebrabit Danica lingva;
Et sua fructiferum laus manet æqva chorum.
Aroensis senior qvod fudit & abdidit olim,
Junior Aroensis luce poëma beat.

✂ Fiire af de Danske Skalder, som herligen skaldrede, hver paa sin merkelige tiid,

37

• Hjarne, der da vare Faa, Propheter i Verden.
• Regner, der da vare Faa, Christne i Scandinavien.
• Saxe, der da vare Faa, Lærde i Norlandene.
• Arbo, der da vare Faa, Danske Poeter i eget Spraak.

✂ Indføris som personligen hver at tale sine Ord.

✂

I. Hiarne Skald med sit Løbe-riim.

GRafskriften jeg skref Kong Frode til Ære,
Der tryldede Koo nedlagde den Herre.
Jeg tiente mig dermed Kronen til Løn,
Langt ædler' end Laurbærkronen fuldgrøn.

✂

II. Regner Lothbrog, med sit Biarkemaal.

Du Hiarne ved Din Skaldre Hierne
Dig Thronen fikst oc Kronen.
Ved Skalder-Konst jeg aldrig Krone
Til arfve Kunde hverfve.
Dog for mit Sverd oc Mact hin Svare
Folk Svie maatt' oc tie.
Til Ormen mig i Bryst oc Barme
Til døde Beed oc øde,
Da Sang jeg mig i Soorte Fængsel
Fra Krone Slet oc Throne.

✂

III. Saxe Lange med sin Klingedict.

SVatsig Tunge, ferdigt nemme mig af Gud forlened var,
Jeg oc kunde vel min Pen riimviis oc u-riimviis røre,
Saa al Verden der af maae Danmarks Mact med under høre.
Naboe Gottisk Olavite derfor til mig afvind bar;
Dog min Landmand Rosefontan mig mod ham forsvaret hâr:
Wormius, Stephanius begge hannem Bistand giøre,
Mine Vers oc Romerstiil dermed de til Priis udføre,
Saa en hver dem højest ynder, uden Daaren oc en Nar.
38 Jeg med Stiil, med Vers, oc Riim icke mig Guldkronen tiente,
Verdens Ærekrone dog jeg Dankonninger forleente.
Mig fordansked' Anders Veile med u-bunden Stiil vel skøn,
Kand dog de Latine Vers ej paa Danske Riim udsætte.
Giid en Skald oc vilde dem Danske vel med Riim ret nette,
Da hand vel fortienne kunde sig en Laurbærkrantz til Løn.

✂

IV. Anders Arbo med sin Sexmælende Drotqvæt.

MIg ej ære! min Gud, jeg søger icke min Ære,
Men at føre viidt ud din priis, jeg tracter ô Herre.
Hiarnes gyldene Krantz jeg aldrig vilde mig vente,
Regner oc uden Lands fik Løn, som Hedning fortiente.
Saxo hafver sin Priis af Dansk' oc Franske Folk høje.
Den jeg holder retviis som sig for Herren vil føje.
Med min Psalter vil jeg dig berømme min Herre,
Hexaëmeron til din Priis allene skal være.
Tack haf eeniste Søn, at du min Drotqvæt ej dulde.
HErren være din Løn. Naar Gud mig vecker af Mulde,
Vi vist samlis igien at faae Retferdigheds Krone
Ved vor Frelser' oc Ven paa Ærens højeste Throne.

f.
Jacobus Claudius Pastor Ærendlevi-Olsdorpiensis & Præpositus Nomarchiæ Fuglsanæ.

✂

Dobbelt-rjmende Hexametri
ofver M. Anders Arebois
høy-loflige Hexaëmeron.

✂ HVo med den Act oc synderlig Pract hâr Ordene bundet,
Som Arebo i Rimet at snoe der Seyer hâr vundet,
Ret med en Art oc flydende Fart hand Rimene føyer;
Oc tager ind strax Læserens Sind, oc liflig fornøyer,
39 Syndig i Ord, saa Riig oc saa Stor sig herligen skicker,
Svinger sig høyt som Fuglen vel fløgt i Skyen sig sticker.
Andre, som ey opnaae denne Vey, ved Jorden maa bliffve,
Paa egen Viis, med ringere Priis, saa slet hen vi skriffve:
Stafvelsers tvang den korte gjør lang, Maal rictig ey holdis,
Ey heller Tall, ey Ordenis Val; stor U-held forvoldis.
Men i Maneer som Arebo teer hâr Lærdom med Lycke
Drefvet sit Verck, Naturen fuld sterck giort sit Mester-stycke.
Arbois Nafn, for Konsten oc Gafn, skal priselig mindis
Lenger' end Riim, oc Runer med striim i Steenen kand findis.

✂

Epigramma.

✂ REgia si Hjarno cessit per metra Corona,
Qvis neget Arboo cedere Cæsaream?

✂ FOR slette Riim kund' a)Hiarne naae
En Kongelige Krone,
Vist burde b)Arbo settis paa
En Keyserlige Throne.

Peder Nielssøn Mehrn,
Acad. Hafn. Vicebibliothecarius.

✂

✂ DEt er, ô Danske Mand uqvems
Dig fremmed' Ord at laane,
Fra Tybren, Seine, Rhijn oc Tems,
Oc saa dit Sprog forhaane.
En glatter Stiern oc deylig Hud
Nock af sig self beprydis;
Men sminckis den for meget ud,
Da rynckis den oc lydis.
Vor Moders Maal, saa fremt du dig
Der i ret giorde mæctig,
40 Af sin Natur er jo for sig
Saa liflig rijg oc præctig,
At ingen der til betle tør
Udlændisk glands oc smycke,
Som hende saa vanhældig giør,
At hun ey tør opdycke.
En artig Pen kun fattis her,
Os kunde Veyen bane,
Som moxen nu saa vildsom er,
Som gang i Bryst paa Trane.
Var mangen her i voris Land
Saa Sinderijg oc kyndig,
Som Arrebo den lærde Mand,
Oc i sin Stijl saa fyndig:
Opitz for Dansken fick it Glas
At stande da tilbage:
Da fick Ronsard, Ja self Bartas
Top-seylen jnd at tage.
Thi naar hans søde David vil
Guldharpen sin opstemme,
Saa dyb en Sorrig ey er til,
Mand den jo strax maa glemme.
Vil hand om Guds almæctig Haand,
Oc altings herkomst dicte,
Strax har vor svage Siel oc Aand
Self Paradijs i sicte.
Ja hafde bleegen Død sin Ret
Saa snart af ham ey krefvit,
Vor Dicte-kunst saa tung oc slet
Vel aldrig hafde blefvit.
Gud hannem glæde der hand er,
For søde Rijm hand giorde,
Det ønsker hannem en oc hver,
Som end er ofven Jorde.

Anders Bording.

✂

Et lidet Encomiasticon [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] fremstillet
effter venlig Begiering

✂ Den Hæderlige oc Vellærde Mand H. Christen Andersøn Arøbo, Sognepræst til Nebbelund oc Seddinge Sogner til prjselig eftertanke oc tack, for Sønligste Erbødighed imod sin Salige Faders højberømmelige Skrift af egen Bekostning til trycken at befordre, som vaar den hæderlige oc højlærde Mand M. Anders Arøbo fordum Superintendent ofver Trundhiem Stift oc dernest Primarius Ecclesiæ Orthunganæ Antistes, hvis Siel hviler længe tilforne i Guds Giemme, førend denne
Bog leveris i Læserens Haand.

✂ VOr sønlig Lydighed, saa længe som vi lefver
Den pligtig ær' oc Act, saa vel forskylt, udkrefver,
Men Lifvet dyre kand,
Det er dog Sønnens Pligt, sin Faders nafn at ære
For Børn oc Børnebørn, den billig roes frembære
Til den U-kiendte Mand,
Slig billig Skyldighed Herr Christian lod kiende
Den Præst i Nebbelund, til trycken da hand sende
Sin Faders Skialdrebog,
Som Salig Areboo vel artig lod beskrifve,
Den herlig HErrens Mand, men hand vaar her i Lifve
I Riimekonsten klog.
O gamle Skialderkonst! vel er Homerus gammel,
Mens Danske Skialdermænd betraade Jorsens Skammel
Førend Homerus kom,
Det lærer tidsens løb, oc Skialdatal udviser
I Dannemarckis Ertz, i Kamp oc haarde Fliser
Som neppe nu hâr rom,
Thi bro oc bildejern en part deraf udsliber,
Oc idelige Regn, som vandriig Sky neddriber,
Udsletter denne Kunst;
At Saxo i sin tid de Lefninger lod samle,
Som Saljg Ole Worm til brug tog af det gamle,

42 Oc gaf dem Lif oc Gunst,
Her til hialp Arrebo, den hæderlige Herre,
En herlig Musicus, bekant oc vant at være
I Riimekonsten fix,
Paa Davids Jedidoth hand viste saa at siunge
At hvo det laste vil, da er hans hadske Tunge
En Aröbo-mastix;
Den yndig Rimekonst hâr mange sig misunder,
Den U-kiend idiot af Had prip-fuld omstunder
Vil laste Danske Værs,
Vi daglig det kand see; See! Glas saasom Coreller
For Bønder er dog eens, de daarlig dennem teller
Som en Unyttig ærs!
Men lærde grundig Mænd sligt ziirlig ved at sette,
(e) Paafindelsen oc Værs de føjes vel i rette
Udi den Danske Qvad,
Den Salig Arröbo sligt yndelig hâr skrefvet,
Ah Salig Arröbo, gid du end hafde lefvet,
At see din Riim i rad,
Om Versens Skabelse, om Jord oc Cræ, som vrimle
I Hafsens dybe Vand, sampt HErrens høje Himle,
Hvad minder er oc stoort,
Den mæctig Fabrica, fra Jord oc Himmels Ende
I hver en vraa, i hvor vi os henvende
Sex Dage det er giort.
Skrefvet den 3. Sept. 1661 i Kiøbenhaffn
Af
Henrick Matzo(e)n Wallensbeck,
Uværdig g. o. m. t. til Holmens Kircke.

✂

Ad incomparabilem suo ævo in sua lingva Poëtam
Dn. M. Andream Arreboensem.

De opere posthumo sex dierum creationem carmine Hexaemero
comprehendente qvod Rever. filius Pastor Nebbelundensis
publici juris fieri curavit. 1661.

✂ SAncte senex scribis, sic te tua Musa movebat,
Gratum opus in Danis Arreboense tuis.
Magnum opus, ut primâ surgentis origine mundi
Senis luciferis cuncta creata refers.
Scilicet inde datur terras spectare jacentes
Et circumfusi brachia curva maris.
Tam solis radios rutilantis, tamque recursus,
Qvaliter & pactâ stent elementa fide.
Utque Deus, scribis, demum cessare qviete
Perfectò artifices jusserit orbe manus.
Magnum opus est. Seri mirantur scripta nepotes,
Tentat enim Natus præla addiisse tuus;
Actum perbellè! Vivit post funera metrum,
Et vatum Princeps Arreboensis erit.

Ex Musæo Hauniæ festinante calamo scripsit3.Sept. 1661.
Henricus Wallensbechius,

✂

In Hexaemeron Aroense posthumum.

✂ FRustrà sepulchro saxeo reconditur
Qvem merita fatis eximunt.
Texêre dudum corpus atra marmora
Ut ne qvidem umbra reliqva.
Sed jam sepulchro prodit author inclutus,
Labore clarus aureo.
Rhythmosque; Danos Mosen Ebræum docet,
Insigniori commodo.

44

✂ Haurite pressas erudito pollice
Uvas repletas Nectare;
Ut imbibantur sacra Mosis semina
Qvæ Dana spargit dextera.

S.
J. Bredal,
piè defuncti Authoris Nepos.

✂

✂ DEsine Graia loqvi posthac Romana vertustas
Desine grandiloqvis ad sidera tollere bombis
Magnanimum Æaciden, formidatumque; Tonanti
Amphitryoniaden, tot bella, tot horrida bella,
Bella per Æmathios plus qvàm civilia campos.
Veliferas vel avara trabes qvot Scylla voravit,
Qvi casus Troiæ, vel qvæ juga perfida Circes
Dulichiis ululata lupis, longè altius itur
Altius assurgit jam nostri Musa Poëtæ
Materiem spectas? certè non Troius hostis
Hac in classe vehit decepti pignus Atridæ,
Nec canitur Siculis qvæ conformata caminis
Effigies lassum Brontem Steropemque; reliqvit,
Sed Deus, atq; hominum Divumque; æterna potestas
Sistitur ante oculos, qvæ condidit omnia verbo,
Omnia qvæ vastus gremio complectitur orbis,
Qvicqvid alit tellus qvicqvid maris æqvora verrunt,
Qvicqvid flammiferis mundum complexus habenis
Phæbus ab axe videt, cælumq; solumq;, salumq;
Sistitur ante oculos, qvi summi jussa Tonantis
Primus homo excussis, pomoque; momordit in uno,
Et natos natorum & qvi nascentur ab illis,
Cælum, Vesta, Thetys, naturaq, tota cothurno
Non unqvam tanto se incessisse fatetur.
Qvin priùs exclamat, sibi qvàm Divine Poëta
45 Teque; tuumque; unqvam tollent oblivia nomen
Tota priùs vasti tolletur machina mundi
Cæliferique; attrita genu perfringet Atlantis.
l. m. q. p.
Joh. Er. Monrad.

✂ NOcturnos alij dolos Pelasgûm,
Errantesqve mari Phrygum carinas
Aut fatum Culicis, citive pugnam
Muris ridiculam, aut faces Amorum
(Tritam Vatibus orbitam seqvuti)
Ventis, arboribus, gregique; cantent:
Tu charus superis, memorque, Jôvæ
Carmen fortior exseris sacratum,
Et cantas teneri Creationem
Mundi: Tum tenebras Chaûs fugatas
Victricis radios timere lucis:
Tum pandi nitidum Poli tapeta,
Duratumque; Solum, Salôque; cinctum,
Prognatas subitò stupere Plantas,
Convexique; Globos poli coruscos:
Tum vitas Volucrum, Marisque; Monstra,
Et tardas Pecudes citasque; Damas,
Et Vermes, Colubrosque;, Viperasque;
Verbo munifici Dei creata:
His tandem superadditum Monarcham.
Hæc aptas Patrijs, sacrate, rhythmis,
Doctis, grandisonis, gravi cothurnô
Dignis: Nec pecudum greges, ferasqve,
Ornos aut Geticas moves canendo,
Sed mentes hominum pias piorum.
Felix (heu!) nimis & beata Tellus,
Qvæ Lycaonio jacens sub axe,
Te terris dedit, ô Beate Vates,
46 Poëtas citò transiture priscos,
Ni sævæ nimium gravesq; Parcæ
(Sic nunqvam data longa fila summis!)
Te tam nobile Carmen insonantem
Jussissent gelidam subire Lethen.
At Tu jam nitidum poli per axem,
Qva surgunt animæ sacratiores,
Stipante Angelicô chorô levatus,
Qvamvis despicias honoris umbram,
Qvid tamen Tibi debeatur inde,
Nos heîc versiculô loqvemur unô:
Debent grandisono Creationis
Vati perpetuam Creata laudem.
Gerhardus Schröderus.

✂ Inscriptio Som findis paa Thyge Brahes Globo,
hvorom formeldis pag. 270.
Sive hospes sive Inqvilinus es,
bene adsis.
Hoc æneum coeli simulacrum
qvod vides,
Ingenio et Impendio
TYCHONIS BRAHE
ad Astronomicas Observationes
in insula Hvena
efformatum est.
Nihil ad Artis Perfectionem ætas
nostra illustrius contulit.
Nomen Uraniburgo dedit, 47 Daniæ Famam.
Cum Plusculos annos coeli motum felici
apud nos successu monstrasset,
moveri coepit
et
exteris cessit
primo Benaticam Mox Pragam, inde
Niessam defertur.
Ita qvas in coelo vices designat, in terra
patitur.
Tandem
Capta Niessa, Virtute, Ductu, et Auspicio
æternæ memoriæ
principis
DIVI ULDARICI
Patriæ
Velut Tropheum ex Peregrino marte
vindicatur et restituitur.
Anno 1632. Calend. Decemb.

✂ Anno à CHRISTO nato M. D. LXXXIIII: Regnante in DANIA FREDERICO II. hunc cælesti machinæ conformem globum, in qvo affixa octavæ sphæræ sidera, cælitus organis deprehensa, suis qvæque; locis ad amussim repræsentare, Errantiumq; stellarum per hæc apparentias pervestigare, decrevit: Cælo terrigenis, qvi rationem eam capiunt, mechanico opere patefacto: TYCHO BRAHE O. F. sibi et posteris fieri fecit.

48

✂ D. O. M.
URANIÆ DANORUM
Nec non
PIIS MANIBUS
REVERENDISS. ET ILLUSTRISS.
Ducis & Herois
DIVI ULDARICI
Sereniss. Regis Daniæ
DOMINI CHRISTIANI IV.
Filii, Globum hunc Anno
Domini M. DC. XXXII. Calend.
Decembr: Patriæ victoriosè
restituentis
SACRUM

✂

Globus ad lectorem.

RObusto qvondam ligno me cura Tychonis
Cælari fecit, clade sed Artificis,
Tornatoris ego nam, ferro obstante, lacertum
Confregi lævum, motus ab axe citô.
Inclytus inde Tycho me fecit ab ære nitente
Crustatum, magnos usus in Uraniæ.
Sed vertendo solum vici vertigine cælum,
Dum patriâ septem lustra per exul eram.
Ad Bohemos primum veni, me porrò trahebat
Ortivum versus vis inimica locum.
Qvò curvæ in terras animæ & cælestium inanes
Vivunt, heicque; simul gens nova Löyolæ.
Causa subest vestris cur me servire vetantem
Usibus eripuit provida cura Dei.
Nam licet inclusum tenuistis tempore Nesi;
Me tamen Ulricus carcere deripuit,
49 Non prece, nec precio conando, sed Ense secundo
Magnanimus Patriæ me modo restituit.
O fatale nimis tempus, qvo sangvine Regum
Danorum cretum Te libitina tenet.
Te dolus occidens, famam non perdidit unqvam;
Hanc virtus celsum sed super Æthra vehit.
Semper honos, nomenq; tuum, laudesq; manebunt,
Dum cælum, cujus nunc simulacra gero.

Qvi Globum hunc olim in Hvena apud Nobiliss. Dn. Tychonem Brahe Octennium manu diurnâ, nocturnâq versavit
Christianus S. Longomontanus F.

✂

✂ OAlmæctige Gud, al Verdens Skaber oc HErre,
Præctig du gaaer her ud, din Gierning ziirlig maa være!
Herlighed er din dragt, oc Lius dit Klædebon hvide!
Deilighed er din Pract, du skin som Solen hin blide!
Blankt dit Klædebon er, din' Hænders Gierninger liuse,
Neppe dem Phoebus seer, før hand flux lader sig kiuse.
Ingen, i Verden viid, sligt Mesterstycke har skaaret,
Ingen, af Adams tiid, saa konstig Qvinde har baaret;
Ej Teltmageren kand sit Pauluun kruse saa artig,
Perlestickerens Haand tapet ej Sticker saa fartig:
Du jo HErre Gud før, det skønnest' Himmelens Decke,
Som det, HErre, dig bør, mon ofver Jorderig strecke.
Ziirlig Demanten er, saa oc den røde Rubine:
Soolen skønner oc skær, paa højen Himmel, maa skinne:
Perlerne stickis næt tapetet herligt at pryde:
Stjernerne bedr' er sæt', hves Orden ingen kand bryde.
Aldrige nogen tiid slig grundvold Mestere lagde,
Ingen i Verden viid slig Bygning muured' oc magde:
Du jo stærckere langt al Verden monne begrunde.
Bjerget saa højt oc rankt med Klipper brede ja runde,
Icke med Pæl til styt, paa piller Stæne ved giære;
Men paa været saa blødt, som Hafvet icke kand bære.
Vanden' hen ofvergaae taarn, spiir' oc fjeldene høje,
Landene dog ej maae den ringste Skade tilføje.
Du Rørmestere klog oplader Kilderne klare,
Qvæger maae der faae nok, der dricker Djurenis Skare,

51

✂ Elfven saa striide gaaer imellem grønneste Liide,
Fuglen der Skaalen naaer, der segler Svanen hin hviide,
Aanden der dycke maae der med sin' Ellinger spiller,
Tryggelig gaasen graa paa Tuen sofver oc hviler.
Gardener est du viis det gjr din Hafve tilkænde,
Fuld med Vrter oc riis, oc Græs foruden all ende.
Ageren det kundgiør som du opfylder med Grøde,
Træerne det udfør' af dig forgyldes med føde.
Det Viingaarden fortæl, som gîr os Vinen hin blanke,
Olden det viiser vel i Skofven' høje ja ranke.
Fuglen der fryder sig, med sit sød-klingende Stemme,
Ved velsignelse slig, oc kand sin Skaber ej glemme.
Du Fiskmestere riig din Dam kand aldrig udtømmis,
Vandet ej setter sig, dog det med Demning ej gemmis.
Hvalen hand gaaer i spryng, oc Styrren leeger med hale,
Silden hun gaar i Lyng, oc Torsk med Finderne prale,
Marsvinet tumler sig, den Sæl-hund spiller for Borde,
Tanthejen underlig mon til en Dantzere vorde.
Orphei Harpe gaaer, men Hafvet springer oc spiller,
Lutten Apollo slaaer, men Fisken tumler oc driller.
Du Skolemester est fix som uden Bogstafven lærer,
Icke med V eller X men med Mirakler udsperrer;
Dennem hvo seer oc hør i Himmelen eller paa Jorde,
Var hand Læredreng før hand maae snart Mestere vorde,
Som udførligen meer her efter blifver befundet,
Oc for alle ja hver af dine Skabninger vundet.
David Sangeren, vel maae dine præctig' idrette
Vndr' oc priise med Skel hand maae bekænde med rette;
Jorderig er opfyldt af HErrens Godhed fra grunde,
Jorderig er forgyldt med HErrens Gafver de runde!
O du kiereste Gud, frem for Sirenerne mange,
Du betager mit Mood! Jeg er din Skabelses fange.
Saadan Foræring riig med andr' utallige fleere,
Du ej, HErre Gud, dig, men Mennisken monne forære,
At de skulle for det, dig lofv' oc hiertelig priise,

52

✂ Ja paa hverrende sted, dig tack oc ære beviise.
Ligesom du oc vist var Konsten mæctig oc ferdig,
Vilde du uden frist fuldbiurde Skabningen værdig:
Dage sex, stod det paa, alting, af intet, bereddis,
Siuvende hviilte saa, oc ved de Gierninger glæddis.
Værdelig om sligt verk nu skuld' oc kunde beregnis,
Maatte mig vel nu stærk en Engle-tunge tilegnis.
Palladis Viisdoms Skriin vil her fuld snarlig udtømmis,
Oc Demostenes fiin for tungen lidet berømmis.
Skulde her høris ret sligt u-begribelig Under,
Øret var alt for slet det Hiertet icke begrunder.
Er ej bedre for raad, vi os dig, Skaber, tilvende,
Bede med Suck oc graad du vilt din hellig Aand sende:
Hvilken i første tiid den raa materie qvegte,
Varmed' af Kraften bliid oc ret som Hønnen udklegte:
HErre Gud, hiælp oc varm gif Lius vort syndige Hierte,
HErre Gud dig forbarm stik op din Fackel oc Kierte.
Flydende giør min Pen den drif med Fingrene dine,
Lydende giør din Ven ô Øremester hin fiine:
Du, som eenist dog er den døv-mand lærer at høre,
Du, ô Skabere kier, lær dummen tungen at røre
Paa dit Løfte til gafn vi ville haabe ja liide;
Hermed i Jesu Nafn vi saa til Arbeydet skriide.

✂

✂ Historien Gen. Cap. I. 1, 2, 3, 4, 5,
v. 1. I Begyndelse skabte Gud Himmelen oc Jorden. 2. Oc Jorden var øde oc tom, oc der var mørke ofven ofver Afgrunden: Oc Guds Aand svefvede ofven ofver Vandene. 3. Oc Gud sagde: vorde lius, oc der blef lius. 4. Oc Gud saa, Liuset var got: oc giorde Skilsmis mellem Liuset oc Mørket. 5. Oc Gud kallede Liuset Dag, oc Mørket kallede hand Nat: Oc der blef Aften oc der blef Morgen, een Dag.

✂

Indhold.

✂ Hvor mange Stycker ere her
Som Guds Børn skulle hafve kier'?

✂ Puncter her otte hafve vi nu,
Hvilke som bør at kommis i Hu.
Skaberen først med heeder oc ære.
Siden hvad hans materi mon være.
Dernest, oc hveden saadant hand hâr
Tiiden den fierd' Omstændighed var.
Endelig, for det femte Beskrifvis
Vilkor, som dermed kunde begifvis.
Saasom: den Jord var øder oc tom,
Mørket var ofver afgrunden grum,
Der til at Guds Aand vandene ruer,
Ligesom Fugl med Vingerne bruer.

54

✂ Liuset nu for det siette saa brat,
Liuser oc demper mørkeste Nat.
Liuset oc for det siuvend' er yndigt
Ottend' er det, at Liuset saa fyndigt
Skilles fra mørk, oc næfnis af Gud
Dermed gaaer første Dagen oc ud.
Merker her paa i Jesu Guds Nafn
Skabren til Priis, oc eder til Gafn.

✂

✂ HJælper, ô hiælper mig, Gud den Almæctig at priise,
Gud den Skabere riig af konst, Gud HErren den viise.
Himle-førsterne stærk ô hellig Engleske Skare
Stiller priisen i værck: siung Sool; siung Maane du klare.
Blankest' himmelske Huus forziert med Stiernerne mange,
Planet-kryllende Blus fordeelt i højden der prange,
Op! Lof Mesteren stoor: op Elementerne mæctig',
Ild, Luft, Vandet oc Jord, Lof siger Skaberen præctig.
Sky-høj biergenes top; I dale nedrig' oc dybe;
Cederen rank her op; frem trær af Fedme som drybe;
Beester tamme samt vild' i Jord, paa Jorden, i vande;
Hvad som findis i Ild, i Luft med lefvendes Aande;
Hver paa egentlig viis, Stemm' i, sin Skaber at priise,
Liiflig gaaer an den Priis med Sang oc deiligste Viise.
Dyreste Konge-blod; I Førster mæctig i Skare;
Jordens Dommere good' i Guds sted Landet som vare;
Almues Folk hver mand, Viif, Dreng, oc hverrende Pige,
Borger- oc Bunde-stand; ô alle fattig' oc Rige,
Hiælper, hiælper en hver med Mund, med Hierte, med Tunge
Hellig Skaberen kier, en Dict ret hellig at siunge.
Seba-Dronning til priis med Pract Kong Salomon gæsted'
Hun af Seba højviis, dog Viisdom højere frested'
Oc der Dronningen kom, hun Kongens Klogskab anhørde,
Grandsked' oc saa sig om hvad Pract hans Bygning medførde,
Ja besictede grandt, hans taffel-ordning oc Sæder
Kostelig oc befandt hans Tieners Bolig oc Klæder,

55

✂ Hafde hun nær besvimt, oc daanet falden til Jore
Ofver slig velberjmt, oc præctig Kongelig fore.
Salige (sagde hun) maae vist dine Tienere være,
Hvilke beskue saa, din Pral oc Førstelig Ære.
Kieriste Christi Ven, hvad er Kong Salomons Huuse?
Ere de værd med Pen, mod Himlens Bygning at roose?
Eller hans Tafel-skik mod den Huusholding at priise
Hvilken med Mad oc Drik, al Verden monne bespiise?
Enge-Lilien grøn langt gaaer hans Herlighed ofuer.
Hafve-rosen saa skøn langt større Herlighed lofver.
Bien i Trunt oc Stok langt artiger virker sin Kage,
End Kong Salomons Kok al sin Sku-essen kand bage.
Ej Bie-Kongen er stoor, dog hâr hand Tienere fleere,
Oc gaaer stærcker til Bord, oc Skaanes Kagen ej meere,
Spiiser end ocsaa sødt, oc aldrig Dugen optager,
Setter de Svenne blødt, dem liige Klæder opdrager.
Derfor oc hvo som ret slig HErrens Gierning begrunder,
Maae vel snarligen, slet til Jorden, synke med Vnder.
Ja hand hiertelig spør, hvo er den Mester oc Herre
Som sligt skaber oc giør? hvad Titel monne hand bære?
Salomon ej; som bær dog priis, for alle de viise,
Croesus er icke værd, i slige maader at priise.
Engelen ej var til, sig self ej kunde hand giøre,
Mindre saadant eet Spil i ringste maader udføre.
Mose Guds Mand oc Ven, en høj Scribenter for alle,
Med forgyldene Pen, mon hannem Elohim kalde.
Elohim er hans Nafn som har af ævighed været
Gud til ævige Gafn, oc Gud ævindelig æred;
Hves u-endelig Mact, oc Viisdom uden al ende
Hves u-kændelig Pract sig hermed gifver tilkænde.
Som Apostelen klart de Romer' oc alle mon sige:
Hans u-siunliger art sees af hans Skabninger riige.
Ja Propheter end oc os øjet beder opkaste,
Himmelen uden spraag kundgiør hans Krafter saa faste.
Græset er ej saa lidt, Græshoppen icke saa ringe,

56

✂ Skaber pæger det friit, for Skaber denne mon springe.
Drager da Moses frem den alsommæctigste HErre,
Den vi uden al glem, Gud Fader kalde med ære,
Himmel oc Jord har skabt, den vi i Troen paakalde,
Hves Regiment oc Kraft, sig stræcker ofver os alle.
Skulle vi derfor her, nu ret grandgifvelig merke,
Skaberen eenist er, som Gud er eene hin stærke;
Dog er Skaberen skøn; den Gud er Skaber hin sande,
Som er Fader oc Søn, oc begges helliger Aande.
Faderen hand har skabt alting ved Sønnen hin kiære,
Oc den hellig Aands Kraft mon Liifvet gifve ja nære.
Mose det lærer vel, i sin Ebræiske Tale,
Hvor hand monne med Skel Tre-enigheden afmale:
Guder (siger jo hand) hand skabte Himmel oc Jorden,
Hvilket har slig Forstand; Een Gud er Skabere vorden,
Dog den eeniste Gud er i Personerne Trendig,
Al Natuuren imod, dog hand det selfver er stændig.
Lader sig oc med Fliid Personer alle saa høre:
Nu er Skabelsens tiid, ladr os nu Mennisken giøre.
Ved slig Fleerhed Guds Mand end da det lader ej blifve
Men Personerne hand ret Nafnlig monne beskrifve:
Faderen kalder hand Gud; den Søn, hans væsentlig orde,
Næfner oc Guds Aand ud, som qvegned Himmel oc Jorde.
David siunger ocsaa ret, med samhældige Stemme
Hvilket jo icke maa i Vand beskrifvis, at glemme:
Himmelen ved Guds Ord, oc hans Munds væsentlig Aande,
Med sin gandske hær stoor skabt see vi herlig at stande.
Flyer ej Ørnen højt i Apostoliske Skare?
Dog hand torde fuld nøjt en anden Lærdom medfare.
Høj' oc himmelske ting Pardiis-Studenteren lærde,
Dog hand saadant omkring i sin' Epistler, ej keerde.
Det samtycker oc vi, oc tacke Skabren den kiære,
Gaaende langt forbi den Manichæiske Lære,
Som, med svermende Mund vil tvende Guder opdrømme,
En ret Skamper oc ond oc en af Godhed berømme:

57

✂ Got oc lyckeligt Verk de Gud den gode tilskrifve,
Men, den onde Gud, sterck Skyld, for det onde de gifve.
O nej! ofver al Spot, slig Spot er slagende bommer,
Ont, saa vel som alt got, af HErren alleene frem kommer.
Lius hand skaber oc mørck, hand Freden gifver oc tager,
Jød' oc grummeste Tyrk, den Ond' ej Skaber ej mager.
Ond er Diefvelen oc; hvor ond hand immer kand være,
I begyndelsen dog good, hannem skabte vor HErre.
Tyrker Jøderne med, som ville Sønnen ej kænde,
Samt al Kætterske Sæd, vi Ryggen ville tilvende,
Oc paa Skaberens Trøst, den Bygnings Grundvold, betracte
Den Mosaiske Røst, for alle Svermer at acte.

✂

Himmel oc Jorden.

✂ Ævige Gud, hvad Verk, vil saadan Bygning udkrefve,
Som, saa præctig oc stærk mon ofvr oc under os svefve.
Salomon hand hug ned i Libanon Cederne Ranke,
Lood Skibsfloden oc med, hen til Ost-Indien vanke,
Hiram søgte hand oc, om Træ, Bygmester' oc trygge,
Før hand kunde faae nok til HErrens Tempel at bygge.
End vil Torfver oc Steen til Bonde-hytter oc Lude,
End vil Tømmer oc Green til Hyrde-bolig at klude.
Icke begrifveligt hvad Verden skulde da fordre!
Icke beskrifveligt hvor den saa kunde bygt vorde?
Dens Materie her nu kaldis Himmel oc Jorden.
Selsomt dette jo er, at, der af, Verden er vorden;
Er da Jorden af Jord, af Himmel Himmelen blefven?
Hveden kom første Jord? hvoraf er Himmelen drefven?
Er ej Himmel oc Jord paa anden oc trede Dag giorde,
Hvor da blifver Guds Ord? til hvad vil skrifveren vorde,
Vi her skulde forstaae hvad Mose Himmelen kalder,
Før vi viidere gaa', at vi paa Vejen ej falder.
Himmelen første Dag, oc Jorden Mose vil næfne,
Thi til bunden oc tag, der strax maa være good efne,
Al Materi paa stand den Bygning kunde behøfve,

58

✂ Reede Gud først fra haand, oc vilde siden ej tøfve.
Mose taler om Gud, som om Huus-herren hin lærde,
Naar hand ryster sig ud oc vil en Bygning forfærde,
Legger hand Kalk oc Steen, samt Lecter, Sparrer tilhaabe,
Smuct paa Hænderne reen, oc vil der efter ej snaabe:
Om Materie slig, naar den skønt ligger paa Jorde,
Siger mand prydelig, oc med Konst-talendes orde:
See! der ligger hans Huus (dog er ej Huuset til rede)
Priis ham viides oc roos, vil efter Tømmer ej lede.
Moses giør saadant oc, hand kalder Himmel oc Jorde,
Paa sit hellige Spraag det der til skulde nu vorde,
Thi hand siger jo klart, at Jorderig icke var ferdigt,
Men var øde ja bart, heel u-gestaltigt, u-værdigt,
Icke var Vandet Vand oc Ild ej Ilden hin skære,
Icke var Landet Land, ej været vindede dære.
Himmel oc Jordens Malm var u-staffered altsammen,
Vdi stoor Damp oc Qvalm foruden nyttige gammen:
Thi Viismanden ocsaa om den Materie første
Siger, at den var raa, fuld af V-siunlighed største.
Viidere spørgis kand, hvor Verdens Skabere værdig
Slig Materie fand til sit Konstycke saa ferdig?
Var Democritus her, hand skuld' os gæckelig lære,
Sigende, der, see der! de grand i Soolen mon være
Viiselig, udaf dem er Verden lodded tilhaabe,
Jeg det siger nu frem paa Democritiske Lofve;
Lofve du maat saa hen at phantasere til fulde
Dig troer ingen min Ven; slig Daarskab fatte jeg skulde?
Kieriste sig mig dog, af hvad de Soole-grand flyde,
Komme de self af sig, oc, førend Soolen, sig yde?
Est du icke self til, fast mindre findes din Skugge,
Gæcken giør gæcke-spil, du ager i Børnenis Vugge.
Moses siger, hvorfra forvist det Forraad maae være,
Hannem høre vi maae, hand vil det kortelig lære.

✂

Skabte.

