↩
Passelig Lyst var det i Mørket at sidde det Dybe,
Oc, paa Madikers Sed, hver andr' om Halsene krybe.
Derfor oc efter at den ny Materi Gud skabte,
Vdi mørke slet sad oc efter Liuset friit gabte,
Vdbrød morgenen fro Apollo Klarhedens HErre,
Os til Glæde til Roo med Lius oc Dagning den skære,
Ret til Aftenen ud, sin Klarhed Jorderig sendte,
Indtil HErren vor Gud self første Dagen vel endte.
Spørge mand maae sig for: Hvo er den biudende HErre,
Som saa myndig fremgaaer, oc biuder mørket med ære,
At det rømmer af Land, oc Liuset skinner saa fage
Ofver dybeste Vand, langt bort alt mørket at jage,
Titan icke det er med sin' opvartere Liuse:
Natten ej fanen bær, sig Ades lader ej kiuse.
Mose fremdrager her den førrig Mestere giefve,
Som Materien der hâr skabt i Luften at svefve,
Den Treenige Gud, som hand før Elohim kalder
Raaber hand endnu ud, at ham den ære tilfalder,
Liuset at hand hâr giord, som selfver Liuset mon være,
Ved sit væsentlig Ord, sin Søn vor Frelsere kiere.
Gud da sagde: bliif lius, sig packe Natten hin sorte,
Dag begynder at gryes, saa brydis Mørckhedens Porte.
Strax brød Klarheden ud, gaf Lius i Vinkeler alle,
Al Naturen imod, for Liuset Mørket maae falde:
Thi Guds kraftiger Ord er jdel Væsen oc Gierning,
Aldrig paa Tafel-bord saa svindig rinder den Terning,
Guds Ord ere jo før til Verck oc Gierninger giorde,
Læben hand icke rør, før jo fuldbiurdis hans Orde.
Tænke her alle paa fornuftens Sclaver oc Trælle,
Lade sig Guds Ord staa, det ej naturlig udtrælle.
Gud hand blifver vel Gud, hans Ord de blifve vel sande,
Naar Fornuften gaaer ud, oc Liif ej hafver, ej Aande.
Billigen mand nu spør, hvad Liuset skulde vel være,
Som Gud skaber oc giør, ved Sønnen Klarhedens HErre?
Moses setter da her, det Lius i Dagene trende,