↩
Som Hermand Weygere der boed' i Kiøbenhafn
Udgiorde mesterlig til alle Stænders Gafn.
I Rhim var Hegelund veltalend' oc nafnkundig,
Oc Pavekrønicken den fine Bog oc fyndig
Kand undervise dig at Mester Anders Weyl'
I Moders Tal' oc Maal slet intet monne feyl'.
I Danske Psalmebog, som er i hver mands Hænder,
Indholdes skønne Rjm, udgiord' af alle Stænder,
Men lystigst' iblant dem, der jeg opregne kand,
Er meest Hieronymus den gild' oc moersom Mand.
Hand Aristophanes den Dansk' at kaldis burde,
Det kand forfare den hans Skrifter høyt mon vurde.
Sæt Magnum Bancke hos paa denne Rhimebenck,
Tag Jødekrønicken til tacke for en Skenck.
See disse rhimede fast alle paa en maade,
Dog alt paa Gammelvjs saa tarfvelig fremtraade,
Men dog med saadan fynd, med slig en drablig dict,
At intet udaf vort kand være deris ligt.
Blant dem var dog forskel, de ældst' er' alt de Beste,
Des mand sig undre maa, at Kunsten af de fleste,
Blef efter haanden saa forsmaad oc fast forglemt,
At hvad der rhjmedis, var mod det gamle slemt.
Imedens Rhjm her saa ret ild' oc plumpe lagdis,
Da saae mand uden Lands at de fast bedre magdis;
Saa kom her for en Dag en Mester vjs oc klog,
Hand langt en anden Kunst at rhjme strax fremdrog.
Hin skref, som før er sagt, den Jomfru Psalter zierlig,
Men Davids Psalterbog tog denn' i Haand begiærlig,
Udsatte dem paa Rhjm med slig høytrafvend' art
Som udaf Danske Mand før aldrig vaar forfart.
Med dyb Forstand oc Grund hand det i verk saa førde,
At aldrig slige Rhjm før nogen Danske hørde.
Hand klemte Rhjm oc Ord med visse Tal oc Maal,
Saa Rhim de raad' ey selfv', ethvert ord falt i taal.
Om Rhjmekonsten først blant os i vore Lande,