✂ Den Almæctige Gud, som Verden til intet vil giøre,
Med sit kraftige Bud, mon den af intet opføre.
Naar der skabes en ting, er sligt af intet at tage
Hastelig, som i spring af intet noget at mage.
Æolus ej var til, som Vinden drifver oc styrer,
Mulciber tabte Spil, som Ilden gifver oc fyrer.
Ja Neptunus var vek, som Vandet Strømmende drifver,
Samt Summanus saa kæk, som Skalden Jorden tilskrifver.
Icke da hardt ej blødt, ej smuct ej slemmeste Stycke,
Icke da suurt ej sødt, ej tyndt, oc icke det tycke,
Icke da varm' ej kuld, var der for haanden at finde,
Icke da Vand oc Muld, men intet ude samt inde.
Der udofver vi her vor Skabere gifver den ære,
For Bygmestere hver, maae hand Lof-palmen vel bære.
Thi naar Konstener vil en Bygning rede fra haande,
Seer hand flittelig til, at Forraad rede mon stande,
Der maae Væcten i høj, af Bierget Steenen' at tage,
Hand sit Tømmer oc Tøj af Skofven lader hiem-age,
Hand maae Kalken saa blød fra Ofnen lade hiem-kiøre,
Hand maa Teglen saa rød, fra Tegl-gaard lade fremføre.
Ellers det vist tilgaar, som lærde Physici skrifve:
Intet af intet mand faaer af intet intet kand blifve.
Men den Mestere stoor af Verdens Skaber oc Mager,
Ickun et eenist' Ord for al Materi fremdrager.
Finder saa Kalk oc Steen, hvor der var aldrig at finde,
Hitter saa træ oc green oc andet Forraad ej mindre,
Finder saa Land oc Vand, op under sin Tunge saa mæctig,
Hitter saa Qvind' oc Mand, i mindste Finger saa præctig;
Her frem Himmelen hool, Jeg vil der efter ej lede,
Vel op Maanen oc Sool; strax staae de HErren til rede,
Jorderigs Creatur, oc Himlens gandske Hærskare,
Koster ickun et Ord, flux staaer den uden al Fare,
Som den Kongelig Pen med ære monne berømme,

60

✂ Oc den Tharser igien sig icke monne forsømme.
Ligesom ocsaa hand af intet grunden opretter,
Ligesaa hand for sand paa intet bunden nedsetter,
Jorderig icke staaer paa Steen, paa Piller oc Bielker,
Ej paa ringeste Haar paa rør oc svageste Stilker,
Men i Luften saa blød som Klodden uden al lænke
Henger den uden Nød! Hvo kand det under betænke?
Luften ej bære kand det Løf, som falder af qviste,
Vnder al Verdens sand, kand dog ej samme Luft briste!
Sisyphus Æoli Søn en Steen kand icke fremføre,
Blødeste Luft ej støn, naar den al Verden maae bære.
O Almæctige Gud, hvad er din' idretter stoore!
Vinkend' er hvert dit Bud der ofven oc nedre paa Jôre.
Saa Huusfaderen vel oc hver som bygger paa Lande,
Maa jo sige med Skel: Guds Gierninger underlig stande,
De vist underlig er' oc HErren mæctig med ære,
Den sligt Skaber oc giør hand maae en Konstener være
Trôde vi det forvist oc Hiertet vilde samtycke,
Aldrig os leddig Kiist' oc Køcken kunde da trycke;
Kunde ret ingen Nød os da i Verden angribe;
Kunde da os ej død forsagd' af Landene drifve;
Men vi søgte vor Brød i hans u-tømmelig Kammer,
Sagde til HErren sød i al vor Nød-stand oc Jammer:
Din aldmæctige Haand, af intet, Himmelen skabte,
Du høj-præctige Mand, af Klippen, Vandet udklapte,
Olien striid udflød hvor Olien icke var inde,
Skulde vi da om Brød vel led' oc icke det finde?
Skulde vel nogen mand i Grafven blifve med alle!
Thi Gud HErren hand kand med et Ord snarligen kalde:
Viidere gaae vi fort, oc maae vel spørge med rette,
Naar alt saadant er giort, vi vill' ej tiden opsette.

✂

I Begyndelse.

✂ Moses her træder frem os i Sandheden at leede,
Siger foruden glem; hves i Begyndelsen skeede.

61

✂ Ved Begyndelsen her, den tiid kand icke betydis,
Som af Ævighed er, oc skal i Ævighed ydis,
Tiden oc ej ret kand med varig Ævighed, næfnis,
Den gaaer ofver Forstand oc med Fornuften ej Jæfnis,
Af den ævige tiid hâr Gud den ævige været,
Fader oc Sønnen bliid, tillige med hellig Aand æred,
Blifver oc æviglig, foruden ophør oc Ende,
Boendis self i sig, det ingen alder kand vende.
Men Begyndelsen er altings begyndelse første,
Der vor Skabere kier, ved Guddoms Macten den største,
Himmel oc Jordens grund, af intet, skabte med ære,
Mennisken mangelund, saa, sine Krafter at lære.
For Begyndelse slig, ej tiid, Folk hafver ej været,
Gud var eene for sig dog liige priised oc æred
Thi den Engelske Skar' oc alle Helgenes Skare
Førend de skabtis, var', oc for ham stoode saa klare;
Tiden for os er tiid, for Gud er Ævighed ævig,
Ævighed er saa viid, oc æder tiiden saa svevig.
Aldrig os skuffe maa' Aristoteliske Skole,
Lader os ofvergaae Fornuftens stinkende Huule,
Ingen at troe det sandt, som Aristoteles drifver,
Naar hand farer med tant, oc Verden ævig beskrifver,
Sigende: det ej var mueligt, Gud lefde saa eentlig,
Intet at hafve for, men leddig, ingen oc tienlig;
Sige hand derfor vil, for Gud var intet at giøre,
Der ej Verden var til, der i sig kraftig at røre,
Sluttet hand derfor saa: vist Verden ævig mon være,
Skal ej heller forgaa, sligt vil den Hedning vel lære.
Hedning hedenske Tal, men vi som Christne maae svare
Tænke hand maa' oc skal ja sige Meening den bare,
Om ej Skifherren kand foruden Skibene, lefve,
Eller een Tømmermand oc dog i Ladhed ej svefve?
Hafver en Smid ej Mact at hand kand arbeid forhâle,
Hannem dog u-tillagt hand skuld' i Ledighed dvale?
Kunde da Gud, en Gud foruden Verden ej blifve,

62

✂ Packe dig oc gak ud slig tant vi macten ej gifve.
Kund' oc Scipio klar om sig saa skrifve med ære,
Hand mindst eene da var naar hand maat' eene mest være,
Skulde Gud icke da nok eenlig meget bestille,
Som kand alting formaa, giør alting efter sin ville?
Bias af Færne Stad fra Guld fra Sølfvet forjagen
Sagde da end vel glad, sig intet at være fratagen
Sin Formue hand bar, sin Skat hand gandske medførde,
Skatten hans Viisdom var oc Konst som hannem tilhørde.
Gud self alting formaaer, self hâr hvad hannem kand lyste,
Intet mangler derfor, om Verdens Skatter ham bryste.
Om du gæckelig Nar forvitziger viidre vil spøre:
Hvad Gud hafde dog for, hvad hafde hand ævig at giøre?
Svarer dig Augustin hand til dem Helfvede skabte,
Som mod Villien sin paa slig Forborgenhed gabte.
Seer du Luft-springer arm den uden Rigdom oc Ære,
I hves ævige Barm al Skat mon liggende være?
Viisdoms qvellet er hand oc ærens springende Kilde,
Mactens dybeste Strand hvo vilde tænke saa ilde?
Hand jo sysseler nok med Gudoms Krafter at hafve
Kand oc holde vel Spraag, om Verden siden at skabe,
Med sin kieriste Søn oc beggis væsentlig Aande,
I forborgene Løn oc i sin' ævige Lande.
Vden Moder oc tiid, foruden anfang tillige
Hafver Faderen bliid født den som alle giør riige,
Meenis her Sønnen kier sin Faders klareste Billed,
Sligt af Ævighed er, som Guds Aand lærer, bestilled.
Siger oc Skriften saa der hand blef ævig tilsinde,
Vd i Verden at gaa af sin forborgene thinde,
Oc med mæctige Haand nest Verdens Skabning hin bolde
Skabte den første Mand oc gaf hâm Verden i Volde;
Som Viisdommen oc saa' ej Adam at holde ret farfve,
Tænkte hand ævig paa hvor hand skuld' Himmerig arfve,
Oc i Christo sin Søn før Verdens grundvoller lagdis,
Valde hand Adams Køn, det saa hans Naade behagdis.

63

✂ Siger du da med Skel Gud hafd' ej noget at skaffe?
Før al Verden blef til? du det ô Dicter mon klaffe.
Vilde du ocsaa grandt din Skaber bedre betracte,
Skulle du uden Tant det om hans Ævighed acte,
At den ævige Gud er alting ævigt for Øje,
Skuer mand ind oc ud det lange, dybe, det høje.
Hves for Mennisken er u-skabt oc intet med alle,
For hans Ævighed det dog skabt mand maatte vel kalde,
Icke før være kand Adam, for Ævigheds HErre,
Førend den sidste Mand, som u-skabt endnu mon være;
Slutte vi derfor saa; hvad os i tiden er blefvet,
Mon af Ævighed staa for Gud, som ævig hâr lefvet,
Er nu nogen saa fix hand ydermere vil spørre,
Hvi Gud Dagene sex sig tiltog Verden at giørre,
Kunde hand icke foort tillig' altingest vel mage,
Være sig lidt oc stoort, ej lang betænkende tage?
Guds u-endelig Mact, tør ingen Christen paatviile,
Hafde hand ickun sagt; frem alting uden al hviile,
Vare det oc vel skeed saa snart hand vilde det tale,
Hindret skulde hvo det, som Gud ej vilde forhale?
Meent du spør-siug Mand, Gud, slig Bygmester, at være,
Af Arbeidet, som kand, vel arme trætte hiembære?
Legende gaaer det af, sig self den Gierning maae giøre
Falder oc vel i Lafv' om Gud vil Fingrene røre.
Soolen i Hafven skin staferer Jorden med Grøde,
Locker ud Rosen fin, foruden Arbeid oc Møde
Skulde da ærens Sool, af Trældom mattig opgifvis
Skulde vel Kraftens Stool, saa kraftløs gandske beskrifvis,
Eller oc meent du saa, hand Skabelonen maae hafve
Trine den til oc fra, saa snart hand noget vil skabe?
Nej, det kommer ham let foruden Trældom oc Møde,
Konsten for ham er slet der paa sig ingen tør støde.
Men den viiseste Gud vil dermed gifve tilkænde,
Hand ej fusend' hen ud men med betænkelig' Hænder,
Viiselig alting giør os at erindre ja lære,

64

✂ At vi flittelig bør hans Skabning acte samt ære,
Naar vi stykeviis see en Konst alt efter den anden
Oc saa frydelig lee at ræcke Konsteren Haanden.
Vilde hand oc dermed vor sex Dags Gierning vel ære
Os at føre til Sed ej Leddiggænger at være.
Hand end vilde forsand os til Hukommelse føre,
Alle Ting med Forstand, oc med Betænkning, at giøre.
Spørgis oc ej med Skel, hvor læng' en Gierning bestillis,
Men hvor loflig oc vel, derfra en Mestere skillis.
Om Neptunus med hast det haf-svelg dybeste søger,
Bliif paa Landene fast see til du maadelig brøjer
Ingen endnu slog bund i Hofved-Viisdommens kilde;
Mangen gick dog til grund, som der i sticke bund vilde,
Kom ej svelget for nær, den blinde Klippe dig møder,
Mod det farlige Skær dit Skib i Stycker du støder.
Segle for Guds Ords segl Guds Aand tag stedse til Skifherr
Du saa løber ej fejl, dig hafnen aldrige glipper.
Viidere ville vi nu slig første Skabning beskrifve,
Med eenfoldigste Hu bedst fatte Mosen oc grifve.

✂

v. 2. Oc Jorden var øde oc tom.

✂ Jorden talis her om, oc den afskildris ret troolig,
Øde den var oc tom, foruden Skickels' oc boolig
Vden prydels' oc art, materi' icke polered,
Vden Liuset saa klart, grof, mørk oc icke stafered,
Borte var bøg oc eeg, oc alle Træernes Skare,
Borte var Folk oc Qveg, oc alle Krogene bare,
V-klarered oc var al Skabning ofven oc neden,
Dog til ringeste Haar henlagt paa Platsen oc Steden,
Som hand siger nu fort, at der var mørket det grumme
Ofver Vandene stort, oc ofvr Afgrunden den romme,
Intil Liuset af Gud, paa samme Dagen, funderis
Som dref Mørkheden ud at Verden noget poleris.

✂

Oc der var mørk ofver Afgrunden.

✂ Her ved mørket forstaais at Liuset fattis det Klare,
65 Ej (som Kætter omgaais) en grum Sataniske Skare,
Ved den Afgrund mand kand oc Helfved' icke forstande,
Men det dybeste Vand oc de Vand flydende Lande:
Hves arbeidet oc var der som Afgrunden laa øde,
Borte var Dagen klar, oc borte var Soolen hin røde.

✂

Oc Guds Aand svefvede ofver Vandene.

✂ Moses skriider nu frem oc vil os viidere lære
Guds Aands Virkning beqvem, den raa Materi til ære,
Slig Materi oc Malm, oc Verdens første Figure,
Liggend i Mørk oc Qvalm oc i U-fructbarhed stoore,
Med sin qvegende Kraft Guds Aand forvarmed' oc qvegde,
Gaf den Styrke med Saft, oc til al Grøde bevegde.
Ja som Hønnen ret varm sin' eg udligger oc bruer,
Vnder sit Bryst oc Barm, dem siden qvegner oc ruer;
Eller som Jorden rum udaf Soel-varmen undfanger,
Saa blef Verden, før tom, af Guds Aands qvegelse, svanger,
At den riigelig gaf fra sig baad' Vrter oc Grøde,
Oc Metallerne braf, med Sølf oc Guldet det røde,
Adamanten saa skær, oc skønnest' ædele Steene,
Samt oc Kaaber der er, med Tin oc Messing det reene.
Samme Guds mæctig' Aand med slig stor-virkende haande,
Aldrig udleggis kand, om vær oc anden slags Aande,
End om hellig Aand good, Guddommens trede Persone,
Som saa bredde sig ud, Liif gaf den raa Skabelone.
Fader oc Sønnen dog saadan Naturens Vndsetning
Her tilleggis end oc, som en udvortis Forretning
Icke da anden Aand var skabt, oc kunde til være,
Ingen oc Konsten kand foruden den ævige HErre.
Vi da lade det staa', oc for det siette forfare,
Hveden Liuset kom fra, oc deilig Phoebus hin klare.

✂

Oc Gud sagde: Blifve Lius, oc der blef Lius.

✂ Skabningen ej staaer maal, naar øjet mangler oc breckis,
Var end billedet Staal, det ingen Mestere teckis;
Jammerligt er oc vist i Huuset i Mørket at sidde,
Vden skinnende gniist oc uden Dagen hin hviide.

66

✂ Passelig Lyst var det i Mørket at sidde det Dybe,
Oc, paa Madikers Sed, hver andr' om Halsene krybe.
Derfor oc efter at den ny Materi Gud skabte,
Vdi mørke slet sad oc efter Liuset friit gabte,
Vdbrød morgenen fro Apollo Klarhedens HErre,
Os til Glæde til Roo med Lius oc Dagning den skære,
Ret til Aftenen ud, sin Klarhed Jorderig sendte,
Indtil HErren vor Gud self første Dagen vel endte.
Spørge mand maae sig for: Hvo er den biudende HErre,
Som saa myndig fremgaaer, oc biuder mørket med ære,
At det rømmer af Land, oc Liuset skinner saa fage
Ofver dybeste Vand, langt bort alt mørket at jage,
Titan icke det er med sin' opvartere Liuse:
Natten ej fanen bær, sig Ades lader ej kiuse.
Mose fremdrager her den førrig Mestere giefve,
Som Materien der hâr skabt i Luften at svefve,
Den Treenige Gud, som hand før Elohim kalder
Raaber hand endnu ud, at ham den ære tilfalder,
Liuset at hand hâr giord, som selfver Liuset mon være,
Ved sit væsentlig Ord, sin Søn vor Frelsere kiere.
Gud da sagde: bliif lius, sig packe Natten hin sorte,
Dag begynder at gryes, saa brydis Mørckhedens Porte.
Strax brød Klarheden ud, gaf Lius i Vinkeler alle,
Al Naturen imod, for Liuset Mørket maae falde:
Thi Guds kraftiger Ord er jdel Væsen oc Gierning,
Aldrig paa Tafel-bord saa svindig rinder den Terning,
Guds Ord ere jo før til Verck oc Gierninger giorde,
Læben hand icke rør, før jo fuldbiurdis hans Orde.
Tænke her alle paa fornuftens Sclaver oc Trælle,
Lade sig Guds Ord staa, det ej naturlig udtrælle.
Gud hand blifver vel Gud, hans Ord de blifve vel sande,
Naar Fornuften gaaer ud, oc Liif ej hafver, ej Aande.
Billigen mand nu spør, hvad Liuset skulde vel være,
Som Gud skaber oc giør, ved Sønnen Klarhedens HErre?
Moses setter da her, det Lius i Dagene trende,

67

✂ Førend Soolen saa skær blef skabt, ret Liuset at tænde,
Førend Soolen saa klar, som Verdens Øje mon være,
Med Planeternes Skar' oc Maan' oc Stiernerne Skære,
Nogen tiid blef udkast, oc virkt paa Himmlen den reene,
Verden at liuse fast, som blankest' ædele Steene.
Er da Datteren før, end Moderen monne fremskriide,
Sligt mand neppelig hør, det Naturkyndig' ej viide.
Vi her skulle forstaa', om Liuset dømme, som førre
Om Materien raa, Gud vilde Verden af giøre.
Ligesom Moses der det monne Jorderig næfne,
Som ej Jorderig er, men Sæd oc Jorderigs efne;
Vi oc skulle forstaa, ved Lius, Gud første Dag giorde,
Den Materie raa, hvoraf der skulde lius vorde,
Hvilken Skaberen god der efter Dagen den fierde
Kostelig mestred' ud, oc ret fuld Klarhed forærde,
Ja uddelede der slig Sæd stafered til alle
Skinnende Legemer, som ham bedst kunde befalde.
Soolen gaaer for i dants, bær Lycte for Stierner end alle,
Gifver oc Maanen glants, de hende Frue maae kalde.
Liunild oc anden Ild, oc ædle skinnende Steene,
Stierne hver blank oc mild, Planeter liuse samt reene,
Som vi viidere faaer paa fierde Dagen at høre,
Hvor den HErre formaaer sit Lius ofvr Verden at føre.
Skulle vi midler tiid os det om Liuset indbilde,
Som Lius-Mesteren bliid den første Morgen bestilte,
At det liuste med Skel, oc var saa skinnend' et Øje,
At sig Jorderig vel dermed tre Dage lod nøje,
Søndag oc Mandags tiid oc Tiisdag siden til qvelde,
Liuste Materien hviid før Dagen vilde sig helde.
Vi her lade det staae vill' ej paa svellende Dybe,
Men slaa Seglene fra, oc inden Skærene krybe.
U-randsagelig ting os icke gafner at forske,
Job gaaer saadant omkring, men sligt randsage de dorske.
Vi behøfver ej meer, end at vi skue med ære,
Ja med Under vi seer, Gud ypperste Mester at være.

68

✂ Efter Liuset oc Ild tør hand i Flinten ej leede,
Liuset er vel bestild, foruden Lampen hin feede.
Soolen maa' undergaa', oc Maanen qvelder oc falder,
Liuset maae for ham staae, naar hand ret vinker oc kalder,
Slig en ærefuld Gud vi maae bekiende med ære,
Ind vi kommer oc ud, vi fryct for hannem maae bære.
Kryber du skønt i vraa, du stiel, du booler oc røfver,
Du for hannem maa staae, du ej hans Øjen undløber.

✂

v. 4. Oc Gud saa, at Liuset var godt.

✂ Kostelig Roos oc Lof fick Kronen i Salomons tiide,
Som til zierlig behof, i Templen liuste saa viide:
Skickelsen deilig var, men længer Liuset ej vared,
Præsternis Oliekar der til blef aldrig u-spared.
Evige Gud, hvad Roos, vil Dagens Klarhed fortiene,
Baade som fra oc hoos skin ofver guldet det reene,
Hører oc aldrig op, men Liuset dejlig oc klare,
Ofverskin Dal oc Top, saa længe Verden skal vare.
Skulde det vær' ej got, som Godhed selfver mon giøre,
Være foruden Spot, hves Viisdommen self mon udføre;
Got var Liuset dernest, for egen Skickels' hin klare,
Klarhed er altid bæst, oc liigest Englenis Skare.
Liuset end siges got, for sin udretninger goode,
Verdens deilige Slot, for dig u-siunlig her stoode:
Verdens underlig Ting, af hvilke Skaberen kændis,
Ginge du vel omkring, om Liuset aldrig optændis.
Liuset er allerbæst, for det af Skaberen priisis,
Som veed oc allermeest, hvad meest skal ære beviisis;
Hvad nu Skønheden self, saa højt mon rose med ære,
Acter mand saare vel, det kand ej skønnere være.
Lifliger Øjentrøst, ô Sandheds skønneste Moder,
Phosphori søøde Røst, oc nærmest' Englenis Broder,
Præctig Darii Sool, oc du Sysigambis saa herlig,
Træder du nu af Stooel, du Qvinde tuctig oc ærlig:

69

✂ Deilige Gudernis Brud, oc HErrens Daatter den første?
Hvo kand rose dig ud, ô Lius, ô Klarheden største?
Lære vi derfor her Guds stoore Godhed at kænde,
Hvor høj-naadig hand er, oc hielperig uden al ende.
Thi at Liuset er got, den Seendis aldrig kand necte,
Vilde skønt Zebaoth, for Liuset aldrig end fecte.
Salomon giør det sødt, oc priis det lifligt at være,
Oc udi Øjet blødt som siunets synderligst' ære.
Lycten i Mørken vraa med Oli aldrig anstucken
Dig kand stødendis slaa, om du skønt ick' end er drucken:
Ligesaa øjet dit, foruden Liuset det klare
Er for Veggen U-friit, oc heele Kroppen i Fare.
Øjet Legemet tien, for Lyct' oc ledsagere bæste:
Liuset øjet igien, den samme Tienste maa læste.
Liuset vor Fører' er, os ofver Stocken at bringe,
Fødderne Liuset lær ofvr Becken farlig at springe,
Vild' os ellers ret vist, vor Vandring meget fortryde,
Kund' oc foruden frist, baad' Hals oc Beenene bryde.
Det ret lærde med Suk, de Sodomitiske Fegge,
Løbende blinde-buk til Lothis Stolper oc Vegge.
Blindmanden det kundgiør, som steds' i mørket maae trefve,
Fanger dig det udfør, som uden Soolen maae lefve,
Spør Ægyptier til, de skulle saadant berette,
Som det jammerlig spil ret aldrig skulle forgiette:
Liige den samme Nød vild' os oc kommet i Haande,
Om Gud aldrig udbrød med Lius oc Dagen i Lande.
Skulle vi derfor nu vor Morgenstierne strax priise,
Oc af inderste Hu vor Liußmester ære beviise,
Naar vi Morgenen froo, see Dag paa Vinduer bryde,
Skulle vi uden roo, de vacte-Lerker adlyde,
Oc med Hierternes Bøn højt ofver Himlene svinge,
Siungende Lofsang skøn, som vel for HErren kand klinge,
Som dref Mørkheden bort, med dends Gespenster oc Drømme.
Oc lod dag skæret kort os Soolens Ansict indrømme:

70

✂ Bedende, vi den Dag maae vel fordrifv' oc fortære,
Efter vor Guds Behag, oc til hans Herligheds ære.
Drifve vi dette Verk, som Liusens Børn vel mon egne
Skal vor Dag-HErre stærck vor Hænders Gierning velsigne;
Naar vi skulle nu kort tilluck' her Øjet med alle,
Os hand hente vil bort til Liusens Riige henkalde.
Giøre vi her imod oc ilde Liuset anvende,
Mod vor Skabere good, med kort oc dobbel i Hænde,
Eller med suus oc duus, svig, Vold, lætferdige Sæder,
Oc med Kande, med Kruus, med sværen Banden oc æder.
Ere vi redlig værd' at Gud skal Øjet udsticke,
Oc al ynkelig færd' i Mørket ævig tildricke.
Ligesom oc vor Gud ref os af Mørkhedens Snare,
Os hand frelste saa ud af Syndsens Grumhed oc Fare.
Vi som vare før mørk, oc Satans fattige fanger,
Træfvet i Dødsens Drek, oc leed stoor Marter oc Anger,
Vi nu kaldis et Lius, i Christo Jesu vor HErre,
Frii fra Satans u-tys oc Mørkheds onde besvære.
Thi vi skulle med fliid, betænk at Natten er gangen,
Vandr' i Dagen saa bliid som er saa herlig oplangen,
Icke den Vgle graa samt flagermuusen paa slecte,
Som i dystere vraa, Ja, heldst i mørket vil fecte.
Haf Soolsicken i act, som efter Soolen sig skicker
Aabner sit Blad, med Pract, naar den saa varmelig sticker
Christus være vor Sool, vort Lius, Geleitsmand oc Fører
Til sin Herligheds Stool, saa os ej Mørket berører.

✂

Oc Gud giorde Skilsmis imellem Mørket oc Liuset.

✂ Den alvidende Gud oc Ordens præctige HErre,
Al U-orden imod, hand saa' at være paa ferre
En u-endelig Striid, imellem Mørkhedens Skare,
Oc (u-hændelig spliid) imellem Liuset det klare.
Disse Fiender stærck' ah! hafde været til møde
Drefvet et selsomt Verk, oc heele Verden lagt øde;
Deres Orden blef splidt oc Krigsfolk menget tilhaabe

71

✂ Ingen blef anden qvit, før de laa falden i Grobe.
Liuset blef Mørkheds mand oc mørket Liuset udslucte,
Ingen da saae sin Haand, naar hver sit Herreverk brugte,
Blefve paa ny igien et Chaos, mangen at kiuse,
Aldrig fik Verden Skin, oc skint' ej Dagen hin liuse,
Mod slig underlig Chor, mon Ordens Herren fremriide,
Setter en Pind derfor, kan slig u-orden ej liide,
Skicker oc hvert sit maal, hvor viidt hver skulle sig strecke,
Ved den ringeste naal kand hand der ofver ej trecke.
Gandske Jorderig viid hand dem til Grentser mon sette,
Forekommer saa Striid oc dermed demper al trette.
Lius Dag-HErren saa skær hand ofver Jorden regierer,
Mørk Nat-herren oc er, hand under ej mindre hofverer:
Skifte saa gaard paa ny, naar Dag sig packer af Lande,
Rider strax Nat i By, med sorten Fanen i Haande.
Ved slig Orden oc Skik, skal det til Dommedag vare,
Lige til Punct oc Prik med Sommer oc Vinter hin svare.
Vi saa kunde forstaa' hvad Skilsmis Mose her meener,
Gud fandt mesterlig paa, oc Nat med Dagen foreener.
Allerviiseste Gud, du est i Gierninger præctig,
Victigt er hvert dit Bud, oc al din Idret er mæctig.
Kunde din Hierte-mand, af Nat oc Dagenes skifter,
Kænde din Ære-stand, at du sligt drabelig stifter,
Ville vi oc med ham, for samme Gierning dig ære,
Os see viidere frem, hvad Titel de monne her bære.

✂

v. 3. Oc Gud kallede Liuset Dag, oc Mørket
kallede hand Nat.

✂ Adam den første Mand, af Jorden røder oc ringe
Kaldte den Skaber sand, lood ham slig Naade gelinge,
At hand kændte sin Bruud, gaf hende Nafnet med Ære,
Hevah den Jomfru pruud det Nafn Lif-lille mon være,
Gaf oc Diurene Nafn, som dem best kunde beqvemme
Fugl oc Krage med Rafn: de ocsaa lyde hans Stemme.
Men før Adam blef Tolk, self Kongen Nafnen' udbytte,

72

✂ Til stor ære sit Folk oc Vndersaatternes nytte,
Liuset kalder hand her, den Dag hin blanke, den skære,
Af udretning det skeer, thi Dagen skulde Lius være.
Mørket Næfner hand Nat, thi naar som Natten mon komme
Hafver hand Mørket sat, som David siunger den Fromme,
Om oc Guds Creatuur, de skulle Nafnløse forblifve,
Tungen ej kunde vor sit Embed nogenlund drifve;
Næfn Land eller næfn Vand, om du det icke før vidste
Qvinde næfn eller Mand, oc næfn skriin eller næfn kiiste,
Peder ej Peder er, oc Hans ej kunde Hans være,
Var Nafn icke for hver, hvoraf vi kunde det lære:
Natten ej Natten var, om Nafnet icke var gifvet,
Dagen ej Dagen klar, oc Lifvet icke var Lifvet.
Heraf kunde vi see, hvad nytte Nafnet medfører,
Oc ej ellers kand skee, at Tungen gafnlig sig rører.
Af slig Vexel oc Skift, med Lius oc Mørket at drifve.
Siger den hellig Skrift, nu, første Dagen at blifve.

✂

Oc der blef Aften, oc der blef Morgen een
(eller første) Dag.

✂ Aftenen næfnis først, som gik for Liuset det klare,
Oc med Mørkheden størst al Natten maatte først vare.
Dagen her talis om, den skal natuurligen actis,
For en Døgen saa rom, hvormed oc Natten betractis.
Meningen er da saa; der første Natten forfaret,
Da kom Dagen oppaa, oc indtil Aftenen vared:
Tiden oc samme Stund, fra Aften til Aften at falde,
Træder frem Sandheds Mund, det første Dagen at kalde.
O du Skabere viis, du Nat oc Dagenes HErre,
Mørk samt Liuset dig priis, for dig sig bøje med ære,
Natten ej træder fra, før den dig fødder maa kysse,
Dagen gaaer icke paa, den maae jo Skaberen grysse.
Hesperus med sin Hær sig først begifver ud viide.
Der hand siden paa qver maae klaren Lucifer biide,
Jagten hand der beseer, som en stormæctige Herre,

73

✂ Tiden dermed fortær, som den ej kunde til være.
Løfven af Kuulen gaaer, den stærke Diurenis HErre,
Biørnen af Hul udfar, hand bruger Labben end verre,
Ulfven af Skou oc Klyft, saa fyrig kommer at springe,
Ræfven af Krat oc Gryft, hand priiser fooden ej ringe.
Saadane, her oc der, for Jægere noksom passere,
Svermende strengt en hver ofvr Bierg oc Dale grassere.
Hver sit bedste da giør men Natten rinder oc vinder,
Hver sit bytte hiemfør, oc hver sin Spiise da finder:
Saa faar Skaberen Lof, som skabte Natten hin mørke,
Diurene til behof, de Lemmer hungrig' at styrcke.
Uglen, om Dagen bliid, for Kragen icke kand blifve,
Mørket oc Nattetiid, da hende føden maae gifve.
Soolen i Middags Stund, kand Aftenbacken ej liide,
Strax Dag ganger paa grund, om Næring vanker hun viide.
Er dog Natten alleen, ej Diur saa blefven til gode,
Men, som huldeste Ven, end oc gaaer Folket til foode,
Dagen os matter ud, veed os med Trældom at spæge,
Natten er Dokter good, de trette Lemmer at læge.
Natten vor Omhu stoor, (naar Hofved stickis i Puden)
Sticker i Graf oc Jord, vi Sorgen sofve foruden:
Mangen gaar krank i Seng, ham Natten siden curerer,
Mangen i hø oc eng, sin Kraft om Natten formeerer.
Dug oc leddige Disk, som Dagen decker oc breder,
Natten med Sild oc Fisk, saa herlig pryder oc Klæder.
Kortvil oc tiids fordriif, hvorpaa mand meget spenderer,
Dig til Natten begiif, med Søfn hun tiiden fortærer.
Duggen om Natte tiid, bedst Luft oc Marken forlesker,
Dagen saa heed oc bliid, tilforne krenker oc qvetsker.
O du ædele Nat (ô Nattens Skabere kiere)
Nyttelig est du sat, skøn mon din Virkelse være.
Vare du icke til, ret Usle skulde vi skriide,
Dagen, med eget Spil, gaf ej at brænde, samt biide.
Men som Vinteren tær, hves Somren alleene beskærer;
Natten saa gifver hver, hves siden Dagen fortærer,

74

✂ Være sig Græs oc eng, Korn, Fruct, oc være sig kierne,
Være sig roo i Seng, oc være sig hviilen i hierne,
Natten det bytter ud sin viise Skaber til Ære,
Natten er derfor good, som Dagen sagdis at være.
Begge bør liige Priis, de begg' oc ære fortiene,
Dog meest Skaberen viis, Gud, Sønnen oc hellig Aand reene.
Vocte sig derfor hver, hand ej Guds Orden forkeerer,
Oc med Svermen oc blær, den nattelig hvjle, fortærer,
Ja med dobbel oc Drik, den søde Natte-Søfn bryder,
Samt, med Balgen oc Stick, som Løfven, Skraaler oc Skryder:
Oc saa Dagen imod, som Sviin, til Middag, hensofver,
Intet nyttig oc good, til det, mand priiser oc lofver.
Slig Cyclopiske Viis, oc Epicuriske Lefnet,
Gifver en skiden Priis, oc Lønnis med idel U-trefned.
Derfor hver, dagen bliid, med Arbeid oc Møde, fortære,
Oc, af yderste fliid, med Gud oc Æren, sig nære.
Natten sof sødelig, gif HErren alting at raade,
Hannem befal du dig, saa lefver du Christelig maade.
Hermed hafve vi da, bract første Dagen til ende,
Gud regiere os saa, vi ret hans Godhed maae kænde.

✂

Første Dags første Anhang.

✂ DEn Hertug stoor, (om hvem det skrefvet er troverdigt
At hand paa Øret hâr Guds Lov studeret ferdigt (a)
Hand hafver os nu lært, at Himmelen oc Jorden
De ere skabte; saa til eenist Verden vorden.
Dog daarligste Fornuft med svage fundamenter,
Her ilde bringer frem Leucippiske Studenter (b)
Som sig' at være fleer' end denne Verden eene)
Det icke viise Folk, men det en Nar maae meene.
Thi om der i Natuur meer end een Verden vare,
Skuld' ej den øfverste med Land oc Vand til fare,
Fra ofven styrte ned, oc paa den nærste falde?
Saa blef et Chaos nyt, foruden Skik med alle.
Til med imellem dem, oc maatte leddigt være,
Som deres Bygning stoor omringe kund' oc bære,
Ja dreje saa omkring, at dette tunge naaede
Det andet alt for snart; hin anden saa at skade.
Nej! i Naturen, alt er digted ud oc inde,

76

✂ Saa intet, intet tomt, er nogensteds, at finde.
Derfor kand ingen drik af først opstucken tønde,
Før den besvicked oc belufted er, udrinde.
En Puuster icke kand, naar den er Mund forstopped
Af sig udblæse Vind; Viin-ammen digt tilpropped
Ej fryse kand saa læt i kaalde Vintertiide;
Oc gyde-kanden ej paa Sommerdag hin bliide,
Bespruder Hafven, naar tæt Halsen er den lange.
Ja Vandet rende-leet imod Natuurens gange,
Kand icke lide tomt, men før i Luften springer
Af Træ- oc Kaaber-post, ret som det hafde Vinger.
Saa ilde liidt, oc saa forhadet med sin komme
Forvist af alting er, det ledig' oc det tomme.
O Alexander stoor, hvi lader du dig lede
Af Anaxarcho vild, lad af, lad af at græde.
Sig ej bekymmerlig; Jeg nepp' i mine Dage
Kand vinde Verden een, oc der er meer tilbage!
O Alexander stolt, vind Verden først den eene,
Du, for den anden saa, tiid hafver nok at veene.
Saa er kun Verden een, oc Gud som skabte hende,
Den Gud, den samme Gud, skal ocsaa Verden ende.
Skabt Himmel oc skabt Jord vel snart forgaae med alle,
Men Christus skal igien sit Ord ret aldrig kalde.
Du Verden dødlig est, thi dine Lemmer mange,
Steds ryckis hen med Mact, ved Døden de afgange.
Oc al din anfang med, giør os om enden kyndig,
Oc alting her oc der forandris idel-stundig.
Bliif ved du viise Græk, saa Himlen rund at kalde
Det femte Væsen; oc lad ickun dig befalde,
At Verden ævig er; fordi ej Mennisk-øje,
Hâr hendes ophaf seet, seer enden derfor nøje.
Hâer nu de Parcæ først afskaaren Liifsens tvinde,
Meent du at dødlighed i Maanen er at finde?
Hvad giør du af dig self? din u-begrundet Lære,
Kand ej forbiud' engang, ild Verden at fortære

77

✂ Mand skal engang vel see de haarde Klipper befve,
De høje Bierg' af fryct smelt sig at lade kløfve,
Da huulen bryste skal, den Marke-dal med banke
Forsuulled kastis op, ofvr Skofv' oc trær de ranke.
Forkeered i huer andt: oc floderne fortørris;
Den øfrig vedske skal til Blod forandred hørris;
Det Haf skal brænde klart, den grumme hval i Strande,
Skal vræle lydeligt, forvilded paa det sande.
Den Dag skal være slet med Mørket om beringed,
Oc Himlens Ansict liust, med Dunckelhed betvinged:
Neptunus skal sig fast ofvr høje Skyen røre,
Da Phoebus Maanens karm skal højbedrøfved kiøre:
De Stierner falde ned: Nat larm U-ordning gifver,
Fryct, redsel, grusom Død opvartere der blifver:
Oc Guds forbittred Haand, ja, hans retfærdig Vrede,
Som Verdens Dommer' er, skal findis grum tilstæde,
At giør' af Verden al en Fyrbold snart at brænde,
Som hand ved Syndflods Mact, den første Verden skende.
Stiernkiiger' u-forskæmt for viidt hen ud I søger
I eders Almanach oc Ephemerske Bøger
Med Maaned, Aar oc Dag om Verdens sidste tiide
Naar dem tilslutte maae Saturni Porte viide.
Naar jeg der tænker paa, da gaaer jeg fra mig selfver,
Mit Liif er Krafte-løs oc Siælens Tale skelfver.
Heel falsk den regning er, credit det facit taber,
Alting forvirrer sig, I slet i Mørket staber
Med eders gißning løs: Guds Himmelske Secreter
For eder blifv' urørt, dog I besee Planeter.
Det Seirverk i Guds Haand, gaaer vist oc fast alleene
Hand hâr den Almanach med Guld-bogstaf hin reene,
I hvilken skrefven staaer, den stund oc dag til pricke;
Det skal mand eftersee, men forsee kand mand icke.
Da, da vist skal ô Gud, din kiere Søn udkaaren,
Som os til ævig Gafn, er Mennisk fød oc Baaren,
Triumphlig prange frem, af Himle-Thronen høje,

78

✂ U-tallig Engle-Skar, for ham sig da skal bøje.
Hans gyldne Lufte-vogn med skinned blank skal klædes,
Godhed oc retviished da for hans Ansict stædis,
De som den Marmorsteen nu under Jorden trycker,
Den Hafvet vild hâr qvaldt oc sverdet bidt i stycker,
De som Vulcanus heed, hâr i sin Bug fortæret,
De som med deres Kiød hafv' Ulf oc Rafne næret,
Tilliige skull' opstaa' oc hver for sig annamme
Sit eget Kiød oc Been, oc for hans Domstool komme,
Hver høre sin Sententz, den goode med den onde, (rr)
Som ævig holdes skal oc aldrig gaae til grunde:
Da skal til Glæden stoor den gode højt ophøjes,
Den ilde hafver giort, til Helfvede nedbøjes.
O HErre, du der self, stod for Pilato bunden
For vore Synder skyld, med Angest stoor omvunden, Naar du din Engel kiær med stærk oc liiflig Tone
Den stoore Herre-dag saa vidt skal ud-basone,
I Øster oc i Vest, i Noord- oc Synder-Lande
Oc os fremkalde hver for retten din at Stande:
Vær da min Talsmand good min Sag at lempe hære,
Saa jeg for Domstool din kand der bestaae med ære.

