↩
Var oc til ingen brug, opbygt med høj Forstande
Ved Scopas, Ctesiphons oc lærde Sostrats Haande,
Sligt hafd' ej nogen Priis sin Mester efterladet,
Om idel Molm oc Mørk i Verden skulle raadet.
Som Lius det klareste, som gloend' ild at skinne
Gud Englene hâr skabt at tiene sig oc sine.
Om nu saa er Guds Haand, ô hellig Engle-skare,
Hâer eder første Dag med Liuset skabt det klare:
Gud kund' oc eder skabt med Stierners Liuse-krone
Med hvilken er forziert den høje Himle-Throne:
Hvad heller der om er, Gud eder sætt' i Orden
Før Himlen er bered, før hand beredde Jorden,
Jeg vild' end ingenlund' at derom skulde rinde
Mig nogen tvist oc tvifl i mine Dag' i Sinde,
Naar saadan vidskab heldst mig skadelig er mere,
End Simpel U-forstand, med Ydmyghed kand være:
Saa holder jeg for, at, I, hellig Aander, ere
Vist i begyndelsen skabt, udaf Gud vor HErre
U-dødlig, uden Synd, ret gode, Liuse, klare,
Subtilig' af Natuur ja Stærke dertil snare,
Oc (kort at sige) da naar alting ret betractis,
Hans egen Højhed I, ej kund' u-liig eractis.
Men som vel ofte skeer, at de som staae i Naade
Hoos Førster allerbest, oc meest i Landet raade,
De allerførst Oprør oc Tvedract for-Aarsage,
Oc deris færne Land med Krigsmact ofver drage;
Saa de faae sidst et spring til Løn ned af det høje,
Der slaaer dem ned saa dybt, som de tilforn højt fløje:
Saa gik det Englene, som deres Skabers Væsen
Anfeided' uden Sag, oc stifved ad ham næsen,
Formeenende med Mact at styrte ham fra Throne,
Ham spiir at tag' af Haand, af Hofvedet sin Krone.
Men hand som altid er med Torden vel forsiuned,
Den Hoffart før i Mark, kand nederslaa med Liunet,
Hand slog dem ned fra Stool til Helfvedes vanære: