↩
Saa ere med faa ord de himmelske Rubiner,
Guld-klare Lius, som friit paa firmamentet skinner,
At himle Huse malm, den Verdens Skaber giorde,
Forleden første dag, af intet ved sit orde.
Oc nu i dage tre Vejviiste nogenlunde,
Den nyys fundered jord, oc Verdens Klod den runde.
Thi ingen tænke maae, Gud skaffed' af med alle,
Det første Lius, som hand sig lood saa vel befalde:
Men samme Klarheds støf, i dag den Herre mæctig
Forklared deeles ud, til Liuse-perler præctig:
En Hofved-perle rund, æld ædel ofver alle,
Hand støbte først med haand vi signed Sool den kalde,
Strax i et Øjeblick paa hend' at tage vare,
De andre himle-blus, u-tallig Stierne-skare.
Ja, som den Skaber viis af Vandet, Fisken fuctig,
Oc Diure-hoben stoor af Jorden grob oc fructig,
Saa skabte hand oc her af Himle-malm den klare
De blanke himle-blus paa dag oc nat at vare.
Thi maae jeg u-fortænkt paa smiile-baandet drage,
Naar viise Folk i haand tør daare-pennen tage,
Oc dict' om Stiernen saa, at de paa Diurs manere,
For kosten tiene bloot, af Jordens fædme tære,
Oc af Vandkilden riig opslurke drik den klare:
Hvorfor naar samme fød' ej længer dem kand vare,
Skal Verden stickis an, af Stiernerne forbrændis,
Oc som af hungrig bæst forderfvis, tæris, skændis.
Men seer jeg Himlen an, da de Himl-Øjne blanke,
Fiint ordentligen bluss' oc visse Veje vanke:
Naar Diur dog tvert imod, nu løbe, staa oc rende,
Oc efter egen Lyst, nu hiid, nu diid sig vende.
Saa vild' oc Ceres vist med al sin aarlig grøde,
Fortryd', een eenste Dag, den Diure-gaard at føde;
Neptunus ligerviis, en aften dem at skenke,
Sig, dyben Ocean, oc skulde vel betænke.
Thi Hiort oc Hinden rask kand sig ej længe nære,