✂

Første Dags anden Anhang.

✂ Den Viisdoms Fader høj, den Liusens Fader kiere,
Hand kund' ej tag' i Haand end noget bedr' at være,
End først det klare Lius af Chaos Klump at drage,
Foruden hvilket, skønt er grumt, hvidt, soort er fage!
Timanthes hafd' omsonst faat pencil udi haande
Oc saa Cyclopem treft, ret som med Liif oc Aande;
Zeuxis Penelopen; Parrhasius gardine;
Apelles venerem med farfver skønn' oc fiine,
Forgefvis hafde tænkt, saa vel at contrafeje,
Hves icke Titan dem Lius hafde bragt til veje.
Det priiseligste Verk, som nogen kunde virke,
Den skønne Mausols Graf Dianæ Hofved Kirke

79

✂ Var oc til ingen brug, opbygt med høj Forstande
Ved Scopas, Ctesiphons oc lærde Sostrats Haande,
Sligt hafd' ej nogen Priis sin Mester efterladet,
Om idel Molm oc Mørk i Verden skulle raadet.
Som Lius det klareste, som gloend' ild at skinne
Gud Englene hâr skabt at tiene sig oc sine.
Om nu saa er Guds Haand, ô hellig Engle-skare,
Hâer eder første Dag med Liuset skabt det klare:
Gud kund' oc eder skabt med Stierners Liuse-krone
Med hvilken er forziert den høje Himle-Throne:
Hvad heller der om er, Gud eder sætt' i Orden
Før Himlen er bered, før hand beredde Jorden,
Jeg vild' end ingenlund' at derom skulde rinde
Mig nogen tvist oc tvifl i mine Dag' i Sinde,
Naar saadan vidskab heldst mig skadelig er mere,
End Simpel U-forstand, med Ydmyghed kand være:
Saa holder jeg for, at, I, hellig Aander, ere
Vist i begyndelsen skabt, udaf Gud vor HErre
U-dødlig, uden Synd, ret gode, Liuse, klare,
Subtilig' af Natuur ja Stærke dertil snare,
Oc (kort at sige) da naar alting ret betractis,
Hans egen Højhed I, ej kund' u-liig eractis.
Men som vel ofte skeer, at de som staae i Naade
Hoos Førster allerbest, oc meest i Landet raade,
De allerførst Oprør oc Tvedract for-Aarsage,
Oc deris færne Land med Krigsmact ofver drage;
Saa de faae sidst et spring til Løn ned af det høje,
Der slaaer dem ned saa dybt, som de tilforn højt fløje:
Saa gik det Englene, som deres Skabers Væsen
Anfeided' uden Sag, oc stifved ad ham næsen,
Formeenende med Mact at styrte ham fra Throne,
Ham spiir at tag' af Haand, af Hofvedet sin Krone.
Men hand som altid er med Torden vel forsiuned,
Den Hoffart før i Mark, kand nederslaa med Liunet,
Hand slog dem ned fra Stool til Helfvedes vanære:

80

✂ Thi Helfved' hver sted er, hvor icke Gud vil være
Det slet fortvilte Pak, hoffærdig, stiif i Sinde,
Om de ej baate meer, os det de dog afvinde
At de nu veed hvor viit fra Himlen Helfved daler,
Thi de med eget spring saa lige reisen maaler.
Dog er end viidt derfra, at Satan svigte vilde
Ved denne haarde Straf, men sig fast meer forgrilde,
Paaslectende der i ret Øgelen den grumme
Naar den forstycked er med Sabelen hin krumme,
Dog truer den saa hart, forvundt sin Ondskab bøder,
I døden lader see hans gridskhed ingen døder.
Som Rhasis oc forvunt hâr giort i fordum Dage,
Hand ofver Muuren sprang, sin egen Hals at brage,
Af idel Gridskhed reef sig Tarmen' udaf Lifve,
Med Skarnet ofverslog dem hannem vilde gribe.
Fra den tiid Satan ond, den gramme Verdens Første,
Imod den gode Gud, hâr drefvet Krig hin største,
Oc stræbet mæctelig hans Almact at forsvæcke,
Fordunkl' oc ærens Lius hans Kirke-spiir at brecke.
Hand denne Stad sin Printz at røfve fra hâr vofvet,
Det Skib sin Styremand, oc Legemet sit Hofvet.
Men HErrens Majestet giør Sagen dog ret secker,
Den Undermining ej formaaer oc ej til ræcker.
Stormstigen gælder ej, Carthoen spil omsonster,
Paa den beankred Vold, her daaris alle Konster.
Hand friit bemøder sig Guds Lemmer at fortrycke
Men det med Hofvedet vil ham ej skee til Lycke.
Ej Fisker, Jæger grøn, Fuglfænger hâr saa mange
Garn, Kraage, Fugle-Liim, Diur, Fugle, Fisk at fange
I Vand, i Luft, i Skof, hvor saadant vildt spatserer,
Oc os, med deris Kiød opfangne, føder, nærer,
Som denne Fuuler Aand henlegger for dem alle
Bedragelig; at de fra Gud, til ham maae falde.
Hand veed sin Datter (Synd) saa præctig at staffere,
Saa hver i Verden er med hinde vil bolere.

81

✂ Om Galgen stod for Dør, dog kand mand sig ej holde,
Fra sminked Dalila, skøn Skøgen er, den bolde.
Ved venlig Ansict mildt, samt Øjne klar' oc skønne,
Den unge Karl optænd, forføris snart i Lønne:
Det røde dyre Guld hand bruger til en Felde,
Den gierig fanger op, oc anden Verdens Vælde:
En Herre høj af Mood, ær-gierig, roos-betagen,
Med smigren hyckel-roos, blifvr læt af ham bedragen.
Hand veed oc Konster fleer', hvormed hand dem kand tvinge,
Hves Hierte Sind oc Hu, til Verden ej mon hænge.
Tiit mangen frommer Mand, paa Templens spits hand setter,
Indblæs et geistlig Mood, at hand sig self forgietter,
Staar paa sin Hellighed som hand kund' aldrig falde,
Oc med slig hellig Pest forgifver ham med alle.
Den falske Sycophant med Brucho nafnet bærer
Der i vor Lystgaard skøn de grønne Blad' aftærer,
Vor Sommer-ziir hand stæl, oc Fructen den utalde,
Ej lader andt igien, end bitter Gift oc Galde.
Hvo er, som icke kand, af denne Ræf bedragis?
Men hand end lader sig i Afguds Mund indtagis!
Tal af det Guld oc Sølf, som det self tale kunde,
Oc vel mod sin Natuur tal Sandhed mellem stunde;
I Delphens Jomfru nu, nu i Cumæske Nonne
I en Sybilla her, der i Orakels vaane
Hand som sig skød af Graf, der Saul ham vilde høre
Oc om Guds forset strengt ret kundskab vist' at giøre
Hand Ammons præsters bryst dem kunde vel forvarme,
Oc føre hiid oc diid paa Smacker oc paa karme.
De af den Afguds Mund (naar sang kom ham for øre)
Oc under tiiden fik, det sandhed var, at høre
Hvi skuld' ej hand med Svig den Staf i Troldmands haande
Til Slangen vende snart, forandre Nili vande
Til iidel Blod som stank? oc lade frøer nedregne,
Udi Kong Pharôs Seng, i Landet allevegne.
Thi hand seer, som en Aand u-siunlig, stedse grunder

82

✂ Paa Herrens anslag klog: om hand i dem ej bunder,
Forstaaer hand Lysten dog oc af Forfaring dømmer
Hvad af vil blifve, spaaer; oc Sandhed ofte drømmer.
Til med hand i bedrag, er den fuldkomne Mester,
Som allerklogste Folk forblinder øst oc Vester,
I det hand dem kundgiør, hvad tiiden skal medføre,
Som hand hâr vel tilforn betænkt hvad hand vil giøre.
At Herrens egen Haand sig derved skuld' ej skamme,
Saa veed hand ofver alt med Konsten høj at bramme,
Som vi oc icke self derpaa i tvifvel stande
Hand meer' end Mennisk-verk, jo rede kand fra Haande,
Men hand u-dødelig i saa mangfoldig' Aare,
Læt hver en Urtes Kraft udgrundlig kand forfare:
Der er oc ingenting som Aander kand forbiude,
At de jo giøre friit alt hves de act' at yde.
Ej at de allen stund saa lang en tømme drage,
At de nu her nu der, som dem kand self behage,
Maae blinde mangen mand, oc mæctig' os saa blifve,
At de paa Siæl oc Liif stoor Tyranni fuld drifve.
Gud hâr dem fængslet saa, de ej til ævig tiide,
Foruden hans forlof, kand lenken søndersliide.
Det var med Guds forlof der Achab blef indtagen
Af den løgnactig Aand, til Ramoths Striid bedragen,
Hand med sin hær drog ud oc matte holde trøje,
Sig hans Afgudisk Siæl af Bolig maatte føje.
I Herrens Pasbords kraft, oc Satan Job angriber,
Hans Svenne slaaer ihiel, hans Bolig nederrifver,
Med Huuset følger Koe, faar, Øxen, Aseninder,
End oc hans kiere Børn hand rammer paa oc finder.
Thi det vel stundum skeer, Gud der til Tol tillader,
At mand i Verden her, i Striid med ham gerader.
Hand baade grumme maa' oc fromme tiit anfecte,
At de forførde Folk som Adam slet paaslecte,
Saa kunde væckes op af syndsens dval' hin dybe,
Oc her i Naadsens tiid til Christi Kaars fremkrybe:

83

✂ Der tvert imod, at den, som er af Aanden baaren,
I Troen prøfvis kand Guds Ven at blifv' udkaaren.
Men som den Hof-tyransk affældig Mamelucker
(Jeg meen det Diefle-pak, der mod sin Skaber pucker)
U-villig altiid er, oprictigt Folk at tienne,
Men meer (om mueligt var) al Velfart dem formene:
Saa er, der tvert imod, den vel bestandig Skare,
Der ej forlod sin Stat, de ydmyg' Engle klare,
Gern-villige tilsinds did hen sig at forføje,
Hvort dem ledsage vil Guds Bud oc hellig Øje:
Oc deres forsæt er til ingen anden ende,
Hvort de far' op oc ned, oc hvort de sig henvende,
End at den høje Gud, jo meer oc meer kand æris,
Oc hans Børns Salighed jo meer oc meer formeeris:
Forbøden Lyst gaaer ej i deris Hierter bløde,
Guds hellig Ansict klar at see, er deris føde.
Af det fortabte Faar de Poenitentsens Taare,
Er deris Nectar som de eftertørste Saare.
Et Mennisk' æresiugt, ej tracter efter meere,
End mand ham vilde strax, Land, Kron' oc spiir, Levere:
Men denne Skar' ej saa, paa nogen Højhed tænker,
Til arbeid deres Lyst med stilhed dem ej krenker.
Thi Herren skal saa snart ej med sit Hofvet vinke,
Sin Meening sige frem; Ja, skøt snart icke tæncke
Paa nogen nogen Ting, der Engle-post udkrefver,
De det jo strax fuldgiør, saa gierne som de lefver.
En Engel Agars fluct forfølger strax paa Foode
Forsuckrer hendes sorg med Trøst oc Raad saa gode,
Tilmed i vildsom ørk, det kilde vand frem viiser,
Som qvægned' hendes Søn at hun Gud Herren priiser.
En Engel fører an til Krig Israeliter,
Af Englen, Jacob Kraft faaer, imod Edomiter
En anden villig var, Tobiis, siun at tilføje,
Saa hand vel kunde see paa ny, Guds Himmel-øje
En anden jler fast, til Nazareth, med Lyste

84

✂ Oc der en Jomfru puur, for Mø oc Moder, gryste,
At hun til Verden hiid, en Frelser skulde bære,
Sin Fader, Brudgom bliid oc Broder huld med ære;
Oc at det Jomfru Liif den Herre skuld' omfange
Som Verden faufner al. En anden maae fremgange,
Der Satan var forviist, for Frelseren den Sande
Med stoor Ærbødighed, i Ørkens tørre Lande.
I Hafven Christum een Formaner ud at dricke,
Den bittre Dødsens Kalk som Fadren vilde skicke.
En anden sagde dem som Grafven aarle søgte,
At hand opstanden var, oc glæden dem forøgte,
At de der meente før, hand lefde her ej meere,
Ham finge self at see med Glædskab stoor oc ære.
En anden mod alt haab et Under aabenbared'
I det hand Fødselen den Døberes forklared'
En anden hastig gaaer, oc mørder samme stunde
Hver Søn først baaren, som i Memphis findes kunde
Dog blef forskaant hvert huus, hves poster var' anstrøde,
I Salve gvarde-sted med Lammets Blod det røde.
For Jerusolyma en anden hafver slaget
Senachribs stoore Lejr, oc hannem dermed plaget,
Fordi hand trodselig ej skamdis at ophøje,
De Sølf-afguder blind' ofvr Herren, i det høje.
See Øster-Konge-Mact de stoore stærke Valde,
Omkring Guds hellig Stad, beringde saa med alle,
At neppe Fuglen snar, en udfluct kunde viide,
End sige nogen Mand paa de bedrøfde tiide.
Der Ezechias nu en vel forsictig Herre,
Den Jammer vel forstood, som saais forhaand' at være,
Den blodig Børne Krop, oc Undersaatters Lenke,
Sin Dronnings skendsel grof, oc (som hand kunde tænke)
Sit eget Konge-blood, sit Liif i stycker mange,
Det røg-kar uden røg, oc Templens øde gange,
Guds Alter uden Brand, ja Herren uden Ære,
(Sligt kunde snart en Steen oc Stock i Hiertet skære)

85

✂ Sit Hofvet hand da strøer med Ask' oc sine Lender
Behenger med en Sæk, oc sig til HErren vender,
Som hørde strax hans Bøn, oc udskød med sin straale,
Paa den forbanded Haab, qvartert paa Bierg' oc Dale.
Thi der, om ilden klar, den søfnig Skarvact, hviilte,
Da Gud som Stadens Nød ansaae, vel snart bestilte
Her frem en Fecter kæk, en mæctig Himmel-kæmpe,
Som i Assyrers Lejr giør liust, den Fiend' at dempe,
Hans Sverd ej nøjdes, een, hvert hug, at slaae til Jore,
Men heele Compagnier, oc Regimenter stoore,
Nu for, nu bag, nu tverts, nu langs, hand vilde haste,
Den eene blodig Haab, paa anden hen at kaste.
Med flucten tænkte hver, sig derfra at unddrage,
Dog det for silde var: som Hverrelvinden fage
Omfløj det skarpe Sverd, i Luften uden arme,
Der vanked' ej Qvarteer; frisk an med største varme:
Oc som Vær-møllen kaad der om oc om sig drejer
Af Stormen stoor bevegd, dog mand ej seer det vejer:
Saa snart den Nat var end oc morgenens Carbunkel,
Brød ud, oc skuggen dref som Libanon giør dunkel,
Da den Hebræer staaer paa Salems Muure høje,
Seer uden Bue-piil nedlagt med Lystigt øje
Et hundret tusent Mand oc fem til fiirsindstiufve
Af den afgudisk Haab (det zifer kand ej liuge)
Oc saae dog ej den Mand som skarpe Sverdet førde,
Som svingde Fanen rød, oc dem af Marken kørde.
O I Bi-standre troe ô hellige Skyts Herrer,
Af voris Gud udsend', at I med Mact fortærer
Guds Folkes Fiender, hans Kirke saa forsvarer,
At Satan eders Haand med klapped ryg forfarer!
O Guds Legater kiær', I maae vel-komne være,
Jeg burd' at tage nu mod eder med stoor ære,
Jeg burd' oc eders Dyd langt ydermere priise,
Ja Gud, som eder frem forskicker, Lof beviise.
Men det nu saa er fat, at jeg skal længer reise,

86

✂ Jeg maatte blifve træt af første Dages Leitse,
Min Færsels Lyst forgik, oc jeg saa slet blef hiemme,
Den søde Dicter-pen, de Sucker Vers at glemme.
Ret som en Vandringsmand, der mange Land' oc Stæder,
Vil gæste vil besee atskilligt Folk oc Sæder,
De tæncker sig oc meen, at Luft er nok forandred,
Naar hand hâr første Dag ofvr sin dør terskel vandret.
Som det gemeenlig vist er paa adskillig Orter,
At vandring længst er vej, fra Moders Huus, til Porte:
Saa vil jeg nu bryd' af, med Aftenbak at hvjile,

Saa jeg i morgen foort ved Hanegal kand iile.

✂

Historien Gen. Cap. I. 6. 7. 8.

✂ v. 6. Oc Gud sagde: vorde en udstract befæstning, mit i Vandene, oc den skille imellem Vand oc Vand. v. 7. Oc Gud giorde en udstract befæstning, oc giorde skilsmis imellem Vandet som var under befæstningen: Oc det skeede saa. v. 8. Oc Gud kallede den udstracte befæstning, Himmel: Oc der blef Aften oc der blef Morgen anden Dag.

✂

Indhold.

✂ Bliif her paa fiire Stycker viis.
I. Act først Lof-talen til Guds Priis;
II. Dernest den Himmels Skabermand,
Oc hvor Materien hand fand;
III. Fremdelis himlens nafn oc skik,
Samt brug oc nytte, som den fik;
Du endelig oc Himlens Nafn,
IV. Maat bruge dig til saligt Gafn.

✂

Den anden Dag i Vgen.

✂ NAar Dagen bøjer sig, den Sool gaar under Liide,
Da flyer Fuglen op, oc viiger til en siide.
Da søger Ormen Huus, i Jorden sig forsticker,
Oc alle tamme Diur, til hvjle sig beskicker.
Til Roo-sted Folket gaar, blaa-bulsteret de vende,
Oc Kuren blæser Fred, ad gader Folk ej rende.
Men jeg da første Dag nu hafver faat til ende,
Nu Hesperus er nær med Aften-læg i hende,
Skal det ej da bær' ad, en liden blund at tage,
Men Øjet drager Straa, oc kand ej længer vage?
Nej, her er meer' i fad! den Biørne-huud til siide,
Det bær ej altid ad, den bløde Seng at sliide:
Endymionis søfn, Abronis kræsne Dage,
Vill' icke passe sig, saa jæfnlig til at tage:
Min søfn vel brydis maa, den tørre Hierne blødis,
Op, op min Siel oc Aand, for Herren stoor at mødis,
Her ind min Psalter good, frem, frem mit liflig Zither,
O Musæ, sødelig paa Harpen eder fliter:
I Fauni synger sterkt, at Skoven der ved springer,
Syng du Satyre klerk, at det i Bierget klinger,
Du fisk i blaa-grøn-haf, du fugl paa qvist hin grønne,
Spring om, ja runden om, siung skof-muteter skønne,
Thi den almæctig Gud, som Verden rund til-lyder,
Den ævig Ærens Sool, med anden Dag udbryder
Hand Verdens Malm oc Sæd, de Elementer fiire,
Det Chaos u-gestalt, begynder nu at ziire:
Pauluunet hand opslaar, med hvidt oc blaat formenger,
Hvormed hand Jordens Kreds høj-præctelig behenger:
En Hvelling blaa hand giør af vand, som jern det sterke,
Der med hand plancker ind, oc giør et eene-merke
For ofver-himle-vand: den u-begriblig tynge,
Ej giennem bryde kand, men maa der ofver klynge.
Paa dette tecke rundt, der leger Sool den klare,

89

✂ Der Maanen gaar i dantz med den Planete-skare.
Der tumler Pegasus oc Æolus hofverer,
Der under Hiort oc Hind i Løf-grøn-skof spadserer,
Der Fuglen op oc ned sig yndeligen svinger,
Oc i sin Løf-sal grøn, Liif-lysteligen klinger.
Slig bygnings sterke Thron kand Solon ej fuldskrifve,
Den viise Salomon sig maatt' oc ofvergifve:
Apelles den ej kand med Pensel contrafeje,
Ej Svarfvers konstig Haand, kand den med hiulet dreje:
Hvad vil jeg giøre da? skal gaas blant Svane høris?
Fuld lidt formaar en Aa, naar dyben strand udtørris.
Skal jeg med furre-baad, Ægæum ofver-skriide,
Skal jeg Jern-moosen saa, med Hænder gennem bryde?
Jeg maa dog kort herom, som den U-myndig lalle,
Thi Barnet stamme maa, til det faar lært at tale:
Langt bedr' er noget sagt, sin Skaber god til Ære,
End alting slet fortaugd, oc plat hen, dum at være.
Men du, som Himlens Løb reger med minste Finger,
Du som det vilde Haf, som i en Flaske Tvinger,
Du, du som Jorden bred som Løfvet lader befve,
Ja du der Vinden haard indknytter i din nefve:
Min Siæl til dig opløft, forklar min Tank oc Sinde,
Den Himle-Nectar søød min Pen lad gennem rinde:
Det Amaltheiske Hoorn, af højden mig nedsende
Sin Viisdoms ringste Korn, Viisdommen mig tilvende:
Castalides fontainParnassi vedske søde,
Mig Musa ej formeen, lad den min Tunge bløde:
Min U-vandt danske Pen, med Hermons dug lad flyde
Du al min ringe Dict med Gunst oc Naade pryde.
Vel an i Jesu Nafn, igaar var jeg en Bunde,
Jeg i den dynge plomp, søgt om som jeg bedst kunde;
Dog intet der befandt; der var ej Korn ej Kierne;
Der var ej Strand, om jeg der vilde fiske gierne;
Om jeg oc vilde vel Metaller-aaren bryde,
Den Aare var ej til, der var ej Guld at nyde.

90

✂ Kund' jeg med Proteo, mig tusind maal omskabe
Som Aand i Stranden roe, som Brok i Jorden skrabe,
Nu giennem ilden gaa, nu højt i Luften flue,
Der var ej Luft for haand, der var ej Ild i grue.
Ofvr mig ej Himmel var, ej Gulfvet under Foode,
Jeg svebte hid oc did, mig meget gik til moode,
Baad' Himmel, Land oc Vand da mænged var tilsammen,
En øde Klump jeg fand, det var en ringe gammen:
Nu seer jeg højt i Sky, jeg løfter op mit Øye,
Jeg seer en Bygning skøn der ofven i det Høie:
En Hvælning seer jeg mig, skøn, ziirlig, blaa oc runder,
Men hveden den nu er, det gîr et mæctigt Under,
Den icke ringer om Europæ Grendtser eene,
Den værdig Christendom med sine neste greene:
Men Africam saa skarp oc Asiam hin riige,
Americam den ny, oc hvis mand meer kand sige:
Al Verdens Eble rundt, det konstig Paulun decker,
Samt Hafvet dybt oc grundt, saa ofver-viit det strecker.
Hvo er den Konstener, Telt-mesteren den stoore?
Hvor fik hand Duugen fiin hvoraf hand Teltet giore?
Er det af Blyant blank? Er det af blødest Silke,
Som svefver viit oc bret i Luften uden stilke?
Er heller tecket skært udaf Christal det reene?
Maa skee af blaa Saphiir, oc andre blanke Steene?
Hvad kaldis det Paulun som mon i Vejret glantse,
Hvad nytter Thronen skøn den jeg ej ret kand sandtse?
Her ned du Morgenrød' oc laan mig Snaren vinge,
Urani Himmel-høj, lad mig paa Bierget springe,
Viis mig den hvælning blank som Moses her afritser,
Løft mig paa Axel din at see de høje spidser:
Dog ickun slet oc ret foruden Luft-spring mange
Lad Ptolemæi æt, oc lad Planeter prange,
Lad dem med Dragens svants sig som en krants omringe,
Med Jomfru gaa i dants oc med Steenbucken springe,
Med Skytten riid' i Jact, mod Ophiuchum striide,

91

✂ Oc skue Harens Traf, naar Hunden hand vil biide:
Eudoxus end det veed, paa Fiskens Bank' at fiske,
Oc siunge her oc der som Svan oc Rafn den Gridske:
Bootes drifve lad for Koen Biørn hin grumme,
Oc Pegasus slaa op imod Andromisk' komme:
Vel Ørnen purre maa Antinoo i Panden
Oc Foolen kraaged staa i grendtsen hoos Vandmanden:
Men jeg langt heller vil med Mosis vinger fløje,
Med simpel danske Pen mig simpel lade nøje.
Er da den Mester klog den bygnings Herre mæctig,
Den som vi hørd' i gaar at vær' en Konstner præctig,
Der af sin bare Haand ved ringste Mundens Orde,
Al Sæden skabte snart, til Himmel oc til Jorde,
Oc lødded' i en Klump de Elementer alle,
Kand oc der af igien med eenist' Ord dem kalde,
Oc vil paa Dommedag, til intet dem forbrænde,
Oc som hand hafver sagt, dem slet i grunden skænde.
Den Herris stoore Nafn i gaar vi hørde næfne,
Almæctig, rjg af Kraft oc ofverflødig efne,
For hvilket Himle-Chor credentze maa oc bucke,
Den onde Cerberus forskreked maa hand sucke,
Ja hvert Adamisk Knæ (hvor stiift det end kand være)
Maa sig til Tienist stoor, nedbøje tienn' oc ære.
Det Nafn er Elohim den ævig Gud den sande,
Den Fader oc den Søn den værdig hellig-Aande:
Hand med et eenist' Ord af intet (intet) skabte
Al Verdens Malm oc Sæd, med slig forborgen krafte,
Som kunde bære Fruct, naar hand det saa befalde
Paa Jorden oc i Luft, samt dybe Vanden' alle.
Thi Chaos Moder er til alle Creatuurer,
Som Liif oc Lefnet bær oc uden lifvet duurer,
Ja, Elementerne der fandtis i den diunge,
De ved Guds kraftig Røst deraf vel-skabt udsprunge,
De sig fordeelte ret til Creatuurens Skare,
Hvor hvert med good beskeed maa sin bestilning vare,

92

✂ Nu eet nu andet meer, sit Herredom der øfver,
Som Aarsens tid medfør, alt hvert sit beste prøfver,
Ej Lem saa lidet er, var det end taa den lille,
Der kand sig sige qvit fra vær, Vand, Jord oc Ilde.
Af Gyps oc voxet seit vel mangen ting kand giøris,
Men af den riige Sæd ald Verdens Hær opføris.
Med tre oc tysserti, vi kund' al Verden næfne,
Men Chaos eene ting, gîr os al Verdens efne.
Extract af Chaos er oc Elementer fiire
Hver Fugl i Luften, oc i Søe den mindste fliire:
Hvert Diur paa Marken breed, hver Orm, som kand fremkrybe,
Hvert Træ i Skoven rank, hver Steen i Dal hin dybe.
Hug af det grønne Træ, kast det i Ild den Sterke
Strax skalt du faae at see, at Elementer virke,
Den Ild i højden slaar, i Asken Jorden blifver,
Oc Vandet bobler ud, med røgen været drifver.
Paa Brad-spid rif en steeg, Strø under Kul de heede
Strax drypper Vandet blødt, strax brender fit det feede,
Den Luft oc hvæser ud oc med et Puust forfarer,
Igien blir Ask' oc Jord, om du ej steegen varer.
Er det den svanger viif, som Gud i gaar self giorde,
Den som bar i sit Liif, Ild, været, Vand oc Jorde,
Udi sin Barm oc Skiød, de fiire Brødre mæctig',
Oc deris Sæd oc Børn drog Chaos modren dræctig:
Hvorfor vi grandske maa, hvor hun nu af sig gifver
Det HErren esker frem, oc til sin bygning grifver.
Det første foster klart, er Verdens loft oc tecke,
Det med en ziirlig art Gud vilde først udstrecke,
Med sin almæctig Haand det ofver alt at dreje,
Oc skille Vand fra Vand, i fuctighedens Veje,
Det er en selsom ting; thi naar vi noget bygge,
Først legge vi den grund af Kalk oc Steen hin trygge,
Saa muuris siden op (maa skee med Stang-verk settis)
Sidst reisis gaul oc tag, oc spiir med krands oprettis:
Men her er munster ny, her leegis en Forkering,

93

✂ Her svinger loft i Sky for Jorderigs Fundering:
Ej Grunden var begynt før hvælning der maa stande,
Før Vandet blef fordeelt, at Landet blef til Lande.
Steen-piller haard' oc fast, kund' ej den Himmel bære,
Men Guds almæctig Haand opholder den med Ære,
Der ved hans Viisdom stoor, der ved hans Konster mange
Al Jorden ofverskinn', al Verden ofverprange.
Oc ville vi forstaa Himlens materi høje,
Vi maa tiltænke da, med Mose Kalf at pløje,
Oc først betracte vel, hvad Nafn hand derpaa gifver
Saa dages noksom op, hvoraf den hvælning blifver.
Thi hvis Gud skabt' i gaar, af intet hand det giorde,
I Dag Materien maae virke ved hans Orde.
Saa raaber da den Tolk her ofver Lydt for alle,
Som førd' Israels Folk, oc self den Bygning kalder,
RAKIA, paa sit maal, paa danske det betyder
En ting at giøre haard, der før som Vandet flyder,
Oc strecke den i det, den hærdis ret som blærer,
Der mand med sterkest puust, vel raa oc vaad' udspærrer.
Thi Guds almæctig Haand, oc virkende Munds-Aande,
Befoel det tynde Vand at streckis ofver Lande,
Oc blifv' et sterkt Casteel, een Mur oc runder Skantse,
Ofvr Verden lang oc bred, som Soolen kund' i dantse,
Oc vandre runden om, som med Soldater klare,
Ja nyde Svinge-rom, til sin Planete-skare,
Som skabte fierde Dag ofvr Verden viid at vanke,
Een for, een anden bag, den hid, den did at spanke.
Thi at slig Bygning fast af Vand er giort behænde,
Mod al Naturens Verk, Schamajim gîr tilkænde,
Som er paa danske, Vand, dog vi det Himmel kalde,
Thi den er giort af Vand, oc Vand der fra maae falde,
Det viis oc Farfven ud, som Vandet blaa oc hviider,
Oc hvo der striider mod, hand Skriften imod-striider.
Er det ej underligt? Gud af den stoore Diunge
Til slig befæstning rund som Verden skuld' omringe,

94

✂ Tog icke Malmen sej, af Jern af Messing smidigt,
Oc ej af Sølf oc Guld oc andet som er vridigt,
Men af det spryde Vand som sig ej self kand holde,
Men flyder løst oc blødt af Bierg oc Branken volde.
Det samme slifrig Vand bød Skaberen behænde
At deele sig med Konst udi de Parter trende:
Det tyckeste der af, lod hand paa Jorden blifve
Til brynd' oc sligt behof, til Strand for Vind at drifue,
Som vi i morgen faa udførligen at høre,
Hvorledis Gud formaar det Vand til brug at føre.
Men den subtilig Part, som et Christal det blanke
Hen ofvr Befæstningen den Mester vilde planke,
Der Skaberen dem bød at glantse sig til ære,
Oc med de under-vand sig priisen at hiembære.
Hvad Secter drømme her oc daarlig sig indbilde
Om Christal-Himmelen, det vi ej skøde vilde:
Thi os ej meer angaar end Moses vil os lære,
At Folk for Bierget staaer naar hand kand oppe være.
Hvad ofver-Himle-Vand der hafver at bestille,
Jessæus lærer vel sin Israel til ville:
De Vand (hand siger saa) som ofver Himlen' ere
De lofve HErren good jeg vil ej meer begære.
Thi anden Meening plump (Gud samme Vand at giemme
Til Syndflodens behof) er phantasi oc Drømme.
Det er oc Lærdom grof at Vandene der ere
At læske Soolen heed, samt gloende Fakler flere,
Vilt du med Eege din det Vand slet ofverfare
Far hen, men du vel maat' for Skof-kast dig forvare
Faar du i dag beviist hvad samme Vand medføre,
Ofvr-morgen skal jeg dig Karls Vognen faae at kiøre.
Men om den mellem deel den læspe retlig taler,
Gud skabte Himlen høj ofvr Bierg' oc dybe Daler,
Saa rundig, høj oc rank, saa stoor, saa stærk oc præctig,
At ingen Verdens Klerk det Contrafei er mæctig:
Saa fast er skabt forvist det Himle-Firmamente

95

✂ At den det sige kand staar aldrig til at vente,
Den det fuldskrifve skal var aldrig qvegt i barme,
Oc den berømte Mand ej laa i Moders Arme:
Halfsiette tusind Aar oc der til Aar vel mange
Den Runddeel standet hâr, de Tiider ere lange,
Sig Verden drejer om gesvind som Piil kand flue
Af Øst i Vester hen, mand maae der ved vel grue
At den ej er forslidt oc brudt i tusend stycker,
Men højt sit Hofved bær, oc sig slet intet trycker.
Var den af Jernet seit, dog maatte den forfaret,
Af Adamanten haard, dog kunde den ej varet:
Men Guds almæctig Ord, (du Christen det maat merke)
Hâr Vandet fastre giort end Jern oc Staal det sterke;
Kand oc tvert om igien det' Staal oc Kaaber byde
Som Snee at smelte hen, som Vand oc blye at flyde.
Fremdelis actis bør, det mand her Himlen kalder,
Almindelig forstaaes Himl-øjen kretser alle,
Det gandske vijde rom, de regioner trende,
Som Jorden ringer om oc ej tilbage vende
Før al den Himle-kreds fra øfverst indtil bunde,
Gaaer med i samme løb, al Hvælningen den runde:
Men Firmamentet fast serdelis viis betractis,
Saa viit ætheri-part med Sphærer sin' eractis,
I hvilke Maan' oc Sool paa fierde Dag losseris
En ret Planete-stool der ved skøn udstafferis.
Skal da ved Fæstning slig oc ved det Firmamente
De Orbes her forstaais, oc Æthers Regimente;
Da maae vi noget lidt om samme Regioner
Paa toget riime hen, til vi forstaae de Runer.
En Cyclops icke veed, hvor Soolen mon opskriide,
Oc hvor den skinner heed, oc hvor den gaar til Lijde.
Men Davids art beseer den Herris Himle bolde
Oc ved hans Herlighed sig glæder mangefolde:
Reis du til Dannemark oc Fredriksborg ej skuer
Med de forgylte Taarn, forgylte Sal' oc stuer,

96

✂ Oc anden Rigdom stoor, Clenodi, ædel-steene,
Tapeteri saa fiint, som det var Guld det reene,
Den Tempel ærefuld som Christian den fierre
Saa puur som drefved Guld, lood bygge Gud til ære;
Det Spansk' Eschurial, naar du de Spanske Gæster;
Oc Fransk fontaine-blaa naar du den Franske frester;
I England Londen stoor; I Sverrig Calmars Borrig,
Oc i stoor Førstens Land, for Muscou ej bær Sorrig,
I Holland Amsterdam; I Meisen Dresden præctig;
I Valland ej beseer, Venedig riig oc mæctig;
Da hâer du ude vært, som hiemm' i Aske-grue
Som hand der var i Rom oc Pafven vild' ej skue,
Bør os da icke meer det Himle-Slot at acte?
Med hvilket alle Ting jo ere vel betackte.
Udi hvis Borregaard al Jorden indeluckis,
Med hvilkets Pract oc Pral al Verden ofverpuckis:
Udi det høje Loft Kong Titan præctig dantser,
Diana Dronning hviid, ham ziirlig eftersvantser.
Der skinner i den rej, Mars, Venus oc den klare,
Som hâr de andre tre Planeter med i Skare,
De tænde Lycten op med ret forgyldne Tandel,
Oc ofverskinne skønt den heele Verdens Handel,
Der springer Posten klar, oc Jorderig befucter
Viin-persen der ved gaaer oc aaret frembær fructer;
Den Post langt dyrer' er, end Ophirs Guld det reene,
Ja Salomonis Guld var det end tyckt som Steene;
Der vinden blæser fra som gîr os Luft oc Aande,
Som drifver Møllen om, oc Snecken før til Lande;
Paa Volden brender løs den lange Torden-slange
Carthov er aldrig hørt som saa kand buldr' oc prange.
Skal det da u-beseet os daglig staae for Øje,
Vi var' ej øje verd' at løft' op i det høje.
Saa skifter Moses da al Verden med sin Orden,
I tvende Parter, som er, Himmelen oc Jorden
Den største deel der af maae Æthers riige giøre,

97

✂ Den anden underdeel til Jorderig mon høre.
Paa Dansk Maal Æther er en ting klar, Lius oc blanker
Som med sit Straale-Lius om Verden viide vanker,
Oc som en Krone blank den mørke Sal bepryder,
Saa oc det æther liust al Jorderiige fryder.
Det samme riige klart (vi Stierne Himle kalde)
Er af den puurist' art, ofvr Elementer alle,
At det vel kaldis maae, essentien den femte
Af Chaos extrahert, som dette Huus beqvemte,
Det corpus er saa stoort, at Jorden der mod regned
Er som en liden Prick paa største Tafle tegned.
Der findis Stierner oc, langt størr', end Jorden, mange
En deel meer' end sex oc halffemsindstive gange.
Det er oc gandske blødt, subtiligt, puurt oc svefvigt,
Dog u-forslideligt, oc raskt, som det var ævigt.
End kand det oc sin Kraft sit Lius oc Liif udsende.
Igiennem Skyen tyck til Jordens yderst' ende,
Vel løber Hinden fast, men Himmelen end Snarer,
Thi den i Nat oc Dag al Jordens Kreds omfarer,
At den oc Cirkel viis sig runden om forføjer,
Som Skriften det beviis, saa det mig vel fornøjer.
Nok er det Stierne-huus een Sphæriske Figuure,
Ja gandske klodde-rundt, thi Gud gaf den Natuure,
At det Piil-fluxe løb af ingen kanter hindris,
Oc ej af noget stød kand tørnis oc forsplindris.
Nu spørgis ydermeer, om samme Slot oc Fæste
Er mange Lofte højt, oc hvad der er for Gæste,
Hvordan ders Klæder staaer, hvad hver i Skiolden fører,
Hvad de for Titel bær, hvordan de dantsen rører?
Vel er det sant oc vist at Himmelen den høje,
Slet ingen Sphærer hâr, ej loft at sammenføje.
Ej orbes findis der, som Stierner foort omdrifve,
Men hver sig rører self, som lærde det beskrifve.
Dog som den højste Gud den u-begriblig Aande
Den ævig Skabermand vor Fader, Liif det sande.

98

✂ Hand ej begrifvis kand, med mindre hand beskrifvis
At hafve Food oc Haand, ham Øj' oc Øre gifvis:
Saa kand den Himmel høj, Guds skønne Creatuure,
Med sin Planete gang, med Stierner smaa oc stoore,
Af vor fornuftis Aand, forstaais oc fattis ilde,
Om vi ej Sal oc Loft oc Kredser os indbilde.
Thi maae vi af en Nød en Dyd oc Konst os giøre
Det er en Rigdom stoor, hvo vel kand Armod føre.
Alphonsus dicter tj en Ptolemæus mindre,
Best vejen til det Slot, kand Ptolemæus lindre.
Den allerhøjste Sal, den niende runde Sphære,
Den første Rørlighed, vi kunde titulere,
Som ringer runden om de nedrig Under-salle,
Oc drifver dem paa gang, saa de maa efterprale.
Sit Lob udi en Døgn den præctig absolverer,
Af Østen Vesten paa den runden om spatserer.
Den anden Rørlighed befatter otte Kredse,
Af Vesten Øster paa, de Kaasen sette stedse.
Den ottende deraf, bær stadig Stierner alle,
En slet u-tallig Haab: vi stadige dem kalde,
Thi de i præctigt Huus, saa fast for os ej vandre,
De med Planeterne sit Sæd' ej saa forandre.
Dog vinder lærd Mands Pen, at de ej slet staar stille,
Men i tu hundred' Aar en Grad (er femten Miile)
Der til end noget meer, Minuter to maal fiorten,
Fra Vesten Øster hen de skulle reise foort hen.
Saa gaa Planeter siu den een' alt under anden,
Hver i sin egen Sal med Lius oc blus i Haanden,
Planet paa danske Spraak, er een der vildsom vanker,
Oc een som hiid oc diid ret idelig omspanker,
Thi disse Stierner siu slet ingen hvile nyde,
Men vanker op oc ned, nu her nu der sig yde.
Saturnus sluuge-barn, med Segelen i Hænde,
I høje Loft hand boer, sig neppe der kand vende,
Ret tung hand er til Foods, oc graa fordi beskrifvis,

99

✂ Om trent i tredifv' Aar hans Løb fuldkommen gifvis,
Hand sluuger sine Børn, sin tiid hand self fortærer,
Hans Farfv' er blaa som Bli: ham billig Bonden ærer;
Thi hand ham lærde først sin Aul til Gafns at drifve,
Om hand vild' hafve brød, til ploven skuld' hand grifve,
Hand bad ham Jorden strøe, med Giøningen den fede,
Med seglen kiøre paa oc bruuge Lee den brede.
Du klare Jupiter i siette Sal du vandrer
Din Gang paa tolf Aars tiid du sindiglig forandrer,
Med Spiir i venstre Haand du som en Konge sidder,
Oc truer alle Mand, din Farfv' er blank oc hvider.
Med højre Haanden din, du Liun-ild frijt udkaster,
Imellem dine Been, du Ørnen gridsk antaster,
Dig mellem Fødderne, gesvindig Ørnen fløjer,
Oc Ganymedem dig den deilig Dreng tilføyer:
See! hand dig dricker til oc Skaalen faurt Credentser,
Hand seer din stoore Pract oc ærer dine Grentser.
Den største Gud du est blandt Heenske Guder alle,
De bedste Kæmper ned for dine Straaler falde.
Saa kiører Mars i By med kecker Hest oc modig,
Som een forbistred Mand, hans Farfv' er rød oc blodig,
I fuld Kurris, oc sterk med Svøben skarp i Hænde,
Udi halfandet Aar sin Reise hand kand ende.
Med lidet got hand far, naar hand for riiget raader,
Hand er en Høfding haard oc Liidt hans Tiener baader,
Ham ære Hedninger, naar de i Marken drage,
Thi hand kand stick' oc slaae ja Fienden forjage.
Udi den mellem-Sal den gylden-Sool fremtriner,
Oc som en Keiser braf blant Himle-førster skinner,
Hans farfv' er guul oc røød, hvo tæl hans straaler mange?
Ofvr Bierg' oc dyben Dal hans Arme kunde lange.
Vi ham om Morgenen i Øster see udrjde,
Om Aftenstund hand gaaer i Vesten under liide.
Saa far hand under oc beskinner andre Lande,
Om Morgenen igien i Øster er forhaande.

100

✂ Hans præctig Jamling-gang hans Contrafej det klare,
Med tuusend Dyder vi til fierde Dag maae spare.
Fru Venus Kober-klar, i trede Loft hun skinner,
Naar hun Lius-blank opgaaer, oc Soolen eftertriner,
Hun kaldis Morgenstiern: Men er hun Soolens terne,
Som efter Soolen gaaer, hun heder Aften-stierne.
Timantes skildrer dig saa klæd som du est baaren,
Thi hvo som elsker dig blîr nøgen oc forlaaren,
Din røøde-roosen-krantz vel mangen helt bedaarer,
Thi Amor Sucker-sød, som Roosen snart forfarer,
At hver skal tænk' oc tro, du est en kræsen Frue,
Dig Fugl ej kommer nær, foruden hviden Due.
Dit Zither du vel slaaer, de Charites omspringe,
Det mindre fare hâer at dantze for en Klinge.
Du malis paa et Haf med dine Lemmer hvide,
Thi hvo dig holder af, kand snarlig Skifbrud lide.
Mercurius hvort hen, med ving' i Top oc Foode?
Du raske Sendebud far du med Tiender goode?
Hvor staaer det til min Ven i anden æthers Boolig?
Er hver din Kræmmer froe? er hver din Fecter roolig?
Citrin er Farfve din, din Gang som Soolen hastig,
Den Kiøbmand staar dig nær, dig ærer Tiufven lastig,
Thi du kand med dit Riis vel kiuse Folk i Søfne,
Du kand paa Slange-viis berøfve goods oc efne.
Dit Seirverk ej slaaer feil dig Hanen Aarle vecker,
Saa hâer du Food i Haand oc viit om Landet trecker,
Var Argus hunder-Øj' end engang saa forsictig,
Du slaaer ham Halsen fra, med Handel u-oprictig.
Diana Qvinde good, ô du u-stadig Maane,
Dig mig hvor er din Sal, hvor pleyer du at vaane?
Heel ydmyg er din gang du boer i nedre Stue,
Sin Farfv' er hviider-bleeg, som hver kand see oc skue.
Dog est du nøgen self oc Soolen dig maae klæde,
I Luftens blanke Huus hâr du det nædrste Sæde,
Udslaget bær du haar, det fyger om saa viide,

101

✂ Med Bu' oc Piil du far paa Jact om Natte tiide.
Ja det Dryadisk Choer, oc Najades de klare,
Dig hafv' i ære stoor oc paa din Tienste vare.
Far vel Diana hviid ofvr morgen kom til Huuse,
Da faae vi bedre tid din Gang oc Kraft at roose.
Her giøris ej behof paa Melkevej at træde
Oc med Viitløftighed besee Galactis Sæde:
Thi det ej andet er end Stierner smaa oc mange,
Thi maae den Melcke-sti saa u-betraad hengange.
Om du her tvister paa, Bruug Galilæi Øje,
Saa kandst du selfver see, de Stierner i det høje.
Nu far jeg længer ned fra de Planete-Gader,
Oc deris stuer siu saa kort beskrefne Lader.
Fra Maanens boolig bold, til Jorden vil jeg fiige,
Far vel Planete-vold. Tredobbelt Luftens riige,
Her an, oc lad dig see, luk op de Poorte viide
Lad mig med Pegaso din Grends' igiennem riide.
Tre lufte-rom jeg hâr Lyst at igennem fare,
Jeg haaber der at see den Lufte-malm i Skare:
Som større under gîr, end skønniste Comoedi,
Oc er langt artiger' end artigste Tragoedi.
Er oc beseende verd, hvor Æolus regerer,
Oc under Fader sin skøn Jove stoltiserer.
Nest Ildens Element (for ofven af at regne)
Os været ligger nest, thi vil det os nu egne
Det Element at see; før vi i Morgen komme,
Til Jorderiige nu oc Hafsens Plats den romme.
Du Luft du regnens plats du stormens huus oc sæde,
Som med din snee oc iis betæcker Jord hin brede:
Du Vindens Packe-huus oc Frostens Borge-stuue,
Om Sommeren saa heed giør du din ofn oc gruue:
Men os den Vinter graa med Kuld igien betaler,
Dig, dig den lærde Mand saa kortelig afmaler:
Du est et Element som os ofvr Hofved svinger,
Varmactigt læt oc vaad som Land oc Vand omringer,

102

✂ Oc slet fra Jorden op til Maanens Boolig recker,
Beskugger Folk oc Fæ saa viit som Verden strecker.
Du est et Element subtiiligt oc u-siunligt,
At du hâr aldrig Rooe, det er dog øjenskinligt,
Thi nu er været varmt, nu er det kalt oc luftigt,
Den ene Time tørt, den anden vaad oc fuctigt,
Thi Luften tage maa den Maane kold til ville,
Sin Ulf-skindskortel paa, naar hun det vil bestille.
Hun maa' oc nøgen gaa vil Soolen det befale,
Ja svie top oc taa, oc sig i Vandet svale.
End maa hun Kaaben sin den Vind til ville skære,
Oc trøjen kaste bort, dig Æole til ære,
Den er fuld læt til Fods sig i et Nu kand vende,
Gaaer med dig ind oc ud, ræt som din næste Frende.
Vel kand oc Luften puur (een deel deraf) forderris
Oc naar hun længe staar, kand sommesteds forverris,
Fornemlig indeluct paa de u-reenlig Stæder,
Hos fuule Creatuur, oc snefre sumpig stræder:
Ja oc i stille Vær, naar Jordens grøde raadner,
Oc døde Legemer paa Marken friit udtrodner.
Dog meest vor Synde-stank den sunde Luft forgjfver,
Giør Knect oc Herre krank oc dem i Grafven drifver,
Som os den hellig Lest vel hvisker udi Øre,
Dog Syndsens Kræsen Søn den Tale vil ej høre.
Hvad Gafn oc Nytte stoor det Element medbringer,
Skal komme sidst paa Bord, det best i enden klinger.
Endog at været er et Corper heelt oc holded,
Dog maae vi det ansee ret som det var trefolded,
Oc deele det saa hen i ort oc romme trende,
At vi det Element des bedre kunde kænde.
Den ofvrste Plats højt gaaer nest Ildens Regimenter,
Oc om de andre gaaer mod Bierge-topp' oc Stenter,
Fra Jorden to Miil højt sig ongefer den ender,
Der møder Skyen vaad, forfaren Mand det kænder.
Den samme Værets rom, friit varmer, reenser, tørrer,

103

✂ Ti den er Ilden næst; oc did end oc henhører,
Den u-fuldkomne mængd de Meteorer heede,
Som fødes i den Luft: Thi saadant højt et Sæde,
De kaalde kund' ej naae, men sammen fryse førre,
Som vi i anden Sal, vil viidre faa at høre.
De Meteoron er en Sankning sammendragen,
Af Røg oc fuctig Damp; i Luften til stoor bragen,
Ved Sool oc Stierners Kraft, som den i højden drager,
Oc efter egen art, til Ild oc Vand dem mager.
Som Badstu-manden kand med sine Kopper varme,
Opdrage fuct oc Blod af skuldre, Been oc Arme:
Saa kand oc Soolen varm foruden ald u-mage,
Af Jordens Svede-hul baad' fuct oc røg opdrage.
Merk Meteoron som højt udi Luften brænder,
Det fluer eller staar, det sveber, fyger, render,
Er af en varmer Damp, een Røg tør af Natuure,
Som snarlig tændis op, af Luftens heed' hin stoore.
Jo tørrer Røgen er, jo højer den opstiiger,
Oc til det tredie loft saa ijligen henfiiger.
Oc end dog ingen tiid sin Damp for Solen giemmer,
Dog Vaar oc Høstens tiid sig der til bedst beqvemmer,
Ja Aften Morgen oc; Thi Sommeren fortærer
Den damp med heede siin oc Vinter-frost den skærer.
I øfvrste region de meteora vanke,
Der stundom brænde ud, som blus oc Lamper blanke
Det hender sig vel oc, at Røg oc Damp sig tænder,
Ret som en Pille skabt, oc som en Pille brænder.
Oc som et Bysse-kruud, naar du der Ild paastinger,
Er det i Haabe lagt, da Hopper det oc springer:
Saa samlis haabe-tal i Luften røg hin heede,
Os tændis op i spring som bucken kaad, den feede.
Men naar den setter sig i dopper smaa oc mange,
Oc siden tændis op, som gniister de da prange.
Seer du et Fyr-verk oc dets Leilighed betracter,
Det meget lærer dig om Meteorers Facter.

104

✂ Thi som det Pulver er fordeelt oc Skabeloned,
Saa det i Luften far oc findis der fazoned;
Der fluer dragen rød, der seer mand Hiorten springe,
Der fecter Goliath, oc David med sin Slinge:
Racket i Luften far, hun hvijner, puffer, sprader,
Oc slaaer saa mange slag, som lagdis kruude-maader:
Saa gaar her oc saa til, som den materi findes,
Saa drifvis samme spil, slig Skabeloner tændes.
Comet natuurlig er, hør oc til højer boolig,
Men den at skrifve her, oc contrafeje troolig,
Min dag ej taale vil, thi Sool gaar under liide,
Jeg den ej hindre kand, som skeede fordum tiide.
Hvi blusser du saa op, (med mig maa Musa tale)
Jeg seer dig være varm; vilt du dig icke svale?
Fra Ild oc heeden ud, trin ned i mellem-stue,
I værets anden Sal, der er en mindre Lue,
Thi der er Vand for haand der kandt du dig vel læske.
Hvad fuct did drages op, af Vand oc Jordens vædske,
Der sankis efter haand, oc først til Vand forkeris,
Saa efter sin Natuur til Snee oc Hagl formeris.
Dog er den Ort oc rom af sin Natuur ej kolder,
Thi den med Frosten sin os Soolen ej forholder.
Den frys dem ej ihiel sig ofver Alpes føje,
Oc Norge-daarefield oc Jempte-field det høje.
Der groer end ocsaa Træ, som Luftens varme nyde,
Dog der er Vinter-lee som Biørnen maae fortryde.
Vilt du at hånse gaae hoos Kage-steen hin høje,
Tag femten Trøjer paa, du skalt dem fuld vel døje.
Der Meteora jeg i Salen dig vil lofve,
Med tynd oc tykken Sky, fast størr' end mange skofve.
Først vædsken dragis op, strax heede kulden møder:
Giør den til Skyen tynd, oc saa til regn som bløder,
Til Støb oc Plats-regn, oc til Taare smaa oc stoore,
Om Vinteren til snee som skiuler Steen i foore.
Men naar der regner ned, Melk, blod, af Luft hin kolde,

105

✂ Jern, beg, Svogl, Aske, Steen, oc Lemmend mangefolde
Orm, krud, kriid, tudse, kiød, fisk, oc sligt tingest mere,
At det natuurligt skeer, vil ej min Musa lære.
Philosophia maae den tiid mig ej mis-unde,
At jeg de Lemmender, heel kort afritse kunde.
For Norden daarefield, da Vintren er for Døre,
Det i Octobri skeer at taag' oc fuct nedføre,
I stoor mangfoldighed, et Diur de Lemmend kalde,
Som største marke-muus (dog de er' u-liig alle)
Med fiire korte Been, end Muusens noget breder,
Paa Rumpen stub oc kort, liig Biørnen paa de Steder;
Men Kieften lang oc spits, med to par skarpe Tænder,
Som egern-tænder gridsk; naar du dem Kæppen vender,
De icke giøre Been, men fast paa Tanden liide,
Den rumpe mod en Steen, saa fast i Kæppen biide,
At du dem hviiste kand: de Hunden saare kunde,
Oc naar hand biider en, da sankes samme Stunde,
Saa mange der nær er', oc fast ad Hunden snerre,
Oc skriige gresseligt, som egerne, ja verre,
De er' at føle paa som gæsling ung oc liiden,
Men Farfven brand-gul er, soort-pleked ryg oc Siden.
Om det saa hender sig, den falder ned paa Vandet,
Kand den som anden Grijs sig svømme strax til Landet,
Hand bygger vinter-boe paa Muldvarpens maneere,
Giør mange Veje smaa; de Græs med rood fortære,
Saa Bonden faaer sin eng det først' Aar ej i lafve,
Naar Lemmend efter-høst, begynder den at gnafve,
Saa boer hand i sit Huus ret heele Vinters tiider,
Til Soolen liiflig varm, med Vaarens dag opskriider,
Oc locker græsset nyt af Jorden op den kaalde,
Naar Lemmend smager det, da maae hand trøje holde.
Thi skeede det ej saa; hand lagde bonden øde,
Oc inden Sancte Hans, aad op al Jordens grøde.
Som Sviin med Olden; saa sig Lemmend dermed fæder,
Oc den Lap-lænder arm for Hunger Flesket æder,

106

✂ Thi Lappen i det field slig Vildbrad vel behager,
Hand icke vaanden er, men den til tacke tager;
Saa skade skeer ej, der jo noget Gafn kand føje.
Hand riimer saa derom oc lader sig vel nøje.
Hand siger; er hun kaald, maa Nissen Lemmend varme,
Bær frem du Acke min, det er ej ijldt i Tarme.
I samme mellom Loft den Torden strengt oc buldrer,
Oc med sin Liun-ild grom ofvr skov oc marcke skuldrer.
Hvo aarsag viide vil, sig Physicam studere,
Min Dag ej recker til, her blifve timer flere.
Det nærste lufte-rom en half Miil højt at acte,
Er temperered varm, det kand mand let betracte.
Thi var den alt for heed da Folk oc qvæget døde:
Oc var den alt for kold, stood langen Verden øde.
Naar Sool i høje-Chor med Sommeren opstiiger,
Den varme fra sig slaaer, oc da med heeden priiger,
Men naar hun vender sig, oc ned ad backen skriider,
Da borter varmen sig oc Kuld da Næsen biider.
Om Sommer Dagen bliid, sig rømmer nærste Stue,
Men Vintren snefrer den, naar hviide bier flue.
Tvert om, det mellem rom er trangt om Sommer-tjde,
Men Vinteren saa kaald sig stuuen mon for-viide.
I tvende nærste rom meteora varm oc kolde,
Naar du vilt see dig om, du finder mangefolde,
Der falder Stiernen ned (vi Stierne skud det kalde)
Det er oc siunes som den skulde strax nedfalde:
Men er en rund-knyt røg i højden tænd oc fyred,
Som Skyen støder ned i Luften under styred.
Naar den saa farer ned, ret Stiernen lig den klare,
Da Stiernen ofven for ret siunes ned at fare,
Thi mand den icke seer en liden Haande-vending,
For røg som mellem er oc giør den Øjen-blending.
Der ocsaa falder fra som ild optændte brande,
Der ned paa Marken slaaer oc bort i vilden strande.
Ja, i den under-plats mand meteora skuer,

107

✂ Naturen danner dem, som dragen naar hand fluer,
Naar en gemeen det seer, hand tøfver icke længe,
Men siger; dragen fløj nu hen til sine Penge.
Her gaar den Lycte-mand oc luurer mangen Bonde,
Som vender Kiortlen om oc Hetten med den runde.
Faar hand sin Klædning vend, naar hand gaar hiem fra gilde,
Strax blifver pugen skend, oc kand ham ej forvilde:
Det er en fæder røg, som Jorden af sig gifver,
Som vilde stige højt, men frosten den angrifver,
Der nappes de saa hart, at røgen derved ildes,
Oc drifver hiid oc diid, saa Bonden derved vildes,
Som meen det er et Lius, i næste By, paa stage,
Men gak din rette Stie, oc lad dig ej bedrage;
Paa mooser meest det skeer, hoos Kier-gaard' oc moratser.
Hvor fedmen sumpig er, saa oc hos Retter-pladser.
Sanct Ellen-Ild saa tynd i tou oc Tackel hænger,
Ved Speds oc Hellebar, ved Torne, spiir oc Stænger,
Ja ved dit Hofvet-haaer som Guld-løf, dog ej brænder,
Materen er saa fiin at Ilden icke skænder.
Den Baadsmand frycter sig, at Stormen er i hende,
Men vâr kun skødet vel, bed Herren hielpen sende.
De meteora vaad' end oc her nedre flyder,
Her fluer dug oc taag', her riimen hviid sig yder,
Den Sommer-dug nedslaaer, i Taarer smaa oc bolde,
Men Høst oc Vaaren kaald, giør den til Riim hin kolde.
Her under Æole, med din mangfoldig Aande,
Hiid frem oc lad dig see, som blæs i alle Lande:
Du vind med Selskab dit, hâer oc her nedre hiemme,
Dog du i andet Choor er tiit i Skyen fremme.
Du Meteoron est, af tvende ting beblanded,
Det eene meget tørt, dampactigt er det andet.
Thi var det ijdel røg, blef det til Lius oc brande,
Men var det ijdel fuct, det blef til Sky oc Vande,
Dog er den ringste deel, af fuct oc damp hin vaade,
Men Røgen meget tør, vil meest for spillet raade.

108

✂ Thi det natuurligt er al Vind er icke kaalder,
Den fuctig er oc kaald, som Cardo det forvolder.
Naar saadan røg oc damp natuurlig viis opdrages,
Af anden Stue koold, en Perlament Aarsages,
Den Kuld ej stæde vil, de Gæster højt at stiige,
Natuuren siger jo, oc vil med Vold ej viige:
Naar derfor vinden blød, ej op, ei ned, kand lange,
Maa den dog strax af sted, oc siide-langs fremgange:
Med Jorden langs den far, oc reenlig Luften holder,
Nu stilles regn der af, nu regn Vind-stilling volder:
Hun tørrer Jorden ud, faar Bonden ploug i Haande,
Hand tacker billig Gud, hand nød den luftig Aande:
Den Møller søger Qvern, hans Arme fiire spille,
Hans Mielbing trifvis meer, end det var blickend-stille,
I Merset pøcker gaar, sin Knif paa lofve bruuger,
Skær løs det skonfar Segl, det platter paa de Luuger,
Den bedste Vindens tiid er efter Høst oc Vaaren,
Thi Soolen Vaarens dag oplucker da Røg-Aaren,
Mod Vinteren igien, naar Regn oc Sluud tiltager,
Da qvegnes vinden fast, sig megen Storm tildrager.
Den deilig Sancte Hans er som en mæctig Kæmpe,
Som med sin varme glants kand Vinden snarlig dæmpe:
Sanct Stephan det oc veed, med Kulden stærck at giøre,
Thi Frost oc Heede stoor, ej gierne Stormen føre.
Vel siide-langs at gaa, blæs Vinde to tillige,
Men er det tvert imod, da maa den Svage viige,
End er de Herrer to hver anden ej forvoxen,
Da legges Sverdet ned oc Vinden stilles moxen.
Nu findis stadig Vind som hâer sin visse tiide,
Som vor' Ost-inde-far oc andre noksom viide,
Den blæs en Maaned lang, oc Maaneder vel tvende,
Ja stundum halfv' Aars tiid en Part, før de sig ende.
Der varer Skif-herr paa, veed reisen saa at stille,
At hand fremkomme maae, naar Vinden er til ville.
Hos os i vore Land, Ornithiæ vel bruuse,

109

✂ De føre Svalen frem, oc rifve tag af Huuse:
Hâr dog ej samme art, ej staar i visse Dage,
Thi ville vi dermed ej viider' os U-mage.
Men det er uden Tant, i Norge tvende vinde,
Fra det Stads-Haf i Noord, sig aarlig lader finde.
Først kommer Hafgul frem, med Majo varm oc bljder,
Oc varer immer hen, indtil Augusti Tiider:
Saa den af Hafvet ind, Noordvest oc vest til Norden,
Eengang (er været got) hver Dag blæs ind i fiorden.
Jo længer den opstaaer oc ud paa Dagen triiner,
Jo sterkre gaaer den an, oc skarp i tackel hviiner.
Tu tiimer eller tre den ret natuurlig varer,
Dog Stundom heele sex, førend den slet forfarer:
Naar Sool gaar biergegang, hâr Hafgul giort sin ville,
Saa træder anden frem, om det ej blifver stille.
Den anden Norske Vind, Hombacke Vind mand kalder,
Som med Etesiis de Hunde-dag' indfalder.
Den Vind' af Norden blæs, saa luftig stærk til maade,
Giør Noorfar god Geleid til Bergen med sin Floode.
Oc som den viise Græk Etesias beskrifter,
At de om Sommeren af Snee-fald sig begifver:
Saa gaar i Sandhed til, naar fieldet Snên for skyder,
Oc Soolen sticker heed, Hombacken først udbryder,
Det skeer ej Noord i Land før Hunde-Stiernen vinker,
Oc med sin hviide glands hos Solens Siide blinker.
Dog ligger vel den Snee for Noorden Bierge-Liide,
Oc paa de fielde-kam, som falt i Noe tiide.
De andre Vinde fleer' i tuure-tal fremskriider,
Regierer af oc til, i Aarsens fiire Tiider.
Blandt dennem findis dog, de fiire Hiørne-Vinde
Som stedse retter ud hves Æolus besinder.
Ders Herskab stræcker sig fra Verdens fiire Hiørner,
Hvor een hand reiser sig hans Vederpart der Tørner.
Der Østen drager fra, diid vil strax Vesten gæste,
Den Synden vil forsmaa, fuld vel tør Noorden freste.

110

✂ De fiire Hofvet vær, oc hafve Tienre mange,
Som ej giør ringe larm, naar de for alvor prange;
Til Østen hør Syd-ost, oc hâr tu Siide-vinde,
Med Vesten er Noor-vest, med Siide-vinde tvende,
De kunde fecte ret, saa det i tridtsen hviiner,
Oc før de legges ned, ret dict hver andre piiner:
Saa træder Noorden frem, hun Synden Odden byder;
Den fylger Syd-sydvest mod Nor-norvest som skryder:
Sydvest saa ridtser ud, Norvest med Mact angrifver,
Medfylger Vest-Sydvest, oc Ost Noor-ost fast knifver.
De sexten Faner hviid, hver Skipherr før i skiolde;
Dog hâer hans skibs-Compas end sexten til i volde,
Som svebe mellem hen, ham tiene men de recker,
Hand gaar en streg til lous, dermed hand hafn optrecker.
Den Østen med sin hær, mod Syndre kant som riider,
Er varm oc tør i vær, det volder Soolen bliider,
Som aarle gæster dem oc langt paa Dagen tiener,
Purgerer deres Plats, oc deres Stræder reener:
Men Vesten der imod med højre Siide-vinde,
Er temperered kaald, til Storm sig lader finde.
Thi Soel i Vester Ort, ej meget gammel blifver,
Oc efter sin Natuur, den fuct til Gafns fordrifver.
Den Morgen-Vesten Vind er icke sund som Østen,
Men gierne krank i Sind, dog meest hen ud paa Høsten.
Du Noorder est vel kaald med neste Frender dine,
Dog est du tør oc sund, med dine Dyder fiine:
Du gifver appetit, oc maden vel forøder,
Een tiidig Kok du est, du os ret leckert føder:
Men Synden Taare-mild med din Sydvest saa vaader,
Du est vel heed oc tør, men naar din Heede raader,
Hun drager til sig op hvad Vand hun immer finder,
Oc Siiden langer tiid som silde-poosen rinder,
Oc legges med en storm, det er din viis gemeenlig,
Du est ej gierne karsk, din gad' er heel u-reenlig.
Her til saa kortelig Urania du ranke,

111

✂ Du maat fortælle mig de Lufte-siuner blanke,
Som ret malm-actig er' oc sin materi hafve,
Af taage, Røg oc Damp, som sig tilsammen lafve.
Nu bad jeg gierne dig, før Sool gaar slet til hviile,
Min Pen end liidet maae, dig Dicter, efter stiile
Om de Emphaticis. den ring om Maanen settis,
Om Sool oc Stiernerne, naar Krants om dennem flettis;
Er Krantsen ansict-rød, med Storm den Farfve falder:
Oc bær hun Gusten Kind, hun længer Postens alder:
Men er den roosen-hviid, godt værlig det betyder,
Om mand med syndig iid, ej roosen sønderbryder.
Naar Himlen luckis op, oc siunes slet at brænde
Da saadant brynde stoor, oc oprør gîr tilkænde.
Oc naar os siunis, som der skinne Sooler mange,
Naar Soolen først opgaar, oc vil hen under gange,
Betydis vist dermed, at Regn er snart forhaande,
Oc at Regenteren u-secker er i Lande.
Seeis oc Regnbuen rund, med sin mangfoldig farfve,
Som tiit i Luften staar med saadant Gafn oc tarfve,
At Regn er snart forhaand med iiling nogle dage,
Naar buen spendis ud da været sig vil mage:
Men seeis den udi Regn, da mange dag' ej varer,
Før Luften vaad oc streng med deiligt vær opklarer.
Dog bør en Christen ej opslaa sit syndig Øje,
Oc Noe bue skøn, besku' udi det Høje:
At hand jo vist Guds Pact oc Naade maae betænke,
Som er med Noe giort, den Gud oc ej vil krenke,
Saa Vandet aldrig meer skal Verden ofver-svemme,
Dog hun det nok fortien med sine Synder slemme.
Forsickred du dog bliif, Guds vred' ej hafver ende,
Ofvr den U-gudelig, men snarlig vil udbrænde.
Med Ild betaler hand, det hand med Vand mon skone,
Thi søg i Naadens tiid, hen til den Naadsens Throne.
Om saadan Lufte-drag, som saa i været stiimer,
Jeg vilde høre dig, vel sild' oc heele Tiimer,

112

✂ Urania saa viis, oc med dig discurrere,
Ja gifve dig derfor, tilbørlig Priis oc ære,
Men som jeg nu forstaaer, vilt du ej dvæle længe,
De andre Systre din' alt ere nu til Senge.
Hvad vil jeg sige da? Jeg maae mig lade nøje,
Thi Uranopolis paa Acho Bierg det høje,
Ej altiid aaben staar: Ej heller vil sig skicke,
Mand skulde med en Skaal, Ascræi brynd uddricke.
Var jeg som Apion den Polyhistor bedste,
Oc var af den Forstand, at jeg skøt alting vidste,
Om mig oc var forlænt, Ægæons hundred' Hænder,
At skrifve med; Oc om end Argus mig tilsender,
Vel hundred' Øjen, at jeg briller ej behøfde,
Oc Soolen mig med Lius oc Aaret efter-tøfde;
Dog blef det Himle-Slot af mig vel u-afritsed',
Med ald sin Herlighed om jeg skønt Pennen spidtsed?
Er oc ej min Fornuft den Viisdom høj at skrifve,
Hør derfor Musa op, lad got saa ærligt blifve.
Almæctig ævig Gud, ô alle Mesters Mester,
Du Een-volds Konge stoor, i Øster oc i Vester,
I Synder oc i Nør, der ofven i det høje,
Oc ned til mig igien; i hvort jeg skyder øje.
Hvad seer jeg uden dig? din Mact, de Krafter stoore,
Din Viisdoms høje Kunst din grundløs naades foore?
Jeg gennem Luften far, der staar du Gud den bliide,
Med Spanden i din Haand, med Saaen hos din Siide,
Du vel din Urte-gaard i største Brynde læsker,
Du blomstret ære-fuldt af soorten Muld udæsker.
Ja, af din Plante-spand den klare Viin nedflyder,
Oc med den samme Haand vor Bord med Brød du pryder,
Good Melk oc Honning sød, af Skyen du nedregner,
Vor Hiord saa tuusendfold formeerer du oc qvegner.
Jeg den Planete-lund med Tanken gennem riider,
Der est du stoore Gud, der staaer du Herre bliider,
Med Soolen i din Haand det Liuse Verdens Øje,

113

✂ Oc underviiser den, hvor hun sin gang skal føje,
At hun med klare Lius, den mørke Nat skal drifve,
Samt hvad paa Jorden er sin Vederqvægning gifve:
Er den os alt for varm, absconsel er til rede,
Du drager Skyen for, strax mindsker sig den hede:
Om Jorden er for kaald flux Skyen maae til Siide,
Oc med sin Varme stoor fremtræder Sool den bliide.
O stoore HErre Gud, hvo kand din Mact beskrifve,
Oc dig ô Skaber god tilbørlig ære gifve?
I Adams Sønner hid, i Hevæ Døtter' alle,
O lader eders Tarf en Korter Time falde,
Beseer et Øjeblik den Herris stoore Naade,
Som hand i denne Dag beviiste vel til maade.
I Luften mangen Mand spadserer her oc dære,
Sig dog ej Tanke giør, hvad den hâr hiem at bære,
Skuld' hand dog miste den, men mand en Haand kand vende,
Hans Liif ad ende var, før mand et blus kand tænde.
Om hand oc vilde slet for Vindens beller løse,
Oc, som hand vel formaaer, sin Aande sterk udøse,
Saa good var Jonas ej, hand maatte jo for borde,
Saa sterckt ej Jobs Huus var, det slogs jo ned til Jorde,
Der kund' ej Bierget staa, ej Skofvens Træ de ranke,
Ej Klipper haard' oc graa, ej Folk i Verden vanke.
Til Skyen Herren Tâl, nu skalt du regnen yde,
Befucte Bierg' oc Dal oc Jord med Fructen pryde:
Det seer en Achabit, oc gîr det ingen giemme,
Naar Trøjen blifver tør, Eliam mon hand glemme.
Men om den gode Gud, tillucker sit Pund-Kammer,
Oc ej med Sool oc Regn de Agres bedste rammer,
Om hand giør Jord til Jern oc Himmelen til Kaaber,
For Achabs Bryst er haard, oc efter Vellyst snaaber,
Saa trende Stæder maa hen til den fierde rende,
For eenist beger Vand, oc det dog icke finde;
At otte Qvinder arm' oc tuusind undertjden,
Vel bager alt sit Meel i eenist' Oufn oc Liiden;

