↩
Thi som det Pulver er fordeelt oc Skabeloned,
Saa det i Luften far oc findis der fazoned;
Der fluer dragen rød, der seer mand Hiorten springe,
Der fecter Goliath, oc David med sin Slinge:
Racket i Luften far, hun hvijner, puffer, sprader,
Oc slaaer saa mange slag, som lagdis kruude-maader:
Saa gaar her oc saa til, som den materi findes,
Saa drifvis samme spil, slig Skabeloner tændes.
Comet natuurlig er, hør oc til højer boolig,
Men den at skrifve her, oc contrafeje troolig,
Min dag ej taale vil, thi Sool gaar under liide,
Jeg den ej hindre kand, som skeede fordum tiide.
Hvi blusser du saa op, (med mig maa Musa tale)
Jeg seer dig være varm; vilt du dig icke svale?
Fra Ild oc heeden ud, trin ned i mellem-stue,
I værets anden Sal, der er en mindre Lue,
Thi der er Vand for haand der kandt du dig vel læske.
Hvad fuct did drages op, af Vand oc Jordens vædske,
Der sankis efter haand, oc først til Vand forkeris,
Saa efter sin Natuur til Snee oc Hagl formeris.
Dog er den Ort oc rom af sin Natuur ej kolder,
Thi den med Frosten sin os Soolen ej forholder.
Den frys dem ej ihiel sig ofver Alpes føje,
Oc Norge-daarefield oc Jempte-field det høje.
Der groer end ocsaa Træ, som Luftens varme nyde,
Dog der er Vinter-lee som Biørnen maae fortryde.
Vilt du at hånse gaae hoos Kage-steen hin høje,
Tag femten Trøjer paa, du skalt dem fuld vel døje.
Der Meteora jeg i Salen dig vil lofve,
Med tynd oc tykken Sky, fast størr' end mange skofve.
Først vædsken dragis op, strax heede kulden møder:
Giør den til Skyen tynd, oc saa til regn som bløder,
Til Støb oc Plats-regn, oc til Taare smaa oc stoore,
Om Vinteren til snee som skiuler Steen i foore.
Men naar der regner ned, Melk, blod, af Luft hin kolde,