↩
Oc tage saa af sted, som Jorden skulde bryste.
Den stærke Trolde-hval, kand der ej giennem bryde,
Men trecker Vred derfra, forfærdelig maae skryde.
Mand gitser oc der om der skuld' et Hafsvelg være,
Som Bønder der omkring med slig beviis vil lære;
At naaer en fur og gran (som tiit af field oc Steene
I Stranden falder ud med rødder, top oc greene)
Til Mosken vrager ud, oc Strømmen er i gierre,
Da den opsluges der, som Steen det maatte være:
Naaer Strømmen leggis oc marteret fra sig gifver,
Foruden rood oc green den slidt i Søøen drifver.
Min Meening er der om, at der af Klipper høje
En Skærgaard i det Dyb maa sig tilhobe føje,
Som een Indkiørsel haer, men ellers steen berunded,
Oc midt i samme Gaard, en runder Klippe fundet.
Naar Strømmen kommer nu, forfærdelig den bruuser,
Oc ind ad samme Poort som tusend fosse suuser,
Oc ingen Udgang haer, den Svirer oc regierer,
Oc højen middel Steen ret runden om spatserer.
Thi snurrer den med Mact, som qværnen, naar mand maler,
Oc giør et Øje stoort, der iilig til sig haler,
Oc sluuger med en fart hves Træ der ofver flyder,
Oc det mod Steenen haard forsliider oc forbryder:
Men naar den grumme Strøm, saa hafver giort sin ville,
Det u-regærlig Haf begynder sig at stille,
Da flyder Stocken op, for Bylgen splindred drifver,
Oc hvad der var for Bad oc Konst, tilkænde gifver.
Om denne gisning min de lærde vel behager,
Det oc behager mig: hvis ej, jeg det gientager,
Oc siunger saa herom, oc meere sligt som førre,
Det er forunderligt: den Mester sligt kand giøre,
Hand priisis bør med skel af alle Folke-munde,
Af alt det som hâr Liif, end oc paa Hafsens bunde.
O u-begriblig Gud, forunderlige Herre,
Udi den vilde Strand hvor mæctig er din Ære?