114

✂ Ja hver i Becken Crith maatt' efter læske grafve,
Oc som et hungrigt Barn fast efter Brødet gafve;
Hvad gælder Himlens Regn, blef ej saa lidet acted,
Oc Guds Barmhiertighed langt bedre da betracted?
Vild' hand oc naadelig sin Regn ej temperere,
Oc den som i et Skriin i Skyen ind-lossere,
Snart gaml' oc unge Folk ad Stranden maatte flyde,
Oc inden tiime-rom en Syndflood maatt' udbryde.
Thi Skyen som du seer, er iidel stoore Strande,
Opdragen underlig, af fersk' oc salte Vande,
Som Gud self slutter ind udi sin Haande-Lue,
Oc lader som en Fugl i bløden Luft omflue,
Saa den i draabe-tal, naar hand der efter kalder,
Ofvr Bierg oc dyben Dal, som giennem Soldet falder.
Slig Guds Almæctighed med Naaden ofverflødig,
Er vist, os Adams Børn, at acte gandske nødig.
Vi bør med Hiertens Tak besee den Skik hin bolde,
Som Gud med Regn oc Snee i Luften veed at holde.
Viismanden Syrach giør det oc ret sindelige,
Hand om Guds Almanach saa artig veed at siige:
Nu giør hand ved sin Kraft de Skyer mørk' oc tycke,
Saa hagl oc iislag kold, mangfoldig maae nedrycke.
Nu slaaer hans Torden løøs, at Jorden der ved runger,
Ja Klippen haard oc høj, som svage bro-kar gunger,
Paa hans Befalning good, kør Vinden Snee tilhaabe,
Oc med slig selsom Regn opfylder Dal oc Grobe,
Den er saa skærend-hviid, den Øjet snarlig blænder,
Oc hvo der stirrer paa, sin egen hand ej kænder.
Sin riim som Salt udstrøer den Herr' om natte tiide,
Oc naar som Norden Vind i Landet mon indriide,
Saa bred den broen giør, oc Vand til Iis hin kolde,
Oc svier som med Ild de Skov' oc grønne Volde.
For sligt skal Herrens Folk den mæctig Skaber priise,
Naar hand os værlig got af Naade vil beviise.
Oc kroner Skov' oc Mark med deilig Fruct oc Grøde,
Med sund oc karsker Luft, gîr os vor daglig føde:

115

✂ Da bør i vore Land, Kong Davids Psalter klinge,
Nu lofver HErren good, den stoore med den ringe.
Men kommer hand herfor med skreckelige Torden,
Med Liunild, Storm oc Tyrk' at derfve Skov' oc Jorden,
Saa vi som onde Børn, maa' efter Brøødet lede,
Oc qvæget for vor Synd maa svelt' i Skof oc Hede:
Ja om den ifrig Gud den sunde Luft bortkalder,
Oc gifver Pest igien, at Folk som Græs henfalder,
Da skal hvert Moders Barn, den Bede-klokke lyde,
Til den fortørned Gud med Suk oc Bøn indbryde,
Hand Luften reense vil, sit Sverd i Balgen sticke,
Oc os vort daglig Brøød med sunder Luft tilskicke,
Nedlegge Storm oc Vind samt Torden oc den gromme,
Oc som en Fader mild, ned til os Syndre komme,
Det var alt Mose grif i de Ægypters Vaande,
Det var Eliæ Konst i Achabs Hunger-Lande:
Det var Kong Davids Bruug der Pesten fast grasseret,
Som ellers hafde vist ret Kong' oc Karl fortæret.
See, det Planete-Slot oc Luftens Huus det blanke,
Skal det saa, Musa good, u-seet for ofver vanke?
Skal mand til geistlig bruug et liidet det hen vende,
Før vi til Roo-sted gaa oc Aftenen hâr ende?
Den første Rørlighed, som allerhøjest svinger,
Der med sin Cirkel stoor de andre Loft omringer,
Oc drifver dem paa gang de sig saa kunstig røre,
Foruden hvis behielp de ellers intet giøre:
Det est du stoore Gud som ævig hafver lefvet,
Oc i det høje Choer oc ævig Himmel svefvet,
Som med din arm saa lang al Verdens Kreds omspender,
Oc hves der er udi hâr skabt med dine Hænder,
Hves der i rører sig hves Liif oc Lefnet hafver,
Det lefver, røris, er, af dine Naadens Gafver,
Foruden din Mandat kand Himlen intet giøre,
Oc hves som Aande hâer et Lædemod ej røre.
Hvo stadelig skal staa med stadig Stierner alle,
Af Kirke-Himmel din her under icke falde,

116

✂ Ham skal din hellig Arm med Troen fast opholde,
Oc med din Naadis Kraft, slig Aandens Styrke volde.
Saturnus gammel Mand hâer hand her længe været,
Oc slidt baad' ont oc got, sin tiid dermed fortæret.
Hans lange Lefnits tiid hâer du ham eene gifvet,
Som baade korte kand, saa oc forlænge lifvet.
Den blanke Jupiter, staaer hand med Spiir oc Krone,
Oc højt sit Hofved bær, vil ingen Mand forskaane:
Den Krone du ham gaf, stak ham den Spiir i Haande,
At hand med Lov oc ræt, skal styre dine Lande.
Om den røød-klædde Mars, med Hesten kæk oc modig,
Een anden Herres Land skal giøre saar oc blodig:
Da skalt du Herre sterk hans Banere self føre,
Oc lære self hans Haand den Klinge ret at røre.
Skal Soolen røøde-guul den Bondes Ager klæde,
Udlocke høø oc Korn oc heele Landet glæde:
Du det befale maat som Jordens grøøde fremmer,
Oc frem for Salomon den lillie berømmer.
Om Venus Kaaber-klar skal ej hvert øje blænde,
Oc den forlorne Søn til Helfvede nedsende;
Du, du skalt hindre det, for hannem Vejen hugge,
Oc med din hellig Aand hans Hierte ret beskugge.
Skal ej Mercurius den Kiøbmand slet forføre,
At giøre Næste siin, det hand ej vilde høre,
Da skalt du Herre Gud, hans Sind fra Mammon drage,
Oc med Oprictighed hans Hierte self indtage.
Som Maanen af oc til, nu voxer, nu forringis,
Saa ocsaa Kirken din, lidt trifvis, mest betvingis:
Men skal hun Sejer faa', oc eengang stadig blifve,
Da skalt du det formaa, det Spil alleen' at drifve.
Des dig det Himle-Choor, oc den Planete-skare,
De ofver Himle-Vand oc Firmament det klare:
Des baade Kuld oc Frost, des Luu' oc Ild den røøde,
Des deilig Sool-skin dig, med Damp oc Regn hin bløøde;
Des dig baad' hagl oc Snee, dig Still' oc Stormen ære,
Alt hvad i Luften er, dig Tak oc Priis hiembære.

✂

Historien Gen. I. 9, 10, 11, 12, 13.

✂ v. 9. Oc Gud sagde: Forsamle sig Vandet under Himlene, til een sted, at der kand sees det tørre: Oc det skeede saa. 10. Oc Gud kallede det tørre Jord, oc Vandens Forsamling kallede hand Haf: Oc Gud saa at det var got. 11. Oc Gud sagde: Jorden udgifve Græs, Urter, som kunde gifve Sæd, fructbare Træ, som bær Fruct efter sit slaug, oc hafver sin egen Sæd i sig self paa Jorden: Oc det skeede saa. 12. Oc Jorden gaf af sig Græs, Urter, som gafve Sæd af dem, efter sit slaug, oc Træ som bar Fruct, oc hafde deris egen Sæd i dem self, efter sit slaug: Oc Gud saa at det var got. 13. Oc der blef Aften oc der blef Morgen, tredie Dag.

✂

Indhold.

✂ Nest Fortalen Stycker tvende,
Her andragis os til minde.
Vandet søger først sit sted.
Jorden saa med Græs det grønne,
Trær som bære Fructer skønne,
Samt med Urter blifver klæd.

✂

Tredie Dag i Ugen.

✂ O Noe, Noe good, hvor est du mig i Sinde!
Saa tiit paa Tafel-bord kand aldrig Terning rinde,
Jeg er jo i din Ark de Bylger med os drifver.
Jeg allerhøjest act paa dine Tanker gifver.
Som du fuldkommelig hâer fristet paa de tiide,
At Sindet iiler fast at Tanker løber viide.
Vel er det uden nej, din høje Roo oc Glæde
Var udi Himle-Choor hos Gud i høje Sæde.
Gud var dit Liif, din Lyst, din Fryd dit Liifves Herre,
Den bedste Tiids fordriif, for alt det til kand være:
Den Himmel rund oc blaa (der Sky lood af at bryste,)
Med sin Planete-lund dig kund' oc vel forlyste,
Good Fryd af Fugle-sang din Majus icke mangled',
Ah! Qvæg oc mange Diur i Arken stedse rangled',
Oc før hver blef bespiist, hvert Diur, hver Orm blef næred,
Hver sted paa adskild viis, da dagen var fortæred.
Dog naar dit Øje klart sig under Foden sænkte,
Naar du din fordum Stat i Verden siid betænkte,
At Jord ej for dig var, hvor Food sig kunde sætte,
I Vand stood Skof oc Lund, hvor ved du skulde hætte,
Din Ager drukned var, som bedst dig skulde føde,
Som tang paa Hafsens bund, stood al din Viingaard øde.
Dit Huus for Bylgen dref, som vrag i vilden Strande,
Vel femten Alne Luft ofvr højste Bierge-Lande.
Hvad da om Hiertet var, jeg nogenleds kand kænde,
Jeg som foruden Land hâer flødt i dage tvende.
Den første Dag var grum, (før Lius tog paa at skimte)
Min Skæbne var saa tung, at jeg mig self forglemte.
Som Barn i Moders Liif foruden Luft oc Aande,
Foruden Dag oc Dør jeg flød udi de Vande:
Dog fik jeg Luft i gaar, der jeg min kaas fremsætte,
Jeg ofver Hofved Huus da fik oc kom til rette.
Den Himmel brat oc blaa, det stærke Firmamente,

119

✂ Min Gud, min frydes Gud skønt ofver mig udspente,
Urania saa rank mig Pegasum forleente,
At jeg den Himmel-borg ret iilig gennem rendte,
Besaa den Bygning skøn som Soolen skulde gæste,
Som Maanen skuld' i boe det Slot Planete-feste,
Hvad Pract der er for haand, kand jeg vel aldrig skrifve:
Dog vil jeg morgen dag der om til Pen mig gifve.
I Luften jeg da foor, oc fandt der Liif oc Aande,
Udi de trende Choor, jeg fandt vel allehaande:
Der gaf mig Ære-Skud den lange Torden-Slange,
Fyrmørsen med sin Bold, oc Sky-kast giorde mange,
Der sprang den ilde-Buk, der dragen fløj den røde,
Der vist' oc Æoli Soldater hart at støde,
Af kuuben svermed' ud de hviide bier mange,
Med saadan Tiids fordriif, foort dagen gik den lange,
Men der jeg da blef træt vild' helde mig til tue,
Mig undtis ej de kaar som Noe simpel Due,
Men skulde jeg faae Roo, da mod Naturens bedste,
Den bølge mørk oc blaa jeg atter maatte gæste:
O Vand, formænget Vand, du Landet for mig dulte,
Det volte min Guds Haand, at du mig ej bortskulte.
Nu finder Ørnen Huus, nu hitter Falken rede,
Nu dages Landet op, nu legges broo hin brede.
Nu rinder Skof af Jord, nu grooe de enge grønne,
Nu staaer i Sommer-flooer, Lyst-hafverne de skønne.
Jeg som forleden dag, for Vand ej blifve kunde,
Gaaer nu i Græs til Knæ oc midt i roosen-Lunde,
Det søde Fiigentræ, de Viindru hviid' oc røde,
Jeg to Dags faste lang kand nu med mætte bøde.
Her, her, er heele-bood paa tvende mangel stoore,
Som jeg den første Dag de kæremaal paa giorde,
Det Afgrund-Vand forgaar, som Jorden for mig qvalde,
Den øde Jord oc tom bær Fruct ti-tusind folde.
Sig mig Neptune sig, hvi flyde du saa fage?
Sig mig, ô Nereu sig hvi slaaer du saa tilbage?

120

✂ Du som i gaar omløb højt ofver Bierg' at prale,
Nu settes du i Bæk oc i de dybe Dale:
Din Sømmer lang oc bred, sig nu ej viidre stræcker,
End Hafvet Flod oc Aa, oc bløde Vande ræcker.
Men Skof oc grønnen Lund, ja mark oc Ørk hin viide,
For dine Bølgers Mact, nu Fred oc Roo kand nyde,
Min Viingaard bær sin Fruct, min Ager bær sin grøde,
Min Nellik gifver Luct, samt Roos' hin hviid' oc røøde:
Dig spotter Bunden graa, som gaaer med lee at meje,
Dig skøder Hofmand ej, som tumler Hæst i Veje,
Den Fugl paa Lindeqvist oc Hiorten i de enge,
Kand du med al din Flood eet Foods-fied icke trænge.
Dog maa mand sig' om dig, Vand-høfding riig oc mæctig,
Du est en Kæmpe bold, en Konge stoor oc præctig:
Du bær i faufnen diin al Jordens Kreds den viide,
Oc laan den Skifherr Hafn i Storm oc Vinter tiide;
Skal Skifhren segl' oc roe, dit pas maa hand begere,
Skal Fiskren brede Dug hand dig maa hedr' oc ære.
Om Acheloo nu, om dig Neptune mæctig,
Om dig ô Jorderig, min Moder riig oc dræctig,
Er nu mit Sinds forset paa Moders maal at riime,
Paa denne Tiisdag ud til sildig Aften-tiime:
Skal jeg her kalde frem, Hafguder oc Gudinder,
De jucker, nicker, oc alt det i Flooden rinder?
Skal jeg udræcke Haand til Biergemænd de grumme?
Nej: Skof- oc Mark-mænd mig til hiælp ej skulle komme,
Men du ô stoore Gud, ô Skabermand, ô Herre:
Som ved dit Bud bort drefst snart Nerea med ære,
Oc den fordruckned Jord saa artig Skabeloned',
At den med Træ oc Fruct saa herligen er kroned,
Du som det stoore Haf henførde viidt af leede,
Oc ved din Haand self hâr støbt Flooderne de brede,
Bliif du min Styresmand oc min Pilotsmand goder,
Igiennem vilden Strand, elf, Aa oc striide Floder,
Ræk mig din trygge Haand, leed mig saa listelige,

121

✂ Hen ind i grønnen Skof oc til dit Jorderiige:
Din Ager oc din Eng, dit Guld med Perler reene,
Dit Kaaber oc dit Jern, med dyrest ædel Steene,
Lad mig i dag besee, ô riige Gud oc HErre,
Det er din egen Lof, det er din egen Ære.
Det var een Glæde-dag blandt Verdens dage mange,
Der Noe HErrens Mand af Arken skulde gange.
Der hand af Skibet gik, fik Landet underfoode,
Befriied fra Floode-meen med Selskab sit det goode,
Stoor Lyst det var at see der alle Diur udsprunge,
Der Orme hver oc een af Arken sig fremstunge:
Der Fuglen svinged' ud, begynte sig at lynge,
Oc den stoor-høje Gud paa sin Maneer at siunge.
En gylden Sool den dag beskindte høje Skofve,
Det var en Ære-Sool, en Fryde-fest paa Lofve!
O Musa, Musa viis, her er ej mindre Glæde,
Det Vand som ofver Jord før stood, maa søge Sæde,
Her dages op med Mact de Bierge-toppe høje,
Neptunus far til Hafs, blaa-Bølgen der at pløje:
Her er en Konge stoor som Vandene befaler,
At packe sig af Land oc søge dybe Daler,
Hand til et blifve-sted dem Hafsens dyb indrømmer,
Samt Jordens Aare-huus; der flyde de oc svømmer.
Ret den, den Skabermand, som alting hâer i hende,
Nu biuder Land oc Vand de Elementer tvende,
Med vill' at skillis at, saa hver sit Vaansted nyder,
Oc ej men Verden staaer en andens Grendtze bryder,
At Jord med Steenen haard i Vandet blødt maa hviile,
Som giør den til en Øe der runden om at iile,
Oc bære den ret skønt som Urte-kosten herlig,
Med Haanden Fingre-fuld omspende meget kierlig.
Thi som et Centner bly henlagt paa jefner Plade,
Der under Ild optænd, det bly i mange maade
Her løber liige frem, paa anden siide krøger,
Der splitter det sig ad, oc her tilsammen søger,

122

✂ Nu kringler det igien oc giør dig Øjne runde,
Nu skacker det sig hen, oc skefver mangelunde:
Saa lood den viise Gud, fra Landet Vandet rinde,
I mangen Krinkel-kraag til Flood, fiord, viig oc minde,
Befool oc Jorderig saa mangen Søe lossere,
Oc den Blad-grønne Skof at fafne dem med ære:
Oc som i Mennisket den Verden lidl' oc ringe,
Bloodaaren hiid oc diid sig konstig ved at stinge,
Oc dog er bloodet eet, i hvor det far oc flyder,
Oc sig (hvo søge vil) i Medianen yder:
Saa gaaer i Verden til, (det Legem stoort oc mæctigt)
Fontenen springer klar, Vand-aaren løber præctigt,
Nu paa, nu under Jord, her tvers, der langs sig skyder,
Er dog eet eenste Vand i Hafvet som udflyder.
Venedien den Stad (eet under højt at acte,)
Det Land- oc Vande-Skel, dig lærer at betracte,
Den er paa Vandet bygt ret med Pallatser høje,
Sig Vand i Gaderne, nu hiid oc diid maae føje,
Oc runden om igien beringd med Hafsens Vande:
Saa gaaer det her oc til, nu Vandetskils fra Lande. Oceanus fuldbreed, (den Danske me den Spanske,
Den Africanske samt Oost- oc Vest-Indianske,
Chinesers oc Tartars Iis-Hafvet oc det kaalde,
Ved Nova Zembla nær om Jorden gaar hin bolde,)
Den spender med sin Arm al Verdens Konge Riiger,
Oc bær den som i Barm oc ej derfra bortviiger,
Forstræder sig med Kunst befiorer oc riverer,
Her ind i buct oc viig, der ud igien spadtzerer,
Paa det (en hver til Gafns) Jord-ebled mangelunde,
Med større Rigdoms Tarf oc Skønhed kronis kunde,
Som er paa Vandet bygd, med Vandet oc berundet,
Som nøglet Cirkel-trindt af Guld det røde tvunded.
Thi Verdens klodde-rund Landvandig titulered,
Af Vand oc Landet er, ret mesterlig formered.
Der med, højviise Gud, du underlige HErre,

123

✂ Kundgiør din stoore Mact oc din fordreflig Ære!
Her frem I Mestre Siu (ja siu oc siusindstiufve)
Der hâer I Vand oc Jord (jeg vil det icke liuge)
Om I mig Klodden rund der af nu kunde giøre,
Oc den foruden Form saa konstelig udføre,
Men den alkyndig Gud, Konstmestren bedst, tog jorde
Samt Vandet udi Haand, oc Verdens eble giorde,
At Landet meer oc meer maa runde sig oc krøge,
Oc Vandet mod Natuur den trinde Klod forøge.
Dog maae den ofver-jord sit under-vand ej bryde,
Oc ej det Ofver-vand sin under-jord beflyde:
Her er dit maal, din bred, (til Hafvet Herren talde)
Her, her, din bylge Stolt forbryste skal oc falde:
Her skalt du steenig Jord med al din tynge blifve,
Oc ej i Vandet løst et Straa-bredt dig udgifve.
Heel sødelig derom Jessæi Psalter klinger,
Oc priiser Gud, der Vand som i en Flaske tvinger.
Det var Mirakel stoort Gud giorde fordum tiide,
Der hand med udstract Haand, dref Tanges haf til siide.
At det ej sammenslog men Moses fiire Miile
Det røde Strande-Sand slet kund' igennem iile:
Dog er det under størr', at den vandrundig Kuule,
Ej skyller Jorden bort, oc slaaer den smaa i Huule,
At Verdens Eble rundt det er at undre meere,
Fem tuusend Danske Miil oc fiire hundred fleere,
Som hafver i sin Kreds sit Kierne-Huus det bolde,
Oc kand den tynge svaar i sig saa bær' oc holde,
At det saa henge kand midt i den Himle-hvelning,
Foruden fundament oc fastest under-pælning,
Dog det ej ofven fra i stærke lencker svinger,
Men paa den bløde Luft ved Guds almæctig Finger.
At det er Cirkel-rund oc slet foruden ende,
Det gîr Forfarenhed oc Skriften med, tilkænde.
Thi ellers skulde vist, vor Zenit- Stierne være
Os nærmer allen Stund, end de ved Siiden ere.

124

✂ Det kund' ej heller skee, vi altid kunde nyde
Sex af tolf Kredse-Diur, som sig paa Himlen yde.
Nu vild' end Skaberen, med Verdens Kreds den runde,
(Som ingen Ende haer) erindr' os nogenlunde,
Om Ævigheden sin, den er foruden Ende,
Foruden Anfang oc, som Ordet gîr tilkænde.
Om du vilt vende for, her findes Bierge mange,
I Jordens Kreds til med de Sprecker bred' oc lange,
Thi er den icke rund. Fast minder det betyder,
Paa saadant Legem stoort naar nogen Top sig yder,
End om paa nogen Klod een Flue kunde klicke,
Oc om der paa med Pen blef sæt een liden Pricke:
Een Bierge-refve der er smaler (saa at skrifve)
End du med Naale-Aad i Klippen kunde rifve.
In summa HErrens Haand giør alting viiselige,
Det fuctig Element det tørre Jorderiige,
Der Jorden uden Drik sig ej forlyste kunde,
Der Vandet uden bræd sig flytted' ingenlunde:
Da gaf Gud dem i Haab, som sammen vilde være,
At Jordens aabne Skød antog det Vand med Ære,
Oc Vandet lejret sig om Jorden ind' oc ude,
Saa de tu Element nu giør' en runder Knude.
Her frem du Ocean, du brede Haf oc soorte,
Min Musa tald' om dig tilforn med Ord vel korte:
Du est en Under-mand, hvo dig skal contrafeje,
Med din Greenfoldighed oc din' u-talde Veje.
Hand skal staae tiilig op, oc viide med dig træcke,
Oc staae for mangen elf, for Aae, oc striide bæcke.
Du hafver mange Nafn! hvo tælle kand din' Arme?
Hvor mangen herlig Øe du bær i fafn oc Barme!
Ræk mig din' Arme hiid, lad see de Fingre lange,
Fiir' eller sex her frem, af dine Greene mange,
Oc vær min Admiral en Haand-stund uden hviile,
Jeg vil for alle Segl dig troolig efteriile.
Du Bælth oc Øster-Søø mig ligger næst for haande,

125

✂ Du lidle gade-kær af Oceanske Strande,
Est du ej Fiskeriig, Korn-Lande du paa støder,
Hves lige neppelig din' andre Brødre møder:
Din Arm fra Skaven af, i Øre-sund indstinger,
For Hvæn mod Kiøbenhafn, du stylper fast oc springer,
Du strax om Skaane skøn oc Sverrig dig forsticker,
Oc op i Nørre bot den Anger-mand til dricker,
Ved Svensk oc Ryske Narf, din albue siden bøjer,
Om Liifland, Chuurland foort, til Prydsen du dig føjer,
Du Pommeren dernest, oc Meckelborg beflyder,
Saa gennem Femmersund mod Holsten slaaer oc skryder,
Mod Jydland siden ud din Strøm du oc forender,
Oc mod det Skaubo-ref du Bælthe-reisen ender.
Hvor mangen Korn-riig Øe, du eenest arm omfafner,
Som andre Land med Korn oc Øxen fæde gafner,
Med Skofven høj oc rank dem Skif oc Huus du bygger,
Med Steenen slet oc blank du Gulf oc Graf beskygger,
Jeg ej opregne kand: Fyns, Lafvinds, Sælands Lande,
Oc Lolland Kierne-fuld, samt Borringholm i Strande,
Hoos Falster Møen oc Ryen oc Øsel med, det skønne,
Øland oc Femmeren med Gullands Skofve grønne,
Smaa Inseler nu fleer' ej kand min Korthed næfne.
Thi jeg haer haltet om, til dager sand at stefne.
Her dages Dover op, jeg seer den Franske Chales
Jeg Kiskas hâr beseglt, mig Heje sand ophales,
Det Spanske stoore Haf mig lyster nu at gieste,
Oc det Atlantisk' Haf et Øyeblik at freste,
I bagbord Nørre Cap, paa Syndre-Cap med Øye,
Vincents du nu far vel; Jeg maae mig atter bøje,
For Chalis malis frem et stræde sig begifver,
Det Middel-lændig Haf foruden tvifl det blifver.
Oceane, din Arm sig saare kraaged stiller,
Oc Africam der med du fra Europa skiller,
Her frem, oc lad dig see; du maaet med Bylgen svigte,
De Land du støder paa de ere mig i Sicte.

126

✂ Jeg seer du leger paa Almeria, Carthago,
Valentz, Mont-Coluber, bag Barselon Cap-drago,
Marsil paa nørre-kant oc Genua i Bucten,
Passerer for Liorn oc haer til Romam Flucten.
Saa far du ud igien, Italien omkrøger,
Du siden legger om, Venedske Buct forsøger,
Sclavon oc Grækeland, Peloponnesum ender,
Saa nær din Kaas indtil Constantinopel vender:
I det Euxinske Sund du puuster fast oc krummer,
Men til Hircanske Haf, ofvr Land du aldrig kommer,
Vel under Jorden hen er trooligt du spadserer,
Oc samme runde Haf forringer oc formerer,
Din Vej tilbag' igien Notolien omsegler,
Dig Antiochien oc Syrien ej feiler,
Den følger du i Søer, til Tyri Sidons Lande,
Frem for Jerusalem; du lader saa udstande.
Dig Barbariet gremt paa venstre Haand beskyller,
Oc Mauritanien mod Strædet sig ej døller.
Se, denne stræckend' Arm Oceanus indstinger,
Saa mangen Viin-riig Øe omfafner oc beringer,
Som Cypren, Candien (tilforne Creta kalled,
Oc nu med Riigdom stoor Venedien tilfalded)
Cicilîen, Rhodus skøn, samt Maltha oc Majorca,
Der til Sardinien med Corsica, Minorca,
Det Middelhaf igien Oceano i-flyder,
For Caput Cantii den Søe gaar hviid oc skryder,
Canari-Insuler omringer oc omsvinger,
Oc Cancri tropicum sig legend' understinger,
Paa Caput Verde slaaer, Cap-Roxo den besøger,
Saa langs ad Gvinea til Sancte Thomas krøger.
Du hopper Ocean, hvo skrifve kand din Pralen,
Oc din Balstyrighed hoos Æqvinoctialen?
Matthæus, Ascensîon, Sanct Hellen du beflyder,
I Æthiopisk Ort, hvor gælster du oc bryder.

127

✂ Før du naaer Soorte-nes oc Capricornm grysser,
Oc Caput-bon sperants hvor stormer du oc fnyser?
Der haer du ende faat paa Africam hin lange,
Thi vender du dig om Noor-oost oc Oost at gange,
Den Tropicum igien, du mæctig underplasker,
Imellem das corrent oc lange Madagascar,
Du Mosambicqvæ oc Melindæ grendser frester,
Til du paa ny igien, den Middel-Linne gæster,
Derfra den Ocean Cap-Gvardefuj tilstunder,
Sig ingen hviil' oc roo, den stoore Thetis under.
Men atter Nord-Nordvest een kost-frii arm indskicker
Som mod det Middel-haf tre hundert Miil' indsticker,
Tre hundret Miile lang, den der til tresindstiufve,
Med fyrretiufve bred, Hydrographi beskrifve:
Halfemsindstiufve Miil' alleene Landfast feiler,
Mand jo paa samm' arm ind, i Middelhafvet segler,
Oc Africam der med fra Asia bortskiller,
Fra Sues saa hen igien til Aden kaasen stiller,
Den Tyrk med Araber De Mecca-Sund det kalder,
Thi det for Mecca Stad Arabiæ indfalder:
Dog næfnes det end oc (som fordum) hafv det røde,
Fordi det røde Sand, rødbierge, der paa møde.
Fra Aden, Ocean, Arabien omflyder,
Oc frem for Fortaqve oc Curi, muri, skryder:
Men før hand nær kand naae Algatæ cap det stoore,
Hand atter tager paa at krumme sig i fiore,
Een Perle-stucken arm med Myrrhe-drybend haande,
Forbøyed i Norvest, hand sticker ind i Lande,
Tuhundrede Veg Søes oc tj, den længde gifver,
Men breden Snese tu (som førrig arm) begriber:
Det er de Persers Flood, Arabien hin riige,
Som skil fra Persien, de hafv' ej mange liige,
Den Perle-riiger Øe der Barem er at finde,
Samt Ormus viit berømt der ligger i den minde.

128

✂ Fra Caput Jasqve ud Oceanus fast rinder,
Hen ud til Indi-flood, som Indien begynder,
Foort ud saa legende Cambajen slet forfyller,
Oc med sin hale vaad den stoore Goam skyller.
Til Caput Comori hand siden kaasen setter,
Maldivæ Inseler, paa højre Haand bespretter:
Saa mellom Ceylon Øe (den Indianske Krone)
Til Cap Negapatan ej bylge siin kand skaane,
Coroman delle tract, Sanct Thomas oc beflyder,
Oc frem for Daneborg sig frydelig forskyder:
I den Gangetske Buct hand giør de ophef mange,
Paa Riiget Bengala, ej mindre veed at prange:
Flux uden hvil' oc roo frem for Malaccam ducker,
Den heede Samatra, oc under Linen bucker.
Hvo her afritse kand Oceanum den stoore,
Med mangen Øe oc Land, fra Caput Singa puure,
Som den bær i sin fafn før hand sig slet forrommer,
At Verdens fierde Part, America udkommer?
Bornéo, Cenaon, Molucræ oc Manillæ,
Jappones Philippin' oc Java stooer oc lille.
Mod Cancri tropicum, det fredlig haf sig skyder,
Oc med Chinæske Arm, det Sund Anian bryder,
Hand krøger om igien, mod Linien sig sticker,
Oc Nør Amerik oc ny Spanien tildricker.
Guldriig Peruvien oc Chili Søøer hand frester,
Americam dernest den Syndre hand oc gæster
Indtil Del fugo Land, oc Magelanske Stræde,
Hvor kaader Ocean igiennem veed at træde:
Strax bøjer den sig oc mod caput Blanco skriider,
Til Caput frigidum, oc Capricornum liider,
Brasilien den naaer, ad Linien fast stunder,
Oc slaaer forfærlig Slag paa de Abrolho-grunder.
Bag linien i Nør, det Nørre Haf begynder,
Oc under Krabben til Hispaniolen skynder,
Til Novam Franciam oc Cabo Razo rinder,

129

✂ Oc sig bag Iisland hen i Grønlands Krog befinder,
Paa Nova Zembla slaaer, i Rydske buct sig stinger,
Oc i den hviide Søøe hand hopper, topper, springer,
Om Ku(e)nden ud igien oc Kniskenes sig bøjer,
Oc langs med Norrigland sig hiem at Skaven føjer.
Sig mig du Ocean, sig frem Vand-konge mæctig,
Du Kiøbmands breede brooe, du Fiskens bolig dræctig,
Du Kongers Grentsemand oc Riigers Skel det bedste,
Som giør saa ofte Fred, foruden Folk oc Heste,
Som dæmper Førsters Mod, oc faaer tiit mellem penge,
Hvad skal jeg kalde dig arm-foldig kæmp' hin strenge?
Du skæmpter oc seer suurt, du reiser oc du fælder,
Du det Sørøfver-pak saa tiit slet ofvervælder,
Du rette Mage-løøs oc Ende-løøs tillige,
Hvo kand din stoore Mact oc al din Pract udsiige?
Du haer saa for mig seglt, mit Segl i stycker fluer,
Mit Skib er lak oc sprengd, i Kiølnen intet duer:
Jeg derfor legger op, jeg flag fra Stangen rifver,
Oc fra din Stoorlighed til andet mig begifver.
Haf tak du Typhis good, som førde mig til Lande,
Hafd' Acessæus raadt, jeg flød endnu paa Vande.
I førrige Seilats, mig Thetis ofte skenkte,
Oc Munden meer med Salt end Nectar-saft besprengte,
Dog ref hans Bitter-viin ej altiid eens paa Tunge,
Men tiit formælsked var med de riverer mange.
Al den Salt-sunde-Smag, den høje Gud bestilde,
Der hand det vilde Haf fra Jorderiig afskilde,
At Sylt-begærig Fisk i saadant Huus maa svemme,
Som dens Natuure sig kand allerbedst beqvemme:
Oc at det bløde Haf Skibs-Lasten, tung u-troolig,
Kand bære paa sin bag, oc føre til sin Boolig.
Thi at det Salte-Vand, end ferskt i ryg er stærker,
Det acter hver gemeen oc Læge-slaer det merker.
Hans Sild oc Eg til med, kand lagen skarp vel bære,
Som dog det færske Vand ret vel skal lade være:

130

✂ Foruden bojert far, som tumled ud-riverer,
Thi ham den Salte-Søe et Boord til fals forærer.
Dog allermest det skeer hvert Menniske til Nytte,
For nødig Lifs Ophold, til allerstørste Byte.
Thi var ej Vandet Sylt, hvo skulde Salt dig gifve?
Oc hvo foruden Salt ved helsen kunde blifve?
Salt Pudre-mad dit Nafn, for Urter bær du Krone,
Salt Vare-mad dit Nafn, jeg kand din Dyd ej skone.
At Achelous ej Neptunum kand forferske,
Med Elf oc Becken sød, oc hannem saa beherske.
Det Soolen volder, som den Ferskhed til sig drager,
Oc Beckens søde Kern med gylden mund optager.
Tvert om at Stranden ej aldelis sig forlager,
Oc blifver Salt som Ild, det atter Soolen mager,
Som gifver hves hun tog, oc Skyens Aarer bryder,
At elf oc søden Beck i Stranden Salt hen flyder.
Om den Amphitrisk Mark, haer ej saa sylte Kilder,
Det volder Bek oc Aa, som altid der i trilder,
Oc mest forfrisker det som ligger nest forhaande,
Thi findis mindre Salt i smaa end stoore Vande.
Stoor Under, Ocean, jeg saa paa din Spatsering,
Din Ebbe samt din Flood, dit Søø-fald din Formering.
Med tvende Fødder rask' alt vel du med kand tage,
Den eene liige frem, den anden fort tilbage.
Din liige-gaaende Flood, som ej tilbage flyder,
Af Noorden Synder paa natuurlig-viis sig skyder.
Thi al Seilats i Nør end Synder, tunger falder,
Des jeg til Vidnisbyrd hvert Admiralskab kalder.
Den ofvermaade Kuld, som falder Nord i Lande,
Formeerer Strand med Snee, forvender Luft til Vande.
Tvert om i Synder Ort, den varme Liusens Konge,
Formindsker salten fior, opslurker Draaber mange,
Thi maae den Nørre-strand natuurlig Synder falde,
Som Vand af Bierge liid, fart ned ad hâr med alle.
Den anden seldsom Flood, som gifve kand oc tage,

131

✂ Sex Tiimer løber ud oc sex igien tilbage,
Oc i hvert Fløde-maal, hvert Sø-fald liige maade,
Hand intet setter til, om hand ej lidt kand baade;
Til hand fuld-floodig er, gaar op i friske Becke,
Oc siden Dag fra Dag, ad Søen veed at trecke.
I denne Balthe-Søø vi sligt ej see oc høre,
Hvor Værets Vexel-boo giør Vandet mindr' oc større.
Men i hin Nørre-Søø oc paa Atlanske Heede,
Skal efter Vexel slig den Skifher icke lede,
Her Vandet Alne sex, der Alne tre til tiide,
Forandris af oc til, med Ebb' oc Flood hin striide.
Ja Fafne fiir' oc fem, hen bedre tolf forrinder,
Den Flood oc tolfte Stund meest førrig Dyb mand finder.
Det næfnes Ebb' oc Flood: Een Ebbe naaer det falder,
Oc naar det voxer til, mand væxten Flooden kalder.
For Londiske River, de Flooder tvende mødes,
Een trecker uden ind, een inden ud forflødes,
At Skifher voxen-flood, nok hâr som derpaa segler,
Saa ham ej ind oc ud tolf Tiimers med-Vand feiler.
Hvem Aarsag her er til, en Christen ej paa tvifler
Hves Huu oc Sind i Gud, ved saadan Gierning hviiler,
Som det paa denne Dag saa underlig bestilde,
Der hand det Salte-Haf fra Jorderiig atskilde;
At saadan Ebb' oc Flood som ingen Umag sparer,
Saa fra Forraadnelse det stoore Vand bevarer;
Oc Hafsens Nyttighed, Coral, raf, Perler skønne,
Skel, Svamp oc andet meer saa seeis bland Tang det grønne,
Der Skilsmisse var giort Planete-Skabren siden,
Gaf Maanen hviide-bleg stoor Herredøm med tiiden,
Ofvr Vand oc Fuctighed, at mindsk' oc at formere,
Som den self af oc til maae voxe Gud til Ære.
Naar Kiedelen med Vand Vulcani Himmel blifver,
Hand strax et Bobelspil med samme vedske drifver,
Er Ilden stoor oc streng da bobler Vand oc leger,
Men om mand drager fra, strax falder det oc hveger:

132

✂ Saa skeer det i det Haf der fløder eller ebber,
Som Maanen voxer til, aftager eller nebber,
Der efter Vandet maae ret liige reguleris,
Med vexten til oc fra, formindskis oc formeris.
Det er betænkeligt, at Maanens Horne-Krafter,
Ej liige tiid giør Flood paa alle Dyb og Klafter,
Nu hisset voxer Flood, naaer Maanen er i Vester,
Her, naaer den Synden er, der, naar den er i Øster.
Nok er Forundring værd, det oc i Søen hendes,
At Flooden findis stoor saa vel naar Maanen tændes,
Som naar den voxen er; ja oc med Maanens Alder,
I heel U-stadighed, nu voxer, nu forfalder.
Den mæctig Potentat som ej for Skuggen frycted',
Hand saae Jasqvette fior hos Ormus viidt berycted.
Strax den u-hørlig Flood oc Ebbe var besicted,
Da falt hans stoore Mood, hand blef i Huuen svicted,
Oc meente Gud var vreed, som Flooden gaf tilkænde,
At hand nu vilde ned hans Krigsmact hugg' oc skænde;
Thi lagdes Sverdet ned, hand viidre far' ej torde,
Oc lood saa Grendsen der for siine Riiger vorde.
Jeg her maae ofvergaae vel mange Strømme stærke,
Atskillig Sted oc Ort i Hafvet er at merke,
Oc med vor Moske-strøm, den Salte-Søøe hiem viise,
Oc den almæctig Gud for sine Krafter priise.
I Loufod Norden hen, i Norrigs Konge-riige,
Een Strøm befindes stoor, som ej hâr mange Liige,
Den kaldes Moske-strøm, af Mosker spits hin høje,
Som Strømmen runden om ret artig veed at pløje.
Naar denne giør sin fliid oc Maanens Verk forretter,
Oc nogen kommer nær, hand Verden snart forgætter.
Den Bylge reis i vær som andre Bierge høje,
Mand der igiennem kand see Soolen Verdens Øje.
Er Vinden Strømmen mod, to helte sammen riide,
Oc med sligt bulder stoor imod hver andre striide,
At Land oc Huus der ved, ja Dør oc Vindu ryste,

133

✂ Oc tage saa af sted, som Jorden skulde bryste.
Den stærke Trolde-hval, kand der ej giennem bryde,
Men trecker Vred derfra, forfærdelig maae skryde.
Mand gitser oc der om der skuld' et Hafsvelg være,
Som Bønder der omkring med slig beviis vil lære;
At naaer en fur og gran (som tiit af field oc Steene
I Stranden falder ud med rødder, top oc greene)
Til Mosken vrager ud, oc Strømmen er i gierre,
Da den opsluges der, som Steen det maatte være:
Naaer Strømmen leggis oc marteret fra sig gifver,
Foruden rood oc green den slidt i Søøen drifver.
Min Meening er der om, at der af Klipper høje
En Skærgaard i det Dyb maa sig tilhobe føje,
Som een Indkiørsel haer, men ellers steen berunded,
Oc midt i samme Gaard, en runder Klippe fundet.
Naar Strømmen kommer nu, forfærdelig den bruuser,
Oc ind ad samme Poort som tusend fosse suuser,
Oc ingen Udgang haer, den Svirer oc regierer,
Oc højen middel Steen ret runden om spatserer.
Thi snurrer den med Mact, som qværnen, naar mand maler,
Oc giør et Øje stoort, der iilig til sig haler,
Oc sluuger med en fart hves Træ der ofver flyder,
Oc det mod Steenen haard forsliider oc forbryder:
Men naar den grumme Strøm, saa hafver giort sin ville,
Det u-regærlig Haf begynder sig at stille,
Da flyder Stocken op, for Bylgen splindred drifver,
Oc hvad der var for Bad oc Konst, tilkænde gifver.
Om denne gisning min de lærde vel behager,
Det oc behager mig: hvis ej, jeg det gientager,
Oc siunger saa herom, oc meere sligt som førre,
Det er forunderligt: den Mester sligt kand giøre,
Hand priisis bør med skel af alle Folke-munde,
Af alt det som hâr Liif, end oc paa Hafsens bunde.
O u-begriblig Gud, forunderlige Herre,
Udi den vilde Strand hvor mæctig er din Ære?

