↩
Reede Gud først fra haand, oc vilde siden ej tøfve.
Mose taler om Gud, som om Huus-herren hin lærde,
Naar hand ryster sig ud oc vil en Bygning forfærde,
Legger hand Kalk oc Steen, samt Lecter, Sparrer tilhaabe,
Smuct paa Hænderne reen, oc vil der efter ej snaabe:
Om Materie slig, naar den skønt ligger paa Jorde,
Siger mand prydelig, oc med Konst-talendes orde:
See! der ligger hans Huus (dog er ej Huuset til rede)
Priis ham viides oc roos, vil efter Tømmer ej lede.
Moses giør saadant oc, hand kalder Himmel oc Jorde,
Paa sit hellige Spraag det der til skulde nu vorde,
Thi hand siger jo klart, at Jorderig icke var ferdigt,
Men var øde ja bart, heel u-gestaltigt, u-værdigt,
Icke var Vandet Vand oc Ild ej Ilden hin skære,
Icke var Landet Land, ej været vindede dære.
Himmel oc Jordens Malm var u-staffered altsammen,
Vdi stoor Damp oc Qvalm foruden nyttige gammen:
Thi Viismanden ocsaa om den Materie første
Siger, at den var raa, fuld af V-siunlighed største.
Viidere spørgis kand, hvor Verdens Skabere værdig
Slig Materie fand til sit Konstycke saa ferdig?
Var Democritus her, hand skuld' os gæckelig lære,
Sigende, der, see der! de grand i Soolen mon være
Viiselig, udaf dem er Verden lodded tilhaabe,
Jeg det siger nu frem paa Democritiske Lofve;
Lofve du maat saa hen at phantasere til fulde
Dig troer ingen min Ven; slig Daarskab fatte jeg skulde?
Kieriste sig mig dog, af hvad de Soole-grand flyde,
Komme de self af sig, oc, førend Soolen, sig yde?
Est du icke self til, fast mindre findes din Skugge,
Gæcken giør gæcke-spil, du ager i Børnenis Vugge.
Moses siger, hvorfra forvist det Forraad maae være,
Hannem høre vi maae, hand vil det kortelig lære.