↩
Moses skriider nu frem oc vil os viidere lære
Guds Aands Virkning beqvem, den raa Materi til ære,
Slig Materi oc Malm, oc Verdens første Figure,
Liggend i Mørk oc Qvalm oc i U-fructbarhed stoore,
Med sin qvegende Kraft Guds Aand forvarmed' oc qvegde,
Gaf den Styrke med Saft, oc til al Grøde bevegde.
Ja som Hønnen ret varm sin' eg udligger oc bruer,
Vnder sit Bryst oc Barm, dem siden qvegner oc ruer;
Eller som Jorden rum udaf Soel-varmen undfanger,
Saa blef Verden, før tom, af Guds Aands qvegelse, svanger,
At den riigelig gaf fra sig baad' Vrter oc Grøde,
Oc Metallerne braf, med Sølf oc Guldet det røde,
Adamanten saa skær, oc skønnest' ædele Steene,
Samt oc Kaaber der er, med Tin oc Messing det reene.
Samme Guds mæctig' Aand med slig stor-virkende haande,
Aldrig udleggis kand, om vær oc anden slags Aande,
End om hellig Aand good, Guddommens trede Persone,
Som saa bredde sig ud, Liif gaf den raa Skabelone.
Fader oc Sønnen dog saadan Naturens Vndsetning
Her tilleggis end oc, som en udvortis Forretning
Icke da anden Aand var skabt, oc kunde til være,
Ingen oc Konsten kand foruden den ævige HErre.
Vi da lade det staa', oc for det siette forfare,
Hveden Liuset kom fra, oc deilig Phoebus hin klare.