134

✂ Hvor herligt er dit Nafn blandt Bølgerne de grumme?
I Stranden dyb oc Grund, i Søen oc den romme?
Dig ære Draaben klar i Stranden Salt vist gifver,
Dig priiser hviiden Sand som Hafvet alt begrifver,
Dig lofve Tanget grønt, Coraller, Perler dyre,
Min Musa fra din Priis sig aldrig lade styre.
Graahærded Ocean, mig falder nu i Sinde,
Der jeg i fordum tiid saa Hippocrenen rinde,
At de Gudinder ni ved Beckene spadsered',
Om dig oc dine Børn de meget discurrered:
Da fik den Ære-krants din Søn for Vanden' alle,
Som Terra fødde dig, de Acheloum kalde.
Thi al den søde Kiern, du selfver haer i Volde,
Oc deel natuurlig-viis med Jord din Viif hin bolde,
Ja, hves tribut oc Skat du Soolen daglig gifver,
Alt saadant sucker Vand, din Søns alleene blifver.
Hand er en Ofverskenk paa alle Kongers Huuse:
Oc med sit guld-Credents opfylder Kier oc Moose:
Hand læsker Folk oc Diur, de vilde med de tamme,
Confojer op oc ned de smaa oc stoore Pramme.
Hen til hans varme Bad forreiser Mand oc Qvinde,
Oc de hand gunstig er stoor Helsen der befinde;
Med Dug oc hviiden Liin hand Herrers Tafel breder,
Hand grønnen bleege-dam med hviide Blomster klæder,
I Køken Mester-kok, hand Gartner er den beste,
Hand bedre Møller er, end hundred tusend' Heste.
I Posten Sølfver-klar hand springer oc udrinder,
Udi hans Lege-dam spil Karpen friit med finder.
Om hand saa u-beseet for Øjet skulde flyde,
Min Musa var ej værd hans Læske-drik at nyde.
Som Aaren bloode-fuld sig hiid oc diid forstinger
I alle Legemer: saa, udi Jorden springer
Vand Aaren underlig. Naar den igiennem bryder,
Fontenen Speile-klar, oc Springe-kilden flyder.
Fra dennem rinder ud smaa Beckene saa klare,

135

✂ Oc naar i grønnen Dal, af dem saa faur en Skare
Forsamles frydelig, en Flood oc Aa de giøre,
Oc den først viidt om Land, oc saa i Hafvet føre.
Her i staaer troolig bi snee-fieldene som striide,
Om Vaar oc Sommer-tiid heel strømmende nedflyde.
Men finder Becken Huus oc Hyttefad' i enge,
Natuurlig grafvede, den ej spadserer længe,
Men giør sig til en Søø, som sig med Regn opholder,
Oc tiit med Kilde-spring, samt Snee oc Haulen kolder.
Men kier oc døfvel maae til Regnens Naade liide,
Oc voxe til oc fra, fortørres somme tiide.
Dog haer (som før er sagd) de Kilder, Aaer oc Flooder
Den mæctig' Ocean til Fader, Jord til Moder.
Thi hand baad' underjords haer sine lønlig gange,
Sin' Aaer oc Kilde-spryng, oc der til damme mange.
Hand maae oc lade til den Snee som Klippen drifver,
Oc meest hver Draabe Regn som Sky hin mørke gifver:
Men faaer dog sit igien som hand til Soolen yder,
Naar Regn oc striiden Elf med Bek oc Bro udflyder.
Thi som i Panden heed den damp mod hielmen stiiger,
Der tyknes meer' oc meer', om udgang far oc hveger,
Til det forkryded Vand til Draaber sig forsveder,
Oc giennem Piiben varm i Glasset drypper neder:
Saa Soolens straale heed subtiligt Vand opdrager
I Luften mod sig højt, oc som i Hielm optager,
Oc siden lader det i Draabe-viis nedplatte,
At Hafvet faaer igien med tiiden, hves det aatte.
Med saadan Gafv' oc Laan velsigned Sool den bliide,
Opholder alle Vand, i Verden al hin viide.
De Floders Mact oc Art, som Landet giennem gange,
Her Synder, der i Nør, hvad Riigdom de med Prange,
Er u-fortælleligt. Om jeg det skulde skrifve,
Jeg maat' i hundret Aar der i Studenter blifve.
Om dig, Riphæiske Flod, de Schyters Land bespiller
Oc Asiam slet fra Europæ Grentser skiller,

136

✂ Oc med din Riigdom stoor saa mangen Stad forærer,
Til du i Gæstbar-Haf med pralen udspatserer:
Om dig, du Indi- Flood, som Indien Nafn gifver,
Af Bierget Caucaso du Arme-fuld ned drifver,
Det krydet Indi-Land du fucter oc forlyster,
Oc i Cambaiske buct i Moders Skød udbryster:
Om dig Guld-sandet Floed, du Paradiiske Gange
Som vel i tre Snes' Aar kand Landet giennem prange,
Oc riiget Bengala, saa riigelig befructer,
Den Aracanske tract til fioren ud befucter:
Oc du Sianske-Vand, Flood Mecon, uden liige,
Du gaaer al Sommer foort, giør Landsens Stæder riige;
Calamba-Træ saa dyrt som Sølf oc Guld det røde,
Med dine Kilder sød' ofvrflødelig kand føde:
End du berømte Flood, ô du siu-greenig Nile,
Som eengang aarlig mon Ægypten ofveriile,
Ja fructgiør riigelig samt Afric-Lande fleere,
Indtil din' Arme Siu i Hafvet udspatsere.
Hvad skal jeg sig' om dig, du fructsom skønn' Euphrate,
Saa i Armenien udspringer af Niphate,
Mesopotamien oc Babilon du kryder,
Oc i det røde Haf med Tigris Hielp udflyder?
Europæ Hofved-flood du Donau skøn, hin riige,
(Som Ister kaldis oc) hvor finder mand din liige?
Abnobæ søde Søn du est, dig skib ej fejler,
Før du med Greene sex i Ponten self udsegler:
Om dig rød-sandig Flood de Portugisers Tago,
Af Spanske-field du gaar, oc hoos dem kaldes Tajo,
Du i Castilien oc Portugal passerer,
Oc saa ved Lisbon ud i Vester-Haf riverer:
Du Franske Rhodan ud af Alpenbierge springer,
De Celters Seqvana Pariis igiennem stinger:
Du Vælske Tiberis som Romam giennem bryder:
Du Engelsk Themisis som giennem Londen flyder:
Du Viin-riig Rhiin-strøm som for Amsterdam udvælder:

137

✂ Du Elfven som i Søe ved Hamborg-stad udfælder:
Du Væsel, Oder, Mayn, du Isel, Maas, oc fleere,
Jeg kand med eders Løb ej Tiiden slet fortære.
Det er, (som før er sagd) I staaer ej til at næfne
Med eders mange Nafn, oc ofverflødig efne.
I Norrigs Riig' oc Land, er Elfver nok at finde,
Som af hin høje field saa lystelig nedrinde,
De oc med feeden Lax bespiise mange Lande,
Oc floode-Tømmer ned til Saug oc vilden Strande,
Der er oc Søøer nok (som Miøs oc andre mange)
Der Riget op oc ned med Fisk igiennem gange:
Men det at skrifve her, vil Dagen icke lide,
Jeg seer paa mit Compas, det er mod Middags tiide.
Hoos os i vore Land, vi Flooder lidt behøfver,
Thi os den Salte Flood for Dørren stedse løber.
Der findis Stæder faa i gandske Danmarks Riige,
Som jo den Salte Søø forsiuner riigelige.
Oc hvad er Elf oc Rhen, mod Balthe-Søø at regne,
Som Landet yndelig omringer allevegne?
Dog findes Elf oc Aa end oc i vore Lande,
I Holsten, Eider, Slj, oc Fiske-riige Vande:
I Jydland Gudem-Aa som Rhanders Lax i springer,
Med Niif-Aa, Liimaa-fiord, i Vester Haf udstinger,
I Skaane Heller-Aa ved Christian Stad ligger:
Lagholm i Hallands Elf, Lax gifver, icke tigger.
Hin skønne Seelands Søøer, for Elfver fyllist giøre,
Sooer, Tiisøe, Esserom oc Arresøøe end større.
Det fiine Fynske Land haer oc sin' Aaer vel skønne,
Oc mangen Giedde-Søøe, i engene de grønne.
Sligt, som oc andet meer, i Danmark som mon være,
Jeg vilde skrifve her, den riige Gud til ære,
Ja baade Stad oc By, Skof, Mark, saa contrafeje,
Som Svarfvers konstig Haand skuld ej med hiulet dreje;
Men Klocken ringer tolf, sex Timer snarlig skriide,
Oc her er meer i Fad før Sooel gaaer under liide.

138

✂ Tred af, baad' Elf oc Aa: haf tak du Skaber kiere,
Du ofverviise Gud oc ret forsiunlig HErre,
Som Riiger, Land oc Stad gafst Elf oc Flooder mange,
Der ej om Næring sin, til Hafvet kunde lange.
Jeg maae mig noget lidt paa denne Sted forlyste,
Med Kilder underlig' af Jorden som opbryste,
Som lærde Plinius Natuurens Eventyrer,
Oc andr' af samme Konst med Sandheds Nafn bedyrer.
Ammonis Kilde-spring, er iis-kaald Dagen bliider,
Naar Soolen varme-fuld der ofver foort hen skriider:
Om kuldsker Natten er, dog syder som en Gryde,
Naaer Maane Knibre-tand sin Froste-Skat vil yde.
Silârske Flood oc Aa skal bruge saadan Liste,
At hves der falder i, Træ, Løf oc grønne Qviste,
Til Flinte-steenen haard forvendes samme Stunde,
Oc (som natuurligt er) forsynke ned til Grunde.
Om dette fylger skel, kand ocsaa trooligt være
At vilde Scot-lands Træ kand lefvend' ænder bære,
Som modne falde ned i Vandet sig at holde,
Sligt Floodens Skiulter Ort der under kand forvolde.
Den Eleusine-brynd, Natuuren saa betinger
At den ved Sang oc Leeg, udbobler, dantser, springer,
End du Andrinske Brynd, som aarligen udbryder,
Een gang med Oli frisk; med Viin een anden flyder.
Skal jeg indbilde mig, at Pallas under mulde,
Oliver samler, oc dem der af-perse skulde?
Er Viin-høst saa forhaand, haer Liber sanket Druer,
Mens Kilden underjords af Bacchi Perse suer?
Udaf Cephisi Bæk, den Hiord som dricker, hviidner:
Men din, Cerona, Hiord for-sverter du oc skidner:
Du Xanthe der imod din Faare-flok røød farfver:
Den Hiord hoos røøde Haf ret Purpurfarfven arfver.
End den Dodonske Brynd, sig underligen skicker,
At naar mand der udi dør-titselen nedsticker,
Forslugner den saa brat, oc self sig atter tænder,

139

✂ Saa den i Vandet fædt, som paa en Stage brænder.
Hvad skal jeg sig' om dig du Ejland Fortunate,
Hves vilde Mænd oc Folk (af andre nu forhadte)
Ej drick' af Bek oc Brynd: men voxer der i Lande
Eet Vand-riigt selsom Træ, end paa det tørre Sande,
Som svæder iidelig, af Bladene de grønne
Ned-drybe riigelig Vandperlerne de skønne,
At baade Qvind' oc Mand i Krucker oc i kruuse,
Kund' af det skønne Vand hiemføre nok til Huuse.
Skuld' ej jeg siunes her, een Fabel-Hans at gifve
Oc meer Poeterj end Sanden at beskrifve:
Jeg kund' i denne Bog vel megen Under sticke,
Oc mindr' end Bonden troer af Agenippe dricke.
I Guld-Peruvia ved hellig Ellens Kirke,
Een Brynd skal Dag oc Nat ret iidel tiære virke.
De Brynde findis oc (vil Skifher Sandhed skrifte)
Som paa een Times tiid maae smag oc Farfve skifte,
Ja de som Sands oc Sind de Smagere betage,
Saa de ud-rifve Tand, oc kommer tiit af dage.
Hvad skal jeg røre her, om de ild-spruude Kilder,
Som gifve Luen blaa, oc Food-Steen fra sig trilder.
En merkelige Flood skal i Vest-Inden findis
Hves Kraft oc sælsom fær maa med Forundring mindis,
Naar Soolen undergaar, oc Folket søger Hviile,
Strax Flooden stille staar, som før var vandt at iile:
Men efter Natten soort mod Dagningen den hviide,
Naar Folk med Sool opstaar, begynder den at skriide.
See, dette riimer sig med dammen i Bethesde
Som mang' i Jødeland saa troolig komm' at gæste,
Den holdt sin Hviile-dag, sig paa Sabbathen stilled',
Oc anden Arbeds Dag saa frydelig den stridled'.
Alt sligt jeg selger dig for kiøbet som jeg hafver,
Om selsom Kilde spring som self Natuuren grafver:
Hvo det ej gifver Mact, men slet vil refutere,
Hand ræcke mig sin Haand saa ville vi spatsere

140

✂ Hen til Bethesdæ Dam, som Skriften om formelder,
Der for Jerusalem mood Faare-Poorten vælder.
Jeg vil oc bede ham, hand acter Jacobs sticker,
Som den Labanske Hiord sig broged ofver dricker,
Samt andre ting som Gud natuurligen forvirker,
End dog at vor Fornuft det ej forstaaer oc merker.
Det er ej Fabel alt hvormed Poeter prange,
Dog de paa deres viis vel ofver skrefvet gange.
Kand jeg Euripum Kaad, som fiir' oc tiufve stunde
Siu gange giør sin Flood, ej fatt' oc ej begrunde:
Lad løbe men det vil oc haste men det haster,
En Gæk sig derfor med Philosopho i kaster.
Jeg maatte siunes nu, min viise Gud at sønne
Sin høj-forskylte Priis, om jeg ej vilde skønne
Paa nogle varme Vand oc minerale-Brynde,
Som hand med største Kraft, af Jorden lader rinde.
Som Vand oc Vædske meer af Karret ofte smager,
Af Messing, Kaaber grønt en bi-smag til sig tager:
Saa gaaer end oc saa her med Jordens Køcken-gryder,
Oc hendes mange rør, som Vandet giennem flyder.
Er Aaren sylt oc salt, forsyltet Vand den gifver,
Oc det snee-hviide salt af saadan Kilder blifver.
Haer Qvel- oc kilde-spring med messing-malm sig blandet,
Samt med det Kaaber beskt, besk-actigt smager Vandet.
Med Alluun, Svogl oc Bly, Salpeter, Jern det guule,
Haer Vandet oc slig art, som flyder af den Huule.
Natuurlig hver en Brynd du gæster særlig skenker,
En kiøler læske-Drik, naar dennem heeden krencker:
Dog findes Kilder slig' af Jordens Svogel-grue,
Der ofte vælder ud med Vand oc blaaeste Lue,
Oc er saa sydend-heed at Æg' oc Spiis' end anden,
Saa snart kand koges der, som udi Brygge-panden:
Oc atter de igien, som heeden Temperere,
Saa Food oc Haand der i sig kand ret vel regiere.
See! slig natuurlig bad oc selsom varme Vande,

141

✂ Israels Læge good, bestil i mange Lande,
Af Bierg oc Jordens bryst saa underlig at flyde,
Med underskedlig Luct, smag, Dyd oc Kraft sig yde,
I Tydsk-Land, Bhemer-Land, i Ungeren deßlige,
Valland, Moravien oc udi Franckeriige.
Diid søger Herr' oc Knect, sit Huus oc hiem forlade,
Af samme Helsen-Vand at drick', oc der i bade,
Oc fra saa mangen sooet i korter tiid cureris,
Foruden Medicin i Helbred-Stat formeeris.
At det ej under er, hvor saadan Badstue falder,
At den gemeene Mand dem Lifsens Kilder kalder.
Den svulfstig Vater-soot, maae svicte sig oc lindre,
Den knudefuld Podagr' i Food oc Haand ej mindre.
Den halt' oc blinde Mand heel ofte diid henføris,
Oc løber hiem igien; u-fructbar fructbar giøres.
Hør op ô Musa good, med Vandets Elemente,
Vilt du om iidel Vand, nu heele Bøger prente,?
Den trygge Lande Jord er dobbelt værd at kysse,
Tag derfor Hat i Haand, din Moder kier at grysse.
Det er dog Jorden bold der Mennisken undfanger,
Anammer, føder op, i Moders sted ham ganger,
Naar Vandet, ild oc Luft ham alle Ryggen vender,
Da for sit Skøde-Barn ham Jorden eene kiender,
Oc laan hans Legem Huus, tryg plads, oc seng hin bløde,
Til hun self laane maae, oc gandske legges øde.
Den tycke fuule Luft os ofte meget krænker,
Forgifver oc forgiør, før vi det vel betænker:
Men Jorden Eje-good, til Haand oc Food os tiener,
Oc af sin gandske Mact os stedse troolig meener.
Naar Ild, naar Vand oc Luft, friit sproder, bruuser, pifver,
Det Jordens Element dog fromt oc stille blifver.
Vel er det sandt oc vist du Gud med kraftig Aande,
(Naar du fortørnet est paa secker Folk oc Lande)
Befal et stycke Land, sin stoore Kraft at røre,
Oc Vind-Carthoet sit af Skødet lader høre,

142

✂ Saa Landet under os sig skudder, gunger, ryster,
Oc under Muur oc Taarn som løøse sandet bryster.
Ja heele Byer oc Folk om stunden slet opsluger,
Oc som en Fiende gram i tuusend stycker knuger:
Dog er den af Natuur bevaagen os at kænde,
For Elemente hvert, til hielp som neste Frende.
Thi vil jeg nu med Lyst, min trygge Ven besøge,
Oc ej i vilden Strand oc Brønden længer krøge.
Der jeg med Vandet ud af Jorden maatte rinde,
Den aarle Morgen-stund, at segl' i hommer vinde:
Da saae jeg efter mig de Bierge-toppe bares,
Oc i mit kiølne-vand jo meer' oc meer' opklaris,
Indtil jeg støtte fast paa slette Marke-grunde,
Oc derfor u-forsømt ad Søøen maatte stunde.
Men hvad var det for Lyst at see de bare Marke,
Det soort' oc sandig Land, med sine ledig Parke,
Foruden Græs oc Straa, foruden Korn oc Kierne,
Foruden skov oc løf oc Urt som styrcker Hierne?
Jeg tænckte vel ved mig, paa Landet vil jeg træde,
Men der jeg saae mig om, der intet var at æde,
Der var ej ringest ært at sticke mig i Munde,
Oc ej saa stooer en Busk, mit Hofvet skiule kunde:
Dog hørde jeg en Røst ofvr mig udi det høje,
Mit Hierte sprang der ved, jeg Knæ tog paa at bøje:
Hør (sagde Røsten) hør du blote Jord, du bare,
Lad op dit Liif oc Skød, gif frem en deilig Skare,
Gif fra dig Græs oc Urt, oc fructbar træ de grønne,
Hvert med sin egen Sæd i rood oc Blomster skønne,
At de saa plantis foort, friit vox' oc sig formeere,
Saa vel for sidste Mand som første Fruct at bære.
Hvad Røst der hørdis da, jeg nu med Glæde kiender,
Nu jeg fra Bylgen blaa mit Skib til Landet vender,
Oc med mit Øje seer, hves jeg med Øret hørde:
Oc grifver det med Haand, jeg før i Sindet førde.
Een Konge-røst det var (jeg siger af en Konge)

143

✂ Een Herre-røst det var, blandt Herrer faa oc mange:
Lad raabe hundret Aar, lad biude, lad befale,
Alt det som Herre-nafn kand bær' oc dermed prale,
Dermed det høje Bierg i Luften ej oprettes,
Dermed den dybe Dal oc Marken aldrig slettes,
Derfor den mindste Bøn af Jorden ej sig skiuder,
Ja mindste Nelle-blad det grønne Sver ej bryder.
O du almæctig Gud, du ævig Kong' oc HErre,
Du est en HErre sand i Gierning til stoor Ære,
Dit Ord er Land oc Vand, dit Ord er Løf oc greene,
Dit Ord er Bierg oc Dal, ja Sølf oc eddel Steene.
Viig af du ringe Dract, som Jorden ilde Klæder,
Thi bedre Kledning dig, ô Jord, nu Gud bereder,
Kast bort din Kaabe soort lad Sørge-sløret falde,
Din grønne Silke-dract du maat dig nu hiem kalde,
Din lystig Jæger-dract lad skinne langt oc viide,
Ofvr Bierg oc dyben Dal, i deilig Sommers Tiide.
Jeg vil nu med min Haand, en riiger krone flette,
Oc den som Ærekrants oppaa dit Hofvet sette;
En Roosenkrants fuld sød med liflig Blomster mange,
Skal om din skønne Hals saa viidt i Marken prange,
Med søde danske Vers vil jeg dig saa beskrifve,
At din Fordreflighed skal hver mand under gifve.
Slaa ud dit gylden Haar, din Hænder balsamere,
Din deilig Roosen-kind du tuctelig staffere:
Oc fød med riige Bryst, din' egne Børn ej eene;
Men dem oc moderlig, som fremmed' Herrer tiene:
Gif Luftens Borger Mad, oc Flooders tienre spiise,
Lad op din runde Haand at dig Udlænding priise.
Om Ild, om Luft oc Vand vil ej til tacke tage,
Men see Skeløjed' an, det maa dig ej misßhage.
Skal Jorden siine Børn, i denne Dag vel føde,
Det Arbed koste vil, oc mangen Finger møde:
Foruden Harr' oc Plog, Sæd, Spade, Hacke, Rifve,
Skal alt den HErre Gud sin Regn oc Sool-skin gifve:

144

✂ Der hør oc stunder til, Vaar, Sommer, Høst hin tørre,
At voxe, Blomstre vel, formodes, hiem at føre.
Men her er ny maneer; os Moses her bestiller,
Een konstig Gardener, der Vandet først fraskiller,
Oc strax den bare Jord, den blote Mark oc Døde,
(Der stod saa ynkelig som andet Brandsted øde)
Saa ofverfructet haer, velsignet oc begafvet,
Fra ofvrste Bierge-top oc underst ned til Hafvet,
At Liif oc Hierte maa i brystet derved springe,
Det vilde-Sangerii, maa vel i Busken klinge:
Oc saadant ej ved Plog, ved Regn oc Soolens Krafter,
Med Vaaren, Sommer, Høst, oc Aarsens tid som Safter,
Men med et eenist' Ord et eenist', HErren sagde,
Det kaste Sæd i Jord, oc alle rødder lagde,
At den hund-øde Jord, begynder strax at prale,
Ofvr gandske Verden viid paa Bierg oc dyben Dale,
Med Græs u-tallig viis, med Urter mangefolde,
Med Træ oc grønnen Qvist oc Sommerfarfv' hin bolde,
Saa det paa en Dags tiid, er baade Vaar oc Sommer
Oc Høsten ofven paa, før det til Aften kommer:
Sæd kunde neppelig den Vaar af Jorden locke,
Før Sommer stilk oc straa, gaf Træ oc grønne stocke,
Oc Høsten Kierne-fuld bar Sæd oc Fructen moder,
At Adam trede Dag fandt Fructen søød oc goder.
O Arons tørre Stab, med Natte-mandel dine,
Du est vel underlig for Sind oc Tanker mine:
Men naar jeg dette seer, af Under jeg maa falde,
Oc kand min Hu oc Sind med Nød tilbage kalde.
Hand sagde: strax derpaa, af Bierg oc Klippe steilig
Den Ceder Hierne-kier udspringer rank oc deilig
Den varig Larix sterk med sine spitse blade,
Den horne-fulde gran oc furrebul gerade,
Med hvert et krølled træ, bebladede smaa greene,
Indtage høje field, grøn-kledde bierg' oc steene.
Strax marken jefn oc flak, haard Eegen friit besøgte

145

✂ Oc den hviid-bulled bøg strax samme plats forøgte,
Den skugge-fulde lind oc den kløør-bladed nafver,
Hin slette Befver-asp oc der sin bo-pæl hafver.
Men Becken klædde smuct oc grønne dybe dale,
Det ælle træ saa skøørt, de vidde-træ saa smale.
Hit blege piletræ forsømde sig ej længe,
Med grønnen Myrten busk tog vaaning i de enge.
Et slags af samme træ med olden, skeppen sparer;
Et andet bygger huus, i hundred Aar som varer:
Det trede segler ud, stoor rigdom før i Lande,
De andr' i køcken tien', at Stuen varm maa stande.
Strax brød af Jorden ud de Abild-træ saa mange,
Oc strax af grønnen green de Æble trind' oc lange,
Den fruct somt suur somt søød, Granater muster-riige,
Citroner læske-fuld oc Pomerants deslige,
Den søder Abrikos, Castanien den tørre,
Bred-bladig Fiigentræ, oc Nyd-træ mindr' oc større.
Olive, Qvædetræ, samt Mispel, Spilling bløde,
Atskillig Kirsber-træ, med Mandel besk oc søde,
Hin Pære guul oc rød, de Moorber-træ saa viise,
Den blomme hviid oc soort med megen hafve-spiise.
Strax skød af Jorden ud den skarpe Peber ranke,
Med Peber soort oc hviid, trind, aflang, som mon vanke
Mest udi Malabar i Indianske Lande,
Fra Goa synder ud til Comorinske strande.
Strax det Muskate-træ ligt Pære træ det smale,
Paa Banda Insel skøn begyndte rankt at prale,
Med Nødden sin saa sund for Lefver, Mafve, Hiernen,
Først skal, saa blommen skøn: saa skal saa lagdes kiernen.
Paa riige Seylons Øe, den sunde Cardemomme,
Med mange Dyder sin' af Jorden strax mon komme,
Det træ som Olitræ, som Laurbers er de blade,
Fortørrer med sin Kraft indvortis fuctig skade.
Hin hitzig Ingefer, den maufve kaald til goode,

146

✂ Som siif for ofven jords, strax mange Stæder groode,
Dog bedst i Malabar udbredde rood den klare,
Chineser kunde den bedst sylt' oc ret forvare.
O hvilken kryded Luct, ofvr Specerier alle,
Moluccæ Insler fem da strax af Jorden kalde!
Det fructbar Neglken træ, som Laurbær-træ det grønne,
Sin Negliken udskød med varme krafter skønne!
Da spiired' ud for food de sødest nardi Axe,
De dyrest' Aloe paa Socotor som voxe.
Da Costi, Balsams luct; Thus, Myrrha rand paa Jorde,
Rhabarbarum oc Man, drøb ned, oc sødhed giorde.
Atskilligt sucker rød i mange Land sig yder
Den dreflig China rood med sine mange Dyder.
Hin soorte Valmu-saft, som kranke søfnen under,
Som kaldes opium, udblomstrer samme stunder,
Borneiske Campher good rand ned i draaber klare:
Samt Tamarinium som løsner uden fare.
De rødder tuusind slags sig gafve frem i Jorde,
Een part paa Apotek, een part tien ofver borde.
Spiis-uurter tyckt som græs, Basilicon, Salvia,
Persille, Timian, Sar, Mejran, Ros Maria,
Augurker, Ærteskok, Endivia, Dragooner,
Lactuk, Asparages, Peponer oc Melooner.
Hvem her opregne kand de Bær foruden ende
Een part som voxe her, dog fleere vi ej kiende?
De sunde Lauerbær oc Enbær Oli-fulde,
Jordbær oc Kirsebær, for Skørbut Myrbær hulde:
Soolbær oc Stickelbær, Brambær oc Hindbær søde.
De soorte Heggebær, oc Riibs Sanct Hans dag røde.
Den Viin-stok rede var, som homble-rooden vanked,
Oc sig paa pæl oc raft med armen krum opranked'.
O ranke som du est blandt alle træ det svage,
Oc (som et reise-barn) maae andr' i haanden tage:
Saa est du Kronen vist oc Kongen med stoor Ære,
For alle træ paa Joord; som alle Træers HErre.

147

✂ Din ædle Druue saft med sine Perler klare
Beskedeligen brugt, giør hiertet læt i fare,
Forlufter Spiritus, som Sorgen ofte søger,
Oc hiernen styrker fast, Hukommelsen forøger,
Med got oc sunder blood de Aarer tomme fylder,
Den gusten falmed kind fornyer oc forgylder,
Hin kaalde Mafve svag forvarmer oc bestyrker,
Den fuctig skade vel purgerer: oc udtyrker
In summa Viindru-saft, den hviide, blanke, røde
Paa mange hundret viis Natuuren frels af nøde.
Dog maae hoos dig i Choor, den palme billig stande,
Som fordum samme dag, i Indianske Lande,
Min Guds almæctig Røst af Jorden bød at skriide,
Oc bære Kiortel grøn, ret Vaar oc Vinter-tiide.
Fornumstig Læser min, du maat vel paa mig klage
Jeg giør dig tiiden lang, udi min Urte-hafve:
Men hafven den er stoor, de trær oc Urter mange,
Jeg kand i et Qvarteer, den tract ej giennem gange.
Dog end det eene træ med gunst mig lad beskrifve,
Saa vil jeg u-fortøfd mig under Jorden gifve.
Som Ceder meget rank er Indianske Palme
Hun blad i toppen bær', oc at hun ej skal falme
Vandbred den elsker fast: Oc under samme blade,
Nedkrummed som en hielm, groer fructen uden skade.
Cocos den samme Fruct de Portugiser næfne,
Oc voxer klase tal, ti, tolf, hver andre jæfne.
Den Indianske nød (som vi det meenlig kalde)
Vel som een nydde stoor i Landet der kand falde;
Men skallen ej saa stor. Naar barken først den grønne
Afrifvis, tørris vel, udteses hamp den skønne,
Til tackel oc til toug saa got er intet andet,
Der af er alle reef, som bruges der i Landet.
Om dem oc fattes Segl de blade sammen binde,
Oc giøre dug deraf, som andet garn oc tvinde.
Naar fructen meest er moed, med Saft den ofverflyder,

148

✂ Ret sund oc læske-fuld, to potter nødden yder.
Da er oc skallen blød den Lifvet leckert nærer,
Som Ærtiskoken sød med Salt mand den fortærer:
Men er den gandske mood, formindskis vædsken gierne
Oc førrig indvol blød da giør en liiflig kierne.
Den bruge de til suul, udperse Saft hin sunde,
Oc dermed riisgrød som i Oli kaage kunde.
Den sød' oc sunde Saft den vi før lidt om talde,
I kander tætted vel, de lad' af stilken falde,
Oc Sura kalde den. Om dennem ædick bryster
Den Saft half stund i Sool dem gifver hves de lyster.
Den første distillats af Sura, Nypa kalled,
Eractes fast saa good som Viin ved Rhenen falded:
Men anden distillats, hos dem U-racca heder,
Oc er gemeene Viin, i alle Landsens Stæder,
Hviidactig farfven er, oc hitzig af Natuure,
Men lang tiid u-forskalt den icke vel kand duure.
Er dem paa Sucker fejl, den Sura de da hede,
Mood Soolen setter ud, strax Sucker (ff) er til rede.
Naar træet hugges ned, Skibstimmer det dem gifver:
Paa Marfven der er i, mand bref oc bøger skrifver.
Thi den er tynd oc hviid oc foldet som en kaabe,
Oc ligesom papiir, der rynked er tilhaabe.
Men marfven den er grøn, med jern mand der i skrifver
Oc naar den vorder tør, heel kændeligt det blifver.
Med faa ord: af de Øer som kaldis der Maldovæ
Til Indien udsegl', ej faa men mange Skibe
Som af det eene træ, bygd' er' end ladd' oc ere,
Der Baads-mænd klædis af, de fruct deraf oc tære.
Saa mand snart maatte tro, om Midas derved rørde,
Blef træet oc til Guld, mand viidt om Landet førde.
O du almæctig Gud, oc underlige HErre,
Om aldrig fleere trær, dit nafn til Lof oc ære,
Oc Mennisken til gafn, i Verden skabte vare,
End samme Palme-træ, det kunde sig forsvare.

