↩
Saa den i Vandet fædt, som paa en Stage brænder.
Hvad skal jeg sig' om dig du Ejland Fortunate,
Hves vilde Mænd oc Folk (af andre nu forhadte)
Ej drick' af Bek oc Brynd: men voxer der i Lande
Eet Vand-riigt selsom Træ, end paa det tørre Sande,
Som svæder iidelig, af Bladene de grønne
Ned-drybe riigelig Vandperlerne de skønne,
At baade Qvind' oc Mand i Krucker oc i kruuse,
Kund' af det skønne Vand hiemføre nok til Huuse.
Skuld' ej jeg siunes her, een Fabel-Hans at gifve
Oc meer Poeterj end Sanden at beskrifve:
Jeg kund' i denne Bog vel megen Under sticke,
Oc mindr' end Bonden troer af Agenippe dricke.
I Guld-Peruvia ved hellig Ellens Kirke,
Een Brynd skal Dag oc Nat ret iidel tiære virke.
De Brynde findis oc (vil Skifher Sandhed skrifte)
Som paa een Times tiid maae smag oc Farfve skifte,
Ja de som Sands oc Sind de Smagere betage,
Saa de ud-rifve Tand, oc kommer tiit af dage.
Hvad skal jeg røre her, om de ild-spruude Kilder,
Som gifve Luen blaa, oc Food-Steen fra sig trilder.
En merkelige Flood skal i Vest-Inden findis
Hves Kraft oc sælsom fær maa med Forundring mindis,
Naar Soolen undergaar, oc Folket søger Hviile,
Strax Flooden stille staar, som før var vandt at iile:
Men efter Natten soort mod Dagningen den hviide,
Naar Folk med Sool opstaar, begynder den at skriide.
See, dette riimer sig med dammen i Bethesde
Som mang' i Jødeland saa troolig komm' at gæste,
Den holdt sin Hviile-dag, sig paa Sabbathen stilled',
Oc anden Arbeds Dag saa frydelig den stridled'.
Alt sligt jeg selger dig for kiøbet som jeg hafver,
Om selsom Kilde spring som self Natuuren grafver:
Hvo det ej gifver Mact, men slet vil refutere,
Hand ræcke mig sin Haand saa ville vi spatsere