↩
Nu kringler det igien oc giør dig Øjne runde,
Nu skacker det sig hen, oc skefver mangelunde:
Saa lood den viise Gud, fra Landet Vandet rinde,
I mangen Krinkel-kraag til Flood, fiord, viig oc minde,
Befool oc Jorderig saa mangen Søe lossere,
Oc den Blad-grønne Skof at fafne dem med ære:
Oc som i Mennisket den Verden lidl' oc ringe,
Bloodaaren hiid oc diid sig konstig ved at stinge,
Oc dog er bloodet eet, i hvor det far oc flyder,
Oc sig (hvo søge vil) i Medianen yder:
Saa gaaer i Verden til, (det Legem stoort oc mæctigt)
Fontenen springer klar, Vand-aaren løber præctigt,
Nu paa, nu under Jord, her tvers, der langs sig skyder,
Er dog eet eenste Vand i Hafvet som udflyder.
Venedien den Stad (eet under højt at acte,)
Det Land- oc Vande-Skel, dig lærer at betracte,
Den er paa Vandet bygt ret med Pallatser høje,
Sig Vand i Gaderne, nu hiid oc diid maae føje,
Oc runden om igien beringd med Hafsens Vande:
Saa gaaer det her oc til, nu Vandetskils fra Lande. Oceanus fuldbreed, (den Danske me den Spanske,
Den Africanske samt Oost- oc Vest-Indianske,
Chinesers oc Tartars Iis-Hafvet oc det kaalde,
Ved Nova Zembla nær om Jorden gaar hin bolde,)
Den spender med sin Arm al Verdens Konge Riiger,
Oc bær den som i Barm oc ej derfra bortviiger,
Forstræder sig med Kunst befiorer oc riverer,
Her ind i buct oc viig, der ud igien spadtzerer,
Paa det (en hver til Gafns) Jord-ebled mangelunde,
Med større Rigdoms Tarf oc Skønhed kronis kunde,
Som er paa Vandet bygd, med Vandet oc berundet,
Som nøglet Cirkel-trindt af Guld det røde tvunded.
Thi Verdens klodde-rund Landvandig titulered,
Af Vand oc Landet er, ret mesterlig formered.
Der med, højviise Gud, du underlige HErre,