149

✂ Der i er Skif oc huus, der i er mad oc dricke,
Der i er Ved oc Lius, oc Klæder som sig skicke.
Med tu af samme træ, som Linschotanus skrifver,
Et gandske huus oc hiem, fuldvel forsiunet blifver.
Saa her vel tviiles maa, oc saadant Spørsmaal være,
Om jeg den Viinstock før ej gaf formegen ære.
Hvad vil jeg sige meer? Min korthed ej tør næfne
Dudroæ selsom art, Calambæ riiger æfne,
Den Bomuld Bengalæ, hin Mangas oc Anones,
Jaqvas oc Jambi fruct, Maleiske Duriones.
Guds riigdom er saa stoor, den haer slet ingen ende,
Paa denne Jordens øe, i hvort jeg mig vil vende.
Oc endog Adams fald forkrænkte Jordens Ære,
At den med største spot maae toorn oc tiidsel bære,
Oc sucker hiertelig for førrig stat oc vælde,
Ja for vor egen Synd, maae aarlig Lydden felde:
(Oc det med hende gaaer, som med en fructbar Qvinde
Der med sin Lifves fruct sig aarlig lader finde,
Opfylder Stad oc huus med Ecteskabens blommer,
Hun paa det sidste self i største svaghed kommer,
Ej meere bære kand de Paradiise-qviste,
Men maa foruden kraft ad sengen ofte liste.)
Dog gîr hun denne dag saa stoor oc megen Ære
At jeg ej priise nok kand Skabren Gud den HErre.
Den liiflig Majus bliid, jeg ej kand udspatzere,
See Aqvilejen der i kiortel blaa stoltere,
Den roose Purpur-rød, oc den snee-hviide Lille,
Med meer som grønnen eng kand mig for Øjne stille;
Jeg jo forundre maae, hvad Maler der hâr været
Som saa fuldkommelig haer alting udstafferet.
Her findes farfver fleer', oc skønner i de enge,
End naar den morgenstund Aurora gaaer af senge,
Oc hendes bruude-huus i Øster præctig glantzer,
At hvo de farfver seer, for under lidet sandser.
Den Noe Buue skøn af Øster oc i Vester,

150

✂ Med farfven tuusend fold er alle Mesters Mester:
Dog i den Roosen-lund oc i de grønne dale,
Atskillig stilk oc qvist med farfven meere prale.
Med saadan planters pract, fordreflig farfver høje,
Oc deres dyre fruct, lood Gud sig ej fornøje:
Men haer oc underjords slig kraft i rooden plantet,
At mørdisk Pestilents blir ofte der ved ganted,
Den blanke Vater-soot, Podagr maae derfor bucke,
Oc mangen Feber heed sin onde brynde slucke.
Oc hvo i tvilfs-maal staaer, at Urter somme tiide,
Jo Charon skadet haer fuld mange goode hviide:
Hans Ferre ligge maae, naar hand vil gierne segle,
Plutonis røged vraa, for gæster tiit oc feile?
I vuggen mangt et barn sin brudeseng maatt' hafve,
Af Verden mørk oc trang, oc strax her ned i grafve,
Om Jordens Apoteck dets alder ej forlængde,
Oc Gud med kraften stoor den ringe rood besprengde.
Een sød viole-luct, en Balsam eller roose,
Kand den som Daaned er, i mark oc vilden moose,
Forqvegne hiertelig, oc væcke som af døde.
Dog her i priisen bær med sine stilke røde
Syngadi blomster hviid, i luct foruden liige,
Den røgels' allerbedst udi Maleiske Rige.
Oc er de blomsters art vel selsom at begrunde,
Thi de alleene grooe, i mørke natte-stunde:
Saa snart den aften tiid i hafvet Soolen bryder,
Saa brat Syngadi træ sin liflig blomster skyder:
Men aarle morgen Lius naar Sool skin ofver Skofve,
Affalde daglig dags, oc ligg' i tycke haabe
Thi kaldes det end oc et træ som er bedrøfved,
Oc Parisatico som blef sin Daatter røfved.
Thi Parisatico een deilig Datter Aatte,
Som Soolen friede til, oc hendes gunst formaatte,
Men slog dog hal' i Vand, der hun var krænked ilde,
Hvorfor den skønne Brud ej trøst annamme vilde,

151

✂ Hendød' oc brændtis op, af Asken træet groode,
Med saadan herlig luct: Hvad hende gik til moode
Det deraf actis, at ej Soolen det maae lide,
Om natten blomstris det, om dagen bær det qvide.
Giør du een amulet af Entybo den klare,
Oc spender den om hals, at hæng' om arm den bare:
Hves tycke dunst oc røg, der siunet ellers svæcker,
Det den saa hemelig fortager oc fortrecker.
Tag Cyclaminum frem, oc bind om krop den bare,
Det fødsels arbeid strengt, skal icke længe vare.
Thi det befunden er, den fructbar u-forvared
Haer rooden trædet paa, oc deraf ilde faret.
Pionen ligesaa, om barne-halsen bunden
Den Herculeiske Soot fordrifver, er befunden.
Haer Bacchus dig beskænkt oc Skaalen saa credentzet,
At hiernen anden dag half siunes pestilentzed:
Den gylden-Urt Safran, i tindingen at binde,
Da viinens hitzig gniist skal læskis oc forsvinde:
End du Seilonske rood af Slange-træ det hviide
Som læger kraftelig hves Øglens tænder biide?
Din dyd forborgen var, til lidle diur Qvipele
Som tiit med Slangen slaes os vilde den meddeele.
O kraftig Engel-rood, Angelica du bitter,
Af Engelen nedført, mand dig i Jorden hitter
Hvo dig paa tungen bær, da luften den u-sunde
Hand self forgifve skal, førend hand skadis kunde.
Du Norske Iris-græs, hvor du med Skørbut huuser
Den Nor- oc Find-marks-far med største priis det roser:
Naar Bonden først om Vaar ved becke-drag dig finder,
Hans Skørbut Aandeløs, i trende Sooler svinder.
Om af Betonia en kreds paa Jorden giøres,
To Slanger edder-fuld i samme Cirkel føres:
Da yppes der en kiif, hver andre de forgifve,
Med styng ej hører op, før de paa platsen blifve.
Oc som Betonia er aarsag til den trette,

152

✂ Saa kand, der tvert imod, Lysimachia slette
To Hæstis store had, oc deres tand-striid tvinge,
Naar mand i hofvet-lag oc griimen den vil stinge.
Dictamne Cretiske, mon du skuld' hafve liige,
Paa Bierget eller Høj, oc i det dybe diige?
Den vilde Bierge-buk, som du med Saften føder,
Ham ingen Skytters piil formyrder oc forøder.
Thi piilen skarp oc snar du drifver strax tilbage,
Oc giør det med din kraft at saaret læges fage.
End du, ô Finger-sterk som Filicastra heeder
Den moodig Hæst som gaaer i mark, oc græsset æder,
For dig ej nyde maae sin faste Sko i hæle,
Om hand dig træder paa, du den jo strax mon stiæle!
Hvo gaf dig segl-steen kraft, det jern til dig at drage?
Hvo fik dig tang i haand den Skoe fra food at tage?
Vilt du med tiufven gaae, oc refses paa de volde,
For dig ej laas oc slaa et Øjeblik skal holde.
Du Malva dæmpe-gniist, som meget ilde lucter,
Naar mand med Saften din sin' hænder vel befucter,
Det heede smelted bly, af haand, i haand, mand lader,
Oc af den gloend ild, i ingen maade skader.
Hvad skal jeg sige meer? i hvort jeg mig henvender,
O allerklogste Gud, jeg finder dine hænder,
Paa lidet stycke Land hvert sted, i alle kanter,
Staa sætt' alt med din haand, vel mange tusend planter
Atskillig' i gestalt i blomster, stilke, blade,
I kraft oc virkelser i andre mange maade.
O Gud jeg gaaer i eng, paa bierget rank jeg kryber,
Alt dine fodspor der oc fied af fedme dryber,
Der er paa ager ej, der er ej sted i Enge,
Der er i vilden Skof, i vongen eller venge
Ej nogen liden Urt, ej græs, ej straa, ej nelde,
Der dig jo peger paa, dig alle Skaber melde
De sig' oc at de maae til tiennist os forblifve,
Os Øl oc der til Mad, samt huus oc klæder gifve.

153

✂ Den megen Ager-fruct, Rug, Hvede, Byg oc Hafre,
Med deres kierne-kraft de Kinder holde faure.
Vor nøgen baren krop, til hylster, skiul oc decke,
Den Bomuld, hamp oc hør, maae sine tafver strecke,
Oc bindes højt i raa, fra andre Land' at hente,
Hves mand i eget Land, til nødtørft, ej kand vente.
Oc at den kostfrii Jord, ej lader sig fortære,
Da maae den aarlig Aars nyt korn oc kierne bære,
Oc marken som en Ørn, maae sig forny, forunge,
Som du almæctig Gud det biuder med din tunge.
Du giør at Korn oc frøø i Jorden pløjd oc grafved
Med harf' oc rifve skarp forkruuset ræt oc afved
Forgiefs ej kastes maae; men spiirer fast oc spryder,
Oc med sit grønne næb de soorte furrer bryder,
I Jorden rooden sig befæster oc forbinder
Dernæst af spiir i blad, af blad i stilk oprinder,
Af stilken skiuder op, i axet kiernen settes
Oc af et jord-dødt korn mangfoldig ny oprettes.
At regnen, kuld oc vind oc Soolens hitzig Øje,
Skal ej den svage kiern forderfvelse tilføje,
Med hylster Skal oc huus, Naturen den bevarer,
Med vip oc spidse hoorn for Fuglene forsvarer,
Med knuder, led oc knæ det svage straa beryster,
At det med fructen tung ej knæler eller bryster.
Hvad skal jeg sige meer? Hvo kand i Verden mindis
Den ofverflødighed af Jordens gafver findis?
Mnemosyne er tret, vil icke med mig holde,
Thi maae jeg signe dig, ô Moder min du bolde.
Jeg dig ret ligne maae ved Lammet jo det feede,
Som spiller lystelig paa hine grønne heede.
Thi hves der findes paa, foruden eller inde
Er got oc nydeligt: saa est du oc at finde.
Din ryg er slet betaet med riigdom, goods, oc Ære,
O skønne Dædala, du vel maat kronen bære
For trende Systre din, om du i barm den riige

154

✂ End aldrig foster bar, du aldrig dog haer liige,
Thi Jorden i sin Bug, bær saadan skat oc æfne,
Oc de Clenodier som mand kand aldrig næfne.
Saa tæt som him'len blaa med Stierner er beplanted,
Oc Strand med Bylgen blaa er kruused oc forkanted;
Saa mangen green oc qvist den grønne Skof udskyder,
Saa mangen svindig Fugl, som bløde luften bryder:
Saa mangen ædel Skat bær Jorden under kaabe,
Oc under Kiortel grøn, i mange tuusend hobe.
Hvad skal jeg tale her, om Skefverbierge mange,
Hvoraf de høje Torn, som viidt i marken prange?
Om Marmorsteenen fast, som saa Pallatser klæder?
Om hviiden Allebast, som Choor oc Tempel glæder?
Om Spitsglas, Qvegsølf glat oc anden bierge blanding?
Om brun-røt Mini rød, oc saadan Malers ganding?
Om Kaaber eller Ten, om Messing, Staal oc Jerne?
Det blinkende Cristal, som skinner nær oc fierne?
Om Sølfvet skært oc hviidt den Kiøbmands beste Vare,
Metaller ofver alt, oc mineralle-skare?
Det er en ringe ting, med Guld oc Ædelsteene,
I liige vect oc graen, oc vandets perler reene.
Siig frem Araca Land, du Pluti rette boolig,
Du riige Pegu Jord, her frem, oc siig det troolig.
Hvad riigdom du formaaer: Sumatra Øe fortælle
Du dyrbar Ophirs Land, dit guldskriin maae ej dvelle,
Du Peru, Chinæ grund, viis mig din gylden Aare,
Du Decan, Bisnagar, din' Ademantske vare,
Rubiner roosen-rød' oc purpur Amethyste,
Carbunkel rød som glød, i Øjet skin som gniste,
Topas liig Ademant, Smaragd den Løfve-grønne,
Turchoser præctig blaa, Sardonier de skønne
Med saadan ædel Skat er Jorden mæctig svanger,
Oc af sin Skaber-mand slig herlighed undfanger.
Det er en Fader riig, det er en Moder dræctig,
Der saadan foster bær i barm oc armen præctig.

155

✂ Jeg hafde skøt forglemt din seldsom Datter eene
Som mig meer Under gir, end meest all' Ædelsteene,
Den Skifhren er saa kier, som liif oc goods kand være,
Foruden hves Confoy, hand skibet ej kand bierre,
Naar Æolus er streng, oc vred i tackel rier
Oc Skibet uden segl af kaasen viide skrier,
Naar taag' oc kullen mørk anfanger natte tiide,
Kand samme Datter din hans fængsel synder sliide.
Jeg meen dig Seglsteen mørk, Naturens Keiserinde,
Som end til ofverflød i Norrig er at finde,
Dig meen jeg vittig Steen, du alle viises Mester,
Som uden fingre-hielp til jernet dig befæster,
Saa det ej nyder roo, før du det til dig drager,
Det biuder dig sin mund oc kierligen fafn-tager,
Det vil ej slippe dig, men ævig hoos dig blifver,
Om mand ej med gevalt dig det fra Siiden rifver.
O hvem i Verden kand det selsom verk begribe,
At jern-ring strøgen vel med Seglsteen kand bekniibe
Sig til een anden ring af jern, den anden, tredi,
Den fierde femt' end oc som lodded udi smiddi?
Hvad kraft er her forhaand, som uden binding binder
Oc hæcter uden hæct', oc snør med Snoren blinder,
Ja lødder uden ild, opdrager jern det svare,
Det henger uden Krog, i Luften uden fare?
Sligt daarer mangen Tyrk, oc fleere Morianer,
Som hen til Mecca Stad, hverandre tiit opmaner,
At see hvor Mahomet hans graf oc kiiste hænger
Op under Hvelning høj, foruden ring oc stænger,
Hvorfor de meene vist det er et stoort Mirakel,
Oc ham tilbede strax den arme døde Stackel.
Men hvelningen, forstaa, af Seglsteen bygd at være,
Thi maae Jern-kiisten oc, natuurlig hænge dære.
Sig mig Lucreti viis, jeg vil dig flittig høre,
Sig, hvad forborgen kraft de Skibscompas medføre,
Med Seglsteen strøgne saa, at stregen paa den skifve

156

✂ Staar altiid vend i Noord, derfra sig ej vil gifve?
Kandst du fuldbringe det, saa vil jeg til dig flette
En grønner Laurbærkrantz, oc paa dit Hofvet sette.
Empedocles saa klog, skal din Discipel være.
Oc Epicurus self, skal dig sin Mester ære.
Dog hører jeg ô Jord, hvor mangen paa dig skælder,
Du bær i skødet dit, de ting fuld liidet gælder,
Oc laster paa dit Jern, som giør dig selfver bloodig,
Du dricker Sønnens blood med graad oc taare moodig:
Du bær oc Guldet som den gærig søfnen bryder,
Thi for at være riig hand aldrig hviile nyder:
Oc at du viinen gîr, der mangens hierne svæcker,
Som Kiortelen til med af ryggen ofte træcker.
For sligt oc andet meer, mand ilde dig mistænker,
Det skuld' ej være got, hves du i Skaalen skenker.
Men misbrug icke kand Guds gafver saa foracte,
Thi bær kun stedse fruct, paa Daarskab du ej acte.
Dit Jern den Agermand til ploug oc hacke bruuger,
Sin Ilde-brand oc huus dermed af Skofven hugger;
Med Jernet Land oc Stad for vold oc mact forsvaris,
Oc mangen redlig mand fra Røfver haand forvaris:
Men Skelmen der imod, det Staal ved beltet binder,
Oc myrder grummelig, hvo hand i Strædet finder,
Hand ej sit færneland, sin Fader eller Mooder
Forskaaner med sin haand, ja Syster eller Brooder:
Hvad kand der Jernet til, som sig maae bruge lade,
Til fordeel oc til Gafn, til efterdeel oc skade?
Det er et Creatuur, som icke Nej kand siige,
Hvo det misbruuge vil, den fattig' eller riige.
At en guld-hungrig Nar kand aldrig mætted blifve,
Om hand skønt guldet alt af bierget kunde rifve,
Lad riifve men hand giid, oc trælle men hand træller,
Hand faaer ej meer i graf end fiire halfve dæler:
Vær du i Sindet læt, tien Gud, dit guld dig tiene,
Saa haer du bedre fat, end alle Pluti Svenne.

157

✂ Thi Mammon ickun er en gierighedens Fader,
Oc hvo ham ære vil, sit Danmands rycte lader.
Vil anden vid oc sind i Bacchi Sump begrafve,
Bruug du den Viintræ-saft, oc ædle Jordens gafve
Til din nødtørftighed. Guds goode gafver skændis,
Naar de i hvor det er, af onde folk behændis.
Hvad vil jeg skrifve meer, om Jordens riiger æfne (tt)
Om hendes Herlighed oc meer end riige Skæfne?
Udvortis ofver grøn af græs, korn fruct oc greene,
Indvortis tuusend skøn, af guld oc Ædelsteene:
Dog med sliig præctighed hun sig ej lader nøje,
Men bær sit hofvet højt, for egne dyder høje.
Den ædle Lemnos Jord som vi besegled kalde,
For hvilken pest oc gift oc fleere mangel falde,
Er jo stoor ære værd. Om nogen vilde viide
Hvad den besegling er: det skeede fordum tiide,
At dørren til det bierg, som Jorden ligger inde
Var med Dianæ Bild besegled at befinde,
Af Tyrken denne dag med hans Signet bevared
Oc icke selles meer, end eengang i alt aaret.
End du Melinske Jord, du est oc værd at priise,
Dig ærer Lægen good, dig Skildrer Lof beviise.
Du Chio, Aske-hviid, det ansict ny forgylder:
Du Eretinske muld, de dybe Saar kød-fylder,
Est oc i værdighed, dig roose friit de lærde,
Dig Dioscorides i mange bøøger ærde.
Vær helsen Moder stoor, vær helsen kost-frii Amme,
Som mig i Liifvet bær, oc est min rood oc Stamme,
Mig spiiser best dit Bryst, din Uld oc hør mig klæder,
Du est min Øjen-lyst, naar jeg i Hafven træder:
Vær helsen Rigens Skat, vær helsen Verdens dræsel,
Som fylder Kiist oc Skriin, dog bruuger ingen Vessel,
Som packer Loo oc loft, oc ej des mindre hafver,
Som Kielderen forsiun oc Køcken med din Gafver:
Vær helsen Apotek, med Urter dine mange,

158

✂ Din Kryder oc din Saft, oc dine Rødder lange:
Vær helsen Himlens Brud, vær helsen Diurens glæde,
Vær helsen Syster good, nest Gud min største kæde.
Gud dig med Himlens duug, begyd' oc ofver sprenge,
Du maatte meere fruct frembære vel oc længe.
Dig tienne Maan' oc Sool med al Planete-skare,
Dig ære frost oc tøø, paa dig maae regnen vare.
Dig bær udi sin fafn det brede Haf det viide,
Dig tienner Vær oc Vind oc Luften med den bliide.
Naar Ild naar Luft oc Vand vil icke med mig holde,
Annam mig i dit Skød, min Moder, oc i volde,
Til Christ min Frelsermand, vil mig op til sig tage,
Oc dig med Verden al, befrii fra al Umage.
Far vel min Øjen-trøst, min Musa er i Senge,
Saa det ej skicker sig, at jeg her tøfver længe.

✂

Historien Gen. I, v. 14. 15. 16. 17. 18. 19.

✂ v. 14. Oc Gud sagde: Vorde lius pa Himmelens udstracte Befæstning, at giøre Skilsmis imellem Dagen oc Natten, oc de skulle være til tegen oc til bestemmede tider, oc til dage og Aar. v. 15. Oc være til lius i Himmelens udstracte Befæstning at liuse ofver Jorden: Oc det skeede saa. v. 16. Oc Gud giorde de tu store Lius, det større Lius at regere Dagen, oc det mindre Lius at regere Natten, oc Stiernerne. v. 17. Oc Gud sette dem i Himmelens udstracte Befæstning, at liuse ofver Jorden. v. 18. Oc regere om Dagen oc om Natten, oc at skille imellem Liuset oc Mørcket: Oc Gud saae at det var got. v. 19. Oc der blef Aften oc der blef Morgen, fierde Dag.

✂

Indhold.

✂ Efter Fortalen, Læsere kier,
Læris her trende Stycker i Sær.
I. Stadige Stierner, Vandrende med,
Actis først i Almindelighed.
II. Dernest de faste Stierner alleen'
Musa beskrifver, der med ej seen.
III. Vandrende Stierner skuis her sidst,
Hvilcke Planeter kaldis forvist.

✂

Verdens første Uges fierde Dag.

✂ DEn Lerke frydefuld i Lufte-Sal hin høje,
Opfluer spiire ræt, mod Verdens liusest Øje,
Sig atter ned igien til grønnend' Ager svinger,
Oc hvor hun far oc er, sin Skaber Psalmer siunger:
Langt meer' end egner dig, din hellig Luth at røre
Sød-stemmig Musa min; af Helicon at føre,
Det lærde Jomfru-Choor, med deris fiils-been ziter,
Oc bed' at Orpheus paa harpen sig befliter,
Oc modulerer saa, at grønnen Skof den springer,
Oc striiden Aargangs-aa, sit Strømme-løb betvinger:
At mark- oc bierge-vildt fortammer sig oc spægis,
Oc den kaad-findig Fisk til Land af fryd bevægis.
Thi, giør jeg Ørne fluct, oc sveber i det høje,
Planet oc Stierne-Choor beskuer med mit Øje:
Far jeg med bu' oc piil paa Himmel høje Klipper,
Min Høg oc Støfver-hund i grønne dale slipper:
Gaar jeg i roosen-lund violen brun at bryde:
Oc ind i Snecken triin, blaa Bølgen hører skryde:
I hvort jeg staaer oc gaaer, med tanken far oc fluer,
Jeg under stoore seer, Guds mæctig Gierning skuer.
Skal jeg da være stum, naar vilde Sangre siunge,
Naar Skaberen til priis smaa Buske-fugle liunge?
Det klinge hvor det kand, jeg siunger Gud til ære,
I Luften oc paa Jord, hvort tancker mig hen bære.
Men du Guds Aand som højt Propheten fordum tiide
Paa Ild-liig-røøde Vogn, i Luften førde viide,
Opløft mig højt fra Jord, Sky-borgen lad mig bryde,
Oc efter egen lyst de blaa pauluner nyde:
Min Lufte-foormand bliif højt i Planete-gade
Til Soolens gyldne Vogn, opfør mig uden skade,
At jeg mig højer op til Martis huus kand føje,
Skøn Jovem nest at see Saturnum i det høje,
Saa under Phoebo ned til Venerem hin bolde,

161

✂ Mercurium dernest, oc Maanen sidst den kolde.
Paa det jeg lære maae ders krafter, gang oc stræde,
Som ofver-spegle-klar oc blankende fremtræde,
Oc mine Musæ maae liif-lystelig kundgiøre
Med hellig Dicter-pen, hvad de i Skiolden føre.
Forleden Maanens dag, Amramides kundgiorde,
Hvor Verdens Skaber-mand, med sit almæctig Orde,
Det hviide-blaa paulun ofvr bygge malmen strakte,
Med Himle-firmament det Vand-mængd Land betakte
Tiis traade frem i gaar oc grundelig berette,
Hvorledis samme Gud sit Jorderiige sette
Som til et gylden-gulf, i Verdens boolig øde,
Oc det høj-prydelig med Maj oc blomster strøde.
Nu med ny tiidender kom Othin frem den snare,
Om Liuse-kroone-prael ofvr Ademant hin klare,
Ja himle-løcten blank, Sool, Maane, Stierner mange,
Som Gud til ævigt Lius i Luften bød at prange,
Paa det hans Contrafej, oc stoore Diure-skare
Kand nyde foode-fest, ved Lius det purpur-klare,
Thi det u-skabte Lius, al Klarheds Hofved-kilde,
Den blanke liuse Sæd hand første dag bestilde,
Den Sæd hand tager nu oc baade nær oc fierner,
Fordeelt udbyter til Sool, Maan' oc klare Stierner,
At de som Liusets Kudsk' oc Foor-mænd der friit blanke,
Om Verdens Eble rund Ild-skinnende maae vanke,
Slig deilig Himmel-blus, som uden Oli brænder,
Som flinten, tynder, knysk oc røøden glød ej tænder,
Det kosted' icke meer, end bloote, HErren sagde:
Strax frem Urania, sit Stierne-munster lagde,
Forvirked' oc bestak den Lius-blaa runde Himmel,
Med ædle klare Lius i deilig mængd' oc Vrimmel,
At ingen uden Gud det Stierne-tal oplanger,
Som hand berømmelig for Troens Fader pranger.
Dog priisis allermeest udi den Fackel skare
Tu stoore Hofved-Lius, tu Liuse-krooner klare,

162

✂ Det gylden dage-blus (Jessæus Sool det kalder)
Oc Natte-lycten hviid, som alle vel befalder.
At Titan gylden-haar, er en Planete-første,
I glands oc al geberd stiern-høfdingen den største,
Det nok u-tvifligt er: Men at den dejlig Qvinde
Diana ret snee-hviid, kand stoorheds titel vinde
For sine dyder skeer: Thi Phoebus hende klæder
At hun med natte-blus det klareste fremtræder.
Nu er natuurlig vist, naar Lius oc blus optændis,
I højden Straalen slaaer: Oc naar det ned ad vendis
Forqvællis oc gaaer ud. Men her mood al Nature
Maa disse hofved-lius (al verdens Løcter stoore)
Sit liuse straale-skin, til Jorderig nedsende,
Opliuse folk oc Land til Jordens yderst' ende.
Der Adams trælbar Sæd foruden arbeids hviile
Ej altiid slæbe kund' oc styrken ofveriile;
Ej heller muuligt var vi brødet kunde nyde
Foruden ansict-sved oc Jorden haard at bryde;
Da kommer Soolen froo, (ss) som Faderen huus-dulig,
Opvæcker al sin gaard, dem biuder trælle troolig:
Men Maanen silde frem, med natte-hviilen kommer,
Af Arbed løser os, oc som en Moder frommer
For Sengen natlig nat et soort Cortiine drager,
At hendis kiere Børn der inden hviile tager,
Oc Kroppen arbeid-mat blaa bulster understinger
Til Soolen anden dag med arbeds Klocken ringer.
End vilde langwil vist, vor beste kortwil blifve,
Om ingen underskeed Naturen vilde gifve
Paa Vinter, Sommer, Høst, Dag, Uger, tiider fleere:
Thi maae fornæfnde Lius vor Lefnits Segrverk være,
Aar Soolen skaffe maae den Maane Maaned føre,
Oc begge døgne-tiid, os nat med dagen giøre,
Ja være tiid fra tiid vor Almanack hin trygge,
At vi som tiid-løst Fæ, ej Jorden skulde bygge.
Op Musa, hvad er det som du saa viidt omtaler,

163

✂ Oc dermed dagen half fortærer oc forhaler?
Mig tydelig forklar med vel begriblig tale,
Hvorfra de Fackel er', i Luft-pallats som prale,
Beskrif mig deris art gif Krafterne tilkiende,
Dig nu en Perle-krants Urania vil sende.
Jeg veed vel uden Bog, den Stierne-kudsk hin høje,
Saa iilig far af Sted, at intet jordisk' øje
Hans hæste følge kand, hans karm ej haand kand gribe,
Planete kraft oc Lob din Ofvermand vil blifve
Dog maat du kort oc got den stoore Skaber priise
Oc end i høje ting, din nedrig fliid beviise.
Det Himmel-høje bierg behængd med Snee hin skære
Den Demant-stucken eng Majmaaneds priis oc ære,
U-tallig Strande-gryn der Thetis sammen dryfter,
Den mørcke Segl-steens kraft hos Jern i bierge-klyfter,
Seer jeg med under, oc paa HErrens Finger tænker!
Men det forstierned tag langt meere Sindet krænker,
Det runde-blaa paulun, med Liuse-krooner mange,
Med skønhed, stoorhed, kraft, fast bedre veed at prange.
En Paa-fugl (a) yndelig, mood Paafuglinden kierlig,
Omdrejer sig med Lyst, i al sin adfær herlig,
Sin rumpe spegle-fuld, med Argi Øjne blanke,
Udbreder Cirkel-rund, veed præctelig at spanke;
Dermed hand magen sin til Kierlighed bevæger,
At de med samled haand, saa fliid paa Verden legger.
Det samme kierlig spil, Gud med Naturen drifver,
Oc dermed Hierter tu forbinder oc troo-gifver.
Thi himmelske Pallats, sin jordisk bruud at vinde,
Udbreder sig med Lyst, om om sig lader finde,
I Kiortel hviide-blaa, skær som en Ægge-hinde
Bestucked oc besat, med Perler ud' oc inde,
Rubiner lue-rød, oc blinkende Demanter,
I den Christale-rund fast glimr' i alle kanter,
At Ceres aarlig aars med største Lyst undfanger,
Med deilig Flor oc Fruct, ved Jupiter blîr svanger.

164

✂ Saa ere med faa ord de himmelske Rubiner,
Guld-klare Lius, som friit paa firmamentet skinner,
At himle Huse malm, den Verdens Skaber giorde,
Forleden første dag, af intet ved sit orde.
Oc nu i dage tre Vejviiste nogenlunde,
Den nyys fundered jord, oc Verdens Klod den runde.
Thi ingen tænke maae, Gud skaffed' af med alle,
Det første Lius, som hand sig lood saa vel befalde:
Men samme Klarheds støf, i dag den Herre mæctig
Forklared deeles ud, til Liuse-perler præctig:
En Hofved-perle rund, æld ædel ofver alle,
Hand støbte først med haand vi signed Sool den kalde,
Strax i et Øjeblick paa hend' at tage vare,
De andre himle-blus, u-tallig Stierne-skare.
Ja, som den Skaber viis af Vandet, Fisken fuctig,
Oc Diure-hoben stoor af Jorden grob oc fructig,
Saa skabte hand oc her af Himle-malm den klare
De blanke himle-blus paa dag oc nat at vare.
Thi maae jeg u-fortænkt paa smiile-baandet drage,
Naar viise Folk i haand tør daare-pennen tage,
Oc dict' om Stiernen saa, at de paa Diurs manere,
For kosten tiene bloot, af Jordens fædme tære,
Oc af Vandkilden riig opslurke drik den klare:
Hvorfor naar samme fød' ej længer dem kand vare,
Skal Verden stickis an, af Stiernerne forbrændis,
Oc som af hungrig bæst forderfvis, tæris, skændis.
Men seer jeg Himlen an, da de Himl-Øjne blanke,
Fiint ordentligen bluss' oc visse Veje vanke:
Naar Diur dog tvert imod, nu løbe, staa oc rende,
Oc efter egen Lyst, nu hiid, nu diid sig vende.
Saa vild' oc Ceres vist med al sin aarlig grøde,
Fortryd', een eenste Dag, den Diure-gaard at føde;
Neptunus ligerviis, en aften dem at skenke,
Sig, dyben Ocean, oc skulde vel betænke.
Thi Hiort oc Hinden rask kand sig ej længe nære,

165

✂ Paa grønnend' enge-plats, ej størr' end de self ere,
End sig', at Stierne-diurs u-tallig tuusend munde
Ja størr' end Jorden hvert, en Time spiisis kunde!
Natuurlig ocsaa skeer, ved spiisen hvo som fødis,
Hand voxer af oc til, oc i faa Aar forødis:
Det Stierner giør' ej som nu hafve holdet jefnet
Halfsiette tuusend Aar: et mæctigt Diure-lefnet.
Den lærde Plinius friit skulde briller kiøbe,
Før hand saae food-løst Diur, ret kugle-fast at løbe,
Til med et rundskabt Diur, ret bald- oc klodde-trinder,
Hves herlig egenskab i Stierner sig befinder
Vel dømmer Øjet saa, flad-trinde dem at være,
Men Klodde-runde dem Philosophus tør Lære.
Du det oc klarlig seer, i Maanens leg den høje,
Nu hoornet actis krumt, strax runde-fuldt i Øje,
Det oc eractis kand i Sool, saa vel som Maane,
Naar de natuurlig viis formørckis oc hen-daane.
Dog deraf allerbest, at Stierner bricke-trinde,
I Verden hvor mand er, skinbarlig er' at finde,
Som icke kunde skee i circkel-flad Figure,
Hæng bricken rund i Luft, see selfver den Nature.
Hvad skulde jeg nu act paa andre Gæcke gifve,
Som Himlen bygger op af Kamp oc Steen hin stifve,
Oc raabe Stierner ud for ilded Steen at være,
For gloende flint oc Jern den liuse Sool den skære.
Slig drøm oc Daarskab grof af Tacito forsvegen,
Bedst igien drifvis kand, er intet angelegen.
Oc endog stoore folk, Geist-Vers-lige vel mange,
Iblant de Stierne-blus, som ild oc Gnister gange,
Oc skrifver u-beviist det kand ej andet være,
End ildske Legemer, glants-varmen det kand lære:
Dog riimer det sig ey, at alt er ild som liuser,
Ej heller Nisser alt oc Busse-mænd som kiuser.
Thi ellers blef til ild Cicindel oc den klare,
Kat-øjet blef opbrændt oc Løvens stood i Fare,

166

✂ Ja mangen Ædelsteen vild' ej paa Finger tiene,
Oc ej bland anden ved, svamp, trøske, raadne greene,
Hør, hør! Parnassi Choor, derom til Pennen tager,
At Sool oc Stierne-Sal, vel heeden stoor Aarsager,
Dog aldrig ildig er self, legemlig at sige,
Men kraft oc virckelig, i varmen uden liige.
Den ædle Drue-Saft i Bacchi gylden Skaale,
Er selfver icke heed men siunis meer at svale:
Dog er den hitsig tør i den som hannem dricker,
Fortørrer, tærer oc som ild i Kroppen sticker:
Bevegelsen end oc naar mand sig meget rører,
Er i sig self ej varm, dog heeden med sig fører:
Med Stierner det saa gaar; hver Svaal er som Vandkilden,
Dog udi andre ting antænder hidsig ilden,
Self uden saadant Verk, de megen Virkning giøre,
Self krænckelse forvogst' al krænckelse medføre.
Thi var den Himmel varm den kølned maatte blifve,
Var den af vor Natuur, med os sig saa at gifve.
Da maatt' oc Soolen vist, os nærmer Vinter tiide,
Forvarme, Vinter meer, end Sommer dag hin bliide.
Ja mellem-Lufte-Sal da heedre skulde være,
End den her neden er, oc Haul oc Snee fortære,
Men hvordan varmen skeer, som Stierned tag aarsager,
Der om det lærde Chor, sig meest til døde plager
Dog med Niliaco vor Musa sødlig Stemmer,
Oc med en ringe dict Minervæ ville fremmer.
Saa siunger hun der om, at den Planete-skare,
Paa Himle-firmament med Stierner ædel-klare,
Forvarme hver en ting, som heede kand fortære,
Ved en serdelis Kraft oc varmende manere,
Oc ved sin straale-glants den varme nederføre,
Dog heeden allermeest ved vederslag at giøre.
Thi under væg oc muuer, langt større falder heede,
End paa den jefn-slet mark, oc ofver drift det brede,
Ja under bierge liid oc nedrig huule dale,

167

✂ Meer end paa Bierge-kam, ved Sommeren at tale.
Thi hængde Procus ud, paa Constantini Muure,
Poleerte huule Spegl', oc Kaaber molder stoore,
Der med i Fiende-Lejer, ildspruudend ild udsende,
Dermed Archimedes en rysted floode brændte.
Oc som de gissel-slag mood Soolen slaae til rygge,
Adskillig' er' i kraft: Saa de i Verden bygge,
Oc nyde varmen til. Thi under middags linne,
Mood Jorden Hofved-gruus de Soole-striimer skinne,
Hvorfor det veder-slag de Straaler atter møder,
Oc da med dobbelt Kraft, stoor brynde fra sig støder,
At Indianske Folk i de forkrydte Lande,
Som udi Badstu' heed, tolf Timer dags maae stande.
I vore Danske Land, hvor Soolen meere bøjer,
Oc fra vor Hofved-punct sig fast i Synder føjer,
Langt svager heeden er. Thi Straalen nederstiiger,
Oc ej tilbage slaaer: Men tverts i Marken viiger.
Thi skeer det Sommer bliid, jo højer Soolen stiiger,
Jo retter Straalen slaaer, jo meere heeden priiger:
Men Vinter iisekaald, jo meere Soolen krøger,
Jo skefver Striimen staaer, oc Frosten sig forøger.
Her, Norske Bagge, med modsigelse fremtræder,
Hvorledis Soole-brand, hans Ager-mad opæder,
Saa snart i skinne-Aar, som hand heed Sommer kalder,
Som udi Froste-Aar, Nat-frosten Ool-sok falder.
Jeg Noormand svarer dig; for megen Frost oc Heede,
Af Synden springer ud, oc Guds retfærdig Vrede.
Dog som en hitsig Ild, i vaad materi brænder:
Saa oc hin fuctig damp, den hitsig Sool optænder.
Hvorfor, jo tycker damp af Land oc Søen drifver,
Jo heeder Sommer-sool, dit fuctig Land dig gifver.
Tilmed kand natte-Luft, ej dybe Norske Dale,
For Sky-høj Fielde-muur, som flade marke, svale.
Fremdelis, er beseglt med Daarskab uden mage,
At mand tilskrifver dem fornuft som Folk de kloge,

168

✂ Oc en fornuftig Siæl, som dem saa viislig drifver,
Som lærde Cicero med andre fleere Skrifver.
Jeg det vel gifver Mact, den blanke Stierne-skare,
Ej uden orden hen, som Fugl i Luften fare,
Men holder Nat oc Dag, (de ville maae oc icke)
En vis forskrefven Pas, til minste punct oc pricke,
Som dymling i et hiul omdrejer just med fille,
Med Nafved tumler om, oc giør saa Bundens ville.
Dog den fornuftig Siæl, som spillet mon regiere,
Det er Fornuften self, al Viisdoms Gud oc HErre;
Den HErr' oc icke de bør derfor at tilbedis,
Thi de for Mennisken, oc hand for Gud, beredis.
Som Meleagridis Klukhønne med sin varme,
U-fædred Ungerne forqvægner under Arme:
Saa oc den liuse Sool, med sine Tienre mange,
Slaaer ud sit røød-guul haar, oc krummer vinger lange
Forvarmer kraftelig Natuuren kaald oc svager,
At Folket, Græs oc Fæ til Kraft oc Styrke tager.
Thi skrifver ej u-ræt Philosophus paa Tafle,
Et Folk et andet Folk, med Solens hiælp kand afle.
Men alt Natuuren er, giør, virker, oc bedrifver,
Ved Gud det er oc giør, hans Ære-verk det blifver.
Naar nogen Patient en kaalde siuge kryster,
Ham udi tørsten svaar en Leske-drik forlyster,
Hand Begeret, som tien til Mafvens styrke, laster,
Af egen daare-lyst, den sunde drik forkaster:
Saa haer oc mangen Mand, med mund oc smag forlaaret
Det anden langsomt hâr med stor Umag udkaaret,
Oc acter ej ved ært: Men for hans egne drømme,
Skal Atlas Himmel-sterk beskæmt af Landet rømme.
Som det med Aben gaaer, der elsker meget meere
Sin egen Unge grum, end de der deilig' ere.
I dette samme Choor maae de ret vel oc siunge,
Som ej allene sig, Men andre vil betynge,
Med egen Hierne-dict, oc Himmelen forbiude,

169

✂ Med sin Planete-lund, sig runden om at skiude,
Oc skrifve u-fordult, slet efter egen ville,
At Jorden svinger om, men Himmelen staaer stille.
Oc det her skulde gaae som naar mand Skif fra Lande
Udlegger, gaar til segls, til Søøs at lade stande,
Da, end dog Landet staaer, oc Skibet gaaer i Floode,
Dog siunis Land at gaae, oc Skibet som det stode.
Med denne ration, vil mangen binde biørne,
Skuld' hand end med sin dict, Jessæum self fortørne.
Men dersom det saa var at Stierner alle tiide,
Staa lige viidt atskild' oc aldrig nærmer skridde,
En ret-skudt piil i Luft vist foer sin kaas med alle,
Oc skuld' ej snore-ret os ned ved siiden falde.
Thi Steenen kast i Luft, naar Skib vind-striidig segler,
Ned-plumper akter ud; den prøfve dig ej fejler.
End skulde det oc skee, Jern-kuglen Luften bryder,
Som brummende Carthou of gloende hals udskiuder,
I Øster stilled hen, før skuld' i stycket blifve,
Oc kruudet uden Fruct sit ildig Luft-slag gifve:
Thi Jordens hastig Løb den Kugle-fluct skuld' hindre
Som Liun-ild ofvergaaer, af Øst i Vest at glindre.
De Sommer-Fugle smaa, som viidt om føde lede,
Naar de fra huuse drog' ej hver fand egen rede.
Hør Musa, dig ej bør, Copernicum mod-striide,
Det arbed andre lad, som konsten bedre viide,
Tag regne-brettet frem, lad see du calculerer
De Natte-blus som viidt paa Himmelen spatserer:
Dog denne Regne-konst vil skee paa ny maneere,
Thi alle Hafsens Sand maae Regne-penge være,
Tag dem i haanden din, lad intet Korn udfalde,
Jeg icke tvifler du jo dem behøfver alle.
I slig u-mulighed (der Gud allene regner,
Oc gifver Stierner Nafn, som deres Krafter egner,)
Haer dog vindskibelig de fordum ældre-viise
Dem baade deelt oc næfnt, de Unge det maae priise.

170

✂ Afdeelingen er skeed i stadig' eller faste;
Oc de u-stadige som meer' end andre haste.
Den stadig Stierne-lund maae sig for blinkend' øje,
Paa æthers blanke mark, i ottend' orden føje.
De stadige bestaa' ej op, ej ned at gange,
Men med sin egen Sal, i liige pas omprange.
De siu u-stadige baad' hiid oc diid spatsere,
Nu nær, nu længer fra, her søør, der nøør, vagere,
Om stunden benke-jæfnt, oc atter tvers i Sæde,
Nu denne Stierne nær, nu til en anden træde.
Hvorfor de kaldis ret Planeter oc Vaganter,
Dog Himmel-bandeleer de aldrig ofver-kanter.
Oc som paa Jorden skeer, en part maae Herre være,
En part til food oc haand maae Herre tien' oc Ære:
Saa i det høje Loft for den Planete-skare,
Er Soolen principal; paa den de andre vare.
Thi staar hans Majestet med Spiir oc gylden Kroone,
Blandt anden Adel good, midt i den Perle-throone.
Der maae den Herre staa' en liden stund med ære,
Thi om hans Tienere, min Musa først vil lære.
Den stoore Jordens Kreds er deelt i visse Lænder
Provincier oc Øer: Hvorfor mand snarlig kiender,
Hvor mand i Verden er, hvad Folk der er' at finde:
Det samme tarflig grib de gamle rand i Sinde,
Thi skærpede de friit de Babylonske Hierner,
Oc deelde viiselig de samme faste Stierner,
Til visse Constellats, (vi Himle Tegn dem kalde)
Forleente dem med nafn, som skicken kunde falde,
Det være Veder, Tiur, Triangel, Scorpioner,
Er Ott' oc fyrretiufv' udkaarne Skabeloner,
Bestucked' oc besat' (Astronomi det skrifve)
Med Ademanter klar, et tusend to oc tiufve:
Men hvo de Tegen self af førsten inventered',
Er icke vitterligt, maa skee op-speculered,
I Verdens første tiid, af Adams egen Hierne,

171

✂ Maae skee af Bileam, som skref om Jacobs Stierne.
Thi Job for mangen dag, af dennem vist' ad siige,
Arcturus bruuse-kop, Orîon vaad, dislige,
Oc Hyades til med, i Tiurens brede Pande,
Der stiiger op oc ned med Himmel-slaaende Vande.
Oc i Josiæ tiid blef Afguds dyrkre straffed'
Oc de tolf Himmel-tegns tilbed're flux afskaffed'.
Alt disse samme Tegn Urania den ranke,
Saa Øjen-skinlig bær, udi sit sløør det blanke,
Udi sit Bandeleer der tverts om Lifvit svinger,
Zodiacum jeg meen; den Guds almæctig Finger,
Omringer Himlen med, fra leding indtil anden,
Som glimrende Feld-tegn, om tapperste Krigsmanden.
Det gylden Bandeleer om Himlens Lender stifve,
Er grader i sit Sveb, try hundret trysindstiufve,
Oc runden om bardyrd med glandsende Figuure,
Rubiin, Carbunkel, Guld, oc Ademant hin puure,
Hver Tredve grader bred, som Phoebus tverts kand age,
Med sin forgyldne karm, om trent i tredve dage.
Det første sløjer-Diur du seer med food at sparke
Opstøøder Vand-mands broo, oc aabner Fiske parke,
Med sine Kaaber-horn, hand Jordens laase bryder,
Oc før hand træder af, de Spæ-grønn' Enge nyder.
Hans lange gylden-uld, mod Solen Straale-glandser,
En bunted Lamme-dants hans Sæd i marken dantser.
Den Sviirepanded Tiur, du seer med Øjne blanke,
Paa himle-bandeleer, næst Vederen at vanke,
Hand klæder eng oc mark med egen grønne føøde,
Hand fanger Vaaren an, med poode-knop hin røøde.
Strax stiiger Tvilling op, den Honning-søde Maaned,
Hvad ej af Tiuren er med Løf oc Blomster krooned,
Bær nu sin Tvilling floor, at skof oc mark forgyldis,
Hvert beed oc hafve-træ med Majen-desmer fyldis.
Saa kryber Krabben frem, med Saxe-tang den lange,
Oc lærer Titan høj, en Krabbe-gang at gange:

172

✂ I vending er hand seen, gîr Bunden lange dage,
Med lee oc riifve skarp i engen friit at rage.
Imellem Krabbe-sax frem springer gylden Løve,
Med Ild i haar oc krop, sin fyrig Kraft at prøfve,
Forguulner grønnen top, oc fæleden forskerper,
Ja holder ofte huus, at det i Laden snerper.
Fremtræder Jomfru bold, vel klæd i gylden-stycke,
Forlænger dug-fuld Nat, oc self sit Axe-smycke,
Ved siiden tuctig bær, med Vingen Soolen fejer,
Den leddig Afvelsgaard med hæs oc stacke mejer.
Negst Spegl-klar Jomfru-svants nu Væcten oc maae prale,
Giør Lius oc Kulsoort mørk med tyngen udi Skaale:
De Skaal' er' udaf Guld, af Guld er Væcte-tungen,
Guld, guld er ring oc Snor, med guld er bielken stungen.
Forredlig Scorpion med din forgiftig hale,
Du legger mangen Helt med din Forgift i dvale:
Du Luft-forgifver haard, du græs oc Løf forderfver,
Negst Væctens becken blankt, du boolig dig forhverfver.
Dig Skytten efteriil, med Bu' oc Piil hin hvasse,
Paa hofved-løse Hæst, med fluend Vinge-brase,
Hand fâr med Storm af sted, hans froste-piile smerte,
I Finger oc i Taae begynder fast at snerte.
Nu springer Bucken op, med Soolen paa sin' Hoorne,
Oc drifver Juul i Gaard med Klocke-gang i taarne,
Hans ret forspegled Stjært den klare Frost Aarsager.
Paa iised broo oc bek, ham Vand-mand efterjager,
Med Krucken for sit Bryst, hvoraf Sølf-stifter mange,
I den forgyldte Flood, ud-strømmende nedprange,
Hves hand ved dagen tøer, med Nattefrost betaler,
Foruden farfve-hold, hvo hannem ræt afmaler.
Ham følger strax paa food den vaade Fisk oc kolde,
Med sluud oc slab, hand kiør slet Blidel bort den bolde:
Urani-bandeleer er dermed udstaffered,
Hvor med den stoore Gud Natuuren haer foræret.
For Noorden denne Kreds er et oc tiufve tegen,

173

✂ Biørn, Drage, gylden Kron', oc andre høj-gelegen,
Som øjen-skinlig' er', i disse nørre Lande,
Oc fordrer mangen Mand paa natte-vilde Strande.
Som oc, for Synden hen, vel femten i en Skare,
Orion hval oc hund med fleere Lius' oc klare.
Foruden mange fleer i Øster Kredse-runden,
Af den, Americam som søgte, vel befunden.
Paafugl, Chamæleon, Kors, Duen, Indianen,
Phoenix, Nubeculæ, Toucanen, Fluen, Tranen.
Men dem at næfne her oc ordentlig beskrifve,
Som vel i Sinde var, vil tiden icke gifve.
Dansk' Atlas viiser dig, end allerbest for andre,
Hvor du den Himle-leed, med seeker food kand vandre.
End underskeedis oc, paa sin Colør oc farfve
Den stoore Stierne-skov, foruden anden tarfve.
Thi som i Martis Hof, Feldtherrens farfve drager,
Hver som hans Fane svær oc Krigs-besolding tager:
Saa bær paa Himle-kreds hvert blanke tindrind' øje,
Sin Sær Planete-lyd, oc farfven hans den høje.
Saturnus iisend-graa, iisfarfved' hafver siine.
Den Jovialske Hær maae idel klar fremtriine.
Oc Venus Kaaber-klar sin Kaaber rystning skuurer,
En rask Mercurial i Aske-farfve tuurer.
Naar Mars i rusted Jern, half ilde-røød turnerer,
Da Soolens Fane bliid, i rød-guul rok hofverer.
Men Maanen hvide-bleeg, Soldater saa tracterer,
At de med gusten Kind ofvr Markene spadserer.
En skinlig stor forskel ders Storlighed medfører,
Om hvilket Musa min, vor gamle Hvæn-boe hører.
Thi andre gette til, den mindste Stiern' hin skære,
Skuld' hundret gange størr' end Jordens Eble være.
Men Tycho der imod fordreflig disputerer,
Oc største Sirio, ej større maal forærer.
Oc kommer end saa viidt, før hand vil ende giøre,
At Jorden tre gang' er, end mindste Stierne, større.

174

✂ Hvoraf eractis kand, den højhed u-begriblig,
Som mellem Jorden er oc Himlen u-beskriflig.
En part vil der om saa paa himle hielmen gette,
U-stadig Maanen kold, den nærmeste Planete,
Ved sexten tuusend Miil skal ofver Jorden gange,
Men op til Ledingen, vel Danske Miile lange,
Et hundret tuusind er' oc atten tuusend Miile,
Hvad der om være kand, jeg icke her kand stiile.
Maal du som maale kand, naar du ret maalet hafver
Dig strax Urania ret riigelig begafver.
Her lader jeg bestaae den ottend' Himmel præctig,
Oc det forstierned Telt, som HErrens Haand almæctig
Haer vefvet denne dag, tapeetet blaat det stoore,
Forsprænged oc kast ud i konstelig Figuure,
Med mange tuusindmaal guld-stifter vel bepryded,
I megen perle-lius, bestucked vel oc yded.
Nu under hvælning slig, de andre buer alle,
Hver med et Lius, Gud sig, at ziire, lood befalde.
Paa det mand kunde saa bedst i nat-luft hin klare,
Blant andre Stierne-lob et øje tage vare,
Ja med forundring see, de faste brand' at glindre,
Oc med et krylled Lius, meer end Planeter tindre,
Som dennem understaa' oc ej med Skin at befve,
Men med et stadigt blus, i egen bu' at svefve.
Jeg det vel gifver mact at alle Stierner ere,
Eens Væsen oc Natuur, rund-støbt' udaf vor HErre,
Dog de som højest' er', oc ofvermaade tycke,
Paa ottende Pallats, med skinnet sammen-trycke,
Oc derfor siunis os, som de sig stedse rørde,
Et krylled tindre-Lius, paa runden altid førde.
Men vandre-stierner siu, paa viidt adskilde veje,
I Øjet tindrer ej, de nærmer Jorden dreje.
De krumme buer nj med lencker Gud ej sanker,
Men een den anden self omringer oc omvanker.
Jo nærmer noget rund til middel-puncten kommer,

175

✂ Jo meere snerper ind den viide bug oc krummer.
En viid, en anden viid, omkrummer oc behænder,
Som ægge-blommen guul, den hviid-blaa ring omspender,
Det hviid-blaa hinden tynd; oc hinden Skallen atter
Saa her, det stoore Sveb, det mindre ret befatter.
Et Segrverks Lod oc Vect, opvunden i det høje,
Før hiulet først paa gang (det seer dit sigtig øje,)
Det samme drifver strax det andet oc det tredde,
Det U-roo hvjler ej, med Væct oc Stang i midde,
Til tiimen runden er, oc hammer pinden falder,
Med hvippen op oc ned, oc slag i Klocken skialder,
Ja icke hører op med knæp oc slag i tiide,
(Om good er vare-tægt) ret nat oc dag hin bliide:
Saa rørde Gud i dag Sool-buen end den største,
Fra Østen Vesten om, til Krinkel-gang den første,
I fiir' oc tiufve stund, den gandske Jord omdrager,
Oc saa de under hjul i omsvæb med sig tager,
Dem driller i en døgn, gesvindig os til beste,
Fra Vesten Østen om, af Øster om i Vester.
Planeter under Sool ved slig gevalt sig gifve,
Som den der stedse maae dants efter fremmed Piibe,
Oc aldrig fløjte self oc springe sig til maade,
Men struudende maae gaae, self ej for pausen raade.
Thi ritse de oc ud, oc vill' ej Trommen lyde,
En op, en anden ned, med Mact tilbage bryde.
End dog de andre fort, dog nogl' udaf den skare,
I samme tiid oc stund, baad' Øst oc Vester fare:
Af Øster Vester paa, med deris tvungen gange,
Af Vester, Østervegs med villig gang de prange.
Fra Malmø Øster af (fornemste Stad i Skaane)
Segl ud mood Kiøbenhafn (de danske Stæders Krone)
Af fremmer Stafn mod bov, fra bov til anden vandre,
Din vandring søør oc nøør, du maat vel tiit forandre,
Til du saa hiid oc diid til Styred faaer laveret
Da haer du samme dag, Planetegang spatseret,

176

✂ Oc du i Vester løøb oc Skibet maatte fylle,
Du haer i samme stund, gaaet Øster efter ville.
Jo viidre runden er, oc udi Luften højer,
Jo meere langsom oc, Planeten sig om bøjer:
Men den som nærmer er, oc buen hafver mindre,
Kand vejen fra sit huus, saa lang tiid icke hindre.
Deraf mand gitse kand, den siunlig Himle-throne,
Som Herren Land oc Vand, saa lysted' at med Kroone,
Oc med saa mange blus, beplante, ja bepryde,
Sit fulde lob, først i siu tusind' Aar kand nyde.
Du gamle raadrig Mand, du gylden-alders Fader,
Dybsindig af Forstand, Saturne, liig en Staader,
Forrynkdt i Panden din, tør, kaalder, fuld af Snue,
Haer dog din Fryden-borg i allerhøjste Stuue.
Din Vogn er idel Bly, din' Hæste gandske lade,
I tredev' Aar fra Huus, ring-kiører du i gade.
O klare Jupiter, en Søn, u-liig sin Fader,
Du deilig est oc mild; naar du for riiget raader,
Handhefver du med Mact, forplanter oc formeerer,
Hvis Segel-drager før, forderfver oc forhærer.
Den rundblaa Himmel-vej, i Sølrver-karm du køører,
Din' Hæste, Tegen tolf, dig tverts, i tolf Aar fører
Mars, ædel af Gemyt, dog ret en Klammer-snøger
Som intet andet giør, end Blods udgydning søger:
At hand den grønne mark, med blood kand ofverdrage,
Oc baade Hæst oc Mand, i dynd til halsen jage:
Da far hand iilig frem: Men ham Jern hiulet sinker,
Hans fluuend-kaade rend, saa viit i farten minker,
At før hand kommer hiem, oc sin ring-agen ender,
Haer Dionysius tre gange med sin' Hænder,
Afplucket Viingaard sin, oc traadt med sine fødder,
Den liiflig Druuen-Saft, baad' hviide-blank oc røøder,
Oc Ceres Laden sin tre gange tømt oc stoppet,
Med det guul-axed straa, med Engens Ære proppet.
Hvad skal jeg sig' om dig Guldhaarig Sool du milde?

177

✂ Forærer; kostfrii vært; du Liusens springe-kilde?
Laurkrooned Palatin, Poet med Laurkrands æred?
Jeg faaer ej denne Sted, dig ret udtitulered.
Med egen gylden-karm, tre hundret sexti dage,
Oc der til dage fem, din Aars vej du maat age.
Men ellers tvungen viis, af Øster oc i Vester,
Hver dejlig Morgenstund med Lius oc varme gæster.
Lyst-moder, Venus ([x]) blank, du kaaber klare Frue,
Skal jeg for liude din, de skønne dyder skue?
Med kraftig fructbarhed, du Jorden herlig krooner,
Din mød oc klare Viin, din lecker dug ej skaaner,
Hoos dig er fryd oc Lyst, hoos dig er Sang for mange,
Der med du mangen Helt forhverfver dig til fange,
Du dem tracterer saa, med dine løøse Qvinder,
At mangen eget huus, forblinded aldrig finder.
Dag-poorten slaaer du op, Aurora fra dig vanker,
Du den mood Aften-rusk for Hespero til-planker.
Dit blanke Duue-Slag med Locke-Duuer hviide,
Forfluer icke langt fra Phoebi gyldne siide.
Diid hen Cyllenius sig holder den graa-hviide,
Oc tør den hastig Vej, paa vinge-flugt ej liide.
Mercurium jeg meen, den viise Konst-paafinder,
Den lystig Cither-slaaer, den dristig Segl-opvinder,
Det hastig Sende-bud, den Kiøbmand vel forslagen,
Huul, trædsk, arbejdsom, den der Argum haer bedragen.
Om hannem siunger jeg, hand gang med Solen holder,
Foracter Nabooe sin Dictynnam bleeg oc kolder.
Diana kulde-skær i nærste Sal du vanker,
Du tretten gang' om Aar ofvr bandeleret spanker.
Du kommer snart igien, med dine Hoorne tvende,
Thi vil jeg midler tiid, om dig nu talen ende.
Nu kand jeg aldrig troe, at en foractlig nelde,
Der af sin Moder soort, ved gjeret kand udvelde,
Ja allerminste plant' hvor haanlig den kand være,
Som Ceres med sit bryst, vil værdis til at nære,

178

✂ Jo hafver vel sin kraft, oc sin forborgen Styrke,
Men Pardiis-gartner self, den poode vil oc dyrke:
End siig' at natte-blus som pract i Luften føre,
Et mæctigt Kejserdom, end Jord oc Hafvet større,
Kraft-løse skulde her den døde Jord beskinne
Forlyste vilde Djur, oc gaae sig self til piine!
Nej! deres Under-verk, langt fleere vi forfare,
(Om vi forstaa os ret) end deres liuse Skare.
Det er jo vitterligt, om slige gyldne brande,
Laae hefted' idel fast, i Ladheds bolt oc baande,
Da skulde sommesteds, den kulsoort nat regiere,
Oc altid sommesteds, den liuse dag hofvere:
Her skulde Vinter kaald med frysen ej aflade,
Oc hisset Sommer bold, med heeden altid raade:
Hvert Liif i marken var, skuld' enten Sool forbrænde,
Det heller Maanen, med idel frost forskænde.
Thi dette blanke par, al Jordens grøøde Volder,
Oc med forvexled mact, alting i Liifve holder.
Den klare Middags-Sool paa Himlen aldrig daaner,
Det jo for dagen ond i Skyerne fast blaaner.
Naar arrig Acheron, sin' onde Døttre slipper,
Da følger hunger bleeg; oc pesten guul ej glipper;
Om ej blood-tørstig Mars, sit Sverd i blood forgylder,
Oc mangen Løøbe-graf med døde Kroppe fylder.
U-sagt jeg hafve vil, det fløde skuld' oc ebbe,
Oc Maanen uden Kraft, end eenste gang at nebbe.
Jo meer den Circkler sig, oc Segel-siiden runder,
Jo meere marf i Been oc Blood til aarer stunder,
Des større Saft i Træ, oc Mad i Ooster-Skalen,
Fuldmaaned Dannebom i Vand længst drager halen.
Naar Maanen voxer af, en Corydon det acter,
Hans Oxekiød er løst, oc derfor icke slacter.
Saa dette Natte-Lius alleene kand bemerke,
Hvor kraftig' andr' oc er', oc hvor forborgen Sterke,
Naar opstood procyon foruden rafne-gaben?

179

✂ Haer du Orion seet, foruden Sluud oc Slabben?
Dog være langt derfra, jeg mig skuld' underfinde,
Med glindrig Stierne-baand, stærk Samson at bebinde
Oc Jovis Døttre tre (dem Skaldre parcas næfne)
Hoos den almæctig Gud, ved siiden sette jæfne.
Som Stoicanten giør. Thi HErrens kraft oc Volde,
Kand Soolens fluende karm foruden fingre holde!
Hand, hand kand striiden flood, oc stærkest' elfvevande
Befale vinkende, som Klippen fast at stande.
Mit visse facit er, at den self samme Herre,
Der sit stoormæctig nafn, til underdanig ære,
Haer alle Stierner skabt, oc dem ofvr Skyen højet,
Med gang, med klaren skin, med riger kraft fornøjet;
Hand dem saa mæctig er, oc saa i haanden fatter,
At ingen der iblant (med Alver eller Latter)
Hves hand vil hafve frem, kand hindre, kand forhemme,
Oc hvad hand hindre vil, kand fordre, kand forfremme.
Dog stat du stille her, med act at ofverveje,
Den stoore gifven kraft, Planet oc Stierner eje,
Besee grandgifvelig, hvad nød de Himle buer,
Ret baade dig oc mig, hvert Øjeblik med truer:
Oc mens vi ere hardt bestedd' iblandt Tyranner,
Faldt ydmyg ned paa Knæ, i HErren jeg formaner
Dit syndigt Hierte fat, som du det hafd' i hænde,
Oc løft det op til Gud, bed hannem fra os vende
Den magre dyre tiid, den stoore Frost oc Heede,
Det bloodig Martis Sverd, den gusten pest hin leede,
Hvormed os mangen gang, forskreckeligen truuer
Den grumme Stierne-hær, dit Øje det vel skuer;
At Gud ej steder til de syndig influentser,
Natuurens virckning, som i bloodet hoos dig grendser,
At faae slet ofverhaand: Men hand med hellig Kilde,
Dit Synde-hidsig Blood forlæske naadig vilde.
Ja endlig gifve det, at vi hans nafn til ære,
En sund oc helbred Siæl i sundest Legem bære.

180

✂ Nu Naso, hiid din Pen, igiennem torfver grønne,
O at du underjords din venam vild' ej sønne,
Men i et Øjeblik min Musæ den forlæne,
Da hun med uurte-strøø dit grafsted skulde tiene.
Thi hun besinded er, til en Poet at skrifve,
En krooned Palatin et Sucker-Vers at gifve.
Chrysostome, good dag, good dag du gyldne-læbe,
Apollo Nazaræisk, du Laurbær krooned Phoebe,
Du Aar-afmaaler viis, du liusets Springe-kilde,
Du Verdens Liif oc Siæl, himl-øje du det milde,
Vilt du forsticke dig som du varst icke hiemme,
Oc under Kappen mørk dit skinnend Ansict giemme,
Bryd ud, riif Kaaben op, lad see din præctig Ære,
Saa viidt du ofverskin, vil jeg din Lof udbære.
En ædel gylden Ring, vil nogen ofte vende,
Hand finder ej der paa begyndelsen ej Ende:
Saa er jeg kommen ud, dag-øje du, du skære,
Dig med berømmelse ret højforskyldt at ære,
Som slet er ende-løøs, begyndelse foruden,
Hvor skal jeg tage paa? Hvor skal jeg løøse Knuuden?
Mit øje seer dig an som Potentaten mæctig,
Der Landet giennem far, i al sin adfær præctig,
Med herlig' Adels-mænd, med Førster, Græfver riige,
Trabanter om oc om, foruden tal oc liige.
Thi naar du reiser ud, med gylden Karm som Lue,
Det mæctig Jorderig med ære stoor at skue,
Tre Printser for din Vogn, oc tre maae efterprale,
I Blyants Klæde-dragt, med Perle-stucken Sadle.
Der acter paa din gang, en skinnend ridder-skare,
U-tallig tuusend Mand, ([x]) paa dig sin Herre vare,
Oc alle for Umag, en Æreklædning nyder,
End natte-falden Snee den hviidre Luften pryder.
Jeg maae paa denne mark, for slig en Herre-skare,
I-støøde frydelig, i Sølf-tromet den klare.
Høør, svindig Paucken-slaaer, du fingre læt maat røre,

181

✂ Siung, siung Parnassi berg, at Steendøf Folk det høre.
Her reis en Konge frem, ved Ansict hans det bliide,
Al Jorden glæder sig, Skof, mark oc grønne Liide.
En Konge reis her frem, om hvilken jeg tør sige,
Om hand end eenste dag, ej holdt ved hefd oc liige,
Sin kraft oc Førsten-glants, til sluud luft skulde blifve,
Neptunus u-forsømt, ofvr snee-hviid Atlas drifve,
Det snart med Verden gik, den stoore samt den lilde,
Som nogen Hiert' oc Liif af brystet rifve vilde.
Thi Sool er Verdens Siæl, Sool Creaturens Lefned,
Sool al metallers Liif, Sool trærs oc uurters trefned.
Med faa sandferdig' Ord, ô Phoebe Stierne-konge,
Hves krafter, Verdens Jord, saa viid maa' ofverprange,
Saa viidt som du est størr' end Jordens klod hin runde,
Saa højt du ofvergaar, de grumme dyb' afgrunde.
Naar jeg din dejlighed beseer med Kraften mæctig:
Da kommer du mig for, som Konge-Sønnen præctig,
Af Brude-kammer gaaer, fiin tuctig udi Lader,
Med blinkende Guld-haar, oc Skønhed ofvermaader,
I iidel gylden Styck, med dyre Demant smycker,
Med Myrrhe-drybend' haand, den skare gennem rycker,
Hvor al den Ridder-stand, Jomfruue, hver høfsk Frue,
Opsictig længis fast, den Herres gang at skue,
Naar de Gudinder nj, med tusend instrumenter,
Af førstelig Gemag, i Brude-Sal ham henter.
En moodig Ridder, som amørsk, sig lader blinde,
Med ring oc Ridderspil, sin Jomfru skøn at vinde,
Som hund-beengsted Hind, oc Løfven efter Rofvet:
Saa hand med fluend Hæst til Ringen tager lobet.
Men Ridder Titan blank med større kierskabs brynde,
Til Jomfru Cererem, sig fastre veed at skynde,
Som den ej trifvis kand, i fructig Kraft forøgis,
Men ligger krank ved Seng, med mindre hun besøgis:
Hvorfor som Sindet rask, saa oc Sool Herren iiler,
Med Luue-fnysend' Hæst, forgyldne Stang oc Miiler,

182

✂ Sin hitsig Ridderstii, hand midt i Kredsen tager,
Planeters mellem-vej, sin Bruud til beste drager
Iiskaald Saturnum hand dermed i Spillet griber,
Oc Maanens stoore fuct, til middel-maade drifver.
Thi foor hand maane-vej, hans heede os forbrændte,
Gik hand Saturni Stii, os Frost oc Snee rood-skændte.
Hvad skal jeg siunge meer? din bortgang alle græder
Som findis her paa Jord: din Tilkomst alle glæder.
Du Snee oc kolden Iis, i engen distillerer,
U-vær du skaffer af, oc natte-frost casserer,
Sluud, taage, riim, Slagregn, til deilig Luft du vender
Fryct, melancholske drøm, oc anden Fuulhed skender.
Hvo dig at roose gaaer, sig icke vel besinder,
Fordrukner slet i priis, ej bund, ej bredde finder.
Dog maae jeg Konning høj, med tuctig finger bryde,
En liiflig uurte-kost, min Musæ Hiert' at fryde,
Af den atskillig flor, som du adskillig tiide,
Stafferer Jorden med om Sommeren den bliide.
Thi at din fooster-kraft oc qvægend' Amme-arme,
Sit kaalde Skøde-barn, omringe kand oc varme,
Et sætte ned af Knæ, et andet strax optage,
At intet græde skal, ofvr frossen finger klage:
Maae din ild-varme Vogn, ej tvende morgen-stunde
Af samme Himmel-port udkiøre nogenlunde,
Din' Hæste ligesaa varm-puustende fremvandre,
Oc maae hver Aften-stund, sin grade-stald forandre.
Grøn-bladig Vaarens dag, hoos os de qviste skyder
Naar Høst-dag, andensteds, sin fruct aflæs oc nyder,
Oc naar vi Sommer tiid, i græs oc uurter springer,
Da Vinter andensteds, de Diur oc Fugle tvinger.
Saa hastig skalt du ej, dit Vinter-lob omkrumme,
Mod Erichtonium, oc Biørnen op at komme,
Hvor du tre Maaneds tiid din reise fast forandrer,
Den hoorned væder, Tiur oc Tvilling gennem vandrer:
At den Snee-klædde mark, skal jo et Vexel giøre,
For Vinter-Kiortel hviid, en skøn græs-grøn iføre.

183

✂ Lyst-Hafven prydis maae, med tusend blomster prale,
Med blade green' oc busk; med Urter dybe dale.
Den søøde Zephyrus skal Floram venlig kysse,
Auroram vilden Fugl, med Oute-Sangen grysse.
Cupido med sin Piil, skal ramme Diur paa Lande,
I Luften Fuglen snar, oc Læge-fisk i Vande.
Naar dine Hæste varm' oc Krabbegang spatsere,
Til hitsig Løven-Sal oc Jomfruu-buur marchere,
Da sankis heedt oc heedt, at Jord hin grønne sprecker,
Den gylden Sommer-dag, med mact i Landet trecker.
Hin flitig Agermand, gaaer ud med Seglen krummer,
Afhugger Food for Food, hves moont ham forekommer,
Den Ansict-sved saa suur, ham ofver Næsen rinder,
Sin krumme Segl-gang, hand i ryg oc arme finder,
Da Keiser-maaned bliid, ham riigelig forærer,
Hves hand alt aaret foort, med gandske huus fortærer.
Naar saa din blanke karm begynde vil at helde,
Fra æqvinoctial mod Synderledings fælde,
Væct, Scorpionen leed, oc Skytte-huus besøger,
Der i tre Maaneds tiid, sin nedergang forøger;
Da falmer grønnen qvist, sig viide marke barer,
Pomona Fructen sin indsamler oc forvarer:
Da bruger Liber haand, must-pærer hand afryster
Viin-druer nederskær, den Saft ham vel forlyster,
Thi grifver hand til food, i druue-bloodet springer
Oc Baccho Brooder sin, den første prøfve bringer.
Men al den suure-tiid, der du Steenbucken gæster,
Med Vandmand søger Spand, oc Fiske-parken frester,
Er alting mat oc dødt; for skønne Sommer-blommer,
Den hviide Vinter-bii af Kuuben tyk udbrommer:
For fryd oc Fugle-sang mand huult i næfve tuuder,
Soldater Æoli, af nørre Skantse spruuder.
Saa hver maae tacke Gud, der huus oc varme nyder,
Til du, ved Gregers tiid, med varme ny udbryder.
Latonæ dejlig Barn, Apollos Tvilling Syster,
Diana melkend'-hviid, Dictynna nat-forlyster,

184

✂ Du Skof- oc Lunde-Gud, du høje Bierge-render,
Du Søø-førstinde klar, du visse tiid-calender,
Søfn-gifver, Senge-roo, oc Nat-ledsagerinde,
O Maane Natte-Sool, hvad est du ond at finde?
Min Musa skulde dig et distichon forære,
Gud gifv' hun viste, hvor din Skønhed skulde være.
Planete-nafn du bær, du kandst det vel forsvare,
Thi mangen neppe veed, hvor hand skal paa dig vare.
Du ocsaa natlig nat, u-stadig dig forskaber,
Om stunden voxer til, om stunden vexten taber.
Dit Legem klodde-rundt, jeg i sig self befinder,
Med din udvortis glants, du mangen Mand forblinder,
Som aldrig andet veed, end at dit hengel-klæde
Dig selfver kommer til, du pranger med i Stræde:
Dog laant du hafver skoo oc laant du hafver hoose,
Laant haer du hviiden sløør, hvor af skal jeg dig roose?
Men som en kæk Soldat sig Skiold oc Hielm forhverfver,
Det mangen u-forskyldt, af Fædre sig vel arfver,
Naar hand da højes op, hans Hustru ham tilføjed
Af ringe byrd oc Stam, med hannem er ophøjed:
Saa oc det straale-lius, der alles Øjne glæder,
Fra Titan Broder din, din mørk-blaa Krop hviid-klæder,
Hand er dig hvad du est, hand ærer dig oc nærer,
Hand klædninger hvert Aar, vel tretten dig forærer.
Men ellers see vi dig, u-stadig udi klæder,
At du hver Aften-stund, paa ny maneer optræder,
Nu er dit Hofved-klæd, der efter Hals-klæd borte,
Nu tabis hoos' oc skoo, igienstaaer Lemmer soorte.
Som kand ej andet skee: Thi Solen aldrig kunde,
Tilliige klæd' altiid, dit Legeme det runde.
Som du dig skicker til, oc dig mod Broder vender,
Saa nyder du oc glands, saa felder du oc tænder.
Thi at du skulde blank paa halfve Kroppen være,
Paa anden, himmel-blaa, vor Musa ej vil lære.
Dog hafver jeg formerkt ô Sool-discipelinde,
At det iblandt oc skeer, dit Ansict fuldt det trinde,

185

✂ I allerstørste glants, naar ingen sky kand skade,
Oc ingen mullen Luft kand hindr' i nogen maade,
Af Jern-rust fuul, du dog forblindis oc beteckis,
Saa din snee-hviide Kind formørckis oc forsveckis,
Naar du spatserend' er i den Eclipte-Linne,
Af Verdens Øje klart, at lade dig beskinne.
Thi det sølf-blanke Lius, som Soolen dig bereeder,
Dig strax berøfvis fra, naar Jorden mellem træder.
Hvorfor du blifver vred, paa Jorden ofvermaade,
Oc tænker stedse paa, at hæfne spot oc skade,
Saa naar du seer dit hold, i enden af en Maaned,
For Jorden Broder din, du mørkner oc giør daaned,
Oc mellem os oc ham, din mørke Krop indknifver,
Hvor med du Jorderig, for stycke, stycke gifver.
Dog din Formørkelse sig snart en Aarsag tager,
Din Broders tvert imod sig sielden meer tildrager,
Din egen daane-kind er vis udi det høje:
Men Soolens ickun er, et siunligt tusk i Øje.
Din Kind, fra Østen af, sin Lyd oc farfve fælder:
Men hans af Vester kant, det u-forskyldt undgælder,
Din dunkelhed gaaer paa, med iidel hviide Kinder,
Men hans tildrager sig, naar al din Skønhed svinder,
Din daanen er gemeen, mand den saa ofte prøfver,
Men Solens sielden skeer, som Himl' oc Jord bedrøfver.
Jeg ej beskrifve vil, formørkelsen den største
Som skeede fordum tiid, der Lius oc Liifsens Første,
Paa Kaarset undergik, at Soolen der ved daaned'
Alt mod natuurlig viis i højeste fuldmaaned.
Jeg tacker højt den Sool som lood sig saa forderfve
At jeg, mørkhedsens barn, et ævigt Lius skuld' arfve.
Den seldsom trappe-gang, som Phoebus fordum dage,
Med sin forgyldte Karm, til rygge maatt' oc Age,
Oc ofver Giboa hvordan hans Hæste hviilte,
Men Marskalk Josua, et nederlag bestilte,
Maa' oc tilbage staae: Mig natten ofveriiler,
Gaaer, Hesperus er nær, gaaer hen til Sengs oc hviiler.